Formanden. - Næste punkt er forhandlingen under ét om partnerskabsaftalerne:

– henstilling (A6-0117/2009) af David Martin for Udvalget om International Handel om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af den økonomiske partnerskabsaftale mellem Cariforum-landene på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side (05211/2009 – C6-0054/2009 – 2008/0061(AVC)) og

– henstilling (A6-0144/2009) af Erika Mann for Udvalget om International Handel om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af en foreløbig økonomisk partnerskabsaftale mellem Côte d'Ivoire på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side (05535/2009 – C6-0064/2009 – 2008/0136(AVC))

– mundtlig forespørgsel af Helmuth Markov og David Martin for Udvalget om International Handel til Rådet om aftalen om økonomisk partnerskab mellem Cariforum-staterne på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dettes medlemsstater på den anden side (O-0033/2009 – B6-0203/2009),

– mundtlig forespørgsel af Helmuth Markov og David Martin for Udvalget om International Handel til Kommissionen om aftalen om økonomisk partnerskab mellem Cariforum-staterne på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dettes medlemsstater på den anden side (O-0034/2009 – B6-0204/2009),

– mundtlig forespørgsel af Helmuth Markov og Erika Mann for Udvalget om International Handel til Rådet om foreløbig økonomisk partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Côte d'Ivoire på den anden (O-0047/2009 – B6-0217/2009),

– mundtlig forespørgsel af Helmuth Markov og Erika Mann for Udvalget om International Handel til Kommissionen om foreløbig økonomisk partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Côte d'Ivoire på den anden (O-0048/2009 – B6-0218/2009),

– mundtlig forespørgsel af Helmuth Markov og Christofer Fjellner for Udvalget om International Handel til Rådet om foreløbig økonomisk partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Ghana på den anden side (O-0035/2009 – B6-0205/2009),

– mundtlig forespørgsel af Helmuth Markov og Christofer Fjellner for Udvalget om International Handel til Kommissionen om foreløbig økonomisk partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Ghana på den anden side (O-0036/2009 – B6-0206/2009),

– mundtlig forespørgsel af Helmuth Markov og Glyn Ford for Udvalget om International Handel til Rådet om den foreløbige partnerskabsaftale mellem Stillehavslandene på den ene side og Det Europæiske Fællesskab på den anden side (O-0037/2009 – B6-0207/2009),

– mundtlig forespørgsel af Helmuth Markov og Glyn Ford for Udvalget om International Handel til Kommissionen om den foreløbige partnerskabsaftale mellem Stillehavslandene på den ene side og Det Europæiske Fællesskab på den anden side (O-0038/2009 – B6-0208/2009),

– mundtlig forespørgsel af Helmuth Markov og Robert Sturdy for Udvalget om International Handel til Rådet om foreløbig økonomisk partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og SADC-ØPA-landene på den anden side (O-0039/2009 – B6-0209/2009),

– mundtlig forespørgsel af Helmuth Markov og Robert Sturdy for Udvalget om International Handel til Kommissionen om foreløbig økonomisk partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og SADC-ØPA-landene på den anden side (O-0040/2009 – B6-0210/2009),

– mundtlig forespørgsel af Helmuth Markov og Daniel Caspary for Udvalget om International Handel til Rådet om den foreløbige aftale om fastlæggelse af en ramme for en økonomisk partnerskabsaftale mellem landene i det østlige og sydlige Afrika på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dettes medlemsstater på den anden side (O-0041/2009 – B6-0211/2009),

– mundtlig forespørgsel af Helmuth Markov og Daniel Caspary for Udvalget om International Handel til Kommissionen om den foreløbige aftale om fastlæggelse af en ramme for en økonomisk partnerskabsaftale mellem landene i det østlige og sydlige Afrika på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dettes medlemsstater på den anden side (O-0042/2009 – B6-0212/2009),

– mundtlig forespørgsel af Helmuth Markov for Udvalget om International Handel til Rådet om aftalen om fastlæggelse af en ramme for en økonomisk partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og partnerlandene i Det Østafrikanske Fællesskab på den anden side (O-0043/2009 – B6-0213/2009),

– mundtlig forespørgsel af Helmuth Markov for Udvalget om International Handel til Kommissionen om aftalen om fastlæggelse af en ramme for en økonomisk partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og partnerlandene i Det Østafrikanske Fællesskab på den anden side (O-0044/2009 – B6-0214/2009),

– mundtlig forespørgsel af Helmuth Markov og Kader Arif for Udvalget om International Handel til Rådet om foreløbig økonomisk partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Centralafrika på den anden side (O-0045/2009 – B6-0215/2009),

– mundtlig forespørgsel af Helmuth Markov og Kader Arif for Udvalget om International Handel til Kommissionen om foreløbig økonomisk partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Centralafrika på den anden side (O-0046/2009 – B6-0216/2009),

  David Martin, ordfører. − (EN) Hr. formand! Når vi er direkte involveret, har vi altid tendens til at overdrive betydningen af et emne, men man kan efter min mening ikke understrege dette emnes betydning nok. Vi har i aften at gøre med en række aftaler, der potentielt kan påvirke bogstaveligt talt millioner af menneskers liv og livskvalitet i udviklingslandene.

Inden jeg går til indholdet i min betænkning, vil jeg gerne lykønske min kollega, Glenys Kinnock, der som medformand for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU er gået forrest i kampen for at gøre opmærksom på overvejelser om økonomiske partnerskabsaftaler og deres indflydelse på udviklingen, ikke kun i Parlamentet, men i hele verden. Som de fleste ved, stopper Glenys ved udgangen af denne valgperiode, og efter min mening vil hendes arbejde i forbindelse med AVS og især de økonomiske partnerskabsaftaler i høj grad blive savnet.

De økonomiske partnerskabsaftaler har haft en problematisk historie i Parlamentet. Der har været en reel konflikt mellem handels- og udviklingsmål. En del af denne konflikt kunne have været undgået, men en del af den ligger i aftalernes karakter.

For det første blev vi påtvunget de økonomiske partnerskabsaftaler gennem en WTO-afgørelse, og det er ikke nemt at forhandle en envejsliberalisering på plads, hvilket i bund og grund er, hvad disse aftaler krævede.

For det andet betød den kunstige frist, der blev fastlagt for fuld og foreløbig gennemførelse af de økonomiske partnerskabsaftaler, at forhandlingerne, der skulle have fundet sted mellem ligeværdige partnere, rent faktisk ikke gjorde det, da AVS-siden havde noget at tabe, hvis fristerne ikke blev overholdt.

Endelig – og dette er ikke en kritik af forhandlingerne, men af vilkårene herfor – blev forhandlingerne gennemført af handelseksperter. Handelseksperter vil i sagens natur forsøge at opnå den bedst mulige aftale for EU. De forsøgte ikke nødvendigvis at opnå det bedste resultat ud fra et udviklingssynspunkt. Lad mig gentage: Det er ikke en kritik. Det er det, de uddannet til. Men det er vilkårene for forhandlingerne.

Parlamentet har, siden forhandlingerne blev afsluttet, forsøgt at bygge bro over skellet mellem handels- og udviklingshensyn.

Jeg vil som ordfører for den økonomiske partnerskabsaftale med Cariforum koncentrere mig om denne aftale, der naturligvis på nuværende tidspunkt er den eneste fuldgyldige økonomiske partnerskabsaftale. Da denne økonomiske partnerskabsaftale allerede er undertegnet, kan vi ikke ændre teksten. Vi kan blot sige ja eller nej til den. Jeg mener, at vi, hvis Kommissionen og kommissærerne kan give os visse forsikringer og fortolkninger af teksten, i denne uge kan give vores samtykke til den økonomiske partnerskabsaftale med Cariforum.

Forfatteren Lewis Carrolls figur Humpty Dumpty sagde med en hånlig tone: "Når jeg bruger et ord, betyder det lige præcis det, som jeg vælger, at det skal betyde, hverken mere eller mindre". Ærligt talt har det, når man har forsøgt at forstå nogle af ordene i den økonomiske partnerskabsaftale med Cariforum, været lidt den samme situation. Det har ikke altid været let at få klarhed over, hvad teksten rent faktisk betyder.

Jeg vil gerne høre kommissæren berolige os i dag på en række punkter.

For det første må hun gerne forsikre os om, at revisionsklausulen i aftalen er en reel revisionsklausul, der vil blive taget alvorligt af Kommissionen, og at vi således vil se på udviklingsprioriteterne såsom bekæmpelse af fattigdom, bæredygtig udvikling, økonomisk diversificering og bidrag til opnåelse af millenniumudviklingsmålene efter fem år med henblik på at sikre, at de økonomiske partnerskabsaftaler bidrager til at nå disse mål og ikke modarbejder dem.

For det andet vil jeg gerne høre kommissæren berolige os, for så vidt angår finansieringen af de økonomiske partnerskabsaftaler. Ifølge beregninger er omkring 580 mio. EUR tilgængelige for Cariforum-landene under Den Europæiske Udviklingsfond og andre finansielle rammeperioder frem til 2013. Efter min mening – men jeg er naturligvis ikke ekspert på området – bør dette være nok til at opfylde kravene i de økonomiske partnerskabsaftaler, hvis de programmeres korrekt, hvis alle pengene bruges, og hvis de vestindiske landes prioriteter overholdes, for så vidt angår de områder, hvor midlerne bør anvendes. Derudover skal vi sikre, at medlemsstaterne leverer deres del af de 2 mia. EUR, der er blevet lovet til Aid for Trade i udviklingslandene. Vi er også nødt til at se på situationen efter 2013. Vi kan ikke indhente forsikringer fra Kommissionen om dette, da dette er Parlamentets og Rådets opgave, men vi skal være opmærksomme på, at pengene og forpligtelserne kun løber til 2013.

Det tredje aspekt, som jeg ønsker forsikringer om, er mestbegunstigelsesbehandling. Jeg har før sagt til kommissæren, at jeg fuldt ud forstår, at EU bør insistere på nøjagtig de samme vilkår, som de vestindiske lande giver til USA eller andre større udviklede lande. Vi bør imidlertid ikke påberåbe os mestbegunstigelsesklausulen, hvis de vestindiske lande indgår en gunstig aftale med f.eks. en gruppe afrikanske lande.

For det fjerde – og jeg er ved at nå frem til en konklusion – har vi i forbindelse med adgang til lægemidler brug for en forsikring om, at intet i Cariforum-aftalen truer anvendelsen af TRIPS-mekanismen – der må ikke sås tvivl om denne mekanisme.

Jeg vil høre disse forsikringer fra kommissæren, men selv inden vi har hørt dem, vil jeg gerne afslutte med at sige, at jeg fuldt og fast tror på, at kommissæren har ændret tonen i og karakteren af drøftelserne om de økonomiske partnerskabsaftaler, og jeg vil gerne lykønske hende med det arbejde, som hun allerede har udført på dette område.

  Erika Mann, ordfører. – (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Vi skal nu stemme om aftalen med Côte d’Ivoire. Vi kan kun stemme ja eller nej. Jeg håber, at dette en dag vil ændre sig, og at Parlamentet også vil kunne deltage i forhandlingerne.

Det gør det en smule mere vanskeligt. Der er to forskelle i forhold til Cariforum-aftalen. For det første er der tale om en regering, der ikke er demokratisk valgt. For det andet er der tale om en foreløbig aftale, der i første omgang blot skal sikre, at de gamle præferencer opretholdes. Den endelige aftale kommer først til forhandling om et stykke tid.

Det, jeg gerne vil høre fra kommissær Cathy Ashton, er forsikringer på en række punkter, der vil være ekstremt vigtige for Côte d’Ivoire. I sidste weekend var jeg igen involveret i drøftelser, hvoraf det klart fremgik, at Kommissionen må komme med forsikringer, som er helt i tråd med de forsikringer, som kommissæren kom med i forbindelse med SADC. Tillad mig således at nævne nogle af de vigtigste aspekter.

For det første er der aspektet "betydelig fleksibilitet". Denne fleksibilitet skal omfatte følgende punkter. For det første inddragelsen af en revisionsklausul, der også er fleksibel, således at der ikke fastlægges en femårig frist, men en frist, der løbende kan genovervejes med forholdsvis kort varsel. For det andet bør følsomme emner kun drøftes, når landet udtrykkeligt ønsker det. Dette vedrører især Singaporeemnerne, men naturligvis også spørgsmålet om integration af TRIPS og lignende emner.

For det tredje er der spørgsmålet om at acceptere regionale forskelle i forbindelse med kommende forhandlinger om en regional aftale. Côte d’Ivoire står over for særlige vanskeligheder som følge at, at aftalen er under forhandling og vil blive undertegnet separat, mens målet i fremtiden er at forhandle en regional aftale på plads.

For det fjerde er det vigtigt, at det på et hvilket som helst tidspunkt under nye forhandlinger er muligt at rejse spørgsmål, der endnu ikke er behandlet på nuværende tidspunkt, og at disse spørgsmål godkendes af Kommissionen.

I denne sammenhæng er det i virkeligheden blot nødvendigt at gøre de indrømmelser, der er gjort allerede over for SADC, over for Côte d’Ivoire. Det ville øge sandsynligheden for en tilsvarende positiv respons fra Parlamentets side. Vi er blot meget bekymrede. Det er en bekymring, som mange ngo'er har givet udtryk for, og som går på, at Kommissionen især i forbindelse med Côte d’Ivoire lod til at udvise relativt begrænset fleksibilitet, hvilket var årsagen til, at førnævnte spørgsmål ikke blev taget i betragtning i forbindelse med overgangen fra den foreløbige til den endelige aftale. En indrømmelse ville derfor være utrolig nyttig og gøre det muligt for os at godkende aftalen.

I forbindelse med mine drøftelser med repræsentanter for Côte d’Ivoire forstod jeg i øvrigt, at de er meget bekymrede for, at den tekniske bistand ikke vil komme hurtigt nok, og heller ikke her er alle deres overvejelser blevet taget i betragtning. Som jeg har forstået det, er de særligt interesserede i Kommissionen og de internationale organisationer, der yder dem bistand ved at give små og mellemstore virksomheder adgang til det europæiske marked, så de rent faktisk kan drage nytte heraf. De er ekstremt forsigtige, når forhandlingerne kommer ind på Singaporeemnerne, hvis de overhovedet drøfter dem, og de er ivrige efter, at vi skal hjælpe dem med at udvikle en forståelse af, hvordan offentlige goder kan anvendes til samfundsmæssige formål. Derudover er de særligt interesserede i, at vi hjælper dem i forbindelse med tekniske standarder, da de ofte udgør reelle handelsbarrierer.

