Formanden. − Næste punkt er forhandlingen om seks beslutningsforslag om den humanitære situation i Camp Ashraf⁽¹⁾.

  Ana Maria Gomes, forslagsstiller. − (EN) Hr. formand! Visse medlemmer ønsker at fremstille Folkets Mujahedin (MEK) som helte eller et reelt alternativ til det iranske regime. De er ingen af delene.

I forbindelse med mine rejser til Irak har jeg hørt kurdiske, sunnimuslimske, shiamuslimske, kristne, turkmenske og andre ledere klage over den rolle, som Folkets Mujahedin spillede som et redskab for Saddam Hussein i Anfar-kampagnen i 1988, der kulminerede i massakrer såsom massakren i Halabja. Det er det, som den irakiske delegation, der besøgte os i denne uge, også bekræftede over for os, mens den samtidig forsikrede os om, at den irakiske forfatning forpligter den irakiske regering til fuldt ud at respektere menneskerettighederne for beboerne i Camp Ashraf, der med UNHCR's og IRKK's hjælp ønsker at rejse til Iran eller andre destinationer eller ønsker at blive som politiske flygtninge under den irakiske lovgivning.

Vi må forstå den irakiske regerings modvilje mod fortsat at lade Camp Ashraf være en plet på deres gode naboskab med Iran. Irakerne kan ikke ignorere Iran. Landet er der. Det er en stærk nabo. Folkets Mujahedin er ganske vist ikke længere på terrorlisten, men det er stadig en uigennemsigtig kult, der brutaliserer de medlemmer, der ønsker at forlade den. Frem for alt er beboerne i Camp Ashraf mennesker, hvis menneskerettigheder skal respekteres, uanset organisationens skæbne eller fortid. De skal behandles i overensstemmelse med flygtningekonventionen fra 1951, og ingen – jeg gentager, ingen – må tvinges til at vende tilbage til Iran.

Men lad os slå en ting fast. Denne beslutning handler ikke om det iranske styre, der har undertrykt sit folk, misbrugt magten og destabiliseret Mellemøsten i årtier. Medlemmer, der stemmer for ændringsforslagene fra PSE og Verts/ALE, der sigter mod at tilpasse tonen i beslutningen, som en stemme for det iranske styre, argumenterer enten i ond tro eller er ganske enkelt løbet tør for argumenter.

Ånden i vores ændringsforslag er helt enkel. Vi ønsker at give et komplet billede af menneskerettighedskrænkelserne og truslerne i og omkring Camp Ashraf. Vi opfordrer f.eks. til, at alle beboere i Camp Ashraf bør have tilladelse til at tale med IRKK og UNHCR på et neutralt sted uden tilstedeværelse af MEK-medlemmer for at finde ud af deres reelle ønsker. Vi bør endvidere opfordre MEK-ledelsen til at holde op med at styre beboernes liv, navnlig ved at tillade dem at forlade Camp Ashraf. Frem for alt er vi dybt foruroliget over indberetningerne om psykisk og fysisk manipulation og alvorlige menneskerettighedskrænkelser inden for kulten. Kort sagt handler det om de individuelle menneskerettigheder for beboerne i Camp Ashraf. Lad os tænke på dem og deres menneskerettigheder, når vi stemmer.

  Alejo Vidal-Quadras, forslagsstiller. − (EN) Hr. formand! Her til morgen stemmer vi om et fælles beslutningsforslag fra fire politiske grupper om situationen for beboerne i Ashraf-flygtningelejren i Irak. 3 500 iranske mænd og kvinder, som er medlem af den demokratiske opposition til det fundamentalistiske styre i Iran, bor i lejren uden mulighed for at forsvare sig. I de sidste par uger er de blevet presset og chikaneret af den fraktion af den irakiske regering, der er under indflydelse af det iranske styre, og det er meget sandsynligt, at der når som helst kan opstå en tragedie i lighed med den, vi så på Balkan for kort tid siden.

