Formanden. − Vi genoptager mødet med et meget vigtigt emne: forhandlingen under ét af Lissabontraktaten, som omfatter følgende betænkninger:

– betænkning (A6-0145/2009) af Jo Leinen for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om Parlamentets nye rolle og ansvar ved gennemførelsen af Lissabontraktaten (2008/2063(INI))

– betænkning (A6-0142/2009) af Jean-Luc Dehaene for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om Lissabontraktatens indvirkning på udviklingen af den institutionelle balance i Den Europæiske Union (2008/2073(INI)),

– betænkning (A6-0133/2009) af Elmar Brok for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om udviklingen af forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter under Lissabontraktaten (2008/2120(INI)),

– betænkning (A6-0183/2009) af Catherine Guy-Quint for Budgetudvalget om de finansielle aspekter ved Lissabontraktaten (2008/2054(INI)) og

– betænkning (A6-0043/2009) af Sylvia-Yvonne Kaufmann for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender med anmodning til Kommissionen om at fremsætte et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om gennemførelsen af borgerinitiativet (2008/2169(INI)).

Som De kan se, vedrører disse fem meget vigtige betænkninger et spørgsmål, der er særdeles aktuelt, og vi skal huske, at det tjekkiske Senat, som De er bekendt med, har godkendt ratificeringen af traktaten med det krævede flertal.

  Jo Leinen, ordfører. − (DE) Hr. formand, fru næstformand, mine damer og herrer! Den sidste aften i denne valgperiode er afsat til forhandlingen om Lissabontraktaten. Vi ved, at der er gået mange aftenmøder forud for dette for at sikre en reformtraktat og en ratificering heraf i medlemsstaternes 26 parlamenter.

Jeg vil gerne sende mine lykønskninger og min påskønnelse til medlemmerne af det tjekkiske Senat, der i dag støttede denne traktat med et klart flertal. Jeg vil også takke alle, der har bidraget til at fjerne denne hindring.

(Bifald)

Ja, lad os hylde det tjekkiske Senat hele vejen fra Strasbourg til Prag. Vi er meget glade for dette resultat.

Jeg er meget optimistisk og mener, at vi vil kunne afslutte ratificeringsproceduren hen imod udgangen af året. Vi må dog ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, men alt tyder på, at vi opnår 27 ratificeringer. Udvalget om Konstitutionelle Anliggender gjorde derfor ret i at være optimistisk. Rådet, Kommissionen og Parlamentet skal forberede sig på traktatens ikrafttrædelse. Det glæder mig, at Parlamentet har vedtaget fire yderst interessante og vigtige betænkninger – nej fem betænkninger, da fru Catherine Guy-Quint også har fremlagt en betænkning om de finansielle aspekter ved Lissabontraktaten – som en form for sidste akt i denne valgperiode.

Jeg kan se, at Parlamentet aldrig opgav reformtraktaten, selv ikke i vanskelige tider. Det gælder dog ikke alle. Jeg kan ikke forstå, hvorfor der var så stor tøven her i Parlamentet, og hvorfor der blev givet udtryk for så meget tvivl om, hvorvidt vi stadig burde drøfte Lissabon overhovedet. Denne forhandling blev endda skjult på et aftenmøde, når den lige så godt kunne have fundet sted i løbet af dagen. Det er under Parlamentets værdighed at udskyde en sådan forhandling til aftenmødet. Vi ved, hvorfor det skete. De ønskede ikke, at Parlamentet igen skulle bekræfte sin overbevisning over for et stort publikum om, at vi har brug for denne traktat, at vi ønsker den, og at vi tror på den. Der var skeptikere på det højeste niveauer i Parlamentet, hvilket jeg finder absolut uforståeligt og fuldstændig uacceptabelt.

Jeg påtog mig betænkningen om Parlamentets rolle ved gennemførelsen af Lissabontraktaten, og jeg må sige, at Parlamentet bliver en af vinderne under reformtraktaten. Vi tager et kvantespring med hensyn til demokratisk kontrol, uanset om vi taler om lovgivning, budgetkontrol og beslutningstagning og endda godkendelsen af Kommissionen eller godkendelsen af internationale aftaler eller nye initiativrettigheder, som vi har fået, hvor det mest prominente eksempel er Parlamentets ret til at fremlægge ændringsforslag til traktaten – et privilegium, der tidligere var forbeholdt medlemsstaterne og deres regeringer. Fælles beslutning som standard bringer os på lige fod med Ministerrådet: landbrugspolitik, fiskeripolitik, forskningspolitik, strukturforordninger – meget vil nu høre under Parlamentets fælles ansvar og beføjelser i medfør af den fælles beslutningsprocedure. Vi får nye kontrolbeføjelser, nye rettigheder med hensyn til at blive underrettet og nye initiativrettigheder.

Jeg takker næstformanden, fordi hun altid har støttet os. I dag har været en god dag, og med de fire betænkninger som sidste akt afslutter vi en periode, der har været fuld af forhåbninger om at reformere EU. Det er mit håb, at sidste akt vil blive spillet med det nye Parlamentet, og at vi kan begynde den nye valgperiode på et nyt og stærkere grundlag.

(Bifald)

  Jean-Luc Dehaene, ordfører. − (NL) Hr. formand, fru næstformand, mine damer og herrer! Det tjekkiske Senats godkendelse af Lissabontraktaten er endnu et vigtigt skridt hen imod ratificeringen af traktaten. Det er derfor positivt, at Parlamentet i aften godkender en række betænkninger, som fastlægger Parlamentets holdning med hensyn til gennemførelsen af traktaten. Parlamentet skal trods alt være lige så godt forberedt som de andre institutioner, inden vi indleder forhandlingerne med dem om gennemførelsen og anvendelsen af traktaten.

Dette er endnu vigtigere for Parlamentet i betragtning af, at dets beføjelser udvides betydeligt under denne traktat. Parlamentet har derfor en stor interesse i at sørge for, at a) det er velforberedt til at løse sine nye opgaver til fulde – som beskrevet i betænkningerne af hr. Jo Leinen og fru Catherine Guy-Quint, og b) at det vedtager en klar holdning med hensyn til dets forhold til de andre institutioner, som er emnet for min betænkning.

Lissabontraktaten styrker og afklarer den institutionelle balance i EU. Traktaten om Den Europæiske Union, som forhåbentlig bliver vedtaget, afskaffer formelt de forskellige søjler. EU får desuden status som juridisk person. Fællesskabsinstitutionerne bliver til Unionens institutioner, og traktaten definerer de enkelte institutioners rolle og kompetence tydeligt. Traktaten afskaffer dermed Rådets dobbelte position, så det bliver en autonom institution i EU.

Selv om den fælles beslutningsprocedure stadig er underlagt for mange undtagelser, vil anvendelsen af denne procedure, som bliver den almindelige lovgivningsprocedure, og som også vil omfatte godkendelse af budgettet, give Parlamentet en meget vigtig rolle. Rådets og Parlamentets roller er faktisk formuleret næsten ens i traktaten. Traktaten styrker dermed fællesskabsmetoden og omformer den til en unionsmetode. Denne metode udvides desuden til den tidligere søjle for retlige og indre anliggender.

I min betænkning har jeg lagt vægt på, at der kræves robust koordinering af lovgivnings- og budgetarbejdet, hvis institutionerne skal kunne fungere effektivt. Betænkningen opfordrer til programmering af lovgivningsarbejdet, herunder det flerårige budgetoverslag. Rollen for Rådet for Almindelige Anliggender inden for Ministerrådet bliver meget vigtig, idet det udpeger formanden for Rådets organ til dialog med Parlamentet. Kommissionens rolle som initiativtager fastholdes også klart. Planen er desværre at reducere antallet af kommissærer, så Kommissionen bliver mindre. Det vil så meget desto mere kræve, at Kommissionen styrker sin interne organisation, hvis den skal fungere som en enhed.

En anden vigtig nyhed er, at den dobbelte rolle som næstformand i Kommissionen og højtstående repræsentant vil være afgørende på området for udenrigs- og sikkerhedspolitik. I min betænkning understreger jeg, at det i høj grad vil være i den pågældendes interesse at samarbejde tæt med Kommissionen, så alle EU's udenrigspolitiske ressourcer kan mobiliseres.

Til sidst vil jeg sige, at vi vil få en meget vanskelig overgangsperiode efter valget og en meget vanskelig overgang fra Nicetraktaten, som først skal anvendes, til Lissabontraktaten, som forhåbentlig godkendes ved årets udgang. Jeg opfordrer Parlamentet og Rådet til igen at overveje, hvordan vi sammen kan tilrettelægge denne periode, og jeg kan ikke forstå, hvorfor vi ikke allerede har gjort det i højere grad. Ellers risikerer vi at ende i en situation efter valget, hvor vi ikke ved, hvad der præcis skal ske. Ingen vil være tjent med en sådan situation. Lad os være helt enige om det.

  Elmar Brok, ordfører. − (DE) Hr. formand, fru næstformand, repræsentanter for det tjekkiske formandskab, mine damer og herrer! Som de tidligere talere har sagt, er dette et stort øjeblik, ikke fordi vi drøfter vores betænkninger, men fordi det i dag er blevet slået fast, at parlamenterne i 26 lande har ratificeret Lissabontraktaten, og at en folkeafstemning som lovet kun mangler at blive afholdt i ét land.

At parlamenterne i 26 lande har ratificeret Lissabontraktaten viser, at det er en parlamentarisk traktat. Der er sket mange fremskridt under foreningen af EU, men der har aldrig været en traktat som Lissabontraktaten, hvori parlamenterne – både Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter – er blevet styrket. Demokratiet er blevet styrket, der er indført et borgerinitiativ, og subsidiaritetsprincippet er blevet styrket politisk og retligt gennem styrkelsen af de nationale parlamenter.

Det er derfor utroligt, at dem, der iscenesætter sig selv som demokratiets grundlæggere, er imod denne traktat. De er imod Lissabontraktaten, fordi de ikke vil tilføre den europæiske foreningsproces demokratisk legitimitet. De tager skarp afstand fra Europa, og de er bange for, at dette Europa vil vinde popularitet gennem mere demokrati og gennemskuelighed samt forbedrede beslutningstagningsbeføjelser for at møde fremtidens udfordringer. Derfor fortæller de alle de løgne, de fortæller.

Jeg vil her takke det tjekkiske formandskab og navnlig premierminister Topolánek, der i en situation, som var vanskelig for ham personligt, og som han ikke selv var ansvarlig for, på sin sidste dag i embedet kæmpede for at opnå tilstrækkeligt flertal i det tjekkiske Senat.

Og det var ikke et magert flertal. Det var 54 mod 20. Det er et gigantisk skridt for alle, der har sagt ja til Lissabontraktaten. Jeg håber, at administrationerne ikke forsinker den demokratiske proces ved at tilbageholde deres underskrift, når alle 26 folkevalgte forsamlinger har truffet deres beslutning. Jeg tror, de vil holde de løfter, de har givet, og at denne traktat vil blive underskrevet.

Vi kan i diskussionerne i denne valgkampagne se, at den finansielle krise har vist, at hvert land, som handler alene i den globale orden, taber. Derfor er det så vigtigt, at dette anerkendes i Irland, og at – hvis jeg skal tro meningsmålingerne – befolkningen i Irland genovervejer deres holdning, så Irlands interesser kan forsvares. Jeg er sikker på, at dette takket være den sociale klausul, gennem forpligtelsen over for en social markedsøkonomi og ikke over for rå kapitalisme, med andre ord takket være socialt engagement, også er en traktat for almindelige borgere. På denne måde kan vi forsvare vores interesser i verden sammen.

Hvis vi reelt skal kunne udøve kontrol over et administrativt bureaukrati, de nationale regeringer samt Kommissionens og Rådets apparater her i Bruxelles og Strasbourg, skal vi etablere et tæt samarbejde mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter.

Der er mange fælles opgaver, når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitik, retlige og indre anliggender og kontrol af Europol. Der er mange muligheder, som er åbne for de nationale parlamenter gennem deres vetoret. Med de orange og gule kort og retten til foranstaltninger har de muligheder på området for subsidiaritetskontrol, og som medlemmer af Rådet kan de udøve mere kontrol over deres egne regeringer. På den måde legitimeres de demokratisk to gange. Derfor er Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter ikke modstandere i denne proces, men allierede, der ønsker at udøve fælles demokratisk kontrol over Europa, bringe Europa fremad og ikke tillade, at det degenereres til et Europa kontrolleret af bureaukrater. Lissabontraktaten er derfor rigtig og korrekt, og de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet vil ikke unddrage sig dette ansvar.

  Catherine Guy-Quint, ordfører. – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det er en stor glæde for mig i aften at fremlægge betænkningen om de finansielle aspekter ved Lissabontraktaten, som har ligget klar i Budgetudvalget i en del tid nu. Dette bliver den sidste budgetbetænkning i denne valgperiode og min sidste betænkning i Parlamentet.

Det glæder mig først og fremmest, at Parlamentet har haft modet til at fremlægge vores betænkninger i "Lissabonpakken" for at overholde løftet til borgerne om at informere dem om konsekvenserne af denne traktat. En bedre informeret borger er en borger, der stemmer på baggrund af fuldt kendskab til kendsgerningerne. At tale om Lissabontraktaten her i Parlamentet er ikke en fornægtelse af demokratiet, tværtimod. Dens gennemførelse vil have betydelige konsekvenser for institutionernes budgetmæssige beføjelser og finansielle indvirkninger.

Reformen er faktisk vigtig for Parlamentet. Bortset fra indførelsen af flerårige finansielle rammer skal vi huske, at budgetproceduren praktisk talt ikke er blevet ændret siden 1975. Det var derfor vigtigt for Budgetudvalget at analysere disse ændringer og bekræfte, at de var netop de betingelser, vores institution har brug for med henblik på at opretholde eller endda styrke sin rolle som budgetmyndighed. Det er hele essensen af denne betænkning: forenkling og afklaring af traktatens budgetmæssige udfordringer.

Mit hovedmål var at forsvare den parlamentariske institutions beføjelser. Kommende medlemmer må ikke fratages deres beføjelser i kommende budgetprocedurer og kommende forhandlinger om den flerårige finansielle ramme.

Disse væsentlige ændringer opdeles i tre typer. Først og fremmest ændringer af den primære lovgivning. Den nye budgetprocedure omfatter reelle fremskridt og nye udfordringer for Parlamentet primært med afskaffelsen af sondringen mellem de obligatoriske udgifter og de ikkeobligatoriske udgifter. Dernæst indførelsen af én enkelt behandling af budgetforslaget med indførelsen af en tilbagefaldsordning, hvis Rådet forkaster den fælles holdning, indførelsen af et Forligsudvalg, som skal udforme den fælles holdning, og en stram tidsplan for Forligsudvalget. Desuden indføres der ændringer af den nye flerårige finansielle ramme, som styrker Parlamentets rolle. Denne ramme bliver restriktiv. For at blive vedtaget skal der være enstemmighed i Rådet, og Parlamentet skal give sit samtykke. Jeg vil tilføje, at dens vedtagelse er resultatet af en helt ny og speciel procedure.

Med hensyn til de nye finansielle overslag ønsker vi, at de skal dække en periode på fem år, som skal være sammenfaldende med Parlamentets valgperiode og Kommissionens embedsperiode. Kommissærerne vil dermed blive mere ansvarlige for de budgetmæssige valg, de træffer. Fælles beslutning udvides til vedtagelsen af finansforordningen og til dens gennemførelsesmetoder. Desværre forbliver beslutningen om egne indtægter hos Rådet. Parlamentet høres blot, med undtagelse af gennemførelsesmetoderne.

Budgetdisciplin vender derfor til dels tilbage til Parlamentet, som kan forkaste den flerårige finansielle ramme. Dette er et reelt fremskridt. Udfordringen for det kommende Parlamentet er at vide, hvad der vil blive forhandlet under den nye procedure for finansforordningen, som Parlamentet er medansvarlig for, og hvad der falder ind under lovgivningen for den nye forordning om den interinstitutionelle aftale, som Parlamentet blot kan forkaste eller godkende.

Endelig vil EU's nye kompetencer medføre nye finansieringsbehov. Det drejer sig først og fremmest om pakken vedrørende eksterne forbindelser, herunder især oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og posten som næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant, og derefter de nye politikker: energi, rumområdet og turisme, forskning, civilforsvar, administrativt samarbejde og sport.

Som De kan se, er de ændringer, som Lissabontraktaten medfører, vigtige.

