Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2008/2026(BUD)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0486/2008

Indgivne tekster :

A6-0486/2008

Forhandlinger :

PV 17/12/2008 - 3
CRE 17/12/2008 - 3

Afstemninger :

PV 18/12/2008 - 6.6
PV 18/12/2008 - 6.7
CRE 18/12/2008 - 6.6
CRE 18/12/2008 - 6.7
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2008)0622

Forhandlinger
Meddelelse
Onsdag den 17. december 2008 - Strasbourg EUT-udgave

3. Forslag til det almindelige budget 2009, modificeret af Rådet (alle sektioner) (forhandling)
Video af indlæg
PV
MPphoto
 

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A6-0486/2008) af Jutta Haug og Janusz Lewandowski for Budgetudvalget om forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2009, modificeret af Rådet (alle sektioner) (16257/2008 – C6 0457/2008 – 2008/2026(BUD)).

 
  
MPphoto
 

  Jutta Haug, ordfører. (DE) Fru formand, fru kommissær! Formanden for Rådet er tilsyneladende endnu ikke til stede. Andenbehandlingen af EU's budget er under alle omstændigheder på dagsordenen i morgen. Afstemningen vil formentlig ikke tage lang tid. Der er kun få punkter tilbage at stemme om og endnu færre punkter, hvorom der er uenighed, og det skyldes det konstruktive samarbejde mellem alle de involverede medlemsstater – både i ekspertudvalgene og Budgetudvalget – hvilket glæder mig meget. Det glæder mig endnu mere, fordi jeg er klar over, at det ikke er noget, man kan tage for givet. Dette gælder også det grundlæggende arbejde, som Budgetudvalgets team har ydet, indsatsen fra alle de involverede i gruppen og støtten fra de personlige assistenter, og det vil jeg gerne takke for!

Jeg ønsker endvidere at takke Kommissionen for dens samarbejdsvilje. Kommunikationen med Kommissionen har ikke altid været tilfredsstillende for alle, men Kommissionen har altid været hjælpsom og helt overordnet været til at tale med på alle niveauer, hvilket man ikke kan sige om Rådets formandskab. Rådets franske formandskab har indtil nu ikke henvendt sig til mig som hovedordfører en eneste gang. Ikke en eneste gang! Jeg har ikke en gang modtaget svar på den skrivelse, som jeg indgav inden trepartsforhandlingerne den 13. november – og det er meget mærkeligt, meget bekymrende.

Hvad der ikke var spor mærkeligt eller bekymrende var Rådets indstilling på forligsmødet. Rådets opførsel og indstilling var helt, som vi forventede. For det første kan der slet ikke være tale om at foretage en revision, uanset omfanget heraf. For det andet skal betalingerne under alle omstændigheder reduceres, selv om tidsrummet mellem betalinger og forpligtelser eventuelt vil være meget langvarigt. For det tredje skal de uindfriede bevillinger fra det nuværende regnskabsår overføres straks. Under alle omstændigheder vil 4,9 mia. EUR blive kanaliseret tilbage til de nationale finansministres pengekasser. Parlamentet glæder sig over, at det er lykkedes at overtale Kommissionen til at love at afsætte 700 mio. EUR til udvikling af landdistrikter. Vi mener endvidere, at bindende fælles erklæringer om forenkling af proceduren og fremskyndelse af gennemførelsen af strukturfondsprogrammerne og løftet om, at der hurtigst muligt vil blive stillet forslag om at afsætte flere midler, hvis det er nødvendigt, vil være en stor hjælp i forbindelse med løsningen af opgaverne i det kommende regnskabsår.

Disse opgaver vil ikke ligefrem være rutineprægede. Virkningen af finanskrisen og krisens konsekvenser for realøkonomien vil kunne mærkes i alle medlemsstaterne. Parlamentet er derfor helt parat til at frigøre midler til jobskabelse eller bevaring af arbejdspladser og til fremme af det økonomiske momentum – ud over de instrumenter, der allerede er til rådighed i EU. Vi vil gøre alt, hvad der er nødvendigt, og hurtigst muligt, naturligvis ikke uden overvejelse, men hvis det tydeligt fremgår, hvilke projekter der skal have bevilget midler, og hvor relevante de er, vil ingen af os blive ladt i stikken. Parlamentet er endvidere indstillet på at revidere det finansielle program på mellemlang sigt. Først og fremmest skal Rådet dog fastlægge en fælles holdning.

Vi skal godt nok stemme ved andenbehandlingen i morgen, men jeg har en fornemmelse af, at det, vi skal stemme om, blot er de budgetmæssige rammer. Der vil blive krævet tilføjelser til budgettet lidt efter lidt i løbet af året.

 
  
MPphoto
 

  Janusz Lewandowski, ordfører. − (PL) Fru formand! Andenbehandlingen af forslaget til Den Europæiske Unions almindelige budget vil i princippet være en gentagelse af førstebehandlingen, og det er op til mig at forklare, hvorfor det forholder sig således.

Med hensyn til Rådet respekterer vi vores "gentlemen's agreement" og bifalder Rådets tilbageholdenhed med hensyn til budgetudgifterne for 2009 og anerkender samtidig det yderligere behov for midler i relation til Refleksionsgruppen. Hvad angår de øvrige institutioner er det værd at bemærke, at Revisionsrettens stigende behov for støtte skyldes udbetalingen til det nye hovedkvarter (i sidste ende vil denne metode til finansiering af det nye hovedkvarter være omkostningseffektiv for de europæiske skatteydere), og hvad angår Revisionsretten vil der være brug for støtte til den nye hasteprocedure, hvortil der kræves midler til ansættelse af yderligere personale.

Hvad angår Europa-Parlamentet afprøvede vi pilotprojektet i år. Pilotprojektet har givet opmuntrende resultater takket være det fremragende samarbejde mellem Parlamentets administrative tjenester, for hvilket der skal også rettes en tak til generalsekretæren, hr. Rømer. Pilotprojektet var ikke uvæsentligt, da dette år vil være et særligt år for Europa-Parlamentet på grund af det kommende valg, behovet for at finansiere valgkampagnen og den helt nye statut for parlamentsmedlemmerne samt større gennemsigtighed i forbindelse med pensionsfonde og nye regler for ansættelse og finansiering af assistenter. Det er meget positivt i et valgår, at spørgsmålet om parlamentsmedlemmer og deres assistenter behandles.

Det vil naturligvis involvere yderligere omkostninger i forbindelse med Europa-Parlamentets budget. Til trods for dette har vi ydet en indsats og opfyldt den målsætning, som vi har arbejdet hen imod i flere år, nemlig målsætningen om at sikre, at budgettet uanset Europa-Parlamentets specifikke behov ikke overstiger 20 % % af EU's administrative udgifter. Generelt ser det ud til, at afstemningen på torsdag vil være hurtigt overstået takket være det gode samarbejde mellem koordinatorerne og det fremragende samarbejde i Europa-Parlamentets sekretariat – og i denne sammenhæng ønsker jeg især at nævne Marianna Pari og Richard Wester. Disse personer bør nævnes ved en sådan lejlighed.

 
  
MPphoto
 

  Dalia Grybauskaitė, medlem af Kommissionen. − (LT) Fru formand! Jeg ønsker at understrege, at budgetforhandlingerne for 2009 har været meget specifikke, meget vigtige og vanskelige som aldrig før. I budgettet fokuseres der især på vækst og beskæftigelse. I år er der i udarbejdelsen af budgettet også fokuseret på finansieringen af instrumentet for fødevarefaciliteten i udviklingslandene. Sammen har vi indgået en afbalanceret aftale om at afsætte 1 mia. EUR til dette instrument.

Et budget er ikke tilstrækkeligt i sig selv. Vi skal gennemføre budgettet korrekt og rettidigt. I denne sammenhæng har Parlamentet i lyset af, at samhørighed er en væsentlig faktor til fremme af økonomisk vækst, understreget betydningen af effektiv gennemførelse af budgettet og behovet for forbedringer og forenkling. Vi var alle enige om dette under forhandlingerne. Kommissionen deler denne målsætning og fremlagde den 26. november forslag om at fremskynde gennemførelsen og forenklingen af forvaltningen af strukturfondene.

I sidste uge undertegnede Det Europæiske Råd fuldt ud denne strategi, og jeg håber nu, at de påkrævede ændringer af de relevante retsakter vil blive foretaget uden problemer.

Vi skal i relation til den nærmeste fremtid erkende, at vi om kort tid vil stå over for andre udfordringer med hensyn til at afhjælpe finanskrisen og den økonomiske krise i Europa. Kommissionens genopretningsplan for den europæiske økonomi omfatter elementer, der vil have betydning for EU's budget næste år. Det Europæiske Råd støttede i sidste uge genopretningsplanen. Kommissionen stillede derfor et forslag om revision af den flerårige finansielle ramme i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale.

Aftalen skal godkendes af både Parlamentet og Rådet i de kommende måneder, og jeg regner som sædvanlig med et godt samarbejde, især fra Parlamentets side.

Jeg ønsker at slutte af med at minde om, at forhandlingerne om budgettet for 2009 har krævet kompromiser fra alle sider. Forhandlingerne har også vist, at de bedste resultater opnås med et godt og retfærdigt samarbejde mellem institutionerne. Dette samarbejde ville ikke have været muligt uden Parlamentets konstruktive og ansvarlige rolle igennem hele forhandlingsprocessen. Jeg ønsker endvidere at understrege den vigtige rolle, som formandskabet har spillet i forbindelse med håndteringen af medlemsstaternes holdning.

Endelig ønsker jeg at takke Parlamentets forhandlingsteam og især formanden, hr. Borg, ordførerne for 2009, fru Haug for hendes innovative tilgang i år og hr. Lewandowski samt alle de politiske koordinatorer for Europa-Parlamentets budgetudvalg, der har støttet Kommissionen og Parlamentet meget.

Jeg vil ønske alle en god afstemning i morgen, og jeg ønsker alle et bedre nytår, end man måske forventer.

 
  
MPphoto
 

  László Surján, for PPE-DE-Gruppen. – (HU) Vi har hørt om de problemer, der skal løses. Vi har efter min opfattelse løst disse problemer på bedste vis under ledelse af Jutta Haug. Hun fortjener vores tak for indsatsen og for den omstændighed, at alle de politiske grupper kan føle, at de har medindflydelse på dette budget.

Udarbejdelsen af et budget er politik udtrykt i tal. Jeg spekulerer på, hvilket budskab Gruppen for Det Europæiske Folkeparti ser i dette budget. Vi skal efter vores opfattelse skabe større sikkerhed for borgerne, og EU er rede til og har muligheden for at skabe denne sikkerhed. Ca. en tredjedel af budgettet fokuserer på punkter, som kan medvirke til at skabe større sikkerhed. Med ændringsforslagene fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater er budgettet steget med ca. 1 mia. EUR, hvorved profilen styrkes. Jeg tænker hermed på støtte til de små virksomheder, jobskabelse og -bevaring, hvor det er muligt, udvikling af underudviklede regioner, energiforsyningssikkerhed og planlægningsprojekter som f.eks. Nabucco. Fødevaresikkerhed er imidlertid også et meget vigtigt punkt, især i denne tid, for ikke at nævne forsvaret af Schengenområdets grænser og forebyggelse af ulovlig indvandring.

Naturligvis er budgettet langt fra perfekt, selv om det er godt. Nogle af manglerne skyldes medlemsstaterne. Det er uacceptabelt, at medlemsstaterne ikke bruger de midler, som EU afsætter til dem, og at milliarder af euro fra EU's bevillinger fortsat er uindfriede. Nogle af medlemsstaterne skaber kunstige forhindringer, f.eks. ved at stille større krav til udbudsrunder, end vi selv gør. Vi bifalder Europa-Kommissionens bestræbelser på at forenkle disse processer, men vi skal ikke lade medlemsstaterne stille krav eller foretage ændringer, der er i strid med disse bestræbelser.

Skylden ligger dog ikke udelukkende hos medlemsstaterne. EU er ikke i stand til at reagere hurtigt på udfordringerne i en verden i forandring. Vi har naturligvis løst problemet med fødevarehjælp, men ikke uden meget anstrengende forhandlinger! Og nu, hvor vi burde se fremad, står vi oven i købet over for den vanskelige håndtering af finanskrisen. Vi skal efter min opfattelse foretage betydelige forenklinger i de kommende år, både inden for de eksisterende rammer og med henblik på at opnå større fleksibilitet. Mange tak for Deres opmærksomhed, jeg håber, at vi ender med et godt budget.

