Formanden. − Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om det vestlige Balkan og navnlig betænkning (A6-0212/2009) af Anna Ibrisagic for Udvalget om Udenrigsanliggender om konsolidering af stabilitet og velstand på det vestlige Balkan samt redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen i Bosnien og Hercegovina [2008/2200(INI)].

  Anna Ibrisagic, ordfører. – (SV) Fru formand! Det er næsten 15 år siden, krigen i Bosnien sluttede, og næsten præcis 10 år siden, at NATO's bombekampagne tvang de serbiske styrker til at forlade Kosovo. Til december vil det også være 17 år siden, at jeg selv kom til Sverige som flygtning fra krigen, der satte mit tidligere hjemland i brand, og gjorde bosniere, kroater og serbere, der tidligere havde levet som naboer, til bitre fjender. At hverken Bosnien, Kosovo eller nogen af de andre lande på Vestbalkan er kommet i krig siden da, skyldes udelukkende EU og NATO. Men selv om våbnene er blevet tavse, lever krigens arv videre i politik og samfund i regionen. Den eneste chance, som befolkningen i disse lande har for at slippe ud af deres fortid, er at fortsætte på vejen mod EU-medlemskab. Kun guleroden og stokken, som udgør den centrale dynamik i tiltrædelsesprocessen, kan få disse landes regeringer til at fokusere på videreførelsen af det arbejde og de reformer, som en gang for alle kan konsolidere stabilitet og velstand på Vestbalkan.

I min betænkning om dette emne, som Europa-Parlamentet skal stemme om i morgen, gennemgår jeg de forskellige initiativer og projekter, som EU og medlemsstaterne er involveret i på den ene eller anden måde for at forsøge at udvikle samfund, der er klar til at imødekomme de strenge krav til EU-medlemskab. Jeg vil ikke gå i detaljer med betænkningen her, men der er især to ting, jeg gerne vil fremhæve.

Den første er, at der findes en grundlæggende forskel mellem de lande, der i øjeblikket er i gang med udvidelsesprocessen, og dem, der kom med i 2004 eller 2007. Landene på Vestbalkan blev hærget af krig i fuld skala og etnisk udrensning for kun lidt over 10 år siden. Det samme gælder heldigvis ikke Ungarn, Estland eller Rumænien. Men dette betyder, at EU ikke bare kan kopiere køreplanen fra de foregående udvidelser og anvende den på Balkan. Et eksempel på dette, som jeg nævner i min betænkning, drejer sig om forbuddet mod udlevering af mistænkte for kriminalitet, der står til domfældelse i andre lande. Sådanne forbud gælder i øjeblikket i alle Balkanlandene, men EU kræver ikke i øjeblikket, at de ophæves. Begrundelsen for dette er, at der ikke blev fremsat tilsvarende krav over for f.eks. Slovakiet eller Polen. Det turde være indlysende, at denne analogi ikke holder. Jeg skulle mene, at det er utroligt få mistænkte for krigsforbrydelser, der skjuler sig for myndighederne i Slovakiet, men jeg kan fortælle Dem, at tallet er betydeligt større i Serbien og Bosnien. Retfærdighed er det grundlag, hvorpå man kan bygge en forsoning. Straffrihed for krigsforbrydere er fuldstændig uacceptabelt, og derfor vil jeg gerne opfordre Kommissionen og medlemsstaterne til endnu en gang at se på muligheden for at få landene i regionen til at bevæge sig i retning af en koordineret afskaffelse af disse forbud.

Den anden ting, jeg gerne vil fremhæve, er, at tiltrædelsesprocessen som nævnt er meget streng og krævende – og det er helt i sin orden. Hvis vi ikke stiller strenge krav og insisterer på, at de opfyldes fuldt ud, vil vi ikke opnå nogen reelle resultater. Når kravene allerede er så strenge og vanskelige at opfylde, er det sidste, vi bør gøre, at stikke flere kæppe i hjulet på de lande, der ønsker at blive medlemmer, kæppe, der ikke har noget at gøre med disse landes evne til at opfylde kriterierne for EU-medlemskab.

Jeg tænker også på dem, der hævder, at EU allerede er fyldt op, og at vi ikke i den nærmeste fremtid kan tage imod flere medlemmer. Selv om det, som jeg påpeger i min betænkning, teknisk set vil være fuldt ud muligt at fortsætte med at tage imod nye medlemsstater, selv om Lissabontraktaten ikke skulle træde i kraft, kræver det politisk vilje, og det er mit og mine kolleger her i Parlamentets job at skabe denne vilje.

  Petr Nečas, formand for Rådet. – (CS) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg er taknemmelig for, at Europa-Parlamentet afholder denne vigtige diskussion her i eftermiddag. Jeg har med stor interesse læst Anna Ibrisagics betænkning om fremtidig stabilitet og velstand i Balkan og forslaget til beslutning om Bosnien-Hercegovina af Doris Pack. Rådet er enigt i meget af det, der siges i betænkningen, og vi deler mange af de holdninger og bekymringer, der udtrykkes i forbindelse med situationen i Bosnien-Hercegovina.

Jeg vil gerne i mine indledende bemærkninger fokusere direkte på Bosnien-Hercegovina, fordi stabilitet dér er af vital betydning for fremtiden for Vestbalkan som helhed, og ligeledes fordi den aktuelle situation fortsat volder bekymring. Rådet har arbejdet aktivt med både udformning og gennemførelse af en strategi til støtte for sikkerhed og integritet for Bosnien-Hercegovina og med at støtte de reformer, der er nødvendige for at sikre en fredelig og fremgangsrig fremtid. Derfor kan jeg ikke acceptere påstanden om, at Rådet ikke vier Bosnien-Hercegovina tilstrækkelig opmærksomhed.

Alle ved, at vi stadig lever med konsekvenserne af de tragiske begivenheder i 1990'erne, som fru Ibrisagic også har nævnt her. Bosnien-Hercegovina, som i årtier var et symbol på fredelig sameksistens mellem nationer, kulturer og religioner, blev et område med ødelæggende konflikt. Siden da har det været EU's politik at arbejde for stabilitet og forsoning baseret på løftet om en europæisk fremtid for hele Balkanregionen. På trods af dette stilles vi stadig ofte over for en aggressiv nationalistisk retorik, der sigter mod at forstærke de nationale forskelle i Bosnien-Hercegovina og mod at forhindre den nationale forsoning. Tidens fylde har endnu ikke løst disse konflikter og har heller ikke helet sårene mellem de tre nationer, der udgør Bosnien-Hercegovina.

