Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2009/2550(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

B6-0136/2009

Forhandlinger :

PV 12/03/2009 - 6
CRE 12/03/2009 - 6

Afstemninger :

PV 12/03/2009 - 7.18
CRE 12/03/2009 - 7.18

Vedtagne tekster :

P6_TA(2009)0142

Forhandlinger
Torsdag den 12. marts 2009 - Strasbourg EUT-udgave

6. 50-års-dagen for opstanden i Tibet og dialogen mellem Dalai Lama og den kinesiske regering (forhandling)
Video af indlæg
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. – Det næste punkt er den mundtlige forespørgsel til Kommissionen om 50-års-dagen for opstanden i Tibet og dialogen mellem Dalai Lama og den kinesiske regering af Marco Cappato, Marco Pannella og Janusz Onyszkiewicz for Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, og Monica Frassoni og Eva Lichtenberger for Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance (O-0012/2009 – B6-0012/2009).

Jeg vil gerne komme med en kort, personlig bemærkning: Jeg mener oprigtigt, at vores forhandling kan bidrage til frihed for alle tibetanske borgere og ikke til hverken en stats eller en religions dominans.

 
  
MPphoto
 

  Marco Cappato, spørger. – (IT) Fru formand! Jeg deler Deres håb. Desværre kan vi ikke håbe, at formanden for Rådet vil drage nytte af denne forhandling og denne drøftelse til at fremme EU's position. Faktisk betragter det tjekkiske formandskab åbenbart en fælles EU-politik som en barriere for vores nationalstaters storslåede, nationale udenrigspolitikker. Det er Kina taknemmelig for, Rusland er taknemmelig, det vil sige, at undertrykkende og antidemokratiske lande i hele verden takker for dette fravær fra EU's side, som så fint illustreres af formandskabets fravær her i Parlamentet.

Jeg vil gerne over for fru Ferrero-Waldner, eftersom vi tager fat i dette punkt sammen, påpege det, som efter min mening er det egentlige problem. Det er ikke kun et spørgsmål om lov og orden – med andre ord at se på, hvor mange munke, der er blevet arresteret, og hvor mange tibetanere, der er blevet dræbt i den seneste tid på grund af brutal undertrykkelse fra kinesisk side, idet man håber, at tallet vil være lavere, end det var for et år siden. Det, jeg gerne ville have sagt til Rådet, og nu siger til Kommissionen, er, at den må fremkomme med sin holdning til det grundlæggende politiske forhold, det vil sige til forhandlingerne mellem Folkerepublikken Kina og Hans Hellighed Dalai Lamas udsendinge, formålet med disse forhandlinger og årsagen til, at de blev indstillet – vi kunne nok sige nu, at de er mislykkedes – medmindre vi kan genoplive dem.

Der er to modstridende holdninger. På den ene side det kinesiske styres holdning, som siger, at Hans Hellighed Dalai Lama er en voldelig mand i spidsen for et voldeligt folk, og at Hans Hellighed Dalai Lama og den tibetanske eksilregering ønsker uafhængighed for en national, tibetansk stat, hvilket strider mod Kinas territoriale enhed. Det er den holdning, der indtages af Beijing. På den anden side er der Hans Hellighed Dalai Lama, den tibetanske eksilregering og Hans Hellighed Dalai Lamas udsendinge, som siger, at de søger noget andet, at de kæmper med ikkevoldelige midler, og at de blot ønsker ægte autonomi, forstået som autonomi, så de kan bevare deres kultur, tradition, sprog og religion, eller deres kulturer og religioner. Det er budskabet i det memorandum, som Hans Hellighed Dalai Lamas tibetanske udsendinge præsenterede for det kinesiske styre. Dette memorandum er blevet offentliggjort, og det indeholder deres krav.

På dette punkt bliver EU bedt om at vælge, om at vælge side. Der er to modstridende holdninger, én af parterne lyver. EU kan blive afgørende i søgen efter sandheden. Som det radikale parti foreslår vi "satyagraha", søgen efter sandhed, som et kollektivt og globalt, politisk initiativ. EU bør gøre brug af sine diplomatiske værktøjer – fru Ferrero-Waldner, sig venligst dette til formand Barroso – vi skal mødes med Hans Hellighed Dalai Lama og gøre ham den ære at lade ham tale, for at vi kan finde frem til sandheden. Har Beijing ret, når man siger, at tibetanerne er voldelige terrorister, der går ind for uafhængighed, eller har Hans Hellighed Dalai Lama ret, når han siger, at de ønsker en anstændig og værdig, selvstændig stat? EU kan ikke blot stå og forholde sig tavs over for denne konflikt.

 
  
MPphoto
 

  Eva Lichtenberger, spørger. – (DE) Fru formand! For 50 år siden rettede den kinesiske hær det endelige slag mod den tibetanske modstand. Siden da er tibetanere under umådelige anstrengelser flygtet over Himalayabjergene og ind over grænserne til andre stater. Indtil nu har flere tusind mennesker om året – alle flygtninge – gennemgået disse ekstreme anstrengelser for at krydse pas i 5000 meters højde. Hvis tibetanernes situation er så vidunderlig, som Kina altid har hævdet, så ville der ikke være grund til at flygte, og det ville heller ikke være berettiget, at journalister, folk fra Vesten og observatører i månedsvis er blevet forhindret i overhovedet at besøge dette land eller kun har kunnet gøre det under tæt eskorte. Kvindelige journalister bliver endog fulgt på toilettet af kvindelige efterretningsfolk for at sikre, at der ikke kan ske noget ulovligt.

