9. Trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet – Undersøgelser af ulykker i søtransportsektoren – Transportørers erstatningsansvar ved ulykker under søtransport af passagerer – Havnestatskontrol (omarbejdning) – Inspektion og syn af skibe og søfartsmyndighedens aktiviteter (direktiv) (omarbejdning) – Inspektion og syn af skibe (forordning) (omarbejdning) (forhandling)
Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om
– indstilling ved andenbehandling (A6-0334/2008) fra Transport- og Turismeudvalget om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2002/59/EF om oprettelse af et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet (05719/3/2008 – C6-0225/2008 – 2005/0239(COD)) (Ordfører: Sterckx);
– indstilling ved andenbehandling (A6-0332/2008) fra Transport- og Turismeudvalget om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om de grundlæggende principper for undersøgelser af ulykker i søtransportsektoren og om ændring af direktiv 1999/35/EF og 2002/59/EF (05721/5/2008 – C6-0226/2008 – 2005/0240(COD)) (Ordfører: Kohlíček);
– indstilling ved andenbehandling (A6-0333/2008) fra Transport- og Turismeudvalget om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om transportørers erstatningsansvar ved ulykker under søtransport af passagerer (06389/2/2008 – C6-0227/2008 – 2005/0241(COD)) (Ordfører: Costa);
– indstilling ved andenbehandling (A6-0335/2008) fra Transport- og Turismeudvalget om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om havnestatskontrol (05722/3/2008 – C6-0224/2008 – 2005/0238(COD)) (Ordfører: Vlasto);
– indstilling ved andenbehandling (A6-0331/2008) fra Transport- og Turismeudvalget om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse dermed (omarbejdning) (05724/2/2008 – C6-0222/2008 – 2005/0237A(COD)) (Ordfører: de Grandes Pascual); og
– indstilling ved andenbehandling (A6-0330/2008) fra Transport- og Turismeudvalget om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe (omarbejdning) (05726/2/2008 – C6-0223/2008 – 2005/0237B(COD)) (Ordfører: de Grandes Pascual).
Dirk Sterckx, ordfører. – (NL) Hr. formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet! Det spørgsmål, vi skal stille os selv, er, om vi, ni år efter ulykken med fartøjet Erika og næsten seks år efter ulykken med fartøjet Prestige, er klar, hvis noget sådant skulle ske igen. Det er det virkelige spørgsmål, der ligger foran os.
Er alting i orden? Har vi et stort nok antal eksperter, der er uafhængige nok til at træffe beslutninger? Kan de arbejde hurtigt nok? Har vi afsluttet alle de forberedelser, der skal give dem mulighed for at henvende sig til andre specialister eller frivillige for at få løst problemet? Behandles besætningen ordentligt i sådanne tilfælde? Bliver erstatningen udbetalt? Ved vi nok om de skibe, der sejler langs vores kyster? Det er de spørgsmål, vi stillede efter Erika og efter Prestige. Dengang tøvede Kommissionen ikke med at stille forslag i denne henseende, og vi fik også nogle ting ned på papir – som vi nu skal have finpudset.
Vi har haft en førstebehandling, som Rådet reagerede på med en fælles holdning – en særdeles skuffende fælles holdning. Jeg må dog til min store tilfredsstillelse sige, at vi siden da har afholdt uformelle drøftelser med Rådet – først med det slovenske formandskab og nu især med det franske – der har givet særdeles gode resultater.
For så vidt angår den kompetente myndighed, er vi næsten ved vejs ende. Vi har fået en god tekst ned på papir, som jeg til hver en tid vil anbefale mine kolleger. Der er en myndighed, der arbejder med planlægning, er af permanent karakter, har den nødvendige ekspertise og kan træffe uafhængige beslutninger om at forbedre modtagelsen af skibe. Vi har også gjort fremskridt med hensyn til overvågningen af fartøjer, ikke blot med almindelig radar, men også med satellitter. Vi har fået mere detaljerede oplysninger om lasten og ved, hvem der har ansvaret for at fremskaffe disse oplysninger. Overvågningen gælder også fiskerfartøjer, så sikkerheden for de mindre fartøjer også kan øges. Vi har udarbejdet foranstaltninger, som skal iværksættes i forbindelse med islæg.
Vi har gjort fremskridt, men vi er endnu ikke helt færdige. Hvad mangler vi at ordne? Tendensen til at se besætningerne som forbrydere, godtgørelse af havnes eventuelle økonomiske tab og obligatorisk indberetning af bunkerolie. Selv små mængder af denne yderst forurenende olie kan nogle gange gøre stor skade på miljøet – som det f.eks. var tilfældet med fartøjet Tricolors ulykke ud for den belgiske og franske kyst, hvor 180 t olie, selv om det er en meget lille mængde, forårsagede ganske omfattende ødelæggelser.
Hr. formand for Rådet! Jeg vil gerne give udtryk for min taknemmelighed for det arbejde, vi – Parlamentet og Rådet – har været i stand til at udføre sammen i forbindelse med min betænkning, og jeg vil gerne opfordre Parlamentet og Rådet til at fortsætte ad samme vej.