Det er ikke desto mindre overraskende, at nationalistisk retorik og holdninger går side om side med de fælles interesser for alle samfundene på Balkan og deres politiske repræsentanter i retning af en europæisk fremtid for Bosnien-Hercegovina. Indbyggerne i Bosnien-Hercegovina kæmper ganske enkelt for et mere sikkert liv og velstand. De ønsker at komme videre, og de regner med, at deres land bliver integreret i europæiske og andre strukturer som en garanti for fremtidig stabilitet. Selv om lokale politikere taler meget om Bosnien-Hercegovinas fremtid i EU, er det vanskeligt at se, at deres handlinger er tegn på et konkret engagement i denne dagsorden. Konflikten mellem interessen for en mere europæisk orientering og nationalisme skaber en reel risiko for, at mens resten af Vestbalkan bevæger sig fremad, vil Bosnien-Hercegovina blive ladt tilbage, viklet ind i sine interne konflikter.

Bekymring over en sådan udvikling i Bosnien-Hercegovina har betydet, at dette land fortsat står øverst på vores dagsorden og er fokus for vores konstante opmærksomhed. Bosnien-Hercegovina har været og vil fortsat være genstand for intense forhandlinger på alle niveauer inden for Rådet. Kommission og rådssekretariatet udvikler deres kontakter med partnere i landet i et forsøg på at fremme den politiske proces og hjælpe Bosnien-Hercegovina med at holde trit med resten af regionen. Medlemsstaterne supplerer den europæiske dagsorden gennem deres egen indsats på bilateralt plan. Vi sætter også stor pris på, at Parlamentet er så opmærksomt på Bosnien-Hercegovina. Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed over for de mange medlemmer af Europa-Parlamentet her i dag, som har støttet alle foranstaltninger, der fremmer stabilitet og politisk modenhed i Bosnien-Hercegovina.

EU ønsker fortsat at fremme en europæisk fremtid for hele regionen, inklusive Bosnien-Hercegovina. Men det kræver en betydelig indsats at opfylde kriterierne for EU-medlemskab. Dette betyder, at der skal udvikles en konsensusbaseret metode, og at man skal være parat til at foretage vidtgående ændringer. Dette kan ikke gøres fra dag til anden. Det kræver intet mindre end en fuldstændig politisk, økonomisk og social transformationsproces.

Bosnien-Hercegovina skal gennemføre vigtige ændringer af sine interne strukturer og beslutningsprocesser. Vi er skuffede over de manglende fremskridt i det bosniske ministerråd og den parlamentariske forsamling. De halter langt bagefter i forhold til det nødvendige. De nationale instanser skal helt klart styrkes og forbedres operationelt, så de kan begynde at skabe virkelige resultater, herunder betydelige fremskridt inden for EU-relaterede programmer. Dette er vigtigt, fordi EU kun kan forholde sig til Bosnien-Hercegovina som et hele og ikke til de enkelte dele. Prioriteringerne for det europæiske partnerskab ligger også fast. EU er altid parat til at hjælpe, men kan og vil ikke påtage sig opgaver, der skal løses af politikerne i Bosnien-Hercegovina.

På trods af de fortsat nationalistisk inspirerede politiske dagsordener er vi klar over, at der er mulighed for kompromiser og aftaler i Bosnien-Hercegovina. Dette så vi tidligere f.eks. ved vedtagelsen af de to politilove, som skabte grundlaget for underskrivelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen, eller løsningen på Brckoproblemet, der markerede gennemførelsen af et af de vigtigste mål, som Fredsimplementeringsrådet havde defineret. Men selv i disse tilfælde skete fremskridtene og blev aftalerne altid indgået i sidste øjeblik og under et betydeligt pres fra det internationale samfund.

Der er behov for en langt mere moden fremgangsmåde. Det er af største betydning, at de lokale politiske ledere opfører sig ansvarligt, udviser initiativ og er klar over, hvem Bosnien-Hercegovina virkelig tilhører, og som er de virkeligt ansvarlige for landets fremtid. Indbyggerne i Bosnien-Hercegovina fortjener et bedre resultat af de stemmer, de har afgivet i stemmeurnerne. Det er et aspekt, som De som politikere mere end nogen andre kan bidrage til at fremme. En sådan udvikling vil føre til betydelige fremskridt med hensyn til det internationale samfunds tilstedeværelse i Bosnien-Hercegovina. Det er vigtigt med forandring. Så mange år er gået, siden fredsaftalen blev underskrevet, og Bosnien-Hercegovina skal nu stå på egne ben, opgive sin "protektorat"-tankegang og blive til en troværdig og fuldgyldig stat. For at nå dette mål udformede Fredsimplementeringsrådet på det internationale samfunds vegne listen over de fem mål og to betingelser, som Bosnien-Hercegovina skal opfylde, inden der kan ske forandringer. Dette udgør en sand modenhedsprøve og støttes fuldt ud af EU.

5+2-listen er ikke bare endnu et katalog over supplerende betingelser og forpligtelser. Det er en omhyggeligt udarbejdet liste over krav, der er af grundlæggende betydning, hvis Bosnien-Hercegovina skal omdannes til en moderne og fuldgyldig stat, som vil gøre det muligt at bringe den høje repræsentant kontors tilstedeværelse til afslutning. Enhver moderne stat har brug for et korrekt fungerende retssystem, effektive skattemyndigheder, beslutninger om alle spørgsmål om statslige aktiver og lige adgang til en forfatningsdomstol for alle borgere.

Vi har allerede mange gange hilst Pruderklæringen fra de tre politiske ledere i november velkommen, hvori de forpligtede sig til at samarbejde om at støtte udviklingen i Bosnien-Hercegovina. Vi støtter de aftaler, der er blevet indgået, og vi opfordrer de politiske repræsentanter til at fortsætte deres bestræbelser med henblik på det næste møde i Fredsimplementeringsrådets forvaltningskomité, der finder sted sidst i juni. Jeg mener virkelig, at de uløste spørgsmål vedrørende statslige aktiver kan blive løst og bør ikke komme til at udgøre nogen hindring for en løsning. Men initiativer på politisk plan kræver bredere opbakning. Derfor vil jeg gerne opfordre samfundet som sådan i Bosnien-Hercegovina til at blive en del af reformbestræbelserne. Især mediernes rolle bør være mere konstruktiv.

