Formanden. − Det næste punkt er redegørelserne fra den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og fra Kommissionen om Den Europæiske Unions rolle i Mellemøsten. Jeg har den glæde at byde den Højtstående Repræsentant, hr. Solana, velkommen i vores midte og bede ham tale til os.

  Javier Solana, højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. − (EN) Hr. formand! Dette er første gang, jeg møder op her i 2009. Det er en stor glæde for mig at være her, og jeg håber, at det gode samarbejde, vi har haft tidligere, vil fortsætte i år.

Krigen i Gaza sluttede for en måned siden, den 18. januar, og jeg tror, De er enig med mig i, at det føles, som var det i går. Omfanget af lidelser og ødelæggelser var umådeligt, og det har efterladt os alle med en bitter smag i munden. Den humanitære situation i dag er stadig fortvivlende. Vi er nødt til hurtigst muligt at finde løsninger på at få hjælp ind og mindske folks lidelser.

Samtidig er vi nødt til at gøre alt, hvad vi kan, for at afslutte konflikten mellem israelerne og palæstinenserne og mellem Israel og den arabiske verden. Faktisk er kriterierne for en løsning velkendte, og det har de været i nogen tid. Det, der betyder noget nu, er, om der er politisk vilje til at gennemføre den blandt israelere og palæstinensere, blandt arabere og i det brede, internationale samfund.

EU's kald til at opnå fred i Mellemøsten er så stærkt som nogensinde. Vores engagement med hensyn til at skabe en levedygtig og uafhængig, palæstinensisk stat, der lever side om side med Israel, er totalt. Det er centralt i vores Mellemøstpolitik. Alle vores handlinger er rettet mod dette strategiske mål. Vi vil bakke fast op om alle, der ønsker en fredelig løsning på de mange udfordringer i hele Mellemøstregionen.

Parlamentet ved præcist, hvor svær og indviklet situationen kan synes at være. Regionen har for ofte været plaget af voldsperioder, stigende ekstremisme og økonomisk modgang. Samtidig er betingelserne for, at EU og USA kan samarbejde om at opnå fred i Mellemøsten, sandsynligvis bedre end nogensinde. Jeg er lige vendt tilbage fra Washington, hvor jeg har haft gode drøftelser med alle i Obama-regeringen. Jeg tror, jeg har en forsikring fra dem om, at det stærke engagement, der er kommet til udtryk, er reelt. Vi er villige og parat til at samarbejde med dem om at opnå succes i denne konflikt.

Jeg tror, udnævnelsen af senator Mitchell som USA's udsending har givet befolkningen i Mellemøsten og hans venner nyt håb. Vi kender ham. Vi har arbejdet sammen med ham. Jeg havde det privilegium at arbejde sammen med ham i 2001 om den berømte rapport, og for nylig har jeg haft lejlighed til at arbejde sammen med ham i regionen.

Jeg håber meget, at disse ændringer vil føre til en ny tilgang, én, der giver parterne mere at skulle have sagt, med hensyn til hvordan de styrer deres forhold. Vi ved, at løsninger og forslag bør være lokalt funderet. Samtidig er et større internationalt engagement dog stadig væsentligt.

Derfor er det arabiske fredsinitiativ så afgørende. Dette initiativ er et kollektivt udtryk i den arabiske verden for, hvordan man her ville kunne bidrage til at afslutte konflikten med Israel. Det er dens reaktion på problemet, der har bremset dens udvikling og integration i vores globale verden. Det er stadig og bør forblive på bordet.

Der har lige været et vigtigt valg i Israel. Selvfølgelig er det op til det israelske folk, dets politiske ledere, at afgøre, hvordan den nye regering skal sammensættes. Vi fra vores side håber, at den nye premierminister og regering vil være solide samtalepartnere i forbindelse med fredsforhandlinger.

Det samme gælder naturligvis for palæstinenserne. De er også nødt til at få deres bagland på plads, herunder gennem forsoning. Som alle ved, tilskynder vi kraftigt til, at der sker en forsoning mellem palæstinenserne bag præsident Abbas og alt det, Egypten og Den Arabiske Liga gør i den henseende. Dette vil være en nøgle til fred, stabilitet og udvikling.

Som sagt ved jeg, at Parlamentet har været stærkt optaget af krisen i Gaza, det har vi alle. Lad mig benytte lejligheden til at fremhæve nogle af de vigtigste, internationale tiltag, hvis fokus har været at prøve at standse volden og mildne nøden for alle civilbefolkningerne.

Egyptens rolle med hensyn til at få løst situationen i Gaza, og naturligvis hos palæstinenserne selv, er stadig afgørende. Vi håber, at deres anstrengelser snart vil føre til en varig og bæredygtig våbenhvile, til at grænseovergangene åbnes for alle varer og personer samt til en eller anden form for aftale mellem palæstinenserne. Uden dette vil det være svært – for ikke at sige umuligt – at genopbygge Gaza.

Vi ser frem til at hilse positive meddelelser om våbenhvile velkommen. I forgårs var der gode møder, lad os håbe, at de fortsætter i dag og fremover, så der ufortøvet kan erklæres våbenhvile. Som De ved, vil Egypten også være vært for en vigtig konference om genopbygning den 2. marts, og vi forventer, at hele det internationale samfund vil engagere sig dér. EU har også spillet sin rolle. Vi har straks udtrykt vores vilje til at bidrage på konkrete måder til at opnå en varig våbenhvile. Vi har også bekendtgjort, at vi er klar til at sende vores kontrollører tilbage til grænseovergangen ved Rafah, i overensstemmelse med den aftale, vi underskrev i 2005. Vi er klar til at fungere ved Rafah eller en hvilken som helst anden grænseovergang, hvor der er behov for hjælp, eller hvor der anmodes om hjælp.

Adskillige EU-lande har også udtrykt, at de er klar til at hjælpe med et forbud mod ulovlig handel med især våben, der smugles ind i Gaza. Parlamentets aktiviteter som reaktion på krisen har været betydelige, og de er en integrerende del af EU's generelle reaktion på krisen.

For så vidt angår FN, kan vi varmt anbefale UNRWA for dets arbejde og vedholdenhed samt understrege, at EU fortsat vil støtte alle organisationens tiltag.

Men det er klart, at et enkelt land eller en enkelt organisation ikke alene kan tackle konflikterne i Mellemøsten. Problemernes iboende natur gør, at der kræves multilaterale løsninger. Kvartetten får en afgørende rolle i de kommende måneder. Den nye regering i USA har sammen med os bekræftet sin hensigt om at gøre fuld brug af Kvartetten.

De frygtelige begivenheder i Gaza bør også tvinge os til at se på Gaza i et mere strategisk og langsigtet perspektiv. Gazastriben er en integreret del af det palæstinensiske område, som blev besat i 1967, og vil uden tvivl blive en del af en palæstinensisk stat. Gaza er nødt til at blive økonomisk og politisk levedygtig. Gaza er nødt til at blive en del af en politisk løsning.

Den første prioritet er stadig at sikre en varig våbenhvile, der overholdes fuldt ud, og at humanitær bistand kan ydes uden hindringer. Vi har brug for, at grænseovergangene åbnes for humanitær assistance, for handelsvarer og for mennesker på et regelmæssigt og forudsigeligt grundlag.

Som De ved, har de diplomatiske konsekvenser efter Gazakonflikten været meget betydelige i regionen omkring Gaza. Indirekte forhandlinger mellem Syrien og Israel er blevet indstillet. Mauretanien og Qatar har suspenderet deres forbindelser med Israel. Man har truet med at tilbagetrække det arabiske fredsinitiativ.

