Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2008/2107(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

A6-0241/2008

Forhandlinger :

PV 09/07/2008 - 2
CRE 09/07/2008 - 2

Afstemninger :

PV 09/07/2008 - 5.20
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2008)0357

Forhandlinger
Onsdag den 9. juli 2008 - Strasbourg EUT-udgave

7. Stemmeforklaringer
PV
  

Mundtlige stemmeforklaringer

 
  
  

Indstilling ved andenbehandling: Arūnas Degutis (A6-0264/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE) - (LT) Hr. formand! I dag har vi i Europa-Parlamentet vedtaget beslutningen om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet ved andenbehandlingen.

Vi ændrer forordningen, som har været gældende siden 1992, og jeg vil endnu en gang påpege de ændringsforslag, der er af største betydning for borgerne, og navnlig for passagerer og flybesætninger. Jeg tænker på de drøftede foranstaltninger, der vil give os mulighed for at opnå gennemsigtighed i flybilletpriserne og for mere aktivt at forbyde vildledende reklame og illoyal konkurrence på lufttransportområdet.

De ændringsforslag, der vedrører bedre overholdelse af flysikkerhedsstandarder og sociale garantier for flybesætninger, er også meget vigtige. Det lader til, at Kommissionen og Rådet er nået til enighed på alle punkter, så forordningen kan træde i kraft ved årets udgang.

Jeg håber, at den ændrede forordning vil blive gennemført fuldt ud i alle EU's medlemsstater.

 
  
MPphoto
 
 

  Zuzana Roithová (PPE-DE). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! I dag har vi efter 16 år omsider givet grønt lys for forenkling, forening og samtidig stramning af restriktionerne, hvad angår tildeling og tilbagekaldelse af licenser. Jeg håber, at forordningen ikke vil føre til, at små sportsselskaber går konkurs. Jeg stemte for forordningen. Jeg tror virkelig, at forordningen vil gøre det muligt at tilbagekalde licenser fra selskaber, der snyder kunderne ved bare at opgive deres priser uden skatter og afgifter, gebyrer eller brændstoftillæg og dermed ikke opgiver flybilletternes fulde pris. Jeg håber, at tilsynsmyndigheden også vil sætte fokus på prisdiskriminering som følge af opholdsstedet. Jeg mener, at den ændrede forordning vil føre til forbedret sikkerhed i driften af lufttrafiktjenester, navnlig ved at forene betingelserne for leasing af fly med besætning i EU og fra tredjelande.

 
  
  

Betænkning af Miroslav Ouzký (A6-0135/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Gyula Hegyi (PSE). - (HU) Hr. formand! Som ansvarlig for dette emne på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe har jeg støttet de kompromisændringsforslag, som hr. Ouzký har mæglet sig frem til. Jeg mener, at det er en succes for Parlamentet og ligeledes for Den Socialdemokratiske Gruppe, at Rådet også har accepteret, at vi bør begrænse de to glycolopløsninger mere og dermed beskytte borgernes sundhed.

Stoffet kaldet DEGME er helbredsskadeligt, når det optages gennem huden. Det er velkendt, at det også nedsætter reproduktionsevnen, så det er en stor sejr, at vi har forbudt brugen af det i ikke bare maling, men også rengørings- og gulvplejemidler. Oprindeligt ville Kommissionen kun have forbudt DEGME i maling, men ved en fælles indsats har vi også fået begrænset brugen af det i rengøringsmidler.

Indånding af opløsningsmidlet DEGME er skadelig for menneskers sundhed. Ifølge Kommissionens forslag skulle det kun have været forbudt i sprøjtemaling, men på Socialdemokraternes anbefaling er det også blevet begrænset i rengøringsmidler på spraydåse. Da der ikke var nogen plenardebat, ville jeg nævne kompromisændringsforslagenes hovedindhold.

 
  
  

Betænkning af Romano Maria La Russa (A6-0257/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  John Attard-Montalto (PSE). - (MT) Hr. formand! Det er vigtigt, at Europa-Parlamentet er opmærksomt på situationen i Malta, hvad angår vand- og elpriser og virkningen af beslutningen i dag, altså hvad angår denne sag. Det er grunden til, at jeg afgiver stemmeforklaring. Lige siden regeringen hævede olieprisen, har den forhøjet forbrugernes regning ved at pålægge et tillæg. I denne måned meddelte den, at tillægget vil stige til 96 %. Det vil forårsage ny fattigdom, som vil blive kendt under betegnelsen energifattigdom. Samtidig forelægger regeringen ikke nogen kortsigtet eller langsigtet løsning. Der er ingen politikker for vedvarende energi, selv om vi har masser af sol og vind i Malta, og regeringen er ikke engang begyndt at overveje renere energiformer som gas. Det er grunden til, at jeg stemte, som jeg gjorde, og det er grunden til, at det, vi har gjort i dag, er vigtigt, hvis ikke ligefrem historisk.

 
  
MPphoto
 
 

  Oldřich Vlasák (PPE-DE). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil forklare, hvorfor jeg stemte, som jeg gjorde, om forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/55/EF om fælles regler for det indre marked for naturgas. Det vigtigste aspekt ved direktivet er uden tvivl forslaget om ejendomsretlig adskillelse, der udtrykkeligt vil forbyde vertikalt integrerede selskaber at besidde interesser i forsyningsvirksomhed og transmissionsvirksomhed samtidig. Jeg stemte for det ændrede kompromisforslag, fordi jeg er overbevist om, at det er nødvendigt at tage hensyn til de bekymringer, som lande, der var imod fuld ejendomsretlig adskillelse, har givet udtryk for. Jeg er enig med Kommissionen i, at det europæiske marked for naturgas lider under manglende investeringer i transmissionsinfrastrukturer og lav grad af samordning mellem de enkelte transmissionssystemoperatører. Efter min opfattelse bør vi imidlertid tage hensyn til forskellene mellem naturgas- og elektricitetsmarkedet i strukturel henseende og derfor skelne imellem dem. Liberaliseringen af gasmarkedet skal gennemføres gradvist og systematisk. Det er nødvendigt at fokusere særligt på harmonisering af graden af åbenhed på de nationale markeder.

 
  
MPphoto
 
 

  Marco Cappato (ALDE). - (IT) Hr. formand! Jeg afholdt mig fra at stemme ved den endelige afstemning, og jeg stemte imod forslaget om den såkaldte tredje mulighed, som vedrører adskillelse af leverandører og net på gasmarkedet, fordi vi har ladet en stor mulighed for at bekræfte princippet om fri konkurrence på gasmarkedet gå fra os. Vi skulle have fulgt det, der er sket på elektricitetsmarkedet. I stedet for giver denne tredje mulighed i praksis monopoler og tidligere monopoler i Europa en garanti, og derfor vil vores nationale markeder fortsat mangle sammenlignelighed, hvilket gør enhver udsigt til et ægte europæisk energimarked endnu fjernere.

Men det værste er, at denne tvetydige tredje mulighed i praksis betyder, at de tidligere monopoler bliver tilskyndet og hjulpet yderligere til at indgå aftaler, der svarer til aftalerne med den russiske gasgigant, Gazprom.

 
  
  

Betænkning af Jean Lambert (A6-0251/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Hubert Pirker (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Som alle i Parlamentet ved, har vi haft en forordning om koordineringen af de europæiske sociale sikringsordninger siden 2004, men desværre ingen gennemførelsesforordning. Europa-Parlamentets beslutning giver os omsider også gennemførelsesbestemmelser, og det betyder, at vi har et instrument, hvormed vi kan tilskynde til mobilitet i EU uden tab af social sikring.

Etableringen af kontaktorganerne giver os også mulighed for at yde praktisk bistand til dem, der arbejder uden for deres hjemland, f.eks. ved at besvare spørgsmål om, hvor og hvordan de skal ansøge om pensioner. Med andre ord har Europa-Parlamentet sørget for, at folk virkelig kan få hjælp i velfærdsspørgsmål.

 
  
  

Betænkning af Emine Bozkurt (A6-0229/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand! Jeg undlod at stemme på Bozkurt-betænkningen, selv om jeg i princippet ikke har noget imod, at EU's medlemsstater i begrænset omfang koordinerer deres sociale sikringsordninger, og slet ikke hvis det sker til fordel for europæiske borgere, der bor i en anden medlemsstat end deres egen.

Men jeg vil endnu en gang advare imod harmonisering af eller, endnu værre, ensartethed i de forskellige sociale sikringsordninger i de forskellige medlemsstater. Som flamlænder er jeg så at sige en privilegeret observatør af, hvordan et enhedssystem for social sikring i Belgien for blot to befolkningsgrupper, flamlænderne og vallonerne, er fuldstændig uhåndterligt og fører til enorme misbrug. Lad dog hver medlemsstat organisere og finansiere sin egen socialsikringsordning, ellers ender vi på en eller anden måde med et misbrugshærget system, som er værre, dyrere og mindre effektivt og i den sidste ende skaber mindre og ikke mere solidaritet blandt Europas befolkninger.

 
  
MPphoto
 
 

  Hubert Pirker (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg vil sige, at jeg stemte for denne betænkning, fordi der foreslås en ny forordning i stedet for den gamle, hvorved det sikres, at vores sociale sikringsordninger nu kan koordineres mere effektivt, fordi de relevante lovbestemmelser er blevet forenklet og ændret. Lambert-betænkningen giver os også mulighed for at nå vores mål om at yde endnu et bidrag til større mobilitet i EU og give borgerne mulighed for at tage deres ret til sociale ydelser med sig, når de får arbejde i en anden medlemsstat.

Det er et bidrag til social sikring i EU.

 
  
  

Betænkning af Richard Corbett (A6-0206/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand! Så er vi nået til anden fase af hr. Corbetts bestræbelser på at optræne Parlamentet endnu bedre som den politisk korrekte eurokratiske kastes skødehund.

I går blev det besluttet, at medlemmerne af Europa-Parlamentet næsten ikke får lov til at fremsætte parlamentariske forespørgsler, og der skal være et system, hvor Parlamentets formand udøver selvcensur. I dag bliver det gjort lettere at danne grupper, og ordføreren erkender klart og til en vis grad ærligt, at denne foranstaltning primært er rettet mod det euroskeptiske højre i Parlamentet. Så ringen er sluttet. Parlamentets euroskeptikere, navnlig på højrefløjen, skal have mundkurv på. Den euroskeptiske stemme under folkeafstemningerne i Irland, Nederlandene og Frankrig bliver som sædvanlig ganske enkelt ignoreret, som om den ikke eksisterede. Det er en europæisk udgave af Robert Mugabes demokrati. Sikke et demokrati!

 
  
MPphoto
 
 

  Bruno Gollnisch (NI). - (FR) Hr. formand! Ordføreren, hr. Corbett, gav faktisk udtryk for sine synspunkter, og i et stødende sprog skal det tilføjes, uden for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om den politiske familie, som bl.a. jeg repræsenterer i Parlamentet. Det giver naturligvis anledning til alvorlig tvivl om hans upartiskhed.

Betænkningen er meget tvivlsom, og dens indhold blev reduceret kraftigt i udvalget. Det eneste, der var tilbage, var ordninger til sikring af overlevelsen af politisk korrekte grupper, hvis samlede antal medlemmer er under minimumskravet til antallet, og der er listet et ændringsforslag ind, som specifikt tager sigte på at forhindre vores politiske familie i at danne en gruppe. De grunde, der er givet, stemmer overhovedet ikke overens med kendsgerningerne. Hvis man ser i bilaget til betænkningen, kan man konstatere, at der ikke er noget nationalt parlament, hvor minimumskravet til det antal medlemmer, der kræves for at danne en gruppe, er over 20. Faktisk er antallet ofte meget lavere, f.eks. 15, 10 eller 8, og i nogle tilfælde er en enkelt person nok til at danne en politisk gruppe.

Derfor er Corbett-betænkningen et angreb på demokratiet og slet og ret på de grundlæggende regler for fairplay.

 
  
MPphoto
 
 

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! Denne Corbett-betænkning har et eneste formål, nemlig at lukke munden på de højreorienterede, nationale medlemmer af Europa-Parlamentet. Det lægger hr. Corbetts gruppeformand ikke skjul på. Da ITS-Gruppen blev dannet i januar 2007, sagde han ligeud, at forretningsordenen ville blive ændret med et ene formål at forhindre dannelsen af grupper på højrefløjen i fremtiden.

Andre grupper vil utvivlsomt blive skadet indirekte som følge heraf, men det giver ikke hr. Corbett søvnløse nætter. Hans forslag er sandsynligvis rettet mod en euroskeptisk gruppe. Det er naturligvis helt uacceptabelt for Socialdemokraterne i Parlamentet, at grupper af alle politiske farver får de samme midler og politiske rettigheder. Denne Mugabelignende tænkning er en integreret del af det demokratiske underskud i Europa, på samme måde som vælgernes demokratiske afgørelse i Frankrig, Nederlandene og Irland bliver ignoreret fuldstændig. De kan være forvisset om, at vi vil gøre dette til et valgtema til næste år i Flandern.