EU's mission er klar. Det er fantastisk vigtigt for den politiske ledelse i Bosnien-Hercegovina at samarbejde endnu tættere for at sætte sig ud over de historiske forskelle og føre deres land i retning af en tættere integration med Europa. EU vil altid være villig til at hjælpe i denne henseende, hvilket er vigtigt, ikke bare for Bosnien-Hercegovina selv, men også for den overordnede stabilitet og sikkerhed i regionen. Jeg ved, at vi i denne proces kan regne med Europa-Parlamentets støtte. Mine damer og herrer, jeg er Dem taknemmelig for Deres opbakning.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! Det glæder mig, at Vestbalkan er tilbage på Europa-Parlamentets dagsorden i denne uge. I de senere år er der sket en løbende stabilisering i regionen, ikke mindst takket være regionens europæiske perspektiver med EU-medlemskab som det endelige mål, når alle landene opfylder betingelserne. Kroatien er ret langt fremme med sine forhandlinger. Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien er et kandidatland, der ser frem til at indlede sine forhandlinger, og vi har et net af stabiliserings- og associeringsaftaler på plads. Stabiliteten i Kosovo blev opretholdt gennem den vigtige udvikling gennem hele sidste år.

Vi må ikke bringe disse resultater i fare gennem nogen form for selvtilfredshed eller distraktion i form af andre – undertiden måske mere presserende – spørgsmål. Mange vil stille spørgsmål ved EU-udvidelsen midt under en økonomisk krise, og diskussionerne vil formentlig tage til, mens vi nærmer os det næste valg til Parlamentet.

Dette er forståeligt, og jeg fornemmer smerten hos vores borgere vedrørende deres fremtid, job og velfærd. Samtidig må vi ikke gøre EU-udvidelsen til syndebuk for noget, den ikke er ansvarlig for. Vi må ikke gøre den til syndebuk for vores egne hjemlige økonomiske og sociale problemer. Derfor er det vigtigt med en velinformeret offentlig debat for at fastholde vores engagement og sikre fremskridt i denne vigtige region.

Der er blevet opfordret til en konsolidering af EU. Det er netop, hvad vi har gjort gennem det seneste år siden den nye konsensus om udvidelsen, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd og støttet af Europa-Parlamentet i december 2006. Nøglen til denne nye konsensus er ikke at påtage sig nye forpligtelser, men at holde de eksisterende løfter og respektere dem. Hvis landene på Vestbalkan med andre ord opfylder de opstillede krav, kan de bevæge sig i retning af EU-medlemskab.

I denne forbindelse hilser jeg fru Ibrisagics betænkning velkommen. Hun understreger med rette, at det er af grundlæggende betydning at tilbyde Vestbalkan en europæisk fremtid. Det er den vigtigste drivkraft bag de meget tiltrængte reformer og den øgede stabilitet på Vestbalkan. 10 år efter de skrækkelige begivenheder i Kosovo skal vi minde os selv om styrken ved det europæiske perspektiv. I dag bidrager det stadig til at konsolidere stabilitet og fred i en region, der rent faktisk ligger i vores egen forhave – ikke baghave, men forhave.

Vi kan ikke tage et sabbatår fra vores arbejde for fred og stabilitet på kontinentet. Samtidig med at EU fortsætter sin egen institutionelle reform, skal vi blive ved med at arbejde sideløbende med en omhyggeligt forvaltet og gradvis tiltrædelsesproces for Vestbalkan, der både styrker institutionerne og civilsamfundet der.

Tiltrædelsesforhandlingerne med Kroatien er indtil for nylig gået godt. Derfor foreslog Kommissionen i november 2008 en vejledende køreplan for at nå den afsluttende fase af tiltrædelsesforhandlingerne ved udgangen af 2009, hvis Kroatien opfylder betingelserne. Der er stadig meget at gøre, og mange reformer skal intensiveres fra kroatisk side. Desværre er forhandlingerne blokeret i øjeblikket på grund af grænsestriden mellem Kroatien og Slovenien. Dette er et bilateralt spørgsmål, som de facto er blevet et europæisk problem.

Siden januar har jeg i tæt samarbejde med det tjekkiske formandskab og trioen bestående af den tjekkiske, franske og svenske regering taget initiativ til at bidrage til at finde en løsning. Målet er at finde en løsning på grænsespørgsmålet og skabe mulighed for en videreførelse af Kroatiens tiltrædelsesforhandlinger. Dette arbejde foregår stadig, og vi har haft brug for en hel del tålmodighed og beslutsomhed for at fastholde dynamikken og fremskridtene. I går havde vi en hel dag med samtaler med udenrigsministrene fra Slovenien og Kroatien og triolandene. Jeg vil gerne tro, at vi er tæt på at finde en løsning og komme ud over disse forhindringer, så vi snart kan fortsætte Kroatiens tiltrædelsesforhandlinger.

Med hensyn til Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien glæder jeg mig over den generelt tilfredsstillende afvikling af præsident- og kommunalvalget. Gennem de seneste måneder har vi insisteret på betydningen af disse valg for landets europæiske fremtid. Landet har reageret positivt på vores budskab og dermed bekræftet sin vilje til at gå videre i sin tiltrædelsesproces. Men vi må ikke glemme de centrale prioriteringer for reformerne. Nu er tiden inde til at intensivere bestræbelserne på at overholde de benchmarks, der er blevet indført for indledningen af tiltrædelsesforhandlingerne.

Jeg vil gerne takke Doris Pack for hendes beslutningsforslag og hilse muligheden for at diskutere Bosnien-Hercegovina med Dem i dag velkommen på et meget centralt tidspunkt. Sidste år gjorde Bosnien-Hercegovina fremskridt på vejen mod europæisk integration, navnlig gennem underskrivelsen af stabilitets- og associeringsaftalen og interimsaftalens ikrafttræden. Der er også sket en positiv udvikling i de senere måneder, herunder Prudaftalen, fremskridt vedrørende Brckospørgsmålet og skridt i retning af en folketælling i 2011. Desuden er gennemførelsen af den foreløbige stabilitets- og associeringsaftale også på rette spor.

Selv om vi skal stå fast på opfyldelsen af "5+2"-betingelserne, inden den høje repræsentants kontor lukkes, er der nu en mulighed for, at de kan blive opfyldt i de kommende måneder. De seneste skridt i retning af oprettelsen af en fortegnelse over statslig ejendom er også positive i denne henseende.

Men både her og i resten af regionen er der ikke plads til bare at læne sig tilbage. De overordnede reformer har fortsat været langsomme, herunder inden for de centrale EU-prioriteringer, og udfordringerne findes stadig. Den nationalistiske retorik er stadig i høj grad tilstedeværende, hvilket skaber unødvendige politiske spændinger. Dette skal ændres, hvis Bosnien-Hercegovina ønsker at fortsætte sine fremskridt over for EU og undgå at sakke agterud i forhold til sine naboer.

Den serbiske regering er fortsat meget interesseret i at komme videre i sin europæiske dagsorden, og på det seneste har der været en række positive udviklingstendenser. Det vil imidlertid være væsentligt, fordi landet i stigende grad mærker de negative virkninger af den globale finanskrise, at man ikke overser de centrale reformforanstaltninger. Processen med strukturtilpasninger skal fortsætte, og landet skal gennemføre sine forpligtelser, navnlig med hensyn til retsvæsenet og retsstatsprincippet.

