Formanden. − Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om

– betænkning af Tadeusz Zwiefka for Retsudvalget om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en procedure for forhandling og indgåelse af bilaterale aftaler mellem medlemsstater og tredjelande om sektorspørgsmål vedrørende lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser og forpligtelser uden for kontraktforhold (KOM(2008)0893 – C6-0001/2009 – 2008/0259(COD)) (A6-0270/2009)

– betænkning af Gérard Deprez for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets forordning om indførelse af en procedure for forhandling og indgåelse af bilaterale aftaler mellem medlemsstater og tredjelande om sektorspørgsmål vedrørende retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af domme og retsafgørelser i ægteskabssager, forældreansvar og underholdspligt samt lovvalgsregler i forbindelse med underholdspligt (KOM(2008)0894 – C6-0035/2009 – 2008/0266(CNS)) (A6-0265/2009) og

– betænkning af Maria Grazia Pagano for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om udvikling af et EU-område for strafferetspleje med forslag til Europa-Parlamentets henstilling til Rådet om udvikling af et EU-område for strafferetspleje (2009/2012(INI)) (A6-0262/2009).

  Tadeusz Zwiefka, ordfører. – (PL) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil først varmt takke ordføreren for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, hr. Gérard Deprez, alle skyggeordførerne samt repræsentanterne for det tjekkiske formandskab og Kommissionen for det vellykkede samarbejde. Trods vores ret forskellige udgangspunkter ved de indledende forhandlinger er det lykkedes for os at nå frem til et kompromis, som forhåbentlig vil give os mulighed for at nå til enighed med Rådet ved førstebehandlingen.

Forslaget til en forordning indfører en procedure for forhandling og indgåelse af bilaterale aftaler mellem medlemsstater og tredjelande på området for civil- og handelsretligt samarbejde. Der indføres en analog procedure for bilaterale aftaler på området vedrørende retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af domme og retsafgørelser i ægteskabssager, forældreansvar og underholdspligt. Den er en reaktion på de praktiske problemer, der opstod som følge af Domstolens udtalelse 1/03 om indgåelsen af den nye Lugano-konvention, som anfører, at Fællesskabet har kompetence til at indgå aftaler med tredjelande i samme omfang, som det tidligere godkendte retsmidler på området for civilretligt samarbejde, jf. EF-traktatens artikel 61, litra c).

Den foreslåede forordning indfører en særlig procedure. Derfor skal de retlige rammer for den foreslåede procedure være strengt begrænsede med hensyn til både anvendelsesområde og tid. Den første betingelse opfyldes ved at begrænse den foreslåede forordning til bilaterale aftaler på områderne vedrørende retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af domme og retsafgørelser i forbindelse med civil- og handelsretligt samarbejde. Den anden betingelse opfyldes af udløbsklausulen, som betyder, at en aftale, der er indgået under denne procedure, automatisk udløber, når Fællesskabet indgår en aftale med et tredjeland.

Jeg indrømmer, at den retlige ramme bør omfatte spørgsmålet om anvendelse af ekstern kompetence på området for kontraktlige forpligtelser og forpligtelser uden for kontraktforhold og i ægteskabssager. Det forekommer dog nødvendigt at præcisere, at den foreslåede procedure ikke kun finder anvendelse for sektoraftaler, som er defineret af forslagets begrænsede anvendelsesområde, men også for andre aftaler, f.eks. bilaterale overenskomster og regionale aftaler mellem et begrænset antal medlemsstater og tilgrænsende tredjelande – naturligvis kun i meget begrænsede tilfælde, under særlige forhold og med henblik på at løse lokale problemer.

Jeg var skeptisk med hensyn til nødvendigheden af at angive udløbsklausulen til den 31. december 2014, hvis Kommissionen i henhold til den foreslåede forordning skal fremlægge en rapport om anvendelsen af beslutningen inden den 1. januar 2014. Processen for forhandling af aftaler med tredjelande er ofte kompliceret og langvarig og giver ikke medlemsstaterne særlig lang tid til at udnytte den nye procedure. Kompromisforslaget om, at forordningen skal udløbe den 31. december 2019, giver derfor medlemsstaterne mulighed for at udnytte proceduren fuldstændigt og effektivt.

Selv om Kommissionen er af en anden mening, mener jeg, at Kommissionen i sin rapport om anvendelsen af forordningen bør fremlægge forordningen inden for rammerne af andre retsakter, f.eks. Bruxelles I. Den foreslåede procedure, som omfatter en kontrolfunktion i to faser, der varetages af Kommissionen, vil uden tvivl sikre sammenhæng med det eksisterende regelværk. Jeg har dog forsøgt at opnå størst mulig fleksibilitet i den foreslåede procedure og en forkortelse af de perioder, der afsættes til Kommissionens reaktion, og også en mindskelse af den bureaukratiske byrde. Der er ingen tvivl om demokratiske godkendelse og Parlamentets rolle, og derfor insisterer jeg på, at Parlamentet og medlemsstaterne informeres i alle faser – lige fra en medlemsstats hensigt om at indlede forhandlinger med et tredjeland til den endelige indgåelse af en aftale.

Jeg understreger, at proceduren for indgåelse af bilaterale aftaler med tredjelande giver os en unik mulighed for at vise, at EU kan løse borgernes problemer i deres interesse, hvilket især er vigtigt, når man tænker på den økonomiske krise og den stigende EU-skepsis i mange medlemsstater. Endelig skal vi trods visse forskelle med hensyn til den specifikke retlige tilgang være pragmatiske, samtidig med at vi naturligvis overholder Fællesskabets eksisterende regelværk.

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS
Næstformand

  Gérard Deprez, ordfører. – (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Som hr. Tadeusz Zwiefka lige sagde, drøfter vi under ét to betænkninger, som har forskellige anvendelsesområder, men som er en del af den samme struktur og er underlagt identiske procedurer.

Den første, som hr. Tadeusz Zwiefka er ordfører for – og jeg takker ham for den høflighed, han har udvist over for mig, og for hans tålmodighed over for visse af mine krav – vedrører et forslag til en forordning under den fælles beslutningsprocedure. Den anden, som jeg er ordfører for, omhandler et forslag til en forordning, der blot fremlægges til høring i Parlamentet.