 
  
MPphoto
 

  Catherine Guy-Quint, for PSE-Gruppen. – (FR) Fru formand, fru kommissær! Jeg ønsker at påpege Rådets manglende tilstedeværelse og det franske formandskabs manglende tilstedeværelse, som er noget helt nyt. Jeg ønsker at påpege, at det franske formandskab har undladt at svare på alle henvendelser fra Jutta Haug, som mener at det skyldes ligegyldighed. Jeg mener ganske enkelt, at den manglende tilstedeværelse viser formandskabets eller i hvert fald nogle af ministrenes ligegyldige holdning til EU-budgettet.

Jeg ønsker ikke at gennemgå ordførernes forslag, men jeg ønsker at dvæle ved et par punkter. Jeg ønsker igen i år at gentage, at budgettet er utilstrækkeligt, og at den flerårige finansielle ramme er uegnet. Der er mangel på midler til økonomiske genopretningspolitikker, forskning, livslang læring, netværk og støtte til små og mellemstore virksomheder og mikrovirksomheder. Det er vanskeligt at gennemføre politikken om territorial solidaritet og især Samhørighedsfonden, og derfor er der milliarder af euro tilbage i uindfriede betalingsbevillinger. Alt for mange midler er øremærket til landbruget, og det resulterer i uudnyttede marginer på grund af retsgrundlag, som forbyder nye forpligtelser. Der er problemer med udnyttelsen af de midler, som er afsat til udvikling af landdistrikter og miljøet. Der afsættes mange midler til sikkerheds- og justitspolitikker, som slet ikke indgår i Rådets offentlige forpligtelser, og der er ingen midler til politikker om borgerskab og oplysning, og der er således ingen reel mulighed for kommunikation med de europæiske borgere.

De løfter, der er afgivet inden for rammerne af eksterne aktioner, er dråben, der får bægeret til at flyde over, i forhold til manglende realitetssans. Der er stigende behov for hjælp, der er konflikter og fattigdom over hele verden – Somalia, Darfur, Asien, tyfoner, cykloner, sult, krig i Palæstina, Kosovo og nu også i Georgien – og der ændres ikke på fordelingen af de afsatte midler. For hvert år, der går, bliver den umulige mission endnu mere umulig.

Der har blot været et lille glimt af håb i forbindelse med oprettelsen af en fond med milliarder af euro, som er afgørende for forsøget på at genoplive subsistenslandbrug. Vi stolede på de finansielle overslag og håbede, at vi fortsat kunne gennemføre de traditionelle politikker og finde tilstrækkeligt med midler inden for de eksisterende marginer til at reagere på denne nye nødsituation, som nu også omfatter bekæmpelse af klimaændringer. Dette svarer til at ignorere den omstændighed, at budgetaftalen forhandles med Rådet, og at Rådet eller snarere de 27 medlemsstaters regeringer ud over deres generelle problemer skal løse problemerne i forhold til finanskrisen, som truer den europæiske økonomi, men som opleves som 27 nationale budgetkriser.

Derfor er vi tvunget til at vedtage et budget, der ikke lever op til medlemsstaternes forventninger, et budget hvor afstanden mellem forpligtelser og betalinger giver anledning til voksende bekymring med hensyn til budgetprocedurens troværdighed. Ønsket om at bidrage så lidt som muligt til EU's indtægter får medlemsstaterne til at vedtage enkle og uproduktive holdninger. Først og fremmest holder medlemsstaterne betalingerne på så lavt et niveau som muligt – og derfor er betalingsbevillingerne under 0,9 % af bruttonationalproduktet – med løfter om forpligtelser, som aldrig kontrolleres, og medlemsstaterne støtter ikke den nationale gennemførelse af EU-politikkerne for at undgå samfinansiering og dermed sikre, at uindfriede bevillinger ryger tilbage i medlemsstaternes statskasser.

EU's almindelige politikker gennemføres dog fortsat i overensstemmelse med forventningerne. Kommissionen gennemfører innovative aktioner, som ofte fremmes af vores pilotprojekter, og træffer forberedende foranstaltninger. EU-budgettet karakteriseres imidlertid af løfter om alt muligt og utilstrækkelig investering af midler til gennemførelsesprocedurer med medlemsstaternes samtykke.

Vi står endnu en gang over for to nye store udfordringer i år. Den første udfordring er bekæmpelse af klimaændringer, og Rådets konklusioner om emnet er tøvende, men Rådet har i det mindste draget nogle konklusioner. Der skal foretages investeringer i år og yderligere investeringer i 2010. Den anden udfordring er afsættelsen af 200 mia. EUR til fremme af økonomien. Der er kun brug for 5 mia. EUR af dette beløb til nye investeringer. Det finansielle overslag skal derfor revideres noget.

I går fortalte formanden os, at man har indset nødvendigheden af en sådan revision, men Rådet fortæller, at der er blokeret for en sådan revision. Hvordan ligger landet så? Den Socialdemokratiske Gruppe er klar til handling.

Jeg vil slutte af med at understrege, at vi ikke kan fortsætte ad denne kurs, for det politiske Europa falder sammen om ørerne på os. Tiden er inde til at gennemgå det finansielle overslag og genskabe balancen mellem Europas indtægter og udgifter, droppe nogle af de uforanderlige politikker og finansiere dynamiske politikker med henblik på effektivt at opfylde den globale befolknings reelle behov.

Endelig vil jeg ønske Kommissionen held og lykke. Det er op til Kommissionen at gennemføre dette budget på den rette måde og uden at spilde en eneste euro. Det er op til Kommissionen at forklare og overbevise de skeptiske medlemsstater om den merværdi, som EU giver, både politisk og i budgetmæssig sammenhæng.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Anne E. Jensen, for ALDE-Gruppen. – (DA) Fru formand, jeg vil gerne starte med at takke de to ordførere, fru Haug og hr. Lewandowski, for en rigtig dygtig og professionel indsats med budgettet. Jeg vil også gerne takke vores formand, Reimer Böge, og fru Grybauskaité, kommissæren, fordi man har været så gode til at finde løsninger. Budgettet er jo ret ufleksibelt. Budgetrammen er ufleksibel – man flytter ikke bare ledige penge fra rammen for landbrugsbudgettet over til andre dele af budgettet. Og Kommissionen har på det seneste nærmest gjort det til en vane at udfordre denne fleksibilitet – udfordre denne stivhed. Det skal Kommissionen ikke have utak for. Jeg synes, det er godt at vi prøver nye veje, og jeg vil sige, at vi i ALDE-Gruppen bakker varmt op om dette budget og om den løsning, der er fundet for fødevarefaciliteten, den ene milliard, der er fundet til at skaffe flere fødevarer i ulandene. Det vi er glade for er, at det kunne lykkes at finde en løsning, der ikke betød store nedskæringer på andre programmer. Men vi fandt midlerne i fleksibilitetsinstrumentet og nødhjælpsreserven.

Jeg er også glad for kommissærens tilsagn om at ville se på strukturfondsprogrammerne, og at de kan forenkles. Det er den historiske opgave, vi har i disse år – at sikre, at vi får den fornødne udvikling i de nye medlemslande. Jeg synes, det er noget af det allervigtigste på EU's budget.

Så har vi jo undervejs klaget over, at der er mangel på tiltag vedrørende energi i budgettet. Og det er så kommet i tolvte time med oplægget, der følger på finanskrisen, hvor man jo vil sætte vækst i gang også med EU's budget. Vi har forslaget om fem milliarder til forskellige initiativer inden for energiområdet. Og jeg vil godt sige fra min gruppes side, at vi er indstillet på at finde en løsning på det her – indstillet på at finde finansieringen og også arbejde hurtigt, men når vi skal se på, hvordan de enkelte programmer sættes sammen – flere penge til TEN-e, flere penge til forskningsprogrammerne og flere penge til CIP, altså programmer, vi godt kender – så skal vi også tage os god tid, så vi gør det på en god og fornuftig måde. Men jeg ser frem til et godt samarbejde om disse ting, og jeg vil takke Kommissionen for initiativet. Det er måske lidt trist, at det er kommet så sent, men vi vil gerne arbejde konstruktivt for disse ting.

 
  
MPphoto
 

  Helga Trüpel, for Verts/ALE-Gruppen.(DE) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Budgettet for 2009 er intet mindre og heller ikke mere end et kompromis. Det kommer, som vi netop har hørt, heller ikke som nogen overraskelse. Det finansielle overslag giver ikke mulighed for store armbevægelser. Strukturen for EU-budgettet er alt for stift og ufleksibelt, som situationen er på nuværende tidspunkt.

Budgettet for 2009 sender ikke desto mindre nogle vigtige signaler. Det er f.eks. lykkedes os at afsætte yderligere 1 mia. EUR til fødevarebistand, dvs. til de fattigste af de fattige og forhåbentlig til en bæredygtig landbrugspolitik i de fattigste lande. Vi skal også afsætte flere midler til små og mellemstore virksomheder – meget vigtigt for den økonomiske udvikling – og lidt flere midler til bekæmpelse af klimaændringer.

Der er dog brug for nye prioriteter. Vi skal foretage en revision af EU-budgettet, og jeg ønsker især at rette opmærksomheden imod medlemsstaterne, herunder regeringen i Tyskland. Vi skal reagere på krisen på kort sigt, men naturligvis også på mellemlang og lang sigt. EU-budgettet kan naturligvis ikke erstatte de nationale budgetter eller politikker, men enhver, der ikke tilpasser sig eventuelle kriser, vil få store problemer.

Jeg så for nylig i tv den pressekonference, hvorpå direktøren for General Motors appellerede til Kongressen i USA om yderligere lån. Direktøren understregede, at det var nødvendigt at producere grønne biler og investere i grønne teknologier, og han har ret. Desværre var der andre, som var lidt for længe om at forstå problematikken, og nu hober lagrene af amerikanske lastbiler sig op. Det er helt korrekt, at vores økonomi skal omstruktureres. Europa skal producere nye, miljøvenlige, højteknologiske og økologiske produkter, hvis vi ønsker økonomisk fremgang inden for de næste par år, både på det indre marked og det globale marked.

Vi skal reducere emissionerne betydeligt. Vi skal reducere vores afhængighed af olie. Vi skal investere mere i vedvarende energi og langt mere i forskning. Dette vil skabe muligheder for nye produkter og dermed også for arbejdspladser. Vi skal helt klart ændre vores landbrugspolitik. Den skal være forbundet med økologisk energiudvinding. Det vil også skabe nye muligheder for de europæiske landmænd.

Vi skal endvidere afsætte flere midler til velfunderet udviklingsbistand – ikke som velgørenhed, men som en intelligent, strategisk politik til indførelse af retfærdig handel globalt og udvikling af en strategisk tilgang med henblik på at mindske velstandskløften på globalt plan. Vi skal endvidere erkende, at det er nødvendigt at samle miljøbeskyttelse og bekæmpelse af klimaændringer under ét. Vi har brug for en ny model for fremme af økonomisk vækst, og det gælder ikke kun for Europa, men også for de nye økonomier som f.eks. Indien og Kina, samt USA naturligvis.

Vi håber meget, at den nye Obama-regering vil kunne ændre den amerikanske tankegang og revurdere situationen med hensyn til efterfølgeren til Kyotoprotokollen. Alle disse forhold skal imidlertid også være afspejlet i EU-budgettet, hvorfor det er nødvendigt at fastlægge nye prioriteter. Vi skal besvare spørgsmålet om, hvor midlerne skal komme fra. Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance er af den opfattelse, at der er behov for flere miljøafgifter. CO2-forbruget skal være beskattet, og der skal være afgifter på jetbrændstof. Det vil udgøre en stor andel af midlerne i EU-budgettet.

Alt, hvad vi hører fra Kommissionen i øjeblikket – dvs. de sidste par måneder – viser imidlertid, at alt tyder på, at det er nødvendigt at revidere EU-budgettet for at vise borgerne, at vi faktisk har forstået situationens alvor, at vi ønsker at ændre forholdene, at vi har brug for nye prioriteter, at vi skal afsætte flere midler til forskning og udvikling, og at vi skal udvikle nye fremdriftsteknologier.

Vi skal naturligvis fremme forskningen på dette område, der er ingen vej uden om. Som vi allerede har drøftet, hører kornprodukter til på morgenbordet og ikke i tanken – og det skal EU også understrege. Under den økonomiske krise skal vi også afsætte flere midler til uddannelse – til Erasmus Mundus-programmet med henblik på fremme af mobilitet og udvekslingsprogrammer for studerende og til livslang læring. Det er den eneste måde, hvorpå man kan skabe nye muligheder for unge mennesker i Europa – på det fremtidige arbejdsmarked og i deres privatliv.

Vi skal investere mere i kulturel mangfoldighed – det er EU's rigdom, og borgerne vil takke os for det, når de oplever, at EU-midlerne virkelig når ud til deres lokalområder. Hvis vi ønsker at være ansvarlige, skal vi også gøre mere på området for forebyggende eksterne politikker frem for kun at reagere, når det er for sent. Også dette hører under vores politiske ansvar. Det er vigtigt at handle i god tid, og derfor har vi brug for flere midler til stabilitetsinstrumentet.