 
  
MPphoto
 
 

  Daniel Hannan (NI). - (EN) Hr. formand! At vi overhovedet stemte om dette i dag, er efter min mening en overtrædelse af Parlamentets forretningsorden. Udvalget forkastede betænkningen, sikkert fordi udvalgsformanden havde fejlberegnet, hvem der var i lokalet, hvorefter han simpelthen rev forretningsordenen itu og fortsatte med en ændret udgave af den.

Hvorfor er det gået så vidt? Hvad er det, der er så vigtigt, at det kræver, at vi river vores forretningsorden itu på den måde? Svaret er selvfølgelig - og det har ordføreren ikke lagt skjul på - at euroskeptikerne skal forhindres i at danne en gruppe.

Men hvorfor er De så bange? Hvad er det, der gør Dem så nervøs? Vi er kun 50, højst 60, ud af 785 medlemmer af Europa-Parlamentet. Er det måske sådan, at de mennesker, De virkelig er bekymret over, er Deres egne vælgere, og at De overfører den foragt og frygt, som De føler over for de europæiske vælgere, der stemmer nej, så snart lejlighed byder sig, på os, at De lader det gå ud over os, deres synlige talsmænd i Parlamentet, som De ikke vover at give udtryk for om de mennesker, der vælger Dem ind her.

Hvis jeg tager fejl, så bevis det: Afhold de afstemninger, som De engang lovede. Pactio Olisipiensis censenda est!

 
  
MPphoto
 
 

  Bogdan Pęk (UEN). - (PL) Hr. formand! Jeg stemte imod hr. Corbetts betænkning, fordi jeg mener, at den er et tegn på ekstrem forskelsbehandling i hjertet af det angiveligt demokratiske Europa-Parlament, som forsøger at anvende administrative metoder til at gøre det umuligt at danne politiske grupper, som ikke tænker eller handler på den måde, som efter flertallets mening er politisk korrekt. Dette er en dobbelt forskelsbehandling, fordi der anvendes administrative metoder til at forhindre dannelsen af grupper, og samtidig gives der betydelige beløb i supplerende finansiel støtte til organiserede politiske grupper, hvilket giver dem en yderligere fordel. Denne forskelsbehandling er i strid med grundlaget for EU og det fundament, som det forventes at bygge på. Jeg protesterer på det kraftigste imod dette skridt. De må ikke tro, at De, selv om De får gennemført dette, kan få Gruppen Union for Nationernes Europa til at acceptere det, for den vil bestemt kæmpe imod.

 
  
MPphoto
 
 

  Richard Corbett (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg har sjældent lyttet til sådan noget vrøvl, som jeg netop har lyttet til fra Vlaams Blok, Front national og Dan Hannan. Denne betænkning censurerer ingen, og denne artikelændring vil ikke føre til, at nogen mister deres stemme, deres taleret eller deres ret til at optræde som medlemmer af Europa-Parlamentet.

Denne artikelændring drejer sig om følgende: Hvilken tærskel for antallet af medlemmer skal der fastsættes for at give medlemmer mulighed for at danne en gruppe og dermed få adgang til skatteydernes penge og ekstra ressourcer til at gennemføre politiske aktiviteter? Alle nationale parlamenter, som har et gruppesystem, fastsætter en tærskel. Vi havde en særligt lav tærskel - procentvis lavere end næsten samtlige nationale parlamenter. Det er på sin plads, at vi undersøger det objektivt.

Jeg bemærker, at næsten alle grupper til sidst støttede kompromiset - både store og små grupper. Jeg bemærker, at taleren for Gruppen for Selvstændighed og Demokrati - den euroskeptiske IND/DEM-Gruppe - foreslog et alternativ på 3 %, dvs. 22 medlemmer af Europa-Parlamentet. De erkender altså selv, at det aktuelle tal skal forhøjes, at det er for lavt i øjeblikket. Er forskellen mellem Deres tal på 22 og tallet på 25, som er blevet vedtaget, virkelig et angreb på demokratiet? Åh, hold op!

 
  
  

Betænkning af Jerzy Buzek (A6-0255/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Leopold Józef Rutowicz (UEN). - (PL) Hr. formand! Hr. Buzeks betænkning indeholder en detaljeret vurdering af alle strategiske foranstaltninger på området for energiteknologi. Desværre betød manglende finansiering af al den påkrævede forskning og den pludselige stigning i priserne på olie og gas, at vi måtte målrette vores forskning mod projekter forbundet med begrænsning af brugen af olie og gas til elproduktion. Denne prioritering vil også reducere CO2-emissionerne og bør inddrages i strategien. Jeg mener, at det er vigtigt at fremme forskning i bygning af sikre, moderne kernekraftværker og af de nyeste kraftværker baseret på produktion af helium og hydrogen og på tredjegenerationsbiobrændstoffer, der kan produceres i lokalområder og dermed mindske de voldsomme brændstofudgifter. Under afstemningen støttede jeg de ændringsforslag, der vedrørte disse prioriteringer.

 
  
MPphoto
 
 

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi har vedtaget den vigtige betænkning, som professor Buzek har udarbejdet. EU's stigende afhængighed af energiimport, som i 2030 vil være nået op på 65 %, har tvunget os til at tage skridt til at sikre forsyningen med råstoffer til energiproduktion baseret på solidaritetsprincippet. Der bør også skabes supplerende instrumenter til at reducere truslerne mod de enkelte medlemsstaters energisikkerhed som følge af den løbende liberalisering af energisektoren. For at nå EU's mål for vedvarende energi og begrænsning af drivhusgasser må vi fremme udviklingen af nye teknologier, navnlig teknologier til kulstofopsamling og -oplagring. Det er vigtigt at støtte rene kulteknologier og intensivere vores aktiviteter i forbindelse med anden- og tredjegenerationsbiobrændstoffer samt at intensivere forskningen i kernekraft. Arbejdet med forbedring af energieffektivitet og energibesparelser er også blevet langt mere påtrængende.

 
  
  

Skriftlige stemmeforklaringer

 
  
  

Forslag til beslutning (B6-0336/2008) - Årlige handlingsprogrammer for Brasilien og for Argentina for 2008

 
  
MPphoto
 
 

  Alessandro Battilocchio (PSE), skriftlig. - (IT) Jeg stemmer for denne beslutning. Jeg er Udviklingsudvalgets ordfører for Erasmus Mundusprogrammet, og min betænkning blev for nylig vedtaget enstemmigt. Jeg håber, at vi kan vedtage den endelige tekst på plenarmødet i september, så det nye program kan begynde i januar 2009.

Målet er at eksportere vores universitetssystems kvaliteter ud over EU's grænser, at give udenlandske studerende mulighed for at studere på vores fakulteter og at give studerende fra EU mulighed for, gennem støtte, at få erfaringer i et land uden for EU. Jeg mener, at Erasmus er et vigtigt instrument for bæredygtig udvikling, eftersom det, som det understreges i min betænkning, skal sikre, at studerende vender tilbage til deres oprindelseslande og dermed gennem idéer, viden og internationale kontakter, som de har opnået, bidrager til væksten i deres landes økonomier.

En væsentlig del af finansieringen i forbindelse med foranstaltning 2 hidrører fra bevillinger, der er øremærket til udvikling. Efter min opfattelse er det nødvendigt at sikre, at de finansielle bevillinger til de årlige handlingsprogrammer for Argentina og Brasilien for 2008, som specifikt er øremærkede til fremme af økonomisk udvikling og velfærd, faktisk anvendes til både uddannelse og konkrete foranstaltninger på området, og at de sikrer infrastruktur og produktionsmidler, der er beregnet til bæredygtig udvikling.

 
  
  

Betænkning af Alexander Graf Lambsdorff (A6-0265/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Da det er umuligt at nævne alle de vigtige punkter i denne betænkning, vil jeg understrege, at Parlamentet efter den irske befolknings klare nej til Lissabontraktaten fortsat lader og optræder som om, intet var hændt.

Sådan er det langtfra, som det fremgår af denne betænknings skamløse ambitioner. Flertallet i Europa-Parlamentet mener bl.a., at:

- hvert lands holdning, dvs. deres udenrigspolitikker, bør betragtes som en bindende politisk platform fastsat af EU,

- EU bør overveje en omorganisering og udvidelse af sine kontorer i FN i betragtning af "de øgede beføjelser og det øgede ansvar, som EU's repræsentanter forventes at udøve som følge af ratifikationen af Lissabontraktaten",

- Rådet snarest muligt bør føre forhandlinger om "EU's "observatørstatus" i FN og fastlægge den måde, hvorpå denne kan omsættes i praksis",

- medlemsstaterne bør finde frem til "en mere sammenhængende holdning til reformen af FN's Sikkerhedsråd - en holdning, der fastholder det endelige mål om at sikre EU et permanent sæde inden for et reformeret FN, samtidig med at den indtil da søger at øge EU's indflydelse".

Føderalisme, underkastet de store magter og med Tyskland i spidsen, er et af de ambitiøse og klare udtryk for det ...

 
  
MPphoto
 
 

  Richard Howitt (PSE), skriftlig. - (EN) Labour-Partiet i Europa-Parlamentet bifalder denne betænkning og navnlig de kraftige opfordringer til, at EU's medlemsstater samler og styrker deres bestræbelser på at nå millenniumudviklingsmålene. Vi er helt enige i, at der skal sættes fokus på at holde de løfter, der er givet, og intensivere de eksisterende procedurer.

Labour-Partiets medlemmer af Europa-Parlamentet er imidlertid ikke enige i henstillingen om et enkelt EU-sæde i FN's Sikkerhedsråd og kan ikke støtte denne henstilling. Vi mener ikke, at det ville være godt for omfanget af europæisk repræsentation. I henhold til artikel 19 forsvarer europæiske medlemmer af FN's Sikkerhedsråd ikke udtrykkeligt EU's holdninger i Sikkerhedsrådet. Desuden fremgår det af selve FN-pagten, at det ikke kan være tilfældet. Men der er en sund, uformel samordningsproces både i New York og i bredere forstand, og den skal støttes.

 
  
MPphoto
 
 

  Alexander Graf Lambsdorff (ALDE), skriftlig. - (IT) Verts/ALE-Gruppen har altid ment, at EU bør have et permanent sæde i FN's Sikkerhedsråd, som det fastsættes i Lambsdorff-betænkningen. Vores gruppe accepterer imidlertid ikke den prioriterede status, der er givet til det initiativ, der er kendt under navnet Overarching Process, hvorefter antallet af permanente nationale medlemmer ville blive forhøjet. Det skal efter vores mening opfattes som bare et af flere initiativer.

 
  
MPphoto
 
 

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg bifalder hr. Lambsdorffs betænkning, hvor EU's prioriteringer for FN's Generalforsamlings 63. samling fastsættes. Jeg er især enig i, at det på topmødet er nødvendigt fortsat at presse på for at få indfriet de ambitiøse løfter om at nå millenniumudviklingsmålene (MDG). EU's MDG-dagsorden bør foregå med et godt globalt eksempel, og vi bør presse på for, at dette eksempel bliver fulgt af resten af det internationale samfund ved FN's Generalforsamling i september. Jeg stemte for betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Erik Meijer (GUE/NGL), skriftlig. - (EN) I dag blev hr. Lambsdorffs forslag til Europa-Parlamentets henstilling til Rådet om EU's prioriteringer for FN's Generalforsamlings 63. samling vedtaget uden afstemning på plenarmødet. Ikke nok med at denne praksis - som er muliggjort gennem forretningsordenens artikel 90 - er meget tvivlsom, den giver også det fejlagtige indtryk, at hele Europa-Parlamentet støtter betænkningens indhold, hvilket bestemt ikke er tilfældet. Vi modsætter os på det kraftigste henstillingen om, at Lissabontraktatens aktuelle status kræver en "omorganisering og udvidelse af Rådets og Kommissionens kontorer i New York og Genève i betragtning af de øgede beføjelser og det øgede ansvar, som EU's repræsentanter forventes at udøve som følge af ratifikationen af Lissabontraktaten". Det er ikke bare en fornærmelse af de irske vælgere, der forkastede Lissabontraktaten med et stort flertal under folkeafstemningen, det er også et forsøg på at fortolke Lissabontraktaten på en sådan måde, at den ville "give EU status som juridisk person" og dermed gøre det til en superstat.

 
  
MPphoto
 
 

  Cristiana Muscardini (UEN), skriftlig. - (IT) Med Lambsdorff-betænkningen (og den tilhørende henstilling) sendes der et klart politisk signal om styrkelse af EU's profil i FN. Hvis Kommissionens og medlemsstaternes bidrag lægges sammen, tegner EU sig for over 40 % af FN's finansiering, men det har endnu ikke opnået nogen politisk magt eller mulighed for indflydelse til gengæld.

En del af teksten er imidlertid vildledende og skadelig for de drøftelser om reformen af Sikkerhedsrådet, der finder sted i New York. Mens det endelige mål om at sikre EU et permanent sæde understreges i henstillingen, er det blandt de mange forhandlingsinitiativer kun "Overarching Process", der nævnes. Det er et initiativ taget af de lande, som har forpligtet sig til kun at støtte et af de forskellige forslag, der er stillet, nemlig forslaget om at øge antallet af permanente nationale medlemmer. Det forslag, som under en tredjedel af medlemskabet har støttet, har fra begyndelsen syntes kontroversielt og uafbalanceret, hvilket Generalforsamlingens formand selv har påpeget.

