Formanden. Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om mundtlig forespørgsel af David Hammerstein for Verts/ALE-Gruppen, Alexandra Dobolyi for PSE-Gruppen, Willy Meyer Pleite for GUE/NGL-Gruppen, og Marian Harkin for ALDE-Gruppen, til Kommissionen: Stemmerettigheder for ikke-lettiske statsborgere ved lokalvalg i Letland (O-0007/2009 - B6-0007/2009).

  David Hammerstein, spørger. – (ES) Hr. formand! En af EU's medlemsstater bruger begrebet "ikkestatsborgere" for hundredtusinder af mennesker, der bor i dette land. Det overvejende flertal er født i samme land, arbejder i dette land, men alligevel kaldes de "ikkestatsborgere". Det er helt uacceptabelt i EU.

Det er uacceptabelt, fordi EU er baseret på ikkeforskelsbehandling, på lighedsprincippet, som i dag trædes under fode i dette land. Landet anerkender ikke disse menneskers rettigheder og gør denne gruppe til genstand for historisk forskelsbehandling alene på grund er dens etniske oprindelse. Dette kan ikke accepteres.

Vi har set på konkrete tilfælde i Udvalget for Andragender. Den første sag var om en mand, som sagde: "Første gang jeg kunne stemme var, da jeg studerede i Tyskland. Her kunne jeg stemme til de tyske lokalvalg, men i mit eget land har jeg aldrig måttet stemme, fordi de ikke anerkender mig. Jeg har ikke et andet pas. Jeg har ikke et andet land. Jeg har kun dette land, og jeg kan ikke stemme." Det er uacceptabelt.

Vi har behandlet en anden sag i Udvalget om Andragender om en mand, som havde bestået sprogprøver i Letland, som kender hele lovgivningen, men som alligevel ikke kan blive statsborger, fordi staten finder – og her gentager jeg, hvad ambassadøren sagde til os – at "denne mand er ikke loyal over for staten". Hvordan kan det være muligt? Hvordan er det muligt, at denne situation gælder for 20-25 % af befolkningen i en EU-medlemsstat?

Vi kræver, at de grundlæggende menneskerettigheder overholdes, og at alle skal informeres om denne situation, da der findes lande, som er kommet med i EU uden at opfylde Københavnskriterierne. Vi kræver også, at der lægges pres på Kommissionen, da denne hidtil kun har udvist svaghed og total mangel på interesse for denne sag.

  Alexandra Dobolyi, spørger. – (EN) Hr. formand! Det er trist at konstatere, at der i dag, næsten fem år efter udvidelsen, ikke er meget, der tyder på, at Letland udviser respekt for sit største mindretal. Henstillinger fra Europa-Parlamentet og adskillige andre institutionelle organisationer er blevet fuldstændig ignoreret.

En stor del af Letlands befolkning har ikke adgang til staten og dens institutioner. Det er ikke så mærkeligt, at naturaliseringen går langsomt. At gøre mennesker til fremmede og give dem et pas for udlændinge giver dem ikke ligefrem følelsen af at være en del af en stat. De deltager ikke. De træffer ikke beslutninger. De stemmer ikke, ikke engang i byer, hvor de udgør op til 40 % af befolkningen, og hvor de politiske beslutninger har direkte indvirkning på deres liv.

Er denne situation god eller dårlig for EU? Det er et spørgsmål, som Kommissionen og Rådet skal besvare. Demokrati kan ikke trives uden et civilt samfund, og der kan ikke være et civilt samfund uden deltagelse. Deltagelse begynder på lokalt plan.

Disse mennesker er født i et land eller har tilbragt størstedelen af deres liv der, og vi taler om over 15 % af Letlands befolkning eller omkring 372 000 personer. EU skal gøre noget for disse mennesker. Hvorfor gør Kommissionen ikke noget? Borgere i andre EU-medlemsstater, som bor i Letland, kan stemme og opstille til valg til kommunalråd og Europa-Parlamentet, men hundredtusindvis af mennesker, der er født i landet og har tilbragt størsteparten af deres liv der, har ikke denne rettighed.

Jeg vil spørge Kommissionen og Rådet om, hvad de har gjort for at tage dette emne op over for de lettiske myndigheder, og bede dem træffe yderligere foranstaltninger her og nu.

