Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2008/2618(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B6-0350/2008

Forhandlinger :

PV 10/07/2008 - 11.3
CRE 10/07/2008 - 11.3

Afstemninger :

PV 10/07/2008 - 13.3
CRE 10/07/2008 - 12.3

Vedtagne tekster :

P6_TA(2008)0368

Forhandlinger
Meddelelse
Torsdag den 10. juli 2008 - Strasbourg EUT-udgave

11.3. Dødsstraf, navnlig sagen mod Troy Davis
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling om seks beslutningsforslag om dødsstraf, navnlig sagen mod Troy Davis(1).

 
  
MPphoto
 
 

  Marios Matsakis, forslagsstiller. - (EN) Hr. formand! Parlamentet har indtaget en klar og stærk holdning til dødsstraf. Det støtter afskaffelse af dødsstraf og nødvendigheden af et øjeblikkeligt moratorium for henrettelser de steder, hvor dødsstraffen stadig er gældende.

Dette sidste er tilfældet i mange stater i USA som f.eks. Georgia, hvor Troy Davis venter på sin lovlige henrettelse, som skal finde sted i slutningen af juli. Bortset fra ideologiske og humanistiske overvejelser imod at henrette mennesker ser der i sagen om Troy Davis ud til at være yderligere grunde i form af alvorlig tvivl om styrken og gyldigheden af de beviser, der førte til hans domfældelse i første omgang.

Vi mener, at en sådan tvivl retfærdiggør ræsonnementet fra en person, der bruger sin sunde fornuft, om, at der i denne sag bør gives tilladelse til genoptagelse af sagen. Vi opfordrer derfor de relevante myndigheder i USA til at give ordre til, at sagen mod Troy Davis genoptages, og at hans dødsstraf, hvis han atter findes skyldig, omstødes til livsvarigt fængsel.

Endvidere opfordrer vi igen den amerikanske regering og alle regeringer i verden, der stadig har dødsstraf, til at afskaffe dødsstraffen i menneskehedens interesse. Navnlig opfordrer vi regeringerne i de lande som f.eks. Kina, Iran, Pakistan og Saudi Arabien, hvor der stadig regelmæssigt finder henrettelser sted, og hvor dette i mange tilfælde foregår på en yderst forfærdelig barbarisk måde, til at standse henrettelser.

 
  
MPphoto
 
 

  Ryszard Czarnecki, forslagsstiller. - (PL) Hr. formand! Jeg ønsker ikke, at dette skal være en debat om dødsstraf som sådan. Eftersom vi ikke kan skjule, at der er delte meninger om dette emne, synes jeg, at vi bør tale om den meget særlige sag om en person, som er idømt dødsstraf, hvorefter syv ud af ni vidner til sigtelsen mod ham trak deres vidneforklaring tilbage. Det er en meget speciel situation. Jeg ønsker ikke, at vi på en abstrakt måde slår over i en debat om, hvorvidt dødsstraffen er absolut dårlig eller ej. Jeg ønsker ikke lige i dette øjeblik at opfordre de amerikanske myndigheder til at ændre en lov, som i 1972, dvs. for 36 år siden, bragte dødsstraffen tilbage. Vi taler om en specifik og ekstraordinært kontroversiel sag. Det er virkelig værd at forsvare Troy Davis og vise, at der er situationer, hvor det er værd at gribe ind. Jeg advarer imod generaliseringer, og det er grunden til, at jeg ikke skrev under på denne fælles beslutning.

 
  
MPphoto
 
 

  Jean Lambert, forslagsstiller. - (EN) Hr. formand! Denne sag er bestemt en hastesag, for, som vi har hørt, skal henrettelsen finde sted i slutningen af denne måned. Jeg opfordrer derfor hver enkelt af os her i Parlamentet, som lytter til denne debat, til personligt at gøre indsigelse over for den amerikanske regering - og også regeringen i staten Georgia - for at se, om der kan vises mildhed. Så arbejder vi hen imod en genoptagelse af sagen, hvis det er nødvendigt. I det mindste ville vi have en levende person, og en genoptagelse af sagen kunne finde sted. Jeg tror, at det er meget vigtigt, at vi personligt tager ansvar for dette, og at vi tyer til Parlamentets foranstaltninger.