Min sidste bemærkning vedrører punktet vedrørende Parlamentet. Som jeg tidligere har nævnt, kan vi kun sige ja eller nej, og det begrænser naturligvis betydeligt Parlamentets evne til at forme afstemningen. Jeg vil gerne udtrykkeligt minde om – hvilket også vil fremgå af vores tekst – at en mulig godkendelse af den foreløbige aftale ikke nødvendigvis betyder, at vi automatisk stemmer for den endelige aftale. Vi ønsker faktisk som led i overvågningsproceduren udtrykkeligt at blive inddraget i de løbende forhandlinger, således at vi i et vist omfang og inden for vores beføjelser kan følge op på de spørgsmål, som jeg netop har rejst.

Endelig vil jeg gerne bede kommissæren om kort at fortælle os, i hvilket omfang den kuldsejlede Dohaaftale vil få særlig negative konsekvenser for Côte d’Ivoire, navnlig for så vidt angår bananer.

  Helmuth Markov, forespørger. – (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. Solana! I forbindelse med denne forhandling drøfter vi ikke blot en pakke med 16 mundtlige forespørgsler til Rådet og Kommission, otte beslutninger og to betænkninger under den fælles beslutningsprocedure, men også 79 udviklingslande, hvormed EU fornyr sine handelsrelationer og sit gensidige samarbejde. Handel og samarbejde er vigtige redskaber i kampen mod fattigdom samt i bestræbelserne på at opbygge mere økonomisk og socialt stabile nationale økonomier. Frem for alt indebærer denne proces støtte til opbygning af infrastrukturen og sundhedsvæsenet samt fødevareuafhængighed, et fungerende socialsystem samt uddannelsesmæssig og kulturel udveksling.

Før i tiden var vores handelsforbindelser med AVS-landene baseret på en ensidig handelspræferenceordning, der gav de fleste produkter fra AVS-landene toldfri adgang til det indre marked. I 2000 blev det vedtaget, at en ny partnerskabsaftale skulle udarbejdes inden udgangen af 2007. I henhold til denne nye aftale skulle unilaterale handelspræferencer erstattes af WTO-kompatible aftaler, der sigtede mod at reducere og i sidste ende fjerne fattigdom samt fremme bæredygtig udvikling, regional integration, økonomisk samarbejde og god forvaltningspraksis og hermed hjælpe AVS-lande med at udvikle deres økonomiske potentiale og gradvist integrere dem i den globale økonomi. Derudover skulle disse landes produktionskapacitet udvides, og der skulle træffes foranstaltninger for at lette vilkårene for erhvervslivet og fremme investering.

De økonomiske aftaler, som vi har foran os, især den såkaldte foreløbige økonomiske partnerskabsaftale eller den aftale, der kun omhandler varer, er hovedsagelig handelsaftaler, da 90 % eller mere af disse vedrører spørgsmål om markedsadgang og andre handelsspørgsmål. Målet er en trinvis liberalisering af handelen mellem EU og partnerregionerne eller individuelle stater.

Hvilken type problemer er vi stødt på under forhandlingerne?

For det første er det tvivlsomt, om fristen er tilstrækkelig. Kommissionen er selvfølgelig i en fornuftig position. Den var i stand til at lede forhandlingerne, anmode om afstemning og involvere medlemsstaterne. Men prøv at forestille Dem, at De havde været en af forhandlingspartnerne på den anden side. Blev forhandlingerne virkelig altid holdt parallelt, således at de tilsvarende høringer kunne finde sted mellem civilsamfundet og parlamentet i de pågældende lande?

Der var stor kritik af indholdet. For det første forstod Kommissionen – selv om en række andre eksperter mente noget andet – ved WTO-kompatibilitet en reduktion på 80 % af toldafgifterne i de kommende 15 år. Selv hvis pligten til liberalisering oprindeligt er asymmetrisk, for så vidt angår tiltag til liberalisering, vil resultatet være åbne markeder på begge sider, noget EU let kan tillade sig. Eksport fra AVS-landene vil kun udgøre en lille procentdel af EU's import.

For AVS-landene vil ophævelsen af toldafgifter føre til tab af indtægter fra disse afgifter og tab af de midler, der er nødvendige for hastende offentlige investeringer i infrastruktur, det sociale område, støtte til økonomisk udvikling og forbedring af den administrative kapacitet. Derudover betyder det forsinket vækst i den nationale økonomi og derfor fortsat afhængighed af eksport fra industrilande. Dette påvirker fødevarer lige så meget som industrivarer og skaber i sidste ende en ond cirkel. De stigende fødevarepriser i AVS-landene er et uomtvisteligt bevis på denne effekt. Jeg har ofte stillet følgende spørgsmål: Hvis 50 år med ensidige handelsforbindelser ikke har sikret en bare nogenlunde tilstrækkelig udvikling, hvordan kan dette så opnås ved en gensidig åbning af markeder?

Et andet alvorligt problem, der vil blive forstærket af den foreslåede aftale, er forholdet mellem partnerregionerne og -landene. I Det Østafrikanske Fællesskab – jeg er personligt ansvarlig for det relevante beslutningsforslag – er problemet med interne afgifter måske mindre væsentligt, da der findes en toldunion, men handelsforbindelserne mellem nabostaterne kan blive vanskeligere som følge af de forskellige liberaliseringsgrader. I dette tilfælde er der naturligvis mange problemer forbundet med hjemlandsbestemmelserne. Der er alvorlige bekymringer, for så vidt angår forhandlingerne om omfattende økonomiske partnerskabsaftaler. De afspejler visse konflikter i den blokerede Doharunde. Mange stater mener ikke, at de har mulighed for at afregulere deres markeder for tjenesteydelser, investering og offentlige indkøb og åbne dem for international konkurrence. Det er ikke engang fuldt håndterbart eller endog ønskværdigt inden for selve EU. For så vidt angår manglen på tilsynsmekanismer på finansielle markeder, behøver vi ikke at gå yderligere i detaljer i dette forum.

Der er blevet og bliver givet udtryk for alvorlig kritik af gennemsigtigheden i forhandlingerne, dvs. det omfang i hvilket Parlamentet og civilsamfundet er blevet inddraget i processen. Endelig er der også tvivl om Modus 4. Hvis der er fri bevægelighed for varer, bør der så ikke også være det for personer? I denne sammenhæng har vores udvalg formuleret spørgsmål, der – uanset deres baggrund – altid berører samme emner.

Hvilke finansielle, tekniske og administrative støtteforanstaltninger er der planlagt som led i genetableringen af handels- og udviklingspartnerskaberne? Vil Kommissionen under de løbende forhandlinger være fleksibel og tage partnerregionernes behov i betragtning, navnlig for så vidt angår fremme af eksportafgifter til udviklingsformål, beskyttelse af nye industrier, sikring af fri bevægelighed for arbejdstagere og særlig beskyttelse af systemet for offentlige indkøb? Er Kommissionen derudover klar til at genoverveje sin holdning til beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og sikre, at biologisk mangfoldighed og formidling af viden opretholdes, og at der sikres adgang til lægehjælp til en rimelig pris i fattige lande? Er Rådet og Kommissionen klar til at give Parlamentet og civilsamfundet passende oplysninger om muligheder for deltagelse? Og endelig er der vilje til at revidere den forhandlede aftale, hvis det skulle vise sig, at visse punkter har negativ indflydelse på udviklingen i AVS-landene?

Tillad mig til sidst at komme med en kort personlig bemærkning. Jeg har nu været formand for Udvalget om International Handel i to et halvt år. Da jeg ikke står til at indtage denne post igen, vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke mit sekretariat, hr. Rodas og især fru Pribaz, mange gange for deres støtte, og jeg vil også gerne takke mine kolleger. Vi har haft et vellykket samarbejde og har efter min mening opnået meget. Det ville være fantastisk, hvis vi også kunne opnå succes med de økonomiske partnerskabsaftaler. Jeg vil gerne ønske alle de medlemmer, der bliver i Parlamentet, held og lykke med næste valgperiode. Jeg har stor tiltro til, at handel vil begynde at spille en større rolle i Parlamentet.

  Christofer Fjellner, forespørger. – (SV) Hr. formand! Jeg er meget glad for, at vi kan have denne forhandling i dag. I en tid med øget protektionisme og en tid, hvor fattigdom bliver mere udbredt frem for at mindskes, er det særlig vigtigt for os at opretholde handelen mellem Europa og nogle af verdens fattigste lande. Det er i bund og grund det, de foreløbige aftaler handler om. De økonomiske partnerskabsaftaler sigter mod at sikre fortsat handel og udvikling i nogle af verdens fattigste lande.

Disse lande risikerer at blive ramt hårdest, efterhånden som den internationale recession breder sig, og det protektionistiske våbenkapløb ser ud til at blive intensiveret. Jeg har derfor svært ved at forstå en del af den kritik, der gives udtryk for. Nogle påstår, at disse aftaler går for vidt og er for omfattende. Visse kritikere vil hellere tale om tabte toldindtægter end om muligheden for ny handel. Jeg mener, at vi tværtimod bør være glade for, at vi har opnået så meget. Jeg mener ikke, at der er en iboende konflikt mellem handel og udvikling, som visse talere påstår. Faktisk mener jeg det modsatte: Handel fører til udvikling, afgifter fører til fattigdom.

Jeg var ansvarlig for den foreløbige aftale med Ghana. Jeg vil for det første erkende, at den har nogle få mangler såsom opretholdelse af EU-afgifter på ris og sukker i en overgangsperiode, men det er i bund og grund en meget fornuftig aftale. Det er derfor vigtigt for os at sikre, at den undertegnes så hurtigt som muligt. Præsidentvalget i Ghana har tidligere været en forhindring, men jeg vil nu opfordre landets nye præsident, John Atta Mills, til at undertegne den foreløbige aftale. Jeg håber også, at vi i EU vil sørge for at undertegne den aftale, som vi har forhandlet igennem. Det er uacceptabelt, at det skal tage så lang tid, og det er især uacceptabelt, at det skal tage så lang tid, fordi oversættelsestjenesten i Rådet ikke fungerer korrekt.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at opfordre alle til at støtte aftalen. I disse usikre tider har verden brug for mere handel, ikke mindre.

  Daniel Caspary, forespørger. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg mener, at de aftaler, der undertegnes mellem økonomiske partnere, er afgørende for at sikre handelsrelationerne med AVS-landene. Samarbejde er i både EU's og disse landes interesse. Vi skal hurtigt sikre, at vi ikke længere forsyner disse lande med udviklingsbistand, som vi har gjort det i de sidste 50 eller 60 år. Vi skal sørge for, at disse lande endelig bliver frie rent mentalt, så de kan tage fremtiden i deres egne hænder og opbygge deres egen velstand, ligesom andre regioner i verden har gjort det i løbet af de seneste årtier.

Handel kan være et fremragende bidrag i denne henseende. Jeg tænker dels på handel mellem EU og de pågældende lande og dels på handel mellem landene, navnlig med andre udviklingslande. Jeg er sikker på, at vi kommer til at skulle lægge et vist pres på regeringer og stater for at få dem til at ophæve deres ekstremt høje toldafgifter på mange områder med henblik på at skabe de nødvendige vilkår for økonomisk vækst i regionen.

Hvorfor er dette nødvendigt? Disse stater har desperat behov for rammer, der gør det muligt for folk at skabe deres egen velstand. Under mine drøftelser med repræsentanter fra disse lande fik jeg ofte det indtryk, at folk var taknemmelige for, at EU udøver pres på en række områder, og at de var taknemmelige for, at vi stiller krav på mange områder og tvinger nationale regeringer til at gøre små fremskridt inden for den økonomiske politik.

Jeg ville være tilfreds, hvis vi ikke tabte dette synspunkt af syne i de kommende uger og måneder og især under forhandlingerne, således at der ikke kun fokuseres på regeringernes legitime ønsker, men også på et tidspunkt på vores legitime krav, og således at vi repræsenterer de legitime krav, som befolkningen i disse lande har givet udtryk for.

I denne henseende håber jeg, at vores forhandlinger bærer frugt.

  Kader Arif, spørger. − (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! I denne langtrukne debat her i dag vil jeg gerne med Deres tilladelse bruge et øjeblik på at se tilbage på den vej, vi indtil videre har tilbagelagt.

Lad os genkalde os de oprindelige holdninger hos nogle af medlemmerne af Parlamentet, da vi i lyset af den stigende bekymring i landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), demonstrationerne mod de økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er) og advarselssignalerne fra ngo'er fra nord og syd krævede, at udviklingen burde prioriteres i disse aftaler, hvilket i dag virker indlysende, eftersom Kommissionen konstant gentager det. Hr. Mandelson turde dog på det tidspunkt knapt svare os, fordi det for ham primært handlede om at stimulere samhandelen, som om man på mirakuløst vis kan fremme udviklingen ved blot at fjerne toldskrankerne.

Folk kaldte os for idealister, der blev manipuleret af ngo'erne, og de var fornærmede over vores krav om instrumenter til beskyttelse, regulering og indgreb fra de offentlige myndigheders side, men hvad skete der? Det viste sig, at vi ikke var uansvarlige. Nej, regeringerne i AVS-landene accepterede ikke at fortsætte forhandlingerne under pres eller trusler. Nej, de risici, der er forbundet med at liberalisere handelen, er ikke et spørgsmål om holdning, men er reelle og vil have reelle og direkte konsekvenser, eftersom tabet af toldindtægter vil lægge pres på statsbudgetterne, svække de nye industrier i landbrugssektoren og true fødevaresikkerheden for befolkningen.

Vi gav udtryk for disse bekymringer for længe siden før sultoptøjerne eller finanskrisen. Så hvad kan man sige om situationen i dag? Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og De Forenede Nationer erkender, at udviklingslandene, i modsætning til hvad der oprindelig blev sagt, vil blive hårdt ramt af den globale recession.

Generaldirektøren for De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation, Jacques Diouf, understregede for nylig dette, da han spurgte, om vi turde sige til dem, vi kalder for partnere, at vi er villige til at spendere milliarder på at redde det globale banksystem, men ikke på at redde deres befolkninger, som dør af sult.