I lyset af det kommende valg i juni skal vi vise de europæiske borgere, at vi har forstået situationen, at vi har modet og viljen til at ændre den europæiske politik, herunder med de relevante ændringer i forhold til EU-budgettet. Jeg håber og tror, at borgerne vil sætte pris på dette, når valget skal afholdes.

 
  
MPphoto
 

  Wiesław Stefan Kuc, for UEN-Gruppen. – (PL) Fru formand! Jeg bifalder, at der kun er få ændringsforslag til budgettet tilbage. Det er svært at bedømme, hvem der har ret, og det er ikke til at vide med sikkerhed før slutningen af 2009. Det er heldigt, at vi efter godkendelsen af budgettet vil kunne foretage ændringer i starten af året, som vi gør hvert år.

I går udtalte formanden for det franske formandskab, præsident Sarkozy, at der er mindre debat om de store spørgsmål end om de mindre spørgsmål. Det var muligvis det samme kommissær Grybauskaite mente, da hun erklærede, at vi i fremtiden skal udarbejde et helt anderledes budget og ikke blot ændre udgiftsområderne, men også sikre, at de er bedre integreret.

Det nuværende fragmenterede budget, der indeholder mange udgiftsområder, er ikke let at overskue. Det tager lang tid at udarbejde og skaber stor debat. Faktisk er det kun relevant i et par dage eller et par timer. Det var tilfældet med budgettet for 2008, hvor der allerede blev foretaget ændringer på første møde i Budgetudvalget. Det vil være en fordel at indføre bredere udgiftsområder og definere de formål, hvortil midlerne kan anvendes. Det vil gøre gennemførelsen af budgettet betydeligt mere fleksibel og give Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet bedre muligheder, da de således kan overvåge, hvordan midlerne anvendes i den pågældende periode og umiddelbart reagere på de behov, der måtte opstå.

Den nylige forhøjelse af bevilliger foretaget af Rådet i 2008 eller forhøjelsen af budgettildelinger med 200-250 mia. EUR for de kommende år viser, at det ikke er nødvendigt med årelange debatter om budgettet for det følgende år.

 
  
MPphoto
 

  Esko Seppänen, for GUE/NGL-Gruppen. (FI) Fru formand, fru kommissær! Det samlede beløb til betalingsbevillinger i næste års budget er lavere end nogensinde. Der vil være nok kontanter til betalingerne, hvis man følger samme betalingspolitik som i de seneste år. Kommissionen vil ikke gennemføre budgettet fuldt ud.

I går besluttede Parlamentet at betale næsten 5 ud af de 6 mia. EUR tilbage til medlemsstaterne, som ikke er anvendt i år, selv om midlerne skulle have været brugt i henhold til budgettet. Der blev tilføjet en milliard til næste års budget til fødevarebistand. Siden Kommissionen fremlagde dette forslag, er fødevarepriserne halveret, og EU vil snart være nødt til at gribe ind over for sin egen produktion. Der er en million mennesker i verden, der sulter, og bistanden vil naturligvis være rettet imod de områder, hvor der er størst behov for bistand, men argumenterne for Kommissionens forslag er i løbet af seks måneder forældede.

I sidste uge kunne man opleve Kommissionen benytte sig af PR og propaganda i forbindelse med udarbejdelsen af budgettet for at fremme sin økonomiske genopretningsplan for medlemsstaterne. Der er tale om budgetmæssige krumspring og skalkeskjul. EU's bidrag på 5 mia. EUR betyder, at midlerne er flyttet fra et punkt til et andet, uden at medlemsstaterne har bevilget yderligere midler til EU. Der er ikke tale om reelle genopretningsforanstaltninger for at afbøde den skade, som globaliseringen har forårsaget. Vi har brug for målrettede aktioner for at undgå det, der kaldes "funny money", og EU leverer simpelthen ikke varen. Europa-Kommissionen og Rådet er ikke indstillet på at træffe beslutninger om disse aktioner.

 
  
MPphoto
 

  Nils Lundgren, for IND/DEM-Gruppen. – (SV) Fru formand! Vi står som sædvanlig med et dokument, der er et eksemplarisk parlamentarisk stykke arbejde, fra de personer, som har udarbejdet budgettet. Samtidig befinder vi os i den absurde situation, at vi er i færd med at gøre noget, vi ikke burde. Vi er i færd med at drøfte, hvordan vi skal bruge flere penge. Parlamentet repræsenterer ikke skatteyderne, forsøger ikke at begrænse udgifterne, men er derimod bekymret over, at der ikke bruges nok penge. Ikke blot anvendes to tredjedele af midlerne til formål, som vi ikke burde være involveret i som parlament, men de anvendes også til helt forkerte formål. Midlerne anvendes stadig til landbrugspolitik, udvikling af landdistrikter og regionalpolitik, dvs. alle formål, som er medlemsstaternes eget ansvar, og som de selv burde betale for.

Der er også – og helt korrekt – talt meget om, at 2009 er et kriseår i Europa, USA og faktisk resten af verden, og så er det, at vi må spørge os selv: Hvad skal vi gøre? Og hvad kan vi gøre her? Mit svar er, at vi ikke kan gøre noget ved det her. EU-medlemsstaterne bruger måske 40-45 % af deres midler til offentlige udgifter. En procent sendes til EU og anvendes til de forkerte formål. Vi marginaliserer os selv med denne strategi.

 
  
MPphoto
 

  Sergej Kozlík (NI). – (SK) Fru formand! Jeg vil gerne udtrykke min glæde over teksten i forslaget til Den Europæiske Unions almindelige budget for 2009 fra Budgetudvalget og ordføreren, Jutta Haug. I forslaget beskrives de risici, der indgår i næste års EU-budget, på en grundig og omfattende måde.

Efter min opfattelse er det vigtigste spørgsmål, som stadig er åbent, de budgetmæssige hensyn til virkningen af EU-planen om at håndtere konsekvenserne af finanskrisen. Vi kender stadig ikke omfanget af krisen, eller den retning, som krisen vil tage. De vigtigste initiativer vil være rettet imod bæredygtig udvikling, fremme af beskæftigelsen og ydelse af støtte til små og mellemstore virksomheder samt til samhørighed mellem regionerne, som er en vigtig faktor til stimulering af den økonomiske vækst i Europa.

I 2009 kan vi forvente hurtigere udnyttelse af midlerne fra strukturfondene og Samhørighedsfonden, især i de nye medlemsstater. Det er derfor relevant at understrege budgetmyndighedernes forpligtelse til at aktivere supplerende betalinger rettidigt. En eventuel kilde til disse betalinger kan være reserven på 7,7 mia. EUR op til betalingsloftet for den flerårige finansielle ramme. I denne sammenhæng er det uhyre vigtigt at træffe foranstaltninger med henblik på at forenkle mekanismerne for strukturfondene og Samhørighedsfonden, således at det vil være lettere for EU-medlemsstaterne at trække på disse fonde.

 
  
MPphoto
 

  Salvador Garriga Polledo (PPE-DE).(ES) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg ønsker især at takke repræsentanten for det franske formandskab, hr. Sorel, for den fremragende samarbejdsvilje, som han har udvist over for Budgetudvalget, ved at deltage i alle forhandlingerne.

Parlamentets arbejde med forslaget til EU-budgettet vil endnu en gang resultere i en endelig konklusion i år. Vi har haft brug for mange års erfaringer med forhandling mellem Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet. Vi kender alle institutionernes begrænsninger, og vi er nået til enighed om de grundlæggende punkter, således at afstemningen i morgen kan præsenteres som en institutionel succes for EU.

Alle disse år med kendskab til hinanden viser imidlertid også, at aftalen om de grundlæggende punkter i år ikke lever op til de grundlæggende punkter, vi normalt kan kræve.

Problemet er, at budgetforslaget er udarbejdet for mange måneder siden, i marts eller april, uden hensyntagen til den store økonomiske og finansielle krise. Det er således ikke ualmindeligt, at der ikke planlægges langt nok frem i tiden, for det er der også eksempler på i medlemsstaterne.

Vores budgetprocedure er grundlæggende meget ufleksibel og giver ikke mulighed for rettelser hen ad vejen. Parlamentet stillede nogle forslag under førstebehandlingen, som havde til formål at fremme den økonomiske genopretning og skabe et sikkerhedsnet for borgerne, hovedsageligt gennem ændringsforslag stillet af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater og Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa. Nogle af ændringsforslagene blev vedtaget af Rådet, andre blev ikke vedtaget.

Det er først i slutningen af processen – efter forligsproceduren at Rådet og Kommissionen endelig kommer med gode idéer til anvendelse af EU-budgettet med henblik på at fremme den økonomiske vækst. Kombinationen af improvisering og hastværk giver ofte skuffende resultater.

Reaktionen på den økonomiske krise vil til syvende og sidst blive fastlagt på nationalt plan frem for EU-plan, og EU-budgettet vil desværre ikke være det stærke økonomipolitiske instrument, som det skulle have været.

Hvad jeg ikke kan forstå er, hvorfor de finansielle overslag, som blev godkendt i de fremgangsrige år i 2005-2006, var så ufleksible og begrænsede, at den årlige budgetpolitik ikke kunne anvendes som konjunkturudlignende våben.

Vi hindres af de årlige lofter, og den flerårige finansielle ramme er ikke til nogen hjælp i krisetider.

Jeg har en sidste kommentar. De to fællesskabsprogrammer, der rammes hårdest af det godkendte finansielle overslag fra 2006 – de transeuropæiske netværk og udvikling af landdistrikter – er de programmer, der nu er valgt til at fremme Europas økonomiske vækst fra Bruxelles.

Mit spørgsmål er følgende: Hvem skal bære ansvaret for at have nedprioriteret disse programmer så voldsomt i 2006?

 
  
MPphoto
 

  Göran Färm (PSE). - (SV) Fru formand, mine damer og herrer! Som ordfører for budgettet i Udvalget om Industri, Forskning og Energi ønsker jeg at fremhæve, at vi på udvalgsplan på et meget tidligt tidspunkt enedes om især at prioritere klima- og energiforanstaltninger og små og mellemstore virksomheder. Vi er nu nået frem til samme konklusion som Budgetudvalget, og jeg ønsker at takke ordførerne for deres usædvanligt konstruktive samarbejde i forbindelse med budgettet i år. Vi ønsker endvidere at understrege, at det er nødvendigt at koncentrere sig om fælles vækst og infrastrukturer.

Jeg lyttede til hr. Lundgren fra Gruppen for Selvstændighed og Demokrati for lidt siden. Han har naturligvis helt misforstået situationen. Der er ingen, som tror, at vi har så stort et EU-budget, at EU selv kan klare bestræbelserne på at forbedre den økonomiske situation. De foranstaltninger, som vi skal træffe, er fælles foranstaltninger, som de enkelte medlemsstater ikke kan klare, for at opbygge et fælles marked, et reelt fælles marked. Nu, hvor vi har fjernet handelshindringerne, skal vi også etablere en fælles infrastruktur, en fælles energiinfrastruktur og fælles forskning, således at vi kan tage føringen globalt. Det er naturligvis det, som det handler om. Det handler ikke om at tage noget fra medlemsstaterne.

Jeg talte for første gang under budgetforhandlingerne i 1999. Hvad talte vi om dengang? Vi talte faktisk om de samme ting, som vi taler om i dag – beskæftigelse, vækst, forenkling, øget fleksibilitet i budgettet med henblik på at fremme EU's evne til at reagere hurtigt på nye udfordringer. Men vi taler desværre stadig alt for meget om ting, som vi har talt om tidligere. Jeg bifalder derfor Kommissionens initiativ i forbindelse med genopretningsplanen, selv om initiativet er udarbejdet meget hurtigt.

Jeg mener under alle omstændigheder, at det vigtigste på nuværende tidspunkt vil være at forsøge at foretage mere reelle og stabile ændringer af EU's budgetpolitik. Resultaterne af Kommissionens åbne samarbejde om budgettet på lang sigt viser, hvad det hele handler om: en stabil og langsigtet investering i vækst og miljø- og klimapolitik. Det betyder også, at vi kan komme videre i forhold til de mange ad hoc-forsøg på at revidere budgetplanen. Vi har nu brug for en ny struktur for budgettet på lang sigt. Det er det vigtigste, som Kommissionen kan sørge for.