  Sylvia-Yvonne Kaufmann, ordfører. − (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Dette er min sidste tale på Parlamentets plenarmøde, og som ordfører for det europæiske borgerinitiativ er jeg glad for at have fået ordet. Jeg håber, at Parlamentet på det sidste møde i denne valgperiode i morgen vil sende et politisk signal om, at det vil sætte en kurs, som vil bringe Europa tættere på borgerne, og at det vil gå videre med et projekt, der har ligget mit hjerte nært i mange år.

Jeg vil først komme med en række betragtninger. Jeg erkender, at hverken min gruppe eller mit parti – og her vælger jeg mine ord med omhu – kunne støtte borgerinitiativet. Mens man på den ene side aldrig undlader at klage over det demokratiske underskud i EU, afviser man på den anden side bredt at tage de alvorlige skridt for at gøre det europæiske projekt mere demokratisk. En sådan holdning er hverken troværdig eller fremsynet. Den blokerer det fremskridt i Europa, som borgerne har insisteret på i så lang tid, og jeg kan og vil ikke acceptere det.

Inden mit mandat udløber, vil jeg gerne takke alle mine kolleger i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa og Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance, som har støttet mig og min betænkning. Jeg vil gerne takke hr. Jo Leinen, formand for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, og i særdeleshed alle koordinatorerne og skyggeordførerne fra disse fire grupper. Jeg takker Dem for det gode samarbejde på tværs af parti- og landeskel og for, at vi sammen kunne fremme det europæiske integrationsprojekt.

Fru næstformand! Bestemmelsen i Lissabontraktaten om borgerinitiativet er uden tvivl en milepæl i den europæiske integrationsproces. Sandheden er, at i EU er det ikke stater, vi ønsker at forene, men mennesker. Dette spørgsmål vil blive behandlet på en helt ny måde, hvis borgerne involveres direkte i den europæiske lovgivningsproces, som det er fastlagt for første gang i artikel 11, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union (EU-traktaten i den nye udgave). En million borgere vil så få ret til at anmode Kommissionen om at fremlægge et bestemt forslag til en forordning eller et direktiv, hvilket Rådet har haft siden 1957, og Parlamentet siden 1993.

I min betænkning fremlægger Parlamentet centrale punkter og retningslinjer for en kommende forordning om betingelser og procedurer for et europæisk borgerinitiativ. Hvis Lissabontraktaten træder i kraft, forventer jeg både, at Kommissionen fremsætter et forslag så hurtigt som muligt, og at den så vidt muligt følger retningslinjerne i min betænkning. Kommissionen bør navnlig tilslutte sig Parlamentets synspunkt, som afspejler synspunktet for et betydeligt antal medlemsstater som defineret i artikel 11, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union (EU-traktaten i den nye udgave). I min betænkning foreslås antallet syv. Det er vigtigt, at der ikke kun fastlægges et vilkårligt antal, da det for det første skal kunne begrunde den tilknyttede begrænsning af EU-borgernes ret til lige deltagelse i et borgerinitiativ og for det andet skal være målrettet mod det relevante mål. Det betyder, at fastsættelsen af minimumsantallet af medlemsstater skal sikre, at udgangspunktet i den europæiske lovgivningsproces ikke er et spørgsmål, der afspejler en enkelt medlemsstats interesser, men et spørgsmål, der er i overensstemmelse med europæiske interesser generelt.

Jeg anmoder desuden om, at der især lægges vægt på strukturen af proceduren, især spørgsmålet om, hvorvidt et borgerinitiativ kan behandles. Kriteriet om imødekommenhed over for borgere og retssikkerhed skal have højeste prioritet. Hvis EU's borgere har medindflydelse på den europæiske lovgivningsproces og ønsker at iværksætte et borgerinitiativ, kræves det rimeligvis, at de kompetente EU-organer så hurtigt som muligt og på en bindende måde angiver, om det planlagte initiativ opfylder traktatens retlige krav. Det er absolut afgørende, at dette finder sted inden indsamlingen af støtteerklæringer, da de medlemsstater, der stiller de nødvendige ressourcer til rådighed, har brug for retlig sikkerhed.

Endelig vil jeg minde Parlamentet om, at bestemmelserne om borgerinitiativet ikke faldt ned fra himmelen. De fandtes allerede i forfatningstraktaten, da de blev udformet på Det Europæiske Konvent, som nogle medlemmer deltog i, i tæt samarbejde med ikkestatslige organisationer. Deres medtagelse i Konventets forfatningsforslag var hverken bombesikker eller et lykketræf. De repræsenterer resultatet af intensive høringer mellem medlemmer af Konventet og ikkestatslige organisationer med fokus på demokratisk politik. Vi ved nu, at denne idé har været lagt på is i seks år. Det er på høje tid, at den genoplives efter så lang tid. Tiden er inde til direkte demokrati i et forenet Europa.

(Bifald)

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne rette en særlig tak til alle ordførerne. Jeg er en stor beundrer af Deres engagement og – må jeg sige – vedholdenhed. Måske det skyldes, at jeg genkender, hvad min mand kalder stædighed i Deres insisteren på, at disse spørgsmål skal behandles i Parlamentet, at jeg føler mig så godt hjemme og har etableret et fremragende samarbejde med Dem alle.

En særlig tak til alle, der forlader Parlamentet. De har ikke kun været gode samarbejdskolleger og partnere i hele denne proces, men også gode venner og kammerater. Mange tak. Fru Sylvia-Yvonne Kaufmann! De kan være stolt over at have bidraget til at oprette og oplade forbindelserne mellem borgerne og de europæiske institutioner – nye forbindelser, udformning og opladning af dem. Det er efter min mening noget af en bedrift.

Jeg er naturligvis henrykt for at deltage i denne forhandling i aften på den dag, hvor Tjekkiet afsluttede dets parlamentariske ratificering af Lissabontraktaten. Dagens afstemning bringer antallet af medlemsstater, hvis parlament har støttet traktaten, op på 26. Denne forhandling repræsenterer en god lejlighed til at minde de europæiske borgere om Lissabontraktatens rolle, når det drejer sig om at sikre et mere demokratisk og sammenhængende EU.

I en tid med økonomisk krise er det vigtigere end nogensinde før, at vi har et Europa, der er velfungerende og har de rigtige systemer til at sikre demokrati. Traktaten vil give EU's demokratiske institutioner, mest indlysende Parlamentet, de beføjelser, de har brug for. Den vil hjælpe EU med i højere grad at optræde som én enhed på en sammenhængende måde på verdensscenen. Den vil sætte Europa i stand til mere effektivt at møde de centrale udfordringer, vi dag står overfor på områder, som f.eks. klimaændring og energisikkerhed.

De betænkninger, vi drøfter i aften, vil hjælpe med at sikre, at traktaten, når den er på plads, vil kunne gennemføres på en hurtigere og mere glidende måde.

Et godt samarbejde mellem institutioner bliver afgørende for at opnå maksimal fordel af traktaten, og Kommissionen er opsat på at arbejde i partnerskab med Parlamentet og de øvrige institutioner for at opnå dette.

Den irske folkeafstemning var en skarp påmindelse om behovet for at forankre den europæiske sag i den nationale debat. De betydelige bekymringer bag afstemningen skal tages alvorligt, og det var netop, hvad der skete på Rådets møde i december. De retlige garantier og beslutningen om Kommissionens størrelse viser den respekt, som Europas politiske ledelse udviser over for resultatet i Irland, og viljen til at forstå, hvorfor de stemte "nej", og til at reagere over for disse bekymringer. Men det viste også, at de stadig er overbeviste om, at denne traktat er det rigtige for Europa.

Derfor har endnu otte medlemsstater siden afstemningen afsluttet deres parlamentariske forhandlinger med endnu otte gange ja.

Parlamentets betænkninger udgør samlet en omfattende analyse af de centrale aspekter af traktaten. Den bagvedliggende tilgang er at være ambitiøs med hensyn til det, som traktaten kan opnå for EU – en tilgang, der fuldt ud deles af Kommissionen.

Betænkningerne yder især et værdifuldt bidrag til at uddybe vores opfattelse af, hvordan traktaten skal bruges i praksis. På deres forskellige måder viser de fem betænkninger alle et stærkt, selvsikkert Parlamentet, som søger efter muligheder for at maksimere traktatens potentiale med hensyn til at forbedre effektiviteten og ansvarligheden af EU's foranstaltninger til fordel for vælgere og borgere.

Hr. Jean-Luc Dehaenes betænkning indeholder mange vigtige detaljer, og Kommissionen er meget bredt enig i dens fortolkninger af traktaten. Denne betænknings store styrke ligger i den klarhed, hvormed den viser, at gennemførelsen af traktaten ikke styrker én institution på bekostning af en anden – EU kan kun levere det, som borgerne forventer, hvis alle institutionerne er stærke og samarbejder effektivt.

Betænkningen lægger særlig vægt på spørgsmålet om overgang, og vi ville have opnået mange fordele, hvis traktaten havde været i kraft inden dette år med institutionel overgang. Det har desværre ikke været muligt. Der er derfor nødvendigt med en pragmatisk og fleksibel tilgang, så vi kan finde en fornuftig vej frem, som tager hensyn til behovet for at undgå et institutionelt vakuum i år, vigtigheden af at sikre, at den næste Kommissionen har den fulde autoritet med et demokratisk mandat, og behovet for at respektere Parlamentets rolle. Dehaene-betænkningen skitserer en model, der vil hjælpe os med at finde vejen frem.

Hr. Jean-Luc Dehaenes betænkning opfordrer til, at der tages hensyn til kriterier baseret på politisk balance og kønsfordeling samt geografiske og befolkningsmæssige forskelle ved udnævnelsen af de vigtigste politiske EU-poster. I dagens Europa, hvor mere end halvdelen er kvinder, er de stadig underrepræsenterede i politik. Kommissionen har – som De ved – det højeste antal kvinder nogensinde. Det er dog stadig ikke nok. Forbedring af kønsfordelingen bør være et mål, når den næste Kommission udnævnes: et mål, der kan opfyldes, hvis der er stærk politisk støtte fra det næste Parlament.

Jeg håber også, at vi vil få flere kvinder i Parlamentet og på EU-topposter. Uden dem mister vi alle deres viden, erfaring og idéer.

Fru Catherine Guy-Quins betænkning omhandler et andet vigtigt spørgsmål: Hvordan skal EU's finansielle planlægningscyklus tilrettelægges, så EU-budgettet udnyttes bedst muligt, og så pengene tilføres de politiske prioriteter. På et tidspunkt med intenst pres på de offentlige finanser skal vi sikre, at de rigtige procedurer er på plads for at levere mest valuta for pengene. Balancen mellem stabilitet og lydhørhed i budgetplanlægning er afgørende for effektiv EU-planlægning, og Kommissionen vil vende tilbage til dette i budgetgennemgangen.

Hr. Jo Leinens betænkning viser, hvordan traktaten vil påvirke Parlamentets arbejde, og betænkningen omhandler meget grundigt indvirkningerne af de nye politiske områder, nye beføjelser og nye procedurer for Parlamentet. Den understreger f.eks. vigtigheden af at sikre tilstrækkelig undersøgelse af EU's indsats udadtil, og vi er bestemt åbne for at finde frem til de passende metoder til at gøre dette. Disse metoder kan dog først fastsættes, når næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant er tiltrådt.

I den forbindelse ser vi, som ved mange af de andre spørgsmål, der er rejst – herunder komitologiproceduren og delegerede retsakter – frem til mere detaljerede drøftelser med Parlamentet om gennemførelsen af alle de rejste spørgsmål.

Nu vil jeg gå videre til fru Sylvia-Yvonne Kaufmanns betænkning, som tydeligt forklarer, hvordan borgerinitiativet kan tilføre demokratiet i EU en ny dimension. Borgerne vil få mulighed for at anmode Kommissionen om at fremlægge nye politiske initiativer. Det er et af de områder, hvor Kommissionen agter at handle hurtigt, når traktaten træder i kraft – også på grundlaget af høring – med henblik på at forstå de berørte parters og borgernes forventninger. Kommissionens overvejelser er generelt i overensstemmelse med fru Sylvia-Yvonne Kaufmanns henstillinger.

Der er dog nogle få emner, vi skal drøfte yderligere. Vi ønsker at skabe den rigtige balance mellem en procedure, der er nem for borgerne, og en procedure, der sikrer, at initiativerne har legitimitet og vægt.

Hvad angår minimumsantallet af medlemsstater, bør vi nærmere afspejle den type procedure, der er omhandlet i traktaten.

Endelig omhandler hr. Elmar Broks betænkning et område, hvor både Parlamentet og Kommissionen har gjort vigtige fremskridt i de senere år: forbindelserne med de nationale parlamenter. Europa-Parlamentet har været pioner for brugen af interparlamentariske konferencer og har fundet nogle meget praktiske metoder til at opbygge et virkelig parlamentarisk netværk.

Kommissionen har, som De ved, etableret en helt ny ordning for dialog med de nationale parlamenter, og dette er et område, hvor der er sket store fremskridt. Siden 2006 har Kommissionen fremsendt både høringsdokumenter og lovgivningsforslag til parlamenterne med opfordringer til dem om at give deres bidrag. Indtil videre har vi modtaget og besvaret omkring 400 udtalelser, og vi har også massivt øget antallet af direkte kontakter, idet vi har haft mere end 500 møder mellem kommissærer og organer i de nationale parlamenter, siden Kommissionen tiltrådte. Som betænkningen angiver, vil traktatens nye bestemmelser om de nationale parlamenter være i fuld overensstemmelse med de senere års udvikling, og jeg tror, den vil styrke den europæiske parlamentariske familie endnu mere.

Alt i alt viser disse betænkninger, hvordan Lissabontraktaten vil uddybe det europæiske demokrati og sikre de europæiske borgere resultater. Dette er et fremragende budskab, som vi kan tage med i valget til Parlamentet, og det er et fremragende udgangspunkt for forberedelsen af selve gennemførelsen af traktaten.

  Formanden. − Inden jeg giver ordet til talerne, vil jeg benytte mig af den frihed, som en person, der sidder som formand i denne fase af vores valgperiode og i denne fase af aftenen, efter min mening har, fordi det er sandt, at disse sene aftenmøder har en fordel.

Jeg vil gerne fortælle Dem, at jeg straks vil foreslå Formandskonferencen og Præsidiet, at de udformer en publikation, som indeholder selve Lissabontraktaten, de fem betænkninger og de tilsvarende beslutninger samt ordførernes og kommissærens indledende taler.

Et dokument af denne type vil, når det er oversat til EU's 23 officielle sprog og uddelt til mænd og kvinder i de 27 medlemsstater, efter min mening være et meget vigtigt dokument til at sikre forståelse af både vigtigheden af selve Lissabontraktaten og den indsats, som Parlamentet har ydet, og de foranstaltninger, det har iværksat. Det vil også være en velfortjent hyldest til de fem ordførere, navnlig fru Catherine Guy-Quint og fru Sylvia-Yvonne Kaufmann, som har fortalt os, at de forlader Parlamentet, men som vi altid vil kunne huske, og som vi altid vil være taknemmelige.

  Michael Gahler, ordfører for udtalelsen fra Udenrigsudvalget. − (DE) Hr. formand! For at fejre anledningen har jeg, som De kan se, bevidst overtaget hr. Zahradils plads.

På vegne af Udenrigsudvalget vil jeg understrege, at vi betragter den kommende næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant som fuldt ud ansvarlig over for Parlamentet af den simple grund, at han som alle andre kommissærer skal have Parlamentets fulde tillid for at kunne tiltræde. Den nuværende praksis med regelmæssig politisk dialog på plenarmødet og i Udenrigsudvalget skal besvares i den dobbelte funktion, der varetages af én person.

Da langt de fleste af os ønsker en mere ensartet og praktisk tilgang fra EU's side til udenrigspolitikken, vil den person, der udnævnes til denne post, også selv have en interesse i at sikre støtte fra Parlamentet til sine handlinger. Vores udøvende magts politiske planer og holdninger kan også drøftes regelmæssigt på møder i Udenrigsudvalget, hvor formanden for De Faste Repræsentanters Komité orienterer om de spørgsmål, der drøftes i De Faste Repræsentanters Komité. Hvis det ønskes, skal denne praksis også gælde for de særlige repræsentanter.

I fremtiden skal beslutninger om udstationering på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område også drøftes med Parlamentet for at give operationer i tredjelande større demokratisk legitimitet.

Hvad angår Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, mener vi, at Parlamentet fuldt ud skal inddrages i de forberedende operationer. Vi bekræfter, at denne tjeneste skal knyttes til Kommissionen af administrative hensyn.