Skellene i de arabiske lande er, som De ved, blevet dybere. Uden en arabisk enhed vil det blive meget svært at skabe fremskridt i Gaza og i den videre fredsproces i Mellemøsten. Fred i Mellemøsten kræver en forenet, arabisk verden. Det forestående topmøde i Den Arabiske Liga vil blive afgørende for at genoprette den arabiske enhed, især bag det arabiske fredsinitiativ.

I de kommende måneder vil der også være valg i Iran og Libanon. Den 12. juni vil iranerne stemme om en ny præsident. Vi har gentagne gange udtalt vores dybe respekt for Iran og vores ønske om at udforme en helt anden slags forhold til dette land. Det er helt klart i alles interesse, men for at opnå det, har vi brug for tillid, og den tillid skal genskabes.

Lad mig afslutningsvis sige, at 2009 vil blive kritisk for Mellemøsten. Vi står muligvis på en tærskel. Vi kan vælge at forfølge de samme politikker på den samme måde, velvidende, at de vil føre til de samme resultater – de resultater, vi kender i dag. På den anden side kan vi forsøge at arbejde energisk og beslutsomt for at tilpasse vores politikker og vores tilgang til at opnå resultater.

Vi skal arbejde med både krisestyring og konfliktløsning – det er der ingen tvivl om. Tiden er imidlertid inde nu til at fokusere afgørende på konfliktløsning. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan afslutte denne endeløse række af død og ødelæggelser.

(Bifald)

  Formanden. − Mange tak, højtstående repræsentant. Mine damer og herrer! Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at jeg som formand for Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-Samarbejdet nu på søndag vil lede en delegation til Gaza, Ramallah, Sderot og Jerusalem i to og en halv dag. Blandt andet skal der føres forhandlinger med præsident Peres og premierminister Olmert i Jerusalem og præsident Mahmoud Abbas fra Den Palæstinensiske Myndighed samt premierminister Fayyad i Ramallah. I Gaza vil der blive gjort forberedelser til FN's besøg, som derefter vil blive gennemført.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. − Hr. formand! Vi er i en overgangsfase i Mellemøsten. Højst sandsynligt vil der snart komme en ny regering i Israel. Der er allerede en ny regering i USA, som er i gang med at definere sine udenrigspolitiske prioriteter. Og vi kan snart stå over for en overgang i det besatte, palæstinensiske område. Så en ændret dynamik kan give muligheder for nyt engagement.

Man kan imidlertid ikke benægte, at konflikten for nylig resulterede i menneskelige lidelser og ødelæggelser af enormt omfang. Den har efterladt fredsprocessen i Mellemøsten i en særlig skrøbelig tilstand, det må vi indrømme. Det ved Parlamentet kun alt for godt, og jeg refererer til de drøftelser og forhandlinger, vi allerede har haft her.

Det er helt klart ikke dér, hvor vi ønskede at være i begyndelsen af 2009. Men hvis der en dag skal blive fred mellem israelere og palæstinensere, er det den eneste vej frem, at vi gør alt, hvad vi kan, for at få forhandlingerne tilbage på sporet. Denne menneskelige tragedie i Gaza har haft en enorm indflydelse på regionen. Så sent som i går aftes kom jeg tilbage fra en tur til Syrien og Libanon, og det vil jeg naturligvis også sige noget om, men jeg vil gerne understrege, at det, vi skal gøre, er at gøre det klart for alle lederne i Israel, at EU forventer et fortsat engagement i fredsprocessen og i en tostatsløsning.

Vi skal også forstærke beskeden til palæstinenserne om, at det er altafgørende med en stærk Palæstinensisk Myndighed, som viser effektivt lederskab over hele det besatte palæstinensiske område, både af hensyn til genforening af Vestbredden og Gaza og for at få fredsprocessen tilbage på sporet. Derfor støtter EU Egyptens, Tyrkiets og andre landes indsats for at opnå dette.

Hvad angår den nye regering i USA, skal vi være enige om en fælles vej fremad. Jeg talte i telefonen med udenrigsminister Clinton om det så sent som i sidste uge. Hun var enig i, at der er brug for en varig våbenhvile, og at man vender tilbage til fredsprocessen, som er helt afgørende. Vi var også enige om, at Kvartetten indbyrdes bør konferere indgående om disse forhold inden udgangen af måneden. Jeg er glad for, at den amerikanske regering ser Kvartetten som en meget vigtig institution til fremme af fred.

Endelig er vi nødt til at optrappe vores eget forhold til landene i Den Arabiske Liga. Enigheden om fred er ved at svækkes, ikke blot i Israel og inden for det besatte, palæstinensiske område, men også inden for Den Arabiske Liga, hvor der viser sig bekymrende splittelser.

Med dette formål er jeg som sagt lige vendt tilbage fra Syrien og Libanon, hvor jeg mødtes med præsident Assad i Syrien, præsident Sleiman i Libanon og andre nøglepartnere. Den nylige konflikt har været til stor skade for forhandlingerne, ikke blot hvad Palæstina, men også hvad Syrien angår. Vi udvekslede derfor længe synspunkter om fredsprocessen. Jeg gentog EU's meget stærke opbakning til det arabiske fredsinitiativ, og jeg opfordrede indtrængende partnerne til at opretholde deres engagement deri, fordi det giver nogle seriøse rammer for de regionale fredsforhandlinger.

Jeg lagde også vægt på den milepæl, der er opnået med Syriens og Libanons beslutning om at etablere diplomatiske forbindelser, og jeg pressede på for at få gennemført alle trin i denne proces. I begge lande drøftede vi, hvordan EU rent praktisk kan bakke op om reformprocessen. I Libanon gentog jeg, at vi principielt er parat til at sende en valgobservationsmission fra EU, og jeg har allerede besluttet, at en undersøgelsesmission skal tage af sted dertil straks.

EU som helhed har været ekstremt aktiv i de seneste uger både politisk set og på den praktiske front. Hvad det politiske angår, har vi alle fortsat vores intensive diplomatiske aktiviteter, siden jeg sidst aflagde beretning for Dem i januar. Vi har været i front med opfordringer til våbenhvile og har arbejdet sammen med Egypten og andre for at muliggøre en varig våbenhvile.

Rådets konklusioner i januar viste, at EU er ved at udarbejde en "arbejdsplan" for en varig våbenhvile. I dette dokument identificeres seks indsatsområder, der omfatter humanitær indsats, forhindring af indsmugling til Gaza, genåbning af grænseovergangene i Gaza, genopbygning, forsoning blandt palæstinenserne og genoptagelse af fredsprocessen.

Der foregår meget arbejde, som kræver stor takt og dygtighed. For at give blot et lille indtryk af det aktivitetsniveau, vi alle har haft, kan jeg nævne, at jeg deltog i en arbejdsmiddag for medformændene i Paris den 15. januar, topmøder i Sharm el-Sheikh og Jerusalem den 18. januar, EU-ministermøder med Israel den 21. januar og med en gruppe bestående af Egypten, Den Palæstinensiske Myndighed, Jordan og Tyrkiet den 25. januar. Desuden besøgte kommissær Louis Michel, som er ansvarlig for humanitær bistand, Gaza den 24. og 25. januar.