 
  
MPphoto
 

  Nathalie Griesbeck (ALDE). (FR) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! I år har budgetproceduren endnu en gang tvunget Parlamentet til at forhandle det samlede budget for 2009 samt de prioriteter, som vi selv har fastsat for at opnå målene for både vækst og beskæftigelse, inden for rammerne af en velgennemtænkt økonomi, men også under hensyntagen til en global krise og i forbindelse med ekstern politik og de politikker, hvortil der henvises under udgiftsområde 3: "Borgerskab, frihed, sikkerhed, retfærdighed".

Som vi allerede har nævnt og gentaget flere gange, er den flerårige finansielle ramme ufleksibel og kræver helt klart en grundlæggende reform, da den heller ikke i fremtiden vil give os mulighed for at opfylde de mange vigtige behov, der eksisterer i et udvidet Europa med 27 medlemsstater.

I denne sammenhæng er det budget, som ordførerne har forelagt, grundlæggende lige så godt som det kan være, og det glæder mig meget, at kommissæren i morges meddelte, at der er indgået en aftale om at foretage den uhyre vigtige revision af den flerårige ramme. Jeg bifalder, at hun har været til stede under alle forhandlinger, og jeg beklager den budgetansvarlige ministers manglende tilstedeværelse, der blev meddelt helt kort på den elektroniske skærm i starten af mødet. Ministeren ønskede åbenbart ikke at deltage.

Med hensyn til budgettet bifalder jeg især bestræbelserne på at bekæmpe den globale opvarmning, støtte de små og mellemstore virksomheder, behandle spørgsmålet om energiafhængigheden samt de foranstaltninger, der skal træffes for at opnå et mere humant og humanistisk Europa, som er bedre i stand til at tackle de grundlæggende udfordringer i forbindelse med migrationspolitikkerne.

Jeg ønsker stadig at give udtryk for min bekymring om bevillingerne til udviklingen af landdistrikter, og jeg beklager endnu en gang den vægt, der er lagt på denne politik til fordel for landdistrikterne.

Mange tak til fru Haug, hendes team, hr. Lewandowski og formanden for Budgetudvalget.

 
  
MPphoto
 

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (UEN).(PL) Fru formand! Jeg ønsker at henlede opmærksomheden på tre spørgsmål i forhandlingen.

I en tid med voksende finansiel og økonomisk krise i EU er budgettet exceptionelt lille. Forpligtelser, der beløber sig til lige over 1 % af bruttonationalindkomsten, betalinger, der beløber sig til 0,9 %, og især marginen på 3,2 mia. EUR viser, at de største medlemsstater ikke ønsker at støtte EU's vigtigste målsætninger.

Derudover påtager EU sig meget hurtigt yderligere forpligtelser, som ikke er forudset i de finansielle overslag. For nylig er yderligere 1 mia. EUR øremærket til bekæmpelse af hungersnød i den tredje verden, og der er afsat 0,5 mia. EUR til genopbygningsfasen i Georgien. Disse helt berettigede udgifter skal finansieres på bekostning af andre vigtige aktiviteter, som EU lang tid forinden havde forpligtet sig til at finansiere.

Med hensyn til at overvinde den økonomiske krise har de enkelte medlemsstater, især de mindre fremgangsrige medlemsstater som f.eks. Polen, sat deres lid til forudfinansiering af projekter gennem strukturfondene. Jeg håber, at dette usædvanligt beskedne budget alligevel vil give os mulighed for at finansiere store investeringsprojekter på denne måde.

 
  
MPphoto
 

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL).(PT) Fru formand! Som vi understregede i oktober, var det de politiske foranstaltninger og tilhørende budgetposter med henblik på at reagere effektivt på den voksende økonomiske krise, der skulle have præget EU-budgettet for 2009.

I stedet for at målrette og afsætte flere midler til at fremme økonomisk og social samhørighed og styrke arbejdstagernes købekraft indeholder budgettet for 2009 imidlertid et forslag om at reducere betalingerne til et uhørt lavt niveau (4 mia. EUR under det beløb, der blev vedtaget for budgettet for 2008). Beløbet er endda under det beløb, der var planlagt i den flerårige finansielle ramme for 2007-2013, og som i forvejen var helt utilstrækkeligt. Forholdsmæssigt svarer dette til det laveste budget, siden Portugal tiltrådte Det Europæiske Økonomiske Fællesskab.

Det foreslåede EU-budget for 2009 støtter tilsyneladende den europæiske genopretningsplan og det, der skal forestille at være den europæiske solidaritet. Sandheden er, at mottoet er hver mand for sig selv, med indførelsen af en politik, der yderligere vil understrege forskellene mellem de lande, der er økonomisk mere udviklede, og samhørighedslandene.

Det, vi virkelig har brug for, er budgetforanstaltninger med det formål at yde effektiv støtte til små landbrugsbedrifter og familielandbrug, fiskeri, tekstil- og beklædningsindustrien, skibsbygningsindustrien, mikrovirksomheder og de små og mellemstore virksomheder. Formålet med disse foranstaltninger er at forsvare de produktive sektorer i hver medlemsstat, især samhørighedslandene, og fremme beskæftigelsen med rettigheder og anstændige lønninger til arbejdstagerne.

 
  
MPphoto
 

  Jeffrey Titford (IND/DEM). - (EN) Fru formand! "Arrogance" er det ord, der bedst kendetegner denne omfattende betænkning, for den er i den grad præget af arrogance. F.eks. beklages det i punkt 25, at de midler, der er til rådighed, "ikke giver EU mulighed for at påtage sig sin rolle som global aktør". I samme punkt henvises der til EU's "kapacitet for at påtage sig sin rolle som global partner". Hvem i alverden ville ønske, at EU havde en sådan rolle? Hvorfor skal EU have en så stærkt overdreven forestilling om sin egen betydning? Der er i hvert fald ingen i Det Forenede Kongerige, der har stemt om EU's kapacitet for at påtage sig rollen som en global aktør. Vi fik at vide, at der var tale om et fælles marked, som ville gøre det muligt at købe billig vin og tage på gode ferier.

Jeg bemærker endvidere, at den "globale aktør" ønsker at få sit varemærke anvendt i alle kommunikationer med masserne og ønsker en omfattende informationskampagne i forbindelse med valget i 2009. Man skal erstatte "information" med "hjernevask", for EU vil utvivlsomt sælge sig selv som den største fordel for menneskeheden siden opfindelsen af penicillin frem for et EU med en grotesk fjendtlig indstilling til demokrati og retten til at tænke frit, som EU i virkeligheden står for.

Førnævnte arrogance går igen overalt. Der er intet bedre eksempel end den respektløse behandling af præsident Klaus, et af Europas statsoverhoveder, på et møde i Prag for nylig. Jeg ønsker at understrege, at EU overhovedet ikke har noget demokratisk mandat til den form for imperialisme, som er skitseret i dette budget.

 
  
MPphoto
 

  Jean-Claude Martinez (NI).(FR) Fru formand! Små drenge får til jul røde biler, så de kan lege brandmænd, og små piger får Barbie-dukker, så de kan lege alt mulig andet.

På samme måde har Kommissionen og Ministerrådet et lille budget, hvor de kan lege med de offentlige finanser. Vi leger så, at budgettet er ligesom et teselskab, hvor vi serverer lidt for Galileo, lidt for Kosovo eller lidt for Palæstina. Der er endda også penge til at servere lidt frugt i skolerne.

Automobilindustrien, ejendomsmarkedet og markedet for tjenesteydelser er ramt af en finansiel og økonomisk tsunami, og vi leger med et budget på 116 mia. EUR, der svarer til hele det spanske budget for 42 millioner borgere eller snarere 45 millioner, og vi har 400 millioner borgere. Jeg vil ikke en gang nævne det amerikanske budget på 2 000 mia. EUR.

Et helt kontinent vil snart stå over for en recession, og vi prøver at fordele krummerne. Vi bliver også ved med at tale om reglen om 1 % af bruttonationalindkomsten og underskud, der ikke må overstige 3 %.

Der er to ting, man kan lære heraf. Når man ikke kan vurdere prisen på en tønde olie, der falder fra 100 til 40, og som Goldman Sachs havde beregnet til 200, og når man ikke kan fastlægge prognoser for et par måneder, hvordan kan man så fastlægge en flerårig finansiel ramme for de næste syv år? Det er helt absurd.

Man kan også lære følgende: Budgettets historie viser, at lovmæssige lofter, Gramm-Rudman-Hollings-loven i USA og reglen om 1 % af bruttonationalindkomsten alle er tåbelige regler. Offentlige finanser er drevet af empirisme og ikke af dogmatisme. Det, vi havde brug for, var en budgetmæssig energiplan for at ændre det økonomiske klima. Det blev kaldt for et stort europæisk lån. Vi havde brug for en mulighed for at foretage ændringer, med hvis dette skulle lykkes, var der brug for ambitioner.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Jeg ønsker at minde alle medlemmerne om ikke at tale for hurtigt, så tolkene ikke kan følge med.

 
  
MPphoto
 

  Reimer Böge (PPE-DE).(DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg ønsker at starte med at takke ordførerne, hr. Lewandowski og fru Haug, og koordinatorerne og Sekretariatets ansatte og gruppen. Især sidstnævnte har til tider næsten været for overbebyrdet med arbejde, sådan som det forholder sig for gruppen hvert år. Jeg ønsker endvidere at takke det franske formandskab for de konstruktive og retfærdige forhandlinger. Jeg er klar over, at formandskabet ville have været rede til at gå lidt længere, hvis flertallet i Rådet havde tilladt det. Jeg ønsker også at understrege, at Kommissionen har ydet et meget konstruktivt bidrag til forhandlingerne. Fru kommissær – hvis jeg må sige det, som det er – har vi haft så godt et arbejdsforhold, at jeg ikke ville have noget imod, at De stillede op som kandidat igen næste år.

Mine damer og herrer, budgettet for 2009 er opdelt i tre trin. Vi skal stemme om det første trin i morgen. Vi finansierer EU's grundlæggende behov med 133,7 mia. EUR i forpligtelser og 116 mia. EUR i betalinger, og det er lykkedes os at få fødevarefaciliteten i gang ved hjælp af en nødoperation: ændring af den interinstitutionelle aftale ved anvendelse af fleksibilitetsinstrumentet og omlægning inden for udgiftsområde 4. Det er positivt, at faciliteten er etableret, men det skal også slås fast, at en revision af de eksisterende udviklingsinstrumenter, både i forbindelse med budgettets udviklingssamarbejdsdel og Den Europæiske Udviklingsfond, også er en del af pakken, hvis vi skal opnå bedre resultater, også på lang sigt, herunder forsyningssikkerhed for fødevarer i udviklingslandene. Betydningen af, at der hurtigst muligt foretages en grundlæggende revision af udgiftsområde 4 – "EU som global partner" – skal også understreges.

Andet trin skal drøftes, når de økonomiske fordele af den vedtagne erklæring kan gøres op, dvs. fremskyndelsen og forenklingen af de eksisterende procedurer for strukturfondene og gennemførelsen af udviklingen af landdistrikterne. Hvis vi alle gør vores hjemmearbejde på dette område i det første kvartal, bør og skal det resultere i tillægsbudgetter med større betalinger til strukturfondene og landbrugsfondene, som også vil fremme den økonomiske udvikling. Hvis det så ikke lykkes os at overskride 120 mia. EUR i betalinger i løbet af året, vil der være administrative og politiske konsekvenser. Alt andet vil være utænkeligt.

Tredje trin omhandler den økonomiske genopretningspakke. De tal, vi drøfter fra EU-budgettet, har naturligvis en tendens til ikke at være helt endelige, og jeg vil sige to ting i denne sammenhæng. Det første er, at det er korrekt og af afgørende betydning, at Den Europæiske Investeringsbank involveres, men der skal ikke være noget nyt skyggebudget uden for EU-budgettet på lang sigt – det er uacceptabelt. Det andet er, at vi er rede til at sikre gennemførelsen af den foreslåede revision på grundlag af de rette projekter og de nødvendige procedurer, herunder i sammenhæng med nødvendigheden af at forbinde energinettene af solidaritetshensyn som fastsat i Lissabontraktaten inden for energipolitikken, og etablere bredbåndsforbindelse i ugunstigt stillede landdistrikter – som supplement til alle de øvrige nødvendige foranstaltninger, der allerede er på dagsordenen.

 
  
MPphoto
 

  Costas Botopoulos (PSE).(EL) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Først og fremmest ønsker jeg at sige, at den manglende tilstedeværelse i dag af repræsentanten for det franske formandskab viser en anden side af et formandskab, der ellers i høj grad bifaldes for sin politiske succes. Denne anden side af formandskabet, der ikke deltager på lige fod med os andre, står også i stærk kontrast til holdningen hos udvalget og ordføreren, fru Haug, som har deltaget beredvilligt i alle drøftelser af budgettet.