Jeg spørger derfor mig selv om, hvad vores opgave er som Den Europæiske Union? Vi er nødt til på en eller anden måde at få genoptaget den kinesisk-tibetanske dialog. Den skal dog finde sted på et andet grundlag. Indtil nu er det eneste, der er sket, at Kina har gentaget de samme anklager og krav uden på mindste måde at forsøge at forstå de tibetanske repræsentanters forklaring om, at det ikke er et spørgsmål om at forlade Kina og blive en uafhængig stat, men at det drejer sig om at opnå autonomi.

Fru kommissær, hvordan forholder vi os til det faktum, at overvågningen af internettet i Tibet er strengere dér end i resten af Kina, og at det var europæiske firmaer, som leverede de værktøjer, der gør denne overvågning så effektiv? Vi er nødt til at handle. Derhjemme kræves det af os, at vi går i dialog.

 
  
MPphoto
 

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! Jeg er meget glad for, at denne drøftelse finder sted i dag. Det er et emne, som har optaget mange af os igennem lang tid og især siden de sørgelige begivenheder for et år siden i Tibet. Derfor synes jeg, det er meget godt, at vi har denne åbne drøftelse for igen at se på, hvad der kan gøres.

Før jeg kommer til de mange spørgsmål, De har rejst i det fælles beslutningsforslag, der er indgivet, vil jeg lige sige et par ord om vores bilaterale forbindelser med Kina. EU's politik over for Kina er af forpligtende karakter. Vores strategiske partnerskab er stærkt, og det gør, at vi kan tackle alle spørgsmål, også de mest følsomme af slagsen. Vi har opbygget imponerende rammer med samspil på højt niveau, hvor vi jævnligt behandler alle de globale forandringer, vores borgere står over for, uden at vi glemmer de spørgsmål, hvor vi kan være uenige. Tibet er et af dem. Lad mig sige det meget tydeligt – vi har ikke det samme syn på Tibet som Kina, og vi har stadig meget realistiske og berettigede betænkeligheder ved menneskerettighedssituationen i Tibet, sådan som De begge lige har skitseret det. Det har vi også ved den kendsgerning, at Tibet i det store og hele har været lukket for de internationale medier, for diplomater og for humanitære organisationer i næsten et år nu, og ved dødvandet i forhandlingerne mellem Hans Hellighed Dalai Lamas repræsentanter og de kinesiske myndigheder, på trods af de tre forhandlingsrunder sidste år.

Disse spørgsmål var også øverst på dagsordenen for adskillige EU-ledere på bilaterale møder med de kinesiske ledere sidste år. Vi har bestræbt os på at nå frem til en fælles forståelse med Kina om dette ømtålelige emne, og vi har været meget tydelige, når som helst vi har taget fat på situationen i Tibet sammen med dem.

Lad mig igen nævne EU's holdning, som ikke levner nogen muligheder for fejlfortolkninger. For det første støtter vi suveræniteten og den territoriale integritet i Kina, herunder Tibet. For det andet har vi altid støttet en fredelig forsoning gennem dialog mellem de kinesiske myndigheder og Hans Hellighed Dalai Lamas repræsentanter. Jeg husker, at da jeg tog dertil sammen med Kommissionen, formand Barroso og andre kolleger, førte jeg dialoger med mange af mine samtalepartnere om specifikt dette spørgsmål. Vi har altid fastholdt, at der burde være en forsoningsdialog, og at dialogen skulle fortsættes.

Denne dialog skal være konstruktiv og betydningsfuld, og vi beklager derfor naturligvis, at den indtil nu ikke har givet virkelig betydningsfulde resultater. Vi har altid sagt, at man i dialogerne bør tage fat på kernespørgsmålene, som f.eks. bevarelse af Tibets enestående kultur, religion og traditioner, såvel som nødvendigheden af at opnå et system med meningsfuld autonomi for Tibet inden for en kinesisk forfatning. Vi har altid sagt, at man i denne dialog bør håndtere alle tibetaneres deltagelse i beslutningsprocesser. Vi ville derfor bifalde det, om disse spørgsmål blev håndteret i Kinas fremtidige, nationale handlingsplan for menneskerettigheder.

For os er Tibet et menneskerettighedsspørgsmål, og det er derfor uundgåeligt blevet behandlet som sådan. Vi har også konsekvent videregivet denne besked til vores kinesiske modparter og lyttet meget omhyggeligt til deres synspunkter. Vi har gjort, hvad der har været muligt for at forstå holdningen i en ånd af gensidig respekt, men menneskerettighederne er universelle, og situationen i Tibet er derfor – med rette – et internationalt anliggende, som angår hele det internationale samfund, især EU. Denne kendsgerning understreges selvfølgelig af, at der igennem et halvt århundrede har eksisteret folkeretlige redskaber til beskyttelse af menneskerettighederne.