Vi er jævnligt i kontakt med kollegerne i Kvartetten. Vi har haft vigtige møder som trojka i Moskva. Jeg har haft den nævnte telefonsamtale med Clinton, Javier Solana har været i Washington, og vi er enige om, at det er nødvendigt at forny fredsprocessen. Vi fortsætter vores køreplan med overvågningsarbejde, og vi sætter også hjælp ind til opbygning af landet, herunder på følsomme områder som f.eks. retsstatsprincippet og grænseforvaltning.

I EU's handlingsstrategi for Mellemøsten påregnes der også EU-støtte i forbindelse med specifikke spørgsmål om endelig status, f.eks. vedrørende flygtninge og sikkerhedsforanstaltninger i Jerusalem.

Rent praktisk har EU prioriteret at levere humanitær bistand til befolkningen i Gaza. Kommissionen har allerede, praktisk taget fra den ene dag til den anden, tilvejebragt 10 mio. EUR, og andre 32 mio. EUR er nu bundet for den kommende periode.

I begyndelsen af marts holder den egyptiske regering en international konference i Sharm el-Sheikh til støtte for den palæstinensiske økonomi med det formål at genopbygge Gaza. Kommissionen og dermed vi vil være medsponsor af dette arrangement. Jeg er glad for, at jeg havde lejlighed til at drøfte det tilsagn, som Kommissionen har til hensigt at give sammen med formændene for Udenrigsudvalget og Budgetudvalget, på et tidligt tidspunkt her i Parlamentet den 2. februar. Endnu en gang tak for Deres støtte.

Problemet i øjeblikket er ikke kun finansiering, men adgang, især til Gaza. Vi har været meget højlydte, både offentligt og privat, vedrørende den uacceptable lukning af grænseovergangene i Gaza. Parlamentet vil givet gerne her i dag endnu en gang sammen med mig kræve, at grænseovergangene åbnes i fuldt omfang.

(Bifald)

Når der bliver bedre adgang – hvilket jeg ikke er i tvivl om, at der bliver – bliver vi måske nødt til at revurdere vores økonomiske forudsigelser. Til den tid bliver jeg måske nødt til at komme tilbage for at drøfte dette med Dem. Jeg håber, at jeg igen vil kunne regne med Deres støtte.

De kan regne med Kommissionens engagement – og også mit personlige engagement – med hensyn til at gøre alt, hvad vi kan, for at bidrage til at skabe fred hurtigst muligt i en af de mest urohærgede dele af verden. Vi vil i hvert fald fortsat arbejde meget tæt sammen med Parlamentet.

(Bifald)

  Joseph Daul, for PPE-DE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. Vondra, hr. Solana, kommissær Ferrero-Waldner, mine damer og herrer! Situationen i Gaza forværres lidt for hver dag, der går. Befolkningen lider enormt. Der er mangel på alt.

Embargoen mod Gaza betyder, at hver eneste leverance af humanitær bistand skal igennem et forhindringsløb. Når den så er leveret, er bistanden utilstrækkelig til at dække behovene på stedet. Hospitalerne kan ikke længere fungere ordentligt. Man kan ikke længere tage sig af befolkningen. Det, der sker i Gaza i dag, er en humanitær katastrofe i stort omfang.

EU spiller allerede en stor rolle i regionen. Den økonomiske støtte, unionen har givet og fortsat giver til palæstinenserne, er betydelig. Den har gjort meget mod strømmen for at forhindre den humanitære katastrofe, vi ser i dag. Trods forhindringerne fortsætter den med at yde humanitær bistand til befolkningen i Gazastriben. Bare i dag har EU bevilget 41 mio. EUR i bistand til De Forenede Nationers Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge. Så det er ikke det rigtige tidspunkt for os at begynde at tie stille.

Jeg mener, at EU's besked skal være klar. Vi kan ikke tolerere, at humanitær bistand bliver taget som gidsel i denne konflikt. Det er altafgørende, at denne bistand kan bevæge sig frit og uden begrænsninger, og at kontrolposterne åbnes.

Desuden giver vi Hamas en advarsel. Hændelserne i sidste måned, hvor Hamas konfiskerede og ikke tilbageleverede den humanitære bistand, der blev leveret af De Forenede Nationers Organisation i regionen, er skandaløse og uacceptable, og de må ikke gentages. Alle de involverede spillere skal komme genopbygningsfasen i forkøbet og aktivt forberede den ved at vurdere skaderne på stedet og ved at forberede en plan for finansiel, økonomisk og social rehabilitering af Gazastriben. Denne rehabilitering er altafgørende for stabiliteten i regionen. Det er målet for donorkonferencen i Sharm el-Sheikh den 2. marts.

Men lad os gøre os det klart, at der ikke kan finde nogen genopbygning sted – endnu en af slagsen – før der er indgået en varig våbenhvile. Våbenhvile og indstilling af militære kamphandlinger, også for Israels vedkommende, er en absolut forudsætning for, at freden kan genoprettes i regionen. Med henvisning til Hamas begynder det også – og dette siger jeg med absolut bestemthed – med at sætte en definitiv stopper for affyring af raketter ind i Israel fra Gaza.

Der skal også træffes de nødvendige foranstaltninger for at bekæmpe indsmuglingen af våben og ammunition gennem de tunneller, der forbinder Gaza med Egypten. Det er væsentligt at retablere dialogen mellem alle sektorer i det palæstinensiske samfund og at sætte gang igen i den nuværende forhandlingsproces. Egypten, som har et særligt ansvar på grund af sin beliggenhed ved grænsen til Gaza, skal deltage aktivt i denne forhandlingsproces. I alle vores fremtidige, diplomatiske bestræbelser skal denne særlige rolle, Egypten har, tages med i overvejelserne.

Vi kan kun håbe på at finde en løsning på konflikten ved at holde den diplomatiske sti åben. Jeg opfordrer alle involverede parter, herunder Kvartetten, Den Arabiske Liga og medlemsstaternes diplomater, til fortsat og med fasthed og beslutsomhed at tage del i forhandlingerne.

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Tak. Beskeden fra vores forhandling kan kun være denne, at der ikke findes nogen voldelig løsning i Mellemøsten. Der findes ikke nogen militær løsning. Der findes ikke nogen løsning via terrorisme.

Det kan godt være, at én part vinder en kortvarig, militær fordel. Det kan godt være, at en terrorhandling forårsager en hel del kaos. Men erfaringen viser, at for hver voldelig handling skabes der mere vold, så voldscyklussen får mere kraft. Det afgørende er derfor dialog, og det er noget, der er ekstremt vanskeligt i Mellemøsten, især i en tid med usikkerhed og i nogen grad manglende synkronicitet.

Alligevel er der håb, kommende fra USA. Præsident Obama, Hillary Clinton og deres hold tilbyder en konsensusmodel med fokus på dialog, hvilket er helt forskelligt fra den foregående regering, som nu heldigvis er gået af. Så der er håb i Washington. Men hvad med Jerusalem? Det, som Benjamin Netanyahu sagde under valgkampagnen, var helt afgjort en trussel mod fredsprocessen, mens Avigor Liebermann også helt afgjort er en trussel mod fredsprocessen i Mellemøsten. Denne manglende synkronicitet udgør en risiko.

Hvad sker der i Libanon? Hvilken indflydelse får Hezbollah i fremtiden? I hvilket omfang er den parat til at gå ind i en konstruktiv dialog, før og efter valget i Libanon? Hvad med flertallet, der er orienteret mod Vesten? Ville dette flertal være i stand til at reagere på en valgsejr ved at integrere Hezbollah? Er Hezbollah parat til at lade sig integrere? Dette afhænger i afgørende grad af, hvem der regerer i Teheran. Spørgsmålet om valgresultatet i Iran er af central betydning. Det samme gælder Hamas' holdning.