I øjeblikket undersøger vi, hvordan vi kan afbøde virkningerne af finanskrisen, i tæt samarbejde med min kollega, Joaquín Almunia. Vi er f.eks. ved at kigge på vores program for førtiltrædelsesbistand, hvor vi overvejer at konvertere en del af det nationale tilskud for 2009 til direkte budgetstøtte, også med støtte fra de internationale finansinstitutioner.

Vi sætter pris på Parlamentets fortsatte støtte til EU's indsats i Kosovo, som fortsat er en europæisk prioritering og af central betydning for den regionale stabilitet. Det Europæiske Råd har gentagne gange bekræftet, at Kosovo deler et europæisk perspektiv med resten af Vestbalkan. Rådet har bedt Kommissionen anvende Fællesskabets instrumenter til at fremme den økonomiske og politiske udvikling og foreslå foranstaltninger for at komme videre i denne retning.

Til efteråret vil Kommissionen fremlægge en undersøgelse om dette. Vi vil undersøge, hvordan Kosovo kan gøre fremskridt som en del af den større region i forhold til integrationen med EU inden for rammerne af stabiliserings- og associeringsprocessen.

Endelig, når vi ser på 2009 samlet set på Vestbalkan som en samlet region, er der sket gode fremskridt inden for visumliberalisering, hvilket for mig beviser, at når incitamenterne er de rette, reagerer landene med effektive reformer. Dette er formentlig det enkelte politikområde inden for EU, der er vigtigst for den almindelige befolkning – de almindelige borgere – på Vestbalkan. Vi håber at kunne fremsætte et forslag om visumfri rejse ved slutningen af det tjekkiske formandskab for de lande, der er længst fremme på dette område, og som har opfyldt de opstillede betingelser. Dette kan give Rådet mulighed for at træffe beslutninger om indførelse af visumfri rejse for de lande, der er nået længst, ved udgangen af 2009.

Kære venner, jeg regner med Deres støtte i dette vigtige visumspørgsmål og mere generelt vedrørende det europæiske perspektiv for Vestbalkan.

  Bastiaan Belder, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om International Handel. – (NL) Fru formand! I sin udtalelse om fru Ibrisagics prisværdige betænkning understreger Udvalget om International Handel betydningen af konkrete udsigter til EU-medlemskab for den politiske og økonomiske udvikling i staterne på Vestbalkan.

Eftersom man kan iagttage en monopolistisk markedskraft inden for vigtige økonomiske sektorer i regionen, skaber en sådan situation en dobbelt hindring, især når den går hånd i hånd med partipolitiske bånd. Den nationale udvikling stagnerer, og de europæiske virksomheder holder sig væk. Det fremmeste eksempel på dette er Delta Holdings uhindrede vækst i Serbien med dens indflydelsesrige direktør Miroslav Mišković som blæksprutten i toppen. Kommissæren mødte ham tilbage i oktober.

Jeg vil spørge Kommissionen, hvilke modforanstaltninger De hidtil har truffet i forhold til Beograd? I maj 2007 opfordrede man i en lækket rapport fra den amerikanske ambassade til, at Delta Holdings monopol skulle ophøre hurtigst mulig, både i Serbiens egen interesse og af hensyn til landets europæiske integration. Kommissæren talte om en motor for udviklingen. Jeg må sige, at der er rigtig meget sand i den serbiske motor.

  Doris Pack, for PPE-DE-Gruppen. – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Sidste efterår opgav vi alle håbet om, at noget virkelig ville ændre sig i det politiske liv efter den såkaldte Prudaftale mellem repræsentanterne for de tre største partier i Bosnien-Hercegovina om fælles politiske skridt på talrige politiske områder. Hvor står vi i dag? For størstedelens vedkommende var der tale om tomme løfter, som ved nærmere eftersyn forsvandt i den blå luft. Den etniske splittelse i Bosnien-Hercegovina er blevet dybere. Mistilliden er blevet større. Befolkningen manipuleres gennem uansvarlige politikker baseret på rent etniske kriterier i stedet for at løse de reelle problemer. Alle i Bosnien-Hercegovina har brug for en chance for god uddannelse, alle har brug for et godt retssystem, de har brug for arbejdspladser. De har kort sagt brug for håbet om en bedre fremtid.

EU har i årevis hjulpet landet med masser af penge og arbejdskraft, men de har naturligvis også behov for statslige administrationsstrukturer, der kan optage og udnytte disse. Jeg vil gerne nævne tre vigtige punkter. Spørgsmålet om statsligt ejerskab skal løses. Forfatningsreformerne skal løses på grundlag af en bred politisk og social konsensus. Det er kun hele staten Bosnien-Hercegovina, der kan blive medlem af EU.

Køreplanen for visumliberalisering skal færdiggøres. Borgerne ønsker lige som deres politikere at kunne rejse frit. Så politikerne skal sørge for, at der gives grønt lys ved udgangen af i år. Alle borgere har brug for et fungerende retssystem, ikke et, der anvender én form for retfærdighed i det ene tilfælde, og en anden i et andet. Frustration breder sig overalt. Civilsamfundet har hurtigst mulig brug for en stærkere stemme på alle områder for at minde politikerne om, hvad deres arbejde består i.

Men det er vanskeligt at komme ud af skjulet, fordi det partipolitiske netværk strækker sig ud over hele landet. De få arbejdspladser, der udbydes, afhænger af partiernes gode vilje. Vi ønsker den høje repræsentant held og lykke med at løse den gordiske knude med politikernes passivitet, laissez-faire og laissez-aller, så fred og stabilitet endelig kan vende tilbage, og befolkningens fremtid kan blive mere rosenrød, end den er i øjeblikket.

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

  Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne takke begge ordførerne for Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet. Man har igen udarbejdet gode betænkninger, og de vil få bred opbakning.

Jeg vil gerne kommentere det, kommissær Rehn sagde, for på mig virker det, som om det var det vigtigste budskab i dagens forhandling, nemlig at integrationsprocessen, tilnærmelsen af landene i Sydøsteuropa ikke skulle afbrydes, ikke bare af hensyn i disse landes interesse, men også i vores egen interesse. Kommissæren sagde, at De skal være realistiske i Kommissionen. Måske kan vi her i Parlamentet være lidt mere idealistiske, men i sidste ende skal vi også være realistiske. Det er en lang og vanskelig vej, og målet kan ikke nås fra den ene dag til den anden. Derfor er de bemærkninger, som jeg hører fra enkelte sider i stil med "lad Kroatien komme med, og det vil sætte en stopper for det i et stykke tid" det forkerte signal at udsende. Intet af det, fru Pack opfordrede til og med rette krævede, vil blive til virkelighed, hvis befolkningen der har en fornemmelse af, at de uanset hvad ikke er velkomne i EU, og at deres tiltrædelse under alle omstændigheder vil blive trukket i langdrag.