Jeg vil være helt ærlig, fru kommissær, og jeg vil gerne gøre det helt klart. Hvis ikke De forpligter Dem til at gøre en stor og målrettet indsats for på Kommissionens vegne at give os garanti for, at ØPA'erne virkelig bliver udviklingsorienterede, stemmer jeg ikke for den samstemmende udtalelse. Ord er ikke nok, og det er hensigtserklæringer heller ikke. Dem har vi hørt for mange af. Vi vil have specifikke forpligtelser, og jeg vil gerne nævne dem en efter en. ØPA'erne bliver ikke tilfredsstillende aftaler, medmindre de fremmer regional integration og medvirker til udviklingen i AVS-landene og opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene.

Når vi opfordrer til at fremme den regionale integration, skal det omsættes i praksis. I Centralafrika er Cameroun f.eks. blevet kritiseret, for ikke at sige fordømt på det skarpeste, af sine naboer for at have underskrevet denne foreløbige aftale med Den Europæiske Union. Ud af de otte lande i regionen bemærker jeg, at de fem udgøres af mindst udviklede lande, det vil sige lande, der automatisk og i fuld overensstemmelse med WTO-reglerne frit kan eksportere til det europæiske marked, uden at der til gengæld stilles krav om handelsindrømmelser. Jeg kan udmærket forstå deres bekymringer, når Kommissionen anmoder dem om at åbne op for 80 % af den europæiske eksport.

Hvis kommissæren derfor forpligter sig til at fremme den regionale integration, hvis hun forpligter sig til større fleksibilitet, så der kan tages hensyn til vores partneres forskellige udviklingstrin, kan hun måske fortælle os, hvorfor hun ikke accepterer Centralafrikas tilbud om en 71 % liberalisering?

Det andet grundlæggende spørgsmål, som vi afventer et svar på, drejer sig om Singapore-spørgsmålene. De kan ikke gøres til en del af forhandlingerne imod partnerlandenes ønske. Jeg vil til dette punkt navnlig understrege offentlige kontrakter. Der skal naturligvis sikres gennemsigtighed, det vil jeg til enhver tid forsvare, men kan vi fratage vores AVS-samarbejdspartnere et væsentligt middel til at fremme deres suverænitet inden for industri og lokale tjenesteydelser ved at gennemtvinge en liberalisering af offentlige kontrakter?

Det tredje punkt drejer sig om tjenesteydelser. I vores drøftelser om ØPA'er med Cameroun understregede Kommissionen gang på gang, at vores partnere ønskede at forhandle om tjenesteydelser. Det er måske rigtig nok, men vær opmærksom på dem, der kan bruge dette argument til at pålægge alle regionerne og landene en liberalisering af tjenesteydelser og som især vil retfærdiggøre liberaliseringen af de offentlige tjenester. Jeg forventer, at De giver tilsagn om, at de offentlige tjenester forbliver uden for forhandlingernes ramme i alle regioner. Vi ved, at tabet af toldindtægter vil forårsage en reduktion i vores partneres budgetter. Hvis indtægterne falder, vil de sektorer, der først står for skud, være uddannelses-, sundheds- eller forskningssektorerne. Det er derfor i denne kontekst uacceptabelt for AVS-landenes regeringer at miste kontrollen med deres offentlige tjenester, og jeg opfordrer kommissæren til at give os et bindende tilsagn herom.

Det fjerde punkt, og det er allerede blevet nævnt, er, at fødevaresikkerheden skal beskyttes. Det betyder ikke kun, at der skal indføres tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger, men også at vores partnere skal kunne opretholde deres eksport, så de kan forblive konkurrencedygtige på de globale markeder. Jeg ved, at der har fundet en positiv udvikling sted på dette område inden for Det Sydlige Afrikas Udviklingsfællesskab. Er Kommissionen rede til at foreslå lignende foranstaltninger i andre regioner?

Det sidste punkt er, at vi ved, at en forbedring af AVS-landenes økonomier vil kræve et enormt økonomisk engagement fra Den Europæiske Unions side både for at beskytte spirende industrier mod liberaliseringens bivirkninger og for at gøre vores partneres økonomier mere konkurrencedygtige. Desværre er det stik imod de gentagne anbefalinger fra vores politiske gruppe Den Europæiske Udviklingsfond, der i første række skal finansiere ØPA'erne. Vi ved fra tidligere, at Kommissionen ikke har haft større held med at forvalte disse fonde, og jeg må derfor understrege, hvor vigtigt det er, at disse fonde anvendes hurtigst muligt og i overensstemmelse med vores partneres prioriteter.

Endelig er disse aftaler det image, som Den Europæiske Union giver resten af verden, det image, som Den Europæiske Union giver de fattigste lande i verden.

FORSÆDE: Martine ROURE
Næstformand

  Glyn Ford, spørger. − (EN) Fru formand! Må jeg lige først undskylde over for kommissæren og mine medordførere for at være gået glip af debatten indtil for omkring fem minutter siden? Jeg er blevet forsinket og er først ankommet i sidste øjeblik. Jeg håber ikke, at jeg kommer til at gentage, hvad andre har sagt, eller i det mindste ikke for meget, og må jeg anmode Dem om at huske på min undskyldning herfor?

Jeg taler faktisk om to ting, som ordfører for en foreløbig økonomisk partnerskabsaftale med Stillehavslandene og som skyggeordfører for Socialistgruppen for en foreløbig økonomisk partnerskabsaftale med det østlige og sydlige Afrika.

Hele den debat, vi har her i aften, blev ikke skudt i gang af en beslutning fra Europa-Kommissionen eller Den Europæiske Union om, at vi ville have et nyt handelssamarbejde med landene i Afrika, Caribien og Stillehavet, men skyldes en beslutning, som Verdenshandelsorganisationen traf for omkring ti år siden om, at vi praktiserer en urimelig forskelsbehandling ved at favorisere nogle udviklingslande frem for andre. Nogle har sagt, at det kun bør handle om udvikling, hvilket jeg er yderst enig i, men vi må huske på, at et af de grundlæggende krav er, at det faktisk handler om at gøre vores aftaler med disse lande WTO-forenelige. Så det må vi så gøre. Det er den første ting.

Foruden denne WTO-forenelighed må vi gøre, hvad vi kan for at forsøge at forbedre situationen i disse forskellige regionale blokke og prøve at håndtere de specifikke situationer, som de står over for. Med hensyn til Stillehavslandene, som jeg er ordfører for, står vi med en samling på 14 – plus én, hvis vi medtager Østtimor – meget små nationalstater. En af dem, Nauru, er faktisk det mindste land i verden med en befolkning, der er præcist en million gange mindre end befolkningen i Kina. Men selv de største lande er forholdsvist små, og det må vi tage hensyn til i de krav, som vi stiller dem. Vi må sikre, at der er passende overgangsperioder for små og mellemstore virksomheder, for bortset fra mineindustrien i Papua Ny Guinea er der ærlig talt kun tale om små og mellemstore virksomheder. Vi må gøre, hvad vi kan for den regionale handel og især tage hensyn til de særlige forbindelser, som Stillehavslandene har med Australien og New Zealand.

Kun to ud af de 14 har faktisk undertegnet den foreløbige aftale. Jeg ved dog fra mit besøg i Port Moresby ved det sidste AVS-møde, at der er andre Stillehavslande, som gerne vil undertegne en endelig aftale, hvis den opfylder deres krav, og derfor går jeg i dette tilfælde faktisk ind for den foreløbige aftale. Det er det budskab, jeg har modtaget fra regeringerne i Papua Ny Guinea og Fiji. Ikke at de er fuldstændig tilfredse, der er spørgsmål, som de gerne vil have genforhandlet, men de betragter det som en løsning at undertegne og acceptere en foreløbig aftale, der kan føre til en endelig aftale, som er mere udviklingsorienteret og vil give flere Stillehavslande mulighed for at engagere sig.

Vi må også se på en række specifikke spørgsmål, der især gælder Papua Ny Guinea og Fiji og andre steder i Stillehavsområdet, og som også kan gælde nogle af de andre aftaler. Vi må se nærmere på intellektuelle ejendomsrettigheder, hvor forhandlingerne ikke blot skal dreje sig om vestlige teknologiske produkter, men også om traditionel viden. Vi bør sikre os, at der er gennemsigtighed i forbindelse med offentlige udbudsprocedurer med adgang for europæiske kontrahenter i et omfang, der svarer til Stillehavslandenes behov. Vi bør især med hensyn til Stillehavslandene se nærmere på arbejdsvisa, som bør stilles til rådighed for Stillehavslandenes statsborgere i perioder af mindst 24 måneders varighed for at give dem mulighed for at arbejde, ikke inden for højere kvalificerede erhverv, men sandsynligvis som plejere eller inden for lignende fag.

Jeg kan med hensyn til det østlige og sydlige Afrika sige, at mange af disse punkter kan gøres gældende der. Jeg vil især gerne takke hr. Caspary for hans samarbejde om denne sag og hr. Audy for arbejdet vedrørende Stillehavslandene.

Men med hensyn til ESA bør vi især se nærmere på spørgsmålet om god regeringsførelse. Det gælder også Zimbabwe. Jeg finder ikke en foreløbig aftale problematisk, men jeg tror, at Parlamentet vil have svært ved at acceptere en endelig aftale, medmindre der foreligger en entydig køreplan med hensyn til Zimbabwe og indførelsen af et ordentligt demokratisk styre, der kan finde en løsning på de problemer, landet i øjeblikket oplever.

Det sidste punkt jeg har til ESA, bortset fra at give min tilslutning til hr. Casparys betænkning, med nogle af de indgivne ændringsforslag, er at nævne situationen i Chagos Archipelago. Øerne nævnes, fordi jeg indgav et ændringsforslag, der blev godkendt. I denne slags aftaler rådfører vi os egentlig normalt med nabolande og naboområder. Chagos Archipelago ligger i midten af regionen Seychellerne-Mauritius-Madagaskar. Befolkningen lever i øjeblikket som flygtninge i Seychellerne, og jeg håber, at vi, inden en endelig aftale kommer på plads, kan rådføre os med dem om, hvilken indvirkning det kan få for dem og deres øer, hvis de får lov til at vende tilbage.

  Jan Kohout, formand for Rådet. – (CS) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne først takke Parlamentet for på dette afgørende tidspunkt at lade mig tale til forsamlingen om en så ubestrideligt følsom sag som de økonomiske partnerskabsaftaler.

Jeg vil også gerne give udtryk for min påskønnelse af den yderst positive rolle, som Parlamentet har spillet i de politiske debatter under forhandlingerne. Jeg vil især gerne rose Udvalget om International Handel og Udviklingsudvalget for deres utrættelige arbejdsindsats og takke dem for deres aldrig svigtende interesse i disse drøftelser.

ØPA'er er altid blevet højt prioriteret af udviklingsministerierne på deres møder inden for rammerne af Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser). I de senere år har der på næsten alle disse møder været drøftelser med Kommissionen om gennemførelsen af Rådets mandat vedrørende ØPA'er, hvilket ofte har resulteret i vedtagelsen af konklusioner. Da det tjekkiske formandskab fremlagde sit program for Parlamentet i januar, sagde vi, at der var tale om en afgørende periode, og vi forpligtede os til at gøre mest muligt for at sikre yderligere fremskridt. Vi benyttede os af lejligheden til at svare på de mange forskellige spørgsmål, og vi har gjort en betydelig indsats på en lang række områder. Vi mener fortsat, at samarbejde og konstruktiv dialog mellem institutionerne er den bedste måde at skabe og udvikle de rette politikker på.

De udviklede lande og udviklingslandene står over for en finansiel og økonomisk krise af hidtil uset omfang, der har fået tag i hele verden. Når man spørger til, hvordan krisen rammer udviklingslandenes økonomier, svarer de, at det har ført til et fald i handelen, hvilket igen resulterer i mindre økonomisk vækst, produktionsbegrænsninger og øget arbejdsløshed. Nedgangen i handelen og tabet af eksportmarkeder, som er udviklet efter mange års bestræbelser, er dybt tragisk for udviklingslandene og indbyggernes levevilkår og velfærd.

Under disse omstændigheder må vi udnytte enhver lejlighed til i vores reaktion på den globale økonomiske krise at gøre samhandel til drivkraften for en bæredygtig udvikling. ØPA'erne har dette for øje. Gennem en gradvis regional integration åbner de op for den regionale handel og en bredere told- og kvotafri adgang til vores omfattende marked og gør det muligt at øge samhandelen med EU. ØPA'erne opererer altså på en måde, der er forenelig med WTO-reglerne. Den kendsgerning er et vigtigt juridisk aspekt, der adskiller ØPA'erne fra de tidligere handelspræferencer, der blev gennemført under Cotonou-konventionen, og som var skadelige for samhandelen mellem AVS-landene og EU og skabte stor usikkerhed.

Usikkerhed er det modsatte af tillid. Usikkerhed skræmmer investorerne bort, mens tillid tiltrækker dem. Vi er alle klar over, at udviklingslandene har oplevet et dramatisk investeringsfald siden starten af den nuværende krise. I denne usikre verden kan ØPA'erne give en vis grad af juridisk sikkerhed og tillid, som kan medvirke til en økonomisk genopretning. Disse aftaler er ikke et universalmiddel, men et positivt instrument, der kan kombineres med andre instrumenter.

Der er i de seneste måneder blevet offentliggjort en række bindende rapporter, der beskriver, hvordan den økonomiske krise kan bremse bestræbelserne for at opfylde millenniumudviklingsmålene i mange regioner. Det bør vi være foruroliget over. ØPA'erne gør brug af al den fleksibilitet, de kan i henhold til WTO-reglerne for at fremme udviklingen. De sikrer vores partnere fra AVS-landene en øjeblikkelig og asymmetrisk markedsåbning med lange overgangsperioder, undtagelser og regelmæssig overvågning, og de indeholder også krav om politiske reformer. EU har samtidig forpligtet sig til ikke at lade sine partnere være ene om at imødegå denne udfordring. For at disse aftaler kan fungere, yder vi også en specielt tilpasset økonomisk bistand.