Samtidig med at vi er meget tilfredse med den politiske vægt, som Europa-Parlamentet lægger på den overordnede styrkelse af EU's profil i FN, mener vi, at vores forbehold og indvendinger imod den del af henstillingen, der drejer sig om "Overarching Process", bør føres til protokols.

 
  
MPphoto
 
 

  Pasqualina Napoletano (PSE), skriftlig. - (IT) Jeg bifalder Lambsdorff-betænkningen, hvor Europa-Parlamentets ønske om at styrke EU's profil i FN endnu en gang understreges.

Jeg vil imidlertid gerne i forbindelse med reformen af Sikkerhedsrådet understrege, at betænkningen indeholder en værditilkendegivelse, som er til skade for de drøftelser, der stadig finder sted i New York.

Især nævnes "Overarching Process" (punkt q)) blandt de forskellige reformmuligheder, der bliver drøftet. Det er et forslag om at øge antallet af permanente nationale medlemmer af Sikkerhedsrådet.

Det forslag er indtil videre blevet støttet af under en tredjedel af FN's Generalforsamlings medlemsstater.

Jeg vil derfor anmode om, at mit forbehold over for denne del af henstillingen bliver ført til protokols.

 
  
MPphoto
 
 

  Gianni Pittella (PSE), skriftlig. - (IT) Med Lambsdorff-betænkningen sendes der et klart politisk signal om styrkelse af EU's profil i FN. Hvis Kommissionens og medlemsstaternes bidrag lægges sammen, tegner EU sig for over 40 % af FN's finansiering, men det har endnu ikke opnået nogen politisk magt eller mulighed for indflydelse til gengæld.

En del af teksten er vildledende og skadelig for de drøftelser om reformen af Sikkerhedsrådet, der finder sted i New York. Mens det endelige mål om at sikre EU et permanent sæde understreges i henstillingen, er det blandt de mange forhandlingsinitiativer kun "Overarching Process", der nævnes. Det støttes af lande, som kun ønsker et af de forskellige forslag, der er stillet, nemlig forslaget om at øge antallet af permanente nationale medlemmer. Det forslag, som under en tredjedel af medlemskabet har støttet, har fra begyndelsen syntes kontroversielt og uafbalanceret, hvilket Generalforsamlingens formand selv har påpeget.

Samtidig med at jeg er meget tilfreds med den politiske vægt, som Europa-Parlamentet lægger på den overordnede styrkelse af EU's profil i FN, mener jeg, at mine forbehold og indvendinger imod den del af henstillingen, der drejer sig om "Overarching Process", bør føres til protokols.

 
  
MPphoto
 
 

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Det er bekymrende, at spørgsmålet om reform af FN dukker op så ofte. Behovet for reform har været erkendt i nogle år, men det erkendes også, at det er umuligt at gennemføre en sådan reform. Dette dødvande er alvorligt af to grunde. For det første forværrer det de faktorer, der bidrager til organisationens fiaskoer, som der er temmelig mange af. For det andet fremmer det en debat, der støtter sig til og er begrundet i behovet for alternativer.

En styrkelse af samarbejdet mellem demokratier er helt klart en idé, der er værd at støtte, selv om dette ikke er ensbetydende med en overvældende tilslutning til projektet "demokratiernes liga". Det er imidlertid også klogt at være realistisk. Det er grunden til, at FN må tilpasse sig til magtens realiteter, ikke så meget af hensyn til dets legitimitet som af hensyn til dets overlevelse.

Hvad angår EU's rolle, må vi erkende, at ingen af de lande, der har sæde i Sikkerhedsrådet eller kunne få et sæde i det, ville vige for et enkelt sæde til EU.

Endelig har vi set, at FN's nye Menneskerettighedsråd langtfra har overvundet sin forgængers svagheder.

 
  
MPphoto
 
 

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (PPE-DE), skriftlig. - (ES) Hvad angår henstillingen til FN's Generalforsamlings 63. samling, der afholdes i september i New York, fastsættes det i forretningsordenens artikel 90, stk. 4, at en henstilling i forbindelse med FUSP, som har været underkastet afstemning i udvalget, anses for vedtaget og opføres på dagsordenen for mødeperioden, uden at det er nødvendigt, at Parlamentet ratificerer teksten og uden debat og mulighed for at stille ændringsforslag.

Eftersom min gruppe er tilfreds med næsten hele dokumentet, bortset fra et afsnit, ønsker den at forbeholde sig sin holdning til afsnittet om tjenester inden for seksuel og reproduktiv sundhed. Det begreb, som er noget tvetydigt, omfatter spørgsmål, der i stor udstrækning er op til det enkelte menneskes samvittighed og moral, og vi mener IKKE, at de bør være genstand for en udtalelse fra Parlamentet, navnlig ikke i forbindelse med FN's næste samling. Vores gruppe anmodede om særskilt afstemning i Udenrigsudvalget og stemte imod af nævnte grunde.

 
  
MPphoto
 
 

  Konrad Szymański (UEN), skriftlig. - (EN) Lambsdorff-betænkningen og henstillingen har stor politisk betydning, for så vidt som de fremmer en styrkelse af EU i FN. Det er værd at huske på, at selv om Kommissionen og medlemsstaterne tegner sig for over 40 % af FN's budget, er EU's indflydelse i FN stadig langt svagere, end den burde være.

Betænkningen indeholder imidlertid en misvisende del om de drøftelser om reformen af Sikkerhedsrådet, der for øjeblikket finder sted i New York. Samtidig med at det langsigtede mål om et permanent sæde for EU bekræftes, nævnes kun et af de mange forskellige forslag, der er stillet, nemlig den såkaldte Overarching Process. Det er velkendt, at dette forslag har vist sig at være meget kontroversielt, og at under en tredjedel af FN's medlemmer støtter det, hvilket Generalforsamlingens formand har påpeget.

Selv om jeg er yderst tilfreds med henstillingens overordnede indhold og struktur, finder jeg det nødvendigt at understrege vores udtrykkelige forbehold og indvendinger imod den del af henstillingen, der drejer sig om "Overarching Process".

 
  
MPphoto
 
 

  Marcello Vernola (PPE-DE), skriftlig. - (IT) Med Lambsdorff-betænkningen (og den tilhørende henstilling) sendes der et klart politisk signal om styrkelse af EU's profil i FN. Hvis Kommissionens og medlemsstaternes bidrag lægges sammen, tegner EU sig for over 40 % af FN's finansiering, men det har endnu ikke opnået nogen politisk magt eller mulighed for indflydelse til gengæld.

En del af teksten er imidlertid vildledende og skadelig for de drøftelser om reformen af Sikkerhedsrådet, der finder sted i New York. Mens det endelige mål om at sikre EU et permanent sæde understreges i henstillingen, er det blandt de mange forhandlingsinitiativer kun "Overarching Process", der nævnes. Det er et initiativ taget af de lande, som har forpligtet sig til kun at støtte et af de forskellige forslag, der er stillet, nemlig forslaget om at øge antallet af permanente nationale medlemmer. Det forslag, som under en tredjedel af medlemskabet har støttet, har fra begyndelsen syntes kontroversielt og uafbalanceret, hvilket Generalforsamlingens formand selv har påpeget.

Samtidig med at jeg er meget tilfreds med den politiske vægt, som Europa-Parlamentet lægger på den overordnede styrkelse af EU's profil i FN, mener jeg, at mine forbehold og indvendinger imod den del af henstillingen, der drejer sig om "Overarching Process", bør føres til protokols.

 
  
MPphoto
 
 

  Bernard Wojciechowski (IND/DEM), skriftlig. - (PL) Jeg er meget tilfreds med, at Europa-Parlamentet i dag har behandlet spørgsmålet om EU's prioriteringer for FN's kommende møde. I ordførerens forslag nævnes det, at FN har planer om "oprettelse af nye organer, grundig gennemgang af andre, omstrukturering af forvaltningen af FN's indsatser i verden, omorganisering af dets bistand og en grundig reform af dets sekretariat". Det er overordentligt vigtigt.

Vi må imidlertid ikke glemme, at formålet med alle disse aktiviteter er mennesket og de menneskerettigheder, der er en følge af menneskelig værdighed. Pave Johannes Paul II talte om dette for nogle år siden ved et FN-forum. Han sagde, at den første form for systematisk trussel mod menneskerettighederne hang sammen med fordelingen af materielle goder, som ofte var uretfærdig, at den anden form for trussel hang sammen med de forskellige former for uretfærdighed på det åndelige område, og at det var muligt at gøre mennesker fortræd i deres indre holdning til sandhed, i deres samvittighed, på det område, der betegnes som borgerrettigheder, som alle er berettigede til uden forskelsbehandling på grund af oprindelse, race, køn, nationalitet, religion eller politisk overbevisning. Efter min mening bør hans ord være en rettesnor for FN's aktiviteter.

 
  
  

Indstilling ved andenbehandling: Paolo Costa (A6-0223/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Det aktuelle forslag indgår i en pakke (sammen med forslagene til direktiv om interoperabilitet og det europæiske jernbaneagentur), der tager sigte på "fremme af fri bevægelighed for lokomotiver i hele EU" som led i liberaliseringen af jernbanetransporten i EU.

Derfor skal det allerførst understreges, at hovedformålet med dette direktiv er at fjerne enhver hindring for liberaliseringen af jernbanetransporten ved at harmonisere jernbanesikkerhedslovgivningen i de enkelte lande.

Der hersker ingen tvivl om, at de mest moderne standarder for jernbanesikkerhed i de enkelte lande skal vedtages og anvendes. Vi må imidlertid huske på, at der i visse lande, f.eks. Det Forenede Kongerige, blev rejst tvivl om liberaliseringen og privatiseringen af jernbanerne, efter at en forringelse af tjenesterne og andre uheldige følger førte til en anden holdning til angrebet på denne offentlige tjeneste.

Jeg vil gerne understrege, at harmoniseringen af jernbanesikkerhedslovgivningen på fællesskabsplan aldrig må true de mest moderne love i de enkelte lande, og den må heller ikke fratage landene retten til at fastholde disse love.

 
  
MPphoto
 
 

  Jörg Leichtfried (PSE), skriftlig. - (DE) Jeg stemte for hr. Costas betænkning om ændring af direktiv 2004/49/EF om jernbanesikkerhed i EU.

Der kan ikke opnås sikkerhed i det europæiske jernbanenet uden fælles mål og fælles tiltag, og derfor går jeg stærkt ind for jernbanepakken. Et af dens vigtigste aspekter er godkendelsen af jernbanekøretøjer. Ifølge fabrikanter og jernbaneoperatører er der meget lidt teknisk begrundelse for de eksisterende godkendelseskrav, som de kompetente myndigheder stiller. Direktiverne om jernbanesystemers interoperabilitet skal også konsolideres og slås sammen.

Noget andet positivt er, at det nye lovgivningsforslag indeholder klare regler om vedligeholdelse af køretøjer. Derfor er det næste skridt, at Kommissionen vedtager en afgørelse om en bindende reguleringsordning for vedligeholdelse.

 
  
MPphoto
 
 

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for hr. Costas betænkning om jernbanesikkerhed i EU. Ordførerens henstillinger vil bidrage til at strømline lovgivningen og fremme fri bevægelighed for lokomotiver i hele EU. Disse henstillinger vil begrænse bureaukratiet og sætte skub i jernbanetransportens udvikling i EU.

 
  
MPphoto
 
 

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Det er vigtigt at harmonisere de nationale sikkerhedsprocedurer i medlemsstaterne. Dette anliggende er endnu et eksempel på, hvor nødvendigt det er at insistere på investeringer i jernbanetransport. Hvis vi ønsker vedvarende udvikling af Europas transportsystem, og hvis vi skal nå de mål og respektere de tilsagn, der er givet til borgerne og også på internationalt plan i de senere år, må vi investere i jernbaner og garantere det europæiske jernbanesystems interoperabilitet.

Forenklingsforanstaltninger og indførelse af princippet om gensidig anerkendelse er grundlæggende i denne betænkning. Et andet meget vigtigt punkt er anvendelsen af strengere uddannelses- og certificeringsforanstaltninger for alle interesserede og ansvarlige parter på EU's jernbanemarked, fra jernbanevirksomheder til infrastrukturforvaltere.

Denne betænkning er endnu et positivt skridt i retning af at gøre multimodalitet til omdrejningspunktet for den europæiske transportpolitik.

 
  
MPphoto
 
 

  Peter Skinner (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for at udelukke veteranjernbaner fra dette direktivs anvendelsesområde. Det afspejler fortsat min anerkendelse af det meget specielle tilfælde, som disse selskaber repræsenterer. Hvis disse selskaber var nødt til at overholde dette direktivs bestemmelser, ville det være ensbetydende med en række knusende udgifter for organisationer, der hovedsageligt er baseret på frivilligt arbejde og medlemskontingenter. Jernbaner som Romney, Hythe and Dymchurch Railway og Kent and East Sussex Light Railway (som jeg er livsvarigt medlem af) er en del af turistindustriens historie i Sydøstengland og over hele EU. Det er en skam, at visse medlemmer af Parlamentet, som giver sig ud for at have "nationalistiske" tilbøjeligheder, ikke kunne støtte denne undtagelse.