  Willy Meyer Pleite, spørger. – (ES) Hr. formand! Min gruppe, Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre, tøvede ikke med at stille Kommissionen denne mundtlige forespørgsel, da vi gang på gang i Udvalget for Andragender fandt ud af, under hvilke forhold mange borgere i Letland lever.

Medlemmer af Kommissionen, hr. kommissær, det er uacceptabelt, at vi i EU i det 21. århundrede ser eksempler på borgere, der står uden for samfundet. Det stemmer ikke overens med EU, vores principper og værdier. I en stat, der har været medlem af EU siden 2004, med en befolkning på knap 2,5 mio. indbyggere, findes der en lov, som ganske enkelt hindrer en halv million mennesker i at udøve deres rettigheder som borgere.

Disse mennesker kaldes ikkestatsborgere. De har et sort pas, og derfor kaldes de "sorte" eller "auberginer". Det er selve administrationen, selve regeringen, der kalder dem sådan, og det er borgere, som ikke kan udøve deres legitime ret til at stemme eller opstille til valg.

Derfor mener vi, at Europa-Kommissionen skal lægge stort pres på regeringen, så den efterlever de mange henstillinger, der er kommet fra forskellige institutioner såsom FN's Menneskerettighedskommission, FN's Underkommission vedrørende Forhindring af Diskrimination, Europarådets Parlamentariske Forsamling, Europarådets Kommunalkongres, Europarådets kommissær for menneskerettigheder og de mange henstillinger fra Parlamentet under forhandlingen om Letlands tiltrædelse, beslutningen af 11. marts, hvori det klart hedder, at der skal findes en reel løsning på segregationsproblemet og på spørgsmålet om de borgere, der skal bevise, om de er født før eller efter 1940. Det er simpelthen uacceptabelt.

Dette bør vi ikke tolerere. Vi kan ikke eksistere i EU, så længe denne situation fortsætter, og derfor mener vi, at det er meget vigtigt, at Kommissionen, EU's myndigheder og vi alle stiller forslag i den retning for at få sat en stopper for denne situation.

Derfor forventer vores gruppe, at Kommissionen stiller konkrete forslag til de spørgsmål, vi har rejst under denne forhandling. Med hensyn til sprog bekymrer det os også, at 60 % af undervisningen skal ske på lettisk i medfør af en ny lovgivning (som de studerende demonstrerede imod sidste år), for det skaber en klar forskelsbehandling til ulempe for det russiske sprog.

Jeg mener at kunne huske, at det under Francos diktatur i mit eget land, Spanien, var forbudt at tale baskisk, catalansk og galicisk. Disse sprog var simpelthen forbudt. I dag lever de side om side. Jeg mener, at det er sådan, situationen skal være, således at ingen EU-borgere i sidste instans forhindres i at tale deres modersmål, som skal have samme officielle status som andre sprog, der kan bruges i den pågældende stat.

Derfor opfordrer jeg Kommissionen til at handle dynamisk en gang for alle for at få sat en stopper for den segregation, der finder sted i en EU-medlemsstat.

  Christopher Beazley (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Medlemmer af Parlamentet har givet udtryk for forskellige holdninger til det spørgsmål, der behandles, men De har som formand ret og endog pligt til at rådgive kollegerne om, hvordan de kan sige det, de har lyst til.

Jeg synes, at det sidste indlæg indeholdt elementer, som lå meget tæt på bagvaskelse af en regering i EU. Det noterer jeg mig. Hvis vi ser på vores forretningsorden, er det ikke tilladt under en ordentlig forhandling her i Parlamentet, at medlemmerne udtrykker sig på den måde, vi netop har hørt.

  Formanden. – Da jeg ikke fortolkede medlemmets indlæg på den samme måde som Dem, udnyttede jeg ikke de beføjelser, jeg har i henhold til forretningsordenen.

  Willy Meyer Pleite (GUE/NGL). – (ES) Hr. formand! Da jeg er blevet nævnt, vil jeg sige, at jeg står ved alt det, jeg har sagt.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Spanien er netop blevet nævnt, men den spanske stat har rent faktisk løst dette problem.

Kommissionen er bekendt med de særlige forhold, der gør sig gældende for det russisktalende mindretal i Letland. Der blev gjort en stor indsats som led i tiltrædelsesstrategien for at fremme naturalisering og integration af disse mennesker i overensstemmelse med henstillingerne fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og Europarådet.

Kommissionen har gentagne gange understreget, at alle involverede parter, herunder også mindretallet, skal bidrage til denne komplekse proces og finde frem til løsninger.