Jeg glæder mig over, at der på det seneste har været fornyet interesse for en større dialog om ØPA'er både i EU og i AVS-landene. Jeg vil gerne benytte mig af lejligheden til at takke kommissær Ashton for hendes indsats og den alvor, hvormed hun har lyttet til synspunkterne fra vores partnere fra AVS-landene. Som følge af hendes retningslinjer for ØPA'er til Parlamentet i oktober sidste år og til Rådet i november er forbindelserne med vores politiske kolleger i de forskellige AVS-regioner blevet styrket. Der gøres nu betydelige fremskridt i forhandlingerne med forskellige regioner. Hver region har sine egne særtræk og skrider frem efter sit eget tempo. I de kommende måneder skulle vi med disse forhandlinger gerne stå med et klarere billede.

Jeg tror, at Europa-Parlamentet vil støtte ØPA'erne med Cariforumlandene og den foreløbige ØPA med Elfenbenskysten. Det vil sende et opmuntrende signal til alle AVS-landene. Det vil bevise, at tålmodighed i forhandlingerne fører til resultater, der er acceptable og gavnlige for begge parter. Det vil også vise, at AVS-EU-partnerskabet kan reagere på nye udfordringer, uanset om de er af juridisk, økonomisk eller politisk karakter. I denne urolige tid repræsenterer enhver ny international aftale et styrket partnerskab og giver nyt håb for fremtiden. Undertegnelsen af aftalerne vil sende et værdifuldt politisk budskab, der måske kan bidrage til det kommende møde i de to fælles organer i AVS-EU, Den Blandede Parlamentariske Forsamling i begyndelsen af april i Prag og det fælles Ministerråd i slutningen af maj i Bruxelles.

EU må fortsat støtte sine partnere, og det gælder ikke bare Cariforum-regionen, der har banet vejen for andre ved at undertegne den første endelige ØPA, men også de lande og regioner, der har taget det første skridt og skal tilskyndes til at gå videre. Det drejer sig blandt andet om Elfenbenskysten, hvis foreløbige ØPA også venter på en godkendelse fra dette Parlament. Andre ØPA'er er under forberedelse. Kommissionen gør en stor indsats for at skabe de betingelser for partnerlandene, der kan bringe dem sammen, så de kan lægge en kurs mod endelige regionale aftaler. Rådet understreger altid over for Kommissionen og partnerne, at disse aftaler er et udviklingsredskab, og at fordelene ved udvikling kun til fulde kan udnyttes gennem endelige regionale aftaler.

De overordnede politiske og økonomiske forhold, der har ført til, at Parlamentet er blevet opfordret til at godkende ØPA'erne med Cariforum og den foreløbige ØPA med Elfenbenskysten er vigtige, men Parlamentet har alligevel anmodet Rådet og Kommissionen om en række konkrete forklaringer. Dette skridt er et afgørende og legitimt led i processen, og jeg søger at give det mest fyldestgørende svar til de spørgsmål, der falder ind under mit ansvarsområde. Jeg er klar over, at der er blevet rejst andre spørgsmål, som kommissær Ashton er villig til at besvare. Jeg vil gerne starte ud med at tage fat på nogle af de emner, der er blevet nævnt.

Et af de spørgsmål, De rejste, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt, hvornår og i hvilken udstrækning der vil blive foretaget revisioner af ØPA'erne med Cariforumlandene. Både Rådet og AVS-gruppen deler til fulde bekymringerne i forbindelse med dette spørgsmål. Jeg kan bekræfte, at der vil blive foretaget gennemgribende gennemgange af ØPA'erne senest fem år efter datoen for undertegnelsen, hvilket var i oktober sidste år. Gennemgangene skal naturligvis supplere den rutinemæssige overvågning af, om aftalerne overholdes, som fastsat i artikel 5. Gennemgangene er obligatoriske i henhold til aftalerne og er en af de fælles organers opgaver, herunder de parlamentariske og rådgivende udvalg. Der vil blive foretaget konsekvensanalyser inden for rammerne af disse evalueringer, og de vil omfatte de omkostninger og konsekvenser, der er forbundet med gennemførelsen af aftalerne. Hvis en ØPA på en eller anden måde ændres, eller hvis der sker ændringer i den måde, den gennemføres på, involveres parlamenterne enten i henhold til ØPA-underskrivernes lovgivninger eller inden for rammerne af de udvalg, der blev nedsat på grundlag af ØPA'en.

Det andet spørgsmål, som Parlamentet er interesseret i, vedrører de finansielle ledsageforanstaltninger, som AVS-regionerne har anmodet om, og især vores tilsagn om at støtte samhandelen. Som De er klar over, forpligtede Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater sig i oktober 2007 til at øge støtten på handelsområdet til 1 mia. EUR inden 2010 inden for rammerne af EU's strategi for handelsbistand. Næsten 50 % af dette øgede beløb vil være til rådighed for de vigtigste behov i selve AVS-landene, herunder de behov, der er forbundet med gennemførelsen af ØPA'erne. Alle medlemsstaternes forpligtelser til at støtte samhandelen supplerer bistanden fra Den Europæiske Udviklingsfond, og alle vores tilsagn er faste.

For det tredje vil jeg gerne forsikre Parlamentet om det vigtige spørgsmål om adgangen til lægemidler. I dette tilfælde kan jeg helt klart sige, at ingen af aftalernes artikler kan svække Cariforumlandenes mulighed for at støtte adgangen til lægemidler. Vi kan ikke foretage en detaljeret juridisk analyse her, men fra et politisk standpunkt kan jeg endnu engang forsikre Dem om, at disse aftaler ikke har en sådan hensigt.

Med hensyn til den fremskredne forhandlingsproces i Cariforumlandene var det kun naturligt, at De også ville fokusere på disse aftalers forenelighed med andre regionale programmer, såsom det indre marked og økonomien i Caricom. Bortset fra at støtte udviklingen og lette AVS-landenes gradvise integration i verdensøkonomien er hovedformålet med ØPA'erne netop at støtte en regional integration.

I artikel 4 i ØPA'en gøres det klart, at der i aftalens gennemførelse vil blive taget behørigt hensyn til integrationsprocessen i Cariforumlandene, herunder det indre marked og økonomien i Caricom. Der vil blive lagt særlig vægt på at styrke de regionale integrationsprogrammer og sikre dem en bæredygtig fremtid. Allerede under forhandlingerne sikrede Cariforumlandene, at alle forpligtelserne i ØPA'erne vil være fuldstændig forenelige med de regionale forpligtelser, som de vestindiske lande har vedtaget inden for rammerne af deres relevante regionale integrationsprogrammer.

ØPA'ens forenelighed med den regionale integrationsproces er dog også vigtig for alle de andre regioner, der i øjeblikket forhandler om endelige ØPA'er. Som eksempel kan vi her nævne den endelige ØPA, der forventes indgået for de vestafrikanske økonomier. En endelig regional ØPA vil styrke den regionale integration, øge konkurrenceevnen og medvirke til regionens udvikling. Forhandlingerne har i sig selv allerede bidraget til at øge bestræbelserne for en regional integration, da indførelsen af fælles tariffer for Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater betragtes som en vigtig forudsætning for at afslutte ØPA-forhandlingerne. Det samme kan også siges om andre regioner med behørig henvisning til deres specifikke behov og integrationsprocesser.

Den regionale integration vil uden tvivl blive styrket, når alle regionerne har undertegnet endelige aftaler, der er afpasset efter deres specifikke behov. Parlamentet har gentagne gange opfordret til en fleksibel tilgang i overgangen fra foreløbige til endelige aftaler. Jeg kan i den forbindelse kun bekræfte, at Rådet deler det samme synspunkt og understreger behovet for en fleksibel tilgang. Da flere vanskelige spørgsmål stadig ikke var løst under forhandlingerne, opfordrede vi i maj Kommissionen til at gøre brug af al den fleksibilitet og asymmetri, der er forenelig med WTO-reglerne, for at tage hensyn til de forskellige behov og udviklingstrin i AVS-landene og -regionerne. Vi traf derudover også andre foranstaltninger. Rådet erklærede, at AVS-landene og -regionerne skulle have mulighed for om nødvendigt at afvige fra de bestemmelser, som andre lande og regioner har vedtaget under ØPA-forhandlingerne.

Der er et klart behov for at bevare sammenhængen mellem de forskellige ØPA'er, navnlig i de afrikanske lande. Hver region har dog sine egne særpræg, som bør tages i betragtning. Den ØPA, som Cariforumlandene har undertegnet, er et eksempel, men afgjort ikke en skabelon.

Jeg håber, at mine kommentarer til disse specifikke punkter har afklaret dem og skabt vished om nogle af de rejste spørgsmål her i Parlamentet. Jeg er overbevist om, at kommissæren, som sammen med sine kolleger har forhandlet om disse spørgsmål direkte med de politiske repræsentanter for Cariforumlandene og andre AVS-regioner, gerne vil redegøre nærmere for en række andre punkter.

Her i marts 2009, hvor vi oplever de værste økonomiske jordskælv i en generation, vil jeg gerne understrege, hvor vigtigt det er, at vi alle kan glæde os over vellykkede resultater på det politiske område. I en tid med faldende handel og vedtagelsen af stadigt flere protektionistiske tiltag på handelsområdet, i en tid, hvor de fremskridt, der er gjort med hensyn til opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene, risikerer at gå tabt i nogle regioner, vil Europa-Parlamentets godkendelse af ØPA'en med Cariforumlandene og den foreløbige ØPA med Elfenbenskysten være et positivt signal til støtte for den regionale udvikling og samhandelen, hvilket vil fremme udviklingen. Vi må reagere på den nuværende krise ved at indgå yderligere partnerskaber, ikke ved at begrænse dem. Europa-Parlamentets bekræftelse af ØPA'en med Cariforumlandene vil også bringe håb og opmuntring til andre regioner, hvis forhandlinger er langt fremme, og som også har brug for en følelse af tillid og stærkt partnerskab, hvilket disse aftaler kan tilvejebringe.

  Catherine Ashton, medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Det er en stor glæde at tale til Europa-Parlamentets plenarmøde om et emne, der, som David Martin beskrev det, er af afgørende betydning for Den Europæiske Unions forhold til landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS).

Før jeg går videre, vil jeg gerne gøre en ting helt klart. Jeg er overhovedet ikke interesseret i at forhandle med AVS-landene om aftaler, der kunne gøre disse lande fattigere. Jeg ved, at det er en selvindlysende udtalelse, men min erfaring viser, at det er en udtalelse, som jeg bør erklære officielt, og som jeg ikke kan regne med er nået ud til den brede offentlighed. Når De senere skal stemme, håber jeg, at det vil ske på baggrund af de drøftelser, vi har haft i dag, og de argumenter, der er blevet fremsat her, snarere end ud fra de forudfattede meninger, De måtte have.

Jeg mener, at plenarmødet i dag er et vigtigt skridt fremad med hensyn til de økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er). De vil blive anmodet om at afgive en samstemmende udtalelse af den endelige ØPA med Vestindien og den foreløbige ØPA med Elfenbenskysten. De har indgivet ikke mindre end otte beslutningsforslag og mundtlige forespørgsler, hvilket efter min opfattelse afspejler Parlamentets styrke med hensyn til dets inddragelse i og holdning til ØPA'er. Jeg vil gerne udtrykke min anerkendelse, og offentligt erklære denne anerkendelse, for den enorme indsats, som Udvalget om International Handel og Udviklingsudvalget har lagt i debatten om dette emne.

I de forløbne måneder har jeg med omhu lyttet til de fremsatte synspunkter, og min hensigt er at argumentere for ØPA'erne og fjerne myterne omkring dem, så alle medlemmerne kan afgive en kvalificeret stemme, når tiden er inde. Jeg mener, at vi her har gode aftaler, der støtter den økonomiske udvikling og integration i AVS-landene og yder stabilitet i disse økonomisk urolige tider. Partnerskabsaftalerne er baseret på et fælles mål om udvikling, hvor samhandelen tjener dette mål og ikke omvendt. Det er først og fremmest aftaler, der giver AVS-landene mulighed for med værdighed og talent at løfte deres borgere ud af fattigdommen ved egen kraft og idéer.

Der er en opfattelse af, at Den Europæiske Union med ØPA'erne bryder med fortiden og ensidigt søger at omdefinere EU-AVS-partnerskabet. Det er naturligvis rigtigt, at ØPA'erne er anderledes end de Lomé- og Cotonou-konventioner, der i 30 år udgjorde Unionens forbindelser med AVS-landene, men andre udviklingslande har i Verdenshandelsorganisationen kunnet sætte spørgsmålstegn ved de unilaterale præferencer, der karakteriserer disse konventioner. Det dilemma, vi stod over for, var, hvordan vi kunne efterkomme AVS-landenes udviklingskrav og samtidig overholde de internationale regler og, må jeg tilføje, opfylde de moralske forpligtelser.

Svaret var dobbelt, nemlig "Everything But Arms" for de mindst udviklede lande og økonomiske partnerskabsaftaler for udviklingslandene i AVS. Den røde tråd, der gik igen hele vejen tilbage til den første Lomé-konvention, var handel. Handel har altid karakteriseret EU-AVS-forbindelserne, men mens den i Lomé's unge dage var begrænset til unilaterale handelspræferencer for råvarer og råstoffer, er den nu blevet afløst af en mere varieret handel med forarbejdede varer, tjenesteydelser og idéer i det 21. århundrede.

ØPA'erne tilbyder AVS den allerbedste adgang til EU's markeder og viderefører vores forpligtelse til at tilvejebringe muligheder for økonomisk udvikling. Den regionale integration på og mellem AVS-markederne har også været en vigtig prioritet i denne proces og et emne, der naturligt nok har tiltrukket sig megen opmærksomhed i de mundtlige forespørgsler. Vores globale økonomi betyder, at størrelsen er blevet mere vigtig, hvilket vi har erfaret i Den Europæiske Union. Ved at forenkle handelsreglerne og erstatte det komplekse netværk af bilaterale aftaler med en håndfuld regionale handelspartnerskaber kan AVS skabe større regionale markeder, der tiltrækker flere investorer, hvilket vækstmarkederne har brug for for at skabe arbejdspladser og vækst.