De problemer – og det er jeg enig i – som vi forsøger at løse med disse to retsakter, er alvorlige og meget ofte virkelig tragiske. Vi har alle hørt om eller kender tilfælde, hvor et ægteskab med en person fra et tredjeland er endt i skilsmisse, og hvor faderen eller oftest moderen ikke længere har ret til at se sine børn, som ægtefællen har taget med til sit oprindelsesland eller et andet sted, og ofte ikke kan finde ud af, hvor de befinder sig. Det samme gælder muligheden for at modtage underhold.

Disse problemer er virkelige, alvorlige og tragiske. Der er et påtrængende, legitimt behov for at forsøge at finde en løsning på dette, navnlig ved at forhandle aftaler med tredjelande.

Men hvad skyldes det problem, vi drøfter i dag? Hvorfor er det de europæiske institutioner, der skal tage sig af dette problem? Svaret er enkelt. Alle disse forhold, forhandling og indgåelse af aftaler med et eller flere tredjelande, falder ind under Fællesskabets enekompetence. At disse forhold er et rent fællesskabsanliggende, bekræftes af Domstolens afgørelser og de juridiske tjenesters udtalelser. Det betyder, at det, der først så ud til at være meget enkelt, faktisk er lidt mere kompliceret og følsomt. Så spørgsmålet er nu: Er det på baggrund af de gældende traktater og Domstolens retspraksis juridisk muligt at tillade, at medlemsstaterne anvender en af Fællesskabets enekompetencer, og hvis ja, under hvilke betingelser?

Jeg er personligt ikke en stor juridisk ekspert. Jeg er slet ikke juridisk ekspert, men jeg har ikke fundet et retligt grundlag i de gældende traktater, der udtrykkeligt tillader Fællesskabet helt eller delvist at overdrage sine enekompetencer til medlemsstaterne. Det betyder, at jeg personligt stadig er meget forbløffet og tvivlende med hensyn til selve princippet i den procedure, der foreslås os.

Når det er sagt, må jeg indrømme, at udtalelserne fra vores institutioners juridiske tjenester har åbnet nogle døre. Det er helt klart. Kommissionens juridiske tjeneste anfører f.eks., at den er enig i, at medlemsstaternes eksterne anvendelse af Fællesskabets kompetence er juridisk mulig under særlige omstændigheder og under særlige forhold, både i form og indhold. Parlamentets juridiske tjeneste er langt mindre udtrykkelig, om end den tilbyder nogle muligheder.

Det er disse meget præcise og restriktive retlige principper, der var baggrunden for mine ændringsforslag og for de forhandlinger, jeg deltog i, der blev gennemført på et trepartsmøde med Rådet og Kommissionen. Jeg er, og det gentager jeg, særdeles bekendt med de tragedier, som nogle af vores medborgere udsættes for, og jeg vil yde en stor indsats for at hjælpe dem. Derfor accepterede jeg til sidst den kompromisaftale, der blev opnået med Rådet og Kommissionen, men jeg vil præcisere, at Fællesskabets enekompetence skal bestå som sådan. Medlemsstaterne må ikke ved at gennemføre utallige undtagelser og udvide anvendelsesområdet ende med at kræve Fællesskabets enekompetence tilbage. Det er den holdning, jeg har, og det er den holdning, jeg vil have i fremtiden.

  Maria Grazia Pagano, ordfører. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil indlede med varmt at takke alle, alle mine kolleger og embedsmændene, der har ydet et bidrag til at forbedre den tekst, som vi stemmer om i morgen. Jeg vil især takke hr. Panayiotis Demetriou, hvis tidligere fremragende henstilling dannede udgangspunktet for min betænkning.

I mit arbejde har jeg altid været meget opmærksom på nødvendigheden af at fremlægge brugbare retningslinjer for opbygningen af et gyldigt europæisk rum for retligt samarbejde, og jeg håber, eller rettere jeg er overbevist om, at mit arbejde igen vil være til nytte for det kommende svenske formandskab, der står over for den vanskelige opgave at skulle udforme Stockholmprogrammet.

Jeg tog udgangspunkt i to overvejelser, da jeg udformede teksten: Den første var, at straffesager har adskillige og vigtige implikationer for de grundlæggende frihedsrettigheder, både for ofrene for forbrydelser og for mistænkte og tiltalte. Den prioritet, som Parlamentet ikke må undlade at understrege, og som er essensen i min betænkning, er derfor et fokus på overholdelsen af menneskerettighederne.

I henstillingen blev der brugt meget plads netop på forsvaret af de grundlæggende frihedsrettigheder med særlig vægt på beskyttelse af ofre, fængselsforhold, indsattes rettigheder og retsgarantier, herunder ret til en meddelelse om rettigheder, ret til bistand fra en officielt udpeget advokat, ret til at få kendskab til bevismaterialet, ret til at blive informeret om karakteren af og årsagerne til anklagerne og grundlaget for mistanken og ret til indsigt i alle relevante dokumenter på et sprog, som den pågældende forstår, eller ret til en tolk.

Den anden overvejelse, som min betænkning er baseret på, er, at – som det fremgår af betænkningen om gennemførelsen af Haagprogrammet for 2007 – gennemførelsesniveauet med hensyn til retligt samarbejde på det strafferetlige område var ganske lavt, selv om der er registreret en tilfredsstillende udvikling i andre sektorer, f.eks. civilt samarbejde, grænseoverskridende forvaltning samt indvandrings- og asylpolitikker.

Det er derfor klart, at der skal gøres noget. Princippet om gensidig anerkendelse, hjørnestenen i det gensidige samarbejde, anerkendes langt fra tilfredsstillende. Vi skal behandle roden til problemet ved at kortlægge årsagerne til denne skuffende lave stigning, så vi kan udforme de mest effektive løsninger.

Hovedårsagerne ligger efter min mening i manglen på gensidig opmærksomhed og tillid mellem medlemsstaterne, og i betænkningen lægger jeg derfor vægt på uddannelse, vurdering, informationsdeling og god praksis.