Vi husker alle Srebrenica, og jeg er ikke i tvivl om, at intet medlem af Parlamentet ønsker en gentagelse heraf i Irak. Vores beslutningsforslag er en opfordring til at advare offentligheden i hele verden, inden der opstår en katastrofe. Desværre har visse kolleger indgivet ændringsforslag, der kan øge faren for beboerne i Camp Ashraf og give det iranske styre og dets støtter i Irak en undskyldning for en massakre.

Jeg besøgte selv lejren for nylig, og jeg kan forsikre om, at beskyldningerne i de indgivne ændringsforslag er helt ubegrundede. Beboerne i Ashraf er der frivilligt. De kan forlade lejren, når de ønsker det, og de lever i fred og fordragelighed med den irakiske befolkning i området. Formålet med vores forslag er at beskytte disse folk. Ingen forstår det – men hvis disse ændringsforslag vedtages, ville resultatet af forslaget være præcis det modsatte.

Det er ikke et politisk spørgsmål. Det er et humanitært spørgsmål, og det haster. Jeg opfordrer Dem på det kraftigste til at stemme imod alle de indgivne ændringsforslag til dette fælles beslutningsforslag fra de fire politiske grupper og støtte forslaget, da det er blevet fremsat af fire grupper med meget forskellige politiske overbevisninger. Mange uskyldige og harmløse menneskers liv afhænger af Deres stemme. Vi må ikke svigte dem.

  Angelika Beer, forslagsstiller. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Min gruppe har ikke underskrevet dette beslutningsforslag, og vi vil kun stemme for det, hvis de ændringsforslag, jeg har stillet sammen med forslagsstilleren, fru Gomes, for De Europæiske Socialdemokraters Gruppe i Parlamentet og Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance, vedtages.

Det vedrører striden om mujahadinerne eller MKO. Dette er ikke nogen demokratisk opposition. Jeg vil gerne sige et par ord om den. MKO er en degenereret organisation, som svarer til en religiøs sekt, og som i alvorlig grad undertrykker sine egne medlemmer, også inden for lejren. Der anvendes mentalt og fysisk pres for at tvinge medlemmerne til at blive i denne lejr. De, som nægter, får ødelagt deres forhold til andre mennesker, de tvinges til at blive skilt, og deres børn tages fra dem – en af de mest brutale undertrykkelsesmetoder.

MKO har fuldstændig isoleret alle MKO-medlemmer, der bor i og uden for lejren. Al adgang til den internationale presse eller medier er forbudt. Alle de interviews, der blev foretaget af amerikanerne, foregik i overværelse af MKO-kadrer, hvilket betød, at folk ikke kunne tale om deres reelle problemer og bekymringer.

Tidligere blev MKO-medlemmer fra det nordlige Irak overgivet til Saddam Husseins bødler, og de blev på skændig vis tortureret og dræbt i Abu Ghraib-lejren. Dette er blot nogle få eksempler og forklaringer til de fælles ændringsforslag, som jeg indtrængende beder Dem støtte. Alle, der forkaster disse – og det ønsker jeg at sige meget klart – og alle, der vedtager den foreliggende beslutningstekst i uændret form, stemmer for at lade MKO fortsætte sin undertrykkelsespolitik i en lejr, som den kontrollerer. Dermed vil De også være delvis ansvarlig for, hvad MKO i øjeblikket truer med at gøre, hvis lejren opløses under international overvågning, nemlig at opfordre sine medlemmer dér til at sætte ild til sig selv. Det er helt klart det modsatte af, hvad vi ønsker at gøre her, og jeg opfordrer Dem derfor indtrængende til at stemme for de ændringsforslag, PSE og min gruppe har stillet.

  Erik Meijer, forslagsstiller. − (EN) Hr. formand! I 30 år har Iran været regeret af et teokratisk diktatur. Dette diktatur ikke alene tvinger sine indbyggere til at leve efter dets religiøse standarder, det forsøger også at dræbe enhver, som ikke tilpasser sig systemet. Konsekvensen er, at mange iranere er nødt til at leve i eksil, ikke blot i Europa, men også i nabolandene.

