Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2009/2558(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

B6-0188/2009

Forhandlinger :

PV 23/04/2009 - 13
CRE 23/04/2009 - 13

Afstemninger :

PV 24/04/2009 - 7.22

Vedtagne tekster :

P6_TA(2009)0330

Forhandlinger
Torsdag den 23. april 2009 - Strasbourg EUT-udgave

13. Konklusionerne fra G20-topmødet (forhandling)
Video af indlæg
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. − Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om konklusionerne fra G20-topmødet.

 
  
MPphoto
 

  Petr Nečas, Formanden for Rådet. – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! G20-topmødet blev afholdt i London den 2. april 2009 med det formål at drøfte, hvilke yderligere skridt der skulle tages for at rette op på den globale økonomi og undgå sådanne omfattende kriser i fremtiden. På dette møde lovede stats- og regeringscheferne at gøre alt, hvad der var nødvendigt, for at genoprette tilliden, få gang i den økonomiske vækst og øge beskæftigelsen, ændre finanssystemet for at forny kreditstrømmene, skærpe den finansielle regulering, genskabe tilliden til markedet og finansiere og reformere vores internationale finansielle institutioner, således at de sættes i stand til effektivt at bidrage til håndteringen af denne krise og forhindre fremtidige kriser. Samtidig lovede stats- og regeringscheferne, at de for at øge velstanden ville fremme den globale handel og de globale investeringer og afvise protektionisme, og at de ville forberede økonomien til en altomfattende, miljøvenlig og bæredygtig vækst og genopretning.

EU spillede en vigtig rolle gennem vores forslag og holdninger. På mange områder, og måske de fleste, var EU og de europæiske medlemmer af G20 den drivende kraft, eller blandt de drivende kræfter, i arbejdet i de forberedende grupper, og de havde stor indflydelse på rækkevidden af det, man blev enige om, og forslagenes endelige form. Dette gjaldt for regulering af og tilsyn med finansmarkederne, fuldstændig gennemsigtighed i det finansielle system, afvisning af protektionisme, pres for at afslutte Dohaudviklingsdagsordenen og tilgangen til økonomisk genopretning, herunder understregelsen af, at det er nødvendigt at rydde op i den finansielle sektor ved a fjerne værdiløse aktiver og skabe det nødvendige grundlag for en bæredygtig global økonomi i fremtiden. Sidst, men ikke mindst vil jeg fremhæve EU-landenes tilsagn om at give IMF en finansiel indsprøjtning, som ikke blot fik andre lande til at love det samme, men som først og fremmest spillede en nøglerolle i afgørelsen om at stabilisere de økonomier, som ikke var i stand til at hjælpe sig selv. Dette vil ikke blive gjort gennem ad hoc-løsninger og bilateral bistand, men derimod gennem en systematisk anvendelse af de internationale institutioner, der er oprettet til det formål. Vi vil på denne måde styrke disse institutioner finansielt og samtidig genoprette deres autoritet og respekten for dem.

Jeg vil derfor gå lidt tilbage i tiden og se på, hvad G20-topmødet i London kunne betyde for verdensøkonomien og især EU.

Jeg vil begynde med at kaste et blik tilbage på året 1933. I juni 1933 mødtes repræsentanter for 66 lande i London for at prøve at udarbejde en plan, der kunne genoprette verdensøkonomien midt i en stor økonomisk krise. Den monetære og økonomiske konference i London, som havde til opgave at genoplive verdenshandelen, stabilisere priserne og genindføre guldstandarden som grundlag for det monetære system, var organiseret af Folkeforbundet, og de mødtes under lignende økonomiske omstændigheder, som vi oplever i dag. Men konferencen endte i fiasko efter en måned, og det førte til et betydeligt tab af tillid, yderligere økonomisk sammenbrud og en række valutadevalueringer, hvorved landene prøvede at styrke deres egne økonomier på bekostning af de andre. De europæiske stater lukkede sig inde i sig selv, og den amerikanske økonomi trak sig tilbage i isolation, og denne situation varede i mange år. Efterhånden som recessionen blev til en dyb depression voksede arbejdsløsheden og de sociale spændinger, og disse spændingers politiske konsekvenser førte til Anden Verdenskrig. I ugerne op til det nye London-topmøde i 2009 var det svært ikke at drage paralleller til London-topmødet i 1933. Det ser heldigvis ud til, at verden har lært af sine erfaringer, i hvert fald indtil videre.

Efter mange måneder med frustrerede håb og forventninger, lav tillid til markederne og en stadig dybere recession var det næsten et politisk krav, at G20-topmødet skulle ende med succes. Det var en næsten mareridtsagtig vanskelig opgave i lyset af de meget forskellige forventninger, de forskellige grupper og lande havde, og i lyset af, at nogle af disse forventninger ikke var helt realistiske. Det er for tidligt at sige, om G20-topmødet var en succes. Men i ugerne, der er gået siden topmødet, har vi set tegn på forsigtig optimisme om, at det virkelig var et vendepunkt i den globale recession, og at det måske også vil fremstå som en meget vigtig historisk begivenhed i det globale økonomiske samarbejde. Måske vil det endog gå over i historien og blive tillagt den samme historiske betydning som Bretton Woods-konferencen i 1944, som dannede grundlaget for det globale økonomiske samarbejde i mere en 60 år.

Men den historiske betydning af de idéer, der blev fremlagt på G20-topmødet, vil først blive klar, når alle topmødets løfter er blevet ført ud i livet, hvis de da nogensinde bliver ført ud i livet. Selv om det er nødvendigt at udtale sig med forsigtighed, er der fire grunde til, at G20-mødet i London kan betragtes som en vellykket begyndelse på en økonomisk genopretning og en mere bæredygtig form for global økonomi og global økonomisk beslutningstagning.

Den første grund er, at G20 virkelig fik fremmet tilliden til økonomien og markederne. Indtil videre har stigningen i tilliden ikke været enorm stor, men det vil naturligvis tage tid, inden tilliden vender fuldstændig tilbage. Det vigtigste i relation til at øge tilliden, var G20-deltagernes adfærd. Over for et stort globalt sammenbrud fremstod de enige, og de nåede frem til en bred konsensus.

I denne usikkerhedens tid var det også afgørende, at G20-deltagerne bekræftede nogle af de grundlæggende økonomiske paradigmer, nemlig at kernen i vores globale genopretningsplan skal være arbejdspladser og menneskers behov og interesser, mennesker som ikke er bange for at arbejde, og dette gælder i hele verden, ikke kun i de rige lande, men også i de fattige. Ikke bare den nuværende generations, men også de fremtidige generationers behov og interesser bør stå i centrum for vores globale genopretningsplan. Genopretningen må ikke ske på bekostning af vores børn og børnebørn. Det eneste pålidelige grundlag for bæredygtig globalisering og voksende velstand er en åben verdensøkonomi, der bygger på markedsprincipper, effektiv regulering og stærke globale institutioner.