Hvad angår uddannelse, må vi bestemt ikke overse de betydelige fremskridt, der er sket navnlig i forbindelse med den uddannelse, der tilbydes af Det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere. Vi skal alligevel efter min mening gå videre end den nuværende uddannelsesmodel, der primært er baseret på nationale ph.d.-programmer, for at opbygge en stærkere fælles retskultur, som vi stadig mangler. Jeg fremhæver derfor behovet for at bevæge os mod et velorganiseret europæisk uddannelsesinstitut for dommere og advokater med tilstrækkelige ressourcer, samtidig med at jeg understreger, at vi skal undgå formålsløse overlapninger mellem eksisterende systemer, og jeg fremhæver de nationale uddannelsesinstitutioners vigtige rolle.

For det andet: Vi har brug for en mere effektiv almen procedure for vurdering af retsplejen, de retslige myndigheder og gennemførelsen af EU-direktiver. Betænkningen foreslår derfor, at der oprettes en ekspertgruppe, som permanent skal overvåge anvendelsen af EU-lovgivningen og effektiviteten af retsplejen, baseret på modellen fra det gensidige evalueringssystem under Schengen. Formålet er også at kortlægge eventuelle svagheder i systemet og lovgivningsmæssige mangler på området for strafferetligt samarbejde med henblik på at stille alle de informationsressourcer til rådighed for den europæiske lovgiver, som den skal bruge til en korrekt politisk og lovgivningsmæssig vurdering.

Endelig styrker brugen af nye teknologier, som er meget vigtige for dataindsamlingen, de eksisterende databasesystemer og udsendelsen af information. Jeg håber, at afstemningen i morgen vil være en gentagelse af det fremragende resultat, vi opnåede i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Jeg vil naturligvis takke de tre ordførere, og jeg vil først henvende mig til hr. Tadeusz Zwiefka og hr. Gérard Deprez. Det glæder naturligvis Kommissionen, at der er opnået kompromisaftaler. Når det er sagt, er det korrekt, at der har været intense forhandlinger siden februar, og at vi derfor opnåede en aftale ved førstebehandlingen af de to forslag, som Kommissionen fremlagde ved udgangen af 2008.

Dette er et meget følsomt område for alle de involverede institutioner – Kommissionen, Rådet og Parlamentet – som hr. Gérard Deprez fremhævede så godt. Jeg takker alle parterne for at have nået frem til en tekst, der efter vores mening respekterer Kommissionens institutionelle beføjelser og samtidig imødekommer medlemsstaternes og Parlamentets legitime forventninger.

Jeg vil dog påpege, at dette er en undtagelsesvis procedure, som er begrænset i anvendelsesområde og tid, og at Fællesskabets enekompetence på de berørte områder under alle omstændigheder skal respekteres. Det står jeg meget fast på, og jeg er enig med hr. Gérard Deprez, når han påpeger, at medlemsstaterne ikke på nogen måde må udnytte denne situation til at kræve visse kompetencer tilbage og til at opfordre Kommissionen til på en eller anden måde at opgive idéen om at fremsætte forslag.

Vi er vist helt enige om dette. Når det er sagt, er det også korrekt, at denne fleksibilitet vil give medlemsstaterne mulighed for at anvende en institutionel ramme til at hjælpe borgerne med at få adgang til domstolene i tredjelande, navnlig på det familieretlige område, når Fællesskabet ikke anvender dets kompetence. Det er også sandt – både hr. Tadeusz Zwiefka og hr. Gérard Deprez omtalte dette – at vi skal overveje reglerne om skilsmisse, forældremyndighed over børn, samværsrettigheder og underholdspligt og de smertelige situationer, der kan opstå som følge af mangel på lovgivning, der gælder universelt på disse områder, på det internationale plan.

Forslaget vedrørende lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser og forpligtelser uden for kontraktforhold kan også have en positiv effekt på løsningen af meget konkrete, meget specifikke problemer, f.eks. problemerne i forbindelse med vej- og flodtransport eller forvaltning af lufthavne beliggende ved flere landes grænser, f.eks. lufthavnen ved Basel, Mulhouse og Freiburg. Når det er sagt, er dette en anden anvendelse af denne institutionelle ramme, der endnu en gang skal forblive undtagelsen.

Jeg vil under alle omstændigheder takke ordførerne fra Retsudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender for deres arbejde, og jeg vil også takke dem for deres forståelse, som har betydet, at vi har kunnet opnå denne aftale inden udløbet af denne valgperiode.

Jeg vil nu gå til fru Maria Grazia Paganos betænkning, hvis tilgang og indhold jeg er enig i. Jeg glæder mig over Parlamentets øgede engagement i området for strafferetspleje, ikke kun med hensyn til lovgivning, men også med hensyn til udformningen af det fremtidige EU-område for strafferetspleje.

Jeg takker fru Maria Grazia Pagano for hendes støtte til det arbejde, vi aktuelt udfører, idet vi er i gang med at forberede Stockholmprogrammet, og vi offentliggør en meddelelse med henstillinger for perioden 2010-2014. Det glæder mig, at Deres betænkning fuldt ud støtter princippet om gensidig anerkendelse. Det er takket være princippet om gensidig anerkendelse, at EU har opnået væsentlige resultater, herunder den europæiske arrestordre, og alt dette er en skrivebordsplan for et ægte område for strafferetspleje.

Betænkningen vedrører også problemerne i forbindelse med gennemførelsen af princippet om gensidig anerkendelse, og det er korrekt, at gennemførelsen og den fulde og ensartede anvendelse af de mange eksisterende instrumenter, der er baseret på princippet om gensidig anerkendelse, skal overvåges. Det er dog også sandt, at der ikke kan være tale om gensidig anerkendelse, medmindre den gensidige tillid mellem medlemsstaternes retslige myndigheder forbedres. Det er reelt hovedingrediensen i gensidig anerkendelse. Jeg er derfor taknemmelig for, at Parlamentet går ind for at skabe en ægte fælles retskultur, som fru Maria Grazia Pagano netop nævnte.