I Deres beslutningsforslag anfører De fremtiden for en kinesisk-tibetansk dialog. Som De alle ved, indgav den tibetanske side et memorandum om ægte autonomi for Tibets fremtid under den sidste forhandlingsrunde, efter den kinesiske regerings anmodning. Efter min mening indeholder dokumentet nogle elementer, der kunne danne grundlag for fremtidige forhandlinger. Jeg tænker her på et afsnit om kultur, uddannelse og religion.

Det opmuntrer mig også, at man fra den tibetanske side for første gang i et skriftligt dokument har udtrykt sin faste forpligtelse til ikke at søge adskillelse eller uafhængighed. Det finder jeg vigtigt, for at man kan nå videre i dialogen. Det glæder mig også, at Hans Hellighed Dalai Lama her i Parlamentet i december sidste år igen bekræftede sin loyalitet og forpligtelse med hensyn til, at en mellemvejsstrategi og dialog er de eneste midler til at opnå en varig løsning, der kan accepteres af begge parter.

Jeg vil slutte af med at dele en personlig overbevisning med Dem. I hele min politiske og personlige karriere har jeg altid være helt og fuldt overbevist om, at via engagement og dialog kan man håndtere selv de sværeste spørgsmål og forhåbentlig, når tiden er til det, også løse dem. Jeg appellerer derfor til Kina og til Hans Hellighed Dalai Lamas repræsentant om at genoptage denne dialog ved først givne lejlighed, med åbent sind og med henblik på at opnå en varig løsning i Tibet. Fra vores side kan jeg garantere en helhjertet støtte til en sådan proces. Dette er vores holdning, og det er den holdning, vi tilkendegiver over for den kinesiske side.

 
  
MPphoto
 

  Charles Tannock, for PPE-DE-Gruppen. – (EN) Fru formand! EU's motto er "samhørighed i forskellighed". Det er et princip, som har tjent os godt.

Desværre vækker en sådan idé overhovedet ikke genklang hos det autoritære, kommunistiske diktatur i Folkerepublikken Kina. Forskellighed undertrykkes snarere end favnes. Minoriteter, der ønsker at udtrykke sig selv på nogen som helst anden måde end den dominerende, der billiges af partiet, bliver rutinemæssigt marginaliseret og forfulgt. Denne tendens kan man se i behandlingen af mange religiøse minoriteter, herunder kristne, muslimer og falun gong-udøvere, og især i Kinas holdning til Tibet.

I 1950 invaderede kommunistiske styrker Tibet, hvilket førte Hans Hellighed Dalai Lama i eksil for 50 år siden. Lige siden da har Tibet været under Beijings kontrol. Den traditionelle tibetanske kultur, som havde været isoleret i århundreder, er nu blevet kraftigt udvandet af regeringens handlinger, og denne har gjort sig umage for at forhindre enhver følelse af tibetansk nationalisme i at komme op til overfladen igen. Faktisk har den systematiske og undertiden brutale undertrykkelse af den tibetanske kultur sat brand i den tibetanske identitet og vakt verdens bevidsthed om det tibetanske folks kvaler.

Hans Hellighed Dalai Lamas inspirerende lederskab har sikret, at Tibets fremtid i høj grad forbliver i forreste linje i den offentlige debat på trods af de enorme anstrengelser, Kina gør sig for at advare folk som f.eks. den tidligere formand for Rådet, Nicolas Sarkozy, som vovede at sætte spørgsmålstegn ved Beijings synspunkt.

Her i Parlamentet har vi altid stået meget fast på at forsvare det tibetanske folks ret til autonomi, hvilket ikke automatisk betyder ret til selvbestemmelse eller uafhængighed. Når vi gør det, er det ikke for at provokere Kina eller gøre landet til vores fjende. Vi erkender imidlertid, at vores forpligtelse i forhold til visse værdier – menneskerettigheder, demokrati, retsstatsprincippet og samvittighedsfrihed – ikke kan betragtes uden sammenhæng med det utvivlsomt vigtige, strategiske og økonomiske partnerskab, som EU er ved at udvikle med Kina.

Prokinesiske stemmer fra den anden side af Parlamentet skal nok komme til orde i denne forhandling, men det tibetanske folk har i for lang tid været nægtet taleret, og vi må og skal tale for dem.

 
  
MPphoto
 

  Glyn Ford, for PSE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Socialdemokraternes Gruppe er bekymret over menneskerettighedssituationen i Kina. Vi medgiver, at situationen er forbedret betydeligt i de seneste 10 år, men der er stadig mange områder, hvor menneskerettighederne endnu ikke beskyttes ordentligt eller tilstrækkeligt. Der kan være en vis tankefrihed, men der er ikke handlefrihed. Vi vil absolut fremhæve, at man ikke tillader frie fagforeninger i Kina. Vi er bekymrede over den vanskelige situation for de 100 millioner vandrende arbejdstagere, som er flyttet fra land til by, og som har yderst begrænset adgang til pleje og uddannelse. Vi er bekymrede over religiøse og etniske minoriteters vanskelige situation i hele Kina.