Aftalerne er selvfølgelig inddelt i to stadier, foreløbige aftaler, der skal sikre, at vi ikke konfronteres med en WTO-sag, og for at skabe lidt pusterum til det næste stadie, forhandlingerne om fulde ØPA'er. Slutspurten op til fristen i december 2007 for foreløbige ØPA'er har givet indtryk af nedtromlende bekymringer om AVS, men jeg vil gerne forsikre Parlamentet om, at disse foreløbige aftaler kun er en midlertidig løsning for at sikre og forbedre AVS-landenes adgang til Den Europæiske Unions markeder.

Jeg overtog denne sag på et fremskredent tidspunkt i forhandlingerne. Jeg har siden mødtes med en lang række AVS-ministre og repræsentanter og andre aktører i ØPA-processen. Jeg har hørt på dem, og jeg har lyttet til dem. En ting er klar: Alle sætter udviklingen i AVS i centrum for ØPA'erne. ØPA'erne er der, hvor handel og udvikling mødes, om De vil. Og det betyder, at udvikling bør ligge til grund for vores handelsforbindelser baseret på en ærlig og åben dialog.

Jeg er overbevist om, at disse partnerskaber kun kan lykkes, hvis de forankres i et varigt partnerskab, der er baseret på tillid og gensidig respekt. Den afgørende duelighedsprøve for dette partnerskab er, om vi og vores AVS-partnere deler den samme fremtidsvision. I Sydafrika ser jeg en region, der tog en konflikt om ØPA'er og vendte den til en dialog, og hvor vi nu har fået styr på nogle vigtige områder som eksportafgifter, beskyttelse af nye industrier og fødevaresikkerhed. I Vestindien ser jeg en region, der klart har fremsat sine egne ambitioner om en innovationsbaseret økonomi. I Vestafrika ser jeg en voksende regional markedsadgang, som mange troede var umulig, og i Østafrika ser jeg en spirende toldunion, der ikke eksisterede, da forhandlingerne blev indledt, og hvor deres egne integrationsplaner nu udbygges med en ØPA. Det ser for mig ud til at være begyndelsen på et vellykket partnerskab.

Hvis vi går videre, er min vision for forhandlingerne om endelige ØPA'er en vision, hvor hver forhandling afspejler og respekterer forhandlingsparternes regionale særpræg – en fleksibel proces. Det betyder, at vi både skal se på indholdet, fordi ØPA'en skal kunne fungere for dens underskrivere, men også på forhandlingstempoet. Det betyder også, at ØPA'erne bør være dynamiske og ikke statiske, kunne tilpasse sig fremtidige begivenheder og tage hensyn til forskellige regionale interesser og behov. I denne proces vil Kommissionen fortsat oplyse og inddrage Europa-Parlamentet på en gennemsigtig måde.

Selv om vi bør være ambitiøse, skal der heller ikke være nogen påtvungen dialog, hvorfor bl.a. spørgsmålet om offentlige indkøb allerede er blevet fjernet fra nogle forhandlinger, og Singapore-spørgsmålene kun behandles, hvis de berørte lande ønsker dem. Vi skal også tage os tid til at yde støtte til opbygningen af den regionale og nationale lovgivning som en forudsætning for yderligere forhandlinger, og "aid for trade" og teknisk bistand vil i den henseende være af absolut afgørende betydning. Jeg kan garantere, at der ikke vil være nogen liberalisering af offentlige tjenester eller pres for privatiseringer. AVS-landenes eksplicitte ret til at regulere deres egne markeder vil blive anerkendt, og der vil ikke være nogen begrænsning på adgangen til vigtige lægemidler eller indkøb af såsæd. Faktisk vil vi snarere søge at styrke end at begrænse AVS-landenes rettigheder og kapacitet på disse områder.

Alt dette er omfattet af vores forpligtelse om, at AVS-regionerne kan trække på bestemmelser vedtaget i andre ØPA'er, så hver region kan gå videre med sikkerhed for, at den ikke vil blive ugunstigt stillet. Så Elfenbenskysten kan direkte anmode om og få alt det af relevans for landet, som indgår i SADC-forhandlingerne og -drøftelserne eller forhandlingerne for enhver anden region. Det er et nøgleaspekt i den fleksibilitet, som De har efterlyst, og som gør det muligt at erstatte en fælles AVS-handelsordning med ØPA'er, der indeholder regionale løsninger på regionale behov uden at underminere solidariteten mellem AVS-landene.

Argumentet for dynamiske frem for statiske ØPA'er er blevet understreget af den nuværende krise. Vi indledte ØPA-forhandlingerne i en periode med en hidtil uset vækst i investeringer og handelen med varer og tjenesteydelser og stigende råvarepriser. Kun få forudsagde, at den globale økonomi nogle år senere ville blive ramt af lavkonjunktur med drastiske prisfald, valutakurs- og markedsvolatilitet og en kreditmangel, der ville bremse den handelsfinansiering, som eksportører og importører har brug for.

Vi har ikke brug for en stram aftale, der er ligegyldig, lige så snart blækket er tørt på papiret. Vi har brug for en aftale, der opretter et samarbejde, hvor institutioner og overvågning kan medvirke til at identificere og løse problemerne, efterhånden som de opstår.

Det specifikke problem vedrørende bananer, som Erika Mann spurgte mig om, er omfattet af den foreløbige ØPA, nemlig en garanti for told- og kvotafri adgang.

I takt med at disse problemer opstår, må vi indsætte sikkerhedsforanstaltninger og klausuler, der giver AVS-landene mulighed for at håndtere overdreven import, prispres på fødevarer og finanskriser. Det kan være i form af klausuler om kommende møder vedrørende specifikke problemer, klausuler om regelmæssige revisioner og som i den vestindiske ØPA plads til parlamentarisk kontrol og overvågning.

Men for at vende tilbage til starten af indlægget har Parlamentet i dag en historisk chance for at godkende de første eksempler på en ny generation af aftaler, der beskytter vores særlige forbindelser med AVS. Det er aftaler, der er baseret på et ægte og ikke paternalistisk samarbejde, der værner om handel som drivkraften bag udvikling, der fremmer og tilskynder til regional integration, hvilket vil få AVS-landene til at blomstre op i en globaliseret verden, der er fleksible med hensyn til indhold, der tager hensyn til traditioner og er den seneste tilkendegivelse af dette mangeårige handelssamarbejde, som bygger på respekten mellem suveræne stater. De er kort og godt fremtiden, og jeg håber, at medlemmerne på det grundlag vil godkende dem.

FORSÆDE: Marek SIWIEC
Næstformand

  Robert Sturdy, spørger. − (EN) Hr. formand! Jeg undskylder min forsinkelse og takker personalet for at sætte mig tilbage på dagsordenen. Kommissær Ashton har i bund og grund sagt det meste af det, jeg ville sige, så jeg skal blot gentage en eller to ting for forsamlingen.

De foreløbige aftaler er gode aftaler, der har til formål at forhindre en afbrydelse af AVS-handelen og fremme en gradvis integration. Det giver AVS-landene mulighed for at handle sig ud af fattigdommen, og jeg mener, at anerkendelsen af disse aftaler indeholder en række omstridte spørgsmål, såsom tjenesteydelser, mestbegunstigelsesklausulen og oprindelsesbestemmelser, som jeg ved talrige lejligheder er blevet gjort opmærksom på. Dem bør De få rettet op på, og jeg beklager, hvis jeg ikke hørte Dem sige det tidligere.

Godkendelsesproceduren for Cariforumlandene og Elfenbenskysten har afgørende betydning for, om potentialet i disse reformer kan udnyttes. Godkendelsen af disse undertegnede aftaler vil fremme en formel forhandlingsprocedure. Det vil give en vis form for lovlighed, hvilket er nødvendigt for at beskytte AVS-markederne og sikre et mere stabilt klima. Med hensyn til beslutningerne om Cariforum, den eneste fulde økonomiske partnerskabsaftale (ØPA), opfordrer jeg medlemmerne til at støtte den oprindelige tekst fra Udvalget om International Handel. Den giver en mere afbalanceret tilgang til handel og udvikling og har til hensigt at støtte en række af de kompromisforslag, som ordføreren har fremsat. Jeg synes, at disse beslutninger både fremhæver de muligheder og udfordringer som forhandlingsparterne står over for i forbindelse med det vigtige skridt at sikre parlamentarisk kontrol og godkende forbindelserne med AVS.

De nævnte helt i starten, at handel var så vigtig, fru kommissær. Jeg er helt enig med Dem. Vi sagde også, at vi står i en særlig vanskelig økonomisk situation. Det er noget, som jeg synes, at De har lagt Dem på sinde, og som De har gjort en ekstremt stor indsats for. Jeg vil gerne rose Dem for Deres håndtering af dette. Mere magt til Dem, som man siger i Det Forenede Kongerige.

Vi er inde i en vanskelig periode, og handel er den eneste mulighed, ikke kun for disse lande, men for resten af verden. Det er så vigtigt. Tak til Dem for denne forandring, som De gjorde over halvvejs igennem på et svært tidspunkt. Tillykke og endnu engang al magt til Dem.

  Jürgen Schröder, ordfører for udtalelsen fra Udviklingsudvalget. – (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil også gerne takke Dem, kommissær Ashton, for Deres ord, som vi helt sikkert vil huske i lang tid.

For nogle uger siden deltog jeg i det seneste regionale AVS-topmøde i Guyana. Det fremherskende synspunkt blandt mine kolleger fra de vestindiske lande var, at tiden nu er inde til at se fremad, stoppe med at græde over spildt mælk og målrettet gennemføre de økonomiske partnerskabsaftaler.

For at sikre en vellykket gennemførelse af disse aftaler er det nødvendigt, at parlamenterne kan overvåge processen gennem deres parlamentariske kontrol. Først når parlamenterne kan tjekke, om det nye system af ordninger virker efter hensigten, kan de økonomiske partnerskabsaftaler fungere som en drivkraft for udvikling. Først når parlamenterne kan påtage sig denne tilsynsrolle, kan vi sikre, at den økonomiske støtte når ud til de områder, der har brug for den. Det gælder lige så vel de nationale parlamenter i Vestindien som Europa-Parlamentet.

Alle disse beslutninger om økonomiske partnerskabsaftaler, som vi har liggende foran os, henviser til spørgsmålet om parlamentarisk kontrol. Henvisningerne er dog ikke konsekvente. Teksten i beslutningen vedrørende SADC-ØPA-landene indeholder et godt kompromis. Den sikrer, at Europa-Parlamentets Udvalg om International Handel og Udviklingsudvalget og også Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU er med i processen. Da jeg opfatter dette kompromis som en succes, har jeg sammen med min kollega, hr. Sturdy, fremsat en række ændringsforslag, som skal standardisere disse afsnit i alle ØPA-beslutningerne. Jeg vil meget gerne have Deres støtte til dette initiativ.

  Johan Van Hecke, ordfører for udtalelsen fra Udviklingsudvalget. − (EN) Hr. formand! Som ordfører for Udviklingsudvalgets udtalelse om den foreløbige ØPA med Elfenbenskysten vil jeg gerne takke vores kollega, Erika Mann, for at have taget hensyn til nogle af bekymringerne i udvalget, såsom det presserende behov for en demokratisk valgt regering i Elfenbenskysten og landets behov for at modtage en passende andel af EU's handelsstøtte.

Mere generelt glæder jeg mig over, at både Udvalget om International Handel og Udviklingsudvalget har indgået et kompromis om det tilsynsorgan, der skal sætte Den Blandede Parlamentariske Forsamling i stand til at spille den rolle, den i første omgang fortjener at spille.

Det er vigtigt at huske på, at denne ØPA er en foreløbig aftale, hvilket betyder, at den kun er en midlertidig løsning.

For at handelsliberaliseringen skal have en væsentlig positiv virkning i hele regionen, er det nødvendigt, at ECOWAS underskriver en fuld ØPA.

I den forbindelse foreslår Udviklingsudvalget, at Parlamentet afgiver en samstemmende udtalelse, under forbehold af at Elfenbenskysten ratificerer den foreløbige ØPA.

  Alain Hutchinson, for PSE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg havde forberedt nogle notater, men jeg vil lægge dem til side og tale til Dem uden notater, hvis De vil have mig undskyldt, for mange ting er allerede blevet nævnt, og jeg har ikke lyst til at gentage mine kollegers ytringer.

Vi står på tærskelen til en vigtig afstemning, en ekstremt vigtig og næsten historisk afstemning, for vi skal denne uge stemme om de første økonomiske partnerskabsaftaler i Parlamentet. Vi har talt om det i en årrække, og disse forhandlinger har været genstand for mange ofte meget heftige debatter, hvor enighed og konsensus ikke altid hørte til dagens orden.

Vi kan naturligvis i dag glæde os over sagens udvikling. Deres og formandskabets redegørelser viser, at der har været en yderst positiv udvikling i sagen, særlig siden Deres ankomst, fru kommissær, det skal siges.

Desværre, og det er derfor, jeg nærer en vis tvivl, har nogle af os stadig problemer, spørgsmål og bekymringer i forbindelse med disse økonomiske partnerskabsaftaler.

For det første må vi erkende, at der i dag kun findes én fuld økonomisk partnerskabsaftale. De andre eksisterer ikke endnu, vi er i en fase med foreløbige aftaler, mens den grundlæggende strategi har været regional integration. Kun én opfylder dette kriterium, og selv her har et af de vigtigste lande i den vestindiske region, Haiti, ikke undertegnet aftalen, og det siger ikke så lidt.

For det andet, hvad angår samhandelen, har vi, som De påpegede, historiske bånd. Der er i lang tid blevet handlet mellem nord og syd, men se lige, hvordan det foregår. Vi plyndrer alt det, der er, og tager alle rigdommene. Vi sælger selvfølgelig den coltan, som vores virksomheder har udvundet i Kivu, i nord, men se de katastrofale konsekvenser for befolkningen i syd og den mildest talt ulige fordeling her.

Bortset fra det nævnte De en udviklingspolitik, som vi har anvendt i 40 år, og siger, at vi europæere er verdens største sponsor, men det er en politik, der er slået fejl nu, og som skal revideres. For de fleste af de fattigste lande i verden går det lige så dårligt nu som for 40 år siden, hvis ikke værre. Det er derfor årsagen til vores tvivl og spørgsmål. Hvilke garantier har vi med hensyn til dette? Jeg skal ikke gentage det, som hr. Arif sagde, men jeg er enig med ham i, at vi gerne vil have en udtalelse fra Dem på Kommissionens vegne om en række punkter, som han klart har redegjort for, og jeg vil gerne afslutte med at tale om nationale parlamenter.