Det bringer mig videre til de to tekster, som vi ikke har nogen fælles holdning om. Som ordfører for den ene af disse tekster vil jeg gerne indtrængende opfordre Rådet til også at træffe en beslutning om disse to manglende tekster. Jeg ved, at formanden for Rådet arbejder hårdt med det, men de to spørgsmål om rederes erstatningsansvar og om finansiel garanti samt om flagstaternes opgaver opfattes af Parlamentet som et væsentligt element for at forbedre sikkerheden til søs. Den internationale konvention om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer (HNS-konventionen) skal f.eks. ratificeres af samtlige medlemsstater, hvis der skal kunne udarbejdes en egentlig ordning for modtagelse af skibe for de forskellige medlemsstater og Unionen.
Parlamentet opfordrer formanden for Rådet til at gøre alt, hvad han kan, for at sørge for, at Rådet også træffer en beslutning om disse to tekster. Hvis ikke dette sker, vil vi få et meget alvorligt problem, nemlig sandsynligheden for at Parlamentet vil se alt det, vi har opnået, lige meget hvor stor pris jeg sætter på det, som værende utilstrækkeligt. Jeg vil derfor gerne anmode formanden for Rådet om at fortsætte det gode arbejde. Parlamentet – eller i hvert fald denne ordfører – bakker ham op. Lad os fortsætte vores arbejde for at nå det bedst mulige resultat for sikkerheden til søs.
Formanden. – Jeg kan se, at hr. Kohlíček ikke er på sin plads. Vi går videre til de øvrige ordførere, og hvis han kommer tidsnok, giver vi ham ordet.
Paolo Costa, ordfører. – (IT) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi mødtes til førstebehandlingen her i Parlamentet i april 2007. Nu er vi i september 2008, og jeg synes ikke, ventetiden har været forgæves. Der er sket en udvikling inden for mange områder, der er blevet gjort mange fremskridt, og jeg tror fortsat på, at vi kan komme det sidste stykke af vejen, så vi kan få afsluttet denne væsentlige opgave, nemlig at give alle europæiske – og ikkeeuropæiske – borgere, faktisk alle dem, der sejler på de europæiske have, en sikkerhed, der bestemt er bedre end den aktuelle sikkerhed.
Jeg vil gerne minde om ikke blot Erika og Prestige, som hr. Sterckx nævnte, men – og det er den opgave, jeg har stillet mig selv i forbindelse med min betænkning om denne sektor – jeg vil også gerne sige, at vi skal undgå tragedier som f.eks. tragedien med fartøjet Princess of the Stars, hvor 800 omkom på Filippinerne, og de "kun" fire dødsfald, der blev registreret efter kollisionen mellem et containerskib og et hydrofoilfartøj i Messinastrædet, eller de "kun" to dødsfald for et par dage siden blandt passagererne på fartøjet La Besogne, der ramte en "bateau mouche" i Paris. Opsummerende kan det siges, at der er risici i alle farvande, og vores indsats skal gælde alle farvande.
Kursen er ellers meget enkel. Jeg mener ikke, vi må sætte os selv i en position, hvor vi fortryder, at vi ikke har truffet de nødvendige beslutninger til forebyggelse af de tilbagevendende ulykker. Jeg vil gerne endnu en gang pointere, at disse beslutninger ikke blot vedrører beskyttelsen af miljøet, kysterne og havene, som f.eks. i forbindelse med Erika og Prestige, men også vedrører beskyttelsen af menneskeliv, som i de alvorlige ulykker, der – heldigvis – hidtil har fundet sted på have langt væk – for nylig – og de ulykker, der syner af mindre. Jeg kom netop med to eksempler – en i Messinastrædet og en på Seinen for et par dage siden.
Min betænkning indeholder ligeledes en strategi, som jeg mener, vi alle bør tage til os, nemlig at gøre bedst mulig brug af alle europæiske kompetencer med hensyn til miljøbeskyttelse og forbrugerbeskyttelse. I dette tilfælde betyder det beskyttelse af menneskeliv, af mennesker, og beskyttelse af sikkerheden for at forbedre den aktuelle situation.
Men vi skal være forsigtige. Vi skal bruge vores traktatbundne kompetencer uden absolut overførsel af yderligere suverænitet og uden at tage noget område fra medlemsstaterne, der – det tror vi, og det ønsker vi at tro – er helt enige i dette mål.
Ud fra dette synspunkt mener jeg, vi bør fortsætte med at arbejde inden for det område, min betænkning handler om, med henblik på at finde mekanismer, hvis anvendelsesområde kan udvides på en måde, ingen kan afvise, og finde gradvise gennemførelsesmetoder over en rimelig periode, som giver alle mulighed for at tilpasse sig med tiden, og uden at kræve, at tingene skal ske fra den ene dag til den anden. For så vidt angår begrænsningen af erstatningsansvaret, skal vi have fundet en måde, hvorpå vi kan kombinere vished hos rederne med hensyn til det erstatningsansvar, de har, og det erstatningsbeløb, de eventuelt skal udbetale, med vished hos de potentielle ofre om, at de vil modtage erstatning. Vi skal derfor have fundet frem til nogle løsninger, der giver mulighed for at flytte rundt med de øvre eller nedre grænser – som for øjeblikket ligger fast – som vi ønsker at eller vil være i stand til at anvende. Vi skal sørge for, at dem, der rejser på vores fartøjer, får bedre oplysninger, og vi skal gøre det muligt at iværksætte omgående foranstaltninger, når der sker ulykker, herunder gennem forskudsbetaling i begrænsede, egnede tilfælde, som kan efterprøves.
