Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

B6-0175/2009

Forhandlinger :

PV 01/04/2009 - 13
CRE 01/04/2009 - 13

Afstemninger :

PV 02/04/2009 - 9.23
CRE 02/04/2009 - 9.23

Vedtagne tekster :


Forhandlinger
Onsdag den 1. april 2009 - Bruxelles EUT-udgave

13. − Åbning af internationale forhandlinger med henblik på vedtagelse af en international traktat om beskyttelse af Arktis (forhandling)
Video af indlæg
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. − Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om åbning af internationale forhandlinger med henblik på vedtagelse af en international traktat om beskyttelse af Arktis.

 
  
MPphoto
 

  Alexandr Vondra, formand for Rådet. (EN) Fru formand! Som vi alle ved og kan læse hver dag, får Arktis stadig større betydning, og det fortjener også større opmærksomhed fra EU.

Dette blev taget op i Parlamentets beslutning, som blev vedtaget i oktober. Jeg glæder mig over muligheden her i eftermiddag for at drøfte dette spørgsmål, som jeg ved, at De lægger særlig stor vægt på.

Kun tre EU-medlemsstater har områder i Arktis-regionen. Alligevel strækker virkningerne af klimaændringer og af menneskelige aktiviteter i Arktis sig langt uden for Arktis som sådan. Det, der sker i Arktis, har store følger for EU som sådan. Hidtil har man i Unionen haft tendens til at behandle spørgsmål med en arktisk dimension inden for rammerne af sektorpolitikkerne som f.eks. den maritime politik eller kampen mod klimaændringer. Selv om samarbejdet inden for rammerne af den nye nordlige dimension dækker de europæiske områder i Arktis, har Unionen ikke udviklet en omfattende politik for Arktis, hvor man samler alle de relevante, enkelte politikområder.

Dette er nu ved at ændre sig. I marts sidste år forelagde den højtstående repræsentant hr. Solana og kommissær Ferrero-Waldner Det Europæiske Råd en fælles rapport om klimaændringer og international sikkerhed. I rapporten fremhævede man den nye strategiske interesse i Arktisregionen. Man henledte opmærksomheden på de vidtrækkende konsekvenser af miljøforandringerne på Arktis, og man erkendte, at disse kunne få følger for den internationale stabilitet og for Europas sikkerhedsinteresser.

I rapporten opfordrede man også til udformning af en specifik EU-politik for Arktis baseret på regionens voksende geostrategiske betydning med hensyntagen til spørgsmål som adgangen til naturressourcer og den mulige åbning af nye handelsruter.

Kommissionen fremlagde efterfølgende en meddelelse om EU og Arktisregionen i november. Her tog man de forskellige strategiske udfordringer i regionen op og foreslog konkrete foranstaltninger på de tre vigtigste områder: beskyttelse og bevarelse af Arktis i samarbejde med befolkningen, bæredygtig ressourceudnyttelse samt styrkelse af den multilaterale forvaltning af Arktis. Dette sidste punkt blev behandlet i beslutningen fra oktober.

I sin meddelelse foreslog Kommissionen specifikt som et af sine politiske mål, at EU skal arbejde for at sikre den fortsatte udvikling af et samarbejdsbaseret forvaltningssystem for Arktis baseret på FN's havretskonvention (UNCLOS), og anbefalede en fuldstændig gennemførelse af alle eksisterende forpligtelser snarere end forslag om nye juridiske instrumenter. Dette er et af de centrale elementer i meddelelsen.

I sine konklusioner fra december hilste Rådet meddelelsen velkommen og mente, at den udgjorde det første skridt i en fremtidig EU-politik for Arktis.

Rådet aftalte med Kommissionen, at EU skulle sigte mod at bevare Arktis i samarbejde med befolkningen der, og at udfordringerne vedrørende Arktis skulle løses på en systematisk og koordineret måde. Man fandt, at EU's mål kun kan nås i et tæt samarbejde med alle partnerlande, territorier og samfund i Arktis, og bemærkede ligeledes det mellemstatslige samarbejde i regionen.

Det glædede sig også over Kommissionens hensigt om at ansøge om permanent observatørstatus for at kunne repræsentere EU i Arktisk Råd. Rådet understregede specifikt betydningen af det multilaterale samarbejde i henhold til de relevante internationale konventioner og fremhævede navnlig UNCLOS.