Vi er som medlemmer af Europa-Parlamentet blevet anmodet om at træffe en beslutning om økonomiske partnerskabsaftaler, der, hvis de forhandles dårligt, vil have tragiske konsekvenser for befolkningen i syd, men ikke for os. Ingen europæisk borger vil være dårligere stillet, hvis de økonomiske partnerskabsaftaler er en fiasko. På den anden side er der borgere i syd, som måske bliver dårligere stillet. Jeg skal afslutningsvis sige til Dem, fru kommissær, at vi ganske enkelt ønsker, at de nationale parlamenter i partnerlandene giver deres besyv med, eftersom de repræsenterer befolkningen i syd i denne sag, og ikke kun os.

  Ignasi Guardans Cambó, for ALDE-Gruppen. – (ES) Hr. formand! Som de andre har sagt, er denne debat uden tvivl vigtig, den er endda blevet kaldt for historisk, bl.a. på grund af det antal timer, der er sat ind på dette arbejde, og på grund af den politiske debat, der er gået forud for den.

Jeg tror, at dette er godt, her midt i al den røre, der er gået forud for denne debat, og som i en vis udstrækning stadig omgiver den. «Jeg siger røre med al mulig respekt for bidragene fra civilsamfundet, ngo'er og de nationale parlamenter, som også er involveret. Midt i alt dette er det vigtigt at forstå, hvorfor og hvordan vi er nået hertil.

Vi bør forstå, at forhandlingerne om disse associeringsaftaler med AVS-landene ikke er en politisk beslutning, som Den Europæiske Union har taget efter forgodtbefindende, som om den har forskellige valgmuligheder på bordet og har valgt denne mulighed frem for andre. Det er i bund og grund et juridisk krav baseret på de bestemmelser om lovformelighed, som Verdenshandelsorganisationen har fastsat.

Det er en nødvendighed, der er udsprunget af omstændighederne omkring vores tidligere retsramme for handel med landene i AVS-regionen. Det skal heller ikke glemmes her og nu, at de, der fordømte EU's forbindelser med AVS-landene, netop var de andre udviklingslande, der havde fuldstændig legitime ønsker om at få adgang til vores markeder, men som var blevet forbigået af den simple grund, at de ikke var tidligere kolonier af de nuværende EU-medlemsstater.

Så Den Europæiske Union havde og har stadig i en vis udstrækning to målestokke, en for sine tidligere kolonier og en anden for andre lande på samme udviklingstrin, som ikke hører under dette system. Det er det, der blev uholdbart, og som disse lande satte sig for at understrege i Verdenshandelsorganisationen.

Uanset ovenstående må vi indse, at det system vi vil erstatte, først Lomé-konventionen og siden den ordning, der var baseret på Cotonou-aftalerne, på ingen måde havde den tilsigtede virkning. Ingen kan hævde, at Cotonou-systemet var fuldt ud tilfredsstillende. Hvis det var tilfældet, ville omfanget af EU's handel med disse lande være langt højere, end det er i dag. Derfor skal vi heller ikke hævde, at vi vil erstatte noget, der har givet resultater, for det er ikke tilfældet.

Af alle disse grunde bør disse økonomiske partnerskabsaftaler betragtes som en stor chance, især for alle dem, der mener, at udviklingen og væksten i disse lande ikke kun kan bero på ekstern bistand. Jeg henviser her helt klart til de lande, der er part i disse aftaler, men ikke er blandt de mindst udviklede lande. I den forbindelse er idéen om ejerskab, om at tage skæbnen i egen hånd og om ikke kun at være afhængig af ekstern bistand politisk, og jeg vil mene næsten filosofisk, underforstået i disse partnerskabsaftaler.

Min gruppe går derfor i princippet fuldt ind for Europa-Kommissionens forhandlinger om disse aftaler og den kendsgerning, at de skal være brede og endelige og både omfatte varer og tjenesteydelser og konkurrenceregler. Og de bør vedtages i deres helhed.

En anden ting, der skal overvejes, er naturligvis, hvordan disse forhandlinger og de specifikke emner, vi har på bordet, er blevet behandlet. Jeg vil på det punkt henvise til det, de enkelte ordførere har sagt om de forskellige områder, for vi taler her om den overordnede tilgang, mens hver forhandling faktisk behandles separat.

Der er nogle uafgjorte spørgsmål, og der er bekymringer, som f.eks. situationen i regionerne i den yderste periferi, der i tilfældet Cariforum kræver særlig opmærksomhed, men i det store og hele, jeg mener politisk, støtter vi fuldt ud denne forhandling og behovet for at fortsætte den og for, at Parlamentet kan overvåge forhandlingen effektivt.

I et af de mange ændringsforslag, vi har fremsat, hedder det, at den parlamentariske kontrol af forhandlingerne bør foretages på ensartet vis og ikke på forskellig vis alt efter det pågældende land.

  Liam Aylward, for UEN-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg bifalder denne debat, der giver lejlighed til endnu engang at henlede opmærksomheden på behovet for at indføje og overholde bestemmelser om børnearbejde i alle EU's handelsaftaler.

Med dette mener jeg ikke bare at fremsætte vage henvisninger til bekæmpelsen af børnearbejde eller at indføre flygtige eller overfladiske overvågningssystemer. Alle EU-landene og et heldigvist stadigt stigende antal andre lande har underskrevet ILO-konventionen om mindstealder for adgang til beskæftigelse og om afskaffelse af de værste former for børnearbejde.

Lad os nu i vores handelsaftaler, i vores generelle toldpræferenceordninger og i vores offentlige indkøbspolitikker efterkomme disse forpligtelser. Det betyder, at vi skal sikre, at de virksomheder, der er aktive i EU, ikke gør brug af børnearbejde.

At der ikke er gjort brug af børnearbejde skal ikke kun gælde moderselskabet eller de direkte leverandører. Et selskab i toppen af forsyningskæden skal bære ansvaret for at sikre, at alle led i og til forsyningskæden ikke gør brug af børnearbejde.

I dag er der verden over muligvis mere end 200 mio. børn, der arbejder ulovligt, hvilket berøver dem deres uddannelse og barndom og sætter deres fysiske og mentale velfærd på spil.

Det bør være en prioritet at sætte spørgsmål vedrørende børnearbejde i centrum for alle vores handelsaftaler.

(Formanden afbrød taleren)

  Margrete Auken, for Verts/ALE-Gruppen. – (DA) Hr. formand! Det er vigtigt at have denne debat, fordi vi jo nu står over for en længere pause i vores arbejde på grund af valget. Derfor er vi nødt til at sikre, at Generaldirektoratet for Handel tager vores langvarige kritik af indholdet af partnerskabsaftalerne til efterretning, især når direktoratet snart skal til at underskrive disse aftaler. Her bliver vi nødt til at understrege vigtigheden af, at aftalerne kommer tilbage til Parlamentet for at få vores velsignelse.

På vegne af Den Grønne Gruppe vil jeg gøre det klart, at vi sætter spørgsmålstegn først og fremmest ved måden, hvorpå disse aftaler er blevet indgået. Der er ikke taget højde for udviklingshensyn, når man har forhandlet med AVS-landene.

Så har jeg et par specifikke kommentarer til de to aftaler, som Parlamentet skal give tilsagn til på onsdag, og jeg vil forklare, hvorfor Den Grønne Gruppe ikke støtter dem. Om aftalen med Cariforum: Grundige analyser fra det oversøiske udviklingsinstitut viser, at partnerskabsaftalen med de caribiske lande nok er den mindst udviklingsvenlige af alle de aftaler, der er forhandlet på plads indtil nu. Den vil være en elendig skabelon, når øvrige regionale aftaler skal forhandles, især når det drejer sig om udviklingshensyn. Det er naturligvis ikke op til os at afgøre, om vores bekymring er berettiget, når regeringerne i Cariforum selv går ind for aftalerne, men det ville være på sin plads, hvis de enkelte berørte landes parlamenter fik lov til at stemme for aftalerne, før Europa-Parlamentet gav sin velsignelse.

Men vores bekymringer om aftalen med Cariforum, som vi rejser her i EU, er i hvert fald berettiget. I disse tider, hvor der er stort behov for at få bedre kontrol med pengebevægelserne på finansmarkederne, finder vi det helt uacceptabelt, at Cariforumaftalerne giver fuld liberalisering af finansielle ydelser med de otte skattely, som i dag er en del af Cariforum. Hvis I ikke tror mig, så kik i jeres papirer, inden I stemmer på onsdag. Der kan I læse om den fri bevægelighed for finansielle ydelser, der sælges over disken, altså de såkaldte "unregistered speculative derivatives". I kan også læse om retten til at etablere såkaldte fonde for individuelle indbyggere. Det her kommer alt sammen ind i EU via vores egne skattely, Malta og Cypern f.eks. Det kan ske, så længe vi ikke har overvågning – regulering – på tværs af EU, og derfor er det slet ikke det rette tidspunkt at frede disse strukturer, der har så stort et medansvar for sammenbruddet for vores økonomier.

Og så blot om aftalen om Elfenbenskysten. Der er jo altså intern konflikt, og derfor er det måske ikke det rigtige tidspunkt at lave aftalen på.

  Madeleine Jouye de Grandmaison, for GUE/NGL-Gruppen. – (FR) Hr. formand, fru kommissær! Jeg kommer fra Martinique og har altid boet i Caribien.

Tro mig, hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Den økonomiske partnerskabsaftale mellem Det Caribiske Forum for Staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet og Den Europæiske Union betyder meget for mig.

Martinique, Guadeloupe og Guyana er europæiske regioner i den yderste periferi, og derfor er der ikke blevet taget hensyn til Caribien i sin helhed.

Efter min opfattelse er denne aftale først og fremmest blevet forhandlet på plads af handelsmæssige årsager, og millenniumudviklingsmålene er endnu engang blevet nedprioriteret. Udfordringen for de vestindiske lande består derfor i at dække tabet af toldindtægter ved at øge omfanget af samhandelen med Den Europæiske Union.

Det kan i en tid med global recession vise sig at være svært. Faktum er faktum, og disse aftaler er primært blevet forhandlet på plads af Generaldirektoratet for Handel, og i Parlamentet synes Udviklingsudvalget i nogen grad at være blevet sat ud af spillet.

I denne aftale er de anførte mål med hensyn til udvikling og regional integration ikke i overensstemmelse med de foranstaltninger, der anvendes for at opfylde dem. Disse foranstaltninger har for det meste kun at gøre med handel og konkurrencedygtighed. Med hensyn til regional integration er der også her et misforhold mellem de påtænkte mål og de anvendte ressourcer.

Jeg kommer nu mere specifikt ind på den regionale integration af de vestindiske regioner i den yderste periferi. Regionerne i den yderste periferi ligger i hjertet af et "levende bassin". Guyana deler endda en af sine vigtigste grænser med Surinam. Regionerne i den yderste periferi har over 35 mio. indbyggere fordelt på 40 lande og dækker et areal på mere end to mio. kvadratkilometer. Det er et kæmpe potentielt marked.

Aftalen gav mulighed for at mindske konsekvenserne af såkaldte strukturelle handicap, såsom f.eks. beliggenheden i den yderste periferi, til fordel for de tætte bånd mellem vores øer. Hvorfor har vi klaret os uden at forhandle om et specifikt tværregionalt marked mellem Den Europæiske Unions regioner i den yderste periferi og Cariforum? På et tidspunkt hvor Europa-Kommissionen er beskæftiget med at tage fat på underudviklingen i de vestindiske lande og indgå ØPA'er med denne gruppe for at åbne op for markederne og fremme den regionale integration, bliver der kun taget hensyn til den perifere vestindiske region som led i et Cariforum åbent marked, og den må fortsat trækkes med de samme markedsprincipper, som blev forhandlet på plads for hele Den Europæiske Union. Disse principper kan sætte os i en dårlig situation.

Det her var en chance for at fremme dialogen mellem kulturer, skabe et samarbejde, udveksle tjenester og bringe regionerne i den yderste periferi...

(Formanden afbrød taleren)

  Syed Kamall (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Vi er alle klar over, at de økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er) har været under voldsom kritik. Jeg er enig i nogle af kritikpunkterne. Jeg er enig i, at ØPA'er ikke kun bør være en metode til aggressivt at kunne åbne markederne op for europæiske virksomheder. De skal også komme entreprenører og forbrugere i fattige lande til gode. Jeg deler Erika Manns bekymring om en "én for alle"-tilgang til ØPA'er, hvor der ikke tages højde for forskelle mellem regionerne og landene i disse regioner. Jeg glæder mig over, at vi faktisk kun har undertegnet foreløbige aftaler med de lande, der har været interesseret i at undertegne sådanne aftaler.

Jeg er også bekymret over det synspunkt, som en embedsmand fra Kommissionen for et par måneder siden gav udtryk for på et møde i Udvalget om International Handel (INTA) om, at ØPA'er handlede om mere end blot handel og udvikling, og at de også handlede om regional politisk integration. Ligesom mange af mine kolleger her i Parlamentet mener jeg, at denne beslutning bør være op til landene selv at træffe, især dem, der er demokratier og ikke har lyst til at sidde i en regional forsamling med diktaturer fra samme region.

Trods disse bekymringer hilser vi INTA's samstemmende udtalelse om disse ØPA'er velkommen. På et tidspunkt var jeg bekymret over noget af den retorik mod handel, jeg hørte fra Socialistgruppen, da den stemte imod eller afholdt sig fra at stemme i udvalget. ØPA'erne er måske ikke perfekte, men mange af mine venner og familie i fattigere lande er trætte af den manglende adgang til varer og tjenesteydelser og af at være tvunget til at være afhængig af statsmonopoler eller virksomheder med tilknytning til korrupte politikere. At Socialistgruppen ønskede at bevare denne situation giver også anledning til bekymring. Lad os ikke glemme, at importafgifter ofte betyder, at fattige borgere må betale mere for importerede fødevarer og lægemidler.

Jeg vil gerne takke kommissæren for målbevidst at fortsætte forhandlingerne om de økonomiske partnerskabsaftaler. De er ikke perfekte, men vi skylder entreprenørerne og forbrugerne i de fattigere lande at hjælpe dem med at få den adgang til varer og tjenesteydelser, som vi i dag har i EU.