Med hensyn til ikkelettiske statsborgeres deltagelse i lokalvalg er det eneste, som traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab sikrer, at EU's borgere skal kunne deltage i valg til Europa-Parlamentet og kommunalvalg i den medlemsstat, de bor i, også selv om de ikke er statsborgere i den stat.

Deltagelse i valg for personer, der ikke er statsborgere i et EU-land og derfor ikke EU-borgere, er ikke omfattet af fællesskabslovgivningen.

Kommissionen kan derfor ikke drøfte disse personers deltagelse i lokalvalg med Letland. Det er op til medlemsstaterne at træffe beslutning om sådanne forhold.

Jeg forstår bestemt den situation, som stillerne af den mundtlige forespørgsel beskriver, men jeg kan desværre ikke give et svar, så det er op til Letland selv at løse dette problem, som EU ikke har juridiske beføjelser til at løse.

  Rihards Pīks, for PPE-DE-Gruppen. – (LV) Tak, hr. formand! Må jeg minde Dem om, at der i mit lille land, Letland, er 2,3 mio. indbyggere, hvoraf omtrent 1,6 mio. er af lettisk etnisk oprindelse. Alligevel foregår primærundervisningen, som er statens og lokalregeringens ansvar, på otte mindretalssprog, hvoraf nogle, såsom det rumænske og estiske mindretal, er meget små. Når vi taler om russisktalende ikkestatsborgere, kan vi ikke bruge begrebet et "traditionelt mindretal". I de vesteuropæiske landes terminologi kunne man kalde dem nytilkomne eller indvandrere, som under den sovjetiske besættelse kom til Letland og fik adgang til mange privilegier. For det første havde de det privilegium, at de ikke skulle lære at tale landets sprog, de kunne nøjes med kun at tale russisk. Mit land har gennemført en af de mest generøse naturaliseringslove i Europa netop for at komme disse mennesker i møde på halvvejen. I løbet af de 10 år, hvor loven har været i kraft, har omtrent 50 % af ikkestatsborgerne erhvervet lettisk statsborgerskab. Da der for nylig blev foretaget en undersøgelse, det var i slutningen af 2008, af de mennesker, som ikke var blevet naturaliseret, viste det sig, at 74 % ikke ønskede at blive lettiske statsborgere. For det andet har kun en tredjedel af ikkestatsborgerne udnyttet deres ret til at lade deres børn registrere som letter, efter at Letland fik sin uafhængighed – kun en tredjedel. Hvad grunden er til det, ved jeg ikke. Fru Ždanoka, som er valgt i Letland og repræsenterer lettiske borgere af russisk oprindelse, gør ingen hemmelighed af, at det næste skridt efter at have givet ikkestatsborgere valgret vil være at opfordre til, at russisk får status af statssprog eller officielt sprog. Hvad betyder det? For det første betyder det opretholdelse af en privilegeret status for mennesker, der kom til Letland fra Rusland, og for det andet ville det være det samme som at underskrive en [døds]dom over det lettiske sprog og lettisk kultur, fordi der bag de russisktalende borgere er 140 mio. mere i Rusland med stadig større nationalistiske ambitioner. For det lettiske sprog er det en umulig situation, for vi er så små og så få. Endelig kom vi ikke med i EU for at opretholde et delt samfund, som blev skabt på grund af Sovjets besættelse, men for at få løst denne situation og bevare vores egen identitet.

  Proinsias De Rossa, for PSE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Kommissær Barrots svar var meget skuffende. Jeg ville have forventet et mere positivt svar fra ham, trods de juridiske rammer, han opererer inden for. Jeg troede, at han ville have sagt, at han ville gøre, hvad han kunne for at tilskynde til forandring i Letland i overensstemmelse med EU's princip om mangfoldighed.

Jeg kommer fra Irland. Jeg taler engelsk. Engelsk er mit modersmål, men jeg er ikke engelsk. Jeg er irsk. Sandheden er, at EU består af mange stater. Næsten alle vores lande har mindretal og flertal med en historie, der hænger sammen med at være en del af et imperium eller være et imperium og have en koloni. Det er noget, vi er nødt til at forholde os til.