Spørgsmålet om, hvorvidt vi har en radikal præsident, som benægter Israels ret til at eksistere – som den nuværende indehaver af embedet gør – eller om der kommer en regering, der er parat til at forhandle, og denne parathed til forhandling strækker sig fra Teheran til Beirut og videre til Rafah, er vitalt for en stabilisering i hele regionen. Vi går ind for en enhedsregering for palæstinenserne. Uden en enhedsregering for palæstinenserne kan fredsprocessen ikke styres. Det er derfor nu op til Hamas at vise, at den er villig til og i stand til at gå med i en sådan regering.

En grundlæggende forudsætning for dette er imidlertid, at man taler med Hamas, at de blandt det palæstinensiske folk, der ønsker at tale med Hamas, støttes, og at de ikke tvinges i defensiven af en regering i Jerusalem, som ikke kender til anden politik end at fortsætte bosættelserne. En sidebemærkning: Hvis det er sandt, at 163 hektarer nu er blevet frigivet igen til bosættelse, så er det en destabiliserende faktor, og det er noget, vi er nødt til fuldstændig ligefremt at gøre klart for vores venner i Israel.

I Mellemøsten hænger alting sammen på kryds og tværs. Det er ikke muligt blot at udvælge enkelte elementer og tro, det er muligt at løse enkelte problemer med militære midler. Det er derfor, alting er grundet på viljen til forhandling. I Den Arabiske Ligas plan, Saudi-Arabiens fredsplan, forestiller man sig, at voldshandlingerne indstilles, samtidig med at man anerkender Israels ret til at eksistere. Det er en dristig og ambitiøs plan, og der er behov for at drøfte den. Det er i sig selv et fremskridt, at der er folk i Den Arabiske Liga, i den arabiske lejr, som er parat til at tage den forhandling. Det er noget, der skal bakkes op om. Bombefly er ikke en måde at bakke det op på, og jeg kan tilføje, at det heller ikke er en måde at bakke det op på, at man ødelægger det igen, vi i kraft af EU's arbejde opbygger, uanset hvilke militære grunde der måtte ligge bag. Af den grund kan vores besked kun være, at dialog er en forudsætning.

Høje Repræsentant Solana, De sagde, at dette er første gang i år, De er her hos os. Det er måske også Deres sidste besøg før vores valg i juni. Da dialog i høj grad er en uomgængelig nødvendighed for at opnå succes, vil jeg på vegne af min gruppe gerne sige til Dem, at De er personificeringen af dialog. Deres arbejde fortjener mere end respekt. Det fortjener stor beundring, frem for alt på grund af Deres fortsatte kamp for dialog. Det påskønner vi oprigtigt.

(Bifald)

  Formanden. – Mange tak, hr. Schulz. Vi håber naturligvis – og det er noget, vi alle kan blive enige om – at hr. Solana vil tale her i Parlamentet endnu et par gange inden denne valgperiodes udløb.

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Det er med tunge hjerter, vi endnu en gang forhandler om, hvad vores union kan gøre for at lindre smerterne i Mellemøsten.

Når vi ser på den nylige konflikt i Gaza, gælder alle de gamle, velkendte fraser, nemlig skyld på begge sider, provokation fra Hamas, israelsk reaktion, der er ude af proportioner. Men i forhold til den vold, der gentager sig, har vi genbrugt disse slidte fraser så tit, at de har mistet enhver virkning, de engang havde. Vi kan ikke blive ved på denne måde. Selvfølgelig har vi en moralsk pligt til at deltage i genopbygningen af Gaza. Selvfølgelig er det fornuftigt at søge beskyttelsesforanstaltninger fra Israel. Det er slemt nok at se lufthavn, skoler og kloaksystemer sprængt i luften. Det er værre at genopbygge dem med penge fra EU, velvidende at de sandsynligvis bliver ødelagt igen.

Er det muligt, kan man forestille sig, at Israel kan forsikre os, at dette ikke vil ske? Under alle omstændigheder vil genopbygning og humanitær bistand fra EU ikke kunne forhindre fremtidige konflikter. Vi har brug for en ny og positiv holdning, sammen med USA, om muligt, men uden, hvis det ikke er.

Volden i sidste måned og resultatet af denne måneds valg har ændret forhandlingsbetingelserne. Hamas er politisk stærkere, den er militært intakt, den holder stand mod en anerkendelse af Israel, og den forventede koalition i Israel vil føre en hårdere linje end nogensinde, med en bred modstand mod en separat, palæstinensisk stat. I mellemtiden bliver kløften mellem Vestbredden og Gaza stadig større, med trussel om en permanent deling.

Rådet og Kommissionen har ikke reelt sagt, hvad deres svar vil være på denne udvikling i begivenhederne, og det tjekkiske formandskab synes at ønske, at emnet fjernes fra dagsordenen, men vi har ikke råd til at vente længere. Med en flydende situation, hvor hverken Hamas eller Israel taler med hinanden, er vi nødt til at fastlægge opnåelige betingelser, på hvilke vi kan tale med begge. Isolation har ikke medført andet end håbløshed.

Tiden er inde til et hårfint, men målrettet diplomati. I hvilket forum? I Kvartetten, hr. Solana? Ja, måske, men vi skal først erkende, at de sidste syv års politiske fiaskoer, bristede forhåbninger og snigende ekstremisme har fundet sted under Kvartettens overvågning. Dens udsending, Tony Blair, har ikke engang været i Gaza. Hvis han tog dertil, kunne han besøge det industriområde, som er et af hans yndlingsprojekter, der skulle skabe arbejdspladser, men som blev jævnet med jorden sidste måned.

(Bifald)

Kvartetten skal være åben over for en ny holdning, og hvis vores partnere i den ikke kan tage dette skridt, så må vi undersøge, hvordan den ville kunne gøre det.

Endelig kan vi kun forberede os på fremtiden, hvis vi ærligt erkender, hvad der er sket i fortiden. Der bør foretages en fri og fair undersøgelse i internationalt regi af de påståede krigsforbrydelser i Gazakonflikten. Både UNRWA og vores eget parlamentsudvalg har rapporteret om foruroligende beviser på krigsforbrydelser, og påstandene er virkelig alvorlige. Hvis Israel anklages uberettiget, skal dets navn renses, men hvis det har begået disse forbrydelser, skal det stå ved sit ansvar. Vores mål skal være at støbe en aftale om en fredelig og fremgangsrig fremtid på begge sider af skellet, hvor fjender igen kan blive partnere. Den fiasko, vores tilgang til dato har været, er imidlertid skrevet i blod, der er udgydt på stedet. Hr. Solana, vi skal træde en ny sti mod fred, og EU skal om nødvendigt føre an.

(Bifald)

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. – (GA) Hr. formand, Høje Repræsentant og kommissær Ferrero-Waldner! Jeg bifalder varmt dagens afgørelse om at levere humanitær bistand til Gazastriben. Det er et skridt i den rigtige retning for Europa-Parlamentet.

Den humanitære situation i Gaza er slem i øjeblikket, og EU er forpligtet til at hjælpe.

Der er sagt mange ord om behovet for fred, dialog, forståelse, selvbeherskelse – hvis man måtte ønske at bruge dette ord – i forbindelse med reaktioner og modreaktioner på forskellige begivenheder. Men tre ting springer os straks i øjnene, når vi taler om Mellemøsten.