  Glenys Kinnock (PSE). – (EN) Hr. formand! Jeg kan som andre bekræfte, at vi siden Cathy Ashton blev kommissær, har set et hav af ændringer, ikke bare i stil og tone, men også i ordforråd og nu også i stigende grad i indhold.

Jeg er sikker på, at kommissæren er enig med mig og mange af os her i salen i, at vi stadig står over for en overordentlig opgave, da vi nu prøver at bygge og genopbygge tilliden efter mange års forhandlinger, der har ført til umådelig store mængder spænding og bitterhed.

I de snart 10 år, der er gået, siden Cotonou blev underskrevet, skal vi minde os selv om, hvad der egentlig blev sagt i aftalerne om handelsudsigterne mellem AVS og EU. Formuleringen var "nye handelsrammer, som svarer til deres nuværende situation, og som er forenelige med WTO-reglerne". Vi skal virkelig arbejde meget mere på at opfylde disse målsætninger.

Politikken med at indgå separate aftaler med separate lande har ført til alvorlige uoverensstemmelser, og jeg kan bekræfte over for dem, der ikke kender Den Blandede Parlamentariske Forsamling, og som ikke har så tæt kontakt til parlamentsmedlemmerne i AVS, som mig og andre her i salen, at det virkelig har skabt meget vanskelige situationer og i høj grad har skadet den samhørighed, som jeg førhen kunne fornemme blandt AVS. Jeg ved, at Ghanas nye præsident for kun få uger siden skrev et brev til EU's formandskab på vegne af hele AVS-gruppen og hævdede, at ØPA-processen fortsat bringer nogle af de regionale integrationsgruppers eksistens i fare. Det er en nylig bemærkning fra en ny præsident.

AVS-medlemmerne fortæller os på hvert eneste af vores møder, at de knap er blevet inddraget, og at de generelt kun i lille grad er blevet hørt. Jeg vil gerne høre, hvad kommissæren mener vil være passende at gøre her i fremtiden.

Jeg glæder mig over resultaterne i SADC-forhandlingerne, men nu da klare forpligtelser om en ændring af teksterne, overgangsperioder for regulariseringen af toldsatser, sikkerhedsforanstaltninger, oprindelsesbestemmelser m.m. er tilgængelige for SADC, kan De forhåbentlig bekræfte, at det også gælder alle de AVS-lande, som fortsætter forhandlingerne.

Kan De fortælle os, fru kommissær, at De i en ØPA vil insistere på præcise forpligtelser om udviklingsprogrammer, og at handelsliberaliseringen skal knyttes til referencenormer for udvikling? Hvis det er tilfældet, hvordan vil De bære Dem ad?

Kan De sørge for, at ØPA'erne indeholder juridisk bindende forpligtelser om ydelsen af tidsbestemt og forudsigelig finansiering?

Jeg tror, ligesom De sagde tidligere, fru kommissær, at AVS-landene står over for en periode med svagere vækst, og for første gang i 25 år afsluttes bestræbelserne for at mindske fattigdommen. Jeg har lige to sidste kommentarer, en til ØPA'en med Cariforum. Det er ikke et perfekt resultat, men der er stadig behov for sikkerhedsforanstaltninger.

Med hensyn til Elfenbenskysten har vi brug for de forsikringer, som Erika Mann anmodede om, og som hr. Van Hecke anmodede om. Det er meget vigtigt for os.

(Formanden afbrød taleren)

  Fiona Hall (ALDE). – (EN) Hr. formand! Hvis vi træder et skridt tilbage til begyndelsen af ØPA-processen blev det med Cotonouaftalen i 2000 fastslået, at EU har en juridisk forpligtelse til at tage hensyn til udviklingslandenes interesser inden for alle de politikområder, der måtte berøre dem. I 2005 erklærede Kommissionen, at denne sammenhæng i udviklingspolitikken var nøglen til opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene.

Jeg beklager det mundhuggeri, der har fundet sted mellem Udvalget om International Handel og Udviklingsudvalget om, hvem der indtager den ledende rolle med hensyn til ØPA'er, for Parlamentet kunne godt have reageret mere samlet på visse tidspunkter under ØPA-forhandlingerne, men glemte i stedet tilsagnet om, at der var tale om udviklingsinstrumenter.

Endelig glædede det mig, at kommissæren nævnte tjenesteydelser, for jeg er især bekymret for liberaliseringen af banksektoren. De vestlige lande har ikke været i stand til effektivt at regulere de store internationale banker, der driver virksomhed på deres eget område, så De bør overveje, om det virkelig er fornuftigt at åbne op for banksektoren i lande, hvor der i langt mindre grad er indført reguleringssystemer, og når det i henhold til WTO-reglerne ikke er påkrævet. Liberaliseringen af banksektoren kan være en fordel for store selskaber, men det kan tvinge de mindre banker til at indgå i jagten efter pengestærke kunder og ignorere mindre virksomheder, hvilket giver dem endnu mindre adgang til kredit end tidligere.

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE). – (FR) Hr. formand, fru kommissær, hr. Kohout, formand for Rådet, mine damer og herrer! Jeg må først og fremmest lykønske min kollega, hr. Ford, for kvaliteten af hans betænkning og hans kompromisvilje. Vi var i stand til at arbejde på sagen i Papua Ny Guinea under Den Blandede Parlamentariske Forsamlings møde mellem landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet og Den Europæiske Union. Jeg så ham arbejde sammen med medlemmer af de nationale parlamenter, og det er jeg derfor tilfreds med.

Jeg vil gerne tilslutte mig den ros, som De, fru kommissær, har fået for disse økonomiske partnerskabsaftaler, som er blevet forhandlet med det sigte at forhindre en afbrydelse af samhandelen mellem AVS-staterne og De Europæiske Fællesskaber. Disse forhandlinger har resulteret i en foreløbig ØPA med Republikken Fiji og Papua Ny Guinea, de eneste AVS-lande i Stillehavet, der har godkendt den midlertidige aftale, og vi erkender det arbejde, der skal gøres for at indgå fulde regionale aftaler.

Denne aftale indeholder alle de nødvendige foranstaltninger for at oprette et frihandelsområde. I beslutningen understreges det, at den økonomiske partnerskabsaftale skal bidrage til øget økonomisk vækst, regional integration, økonomisk differentiering og nedbringelse af fattigdom. Det er vigtigt at huske på, at et ægte regionalt marked er en væsentlig forudsætning for en vellykket gennemførelse af den foreløbige partnerskabsaftale, og at integrationen og samarbejdet i regionen er afgørende for den sociale og økonomiske udvikling af landene i Stillehavet.

Denne aftale gør det muligt at give fornyet impuls til handelsforbindelserne og sikrer en told- og kontingentfri adgang til det europæiske marked for de fleste varer. Jeg vil gerne insistere på, at bistanden på 2 mia. EUR udbetales inden 2010, og jeg vil til slut tilføje, at det er yderst vigtigt, at der heller ikke på det økonomiske niveau sker en tilsidesættelse af patentretten eller den intellektuelle ejendomsret, som kan berøre handelen. Med hensyn til menneskerettigheder er jeg overrasket over, at vi har noget at gøre med Papua Ny Guinea, når landet stadig straffer seksuelle orienteringer. Endelig er det politisk vigtigt for os at indgå i en alliance med AVS-landene inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen.

  Georgios Papastamkos (PPE-DE). – (EL) Hr. formand! Den ultimative udfordring for den europæiske handels- og udviklingspolitik er en vellykket afslutning på forhandlingerne om økonomiske partnerskabsaftaler mellem Den Europæiske Union og AVS-landene.

Vi har brug for aftaler, der er forenelige med Den Europæiske Unions internationale forpligtelser, eftersom Den Europæiske Unions unilaterale præferencebehandling af AVS-landene i forhold til andre udviklingslande, som De ved, har vist sig ikke at være forenelig med WTO-reglerne.

Foruden det juridiske spørgsmål består udfordringen dog primært i at indgå aftaler, der fremmer udviklingen i de pågældende lande ved at styrke deres handelskapacitet, diversificere deres økonomiske basis og øge den regionale integration.

Den nye handelsordning, der skal styre forbindelserne mellem Den Europæiske Union og AVS-landene bør kunne sikre, at alle disse lande integreres i det internationale handelssystem, i den globale økonomi, en økonomi, der undergår en hidtil uset krise, en krise, der berører både de udviklede lande, udviklingslandene og vækstøkonomierne.

Vi er alle enige i, at åbningen af AVS-landene over for Den Europæiske Union skal være asymmetrisk og gradvis med passende fleksibilitet i forbindelse med kvoter inden for følsomme områder og effektive sikkerhedsklausuler. Som De ved, var formålet med forhandlingerne at dække sektorer som tjenesteydelser, investeringer, intellektuel ejendomsret og styrke arbejdet i handelsspørgsmål og adgangen til produktmarkedet.

Vi støtter derfor udvidelsen af aftalernes anvendelsesområde, så længe det kommer AVS-landene selv til gode. Det er absolut nødvendigt at indføje udviklingsbestemmelser i de økonomiske partnerskabsaftaler og yde tilstrækkelig handelsbistand.

  Glenys Kinnock (PSE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil lige komme ind på to emner med hensyn til godkendelse. Jeg nævnte Cariforum. Alle føler sig meget sikre og optimistiske med hensyn til Cariforumaftalen, men der er selvfølgelig stadig brug for visse sikkerhedsforanstaltninger. Det blev i hvert fald på det seneste møde i Guyana gjort helt klart af præsidenten og andre i landet og parlamentsmedlemmer.

Spørgsmålet om bananer blev rejst. Baronesse Ashton! De sagde, at der vil være told- og kvotafri adgang, hvilket er udmærket, men problemet er, at aftalerne indgået med Centralamerika og siden med Mercosur og Andespagtlandene vil nedsætte afgifterne for dem, og vi kan ikke gøre noget for at sikre, at bananproducenterne i AVS fortsat vil være konkurrencedygtige. Det er et kritisk spørgsmål, og aftalerne blev indgået, før blækket blev tørt på Cariforumaftalen.

Der hersker også dyb bekymring i Vestindien om gennemførelsesenhederne, der endnu ikke er blevet etableret. Der er stadig problemer som følge af de spændinger, der er opstået mellem de forskellige lande i Vestindien. Der er også spørgsmålet om Haiti. Resultatet fra donorkonferencen var ikke lige så tilfredsstillende, som man kunne ønske, og der er en vis bekymring om, hvorvidt det er muligt at vedtage eller arbejde med ØPA'en, så længe Haiti ikke er inddraget.

Hvad angår Elfenbenskysten, vil vi gerne have klare tilsagn. Det er et land, der i en lang årrække har oplevet en hel del opstand, usikkerhed og ustabilitet, og det er meget vigtigt, at vi afgiver en samstemmende udtalelse, men også at vi får tilsagn om, at De i et brev til forhandlerne og regeringen i Elfenbenskysten angiver, at vi fortsat forpligter os til at forhandle i god tro for et hæderligt resultat for landets befolkning.

  Marie Anne Isler Béguin (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand, hr. Kohout, fru Ashton! Jeg har lyttet til, hvad De havde at sige.

Hr. Kohout! De talte om økonomisk bæredygtighed Det spørgsmål, jeg stiller mig selv i dag, er, hvad det udover ordene selv betyder. Hvad betyder det egentlig i en tid med økonomisk, finansiel og miljømæssig krise? Hvilke garantier kan vi give? Trods kommissærens trøstende ord spørger jeg, om det projekt vi foreslår vores samarbejdspartnere i Afrika, Vestindien og Stillehavet egentlig stadig er passende i den nuværende situation, eftersom disse aftaler blev drøftet i en anden verden?

Det mener jeg personlig ikke, de er. Vi mødes med ngo'er, vi mødes med SMV'er. Vi var for nylig i Guyana, hvor præsidenten sagde til os: De beder os om at diversificere, men sig os, hvilke produkter kan vores lille land producere, som kan konkurrere med Brasilien eller Venezuela?

Jeg tror derfor, at vi i dag ikke må lukke øjnene. De taler på den ene side om fleksibilitet og på den anden om WTO-regler. Jeg beklager, men de to termer er fuldstændig modsigende, for de kræver en omstrukturering, og vi ved udmærket, at en omstrukturering vil resultere i øget fattigdom i disse lande.

Jeg tror derfor ikke, at det, vi foreslår i dag, og det, vi foreslog tidligere, overhovedet er hensigtsmæssigt. Har vi set på resultaterne i den udviklingsmodel, som vi har udarbejdet i de sidste 40 år? Den er en fiasko, og jeg tror, at det allerede er blevet sagt. Jeg tror, at denne fiasko nu vil fortsætte. Situationen vil blive værre med disse partnerskabsaftaler, for de passer bestemt ikke til den globale økonomiske, sociale og miljømæssige situation.

  Daniel Caspary (PPE-DE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne i forlængelse af de tidligere taleres kommentarer stille et spørgsmål til kommissæren. Er De enig i, at der er lande i verden, som i de sidste tyve år har været i stand til at forbedre deres velstandsniveau væsentligt uden en ØPA, og at en ØPA måske også kunne være en fordel for disse lande?

  Jan Kohout, formand for Rådet. – (CS) Hr. formand! Mange tak og først og fremmest tak til medlemmerne af Europa-Parlamentet for den konstruktive og interessante debat. Lad mig svare på to af de spørgsmål, der er blevet rejst. Det første handler om fleksibilitet. Som det fremgår af nogle af parlamentsmedlemmernes taler, kan jeg se, at der er et ønske om at sikre en vis fleksibilitet i forhandlingerne om økonomiske partnerskabsaftaler.

Jeg vil gerne understrege, at Rådet er meget opmærksom på fleksibilitet på to vigtige niveauer. Det første niveau er fleksibilitet med hensyn til fuldt ud at udnytte mulighederne for asymmetriske ordninger, tidsplaner og beskyttende foranstaltninger i overensstemmelse med WTO-reglerne. Jeg er derfor hverken enig i udtalelsen eller den entydige konklusion om, at 40 års bistand til udviklingslandene har været en katastrofe. Jeg mener, at situationen ville have været meget værre uden bistand fra EU og andre lande. Samtidig tror jeg, at de regler, vi har, giver mulighed for en sådan fleksibilitet, at alle disse lande, og her sætter jeg min lid til Kommissionen og kommissæren, vil være i stand til at finde en løsning, der passer til deres behov og interesser.