Ikke desto mindre var Socialdemokraternes Gruppe imod denne forhandling og dette beslutningsforslag. Grunden hertil var proportionalitet. Det er rigtigt at kritisere Kina for dets omdømme med hensyn til menneskerettigheder, ligesom vi kritiserer USA for dets brug af dødsstraf, Guantánamo og ekstraordinære udleveringer, men vi behøver ikke gøre det i hver mødeperiode. Ærlig talt begynder det at virke mod hensigten. Der var en gang, hvor de kinesiske myndigheder lagde mærke til vores beslutninger, men det gør de ikke mere. I takt med at enkeltpersoner og grupper i deres desperate søgen efter opmærksomhed i dag fortsætter med at stillere stedse skarpere krav, tror jeg, at medlemsstaterne for første gang bør modvirke ét-Kina-politikken og anerkende den tibetanske eksilregering.

Hans Hellighed Dalai Lama var her så sent som i december, hvor han talte på vegne af Tibet i plenarforsamlingen. Hvorfor er det nødvendigt at behandle dette spørgsmål igen? Der er intet nyt i beslutningsforslaget.

Sammen med Elmar Brok, Philippe Morillon og andre parlamentsmedlemmer havde jeg sidste sommer lejlighed til at besøge Lhasa. Vi var den første internationale gruppe, der besøgte stedet efter urolighederne i marts, og vi talte med både myndighederne og dem, der var positivt indstillet over for de tibetanske protesterende. Som jeg efterfølgende skrev, skete der i virkeligheden det, at fredelige protester – og vi støtter fredelige protester – blev til raceuroligheder, da butikker, boliger og Han-kinesere blev angrebet og brændt, med snesevis af døde til følge. Skoler blev udsat for brandattentater, og hospitaler og det muslimske mindretals moskeer blev angrebet. Hans Hellighed Dalai Lama selv erkendte den virkelige situation, da han på det tidspunkt truede med at træde tilbage som en levende gud.

Kina har gjort kolossalt meget for Tibet ved at sørge for infrastruktur, som f.eks. den nye jernbane mellem Qinghai og Lhasa, og højere niveauer for social omsorg end andre steder på landet i Kina. Problemet er, at man begynder at tage det ilde op andre steder i Kina.

(Protester)

Men for at citere the Beatles så er problemet, at penge ikke kan købe dig kærlighed. Tibetanerne ønsker stadig en grad af kulturel og politisk autonomi, der ligger langt ud over, hvad Kina er villig til at indrømme dem. Som jeg dengang sagde, har Kina brug for en dialog med repræsentanter fra Tibet for at finde en løsning, hvor der indrømmes autonomi, samtidig med at etniske og religiøse gruppers minoritetsrettigheder beskyttes i provinsen.

Alternativet er, at utålmodige, unge tibetanere vil gribe til vold og terrorisme. Som følge af den artikel, jeg skrev dengang, blev jeg bedt om at drøfte sagen med Hans Hellighed Dalai Lamas repræsentant i London, hvilket jeg gjorde ret længe. Jeg er enig med kommissæren i, at det er via dialog og engagement, vi skal finde en vej frem, ikke via højrøstede, fortærskede beslutningsforslag, der gentager sig i det uendelige, som f.eks. det, vi har her i dag.

 
  
MPphoto
 

  Hanna Foltyn-Kubicka, for UEN-Gruppen. – (PL) Fru formand! I de seneste årtier har demokratiske lande ved utallige lejligheder krævet, at menneskerettighederne respekteres i ikkedemokratiske lande. Disse bestræbelser har kun haft effekt, når lande og internationale organisationer har været konsekvente i deres handlinger og krav. Desværre er tilfældet med Tibet eller i bredere vendinger spørgsmålet om menneskerettigheder i Kina almindeligvis ofte blevet skubbet til side, idet handelsrelationerne er blevet prioriteret. Hvis det ikke var for de olympiske lege i Beijing og den beslutsomme holdning, mange sociale organisationer og ngo'er har indtaget, ville verden stadig vide meget lidt om situationen i Tibet.

Vores rolle som Europa-Parlament er at sikre, at demokratiske lande reagerer kraftigt og beslutsomt på de kinesiske myndigheders handlinger, som f.eks. "Strike Hard"-kampagnen, der blev gennemført for nogen tid siden. Det kan vi imidlertid kun opnå med en konsekvent og beslutsom fordømmelse af alle menneskerettighedskrænkelser, der begås af de kommunistiske myndigheder i Kina.

Det er værd at huske, at Parlamentet i sin beslutning af 6. juli 2000 opfordrede medlemsstaterne til at anerkende den tibetanske eksilregering, hvis der inden for tre år ikke var indgået nogen aftale mellem de kinesiske myndigheder og Hans Hellighed Dalai Lamas administration. Som vi ved, nægter Beijing stadig at deltage i forhandlinger med det tibetanske folks indiskutable leder. Vi skal heller ikke glemme den yngste politiske fange, den 11. Panchen Lama, som har været i kinesisk forvaring i 14 år. Han fylder 20 i år.

Jeg vil derfor gerne igen opfordre Parlamentet til at være konsekvent i sine handlinger og behandle sine erklæringer seriøst. Hvis ikke vi viser, at vi mener, hvad vi siger, vil det være svært at forvente, at andre holder deres løfter og opfylder deres forpligtelser.