I overensstemmelse med Kommissionens meddelelse udtrykte man ikke støtte til den specifikke tanke om en international traktat.

Med udgangspunkt i denne holdning arbejder Rådet nu videre med de nærmere detaljer i forslaget til foranstaltninger, der beskrives i Kommissionens meddelelse. Jeg håber, at det fremgår klart af det, jeg har sagt i dag, at Rådet tager dette spørgsmål meget alvorligt.

Vi anerkender fuldt ud Arktisregionens voksende strategiske betydning. Vi er enige i, at EU skal have en omfattende og sammenhængende politik. Rådet vil helt sikkert holde Parlamentet fuldt underrettet om den videre udvikling og er taknemmelig for Deres fortsatte interesse for dette emne.

 
  
MPphoto
 

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke Parlamentet for dets interesse i Arktis og sige, at vi satte stor pris på Deres beslutning om forvaltningen af Arktis fra oktober. Den tilførte politisk dynamik til Kommissionens eget arbejde med førnævnte meddelelse, "Den Europæiske Union og den arktiske region", som blev vedtaget i november.

Hvorfor er dette så vigtigt? Vi deler Deres synspunkt om, at den arktiske region fortjener international opmærksomhed som aldrig før. Videnskabelig forskning viser, at klimaændringerne foregår langt hurtigere i Arktis end i resten af verden. Alene i de seneste seks år er iskappens tykkelse blevet halveret ved Nordpolen, og måske har den passeret det punkt, hvor udviklingen kan vendes. Det er et tydeligt advarselssignal, som det vil være dumt at ignorere. De radikale ændringer af Arktis har betydning for regionens mennesker, landskab og dyreliv – både på landjorden og i havet.

Derfor er tiden nu inde til at handle. Derfor vedtog vi meddelelsen, som er det første skridt i retning af en EU-politik for Arktis, og som danner grundlag for en mere omfattende fremgangsmåde. I meddelelsen fokuseres der på tre overordnede mål: at beskytte og bevare Arktis i fuldt samarbejde med regionens indbyggere, en bæredygtig udnyttelse ressourcerne, og at styrke den multilaterale forvaltning.

Forslaget i meddelelsen er resultatet af en meget grundig analyse foretaget af Kommissionen. Den omfatter drøftelser med alle de vigtigste interessenter i Arktis, både arktiske stater inden for og uden for EU. Dette var så meget desto mere nødvendigt, fordi mange EU-aktiviteter og centrale tendenser på globalt plan, som f.eks. den integrerede maritime politik eller klimaændringerne, har indvirkning på Arktis.

Så på grundlag af disse diskussioner og i lyset af det forslag til beslutning, vi diskuterer i dag, vil jeg gerne understrege, at den arktiske region adskiller sig fra Antarktis på en række centrale områder. Til forskel fra Antarktis, som er et kolossalt, ubeboet kontinent omgivet af et ocean, er Arktis et havområde omgivet af beboet land, der tilhører suveræne lande.

Så tanken om at oprette en juridisk bindende ordning, der er udformet med særligt henblik på Arktis, er desværre vanskelig at gennemføre, fordi ingen af de fem kyststater ved Ishavet – Danmark, Norge, Canada, Rusland og USA – går ind for en sådan ordning. Derfor frygter jeg, at et sådant forslag på dette tidspunkt ikke bare vil være ineffektivt, men også kan vise sig at være skadeligt for EU’s rolle og troværdighed i det generelle samarbejde om Arktis. I stedet for at bruge kræfterne på denne sag vil det tjene EU’s interesser og mål bedre at opbygge et større multilateralt samarbejde og gøre bedre brug af de eksisterende juridiske instrumenter.

Gennem FN's havretskonvention (UNCLOS) og andre generelle konventioner eksisterer der allerede en omfattende international juridisk ramme. UNCLOS danner også grundlag for bilæggelse af tvister, herunder om afgrænsning af havområder. Vi ønsker, at disse konventioner skal gennemføres fuldt ud og, hvilket er meget vigtigt, tilpasses de særlige forhold i Arktis. Vi foreslår f.eks. en lovgivningsramme for bæredygtig fiskeriforvaltning, hvor områder og arter endnu ikke er dækket ind af andre instrumenter.