Hvis jeg flyttede til Letland og boede og arbejdede der et stykke tid, ville jeg kunne stemme til lokalvalg. Men hundredtusindvis af borgere i Letland, som er født i Letland, kan ikke stemme til lokalvalgene. Det er uretfærdigt, men jeg vil også sige til hr. Pīks, at det også er selvdestruktivt, fordi vi, hvis vi skal løse problemerne og holde op med at være bange, skal byde alle mennesker velkommen i vores lande, vi skal tilskynde dem til at deltage politisk. At tillade mennesker at stemme til lokalvalg vil få dem til at føle, at de er en del af samfundet og en del af ledelsen af deres lokalsamfund, og det vil være med til at bryde barriererne ned.

Et af de største mindretalssamfund i Irland er briterne. De kan alle stemme til lokalvalget i Irland. De kan ikke alle stemme til de nationale valg, for de er ikke alle irske statsborgere, men de stemmer alle til irske lokalvalg og yder et meget stort bidrag til det irske politiske liv. Så jeg vil opfordre alle her i Parlamentet, der kommer fra Letland, og fra alle andre medlemsstater, der har problemer med mindretal, ja også med flertal, for den sags skyld, til at huske på, at vi for at løse disse problemer og få bugt med vores frygt skal byde disse mennesker velkommen og integrere dem i vores politiske proces, ikke udelukke dem fra den.

  Georgs Andrejevs, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Først skal jeg minde om situationen efter 1945, at da briter, franskmænd, belgiere og nederlændere strømmede ud af deres kolonier, så begyndte russerne at strømme ind i dem. Og i 1949, da Genève-konventionen forbød bosættelser i besatte områder, blev russificeringen af Letland intensiveret, og de sovjetiske myndigheder sørgede for, at en strøm på to millioner indvandrere flyttede til Letland.

Man kan derfor sige, at da Letland igen blev uafhængigt i 1991, opholdt de nye sovjetiske borgere sig ulovligt i Letland. Så i dag får russerne statsborgerskab via naturalisering som en humanitær handling fra den lettiske regerings side og ikke som en rettighed.

Ifølge FN's charter henhører et lovgivning om borgerskab normalt under et lands interne anliggender, og ingen andre kan blande sig i det, ikke engang FN selv. De lettiske myndigheders holdning med hensyn til muligheden for at give stemmeret til ikkestatsborgere er derfor fast og uændret: Retten til at stemme er en integrerende del af et borgerskab.

Denne holdning stemmer også overens med international lov og praksis. Samtidig har Letland med betydelig økonomisk hjælp fra andre lande – dog ikke Rusland – gjort en stor indsats for at lette naturaliseringsprocessen og integrationen af ikkestatsborgere i Letland, således at procentdelen af ikkestatsborgere nu kun udgjorde 16 % ved udgangen af 2008.

Vores mål er at sikre, at alle indbyggere i Letland kan ansøge om statsborgerskab og udnytte deres rettigheder fuldt og helt. Letland ønsker at have borgere med alle rettigheder i stedet for ikkestatsborgere med mange rettigheder.

Jeg kan forstå, at Letlands holdning strider mod den politik, som hr. Karaganov offentliggjorde i den russiske avis Diplomatic Herald i 1992 og også mod hans tilhængere her i Europa-Parlamentet, men vi vil aldrig holde op med at beskytte vores land mod disse misinformationskampagner.

  Ģirts Valdis Kristovskis, for UEN-Gruppen. – (LV) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Letlands liberale lov gjorde det muligt for alle at bekræfte deres loyalitet over for den lettiske stat og Vestens demokratiske værdier. Som følge heraf er antallet af ikkestatsborgere faldet med 59 % siden 1993. Flertallet af Letlands virksomheder tilhører russiske iværksættere. Disse argumenter gør det muligt for os at afvise klagerne over den lettiske stat. Desuden er det værd at påpege, at der bor flere mennesker i Letland, der som medlemmer af Interfront-gruppen kæmpede imod Letlands uafhængighed, opfordrede til at opretholde USSR's onde herredømme, stadig benægter det forhold, at Letland var besat, stadig undskylder Sovjets totalitære forbrydelser i De Baltiske Lande og stemte mod Letlands medlemskab af EU og NATO. Det er muligt, at disse holdninger er en betydelig hindring for ethvert ønske om at erhverve lettisk statsborgerskab. Lad os derfor ikke hindre dem i at leve i deres verden af fortidens værdier!

