Formanden. − Næste punkt er forhandlingen om seks beslutningsforslag om kvinders rettigheder i Afghanistan⁽¹⁾.

  Ana Maria Gomes, forslagsstiller. − (EN) Hr. formand! Hensyn til kønsspørgsmål er en målestok for god regeringsførelse overalt i verden, men i endnu højere grad i Afghanistan efter de lidelser, som kvinder i Afghanistan er gået igennem i årtier. Der kan ikke opnås reel fred og genbygning i Afghanistan, hvis ikke det prioriteres at sikre respekt for kvinders menneskerettigheder.

Den shiitiske familielov legitimerer voldtægt i ægteskabet, godkender børns ægteskab og forbyder kvinder at forlade deres hjem uden deres mands tilladelse. Kvinders menneskerettigheder og værdighed må ikke være offer for politiske studehandler med islamiske fundamentalister før valget. Det internationale samfunds repræsentanter i Afghanistan skal lægge større pres på præsident Karzai og de afghanske myndigheder, så de indfører hensigtsmæssig lovgivning, der respekterer kvinders menneskerettigheder, og politikker, der forpligter dem til at respektere kvinders rettigheder og værdighed.

Ligesom den shiitiske familielov er forsinkelsen af den afghanske medielov, der blev vedtaget af det afghanske parlament for flere måneder siden af to tredjedele af parlamentet, et redskab, hvormed præsident Karzai kan bevare kontrollen med statslige medier og udsende propaganda forud for præsidentvalget.

Det internationale samfund må ikke tillade, at dette fortsætter. Den pågældende lov er afgørende for at sikre ytringsfrihed og pressefrihed i Afghanistan. Uden den vil vores indsats i Afghanistan være forgæves. Det er afgørende, at der træffes foranstaltninger, for så vidt angår disse to love, og at det internationale samfund sikrer, at myndighederne i Afghanistan lever op til deres forpligtelser og holder deres ord, når det gælder menneskerettigheder og navnlig kvinders rettigheder.

  Nickolay Mladenov, forslagsstiller. − (EN) Hr. formand! Det internationale samfund er rystet over de oplysninger, som vi alle har hørt om det lovforslag, der er stillet i Afghanistan, om shiitiske kvinders status. Det er rystende, at et land, der ønsker at blive et demokrati og overholde sine internationale forpligtelser, i begyndelsen af det 21. århundrede kan vedtage en lov, der begrænser kvinders rettigheder.

Jeg mener dog, at vi i forbindelse med vores drøftelser og vores relationer med Afghanistan er nødt til at være meget forsigtige med, hvilken tilgang vi anvender, da Afghanistan er et land, der er kommet gennem et voldeligt og undertrykkende religiøst diktatur; det har oplevet år og årtier med borgerkrig. Det er et samfund, hvor mennesker, i højere grad end bygninger, er blevet skadet og ødelagt.

Vi skal være meget konsekvente i vores budskaber, men vi skal også være meget forsigtige med, hvordan vi formulerer dem. Vi bør opfordre de afghanske myndigheder til at se på loven, revidere den og sikre, at den er fuldt ud i tråd med landets internationale forpligtelser samt landets forfatning.

Vi må ikke udnytte situationen i forbindelse med valg her i Europa, men skal derimod give budskabet videre til vores kolleger og venner i Afghanistan for at sikre, at de er i stand til at opfylde de forpligtelser, som de frivilligt har påtaget sig.

I dette tilfælde må vi hjælpe præsident Karzai og den afghanske regering med at revidere loven og sikre, at den er i overensstemmelse med internationale forpligtelser og forfatningen. Det er en del af vores dialog, og vi er nødt til at stå fast på, at der ikke må indføres tiltag, der krænker kvinders rettigheder.

Jeg er helt enig i det, som Ana Maria Gomes netop sagde. Men lad os udvise forsigtighed, da det, når vi beskæftiger os med et samfund, der i den grad er blevet traumatiseret, er langt mere vigtigt, hvordan vores budskab opfattes, end hvordan det forstås her i Europa. Vi må være konsekvente og opfordre Kommissionen og Rådet til at viderebringe dette budskab gennem alle vores bistandsprogrammer til regeringen og myndighederne i Afghanistan.

  Hélène Flautre, forslagsstiller. – (FR) Hr. formand! Sluterklæringen fra Durban II-opfølgningskonferencen, som Afghanistan deltager i, konkluderede så sent som i dag, at det er tvingende nødvendigt at gøre alle typer vold mod kvinder strafbare, og fordømte retlige instrumenter, der er baseret på forskelsbehandling, herunder forskelsbehandling på grundlag af religion.