For det andet vil vi arbejde tæt sammen med Den Internationale Søfartsorganisation om udvikling og håndhævelse af konkrete internationale standarder for en sikrere søfart i Arktis, hvor man respekterer menneskers sikkerhed og bæredygtighed på miljøområdet. Dette indebærer enten en udvidelse af den eksisterende lovgivning eller vedtagelse af ny lovgivning.

For det tredje vil vi også forsvare de internationalt anerkendte principper om fri sejlads og retten til fredelig gennemsejling. Kyststaterne bør undgå diskriminerende foranstaltninger vedrørende søfartsreglerne. Alle foranstaltninger skal gennemføres under fuldstændig overholdelse af den internationale havret.

For det fjerde er det ikke realistisk at foreslå et internationalt moratorium på udvinding af ressourcer i Arktis. Størstedelen af de formodede reserver af mineraler, olie og gas befinder sig enten på de arktiske staters suveræne områder eller i deres eksklusive økonomiske zoner, og nogle af dem har vidtgående planer om yderligere udvindingsaktiviteter. Men vi insisterer på, at udvinding og brug af Arktis' ressourcer altid skal ske under overholdelse af de strengeste miljø- og bæredygtighedsstandarder.

Vi deler Parlamentets følelse af, at det er vigtigt at handle hurtigt med hensyn til denne region, og vores meddelelse indeholder en række sammenhængende og specifikke forslag. Baseret på dette ser vi frem til et fortsat samarbejde med Dem om udformningen af en Arktispolitik for EU.

Vi må aldrig tabe vores fælles mål af syne, og lad os arbejde sammen med de arktiske stater og det internationale samfund om at finde den bedste og mest effektive metode til at bevare og beskytte Arktis for de kommende generationer.

 
  
MPphoto
 

  Anders Wijkman, for PPE-DE-Gruppen.(EN) Fru formand! Jeg har deltaget i en række møder i den arktiske region, hvor man i høj grad fokuserede på klimaændringer.

Normalt bruges den første dag ved sådanne møder på de alvorlige virkninger for regionen, dens dyreliv, levebrødet for dens indbyggere osv., der skyldes den globale opvarmning. Den anden dag vies ofte til muligheder i form af geologisk udnyttelse. Noget af en selvmodsigelse. Jeg vil påstå, at en hurtig udnyttelse af geologiske ressourcer naturligvis vil indebære meget alvorlige risici.

Jeg er enig i, at man ikke kan drage en direkte parallel mellem Arktis og Antarktis – her er jeg enig med kommissæren. Fordi vi ikke har en omhyggelig og bæredygtig miljøramme på plads for den type aktiviteter, som landene i denne region undersøger i øjeblikket, mener jeg samtidig, at denne beslutning udsender et meget vigtigt signal: Vær forsigtige. Jeg mener, at det er meget vigtigt, at alle de politiske grupper står bag den.

Vi nævner tre alternative muligheder for at komme videre: den første, en international traktat, naturligvis med særlige bestemmelser for denne region sammenlignet med Antarktis, den anden, et moratorium i afventen på ny videnskabelig forskning og en bedre forståelse af regionen og dens sårbarhed eller følsomhed, men også i afventen af resultaterne af mange energialternativer, som nu meget gradvis er under udvikling. Måske vil vi fremover slet ikke have brug for disse fossile reserver.

Så jeg mener, at selv om kollegerne her i Parlamentet måske ikke her helt enige om den mest ansvarlige fremgangsmåde, mener jeg, at det er meget vigtigt, at vi alle står bag denne beslutning. Jeg vil gerne understrege, at vi ønsker at gå videre end blot et forstærket multilateralt samarbejde og dialog. Vi ønsker at sørge for, at miljøet og befolkningens levebrød beskyttes.

 
  
  

FORSÆDE: Luigi COCILOVO
Næstformand

 
  
MPphoto
 

  Véronique De Keyser, for PSE-Gruppen.(FR) Hr. formand! Jeg vil gerne ganske kort erindre Dem om, hvad der sker i Arktis, så alle forstår, hvad der er på spil i denne forhandling. Ved Nordpolen skærper den globale opvarmning appetitten på kontrollen med områdets naturrigdomme. Når isen smelter, bliver det som nævnt lettere at udnytte de kolossale olie- og gasreserver og åbne en farbar vandvej mellem Øst og Vest, hvilket vil spare fragtskibene for tusinder af kilometer, men desværre også vise sig at være katastrofalt for miljøet.