Jeg mener, at vi meget nemt kan nå frem til en aftale om disse emner, og at vi kan finde en måde at løse de tilbageværende problemer på og få sagen afsluttet. Det grundlæggende element er imidlertid fortsat, at vi ikke må tillade os selv kun at tackle et problem. Vi skal afslutte sagen og kunne sige til de europæiske borgere, at vi arbejder på alle fronter i alle sektorer.
Jeg skal ikke gentage spørgsmålet om de to – lad os sige – manglende betænkninger, de to manglende bestemmelser. Jeg vil gerne sige til det franske formandskab, at det har gjort en enorm indsats, og jeg er sikker på, at det vil blive ved med at gøre det. Personligt kan jeg med hensyn til Parlamentet forsikre Dem om, at vi under alle omstændigheder vil arbejde hver eneste dag, hele tiden fra nu af og indtil den 31. december, for at sikre, at sagen kan afsluttes under dette formandskab, og at den kan afsluttes bedst muligt for alle dem, der holder øje med os. Jeg er overbevist om, at vi i sidste ende vil kunne være stolte af, at vi har gjort fremskridt inden for sikkerheden til søs i Europa, uden at nogen føler – hvordan skal jeg sige det? – at de mister noget ansvar, som de ønsker at udøve direkte.
Dominique Vlasto, ordfører. – (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer! Lad mig indledningsvis minde Dem alle om, at sikkerheden til søs skal forblive en prioritet på den europæiske politiske dagsorden. Vi kan ikke vente på, at der sker endnu en alvorlig ulykke til søs, før vi indser, at sikkerheden til søs er en prioritet for os som politiske ledere og for befolkningen, som ikke længere vil være med til, at deres kyster forurenes, for slet ikke at tale om, at alle disse ulykker udgør en miljømæssig katastrofe og skaber økonomisk kaos.
Parlamentets førstebehandling fandt sted i april 2007. Det har taget Rådet over et år at underrette os om dets fælles holdninger, og dette kun om fem af de syv tekster i pakken. Jeg må indrømme, at jeg finder dette ganske vanskeligt at acceptere.
Det kan naturligvis ske, at enkelte spørgsmål rejser omfattende problemer, og at det er vanskeligt at nå til enighed. I det mindste er vi enige om lovgivningspakken, som bestemt er kompliceret, men jeg kan kun se meget få gyldige grunde til at forhindre en aftale om tekniske, men konkrete tekster, der rent faktisk udgør et meget sammenhængende hele. Så vidt jeg husker, var vi alle sammen meget glade – ja, vi var endda tilfreds med os selv. Det er klart, at jeg lige som mine kolleger gerne vil vide, hvorfor det har taget Rådet så lang tid at kigge på denne sag, og jeg vil også gerne have Rådet til at fortælle os, hvad der forhindrede det i at nå til enighed om to vigtige forslag, nemlig rederes privatretlige ansvar og flagstatens forpligtelser, især da teksten om flagstater er et naturligt supplement til min betænkning om havnestatskontrol. I lyset heraf er det ret let at se, hvordan en teksts interaktion med de øvrige tekster fuldt ud berettiger denne pakketilgang og behovet for enighed om dem alle.
Jeg lyder måske nok en smule barsk, men jeg vil gerne vide, hvad der foregår. Jeg glæder mig dog over det franske EU-formandskabs virkelige anstrengelser. Det har forsøgt at løsne op for blokeringen og genoplive drøftelserne om de to forslag, der mangler for øjeblikket, nemlig forslagene i Savary- og Fernandez-betænkningerne. Det har ikke været manglende fremgang i vores enkelte tekster eller individuelle vanskeligheder med de enkelte forslag, der har forhindret os i at nå frem til en aftale med Rådet, men derimod det forhold, at der er to forslag, der for øjeblikket ikke er med i pakken, hvilket åbenlyst er et problem for samtlige ordførere.
Personligt mener jeg, at vi snart vil nå frem til en aftale om begge forslag, for det bliver vi nødt til, også selv om det indebærer anvendelse af forligsproceduren. Men jeg ved også, at det franske formandskab arbejder på det, og jeg håber, det vil lykkes for dem.
Jeg er ikke specielt bekymret over min betænkning om havnestatskontrol, da jeg ved, at mange af problemerne blev løst inden afslutningen på vores uformelle trepartsmøde. Bortset fra de mange nye formuleringer er der fortsat tre væsentlige punkter, som vi er uenige med Rådet om, og for hvilke jeg helst havde genopført Parlamentets holdning under førstebehandlingen.
Det første punkt er anvendelsen af direktivet på ankerpladser, som er et centralt emne i forbindelse med sikkerheden til søs. Vi skal have ankerpladserne med i teksten. Jeg mener, vi sender et budskab om en fast og sammenhængende politik. Skibe, der ikke lever op til standarden, må ikke kunne undslippe inspektion, uanset deres sejlrute, og uanset hvor de lægger til i europæisk farvand.