For det andet udsendte G20-topmødet et meget stærkt signal – helt klart det stærkeste i 60 år – om, at verden er vendt tilbage til multilateralisme, når der skal træffes økonomiske beslutninger med globale konsekvenser. Stats- og regeringscheferne bekræftede i deres konklusioner, at velstand er udelelig, og at hvis den økonomiske vækst skal være bæredygtig, må alle lande have del i væksten. Hvis der er én ting, vi kan lære af den aktuelle globale krise, er det, at vi alle deler skæbne i relation til økonomien. Vi er alle i samme båd, store og små lande, åbne lande og lukkede lande. Vores økonomier er indbyrdes forbundet med hinanden, og det har medført meget store fordele, især i de sidste 10-15 år, i form af lange perioder uden større konflikter og i form af en ikke tidligere set økonomisk velstand og den hurtigste økonomiske vækst i menneskets historie, samt muligheden for, at hundrede millioner af mennesker kan slippe ud af ekstrem fattigdom. Det har medført en udvidelse af markederne for vores producenter, lav inflation og lav arbejdsløshed. Vi må ikke for nogen pris opgive disse fordele. Derfor er det helt afgørende, at vi koordinerer vores politikker både i gode og dårlige tider, og det bekræftede G20-topmødet.

For det tredje opnåede stats- og regeringscheferne enighed i spørgsmål, hvor det næsten forekom utænkeligt, at man kunne opnå enighed for bare et år eller endog ni måneder siden. Resultaterne i London var afslutningen på tre måneders intensive drøftelser på arbejdsniveau, og de markerede et virkeligt gennembrud. Hvis de bliver ført ud i livet og omsat til praksis, vil de bestemt udgøre et godt grundlag for, at vi kan forbygge og forhindre lignende ødelæggende kriser i de næste årtier.

For det fjerde ændrede topmødet det globale økonomiske samarbejdes form og rækkevidde, og det førte til en ny magtfordeling. De største nye økonomier opnåede fuld anerkendelse af deres rolle i den globale økonomi. De udviklede lande og de økonomier, der udvikler sig hurtigt, var ligeledes enige om, at stabilitet og velstand i de fattige lande og de mest sårbare sociale grupper overalt i verden er et spørgsmål, der vedkommer alle. Dette er et udtryk for en ændring af strategisk betydning. Det betyder, at Europa skal kæmpe med en ny vision og med avancerede politikker for at bevare sin stilling i den globale økonomiske beslutningsproces. Den europæiske økonomis størrelse og fortidens arv vil ikke i sig selv være nok til at bevare Europa strategiske rolle i den globale økonomiske beslutningsproces for fremtiden.

Men set ud fra EU's synspunkt var resultaterne af London-topmødet en ubetinget succes. Topmødet bakkede op om alle de prioriteter, som EU-medlemsstaternes ledere var blevet enige om i konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 19.-20. marts. G20-topmødet i London afviste protektionisme, lovede at føre en ansvarlig og bæredygtig økonomisk politik, støttede multilateralisme og bakkede op om alle de prioriteter om regulering af finanssektoren, som EU-medlemsstaterne kollektivt har betegnet som grundlæggende. Som det allerede er blevet sagt, var EU-landene hoveddrivkraften eller blandt de førende kræfter i G20-forhandlingerne på en række områder. Men der er stadig en række uløste spørgsmål efter G20-topmødet.

For det første skal det fremhæves, at der stadig er en række uløste spørgsmål, som man fortsat arbejder med vedrørende regulering af og tilsyn med finanssektoren til trods for det store fremskridt, vi har set i de seneste måneder. På EU-niveau har vi naturligvis en klar køreplan og en klar tidsplan for de næste to måneder og en rollefordeling mellem Kommissionen, Den Europæiske Centralbank, Det Europæiske Finansielle Udvalg, ECOFIN og Det Europæiske Råd i juni. Programmet omfatter bl.a., at der øjeblikkeligt skal træffes stærke foranstaltninger for regnskabsstandarder, således at de europæiske banker vil kunne arbejde på konkurrencemæssige betingelser, der ligger på linje med de amerikanske banker.

For det andet bekræftede G20-lederne i London i relation til verdenshandelen, at de stadig vil arbejde for ikke at skabe nye handelshindringer. Desuden bekræftede G20-topmødet, at man ville bestræbe sig på at afslutte Dohaudviklingsdagsordenen med et ambitiøst og afbalanceret resultat. Det var man imidlertid allerede blevet enige om på G20-topmødet i november 2008, hvor stats- og regeringscheferne endog lovede enighed om Dohaudviklingsdagsordenen ved slutningen af 2008. Vi må derfor se, hvor seriøst løftet er denne gang. Ikke desto mindre fremsatte G20-lederne i London en ny erklæring om, at fra nu af ville de give Dohaudviklingsdagsordenen deres personlige opmærksomhed, og de lovede, at opmærksomheden politisk ville blive koncentreret om Doha på alle de kommende relevante internationale møder. Det bør være en af EU's største prioriteter at presse på, for at disse aftaler bliver indgået.

For det tredje lovede deltagerne på G20-topmødet at tildele IMF og de multilaterale udviklingsbanker lidt over 1 000 mia. USD for igen at få gang i kreditstrømmene, den økonomiske vækst og beskæftigelsen i verdensøkonomien. Tilbage står blot at præcisere og blive enige om detaljerne. Løftet dækker kortfristede, mellemfristede og langfristede stadier, og det kortfristede stadie omfatter de 75 mia. EUR, som EU-landene havde lovet IMF til genoprettelse af betalingsbalancestabiliteten i lande, der har akut behov for en sådan hjælp. Detaljerne er her heller ikke udarbejdet endnu, og finansministrene i vores lande skal arbejde på formen og mekanismerne for denne indsats.

Hvad angår de mellemfristede og langfristede bestræbelser på at styrke de multilaterale institutioner, er der givet tilsagn om at give IMF et hidtil uset stort multilateralt lån på 500 mia. USD. Derudover blev der på London-topmødet givet tilsagn om, at G20-landene ville støtte udstedelse af nye SDR (særlige trækningsrettigheder), dvs. IMF's egen valuta, som IMF-medlemslandene kan bruge til at betale hinanden med. Der tales om et beløb på 250 mia. SDR. Ligesom for multilateral kredit involverer udstedelse af SDR nogle relativt komplicerede tekniske ordninger, herunder godkendelse fra officielle IMF-organer, forhandlinger med de deltagende lande og en ratifikation af aftalerne i medlemslandenes nationale parlamenter. Alt dette kan tage adskillige år, og det er derfor nødvendigt at stå fast, men samtidig være realistiske i vores forventninger.

I forbindelse med de førnævnte tilsagn blev G20-landene ligeledes enige om, at de ville gøre, hvad de kunne for at sikre en hurtig gennemførelse af april 2008-reformerne af IMF's beslutningsstrukturer, hvilket for øjeblikket er blevet forsinket på grund af en langsom ratifikation i de nationale parlamenter. G20-landene anmodede også IMF om at sætte skub i den næste runde af reformer af medlemsandele og stemmerettigheder, således at arbejdet kan være færdigt i januar 2011. EU-landene bør være tilstrækkelig opmærksomme på denne kommende reform, fordi det for mange medlemsstater, både store og små, kan føre til, at de mister deres mulighed for, at deres nationale repræsentanter kan deltage direkte og indirekte i IMF's beslutningsproces og til, at de mister direkte adgang til information. Mange medlemsstater har indtil nu ikke udvist særlig stor interesse for dette spørgsmål, men det er noget, de skal være meget opmærksomme på i de kommende måneder.