 
  
MPphoto
 
 

  Bernard Wojciechowski (IND/DEM), skriftlig. - (PL) Oprettelsen af et fælles jernbanemarked for transporttjenester kræver, at eksisterende lovbestemmelser ændres. Medlemsstaterne har udviklet deres egne sikkerhedsstandarder, hovedsageligt for nationale linjer, som er baseret på nationale tekniske og operationelle begreber. Det bliver afgørende at skabe harmoniserede lovgivningsmæssige strukturer i medlemsstaterne, fælles ordlyd i sikkerhedsforskrifter, ensartede sikkerhedscertifikater for jernbaneselskaber og ensartede ansvar og beføjelser for sikkerhedsmyndigheder og for undersøgelsesprocedurer ved togulykker.

Der bør oprettes uafhængige organer til regulering og overvågning af jernbanesikkerheden i hver enkelt medlemsstat. For at sikre et velfungerende samarbejde mellem disse organer på EU-plan bør de have det samme minimumsomfang af opgaver og ansvar.

Beskyttelsen af den offentlige sikkerhed og orden, som omfatter opretholdelse af orden i jernbaneforbindelser til offentlig brug, bør være en af de grundlæggende opgaver, som EU har ansvar for.

 
  
  

Indstilling ved andenbehandling: Paolo Costa (A6-0210/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støttede alle ændringsforslagene til Transport- og Turismeudvalgets betænkning om ændring af forordning (EF) nr. 881/2004 om oprettelse af et europæisk jernbaneagentur.

I Det Forenede Kongerige har der været en vækst på over 20 % i antallet af togpassagerer. Det har på kort sigt skabt enorme problemer, fordi overfyldte tog har ført til enorm overbelastning, og fordi passagerer i visse regioner - herunder min egen, Sydvestengland - har følt sig krænket over og protesteret imod trafikken med rullende materiel rundt omkring i landet. Samtidig er der kampagner i gang for at genåbne for længst nedlagte stationer og linjer for at håndtere efterspørgslen og nødvendigheden af at reducere CO2-emissionerne, f.eks. kampagnen i Radstock i Somerset.

På længere sigt vil nye ordrer på rullende materiel afhjælpe krisen, men hvis Europas jernbaner fortsat skal trives, er der brug for strategisk planlægning, og den kan et styrket europæisk jernbaneagentur forhåbentlig påtage sig.

 
  
MPphoto
 
 

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Dette forslag indgår (sammen med forslagene til direktiv om interoperabilitet og sikkerhed) i en pakke med foranstaltninger til liberalisering af jernbanetransporten i EU, hvor agenturet spiller den centrale rolle som regulerende myndighed.

Denne politik vil fremme den gradvise forringelse af jernbanetransporten som en offentlig tjeneste og overdrage de mere rentable linjer til private selskaber gennem privatisering (offentlig-private partnerskaber) på bekostning af skatteyderne og uden hensyn til de enkelte landes og deres befolkningers interesser og behov.

I Portugal har gennemførelsen af denne politik, som tiden har vist, ført til forringelse af de offentlige tjenester, begrænset mobilitet og forhøjede billetpriser. Det har resulteret i lukning af hundredvis af km jernbanelinjer, nedlæggelse af stationer, nedgang i antallet af passagerer og i kvaliteten af tjenesten, nedgang i antallet af personer beskæftiget i jernbanesektoren og angreb på deres løn og arbejdsrettigheder.

Jernbanesektoren er strategisk for den samfundsøkonomiske udvikling. Vi må have en politik, der fremmer udvikling og forbedring af offentlige jernbanetransportsystemer i vores lande.

 
  
MPphoto
 
 

  Jörg Leichtfried (PSE), skriftlig. - (DE) Jeg stemte for hr. Costas betænkning om ændring af forordning (EF) nr. 881/2004 om oprettelse af et europæisk jernbaneagentur.

Forbedringen af de tekniske retlige rammer for Fællesskabets jernbaner som led i den tredje jernbanepakke er en vigtig og positiv udvikling, der omfatter foranstaltninger til styrkelse af det europæiske jernbaneagentur. Som det centrale organ skal agenturet sørge for, at der følges en ensartet strategi over hele Europa. Der skal især lægges vægt på den fortsatte udvikling af det europæiske trafikstyringssystem for jernbaner, hvis interoperabilitet og kompatibilitet for enhver pris skal sikres.

Skabelsen af en procedure for EF-verifikation er et passende middel til det formål, men dens effektivitet vil afhænge af et stærkt og effektivt europæisk jernbaneagentur. Derfor støtter jeg den videreudvikling af agenturet, som ordføreren har foreslået.

 
  
MPphoto
 
 

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) I hr. Costas betænkning om oprettelse af et europæisk jernbaneagentur støttes især kravet om et europæisk trafikstyringssystem for jernbaner bestående af den mest avancerede jernbanesikkerhedsteknologi. Jeg støtter dette initiativ, som sammen med betænkningen om jernbanesikkerhed i EU åbner mulighed for et mere sammenhængende europæisk jernbanenet. Jeg stemte for betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Robert Navarro (PSE), skriftlig. - (FR) Spørgsmålet om jernbaneinteroperabilitet er afgørende for de europæiske jernbaners udvikling og succes. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi har formået at opnå et kompromis, der forbedrer fællesskabslovgivningen på dette område. Selv om jeg stemte for hr. Costas forslag, er jeg meget opmærksom på dette kompromis' begrænsninger. 10 år til certificering af alle former for rullende materiel er lang tid. Det europæiske jernbaneagenturs rolle kunne have været langt mere omfattende, navnlig hvad angår udviklingen og indførelsen af det europæiske trafikstyringssystem for jernbaner (ERTMS). Medlemsstaterne bestemte noget andet af frygt for, at jernbaneagenturerne og andre nationale organer - som rigtig nok er oprettet for nylig - ville være dømt til forældelse. Men når det er sådan i dag, skyldes det, at de i 2004 ikke turde sætte et ordentligt europæisk skub i jernbanerne. Sådan er det med den europæiske integration. Den foregår rykvist og i små skridt. Men hvis vi vælger denne forsigtige tilgang, lader vi nok nogle muligheder gå fra os, og derfor håber jeg, at medlemsstaterne vil følge spillets regler ved fuldt ud at gennemføre det, som de selv har foreslået.

 
  
  

Indstilling ved andenbehandling: Arūnas Degutis (A6-0264/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Idet vi bekræfter vores kritik af hovedmålet, som er at liberalisere lufttransporten som en offentlig tjeneste i EU, vil vi minde om det, vi påpegede for et år siden. Der gøres forsøg på:

- at skjule, at liberaliseringen havde negativ indvirkning på beskæftigelsen og arbejdsforholdene. Virkningen af dette på kvalitetsflåders sikkerhed og vedligeholdelse bør evalueres,

- at undgå at sikre fuld respekt for arbejdstagernes rettigheder og undgå at nævne, at:

a) kabinepersonales kontrakter og arbejdsforhold vil blive reguleret af lovgivning, kollektive aftaler og tilsvarende rettigheder i det land, hvor arbejdstagerne sædvanligvis udfører deres arbejde, eller hvor de begynder arbejdsdagen, og hvortil de vender tilbage efter arbejde, selv om de er midlertidigt udstationerede i et andet land,

b) ansatte ved "fællesskabslufttransport", der udfører tjenester fra et driftssted uden for medlemsstaternes territorium, vil være underkastet social- og arbejdsmarkedslovgivningen og de kollektive aftaler i det land, hvor operatøren har sit hovedkontor,

c) repræsentative arbejdstagerorganisationers medindflydelse på de beslutninger, der træffes om lufttransportsektoren, vil blive garanteret.

 
  
MPphoto
 
 

  Małgorzata Handzlik (PPE-DE), skriftlig. - (PL) Den forordning, som Europa-Parlamentet har vedtaget, ændrer den lovgivning, der regulerer trafikflyvning i EU til gavn for både luftfartsselskaber og passagerer. Forordningen er vigtig for, at det indre marked kan fungere effektivt. Den skaber et mere konkurrencepræget miljø for europæiske luftfartsselskaber, som prøver kræfter med deres internationale konkurrenter.

I kraft af forordningen vil der være ensartede betingelser for udstedelse og tilbagekaldelse af licenser, hvilket vil sætte en stopper for de konkurrenceforvridninger, som for øjeblikket er fremherskende på markedet, og som bl.a. skyldes forskellige bestemmelser om krav til licenser, forskelsbehandling af visse EU-luftfartsselskaber på grund af deres nationalitet og forskelsbehandling i forbindelse med betjening af ruter til tredjelande.

Det er imidlertid forbrugeren, der kommer til at drage størst fordel af de ændringer, der er indført. At alle skatter, afgifter og tillæg nu skal indgå i flybilletprisen, sikrer øget prisgennemsigtighed og støtter princippet om, at ekstrabetalinger skal være frivillige. Det vil også forhindre, at forbrugerne kommer til at betale højere tariffer, og de får mulighed for at træffe informerede valg. Passagererne risikerer ikke længere, at deres luftfartsselskab går konkurs, fordi luftfartsselskaber, der ikke er økonomisk solide, udelukkes.

 
  
MPphoto
 
 

  Jörg Leichtfried (PSE), skriftlig. - (DE) Jeg stemte for hr. Degutis' betænkning om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet.

Der skal tilskyndes til bestræbelser på at styrke og forbedre de gældende lovbestemmelser, navnlig hvad angår flybilletters gennemskuelighed. Passagererne er berettigede til en fuldstændig specifikation af prisen på deres flybilletter. Det nye instrument vil gøre billetpriserne mere gennemskuelige og forståelige. På denne måde gør EU en indsats for at bekæmpe vildledende reklame og skabe lige vilkår baseret på kvalitet og ikke på tilsyneladende fordelagtige tilbud, især via internettet.

Foranstaltningerne til sikring af overensstemmelse med velfærdsbestemmelser er en anden forbedring, som det nye instrument skaber, fordi de giver arbejdstagerne bedre dækning og mere ensartede arbejdsforhold. De fælles regler vil beskytte forbrugernes og arbejdstagernes rettigheder, garantere den fornødne gennemskuelighed og sikre, at Fællesskabets luftfartsselskaber offentliggør oplysninger.

 
  
MPphoto
 
 

  Bogusław Liberadzki (PSE), skriftlig. - (PL) Jeg støtter ordførerens synspunkt om at vedtage Rådets fælles holdning uden ændringsforslag. Jeg mener, at denne forordning styrker og forbedrer gældende lovbestemmelser om overvågning af licenser, leasing af luftfartøjer, fordeling af lufttrafik og prisgennemskuelighed.

 
  
MPphoto
 
 

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Arūnas Degutis' betænkning om reglerne for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet vil sikre, at den pris, man ser for flyvninger, faktisk er den pris, man betaler. Endelige priser for flyvninger skal nu omfatte priser, skatter, lufthavnsafgifter og andre afgifter. Dette er et positivt skridt hen imod større gennemskuelighed i luftfartssektoren og forbrugerbeskyttelse. Ansatte i luftfartssektoren vil også opnå øget social beskyttelse i henhold til forslagene i betænkningen. Derfor stemte jeg for betænkningens henstillinger.

 
  
MPphoto
 
 

  James Nicholson (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Jeg støtter fuldt ud denne betænkning, som vil sætte en stopper for den urimelige praksis, hvor luftfartsselskaber reklamerer med billetpriser, der ikke omfatter skatter, afgifter og en lang række andre tillæg. Den aktuelle situation giver luftfartsselskaberne mulighed for at slippe af sted med vildledende reklamer for billetpriser, som ganske enkelt er ukorrekte.

Som følge heraf er priserne på flybilletter uigennemskuelige, hvilket forvrider konkurrencen og gør det vanskeligt for forbrugerne at træffe informerede valg. I mange tilfælde ender folk med at betale langt mere end forventet, fordi den annoncerede pris har meget lidt med den endelige pris at gøre.

Kommissionen og Parlamentet har samarbejdet om at sikre, at dette ændrer sig. Denne betænkning vil betyde, at reklamer for flybilletter skal være enkle og klare og omfatte alle skatter, afgifter og tillæg. Det er glædeligt for forbrugerne, at EU slår ned på denne praksis.

 
  
  

Betænkning af Christoph Konrad (A6-0240/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Małgorzata Handzlik (PPE-DE), skriftlig. - (PL) Statistikker anvendes mange steder og ikke kun af virksomheder eller institutioner, der er involverede i økonomien. De er vigtige for planlægning eller overvågning af markedstendenser. Derfor er det vigtigt, at de indikatorer, der anvendes til indsamling af disse statistiske data, er pålidelige og afspejler virkeligheden og markedsændringerne korrekt. De eksisterende indikatorer bør revurderes, men nye dataindsamlingsområder bør også overvejes.

Behovet for at modernisere vores statistikker skyldes også, at der findes forskellige systemer og forskellige statistiske praksis i medlemsstaterne, som ofte gør det vanskeligt at sammenligne data på tværs af EU.