Den anden ting er, at vi skal sige det højt og tydeligt, at de bilaterale problemer, som bekymrer os i øjeblikket, i det mindste proceduren, processen, skal løses på samme måde som bilaterale spørgsmål. Fremover skal de afklares, inden forhandlingerne går i gang, så de ikke ødelægger hele forhandlingsproceduren.

For det tredje var det, ministeren sagde, også meget vigtigt. Vi kan ikke gøre arbejdet for landets politikere og befolkning. Landets befolkning skal udføre deres egen opgave. Som Doris Pack sagde, skal de politiske kræfter løse deres egne problemer. Det vil så åbne vejen til EU, og denne vej vil afhænge af, hvordan disse lande klarer sig, og ikke af vores vilje. Vores vilje skal være til stede.

  Johannes Lebech, for ALDE-Gruppen. – (DA) Hr. formand! Hovedlinjen i fr. Ibrisagics beslutning om Vestbalkan er helt klar. Det understreges, at der er en sammenhæng mellem reformer i regionen og landenes mulighed for at blive optaget i EU. Det er den dynamik, som vi så praktiseret med så stor succes i den sidste store udvidelse af EU. Beslutningen peger på en række praktiske områder, hvor landene kan gøre det bedre, og peger også på de mange vitterlige problemer, der er i området. Men jeg finder også, at det er meget vigtigt i dag at understrege over for landene, deres politikere og befolkninger, at de også selv skal levere. De skal også selv tage ejerskab i processen. Det er ikke kun Unionen, der skal levere. Integrationsprocessen skal også fremmes indefra i staterne. Det handler om en kamp mod korruption og kriminalitet og om skabelsen af et stærkt civilsamfund og skabelsen af videnbaserede økonomier og samfund. Det er den proces, vi gerne vil se, så vi kan se frem til, at alle landene på Vestbalkan en dag er fuldgyldige medlemmer af Unionen som basis for sikring af fred, sikkerhed og samarbejde – også i den del af Europa.

  Paul Marie Coûteaux, for IND/DEM-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Der kan ikke være tale om, at vi stemmer for en sådan betænkning. For det første er de konstante henvisninger til Lissabontraktaten uacceptable, da denne traktat ikke er blevet ratificeret og sikkert aldrig vil blive det. De er nødt til at se det i øjnene: Projektet med det formål at indføre den rene og skære overnationale stat, som blev iværksat for otte år siden med det fantastiske Giscardkonvent, er ganske enkelt slået fejl.

Frem for alt kan vi ikke acceptere den ironiske tone i en betænkning, hvor selve titlen, "Konsolidering af stabilitet og velstand på det vestlige Balkan", er forbløffende hyklerisk. En forbløffende betænkning med det indlysende formål at forberede medlemskab for nye lande, navnlig Bosnien, det såkaldte Makedonien, Albanien, og – hvorfor ikke? – også Kosovo, hvor man taler, som om den nuværende situation på Balkan var stabil, mens man fuldstændig ignorerer det forfærdelige spil, der spilles af to vigtige magter, USA og Tyskland, som med stor iver deltog i den politiske opbrydning af hele regionen.

For at opnå denne opbrydning vil jeg erindre Dem om, at NATO-styrkerne gik så vidt som til at bombardere Beograd, hovedstaden i en europæisk stat. Den kommende 10-årsdag for denne dystre episode vil naturligvis blive forbigået i tavshed, men jeg er fast besluttet på at minde om den her.

Kosovo er symbolet på dette projekt med politisk opbrydning. Det er let at se den fordel, som disse magter kan få gennem et sådant område med lovløshed, som er åbent for alle former for smugleri, og fordi området ligger i hjertet af vores kontinent, er det naturligvis et meget hensigtsmæssigt sted at oprette militærbaser.

Men Kosovo afslører det sande ansigt for en politik, der har til formål at balkanisere Europa. Det er et Europa i tysk stil, et Europa bestående af regioner eller etniske grupper, dette Europa med 100 flag, som ved at afskaffe staterne gradvis vil afskaffe den folkelige vilje for at afvæbne befolkningerne og overgive dem til oligarkier af enhver farve.

Alt dette forbigår betænkningen i tavshed. Det er i tavshed, under dække af det sædvanlige slør af gode hensigter, at Europa balkaniseres og neutraliseres så meget, at det forsvinder ud af historien. Det bliver imidlertid historien, der bliver dommer over alt dette. I mellemtiden, mine damer og herrer, vil jeg overlade Dem til Deres projekter.

  Charles Tannock (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! I Ibrisagic-betænkningen understreger man naturligvis, at stabilitet på Vestbalkan er vores vigtigste prioritering. Efter min mening er EU-medlemskab den lim, der binder regionen sammen i fred og stabilitet. Vi forventer stadig, at Kroatien bliver det næste land, der kommer med i EU, hvis Slovenien bilægger sine grænsestridigheder, medmindre naturligvis det lille Island hurtigt kommer med.

Men i virkeligheden er tingene lidt mere komplicerede, da Bosnien-Hercegovina efter Dayton stadig er langt fra at blive en ægte nation, og da Grækenland blokerer for fremskridt med hensyn til Makedonien på grund af navnespørgsmålet. Derudover har vi kreditkrisen og den overordnede tyske og franske modstand mod enhver yderligere udvidelse, før Lissabontraktaten er blevet ratificeret, selv om det efter min mening kun er et påskud for at standse alle udvidelser.

Mange EU-landes og USA's beslutning om at anerkende Kosovo som en uafhængig stat har også skabt nye skillelinjer i en region, der har lidt så meget af splittelse i fortiden. Vi ved allerede, at Kosovo ikke kan komme med i EU, fordi nogle medlemsstater ikke vil anerkende det, og historien om FN-medlemskab er tilsvarende. Derimod gør nabolandene Serbien, Montenegro og Makedonien er langsomt fremskridt i retning af et senere EU-medlemskab. Dermed kan Kosovo ende som en isoleret enklave, uden EU-medlemskab, men finansieret af EU's skatteydere i årtier fremover.

Forsøget på at løse et spørgsmål gennem internationale, ensidige ordrer har forårsaget flere problemer end løsninger, navnlig i selve regionen. En mere afbalanceret og afmålt metode kan i sidste ende give Kosovos befolkning mulighed for at nyde godt af fordelene ved EU-medlemskab. Tålmodighed i alle spørgsmål er en dyd, ikke mindst i udenrigspolitik.