(EL) Mine damer og herrer! Jeg vil gerne påpege, at det budget, som vi drøfter i dag, og som vi skal stemme om i morgen, indeholder en succeshistorie, som blot mangler at blive gennemført, og tre store problemer. Succeshistorien er naturligvis, at det – godt nok i sidste øjeblik – er lykkedes os at inkludere fødevarebistand i budgettet. Det var der behov for, og det viser, at Europa har forståelse for tidens problemer.

Der er dog også tre store problemer. Det første problem er, at budgettet i en tid med økonomisk krise, der – vil jeg lige minde Parlamentet om – ikke startede i september 2008, som mange af talerne har nævnt, idet vi så skriften på væggen for et år siden, slet ikke afspejler de vanskelige forhold. Budgettet er urealistisk. Vi har meget få forpligtelser og forpligtelser, som måske slet ikke vil blive gennemført. Det andet problem (som flere talere har nævnt) er det problem, der er opstået med strukturfondene. Det er utroligt, at så mange midler er returneret fra strukturfondene fra det foregående års budget, og at der ikke gøres noget for at sikre, at vi i det mindste får løst problemet for det efterfølgende år. Hele ordningen skal revideres. Det tredje problem er den tvivl, der omgærder den økonomiske bistand, de berømte 200 milliarder, hvoraf 30 milliarder kommer fra EU-budgettet. Desværre er der igen intet, der indikerer at man kan finde disse midler, og de skal findes, for vi har brug for dem.

 
  
MPphoto
 

  Jan Mulder (ALDE).(NL) Fru formand! Jeg ønsker også at starte med at takke alle de involverede for den rolle, som de har spillet i dette års budgetproces. Det er endnu en gang lykkedes os at udarbejde et budget for 2009. Rådet har endnu en gang gennemgået det sædvanlige ritual – i form at én dags møde.

Et af de spørgsmål, der opstod, da jeg så tilbage, er den betydning, som nogle grupper tillægger en vis procentdel af betalingsbevillingerne. Jeg kan ikke forstå, at det betyder noget, om det er 0,88, 0,92 eller 0,9 procent. Det, der betyder noget, er, at det er tilstrækkeligt. Vi kan ikke vide, om bruttonationalproduktet falder næste år, i hvilket tilfælde det vil være højere end de 0,9, som er fastsat på nuværende tidspunkt. Vil det virkelig give de forskellige grupper i Parlamentet en form for tilfredsstillelse? Det fatter jeg ikke. Procentdelene for betalingerne skal således være tilstrækkelige, hverken mere eller mindre. Hvis det værste skulle ske, kunne man udarbejde et tillægsbudget til senere på året.

Der er ét pilotprojekt, som jeg ønsker at henlede opmærksomheden på, hvor der som led i projektet foretages en undersøgelse af berettigelsen af ekstra bevillinger efter 2013. Jeg ønsker indtrængende at opfordre Kommissionen til at se nøjere på dette, for hvis vi indleder forhandlinger herom næste år, vil det efter min opfattelse være vigtigt, at vi er klar over, hvorfor vi giver disse ekstrabevillinger. Er det reelle betalinger for ydede tjenester? Ja eller nej.

 
  
  

FORSÆDE: Marek SIWIEC
Næstformand

 
  
MPphoto
 

  Seán Ó Neachtain (UEN). (GA) Hr. formand! Jeg bifalder henstillingerne i forslaget til Den Europæiske Unions almindelige budget for næste år. Jeg bifalder især henstillingen til fredsprocessen i Nordirland. Der ydes økonomisk støtte til programmet, PEACE III, og Den Internationale Fond for Irland.

Det glæder mig endvidere, at der i budgettet ydes økonomisk støtte til fredsprocessen i Balkanområdet og Palæstina. EU vil endvidere yde støtte til genopbygningen af Georgien, som viser at det er den mest omfattende fredsproces i verden. EU yder også økonomisk støtte til de fattige lande, og vi forsøger at opretholde denne tradition. EU skal gå forrest i gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene inden udgangen af 2015.

 
  
MPphoto
 

  Søren Bo Søndergaard (GUE/NGL). - (DA) Hr. formand! En af de mest elementære opgaver for et parlament er at kontrollere økonomien. Det kræver selvfølgelig, at parlamentet har mulighed for at gennemskue de forskellige poster. Og derfor er det også fuldstændigt uacceptabelt, at Rådet forsætter med sin lukkede holdning over for Parlamentet. Vi har i dag hørt, hvordan det franske formandskab har undladt at svare på enhver henvendelse fra Parlamentets ansvarlige ordfører for budgettet for 2009. Og som ordfører for COCOBU for decharge til Rådet for 2007 kan jeg tilføje, at Rådet heller ikke har vilje til at svare på mine henvendelser. Så Rådet er ikke bare lukket, når det gælder fremtiden, men også når det gælder fortiden. Det er ikke bare et problem med det franske formandskab. Det er et problem med Rådet mere generelt. Deres argument er bl.a. en henvisning til en såkaldt "gentlemen's agreement" mellem Rådet og Parlamentet fra 1970. Undskyld mig, 1970! Det var dengang, EU hed EF. Det var dengang, EF bestod af en håndfuld lande, og det var dengang, Parlamentet ikke blev valgt – men udpeget! Denne "gentlemen's agreement" tilhører derfor fortiden og er uden værdi i dag. Som Parlament må vi kræve åbenhed, fuld indsigt og samarbejde fra Rådets side.

 
  
MPphoto
 

  Patrick Louis (IND/DEM). (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Revisionsretten har i 14 år i træk nægtet at godkende EU's budget.

Selv om Kommissionens regnskabsprocedurer bifaldes af Revisionsretten – som ikke desto mindre er det mindste af det hele – vil man kunne se, at kun 8 % af EU's regnskaber er godkendt. Vi er alle klar over, at ingen private selskaber ville kunne overleve en sådan kritik. Det betyder, at 92 % af EU-budgettet, dvs. over 100 mia. EUR, fortsat er præget af alt for mange fejl og uregelmæssigheder.

Jeg har bare citeret fra betænkningen. Disse uregelmæssigheder ledsages af mange uforsvarlige handlinger. Når man f.eks. tænker på, at et kommunikationsagentur har et budget på 15,4 mio. EUR til at sende en stemmeboks ud i rummet med sloganet "Du kan stemme alle vegne", kan borgerne forståeligt nok føle sig til grin.

I den nuværende situation, hvor husholdningerne og medlemsstaterne skal spænde livremmen ind, på et tidspunkt, hvor Frankrig yder 7 mia. EUR netto i bidrag, må vi holde op med at betragte de franske og europæiske skatteydere som EU's julemænd, for det vil de ikke længere være, når vi når til juni måned.

 
  
MPphoto
 

  Andreas Mölzer (NI).(DE) Hr. formand! Ved konstant at gentage dogmet om det selvregulerende marked har EU ikke blot undladt at fastlægge klare grænser og regler og føre tilsyn, men også undladt at frigøre sig fra USA's finansielle markeder. Ved at undlade at træffe disse foranstaltninger har EU ikke opfyldt sin forpligtelse til at beskytte de europæiske borgere imod de negative konsekvenser af globaliseringen.

Vi har i årevis fået at vide, at der ikke var midler til de sociale og sundhedsmæssige områder, og alligevel er der brugt mange millioner euro på prestigeprojekter, f.eks. Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, hvis budget næsten er firedoblet trods massiv kritik fra Revisionsretten. Nu, hvor borgerne føler sig svigtet af EU endnu en gang og står over for endnu større arbejdsløshed, præsenterer EU et nyt budget med en økonomisk genopretningspakke på 200 mia. EUR, som efter min opfattelse slet ikke holder.

Til syvende og sidst vil størrelsen på de beløb, der er anvendt, formentlig ikke betyde nær så meget som virkningen af de foranstaltninger, der rent faktisk er truffet.

 
  
MPphoto
 

  Ville Itälä (PPE-DE). - (FI) Hr. formand! Jeg ønsker at takke ordførerne, fru Haug og hr. Lewandowski, og koordinatorerne for deres fremragende og meget ansvarlige indsats. Jeg ønsker ligeledes at takke hr. Böge, der som formand har ydet en energisk indsats for at sikre sådan et positivt resultat.

Vi lever i en betydningsfuld tid. Vi står over for en økonomisk krise, og vi skal finde ud af, hvordan Europa-Parlamentet kan sende det rette signal til borgerne. Jeg ønsker at takke ordføreren, hr. Lewandowski, for ikke at have brugt hele stigningen på 20 % op. Det er en indikation af, at vi erkender vores ansvar over for skatteyderne. Når vi tager i betragtning, at næste år er et valgår, og at der vil blive fastsat en ny statut for medlemmerne, har det været en meget udfordrende opgave, og det endelige resultatet er fremragende.

Jeg ønsker at rejse et sidste spørgsmål om Haug-betænkningen, der drejer sig om det nye udgiftsområde for strategien for Østersøregionen. Der har været nogen diskussion om dette spørgsmål, og det glæder mig, at der er truffet en beslutning, for det skaber muligheder. Det er et stort skridt i retning af en forbedring af situationen i Østersøområdet.

Mens Kommissionen udarbejder sin strategi for Østersøområdet for næste år, er det vigtigt, at der også er et udgiftsområde for strategien i budgettet. Strategier betyder ingenting, hvis de kun eksisterer på papiret. Det er derfor også nødvendigt at have et indhold for strategien, og efter at Kommissionen er færdig med sit arbejde, vil det naturligvis være lettere for os at fastlægge indholdet for det relevante udgiftsområde.

Da vi også ved, at Sverige, som vil have formandskabet, har fastsat strategien for Østersøområdet som prioritet, er det det helt rigtige tidspunkt at inkludere strategien i budgettet. Derfor ønsker jeg at takke alle for den vægt, de har lagt på dette spørgsmål og en af prioriteterne for næste år.

 
  
MPphoto
 

  Vicente Miguel Garcés Ramón (PSE). (ES) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi er nået til vejs ende i den vanskelige og komplicerede budgetproces. Vi skal stemme i morgen, og jeg håber på et positivt resultat.

Hele verden er ramt af en alvorlig krise, som er centreret om det finansielle system, og som allerede har kontamineret realøkonomien. Der skal derfor foretages politiske ændringer for at omlægge vores økonomiske model, stoppe ødelæggelsen af vores produktive struktur og forhindre yderligere negative sociale og klimamæssige konsekvenser.

Vi skal påtage os vores del af ansvaret og sikre, at budgettet for 2009 er et relevant instrument, der kan hjælpe os ud af krisen og lade os komme videre med oprettelsen af et Europa for borgerne, et socialt Europa og et Europa med rettigheder, der er i overensstemmelse med vores historie. Vi ønsker et integreret Europa, og jeg vil gerne give som eksempel inkluderingen i budgettet af pilotprojektet, der er udformet til at afhjælpe integrationen af Romanibefolkningen. Vi ønsker et solidarisk Europa, både internt og eksternt, til at starte med over for vores naboer i Syd og Øst.

Jeg ønsker at nævne den budgetmæssige dimension af Barcelonaprocessen, nu Middelhavsunionen, som vi har så store forhåbninger til. Vi ønsker et Europa, der fortsat kan føde de europæiske borgere og afværge krige, der opstår på grund af sult og social udstødelse, rundt om i verden. Formålet er at fremme en bæredygtig og fredelig udvikling for hele jordens befolkning.

Mine damer og herrer, hvis De vedtager budgetforslaget i morgen, vil EU's budget for 2009 træde i kraft. Derefter skal det klarlægges i detaljer, gennemføres og om nødvendigt revideres. Vi skal være meget opmærksomme.

Jeg ønsker at benytte lejligheden til at ønske alle det bedste for det kommende år.

 
  
MPphoto
 

  Daniel Dăianu (ALDE). – (RO) Hr. formand! EU-budgettet drøftes på et tidspunkt, hvor der er voksende bekymring om den økonomiske krise, der har ramt medlemsstaterne. Krisen har fået Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet til at tænke over, hvordan man med EU's budgetmidler kan medvirke til at bekæmpe den økonomiske recession.

Under disse nye forhold er det uhyre vigtigt at udbetale midlerne fra strukturfondene til de nye medlemsstater hurtigere, og Kommissionens intentioner i denne sammenhæng hilses velkommen. Disse intentioner skal imidlertid omsættes til konkrete handlinger, og EU-budgettet skal være klart, hvis der er behov for yderligere betalingsbevillinger, som det helt korrekt fremhæves i betænkningen. Og dette afhænger helt klart af, at procedurerne forenkles.

For de nye medlemsstater uden for euroområdet er spillerummet for at udnytte budgetstimuleringen med egne midler meget begrænset på grund af finanskrisen, og der vil fortsat være strenge kreditvilkår på de internationale markeder i 2009. Der er derfor stort behov for EU-midler og andre former for EU-støtte inden for rammerne af det, man kan kalde "kreditforbedring", for at bekæmpe den alvorlige økonomiske nedgang, som man kan forvente.