Den anden form for fleksibilitet er den, vi tilbyder i overgangen fra de foreløbige bestemmelser i ØPA'erne til endelige regionale aftaler til fordel for det regionale samarbejde. Det andet spørgsmål fra debatten, som jeg vil besvare, vedrører spørgsmålet om ØPA'ernes udviklingsdimension. Jeg er ikke i tvivl om, at aftalerne ikke er konventionelle handelsaftaler, eftersom de indeholder en væsentlig og stærk udviklingsdimension. Aftalerne indfører langvarige foreløbige ordninger på op til 25 år, og de indeholder også fritagelser. Op mod 20 % af de varer, der stammer fra AVS-landene, kan fritages for liberalisering. Aftalerne indeholder bestemmelser om overvågning og revisioner, der involverer Parlamentet. Gennemførelsen af dem vil blive finansieret af finanspakken "Aid for Trade". Jeg betragter alt dette som bevis på aftalernes udviklingsmæssige karakter.

Samtidig vil jeg gerne på vegne af det tjekkiske formandskab og Rådet sige, at vi nøje vil følge udviklingen af ØPA-forhandlingerne, og jeg vil gerne give udtryk for min støtte til Kommissionen og også kommissær Ashton for den store indsats, hun til dato har gjort for at opfylde det mandat, som Rådet gav hende. Vi vil i løbet af det tjekkiske formandskab fokusere på ØPA'er på majmødet i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) mellem ministrene for udvikling. Hvis vi når til enighed med vores kolleger fra AVS-landene, vil dette emne også være på dagsordenen for det fælles møde i AVS-EF-Ministerrådet til maj. Rådet vil også i løbet af det tjekkiske formandskab byde Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU velkommen i Prag i begyndelsen af april om kun få dage. Jeg er overbevist om, at ØPA'erne vil blive et af hovedemnerne i debatten, og at drøftelserne vil vise sig at have stor betydning, netop fordi de finder sted i et parlament.

Jeg ser med personlig interesse frem til Deres afstemning i morgen. Efter min mening er dette et vigtigt tidspunkt i udviklingen af ØPA'erne. Som vi har hørt, er forhandlingerne stadig undervejs i mange regioner, men i den vestindiske region har der allerede været vigtige og positive resultater. Hvad angår Elfenbenskysten, har vi nået et vigtigt punkt i den videre udvikling. Mange lande afventer Europa-Parlamentets godkendelse, og med den vil det være kulminationen på mange års vanskelige forhandlinger, og jeg er overbevist om, at Parlamentet vil sende et positivt signal til verdenen, hvilket den har god brug for på nuværende tidspunkt. Jeg tror, og jeg er sikker på, at det selv i den nuværende krise, som der flere gange er blevet henvist til her, er et instrument, der virkelig vil være en hjælp, også i denne tid med stor usikkerhed, som vi alle føler. Vi ved alle, at det vil fremme udviklingen i disse lande.

  Catherine Ashton, medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Lad mig lige henvise til nogle af de bemærkninger, der er blevet fremsat.

Hr. Guardans Cambó, hr. Hutchinson og fru Hall, De talte alle på hver Deres måde om fortiden og om behovet for at gøre tingene bedre. Jeg er enig. Jeg er måske ikke helt enig i analysen, men jeg er enig i, at vi her har en mulighed for at se fremad, og det handler ikke blot om at se fremad mod inddragelsen af dette Parlament, men også AVS-landenes parlamenter. Det er naturligvis op til de enkelte nationer at bestemme, hvordan de vil inddrage deres egne parlamenter. Vi skal være meget forsigtige med, og jeg ved, at De forventer det af mig, ikke at påtvinge de andre lande vores synspunkter. Lad mig sige til fru Kinnock at jeg ser frem til mødet med Den Blandede Parlamentariske Forsamling.

Hr. Martin især og andre talte om behovet for revision, og her er jeg igen enig i, at det især i dette økonomiske klima er absolut nødvendigt, at vi overvåger og reviderer. Jeg vil være meget interesseret i at fortsætte dialogen med Dem om, hvordan vi kan inddrage Parlamentet heri, men også høre Deres idéer om, hvordan vi kan gøre denne overvågning og revision effektiv, og hvordan vi kan få de lande, der samarbejder med os, til at være positivt indstillet på det.

Hr. Sturdy og hr. Martin, hensigten med "mestbegunstiget nation" er, som nævnt, på en måde at indfange de store lande, der ikke har støttet den proces, vi har været i gang med. Det handler ikke om at skade syd-syd-handelen eller på anden vis at skade mulighederne eller suveræniteten i de lande, der ønsker at åbne op for handelen. Det er derfor, at vi har fastsat et loft over omfanget af den verdenshandel, som et land skal være involveret i, inden denne særlige bestemmelse aktiveres. Jeg må sige, at vi også her altid søger efter al den fleksibilitet, der måtte være.

Hvad angår toldindtægter, hr. Arif og fru Jouye de Grandmaison, er det Den Europæiske Udviklingsfond, der frem til 2013 dækker dette område, og vi vil gerne sikre os, at økonomisk vækst og skatteændringer også kan understøtte landene, så de ikke udelukkende er afhængige af disse indtægter, men faktisk finder nye måder at støtte deres økonomier på.

Hvad end der sker på bananområdet, vil præferencerne fortsat være mere fordelagtige for disse lande end noget andet sted. Men vi er meget opmærksomme på udhulningen af præferencebestemmelsen, og det bør vi tage med i betragtning i arbejdet med disse aftaler, som vi i mange år har prøvet at få på plads, og det har jeg til hensigt at gøre.

Hr. Van Hecke, fru Mann og fru Kinnock, Hvad den ene får, får den anden også. Lad mig gøre det helt tydeligt. Jeg vil med glæde skrive til hvem som helst hvor som helst og især til Elfenbenskysten for at sige, at den fleksibilitet, som vi har forhandlet om med Det Sydlige Afrikas Udviklingsfællesskab (SADC), også vil gælde dem, for der er kun en eller to specifikke ting i den region, som de ikke ønsker, men de ting, som de gerne vil have, kan de få. Jeg vil med glæde nedfælde det skriftligt hvor som helst, når som helst og til hvem som helst. Så fortæl mig endelig, hvad De vil have mig til at gøre.

Hr. Ford og hr. Fjellner talte om betydningen af handel generelt, og jeg er fuldstændig enig i den analyse. Jeg tror, at hr. Fjellner sagde, at der er behov for mere handel frem for mindre handel i dette økonomiske klima, og jer er fuldstændig enig heri.

Hr. Caspary, frihed til at tage skæbnen i deres egne hænder, jeg er fuldstændig enig. Og med hensyn til de lande, der har haft en økonomisk udvikling uden ØPA'er, går jeg ud fra, at Indien og Kina er to eksempler.

Hr. Kamall gentog også dette punkt, som jeg mener er meget vigtigt, at vi giver nationerne mulighed for at udvikle sig og vokse og giver dem mulighed for at gøre det ved at udvikle deres økonomier og støtte dem både gennem udvikling og handel.

Fru Kinnock, udviklingsleddet er meget vigtigt, men den bindende bistandsforpligtelse er i Cotonouaftalen, den er der allerede. Det handler om for os at bruge ØPA'erne for at sikre, at præferencerne og udviklingsprioriteterne etableres i fællesskab, hvilket er ekstremt vigtigt.

Endelig vil jeg gerne gøre noget, som jeg ikke ofte har lejlighed til at gøre, nemlig at rose den gruppe, som jeg arbejder sammen med. Vores chefforhandler sidder bag mig. Han har stået for alt arbejdet med SADC. Mine kolleger er her, og jeg vil bare gerne sikre mig, at De er klar over, at de i høj grad støtter og går absolut ind for den dagsorden, jeg her har redegjort for.

For mit vedkommende håber jeg, at De vil stemme med det, jeg har fremlagt, i erindringen. Jeg er fuldt opsat på at fortsætte arbejdet, men håber virkelig, at jeg får Deres støtte til at fortsætte med den dagsorden, jeg her har beskrevet. Det vil være af stor betydning for mig, og jeg håber, at De kan gøre det i aften.

  David Martin, ordfører. − (EN) Hr. formand! Lad mig indledningsvist sige, at det har været en meget god debat. Vi har modtaget yderst positive bidrag fra både Rådet og Kommissionen.

Jeg vil især gerne vende tilbage til det, Rådet sagde om, at Cariforumaftalen er et eksempel, men ikke en skabelon for andre ØPA'er. Jeg er helt enig heri. Den kan tjene som grundlag for andre aftaler, men hver ØPA skal have sit eget særpræg, og vi må også udnytte vores erfaringer fra Cariforum-forhandlingerne.

For det andet er jeg henrykt over, at Rådet har givet tilsagn om handelsbistand, og at medlemsstaterne har til hensigt at opfylde tilsagnet om denne bistand.

Det glæder mig, at både Rådet og Kommissionen på ny har givet forsikringer om adgangen til lægemidler, og at både Rådet og Kommissionen har forsikret os om, at femårsrevisionen vil være en ægte revision, hvori der fokuseres på udviklingsmålene for at sikre, at de opfyldes.

Jeg er henrykt over, at kommissæren sagde, at hun mente, at lovgivningen skulle være på plads inden en liberalisering af markedet for finansielle tjenester. For nogle af os her i Parlamentet er det også ekstremt vigtigt. Hun anførte, som vi allerede vidste, men det var vigtigt at få gjort officielt, at disse aftaler på ingen måde påtvinger de vestindiske lande en liberalisering af tjenesteydelser, og det forventes ikke, at de offentlige tjenesteydelser med denne aftale bliver privatiseret. Det glædede mig, at hun også gav tilsagn om mestbegunstigelsesbehandling.

I betragtning af at Kommissionens og Rådets udtalelser nu er blevet gjort officielle her i Parlamentet, er det mig en glæde som ordfører at anbefale Parlamentet, at det afgiver en samstemmende udtalelse om den vestindiske ØPA.

Lad mig nu tage fat på problemet med beslutningen. Et par af mine konservative PPE-kolleger har kommenteret den. For socialistgruppen er der stadig røde linjer i beslutningens nuværende form, der afviger fra godkendelsesafstemningen. Egentlig svarer alle de ting, som Rådet og Kommissionen har givet tilsagn om, til vores røde linjer. Så hvis Parlamentet støtter Rådet og Kommissionen, kan jeg ikke se nogen grund til, at det ikke skulle støtte vores kompromisforslag og kompromistekst og indskrive dem i Parlamentets beslutning.

Jeg håber, at vi i sidste ende både kan stemme om en samstemmende udtalelse og en konsensusbeslutning, der åbner op for samhandelen og afgiver meget stærke udviklingstilsagn.

  Erika Mann, ordfører. − (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke kommissæren og Rådet. Det De er blevet enige om i dag, er at give Elfenbenskysten det, som Parlamentet i længere tid har krævet, og jeg tror, at landet vil være ovenud tilfreds. Kommissær, kan De sørge for hurtigst muligt at sende en eller anden eller selv tage til Elfenbenskysten for at overbringe dette meget positive budskab og bekræfte det pr. brev så hurtigt som muligt? Det her er en aftale. der virkelig opfylder det, vi har anmodet om.

Jeg vil gerne kommentere et par ting, som De ikke rigtigt er kommet nærmere ind på. Vi vil meget gerne have overvågning. Jeg ved, at det er kompliceret, og at vi får brug for Rådets hjælp. Vi vil gerne have, at der foretages overvågning mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen i fasen fra foreløbige til endelige aftaler. Det er kun på den måde, at vi kan forstå, hvad De skal forhandle om. Ellers vil De i slutningen af denne periode bare sende os et udkast, som vi skal godkende eller forkaste. Det er noget, vi ikke ønsker.

Vi vil ikke tage del i forhandlingsprocessen, men vi vil gerne kunne overvåge, hvad De foretager Dem. De behøver ikke at gøre det i dag, selv om det ville være os en hjælp, hvis De kunne give Deres samtykke i dag, men jeg er villig til med min kollega at forhandle om processen med Dem. Vi har gjort det før med forskellige aftaler og under forskellige omstændigheder, men jeg er sikker på, at vi, om Rådet vil, kan komme frem til en løsning, som vi kan enes om.

Mit sidste punkt til kommissæren og Rådet er at anmode om Deres forsikring om, at De vil gøre Deres yderste for at opnå det, der blev vedtaget under Doha-udviklingsrunden. Det gjaldt bananer og bomuld for andre lande. Der er andre aspekter, som er vigtige for udviklingslandene. Jeg er klar over, at De ikke kan sige "ja" i dag, men giv os venligst Deres forsikring om, at De vil gøre Deres yderste for at opnå denne slags aftaler.

Endelig vil jeg gerne takke to kolleger, først Glenys Kinnock for hendes store hjælpsomhed, og jeg glæder mig over at høre, at hun anbefaler en samstemmende udtalelse med hensyn til Elfenbenskysten. Jeg ved, hvor kompliceret det er, og jeg er meget taknemmelig for hendes hjælp i denne sag. Jeg vil også gerne takke min kollega, Syed Kamall, for han har også hjulpet mig så meget som muligt med beslutningen. Jeg ved, at den til tider går imod hans holdninger til handel. Han går ind for åben handel, så det er ikke let for ham at nå til enighed. Det glæder mig derfor at kunne takke begge kolleger og igen at takke Kommissionen og Rådet.

  Formand. – Jeg har modtaget ni udkast til beslutningsforslag⁽¹⁾ i henhold til forretningsordenens artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag den 25. marts 2009.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Mary Lou McDonald (GUE/NGL), skriftlig. – (EN) Den internationale økonomiske krise burde få os til at revidere og ændre EU's liberaliserings- og dereguleringspolitik, ikke kun i EU, men over for udviklingslandene.

Men i de økonomiske partnerskabsaftaler, som Parlamentet har liggende foran sig, foreslås i stedet en intensivering af denne mislykkede tilgang.

Aftalerne er blevet forhandlet på plads af EU, som har udøvet et stort pres på regeringerne i udviklingslandene uden at tage behørigt hensyn til den befolkningernes synspunkter i disse lande, som rammes hårdest af aftalernes gennemførelse.

Vage løfter om en fleksibel gennemførelse af aftalerne er ikke noget alternativ til konkrete forpligtelser.