Samtidig indfører Afghanistan lovgivning, der udelukkende finder anvendelse på den shiitiske befolkning, og som klart diskriminerer mod kvinder inden for ægteskab, skilsmisse, forældremyndighed, arv og adgang til uddannelse.

Det er en fuldstændig skizofren tilgang. Afghanistan kan ikke skrive under på én ting i Genève og gøre noget andet i Kabul. Ved at deltage i Durban II-konferencen har Afghanistan forpligtet sig til at fjerne flere typer forskelsbehandling. Det er vigtigt for landets troværdighed, at det tager affære omgående.

Ved at nægte at vedtage loven ville justitsministeren og præsidenten vise deres vilje til at forpligte landet til at overholde sine forpligtelser på menneskerettighedsområdet.

Ligestilling mellem mænd og kvinder er stadfæstet i den afghanske forfatning og i internationale konventioner, som Afghanistan er part i. Myndighederne er forpligtet til ikke at give efter for ekstremisme i nogen form og til ikke at give sig. Det er i sidste ende et samfunds fremtid, der træffes afgørelse om i dette lovforslag, og det afghanske samfund har allerede givet udtryk for sit ønske om ikke at blive holdt uden for disse drøftelser.

Kvinder kæmper en kamp, og de fortjener al den støtte og beskyttelse, som de kan få, fra deres land. Det er myndighedernes ansvar at leve op til deres forpligtelser og demonstrere, at de er i stand til at gøre dette, og de europæiske civile styrker i landet skal støtte dem i den ambitiøse genopbygning af landet og tjene som et godt eksempel.

Lad os ikke glemme, at de voldshandlinger, som vores hære begår, og den kendsgerning, at krig kaster Afghanistan ud i fattigdom, blot skaber yderligere ekstremisme.

  Erik Meijer, forslagsstiller. − (NL) Hr. formand! Der fremsættes to argumenter for udenlandsk militær tilstedeværelse i Afghanistan.

Det første argument er selvforsvar for verden uden for Afghanistan. Siden 2001 har USA levet i frygt for nye katastrofer, hvis al-Qaeda skulle anvende afghansk territorium til at forberede nye angreb. Det handler derfor om andre staters interesser. Dette mål er stort set nået.

Det andet argument vedrører imidlertid den afghanske befolknings vilkår. Hensigten var at befri dem fra undertrykkelse og tilbageståenhed. Argumentet vedrører pressefrihed, religiøse mindretals rettigheder, borgernes frihed og især ligestilling for kvinder. I årevis har internationale nyheder om Afghanistan været domineret af historier om, hvordan piger går i skole igen, kvinder ikke længere skal bære slør, hvordan de kunne leve som ligestillede borgere og være uafhængige af deres mænd, og hvordan flere og flere kvinder gik ind i politik. Invasionen lignede et feministisk projekt.

Men vi kan se, at begivenhederne i Afghanistan mere eller mindre ligner begivenhederne i Tjetjenien. Begge lande blev ledet af fundamentalistiske islamiske grupper, hvilket eksterne kræfter i begge tilfælde ønskede at sætte en stopper for. I begge tilfælde blev der indgået en uhyggelig alliance, dels af amerikanerne og dels af russerne, hvilket betyder, at der i forsøget på at kontrollere en bestemt gruppe islamiske fundamentalister blev indgået aftaler med andre islamiske fundamentalister. Resultatet er, at jagten på frihed, som var en vigtig begrundelse for invasionen, er blevet ofret i forløbet.

I Afghanistan bliver kvinder skubbet længere og længere tilbage til den stilling, som de indtog under Talibanstyret. Piger går ikke længere i skole, og kvinder forsvinder fra den politiske arena. Der er nu endda indført en lov, der beskytter mænds ret til seksuel tilfredsstillelse uden kvindens tilladelse. Det er det samme som voldtægt. Samtidig truer staten journalister med dødsstraf. Vi er nået til en blindgyde. Europa bør nægte at støtte denne situation yderligere.

  Marco Cappato, forslagsstiller. − (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det internationale samfund sætter uden tvivl en stor del troværdighed på spil i forbindelse med begivenhederne i Afghanistan. Emma Bonino, som er leder af mit politiske parti, blev anholdt af Taliban blot for at være til stede som medlem af Europa-Kommissionen og blev tilbageholdt i nogle timer, netop fordi hun forsvarede kvinders rettigheder.