For det første er det ikke en forhandling mellem ligemænd. Der er styrke på den ene side, svaghed og splittelse på den anden side. For det andet er der ikke nogen ligelig fordeling mellem påvirkninger udefra og mediedækning udenfor. Den ene side får mere positiv beskyttelse fra internationale medier og lande, den anden side lider under de nedsættende betegnelser terrorisme eller reaktionær.

For det tredje, og det er det vigtigste af det hele, så er det, trods alle politiske uenigheder, geografiske uenigheder og historiske konflikter, de samme mennesker, som fortsat lider dag efter dag efter dag, nemlig kvinder, børn, uskyldige civile, mennesker, som ikke har noget at gøre med politiske grupper, politiske organisationer, paramilitære grupper eller terrororganisationer. Det er de stakkels uskyldige, der fanges midt i raketild, bombninger og de såkaldte – og jeg må le, når jeg hører disse ord anvendt – målrettede, intelligente bombninger. Der findes ikke nogen intelligent eller sikker bombe. Når den falder, springer den – den dræber mennesker.

Vi har masser af beviser på, at ikke kun Hamas' raketter mod Israel har dræbt uskyldige mennesker, men at bomberne og kuglerne fra de israelske styrker hundrede gange så ofte har dræbt tusinder og såret tusinder af mennesker i Gaza og i de besatte områder. Faktisk har en irer, John King, som arbejder for UNRWA i Gaza, givet os bevis på, at da man derfra informerede de israelske myndigheder om, at deres bomber ramte tæt på en FN-lejr i Gaza, hvor der blev opbevaret brændstof og mad, og som også fungerede som tilflugtssted for børn, hvis skole var blevet bombet tidligere på dagen, så kom bomberne tættere. Og da de var nødt til at ringe til dem anden gang, faldt bomberne på brændstofdepotet i FN-lejren.

Måske er der tale om uagtsomhed, misinformation eller bevidst målretning, men uanset hvad, er det en handling – efter nogle folks opfattelse måske ikke helt en krigsforbrydelse – men det er et angreb på fredsbevarende institutioner, menneskelighed og frihed. I krigstid er der regler for operationer, der er visse ting, som man ikke kan gøre.

Selvfølgelig skal vi sørge for, at det palæstinensiske folk får hjælp og bistand til genopbygning af deres områder. Selvfølgelig skal vi sikre og insistere på, at forhandlinger finder sted, og at freden kan få lov til at blomstre, men det kræver, at vi også inden for EU laver modige træk. Ligesom Martin Schulz lykønsker jeg Javier Solana med at gå den lange, ensomme vej, det er at tale med mennesker, ingen andre vil tale med, at åbne dialogens døre, for i sidste ende er det kun gennem dialog mellem fjender, at man kan skabe fred, og kun gennem fred kan man opbygge grundlaget for en solid tostatsløsning, der kan bidrage til at garantere fred, lighed, sikkerhed og retfærdighed i Mellemøsten.

  Jill Evans, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg var med i den delegation fra Parlamentet, der i sidste uge rejste til Gaza for at se ødelæggelserne, og fokus for Parlamentets beslutning i dag er humanitær handling, hvilket der er desperat brug for.

Dette er en ægte, humanitær krise, og hvordan skal vi tackle den hurtigst muligt? 90 % af befolkningen i Gaza er afhængig af FN-bistand. Det har ingen forbindelse til forhandlinger af nogen art. Vi er nødt til at sikre, at den hjælp kommer igennem, og nøglen hertil er at hæve belejringen og åbne grænseovergangene. Hvordan kan et tæt befolket område med halvanden mio. mennesker, der er blevet bombet i 22 dage, og hvor mere end 1 000 mennesker er blevet dræbt, overhovedet begynde at komme sig, når kun 15 kategorier af humanitære produkter må komme ind, nemlig madvarer, nogle typer medicin og madrasser? Man kan ikke genopbygge huse og kontorer uden cement og glas, som er forbudt. Man kan ikke undervise børn i skoler, der ikke har noget papir, fordi det er forbudt. Man kan ikke bespise mennesker, når man ikke kan få lov til at få nok madvarer ind. Det er ikke, fordi hjælpen ikke er der, men den får ikke lov til at komme ind. Vi er nødt til at lægge pres på den israelske regering for at få afsluttet blokaden og grænseovergangene åbnet.

I alle vurderinger af skaderne i Gaza skal man gøre opmærksom på de bevidst målrettede forsøg på at ødelægge infrastrukturen og økonomien. Vi så skoler, fabrikker, huse og et hospital, der var blevet angrebet med forsæt. Endnu en gang har vi set, at Israel har ødelagt projekter, der var finansieret af EU, og i stedet for at reagere på det taler vi om at opgradere handelsforbindelserne, samtidig med at menneskerettighedsforhold krænkes under de nuværende aftaler.

Hr. Solana talte om, hvordan vi ved at forfølge de samme politikker kan komme tilbage til det samme sted. Det er jeg enig i. I 2006 nægtede EU at anerkende den palæstinensiske enhedsregering, hvori der sad medlemmer af Hamas, og alligevel er vi parat til at anerkende en ny israelsk regering, hvori der kan sidde medlemmer, som forkaster en tostatsløsning, som ikke støtter en palæstinensisk stat.

Det afgørende nu er, at EU skal være parat til at arbejde sammen med og anerkende en midlertidig, palæstinensisk national konsensusregering, som bør blive resultatet af forhandlingerne i Cairo om nogle få uger, og vi skal sende tydelige signaler til det internationale samfund om vores hensigter. Vi skal støtte forsoningsprocessen i Palæstina som en del af det at opnå en langsigtet løsning, og det betyder, at vi skal sikre, at vi ikke gentager fortidens fejltagelser.

(Bifald)

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. Solana, fru kommissær! Da jeg for næsten en måned siden lyttede til børnene i Gaza, der i ruinerne af deres hjem fortalte om, hvordan de havde rystet, mens bomberne faldt, eller til deres forældre, der beskrev disse 22 dages og nætters helvede, som for altid vil præge deres liv og fremtidige generationers hukommelse, var jeg ikke stolt af EU.

Jeg tænkte på nogle af lederne af vores medlemsstater, på alle dem, som vil stå til regnskab i historien for deres mangel på politisk mod, de forspildte muligheder, deres mangel på visioner. Jeg spurgte mig selv, til hvilke yderligheder skal de israelske ledere gå med hensyn til deres umenneskelighed over for palæstinenserne og deres foragt for lov og ret og de mest grundlæggende værdier, før de vigtigste, politiske ledere i EU tør løfte fingeren og endelig sige, at nok er nok?

De, der kalder sig selv venner af Israel for at retfærdiggøre den straffrihed og ubegrænsede elskværdighed, der vises landets nuværende, herskende klasse, bør tænke over den store israelske forfatter David Grossmans ord, som jeg ønsker at citere her. Han har sagt, at midt i den bølge af nationalistisk overdrivelse, der nu fejer hen over nationen, ville det ikke være nogen skade til at huske, at til syvende og sidst er disse seneste handlinger i Gaza blot endnu et skridt på den vej, der blusser af ild, vold og had. En vej, som til tider er præget af sejr, til andre tider af nederlag, men som uundgåeligt fører os mod ruin.