Vi ønsker også at sikre, at chefen for en EU-delegation i et tredjeland i fremtiden skal give møde i Udenrigsudvalget, inden udstationeringen endelig bekræftes. Hvis en person ikke gør et godt indtryk på sine egne medlemmer, vil der være ringe chance for, at den pågældende udstationeres i udlandet.

Vi ønsker også, at EU's samlede udenrigspolitik, herunder den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, i fremtiden finansieres over fællesskabsbudgettet. I den næste traktat efter Lissabontraktaten mener jeg dog, at de fælles militærudgifter bør optræde i budgettet.

  Andrew Duff, ordfører for udtalelsen fra Udenrigsudvalget. − (EN) Hr. formand! Som de tidligere talere har sagt, er udviklingen af fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikker en af de største belønninger, der nu er inden for vores rækkevidde som følge af traktaten. Det betyder, at de nationale parlamenter vil blive stærkt berørt af de ændringer, der er under opsejling.

De bevarer naturligvis deres nationale ansvar for den nationale sikkerhed, men de skal også spille en vigtig rolle med hensyn til i tæt og regelmæssigt samarbejde med Europa-Parlamentet at granske og forsøge at udforme en fælles europæisk politik, kritisere og forhøre deres egne ministre for deres indsats i Rådet og formidling til medierne og offentligheden af den nye virkelighed, som er, at udenrigspolitik bedst føres ved at udpege, finde og fremme den fælles europæiske interesse.

  Thijs Berman, ordfører for udtalelsen fra Udviklingsudvalget. − (NL) Hr. formand! Det tjekkiske Senat har i dag accepteret Lissabontraktaten. Nu mangler vi kun Irland, kan man sige, og så har vi en traktat, der også vil give Udviklingsudvalget flere muligheder for at føre bedre politik.

At presse Irland nu ville dog være en frygtelig fejl. Dette er en union af uafhængige stater, og irerne kan frit træffe deres egne beslutninger. Ethvert pres udefra vil øge risikoen for, at hele EU eksploderer, fordi EU trods alle de fine og beroligende ord, der er sagt i dag i Parlamentet, i øjeblikket gennemgår en dyb tillidskrise. Denne form for krise kan kun løses med resultater, socialpolitik, investeringer og økonomisk genopretning, tilvejebringelse af ren energi for vores klima og beskyttelse af sociale rettigheder her og andre steder i verden. Men for at opnå dette skal vi respektere hver medlemsstats ret til selv at komme med effektive løsninger.

Samarbejde er nødvendigt, og det er bestemt også sandt under denne krise, men vi skal have selvtillid til at forblive tro mod os selv. At lægge pres på Irland er derfor ikke passende, hverken for irerne eller for resten af Europa. Lad EU optræde beskedent, så kan det måske få gavn af de store ambitioner.

  Danutė Budreikaitė, ordfører for udtalelsen fra Udviklingsudvalget. – (LT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne understrege, at Lissabontraktaten vil give EU flere muligheder for at tage initiativet, når det drejer sig om at forme politikken for udviklingskoordinering, forbedre donorkoordineringen, fordele opgaver og yde hjælp mere effektivt. Det betyder dog også, at EU's institutioner, herunder Parlamentet, skal påtaget sig øget ansvar.

For at gennemføre politikken for udviklingssamarbejde er det vigtigt, at der indføres en passende administrativ struktur, der kan fjerne uoverensstemmelser mellem generaldirektoratstrukturerne og kompetencerne i Kommissionen på områder for politik og budget, og at enekompetence overdrages til Generaldirektoratet for Udviklingssamarbejde.

Da politikken for udviklingssamarbejde anvendes efter den sædvanlige procedure, er det vigtigt, at ansvarsområdet for Parlamentets Udvalg om Udvikling og Samarbejde defineres tydeligt. Lissabontraktaten vil sikre en bedre gennemførelse af målene for politikken for udviklingssamarbejde med henblik på at reducere og til sidst udrydde fattigdom i verden.

  Georgios Papastamkos, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om International Handel. − (EL) Hr. formand! Som ordfører for udtalelsen fra Udvalget om International Handel vil jeg gerne påpege, at de ændringer, der indføres ved Lissabontraktaten på området for den fælles handelspolitik, generelt bidrager til en forbedring af den demokratiske legitimitet, gennemsigtighed og effektivitet af EU's indsats udadtil. Jeg understreger navnlig ændringen af den institutionelle balance i EU, hvor Parlamentet ophøjes til medlovgiver, hvad angår fastlæggelsen af gennemførelsesrammen for den fælles handelspolitik. Parlamentet skal også godkende alle indgåede handelsaftaler.

Jeg vil dog fremhæve skævheden mellem Parlamentets interne og eksterne kompetence, "in foro interno" og "in foro externo", i forbindelse med den fælles handelspolitik, idet Lissabontraktaten ikke giver Parlamentet ret til at godkende Kommissionens mandat til at forhandle en handelsaftale. I betragtning af at Parlamentet alligevel har ret til at fastlægge forudsætningerne for sin godkendelse af EU's handelsaftaler, skal der efter min mening indgås en rammeaftale for forholdet mellem Parlamentet og Kommissionen på dette område.

Endelig vil jeg fremhæve behovet for en mere intens dialog mellem Parlamentet og de nationale parlamenter, når alle forhold, der er omhandlet af den fælles handelspolitik, kommer ind under EU's enekompetence. Alle handelsaftaler bliver aftaler med EU, og der vil ikke længere være blandede aftaler, som er indgået af både EU og medlemsstaterne.

  Evelyne Gebhardt, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. − (DE) Hr. formand! I Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse kan vi også se de enorme fordele ved Lissabontraktaten, som vi ikke ønsker at gå glip af, navnlig på området for forbrugerbeskyttelse. Det er særdeles interessant at konstatere, at forbrugerbeskyttelse i Lissabontraktaten er blevet en tværgående opgave, hvilket naturligvis giver dette område meget større styrke. Dette område er især vigtigt for EU's borgere, idet vi i det daglige kan vise dem, hvad EU gør for dem. Borgerne spørger hele tide, hvad EU gør for dem. At dette nu er forankret i artikel 12 og ikke i artikel et hundrede et eller andet, er også vigtigt, da det betyder, at der tillægges forbrugerbeskyttelse meget større værdi.

Det er efter min mening godt, at vi får Lissabontraktaten. Det glæder mig meget, at Senatet i Prag også har godkendt traktaten. Det sender et klart budskab om, at vi går ind for dette Europa, et socialt Europa, et Europa for borgerne, som vi vil gøre parate til fremtiden. Tak, fordi De gav os lejlighed til at vise dette igen i dag. En særlig tak til fru Sylvia-Yvonne Kaufmann for hendes særdeles gode arbejde på Konventet. De har udrettet noget meget vigtigt der.

  Oldřich Vlasák, ordfører for udtalelsen fra Regionaludviklingsudvalget. – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! På vegne af Regionaludviklingsudvalget vil jeg gerne indføre en territorial dimension i forhandlingen af Lissabontraktaten. Det er en kendsgerning, at de enkelte lokale myndigheder, kommuner og regioner i stigende grad skal håndtere indvirkningen af europæisk lovgivning og europæiske politikker. I den forbindelse har en undersøgelse gennemført af universitetet i Utrecht vist, at Fællesskabets organer hvert år vedtager mere end 100 forordninger, der har umiddelbar indvirkning på de lokale myndigheder. 70 % af den lovgivning og de foranstaltninger, vi producerer, skal faktisk gennemføres i regioner, byer og lokalsamfund.

Derfor ser de lokale myndigheder måske positivt på den kontroversielle Lissabontraktat. Lissabontraktaten indeholder faktisk en protokol om nærhedsprincippet, dvs. en protokol, hvorunder vedtagelsen af en foranstaltning på et højere niveau, i dette tilfælde europæisk niveau, kun kan begrundes, hvis en sådan foranstaltning beviseligt er mere effektiv og mere nødvendig. I henhold til traktaten skal der gennemføres mere effektive høringer af lokale og regionale myndigheder og deres sammenslutninger. En anden bestemmelse, der indføres, er forpligtelsen for Kommissionen til at minimere den finansielle og administrative byrde, der pålægges af hver ny retsakt. Disse foranstaltninger skal sikre, at Bruxelles bliver mere lydhør over for de reelle problemer, som borgmestrene står overfor, og bedre i stand til at løse dem. Jeg vil her understrege, at dette helt sikkert ikke er den sidste ændring i den primære lovgivning, som vi kommer til at drøfte. Vi bør derfor begynde nøje at overveje de ændringer, der skal gennemføres for at gøre EU's retlige fundament omfattende, fast og gavnligt for alle borgere.

Jeg vil ikke bedømme de positive og negative aspekter af Lissabontraktaten her. De ved alle, at Tjekkiets synspunkt er kritisk, men alligevel realistisk. Det blev bekræftet af dagens forhandling i det tjekkiske parlaments Senat, som derefter godkendte traktaten senere på dagen.

  Johannes Voggenhuber, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. − (DE) Hr. formand! Jeg taler på vegne af Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. Jeg er lidt irriteret, fordi jeg også gerne ville høre Udviklingsudvalgets mening, men hr. Thijs Berman brugte sin taletid til at advare os mod at lægge pres på Irlands befolkning.

Denne mentalitet er klart en af årsagerne til, at vi forhandler i aften. Jeg er selv i tvivl om, hvorvidt Parlamentet har ret til at tale med dets borgere, til at udveksle argumenter og til at forsvare resultaterne af dets 10 år lange arbejde i forfatningsprocessen, eller om vi med denne dialog vil blive beskyldt for at udøve pres og afpresning. Det er en mærkelig verden.

Jeg ville have foretrukket, hvis Parlamentet havde forsvaret denne traktat meget mere højlydt og åbent over for EU's borgere og ikke havde ladet det hele være op til regeringerne, som alt for ofte har et ret ambivalent forhold til det fremskridt, traktaten sikrer.

Mange EU-skeptikere hævder, at det demokratiske fremskridt, der ligger i traktaten, er beskedent, og at den faktisk dækker over et mørkt og dystert Europa. Jeg mener, at et hurtigt blik på området for intern sikkerhed, retlige anliggender og politiet, dets overførsel til EU-kompetence, Parlamentets ret til medbestemmelse og anvendelsen af chartret modbeviser disse påstande og afslører dem som bedrag, propaganda og uvidenhed.

For mig er dette område stadig det måske mest irriterende udtryk for det demokratiske underskud i EU. Jeg har aldrig betragtet magtadskillelse som et historisk og filosofisk princip. Det er i stedet et grundlæggende demokratisk princip. På det område giver Lissabontraktaten et meget målrettet og fremsynet svar. Det er et af de mest følsomme områder i forfatningen. I realiteten har justitsministrene på dette område truffet beslutninger om politilove – bag lukkede døre – uden kontrol fra domstolene eller EF-Domstolen og uden anvendelse af et omfattende sæt af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder. Det ændrer sig dog nu, og det er et gigantisk skridt hen imod europæisk demokrati. Hr. Thijs Berman! At drøfte det med borgerne, at forsvare det er vores pligt, det er ikke at udøve pres.

(Bifald)

  Formanden. − Jeg har nu fornøjelsen af at give ordet til min landsmand, hr. Carlos Carnero González. Han er endnu et medlem, som ikke kommer tilbage til os i næste valgperiode, og jeg vil gerne takke ham offentligt for den enorme indsats og det særdeles prisværdige arbejde, han har udført på netop det område og det spørgsmål, vi behandler her.

  Carlos Carnero González, ordfører for udtalelsen fra Udvalget for Andragender. − (ES) Hr. formand og ven! Tak for de venlige ord, som naturligvis berører mig på et tidspunkt, hvor jeg er i Parlamentet for sidste gang i denne valgperiode for at takke for samarbejdet med alle dem, jeg har haft æren af at samarbejde med, og for at bede om forladelse for eventuelle fejl, jeg har begået. Jeg har forsøgt at gøre mit bedste for mit lands borgere og alle europæere, og der har været perioder under dette arbejde, som har været ganske specielle, f.eks. Konventet.

Vi taler i dag om borgerskab, og jeg taler på vegne af Udvalget for Andragender. Hvilket udvalg i Parlamentet er tættere på borgerne end Udvalget for Andragender? Det sikrer en af de vigtigste rettigheder, de europæiske borgere har, nemlig retten til at indgive andragender.

Sagen er denne: Hvis Parlamentet er kendt i mange lande, er det for udøvelsen af retten til at indgive andragender. Det ved vi som medlemmer af Udvalget for Andragender, og det ved faktisk hele Parlamentet. Lissabontraktaten, som gør EU mere demokratisk og mere effektivt, tilfører nye elementer, f.eks. chartret om grundlæggende rettigheder, og nye instrumenter, f.eks. borgerinitiativet.

Vi skal undgå forvirring mellem f.eks. retten til at indgive andragender og borgernes initiativret. Jeg vil påpege, at borgere f.eks. gennem et andragende kan kræve, at Parlamentet anmoder Kommissionen om at iværksætte et lovgivningsinitiativ. Det betyder, at vi i fremtiden kan opleve at få et europæisk borgerinitiativ, der anmoder Kommissionen om at iværksætte en lovgivningsprocedure, og et andragende, der er stilet til det relevante udvalg i Parlamentet, som anmoder Parlamentet om at henvende sig til Kommissionen om den samme sag. Vi skal undgå denne selvmodsigelse og søge synergi, der styrker begge veje, som er veje, der gør borgerskab mere konkret i EU.

Udvalget for Andragender vil naturligvis gerne inddrages i forvaltningen af retten til borgerinitiativ. Alle udvalgene vil naturligvis gerne inddrages, men jeg mener, at denne ret skal gøres effektiv på den bedst mulige måde. Det vil efter min mening også være en hyldest til en dag som i dag, som er så vigtig: Lissabontraktaten er blevet godkendt af det tjekkiske Senat, så nu er der kun ét skridt tilbage, inden traktaten bliver en realitet, og faktisk inden denne traktat, som er arvtageren efter den europæiske forfatning, den bedste tekst, som EU har produceret til dato, træder i kraft.

Hvis alt dette lykkes for os, vil vi alle, som er her – startende med alle medlemmerne af Konventet, som er her i aften – have ydet et gigantisk bidrag til meningen med at have været et medlem af Parlamentet.

  Maria da Assunção Esteves, for PPE-DE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Dette er min sidste tale i Parlamentet, så det er lidt anderledes.

En dag vil komme, hvor statslige og kosmopolitisk parlamenter samles for at regere verden. Drømmen om en fælles menneskehed uden grænser blev født på netop dette sted for folkevalgte, hvor frihed vokser sig stærkere, og demokratiet vokser sig bredere. Oplysningstidens visionære idé om en union af mennesker viser de første skridt inden for magien af vores lokaler og vores forhandlinger. I vores EU svækkes Machiavelli, fordi vi har erstattet magtens suverænitet med menneskets suverænitet. Kosmopolitismens paradigma findes i vores institutioner og beslutninger og tegner sig nu for en del af indsatsen.

En ny antropocentrisk vision af lov og politik er ved at dukke op, og den postnationale identitet tager form i Europas gader. Menneskets sublime værdighed er nu det princip, som samler national og international lovgivning. Det er den ultimative regel for vores oprindelige koordination. Hvad EU og Parlamentet repræsenterer, er et moralsk synspunkt uden fortilfælde i menneskehedens historie – et kollektivt moralsk synspunkt, der vandt indpas i de europæiske landes strategier og grundlagde deres integration.

Den europæiske befolknings gensidige forpligtelse er i sandheden forudsætningen for den fælles menneskelighed. Isolation og egoisme faldt på dagen for Romtraktaten. Nu dukker retfærdighed op netop i kraft af politik som en bro mellem Kant og Aristoteles, mellem frihed og lykke. Europas befolkninger ved, at den eneste legitimitet er den, der kommer fra menneskerettigheder, og at den eneste autoritet tilhører magter, der respekterer dem. De ved, at frigørelsen af historie kun er mulig gennem et projekt med politisk deling og global retfærdighed.

En dag vil komme, hvor befolkningerne i Asien, Amerika og Afrika vil samles. Menneskets værdighed vil krydse alle kulturer, fra Goethe til Pessoa, fra Bach til Tchaikovsky, fra Mohammed til Buddha. Menneskerettigheder som en universel lov, en fælles regel, der går ud over alle forskelle, og Europa skal for at være et eksempel have mere forfatning, mere decentralisering, mere politik, mere udvidelse.