Det andet problem vedrører anvendelsen af permanente forbud. Endnu en gang mener jeg, at dette er en foranstaltning, der bør bevares som et afskrækningsmiddel for dårlig opførsel. Denne foranstaltning bør faktisk kun anvendes i sjældne tilfælde, da der kun bør være få fartøjer, der opfylder kriterierne for dens anvendelse, men den skal være der for fartøjer, der ikke lever op til standarden, så disse fartøjer ikke risikerer at volde nye problemer og efterlader en følelse af ustraffethed.
Det tredje problem vedrører fleksibilitetsforanstaltningerne i forbindelse med inspektionsordningens anvendelse. Under førstebehandlingen valgte vi fleksibilitetsmekanismer baseret på specifikke omstændigheder, f.eks. manglende inspektioner, fordi dårligt vejr forhindrede inspektionerne i at blive udført, eller inspektioner, hvor sikkerhedskravene ikke blev overholdt. Det blev gjort muligt at udskyde inspektionen af et fartøj fra en fællesskabshavn til den næste.
Rådet vil have mere.
(Formanden fratog taleren ordet)
Luis de Grandes Pascual, ordfører. – (ES) Hr. formand, hr. Bussereau, hr. kommissær, mine damer og herrer! I dag vender vi endnu engang tilbage til den forhandling, vi afsluttede ved førstebehandlingen for halvandet år siden.
Det gør vi med større grund til at være tilfredse med de resultater, der er opnået, end vi havde dengang. Resultaterne er frugten af det samarbejde og den enstemmighed, der er her i Parlamentet om et så følsomt spørgsmål for offentligheden som sikkerheden i vores farvande.
Jeg beklager dog, at vores tilfredshed ikke er fuldendt, eller som vi havde håbet, for trods det, at vi alle har lært af fortiden, med Erika- og Prestige-katastroferne som tragiske eksempler, der stadig står levende for os, og trods et behov for at handle nu og ikke vente på den enighed, der altid følger efter katastrofer, har Rådets holdning desværre forhindret os i at kunne afslutte sagen i dag med en vedtagelse af de otte ændringsforslag, der udgør den tredje pakke om sikkerhed til søs.
Det afholder mig ikke fra at anerkende og takke det franske formandskab for dets vilje, idet det har overtaget stafetten fra det portugisiske og det slovenske formandskab og har sat det rigtige tempo i Rådet, i den fornuftige hensigt at nå frem til en aftale om en pakke af ændringsforslag, der bør behandles under ét, hvilket vi alle er enige om, fordi de overlapper hinanden, og fordi de involverer alle inden for transport ad søvejen.
Der er derfor ikke plads til at diskutere, hvilket mange eller i hvert fald nogle regeringer desværre tror, om nogen af disse ændringsforslag er unødvendige eller uhensigtsmæssige. De er altafgørende, hver og ét.
På denne baggrund opfordrer jeg Rådet til ikke at forpasse en kostbar mulighed for, at vi kan afslutte denne sag under forligsproceduren, idet nogle af os næsten har færdiggjort vores hjemmearbejde, og idet de uformelle trepartsmøder, der har været holdt hidtil, og den fuldstændige enighed, der er med alle skyggeordførerne, har givet meget tilfredsstillende resultater og kunne udgøre et godt grundlag for den endelige aftale.
Når dette er sagt, er der stadig et spørgsmål, som bekymrer mig meget, og som jeg gerne vil nævne, fordi det efter vores mening vedrører et væsentligt aspekt ved pakken. Jeg refererer til uafhængigheden af de organisationer og myndigheder, der er oprettet specifikt med det formål at vedtage de bedst mulige beslutninger på kortest mulig tid.
I denne henseende taler jeg specifikt om den uafhængige myndighed, der skal oprettes for at træffe, hvad der altid er en vanskelig beslutning: at modtage et fartøj i nød i et nødområde.
Der ville ikke være nogen idé i at oprette en myndighed, som er uafhængig af den politiske magts indflydelse, hvis den ikke får tilført de nødvendige ressourcer og de nødvendige beføjelser til at træffe beslutninger, men hvad der er endnu mere alvorligt, er at tildele den beføjelser, hvis den, når sandhedens øjeblik kommer, kun har én mulighed: tvungen modtagelse af et skib, selvom dette ikke har forsikringer eller garantier.
Hvis det bliver tilfældet, vil hele byrden påhvile den aktuelle medlemsstat, som vil ende med at blive offer for de miljømæssige og sociale skader, der kan opstå ved at modtage et fartøj i et nødområde, og at skulle dække omkostningerne ved sådanne skader.
Så jeg siger ja til at oprette denne myndighed, men den skal tildeles beføjelser, og et fartøj i nød bør kun modtages, hvis man efter en forudgående vurdering af situationen konkluderer, at det er den bedste afgørelse, og at risiciene er begrænsede.
Jeg må fortælle Dem, at jeg ikke står alene i dette slag, da den europæiske sammenslutning, som repræsenterer alle vores havne, også har protesteret kraftigt imod dette.