Eller lad dem stille det samme spørgsmål, som Shlomo Sand, den berømte israelske historiker, har stillet, som jeg også citerer. Han har sagt, at vi såede ødelæggelse. Vi har bevist, at vi ikke har nogen moralske forbehold. Har vi styrket fredsfløjen hos palæstinenserne? Han fortsætter med at sige, at Israel har drevet palæstinenserne til fortvivlelse.

I 20 år har Yasser Arafat og Den Palæstinensiske Myndighed anerkendt staten Israel uden at få noget synligt igen. Israel afslog Den Arabiske Ligas tilbud i 2002. Alle taler om Den Arabiske Liga og om Den Arabiske Ligas fredsprojekt. Det har eksisteret i syv år. Hvad har EU gjort for at gribe denne mulighed?

Jeg vender derfor tilbage til Shlomo Sand, som siger, at Israel afslog Den Arabiske Ligas tilbud i 2002 om fuld anerkendelse af Israel med grænserne fra før 1967. Den israelske historiker konkluderer således, at Israel kun vil indgå en fredsaftale, hvis dets politik udsættes for pres.

Det fører til et spørgsmål, hr. Solana, eftersom De ikke sagde noget om folkeretten. Hvilket pres er EU parat til at lægge på Israel med hensyn til Gaza og Vestbredden, herunder Jerusalem, for at minde sine nuværende og fremtidige ledere om, at der er en pris at betale for et medlemskab af det internationale samfund i almindelighed, og et privilegeret partnerskab med EU i særdeleshed, at de ikke har plads til hverken militær besættelse, krigsforbrydelser eller en politik, der for hver dag skubber i retning af en adskillelse mellem Europa og den arabisk-muslimske verden?

Som europæer ville jeg ønske, at jeg ikke var nødt til at sætte min lid kun til beboeren i Det Hvide Hus, hvad angår ændring i politikken over for det nære østen. Jeg ville stadig gerne tro på en kovending i EU.

(Bifald)

  Kathy Sinnott, (IND/DEM). – (EN) Hr. formand! Vi drøfter i dag en beslutning om humanitær bistand. Jeg vil gerne indledningsvis understrege, at jeg ikke taler på vegne af IND/DEM-Gruppen, da gruppen ikke har nogen holdning til dette spørgsmål. Jeg taler i stedet som medlem af Europa-Parlamentet på egne og på borgernes vegne.

Langt størstedelen af befolkningen i Gaza er afhængig af humanitær bistand, hvis de skal overleve – fødevarer, vand, husly, tøj og navnlig medicin. Befolkningen har levet under belejring i meget lang tid. Alle grænseovergange har været lukket i 18 måneder, og efter det nylige angreb mod befolkningen i Gaza er indbyggerne nu mere desperate end nogensinde. Det er stadig meget vanskeligt at få basale varer frem til befolkningen, da belejringen endnu ikke er blevet ophævet, og da grænseovergangene stadig er lukkede.

Jeg bemærker, at vi europæere giver os selv et venligt klap på skulderen for vores humanitære bistandsindsats i betragtning E i denne beslutning. Kommissæren var inde på vores politiske indsats, men fortjener vi denne ros? Handelen mellem Israel og EU beløber sig til 27 mia. EUR pr. år. Hvis vi virkelig ønskede, at der blev grebet ind over for situationen i Gaza, kunne vi bruge den magt, som denne handel giver os, og indføre økonomiske sanktioner. Det forhold, at vi nægtede at gøre dette, selv da bombningen var på sit højeste i januar, viste, at vi foretrækker at fastholde status quo, og at vores humanitære bistandsindsats blot dulmer vores samvittighed. Vi vil ikke risikere at forstyrre et godt forretningsmarked med det formål at sætte en stopper for uretfærdigheden i Gaza, og vi har også indtil videre været uvillige til at hæve eller blot suspendere aftalen mellem EU og Israel.

Jeg nærer stor kærlighed til det jødiske folk. Da jeg læste på universitetet, benyttede jeg lejligheden til at studere fag i jødisk historie og litteratur under en rabbiner. Venskab betyder imidlertid ikke blindhed, men viljen til at være ærlig. At dømme efter de demonstrationer, der fandt sted i de største byer i Israel, går mange israelske borgere rent faktisk offentligt imod deres egen regerings tiltag.

Med hensyn til den presserende nødvendighed af humanitær bistand er det vigtigt at genopbygge den fysiske infrastruktur, men det er forståeligt, at agenturerne måske tøver med at genopbygge infrastrukturen, når det tegner til, at et endnu mere truende regime er ved at overtage magten i Israel. Det er imidlertid ikke muligt at vente med at genopbygge den menneskelige infrastruktur. Vi skal hente forsyninger ind. Jeg vil navnlig understrege, at mange mennesker har mistet lemmer og er blevet frygteligt forbrændt på grund af de meget modbydelige våben, der blev anvendt i januar. Jeg er helt klar over, hvordan det er at have et sundt barn, der bliver invalid.

Vi skal sikre, at hjælpen – lægehjælp og uddannelsesmæssige foranstaltninger – når frem til de tusindvis af mennesker, navnlig børn, der siden nytår er blevet invalideret for livet. Når vi hjælper dem, skal vi nedskrive deres historier og således påbegynde indsamlingen af dokumentation om målrettede angreb og mulige krigsforbrydelser.

  Jean-Marie Le Pen (NI). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! EU, og i endnu mindre grad Europas højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Javier Solana, NATO's tidligere generalsekretær, kan helt sikkert ikke fungere som mægler mellem Israel og Palæstina. De vil højst blive opfordret til at finansiere genopbygningen af Gazastriben, hvilket de gør i dag i Kosovo, Libanon og Afghanistan.

USA og Israel står for bombningen, og Europa finansierer genopbygningen. Det er opgavefordelingen mellem de allierede. Det bør imidlertid være dem, der forvolder skaden, der betaler. Egypten spiller en central rolle i fredsforhandlingerne med Hamas om en udvidet våbenhvile. Det er imidlertid en kæmpe udfordring, da den nye israelske regering, der er under pres fra den tredje mand, hr. Liebermann, den demokratisk valgte højreekstremistiske leder i Israel, risikerer at få en langt vanskeligere opgave som følge af disse forhandlinger. Hr. Netanyahu, der præsenteres som den kommende premierminister, har rent faktisk altid været imod en våbenhvile med Hamas.

Et yderligere problem er, at Mahmoud Abbas' Palæstinensiske Myndighed er blevet en form for internationalt protektorat på Vestbredden, som befolkningen tillægger en stærkt forringet legitimitet.

Den sidste faktor, som vi er nødt til at tage hensyn til, er, at udvidelsen af de israelske kolonier, der har været i gang siden 1967, gør det særlig vanskeligt at oprette en palæstinensisk stat på Vestbredden. Bolden er i dag ovre på den israelske banehalvdel, men vil høgene i de to lejre acceptere denne uafvendelige våbenhvile, som begge parter kræver uden at sikre sig de nødvendige ressourcer?

Jeg vil gerne tilføje en bemærkning om Frankrigs genindtræden i NATO's integrerede militærstruktur, der vil blive drøftet i forbindelse med Vatanen-betænkningen. Med denne genindtræden påtager Frankrig sig tunge forpligtelser. Vi genindtræder i NATO, selv om den kolde krig sluttede i 1990. Hr. Sarkozy har tilsyneladende glemt Berlinmurens fald og Ruslands tilbagevenden til rækken af frie nationer. Er det nødvendigt at styrke blokpolitikken i en tid præget af multipolaritet og nye vækstlande med voksende magt, herunder på militært plan?