Det er klart, at beviserne i denne særlige sag - som vi også har hørt fra mange af vidnerne - er blevet trukket tilbage og modsagt. Det amerikanske advokatsamfunds dødsstrafvurderingsteam for Georgia udsendte en rapport, der så på omstændighederne i denne særlige stat og mente, at et af de væsentligste problemer, de var stødt på, var utilstrækkelighed med hensyn til forsvarer og en bekymring om, at de tiltalte, der allerede er på dødsgangen, måske ikke har fået en advokat i tilstrækkelig grad på tidspunktet for deres retssager. De bemærkede, at Georgia var den eneste stat, der ikke stillede advokater til rådighed for personer på dødsgangen til deres appeller efter dommen.

Der er derfor en række grunde til at være meget bekymret over denne særlige sag, som er den sag, der er citeret i titlen på beslutningen om dødsstraf, navnlig sagen mod Troy Davis. Jeg vil dog også gerne tage andre sager op, især hvad der sker i øjeblikket med nogle af dem, der stadig tilbageholdes i Guantánamo. Navnlig én sag vedrører en britisk statsborger, Binyamin Mohamed, som har været tilbageholdt der i over seks år nu, og som sandsynligvis skal stå over for en militær kommission, hvor der er meget stor sandsynlighed for at resultatet bliver dødsstraf.

Parlamentet og EU som helhed har en skarp holdning til dødsstraf. Vi mener, at dødsstraf ikke er noget, som et civiliseret samfund bør anvende, og at der er alt for mange grunde til ikke at idømme dødsstraf. Jeg tror, at sagen om Troy Davis er et helt klassisk eksempel på de reelle problemer, der er med at gennemføre dødsstraf.

Igen vil jeg, som der også opmuntres til i denne særlige beslutning, opmuntre hver enkelt af os som ansvarlige personer til også at gøre noget for at give udtryk for vores bekymring vedrørende denne særlige sag.

 
  
MPphoto
 
 

  Laima Liucija Andrikienė, forslagsstiller. - (LT) Hr. formand! Europa-Parlamentet har vedtaget ret mange forordninger, der opmuntrer til afskaffelse af dødsstraffen og henrettelser eller i det mindste et moratorium for henrettelser i de lande, hvor dødsstraffen stadig findes.

I dag støtter vi, Europa-Parlamentet, en person, som vi aldrig har mødt, Troy Davis, som skal henrettes i slutningen af denne måned. Kan De forestille Dem, at De er i hans sted, han, der har måttet tilbringe 17 år med at vente på enten at blive renset eller henrettet, når der er stærke beviser på, at han er uskyldig, idet de syv vidner, der fremsatte beviser imod ham, har trukket deres udtalelser tilbage osv. Vi er opmærksomme på ikke så få sager, hvor en person henrettes, og hans uskyld først bevises bagefter. Der er mange kendte sager, hvor mennesker bliver idømt dødsstraf, men undgår henrettelse på grund af opdagelse af nye beviser, der viser, at de ikke har begået forbrydelsen.

Vi opfordrer derfor i dag endnu en gang alle lande i verden, hvor dødsstraf stadig anvendes, til øjeblikkeligt at tage skridt til at afskaffe den. Vi gør i dag vores holdning imod dødsstraf klar idet vi står ved siden af en virkelig person og anmoder de relevante amerikanske domstole om på ny at undersøge sagen mod Troy Davis og afsige en mildere dom i stedet for dødsstraf.

Det at støtte en virkelig person og forsøge at beskytte ham mod at blive henrettet er efter min opfattelse den bedste måde, hvorpå vi kan gøre vores holdning om nødvendigheden af at afskaffe dødsstraffen helt klar.