Når det er sagt, takker jeg hr. Sterckx for hans vedholdenhed i dette vanskelige projekt, hvor han har skullet kæmpe en hård kamp.
Jeg bifalder især de fremskridt, der er gjort med hensyn til skibsovervågningsværktøjer, som er altafgørende for at begrænse risikosituationer.
Hvad uenighederne angår, bliver der tid under forligsproceduren, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at nå frem til kompromiser. Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil nå frem til dem.
Endelig vil jeg gå videre til min betænkning. Det, der tidligere blot var et direktivforslag, er blevet undersøgt af Rådet, og det er nu opdelt i to retlige instrumenter, et forslag til forordning og et direktivforslag, og medlemmerne af Transport- og Turismeudvalget følte, at det var det rigtige at gøre. Vores mening om den fælles holdning er derfor positiv, idet den i det store og hele accepterer den linje, Parlamentet forfægter: at styrke overvågningsmekanismerne for anerkendte organisationer ved at oprette et uafhængigt vurderingsudvalg, som har permanente beføjelser, og som handler uafhængigt, og at opnå et mere fleksibelt og fair bødesystem, som i sidste ende er mere effektivt, fordi det straffer dem, der ikke agerer, som de burde, men gør det ud fra graden af alvor i den overtrædelse, der er begået, og ud fra organisationens økonomiske formåen. Efter at det er lykkedes at skabe fremskridt vedrørende det meget vanskelige spørgsmål om anerkendelse af klassecertifikater skal de betingelser, der skal være gældende for de anerkendte organisationers gensidige accept, endelig fastlægges, uden at sikkerheden til søs sættes på spil, og idet de mest krævende regler bruges som referencepunkt.
Under alle omstændigheder er jeg overbevist om, at der er et solidt grundlag for en endelig aftale, og at vi sammen vil finde en sund løsning for hele EU's befolkning.
Jaromír Kohlíček, ordfører. – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! I alle transportsektorerne har man længe omhyggeligt undersøgt årsagerne til alvorlige transportulykker. De enkelte medlemsstater betragter sådanne undersøgelser og fastlæggelse af tekniske årsager som afgørende for at nedbringe antallet af ulykker. Den eneste undtagelse indtil nu har været søtransport. Der findes selvfølgelig nogle rammeforordninger, men søtransport og shipping er meget mere komplekse end andre transportformer, når det drejer sig om at fastslå, hvilken stat der skal have ansvaret for at undersøge ulykkesårsager. En reder er ikke nødvendigvis et skibs operatør, og de kan komme fra hver sin stat. De søfarende kan være multietniske og multinationale. Passagererne kan også være af forskellig nationalitet. Det samme gælder lasten og den kunde, der rekvirerer rejsen. Et skib sejler fra en havn i ét lands territoriale farvande til en anden og passerer undervejs igennem andre staters territoriale farvande eller internationale farvande. Som om dette ikke var kompliceret nok, har nogle stater lagt de undersøgelsesinstanser, vi opfordrer til, ind under forskellige statslige organisationer. De er derfor ikke engang organisatorisk uafhængige.
Undersøgelse af ulykker inden for søtransport har været drøftet med skyggeordførere og med formandskabet. Transport- og Turismeudvalget har besluttet, at det er ønskeligt at bibeholde hovedtrækkene i direktivudkastet. Det omfatter standardiserede undersøgelser i overensstemmelse med en fælles metodologi, hvorved der skal fastlægges tidsfrister for afgørelse af, hvilken stat der skal foretage en given undersøgelse, og for indsendelse af en endelig rapport. Der er naturligvis åbent for diskussion med hensyn til hvilken slags ulykker, det vil være tvungent at undersøge i overensstemmelse med den vedtagne metodologi, og med hensyn til hvordan undersøgelsesinstansens organisatoriske uafhængighed præcist skal defineres. Under drøftelsen af materialet nåede vi til enighed om, at konklusioner på tekniske undersøgelser kan bruges til yderligere undersøgelser, f.eks. i forbindelse med kriminalitet. Tekniske undersøgelsesdetaljer skal imidlertid forblive fortrolige. Udvalget præciserede også, at det ikke er muligt at ignorere bestemmelserne om rimelig behandling af søfarende på skibe, der har været indblandet i søfartsulykker, medmindre dette udelukkes, ved at sådanne bestemmelser inkorporeres i andre forordninger. Der er også enighed om, at den uafhængige undersøgelsesinstans skal bestå af eksperter fra adskillige lande, og at individuelle stater i fællesskab kan træffe aftaler om repræsentation ved undersøgelse af søfartsulykker.