Til trods for opsplitningerne og de forskellige holdninger til væbnede indgreb og til trods for de standpunkter, der er taget, kan vi ikke tillade, at situationen, for så vidt angår kvinders rettigheder, forværres på den måde.

For seks år siden organiserede vi i Nonviolent Radical Party en "satyagraha", som var en ikkevoldelig verdensaktion til fordel for kvinder på ministerposter i den afghanske regering. I dag har vi brug for en fornyet mobilisering af det internationale samfund for at sikre, at kvinders rettigheder beskyttes, men også for at sikre, at kvinder spiller en rolle på højeste niveau i det politiske og institutionelle liv.

Vi må sikre, at vi i forbindelse med ethvert samarbejde, som vi måtte have med den afghanske regering, udviser forsigtighed – hvilket der under alle omstændigheder er opfordret til – men også størst mulig viljestyrke, da det ville være en misforståelse at tro, at en form for Realpolitik mod de fundamentalistiske partier kan ende med at sikre langsigtet fred i Afghanistan samt i vores egne byer og lande.

  Bernd Posselt, for PPE-DE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! For 30 år siden i efteråret 1979 vedtog Europa-Parlamentet den første hastebeslutning om Afghanistan på foranledning af Otto von Habsburg, som jeg arbejdede sammen med på daværende tidspunkt. Den omhandlede en advarsel mod den forestående sovjetiske invasion af Afghanistan, som rent faktisk kom blot nogle få måneder senere.

Siden dengang har landet haft en forfærdelig lidelseshistorie, og vi bør spørge os selv, hvad Afghanistan er. For det første er det i mange henseender et meget gammelt stammesamfund, som vi ikke kan kaste ind i det 21. århundrede med et slag. For det andet er det et land, der lægger stor vægt på sin uafhængighed, som det beskyttede mod britisk og russisk imperialisme med en kraftanstrengelse. For det tredje er det et land, der har lidt meget i løbet af det 20. århundrede, og som, som følge af et tvivlsomt indgreb – og det siger jeg helt åbent – fra de vestlige magters side nu er i en situation, hvor det har en præsident, som mange borgere i landet ikke opfatter som deres egen.

Det er en meget vanskelig situation. For at sikre, at der ikke er nogen misforståelser, skal det bemærkes, at hr. Cappato ved, at jeg ikke er en af de såkaldte "realistiske politikere". Jeg er, for så vidt angår menneskerettigheder, ikke åben for kompromiser. Vi skal fordømme denne lov og undertrykkelsen af kvinder i Afghanistan. Vi skal dog anvende metoder, der kan sikre succes og ikke giver indtryk af, at der er tale om en form for ekstern kontrol. Vi skal derfor finde partnere i dette multietniske samfund i Afghanistan og gradvist opbygge et moderne samfund i landet.

Det betyder, at vi skal støtte et politisk tankegang for Afghanistan frem for en rent militær løsning, som det har været tilfældet hidtil. Loven skal således revideres. Vi er ikke villige til at bøje os i dette spørgsmål, da vi har store udgifter i dette land, hvor vi har militære styrker. Vi skal imidlertid gøre det på en måde, der inddrager afghanerne og respekterer deres værdighed, og det indebærer naturligvis som topprioritet – uanset om man kan lide det eller ej – kvinders værdighed.

  Lissy Gröner, for PSE-Gruppen. – (DE) hr. formand! I lyset af undertegnelsen af den shiitiske familielov, der er udtryk for foragt for kvinder i Afghanistan, opfordrer jeg Kommissionen til på ny at gøre kvinders rettigheder til en central del af sin strategi for Afghanistan.

I november 2002 sendte Den Socialdemokratiske Gruppe i Parlamentet en delegation under mit lederskab til Afghanistan for at sikre, at kvinder ikke blev lukket ude i forbindelse med genopbygningen af landet. Vi talte med præsident Karzai, flere regeringsrepræsentanter samt kvinde- og menneskerettighedsorganisationer, og vi var meget tilfredse. Yderligere sikkerhed, stabilitet og velfærd for kvinder, herunder kvinder uden burka, så ud til at være inden for rækkevidde. Kvinder havde fået adgang til sundhedssystemet, uddannelse, undervisning og arbejdsmarkedet efter Talibanstyret. Den højeste børnedødelighed i verden så ud til at gå i den rigtige retning. På vores foranledning blev der i forfatningen indført en 25 %-kvote for kvinder i det første parlament, der skulle vælges, og omkring 4 mio. flygtninge vendte tilbage til deres krigshærgede land.