For det fjerde er der endnu et område, som kræver en seriøs og omhyggelig drøftelse, og hvor der skal findes en løsning. Det drejer sig om den globale ulighed og spørgsmålet om det globale valutasystem i fremtiden. Disse spørgsmål blev med vilje ikke sat på dagsordenen for London-topmødet, og derfor står de stadig på listen over de spørgsmål, der skal behandles i fremtiden. Det er værd at nævne i denne sammenhæng, at topmødet i London i 1933 blev en fiasko, netop fordi man ikke kunne blive enige om et globalt valutasystem. Dette spørgsmål er ikke nemmere i dag, end det var dengang. I EU må vi hellige dette spørgsmål tilstrækkelig opmærksomhed, da en løsning på dette problem er en vigtig ingrediens i en bæredygtig økonomisk genopretning og i forbindelse med at forebygge ødelæggende globale kriser.

Til slut vil jeg gerne sige tak til Storbritannien, værtslandet for G20-topmødet. Jeg vil sige tak, fordi de organiserede topmødet, og først og fremmest fordi de organiserede hele processen med drøftelser og forhandlinger på arbejdsniveau i ugerne og månederne forud for topmødet. Organisatorerne gjorde et godt stykke arbejde, og de fortjener vores tak, eftersom de i høj grad var med til, at der blev gjort fremskridt, og til at der opnåedes så bred enighed.

Der er håb om, at G20-topmødet vil være begyndelsen på en ny og succesfuld æra i det globale økonomiske samarbejde. Jeg er overbevist om, at det har en ærlig chance. Konklusionerne fra G20-topmødet er et fremragende udgangspunkt for så hurtigt som muligt at få bragt den globale økonomiske krise til ophør. Der har ligeledes åbnet sig en mulighed for at ændre den fremtidige globale økonomis form, således at vi kan være bedre forberedte til en langfristet bæredygtig produktion og en koordineret økonomisk beslutningstagning. Der er stadig meget tilbage at gøre, og der er mange løfter, der skal opfyldes. De kommende måneder og år vil vise, om London-topmødet fortjener en plads i historiebøgerne. G20-topmødet markerede under alle omstændigheder en ændring i de strategiske positioner i den globale økonomi. Det er vigtigt, at EU går ind i denne nye æra med realistiske visioner og med politikker, som vil sikre, at Europa i fremtiden fastholder den samme strategiske rolle, som det har haft indtil nu, og som dets 500 mio. borgere fortjener.

 
  
  

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

 
  
MPphoto
 

  Pervenche Berès (PSE).(FR) Hr. formand! Jeg ved godt, at der ikke kan gøres noget over for Rådet, men jeg vil gerne understrege, at vores arbejde er blevet meget forsinket.

Vi har en dagsorden med mange vigtige forhandlinger. Der er afsat fem minutters taletid til Rådet, og det taler i 20 minutter. Det viser efter min mening manglende respekt for medlemmerne af Parlamentet.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Fru Berès! De kender vores forretningsorden lige så godt som jeg. Jeg kan bruge hammeren, når det drejer sig om medlemmerne, men jeg kan kun opfordre Kommissionen og Rådet til at være lige så kortfattet, som De er kendt for at være.

Hr. kommissær! Jeg appellerer til Dem. De har ingen tidsfrist, men jeg har et stykke papir liggende her foran mig, som siger, at fem minutter ville være acceptabelt.

 
  
MPphoto
 

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. (EN) Hr. formand! Resultaterne af G20-topmødet i London er betydelige. De giver et klart budskab om, at man globalt er enige om at samarbejde for at få verdensøkonomien ud af den aktuelle krise og tilbage på den økonomiske væksts og jobskabelsens vej.

G20 fokuserede på tre brede hovedlinjer, og jeg er her i dag i stedet for min kollega, Joaquín Almunia, som forhandler videre om disse hovedlinjer på et vigtigt IMF-møde i Washington i dag og derfor ikke kan være til stede i Parlamentet.

Jeg vil nu gøre rede for Kommissionens præcise vurdering af resultatet og de efterfølgende aktioner vedrørende disse brede hovedlinjer.

For det første er det klart, at lederne blev enige om at gøre, hvad der er nødvendigt for at genoprette væksten, og for øjeblikket er det en hovedprioritet at genoprette kreditstrømmene. I den forbindelse er det nødvendigt at få gjort noget ved de forringede aktiver og således støtte de principper, som G20-finansministrene vedtog i marts, som fuldt ud er på linje med EU's holdning.

Man blev ligeledes enige om ufortøvet at gennemføre de aftalte økonomiske stimuleringsforanstaltninger, og EU's koordinerede fiskale stimulering på over 3 % – måske endog nærmere på 4 % – af BNP er et betydeligt beløb for Europa, og det er et vigtigt bidrag til G20's kortfristede makroøkonomiske svar på krisen.

Resultatet af G20 skulle sikre en tilstrækkelig god balance mellem den kortfristede fiskale ekspansion, som naturligvis er nødvendig, og den langfristede fiskale holdbarhed, som kræver en velplanlagt tilbagetrækning af stimuleringen, når tiden er inde. Også i denne forbindelse bidrog Europas enighed om behovet for at beskytte den mellemfristede fiskale holdbarhed til den afbalancerede linje, man vedtog i London.

Handelsprotektionisme kan være en trussel i en global recession. Derfor var det vigtigt, at G20 bekræftede deres holdning om, at handel og investeringer stadig skal være åbne, og at man skal undgå enhver form for protektionisme.

Den anden hovedlinje er en ambitiøs plan om at ændre den globale finansregulering, og man blev enige om, at reguleringen for fremtiden skulle gælde for alle banker overalt og altid. G20 tog et større skridt i retning af den globale enighed om regulering, som Europa længe har opfordret til.

Det lykkedes os at opnå en række mål, nemlig større krav til bankernes kapital og likviditetsreserver samt foranstaltninger, der skal begrænse, at der opbygges leverage, regulering af hedgefonde og private kapitalpuljer, enighed om bedre regulering af og tilsyn med kreditderivatmarkederne, en mere ambitiøs regulering af kreditvurderingsinstitutterne, oprettelsen af globale tilsynskollegier for alle store grænseoverskridende banker, og støtte til Forummet for Finansiel Stabilitets nye principper om chefaflønninger og bonusser i finansielle institutioner. Man blev ligeledes enige om at handle resolut over for ikkesamarbejdsvillige offshore skattely. Der skulle således ikke længere være noget skjulested i verden for skatteunddragere. Vi er især glade for, at man vedtog at bringe bankhemmeligheden til ophør.

Vi er også glade for, at adskillige lande for nylig har meddelt, at de vil bruge OECD-standarderne om udveksling af informationer til skatteformål. Overordnet blev der gjort større fremskridt vedrørende finansregulering, end man har set i hele det sidste årti.