 
  
MPphoto
 
 

  Ana Maria Gomes, forslagsstiller. - (PT) Hr. formand! Den første menneskeret er livets ukrænkelighed. Dødsstraf er den mest respektløse af alle eksempler på foragt for værdighed, civilisation og fremskridt. Lige nu, netop i dette øjeblik, hvor vi ånder og taler frit, er en mand, Troy Davis, låst inde i en celle, hvor han tæller de minutter, der er tilbage i hans liv. Han har siddet på dødsgangen i over 15 år og har altid nægtet at have begået den forbrydelse, som han er anklaget for. Nogle af dem, der vidnede imod ham, har tilbagekaldt eller modsagt sig selv i deres vidneforklaringer, som blev indhentet under polititvang. Der er ingen klare, objektive og overbevisende beviser i denne sag. Anvendelsen af dødsstraf over for Troy Davis af myndighederne i staten Georgia er fuldstændig i modstrid med moratoriet for dødsstraffen, der blev vedtaget i december af FN's Generalforsamling.

Selv om moratoriet ikke er juridisk bindende, har det en enorm moralsk og politisk betydning. Det er nu op til de stater, der ikke overholder det, at se på deres politik med henblik på at afskaffe dødsstraffen og respektere menneskerettigheder i deres helhed. Staten Georgia har nu mulighed for endnu en gang med denne sag at give demokratiets mest grundlæggende værdier den vægt, de fortjener. Kommissionsmedlem Louis Michel hørte for nylig præsidenten for Sudan selv, Omar al-Bashir, sige, at han ikke ville udlevere dem, der er blevet dømt for forbrydelser mod menneskeheden til Den Internationale Straffedomstol, ligesom USA ikke gør det. USA's eksempel på disse to områder er en skamplet, og vi må gøre alle midler gældende over for USA for at vise, at vi ikke kan acceptere dette standpunkt og det forfærdelige eksempel, der sættes for verden inden for området menneskerettigheder.

Derfor er det vigtigt, som krævet i beslutningen, at formandskabet for Den Europæiske Union og Kommissionens delegation i Washington gør indsigelser for at forhindre, at Troy Davis' dom bliver ført ud i livet, og for at USA effektivt vurderer sin holdning til dødsstraf.

 
  
MPphoto
 
 

  Józef Pinior, for PSE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! I 2007 fandt der omkring 1 252 henrettelser sted i verden, i 24 lande. Det sande tal var uden tvivl højere. Af disse henrettelser fandt 88 % sted i Kina, Iran, Saudi Arabien, Pakistan og USA.

Der er to spørgsmål, som jeg gerne vil tage op i dagens debat. For det første er jeg slet ikke enig i det, som min kollega Ryszard Czarnecki, sagde om, at dette spørgsmål er genstand for forskellige holdninger i EU. Det er ikke tilfældet. Jeg vil gerne minde Ryszard Czarnecki om det officielle standpunkt, der indtages i den romerskkatolske kirkes doktrin, som også var pave Johannes Paul II's personlige holdning, idet paven var imod brugen af dødsstraf. Det forekommer mig, at det skulle være en meget klar angivelse over for Ryszard Czarnecki om flertallets standpunkt vedrørende dette anliggende i EU-lande.

Det andet spørgsmål er naturligvis den løbende situation forbundet med Troy Davis' situation i USA, idet han skal udsættes for dødsstraffen. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at suspendere gennemførelsen af denne dødsdom og gøre det muligt at gennemføre en vurderingsproces med mulighed for at erstatte dødsstraffen med en livstidsdom, hvis han findes skyldig.

 
  
MPphoto
 
 

  Dumitru Oprea (PPE-DE). - (RO) Hr. formand! Over 40 lande har opgivet dødsstrafmetoden siden 1990, og i dag har over 120 lande juridisk forbudt en sådan straf.

På europæisk plan må ingen i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention, som indeholder en artikel 2 om retten til liv og protokol 6, artikel 1, "Afskaffelse af dødsstraf", idømmes en sådan straf eller henrettes.

Der er fremlagt chokerende statistik på verdensplan. Over 1591 mennesker blev henrettet i 2006; over 3861 mennesker blev dømt til døden i 55 lande.

Jeg mener, at ingen har ret til at tage et andet menneskes liv. Hvordan kan man tage noget, der ikke er ens eget? Som jeg ser det, kan jeg ikke forestille mig sådan noget, især i betragtning af at antallet af alvorlige forbrydelser i de lande, hvor der anvendes dødsstraf, ikke er faldet som følge af sådanne straffe.

Vi foreslår, at dødsstraffen erstattes at frihedsberøvelse.