I dette afskedsøjeblik vil jeg gerne fortælle, hvor stolt jeg er for at have delt et sådant eventyr med Dem.

(Bifald)

  Formanden. − Tak, fru Maria da Assunção Esteves, for Deres tale. Jeg takker Dem for Deres arbejde i de forgangne år og ønsker Dem held og lykke i fremtiden.

  Jo Leinen, for PSE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! De sagde, at De ville foreslå Formandskonferencen og Præsidiet at samle de fem betænkninger og de vigtigste begrundelser i en publikation. Det er en fremragende idé, som jeg kun kan hilse velkommen. Jeg anbefaler, at vi også medtager Corbett/Méndez de Vigo-betænkningen, som var udgangspunktet for vores arbejde med Lissabontraktaten. Dengang havde vi 500 stemmer for, hvilket var et rekordresultat. Den er en del af processen. Den var udgangspunktet for dette forsøg efter forfatningstraktaten på at få reformtraktaten på plads. Idéen er rigtig god. De har vores fulde støtte.

De har allerede takket nogle få, som desværre ikke længere her. Jeg kan med sikkerhed sige, at alle medlemmerne af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender har arbejdet godt sammen. Vi har altid været et udvalg med stærk deltagelse. Ved denne skillevej vil jeg endnu en gang takke alle, der er til stede i Parlamentet. Først takker jeg hr. Johannes Voggenhuber, en sand hjørnesten i vores arbejde for demokrati og borgerrettigheder. Fru Sylvia Kaufmann, der allerede er blevet nævnt ved flere lejligheder, har især været god til at udtrykke sin holdning trods en del modstand i sit politiske miljø. Hr. Carlos Carnero González deltog altid. Han kæmpede for forfatningen og for folkeafstemningen i Spanien. Fru Maria da Assunção Esteves var altid særdeles aktiv. Hr. Alain Lamassoure har opnået enorme resultater, navnlig i forbindelse med forfatningen. Sidst, men ikke mindst, fru Catherine Guy-Quint, selv om hun ikke er medlem af udvalget. Hun har udført en betydelig indsats i Budgetudvalget og har altid støttet idéen om, at Parlamentet skulle have flere beføjelser og flere rettigheder. Tak til Dem alle. Jeg har nævnt de medlemmer, der er til stede i dag, og som ikke vil være til stede næste gang. Vi lover at fortsætte deres arbejde.

Som ordfører for De Europæiske Socialdemokraters Gruppe har jeg endnu to bemærkninger til betænkningerne. Hvad angår Kaufmann-betænkningen, har vi altid hævdet, at borgerinitiativet hverken er et placebo eller et alibi, men et seriøst konstitutionelt instrument, som borgerne kan bruge til at sætte emner på dagsordenen i Bruxelles. Når borgerinitiativet gennemføres, skal vi efter min mening sikre, at det forbliver sådan. Kommissionen bør udøve sin initiativret og fremsætte et lovforslag meget hurtigt efter omorganisationen.

Hvad angår Dehaene-betænkningen, vil jeg endnu en gang nævne overgangsperioden. Vi ønsker, at ånden fra Lissabon er til stede under høringerne af Rådets forslag til Kommissionens nye formand. Men det samlede kollegium af kommissærer, herunder formanden, bekræftes først, når traktaten træder i kraft. Vi skal faktisk stemme to gange om Kommissionens formand. Det er vigtigt at huske dette. Det er simpelthen, hvad overgangsperioden medfører. Jeg mener, at det program, som hr. Jean-Luc Dehaene har fremlagt for lovgivningsperioden, er særdeles godt. Udgangspunktet er borgernes stemme i valget til Parlamentet efterfulgt af alle beslutninger om personale, politiske programmer og finansiering af EU. Udgangspunktet er afstemningen i de suveræne stater – EU-borgernes stemme. Det er efter min mening rigtig godt. Tak, hr. Jean-Luc Dehaene.

  Andrew Duff, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Winston Churchill sagde: "Lad aldrig en krise gå til spilde".

Vi har i dag en økonomisk krise, en klimakrise og international ustabilitet, og det er klart for os, i hvert fald i vores gruppe, at disse kriser i høj grad styrker argumentet for at give EU udvidet kapacitet til at handle globalt.

Traktaten er det logiske svar på disse udfordringer. Det er den bedste traktat, vi kan nå til enighed om på nuværende tidspunkt. Det er en god traktat. Historisk er den bestemt på højde med Maastricht. Den opbygger demokrati og gør styremåden i EU mere repræsentativ og effektiv.

Det er også en reformistisk traktat. Den korrigerer de fleste af problemerne, som den nuværende Nicetraktat lider under. Man behøver ikke være en militant føderalist – som jeg – for at kunne se dette, men man skal være en god demokrat for at forstå pointen: for det første, at vi har brug for et integreret Europa for at udvikle vores svar på globaliseringen, og for det andet, at et postnationalt demokrati ikke er en erstatning for, men et supplement til de historiske nationale demokratier.

Konservative og nationalistiske modstandere af traktaten burde fortælle os, hvorfor de hellere vil fastholde det nuværende ineffektive og klodsede EU, og hvorfor de forsøger at fastholde de absurde prætentioner om national suverænitet for nationalstaterne, når dét, der egentlig betyder noget, er at få den indbyrdes afhængighed mellem stater og borgere til at fungere – en indbyrdes afhængighed, der tydeliggøres og uddybes i denne traktat.

Denne traktat er et stort forfatningsmæssigt skridt fremad for Europa, og jeg er stolt over at have deltaget i udformningen. Jeg vil kæmpe til målstregen for at sikre, at den hurtigt og effektivt kan træde i kraft og gennemføres.

  Johannes Voggenhuber, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, fru næstformand! Når jeg ser mig omkring i Parlamentet, får jeg det indtryk, at beboerne fra det forfatningsmæssige elfenbenstårn er blevet inviteret til at fortsætte deres drøftelser på Parlamentets plenarmøde. Det var ikke aftalen. Det var aftalen, at dette skulle være en forhandling i Parlamentet om konsekvenserne af Lissabontraktaten.

Ville det ikke have været fint, hvis Parlamentet havde drøftet traktaten i morges samtidig med det tjekkiske Senat og havde gjort det klart for EU-borgerne, at traktaten var Parlamentets arbejde, der blev indledt med Konventet og er fortsat helt frem til i dag, at denne reform ikke pålægges af et elitært EU, men at den er et stort stykke arbejde, som er resultatet af en fælles indsats?

Når noget mislykkes, fortæller mine 15 års erfaring mig, at det normalt skyldes regeringerne og ikke parlamenterne. Nu er vi alle dækket med ar og overdynget af dekorationer. Jeg holder min sidste tale efter 15 år. Vi er nået langt. Det har været en stor ære. Jeg blev også opfordret – sammen med hr. Andrew Duff – til at være Parlamentets ordfører for både chartret om grundlæggende rettigheder og forfatningen.

Jeg må sige – og jeg tror også, jeg taler for de andre medlemmer af Konventet – at vi altid har følt, at vi havde Parlamentets godkendelse. Vi stak hovederne frem og turde have visioner, der fremprovokerede udbredt hovedrysten, modstand fra regeringernes side, mange vetoer og næsten Konventets kollaps. Men det kan ikke afvises, at drivkraften, den visionære kraft i denne proces, var parlamenterne. Som sådan var det også den første sejr for borgerne i EU.

Tillad mig måske at se ind i fremtiden. Vi ved, hvad vi alle mener om det fremskridt, der opnås ved denne traktat. Da regeringskonferencen angreb resultaterne af Konventet, nedlagde Det Lovgivende Råd, genindførte love vedtaget af Rådet og tilføjede den tredje del – og alle de ting, der virkelig oprører os i dag – fik jeg idéen om en første ændring af forfatningen langt ude i fremtiden.

Et af de vigtige kardinalpunkter i denne traktat er Parlamentets initiativret, dets ret til at fremlægge beslutningsforslag for et konvent, der skal dannes for at ændre forfatningen. Og vi er endnu ikke ved vejs ende. Da vi kæmpede for vores visioner, hørte vi ofte på Konventet: "Ah, De med deres sammenligning med Philadelphiakonventet, Europa har brug for en alvorlig krise. Uden en alvorlig krise kan De aldrig skabe et reelt europæiske demokrati, et reelt politisk samfund. Vi har virkelig brug for en alvorlig krise". De tænkte helt klart på de næste hundrede år. Men vi har den. Vi har denne krise. Og nu spørger borgerne pludselig, hvorfor vi ikke har økonomisk styring. De spørger, hvorfor vi ikke har et minimum af fælles europæisk økonomisk lovgivning, i det mindste med hensyn til de centrale aspekter af skattepolitik, virksomhedsskatter og transaktionsafgifter. Folk spørger også efter et socialt Europa. Ja, vi gik ikke ned fra barrikaderne. Regeringerne sagde simpelthen "njet". I dag spørger hele Europa om, hvor EU's beføjelser til at forsvare den sociale markedsøkonomi og en retfærdig fordeling er henne. I mellemtiden bruges der milliarder af euro på den næste generation. Og vi har ingen demokratisk magt, intet retligt grundlag for at udvikle et socialt Europa.

Hver dag bliver jeg spurgt, hvordan situationen er med hensyn til militær indsats i Europas navn. Et par nationalstater yder en militær indsats inden for rammerne af kabinetpolitik, der blev praktiseret i det 19. århundrede. Skal vi ikke overveje, om Parlamentet på forhånd skal acceptere enhver militær indsats i Europas navn? Og borgerinitiativet? Der blev forfatningsmæssige ændringer også udeladt. Hvorfor? Hvorfor kan vi ikke have et borgerinitiativ, der kræver, at traktaten ændres, og at den europæiske forfatning videreudvikles?

Der er efter min mening stadig lang vej igen. Parlamentets forsagthed og generthed over for Rådet er en stor hindring.

(Afbrydelse)

Jeg mener, vi skal være mere militante. Jeg håber, at Parlamentet virkelig vil gøre krav på de rettigheder, det har i henhold til Lissabontraktaten, med uforfærdet selvtillid og med stor loyalitet over for EU-borgerne, håndhæve dem og derefter overveje, hvordan det hele kan udvikles på en meget bedre måde hen imod et europæisk demokrati og en social orden. Jeg opgiver ikke min drøm.

(Afbrydelse)

Jeg opgiver ikke min drøm om at kunne sætte mine børn og i det mindste deres børn i stand til at sige: "Vive la République d'Europe!"

(Bifald)

  Tobias Pflüger, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Talerne viser, hvordan Lissabontraktaten tydeligvis anskues fra en følelsesmæssig og ikke rationel vinkel. Hvorfor venter vi ikke til næste valgperiode og lader det nye Parlament drøfte spørgsmålet og ser, om Lissabontraktaten faktisk gennemføres? Nej, der er nogle mennesker, som er absolut fikseret på denne traktat, og som ønsker at forklare dens formodede fordele igen og igen.

Burkhard Hirsch, den store moralist, udtrykte det så smukt, da han sagde, at irerne ikke skal betragtes som gennemblødte fårehyrder og de eneste europæere, der ikke kan forstå Lissabontraktatens velsignelser. Folkeafstemningerne ville have fået et negativt resultat andre steder, fordi vi hverken kan eller bør forvente, at vælgerne vil godkende en traktat, som ikke engang en velmenende læser nogensinde vil kunne forstå.

Lissabontraktaten omhandler ikke kun forbindelserne mellem EU-institutionerne. Nej, Lissabontraktaten fastlægger politikker. Og det er vigtigt. Lissabontraktatens artikel 43, stk. 1, fastlægger f.eks. opgaverne for EU's væbnede styrker. Solidaritetsbestemmelsen i artikel 222, stk. 1a, anfører, at EU tager alle de instrumenter i brug, der står til dens rådighed, med henblik på at forebygge terrortruslen på medlemsstaternes område. EU bliver derved en militæralliance, og der er endda mulighed for at militære aktioner gennemføres inden for EU. Artikel 43, stk. 1, omhandler assistance til tredjelande med henblik på at bekæmpe terror på deres område.

Der er en række forordninger på dette område. Der er "det permanent strukturerede samarbejde", som skaber mulighed for et militært kerneeuropa. Der er en rolle til NATO i denne traktat, og "Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet". I fremtiden vil der, hvis denne traktat ratificeres – og det håber jeg ikke – være en opstartsfond (artikel 41): EU-budgettet vil også kunne blive anvendt til militære formål på området for udenrigs- og militærpolitik.

Hvad angår økonomisk politik, er den økonomiske logik i Lissabontraktaten den samme økonomiske logik, der førte til den økonomiske krise: "et åbent marked med fri konkurrence". Men det ville man aldrig kalde det i dag.

Det er mit indtryk, at de mennesker, der ønsker denne traktat, især dem fra EU-eliten, faktisk lever i fortiden. Forholdene har ændret sig grundlæggende. Det, vi har brug for, er en ny traktat til en ny tidsalder. Irland har besluttet sig. Beslutningen under folkeafstemningen var klar. Traktaten blev nedstemt og er derfor død. Lige pludselig skal der være en anden afstemning. Hvem i Frankrig ville efter valget af præsident Sarkozy, sige, at de skal stemme igen, fordi en eller anden ikke kan lide ham. Jeg vil gøre én ting helt klar: Der er gode og fuldstændig rationelle grunde til, at vi ikke bør ratificere denne traktat. Det, der blev sagt i Irland, bør stå ved magt. Med andre ord: "Nej" betyder "nej". Det betyder, at Lissabontraktaten er død, og jeg kan ikke forstå, hvorfor vi drøfter den i dag i denne sammenhæng.

Der sker et magtskifte i traktaten i retningen af de store medlemsstater. Jeg vil ikke lægge skjul på det: Som internationalister forsvarer vi den europæiske idé over for enhver, der ønsker at gøre EU til en militærmagt og en ren økonomisk alliance. Vi har brug for en alternativ traktat til Lissabontraktaten, og det betyder en traktat, der er rettet mod fred – ikke en traktat, der i sin inderste kerne er en militærtraktat.

  Nils Lundgren, for IND/DEM-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg tager det for givet, at vi alle har ret til at tale så længe, vi vil. Jeg har måske brug for et ekstra minut eller to, og det vil jeg med glæde tage.

(SV) Jeg skifter nu til mit modersmål. Det europæiske politiske establishments håndtering af Lissabontraktaten vil gå over i historien som en skændsel i to henseender: for det første med hensyn til den politiske proces for at skubbe den igennem og for det andet med hensyn til traktatens faktiske formål og indhold. Hvis vi ser tilbage på Laeken 2000, blev det dengang sagt, at vi skulle fremlægge et forslag til en forfatningsmæssig løsning. Det skulle resultere i et endnu tættere sammenstrikket Europa og borgere, der var engagerede, da vi var bekymrede for, at borgerne i virkeligheden havde en ringe mening om EU. Konventet producerede under ledelse af Valéry Giscard d’Estaing noget helt andet. Europas befolkning ønskede ikke dette, og befolkningerne i Frankrig og Nederlandene sagde "nej". Alle ved, at befolkningerne i Det Forenede Kongerige, Danmark og mange andre lande, ville have stemt nej, hvis de havde haft chancen. Der blev gjort forsøg på at finde muligheder for at komme uden om dette – der kom en ny traktat, som er den samme, selv om det modsatte påstås, når det er belejligt, og denne påstand fastholdes stadig. Når så den irske befolkning har sagt "nej" til det, vi nu kalder Lissabontraktaten, har vi den frækhed at iværksætte en undersøgelse af, hvorfor den irske befolkning stemte forkert. Det er helt utroligt, og der har slet ikke været nogen debat om det. De klapper alle hinanden på ryggen og siger, hvor godt dette er, selv om De ved, at det er en skændsel.

Min anden indvending er følgende: En forfatningsmæssig traktat, en forfatning, findes ikke for at gøre det hurtigere at træffe politiske beslutninger. Faktisk det modsatte – den findes for at gøre det vanskeligt at træffe politiske beslutninger. Forfatninger findes for at sikre, at dem, der tilfældigvis er valgt lige nu, ikke kan træffe, hvilken som helst beslutning de måtte ønske. Det bør være kompliceret. Sådan er den amerikanske forfatning. Det er en fransk bureaukratisk tradition at sikre, at en myndighed hurtigt kan træffe beslutninger om alt under solen uden at bekymre sig om den offentlige indflydelse. Det er afskyeligt og en skændsel for EU.