Donorlandene vil måske foretrække lavere udbetalinger fra EU's strukturfonde med henblik på omlægning af disse midler til anden anvendelse, men vi skal ikke narre os selv. Hvis de nye medlemsstater rammes hårdere af denne krise, end det burde være tilfældet i forhold til deres svagheder, vil konsekvenserne være store for EU generelt.

 
  
MPphoto
 

  Zdzisław Zbigniew Podkański (UEN).(PL) Hr. formand! Forhandlingen i dag om budgettet er vigtigere end tidligere. Meget afhænger af EU's budget, budgettets størrelse og fordelingen af midlerne, især på et tidspunkt med alvorlig økonomisk krise og i lyset af den truende fødevarekrise.

Ud over økonomien og fødevare- og energiforsyningssikkerheden skal vi også fokusere på udviklingen af ugunstigt stillede regioner, f.eks. den østlige del af EU. Vi skal endvidere forbedre den måde, hvorpå vi forvalter vores midler, herunder forvaltningen af omstruktureringsfondene. Budgettet mangler helt tydeligt midler til kultur, uddannelse, videnskab og bekæmpelse af fattigdom. Dette skyldes de begrænsede midler i budgettet og viser, at 1 % af bruttonationalproduktet ikke er tilstrækkeligt til at løse de pågældende opgaver.

Budgetforslaget er omfattende, detaljeret og derfor ikke særlig let at overskue. Det er på høje tid, at vi tænker over dette problem og fremover vedtager et andet format.

 
  
MPphoto
 

  Kyriacos Triantaphyllides (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! Budgetforslaget for 2009 viser, at de konservative politiske prioriteter, fastsat af EU, ikke svarer til EU-borgernes behov. På et tidspunkt med akut økonomisk krise og stigende arbejdsløshed udgør betalingerne ikke en gang 50 % af forpligtelserne med hensyn til EU-midler. Ikke blot anvendes udviklingssektoren ikke som værktøj til at løse problemerne, men i nogle tilfælde anvendes midlerne efter de forhold, der eksisterede inden krisen. Derimod er der ikke skåret i budgettet i sikkerhedssektoren, FRONTEX, hvis handlinger ifølge uafhængige undersøgelser overtræder individuelle rettigheder og frihedsrettigheder. I forskningssektoren støttes rumforskningen med henblik på global overvågning, hvorimod det overvældende flertal af aktioner vedrørende social integration, social udstødelse og unge mennesker har fået mindre støtte. Inden for landbruget følger budgettet for 2009 den fastlagte finansielle ramme, hvis vigtigste punkt er udgiftsnedskæringer. Med hensyn til landbrugsudvikling vil betalingerne i 2009 svare til eller ligge under forpligtelserne i 2007, på et tidspunkt hvor små og mellemstore bedrifter skærer ned. Denne omstændighed er i strid med selve budgettets titel, som handler om at bevare naturressourcerne.

 
  
MPphoto
 

  Hans-Peter Martin (NI).(DE) Hr. formand! Budgettet må være deprimerende læsning for interesserede europæere og vil forhåbentlig vække forargelse i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet i juni, for det er endnu et ord for fiasko fra en union, der desværre ikke er i stand til at overbringe budskabet: Ja, vi har forstået det!

Hvis budskabet var forstået, ville det have betydet, at man endelig ville have analyseret hver omfattende blok grundigt – der er konsulenter og økonomiske forskningsinstitutter netop til dette formål – og gennemgået budgettet i forhold til de fastlagte målsætninger. Dette ville have ført til den konklusion, at en tredjedel, måske endda halvdelen, af de 114 eller 116 mia. EUR kunne være anvendt fornuftigt til at afhjælpe denne store krise uden problemer. I stedet ødsles der fortsat med midlerne, som bruges på de forkerte områder, og som vigtigst af alt spildes på at fremme et ufatteligt bureaukrati og politisk kastesystem. Det er tragisk for Europa.

 
  
MPphoto
 

  Simon Busuttil (PPE-DE). - (MT) Jeg ønsker først og fremmest at ønske ordførerne tillykke med deres fremragende indsats. Jeg vil henvise til budgetområdet for retlige og indre anliggender, især på indvandringsområdet, og jeg vil i denne sammenhæng især fokusere på to punkter. Vi har først og fremmest øget budgettet for FRONTEX for tredje år i træk, og det er efter min opfattelse meget positivt. Vi har øget budgettet, ikke fordi vi er tilfredse med det arbejde, som FRONTEX udfører, men fordi vi rent faktisk er utilfredse. Vi ønsker, at agenturet yder en større og mere effektiv indsats. Vi har derfor tildelt tilstrækkelige midler til f.eks. at sikre, at FRONTEX' maritime missioner vil blive udført permanent. Derudover har vi øremærket yderligere 5  000 000 EUR til Den Europæiske Flygtningefond for at oprette et europæisk baseret program om intern omfordeling i EU-medlemsstaterne, således at personer, der ankommer til medlemsstater, som allerede bærer en uforholdsmæssig stor byrde, kan overføres til en anden EU-medlemsstat. Jeg henviser her til genbosættelses- eller omfordelingsprogrammet. Denne fond og disse midler vil gøre det muligt for os at iværksætte programmet for første gang, og jeg håber, at programmet nu vil fungere, for det er nødvendigt at hjælpe lande med uforholdsmæssigt store byrder. Jeg mener derfor, at vi nu, hvor vi har investeret penge på disse to områder i næste års budget, endelig vil være i stand til at gøre fremskridt.

 
  
MPphoto
 

  Brigitte Douay (PSE).(FR) Hr. formand, fru kommissær! Jeg ønsker først og fremmest at takke vores ordførere, der under vanskelige omstændigheder har udarbejdet dette budget for 2009, det sidste budget inden valget i juni.

Samhørighedspolitikken er med en tildeling på 36 % af budgettet en af de vigtigste EU-politikker, et reelt værktøj til opnåelse af solidaritet og økonomisk og social lighed, som vi skal styrke, effektivisere og fremme. Det er nemlig det håndgribelige udtryk for solidaritet i Europa, der er mest synligt på stedet og så tæt på som muligt i forhold til borgerne og de regioner, hvor de bor, og hvor EU kan nå ud til hver enkelt. Fru Guy-Quint har netop fremhævet de problemer, der er forbundet med anvendelsen af årlige budgetter, især budgettet for strukturfondene.

Hvad angår samhørighed ved alle involverede, hvor vanskeligt det er at aktivere europæiske midler på stedet. Samlingen af dokumenter er en kompliceret og langvarig proces, der kan medføre fejl, som er til skade for modtagerne, EU's image og endda fremtiden for denne politik. Forenklingsprocedurer, bedre formidling af oplysninger, bedre uddannelse af de nationale og lokale aktører i forbindelse med den nye samhørighedspolitik og udveksling af erfaringer og bedste praksis vil tilsammen medføre bedre udnyttelse af de pågældende bevillinger. I en tid med krise og udpræget euroskepsis kan fornuftig gennemførelse af samhørighedspolitikken og relevant anvendelse af EU-midler trods alt gøre det muligt for os at genskabe tilliden hos og involveringen af de europæiske borgere, hvis de føler sig som en del af processen, men det vil være under forudsætning af, at vi kan forbedre synligheden af og gennemsigtigheden i forbindelse med fordelene af denne politik, hvor den gennemføres. Ansvaret herfor ligger hos alle EU's institutioner i det bedst mulige partnerskab.

 
  
MPphoto
 

  István Szent-Iványi (ALDE).(HU) Hr. formand! Problemet med vores budget har i årevis været den store forskel mellem de midler, der er bevilget, og de reelle betalinger. Forskellen er i år uacceptabelt stor og dermed sættes hele budgetprocessens troværdighed og betydning i fare. I 2009, hvor vi oplever en økonomisk og finansiel krise, kan vi ganske enkelt ikke tillade dette. Det er Kommissionen og medlemsstaternes fælles ansvar at fremskynde og forenkle betalingerne og dermed genoprette tilliden til EU's budget.

Derudover ønsker jeg at takke mine kolleger for støtten til de mange vigtige henstillinger, jeg har udarbejdet i forbindelse med budgetpakken. Pakken indeholdt fem vigtige prioriteter: den mest avancerede miljøbeskyttelse (herunder en stigning på 10 % til Life-programmet), innovativ erhvervsudvikling, bekæmpelse af korruption, progressiv socialpolitik og en betydelig udvidelse af verdens største udvekslingsprogram for studerende, Erasmus Mundus. Mange tak for støtten til de efter min opfattelse vigtige punkter.

Endelig føler jeg mig hvert år forpligtet til at henlede opmærksomheden på den utilstrækkelige støtte til vores udenrigspolitiske målsætninger. Støtten er endnu mere tvivlsom i næste års budget. Det var udelukkende ved hjælp af kreativ regnskabsføring, at vi kunne sikre midlerne til de vigtigste målsætninger. Der er kun ét betryggende aspekt i forbindelse med denne uheldige situation: en reel og omfattende midtvejsrevision. Hvis vi ikke foretager en midtvejsrevision, vil det være vanskeligt at tage EU's ambitioner om at være en global aktør alvorligt.

 
  
MPphoto
 

  Paul Rübig (PPE-DE). (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! EU-budgettet starter med nul. 0,89 % af bruttonationalindkomsten skal bruges til betalinger næste år – 116 mia. EUR. Nationale budgetter har generelt to tal før decimalpunktet. Vi har efter min opfattelse i de sidste år vist, at der kan opnås meget med en ekstremt økonomisk anvendelse af skatteydernes midler.

Imidlertid oplever vi i øjeblikket en budgetkrise, og jeg mener ikke, at de 5 mia. EUR, som Kommissionen foreslog, vil være tilstrækkeligt til at skabe det nødvendige momentum. Derfor bør vi sammen med Rådet denne gang gøre alt for at undgå at sende midler frem og tilbage og tilbageføre midler til medlemsstaterne. Parlamentet skal enstemmigt vedtage en pakke, der dækker det transeuropæiske net, forskning og udvikling, Det Europæiske Teknologiinstitut, Eureka, Erasmus-programmet og uddannelse. Vi bør sammen fastlægge en pakke hurtigt og effektivt, en pakke der virkelig når ud til de små og mellemstore virksomheder.

Det er også grunden til, at Parlamentet insisterer på at indføre en separat budgetpost for lovinitiativet "Small Business Act" og ikke mindst en budgetpost for klimaændringerne. Især på området for energieffektivitet kan der umiddelbart iværksættes et intensivt program, som vil gøre det muligt for os at lancere en større offensiv over for den truende store arbejdsløshed næste år og dermed bevare arbejdspladserne.

To tredjedele af vores arbejdstagere er beskæftiget i små og mellemstore virksomheder – og genererer 50 % af vores bruttonationalprodukt – og der kan skabes millioner af nye arbejdspladser i forbindelse med denne foranstaltning i forbindelse med energieffektivitet.

 
  
MPphoto
 

  Vladimír Maňka (PSE). - (SK) Hr. formand! Jeg ønsker at takke Jutta Haug, hr. Lewandowski og koordinatoren for deres fremragende indsats. De er tydeligvis helt klar over, at der er ændringer på vej i budgetåret 2009, og at vi skal være fleksible i forhold til finanskrisens udvikling.

På området for samhørighedspolitik vil det være meget vigtigt for os at udvise fleksibilitet i sikringen af de nødvendige midler. Vi skal være klar til hurtig iværksættelse af yderligere betalinger fra budgetmidlerne, især i tilfælde af fremskyndet gennemførelse af strukturpolitikken.

Hvad angår de nye medlemsstaters nationale økonomier med relativt begrænset økonomisk udvikling vil samhørighedspolitikken skabe mulighed for at indhente de udviklede stater hurtigere. På grund af finanskrisen er det især vigtigt for os at udnytte instrumentet effektivt. Analytikere i nogle af medlemsstaterne har beregnet den negative virkning af forsinkede betalinger på beskæftigelsen, arbejdsproduktiviteten og den økonomiske vækst i de pågældende regioner. Hvis det var lykkedes os at aktivere de finansielle midler med den hastighed, der var beregnet i den flerårige finansielle ramme, ville de nye medlemsstater have oplevet en stigning i arbejdsproduktivitet på over 2 % mere end den, de oplever i dag, en økonomisk vækst på over 2 % mere og en beskæftigelse på over 1 % mere. Ud fra dette perspektiv bør vi overveje at støtte samhørighed som en vigtig faktor i stimuleringen af afgørende makroøkonomiske indikatorer i EU.