Der er dog desværre sket meget lidt i de sidste fem år. Advarsler fra kvinderettighedsorganisationer som f.eks. Medica Mondiale om, at volden skal standses, lader til at blive ignoreret, og i begyndelsen af april myrdede det radikale islamiske Taliban i Kandahar den tysk-afghanske kvinderettighedsforkæmper Sitara Achikzai. Vi opdagede, at andre kvinder var blevet skudt, herunder en højtstående kvindelig politiofficer. Vi må ikke læne os tilbage og se det ske og undlade at gøre noget ved det. Borgernes opvågnen er i alvorlig fare. Vi må sætte en stopper for denne nye shiitiske familielov.

Parlamentets beslutning skal klart og tydeligt slå fast, at loven skal forkastes. Hvis det ikke lykkes, er den internationale støtte til Afghanistan også i fare, hvis kvinders rettigheder ikke respekteres. Der bliver enten tale om en åbning mod det internationale samfund, hvor menneskerettighederne respekteres, eller en tilbagegang til Talibanstyrets undertrykkelse. Det skal siges klart og tydeligt til hr. Karzai!

  Ewa Tomaszewska, for UEN-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Det, der bekymrer mig mest i forbindelse med de lovændringer, der er indført i Afghanistan, er, at kvinders ret til lægebehandling er blevet fjernet. Det er et resultat af forbuddet mod at forlade hjemmet uden mandens tilladelse og forbuddet mod at blive undersøgt af en læge.

Afghanistans hospitaler og deres udstyr er i en katastrofal tilstand som følge af mange års borgerkrig. Adgangen til vand er begrænset på grund af landminer. Viden om hygiejne og behandling af mindre lidelser uden lægebehandling gives ikke længere videre fra generation til generation, hvilket ellers har været en tradition. Mødre fortæller ikke længere unge kvinder, at kamille kan bruges, når man bader et spædbarn, på grund af plantens desinficerende egenskaber. Alt for ofte er mødrene ganske enkelt blevet myrdet. Oven i denne dramatiske situation kan forbuddet mod lægebehandling eller hospitalsbehandling få katastrofale konsekvenser for en hel generation. Vi bør bestræbe os på at løse dette problem til trods for de kulturelle forskelle.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. – (NL) Hr. formand! I mit land siger man, at "papirarbejdet kan vente", hvilket illustrerer skellet mellem højtravende idealer og forordninger på den ene side og hverdagen på den anden side. Når vi anvender dette ordsprog på kvinders rettigheder i Afghanistan, giver det et chokerende billede.

I den fælles beslutning henvises der med rette til Afghanistans forfatning og de internationale aftaler, som Afghanistan har undertegnet, i hvilke det fastsættes, at mænd og kvinder har lige rettigheder og pligter over for loven. Kvinders reelle vilkår i Afghanistan er dog en helt anden historie. Afghanske kvinders vilkår kan groft set opsummeres i 12 korte punkter, nemlig en gennemsnitlig levealder på 44; en høj dødelighed i forbindelse med fødsler (1 600 pr. 100 000 fødsler); kun 14 % af alle kvinder over 15 kan læse; lav status, fordi kvinder ejes af mænd; hyppige og et øget antal trusler og intimideringer af kvinder i offentlige funktioner, herunder mord; stort set ingen beskyttelse af afghanske kvindeorganisationer fra de lokale myndigheders side eller af udenlandske tropper mod målrettede angreb; det er hovedsagelig familien, der beslutter, om piger må gå i skole; gentagne angreb på pigeskoler – f.eks. blev otte skolepiger og fire kvindelige lærere i november 2008 skamferet i Kandahar af Talibanfolk, der sprøjtede syre i deres ansigter; løbende trusler om seksuel vold i og uden for ægteskabet; ca. 57 % af alle piger giftes bort, inden de fylder 16; forbrydelser, der begås mod kvinder, indberettes sjældent af frygt for repressalier fra familiens, stammens, forbryderens eller endda politiets side; og kvinders selvbeskadigelse og endda selvmord som følge af deres håbløse situation.

Dette deprimerende billede af afghanske kvinders vilkår, der kun er toppen af isbjerget, understreger behovet for at gøre papir til virkelighed og gøre afghanske kvinders status til en national og international, men også europæisk politisk prioritet.