De har med rette insisteret på udviklingen af uddannelse til de juridiske erhverv, herunder uddannelse om de europæiske systemer, forholdet til Domstolen, anvendelsen af retsakter om gensidig anerkendelse, retligt samarbejde og sammenlignende ret. På dette punkt er jeg helt enig med betænkningen, da jeg mener, at uddannelsen af dommere og udvekslingen af dommere mellem medlemsstaterne i Stockholmprogrammet vil være nøglen til fremtiden for dette europæiske retsområde, som vi ønsker så højt.

Retsforum, som er et mødested for de forskellige netværk af aktører i retsvæsenet, skal naturligvis også spille en afgørende rolle i indsatsen for at øge aktørernes bevidsthed om den europæiske dimension af deres aktiviteter, og med EU's hjælp skal disse aktører samarbejde for at sikre reel udveksling af bedste praksis.

Kommissionen er også enig i betænkningens forslag – af hjertet tak – om en vurderingsprocedure, der ikke kun skal være begrænset til gennemførelsen af EU's retsakter, men som også mere generelt skal omhandle den aktuelle retsplejetilstand i medlemsstaterne.

Den skal vurdere dens effektivitet, hastighed og respekt for garantierne for forsvar. På dette område har vi allerede indledt arbejdet med den nederlandske justitsministers idé om at udforme en vurderingsprocedure med henblik på at måle, hvordan domstolene fungerer, hvad angår retsstatsprincippet, merværdi i form af politisk overvågning, naturligvis ved hjælp af det eksisterende apparat og med merværdi i form af politisk overvågning. Disse vurderinger vil gøre det muligt at fremsætte henstillinger.

Kommissionen går desuden ind for at øge Parlamentets inddragelse i vurderingsprocedurerne. Hr. Gérard Deprez! Dette ville være en mulighed for at inddrage Parlamentet i arbejdet i de ekspertgrupper, som vi nedsætter i år og i de kommende år.

Dernæst nævnte De gennemførelsen af den nye afgørelse om Eurojust. Her er vi også enige i den tilgang, der foreslås i betænkningen, med hensyn til nyttigheden af en gennemførelsesplan og af møder mellem medlemsstaternes eksperter. Det er takket være disse tiltag, at vi hurtigt kan gennemføre den nye afgørelse om Eurojust.

Endelig insisterer betænkningen på, at der benyttes nye teknologier inden for retsvæsenet. Den europæiske strategi "e-justice" blev lanceret for at udnytte informations- og kommunikationsteknologiernes potentiale på retsplejeområdet.

Det var det! Jeg kan kun takke Parlamentet for dets arbejde og for de overvejelser, det har delt med os på dette område. Jeg er også overbevist om, at vi sammen kan opbygge dette område for strafferetspleje, dette retsområde, der bør kendetegne et fællesskab af borgere, der helt korrekt har ret til et retsvæsen af høj kvalitet, uanset hvilken medlemsstat de befinder sig i.

  Jan Kohout, formand for Rådet. − (EN) Hr. formand! Jeg er glad for denne lejlighed til at tale om disse tre vigtige lovgivningsforslag, og jeg takker ordførerne for det omfattende arbejde, de har lagt i deres betænkninger. Jeg vil først kommentere de to første forslag og derefter gå videre til det tredje forslag om spørgsmålet om udviklingen af et EU-område for strafferetspleje.

Formålet med de to forslag, som er omhandlet i hr. Tadeusz Zwiefkas og hr. Gérard Deprez' betænkninger, er at fastlægge en procedure, som giver medlemsstaterne mulighed for at forhandle og indgå aftaler med tredjelande om forhold vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål, der falder under Fællesskabets enekompetence.

Det første forslag, som er omfattet af den fælles beslutningsprocedure, omhandler lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser og forpligtelser uden for kontraktforhold. Den anden, som er omfattet af høringsproceduren, omhandler visse familieretlige områder.

Jeg vil gerne understrege, at den procedure, der indføres ved de to kommende forordninger, er udformet på en måde, som sikrer fællesskabslovgivningens integritet. Inden Kommissionen godkender forhandlingen af en aftale, vil den kontrollere, at den planlagte aftale ikke ugyldiggør fællesskabslovgivningen eller underminerer den korrekte gennemførelse af det system, der er etableret ved fællesskabslovgivningens regler. Kommissionen kontrollerer også, at den planlagte aftale ikke underminerer den udenrigspolitik, EU har vedtaget.

Det kan faktisk hævdes, at anvendelsesområdet for fællesskabslovgivningen udvides til lande uden for EU, når vi tillader, at medlemsstater forhandler og indgår aftaler med tredjelande, som er forenelige med fællesskabslovgivningen.

Den procedure, der fastlægges ved de to forslag, gælder primært for forhandlingen og indgåelsen af bilaterale aftaler mellem en medlemsstat og tredjelande. Den vil dog i visse tilfælde også gælde for forhandlingen og indgåelsen af regionale aftaler mellem mere end én medlemsstat og/eller mere end ét tredjeland. Hvad angår regionale aftaler, vil den procedure, der fastlægges af forslaget på det familieretlige område, også gælde for ændringen eller genforhandlingen af to allerede eksisterende konventioner mellem de nordiske lande. På området for lovvalgsregler vil kun få regionale ordninger falde inden for forslagets anvendelsesområde. Det kan f.eks. være driften af en lufthavn i et grænseområde, vandveje, der er fælles for to eller flere lande, eller grænseoverskridende broer og tunneler.

Den procedure, der fastlægges ved de to forslag, er baseret på en høj grad af tillid og samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen. Der indføres en procedure for håndteringen af de situationer, hvor Kommissionen på grundlag af sin vurdering konkluderer, at forhandlingen af en aftale ikke kan godkendes. I sådanne situationer vil den berørte medlemsstat og Kommissionen indlede drøftelser med henblik på at finde en løsning sammen.

Formandskabet håber og forventer på Rådets vegne, at vi kan opnå en aftale om forslaget på området for lovvalgsregler allerede ved førstebehandlingen. Konstruktive forhandlinger har fundet sted mellem Parlamentet, Kommissionen og Rådet, og de tre institutioner har i den forbindelse sammen løst en række vanskelige problemer.