Efter den engelsk-amerikanske militære invasion i Irak fik de iranere, der lever i eksil dér, garanti for beskyttelse mod Iran. Nu er de fremmede tropper ved at forberede sig på at trække sig ud af Irak. Jeg støtter denne tilbagetrækning, men en uforudset konsekvens kunne blive, at det teokratiske regime i Iran ville få mulighed for at angribe oppositionen uden for sine egne grænser. Det går efter at få disse mennesker deporteret til Iran for at dræbe dem. I Irak er der stor solidaritet med eksiliranerne. Irans magt i Irak er imidlertid vokset, fordi flertallet af indbyggerne i Irak også er shia-muslimer.

Med skriftlige spørgsmål til Rådet har jeg henledt dets opmærksomhed på situationen for de 3 400 mennesker, der lever i Camp Ashraf. Det eneste svar var, at Rådet ikke havde drøftet dette spørgsmål. I dag drøfter vi et meget vigtigt og presserende beslutningsforslag om Camp Ashraf. I to tidligere beslutningsforslag fra 2007 og 2008 bekræftede Parlamentet Ashraf-beboernes retlige status i henhold til den fjerde Genèvekonvention. I dag retter Parlamentet særlig opmærksomhed mod den nuværende situation ved at vedtage en beslutning, der kun omhandler Ashraf. Denne tekst er en fælles tekst, der er vedtaget af de fleste politiske grupper, og den er afbalanceret. Med den ønsker vi at sende et stærkt budskab til den irakiske regering om, at rettighederne for disse 3 400 mennesker i Ashraf, herunder 1 000 kvinder, ikke må krænkes på grund af pres fra mullaherne i Iran.

Så vi skal sende et samlet budskab uden ændringsforslag, der ville undergrave og svække dette beslutningsforslag, som kun dækker de humanitære problemer for Ashraf-beboerne. Vi skal undgå ændringer af nogen art i den endelige beslutningstekst, som kunne komplicere disse forsvarsløse menneskers situation eller bringe deres liv i fare.

Beboerne i Ashraf blev bombet af amerikanske styrker i begyndelsen af invasionen i 2003. Senere blev de screenet af USA. Den irakiske regering har også screenet hver eneste af beboerne i Ashraf – det fandt sted i april i år. Hver eneste af dem blev udspurgt, uden for Ashraf. De blev kraftigt opfordret til at forlade lejren eller rejse til Iran. Kun seks af dem ønskede at rejse - seks ud af 3 400 mennesker! Så vi må respektere deres beslutning.

  Mogens Camre, forslagsstiller. − (EN) Hr. formand! Situationen i Camp Ashraf, der er hjem for 3 500 medlemmer af den største demokratiske opposition i Iran, PMOI, har givet anledning til stor bekymring i nogen tid og har været emne for adskillige beslutningsforslag i Parlamentet i de senere år. Sammen med en delegation på fire parlamentsmedlemmer besøgte jeg Camp Ashraf i oktober sidste år, hvor vi mødte amerikanske og irakiske repræsentanter samt FN-udsendinge. De bestyrkede alle vores bekymring med hensyn til Ashraf-beboernes retlige status, fordi deres sikkerhed blev overført fra amerikanske tropper til irakiske styrker i begyndelsen af året.

Situationen er blevet meget værre siden da. I en officiel udtalelse i slutningen af februar bad den øverste leder i Iran den irakiske præsident, der var på besøg, om at gennemføre den gensidige aftale om at lukke Camp Ashraf og udvise alle dens beboere fra Irak.

Siden da har de irakiske styrker indledt en belejring af lejren. Irakiske tropper har hindret familier til Ashraf-beboere, parlamentsdelegationer, menneskerettighedsorganisationer, advokater, journalister og selv læger i at komme ind i lejren og lader ikke mange logistikmaterialer komme ind i Ashraf.