 
  
MPphoto
 

  Raül Romeva i Rueda, for Verts/ALE-Gruppen. – (ES) Fru formand! Jeg har fulgt Tibet-sagen i årevis. Jeg har besøgt regionen og talt med mange mennesker i og uden for landet. Jeg anser det tibetanske folks krav for at være berettigede og i en vis udstrækning logiske. Jeg mener især, at deres aktuelle frygt er mere end berettiget set i lyset af den kinesiske regerings politik med alvorlig undertrykkelse af folket igennem nu mere end 50 år, med undtagelse af en kort og i mine øjne falsk borgfred under de olympiske lege.

Jeg har kun kendt få mennesker, der i højere grad end det tibetanske folk er parate til at forhandle og nå frem til en aftale. Derfor forstår jeg heller ikke, at den kinesiske regering har denne tvangstanke om både at fordreje virkeligheden og insistere på at blokere forhandlingsrunderne igen og igen.

Et land bliver ikke stort på grund af sin militære styrke eller sin størrelse eller sin økonomiske velstand. Hvad der gør det stort, er dets storsindede handlinger og dets gavmildhed. EU kan og skal bidrage til at løse denne situation, naturligvis med respekt for de involverede suveræniteter, men den skal gøre det med fasthed. Måden at gøre det på er ved at støtte den tibetanske anmodning om at genstarte de kinesisk-tibetanske forhandlinger og at anerkende, at hvis der er nogen, der i årevis har givet efter for og er blevet undertrykt af de kinesiske myndigheder, så er det i dette tilfælde det tibetanske folk.

Dette er ikke en konflikt mellem ligemænd, hvad angår hverken kapacitet eller bevæggrunde. EU skal respektere begge parter, men kan ikke forholde sig neutralt i forhold til undertrykkelsen, vilkårlige tilbageholdelser, tortur, mord eller det religiøse, sproglige og kulturelle folkedrab.

Memorandummet om ægte autonomi for det tibetanske folk, som Kina nu har afvist som arbejdsdokument, viser, at det tibetanske folk allerede har gjort sig virkelige anstrengelser og har opgivet en kæmpemæssig del af, hvad, og dette understreger jeg, der er deres berettigede forhåbninger.

Kina har nu mulighed for at vise verden sit storsind og sit ønske om fred og harmoni, og frem for alt har EU mulighed for at hjælpe landet med at handle i overensstemmelse med sin storhed.

 
  
MPphoto
 

  Thomas Mann (PPE-DE).(DE) Fru formand! Den 10. marts 1959 blev det tibetanske folk udsat for ubeskrivelige lidelser påført dem af kineserne. 60 000 mennesker mistede livet, og hundredtusinder blev arresteret, bortført og tortureret i de følgende måneder. For et år siden eskalerede volden igen. Flere end 200 tibetanere døde, nogle som følge af tilsigtede, dræbende skud, og nu – kort efter 50-års-dagen – bliver klostre lukket for omverdenen, adgangsveje kontrolleres, og soldater og sikkerhedsfolk står parat til at stoppe demonstrationer i opløbet. Vi har stadig ikke hørt nyt om eventuelle uroligheder. Hvad er reaktionen på denne magtdemonstration? Tavshed i medierne. Hans Hellighed Dalai Lama har indtrængende henstillet til sit folk om at holde sig til den ikkevoldelige vej. Hans opfordring om dialog har ikke affødt nogen positiv reaktion i Beijing. Da en udsending fra Hans Hellighed Dalai Lama præsenterede specifikke skridt mod autonomi i et memorandum, blev de forkastet af præsident Hu Jintao. Han sagde, at kineserne skal bygge en stor mur mod separatisme. Prikken over i'et ved denne idé, som er en ren provokation, var planerne om en tvungen indførelse af en helligdag for tibetanerne: Den 28. marts skal være "Serfs’ Emancipation Day", de livegnes frigørelsesdag. Det er den bitre virkelighed.

For to dage siden viste Parlamentet flaget. Et imponerende antal blandt os i plenarforsamlingen lagde det tibetanske flag på vores borde og viste vores solidaritet med de lidende tibetanere. Der var fredelige protester overalt i EU. Vores medlemskolleger – hr. Cappato, fru Lichtenberger, hr. Tannock og hr. Romeva i Rueda – har fuldstændig ret. Dagens beslutning taler højt og tydeligt. Memorandummet skal danne grundlag for yderligere forhandlinger. Det er et dokument, hvis mål er ægte autonomi inden for rammerne af den kinesiske forfatning. Isoleringen af Tibet skal standses – for indbyggerne, for turister, for journalister. Vi skal have et svar på 600 fængslede tibetaneres skæbne.