Krav på suverænitet over området fra de fem grænselandes side – Canada, Danmark, Rusland, USA og Norge – fører til indlysende spændinger. Den canadiske udenrigsminister annoncerede i denne uge, at Canadas suverænitet over Arktis' landområder og farvande var veletableret og baseret på historiske rettigheder. Han sagde, at den canadiske regering også vil love øget politisk overvågning og større militær tilstedeværelse i de canadiske arktiske farvande.

Disse ord minder om Kremls meddelelse om, at man har til hensigt at indsætte militærstyrker i Arktis for at beskytte sine interesser. Indtil nu er reguleringen af dette strategiske område sket via FN's havretskonvention, som 150 lande underskrev den 10. december 1982. Det hedder heri, at kyststaterne udøver kontrol over et område på op til 200 sømil fra deres kyster og har økonomiske rettigheder over havbundens ressourcer, men at dette område kan udvides, hvis staterne kan bevise, at kontinentalsoklen strækker sig ud over 200 sømil. De har indtil maj 2009 – og det er meget snart – til at indgive en sådan anmodning over for FN.

Rusland tog initiativet i 2001, deraf den nuværende uro. Min gruppe og hr. Rocard, som tog initiativ til denne diskussion i Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet, og som for nylig er blevet udpeget til ambassadør for Arktis, mener ikke, at havretskonventionen er tilstrækkelig for Arktis i lyset af konsekvenserne for energi, miljø og militær sikkerhed. Nordpolen er et globalt aktiv, der skal beskyttes med et bindende charter, hvor EU skal spille en førerrolle. Vi ønsker, at Nordpolen skal være ren og frem for alt fri for soldater.

 
  
MPphoto
 

  Diana Wallis, for ALDE-Gruppen.(EN) Hr. formand! Denne forhandling er en klar følge af vores beslutning fra oktober om forvaltning. Vores gruppe har ingen problemer med at støtte ønsket om en arktisk traktat, men mere i lyset af en søgen efter en ny forvaltningsform. Traktaten er måske mere symbolsk, men vi insisterer på at arbejde med – og respektere – nationerne og navnlig den arktiske befolkning. Det er befolkningen, der, som De sagde, adskiller Arktis fra Antarktis.

Der findes allerede internationale strukturer – Den Internationale Søfartsorganisations (IMO) regler, den internationale havret – men der er brug for noget mere skræddersyet og mere specifikt. Vi bør bygge videre på arbejdet fra Arktisk Råd. Fru kommissær, De burde blive medlem hurtigst mulig, og De burde bidrage til at opbygge dets politiske kapacitet. Vi må for enhver pris undgå at trække os tilbage i den gammeldags suverænitet, territorialkrav og mellemstatslige aftaler. Der er behov for en ny type forvaltning af dette skrøbelige område af vores klode, hvor alle borgere i verden føler, at de har en interesse.

Vi skal også bevise vores troværdighed i forbindelse med vores engagement i Arktis, og vores historie som europæere er ikke god. Vores søfolk og handelsmænd ødelagde miljøet i Arktis i det 17. og 18. århundrede med den såkaldte "voldtægt af Spitsbergen". Det er emissionerne fra vores industri, der har ført til akutte klimaændringer i regionen, og nu truer vi med at påtvinge den arktiske befolkning vores værdier og traditioner på dette meget følsomme tidspunkt. Vi skal lytte til dem og samarbejde med dem, for deres resultater inden for miljøbeskyttelse er helt klart bedre end vores. Vores gruppe vil derfor ikke støtte 50-års moratoriet.

 
  
MPphoto
 

  Godfrey Bloom, for IND/DEM-Gruppen.(EN) Hr. formand! Jeg bor på en skøn ø – en smuk ø – der systematisk er blevet ødelagt af EU i løbet af de seneste 15 år. Jeg har set EU's lossepladsdirektiv, som har betydet, at industriaffald – med den latterlige betegnelse "kompost" – bliver smidt oven på jorden. Jeg har set hundredtusinder af fisk blive smidt i Nordsøen. I nærhed af min egen landsby, har jeg set det, der tidligere var smukke marker med hvede og byg og malkekvæg, blive overgivet til afgrøder som elefantgræs og andre former for biobrændsel, der ødelægger vores miljø og presser fødevareprisen op.