Parlamentet fandt det derfor absolut nødvendigt at behandle dette som et presserende spørgsmål nu. Vi har nu arbejdet sammen med alle grupper og udarbejdet en afbalanceret, fælles tekst, hvor alle vores bekymringer med hensyn til dette spørgsmål behandles, og hvor de internationale organer opfordres til at finde en langsigtet, retlig status for Ashraf-beboerne.

Desværre er der stillet nogle ændringsforslag af nogle af Teherans talsmænd, dem, der tror på de løgne, Teheran fortæller. Jeg mener, vi klart bør forstå, at disse forslag er i modstrid med Ashraf-beboernes sikkerhed, og vi bør stemme imod dem. Vi opfordrer indtrængende alle kolleger til at holde sig til den fælles tekst og forkaste alle ændringsforslag.

  Marco Cappato, forslagsstiller. − (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Her står vi og taler om en lejr, som i virkeligheden er en lille by med mennesker, som har nedlagt deres våben på baggrund af en vanskelig, politisk beslutning, mennesker, som reelt har overgivet deres eget forsvar i det internationale samfunds varetægt. Når vi behandler dette punkt i dag som en uopsættelig forhandling, skyldes det, at der er risiko for, at disse mennesker bliver deporteret en masse, og at alle deres rettigheder i forhold til det iranske regime definitivt bliver krænket.

Der kan selvfølgelig stilles spørgsmål til det demokratiske niveau og omfang i Folkets Mujahadin i Iran, i deres organisation, men det er ikke emnet for den forhandling, vi er nødt til at have, og det er ikke grunden til, at vi anmodede om uopsættelig forhandling. Vi har anmodet om uopsættelig forhandling for at forhindre, at denne lille by bliver angrebet som helhed, at dens grundlæggende rettigheder bliver fejet bort, og at den bliver overdraget til det iranske diktatur.

Derfor risikerer de ændringsforslag, der er stillet, simpelthen at skabe forvirring om dette presserende og nødvendige budskab, og derfor håber jeg, at de ikke vil blive vedtaget.

  Tunne Kelam, for PPE-DE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Vi er her i dag for at forhindre, at der sker en potentiel og stor menneskelig tragedie.

Næsten 4 000 mennesker, medlemmer af den iranske opposition, er i overhængende fare for, at de irakiske myndigheder deporterer dem tilbage til Iran, hvis regime allerede har henrettet mere end 22 000 af deres venner. Forresten er det disse mennesker, som har afsløret det hemmelige atomprogram i Teheran, og som med fredelige midler går imod det terrorismeeksporterende regime.

Det er i den irakiske regerings demokratiske troværdigheds interesse, såvel som i den amerikanske regerings interesse, idet den har indrømmet dem status som beskyttede personer, at beskytte deres liv, respektere deres frie vilje og værdighed og garantere dem en sikker fremtid i henhold til folkeretten. Men først og fremmest opfordrer vi den irakiske regering til at hæve blokaden af Camp Ashraf.

  Nicholson of Winterbourne, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg mener, at Alejo Vidal-Quadras, som er en af mine gode venner, og andre, som har talt, tager helt fejl, og at vi bør støtte ændringsforslagene, fordi den irakiske regering ved mere end én lejlighed for nylig har erklæret, at den ikke har nogen som helst hensigter om at tvinge beboerne i Camp Ashraf til at rejse til Iran eller til noget andet land.

Den irakiske regering har gentagne gange anmodet forskellige lande, herunder mange EU-medlemsstater, om at modtage dem, og vi har ikke indvilget.

Af de 3 400 mennesker, der bor i lejren, har 1 015 opholdstilladelser fra og kan opholde sig lovligt i forskellige lande, hvoraf mange er EU-medlemsstater, og vi tager ikke imod disse mennesker. Hvorfor?

De fleste af lejrens indbyggere fik professionel, militær træning under det tidligere regime under Saddam Hussein, og de deltog sammen med hans præsidentgarde og andre sikkerhedsstyrker i den voldelige nedkæmpning af den folkelige opstand i Irak efter befrielsen af Kuwait i 1991.