Ændringer på dette område må naturligvis ikke øge indberetningsbyrden på virksomhederne. Det gælder især små og mellemstore virksomheder. Den avancerede tilgang, der anvendes i programmet for modernisering af den europæiske erhvervs- og handelsstatistik, tilskynder til rationalisering og koordinering af de metoder, der anvendes til indhentning af statistiske data fra forskellige kilder, og, hvad endnu vigtigere er, vil den betyde, at virksomhederne ikke skal levere de samme data til forskellige institutioner, der beskæftiger sig med dataindsamling.

Jeg mener, at programmet for modernisering af den europæiske erhvervs- og handelsstatistik er et positivt skridt til mindskelse af den administrative byrde på virksomheder og dermed vil bidrage til, at Kommissionen kan nå sit mål om at mindske denne byrde med 25 % inden 2012.

 
  
MPphoto
 
 

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støtter hr. Konrads betænkning om programmet for modernisering af den europæiske erhvervs- og handelsstatistik. Betænkningen tager sigte på at tilskynde til at investere i forbedring af effektiviteten af statistisk produktion, så nye krav kan efterkommes, samtidig med at byrderne på virksomhederne mindskes. Jeg stemte for betænkningen.

 
  
  

Betænkning af Johannes Blokland (A6-0244/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Bernard Wojciechowski (IND/DEM), skriftlig. - (PL) Jeg støtter denne betænkning. Batterier og akkumulatorer, der ikke opfylder kravene i direktiv 2006/66/EF, skal trækkes tilbage og må ikke sælges. Kommissionen besluttede, at batterier, som opfylder de gældende bestemmelser og er markedsført i EU inden den 26. september 2008, ikke skal trækkes tilbage. Det er efter min mening en meget fornuftig løsning.

Tilbagetrækning af batterier, der ikke opfylder kravene, vil føre til mere affald. Jeg mener, at denne situation bedst håndteres ved at sætte mærkater på disse batterier og akkumulatorer, hvor der står, at de ikke opfylder EU's bestemmelser.

 
  
  

Betænkning af Miroslav Ouzký (A6-0135/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Med hr. Ouzkýs betænkning bliver anvendelsen af de to stoffer 2-(2-methoxyethoxy)ethanol (DEGME) og 2-(2-butoxyethoxy)ethanol (DEGBE) begrænset stærkt og i visse tilfælde forbudt i produkter, der bringes i omsætning på forbrugervaremarkedet. Betænkningens henstillinger øger forbrugerbeskyttelsen, og jeg stemte for den.

 
  
MPphoto
 
 

  Bernard Wojciechowski (IND/DEM), skriftlig. - (PL) Giftige stoffer i produkter, der anvendes til rengøring, rensning og desinficering samt i malinger og opløsninger, kan udgøre en risiko for menneskers sundhed ved at irritere luftvejene og øjnene og ved at fremkalde allergi.

Det kan bidrage væsentligt til beskyttelsen af menneskers sundhed og miljøet at begrænse markedsadgangen for produkter, som ikke opfylder fastsatte sikkerhedsstandarder. Størstedelen af disse produkter kan være skadelige at bruge og forårsage forskellige ubehagelige symptomer. De kan også være skadelige for miljøet, efter at de er kommet ind i økosystemet. Når de forurener undergrund eller vandressourcer, er det ofte umuligt at forudsige følgerne.

Begrænsning af DEGME og DEGBE i forskellige former for vaske- og rengøringsmidler er et meget positivt skridt, og derfor mener jeg, at EU må sætte alt ind på at fjerne disse usunde stoffer fra vores liv og miljøet.

 
  
  

Betænkning af Atanas Paparizov (A6-0253/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi stemte imod denne betænkning, fordi den indgår i liberaliseringspakken for gasmarkedet, og fordi det udtrykkeligt støttes, at der tages skridt til at fuldføre det indre marked hurtigst muligt, selv om de instrumenter og bestemmelser, som Kommissionen har foreslået, i almindelighed ikke accepteres.

Der er nogle interessante kritiske bemærkninger om den forelagte konsekvensvurdering, den delvis manglende overholdelse af subsidiaritetsprincippet og den inkonsekvente afgrænsning mellem de europæiske strukturers kompetencer.

Den holdning, der gives udtryk for i betænkningen, er imidlertid, at virksomheders adgang til naturgastransmissionsnet skal lettes, dvs. at privatiseringen af det, der er tilbage af den offentlige sektor, skal lettes, og at det skal stilles til rådighed for økonomiske koncerner, som vil ind på markedet.

 
  
MPphoto
 
 

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Hr. Paparizovs betænkning om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet vil lette integrationen af EU's indre gasmarked. I betænkningen behandles grænseoverskridende problemer medlemsstaterne imellem, og den vil føre til, at myndighedstilsynet øges på europæisk plan. Det er vigtigt for EU at arbejde hen imod et indre marked for gas, og jeg stemte for betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  José Albino Silva Peneda (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Denne betænkning fortjener, at alle mine kolleger og jeg stemmer for den, for vi mente, at den tredje energipakkes værdi afhang af effektiv og ikke bare kosmetisk regulering af handelen med naturgas.

Jeg glæder mig over viljen til at skabe betingelser for at øge investeringerne i gasnet. Det vil i sig selv give mulighed for at øge konkurrenceevnen og konkurrencen i sektoren.

Jeg bifalder bestræbelserne på effektiv liberalisering af nationale gasmarkeder og tredjepartsadgang til nettet, hvilket forbedrer gennemsigtigheden.

Endelig bifalder jeg den vilje, der kommer til udtryk i dette dokument, til at efterkomme de europæiske borgeres ønske om et mere gennemsigtigt og mindre monopoliseret energimarked.

Den tredje energipakke og vores europæiske medborgere har brug for, at denne betænkning vedtages.

 
  
  

Betænkning af Romano Maria La Russa (A6-0257/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  John Attard-Montalto (PSE), skriftlig. - (EN) Det synspunkt, jeg har indtaget, afspejler min holdning til betydningen af naturgas og forbrugernes adgang til den til den lavest mulige pris. Der skal føres en gasrørledning mellem Libyen og Sicilien. Den kommer til at passere i nærheden af Malta, så hvis Malta skal have glæde af den, må det enten tilslutte sig rørledningen, eller også må der, som det er blevet foreslået, lægges en rørledning fra Sicilien til Malta. Malta har ikke noget stort hjemmemarked, og dets forbrug svinger mellem 16 og 18 millioner enheder årligt. Hvis anvendelsen af naturgas bliver mere udbredt, vil det utvivlsomt ændre energipolitikken på både Malta og Gozo. Det kan ske, hvis gas bliver anvendt til selve energiproduktionen. Jeg gjorde den daværende nationalistiske regering opmærksom på betydningen af at have gasdrevne stationer for ca. 15 år siden.

Regeringen lyttede ikke og endte med kun at opføre en lille gasdreven station som en tilbygning. Da afstandene i Malta er små, er det også muligt at anvende gas som brændstof til private køretøjer og erhvervskøretøjer. Ombygningen af køretøjernes motorer er ikke noget problem. Desuden er gas langt billigere og meget renere end benzin og diesel. Men regeringen og dens organ, EneMalta, har ikke så meget som overvejet, hvilken infrastruktur der kræves for at distribuere gassen.

 
  
MPphoto
 
 

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Forslaget til direktiv om det indre gasmarked indgår i den tredje energipakke, som fuldfører privatiseringen af naturgasforsyningstjenesterne.

Forslaget til direktiv og betænkningen tager sigte på at bringe den voldsomme centralisering, der stadig eksisterer i visse lande, til ophør for at fuldføre EU-monopolernes indtrængen på markedet og dermed fremskynde liberaliseringen og samtidig straffe medlemsstater, der endnu ikke har gennemført den fuldt ud.

Pakken indeholder to vigtige tiltag. Ejendomsretlig adskillelse mellem gasforsyning og gastransport og oplagring, så kapitalen kan gøre effektiv brug af den offentlige infrastruktur til produktion, oplagring og transport af gas, der endnu er tilbage i medlemsstaterne. Styrkelsen af angiveligt uafhængige regulerende myndigheder, som har til formål at forhindre medlemsstaterne i at foretage nationale tilpasninger eller statslige interventioner, sikrer de erhvervsgrupper, der kommer til at udplyndre gassektoren, fuldstændig immunitet.

EU's politik får de samme frygtelige resultater for arbejdstagerne som ved privatiseringen af andre energisektorer, nemlig stigende priser og ringere kvalitet af tjenesterne. Kampen mod monopolinteresser for at komme denne politik til livs er den eneste måde at dække arbejderklassefamiliers aktuelle behov på.

 
  
MPphoto
 
 

  José Albino Silva Peneda (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Denne foranstaltning viser tydeligt vores fælles vilje til at nå målet om at liberalisere energimarkedet. Derfor stemte jeg for.

Jeg mener, at ejendomsretlig adskillelse af naturgasproduktionsaktiver og transmissionsnet er nødvendig for dette, men det er ikke nok.

Det er årsagen til ønsket om at skabe de nødvendige betingelser for at tilskynde til tværnationale investeringer i netinfrastruktur.

Det er årsagen til ønsket om at kræve ligebehandling af tredjelande, der ønsker at investere i det europæiske energimarked.

Det er årsagen til ønsket om at forbedre samordningen mellem nationale regulerende myndigheder i energisektoren.

Denne foranstaltning vil gøre markedet konkurrencepræget og er derfor til gavn for forbrugerne, som vil drage fordel af de nye regler om et sundere, friere og mere gennemsigtigt energimarked.

 
  
  

Betænkning af Jean Lambert (A6-0251/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Carl Schlyter (Verts/ALE), skriftlig. − (SV) Jeg stemmer for denne betænkning, fordi den vil gøre livet lettere for mennesker, der flytter og rejser fra den ene medlemsstat til den anden, uden at der overføres nogen beføjelser til EU.

 
  
MPphoto
 
 

  Marian Zlotea (PPE-DE), skriftlig. - (RO) Jeg stemte for Lambert-betænkningen, fordi den dækker borgernes behov. Vi lever i en globaliseret verden, hvor tusindvis af mennesker arbejder i et andet land end deres bopælsland, og vi må have en koordinering af de sociale sikringsordninger for alle dem, der benytter deres ret til at arbejde i andre stater, for at sikre og støtte mobilitet, som er en grundlæggende rettighed i EU.

Europa giver os mulighed for at bevæge os frit, men det bør også sikre os flere sociale rettigheder, som ikke ophører ved de nationale grænser.

I håbet om at de europæiske borgere vil kunne drage fordel af ligebehandling og ikkeforskelsbehandling i forbindelse med social sikring, støtter jeg initiativet til at lette arbejdskraftens frie bevægelighed. Vi må fjerne alle hindringer for mobilitet.

 
  
  

Betænkning af Emine Bozkurt (A6-0229/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Carl Schlyter (Verts/ALE), skriftlig. − (SV) Jeg stemmer imod denne betænkning, fordi den indeholder forslag til detaljeret regulering på EU-plan af forhold som betaling af svenske børnepasningsydelser, hvilket vil skabe vanskeligheder ved vurdering af de enkelte tilfælde, og det giver EU for meget magt.

 
  
MPphoto
 
 

  Andrzej Jan Szejna (PSE), skriftlig. - (PL) Formålet med dette dokument er at gøre EU-bestemmelserne om koordinering af de sociale sikringsordninger i de enkelte medlemsstater bedre og mere effektive. De regler, det indeholder, vil utvivlsomt gøre livet lettere for den gennemsnitlige EU-borger, som udnytter den frie bevægelighed over hele EU. Uanset om man er arbejdstager, tjenestemand, studerende, pensionist eller forretningsmand, kan man bevare retten til udbetalinger fra sociale sikringsordninger efter at have skiftet bopælsland. Jeg støtter stærkt, at endnu en hindring for personers frie bevægelighed i EU ryddes af vejen, og dette dokument er endnu et vigtigt skridt i den retning.

 
  
  

Betænkning af Jean Lambert (A6-0209/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Jeg har to bemærkninger til Lambert-betænkningen og den forordning, som den ændrer.

1. Til trods for ordførerens påstande om det modsatte antages det i forslaget til forordning, at tredjelandsstatsborgere har fri bevægelighed, etableringsfrihed og fri adgang til arbejdsmarkedet over hele EU. Det er værd at huske på, at alle disse ting heldigvis endnu ikke er virkeliggjort. Det, som forslaget gør, er at begrænse medlemsstaternes beføjelser lidt mere på området for indvandringspolitik, dvs. deres suveræne ret til at vælge de udlændinge, som skal have adgang til deres territorium, og til at kontrollere disse udlændinges indrejse, ophold og omfang af rettigheder.