Da forslaget vedrørende området for lovvalgsregler generelt er identisk med forslaget vedrørende det familieretlige område, blev ændringsforslagene til det første forslag naturligvis overført til det andet forslag, selv om dette forslag ikke er underlagt den fælles beslutningsprocedure. Det er af hensyn til god lovgivning særdeles ønskværdigt, at de to tekster bliver parallelle.

Endelig har jeg et par bemærkninger om Parlamentets henstilling vedrørende udviklingen af et EU-område for strafferetspleje, som er emnet for fru Maria Grazia Paganos betænkning.

Rådet er helt enig i betydningen af gensidig anerkendelse som en hjørnesten i det retlige samarbejde i EU. Vi mener, at det skal gøres bredere – ved at vedtage yderligere retsakter i fremtiden – og dybere gennem en mere effektiv gennemførelse af de retsakter vedrørende gensidig anerkendelse, der er vedtaget indtil videre.

I den sammenhæng vil Rådet henlede Parlamentets opmærksomhed på den kendsgerning, at det er ved at afslutte fjerde runde af de gensidige evalueringer af den praktiske gennemførelse af den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne.

Inden for rammerne af denne serie af gensidige evalueringer har eksperter også undersøgt forholdene vedrørende interaktion mellem på den ene side den europæiske arrestordre og mere generelt princippet om gensidig anerkendelse og på den anden side proportionalitetsprincippet. Proportionalitetsprincippet skal dog afstemmes i forhold til et andet princip, som er lige så vigtigt for Parlamentet, nemlig subsidiaritetsprincippet. Virkeligheden er, at retsmyndighederne i de forskellige medlemsstater har forskellige meninger om, hvad der udgør en alvorlig forseelse.

Rådet ser frem til det yderligere samarbejde med Parlamentet og Kommissionen om fastlæggelsen af et system af horisontal og løbende evaluering og gennemførelse af EU's politikker og lovgivning.

Hvad angår retlig uddannelse, er Rådet enig med Parlamentet i, at der er behov for at skabe en ægte EU-retskultur ved bl.a. at fremme direkte udvekslinger mellem dommere, anklagere og juridiske medarbejdere i de forskellige medlemsstater og aktivt udvikle Det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere.

Rådet er også enig i Parlamentets holdning med hensyn til behovet for hurtig og effektiv gennemførelse af de nye afgørelser om Eurojust og Europol.

Endelig vil jeg takke Parlamentet for det omfattende og detaljerede arbejde, der er lagt i de tre betænkninger, vi behandler her i eftermiddag.

  Gérard Deprez, formand for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. – (FR) Hr. formand! Det er bestemt ikke på vegne af Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, men mere på vegne af min gruppe, at jeg vil benytte dette korte øjeblik til at udtrykke min ekstraordinært positive reaktion på fru Maria Grazia Paganos betænkning. Tillykke med Deres betænkning, fru Maria Grazia Pagano! Jeg mener, at De ved udformningen af denne betænkning har skabt en ekstraordinært detaljeret liste over punkter, der bør have en fremtrædende plads i Stockholmprogrammet, som jeg ved, at Kommissionen er i gang med at udarbejde.

Lad mig i tillæg til det, der allerede er sagt om betydningen af at vurdere uddannelsen af dommere, fremhæve to områder, der er grundlæggende for spørgsmålet om gensidig tillid, og som er grundlaget for det, der i fremtiden kan blive til gensidig anerkendelse. For det første domstolenes uafhængighed. I øjeblikket har nogle af medlemsstaterne ikke et retssystem, der er uafhængigt af den politiske magt eller andre magter. Det er en skandale, og denne skandale skal stoppe.

Dernæst retsgarantier. Så længe vi ikke i visse lande kan være sikre på, at mennesker, der mistænkes eller anklages for visse typer forseelser, har samme retsgarantier som i andre lande, vil det være vanskeligt at opnå bred accept af princippet om gensidig anerkendelse. Det er et grundlæggende problem, som jeg ville indføre i forhandlingen. Tillykke, fru Maria Grazia Pagano!

  Csaba Sógor, for PPE-DE-Gruppen. – (HU) Hr. formand! De nationale grænser, som blev tegnet efter Anden Verdenskrig, delte lokalsamfund og familier. Jeg vil fortælle Dem om et eksempel på dette tæt på os her i Europa. Szelmenc var en gang en del af Ungarn. En del af det, Nagyszelmenc, ligger dog stadig inden for EU-medlemsstaten Slovakiets territorium, mens den anden del, Kisszelmenc, ligger i Ukraine.

Inden den 23. december 2005 var der ikke en gang en grænseovergang mellem de to landsbyer. I 60 år levede forældre, børn og slægtninge fuldstændig adskilt fra hinanden, så de kunne ikke mødes i årtier. EU gav dem den særdeles velkomne mulighed for at bringe denne situation til ophør ved at åbne en grænseovergang. Det er blot ét eksempel ud af mange hundreder eller tusinder, som samtidig giver os et stærkt argument for, hvorfor vi drøfter denne betænkning nu.

Forslaget til forordning indfører en procedure mellem medlemsstaterne for retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af domme og retsafgørelser i ægteskabssager, forældreansvar og underholdspligt. Forordningen vil ikke tilsidesætte fællesskabslovgivningen, men skal kun anvendes, når den relevante medlemsstat dokumenterer, at der er en særlig interesse baseret på økonomiske, geografiske, kulturelle eller historiske forhold, navnlig mellem medlemsstaten og det pågældende tredjeland, for at indgå en bilateral sektoraftale med tredjelandet. Samtidig anfører Kommissionen, at den foreslåede aftale kun har begrænset indflydelse på den ensartede og konsekvente anvendelse af Fællesskabets eksisterende lovgivning og på gennemførelsen af det system, der er indført på grundlag af de nævnte forordninger.

Jeg vil takke ordføreren, hr. Gérard Deprez, for at påtage sig dette meget vigtige emne, der påvirker tilværelsen for borgere, der bor i og uden for EU, navnlig fordi teksten skaber en balance mellem EU-institutionernes kompetence og nationalstaternes kompetence.