EU ønsker, at vi skal opfylde vores mål for vedvarende energi. 35.000 vindmøller på størrelse med jumbojets, den største skænding af mit smukke land siden den industrielle revolution. Og nu ønsker De at få beføjelser over en af de sidste vildmarker i verden, nemlig Arktis. Hr. formand, kære kolleger, jeg kan fortælle Dem, at jeg er enig med fru Wallis. Deres resultater er rædderlige, og svaret må være: For Guds skyld, hold fingrene fra dette her.

 
  
MPphoto
 

  Avril Doyle (PPE-DE).(EN) Hr. formand! Ja, kommissæren har ret. Arktis er på mange måder helt anderledes end Antarktis, og det er kun få måneder siden, den 8. oktober 2008, at jeg talte i Parlamentet om netop dette emne.

Som jeg sagde dengang, spiller Arktis en stadig vigtigere geostrategisk rolle i vores verden, og i det seneste årti er der opstået flere kritiske problemer i denne region. Nu står vi over for åbningen af sejlruter, der hidtil har været lukkede, et direkte resultat af klimaændringerne. Det kommer ikke som nogen overraskelse, da Arktis bliver varmere langt hurtigere, med en stigning på to grader i de seneste 100 år sammenlignet med et gennemsnit på bare 0,6 grader i resten af verden.

Dette yderst sårbare økosystem kommer under stigende pres fra ressourcehungrende nationer, der ønsker at udnytte dets potentiale uden at tage hensyn til dets grundlæggende betydning som en stabiliserende faktor i verdens klima.

Jeg er enig med fru Wallis i, at en opfordring til 50 års moratorium på enhver udnyttelse hverken er praktisk eller fornuftigt, men jeg mener at et begrænset moratorium på nye former for udnyttelse – i afventen af nye videnskabelige undersøgelser – er noget, som alle civiliserede nationer måske kan enes om.

Desuden tæller EU ikke mindre end tre arktiske nationer blandt sine medlemsstater sammen med to andre EØS-naboer, så de tilsammen udgør mere end halvdelen af det numeriske medlemskab i Arktisk Råd. Dette er grunden til, at vi skal kunne gøre vores indflydelse gældende i denne sag, i ordets bedste forstand, på den globale scene.

Arktis er af kritisk betydning for det globale klima, og alene derfor skal vi være en del af en ny forvaltningsstil for dette smukke område og – som de foregående talere sagde – en af de sidste vildmarker i verden.

 
  
MPphoto
 

  Martí Grau i Segú (PSE).(ES) Hr. formand! Den arktiske region er en af de skrøbeligste på vores planet. Følgerne af en ubegrænset udnyttelse af dens naturressourcer vil være katastrofale, ikke bare for det omkringliggende område og den indfødte befolkning, men for hele verden.

Optøningen af store områder har gjort disse farer til en realitet og skabt et behov for en ny global regulering for at beskytte Arktis, der svarer til den, der findes for Antarktis, idet man skal være opmærksom på de forskelle, der allerede er blevet fremhævet i debatten.

Vi har brug for en international traktat mellem alle de involverede parter, som uden tvivl omfatter EU, for at beskytte det enestående arktiske miljø, for at sikre, at alle former for menneskelig aktivitet er fuldt ud bæredygtige, og for at indføre en multilateral regulering af skibsfarten på de nye sejlruter, der bliver tilgængelige.

I året siden sin oprettelse har Arktisk Råd været et skoleeksempel på samarbejde om forvaltning af fælles problemer. I disse tider med problemer eller usikkerhed bør vi flytte denne ånd af forståelse op på et højere niveau for at undgå, at nabolandene eller andre internationale aktører bliver inddraget i geostrategiske argumenter og glemmer, hvad der bør være vores fælles mål: at bevare en storslået fælles arv.

 
  
MPphoto
 

  Laima Andrikienė (PPE-DE).(EN) Hr. formand! I dag diskuterer vi beskyttelsen af Arktis, som er et meget varmt emne – ikke bare i EU.