For det tredje blev man enige om at reformere de internationale finansielle institutioner for at sikre stærke institutioner for den globale økonomi, og man blev enige om at give de nye økonomier og udviklingslandene en passende repræsentation. Man blev enige om en betydelig forøgelse af IMF's ressourcer, og EU og dets medlemsstater har styret processen og vist vejen i denne henseende. Nogle lande har fulgt EU's og Japans eksempel og har givet tilsagn om flere penge til IMF, men det er nødvendigt med flere tilsagn, især fra USA og Kina.

Nu er det vigtigt, at G20's afgørelser hurtigt bliver ført ud i livet. Vi bør også være opmærksomme på at opbygge en mere afbalanceret verdensøkonomi og på at undgå fortidens fejltagelser. Det kan være nødvendigt med en grundlæggende ændring af den globale vækstmodel – her tænker jeg på det meget store amerikanske budgetunderskud og det store kinesiske handelsoverskud – før den globale økonomi kan vende tilbage til en holdbar vækst.

Lederne blev enige om at mødes igen før slutningen af året, sandsynligvis i september. En effektiv koordination er nødvendig, hvis Europa fortsat skal styre G20-processen, hvilket stadig bør være vores mål.

Afslutningsvis vil jeg endnu en gang understrege, at håndteringen af den aktuelle krise både kræver en effektiv og koordineret finanspolitisk stimulering og en reform af finansreguleringen og de internationale institutioner.

Vi må ikke glemme, at krisen udløstes på grund af umådehold og grådighed på finansmarkederne, især Wall Street. For Europas vedkommende drejer det sig om at vende tilbage til den europæiske models grundlæggende værdier, som kræver en kombination af iværksætterånd, respekt for produktivt arbejde og solidaritet. Sagt med andre ord står vi nu over for den fælles udfordring at redde den europæiske sociale markedsøkonomi fra den finansielle kapitalismes systemiske fejl.

 
  
MPphoto
 

  Joseph Daul, for PPE-DE-Gruppen.(FR) Hr. formand, hr. Nečas, hr. Rehn, mine damer og herrer! Denne recession kræver en koordineret reaktion på internationalt plan. Det er den eneste måde, vi kan komme ud af den på.

Den aftale, man nåede frem til på G20-topmødet, vil hjælpe os til at finde den rette vej til vækst og jobskabelse. Verdenslederne tredoblede i London IMF's ressourcer, gav udviklingsbankerne større kreditter og bekræftede igen deres støtte til en fri international handel. Dette program, som har til formål at genoprette kredit, vækst og beskæftigelse, skulle give os den nødvendige tid til at stabilisere markederne og, hvad der er vigtigst, tid til at genskabe tilliden til den globale økonomi.

Vi skal imidlertid passe på og ikke lade os friste af lette løsninger. Det er helt nødvendigt at stede protektionismens spøgelse til hvile. Hvis vi lukker grænserne for handel og udveksling, vil vi blot gentage vores forfædres fejltagelser under krisen i 1929.

I dag har vi mere end nogensinde brug for mere handel, ikke mindre. Hvis det lykkes os at skabe en virkelig transatlantisk økonomi uden hindringer sammen med vores største handelspartner, USA, vil vi allerede have skabt en ekstra vækst på 3,5 %. Det er det, vi skal arbejde på.

Vi skal stimulere væksten, ikke bare for at beskytte de eksisterende arbejdspladser, men frem for alt for at skabe nye. Mine kolleger på venstrefløjen kræver flere penge til det sociale område og mere socialsikring. De ønsker tilsyneladende at beskytte arbejdspladser ved at lukke vores økonomier. En gennemsigtig økonomi, der gør det muligt for det enkelte menneske at lade sine talenter komme til udtryk, er en innovativ og holdbar økonomi. Det vi har brug for, er en social markedsøkonomi.

Vi må lære af de seneste måneders fejltagelser, og et af de største problemer i finanssektoren var mangelen på finansregulering og -tilsyn. Sagen er, at vi ikke vil kunne genskabe vores borgeres tillid til økonomien, før vi har genskabt tilliden til finanssystemet.

I den forbindelse er det nødvendigt at udvide reguleringen til at omfatte alle finansielle institutioner og alle instrumenter, herunder hedgefonde. Vi skal bekæmpe skattely, afskaffe bankhemmeligheden og skærpe tilsynet med kreditvurderingsinstitutterne.

I en globaliseret økonomi, hvor markederne aldrig sover, er vores eneste forsvar gennemsigtighed. Det er nødvendigt, at investorerne ved, at de samme standarder gælder i hele verden.

Vi har også et ansvar over for udviklingslandene. Krisen må ikke ødelægge alt det arbejde, vi har lagt i dette spørgsmål i årenes løb. Derfor er det nødvendigt, at vi fortsat lægger pres på WTO, således at den hurtigt kan tilpasse sig til det 21. århundrede og de nye regler.

Verdens fattigste lande har brug for hjælp, hvis de skal blive reelle aktører i den globale økonomi. Derved vil den globale økonomi kunne vokse med 150 mia. USD om året. Det er udviklingslandene, der vil få de fleste af disse penge.

Derfor støtter vi G20's tilsagn om at give 850 mia. i ekstra støtte til fremme af vækst i de nye økonomier og i udviklingslandene.

Vi kan kun komme ud af denne økonomiske og finansielle krise ved forandring, ved at ændre den internationale styring og ved at ændre vores tolerante holdning over for dem, som ikke overholder reglerne.

 
  
MPphoto
 

  Poul Nyrup Rasmussen, for PSE-Gruppen. (EN) Hr. formand! Det afgørende spørgsmål er naturligvis, hvad vi skal gøre nu. Hvad skal Europa levere, når G20-mødet genoptages i september i år?

Jeg har her de seneste prognoser fra IMF. Jeg er ked af at måtte sige til kommissær Rehn, at prognoserne siger, at selv efter alt det, vi har gjort, vil den økonomiske vækst i euroområdet falde med -4,2 % i år, og alene i Tyskland med -5,6 %. Det har vi taget med i vores makroøkonomiske beregninger, og jeg kan fortælle kollegerne, at det betyder, at vi i foråret 2010 vil have 27 mio. arbejdsløse i EU. Det betyder kort sagt, at om to år vil arbejdsløsheden være steget med 10 mio. tabte arbejdspladser i Europa.

Det er nu nødvendigt at handle hurtigt, koordineret og effektivt, som Olli Rehn så rigtigt sagde. Konklusionen fra G20-mødet i London var, at hvis der er behov for at gøre mere, så bliver vi enige om at gøre mere. Jeg skal blot gentage tallet 27 mio. arbejdsløse. Er der brug for flere argumenter for at gøre mere?

Jeg vil foreslå, at der gøres fire ting til forberedelse af G20-mødet i september. For det første er det vigtigt at forberede en ny koordineret indsats for at begrænse massearbejdsløsheden. For det andet bør vi følge Larosière-gruppens to forslag, nemlig at oprette et tilsynsorgan og give de såkaldte CRS-organisationer større beføjelser. For det tredje skal der indføres en effektiv finansregulering, der dækker hedgefonde og privat egenkapital. Og for det fjerde skal Europa forberede sig på at spille en rolle i bestræbelserne på at få indgået en ny global aftale, herunder også for de udviklingslande, som er blevet hårdest ramt af den økonomiske krise.