  Formanden. − Hr. Niels Lundgren! Jeg er sikker på, at De har bemærket, at Deres kolleger lyttede til Dem med respekt, i tavshed og uden at tale, som De gjorde, da De snakkede under andre medlemmers taler, men sådan har forskellige mennesker forskellige opfattelser af demokrati.

  Roger Helmer (NI). – (EN) Hr. formand! Jeg havde håbet, at hr. Pöttering måske var formand i aften, da jeg gerne ville takke ham offentligt, fordi han gav mig mulighed for at forlade PPE-Gruppen for et par år siden. Det glæder mig, at mine konservative kolleger alle forlader PPE-Gruppen om kort tid – et mål, jeg har arbejdet hen imod i 10 år.

Vi er her for at drøfte Lissabontraktaten, så jeg ville have mindet hr. Pöttering om, at hans eget land, Tyskland, endnu ikke har ratificeret den. Vi påstår i EU, at vi er en union af værdier baseret på demokrati og retsstatsprincippet, og alligevel ignorerer vi demokrati. Vi træder på vælgernes ønsker. Vi afviste resultaterne af folkeafstemningerne i Danmark om Maastricht, i Irland om Nice, i Frankrig og Nederlandene om forfatningen og nu igen i Irland om Lissabon. Vi behandler vores vælgeres holdninger med direkte foragt. Så meget for demokratiet!

Vi er ikke bedre, når det gælder retsstatsprincippet. Vi gennemfører planer og udgifter baseret på Lissabontraktaten, inden den er ratificeret. Det er kun lidt bedre end et ublodigt statskup. Hr. Pöttering siger, at en million irske vælgere ikke kan stå i vejen for 450 millioner europæere. Det har han ret i. Lad derfor de 450 millioner stemme om traktaten. Det Forenede Kongerige vil stemme nej. Frankrig og Tyskland vil sandsynligvis stemme nej, men De tør ikke lade befolkningerne stemme om traktaten, fordi De allerede kender deres svar. I Det Forenede Kongerige blev alle vores 646 medlemmer af parlamentet med undtagelse af otte valgt på et løfte om en folkeafstemning, men alligevel har vores miskrediterede Labour-regering på skandaløs vis brudt sit løfte.

Lad mig give mine kolleger et behørigt varsel. Vi i det britiske Konservative parti vil gøre en Lissabonafstemning til en central del af vores platform ved valget til Europa-Parlamentet. Vi vil give befolkningen en folkeafstemning, og vi vil aflive denne elendige og skamfulde traktat fuldstændigt.

  Alain Lamassoure (PPE-DE). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Europæisk integration giver os nogle gange symboler, der bevæger anonyme aktører som os. Den sidste afstemning i valgperioden vil derfor være om det sidste ændringsforslag, der i fællesskab blev fremsat under Det Europæiske Konvent af medlemmer af Europa-Parlamentet og medlemmer af de nationale parlamenter: oprettelsen af et borgerinitiativ på EU-plan.

Lad os ikke undervurdere betydningen af dette. Lissabontraktaten giver borgerne, de almindelige borgere, de samme muligheder for at tage politisk initiativ i EU som Parlamentet. Vores initiativbetænkninger giver os mulighed for at opfordre Kommissionen til at handle, til at fremlægge et retligt grundlag for os med henblik på at iværksætte en ny politik eller vedtage en eksisterende. Jamen, nu kan alle borgere gøre det samme, hvis der er nok af dem, og hvis de kommer fra et tilstrækkeligt antal medlemsstater.

Jeg lykønsker fru Sylvia-Yvonne Kaufmann med den måde, hun har arbejdet på for at finde den konsensus, der tydeligvis var nødvendig på et område som dette. De afklaringer, hun har fået indføjet i traktaten, og retsgarantierne er rimelige. Fastsættelsen af det tilstrækkelige antal til en fjerdedel af medlemsstaterne er i overensstemmelse med den løsning, der er vedtaget for selve regeringerne inden for rammerne af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

Denne nye rettighed, som de europæiske borgere dermed får, findes ikke i nogen af medlemsstaterne i denne form. EU vil dermed sikre, at vi bevæger os mod direkte demokrati. Ikke en gang i f.eks. Frankrig tør vi gå så vidt. Vi reformerede vores nationale forfatning sidste år, men begrænsede den samme ret til kollektive andragender til det lokale niveau.

Lad os nu håbe, at vores politiske partier kan konkurrere på en fantasifuld måde om at udnytte denne rettighed bedst muligt, og lad os frem for alt håbe, at den ud over partierne tages imod af civilsamfundet: fagforeninger, ngo'er, studerende – især de studerende under Erasmus – grænseoverskridende arbejdstagere og alle europæiske borgere, der lever i et andet land end deres eget, og som finder, at de love, vi her vedtager, desværre ikke gennemføres effektivt.

I dette EU med fri bevægelighed er de eneste tilbageværende barrierer vores politiske forhandlinger. Endnu en gang indledes der desværre ikke en europæisk valgkampagne, men 27 nationale kampagner med en europæisk undskyldning.

Det økonomiske område findes, den fælles valuta findes, og det fælles europæiske luftrum findes, men det fælles politiske område er endnu ikke skabt. Dette er den reelle udfordring for Lissabontraktaten, og dette er bestemt en af de bestemmelser, der vil yde det største bidrag til at møde denne udfordring.

  Adrian Severin (PSE). – (EN) Hr. formand! I aften overskygges det håb, der blev skabt af den tjekkiske godkendelse af Lissabontraktaten, af den kvasikonspiratoriske stemning på dette møde.

Nogle var bange for, at vi ved at forberede den egentlige gennemførelse af en traktat i alvorlig grad omgående ville krænke visse borgere i EU. Jeg mener, at vi tværtimod krænker borgerne ved at skjule sandheden om, hvad Europa i virkeligheden er og kan være, og ved at afvise en direkte og rationel dialog med dem.

At vise respekt for mindretallets holdning og samtidig ignorere flertallets beslutning er ligeledes krænkende for både dette flertal og for de generelle principper om demokrati, som vi alle hævder at hylde.

Den skrevne tekst i en traktat er ikke nok. Vi skal give en afklarende fortolkning af teksten, der kaster lys over dens ånd, så den kan gennemføres bedst muligt. Det er netop, hvad dagens betænkninger gør. De taler om et: parlamentariseringen af EU; to: overførsel til EU-kompetence; tre: oprettelsen af ligevægt mellem institutionerne som en garanti for et grænseoverskridende kontrolsystem; fire: garanti for lovgivningsmæssig sammenhæng og samhørighed på EU-plan gennem europæiseringen af de nationale parlamenter og ikke nationalisering af Europa-Parlamentet; fem: sammenlægning af instrumenter og politikker for at sikre god institutionel effektivitet; seks: forbedring af repræsentationen, gennemsigtigheden og deltagelsen på EU-plan.

I overensstemmelse hermed vil vi se udviklingen af en ny befolkning, som vil fylde den nuværende skal af europæiske procedurer med indhold, så de bliver relevante for borgerne.

Det eneste, der er tilbage at gøre, er at finde en løsning, der kan bygge bro mellem valget af det nye Parlament og Lissabontraktatens ikrafttrædelse. Jeg håber, at vores irske kollegers ansvarsfølelse og solidaritet vil hjælpe os med at opnå dette og overholde vores historiske tidsplan.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

  Andrzej Wielowieyski (ALDE). – (FR) Hr. formand, fru kommissær! Jeg mener, at hr. Jean-Luc Dehaenes betænkning, som er meget vigtig og meget værdifuld, bør suppleres, hvad angår Det Europæiske Råds virke og frem for alt beføjelser. Dette vigtige organ ophøjes til institution, og det er på det politiske område en drivkraft.

Derfor skal det tillægges særlig opmærksomhed. Dets handlinger vil høre under EF-Domstolens jurisdiktion på samme måde som Den Europæiske Centralbank. Jeg fremsætter på vegne af min gruppe et ændringsforslag, der afspejler denne ekstra beføjelse. Da dets lovgivningsmæssige funktioner er begrænsede, falder denne beføjelse generelt under artikel 265 om passivitet. Jeg mener, at Det Europæiske Råds forpligtelser sandsynligvis skal konkretiseres i en interinstitutionel aftale som følge af manglen på detaljer i traktaten.

Fru Sylvia-Yvonne Kaufmanns betænkning er derfor meget vigtig, fordi den udgør en reel åbning mod borgerne. Den største svaghed, som vi kunne udvise over for en udfordring mod EU's fremtid, ville være at skabe et tomrum, en afstand mellem EU og borgerne. For dem er EU langt væk og ukendt, selv om de føler, de har brug for det. Min gruppe, Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, mener, at dette tomrum kun kan udfyldes effektivt via regelmæssig og bred høring af borgerne.

Vi har ikke haft tid til at afslutte vores arbejde eller vores drøftelser om dette emne. Alligevel kan borgerinitiativet, som hr. Alain Lamassoure allerede har bemærket, i henhold til traktaten være et betydeligt instrument med henblik på at skabe et europæisk offentligt rum, som vi har så stort behov for. Det vil faktisk stimulere den offentlige debat mellem borgerne og EU, og det vil vække den offentlige opmærksomhed, som er af stor betydning for os.

Men forvaltningen af det er dog en stor udfordring for de europæiske institutioner, især for Kommissionen, idet troværdigheden af dette nye instrument er på spil, for medlemsstaterne, som skal acceptere den nye fremgangsmåde og levere infrastrukturerne, og naturligvis for borgerne, som skal tage dette nye instrument til sig til gavn for det direkte demokrati.

  Milan Horáček (Verts/ALE). – (DE) Hr. formand, fru næstformand! Præsident Klaus reagerede på dagens beslutning i det tjekkiske Senat, som vi oprigtigt glæder os over, og som jeg ønsker hjertelig tillykke med, ved bl.a. at påstå, at Lissabontraktaten er død, fordi den blev forkastet ved den irske folkeafstemning.

Han er en politisk zombie, der lancerer et angreb mod flertalsbeslutningerne i sit eget parlament og Senatet, hvilket bekræfter hans uheldige og sekteriske holdning til andre politiske områder også. Efter de positive afstemninger gjorde han desværre kun sig selv til grin. Vi, De Grønne, har en positiv og konstruktiv holdning til den europæiske integrationsproces, naturligvis med kritiske bemærkninger, når det er nødvendigt.

Jeg vil endnu en gang takke det tjekkiske Senat, det tjekkiske Parlament og den tjekkiske regering varmt.

  Bastiaan Belder (IND/DEM). - (NL) Hr. formand! Hr. Jean-Luc Dehaenes betænkning efterlader mig med blandede følelser. På den ene side glæder jeg mig over, at han lejlighedsvis har behov for at analysere tingene grundigt, og her henviser jeg til punkt 14 og 26, hvor han omtaler Det Europæiske Råds ledende rolle og vanskelighederne med det nye formandssystem i Rådet.

På den anden side er jeg skuffet over betænkningen, fordi ordførerens analyse ikke har været fokuseret hele vejen igennem. Især i de sidste 12 punkter, som omhandler udenrigspolitik, er der pyntet på alle institutionelle usikkerheder, selv om de institutionelle konsekvenser af denne dobbelte rolle ikke ligger helt fast. Jeg kan derfor ikke forstå, hvordan ordføreren er kommet til den generelle vurdering, at det nye system vil skabe en stærkere institutionel balance i EU.

Jeg anerkender, at Lissabontraktaten er en forbedring på visse områder. Det ændrer dog ikke den kendsgerning, at det er netop de usikre konsekvenser af traktaten, som vil vise sig at være Lissabons akilleshæl med hensyn til EU's institutionelle balance, hvilket ordføreren ikke har taget fat om.

  Jana Bobošíková (NI). – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! På dette møde gør vi noget, som vi i mit land kalder at gøre regning uden vært. Vi stemmer om forbindelserne mellem EU's institutioner, medlemsstaterne og deres parlamenter, som om Lissabontraktaten var trådt i kraft. Jeg vil gerne gentage, at Lissabontraktaten langt fra er ratificeret. Medlemmerne af Parlamentet skal være opmærksomme på dette og bør ikke forholde borgerne denne kendsgerning. Enhver demokratisk person må indse, at selv ikke de mest aggressive angreb mod politikere, der ikke har underskrevet Lissabontraktaten, ikke ændrer noget.

Endelig vil jeg sige til hr. Daniel Cohn-Bendit, at hans forkastelige udtalelser, hvor han hævder, at Tjekkiets præsident Klaus vil bestikke senatorerne i det tjekkiske parlament, er en fornærmelse ikke kun mod præsident Klaus, men også mod borgerne i Tjekkiet. Sådanne beskyldninger er en krænkelse af principperne om venlige internationale relationer og af simpel menneskelig anstændighed. Derfor anmoder jeg hr. Daniel Cohn-Bendit om enten at bevise sine påstande om korruption og komme med en offentlig undskyldning til præsident Klaus.

  Richard Corbett (PSE). – (EN) Hr. formand! Denne pakke af betænkninger viser, at vi, hvis Lissabontraktaten træder i kraft – naturligvis uden at foregribe den irske befolknings beslutning – får et EU, der giver flere muligheder for deltagelse, mere ansvarlighed, mere demokrati og flere kontroller. Det er det centrale budskab, vi kan udsende i aften, uanset om det sker gennem hr. Jo Leinens betænkning, som omhandler den øgede rolle for dette folkevalgte Parlament inden for det institutionelle system, Brok-betænkningen, som omhandler de nye deltagelsesmuligheder for de nationale parlamenter, Dehaene-betænkningen, som omhandler de udøvende grene af institutioner, og hvordan de skal fungere i en eventuel overgangsperiode, Guy-Quint-betænkningen, som viser, at der ikke længere vil være nogen dele af det europæiske budget, der er beskyttet mod parlamentarisk kontrol, og naturligvis Kaufmann-betænkningen om borgerinitiativet.

Min gruppe vil støtte alle disse betænkninger, og det gør vi med stolthed, vil jeg sige. Dog har vi ét særligt forbehold, og det gælder Kaufmann-betænkningen, som vi opfatter som første skridt: fremlæggelse af en første overvejelse af, hvordan det måske vil fungere i fremtiden. Men vi skal passe på – og jeg er helt enig i kommissærens bemærkning tidligere – vi ikke opretter et system, der er for besværligt for borgerne, eller som indeholder for mange bureaukratiske hindringer for udøvelsen af denne rettighed. Men vi har masser af tid til at komme tilbage til dette, hvis traktaten træder i kraft.

Vi taler på den dag, hvor vi opnåede den 26. parlamentariske godkendelse. Jeg ved, at de britiske Konservative derovre ikke er interesserede i det. De snakker uden tvivl om et andet emne, men det er en vigtig kendsgerning.

26 ratificeringer gennem parlamentariske procedurer: 26 "ja'er" til traktaten, ét "nej". Jeg vil sige, at i en situation med 26 "ja'er" og ét "nej" er det ikke, som nogle siger, udemokratisk at se på dette resultat og spørge det ene land, der har sagt "nej", om det ikke er villig til at genoverveje dette i lyset af de øvrige landes ratificering. Det er stadig deres valg, om de vil gøre det eller ej. Men det er ganske rimeligt, at irerne selv er kommet til den konklusion, at de måske er villige til at genoverveje, hvis visse betingelser opfyldes. Og vi er forpligtede til at gøre, hvad vi kan for at tage fat om de bekymringer, der blev givet udtryk for med irernes nej. Det skal være en integreret del af svaret og er, når alt kommer til alt, det, som EU har accepteret at gøre.

Alle de andre medlemsstater – fordi det er medlemsstaterne og ikke kun de involverede europæiske institutioner – er blevet enige om at forsøge at tage fat om disse bekymringer, så det er muligt at opnå den 27. ratificering.

Vi kan høste bredere erfaringer af dette. Vores grundlæggende regler i EU, dvs. de traktater, som medlemsstaterne har underskrevet og ratificeret, kan kun ændres ved enstemmighed mellem alle medlemsstater. Det er en meget høj forhindring, vi skal overvinde. Det viser, at påstanden om, at vi træder på det demokratiske ansvar og ignorerer befolkningens mening, har misforstået det fuldstændigt. Det er meget nemt at blokere ethvert skridt frem, enhver reform af de europæiske grundregler. Disse EU-skeptikere derovre behøver kun én sejr ud af 27. Terningen er forfalsket til deres fordel, ikke til fordel for de mennesker, der ligesom hr. Andrew Duff ønsker en meget hurtigere integration. Sådan forholder tingene sig.