  Charles Tannock (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Afghanistans nye lov, der reelt legaliserer voldtægt inden for ægteskabet og børns ægteskab for shiitiske kvinder, risikerer at sende landet tilbage til de middelalderagtige forhold under Talibanstyret. Denne lov gør det vanskeligere at skelne, for så vidt angår modernisme og respekt for kvinders rettigheder, mellem den valgte afghanske regering og de talibanske terrorister, som den forsøger at bekæmpe.

Loven gør det også vanskeligt at retfærdiggøre det internationale samfunds massive militære og finansielle bistand til Afghanistan. Jeg har det meget dårligt med, at soldater fra mit eget land, Det Forenede Kongerige, dør i forsøget på at forsvare en regering, der tager for stort hensyn til ekstremistiske og oplysningsfjendtlige følelser.

Det skal siges til præsident Karzais forsvar, at han har sagt, at loven vil blive trukket tilbage, men det har krævet et stort internationalt pres, herunder denne beslutning fra Parlamentet, at nå dertil. Tilbagetrækningen af loven bør heller ikke dække over den kendsgerning, at kvinder i Afghanistan fortsat dagligt lider under manglende uddannelse, uretfærdighed og forskelsbehandling. Der er stadig lang vej igen, inden Afghanistan fuldt ud bliver en del af den moderne verden og overholder sine bindende internationale forpligtelser.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (PSE). – (PL) Hr. formand! Til trods for den kendsgerning, at Afghanistan har undertegnet konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, og at præsident Karzais regering har erklæret, at mænd og kvinder er lige for loven, og har garanteret kvinder 25 % af mandaterne i det afghanske parlament, behandles afghanske kvinder stadig som andenrangsborgere i deres eget land.

For mange afghanske fundamentalister er kvinders plads i hjemmet og ikke i skolen eller på en arbejdsplads. Et eksempel på dette er den lov, der for nylig blev vedtaget af begge kamre i det afghanske parlament og undertegnet af præsidenten, ifølge hvilken kvinder kun med deres mands eller fars samtykke har ret til at forlade hjemmet, gå i skole, søge job eller modtage lægebehandling. Derudover giver loven fædre og bedsteforældre eneret til forældremyndighed over børn. Heldigvis er denne lov endnu ikke trådt i kraft. Som følge af adskillige protester, både i Afghanistan og fra udlandet, er lovforslaget blev henvist til det afghanske justitsministerium med henblik på at sikre, at teksten er i overensstemmelse med forfatningen og internationale traktater.

Europa-Parlamentet bør på det kraftigste opfordre de afghanske myndigheder til at trække denne lov tilbage, da den uden tvivl er i strid med konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder. Derudover bør vi klart og tydeligt opfordre det afghanske justitsministerium til at ophæve alle andre love, der forskelsbehandler kvinder. EU som fællesskab skal give udtryk for sin støtte til alle dem, der kæmper for kvinders rettigheder i Afghanistan, så vi ikke tillader, at alt det, der er opnået hidtil inden for dette område, ødelægges.

  Anna Záborská (PPE-DE). – (SK) Hr. formand! Jeg vil gerne takke Hans-Gert Pöttering for at have imødekommet min anmodning og inddraget dette punkt blandt hastebeslutningerne under dette plenarmøde.

En kvindes værdighed ligger dybt i hendes personlighed. Den skal respekteres i forholdet til partnere og i familien, og alle samfund bør oplyse om dette. Unge kvinder skal frit og selvstændigt kunne træffe beslutninger. Vi kan ikke acceptere den nuværende situation i Afghanistan. Diskrimination imod kvinder er en krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder og ydmyger kvinder og ødelægger deres individualitet.

Vores politik skal være konceptuel, men utvetydig. Vi kan ikke tillade præsident Hamid Karzai at tale i Parlamentet og samtidig acceptere, at love, der krænker de grundlæggende menneskerettigheder, vedtages i hans land.

  Corina Creþu (PSE) . – (RO) Hr. formand! Det vedrører naturligvis os alle, at en lov er på vej til at træde i kraft i Afghanistan, der tillader diskriminerende og nedværdigende behandling af kvinder i familien og samfundet. Det er i åbenlys strid med den dagsorden, som vi arbejder for i Afghanistan, så meget desto mere fordi størstedelen af NATO-landene har meddelt, at de har tænkt sig at øge deres indsats for at sikre stabilitet i Afghanistan. Det militære aspekt af den internationale tilstedeværelse i landet er ganske vist meget vigtigt, måske endda afgørende, men indsatsen handler ikke blot om at sikre fred og beskytte investeringer i infrastruktur. Det handler også om et meget mere komplekst projekt, nemlig at modernisere det afghanske samfund.