Frankrigs indtræden i den integrerede struktur vil desuden forpligte Frankrig til at styrke landets troppekontingent i Afghanistan, selv om Frankrig allerede har 3 300 tropper på stedet. Hvilke midler vil Frankrig bruge til at finansiere denne operation, henset til at landets forsvarsbudget snart reduceres til under 2 % af BNP, og at over 30 regimenter skal nedlægges?

Paradoksalt nok øger vi vores finansielle bidrag i forbindelse med vores genindtræden i NATO og reducerer samtidig vores militære tilstedeværelse i Afrika. Det europæiske forsvar, som præsident Sarkozy er en meget stor tilhænger af, vil således være en grundpille i Den Atlantiske Alliance. Man behøver blot at læse Lissabontraktaten og dens tillægsprotokoller for at blive overbevist herom.

Uanset om der er tale om udenrigspolitik eller fælles sikkerhed, er den europæiske vej en blindgyde, der kun kan betyde, at vi skal rette os ind efter USA og dets allierede. Vi forkaster denne tilbagetrækningslogik under henvisning til vores nationale suverænitet og uafhængighed, der navnlig er baseret på vores uafhængige kernevåbenafskrækkelsesstyrke.

  Formanden. – Andre medlemmer har også overskredet taletiden en smule, og alle skal behandles ens.

  Javier Solana, højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. – (ES) Hr. formand! Jeg kan ikke svare alle de medlemmer, der har talt under denne forhandling, inden for den korte tid, jeg har til rådighed. Jeg vil gerne give udtryk for min dybtfølte tak for Deres udtalelser om min person og om min indsats. Jeg vil blot sige, at De kan være sikker på, at jeg vil fortsætte mit arbejde med samme beslutsomhed – endog med større beslutsomhed om muligt – idet situationen bliver stadig vanskeligere dag for dag.

Jeg mener, at alle de tidligere talere i dag var enige om fem spørgsmål.

For det første er der det humanitære spørgsmål. Der er ingen tvivl om, at det mest presserende og vigtigste spørgsmål er det humanitære spørgsmål. Den vold, som vi har været vidne til igennem de sidste par dage og uger, har sat den helt utilstrækkelige afhjælpning af befolkningens, herunder navnlig befolkningen i Gazas, lidelser i skarpt relief. Vi vil derfor gøre alt, hvad vi kan, for at afhjælpe de store afsavn i dagligdagen i Gaza. Det er Kommissionens, medlemsstaterne i Rådets og hele det internationale samfunds hensigt – og det vil blive gjort uden den mindste tøven.

For det andet er det af helt afgørende betydning, at grænseovergangene mellem Gaza og Israel og mellem Gaza og Egypten åbnes. Disse overgange skal desuden åbnes hurtigt og ufortøvet. Vi vil levere enhver bistand, hvor der er behov herfor, og navnlig med hensyn til Rafah vil vi være rede til at udsende missioner hurtigst muligt. Der er allerede EU-observatører i området, og så snart grænseovergangen ved Rafah er blevet åbnet, vil vi være rede til at udsende missioner.

For det tredje er der det meget vigtige spørgsmål om palæstinensisk enhed. Det er efter min opfattelse klart, at der ikke vil kunne skabes en løsning i øjeblikket, medmindre der indledes en forsoningsproces mellem palæstinenserne. Som anført i beslutningen fra det seneste møde i Rådet (almindelige anliggender) støtter EU, og vil fortsat støtte, præsident Abbas' og præsident Mubaraks bestræbelser på at fremme forsoningen mellem palæstinenserne.

Mange talere var inde på de forpligtelser, som vi evt. kunne påtage os, såfremt der dannes en ny palæstinensisk konsensusregering. Det forekommer mig – og dette er min personlige mening – at hvis der dannes en palæstinensisk konsensusregering, en regering, hvis mål er en tostatsløsning, en regering, hvis mål er at opbygge disse to stater med fredelige midler, en regering, som har et genopretningsprogram for Gaza, og en regering, der forsøger at opbygge en valgproces i 2009, mener jeg, at EU bør støtte en sådan regering.

For det fjerde er der spørgsmålet om Israel. Der er to vigtige spørgsmål efter valget. For det første vil den regering, der bliver resultatet af valget, eller som vil blive dannet på grundlag af det flertal, der bliver resultatet af valget, så vidt vi kan se, være forpligtet til at fortsætte fredsprocessen. Uanset hvilket regering, der bliver resultatet af valget, vil vi således fortsat arbejde for og gøre vores yderste for at sikre, at den bliver dannet, og at den arbejder for og bidrager til gennemførelsen af en fredsproces og gør sit yderste for at afslutte denne proces i 2009, i det omfang det er muligt.

For det femte er spørgsmålet om bosættelser efter vores opfattelse af afgørende betydning. De seneste tal vedrørende status for bosættelser i 2008 offentliggjort af den israelske regering bør efter min opfattelse få os alle til at føle os ansvarlige.

Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på, at jeg i 2001 arbejdede sammen med den daværende senator Mitchell omkring udarbejdelsen af den famøse rapport, der bærer hans navn. Jeg var en af de fire personer, der arbejdede med dette program. Jeg vil bede Dem genlæse denne rapport, der blev offentliggjort i 2001, hvori der blev påpeget en række forhold, der desværre stadig er relevante at påpege i dag, f.eks. vedrørende bosættelserne. Hvis vi i EU ikke har mulighed for at påvirke udviklingen af bosættelserne, er der ikke store chancer for at skabe troværdighed omkring et fredsinitiativ. Dette spørgsmål skal derfor tages alvorligt. Vi skal tale alvorligt med alle vores venner i Israel for at sikre, at der anvendes en helt anden tilgang til løsningen af spørgsmålet om bosættelserne.

Endelig er der spørgsmålet om Den Arabiske Liga. Enhed blandt de arabiske stater er af afgørende betydning. Det er meget vigtigt, at vi samarbejder med alle landene i Den Arabiske Liga for at sikre, at fredsinitiativet undertegnet af Den Arabiske Liga fortsat er gældende. Det er af afgørende betydning, at denne fredsproces skaber forsoning mellem palæstinensere og israelere, men også mellem araberne og israelerne. Vi støtter derfor fuldt ud de kræfter, der arbejder på at føre fredsinitiativet ud i livet.

Der er dybe splittelser i Den Arabiske Liga. Vi er nødt til at gøre alt, hvad vi kan ad diplomatisk vej for at hindre en uddybning af disse splittelser og i stedet tilskynde til genopbygningen af en proces præget af harmoni og samarbejde inden for den store arabiske familie.

Som sagt vil 2009 blive et meget vigtigt år. Vi skal fortsat håndtere krisen, yde humanitær bistand, gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at der indgås våbenhvile, og gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at der finder forhandlinger sted mellem Israel og Gaza og mellem Egypten og Gaza. Hvis vi ikke ændrer tankegang og bevæger os væk fra krisestyring og i stedet fokuserer fuldt ud på konfliktløsning, vil vi imidlertid komme til at stå i den samme situation, som vi desværre er vendt tilbage til ved starten af 2009.