Der er til overflod beviser på, at disse mennesker skadede det irakiske folk, da den irakiske hær nægtede at udføre de drab, som Saddam Hussein krævede. Familierne til ofrene i Irak kan ikke glemme denne kendsgerning, og i henhold til den irakiske forfatning må grupper som f.eks. MKO eller PKK ikke befinde sig på irakisk jord.

2 000 af disse mennesker har registreret sig selv hos Højkommissariatet for Flygtninge, idet de håber at blive flyttet til andre lande, der er parat til at modtage dem, og igennem flere år har den irakiske regering arbejdet tæt sammen med UNHCR og bedt andre lande om at modtage dem.

Kære kolleger, dette er Iraks sag. Iraks suverænitet er på spil, og vi bør sætte vores lid til den demokratisk valgte regering i Irak. Det er deres ret, deres pligt, og jeg kan forsikre Dem om, at de udfører den på korrekt vis.

  Charles Tannock (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Jeg har aldrig været nogen stor ynder af Folkets Mujahadin i Iran, hvis filosofiske udgangspunkt er islamistisk-marxistisk – hvilket i sig selv er en modsætning – og de var selvfølgelig igennem mange år under beskyttelse af Saddam Hussein, slagteren fra Baghdad, som de støttede militært.

I de seneste år har de ikke desto mindre omdannet sig og givet vesten værdifulde oplysninger om krænkelser af menneskerettighederne i Iran og den geografiske placering af Irans hemmelige uranberigelsesanlæg. Det var derfor tvivlsomt, om de burde være forblevet på EU's liste over terrorister. Hvad der efter min mening ikke kan betvivles, er, at beboerne i Camp Ashraf fortjener retlig beskyttelse i Irak fra landets regering og de allierede styrker og ikke fortjener at blive deporteret til Iran, hvor de er næsten sikre på at blive udsat for tortur og måske henrettelse.

  Richard Howitt (PSE). – (EN) Hr. formand! Denne forhandling viser endnu en gang begrænsningerne i de uopsættelige forhandlinger, med et enormt antal udtalelser fordi der ikke har været tilstrækkelig tid til ordentlige forhandlinger og samråd.

Jeg ønsker ført til protokols, at der i den originale tekst fra Socialdemokraterne klart udtrykkes modstand mod enhver form for tvungen deportation og kræves fuld overholdelse af Genèvekonventionen samt fuld adgang for internationale menneskerettighedsorganisationer. Da jeg selv har søgt at opnå et kompromis ved at få støtte på tværs af partierne kun til ændringsforslagene 2, 3 og 6 og så Socialdemokraternes støtte til det fælles beslutningsforslag, vil jeg sige til hr. Vidal-Quadras og andre, at det er fuldstændig fortegnet at sige, at disse ændringsforslag ville kunne bruges som et påskud for at massakrere beboere. Hvad enten folk støtter eller kritiserer PMOI, bør ingen her i Parlamentet under en forhandling om menneskerettigheder være uenig i ændringsforslag, der har til formål at støtte alle parters menneskerettighedsforpligtelser overalt i verden.

  Jan Zahradil (PPE-DE). – (CS) Hr. formand! 30 sekunder er nok til mig. Jeg vil gerne sige, at det glæder mig meget, at PMOI under det tjekkiske formandskab blev fjernet fra EU's liste over forbudte organisationer, og jeg er glad for, at vi fortsætter med at beskytte den iranske opposition mod regimet via dagens beslutningsforslag om Camp Ashraf. Jeg vil gerne takke alle deltagere fra alle politiske grupper uanset farve eller overbevisning, og jeg håber, at beslutningsforslaget vil gå igennem i den foreliggende udformning uden de ændringsforslag, som i nogen grad ville deformere det.

  Paulo Casaca (PSE). – (PT) Hr. formand! Også jeg ønsker at opfordre til, at der stemmes om dette fælles beslutningsforslag i dets nuværende udformning. De ændringsforslag, der er stillet her i Parlamentet, er i bund og grund en fejltagelse.