  Tatjana Ždanoka, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Vi drøfter situationen i Letland, fordi den er enestående. De lettiske ikkestatsborgere er ikke statsborgere i en stat og har ikke ret til at deltage i valg. Alle voksne, der har status som ikkestatsborgere i Letland, boede permanent i landet i begyndelsen af 1990'erne. Sidste gang de havde mulighed for at stemme, var for 19 år siden, da der var valg til Letlands øverste råd. Halvandet år senere berøvede det samme øverste råd en tredjedel af sine egne vælgere deres stemmeret. Dette er et enestående tilfælde i parlamentarismens historie.

Kommissæren talte om integration af ikkestatsborgere i samfundet og om deres naturalisering. Men denne fremgangsmåde vendte op og ned på det hele: Ikkestatsborgere er allerede en del af samfundet – 32 % er født i landet – og for mange vil det være ydmygende at skulle ansøge om statsborgerskab i deres eget land, og de ønsker principielt ikke at gennemgå naturaliseringsprocessen.

For den politiske elite i Letland er det en måde at bevare magten må, at de berøver en stor del af et mindretal deres grundlæggende rettigheder. De bruger den gamle del og hersk-politik, og derfor er det på EU-plan, at der skal gøres noget for Letlands ikkestatsborgere.

Jeg er overbevist om, at grundlæggende EU-værdier såsom ikkeforskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse og deltagelsesbaseret demokrati skal have forrang for nationale kompetencer.

  Christopher Beazley (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Vi har under denne forhandling hørt om Letlands demokrati og uafhængighed, og om en tid, hvor alle anstændige samfundsnormer blev trådt under fode af de to forbryderiske diktatorer i det forgangne århundrede. Letland blev invaderet først af Stalin og siden af Hitler og så igen af Stalin. Den lettiske befolkning blev fængslet, deporteret og henrettet. Så importerede Stalin ikke kun mennesker, der talte russisk, men også ukrainsk og belarussisk, til at bosætte sig i Letland.

Alle, også fru Ždanoka, fordømmer Stalin og hans gerninger, men hvad kan vi gøre ved det, hr. kommissær? Vil De her bekræfte offentligt, at De ikke kun ikke har en juridisk beføjelse til at handle, men at alle EU's medlemsstater skal overholde deres forpligtelser vedrørende valglovgivning? Dette er vigtigt, ikke kun i Letland, men i alle vores lande.

Svaret er, at hvis man virkelig føler for det, sådan som mange russisktalende letter, der er blevet statsborgere, så skal man have statsborgerskab i det land, man er stolt af, hvor man er født, og hvor man bor. Afvis det ikke. Man skal ikke bede om privilegier, hvis man ikke ønsker at gøre sit. Man kan få et statsborgerskab.

Der er f.eks. en palæstinenser, som har fået statsborgerskab i Letland. Hvis han kan lære sproget, er jeg sikker på, at de russisktalende letter også kan. Naturligvis mindes vi om, at det store flertal har fået statsborgerskab. Hvis man er en del af et land, mener jeg, at man har rettigheder og pligter.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). – (HU) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske Alexandra Dobolyi og de andre spørgere. Dette er et af de alvorligste menneskerettighedsspørgsmål i EU i dag. Jeg har forståelse for den store historiske uret, vores lettiske venner blev udsat for med den tvungne assimilering under Stalins sovjetæra. Jeg kender udmærket denne praksis, men intet kan berettige historisk hævn. Jeg vil råde mine lettiske venner til at følge f.eks. Finlands eksempel. Finland blev i århundreder undertrykt af Sverige, og alligevel har Finland aldrig hævnet sig på de svensktalende finske borgere. Det er umuligt enten at deportere eller assimilere flere hundredtusinde mennesker, og derfor skal de have deres EU-rettigheder. Jeg blevet meget trist over at høre kommissær Barrots ord, for i stedet for at EU giver et klart signal om, at situationen er uholdbar og i strid med EU's grundlæggende værdier, slår hr. Barrot opgivende ud med hænderne og siger, at EU ikke kan gøre noget. Det er virkelig trist. Der skal indgås et historisk kompromis mellem det lettiske flertal og det russiske mindretal. Det er den eneste løsning, der findes ikke andre.