Jeg håber, at vi i fællesskab rent faktisk finder en løsning på denne meget alvorlige konflikt, som desværre har tynget os i for lang tid, i 2009.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Jeg ønsker blot at gentage, at vi sidste år gav klart udtryk for, at det ikke må slå fejl. Vi nærede alle forhåbninger til Annapolisprocessen, og vi nærede forhåbninger til fredsprocessen. Den militære indtrængen i Gaza efter raketangrebene fra Gaza ind i Israel har desværre ændret billedet. Nu er vi alle klar over, at der er en række elementer, der er absolut nødvendige, hvis der skal indgås nye fredsaftaler. En ting er under alle omstændigheder sikkert, nemlig at en militær løsning ikke er en løsning. Jeg er helt enig med alle medlemmerne på dette punkt. Uanset omkostningerne bliver vi alle nødt til at gøre en indsats for at skabe fred.

Der er mange berørte aktører i EU, i det internationale samfund – f.eks. USA, FN og Rusland – men der er også mange arabiske venner og kolleger. Jeg håber blot, at alle disse aktører vil samarbejde om at skabe fred, når den nye israelske regering er blevet indsat. Vores holdning er klar, men vi må se, om stemningen vil bringe os på rette kurs. Jeg kan forsikre Dem, at vi vil arbejde hen imod dette mål.

(Bifald)

  Formanden. − Der er blevet fremsat et beslutningsforslag(1) som afslutning på forhandlingen, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Bairbre de Brún (GUE/NGL), skriftlig. – (GA) Den humanitære situation i Gaza er uacceptabel. 88 % af befolkningen har behov for fødevarehjælp, der er mangel på basale lægemidler på hospitalerne, og flere tusinde tons nødhjælp kan ikke bringes ind i Gaza, da for få lastbiler får lov til at komme ind.

Folk verden over var forfærdede over den begrænsede internationale reaktion, da over 1 000 palæstinensere, herunder over 300 børn, blev dræbt under det nylige israelske angreb på Gaza.

En proaktiv, langsigtet strategi fra Europa og fra den nye amerikanske regering skal omfatte palæstinensernes ret til en levedygtig stat – baseret på grænserne før 1967. Bosættelserne i de besatte områder skal bringes til ophør, og apartheidmuren skal nedbrydes.

Israels sikkerhed skal garanteres, og der skal oprettes en fri palæstinensisk stat, men der skal sættes en stopper for Israels brug af sikkerhed som et påskud for at smadre uskyldige palæstinenseres liv. Der skal indledes en reel fredsproces.

EU skal ophæve associeringsaftalen mellem EU og Israel, så længe Israel ikke overholder international ret og humanitær folkeret.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Hvad bør "Den Europæiske Unions rolle i Mellemøsten" være (eller ikke være)? Hvilke principper bør den baseres på?

EU skal stille krav om, at angrebet og den umenneskelige blokade rettet mod det palæstinensiske folk i Gazastriben bringes til ophør, og EU skal sikre, at de får humanitær katastrofebistand.

EU skal fordømme det brutale angreb, forbrydelser, krænkelser af de mest grundlæggende menneskerettigheder og Israels statsterrorisme rettet mod det palæstinensiske folk, som intet kan retfærdiggøre.

EU skal utvetydigt fordømme det forhold, at der i Palæstina er koloniherrer og koloniserede, angribere og ofre, undertrykkere og undertrykte og udbyttere og udbyttede.

EU skal suspendere associeringsaftalen og enhver styrkelse af bilaterale forbindelser med Israel, jf. konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 8.–9. december.

EU skal stille krav til Israel om at overholde international ret og FN-resolutionerne og stille krav om, at der sættes en stopper for besættelsen, bosættelser, sikkerhedshegn, drab, tilbageholdelser og de utallige ydmygelser, som det palæstinensiske folk udsættes for.

EU skal stille krav om og kæmpe for respekt for det palæstinensiske folks umistelige ret til en uafhængig og suveræn stat baseret på grænserne fra 1967 og med Østjerusalem som hovedstad.

EU skal kort sagt ikke længere være meddelagtig i straffrihed for israelsk kolonialisme.

  Alexandru Nazare (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Det nylige valg i Israel og den nye amerikanske regering skaber mulighed for en ny start på fredsprocessen i Mellemøsten. EU bør efter min opfattelse sende et klart budskab om støtte til det nye kabinet i Tel Aviv og samtidig give udtryk for sine forventninger til de israelske partnere, der skal træffe foranstaltninger, der fremmer en varig fred, herunder nedlægning af bosættelserne på Vestbredden og stærk støtte til en tostatsløsning, og medvirker til at forhindre militære overgreb og de alvorlige menneskelige følger heraf.

EU's tilgang til Mellemøsten skal være baseret på en række stærke principper. Det første princip er tæt samarbejde med USA, der er en forudsætning for skabelse af en langsigtet løsning i regionen. For det andet skal vores tilgang have til formål at forhindre vold fra begge sider i muligt omfang, og vi skal fordømme palæstinensisk ekstremisme og overdrevne foranstaltninger fra Israels side og støtte begge parters moderate forslag til styreform, der kan fremme fredsprocessen.

Jeg vil gerne give udtryk for min støtte til den beslutning, som Europa-Parlamentet har stemt om i dag, der bekræfter EU's engagement i genopbygningen af Gaza og skaber grundlag for drøftelserne i Kairo i marts i forbindelse med den internationale donorkonference.

  Daciana Octavia Sârbu (PSE), skriftlig. – (RO) Demokrati, fred og respekt for menneskerettighederne er grundlæggende værdier for EU, der har pligt til at forsvare og fremme disse rettigheder i og uden for EU samt i EU's forbindelser med andre stater.

Den situation, som Gazas befolkning står i, er tragisk, og den skal løses omgående. Den åbenbare krænkelse af menneskerettigheder og frihedsrettigheder i denne region giver anledning til bekymring i EU både med hensyn til EU's forbindelser med Israel og sikkerheden og stabiliteten i Mellemøsten.

EU skal træffe hasteforanstaltninger vedrørende humanitær bistand til befolkningen i Gaza og overveje mellem- og langsigtede foranstaltninger til fremme af fred, sikkerhed og stabilitet i regionen.

I lyset heraf skal EU intensivere sine diplomatiske bestræbelser på at løse konflikterne og tilskynde til dialog og forsoning i regionen. EU skal samtidig uden tøven indføre hårde sanktioner for enhver antidemokratisk holdning eller krænkelse af menneskerettigheder og frihedsrettigheder.

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE) skriftlig. – (PL) Bestræbelserne på at genoprette stabiliteten og bidrage til gennemførelsen af fredsprogrammet i Gazastriben bør for indeværende fortsat være en prioritet med det formål at sikre en aftale mellem EU og Mellemøsten.

EU bør også gøre sit yderste for at sætte en stopper for denne konflikt, hvor uskyldige borgere mister livet. Der bør desuden fokuseres på at yde bistand til befolkningen og sikre, at deres basale behov dækkes. Befolkningen i Gazastriben får kun dækket 60 % af deres daglige fødevarebehov, og de er således mere udsat for sygdom og lever under vanskelige forhold. Manglen på drikkevand udgør en lige så stor trussel som manglen på fødevarer. Jeg tror ikke, at jeg behøver at nævne manglen på lægehjælp eller ødelæggelsen af skoler og offentlige institutioner, der udgør en væsentlig hindring for genoprettelsen af orden og en tilbagevenden til normale tilstande.

Vi må ikke glemme, at vi først vil kunne fokusere på den økonomiske udvikling i Mellemøsten og på tætte handelsforbindelser med regionen, når en række basale problemer i hverdagen er blevet løst. EU har mulighed for at hjælpe den arabiske verden og alle landene i Mellemøsten med at blive en region præget af velstand, hvilket vil skabe grundlag for et tættere samarbejde mellem Mellemøsten og EU.