De henviser også til folkeafstemninger, hvor resultatet har været et "nej". Jeg bemærker, at de kun henviser til folkeafstemninger, hvor resultatet har været et "nej". De nævner aldrig den spanske folkeafstemning eller den luxembourgske folkeafstemning. Hvis De ser på den europæiske integrations historie, har der været omkring 32 (hvis jeg husker korrekt) folkeafstemninger i medlemsstaterne i årenes løb, hvor 26 eller 27 er endt med et "ja", og kun en håndfuld er endt med et "nej". Men når resultatet har været "nej", har det været umuligt at tilsidesætte det uden at gå tilbage og tage fat om de angivne bekymringer og spørge det pågældende land, om det ville overveje spørgsmålet igen, om det ville skifte mening.

Efter min mening er det i demokratisk henseende ikke noget forkert i, at vi gradvis, trin for trin, langsomt og ved hjælp af konsensus mellem alle medlemsstaterne opbygger dette EU, som vi har arbejdet på i et halvt århundrede, dette EU, som vi bør være stolte over, idet vi i dag har 27 lande, der arbejder sammen på vores kontinent, som historisk alt for ofte har været sønderrevet af de nationale gløder, som nogle søger at puste nyt liv i.

  Anne E. Jensen (ALDE). – (DA) Hr. formand! Det er en ganske speciel oplevelse at deltage i debatten denne aften. Gennem fem år har jeg haft et tæt samarbejde med Cathrine Guy-Quint. Vi har begge to været budgetkoordinatorer for hver vores politiske gruppe. Vi har haft vores bataljer undervejs, men det meste af tiden har vi kæmpet sammen i samarbejdets ånd, som hviler over arbejdet i budgetudvalget.

Du stopper, Cathrine, og jeg vil gerne benytte anledningen her til mere officielt at takke dig for den tid, vi har haft sammen. Det har været lærerigt for mig! Jeg er blevet bedre til fransk, og jeg har også lært meget af din stil, som jeg har lært at respektere. Du er mere kontant end jeg er, men det er også nogen gange nødvendigt!

I aften er det det afgående Parlament, der giver videre til det nye Parlament, som vælges den 4.-7. juni. Hvis Irlands vælgere stemmer ja i oktober, og Lissabontraktaten træder i kraft ved årsskiftet, skal der handles hurtigt, for konsekvenserne for arbejdet i Parlamentet er store. Og det er de ikke mindst på budgetområdet. Det er godt og klart beskrevet i Cathrine Guy-Quints betænkning. Du har leveret et førsteklasses arbejde videre til de nye medlemmer af Europa-Parlamentet.

Parlamentet bliver formelt inddraget i fastlæggelsen af de flerårige budgetrammer, men vi mangler fortsat at få sikret, at tidslængden af disse rammer ændres fra 7 til 5 år, svarende til valgperioden for Kommissionen og Parlamentet. Det skal være sådan, så man altid er med til at præge disse rammer. Parlamentet får fuld indflydelse på hele budgettet, herunder også landbrugsbudgettet. Og jeg mener, at det vil være godt for EU’s landmænd og for EU’s borgere, at drøftelserne om landbrugspolitikken hermed for alvor åbnes op, og at studehandler bag lukkede døre afløses af en åben og demokratisk debat. Ingen kan på forhånd sige, hvad det vil betyde for størrelsen af landbrugsudgifterne, men det vil med sikkerhed forhindre, at man fastholder og udvikler ordninger, der ikke kan forklares klart og logisk for borgerne.

Den årlige budgetprocedure ændres, og vi prøvede i fjor de nye krav, det stiller til arbejdet i Parlamentets budgetudvalg. Med kun én behandling og derefter forligsforhandlinger er vi nødt til at levere en tidligere og meget strammere forberedelse. Men det er i grunden ikke så galt. Jeg føler, at generalprøven i fjor på den nye disciplin gav gode resultater.

Lissabontraktaten giver Parlamentet nye budgetbeføjelser og nye måder at arbejde på, og med Guy-Quints betænkning har det kommende Parlament fået et excellent grundlag for dette arbejde. Jeg håber, og jeg tror på, at det kan lykkes at få vedtaget Lissabontraktaten og dermed sikre, at EU’s arbejde bliver mere åbent og effektivt.

  Michael Henry Nattrass (IND/DEM). – (EN) Hr. formand! Siden 1970'erne har de britiske politikere svoret, at EU ikke handler om politisk dominans eller tab af suverænitet, og alligevel siger formændene for EU, at vi har forenet vores suverænitet og har et europæisk imperium, som producerer 75 % af vores lovgivning.

Denne traktat afskriver vores evne til selv at regere, og alligevel viser en meningsmåling fra BBC, at 84 % af den britiske befolkning ikke ønsker at overdrage flere beføjelser. Ligesom champignon efterlades briterne i mørket og fodres med møg. De Konservative tilsluttede sig gennem PPE-Gruppen kampagnen for et ja i Irland, og lovede derefter i snørklede formuleringer at tillade en folkeafstemning, men kun hvis Irland stemmer "nej" igen. Bag briternes ryg og uden mandat har Westminsterpartierne solgt deres land, mens meningsmålingerne viser, at 55 % ønsker at forlade EU. Aldrig er så mange blevet bedraget af så få på det humanpolitiske område.

  Roberto Fiore (NI). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Millioner af europæere, briter, italienere og franskmænd ønsker ikke et Europa baseret på politisk korrekte holdninger, på et antisocialt livssyn præget af laissez-faire, som vi har set det med Bolkestein-forslaget, på totalitær og jakobinsk centralisme eller på et primitivt masonisk og falsk marxistisk livssyn.

Europæere er efter min mening meget interesserede i ægte sociale frihedsrettigheder, i ting, som giver familier, lokalsamfund og sociale organer mulighed for at opnå reelt fremskridt, og i et Europa baseret på subsidiaritet og netop sociale organer og det dybt forankrede kristne og romerske historiesyn. Dette er et Europa i direkte strid med Lissabontraktatens Europa, der ønskes af de stærke kræfter, af lobbyisterne, som effektivt ønsker radikalt at centralisere situationen.

Vi mener, at europæerne endelig skal stemme og kaste denne traktat i havet.

  Paul Rübig (PPE-DE). – (DE) Hr. formand, fru kommissær Wallström, mine damer og herrer! Denne forhandling er efter min mening meget vigtig, fordi vi fra flere sider i Parlamentet har hørt, at beføjelser overdrages til Europa. Fra nationalstaternes synspunkt er dette sandt, men det er også en kendsgerning, at nationalstaterne får mulighed for at sikre, at de samme love og bestemmelser gælder i de resterende 26 medlemsstater. Dette europæiske rationaliseringsprojekt, som gennemføres for at sikre, at vi ikke har fuldstændig forskellige retlige systemer i 27 medlemsstater, og at vi arbejder for at skabe en enkelt lovgivningsramme, er et væsentligt skridt fremad og giver ikke kun vores ministre, men også vores parlamentsmedlemmer mange flere rettigheder og muligheder for at fremme EU-borgernes interesser.

Selv om jeg ofte giver udtryk for utilfredshed med forholdene her i Parlamentet, og når jeg ser tilbage og ser, at modstandernes pladser er tomme, og at langt de fleste modstandere ikke deltager i denne forhandling, vil jeg præcisere, at vi naturligvis også er kritiske over for institutionerne, og at vi ønsker forbedringer. Det er netop disse forbedringer, der har været genstand for intens forhandling i de sidste otte år. Vi ønsker blot at sikre, at forbindelserne mellem institutionerne og borgerne forbedres. I dag kan vi ikke blot stå der og sige, at en reformproces, som blev indledt for otte år siden, skal stoppes uden at tilbyde alternativer – det er den egentlige skandale i denne forhandling.

Vi skal omgående fokusere på det, som traktaten handler om. Denne traktat giver os nye målsætninger. Vi får endelig et repræsentativt og deltagende demokrati med det tilsvarende borgerinitiativ. Vi får nye beføjelser på området for miljøbeskyttelse og klimaændring. Som om et enkelt land kunne løse disse problemer selv! Når det drejer sig om især luft og vand og mange andre områder, er det simpelthen ikke muligt. Vi skal sammen tage os af frihed, sikkerhed og fuld beskæftigelse. På baggrund af krisen er det især vigtigt, at EU får disse beføjelser.

Nye retlige grundlag er dog også vigtige. I lyset af den kritiske energisituation har vi brug for et retligt grundlag for energipolitikken. På området for handelspolitik kan vi, når vi overvejer internationale handelsspørgsmål, se, at vi omgående har brug for en god løsning til vores europæiske borgere, helt bortset fra rumrejser og intellektuel ejendom. For vores modstandere kan bestemmelsen om udtræden også være ganske vigtig. De nye kontrolbeføjelser og -procedurer vil efter min mening styrke Parlamentet. Jeg går ind for, at denne forhandling bliver meget mere intens, fordi mange af os stadig ikke har set, hvilke muligheder dette nye Europa tilbyder.

  Libor Rouček (PSE). – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Som medlem fra Tjekkiet fryder det mig, at det tjekkiske Senat i dag, hvor vi drøfter indvirkningerne af Lissabontraktaten, har godkendt Lissabontraktaten med et stort flertal på 54 mod 20 stemmer. Det har dermed udtrykt den tjekkiske befolknings vilje til at få Lissabontraktaten på plads. Det nederste kammer i det tjekkiske parlament, Deputeretkammeret, har allerede givet udtryk for denne vilje. Samtidig sætter Tjekkiets præsident dog spørgsmålstegn ved befolkningens vilje, det synspunkt, som Deputeretkammeret og Senatet klart har givet udtryk for.

Præsidenten for Tjekkiet, Václav Klaus, har sagt: "Jeg må udtrykke min skuffelse over, at nogle af senatorerne efter hidtil usete niveauer af pres fra politikere og medier, både hjemme og i udlandet, har opgivet de synspunkter, de tidligere har givet udtryk for offentligt – og dermed overgivet deres politiske og civile integritet – og har givet deres samtykke til Lissabontraktaten. De har vendt ryggen til Tjekkiets langsigtede interesser, som er blevet underlagt deres egne interesser og de nuværende politikeres kortsigtede interesser. Det er et meget dystert bevis på endnu en fiasko fra en stor del af vores politiske elites side. Jeg vil nu vente og se, om en gruppe af senatorerne – hvoraf nogle allerede har bekendtgjort, at de vil gøre det – anmoder forfatningsdomstolen og endnu en gennemgang af Lissabontraktaten i forhold til vores forfatning. Hvis det sker, vil jeg først overveje min egen beslutning med hensyn til ratificeringen af Lissabontraktaten, når forfatningsdomstolen har afsagt sin dom".

Vi er her for at drøfte Lissabontraktatens indvirkning på udviklingen af den institutionelle balance i Den Europæiske Union. Vi bør dog efter min mening også drøfte – og det skal de tjekkiske deputerede og senatorer også gøre – den institutionelle balance i Tjekkiet. Tjekkiet er et parlamentarisk demokrati. På trods af dette har Tjekkiet en præsident, der ikke respekterer Deputeretkammerets vilje, som ikke respekterer Senatets vilje, og som handler som en enevældig monark eller diktator fra det land, han kritiserer så meget og minder så ofte om, dvs. det tidligere Sovjetunionen. Der er meget, som kan siges til vores EU-skeptikere om det aktuelle demokrati i Europa, om det aktuelle demokrati vores land og om opførslen fra den præsident, De beundrer så højt.

  Kyösti Virrankoski (ALDE). - (FI) Hr. formand! Lissabontraktaten vil radikalt reformere EU's budgetprocedure. Den flerårige finansielle ramme bliver obligatorisk, klassificeringen af udgifter i obligatoriske og ikkeobligatoriske udgifter afskaffes, og budgetprocessen bliver kortere.

Jeg støtter den femårige finansielle ramme for Parlamentets valgperiode og Kommissionens embedsperiode. Det vil effektivisere arbejdet og sætte institutionerne i stand til at fastlægge deres egne politiske strategier.

Fastlæggelsen af budgettet er ved at blive en mærkværdig proces. Man kan undre sig over, hvem der har udviklet et så kompliceret system. Indtil videre har det været klart med hensyn til, hvilken institution der træffer beslutning om de endelige tal til budgettet. Nu skal der være enighed om hver eneste detalje, hvilket kan resultere i meget intensive forhandlinger i Forligsudvalget.

For Parlamentet vil den nye procedure kræve en styrkelse af de tilgængelige menneskelige ressourcer. Ellers vil det ikke fuldt ud kunne udøve sine beføjelser ved fastlæggelsen af budgettet generelt eller i forvaltningen af EU i særdeleshed.

Endelig vil jeg takke ordførerne og navnlig fru Catherine Guy-Quint for deres betænkninger og for deres fremragende samarbejde generelt i de senere år.

  Elmar Brok, ordfører. − (DE) Hr. formand! Tak, fordi De giver mig lejlighed til at fremsætte et par bemærkninger tidligere end forventet.

Denne forhandling har demonstreret en høj grad af overbevisning på tværs af det politiske og nationale spektrum. Den har også vist styrken af vores engagement for at bringe Europa fremad. Når jeg lytter til de meget kritiske talere fra de angelsaksiske lande, kommer jeg til at tænke på, at et særlig stort antal råb om hjælp til sammen at overvinde den finansielle krise er kommet fra netop disse lande i de seneste måneder. Jeg er sikker på, at disse herrer også vil indse, at de giver udtryk for holdninger baseret på Winston Churchills 60 år gamle arv.

Vi går nu ind i en meget afgørende fase. Efter vores beslutninger, som vi nåede frem til med så bred konsensus i Parlamentet, og som vi fandt så overbevisende i Prag, må vi ikke forfalde til triumferen. Det bliver en vigtig opgave for os at give befolkningen i Irland i al beskedenhed en mulighed for at træffe en beslutning i suverænitet og frihed – en beslutning, som Irland skal træffe i suveræn frihed baseret på ansvaret for hele kontinentet. Vi skal efter min mening også medvirke til at muliggøre dette. Jeg håber, at Rådet sidst i juni vil skabe de nødvendige betingelser for gennemførelsen af denne endelige fase, og at irerne indrømmes de betingelser, de skal bruge for at løse dette problem.

  Proinsias De Rossa (PSE). – (EN) Hr. formand! Jeg hilser denne forhandling velkommen. Den så i nogen tid ikke ud til ikke at være mulig. Jeg er glad for, at den finder sted, og det er takket være mine kollegers vedholdenhed, at den finder sted. Det er helt passende, at Parlamentet på ansvarlig og fornuftig vis behandler overgangen til den mulige ratificering – endelig – af Lissabontraktaten. Det ville være dumt, hvis vi ikke gjorde det. Jeg vil arbejde hårdt i den sidste del af året for at sikre, at vi får et ja – uanset om jeg vælges til Parlamentet eller ej – og jeg beklager, at en række af mine venner ikke vil være her, og jeg vil savne dem.

Men jeg ønsker i aften navnlig at lykønske Tjekkiet med deres ja, fordi de har i dag stemt for fremtiden. Det er efter min mening meget vigtigt, at vi får udsendt dette budskab: at foreningen af Europa og opbygningen af et forenet Europa handler om fremtiden for den europæiske befolkning.

Ingen andre steder i verden uden for Europa har vi 27 suveræne medlemsstater, der i fællesskab træffer beslutninger på tværs af grænser i deres befolkningers fælles interesse. Ingen andre steder fremlægger uafhængige lande deres kollektive beslutninger til godkendelse og ændring for et direkte valgt multinationalt parlament. Vores EU er unikt. Det er et unikt demokratisk eksperiment. Det er ikke fejlfrit. Det trænger til reform, og reformerne i Lissabontraktaten er bestemt de reformer, vi kan blive enige om på nuværende tidspunkt. Der er ingen tvivl om, at fremtidige Parlamenter – og bestemt fremtidige Råd – vil finde frem til og nå til enighed om kommende reformer.

Men Europa har også brug for en ny retning. Det skal forny sit engagement i befolkningernes sociale velfærd og skabe en ny balance i den næsten eksklusive besættelse af markedsliberalisering, som vi har oplevet i det sidste tiår. Det skal erindres, at EU's politiske, sociale og økonomiske retning fastlægges af de valg, som vælgerne træffer: i nationale parlamentsvalg, i valg til Europa-Parlamentet og af de kommissærer, vi vælger og indsætter i fællesskab. EU er det sted, hvor vi afgør uenigheder, hvor unge mænd tidligere afgjorde dem ved at slå hinanden ihjel i skyttegravene. Det er en stor ære for mig at deltage i Parlamentet, hvor vi har erstattet våbnenes magt med argumentets magt.