Hvem bygger vi skoler for, hvis afghanske piger udsættes for forskelsbehandling og ikke gives adgang til uddannelse? Ingen forventer naturligvis, at det nye afghanske samfund skal være en kopi af de vestlige samfund, men vi kan ikke tillade os at ignorere misbrug og krænkelser af menneskerettighederne med det påskud, at vi respekterer lokale kulturelle identiteter. Derfor mener jeg, at det er de europæiske institutioners pligt at overdrage et stærkt budskab til præsidenten…

(Formanden fratog taleren ordet)

  Paul Rübig (PPE-DE). – (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Afghanistan har haft en problematisk historie. Jeg mener, at især familier har et meget tæt sammenhold i landet, og at kvinder har en vigtig rolle i familien. Det er derfor meget vigtigt frem for alt at fremme økonomisk udvikling og især støtte til små og mellemstore virksomheder.

Der er naturligvis også brug for en moderne infrastruktur for at give landet mulighed for udvikling. Jeg mener, at netop infrastrukturprojekter kan bidrage til at sikre en større forståelse mellem de forskellige befolkningsgrupper i dette land, og at der langsomt kan udvikles et nyt verdenssyn gennem informations- og kommunikationsteknologi, samtidig med at landets identitet bevares fuldt ud.

  Antonio Tajani, næstformand i Kommissionen. – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Lovgivningen om menneskerettigheder for det shiitiske samfund i Afghanistan har med rette tiltrukket stor opmærksomhed.

Vi overvåger de politiske udviklinger i landet tæt via vores delegation i samarbejde med EU's særlige repræsentant og medlemsstaternes repræsentanter.

Vi respekterer naturligvis uafhængigheden af lovgivningsprocessen i Afghanistan, især for så vidt angår forfatningen, der ganske rigtigt i artikel 131 giver mulighed for lovgivning, der udelukkende er rettet mod det shiitiske samfund. Ikke desto mindre har vi sammen med vores partnere støttet en tilgang rettet mod visse artikler i denne lov, der næppe er forenelige med hverken den afghanske forfatning eller med den del af folkeretten, som den afghanske regering har undertegnet.

EU rettede derfor henvendelse til den afghanske regering den 12. april 2009. I vores henvendelse mindede vi specifikt regeringen om dens forpligtelser, for så vidt angår internationale konventioner vedrørende borgerrettigheder og politiske rettigheder, forskelsbehandling af kvinder og barnets rettigheder.

Vi påpegede, at lovforslaget i stort omfang ville forhindre kvinder i at udøve deres rettigheder og i at deltage på lige fod i det økonomiske, sociale, kulturelle, civile og politiske liv i det afghanske samfund.

Det er sandsynligt, at den internationale reaktion og reaktionen fra det afghanske civilsamfund har bidraget til den afghanske regerings beslutning om at henvise loven til justitsministeren med henblik på en overordnet gennemgang, som navnlig fokuserer på Afghanistans forpligtelser i henhold til folkeretten. Det er indlysende, at denne gennemgang fuldt ud vil blive gennemført under den afghanske regerings mandat. I lyset af landets politiske baggrund er det afgørende, at regeringen fuldt ud påtager sig sit ansvar som led i den lovgivningsmæssige og institutionelle proces.

Vi vil overvåge denne gennemgang nøje i samarbejde med vores internationale partnere og som led i vores støtte til den institutionelle reform af retsvæsenet.

  Formanden. − Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 142)

  Toomas Savi (ALDE), skriftlig. – (EN) Alle mennesker har ret til et humant liv, hvilket betyder, at ingen bør forskelsbehandles på noget som helst grundlag, herunder køn. Desværre krænkes menneskerettigheder, der for os europæere er naturlige, i stor stil i forskellige lande i verden.

Siden Talibanstyret blev væltet, er situationen i Afghanistan blevet bedre, men reelt har der ikke været mange positive udviklinger, for så vidt angår menneskerettigheder. De fortsatte krænkelser af kvinder er dybt uacceptable, og det er meget vigtigt, at EU lægger pres på den afghanske regering med henblik på at få situationen under kontrol. Det, der er endnu mere forkasteligt end flere kontroversielle love vedrørende ligestilling mellem mænd og kvinder, er den kendsgerning, at mænd stadig i vid udstrækning har højere status end kvinder i det afghanske samfund. EU skal derfor støtte oplysningskampagnen om ligestilling mellem kønnene og respekt for menneskerettighederne.