Hr. kommissær! Lad være med endnu en gang at fortælle mig, at De har givet en finansiel stimulering på 4 %, herunder automatiske stabilisatorer. Næste gang vil det være 5 %, når ledigheden er steget til 27 mio. arbejdsløse. Vi skal være fair, og vi skal skabe arbejdspladser. Vi kan gøre det sammen.

 
  
MPphoto
 

  Margarita Starkevičiūtė, for ALDE-Gruppen. – (LT) Hr. formand! Jeg er glad for den aftale, man nåede frem til i London, men samtidig vil jeg gerne understrege, at den globale økonomi har behov for global styring. EU kan påtage sig den førende rolle her af to grunde, da den både efter krigen og efter Sovjetblokkens sammenbrud formåede at genopbygge sine økonomier inden for kort tid. Vi har stor erfaring med sådanne komplicerede processer.

De skal være baseret på strukturreformer. Vi skal give plads til nye initiativer. Hvis vi nu koncentrerer os om tekniske detaljer som f.eks. forbedring af reguleringen, hvilket helt klart er nødvendigt, mister vi initiativet og vores spillerum. Det er kun muligt at komme videre og skabe nye arbejdspladser, hvis der gennemføres strukturændringer. Hvilke strukturændringer kan EU tilbyde verden?

Vi skal først og fremmest modernisere styreformen, modernisere EU's finansmarkeder, holde fast ved vores europæiske indre markeds styrke og ikke lukke os inde i vores små nationale hjørner. Hvis vi kan samarbejde i EU, vil det være et godt eksempel for verden på, at vi ikke behøver at ty til protektionisme, at det netop er åbenhed, samarbejde, kapitalbevægelser og makroøkonomisk balance, som er baseret på fælles aftaler, der vil bidrage til at bevare stabiliteten og genoplive økonomien. Europa har en uvurderlig erfaring på det område.

Jeg har altid haft vanskeligt ved at forstå, hvorfor vi ikke gør det. Måske koncentrerer vi os alt for meget om disse hedgefonde og ikke om folks liv.

 
  
MPphoto
 

  Roberts Zīle, for UEN-Gruppen.(LV) Hr. formand! Der står i vores forslag til beslutning om G20-topmødet, at forskellige EU-lande har fået støtte fra Den Internationale Valutafond til at løse betalingsbalanceproblemer, og at forskellige lande i euroområdet direkte takket være euroen har kunnet undgå pres på valutakurserne i denne situation. Desværre kan de nye EU-medlemsstater ikke mindske dette valutakurspres, da de ikke kan tilslutte sig euroområdet. Desuden har vi set en overophedning af økonomien i adskillige nye EU-lande, hvilket er en direkte følge af, at mange europæiske banker har sprøjtet store beløb ind i disse lande, fordi de ønsker at tilkæmpe sig et marked her. Nu er det låntagerne, som står tilbage med kursrisikoen. Derfor vil jeg opfordre til, at man overvejer, om dette ikke betyder, at disse nye EU-medlemsstater, som har tilsluttet sig valutakursmekanismen, og som fører en fastkurspolitik, som muliggør, at en stor del at disse lån kan tilbagebetales til de europæiske banker, skal hjælpes til hurtigere at indføre euroen. Det har især betydning, da solidaritet er meget vigtig i vanskelige tider. Vi er i virkeligheden alle i samme båd, især nu hvor vi må indrømme, at selv de lande, der allerede er med i euroen, ikke kan opfylde Maastrichtkriterierne, men har budgetunderskud på over 10 %. Da vi alle er i samme båd, lad os da tænke på samme måde.

 
  
MPphoto
 

  Caroline Lucas, for Verts/ALE-Gruppen. (EN) Hr. formand! På G20-topmødet forspildte man eklatant lejligheden til at tackle miljøkrisen og den økonomiske krise samtidig – med andre ord til at indføre det, vi kalder en grøn New Deal. Det møde skulle have været stedet, hvor man besluttede at investere stort i vedvarende energi og energieffektivitet f.eks., ikke blot fordi det haster med at tackle klimaændringernes udfordring, men også fordi investeringer i grønne teknologier er en af de bedste måder til at få folk tilbage i arbejde på.

Grøn energi f.eks. skaber mange flere arbejdspladser, end når man bare fortsætter, som man plejer, med at investere i erhvervslivet. Ikke desto mindre vil den pakke, man blev enige om på G20, lukke verden fast i en højkulstofsøkonomi og det netop på et tidspunkt, hvor vi burde gå over til en bæredygtig lavkulstofsøkonomi. Der blev fundet milliarder af euro til IMF og Verdensbanken, men der blev ikke lagt seriøse penge på bordet til at foretage denne overgang til en grøn økonomi. Vi hørte blot vage forhåbninger – kun sniksnak.

Klimaændringer og lavkulstoføkonomien fik kun en kort omtale i to punkter i slutningen af kommunikéet, og der blev ikke givet specifikke tilsagn. Det er en tragedie, at man netop på et tidspunkt, hvor det økonomiske system og det globale miljø er på en kollisionskurs, forspildte denne afgørende lejlighed til at ændre retning og sikre, at vi tackler begge disse kriser og får folk tilbage i arbejde.

 
  
MPphoto
 

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen.(FR) Hr. formand! Den vurdering af G20's resultater, som vi lige har hørt – succeshistorie, vendepunkt i krisen, en stor succes for EU osv. – rejser efter min mening to spørgsmål.

Det første drejer sig om analysen af den nuværende situation for verdens finanssystem, som Europa er tæt forbundet med, som vi har set. Der er ingen tvivl om, at G20-ledernes ønske om at sende et beroligende budskab til markedet og til offentligheden førte til, at de nedtonede alvoren i den aktuelle situation.

I realiteten er det sådan, at bankernes formodede, men stadig i stor udstrækning skjulte tab, stiger kraftigt fra måned til måned. Der var tale om tab på 2 000 mia. USD for tre måneder siden, og det var allerede et astronomisk beløb. Nu anslår IMF tallet til at være 4 000 mia. USD.

Kommissionen har for sit vedkommende lige sat et tal på 3 000 mia. på de midler, som medlemsstaterne under forskellige former har afsat til at redde bankerne, dvs. en fjerdedel af deres BNP. Det er prisen, der skal betales for det vanvittige kapløb om penge for profit og profit for penge.

Denne dystre virkelighed understreger betydningen af mit andet spørgsmål. Hvad er det reelle indhold i det fremskridt, der blev gjort med hensyn til regulering på G20-mødet i London?

Da Joseph Stiglitz, der, som De ved, blev udpeget af FN til at lede en uafhængig ekspertkomite om finanskrisen, blev spurgt, om han var enig med økonomen Simon Johnson, der påstod, at reguleringsaspektet af G20 ligger tæt på nul, svarede han ja.

Blækket på London-erklæringen var knap nok tørt, før det største medlem af G20, USA, opfordrede spekulationsfondene, som er komfortabelt etableret i skattely, til til stærkt nedsat pris at opkøbe de forringede aktiver, som blokerer de amerikanske bankers statusopgørelser. Vi højner virkelig kapitalismens moralske standard.