  Manuel Medina Ortega, for PSE-Gruppen. – (ES) Hr. formand! De forslag til forordninger, som Kommissionen har fremlagt, er efter min mening vigtige og nødvendige. På den anden side var det også vigtigt og nødvendigt for os i Parlamentet at insistere på det princip, som de to ordførere, hr. Tadeusz Zwiefka og hr. Gérard Deprez, fremhæver, nemlig princippet om Fællesskabets kompetence.

Dette er et spørgsmål om Fællesskabets kompetence, hvor det af praktiske grunde er tilrådeligt at overlade visse ansvarsområder til medlemsstaterne, men disse bør, som hr. Jacques Barrot sagde, begrænses med hensyn til anvendelsesområde og tid. Der er ikke mulighed for at afvise at anvende Fællesskabets kompetence, og hverken Rådet, Kommissionen eller Parlamentet har beføjelser til at give afkald på disse fællesskabskompetencer.

Når det er sagt – dette er en undtagelsesvis procedure – mener jeg, at de ændringsforslag, vi har drøftet og fremsat, og som efter min mening vil blive vedtaget af Parlamentet i morgen, vil gøre det muligt at vedtage denne pakke af foranstaltninger ved førstebehandlingen. Jeg håber dog også, at Kommissionen vil sikre, at vi fra og med næste fase kan fortsætte med udviklingen af et reelt europæisk privatretligt system. Det bliver, som f.eks. hr. Csaba Sógor sagde i den forrige tale, mere og mere nødvendigt. Vi taler om de problemer, der påvirker borgerne mest direkte, og når vi kan løse deres problemer, vil de indse, at EU har en funktion.

Endelig vil jeg lykønske mine kolleger, hr. Tadeusz Zwiefka og hr. Gérard Deprez, og takke Kommissionen og Rådet for deres vilje til at samarbejde med os om dette spørgsmål.

  Sarah Ludford, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg takker fru Maria Grazia Pagano for hendes fremragende betænkning og samarbejde i forbindelse med udformningen af kompromisændringsforslagene, som bl.a. omfatter nogle af mine forslag.

Parlamentet sætter efter min mening et fast aftryk, hvad angår dets ambitioner om et fremtidigt EU-område for strafferetspleje, med den dobbelte ambition om at retsforfølge lovovertrædere og sikre rettighederne for tiltalte og ofre. Betænkningen fremhæver korrekt de centrale spørgsmål, f.eks. behovet for overvågning af gennemførelsen af lovgivning, fremme af uddannelsen af dommere, anklagere og forsvarsadvokater og ny lovgivning, der sikrer retsgarantier, som hr. Gérard Deprez fremhævede.

Den europæiske arrestordre er et effektivt instrument til at retsforfølge lovovertrædere, og jeg beklager dybt, at det britiske Konservative parti var imod det. Vi skal dog sikre – og regeringerne skal sikre – at europæiske arrestordrer ikke misbruges til trivielle forhold, f.eks. mennesker, der har stjålet en gris eller ikke har betalt en hotelregning. De må heller ikke blive misbrugt til ransagninger med henblik på forhør i stedet for at fokusere på tilbagevenden med henblik på tiltale og forfølgelse.

Den europæiske arrestordre og hele området for strafferetspleje er – som andre har sagt – baseret på gensidig tillid. Medlemsstaterne skal derfor vise, at de fortjener denne tillid, ved at have retssystemer af høj kvalitet og f.eks. respektere den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis. Vi kan ikke acceptere, at mennesker via den europæiske arrestordre sendes tilbage til et EU-land, hvor de derefter sendes tilbage til et tredjeland for at blive tortureret. Hvis Strasbourg trodses, skal de grundlæggende retsgarantier i den europæiske arrestordre træde i kraft. Regeringerne i EU har efter min mening ikke imødegået udfordringen med at håndtere de betydelige forskelle mellem retssystemerne og den forskelligartede respekt for retfærdige retssager og menneskerettigheder.

Vi skal også forsøge at sikre, at kvaliteten af lovgivningen om strafferetspleje bliver bedre i fremtiden. Forhåbentlig vil vi efter Lissabon – det glæder mig, at det tjekkiske Senat har ratificeret Lissabontraktaten – have færre bekendtgørelser af forslag fra medlemsstaterne, som ikke kommer nogen vegne, og som derefter aldrig bliver gennemført korrekt, hvis de overhovedet bliver vedtaget. Et EU-retsområde og høje retsstandarder er afgørende for vores borgere, når de rejser, arbejder og etablerer virksomheder i andre lande, og når de skal forsøge at forklare sig på et andet sprog. Det er på høje tid, at vi sikrer, at alle, der fanges i det strafferetlige system i en anden medlemsstat, gøres bekendt med deres rettigheder og får tilstrækkelig retslig bistand, tolkning over oversættelse.

Endelig er jeg meget skuffet over, at den britiske regering var en af de regeringer, der blokerede foranstaltningen om retsgarantier. Jeg håber, de vil skifte mening i fremtiden.

  Luca Romagnoli (NI). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg er delvist enig i de tre betænkninger, vi drøfter.

Hr. Tadeusz Zwiefkas betænkning er nemmere at sluge, fordi den gør proceduren for forhandling og indgåelse af bilaterale aftaler om sektorspørgsmål mellem EU-medlemsstater og tredjelande homogene og alting taget i betragtning mere gennemskuelige.

Hvad angår hr. Gérard Deprez' betænkning, er jeg grundlæggende enig i anden halvdel, hvor den henviser til den nødvendige ensartethed, der kræves af Kommissionen, hvis vi vil udvikle en EU-udenrigspolitik på området for retligt samarbejde. Når det drejer sig om medlemsstaternes mulighed for selv at indgå aftaler, glæder jeg mig som nationalist over dette og håber, at det ikke er en proces, der nødvendigvis er begrænset med hensyn til anvendelsesområde og tid.