Det er absolut ikke rigtigt at sige, at så meget som én flygtning fra Camp Ashraf eller den alternative lejr er blevet flyttet til Europa eller blot inden for Irak med støtte fra Højkommissariatet. Jeg opfordrer enhver til at spørge Højkommissariatet, om nogen som helst flygtninge er blevet flyttet på noget tidspunkt.

Alt dette er fuldstændig forkert, og hensigten med det er kun at muliggøre en massakre. Det er det, det hele drejer sig om, ikke andet, og jeg vil gerne bede stillerne af disse fuldstændig skændige ændringsforslag om at trække dem tilbage, for de er en fornærmelse mod Parlamentet.

  Antonio Tajani, Næstformand i Kommissionen. − (IT) Hr. formand! Jeg beder Dem om at kunne tale, men under forhold, hvor det er muligt. Med alle parlamentsmedlemmerne gående omkring er det virkelig meget, meget svært. Jeg har stor respekt for Parlamentet, men det forekommer mig virkelig umuligt at tale under disse forhold.

  Formanden. − De har ret.

Mine damer og herrer! Vi afslutter ikke forhandlingen, før alle sidder roligt på deres pladser.

Vil de medlemmer, der taler i midtergangene, venligst bemærke, at vi ikke afslutter forhandlingen, før de holder op med at tale, så vi kan lytte til næstformanden i Kommissionen med tilbørlig respekt.

  Antonio Tajani, Næstformand i Kommissionen. − (IT) Hr. formand! Jeg vil gerne sige tak, for jeg synes, det er rigtigt at deltage i forhandlinger ved at lytte til det, der bliver sagt, og ved at tale på en ordentlig måde.

(FR) Jeg vil nu tale på fransk. Hr. formand, mine damer og herrer! Kommissionen overvåger jævnligt udviklingen i situationen i Irak, især i relation til Camp Ashraf.

Som det er alle bekendt, tog den irakiske regering i januar 2009 igen kontrollen over dette område. Hvad angår den humanitære situation i lejren, har Kommissionen fået at vide af Den Internationale Røde Kors Komité og andre internationale organisationer, som har overvåget udviklingen i situationen, at der ikke er rapporteret nogen betydelig forringelse af levevilkårene eller nogen overtrædelser af internationale konventioner.

Kommissionen er helt enig i, at en lukning af lejren bør ske inden for lovlige rammer, og at dens beboeres liv og fysiske eller psykiske velbefindende ikke må trues. De internationale humanitære standarder bør være gældende, ikke mindst princippet om ikke sende flygtninge tilbage.

Ved adskillige lejligheder har den irakiske regering sagt, at den er parat til at behandle beboerne i lejren anstændigt, og at den ikke har nogen intention om ulovligt at deportere medlemmerne af denne organisation eller at tvinge dem til at forlade Irak.

Med dette i baghovedet understreger Kommissionen ikke desto mindre, som altid, at folkeretten skal respekteres, og den stoler på, at den irakiske regering handler i overensstemmelse dermed.

Da de irakiske myndigheder mødtes med Kommissionen i marts 2009, gentog de deres forpligtelse til at respektere internationale, humanitære standarder og ikke bruge magt, og især til ikke at gennemtvinge tilbagesendelser til Irak.

Den irakiske minister for menneskerettigheder holder for tiden individuelle møder med beboerne for at fastslå deres rettigheder og finde ud af, om de ønsker at vende tilbage til Irak eller rejse til et tredje land.

I de seneste uger har nogle medlemmer valgt at forlade lejren, og de har kunnet gøre det uden at møde nogen form for problemer. Kommissionen støtter disse bestræbelser. Hvis beboerne i lejren ønsker at rejse, skal den irakiske regering give dem tilladelse til at slå sig ned i et andet land og fremme processen.

I samarbejde med medlemsstaternes repræsentanter på stedet vil Kommissionen fortsat overvåge udviklingen i situationen.

(Bifald)

  Formanden. − Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen vil finde sted lige herefter.

FORSÆDE: MARTINE ROURE
Næstformand