Når sandheden skal siges, gjorde G20 absolut intet for at standse den globale liberalisering. Man ignorerede det vigtigste spørgsmål, nemlig en ændring af det internationale monetære system. Man styrkede IMF's rolle uden at beskæftige sig med en ændring af organisationen. Man forbigik i tavshed den kæmpestore udfordring, krisen har skabt. Man ordinerede homøopatiske midler, hvor det i stedet var helt klart, at der er behov for en større operation.

Europa bør efter min opfattelse gå langt videre end G20. Huset brænder. Kan De høre de vrede råb, der kommer fra vores samfund? De kræver resolut, praktisk handling nu og ikke blot beroligende ord.

 
  
MPphoto
 

  Jana Bobošíková (NI). – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! G20-topmødets beslutning om at hælde milliarder af dollars i IMF for at bekæmpe krisen er efter min mening både skadelig og vil virke mod hensigten. Det er der tre indlysende grunde til. For det første vil dette tilsagn tvinge kreditorlande til enten at bruge af deres egne valutareserver eller optage gæld.

For det andet betyder dette tilsagn, at selv de stater, der har lidt varig skade på grund af inkompetente IMF-analyser, vil være forpligtet til at bidrage til fonden. Den Tjekkiske Republik, hvis befolkning jeg repræsenterer her, er et eksempel på dette. Selv om IMF's prognoser for mit land ikke har noget med virkeligheden at gøre, bidrager de tjekkiske borgere med 1,4 mia. USD til fonden.

For det tredje vil IMF udlåne penge under meget blødere regler end hidtil, og de vil ikke kræve, at lån gøres betinget af, at man udarbejder realistiske foranstaltninger for at løse låntagerens økonomiske problemer.

Jeg er overbevist om, at dette vil føre til en skævvridning af det internationale kreditmarked på skatteydernes bekostning.

 
  
MPphoto
 

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. rådsformand, mine damer og herrer! Topmødet var en politisk succes og udsendte et vigtigt budskab, nemlig at verden står sammen, og at der er en fælles politisk vilje til at finde og gennemføre globale løsninger på krisen og dens udfordringer. Ikke desto mindre vil jeg gerne klart understrege, at vi ikke bør overdrive betydningen af topmøder. Topmøder fremsætter kun hensigtserklæringer. Topmøder træffer ikke beslutninger. Topmøder er ikke lovgivere. Topmøder har intet retsgrundlag.

Der stilles flere krav til EU. Vi bør være ambitiøse og påtage os en førende rolle i opbyggelsen af en global økonomisk og finansiel orden. Men vi kan kun påtage os en førende rolle, hvis vi har europæiske bestemmelser og kan tilbyde modeller. Vi er på rette vej med vores sociale markedsøkonomimodel, med indskudsgarantier og med reguleringen af kreditvurderingsinstitutterne, som blev vedtaget i dag. Men efter min opfattelse mangler topmødets resultater en klar aftale om fjernelse af de procykliske virkninger af de eksisterende bestemmelser på europæisk og globalt plan, hvor stikordet er Basel II.

Der er stadig meget, der skal gøres, f.eks. hedgefonde, cheflønninger, bankdirektivet og et europæisk tilsyn for blot at nævne nogle få ting. Gennem Kommissionen er vi talsmænd for dette kontinent. Men de nationale stater er ligeledes repræsenteret. Fællesskabsinteresser står side om side med nationale interesser på verdensscenen. Det kan give os muligheder, men det kan også være en svaghed. Det er årsagen til, at koordination er særlig vigtig. Hvis vores repræsentanter ikke alle trækker i samme retning, vil vi stå svækket på den globale scene.

Til sidst vil jeg gerne fremhæve den retlige gennemførelse af politiske hensigtserklæringer. Vores succes vil afhænge af gennemførelsen af disse erklæringer, af en tidsmæssig og indholdsmæssig koordinering af den globale gennemførelse. Topmødet afstikker kun vejen. Resultatet er endnu ikke opnået.

 
  
MPphoto
 

  Elisa Ferreira (PSE).(PT) Hr. formand! G20-topmødet var vigtigt, især fordi det gav plads til en multilateral dialog og fik folk til at forstå, at krisen ikke kan løses uden multilateralisme. Men det var en begyndelse, ikke afslutningen. EU's rolle i denne sammenhæng skal styrkes og præciseres, og EU skal optræde som en drivkraft. Vi har indtil videre ikke set tegn på, at det vil ske.

Vi har en meget vigtig rettesnor, nemlig Larosière-rapporten, men Kommissionen har været langsom med at gennemføre den og langsom til at handle. I mellemtiden udviser realøkonomien i Europa stadig ingen tegn på at komme i gang igen, og den vent og se-politik, som man har fulgt, betyder, at man venter på dårligere tal og en mere og mere alvorlig situation. Se bare på de sidste skøn fra Den Internationale Valutafond og OECD med 27 mio. arbejdsløse, hvilket er et meget stort problem.

Kommissionen skylder ligeledes Parlamentet en forklaring på, hvad den agter at gøre, hvad dens initiativ rent faktisk medfører, og hvordan det forholder sig med dens politik til koordinering af medlemsstaternes initiativer. Vi burde ikke skulle vente længere. Vi burde allerede have den politiske vilje til at handle.

 
  
MPphoto
 

  Rebecca Harms (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! G20 er i virkeligheden den rette vej frem. G8 skal med tiden afløses af G20. Så ville vi have et topmøde mindre. Europæerne har fejlet. EU med 27 medlemsstater er i virkeligheden det rigtige forum til at organisere en ny finansmarkedsorden.

Indtil videre har vi hørt megen snak om dette, men ingen klare beslutninger. Vi har hørt meget om at afskaffe skattely, kontrollere hedgefonde og få sat en stopper for bedrageriske finansmarkedsprodukter. Hvis europæerne var taget til London med et politisk standpunkt, hvem ville så have været i stand til at modstå dem? Ligesom fru Lucas finder jeg det til at blive fortvivlet over, at London-topmødet simpelt hen udsatte klimakrisen og energiforsyningssikkerhedskrisen. Det har ikke blot påført klimaet og energiforsyningssikkerheden stor skade, men det har også forspildt vores muligheder for tusindvis af nye arbejdspladser.

 
  
MPphoto
 

  Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Hr. formand! Jeg kan fortsætte i samme tråd. Det er en tragedie, at dette kontinent er ude af stand til at opnå et flertal om det, fru Lucas nævnte. Hvis vi kunne, ville vi stå i en meget bedre situation, og vi ville kunne se de fremtidige generationer i øjnene. Men det kan vi ikke nu.

Jeg vil fremsætte en kritik her. Meget af diskussionen om finanskatastrofen og den måde, hvorpå man skubber den kommende eller allerede eksisterende klimakatastrofe ud til siden, minder mig om Forbundsdagen i Tyskland efter Anden Verdenskrig. Mange parlamentsmedlemmer og mange politikere i Forbundsdagen interesserede sig ikke længere for, hvad der var sket i årene forud for 1945. De måtte langsomt konfronteres med det. Det er udgangspunktet. Medmindre man besejrer fortiden, indser sine egne fejl og ser fremad, kan man ikke komme videre. EU og frem for alt de politiske aktører fejlede stort i finanskrisen. Det må de lære af og først finde ud af, hvad de gjorde forkert.