Endelig må jeg ærlig talt sige, at jeg er i tvivl om fru Maria Grazia Paganos henstilling fra Parlamentet. Jeg takker hende for at have påpeget og støttet brugen af e-justice, netop fordi jeg var ansvarlig for at udforme betænkningen, og jeg er stadig taknemmelig over for alle, der samarbejdede for at sikre dens gennemførelse. Mit kendskab til spørgsmålene om de grundlæggende frihedsrettigheder for ofre og for mistænkte og tiltalte samt behovet for at gennemføre retlig uddannelse af dommere og aktører, får mig til at bemærke, at der stadig er meget, vi skal gøre på dette område – i hvert fald i Italien. Med hensyn til den europæiske arrestordre bliver min tvivl ligefrem til modstand. Jeg mener alligevel, at ordførerne har arbejdet med disse spørgsmål med kompetence og præcision.

  Panayiotis Demetriou (PPE-DE). – (EL) Hr. formand! Jeg vil også benytte lejligheden til at lykønske de tre ordførere, hr. Tadeusz Zwiefka, hr. Gérard Deprez og fru Maria Grazia Pagano. Jeg vil som skyggeordfører navnlig lykønske fru Maria Grazia Pagano med hendes betænkning og takke hende for hendes venlige ord. Samtidig vil jeg takke hende for det tætte samarbejde med mig om betænkningen. Jeg er tilfreds med, at Kommissionen i henhold til kommissæren accepterer næsten alle punkterne i betænkningen. Som sådan tilslutter jeg mig fuldt ud fru Maria Grazia Paganos betænkning og naturligvis alt, hvad hun sagde her i Parlamentet i dag.

Hr. kommissær! Der er gået 10 år, siden Rådet i Tampere annoncerede, at det havde vedtaget den strategiske målsætning om at indføre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU, 10 år siden det blev annonceret, at hjørnestenen i det retlige samarbejde er gensidig anerkendelse af og tillid til højesteretternes afgørelser. Jeg må sige, at der kun er sket lidt i denne retning.

Mens flere forhold er blevet forbedret på det civilretlige område, har tingene næsten stået stille på det strafferetlige område. Vi håber, at der med vedtagelsen af Lissabontraktaten vil ske større fremskridt i denne retning.

Selv dette forslag om minimumsretsgarantier er ikke blevet skubbet frem, og vi ønsker – og det er også rettet mod Rådet – at De skubber det frem. Jeg vil afslutte med at sige, at der naturligvis er forskelle mellem de forskellige retlige systemer, men der er også plads til konvergens. Derfor skal henstillingen om at nedsætte et udvalg af eksperter, som skal undersøge alle forskellene og lighederne mellem lovene, gennemføres, så vi får specifikke eksperthenstillinger om konvergensen af vores love og gensidig tillid mellem de retlige systemer.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (PSE). – (PL) Hr. formand! På det civilretlige område er der, bortset fra Fællesskabets eksisterende regelværk, en række bilaterale aftaler, som medlemsstaterne har indgået med tredjelande. I henhold til artikel 307 i EF-traktaten skal medlemsstaterne fjerne alle bestemmelser i aftaler af denne type, som er uforenelige med Fællesskabets regelværk.

I sin udtalelse 1/03 fra februar 2006 udtalte Domstolen, at Fællesskabet havde enekompetence til at indgå internationale aftaler med tredjelande om jurisdiktion og anerkendelse og fuldbyrdelse af domme og retsafgørelser i forbindelse med civil- og handelsretligt samarbejde. Det er derefter et spørgsmål om, hvorvidt alle eksisterende eller foreslåede bilaterale aftaler med disse lande og om disse forhold skal erstattes med fællesskabsaftaler. Eller skal medlemsstaterne stadig have ret til at indgå sådanne aftaler, hvis de ikke involverer fællesskabsinteresser?

Denne procedure, som er en undtagelse til reglen, skal dog være underlagt de meget specifikt anførte betingelser vedrørende anvendelsesområde for proceduren og den tid, den er i kraft. Det er derfor vigtigt, at Kommissionen fastlægger en strategi og definerer prioriteter med udgangspunkt i udviklingen af en EU-udenrigspolitik i forbindelse med civil- og handelsretligt samarbejde.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Jeg vil gøre det kort, for jeg kan kun udtrykke min tilfredshed med den indsats, som Parlamentet har ydet for at kaste lys over dette område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som vi ønsker at skabe i EU. Jeg glæder mig over alt, hvad der er sagt, navnlig om princippet om gensidig anerkendelse, der i sig selv bringer os tilbage til den gensidige tillid mellem dommere.

Det er sandt, som det er blevet forklaret særdeles godt, at der er mulighed for konvergens mellem de retlige systemer, der navnlig med hensyn til straffesager bør formaliseres gennem minimumsprocedurer. Alt dette baner efter min inderste overbevisning vejen for et godt Stockholmprogram, og det vil jeg takke Parlamentet for.

Hvad angår resten, kan jeg bekræfte, at det bestemt vil være muligt at finde en institutionel ramme for bilaterale aftaler, men at Fællesskabet og Kommissionen skal have enekompetence. Det var, hvad jeg er i stand til at sige. Jeg vil ikke forlænge forhandlingen. Der er stadig mange ting, der skal siges.

Frem for alt er jeg taknemmelig over for Parlamentet, og jeg må sige – da jeg ikke skal tale igen – at jeg er blevet beriget af mine erfaringer som kommissær, for så vidt at jeg virkelig føler, at en god alliance mellem Kommissionen og Parlamentet ofte kan – jeg underskylder over for formandskabet, at jeg påpeger dette, men det er sandt – fremhæve og styrke den europæiske interesse.

Jeg er dog naturligvis taknemmelig for, at formandskabet har givet dets støtte. Der skal være synergi mellem de tre institutioner. Jeg vil alligevel igen takke Parlamentet, som igen i eftermiddag har givet os en meget god betænkning. Tak, fru Maria Grazia Pagano!

  Jan Kohout, formand for Rådet. − (EN) Hr. formand! Denne forhandling har været særdeles interessant, og vi er tilsyneladende meget tæt på at nå en aftale om forslaget vedrørende området for lovvalgsregler ved førstebehandlingen. Jeg må sige, at det ikke kun er en aftale, men en retfærdig og velafbalanceret aftale. Den er efter min mening et fremragende eksempel på det gode samarbejde mellem Parlamentet, Kommissionen og Rådet.