 
  
MPphoto
 
 

  Janusz Onyszkiewicz (ALDE). - (PL) Hr. formand! I vores drøftelse skal der naturligvis nævnes et grundlæggende spørgsmål, og det er den generelle betydning samt det moralske aspekt af en dom som en dødsdom. Et af de argumenter, som, jeg mener, er meget vigtige i denne diskussion, er tvivl med hensyn til, om en person, der er blevet endeligt anklaget, kan anerkendes som skyldig i den handling, som han er sigtet for. I enhver anden situation er der altid mulighed for at frafalde dommen og lade en person vende tilbage til et normalt liv. I tilfælde af dødsstraf findes denne mulighed ikke. I betragtning heraf skal dette juridiske aspekt også tages i betragtning ud over de rent moralske aspekter, selv om de er meget vigtige. Det er navnlig tilfældet i den sag vi drøfter, hvor der er stor tvivl vedrørende grundlaget for sigtelsen.

 
  
MPphoto
 
 

  Ewa Tomaszewska, - (PL) Hr. formand! Alle bør have ret til en retfærdig retssag. I denne sag, hvor der megen tvivl om skyldsspørgsmålet, og syv vidner har trukket deres vidneforklaring tilbage, er der behov for, at sagen bliver genoptaget. Et andet aspekt, som dem, der talte før mig, har nævnt, er problemet med, at dødsstraffen er uigenkaldelig. Hvis der er tvivl, er der endnu mere grund til ikke at anvende en sådan straf.

 
  
MPphoto
 
 

  Maciej Marian Giertych (NI). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne benytte den lejlighed, som denne debat har givet til at opfordre til et moratorium for dødsstraf for uskyldige ufødte mennesker. Det er på høje tid, at civiliserede lande ophører med at udføre abort.

 
  
MPphoto
 
 

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! EU er stærkt imod anvendelsen af dødsstraf og arbejder aktivt for afskaffelse af dødsstraf i hele verden.

I lande, der opretholder dødsstraf er det EU's mål progressivt at begrænse dens omfang samt at etableret et moratorium for helt at fjerne dødsstraf.

Retningslinjer for en EU-politik over for tredjelande vedrørende dødsstraf, vedtaget i 1998 og revideret i 2008, angiver rammen for EU-indsats. Denne indsats omfatter erklæringer eller diplomatiske henvendelser i internationale fora og over for tredjelande, herunder USA.

For så vidt angår USA er EU meget bekymret over genoptagelsen af henrettelser, efter at de facto moratoriet for dødsstraf blev ophævet i maj.

Vi har flere gange opfordret den amerikanske regering til at genindføre et moratorium for dødsstraf på føderalt niveau og vi håber, at USA vil overveje at afskaffe dødsstraf ved lov inden for en overskuelig fremtid.

Vi noterer os Europa-Parlamentets forslag til beslutning vedrørende den individuelle sag om Troy Davis. Vi har efterretninger fra vores delegation i Washington om, at guvernøren i Georgia endnu ikke har underskrevet henrettelsesordren, og at det lader til, at det ikke haster for ham at gøre det.

Kommissionen vil naturligvis sammen med EU's medlemsstater og formandskabet meget nøje følge denne sag.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted efter forhandlingerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Neena Gill (PSE). - (EN) Hr. formand! Marios Matsakis henviste til mig tidligere, og jeg ville gerne svare. Jeg ønskede ikke at misbruge catch-the-eye-systemet på en anden debat, som var et vigtigt spørgsmål vedrørende dødsstraf. Men jeg tror, at han henviste til, at jeg ikke forstod hastesagssystemet. Jeg vil bare gerne sige, for at få alt på det rene, at jeg har været involveret i en række hastesager, og jeg vil sige, at det er det mindst gennemsigtige og åbne system, vi har.

I min gruppe drøfter vi det naturligvis, men der aftales først hastesager om torsdagen før Strasbourg, og der er et møde af en times varighed tirsdagen før, hvor hastesager hurtigt flikkes sammen.

De tror, at nogle af disse sager ikke haster og med rette bør debatteres i Parlamentet, for at det kan bevare sin troværdighed.

 
  

(1) Se protokollen.

Seneste opdatering: 2. december 2008Juridisk meddelelse