 
  
MPphoto
 

  Jean-Paul Gauzès (PPE-DE).(FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Parlament udtrykker i det beslutningsforslag, vi skal stemme om i morgen, tilfredshed med holdningen til kreditvurderingsinstitutterne, hvor man sigter mod at øge gennemsigtigheden og styrke samarbejdet mellem de nationale tilsynsmyndigheder.

I den forbindelse har Europa netop i dag vist vejen frem. Her til morgen vedtog Coreper det kompromis, der var blevet indgået mellem medlemsstaterne, Kommissionen og Parlamentet. Parlamentet vedtog i dag ved middagstid kompromiset med et overvældende flertal, nemlig 569 stemmer mod 47. Derfor vil den forordning, som Kommissionen har foreslået, og som Parlamentet har ændret, hurtigt træde i kraft.

Jeg vil gerne understrege, at denne forordning udgør grundlaget for et europæisk tilsyn på linje med forslagene i Larosière-rapporten. CESR vil være det eneste sted til registrering af institutterne, og det vil i begyndelsen spille en koordinerende rolle.

Kommissionen har lovet i løbet af de kommende måneder at fremsætte forslag om et lovgivningsinitiativ, som vil gøre det muligt at færdiggøre et reelt europæisk tilsynssystem.

Før jeg slutter, vil jeg gerne understrege, at en genskabelse af tilliden, som er det virkelige formål med alle de trufne foranstaltninger, naturligvis afhænger af bedre regulering, især af finanssystemet.

Men vi bør også tage hensyn til vores borgeres frygt og reagere positivt. Det er nødvendigt at give dem realistiske forhåbninger. Hvis vi ikke kan forbedre vores borgeres moral, vil vi ikke kunne genskabe forbrugernes tillid, uden hvilken det ikke vil være muligt at få sat skub i økonomien igen. Vi skal give vores borgere afbalancerede og ærlige oplysninger og ikke øge modløsheden ved at skjule genopretningsplanernes fremskridt, succeser og praktiske indvirkninger, samtidig med at vi tager højde for den tid, det tager, før planerne kan skabe resultater.

 
  
MPphoto
 

  Pervenche Berès (PSE).(FR) Hr. formand! Jeg ville gene have sagt til hr. Daul, men han er gået ud, at det er forbavsende at se i dag, at de konservative beskylder os socialdemokrater for at ville øge de sociale udgifter, når deres hovedargument for at afvise genopretningsplanerne netop er, at Europa har de famøse automatiske stabilisatorer. Disse stabilisatorer er jo netop arbejdsløshedsunderstøttelse, som vi højlydt har forsvaret.

Jeg har en hovedkritik af G20. De har vedtaget Barroso-metoden, som går ud på at lægge de eksisterende planer sammen og så gå ud fra, at det udgør en genopretningsplan. Det er ikke en genopretningsplan. Hvis vi desuden ser på tallene fra OECD i går, fra IMF i dag og fra Kommissionen i morgen, hvordan kan man så forestille sig, at Europa kan være tilfreds med det?

Vi har brug for en virkelig europæisk genopretning, og den kan kun finansieres med et europæisk lån, hr. kommissær! Det er på tide, at De går i gang med arbejdet, selv om dette Europa-Parlament ikke længere vil være der til at bistå Dem med opgaven.

Til slut konstaterer jeg, at G20 har en opgave at udføre som følge af et budskab, der blev tilsendt det af Dominique Strauss-Kahn dagen før påbegyndelsen af dets arbejde. Systemet vil ikke komme videre, så længe spørgsmålet om de giftige aktiver ikke er blevet løst. Her var G20 helt klart ikke kompetent. Her er der endnu ikke gjort noget som helst.

Jeg har to yderligere punkter. I G20-konklusionerne vurderer man fordelene ved Doharunden til 150 mia. USD. Hvor kommer det tal fra? Hvordan kan det begrundes? Kan kommissæren forklare det?

Og til sidst vil jeg gerne i forbindelse med tilsynet understrege, at hvis Europa ønsker at slå ind på den rette vej, er det nødvendigt hurtigt at gennemføre Larosière-gruppens forslag.

 
  
MPphoto
 

  Antolín Sánchez Presedo (PSE). - (ES) Hr. formand! G20 har givet os et vigtigt budskab. Velstand er udelelig, og den eneste holdbare genopretning, er en genopretning, som er altomfattende, og som alle har del i.

Vi må nu sørge for at føre den ud i livet. Vi skal fortsætte i samme retning. G20 har bekræftet vores fælles målsætninger, givet tilsagn om at give midler til IMF, udviklingsbankerne og til at fremme handelen. Det har gennemført reformer i den globale finansstyring, gennemført ambitiøse planer for regulering og tilsyn, og det har gjort fremskridt i kampen mod skattely.

Uden G20 ville situationen være desperat, og verdensøkonomiens sygdom ville blive kronisk.

Men det er meget vigtigt at forstå, at G20-initiativet ikke er en enkeltstående begivenhed, men derimod en proces. EU er det største, det mest integrerede og det mest afbalancerede økonomiske område i verden og bør derfor gå i spidsen, da den har et stort potentiale og kan berige den globale dagsorden med erkendelsen af, at vi ikke blot befinder os midt i en cyklisk krise, men at vi rent faktisk står over for en krise med dybere rødder, som kræver et politisk initiativ fra EU.

 
  
MPphoto
 

  Danutė Budreikaitė (ALDE). – (LT) Hr. formand! Indførelsen af euroen var en af de foranstaltninger, der blev nævnt i IMF's erklæring om de muligheder, de central- og østeuropæiske lande havde for hurtigere at komme ud af krisen. Det blev foreslået for lande, som har et currency board. Den litauiske litas har i fire år holdt en fast kurs over for euroen, og det er dobbelt så længe, som ordningen med currency board kræver. Vi bør også reducere perioden for valutakursmekanismen til et år for andre lande, som ikke er med i euroområdet. Den økonomiske nedsmeltning i EU og i verden kræver nye, hurtige og kreative beslutninger og kompromiser, og det så meget desto mere som ikke et eneste land i euroområdet i de 10 år, hvor euroen har eksisteret, har gennemført alle euroområdets kriterier og krav, dvs. Maastrichtkriterierne.

 
  
MPphoto
 

  Bart Staes (Verts/ALE). (NL) Hr. formand! Jeg vil benytte mig af lejligheden til at udstille lidt hykleri. Dette topmøde blev præsenteret som en historisk aftale, som noget helt utroligt, et fremskridt f.eks. i bekæmpelsen af skattebedrageri og skattely. Der blev udarbejdet en sort, en grå og en hvid liste.

Men EU's hykleri består i – for bare at give ét eksempel – at vi knap halvanden uge før G20-topmødet indgik en økonomisk partnerskabsaftale med de caribiske lande. Otte ud af 14 lande er skattely, og alligevel undertegnede vi en frihandelsaftale med disse lande. Det vil føre til indførelse af frihandel og en liberalisering af de finansielle tjenesteydelser, hvilket igen vil føre til, at forringede kreditter og ulovlige penge frit kan flyde til EU fra disse skattely.