  Libor Rouček (PSE). – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Selv i økonomiske krisetider må EU ikke glemme det engagement, vi har indgået over for landene på Vestbalkan med hensyn til en fremtidig EU-udvidelse. Derfor glæder jeg mig over denne forhandling og den klare bekræftelse af målet om en fremtidig udvidelse. Den europæiske integration er af stor betydning for alle indbyggere i Bosnien-Hercegovina, det land, vi især fokuserer på ved dagens forhandling. I denne forbindelse er det nødvendigt at fastslå, at løftet om EU-medlemskab blev givet til Bosnien-Hercegovina som ét land og ikke som de enkelte områder. Derfor – og det har vi gentaget mange gange her – skal de effektive reformer, der er nødvendige for medlemskab af EU, gennemføres. Forfatningsreformen i Bosnien-Hercegovina bør føre til en fungerende centraliseret stat med hensigtsmæssige instanser for lovgivning, budget, den udøvende magt og retsinstanser, der giver landet mulighed for at opretholde et fungerende enhedsmarked, at tilstræbe politisk, økonomisk og social samhørighed og forsvare landets interesser i udlandet, herunder også en dag som medlem af EU. Jeg vil gerne slutte med at opfordre landene på Vestbalkan samt Rådet og Kommissionen til at intensivere deres bestræbelser på at afskaffe visumordningen. Visumfri kontakter og fri bevægelighed for personer vil være en stor hjælp for Vestbalkans lande på deres vej mod EU-medlemskab.

  Jules Maaten (ALDE). – (NL) Hr. formand! Jeg vil kun tale om Bosnien og fru Packs beslutningsforslag, som vi med stor fornøjelse vil støtte i morgen.

Det er altid frustrerende at tale om Bosnien, og det glæder mig, at kommissæren også har kunnet nævne et par positive ting med hensyn til udviklingen i Bosnien. Men man undrer sig undertiden over, om glasset er halvfyldt eller halvtomt. Nogle gange undrer jeg mig faktisk over, hvor glasset er i forbindelse med Bosnien.

Hr. Swoboda sagde netop, at et problem med udviklingen der er, at man har en fornemmelse af, at uanset hvilke forandringer der sker der, vil landet stadig ikke komme med i Unionen. Men når jeg taler med befolkningen der, får jeg nøjagtig det modsatte indtryk, nemlig, at de siger "Selv om vi ikke ændrer noget, kommer vi stadig med, fordi de så brændende ønsker at få os med". Uanset hvilken af de to fejlopfattelser, vi taler om, skal vi gøre os fri af dem begge.

Hvis der gennemføres reformer der, og hvis befolkningen går i gang med at arbejde på et respektabelt retssystem og med at bekæmpe bureaukratiet, er en europæisk fremtid realistisk, men hvis det ikke sker, er det ikke realistisk. Dette budskab skal videreformidles klart og tydeligt, og for mig at se lykkes dette på fremragende vis i fru Packs beslutningsforslag.

  Pierre Pribetich (PSE). – (FR) Hr. formand! Stabilitet og velstand på Balkan, det er et mål – det er målet – for bag alt dette ligger spørgsmålet om fred i vores område.

Ja, tiltrædelsesprocessen er et redskab, men det må ikke langsomt blive til Penelopes ligklæde, hvor vi om natten trævler det op, vi har vævet om dagen.

Balkans naturlige vej er at komme med i EU. Der findes en klar politisk vilje. Det er et lys som især for befolkningen udgør et signal.

Jeg taler ikke om udvidelsen, men det, der især er behov for, er at tilskynde til integration af landene og regionerne på Balkan. Ja, vi skal vise, at vi er krævende, at vi kræver demokrati og retfærdighed, men at bruge disse krav til at blive ved med at afvise integration er efter min mening en grundlæggende politisk fejl. Som bevis nævner jeg bl.a. disse spørgsmål om bilaterale konflikter. Vi skal blive enige om – og det står i betænkningen – en proces for løsning af bilaterale problemer, men uden alt det, der blokerer tiltrædelsesprocessen. Det er en måde, hvorpå vi kan bygge og genopbygge vores Europæiske Union, udvidet med alle Balkanlandene.

  Angelika Beer (Verts/ALE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne takke kommissær Rehn for at have givet os en oversigt over Vestbalkan igen i dag.

Jeg er netop vendt tilbage fra Makedonien og Kosovo og vil gerne komme ind på tre ting. Den første er den manglende enhed inden for EU. Hvis den fortsætter inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, har vi ingen stabilitet og finder ingen løsning på den etniske splittelse på Balkan.

For det andet er de tyske konservative i CDU's strategi faldet som en bombe på Balkan, fordi man opgiver det europæiske perspektiv med troværdighed, og hvis valgkampen forud for valget til Europa-Parlamentet føres på den måde, vil der igen opstå konflikter på Balkan.

For det tredje, og det er grunden til, at vi skal handle nu, skal vi ikke bare fastholde dette perspektiv, men også gøre det gennemførligt: Grækenland skal ophæve sit veto mod Makedoniens medlemskab af NATO, og vi skal stå sammen om at anerkende Kosovos uafhængighed, da det ellers vil ramme vores EULEX-mission.

  Erik Meijer (GUE/NGL). – (NL) Hr. formand! Bosnien-Hercegovina er rent faktisk et mini-Jugoslavien, en føderation, hvor forskellige befolkningsgrupper skal vælge mellem at leve fredeligt sammen eller at udkæmpe interne konflikter over deres område.

Siden Jugoslavien faldt fra hinanden i 1992, har man forsøgt at gøre Bosnien-Hercegovina til en enhedsstat, men uden held. Jeg forventer ikke, at dette vil blive muligt i en nær eller fjern fremtid. Det vil kun være muligt at skabe enighed mellem de tre befolkningsgrupper og deres politiske ledere om en effektiv styreform, hvis ingen føler sig truet af de andre eller af verden udenfor. Først når EU's høje repræsentant og de udenlandske soldater har trukket sig ud af landet, bliver der mulighed for et kompromis. Indtil da vil der kun være tale om stagnation.

Derfor vil jeg ikke stemme for beslutningsforslaget om dette land, som kun kan føre til fortsættelse af protektoratet og dermed til stagnation. Vi skal huske på, at Bosnien-Hercegovina hovedsagelig bebos af tre befolkningsgrupper, hvoraf ingen har flertallet i landet, og hvor en del føler sig knyttet til Serbien, en del til Kroatien, mens andre ønsker at understrege en specifikt bosnisk identitet. Det skal vi tage hensyn til.

  Marusya Ivanova Lyubcheva (PSE). – (BG) Hr. formand! Det er en glæde for mig at deltage i drøftelsen af dette dokument, hvori man understreger, at det bedste grundlag for fremtiden for alle lande i regionen er deres fuldstændige integration som medlemsstater i EU.