2. Det synes hensigtsmæssigt at give borgerne i EU's medlemsstater mulighed for at drage fordel af en koordinering af de sociale sikringsordninger og sikre, at den sociale sikring, som de med rette kan forvente (som følge af deres arbejde og deres bidrag), ikke påvirkes negativt af "international" mobilitet, som de tilskyndes til at deltage i. Men at gøre sit yderste for på dette område at sikre fuld ligebehandling af europæiske borgere og tredjelandsstatsborgere uden at bekymre sig for at garantere nogen gensidig behandling er blot et stærkt incitament til indvandring, og det incitament findes allerede i form af vores sociale sikringsordningers enorme, vilkårlige og selvmorderiske gavmildhed.

 
  
MPphoto
 
 

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. - (DE) Folks tillid til EU afhænger i høj grad af deres tillid til Europas sociale stabilitet, og det er et af de områder, hvorpå der er sket flest ændringer i de seneste år og årtier. I praksis ender europæiske arbejdstagere ofte på grund af deltidsarbejde og nye ansættelsesforhold (McJob) med ikke at tjene ret meget mere end nogle arbejdsløse. Den negative side ved uhæmmet økonomisk vækst og konstante velfærdsforringelser er stigende fattigdom og social udstødelse.

I EU, som er en af de rigeste dele af verden, levede 16 % af befolkningen under fattigdomsgrænsen i 2005. Som følge af de stigende olie- og fødevarepriser er endnu flere mennesker efterfølgende røget ned under fattigdomsgrænsen og lever nu på randen af fattigdom. EU må omgående sætte alt ind på at bekæmpe fattigdom i dets egen befolkning, og velfærdssystemerne skal primært være forbeholdt europæere.

 
  
  

Betænkning af Richard Corbett (A6-0206/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Catherine Boursier (PSE), skriftlig. - (FR) I dag stemte jeg for Corbett-betænkningen om ændring af artikel 29 i Europa-Parlamentets forretningsorden vedrørende dannelse af politiske grupper, nemlig kravet om, at en politisk gruppes medlemmer skal repræsentere mindst en fjerdedel af medlemsstaterne (i stedet for det nuværende krav om en femtedel), og at det mindste antal medlemmer skal være 25 (i stedet for 20), og det gjorde jeg af flere grunde.

For det første fordi jeg mener, at denne reform er helt nødvendig for, at vores institution kan fungere mere effektivt, og for, at dens meget splittede situation kan bringes til ophør, for vi har regler, der er forblevet uændrede til trods for flere på hinanden følgende udvidelser og det øgede antal medlemmer af Parlamentet siden 2004.

Desuden mener jeg, at den løsning, som min socialdemokratiske kollega har foreslået, og som er resultatet af hans utrættelige bestræbelser, der førte til et kompromis, som størstedelen af de politiske grupper kunne acceptere, er meget fornuftig sammenholdt med det, der er praksis i EU's medlemsstater.

Endvidere mener jeg, at klar repræsentativitet er nok til at berettige denne ændring i betragtning af de både menneskelige og finansielle ressourcer, som institutionen stiller til rådighed for grupperne.

Endelig er formålet ganske enkelt at fremme en vis overensstemmelse mellem de politiske kræfter på europæisk plan. Vores demokrati kan kun blive stærkere derved.

 
  
MPphoto
 
 

  Sylwester Chruszcz (NI), skriftlig. - (PL) Dette dokument er et af flertallets mange forsøg på at overtage kontrollen på bekostning af mindretallet. Europa-Parlamentets største politiske gruppers arrogance har nået nye højder. Formålet med dette dokument er at forhøje det mindste antal medlemmer af Parlamentet, der skal til for at danne en politisk gruppe, fra 21 til 30. Små grupper som f.eks. Gruppen for Selvstændighed og Demokrati er alvorligt truede af sådan et krav. Jeg stemte naturligvis imod dette dokument.

 
  
MPphoto
 
 

  Andrew Duff (ALDE), skriftlig. - (EN) ALDE-Gruppen stemte imod en ændring af artikel 29 af følgende grunde:

- eksistensen af de nuværende syv grupper skaber ingen reelle effektivitetsproblemer,

- mindretalssynspunkter har lige så meget ret til at være organiserede professionelt som flertalssynspunkter,

- et anstændigt Europa-Parlament skal afspejle de mange forskellige politiske holdninger, der er i EU: Vi behøver ikke at kopiere nationale parlamenter, som har til opgave at supplere en regering,

- at nedlægge små grupper ville enten tvinge modvillige parlamentsmedlemmer til at træde ind i større grupper, hvorved disse grupper ville blive mere usammenhængende, eller føre til en udvidelse af antallet af løsgængere, hvilket ville øge ineffektiviteten,

- under alle omstændigheder er det fastsat, at antallet af medlemmer af Parlamentet skal nedsættes fra 785 til 751 (Lissabon) eller 736 (Nice).

 
  
MPphoto
 
 

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vores stemme imod denne betænkning og det respektive tilsagn er i overensstemmelse med vores forsvar af pluralisme, demokrati og respekt for andre holdninger. Det er uacceptabelt, at formålet med denne betænkning er at ændre reglerne for dannelse af politiske grupper og at lægge flere hindringer i vejen for dannelse af politiske grupper i Europa-Parlamentet efter det kommende valg.

Indtil nu har et minimum på 20 medlemmer af Europa-Parlamentet fra seks medlemsstater været nok til at danne en politisk gruppe.

Det forslag, der nu er opnået enighed om, kræver 25 medlemmer af Europa-Parlamentet fra syv medlemsstater til at danne en politisk gruppe. Det betyder, at det bliver vanskeligere at danne små politiske grupper i Europa-Parlamentet, hvilket er endnu en hindring for, at holdninger, der adskiller sig fra den dominerende ideologis, kan komme til udtryk i dette stadig mere neoliberale, militaristiske og føderalistiske EU.

Til sidst en bemærkning om den metode, som flertalsgrupperne PPE-DE-Gruppen og PSE-Gruppen anvender. De stillede først et forslag, hvor der krævedes 30 medlemmer til at danne en politisk gruppe. Dernæst pressede de nogle mindre politiske grupper til at støtte et såkaldt kompromisforslag, som netop er blevet vedtaget. Portugals Kommunistiske Partis medlemmer af Europa-Parlamentet har lige fra begyndelsen haft en konsekvent holdning imod, at der lægges nye hindringer i vejen for dannelse af politiske grupper.

 
  
MPphoto
 
 

  Mikel Irujo Amezaga (Verts/ALE), skriftlig. - (ES) Jeg undlod at stemme i forbindelse med denne betænkning, fordi jeg, selv om jeg er helt enig i, at det er nødvendigt at have pragmatiske regler for dannelse af parlamentariske grupper, mener, at det foreslåede antal medlemmer og medlemsstater er for højt. Hvis Parlamentet skal forsvare pluralisme og mangfoldighed, er det bedre, at de pågældende danner en politisk gruppe, end at de bliver medlemmer af en gruppe af løsgængere, som bliver mere og mere uensartet og ineffektiv.

 
  
MPphoto
 
 

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE), skriftlig. - (FI) De store grupper foreslog oprindeligt, at der skulle 30 medlemmer fra syv medlemsstater til at danne en gruppe. Heldigvis blev forslaget forkastet i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender i maj med et meget snævert flertal, nemlig 15 mod 14.

Jeg har også stemt imod de aktuelle ændringsforslag, fordi de små grupper ofte vil blive holdt udenfor, når beslutningerne træffes. Det er urimeligt, at mangfoldigheden af synspunkter skal begrænses, eller at de små gruppers funktion nu skal vanskeliggøres yderligere.

Det er også underligt, i betragtning af at de største meningsforskelle ofte er at finde i grupperne. Den største gruppe, De Kristelige Demokrater, har været opdelt i to eller endog tre grupper i mange store spørgsmål.

 
  
MPphoto
 
 

  Timothy Kirkhope (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Medlemmerne af det britiske Konservative parti i Europa-Parlamentet har stemt imod begge hr. Corbetts ændringsforslag om at hæve tærsklen for dannelse af politiske grupper i Europa-Parlamentet. Balancen mellem Parlamentets effektive funktion og nødvendigheden af at anerkende, at der er mange forskellige holdninger i Parlamentet, skal trækkes med forsigtighed. Det opnås bedre ved at fastholde de nuværende tærskler for dannelse af en politisk gruppe. Selv om vi erkender, at der er gode argumenter for at forhøje det antal medlemmer, der skal til for at danne en gruppe, ville enhver forhøjelse af det krævede antal medlemmer stille mindre grupper og delegationer dårligere, hvilket er uretfærdigt og unødvendigt. Derfor anbefalede Udvalget om Konstitutionelle Anliggender efter at have behandlet hr. Corbetts betænkning ikke nogen ændringer af de tærskler, der er fastsat i artikel 29.

Medlemmerne af det britiske Konservative parti i Europa-Parlamentet stemte imidlertid for det ene ændringsforslag, oprindeligt stillet af hr. Kirkhope, som Udvalget om Konstitutionelle Anliggender vedtog. Dette ændringsforslag sikrer en mere pragmatisk og fornuftig tilgang til de tilfælde, hvor en politisk gruppe ikke længere kan opfylde minimumskravene.

 
  
MPphoto
 
 

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støtter hr. Corbetts betænkning om ændring af forretningsordenens bestemmelser om dannelse af politiske grupper. Med 27 medlemsstater skal EU's regler for dette ajourføres. Europa-Parlamentet kan ikke tillade sig at bruge millioner af euro betalt af skatteyderne til at finansiere gruppedannelser, navnlig fascistiske, som udelukkende finder sted med økonomisk vinding for øje.

Europa-Parlamentet er næsten det parlament, der har den laveste tærskel for dannelse af grupper. Der er ingen trussel mod nogen eksisterende gruppe - og artikelændringen er heller ikke noget forsøg på at undertrykke euroskeptikere, som har mere end det nye minimumsantal. Derfor stemte jeg for hr. Corbetts betænkning.

 
  
MPphoto
 
 

  Erik Meijer (GUE/NGL), skriftlig. - (NL) De to største grupper foretrækker langt et topartisystem. Hovedtrækket ved et sådant system er, at de to partier deler en fælles interesse, nemlig at andre partier ikke får indflydelse på den politiske beslutningstagning og dermed synes fuldstændig irrelevante for vælgerne. Kun de største grupper tæller, mens protester og alternativer skal ignoreres. Hvis andre alligevel får held til at blive valgt ind i parlamentet, tildeles de ideelt set den allermest lusede status som enkeltpersoner med begrænsede rettigheder.

Nogle medlemmer af Parlamentet tilhører ikke nogen gruppe. Det er som oftest resultatet af pres fra andre. Det selvsamme pres tvinger andre medlemmer til at gå ind i en gruppe, hvis synspunkter de er delvist uenige i. Af egeninteresse optager grupper medlemmer, selv om de ved, at disse medlemmers synspunkter adskiller sig væsentligt fra partilinjen. Årsagen er, at man ikke kan danne en gruppe i Parlamentet, medmindre man har mindst 20 mere eller mindre ligesindede medlemmer. Hvis alle holdninger i samfundet skal repræsenteres demokratisk, er det bedre at afskaffe det minimumskrav i stedet for at hæve det til 25 eller 30 og indføre strenge regler mod afvigere. Det er jeg stærk modstander af.

 
  
MPphoto
 
 

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. - (DE) Der er efter min opfattelse ingen fornuftig grund til at forhøje minimumskravet til det antal medlemmer af Europa-Parlamentet, der skal til for at danne en politisk gruppe. Ved nærmere øjesyn er ordførerens argumenter falske, navnlig hans henvisning til angiveligt højere tærskler for dannelse af en politisk gruppe i medlemsstaternes parlamenter. Hvis sammenligningen med Europa-Parlamentet skal være retfærdig, bør regnestykket kun omfatte direkte valgte kamre. Andetkamre omfatter normalt delegerede fra føderale stater eller regioner, og derfor kan de ikke sammenlignes. Den gennemsnitlige værdi, som direkte valgte nationale parlamenter anvender til dannelse af politiske grupper, er praktisk talt identisk med den tærskel, som Europa-Parlamentet anvender.

Under alle omstændigheder ligger der tydeligvis en anden dagsorden til grund for dette initiativ til at hæve tærsklen for dannelse af politiske grupper. I udvalget betegnede ordføreren f.eks. dannelsen af Gruppen for Identitet, Tradition og Suverænitet (ITS) som en beklagelig hændelse, og han understregede nødvendigheden af at forhindre en gentagelse i fremtiden. Som følge af dette angreb på demokratiet og ytringsfriheden og på parlamentsmedlemmernes ligestilling, som er knæsat i traktaten og i Europa-Parlamentets forretningsorden, stemte jeg naturligvis imod denne betænkning.

 
  
MPphoto
 
 

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Betænkningen supplerer i sin vedtagne form Europa-Parlamentets uacceptable forretningsorden, som har til formål at kontrollere og undertrykke de beføjelser, som de, der ikke er helt begejstrede for EU, har. Dette er en ny udemokratisk og autoritær beslutning, der hindrer dannelse af politiske grupper yderligere. Det politiske mål er indlysende: De ønsker at udelukke radikale kræfter, navnlig kommunistiske kræfter, og at lukke munden på alle, der gør indsigelse og drager EU og dets politikker i tvivl.