De forskellige grader af bureaukrati i medlemsstaterne har negative konsekvenser for aktiveringen af de finansielle midler. Det er derfor afgørende for os i EU at mindske bureaukratiet i hele EU i forbindelse med aktivering af EU-midlerne.

Mine damer og herrer, De ville formentlig ønske, at vi kunne konfrontere de nuværende globale problemer ud fra principperne om solidaritet og inden for rammerne af hele EU. Vi skal derfor sikre, at de midler, der er brug for i fremtiden i relation til samhørighedspolitikken, er til rådighed.

 
  
MPphoto
 

  Jean Marie Beaupuy (ALDE).(FR) Hr. formand, fru kommissær! Mange af mine kolleger har fremhævet – også i denne sammenhæng – den utilstrækkelige udnyttelse af budgettet, især hvad angår strukturfondene. Det er derfor af afgørende betydning, at vi afhjælper situationen ved at træffe relevante praktiske foranstaltninger. Det glæder mig, at budgettet inkluderer et beløb på 2 mio. EUR til Erasmus-pilotprojektet for folkevalgte embedsmænd i lokale og regionale organer, et projekt som jeg personligt stillede forslag om for flere måneder siden.

Inkluderingen i budgettet er en opfølgning på de specifikke forslag i min betænkning om forvaltning, som blev vedtaget i oktober i Parlamentet med stort flertal.

For at gennemføre vores regionale udviklingspolitikker optimalt, er det ikke tilstrækkeligt at vedtage bestemmelser og budgetter. Det er uhyre vigtigt, at de folkevalgte embedsmænd, der varetager de lokale og regionale projekter, kan yde en konstruktiv indsats for at opfylde målsætningerne fastsat i Lissabon og Gøteborg ved hjælp af deres viden og dygtighed. Med Erasmus-ordningen for folkevalgte embedsmænd i regionale og lokale organer kan vi både styrke de menneskelige forbindelser og helt overordnet sørge for midler til hurtigere og mere effektiv anvendelse af strukturfondene.

Mange sammenslutninger af folkevalgte embedsmænd har allerede oplyst, at de venter sig meget af Erasmus-ordningen for folkevalgte embedsmænd i regionale og lokale organer. Derudover vil vi med støtte fra generaldirektøren for regionalpolitik kunne lancere dette nye instrument og dermed anvende følgende slogan: Der skal tænkes globalt, men handles lokalt.

 
  
MPphoto
 

  Valdis Dombrovskis (PPE-DE). - (LV) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Med hensyn til forslaget til Den Europæiske Unions almindelige budget for 2009 ønsker jeg at understrege, at det vigtigste i budgettet ikke er det, der er gjort, men det, der endnu ikke er gjort. Budgetforslaget for 2009 har allerede sat beløbet for betalingsbevillinger 3 % lavere end i år, og derudover har Europa-Kommissionen stillet et forslag om at reducere beløbet for betalingsbevillinger yderligere med 3,5 mia. EUR i år og med 1,1 mia. EUR næste år. Jeg tvivler på, at det reducerede niveau for EU-budgettets betalingsbevillinger er den mest effektive reaktion på den finansielle og økonomiske krise. I EU's økonomiske genopretningsplan afspejles de fastlagte foranstaltninger for strukturfondene og Samhørighedsfonden, forenklingen af procedurerne for fonden til udvikling af landdistrikter og fremskyndelsen af modtagelsen af midler, udbetalingen af forskud af EU-midler og stigningen i andelen af EU's samfinansiering endnu ikke i beløbet for betalingsbevillinger, som er fastsat i EU-budgettet for 2009. Sandheden er imidlertid, at netop disse foranstaltninger og spørgsmålet om, hvor meget EU virkelig vil forøge betalingsbevillingerne, vil være afgørende for, om næste års budget kan betragtes som en fornuftig reaktion fra EU's side på den finansielle og økonomiske krise. Jeg håber, at EU-institutionerne vil vise deres evne til at reagere hurtigt på udfordringer og ikke blive opslugt i det sædvanlige bureaukrati. Vi bør generelt bifalde Europa-Kommissionens forslag om at tildele yderligere 5 mia. EUR til fremme af EU's konkurrenceevne. Finansieringskilden – midler fra den fælles landbrugspolitik – er imidlertid vanskelig at forstå. Hvis der er 5 mia. EUR tilbage i EU's fælles landbrugspolitik, hvorfor gør Europa-Kommissionen så ikke noget for at sikre retfærdig konkurrence inden for det fælles landbrugsmarked og heller ikke bare lidt for at udjævne de urimelige forskelle mellem niveauerne for direkte betalinger til landmænd i de forskellige EU-medlemsstater?

 
  
MPphoto
 

  Marusya Ivanova Lyubcheva (PSE).(BG) Hr. formand, fru kommissær! Jeg vil begynde med at lykønske ordførerne og koordinatorerne og understrege den fremragende indsats, de har gjort i forbindelse med deres håndtering af proceduren til vedtagelse af budgettet.

Der er gjort et meget seriøst forsøg på at nå den størst mulige grad af forpligtelser og forlig, samtidig med at man har holdt sig så tæt som muligt på loftet for den flerårige finansielle ramme. Der er naturligvis masser af udfordringer. Vi kunne betragte dette budget som EU's indledende svar på den internationale finansielle og økonomiske krise. Det er det, der gør det så vanskeligt.

Det er helt naturligt, at vi ser på budgettet med udgangspunkt i de nøgleprioriteringer, vi har for gennemførelsen af EU's politik. Desværre vil der, for så vidt angår prioritering 1B, som drejer sig om bæredygtig udvikling og samhørighed for vækst og beskæftigelse, ikke være tilstrækkelige ressourcer til rådighed til at tage fat på medlemsstaternes store, højtprioriterede projekter. Det er specifikt Samhørighedsfondens rolle at give de økonomisk svage medlemsstater mulighed for at modtage støtte, så de kan få hjælp til at løse deres infrastrukturproblemer, forbedre deres konkurrenceevne og opnå et højere regionalt udviklingsniveau.

Det er den fond, der medvirker til at øge levestandarden, især i de nye medlemsstater. Hvis disse lande ikke får tildelt nogle midler, vil deres fremgang blive betydelig langsommere, især i disse krisetider. Det er derfor, at jeg kommer med en alvorlig kritik af budgettets manglende evne til at hjælpe på dette område. Det er også vigtigt, hvordan budgettet bliver gennemført. Den indledende forhandling om en forenkling af procedurerne for at opnå større gennemførlighed og minimere risikoen for forsømmelighed og misbrug bør fremskyndes. Vi er også nødt til at indsnævre kløften, ligesom det samlede niveau for betalinger bør øges.

Forslaget om at revidere den flerårige finansielle ramme er ikke dårligt, og det tildeler yderligere midler til vækst i 2009-2010. Det er godt at forsøge at nå målene om et lavt kulstofbrug, men det er næppe afgørende. Vi er nødt til at udvise meget større fleksibilitet.

Jeg vil gerne slutte med at sige, at vi bør vedtage budgettet, men med forebyggende foranstaltninger for at tackle den finansielle og økonomiske krise. Selv om det er vanskeligt, er det vigtigt og nødvendigt at nå til enighed. Vi er nødt til at støtte det.

 
  
MPphoto
 

  Kyösti Virrankoski (ALDE). (FI) Hr. formand! Jeg vil begynde med at takke ordførerne, fru Haug og hr. Lewandowski, for deres fremragende indsats. Jeg vil også gerne takke kommissær Grybauskaitė og hendes nærmeste assistent, hr. Romero, for deres fremragende samarbejde gennem hele året samt formandskabet for dets konstruktive deltagelse i forberedelsen af budgettet.

Jeg vil blot komme ind på ét spørgsmål, nemlig strukturfondene. I år har vi betalt penge tilbage til medlemsstaterne som uudnyttede bevillinger, under den ene eller anden form. I forbindelse med ændringsbudget nr. 2 omlagde vi 2,8 mia. EUR, og i forbindelse med ændringsbudget nr. 9 tilbagebetalte vi 4,5 mia. i form af uudnyttede betalinger.

På denne baggrund er det overraskende, at Kommissionen foreslår en genopretningspakke på 5 mia. EUR, samtidig med at den ikke engang har brugt de midler, der var afsat til strukturpolitik. Årsagen er kontrol- og overvågningssystemet, der er yderst komplekst. I mange lande er det stadig ikke vedtaget.

Europa-Parlamentet blev enig om at foreslå en fælles beslutning, som anerkendte, at der var behov for en forenkling, og at der var strukturelle mangler. Kommissionen og Rådet ønskede ikke at fremme denne beslutning. Det Europæiske Råd har imidlertid netop foreslået at vedtage bogstavelig talt den samme holdning, og der er i høj grad brug for at understrege behovet for forenkling og større effektivitet.

 
  
MPphoto
 

  Margaritis Skinas (PPE-DE). (EL) Hr. formand! Budgettet er det sidste i det nuværende Europa-Parlaments embedsperiode, og det første budget, vi skal stemme om, efter at finanskrisen har banket på vores dør. Det har derfor en særlig betydning, idet det er et budget, som de europæiske borgere vil granske nøje.

For mig personligt har budgettet en bittersød smag, fordi det indeholder succeser, men også har sine skyggesider. Personligt tæller jeg med blandt succeserne, at vi, om end marginalt, har været i stand til at øge betalingerne i forhold til Rådets holdning, at vi har fundet relativt flere midler til konkurrenceevnen, miljøet og sikkerheden, og at vi for første gang har en særskilt holdning til håndtering af den ulovlige indvandring langs EU's sydlige grænser, hvor lande som mit hvert år modtager hundredtusindvis af desperate mennesker, som banker på Europas dør langs de sydlige grænser. Af alle disse årsager har vi grund til at være tilfredse.

Jeg er dog meget skuffet over, at dette første krisebudget ikke har været i stand til at sende et budskab om, at Europa er villig og parat. Ud af et budget på 200 mia. forsøger vi stadig at finde ud af, hvordan vi skal bruge 5 mia., som nogle medlemsstater ønsker at få tilbage i stedet for at bruge dem på konkurrenceevnen. Det er en forspildt chance. Jeg tror, at vi kunne have gjort mere i år. Jeg sætter stadig min lid til, at de sædvanlige personer i Rådet, der gerne vil tilbagebetale overskuddene til de nationale ministerier, vil gøre endnu en indsats, så vi i det mindste til næste år vil have en mere ambitiøs tilgang.

 
  
MPphoto
 

  Emanuel Jardim Fernandes (PSE).(PT) Hr. formand! Jeg lykønsker ordføreren, fru Haug, med hendes fremragende indsats samt mange af kollegerne for deres bidrag. Jeg vil gerne tale om fiskerisektoren og dens positive og negative aspekter.

De samlede bevillinger er mere eller mindre de samme som i de tidligere finansår. Det er et negativt aspekt, eftersom de tidligere budgetter allerede udgjorde det nødvendige minimum for at kunne gennemføre en fælles fiskeri- og søfartspolitik med de fornødne ressourcer. Nedgangen i betalingsbevillingerne og det uhensigtsmæssige svar på de perifere regioners behov og specifikke aspekter er også negativt.

Stigningen i det eksterne økonomiske pres på grund af den aktuelle finanskrise og de betydelige ændringer i brændstofpriserne forværrer det nuværende pres på grund af underkapacitet i flåden og ødelæggelse af ressourcegrundlaget.

Selv om Kommissionen foreslår en omstrukturering af fiskerisektoren i tråd med den nuværende makroøkonomiske situation, er der brug for konkrete foranstaltninger for at sikre den europæiske fiskerflåde og eksistensgrundlaget for dem, der ofrer så meget, så vi kan have adgang til en af de mest grundlæggende fødevarer.

Som et første skridt glæder jeg mig over vedtagelsen af mit initiativ om at etablere et observatorium for fiskepriser i størrelsesordenen 4 mio. EUR. Jeg glæder mig også over den stigende støtte til forvaltning af fiskebestandene, det ikkeobligatoriske bidrag til internationale projekter, styrkelsen af dialogen inden for den meget vigtige fiskerisektor, som vi noterede os under Fiskeriudvalgets besøg på Madeira, et portugisisk randområde, pilotprojektet om networking og udveksling af bedste praksis, og afslutningen af det sjette rammeprogram. Fastholdelsen af bevillingerne til samarbejde inden for området bio-økonomisk udvikling, til EF-Fiskerikontrolagenturet og til den forberedende foranstaltning om den europæiske søfartspolitik er også positiv.