Balkan har altid været og vil altid være en europæisk region. Fremme af samarbejdet på regionalt plan bør også være en af EU’s grundlæggende politikker. Jeg vil gerne fokusere på behovet for at støtte den interparlamentariske dialog på regionalt plan som et vigtigt element i den europæiske integrationsproces.

EU's medlemsstater i regionen kan spille en vigtig rolle i denne proces. Støtte til aktiviteterne inden for det regionale center for samarbejde er af særlig betydning, hvilket bidrager til at videreføre og fastholde stabilitetens politikker og principper for at gøre Vestbalkanregionen til et område med sikkerhed og stabilitet.

Jeg støtter ophævelsen af visumordningen som et vigtigt skridt i integrationen af Vestbalkan.

  Petr Nečas, formand for Rådet. – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke Dem for en meget nyttig forhandling. Det glæder mig også, at EU's medlemsstater har givet deres generelle opbakning til tanken om visumliberalisering med landene på Vestbalkan. Jeg vil gerne udtrykke min helhjertede støtte til erklæringen fra hr. Rouček, som kom med en meget kraftig appel i denne henseende, idet styrkelsen af personlige kontakter mellem borgerne fra landene på Vestbalkan og borgerne i EU bestemt er et positivt skridt, der vil bidrage til at afhjælpe den følelse af isolation, som nogle af disse stater føler, og som vil hjælpe med at skabe et Europa uden hindringer. Jeg mener også helt sikkert, at den økonomiske krise, vi befinder os i i dag, ikke må blive en undskyldning for at nedbremse udvidelsesprocessen, hvilket talere som hr. Rouček også var inde på. Tværtimod er det navnlig vigtigt for stabiliteten i regionen, at processen ikke mister sin dynamik.

Det glæder mig også, at der er sket fremskridt i forhandlingerne om Montenegros ansøgning om medlemskab af EU, som Rådet netop har overdraget til Kommissionen med henblik på udformningen. Formandskabet anser dette skridt for at være et meget vigtigt signal til hele regionen. Vi anser også fjernelsen af blokeringen af tiltrædelsessamtalerne med Kroatien for at være vigtig. Vi mener ikke, at det er formålstjenligt, at udvidelsesdagsordenen skal bebyrdes med bilaterale spørgsmål. Det er fortsat en udfordring at gøre fremskridt med hensyn til Serbiens integration i Europa, og de er betinget af et fuldstændigt samarbejde med den relevante internationale domstol, herunder anholdelse og overdragelse af de resterende sigtede. Formandskabet arbejder hårdt på, at den midlertidige aftale om handel og handelsspørgsmål skal gennemføres fra EU's side, og på, at ratificeringsprocessen inden for stabiliserings- og associeringsaftalen, der blev underskrevet sidste år, skal komme i gang. Stabiliserings- og associeringsprocessens betydning for reformerne i Serbien og for støtten til den hovedsagelig proeuropæiske regering er hævet over enhver tvivl. Præsident- og lokalvalget i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien har opfyldt de fleste internationale standarder og har generelt opfyldt betingelserne for en fri og demokratiske afholdelse af valget. Men det er klart, at uden en løsning på den bilaterale tvist over landets navn, vil der fortsat kun ske minimale fremskridt i retning af at tildele landet kandidatstatus.

Bosnien-Hercegovina skal også gøre fremskridt. Afhængighed af det internationale samfund er ikke nyttigt, men undergraver snarere princippet om ansvarlighed og fjerner ansvaret fra de lokale politikere, som hr. Swoboda helt rigtigt påpegede tidligere. Jeg vil gerne benytte denne mulighed til at opfordre de politiske ledere i Bosnien-Hercegovina til at samarbejde aktivt om at føre deres land i retning af en bedre fremtid. Det virker mod hensigten at vende tilbage til en politik baseret på etniske principper, som Doris Pack så rammende udtrykte det. Den planlagte overgang fra et kontor for den høje repræsentant til et styrket kontor for EU's særlige repræsentant betyder ikke, at hverken det internationale samfund eller EU forlader Bosnien-Hercegovina. Tværtimod er EU på plads for at hjælpe, og vi er helt klar over, at Bosnien-Hercegovina ikke bare er endnu et kandidatland, men rent faktisk er et meget specifikt tilfælde med meget følsomme spørgsmål og problemer. Som led i sin strategi planlægger EU at oprette et kontor og en politik for fred, og det skal sandsynligvis overtage alle koordineringsaktiviteter fra det internationale samfund i Bosnien-Hercegovina. Men vi vil først gøre det, når Bosnien-Hercegovina selv viser, at man er klar til en sådan betydningsfuld kvalitativ forandring. Det første vigtige skridt for Europa blev taget med underskrivelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen, men det var bare begyndelsen. Vi er klar til fortsat at yde bistand i denne proces, som uundgåeligt vil blive langvarig.

2009 er et vigtigt år, og det kan blive afgørende for Bosnien-Hercegovina. For det første er overgangen fra et kontor for den høje repræsentant til et kontor for EU's særlige repræsentant inden for rækkevidde. Det udgør et betydningsfuldt skridt væk fra afhængighed for Bosnien-Hercegovina. For det andet skal perioden efter det næste parlamentsvalg i 2010 udnyttes bedst mulig til at fremme den væsentlige reformdagsorden, herunder forfatningsreformer, som fru Pack korrekt påpegede. For det tredje bevæger hele regionen sig fremad. Bosnien-Hercegovina må simpelthen ikke få lov til at stå alene tilbage. Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne afslutte med noget, vi alle ønsker. Vi ønsker, at Bosnien-Hercegovina skal gøre fremskridt. Vi sætter pris på den støtte, vi får til dette mål fra de ærede medlemmer af Europa-Parlamentet.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. − (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke alle for denne ansvarsfulde forhandling og for deres støtte til det europæiske perspektiv for Vestbalkan. Jeg deler den bekymring, der kom til udtryk i denne diskussion fra medlemmer som fru Pack, hr. Swoboda og hr. Maaten vedrørende den politiske udvikling i Bosnien-Hercegovina.

Nogle gange ser det ud, som om Bosnien-Hercegovina har en ufejlbarlig evne til at skabe og nærmest forny politiske spændinger, selv om den sunde fornuft dikterer, at vi burde forvente en styrket udvikling i en anden retning og en politisk forsoning i Bosnien-Hercegovinas politiske fremtid.