Denne udemokratiske operation var ledsaget af politisk pres udøvet af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater og De Europæiske Socialdemokraters Gruppe i fællesskab for også at få andre grupper til at acceptere denne forhøjelse, idet de truede med, at hvis de ikke accepterede den, vil de stemme for et forslag om en endnu større forhøjelse af det krævede antal medlemmer af Europa-Parlamentet, nemlig 30. Afstemningens forløb har vist, at dette er aftalt spil mellem de kræfter, der går ind for et ensrettet EU, som et alibi for deres udemokratiske beslutning.

Medlemmerne af Nyt Demokrati, Den Panhellenske Socialistiske Bevægelse og Koalitionen af Progressive Venstrekræfter i Europa-Parlamentet har stemt for dette afskyelige ændringsforslag og beslutningen som helhed, hvilket viser, at de kræfter, der går ind for et ensrettet EU, har en fælles holdning til afgørende spørgsmål.

Vi, medlemmerne af Grækenlands Kommunistiske Parti i Europa-Parlamentet, har stemt imod forhøjelsen af antallet til 25 og imod betænkningen som helhed og har dermed taget afstand fra udemokratisk rænkespil og politiske spil.

 
  
MPphoto
 
 

  José Ribeiro e Castro (PPE-DE), skriftlig. - (PT) At indføre overdrevne begrænsninger og skabe hindringer for dannelse af politiske grupper kan aldrig være godt for noget parlament. Ud over sandsynligvis at blive betragtet som en krænkelse af de grundlæggende rettigheder er virkningen af den slags tiltag ofte stik modsat af det, som fortalerne havde til hensigt. Derfor er dette en dårlig ændring.

Europa-Parlamentet skal vise, at det er et vigtigt demokratisk referencepunkt i både EU og verden. Det kan det ikke, hvis det ikke formår at fastholde en eksemplarisk stilling. Jeg er ikke enig i, at dette er den rigtige kurs.

Desuden har EU mere end nogensinde brug for vedvarende at fastholde borgernes tillid, samtlige borgeres tillid, til dets institutioner. Alle europæere må kunne føle, at de bliver repræsenteret, uanset hvilke politiske holdninger de har. Det er årsagen til, at dette er en dårlig og ubetimelig ændring. Jeg stemte imod.

 
  
MPphoto
 
 

  Eva-Britt Svensson (GUE/NGL), skriftlig. − (SV) Jeg er imod alle forsøg på at reducere demokratiet og mangfoldigheden af holdninger i Parlamentet ved bl.a. at ændre antallet af medlemmer og medlemsstater, der har ret til at danne politiske grupper. Alligevel stemte jeg for Corbett-betænkningens kompromisændringsforslag. Grunden er pragmatisk - det var den eneste måde at stemme på for ikke at risikere en beslutning, som ville være endnu værre set ud fra et demokratisk synspunkt, og som ville gøre det endnu vanskeligere at danne en politisk gruppe.

 
  
MPphoto
 
 

  Andrzej Jan Szejna (PSE), skriftlig. - (PL) I dag godkendte Europa-Parlamentet en ændring af forretningsordenen, hvorefter retningslinjerne for dannelse af politiske grupper ændres. Efter valget i juni 2009 skal de politiske grupper i Europa-Parlamentet bestå af mindst 25 medlemmer, som repræsenterer mindst syv medlemsstater.

Jeg støtter fuldt ud denne forhøjelse af tærsklen for dannelse af politiske grupper i Europa-Parlamentet, fordi den vil bidrage til at hindre for mange parlamentariske opdelinger og vil effektivisere Parlamentets arbejde. Både Parlamentets sammenhæng og dets effektivitet har lidt under de mange små grupper i Parlamentet. Men for at styrke demokratiet skal små grupper beskyttes mod midlertidige reduktioner i antallet af medlemmer, hvis de ikke længere kan opfylde minimumskravene.

 
  
  

Betænkning af Diana Wallis (A6-0224/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Jan Andersson, Göran Färm, Anna Hedh, Inger Segelström og Åsa Westlund (PSE), skriftlig. − (SV) Vi stemte for betænkningen, fordi bedre samarbejde og mere åbenhed mellem nationale domstole/dommere og EF-Domstolen har meget stor betydning for, at det europæiske retssystem kan fungere godt. Det skal gøres mere gennemsigtigt, og anvendelsen af det skal forbedres gennem bedre uddannelse og mulighed for netværksssamarbejde og udveksling af viden. Vi mener dog, at diskussionen i punkt 26 og 27 om EF-Domstolens kompetence på visse områder er et traktatanliggende, som Europa-Parlamentet allerede har udtalt sig om.

 
  
MPphoto
 
 

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi stemte imod denne betænkning på grund af det uacceptable pres, den vil lægge på medlemsstaterne og de nationale dommere, som er retssystemets hjørnesten i ethvert suverænt land.

I denne betænkning fastslås det, hvad meningen var med den såkaldte europæiske forfatning og den hedengangne Lissabontraktat, som forsøges genoplivet på en helt igennem udemokratisk måde. I selve betænkningen bekræftes hensigten om at oprette et europæisk fælles retssystem. For at opnå det, ønsker man "en stærkere inddragelse og større ansvarliggørelse af de nationale dommere i forbindelse med gennemførelse af fællesskabsretten".

De nationale dommere spiller en afgørende rolle som garanter for retsstatsprincippet, herunder fællesskabsretten. Men der kan ikke rejses tvivl om subsidiaritetsprincippet og forfatningsmæssige anliggender i de enkelte medlemsstater med udgangspunkt i "fællesskabsrettens forrang, direkte virkning, ensartet fortolkning og statens ansvar ved overtrædelse af fællesskabsretten", hvilket Kommissionen og flertallet i Europa-Parlamentet ønsker. Det er uacceptabelt at fastholde dette pres nu, hvor traktaten er forkastet.

 
  
MPphoto
 
 

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) I denne betænkning bliver tingene sagt ligeud. Lige fra punkt 1 fastsættes målet med den, nemlig oprettelsen af et europæisk fælles retssystem.

I denne betænkning, som nærmest er en reklame for fællesskabsretten, lægges der vægt på en stærkere inddragelse og større ansvarliggørelse af de nationale dommere i forbindelse med gennemførelse af fællesskabsretten. I overensstemmelse hermed foreslås det, at fællesskabsretten og relateret retspraksis bliver integreret i nationale kodekser hurtigst muligt.

Dernæst foreslås det at slå de nationale retssystemer og Fællesskabets retssystem sammen, uden at der på noget tidspunkt sættes spørgsmålstegn ved overdrevne fællesskabsbestemmelser, deres forvirrende ordlyd og deres ofte manglende sammenhæng.

Dette skridt til forenkling og kodificering af fællesskabsretten er bestemt positivt. Det samme gælder vedtagelsen af forordninger for at øge retssikkerheden. Det gælder navnlig forordninger om harmonisering af lovvalgsregler. Men EF-Domstolens retspraksis viser sig ofte at være upålidelig til håndhævelse af nationale love, som er underkastet EF-Domstolens bindende principper og dogmer, også selv om de helt tydeligt er i strid med medlemsstaternes mest anerkendte retstraditioner.

 
  
  

Forslag til beslutning - Tvisterne Airbus/Boing i WTO

 
  
MPphoto
 
 

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Man skal aldrig blande venskab og forretning ...

Jeg tænker på endnu en modsætning mellem EU og USA, denne gang i flyindustrien, hvor hver part til trods for 1992-aftalen om statsstøtte forsøger at forsvare sine interesser, for det er sådan kapitalistisk konkurrence fungerer.

Europa-Parlamentet klager over, at "EU konsekvent har holdt sig til ånden i 1992-aftalen og regelmæssigt har forelagt dokumentation for overholdelse af reglerne", mens "USA i vid udstrækning har misligholdt sine forpligtelser", "ensidigt erklærede at ville trække sig ud af aftalen" og "indledte en WTO-sag mod EU under henvisning til en europæisk finansiering, der skulle tilbagebetales, og som var helt i overensstemmelse med 1992-aftalen, og som svarer til ydelserne til fordel for Boeing".

Samtidig forsøger Europa-Parlamentet, som står over for "uforsonlige angreb" fra Boeing og den amerikanske Kongres i forbindelse med tildelingen af kontrakten for det amerikanske program for kapitaltilførsel til lufttankningsfly til Northrop Grumman Corporation EADS, at gyde olie på de oprørte vande ved at påpege nødvendigheden af "at finde en pragmatisk balance mellem den europæiske civile støtte og det amerikanske militær-industrielle kompleks".

Det lader til, at ikke alle lande er berettigede til suverænitet og "frihandel" ...

 
  
MPphoto
 
 

  Brian Simpson (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg vil stemme for dette beslutningsforslag, ikke fordi jeg elsker WTO-tvistigheder eller har paranoia over USA, men fordi jeg er led og ked af USA's mangeårige protektionistiske tiltag, navnlig inden for civil luftfart.

Amerikanerne er mestre i at jamre og klage over andre lande og deres manglende frihandel, mens de selv har truffet foranstaltninger, som giver konkursramte luftfartsselskaber mulighed for at videreføre virksomheden, og angiveligt har støttet Boeing med millioner af dollars.

Udvalget om International Handel gør ret i at støtte EU i sagen mod USA i WTO.

Det, vi alle sammen bør sigte imod, er fair og åben konkurrence mellem flyfabrikanter, hvor luftfartsselskaberne frit kan vælge det fly, der passer bedst til deres behov, til den bedste pris.

USA's officielle motto er: "Vi stoler på Gud". Måske bør det ændres til: "Lad være med at gøre, som jeg gør. Gør, som jeg siger".

 
  
  

Betænkning af Jerzy Buzek (A6-0255/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Göran Färm (PSE), skriftlig. − (SV) De svenske medlemmer af Den Socialdemokratiske Gruppe stemte for hr. Buzeks betænkning om en strategisk energiteknologiplan for EU.

Vi går ind for CO2-opsamling og -oplagring, men sætter spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt at støtte sådan noget som forgasning af kul, for at den teknologi kan blive videreudviklet. Vi går også ind for forskning i udvikling af nye energikilder med lavt eller slet intet CO2-udslip.

Vi går ind for, at EU medfinansierer denne forskning, men vi mener ikke, at vi skal foregribe budgetproceduren ved på nuværende tidspunkt at opfordre Kommissionen til at afsætte bestemte beløb. Derfor har vi valgt at undlade at stemme om disse to punkter.

 
  
MPphoto
 
 

  Marian Harkin (ALDE), skriftlig. - (EN) Jeg stemmer imod anden del af punkt 26, fordi jeg ikke går ind for, at kernekraft skal være et af de prioriterede initiativer. Jeg vil imidlertid stemme for betænkningen, fordi formålet med den er at fremskynde innovation inden for banebrydende europæiske teknologier med lavt CO2-udslip. Det er afgørende, at Europa har en energiforskningsplan til støtte for sit ambitiøse mål for energipolitik og klimaændringer.

 
  
MPphoto
 
 

  Bogusław Liberadzki (PSE), skriftlig. - (PL) Jeg er enig i hr. Buzeks synspunkter vedrørende indføring af nye elproduktionsteknologier i betragtning af de udfordringer, som EU står over for, nemlig miljøbeskyttelse, energiforsyningssikkerhed og fastholdelse af EU's konkurrenceevne.

Jeg er også enig med ordføreren i, at der i EU's aktuelle finansielle ramme er afsat for lidt midler til nye elproduktionsteknologier. Vi må huske på, at det skal være et partnerskab mellem de offentlige og de private sektorer, der sikrer fremskridt inden for udvikling af nye elproduktionsteknologier.

 
  
MPphoto
 
 

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. - (DE) Som vi har måttet sande, har EU's mål om hurtigt at forhøje den procentvise anvendelse af biobrændstof fået negative følger. Monokulturer, rydning af regnskove og konkurrence med fødevare- og foderafgrøder, som har bidraget til den aktuelle fødevarekrise, har tilsyneladende fået EU's ministre til at tænke sig om en ekstra gang og har rettet et slag mod deres mål om at øge andelen af vedvarende energi i produktionen af motorbrændstof til 10 % inden 2020.

Selv om vi kan glæde os over, at biobrændstof ikke længere må fremstilles af fødevareafgrøder, og at der er et almindeligt ønske om at vente på andengenerationsbiobrændstoffer som de, der fremstilles ud fra affaldsprodukter, må det ikke på nogen måde føre til, at EU's indsats på området for vedvarende energi tager af. Den foruroligende opadgående tendens i oliepriserne gør det mere vigtigt end nogensinde at fremme produktion og anvendelse af vedvarende energi. De milliarder af euro, der bliver anvendt til kernekraftproduktion, med alle de deraf følgende problemer, skal investeres i vedvarende energi.

 
  
  

Forslag til beslutning - Statsejede investeringsfonde

 
  
MPphoto
 
 

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Er statsejede investeringsfonde, som findes over hele verden, af det gode eller af det onde? Ifølge denne beslutning er de af det gode. Men det er rigtigt, at et Europa, der stagnerer økonomisk som følge af dets egne økonomiske politikker og pengepolitikker, ikke har råd til at afskrive de tusindvis af milliarder af euro i eventuelle investeringer, som de repræsenterer.