Jeg vil gerne understrege, at et af hovedmålene med den påtænkte søfartspakke er at styrke flagstatens ansvar. Det er derfor hensigtsmæssigt, at den foreslåede ordlyd vedrørende hurtig indberetning af tekniske mangler forbliver en del af direktivet, hvilket også gælder specifikation af de skibe, direktivet omhandler. Jeg tror ikke, det ville være en god idé, set i lyset af erfaringerne med tankskibsulykker ved den spanske kyst, at det stadig skal være muligt at lade flere tekniske undersøgelsesinstanser arbejde parallelt. Hvis Kommissionen ikke føler, den selv er tilstrækkelig kompetent til at træffe afgørelse om udførelse af undersøgelser, så er den eneste mulighed, at sådanne afgørelser træffes i Det Europæiske Råd. Jeg mener absolut, at det er en dårlig løsning at igangsætte flere parallelle, tekniske undersøgelser. Den endnu ikke færdiggjorte undersøgelse af ulykken med tankskibet Prestige viser, hvad der sker, når sorteper bliver givet videre med en sådan spredning af ansvaret for en undersøgelse. Man gør ret i at drøfte hele søfartspakken under ét, så man undgår forskelle i definitionen af de individuelle begreber inden for de forskellige komponenter, og så det materiale, der produceres, fremstår mere tydeligt.
Jeg tror, at vi selv med direktivet om skibskatastrofer kan nå frem til et fornuftigt kompromis, som kan gennemføres, og som kan bidrage til at nedbringe sandsynligheden for, at der sker yderligere skibskatastrofer, og måske til, at der sker en gennemgribende, anden undersøgelse af bl.a. tekniske aspekter.
Dominique Bussereau, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! I morgen skal De stemme om den tredje pakke om sikkerhed til søs. Som De ved, beskæftiger søfartssektoren ca. 3 millioner mennesker, hvilket gør den til en nøglesektor i EU.
Der var syv lovforslag i den pakke, som blev indsendt af Kommissionen tidligt på året i 2006. Hensigten med dem var at indføre foranstaltninger til forhindring af ulykker til søs og at fastlægge de forholdsregler, der skal træffes, når ulykker er sket – dvs. at analysere årsager og udbetale erstatning til eventuelle ofre. Prioriteringen i pakken er såvel at sikre sikkerhed og kvalitet inden for skibsfarten, samtidig med at miljøet respekteres, som at forbedre konkurrenceevnen for EU's søfartssektor.
Rådet, Parlamentet og Kommissionen støtter alle det formål at fremme sikkerheden til søs. På Rådsmødet i København i 2002 bifaldt Rådet bestræbelserne på at forbedre sikkerheden til søs, og det mindede om EU's faste beslutning om at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at undgå, at katastrofer i stil med Erika-ulykken gentager sig. Rådet kan heller ikke have betænkeligheder ved at acceptere mange af de krav, som Parlamentet har fremsat i sin beslutning af 27. april 2004. Der er dog stadig forskellige opfattelser vedrørende den tredje søfartspakke, og der kræves derfor yderligere rådslagning mellem parterne.
Siden pakken blev fremlagt af Kommissionen som et resultat af flere formandskabers arbejde – senest det slovenske formandskab – har Rådet vedtaget seks fælles holdninger vedrørende følgende forslag: undersøgelse af ulykker, klassifikationsselskaber, havnestatskontrol, trafikovervågning og Athenkonventionen, alt imens der er taget hensyn til Parlamentets udtalelser som f.eks. dem, der blev vedtaget i april sidste år.
Siden begyndelsen af sin funktionstid har det franske formandskab gjort en stor indsats for at opnå enighed i Parlamentet ved andenbehandlingen af disse seks tekster, som Rådet meddelte sine fælles holdninger om i juni 2008. Via uformelle kontakter i sommermånederne mellem ordførerne og formanden for Coreper skete der virkelig fremskridt med hver sag med det formål hurtigt at nå til enighed om disse tekster. I et brev for nylig beskrev De, hr. Costa, dette som et væsentligt fremskridt.
Desuden har formandskabet, som De ved, i overensstemmelse med de løfter, jeg afgav i april i år, energisk og med ildhu genoplivet drøftelserne i Rådet om de sidste to tekster om erstatningsansvar og flagstaters forpligtelser. Denne genoplivning var meget nødvendig for sikkerheden til søs og skete også som svar på konstante henstillinger fra Kommissionen. De ved, hr. kommissær, at dette punkt var sat på dagsordenen af formandskabet ved det uformelle møde i La Rochelle, hvortil jeg havde inviteret Parlamentets repræsentanter hr. Costa og hr. Savary, der var så venlige at deltage. De ved, at vi i øjeblikket fortsætter med de tekniske forhold ved arbejdet, så samlingen i Rådet (transport) kan se på det på sit næste møde, der er planlagt til 9. oktober.
Lad mig være åben over for Dem: I lyset af det skub, dette har sat i tingene, havde jeg håbet, at vi kunne undgå at indlede en forligsprocedure. Men nu står vi her. Vi skal nu sikre os, at vi ikke mister fremdriften, og frem for alt må vi ikke give indtryk af, at alle disse fremskridt og anstrengelser har været forgæves, for det ville sende et sølle signal til offentligheden. Af den grund opretholder formandskabet, parallelt med det arbejde, der pågår i Rådet om de sidste to tekster, fortsat gerne uformel kontakt med hver ordfører for de første seks tekster for at opnå enighed om indholdet.
Jeg ville især gerne dele denne analyse med Dem, og jeg vil fortælle Rådet om den på dets møde den 9. oktober, når vi ser på de sidste to tekster. Rådet vil afgøre sin holdning med hensyn til forlig om de første seks tekster.