Jeg er enig med hr. Maaten om, at alle lande på Vestbalkan deler den holdning, at de en dag vil kunne komme med i EU, hvis de opfylder betingelserne for EU-medlemskab, som jo er baseret på Københavnskriterierne. Dette gælder også for Bosnien-Hercegovina. Der vil ikke blive tale om genveje eller rabatter med hensyn til de betingelser, der gælder for dette land, og hvis nogen tror det, tager vedkommende fejl. Det er meget vigtigt, at denne korrekte tankemåde vinder fodfæste i Bosnien-Hercegovinas egen politiske debat, så borgerne der kan udlede deres egne konklusioner om, hvilken type politik de har ret til at forvente af demokratisk valgte politikere.

Jeg ser Bosnien-Hercegovinas fremtid som følger, og mit synspunkt er baseret på et samarbejde med Javier Solana, med hvem vi har udarbejdet adskillige meddelelser om landets fremtid og EU's rolle der. For det første er det vores mål at bevæge os væk fra Daytonæraen til Bruxellesæraen, dvs. æraen for det internationale samfunds høje repræsentant til EU's forstærkede tilstedeværelse i Bosnien-Hercegovina. Dette betyder formentlig også et system med "to kasketter" for EU's særlige repræsentant og lederen af Kommissionens repræsentation, så vi kan udnytte EU's politiske og økonomiske ressourcer bedst mulig.

Det er klart, at et protektorat ikke kan ansøge om EU-medlemskab, og derfor er denne overgang en organisk ingrediens, et centralt aspekt af Bosnien-Hercegovinas tættere forbindelser med EU, og det er også derfor, at det er i landets politikeres og navnlig dets borgeres interesse, at betingelserne i denne forandringsproces opfyldes.

Dette spørgsmål har også politisk betydning, fordi det er for let at skyde skylden for Bosnien-Hercegovinas problemer på det internationale samfund, når befolkningen ikke ønsker at se sig selv i spejlet. Det er også for nemt at skyde skylden på den høje repræsentant, når man burde forhandle og forsøge at nå frem til en aftale med sine landsmænd. Jeg håber i denne forbindelse, at Bosnien-Hercegovinas politiske kultur vil forbedre sig og modnes, og at landets medier også vil tage ansvaret for at sørge for, at den negative, nationalistiske sprogbrug ikke vinder større indpas, end det er tilfældet i øjeblikket.

For det andet skal landet reformere sin forfatning, så det får mulighed for at etablere en levedygtig regeringsform. I øjeblikket er Bosnien-Hercegovinas regeringsform for dyr, for ineffektiv og ganske enkelt uforenelig med EU-medlemskab. Derfor skal forfatningen reformeres – gennem evolution, ikke revolution – og det glæder mig, at der er tegn på, at ledende politikere diskuterer spørgsmål af denne art.

For det tredje og sidste er visumfrihed en central del af Bosnien-Hercegovinas fremtid i Europa, og jeg er sikker på, at landet således rustet vil kunne indgå i et samarbejde med de øvrige europæiske stater, hvilket helt klart vil gavne landet selv, dets borgere og ligeledes EU.

  Anna Ibrisagic, ordfører. – (SV) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Nečas for hans engagement i denne forhandling i aften. Jeg vil også gerne takke hr. Rehn for at have nævnt de bilaterale tvister, der i praksis er blevet europæiske problemer, og for at understrege, hvor vigtigt det er for os ikke at ofre udvidelsen på grund af finanskrisen.

Bilaterale tvister hæmmer i øjeblikket Kroatiens og Makedoniens chancer for at fortsætte på vejen mod EU-medlemskab, mens de gennemfører de nødvendige reformer. Med min betænkning vil Europa-Parlamentet føje sin stemme til det kor, der insisterer på, at bilaterale tvister skal forblive netop dette – bilaterale – og ikke blandes sammen med tiltrædelsesprocessen.

Endelig vil jeg gerne sige, at jeg mener, at udvidelsen til Vestbalkan er for vigtig for fred, frihed og fremgang på vores eget kontinent til, at vi kan risikere at bringe den i fare.

Dette er det budskab, jeg gerne vil have min betænkning til at udsende til de 500 mio. europæere, der snart skal vælge et nyt Parlament, til medlemsstaternes regeringer, til Kommissionen og til befolkningen og politikerne på Vestbalkan. Det er et budskab, som det er særligt vigtigt at udsende i en tid, hvor den økonomiske krise risikerer at få stadig flere mennesker og politikere i Europa til at ville lukke døren bag sig og ikke give flere mennesker lov til at leve, arbejde og handle, hvor de ønsker det på vores kontinent. Jeg håber derfor også, at dette er et budskab, som mine kolleger her i Parlamentet vil tage med sig til den kommende valgkamp. Hvis Europa er blevet koldere og mere indadskuende, er det en prioritering for os her i Parlamentet at arbejde på at gøre det gæstfrit og åbent igen.

  Formanden. – Jeg har modtaget et beslutningsforslag(1), jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted fredag den 24. april 2009.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Alexandru Nazare (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Vestbalkanregionen udgør et særligt tilfælde blandt de lande, som EU ligger tæt på. Det er en region, der står over for talrige udfordringer, og som stadig skal gennemgå mange flere faser, før integrationsprocessen kan gennemføres. Men det er en region, hvis udsigter til EU-medlemskab er klare og utvetydige.

Både mine kolleger og jeg ønskede at sikre, at denne beslutning rent faktisk principielt og detaljeret bekræfter EU's interaktion med landene i området. Vi lægger, som jeg fremhæver i mit ændringsforslag, vægt på en række spørgsmål: visumordningen, processen med at informere borgerne om EU, økonomisk samarbejde med staterne på Vestbalkan, mindretalsrettigheder, studieprogrammer i EU for unge fra regionen samt en styrkelse af den interparlamentariske dialog, også før disse lande kommer med i EU.

Vi mener, at den europæiske foreningsproces kan fortsætte på borgerniveau, når den er blevet langsommere på institutionelt niveau. Jeg mener også, at når man anskuer tingene ud fra dette perspektiv, kan vi fortsat lade vores omsorg for regionens stabilitet blive omsat til praksis og ikke kun gennem retorik, eller ud fra et historisk synspunkt.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE), skriftlig. – (HU) EU's udvidelsespolitik er det bedste instrument til at bevare stabilitet og den fredelige tilstande i Vestbalkanregionen. Vi håber, at vi vil kunne byde Kroatien velkommen i 2011 under det ungarske formandskab, men dette afhænger af, at Kroatien endelig bliver enig med Slovenien om at indlede bilaterale samtaler med internationale mæglere om delingen af Piranbugten. Formålet med samtalerne om Piranbugten er at løse den verserende grænsestrid mellem de to lande, og hvis det ikke lykkes, vil Kroatien bestemt ikke kunne blive medlem af Fællesskabet. En anden betingelse er, at Kroatien også samarbejder fuldt ud med Den Internationale Straffedomstol i Den Haag om at eftersøge og udvise krigsforbrydere.