Det er rigtigt, at statsejede investeringsfonde ikke for øjeblikket forstyrrer de finansielle markeder (de er endog kommet det amerikanske banksystem til undsætning) og i reglen vil blive anvendt til langsigtede investeringer. Det kan dog ændre sig. Vi er alle sammen opmærksomme på de fleste af disse fondes manglende gennemsigtighed, hvad angår omfanget af deres ressourcer, fordelingen af deres aktiver, deres styringsstrukturer og deres investeringsstrategier, som går fra etiske investeringer til ønsket om størst muligt udbytte, kontrollerende stillinger og måske potentialet til at forvolde alvorlig skade i fremtiden. De stater, der har disse fonde, er ikke alle sammen Europas venner, langtfra. En af dem har allerede truet med sit "finansielle atomvåben".

Vi vil imidlertid undlade at stemme i stedet for at stemme imod denne tekst, fordi der, selv om den frie bevægelighed for kapital på globalt plan støttes, forsigtigt kræves en vis overvågning af og beskyttelse imod disse fonde.

 
  
MPphoto
 
 

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Denne beslutning vedrører et vigtigt emne. Statsejede investeringsfonde spiller en stadig større rolle for den globale handel og de globale investeringer. Noget af dette er positivt, men det er ikke altid tilfældet, fordi de uansvarlige ledelser træffer beslutninger, der maksimerer kortsigtede fortjenester på bekostning af lande, samfund og familier. Vi må finde ud af, hvordan man kan øge gennemsigtigheden og ansvarligheden i forbindelse med disse midler, der ofte overstiger de midler, som nationalstaterne har til rådighed.

 
  
  

Betænkning af Reinhard Rack (A6-0252/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE), skriftlig. - (FI) Hr. Racks betænkning om en ny kultur for mobilitet i byer, som vi stemte for, er et vigtigt led i Kommissionens energi- og klimapakkes nye omfattende tilgang. Der kan opnås betydelige emissionsreduktioner i Europa ved hjælp af fornuftig og effektiv samfunds- og transportplanlægning.

Der skal imidlertid tages højde for, at medlemsstaterne er forskellige, hvad angår geografisk placering og levevilkår. Det er netop af den grund, at jeg stemte for vores gruppes to ændringsforslag. Jeg kommer fra et land, Finland, med store afstande og forholdsvis små byer. Det står klart, at mulighederne for at reducere privatbilismen er betydeligt dårligere i f.eks. Nordfinlands tyndt befolkede bysamfund end i Centraleuropas tætbefolkede områder.

 
  
MPphoto
 
 

  Jörg Leichtfried (PSE), skriftlig. - (DE) Jeg stemte for hr. Racks betænkning om en ny kultur for mobilitet i byer. Forslaget til betænkning om grønbogen er et vigtigt bidrag til spørgsmålet om byudvikling. En bys økonomiske udvikling og dens tilgængelighed afhænger af bedre mobilitet, men denne må ikke opnås på bekostning af borgernes velfærd eller miljøet.

Derfor burde sociale faktorer og beskæftigelsespolitik have været behandlet nærmere i betænkningen. Der skal også tages udgangspunkt i, at medlemsstaternes forskelligartethed ikke giver mulighed for en ensartet europæisk løsning, og at subsidiaritetsprincippet derfor fortsat skal overholdes nøje. Jeg mener også, at liberaliseringens indvirkning på beskæftigelsen bør vurderes i de lande, hvor liberaliseringen allerede har fundet sted. Desuden opfordrer jeg til, at der indføres en certificeringsordning for eftermontering af partikelfiltre på biler, varebiler og terrængående køretøjer.

Selv om de fleste af de problemer, der berører mobilitet i byer i dag, tages op i grønbogen, og der også forelægges nogle nye og innovative idéer til løsning af dem, omfatter den ikke alle relevante spørgsmål, og den kan derfor kun opfattes som et udgangspunkt for drøftelsen af dette emne.

 
  
MPphoto
 
 

  Bogusław Liberadzki (PSE), skriftlig. - (PL) Det vigtigste spørgsmål, som ordføreren rejser, er spørgsmålet om at definere de områder, hvor EU bør deltage i løsningen af problemer vedrørende mobilitet i byer.

Ordføreren påpeger med rette, at der er ensartede problemer over hele EU, hvad angår mobilitet i byer, men at det ikke er muligt at udvikle en ensartet metode til løsning af disse problemer. Derfor er ordførerens synspunkt om, at byer skal kunne vælge en metode til at nå fastsatte mål, fornuftigt, og jeg støtter dette synspunkt.

 
  
MPphoto
 
 

  Erik Meijer (GUE/NGL), skriftlig. - (NL) Byer er tæt befolkede, har få åbne rum og masser af trafik over forholdsvis korte afstande. Da plads er en mangelvare, er der ganske enkelt ikke plads til tung motortrafik, og overdreven støj- og luftforurening er endnu en årsag til, at vi skal forsøge at begrænse antallet af biler i byerne mest muligt. Byer skal naturligvis være tilgængelige for brandvæsen, politi, ambulancer, flyttevogne og handicapkøretøjer, men de få åbne rum skal primært forbeholdes fodgængere, cyklister, sporvogne, legepladser, parker og haver. Først da er byen værd at leve i.

Í den tekst, der stemmes om i dag, træffes der ikke noget klart valg, den er blot et forsøg på at forlige modsatrettede interesser og idéer. Heldigvis har EU ingen beføjelser på dette område. Det eneste, EU kan gøre, er at bidrage til at fremme bedste praksis, gode erfaringer, som er udviklet og forbedret. Disse forbedringer er ikke bare vigtige for den by, som allerede har lavet dem, men også som et eksempel for andre. Blandt eksemplerne er trængselsafgiftsordningen i det centrale London, de nye sporvognsnet i Strasbourg og Bordeaux og den for længst indførte ordning om begrænset trafik i centrum af Groningen. Desværre vil EU næsten ikke bidrage med noget på baggrund af denne betænkning.

 
  
MPphoto
 
 

  Gabriele Stauner (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Jeg stemte imod denne betænkning, fordi EU ikke har ansvar for disse ting. Det hjælper ikke på retssikkerheden og bringer ikke Europa tættere på borgerne, at Parlamentet tager initiativ til at udarbejde betænkninger om forhold, som ikke henhører under EU's reguleringskompetence.

 
  
  

Betænkning af Olle Schmidt (A6-0241/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Jan Andersson, Göran Färm, Inger Segelström og Åsa Westlund (PSE), skriftlig. − (SV) Vi stemte for hr. Schmidts betænkning om ECB's årsberetning. Men i forbindelse med afsnittet i begrundelsen om, at Sverige bør indføre euroen, vil vi gerne påpege, at vi respekterer resultatet af den svenske folkeafstemning i 2003, hvor det blev besluttet, at Sverige bibeholder den svenske krone som sin valuta.

 
  
MPphoto
 
 

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi stemte imod denne betænkning, fordi den bekræfter støtten til Den Europæiske Centralbanks arbejde, og fordi den ikke indeholder nogen kritik af de løbende forhøjelser af basisrenten, selv om den allerede er nået op på 4,25 %, hvilket er langt højere end den amerikanske centralbanks basisrente.

Desuden ignoreres det i betænkningen, at ECB's aktiviteter er til skade for arbejdstagerne, befolkningen som helhed, mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder. Den tjener kun de store økonomiske koncerners og finanskapitalens interesser, selv når de forårsager problemer for de mere skrøbelige og afhængige økonomier som Portugals.

F.eks. er denne forhøjelse, i Portugal, hvor gældsniveauet er nået op på 114 % af BNP, sammen med overvurderingen af euroen endnu et søm til mikrovirksomheders og SMV'ers kiste, den forværrer underskuddet på betalingsbalancen og øger landets afhængighed. Det bliver vanskeligere at forhindre arbejdsløshed, øget anvendelse af midlertidigt ansatte, lønnedgang og de generelle prisstigninger, i betragtning af at de portugisiske familiers gældsniveau nu er nået op på 129 % af deres disponible indkomst.

Derfor bekræfter vi nødvendigheden af at bryde med denne højrefløjspolitik og ECB's falske uafhængighed, som udelukkende tjener til at dække over, at den står til tjeneste for storkapitalen.

 
  
MPphoto
 
 

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Schmidt-betænkningen er Parlamentets årlige ros til Den Europæiske Centralbank for dens godgørenhed.

Som sædvanlig synes det vigtigste at være glemt, nemlig den frygtede margenklemme, som knuser europæernes købekraft, og som ECB og EU til dels er skyld i. Ingen tror på, at de officielle inflationstal (3 % for 2008 ifølge betænkningen), som bare er sammensatte indekser, afspejler virkeligheden med stigende leveomkostninger for borgene, navnlig hvad angår basisfødevarer, energi og boligudgifter. Alle husker ECB's erklæringer, da den advarede mod lønstigningers følger for inflationen, som om europæernes lønninger ikke hele tiden blev presset ned på grund af illoyal global konkurrence og den indvandringspolitik, som EU fremmer.

Hvad angår den alt for høje eurovekselkurs, er det sandt, at den sparer os for de værste følger af stigende oliepriser. Men den truer mange virksomheders konkurrenceevne, så de føler sig fristede til at flytte til dollarområdet, ligesom Airbus har gjort det.

Derfor kan vi ikke støtte dette gensidige rygklapperi.

 
  
MPphoto
 
 

  Małgorzata Handzlik (PPE-DE), skriftlig. - (PL) I sin betænkning om ECB's årsberetning har ordføreren fokuseret på de udfordringer, som ECB står over for. Der har været mange foruroligende oplysninger for de europæiske økonomier i løbet af de senere måneder, og desværre er der meget mere af dette end i 2007. Krisen på de finansielle markeder og den pludselige stigning i priserne på olie og fødevarer lægger en dæmper på den økonomiske vækst og øger inflationen, og det frygtes også, at arbejdsløsheden vil stige. ECB bliver en af de vigtigste institutioner, der skal forsøge at klare disse udfordringer.

De skridt, der blev taget i august 2007, tilførte likviditet til de finansielle markeder, men de løste ikke problemet. Der er også en stigning i antallet af lande, der tiltræder den fælles valuta. Slovakiet bliver det første land fra Central- og Østeuropa, der tager dette skridt, men det bliver bestemt ikke det sidste. Det er kun et spørgsmål om tid, før andre nye EU-medlemsstater tiltræder euroområdet. Slovakiets erfaringer på dette område vil utvivlsomt blive fulgt nøje af lande i regionen, som også overvejer at tiltræde den fælles valuta.

Ordføreren bemærker også med rette, at forskellige niveauer for økonomisk vækst, forskellige vækstindikatorer og forskellig modenhed i EU's økonomier kan skabe problemer for ECB's beslutningstagning. Derfor mener jeg, at forslaget om at indlede en gennemgang af mulighederne for ændringer i beslutningsproceduren er fornuftigt. En sådan gennemgang bør ikke bare omfatte de nuværende medlemmer af euroområdet, men også fremtidige og potentielle medlemmer.

 
  
MPphoto
 
 

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg bifalder hr. Schmidts betænkning om ECB's årsberetning. Jeg støtter ordførerens opfordring til, at ECB fortsat forbedrer sine forbindelser med andre centralbanker og relevante institutioner. Jeg tilslutter mig også ordførerens henstilling om, at enhver yderligere forhøjelse af renten skal foretages med forsigtighed, så den økonomiske vækst ikke bringes i fare. Jeg stemte for ordførerens evaluering.

 
  
MPphoto
 
 

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) I den beslutning, som vi, medlemmerne af Grækenlands Kommunistiske Parti i Europa-Parlamentet, har stemt imod, beskrives den 10-årige gennemførelse af ØMU'en og indførelsen af euroen provokerende som en stor "succes", selv om arbejderne og de fattige dele af samfundet fra arbejderklassen i EU's medlemsstater, herunder Grækenland, mærker de frygtelige konsekvenser i form af høje priser, frysning af lønninger og pensioner, arbejdsløshed, for høj beskatning af arbejdstagere og fattige selvstændige arbejdere og begrænsning af arbejdsrettigheder og sociale og demokratiske rettigheder. Enhver opnået "succes" drejer sig kun om europæiske plutokraters fortjenester og overskud og er helt i strid med arbejdernes og folkets interesser. Det kræves, at Den Europæiske Centralbank, som udelukkende er et instrument for den europæiske kapital, spiller en mere aktiv og effektiv rolle for dette gennem folkefjendtlige foranstaltninger som renteforhøjelser osv.

Men bemærkningerne i beslutningen om den finansielle "uro" og de problemer vedrørende "sammenhæng", som stadig findes i EU og faktisk bliver større, bekræfter vores vurderinger af det kapitalistiske systems og dets vanvittige væksts bestandige og uundgåelige kriser, nødvendigheden af at omvælte det og erstatte det med et planlagt folkeligt økonomisk system med magt til folket og nødvendigheden af at kappe båndene til det imperialistiske EU. I EU kan der ikke være nogen vækststrategi, som prioriterer den almindelige befolkning.

 
Seneste opdatering: 20. november 2008Juridisk meddelelse