For det første fordi den arktiske region menes at indeholde kolossale energiressourcer – helt op til 20 % af verdens uopdagede reserver, som det er teknisk muligt at udvinde – er fristelsen til at udnytte disse ressourcer uimodståelig. For det andet er Arktis' miljø usædvanlig skrøbeligt. Hele det internationale samfund vil blive påvirket af mange af de ændringer, der allerede finder sted. For det tredje hænger de territoriale tvister over Arktis. Vi risikerer at udløse alvorlige konflikter mellem lande, der ønsker at beskytte – også med militære midler – det, som landene i regionen betragter som deres nationale interesser.

Det er på tide, at Europa-Parlamentet gør sin stilling klar, eftersom det stort set ikke har deltaget i denne diskussion indtil nu med undtagelse af vores beslutning, som blev vedtaget i oktober sidste år, hvori vi opfordrer til vedtagelsen af en international traktat om beskyttelse af Arktis. Det er vigtigt at nævne, at EU's medlemsstater og de associerede EØS-lande udgør mere end 50 % af medlemmerne i Arktisk Råd. Som det er tilfældet for USA bør Arktis være en strategisk prioritering for EU.

Jeg støtter fuldt ud vores forslag om, at Kommissionen og Rådet skal arbejde for et moratorium på udnyttelse af de geologiske ressourcer i Arktis for en periode på 50 år, mens vi afventer nye videnskabelige undersøgelser. Her i Europa-Parlamentet bør vi opfordre Kommissionen til at indlede forhandlinger med de russiske myndigheder om en række vigtige spørgsmål, der er med i beslutningsforslaget. Tiden er inde til at tage Arktis med på dagsordenen for det kommende topmøde mellem EU og Rusland.

 
  
MPphoto
 

  Christian Rovsing (PPE-DE). (DA) Hr. formand! Grønland er en del af det danske kongerige med betydeligt ansvar i hjemmestyret. Arktis er ikke ubeboelig. Det er ikke en ureguleret landmasse, sådan som Antarktis var det. Tværtimod er landmasserne en del af de arktiske lande, og der bor allerede fire millioner mennesker - heraf en tredjedel oprindelige folk. Disse mennesker og deres nationer har et legitimt krav på udnyttelsen af de ressourcer og de muligheder, som findes i området. Det er kun havet i midten, som er internationalt. Og her udgør FN's havretskonvention UNCLOS det relevante retslige grundlag. Denne tilgang blev bl.a. bekræftet af de arktiske kyststater i Ilulissat-erklæringen fra 2008. Ud over UNCLOS er der en lang række andre relevante internationale og regionale instrumenter. Der er næppe behov for mere "governance", allerhøjst at tilpasse de allerede eksisterende instrumenter. Danmark har i Arktisk Råd stillet forslag om at gennemgå de eksisterende aftaler med henblik på en ajourføring. Dette vil og bør ske i samarbejde med de arktiske stater og de arktiske folk.

 
  
MPphoto
 

  Charles Tannock (PPE-DE).(EN) Hr. formand! Antarktistraktaten kan tjene som et lysende globalt eksempel på, at territorialkrav fra kyststater kan tilsidesættes af hensyn til fredeligt samarbejde og videnskabelig forskning. Mens verden skal løse problemet med global opvarmning, der bidrager til afsmeltningen af de to iskapper og forårsager stigende vandstand i havene, og mens tilfrosne søveje i Arktis genåbnes for sejlads, er det vigtigt, at man finder en tilsvarende ordning for det frosne – eller måske skulle jeg sige det tøende – nordlige Arktis. Slagsmålet om suverænitetskrav og mineralressourcerne i Arktis, som blev symboliseret ved, at russerne på melodramatisk vis plantede deres flag på havbunden, må afvises.

EU bør forsøge at overbevise de fem kyststater ved Arktis – USA, Canada, Rusland, Norge og Danmark – om det kloge ved en sådan fremgangsmåde.

 
  
MPphoto
 

  Johannes Lebech (ALDE).(DA) Hr. formand! Man bliver ikke nødvendigvis populær som dansker, når man har været med til at fremsætte dette beslutningsforslag sammen med Diana Wallis i ALDE-Gruppen. Men jeg mener, at hovedlinjen i beslutningen er god. Det er godt, at EU fokuserer på det arktiske område. Det er også godt for de små nationer, Danmark og Norge, at EU er med i spillet, så vi ikke kun skal lege med de store drenge – USA og Rusland – i området.