Jeg vil altså derfor benytte mig af lejligheden til at klage over dette hykleri, hvor man har et godt medieshow, G20-topmødet, som hævder at ville gøre noget ved skattelyene, mens man i praksis fører en politik, der er i direkte modstrid med det, man har sagt. Det var det, jeg gerne ville sige.

 
  
MPphoto
 

  Petr Nečas, Formand for Rådet. – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke for denne forhandling. Jeg er helt enig med hr. Daul, som understregede, at det vigtigste er at undgå protektionisme. Protektionisme arbejder som en kræft og ville fuldstændig kunne ødelægge vores økonomi. Vores borgere ville blive ramt, og vi ville se en forværring af den økonomiske krise og en nedgang i levestandarden. Jeg er også enig med hr. Daul i, at der er behov for en gennemsigtig økonomi med effektive og fornuftige reguleringsniveauer og naturligvis stærkere globale finansielle institutioner.

Hr.Rasmussen and fru Starkevičiūtė talte om at indskyde penge i økonomien. Jeg skal i den forbindelse understrege, at vi ikke indskyder penge i økonomien for at hjælpe de finansielle institutioner. Formålet er at fremme beskæftigelsen og hjælpe folk til at beholde deres arbejde, for vi er alle enige om, at den mest værdige måde, hvorpå EU's borgere kan sikre sig et levebrød, er gennem deres eget arbejde. Men vi bør ikke desto mindre, når vi gennemfører disse finansielle stimuleringsforanstaltninger for økonomien, ikke blot tænke på os selv, men også på vores børn og børnebørn. Sagt med andre ord betyder det, at disse foranstaltninger ikke må føre til, at stabiliteten i de offentlige finanser bliver truet på lang sigt. Vi skal koncentrere os om at beskytte beskæftigelsen, og derfor vil Kommissionen i samarbejde med formandskabet tilrettelægge et beskæftigelsestopmøde, hvor hovedprioriteten vil være beskæftigelsesforanstaltninger.

Jeg vil gerne sige, at jeg er uenig med fru Lucas. Jeg er fuldstændig uenig i, at G20-topmødet var en forspildt lejlighed, men jeg vil bede alle om at udvise politisk realisme. Vores økonomi er syg. Den har brug for behandling, den har brug for førstehjælp, den har brug for langfristet behandling, og den har brug for rekonvalescens. Vi kan ikke forvente øjeblikkelige positive resultater i de næste tre til fire måneder. De problemer, den globale økonomi – og derfor også den europæiske økonomi – er ramt af, er dybt rodfæstede og kan kun løses på lang sigt. Derfor skal behandlingen også være langfristet, og det vil kræve tålmodighed. Jeg er fast overbevist om, at G20-topmødet set i det lys er et positivt skridt.

Hr. Wurtz kritiserede overfladiskheden i aftalerne om finansmarkedet. Jeg er enig i, at EU i mange henseender bør gå mere i dybden, og jeg er også overbevist om, at det sker. Det er ikke nok blot at se på de skridt, som stats- og regeringscheferne tog. Vi bør ligeledes se på finansministrenes arbejde, som ofte henvises til bilagene i forskellige dokumenter. Jeg vil ligeledes understrege, at Kommissionen allerede i denne uge har drøftet yderligere specifikke foranstaltninger. Men jeg vil endnu en gang opfordre til realisme. Vi kan ikke forvente mirakler i løbet af de næste tre til fire måneder. Verdensøkonomien har problemer, og det vil tage lang tid at helbrede den. Det er vigtigt at understrege, at selv inden for EU må vi koordinere arbejdet. Ingen af os lever isoleret. Kun gennem en koordineret indsats kan vi overvinde den globale økonomiske krises konsekvenser med succes.

 
  
MPphoto
 

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke Dem for en meget seriøs og konstruktiv forhandling. Jeg vil naturligvis rapportere tilbage til Kommissionen, formand Barroso og min kollega, Joaquín Almunia.

I første omgang har jeg nogle kommentarer til den økonomiske genopretningsplan. Ligesom Poul Nyrup Rasmussen har jeg naturligvis noteret mig de seneste økonomiske prognoser fra IMF, og det er virkelig dyster læsning. Men samtidig er det vigtigt at understrege, at vi allerede har truffet meget omfattende og vigtige politiske beslutninger med henblik på at stimulere den europæiske og den globale økonomi. Det har allerede i det store og hele bidraget til at standse den finansielle nedsmeltning. Men vi skal naturligvis være ærlige og sige, at vi stadig vil få dårlige nyheder om realøkonomien i et stykke tid fremover, især hvad angår stigende arbejdsløshed. Derfor skal vi være meget påpasselige og opmærksomme. Det er nødvendigt, at vi konstant vurderer, hvorledes den økonomiske genopretningspakke, den fiskale stimulering og de finansielle reformer fungerer, og hvilke resultater, de fører til. Om nødvendigt skal vi gøre mere – og bedre – i løbet af de kommende måneder.

Som svar til flere kolleger kan jeg sige, at vi er i færd med at lave vores hjemmearbejde om reformen af finansmarkederne. På Kommissionens dagsorden i næste uge har vi f.eks. en større lovgivningspakke vedrørende finansmarkederne, især chefaflønninger og en henstilling om aflønningspolitikken i den finansielle tjenesteydelsessektor. Det er en meget vigtig del af reformen af finansmarkederne.

Til sidst vil jeg fremhæve, at det naturligvis er nødvendigt at reformere finansreguleringen i Europa og i hele verden for at kunne korrigere den finansielle kapitalismes systemiske fejl, men samtidig er det ligeledes vigtigt, at vi ikke kaster barnet ud med badevandet, hvad selve markedsøkonomien angår. Vi skal med andre ord bevare det indre marked – som har været velfærdets drivkraft i Europa – og vi skal inden for rammerne af WTO arbejde for en ny aftale om verdenshandelen. Som hr. Daul sagde, har vi brug for mere og ikke mindre handel. Det er især vigtigt for udviklingslandene, som er meget hårdt ramt af den aktuelle recession og nedgangen i verdenshandelen.

Jeg erstatter Louis Michel næste måned, og er derfor også involveret i dette på grund af min portefølje. Udviklingslandene er blandt dem, der lider mest under denne økonomiske recession. Derfor er det vigtigt, at vi ikke slækker tempoet, og at vi hurtigt når frem til en ambitiøs afslutning på Dohaudviklingsrunden. I det nuværende økonomiske klima er det blevet endnu vigtigere at afslutte Doha. Doha vil sætte skub i verdensøkonomien og forhindre, at protektionismen tager til. Derfor bør alle G20-landene se ud over deres egen politiske dam og udvise reel vilje til at komme videre med Dohaudviklingsrunden. I forbindelse med udvikling er det ligeledes vigtigt at fremhæve, at G20 også blev enige om en finanspakke for handelen på 250 mia. USD over to år til støtte for de globale handelsstrømme, og her vil Europa yde et betydeligt bidrag.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Jeg har i henhold til forretningsordenens artikel 103, stk. 2, modtaget seks beslutningsforslag, der er indgivet af de seks største grupper i Parlamentet ved afslutningen af denne forhandling.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted fredag den 24. april 2009.

 
Seneste opdatering: 18. august 2009Juridisk meddelelse