 
  
MPphoto
 

  Roberta Angelilli (UEN).(IT) Fru formand, mine damer og herrer! Parlamentet kan ikke tillade sig at overhøre Hans Hellighed Dalai Lamas nylige smertensråb. For blot få måneder siden lyttede vi til ham i Bruxelles, vi kender ham alle som en venlig mand, en fredsskaber, en talsmand for den tibetanske kultur, det vil sige harmoniens og broderskabets kultur par excellence. Det er i disse værdiers navn, at Hans Hellighed Dalai Lama på vegne af sine kinesiske brødre har bedt – dog med styrke – om, at Tibet får sin berettigede og håndgribelige autonomi, idet han har mindet om den tortur og de frygtelige lidelser, hans folk og hans land har gennemgået. Det er en anmodning, som Parlamentet bør være stolt over at støtte. Det er vores politiske og institutionelle pligt, i demokratiets, menneskerettighedernes og frihedsværdiernes navn. Tibetanerne ser mod Europa som deres måske eneste håb. Vi må virkelig ikke lade dem i stikken.

 
  
MPphoto
 

  Georg Jarzembowski (PPE-DE).(DE) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Vi Kristelige Demokrater anerkender helt klart Folkerepublikken Kinas suverænitet over sit territorium, herunder Tibet.

Samtidig afviser vi imidlertid Kinas synspunkt om, at enhver udtalelse fra EU i forbindelse med menneskerettigheder i Kina udgør en utilladelig indblanding i Kinas indre forhold. I henhold til den moderne forståelse af menneskerettighederne og folkeretten – som Kina forhåbentlig også snart vil dele – har det internationale samfund pligt til at udtrykke bekymring over menneskerettighederne overalt i verden, især i meget grelle tilfælde.

Hvordan skulle Det Internationale Krigsforbrydertribunal ellers kunne reagere mod forbrydelserne mod menneskeheden i landene i det tidligere Jugoslavien og afsige domme, hvis ikke det havde ret til at intervenere af hensyn til menneskerettighederne?

Folkerepublikken Kina og dens regering bør derfor anerkende, at diskussion af menneskerettigheder som f.eks. forsamlingsfrihed, frihed for en uafhængig presse, religiøs frihed og rettigheder for kulturelle minoriteter i Tibet og andre dele af Kina ikke udgør en utilladelig indblanding. Den skal kunne se denne diskussion i øjnene.

Vores største bekymring i dag er imidlertid blot opfordringen – og jeg kan derfor ikke forstå hr. Ford i denne sammenhæng, selv om han altid i højere grad har været på den kinesiske regerings side – til Folkerepublikken Kina og dens regering om at genoptage forhandlingerne med Hans Hellighed Dalai Lama som leder for en stor del af det tibetanske folk.

Hvis jeg skal være ærlig, og som min kollega allerede har sagt det, førte regeringen faktisk disse forhandlinger sidste år, men den afbrød dem efter De Olympiske Lege. Det tvinger os til at nære den mistanke, at disse forhandlinger kun blev ført under de olympiske lege for at aflede vores opmærksomhed. Vi vil dog ikke tillade, hr. Ford, at vores opmærksomhed bliver afledt. Vi vil sætte dette anliggende på dagsordenen igen og igen, og vi opfordrer den kinesiske regering til at indgå i reelle og seriøse forhandlinger med Hans Hellighed Dalai Lama, da menneskerettighederne stadig krænkes i Tibet, og vi skal sikre, at denne situation ændres.

 
  
MPphoto
 

  Marcin Libicki (UEN).(PL) Fru formand! Når vi drøfter forfulgte tibetaneres skæbne i dag, skal vi være klar over, at deres udsigter kun vil forbedres, hvis hele det internationale samfund udøver politisk pres på Kina. Derfor skal jeg også understrege, at i den henseende kan alle de anstrengelser, fru Ferrero-Waldner har gjort sig, og som de, der har indflydelse på den globale politik, har gjort sig, meget vel bære frugt.

Jeg skal også understrege, at det var med største beklagelse, jeg lyttede til den tale, der blev holdt af repræsentanten for De Europæiske Socialdemokraters Gruppe, som hævdede, at Kinas forbrydelser var retfærdiggjort af bygningen af en jernbanelinje til Tibet. Det minder mig om en tid, da bygning af motorveje i Europa blev brugt til at retfærdiggøre bygning af koncentrationslejre. Vi kan ikke tillade, at jernbanelinjer og motorveje bygges på grundlag af forfulgte menneskers smerter og lidelser.

 
  
MPphoto
 

  Cornelis Visser (PPE-DE).(NL) Fru formand! Jeg stod her for et år siden, da vi drøftede uroen i Tibet. Vi tryglede Kina om at give medier og internationale organisationer adgang til området, og jeg er glad for at kunne sige, at vi som Parlament på det tidspunkt krævede en seriøs dialog mellem Kina og Hans Hellighed Dalai Lama.

Sidste år viste Kina hele verden via sin organisering og afholdelse af de olympiske lege, at det er et land, der er i stand til at forvandle sig og til at forbløffe verden. I slutspurten inden legene gav Kina udenlandske journalister noget spillerum. Jeg er klar over, at denne midlertidige indrømmelse af nogen pressefrihed var for udenlandske journalister. Den fik desværre en kort levetid. Sidste tirsdag kunne journalister ikke komme ind i Tibet for at rapportere om situationen der.

Jeg beklager dybt, at den kinesiske regering ikke længere garanterer pressefrihed. Samtidig er der overhovedet ingen pressefrihed for journalister i Kina. Kinesiske journalister anvender et selvcensur-system, hvor det kræves, at de tilpasser sig regeringens holdning. Også i denne sag er der en verden til forskel mellem loven – som er sund og garanterer pressefrihed – og virkeligheden på gulvet, hvor journalister er nødt til at pålægge sig selv begrænsninger. Alle medier er nødt til at indordne sig under partiernes censurdiktater.