Jeg håber virkelig, at Parlamentet, Rådet og Kommissionen kan finde ud af at arbejde tæt sammen om disse sager. Jeg tror, at vi er lige ved at være nået til endelig enighed, noget, vi alle længes efter.
Antonio Tajani, næstformand i Kommissionen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Tak til Dem, hr. formand, og især til min kollega. Efter så mange år som parlamentsmedlem er jeg glad for at være her i salen. Hvordan skulle jeg kunne undlade at dele de bekymringer og mål, som er kommet frem siden begyndelsen på forhandlingen om denne søfartspakke?
Det er op til os og til Parlamentet, som repræsenterer EU's befolkninger, at skaffe eller prøve at skaffe EU's borgere garanti for, at tragiske begivenheder som dem, vi ulykkeligvis har måttet iagttage få kilometer fra Europas kyster, ikke sker igen. Der er sket ulykker som f.eks. den for nylig i havnen i Tarragona, selv om den var mindre alvorlig, der bekræfter, at vores forehavende er rigtigt, der bekræfter, at vi er nødt til at svare vores borgere. Det er selvfølgelig umuligt at forhindre, at ulykker sker, men vi skal helt bestemt gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre dem, via lovgivning og via politisk handling.
Hvordan kan vi gøre dette? For det første kan vi gøre det ved at gøre livet mere besværligt for skruppelløse operatører med strengere og mere systematiske kontroller i alle EU-havne og også med mere effektive bestemmelser vedrørende modtagelse af fartøjer i nød i nødområder, og endelig via strengere kontrol med de organisationer, der har bemyndigelse til at inspicere fartøjer og udstede sikkerhedscertifikater på vegne af medlemsstaterne.
Kort sagt er vi nødt til at forbedre den måde, hvorpå vi tackler konsekvenserne af ulykker, idet vi skaffer rimelige erstatninger til passagerer eller disses familier eller til søfartssamfund, og idet vi tager grundigere ved lære af de undersøgelser, der foregår efter ulykker. Det er et af de væsentligste spørgsmål – at forstå, hvad der skete, for at undgå, at det sker igen. Det er disse forskellige forhold, De er nødt til at tage Dem af, når først Rådet har truffet afgørelse om fem af de syv forslag i den tredje pakke om sikkerhed til søs.
Som vi ved, var samlingen i Rådet (transport) i april i år ikke i stand til at overveje forslagene vedrørende flagstaters forpligtelser eller rederes erstatningsansvar. Vi bør ikke undervurdere de problemer, medlemsstaterne har givet udtryk for, og som også kom frem under det uformelle Rådsmøde i La Rochelle – bekymring over overdragelse af kompetencer til EU vedrørende emner, der er dækket af internationale konventioner, og frygt for en øget administrativ byrde ved kontroller.
På Rådsmødet i La Rochelle – hvor hr. Costa var til stede – søgte vi, og med "vi" mener jeg Kommissionen og formanden såvel som det franske formandskab, som jeg takker for det arbejde, det har udført sammen med Kommissionen, at få hele pakken vedtaget hurtigt, uden at opgive to lovtekster, som vi alle finder meget vigtige, hvilket hr. Bussereau understregede.
Jeg ønsker virkelig at takke det franske formandskab varmt for de tiltag, det har gjort, dets forsøg på at mægle og dets ønske om at involvere Parlamentet i, hvad der er en meget ømtålelig og også meget vanskelig, lovgivningsmæssig beslutning. Jeg kan helt afgjort ikke sige, at jeg er tilfreds med situationen, som den er i dag. Der er to spørgsmål, som er i fare for at blive tilsidesat, og de er overordentlig vigtige.
Kommissionen ønsker hele pakken vedtaget, og vi vil arbejde vedholdende på at opnå en aftale. EU kan ikke tillade sig selv at undlade at give sine borgere konkrete svar, vi skal have et mål, der er enkelt, men bindende: at alle fartøjer under medlemsstaters flag er helt i orden. Vores opgave skal også være at garantere, at ofre for ulykker til søs modtager tilstrækkelig og ensartet erstatning i hele EU.
I La Rochelle forsøgte vi at begive os på vej mod en aftale mellem Parlamentet og Rådet. Vi arbejder med det franske formandskab, idet vi søger at fremsætte tekster, der vil blive positivt modtaget af både Rådet og Parlamentet. I går mødtes jeg med den tyske transportminister, og jeg pressede på, for at Tyskland også bør spille sin rolle. Det, jeg forsøger at gøre med alle medlemsstaterne på de møder, jeg har, er at prøve at komme et skridt videre ved at støtte de mæglingsaktiviteter, som det franske formandskab sammen med Kommissionen forsøger at udføre.