  Inese Vaidere (UEN). – (LV) Hr. formand, mine damer og herrer! I efteråret stillede jeg en skriftlig forespørgsel til kommissær Ferrero-Waldner, hvor jeg gav udtryk for frygt for, at det privilegium, som er givet til russiske ikkestatsborgere fra Letland og Estland, nemlig at de kan rejse til Rusland uden visum, har haft en negativ virkning på deres ønske om at blive borgere. Fru Ferrero-Waldner var enig med mig, men visse medlemmer – spørgerne – udviser i dag en total mangel på forståelse for Letlands situation. Hvis vi giver disse ikkestatsborgere endnu flere rettigheder, bl.a. stemmeret til lokalvalg, vil antallet af ikkestatsborgere, som er blevet halveret siden 1995, sandsynligvis ikke falde mere. Letlands lov om statsborgerskab er en af de mest generøse i Europa. Alle ikkestatsborgere kan få fulde rettigheder, herunder stemmeret, ved at blive statsborgere. Letlands ikkestatsborgere er et direkte resultat af de 50 år med sovjetisk besættelse. Visse politiske kræfter, som støtter Kremls såkaldte medborgerbeskyttelsespolitik, opererer stadig gennem disse mennesker for at styrke deres egen politiske kapital.

  Roberts Zīle (UEN). – (LV) Hr. formand, hr. kommissær! Den interesse, som spørgerne har for denne forhandling, fremgår af det forhold, at ikke en af dem er til stede mere, og derfor har de ikke hørt, hvad Inese Vaidere netop sagde, nemlig at Ruslands visumpolitik er et våben, der bliver brugt, ikke til at styrke naturaliseringsprocessen i Letland, men til at opnå det stik modsatte. Desværre bekræfter opinionsundersøgelser, at flertallet af disse mennesker aldrig bliver lettiske medborgere, men flertallet af dem er allerede borgere i et andet land. Hvis de kan komme med i lokalregeringer, er næste skridt naturligvis krav om selvstændighed og official status for deres sprog. Vi kan allerede se, hvilke skridt det bliver, med udviklingen af den langsigtede situation i områder som Abkhasien og Sydossetien. Der vil blive udstedt russiske pas i disse selvstyrende områder.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). – (LT) Hr. formand! Under normale omstændigheder ville det være muligt at foreslå, at fastboende deltager i valg til kommunalråd, men vi ved alle alt for godt, at flertallet af Letlands ikkestatsborgere næppe kan beskrives som personer, der er kommet til et land under normale omstændigheder. Deres ankomst er en direkte følge af Sovjetunionens besættelse af Letland. Det er også følgen af russificeringsprocessen, som fandt sted over fem årtier og overtrådte normerne i international ret. Vi har alle ret til at vælge – at være borgere eller loyale over for vores stat, ikke? Men ethvert valg har konsekvenser, og derfor kan vi kun bebrejde os selv, ikke den stat, som har givet os denne valgfrihed.

  Henrik Lax (ALDE). – (SV) Hr. formand! Hvad er følgerne for letterne af 50 års sovjetisk besættelse? Hvorfor ønsker en stor del af den russisktalende befolkning ikke at ansøge om statsborgerskab? Hvad er Ruslands rolle i alt dette? Letland har brug for vores støtte, ikke vores fordømmelse, så de kan tilskynde ikkestatsborgerne til at ansøge om statsborgerskab. Til hr. Tabajdi vil jeg gerne stille følgende spørgsmål: Hvorfor skulle Finland ønske at hævne sig på Sverige, og hvad har det at gøre med dette spørgsmål?

  Paul Rübig (PPE-DE). – (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det er normal praksis i Europa, at der er undervisningspligt. Det betyder bl.a., at man stifter bekendtskab med kultur, skik og brug i det land, man bor i, så man sættes i stand til at bo der. Undervisningspligten omfatter, at man skal lære sproget i det pågældende land og muligvis også andre sprog. Det danner desuden grundlag for erhvervsuddannelse og viser, hvordan landets kultur har udviklet sig, og hvor det er på vej hen. Desuden lærer de studerende historie. Undervisningspligt, som vi forstår det, hjælper folk til at bo fredeligt sammen. Hvis man bor i et land, er det klart, at man også skal kunne forstå sproget i det land. Det er formålet med et godt system med undervisningspligt. På denne baggrund vil jeg gerne sige, at mange af problemerne i Europa kunne løses gennem effektiv undervisningspligt for alle, der bor i et land.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Jeg har lyttet opmærksomt til begge sider.

Det er meget vanskeligt for Kommissionen at overtage problemet fra den lettiske stat og løse det. Det eneste, jeg kan gøre i denne situation, er at opfordre dem til at indgå i en intern dialog, som jeg finder ønskelig. Det er desværre det eneste, jeg kan sige.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.