Vi må ikke lade EU-skeptikerne stille uret tilbage. At beslutningen i én medlemsstat, som repræsenterer under 1 % af EU's befolkning, kan stoppe det, viser, hvor ømtålelig vores konstruktion er. Men det er også et tegn på EU's styrke, at vi kan overleve og tillade, at Europas befolkninger uafhængigt træffer disse beslutninger. Vi skal efter min mening forsøge at give drømmen om Europa tilbage til befolkningerne. Vi skal undgå at blive trukket længere ned i rendestenen af de vrede gamle mænd, der står deroppe i den grå masse længst til højre, og som råber ad os og fortæller os, hvor udemokratiske vi er, når dette jo faktisk er Parlamentet, som er valgt af befolkningen i Europa til at træffe beslutninger for befolkningen i Europa.

  Costas Botopoulos (PSE). – (FR) Hr. formand! Dette er en højtidelig dag: Lissabonpakken – som den kaldes – fremlægges endelig for Parlamentet. Det tjekkiske Senat har givet et tegn på håb. Mange taler for sidste gang, og det mærkes tydeligt. Vi er ved at afslutte denne valgperiode, og mange af os er ganske bevægede. Der er en virkelig historisk stemning på dette sene aftenmøde i Parlamentet.

Som janusmedlem – til dels forfatningsmæssigt og til dels budgetmæssigt – vil jeg i dag tale mere konkret om fru Catherine Guy-Quints betænkning om det nye budgetsystem og om indvirkningen af Lissabontraktaten på dette nye system. Som det er blevet sagt, er det først og fremmest et mere demokratisk system. Fremover skal alle udgifter – hele budgettet – aftales under den fælles beslutningsprocedure mellem Rådet og Parlamentet.

Det er også, og det er endnu vigtigere, et mere politisk budget, da vi har, som fru Catherine Guy-Quint kalder det, strategisk interinstitutionel programmering, dvs. at alle EU's organer enes om at gennemføre budgettet. Det er dog et system, som stadig er behæftet med usikkerhed.

Vil Parlamentet f.eks. i realiteten spille sin i teorien styrkede rolle? Vil Parlamentet opfylde dette nye ansvar, hvis der opstår problemer? Vi har mindre tid. Der er kun én behandling. Det er derfor op til Parlamentet at gribe – og det er en udfordring i sig selv – denne mulighed for at spille sin rolle. Vil den femårige budgetperiode falde sammen med eller understreges af Parlamentets femårige valgperiode? Det er ikke sikkert. Også på dette område skal vi yde en indsats.

Der er også muligheder, vi gik glip af. Vi gik glip af muligheden for at sikre os selv flere ressourcer, og vi gik glip af muligheden – tillad mig at bruge endnu 10 sekunder, fordi vi er på et formelt aftenmøde – for at gennemføre en ny budgetfilosofi.

For at afslutte vil jeg understrege de udfordringer, vi står overfor: udfordringen i forbindelse med overgangen – det er ikke nemt at gå lige over til et nyt system – og udfordringen i forbindelse med fleksibilitet, hvis vi skal kunne imødegå kriserne.

Endelig ønsker jeg, at alt dette føres videre med gennemførelsen af Lissabontraktaten.

  Formanden. - Da jeg selv er janusmedlem af det samme udvalg som Dem, hr. Costas Botopoulos, havde jeg ikke andre muligheder end at give Dem disse 40 sekunder.

  Justas Vincas Paleckis (PSE). – (LT) Hr. formand! Jeg tror, at alle, der deltager i dette sene aftenmøde, vil huske dette møde længe og vil have noget at fortælle deres børn og børnebørn. Også i aften kan vi alle mærke, at det europæiske skib væltes rundt i bølgerne af den finansielle krises storme. Det er klart, at skibets motor, traktatmekanismen, er for svag og straks skal udskiftes.

Lissabontraktaten er den stærkeste motor, som er nødvendig for, at vi kan imødegå krisen. Jeg er derfor enig i de betænkninger, der drøftes, og jeg er enig med mine kolleger, der understreger, at det er ikke særlig demokratisk, hvis én folkeafstemning kan grundstøde hele det europæiske skib, hvis en statsleder forestiller sig, at han er den eneste, der går i takt, og at de øvrige 26 landes mening ikke har nogen betydning. Jeg tror, at Irlands vælgere vil drage deres egne konklusioner med hensyn til det, der sker i Europa og resten af verden.

  Avril Doyle (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Jeg er den sidste på listen over talere for Gruppen for Det Europæiske Folkeparti/De Europæiske Demokrater i aften, og som irsk medlem af Parlamentet antager jeg, at der er en vis begrundelse for det.

Jeg vil først og fremmest takke ordførerne for de fem betænkninger. Det glæder mig, at vi har haft mulighed for at drøfte dem, og som de andre irske kolleger har jeg gennem min politiske gruppe anmodet om, at vi kom i den situation, vi har her i aften, hvor vi kan drøfte de fem vigtigste betænkninger.

Fra starten vil jeg gøre det klart, at det, jeg siger i denne forhandling i aften, er fuldstændig indeholdt i min næste sætning. Det vil ikke være passende eller på nogen måde planen at foregribe den irske befolknings beslutning i den kommende anden folkeafstemning om Lissabontraktaten, som blev annonceret tidligere på ugen af vores premierminister, Brian Cowan TD.

Rådets konklusioner på mødet i december indeholder en række foranstaltninger, der er fastlagt ud fra undersøgelser efter vores folkeafstemning i juni sidste år: foranstaltninger til at reagere over for de irske nej-vælgere, som de blev skitseret af vores premierminister på Rådets møde i december, sammen med et vejkort, der skal sikre, at traktaten kan træde i kraft ved udgangen af 2009.

Denne pakke omfatter bevarelsen af princippet om én kommissær pr. medlemsstat, bekræftelse af den betydning, som EU tillægger arbejdstagernes rettigheder og andre sociale spørgsmål, og en række retlige garantier for skatteneutralitet og bestemmelserne i den irske forfatning, hvad angår retten til liv, uddannelse og familien.

På Rådets forårsmøde informerede vores premierminister partnerne om, at det detaljerede arbejde for at gennemføre disse forpligtelser nu er i gang i henhold til den tidsplan, der blev aftale i december, og vil være afsluttet i midten af 2009.

Hvis vores regering er helt tilfreds med resultatet, har premierministeren accepteret at ville forsøge at få traktaten ratificeret ved afslutningen af embedsperioden for den nuværende Kommission, der, så vidt jeg har forstået, forventes at gå af ved udgangen af oktober. Jeg håber inderligt, at løftet om en folkeafstemning i det tidligere efterår betyder senest i begyndelsen af oktober.

I betragtning af Parlamentets øgede beføjelser i henhold til Lissabontraktaten er det forståeligt, at medlemmerne overvejer de institutionelle og proceduremæssige indvirkninger af traktaten, derfor denne aftens forhandling om de fem betænkninger.

Parlamentets overvejelser af disse spørgsmål i aften finder sted på et tidspunkt, hvor fire medlemsstater – Irland, Tjekkiet, Tyskland og Polen – i henhold til mit manuskript for i aften endnu ikke har afsluttet ratificeringsprocessen. Teknisk er det sandt, men jeg lykønsker denne aften Tjekkiet – navnlig det tjekkiske Senat – for parlamentets fuldstændige godkendelse, som forhåbentlig sætter deres præsident i stand til at ratificere traktaten på det tjekkiske folks vegne. Jeg er sikker på, at han vil acceptere det tjekkiske parlaments vilje. Jeg kan forstå, at traktaten er blevet henvist til en domstol. Jeg håber, at det kun er en teknisk forsinkelse.

For at traktaten kan træde i kraft, skal alle lande naturligvis ratificere traktaten, og ja, det er korrekt at sige, at 26 nationale parlamenter – 26 medlemsstater – har sagt ja, og indtil videre er irerne de eneste, der mangler at gøre det.

Jeg accepterer fuldt ud, at Parlamentet ønsker at undersøge de spørgsmål, der rejses i disse tekster og betænkninger så fyldestgørende som muligt uden at gribe ind i eller foregribe den manglende ratificeringsprocedure.

Jeg vil sige, at jeg protesterer imod den opportunistiske brægen fra nogle få EU-skeptiske fossiler på de bagerste rækker, og det de siger, skal anerkendes for, hvad det er. Mit budskab til dem er klart: Bland jer uden om en irsk suveræn beslutning, fordi ingen skal fortælle de irske vælgere, hvad de skal gøre.

Må jeg som min sidste handling i Parlamentet takke Dem og alle Parlamentets formænd, Kommissionen, det tjekkiske formandskab og alle mine kolleger for det, der har været 10 særdeles givtige år for mig som medlem af Parlamentet. Jeg ser frem til et ja fra den irske befolkning i vores anden folkeafstemning i oktober.

  Mairead McGuinness (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Det er dejligt at stå øverst på en liste i disse dage. Må jeg, nu hvor fru Avril Doyle lige har talt færdig, ønske hende held og lykke, når hun trækker sig tilbage fra Parlamentet. Det skal siges om hende, at hun virkelig gav fossilerne ren besked efter afstemningen om Lissabontraktaten i Irland, og hun vil blive husket for sin fantastiske formuleringsevne. Jeg ønsker Dem offentligt held og lykke, fru Avril Doyle, og jeg håber, De vil deltage i kampagnen for ja til Lissabon, når De er trådt tilbage.

Dette har været en meget interessant forhandling. Min krop og hjerne ønskede at tage hjem og sove, men det har været for godt til at gå glip af og også for vigtigt – for jeg er irer – til ikke at være her. Lad mig sige dette – og her taler jeg til vælgerne: De er i førersædet. De har et valg. De kan stemme for nogle få vrede gamle mænds synspunkter – og det siger jeg om både mænd og kvinder, men primært mænd – på Parlamentets yderste fløje og på EU's yderste fløje, til højre og venstre, så vil De få masser af støj og masser af farvefotomuligheder og overskrifter, men der vil ikke blive gennemført noget her i Parlamentet. Eller De kan stemme, både i valget til Parlamentet og om Lissabon, for positive mennesker, der arbejder hårdt, som ikke kommer på forsiden, men som er her med et godt formål.

Den irske befolkning er efter min mening klar over, at situationen er en anden nu. De blev ført bag lyset under den første debat. Vi har haft en bedre debat siden nej'et, og jeg opfordrer dem indtrængende til at stemme ja af hensyn til deres egen fremtid, mine børns fremtid og EU's fremtid.

  Siiri Oviir (ALDE). – (ET) Hr. formand! Vi sidder her stadig i aften – og det er faktisk allerede sent – for at drøfte gennemførelsen af Lissabontraktaten. Selve forberedelserne af traktatens ikrafttrædelse og den kendsgerning, at dette sker i god tid, er et tegn på ansvarlighed. God forberedelse af gennemførelsen af en traktat er især vigtig, da det sikrer tillid til, at EU fungerer godt, og det gør det muligt at løse de opgaver, som EU-borgerne forventer, at deres folkevalgte repræsentanter løser, på en mere effektiv måde.

Måske er de skridt, der tages, ikke lange nok. Nogle borgere mener, at chartret om grundlæggende rettigheder er for retorisk, men Lissabontraktaten er alligevel et betydeligt skridt fremad. Der er en reaktion på EU's nye behov. Ved at give deres støtte til traktaten har de folkevalgte parlamenter i 26 medlemsstater gjort det.

Dagens betænkninger viser, at EU er kreativt sikker og har på pragmatisk vis gennemført planlægningen af overgangsfasen. Vi kan ikke skabe noget nyt gennem pessimisme og forsinkende taktikker. Jeg takker ordførerne for deres mod og evne til at udforme de nødvendige dokumenter.

  Zita Pleštinská (PPE-DE). – (SK) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi kan ikke sige, at Lissabontraktaten er det bedste, som hver medlemsstat i EU-27 kunne ønske sig, men den er det bedste, EU-27 kunne blive enig om. Indtil nu har alle traktater været traktater for EU-15, og jeg vil derfor understrege Lissabontraktatens politiske budskab, som sætter EU-27 på startlinjen, så vi i fremtiden endelig holder op med at opdele EU i gamle og nye medlemsstater.

Parlamentet har vist, at det kan træffe operationelle beslutninger, og det er derfor rigtigt, at Lissabontraktaten giver flere beføjelser til Parlamentet, med andre ord de folkevalgte repræsentanter for Europas borgere. Hvis Lissabontraktaten træder i kraft i alle EU's medlemsstater, vil den indføre ændringer, der omfatter en afskaffelse af det nuværende system med roterende formandskab i Rådet. Endnu vigtigere er det, at EU får en fælles energipolitik, hvilket vi så behovet for under gaskrisen.

Jeg glæder mig over det tjekkiske Senats beslutning om at godkende Lissabontraktaten i dag. Det er et meget vigtigt signal fra det tjekkiske parlament til EU under det tjekkiske formandskab.

  Daniel Hannan (NI). – (EN) Hr. formand! I de sidste 16 måneder har jeg talt 77 gange her i Parlamentet, og jeg har afsluttet hver tale med en opfordring til, at Lissabontraktaten sættes til folkeafstemning: "Pactio Olisipio censenda est".

Det har jeg gjort som en hyldest til Cato den Ældre, der afsluttede hver tale med den berømte opfordring til, at Carthago bør ødelægges. Nogle gange har det været en udfordring for mig at få denne afslutning til at passe ind i et andet emne, men ikke i dag.

Det er ekstraordinært at have lyttet til nogle af bidragene. Ikke alle. Der har været nogle hæderlige og demokratiske proeuropæere i Parlamentet, men nogle af talerne har været fyldt med så stor ringeagt, arrogance, foragt for den offentlige mening, at man i dag, hvor EU og medlemsstaterne er ved at opdage YouTubes politiske betydning, ikke kan gøre noget bedre for de forskellige nej-kampagner end at lægge denne forhandling i sin helhed på YouTube som et valgindslag.

Jeg kommer til at tænke på Bertolt Brechts uhyggelige ord: "Ville det så ikke være nemme at nedlægge folket og vælge et andet i stedet"? Alle talerne bliver ved med at sige, at parlamenterne har ratificeret. De annoncerer kun, at der eksisterer en kløft mellem den politiske klasse og befolkningen i hver eneste medlemsstat.

Cato den Ældre blev hånet og råbt ned, og de andre senatorer plejede at efterligne hans stemme. Ved De, hvad? Til sidst gjorde de, hvad han sagde.

  Paul Rübig (PPE-DE). – (DE) Hr. formand! Den forrige taler har lige vist, hvor svært det er at fremme demokratiet i Europa, når vi ser, at halvdelen af befolkningen i Irland ikke stemte på grund af spørgsmålenes kompleksitet, og at ikke alle ønsker at være konstitutionalister. Af dem, der stemte, stemte halvdelen imod traktaten, fordi de ikke havde læst den. Hvordan skal vi kunne reformere Europa, hvis vi ikke en gang kan overtale de ansvarlige til faktisk at påtage sig et ansvar?

Kommissæren, fru Margot Wallström, bærer sammen med sit team et meget særligt ansvar, som er at informere befolkningen i Europa, dem, som er særlig interesserede, og stille alle informationer til rådighed for dem, så spørgsmålene kan drøftes på en kompetent måde. Vi skal søge dialog med den europæiske befolkning på en langt mere intens måde, informere dem og fortælle dem, hvor vigtig reformen er for Europas udvikling. Med denne tilgang vil vi opnå resultater.

  Richard Corbett (PSE). – (EN) Hr. formand! Jeg er nysgerrig for at høre dette argument om, at national parlamentarisk ratificering på en eller anden måde ikke er legitim. Her vil jeg fremhæve mit eget land, som aldrig nogensinde i hele dets historie har ratificeret en international traktat på baggrund af en folkeafstemning.

Hvis det ikke er legitimt for de nationale parlamenter at ratificere en traktat, så er NATO-traktaten, FN-traktaten, Verdenshandelsorganisationen og alle andre forpligtelser, Det Forenede Kongerige har indgået ved hjælp af en international traktat, heller ikke legitime. Så jeg forstår ikke dette argument om, at de nationale parlamenters ratificering på en eller anden måde er udemokratisk.

  Bernard Wojciechowski (IND/DEM). – (PL) Hr. formand, fru kommissær! I Polen forventes kun 13 % af vælgerne at stemme ved valget til Europa-Parlamentet. Det bliver sandsynligvis den laveste valgdeltagelse i hele EU. Hvorfor? Prøv at se Dem omkring i Parlamentet. Der er ingen repræsentanter her fra de to ledende politiske partier i Polen under en så vigtig forhandling. Det er netop disse partiers holdning til valget og til europæiske anliggender – total mangel på engagement.