Jeg forstår fuldt ud, at Parlamentet imidlertid ved andenbehandlingen af teksterne ønsker at få indføjet ændringsforslag, hvis formål er at medtage substansen i de to forslag, der er forblevet uafklaret. Jeg bakker op om disse ændringsforslag. Hvad angår de sagsakter, der undersøges officielt i øjeblikket, ved jeg, at der er gjort betydelige fremskridt med hensyn til at bringe Parlamentets og Rådets synspunkter tættere på hinanden, og selv om det ikke har været muligt at omsætte dette fremskridt i kompromisændringsforslag, er jeg overbevist om, at resten af proceduren vil blive lettet betydeligt af dette fremskridt. Naturligvis vil jeg kunne tale om disse spørgsmål og de påtænkte ændringsforslag efter at have hørt, hvad De har at sige.
Jeg mener dog, at det stadig er muligt for os at nå frem til en aftale. Det ville være forkert at sige, at forhandlingerne er nemme, for de vil være komplicerede, men jeg mener, at der stadig er plads til at nå et mål, måske endog før forligsproceduren. I hvert fald kan vi ikke give op, før vi har gjort alt, hvad vi kan, for at nå målet: vedtagelse af alle de tekster, der udgør pakken om sikkerhed til søs.
De kan regne med en aktiv forpligtelse hos Kommissionen, hos alle ledere og embedsmænd i kabinettet og generaldirektoratet, som jeg har den ære at være chef for, og hos mit personale, til at søge at opnå et specifikt svar til alle EU's borgere.
Georg Jarzembowski, på vegne af PPE-DE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær! Jeg bemærker med glæde det fælles fodslag – som der faktisk er en god del af – der har vist sig i forhandlingen indtil nu. Vores franske repræsentant i Rådet, vores ven, har fortalt os, at han mener, at vi stadig vil kunne nå til enighed inden udgangen af året. Ja, lad os endelig nå til enighed! Jeg vil også gerne takke næstformændene for opbakning om Kommissionen under drøftelserne mellem ordførerne og det franske formandskab i Rådet.
Hr. formand for Rådet! Vi vil gerne anerkende, at De og Deres kolleger allerede har gjort store fremskridt i de individuelle drøftelser af de seks sagsakter. Vi er i høj grad på det rigtige spor, men – og det siger jeg også til Dem for at støtte Deres tilbageholdende kolleger i Rådet – der er enten én pakke eller ingen pakke. Jeg håber derfor, at De vil skabe fremskridt med de to sagsakter, der stadig er uløste, på det næste møde i TTE-Rådet den 9. november. Disse sagsakter er ikke uvæsentlige. Jeg ønsker ikke at udforske detaljerne i rederes erstatningsansvar, men jeg finder det faktisk særlig vigtigt for flagstaters vedkommende.
Det er imidlertid åbenlyst, at medlemsstaterne, på trods af alle deres erklæringer om til hver en tid at tænke på sikkerhed til søs og sikkerhed for søfarende, passagerer og kystnære farvande, viger tilbage fra at ratificere og gennemføre meget specifikke forpligtelser eller endda blot IMO-resolutionerne vedrørende havbeskyttelse. Hvis vi ønsker, at disse flagstatsforpligtelser bliver etableret, hvis vi – Parlamentet og Kommissionen – ønsker at være i stand til at lægge pres på medlemsstaterne – i retten, om nødvendigt – så de opfylder deres forpligtelser i henhold til IMO-konventionen om beskyttelse til søs og beskyttelse af befolkninger i kystområder, viger medlemsstaterne tilbage. Selv om der er ordentlige mennesker, der lever op til deres flagstatsforpligtelser, er der nogle, der er meget modvillige med hensyn til at respektere Parlamentets og Kommissionens inspektion, der skal sikre, at de opfylder deres flagstatsforpligtelser. Det er uacceptabelt.
Vi har set katastroferne med Prestige og Erika, og mine medlemskolleger har også gjort opmærksom på de nyeste katastrofer. Vi er forpligtet over for mennesker og natur til at sikre, at især flagstater opfylder deres forpligtelser.
Det er besynderligt. I fru Vlastos velfunderede betænkning taler vi om havnestatskontrol, der i teorien er vores metode til at tjekke sikkerheden på tredjelandsskibe, der ankrer op på vores kyster. Vi inspicerer derfor skibe fra tredjelande, men medlemsstaterne frygter at blive underlagt en forpligtelse til at blive tjekket for at sikre, at de som flagstater overholder deres forpligtelser med hensyn til skibes sikkerhed. Det er uacceptabelt.
I denne henseende vil jeg gerne tilskynde rådsformanden til effektivt at vinde flertallet for sig den 9. oktober. Jeg siger "flertallet", hr. rådsformand, fordi flertalsbeslutninger måske, hvis jeg ikke tager helt fejl, kan være mulige i transportsagen. Måske bliver De nødt til at gennembryde korpsånden i Rådet – hvis én person er modvillig, vil de andre ikke presse ham – fordi dette angår sikkerheden for miljø og mennesker, og om nødvendigt må vi træffe en flertalsbeslutning.
Jeg appellerer til Dem om at fortsætte. Vi er stolte af Dem – De har kæmpet godt i Rådet indtil nu. Jeg beder Dem meddele følgende til Rådet: Vi står bag Dem, og vi er parate og villige til at opnå gode resultater sammen det franske formandskab. Nogen er imidlertid nødt til at rokke sig – inklusive den tyske regering. Lad os alle kæmpe sammen om dette!