Hvad mere er, regeringen blokerer også for hjemmesider. Internetbrugere informerer hurtigt hinanden om politiske udviklinger, efterhånden som de sker. For dialogen mellem tibetanerne og kineserne – befolkningen, folket – er det afgørende, at de får præcise oplysninger. Forhandlinger kan kun holdes på grundlag af fakta, og pressefrihed i Kina er en vigtig forudsætning for, at det kan ske. Der skal være frihed til at skrive, til at journalister kan oplyse resten af det kinesiske folk om, hvad der foregår i Tibet.

Lad os i EU slå vores næve i bordet og slå et slag for menneskerettighederne i Kina. Det er et nødvendigt skridt, for at der igen kan komme gang i dialogen mellem Kina og Tibet. Lad Kina tage dette ene skridt i den rigtige retning og brolægge vejen for en dialog, eller med den kinesiske filosof Lao Tzus ord, en rejse på tusind mil begynder med et enkelt skridt.

 
  
MPphoto
 

  Zita Pleštinská (PPE-DE).(SK) Fru formand! Jeg var i Kina på tidspunktet for de sørgelige begivenheder i marts 2008 i Tibet, og jeg kunne kun følge begivenhederne på internettet, for vi fik ikke lov til at komme ind i Tibet. Jeg så dengang, hvor stor brug for hjælp indbyggerne i Tibet har.

Jeg tror fuldt og fast på, at Parlamentet med denne beslutning over for den kinesiske regering vil tilkendegive Hans Hellighed Dalai Lamas ord om, at Tibet ikke har separatistiske tilbøjeligheder og kun ønsker at opnå anerkendelse af kulturel autonomi for Tibet inden for Kinas rammer.

Jeg forstår, at EU forsøger at etablere gode, økonomiske forbindelser med Kina, og det lod vi forstå i vores drøftelser med den kinesiske regering og parlamentsmedlemmer i Beijing under IMCO-delegationens besøg i marts 2008. Vi kan imidlertid ikke forholde os neutrale i forhold til situationen i Tibet eller til de konstante krænkelser af menneskerettighederne, repressalierne, lidelserne og volden.

I anledning af 50-året for Hans Hellighed Dalai Lamas afrejse til eksilet i Indien forventer jeg, at de kinesiske myndigheder giver uafhængige observatører og udenlandske medier ubegrænset adgang til Tibet, så man kan bedømme situationen på stedet.

 
  
MPphoto
 

  Victor Boştinaru (PSE).(RO) Fru formand! Jeg vil gerne takke Dem, fru kommissær, for den afbalancerede holdning, som De har fremlagt igen i dag her i plenarforsamlingen.

EU's forbindelser med Kina er af strategisk betydning for alle medlemmer af Parlamentet, og de har og vil få ret betydningsfulde følger globalt set. Jeg havde forventet, at vi skulle drøfte EU's samarbejde med Kina om at reformere det globale finanssystem, set i lyset af Kinas afbalancerede og konstruktive holdning, især nu, før G20-topmødet i London. Det kunne have været det rigtige tidspunkt at sætte Afrika på en fælles dagsorden, set i lyset af den betydningsfulde rolle, Kina spiller her, og jeg kunne fortsætte.

Trods disse oplagte spørgsmål, trods Kommissionens dagsorden med Kina og til forskel fra de 27 medlemsstaters meget mere konsekvente og afbalancerede dagsorden med Kina noterer jeg med beklagelse, at vi i Parlamentet gør dette strategiske forhold til et spørgsmål og en brik i de politiske grupperingers valgkampagne.

Menneskerettighederne har og skal have førsteprioritet, men dette spørgsmål skal ikke være det eneste.

 
  
MPphoto
 

  Janusz Onyszkiewicz (ALDE).(PL) Fru formand! I begyndelsen af 1950'erne tvang den kinesiske regering tibetanske repræsentanter til at underskrive en aftale, hvori den garanterede Tibet vidtrækkende autonomi. Disse garantier blev der ikke noget af. Efter pres fra offentligheden og på grund af frygt for en boykot af de olympiske lege indledte den kinesiske regering forhandlinger med Hans Hellighed Dalai Lamas repræsentanter. Disse forhandlinger blev imidlertid holdt på et ærgerligt lavt niveau, og desuden lignede dialogen en kommunikation mellem to tv-apparater, der var indstillet på forskellige kanaler.

Vi ønsker ikke dialog, vi ønsker forhandlinger. Vi ønsker, at kineserne forhandler med Hans Hellighed Dalai Lamas repræsentanter på grundlag af det foreslåede memorandum. Hvis den kinesiske regering mener, at dette memorandum ikke er et godt grundlag, så lad den begrunde sin holdning i stedet for at gemme sig bag en generel erklæring om, at det ikke er andet end et memorandum, hvori der foreslås tibetansk uafhængighed, hvilket absolut ikke er tilfældet.