Endelig glæder jeg mig over Kommissionens oprettelse af en budgetpost, indtil videre uden nogen bevillinger, til et finansielt ad hoc-instrument for at tilpasse fiskeflåden til de økonomiske konsekvenser af brændstofpriserne. Det er én årsag …

(Formanden afbrød taleren)

 
  
MPphoto
 

  Péter Olajos (PPE-DE).(HU) Hr. formand! Som jeg allerede bemærkede ved førstebehandlingen i oktober som ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, glæder jeg mig over EU's budget for 2009 af flere årsager. På den ene side er det allerede et vigtigt og positivt faktum, at der til næste år vil være 14 mia. EUR til rådighed til miljøbeskyttelse og naturbevaring, og herunder først og fremmest til LIFE+-målsætningerne. På den anden side er det værd at bemærke sig, at dette beløb er ca. 10 % højere end sidste år, hvilket er en god indikation af, at der i dag ikke er nogen, der sætter spørgsmålstegn ved dette områdes betydning, især med hensyn til klimaændringer. Sidstnævnte emne er desuden også en af budgetprioriteringerne for næste år. Alt dette hænger naturligvis tæt sammen med afstemningen kl. 12 i dag, hvor vi skal træffe beslutning om klimapakken.

Selv om disse forslag til direktiver måske ikke lever helt op til vores oprindelige forventninger på flere områder, er de ambitiøse i forhold til Kommissionens forslag fra januar sidste år. Det vil kræve penge og politisk vilje at nå de mål, der er sat i dem. Beløbet er måske lille, men det er vigtigt at understrege, at de pilotprojekter, der starter næste år, har en værdi på 7,5 mio. EUR. Det væsentlige arbejde, der omfatter udarbejdelse og offentliggørelse af udbudene, kan forventes tidligt næste år, men Kommissionen har ved flere lejligheder antydet, hvor vigtigt det anser gennemførelsen af disse projekter for at være, og den har garanteret os sit fulde samarbejde. Siden plenarmødet i oktober er Det Europæiske Fødevaresikkerhedsagentur (EFSA) den eneste myndighed, som ikke har gjort væsentlige fremskridt. Vi er derfor nødt til at blive ved med at anbefale fastholdelsen af en reserve på 10 %, men jeg håber også, at dette problem snart vil blive løst. Dette er mine bemærkninger og anbefalinger, som i det væsentlige er i overensstemmelse med mine kommentarer ved førstebehandlingen. Jeg opfordrer medlemmerne til også at stemme for ved andenbehandlingen af forslaget. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at lykønske Jutta Haug med betænkningen.

 
  
MPphoto
 

  Maria Martens (PPE-DE).(NL) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at lykønske ordføreren, fru Haug. Vores samarbejde har virkelig været behageligt, og Udviklingsudvalget er tilfreds. Der var tre ting, der var vigtige for os. Først og fremmest at vi skulle se på fødevarekrisen, og vi er glade for, at udvalgets forslag er blevet tilpasset, og at der er blevet fundet et kompromis, som både Parlamentet og Rådet har støttet, og som har betydet, at der er stillet 1 mia. EUR til rådighed for fødevarekrisen.

I sidste instans er det vigtigste, at der findes en bæredygtig løsning, dvs. fødevaresikkerhed for udviklingslandene selv, og det er det, vores pilotprojekt handler om. I denne forbindelse er det et stort problem, at de små landmænd ikke har adgang til mikrolån. Det er vanskeligt for dem at få fat i god såsæd og gødning og investere i vanding, hvis de ikke kan betale kontant. Vi glæder os derfor over, at vores forslag om et pilotprojekt om mikrolån til småbønder har opnået bred støtte, og vi er sikre på, at udvalget er parat til at gennemføre dette pilotprojekt.

For det andet kan vi, hvad angår evalueringen, fremkomme med meget kritik af udviklingssamarbejdet i disse dage. For at opnå støtte er vi ikke kun nødt til at forklare, hvad vi mener, men især hvad vi har opnået. Det er uheldigt, at udvalgets betænkninger fortsat er så fokuseret på hensigter. Det er derfor, at vi har talt for mere kapacitet i udvalget for at forbedre evalueringen af resultaterne. Vi glæder os over Parlamentets støtte til disse forslag.

For det tredje bliver vi ved med at argumentere for en forøgelse af budgettet for kapitel 4, udgifter til eksterne forbindelser. Hvis vi ønsker at realisere vores ambitioner og ansvar, hvilket er berettiget, når det drejer sig om Kosovo, Mellemøsten mv., hvor hovedproblemet ikke kun er udviklingssamarbejde, men også konfliktløsning, er det tydeligt, at der er brug for flere midler og større fleksibilitet.

 
  
MPphoto
 

  Mairead McGuinness (PPE-DE). (EN) Hr. formand! Jeg har to korte bemærkninger. Jeg vil gerne takke ordføreren for hendes indsats.

Angående udviklingsbistanden mener jeg, at det er vigtigt at påpege, at Europa, selv om processen med at finde 1 mia. EUR var anspændt, gør noget for at komme med et svar på problemet. Det er dog værd at huske på, at råvarepriserne faktisk er styrtdykket ligesom energipriserne, så vi kan gøre endnu mere med de 1 mia. EUR, end vi havde kunnet håbe på, under forudsætning af at den bliver brugt ordentligt. Jeg synes, at der er behov for tæt opfølgning for at sikre, at pengene ender dér, hvor det er meningen, og hvor behovet er størst, nemlig blandt almindelige mennesker, så der bliver produceret fødevarer på steder, hvor disse fødevarer kan blive produceret.

Min anden bemærkning drejer sig også om landbrugssektoren, men vedrører i højere grad fremtiden end dette særlige budget. Jeg er lidt bekymret over kommissærens bemærkninger om den såkaldte manglende merværdi, når der bruges penge på landbruget. Jeg ved, at vi vil få lejlighed til at drøfte det fremover, men det skal være en stringent og effektiv drøftelse. Efter min mening er de europæiske landmænd bedst tjent med en fælles politik, ikke en hvor medlemsstaterne selv kan vælge, for borgerne vil blive taberne med hensyn til fødevarekvalitet og -sikkerhed.

 
  
MPphoto
 

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE).(PL) Hr. formand! Budgetvedtagelser indebærer altid et sammenstød mellem vores forventninger og virkeligheden. Rammen for budgettet er ikke særlig fleksibel, og det er vanskeligt at omfordele midlerne. Selv om dette afspejler, hvor stabil finansieringen af specifikke aktiviteter er, betyder det også, at det er vanskeligt at reagere på en virkelighed, der er i konstant forvandling.

Med hensyn til den aktuelle situation afspejler det nuværende budget ikke de ønsker, som mange af parlamentsmedlemmerne har, f.eks. behovet for at kunne reagere på den voksende økonomiske krise eller for at finansiere nye teknologier, der kan anvendes til at forbedre miljøet og bekæmpe klimaændringer. Budgettet lever ikke op til de unges, skolebørnenes eller de studerendes forventninger med hensyn til finansiel støtte til ungdomsudvekslinger, adgang til uddannelse og studier i udlandet.

Endelig vil jeg gerne sige, at rækken af budgetter og finansielle overslag har været mere gearet mod at fortsætte de tidligere budgetplaner og mål end på at reagere på nuværende og kommende udfordringer. Det er derfor, at vi behøver regelmæssige revisioner af de finansielle overslag, da syv år er for lang tid i forbindelse med budgetplanlægning.

 
  
MPphoto
 

  Reinhard Rack (PPE-DE). (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne vende tilbage til et punkt, som blev rejst af min østrigske kollega, hr. Rübig, for lidt siden. Vi bruger mindre end 1 % af BNP på Europa, og samtidig kræver vi, at EU skal klare flere og flere opgaver for flere og flere medlemsstater. Det hænger ikke sammen! I det lys er det virkelig utroligt, at vi har haft en økonomisk fremdrift i mange år, som ikke kun har indebåret en økonomisk anvendelse af vores midler, men også at finansministrene grundlæggende har krævet penge og kanaliseret dem ind i deres nationale budgetter ved årets udgang.

Der er mange nye opgaver, vi burde bruge vores penge på. Der er også opgaver, som vi ikke rigtig har tildelt nok budgetmidler i årevis. Udgiften til EU's informationspolitik burde være blevet forhøjet betydeligt, hvis vi ønsker at drage de europæiske borgere tættere på Europa. Der er en hel del opgaver i forbindelse med udveksling af studerende og praktikanter, hvor Europa kunne blive involveret.

 
  
MPphoto
 

  Jutta Haug, ordfører. – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne takke alle de medlemmer, der har deltaget i drøftelsen her i Parlamentet, og som har holdt indlæg, selv om budgettet for 2009 i flere tilfælde blot var anledningen til at holde indlægget og ikke emnet for det. Når det er sagt, vil jeg gerne takke de medlemmer, der har været her fra start til slut sammen med os og deltaget i forhandlingen.

Den Europæiske Økonomiske Genopretningsplan, som Kommissionen har forelagt for os, er blevet omtalt i mange indlæg og nager mange mennesker. Jeg kan kun gentage det, jeg har sagt mange gange før, nemlig at den europæiske drivkraft for medlemsstaternes økonomier er den europæiske samhørighedspolitik. Hvis vi gennemfører den ordentligt og anstændigt, vil det blive muligt for os at komme videre, og det vil uden tvivl betyde, at økonomien ikke vil volde os større problemer det næste års tid. Vi vil naturligvis ikke kunne klare os med vores 116 mia. EUR i betalinger, men hele Parlamentet vil stå bi for at sikre de relevante betalinger i forbindelse med tillægs- og ændringsbudgetterne.

Det, som kommissæren sagde, er naturligvis sandt, nemlig at et budget altid er et kompromis. Budgettet for 2009 er ikke anderledes end de tidligere budgetter på dette område. Vi har været nødt til at bevilge Rådet dette lave niveau for betalinger, Kommissionen har været nødt til at omfordele et beløb på 700 mio. EUR til os til regional udvikling, og vi har været nødt til at skære ned på vores prioriteringer. Ikke desto mindre har vi formået at bevare en hel del af disse prioriteringer, nemlig flere betalinger til bekæmpelse af klimaændringerne, flere betalinger til den sociale dimension for så vidt angår skabelse af flere og bedre jobs og mere for støtte til SMV'erne. Det har vi opnået, og det er jeg alle mine kolleger taknemmelig for.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Janusz Lewandowski, ordfører.(PL) Hr. formand! I den sektion af budgettet, som jeg er ansvarlig for, er det eneste, der stadig er uklart, fremtiden for Lissabontraktaten, som ændrer Parlamentets beføjelser og kan få indflydelse på budgettet. I betragtning af at de øvrige problemer er blevet løst, vil jeg gerne støtte de tidligere talere, der har krævet en revision af de finansielle overslag. Det havde vi allerede klart brug for i andet år af det nuværende overslag, hvis vi ønsker at være i stand til at finansiere EU's internationale mål og forpligtelser.

Det er også uheldigt, at forligsproceduren med Rådet indebar forhandlinger om millioner af euro, når der samtidig var blevet stillet milliarder af euro i udsigt i en uklar krisepakke. Derfor vil det budget, vi sandsynligvis vedtager i morgen, blive genstand for flere ændringer end nogensinde før.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. − Forhandlingen er afsluttet.

Talerne har været så disciplinerede, at vi er sluttet i god tid, og det er et godt budskab for budgetdisciplinen i fremtiden.

Afstemningen finder sted i morgen torsdag den 18. december 2008.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

 
  
MPphoto
 
 

  Gábor Harangozó (PSE), skriftlig. (EN) Vi burde i tråd med vores ordfører være bekymrede for de negative virkninger for de europæiske borgere, som vil opstå som følge af den globale recession. Vi bør særlig bekymre os om de dårligst stillede blandt vores borgere, som uden tvivl er dem, der vil komme til at lide mest under virkningerne af den finansielle uro. EU bør gøre sit yderste for at give adgang til de tilgængelige midler – inden for det loft, der blev aftalt for den flerårige finansielle ramme for 2007-2013 – for støttemodtagere blandt almindelige mennesker, og vi bør derfor især forbedre og forenkle foranstaltningerne for at fremskynde anvendelsen af struktur- og samhørighedsfondene. De lave niveauer for betalinger i forbindelse med gennemførelsen af samhørighedspolitikken afspejler ikke behovet blandt almindelige mennesker, når vi står over for udfordringer, der har deres rod i den nuværende økonomiske krise. Samhørighedspolitikken er EU's største solidaritetsinstrument, og det spiller en vigtig rolle, når vi skal håndtere de negative virkninger ved en global krise af dette omfang.

 
  
 

(Mødet udsat kl. 10.50 og genoptaget kl. 11.30)

 
  
  

FORSÆDE: Hans-Gert PÖTTERING
Formand

 
Seneste opdatering: 1. oktober 2009Juridisk meddelelse