Jeg er overbevist om, at medlemsstaterne vil udnytte den procedure, der fastsættes ved de kommende forordninger, på en god måde, og den vil sætte dem i stand til at skabe en tilstrækkelig retlig ramme for deres forhold til visse tredjelande, som de har specifikke forbindelser til.

Som jeg tidligere understregede, har aftalen ved førstebehandlingen på området for lovvalgsregler en indvirkning på det andet forslag på det familieretlige område, idet de to tekster stort set er identiske. Gennem aftalen ved førstebehandlingen har vi derfor også banet vejen for en tidlig vedtagelse af det andet forslag. Dette er bestemt en ønskværdig udvikling.

Mange medlemsstater har en enorm interesse i at kunne indgå aftaler med tredjelande om familieretlige spørgsmål, f.eks. forældremyndighed over børn, samværsrettigheder og underholdspligt, som følge af specifikke historiske eller sociale bånd med disse lande.

Endelig vil jeg på Rådets vegne takke Parlamentet for dets inspirerende henstillinger om udviklingen af et EU-område for strafferetspleje, som er emnet for fru Maria Grazia Paganos betænkning. Jeg takker Parlamentet for denne frugtbare forhandling og for det fremragende resultat.

  Tadeusz Zwiefka, ordfører. – (PL) Hr. formand! Da vi indledte dette arbejde, vidste vi, at vi bevægede os på gyngende grund. På den ene side var der den enestående art og usædvanlige vigtighed af de retsakter, vi arbejdede på. På den anden side var der bevidstheden om, at tiden gik, og at udløbet af denne valgperiode uundgåeligt nærmede sig. For det tredje og endelig var der en forventning, både fra medlemsstaterne og EU's borgere, om at de i det mindste på et bestemt tidspunkt ville få hjælp til at løse problemer, som er både meget vanskelige og vigtige for dem.

Det var kun takket være vores vilje til at nå et godt resultat naturligvis med fuld overholdelse af fællesskabslovgivningen og vores vilje til at udvikle et instrument, der passer ind i EU's retlige system, og takket være vores ønske om at samarbejde, at vi kunne nå den fase, hvor vi afslutter forhandlingen i dag og sandsynligvis opnår succes ved førstebehandlingen.

Jeg vil derfor endnu en gang rette en dybfølt tak til hr. Gérard Deprez for hans ihærdige indsats for at forhindre os i at overskride visse barrierer. Jeg vil også inderligt takke hr. Jan Kohout for det dynamiske arbejde, som det tjekkiske formandskabs repræsentanter har udført, og kommissær Barrot for det virkelig perfekte samarbejde med Kommissionens repræsentanter. Jeg vil også takke mine kolleger, der har talt her i dag, og som gennem hele vores arbejde har bidraget til dets endelige succes, og vores medarbejdere, navnlig medarbejderne i Retsudvalget, som har lagt både et stort engagement og hårdt arbejde i det endelige resultat.

  Gérard Deprez, ordfører. – (FR) Hr. formand! Jeg har ikke brug for to minutter. Som svar på, hvad jeg opfatter som en opfordring fra Rådet og et ønske fra hr. Tadeusz Zwiefka, vil jeg sige, at vi vil opnå enighed ved førstebehandlingen i morgen, da vi efter min mening har arbejdet godt sammen. I de afstemningsinstrukser, jeg giver mine politiske venner, vil jeg derfor opfordre dem til at stemme for den aftaletekst, vi har forhandlet med Rådet og Kommissionen, uanset – vil jeg tilføje – mine personlige følelser og de forbedringer, jeg gerne ville have føjet til denne tekst.

Når det er sagt, vil jeg gerne bruge den smule tid, jeg har tilbage, til ikke længere at tale om vores betænkninger, men til at fortælle ministeren, hvor glad jeg er for, at det tjekkiske Senat i dag har godkendt Lissabontraktaten. Jeg mener, at det – ud over det arbejde, vi har udført – er dagens gode og vigtigste nyhed.

(Bifald)

Jeg takker alle, der har arbejdet for dette, fordi vi alle ved, at omstændighederne ikke har været nemme. Der var stærke modstandere i Deres land. De seneste politiske begivenheder gjorde ikke nødvendigvis sagen nemmere, og jeg vil derfor bede Dem overbringe vores tak, både til myndighederne og befolkningen i Deres land. I dag har De tjent den europæisk sag på bedste vis!

  Maria Grazia Pagano, ordfører. − (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg takker Rådet for støtten til principperne og frem for alt, hvis han tillader det, kommissær Barrot, som jeg har haft særdeles givtige udvekslinger med, som har været særdeles nyttige i det arbejde, vi efterfølgende har fremlagt i Parlamentet. Jeg vil også varmt takke de medlemmer, der har arbejdet på denne betænkning, og som har bidraget med alle deres erfaringer, herunder især hr. Panayiotis Demetriou, fru Sarah Ludford og den fremragende hr. Gérard Deprez.

Jeg vil sige, at hr. Panayiotis Demetriou, fru Sarah Ludford og hr. Gérard Deprez ramte sømmet på hovedet. De identificerede den udfordring, EU står overfor, fordi skabelsen af en fælles europæisk EU-retskultur – hvilket naturligvis kræver målrettet bekæmpelse af de faktorer, som hr. Gérard Deprez nævnte – sikring af domstolenes uafhængighed, retsgarantier og udjævning af forskellene mellem de forskellige retlige systemer er de udfordringer, der ligger foran os. Jeg mener alligevel, at det arbejde, vi har udført, giver anledning til optimisme.

Til hr. Luca Romagnoli vil jeg sige – jeg siger dette fra mit eget synspunkt, som også burde være hans – at, der bestemt er pessimisme i Italien, primært på grund af den måde, situation anskues på, men vi skal være villige til at være optimistiske, og det arbejde, som også De har udført, og det bidrag, De har ydet til betænkningen, betyder, at vi sammen kan opbygge EU, og at EU også er en realitet for os italienere.

  Formanden. − Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen, torsdag, kl. 12.

(Mødet udsat et kort stykke tid før spørgetiden)

FORSÆDE: Manuel Antonio DOS SANTOS
Næstformand