Men jeg vil sige til det moratorium, som nu er kommet ind i beslutningen, at der er to grunde til, at jeg ikke kan stemme for det. Punkt 1: Det er ganske urealistisk. Rusland og USA vil under ingen omstændigheder godkende det. Men derudover mener jeg også, at vi har grund til (som min kollega Rovsing sagde) at tage hensyn til de mennesker, der lever i regionen, og grønlænderne har en naturlig forventning om og en naturlig ret til, at de på deres territorium kan udnytte deres naturressourcer, ligesom alle andre nationer på deres territorium kan det.

 
  
MPphoto
 

  Marie Anne Isler Béguin (Verts/ALE).(FR) Hr. formand, fru kommissær! Jeg vil gerne minde Dem om, at det var isbjørnene på isflagerne, der viste os, hvor meget den kemiske forurening påvirkede hele verden. Man fandt DDT i deres fedt, og vi ved alle ganske udmærket, at det ikke er et stof, der bruges på isflagerne.

Under alle omstændigheder vil jeg gerne takke Kommissionen for det forslag, den fremsatte efter vores diskussion her i Parlamentet, for det haster virkelig, på grund af klimaændringerne, med at beskytte det eneste område, der er beskyttet, mod menneskelig udnyttelse. Det skal vi huske på.

Naturligvis – og her vil jeg tage det op, som fru De Keyser sagde – haster det rent politisk, for vi er trods alt tvunget til at gøre noget for Arktis. Nogle af ejerne af dele af dette kontinent har planer for det. Vi ved udmærket, at Rusland, som vi diskuterede lige før, ønsker at trække sine grænser uden for sit havområde og udvide dem til kontinentalsoklen. Derfor haster det for os, fordi Rusland også ønsker at plante sit flag der og installere militærenheder, ligesom Canada gør.

Det, der mangler i Deres forslag, er måske det, vi bad om sidste gang, nemlig en international traktat om beskyttelse af Arktis, som vil give os mulighed for at beskytte regionen en gang for alle.

 
  
MPphoto
 

  Alojz Peterle (PPE-DE).(SL) Hr. formand! Vi er vidner til kriser både i naturen og hos befolkningen i Arktis. Vores bestræbelser bør gå i retning af at sikre, at de ikke efterfølges af en politisk krise eller en krise af nogen anden art. Opfordringen til en ansvarlig fremfærd i Arktis er et SOS og et spørgsmål om global forvaltning. Jeg glæder mig navnlig over alle bestræbelser, hvor man respekterer de indfødte i denne region.

 
  
MPphoto
 

  Paul Rübig (PPE-DE).(DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne takke fru Ferrero-Waldner, som har samarbejdet meget tæt med Europa-Parlamentet og helt sikkert er den kommissær, der arbejder hårdest med dette område: Det sætter jeg virkelig pris på. Hun var også til stede ved vores møde med Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde i sidste uge: Den nordiske dimension er trods alt særlig vigtig her, og Diana Wallis har gentagne gange understreget, at Europa har et helt særligt ansvar i denne forbindelse.

Jeg mener, at det, især i en finans- og energikrise, påhviler os at udvise endnu større interesse for dette område og ligeledes at reagere på befolkningens ønsker og behov i denne forbindelse, fordi mennesket og naturen ikke er modstandere i denne henseende, men bør supplere hinanden. Set ud fra dette synspunkt mener jeg, at vi kan henvise til nogle glædelige succeser, navnlig inden for energipolitik, og måske vil vi kunne intensivere samarbejdet på dette område.

 
  
MPphoto
 

  Alexandr Vondra, formand for Rådet. (EN) Hr. formand! Jeg glæder mig over denne relevante forhandling. Som følge af eftersøgningen efter ressourcer og klimaændringerne står den arktiske region på randen af en grundlæggende ændring. Det er ikke kun regionen selv, der vil blive påvirket, men, som mange har påpeget her i dag, gælder det også EU som helhed. På baggrund af denne udvikling er det vigtigt, at EU's fremgangsmåde med hensyn til Arktis er generel og strategisk og dækker hele spektret af spørgsmål som miljø, transport, biodiversitet, klimaændringer, maritime anliggender, energi og forskning samt beskyttelse den indfødte befolknings levebrød.

