Bart Staes (Verts/ALE). – (NL) Fru formand! Jeg vil gerne vende tilbage til afstemningen om min betænkning, som var til andenbehandling. Alle grupperne i Parlamentet havde en politisk aftale med Rådet om at vedtage en række ændringsforslag, således at denne forordning kunne blive en rigtig forordning.
På grund af mange parlamentsmedlemmers fravær – mere end 400 er fraværende – har vi ikke kunnet vedtage pakken af ændringsforslag, som kræver et kvalificeret flertal på 393 stemmer ved andenbehandling. Vi nåede kun op på 387 af de 395 afgivne stemmer. På grund af mange parlamentskollegers fravær har vi været nødt til at bryde vores aftale med Rådet.
Jeg vil derfor gerne bede Præsidiet og Parlamentets administration om at se på, hvordan vi kan redde situationen på dette tidspunkt, før Parlamentet går på ferie efter 7. maj, så vi kan drøfte og rette op på denne situation i næste mødeperiode.
Formanden. – Vi har faktisk allerede overvejet dette spørgsmål, hr. Staes, og vi vil helt sikkert se på det, for det er et reelt spørgsmål og et reelt problem.