 
  
MPphoto
 

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE).(EN) Fru formand! Jeg støtter fuldt ud, hvad kommissæren sagde, om at dialog og engagement er af afgørende betydning. Samtidig må vi indrømme, at det, vi ser i dag, er en klar mangel på politisk vilje fra kinesisk side til at føre en seriøs og resultatorienteret dialog med Hans Hellighed Dalai Lamas repræsentanter.

For mange af os er sagen om Tibet – dets autonomi – en lakmusprøve for de kinesiske myndigheder. Tibet afspejler menneskerettighedssituationen i Kina såvel som situationen for menneskerettighedsforkæmpere som Hu Jia, modtager af Sakharov-prisen i 2008. Jeg ser ikke hr. Ford i salen nu, men jeg vil gerne forsikre ham om, at menneskerettighederne altid har været og altid vil være øverst på vores politiske dagsorden.

 
  
MPphoto
 

  Tunne Kelam (PPE-DE).(EN) Fru formand! Den kinesiske regering har kaldt årsdagen for besættelsen af Tibet for de livegnes frigørelse. Det er beklageligvis orwellsk jargon, der stadig praktiseres: Slaveri er frihed, og løgne er sandhed. Men det viser, at de kommunistiske ledere i Kina er blevet langtidsfanger af deres egen dårlige samvittighed.

At opnå ægte autonomi for Tibet er tæt forbundet med det at erkende budskabet fra en anden dato. Snart 20 år med studenterdemokrati på Tiananmen.

At opnå reelt demokrati i Kina er afgørende for en løsning i Tibet, men tiden er ved at være knap, og meget vil afhænge af vores egen moralske fasthed.

Jeg opfordrer også rådsformandskabet til at fremsætte en lignende erklæring efter vores beslutning ved denne lejlighed samt i juni i anledning af massakren på Den Himmelske Fredsplads.

 
  
MPphoto
 

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! Denne forhandling har endnu en gang kort, men klart vist vores store bekymring over situationen i Tibet. Indlæggene har understreget, at denne bekymring er lige så reel og berettiget 50 år efter det tibetanske oprør den 10. marts 1959. Desuden mener jeg, at vores drøftelse også har understreget nødvendigheden af, at begge parter omgående genoptager dialogen. Jeg siger "dialog", fordi dialog altid er det første, vigtige skridt, før man går videre til forhandlinger. Det er også den bedste måde at undgå frustrationer og vold blandt unge tibetanere. Jeg mener, det er en grund, der vækker stor genklang. Derfor er en mere omfattende dialog i begge parters interesse.

Hans Hellighed Dalai Lama er en respekteret, religiøs leder og bl.a. modtager af Nobels fredspris. Individuelle ledere i EU har mødtes med ham i forskellige, sædvanligvis religiøse sammenhænge, men det er ikke vores politik at holde møder i en politisk sammenhæng. Når det er sagt, kommunikerer vi ofte med hans udsendinge og især om, hvordan dialogprocessen skrider frem, og det vil vi fortsat gøre.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Også jeg håber, at det tibetanske folk kan få sin frihed, men jeg håber ligeledes, at det ikke skal leve under hverken en stats eller en religions herredømme.

Jeg har modtaget fem forslag til beslutning(1), jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5.

Afstemningen vil finde sted i dag kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

 
  
MPphoto
 
 

  Filip Kaczmarek (PPE-DE), skriftlig. – (PL) Igennem 50 år har tibetanske flygtninge krævet, at deres grundlæggende rettigheder respekteres. Jeg er overbevist om, at en respekt for disse rettigheder og en genåbning af dialogen med det tibetanske folk klart er i Kinas interesse. I verden af i dag er et lands image en væsentlig del af den måde, det agerer på i den globale økonomi og med hensyn til internationalt samarbejde. At Kina nægter at gå i dialog med Hans Hellighed Dalai Lamas repræsentanter og afviser tibetanernes yderst beskedne krav er skadeligt for landets image. At indlede forhandlinger om rettigheder, som er i overensstemmelse med den kinesiske forfatnings principper, ville ikke udgøre nogen særlig risiko for Kina. Faktisk er det stik modsatte tilfældet. Store lande og store nationer burde være storsindede. En sådan opførsel kan bevise deres storhed.

At indlede en dialog med Tibet giver Kina mulighed for at vise sin gode og positive side. At vise solidaritet med Tibet og det tibetanske folk er ikke antikinesisk. Det er et udtryk for bekymring for menneskerettighederne, religiøs og sproglig frihed, kulturel mangfoldighed og ret til at bevare sin nationale identitet og autonomi. Derfor blander vi os ikke i Kinas interne forhold, vi forsøger blot at forsvare standarder og værdier, som er vigtige for os overalt – i Europa, Asien og i hele verden. Kina er ikke på nogen måde blevet udvalgt. Vi forsvarer små nationers rettigheder, selv om det viser sig at være generende eller ubehageligt. Det er, fordi vi tror på, at det er den rigtige indstilling til tingene.

 
  
  

(Mødet udsat kl. 11.55 og genoptaget kl. 12.05)

 
  
  

FORSÆDE: HANS-GERT PÖTTERING
Formand

 
  

(1) Se protokollen.

Seneste opdatering: 15. juni 2009Juridisk meddelelse