Jeg mener, at Rådet tager dette spørgsmål meget alvorligt. Det støtter i store træk forslagene i Kommissionens meddelelse. Den bør udgøre grundlaget for en arktisk politik, som skal udformes under hensyntagen til alle faktorer. Til dem, der taler om den nye traktat, vil jeg sige, at der endnu ikke foreligger nogen stillingtagen fra Rådet, fordi Rådet først er ved at gennemgå Kommissionens forslag. Jeg vil gerne henvise til Rådets konklusioner fra december. I konklusionerne siger vi, at EU's målsætninger kun kan nås i tæt samarbejde med landene i Arktis, og EU skal håndhæve sin deltagelse i overensstemmelse med de gældende internationale konventioner.

Som nævnt tidligere, er vi nu i færd med at studere Kommissionens forslag nærmere. Jeg mener, at de vil lette en aftale om en overordnet reaktion på de mange forskellige udfordringer, vi står over for i den arktiske region. Jeg glæder mig over Parlamentets interesse, og jeg vil gerne vende tilbage og drøfte spørgsmålet med Dem, når Rådet har lagt sig fast på en holdning.

 
  
MPphoto
 

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. (EN) Hr. formand! Som jeg understregede ved begyndelsen af denne vigtige forhandling, skal EU spille en stadig større rolle med hensyn til at beskytte miljøet i Arktis, fremme af en bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne og styrkelse af en multilateral forvaltning af Arktis. Vi lægger vægt på bevarelsen af Arktis, og samtidig er det vores målsætning at bidrage til et samarbejde, der kan sikre bæredygtighed samt fri og ligelig adgang. For at disse vigtige bestræbelser skal kunne lykkes, skal vi samarbejde tæt med alle arktiske stater og arktiske interessenter, som jeg var inde på.

I den forbindelse foreslår Kommissionen, at man fremmer den fuldstændige gennemførelse og udarbejdelse af de eksisterende forpligtelser snarere end at foreslå nye juridiske instrumenter for at kunne skabe øget sikkerhed og stabilitet. En stram miljøforvaltning og bæredygtig ressourceanvendelse samt åben og ligelig adgang. Samtidig har EU allerede fremhævet, at med hensyn til områder uden for nationale jurisdiktioner gælder bestemmelserne om miljøbeskyttelse i henhold til denne konvention ret generelt, og vi vil fortsat arbejde inden for FN for at få udviklet nogle af rammerne og tilpasse dem til de nye forhold og de særlige kendetegn for Arktis. I en UNCLOS-gennemførelsesaftale om marin biodiversitet uden for områderne med national jurisdiktion kunne man f.eks. tage Arktis med, og vi har også indgivet vores ansøgning til det norske formandskab for Arktisk Råd. Det kræver enstemmighed blandt alle medlemmerne af Arktisk Råd at imødekomme Kommissionens ansøgning. Denne beslutning, som skal træffes den 29. april – dvs. meget snart – kan blive påvirket negativt af et initiativ, hvor man måske foreslår en arktisk traktat, så her bør vi være forsigtige.

Endelig vil jeg gerne sige, at kyststaterne i Arktis har en klar præference for at anvende UNCLOS som grundlag. EU skal tage hensyn til dette, når vi ønsker at udvikle et endnu stærkere samarbejde til gavn for Arktis og for regionens indbyggere og dyreliv. I denne forbindelse bør vi ikke svække de eksisterende rammer for samarbejdet, for det vil ikke tjene vores mål og interesser. Det vil heller ikke være i overensstemmelse med ånden i Deres beslutningsforslag.

Sammenfattende mener jeg, at betingelserne for en international traktat om Arktis endnu ikke er til stede, og at vi snarere bør fokusere på at sikre en effektiv anvendelse af de eksisterende juridiske rammer for at udfylde eventuelle huller og tilpasse reglerne til de særlige forhold i Arktis. Det virker langt lettere at gennemføre.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. − Jeg har modtaget seks beslutningsforslag(1), jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen, torsdag den 2. april 2009.

 
  

(1)Se protokollen.

Seneste opdatering: 22. juni 2009Juridisk meddelelse