Debatten om Europa, den seriøse debat, findes ikke i Polen. Hvordan kan den findes, når – og det understreger jeg igen – der ikke er én eneste repræsentant fra regeringspartiet og oppositionspartiet til stede under denne forhandling? Man kunne få det indtryk, at den toneangivende del af den polske politiske klasse ikke er interesseret i europæiske anliggender. Det er, hvad vælgerne mener, og det er, hvad mange unge mennesker i Polen mener, mennesker, som jeg har talt med, og som f.eks. er interesserede i Lissabontraktaten. Der er ingen sådan reaktion fra den politiske klasse.

  Ewa Tomaszewska (UEN). – (PL) Hr. formand! Undskyld mig! Jeg må protestere! Jeg er medlem af Lov og Retfærdighedspartiet, det største oppositionsparti. Påstanden om, at der ikke er nogen fra dette parti her, er usand.

  Syed Kamall (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Tak, fordi De giver mig denne mulighed. Det har været en interessant forhandling, uanset hvad man mener om det europæiske projekt og om Lissabontraktaten.

Der har været mange henvisninger til gamle mænd og gamle fossiler, men lad mig tale om spørgsmålet fra det sted, jeg sidder. Jeg ser en ældre generation af politikere her, der sidder fast i tankegangen fra 1950'erne – sidder fast i en løsning på problemer og aktuelle udfordringer, som kunne være udformet i 1950'erne. Hvis De ser hen over Parlamentet, kan De se meget ældre mennesker, der alle taler for Lissabontraktaten, som alle fordømmer de mennesker i Irland og andre lande, der stemte "nej" til den oprindelige forfatning, og som stemte "nej" til Lissabontraktaten. Vi ser endda gamle våbentilhængere, der taler om at nedlægge våbnene og taler for fred.

Ja, i 1950'erne var der en efterkrigsløsning på det, der var gået forud, men vi skal blive ved at udvikle os med verden. Når vi taler om demokratisk ansvarlighed, må vi ikke glemme én ting. Da vi begyndte arbejdet med forfatningen, var reglen, at hvert land skulle ratificere den, ellers ville den falde. Da vi begyndte arbejdet med Lissabontraktaten, var reglen den samme: Hvert land skulle ratificere den, ellers ville den falde. Lad os derfor vente med at skubbe Lissabontraktaten frem, indtil hvert land har ratificeret den. Hvis De virkelig ønsker en egentlig demokratisk debat, så lad den britiske befolkning få et valg. Ønsker de hr. Richard Corbetts vision om Europas føderale forenede stater eller en løsere vision om fri handel for Europa, som mit parti støtter?

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Jeg vil takke de ærede medlemmer for denne interessante forhandling, som til dels har været konsensual på en række områder, til dels en gentagelse af velkendte argumenter for og imod traktaten og til dels en meget interessant drøftelse af, hvad demokrati er. Det er første gang, at jeg har hørt om totalitære systemer, der tillader folkeafstemning efter folkeafstemning i flere medlemsstater. Og hvorfor glemmes eller ignoreres resultaterne af nogle folkeafstemninger – især dem, der resulterede i et "ja".

Det har også været en drøftelse af legitimitet. Det forekommer mig stadig mærkeligt – og jeg har sagt det før – at et Parlament som dette kan sige, at en beslutning, der er truffet af et nationalt parlament, er antidemokratisk eller ikke tæller eller ikke er legitim. Hvad angår Kommissionen, har den altid ment, at det er legitimt, uanset hvilket system man vælger – en folkeafstemning eller en afstemning i det nationale parlamentariske system. Jeg kan ikke se, at en anden holdning er mulig.

Enhver europæisk borger, der lytter til denne forhandling, ville ønske, at vi vendte tilbage til disse betænkninger, som faktisk afspejler nogle seriøse overvejelser om den måde, vi træffer beslutninger på, om de grundlæggende regler, om, hvordan vi kan styrke EU's demokratiske virkemåde, og om, hvordan vi anvender budgettet på den rigtige måde for at tilføre vores politiske prioriteter de nødvendige ressourcer. Alle disse ting er omhandlet i disse vigtige betænkninger.

Det handler også om, hvordan vi træffer beslutninger på en effektiv og forhåbentlig hurtigere måde. Jeg blev fuldstændig paf over hr. Niels Lundgrens indlæg. Mener vi virkelig, at hele idéen er at gøre tingene langsommere og sænke beslutningsprocessen, når vi skal overvinde en økonomisk krise som den, vi oplever i øjeblikket? Borgerne forventer, at vi træffer foranstaltninger for at sikre arbejdspladser og vækst, for at løse klimaproblemerne og energikrisen og for at løse problemerne i forbindelse med indvandring og sikkerhed – alle disse ting. Det er også grundlaget for disse betænkninger. Det er grunden til, at vi er her, og det er på den måde, vi opnår demokratisk legitimitet – ved at vise, at vi kan handle, og at vi kan handle hurtigt. Jeg tror heller ikke, at et arrogant, snobbet indlæg, der belærer os om både det ene og det andet, hjælper os. Det handler reelt om at tage fat om disse problemer, som i dag ikke er nationale. De er alle europæiske og internationale, og vi er nødt til at have moderne grundlæggende regler.

Vi er nødt til at have et mere demokratisk EU, som giver borgerne mulighed for at tage initiativet. Det hører vi aldrig noget om fra modstanderne. Vi hører aldrig nogen af dem sige noget om den demokratiske styrke af Lissabontraktatens indhold. Det mangler tydeligvis. Disse betænkninger giver os et godt grundlag og en god platform til at reformere den måde, vi arbejder på. Fra Kommissionens side er vi naturligvis villige til at følge og arbejde med alle detaljerne for at sikre, at vi hurtigt kan gennemføre dette.

Et sidste punkt om Irland er, at alles øjne naturligvis igen vil være rettet mod Irland og mod muligheden for en ratificering inden årets udgang efter det tjekkiske Senats ja. Spørgsmålet om retsgarantier er naturligvis afgørende her, og både indhold og timing er af stor betydning. Vi har fra Kommissionens side tillid til, at Rådet vil kunne løse dette problem, og jeg ved også, at omhyggelige forberedelser i øjeblikket gennemføres, og vi vil bidrage fra Kommissionens side, hvis vi får muligheden.

Mange tak og tak, fordi dette også til dels har været en social begivenhed, hvor medlemmer har takket hinanden for det gode samarbejde og har ønsket alle, der forlader Parlamentet, held og lykke. Jeg regner med, at vi alle mødes under valgkampagnen på den ene eller den anden måde.

(Bifald)

  Formanden. – Fru kommissær! På Parlamentets vegne vil jeg, da dette er det sidste aftenmøde, bede Dem tro mig, når jeg siger, at vi har været meget opmærksomme på vores betænkningers kvalitet i denne valgperiode.

  Jo Leinen, ordfører. − (DE) Hr. formand, fru næstformand! Jeg takker fru Avril Doyle for hendes bidrag fra et irsk perspektiv, som jeg støtter fuldt ud. Befolkningen i Irland skal selvstændigt og uden eksternt pres, sandsynligvis i oktober, beslutte sig, om de garantier, der vil blive forhandlet på topmødet i juni, afhjælper deres bekymringer i forbindelse med traktaten, og om de under disse omstændigheder kan følge de øvrige 26 lande og bevæge sig hen imod en reform af EU sammen med dem.

Jeg håber, at den selvstændige holdning, der dannes i Irland, også respekteres af landets store nabo, Det Forenede Kongerige. Ved den første folkeafstemning rejste mange nejsigere fra Det Forenede Kongerige rundt i Irland, og de EU-fjendtlige britiske medier hjalp med at gøre den irske befolkning usikker. Én ting skal anerkendes: Den irske befolknings selvstændighed til at danne en holdning ved den anden folkeafstemning skal respekteres.

Det var en lang forhandling, en vigtig forhandling. I dag har parlamenterne i 26 lande sagt "ja". Mere end 7 800 folkevalgte repræsentanter har fundet, at traktaten er god, og at den repræsenterer fremskridt. 350 folkevalgte repræsentanter i 26 lande har sagt "nej". De kan ikke alle være fjolser og halvhjerner. Jeg mener, at traktaten ikke kan være så dårlig, som den gentagne gange siges at være. Den rubriceres ved hjælp af stereotyper, nogle gange også her i Parlamentet. Alle, der siger, at det bliver en militær union, har misforstået EU's primære målsætning, som er at tjene freden på vores kontinent og i hele verden. Alle, der siger, at der skabes en nyliberal økonomisk forfatning, har ikke læst traktaten. Dette er den mest sociale europæiske traktat, vi nogensinde har haft.

Jeg takker kommissæren og Dem alle. Jeg håber, at det nye Parlament vil gøre det, der står i betænkningerne, nemlig anvende og gennemføre traktaten.

  Jean-Luc Dehaene, ordfører. − (NL) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi har haft en rigtig god forhandling i aften. Den viser, at Parlamentet er parat til at gennemføre Lissabontraktaten, og at vi på ingen måde forsøger at foregribe den irske befolknings beslutning. En anden vigtig ting, som også har vist sig her umiddelbart inden valget, er, at Parlamentet har truffet en klar beslutning, hvilket betyder, at det står i en endnu stærkere position inden forhandlingerne om traktaten.

Jeg takker alle mine kolleger for deres støtte. Jeg vil også understrege de fem betænkningers komplementære art og bemærke, at de bestemt udgør en samlet enhed, der fastsætter Parlamentets holdning. Lad mig afslutte med at gentage min indledende bemærkning: Jeg er bekymret for situationen efter valget og for overgangen fra Nicetraktaten til Lissabontraktaten.

Jeg vil stadig hævde, at vi burde opnå enighed mellem Parlamentet og Rådet inden valget. Ellers er jeg bange for, at vi vil sætte os selv i en akavet position, og dét vil ikke være i nogens interesse. En sådan aftale skal være klar nok til, at Parlamentet og Rådet ved præcis, hvor de står i den vanskelige overgangsperiode, der venter os.

  Catherine Guy-Quint, ordfører. – (FR) Hr. formand! Denne forhandling har været virkelig interessant og lidenskabelig. Tillad mig at se humoristisk på hr. Syed Kamalls bemærkning lige før: At kalde os gamle mennesker – og endda fossiler – når vi trækker os tilbage for at give plads til de unge, er absolut herligt.

Jeg vil dog sige følgende til alle, der har bagvasket dette traktatforslag: De må ikke forveksle demokrati med demagogi! I otte år har vi her i Parlamentet og i hele Europa gennemlevet ikke et ekstemporalspil, men en politisk tragedie, hvor Europa tumler forvirret rundt, og vi tydeligt kan se, at vi undviger de aktuelle problemer.

Denne forhandling styrker min overbevisning om, at denne traktat skal gennemføres trods alle de vanskeligheder, der er nævnt, fordi den gennem sit indhold vil sikre gennemsigtighed. Den vil sikre demokrati, og vi har alle brug for dette demokratiske chok for igen at rette det europæiske projekts fokus mod politik og politikken for det 21. århundrede i den moderne verden.

Budgettet er i denne henseende kun et redskab, men det vil sætte os i stand til at sikre, at der kan skabes ny balance mellem institutionerne, og gennem denne gennemsigtighed vil vi vide, hvad Parlamentets, Kommissionens og frem for alt Rådets holdning er. Denne politiske vilje er uundværlig. Denne gennemsigtighed er uundværlig i kampen mod truslen fra national egoisme, som har ædt sig ind på det europæiske politiske projekt i så mange år.

Denne gennemsigtighed vil forhåbentlig give troen blandt europæerne tilbage igen og vil sætte os i stand til at udvikle bedre information, fordi det er meget vanskeligt. Fru Margot Wallström! De har arbejdet på dette i årevis, og De begynder at gøre fremskridt, så De skal holde ved.

Alt dette kræver overbevisning, tid og frem for alt politisk mod, hvilket vi mangler. Vi skal genskabe dette politiske mod og den tro på utopi, som EU's grundlæggere havde, og som de mennesker, der troede på, at der kunne skabes fred efter krigen, havde. På vores egen måde skal vi i dag i det 21. århundrede tage denne udfordring op, og et af de redskaber, der vil hjælpe os med at gøre det, er Lissabontraktaten. Lad os få utopi og utopi for fred tilbage!

  Formanden. – Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Sebastian Valentin Bodu (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Der er kun et lille skridt tilbage hen imod vedtagelsen af Lissabontraktaten, som vil bringe EU og dets 500 mio. borgere meget tættere på hinanden, når den er vedtaget. Rumænien, det land, som jeg repræsenterer her i Parlamentet, var et af de første lande, der ratificerede traktaten, fordi landets politikere tror på europæisk integration.

Valget til Parlamentet er ikke organiseret i henhold til Lissabontraktaten, men selv denne kendsgerning viser, hvor demokratisk og repræsentativ EU-institutionen er, og hvor vigtig hver enkelt medlemsstat er.

De europæiske institutioner, herunder Parlamentet, er alt for abstrakte for Fællesskabets borgere i øjeblikket. Parlamentets betydning i EU's beslutningsproces er vokset med hver europæisk traktat. Lissabontraktaten er ingen undtagelse, idet den sikrer et Parlament med mærkbar større involvering i lovgivningsprocessen.

Traktaten vil bringe EU tættere på borgerne. Vi ved alle, hvor vanskeligt det er at gøre borgerne i de lande, vi kommer fra, opmærksomme på EU's problemer. Den kendsgerning, at de medlemmer af Parlamentet, som hver medlemsstat vælger direkte, får større beføjelser er i øjeblikket den ideelle løsning, når det gælder om at bringe en unik institution i verden tættere på dens befolkning.

  Cristian Silviu Buşoi (ALDE), skriftlig. – (RO) Jeg vil først og fremmest hilse det tjekkiske Senats afstemning for Lissabontraktaten velkommen, idet dette bringer den samlede ratificeringsproces et skridt fremad. Denne traktat bør efter min mening gennemføres så hurtigt som muligt, da den vil sikre, at EU kan fungere mere effektivt, mere gennemsigtigt og frem for alt mere demokratisk.

Jeg støtter ordførerens konklusioner med hensyn til reorganisationen af Parlamentet, og jeg håber, at resultaterne af arbejdsgruppen om parlamentarisk reform vil afspejle Parlamentets udvidede rolle, som er omhandlet i traktaten.

Jeg har et par bemærkninger om proceduren for udnævnelsen af Kommissionen. Jeg støtter grundlæggende den tidsplan, der foreslås for udnævnelsen af Kommissionen, men visse faser kunne sandsynligvis forkortes, så Europas institutioner ikke lammes i flere måneder, når der er valg til Parlamentet. Da det ikke lykkedes at få ratificeret Lissabontraktaten til tiden, bør der efter valget i 2009 indgås aftaler ved hjælp af en procedure, der ligger tættere på den procedure, der er omhandlet i Lissabontraktaten. Problemet er dog komplekst, fordi vi skal huske på nødvendigheden af at overholde Nicetraktaten, som er gældende i dag, indtil vi kender resultatet af den irske afstemning.

  Dushana Zdravkova (PPE-DE), skriftlig. – (BG) I henhold til min kollega hr. Elmar Brok giver betænkningen om forbindelserne med de nationale parlamenter et fremragende overblik over de opgaver, Parlamentet står overfor efter alle medlemsstaters endelige ratificering af Lissabontraktaten. En styrkelse af de nationale parlamenters rolle i EU's lovgivningsproces vil ikke kun sætte skub i gennemførelsen af den europæiske lovgivning i den nationale lovgivning – den vil også give EU's borgere endnu en mulighed for at deltage i regeringen.

De positive resultater, der er opnået indtil videre med hensyn til samarbejde i COSAC, skal udnyttes til at øge inddragelsen af parlamentarikere fra alle medlemsstater. Det er især vigtigt, at vi også inddrager repræsentanter fra parlamenterne i kandidatlandene i denne indsats. Det vil hjælpe os med at gøre processen for deres tiltrædelse til EU enklere og glattere. Dette spørgsmål er ikke omhandlet i hverken betænkningen eller Lissabontraktaten, men jeg tror, at Parlamentet vil finde ordninger til at opnå dette.

Endelig vil jeg understrege, at de nationale parlamenter skal styrke deres administrative kapacitet og sikre, at der er tilstrækkelig finansiering, så de fuldt ud kan udøve deres nye beføjelser.