Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2008/0258(COD)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0260/2009

Indgivne tekster :

A6-0260/2009

Forhandlinger :

PV 07/05/2009 - 6
CRE 07/05/2009 - 6

Afstemninger :

PV 07/05/2009 - 9.10
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2009)0381

Forhandlinger
Meddelelse
Torsdag den 7. maj 2009 - Strasbourg EUT-udgave

6. Program for audiovisuelt samarbejde med branchefolk fra tredjelande MEDIA Mundus (forhandling)
Video af indlæg
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. – Første punkt er betænkning (A6-0260/2009) af Ruth Hieronymi for Kultur- og Uddannelsesudvalget om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om oprettelse af et program for audiovisuelt samarbejde med branchefolk fra tredjelande MEDIA Mundus (KOM(2008)0892 – C6-0011/2009 – 2008/0258(COD)).

 
  
MPphoto
 

  Ruth Hieronymi, ordfører. (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg er meget glad for, at det er lykkedes os at udarbejde og vedtage et nyt støtteprogram for europæiske film for kulturen og økonomien i EU og verden inden for et kort tidsrum – blot seks måneder – og inden udgangen af denne valgperiode.

Det var kun muligt som følge af et utrolig godt samarbejde, som jeg gerne vil takke for. Jeg vil gerne takke kommissæren. Kommissionens forslag om oprettelse af MEDIA Mundus-programmet var yderst fornuftigt. Vi har haft et fremragende samarbejde med det tjekkiske formandskab, og også samarbejdet internt i Kultur- og Uddannelsesudvalget har været glimrende. Kun derfor har det været muligt at nå målet på så kort tid.

Arbejdet for at fremme europæiske film gennem MEDIA-programmet har været meget vellykket i EU i omkring 15 år. 90 % af alle europæiske film, der vises uden for deres oprindelsesland, støttes under MEDIA-programmet. Indtil videre er der dog som led i programmet kun støttet projekter i Europa, og dette støtteprogram er ikke længere hensigtsmæssigt i en tid med globalisering af markederne og nye teknologier.

Der er nye muligheder, men også nye udfordringer. Det MEDIA Mundus-program, som vi drøfter i dag, er et fantastisk svar herpå. Det er et svar på de muligheder, som den europæiske filmindustri har på markeder uden for Europa. Det er også et svar på behovet og mulighederne for at anvende støtte til film og selve filmene til at fremme og tilskynde til interkulturel dialog.

Derfor vil jeg gerne give udtryk for min taknemmelighed for, at MEDIA Mundus-pilotprojekterne blev iværksat. Der blev stillet 7 mio. EUR til rådighed. Det viste sig, at der var en enorm efterspørgsel. Uddannelse, markedsføring og distribution via globale netværk blev støttet gennem pilotprojekterne, og især de nye audiovisuelle markeder i verden – Indien, Brasilien, Sydkorea, Canada – har indsendt glimrende projekter.

I denne henseende stemmer vi i Kultur- og Uddannelsesudvalget med glæde for forslaget. Jeg vil bede hele Parlamentet om at stemme for forslaget med henblik på at støtte dette program for de kommende år med et støttebeløb, der er tilstrækkeligt til at nå målet om at støtte fremme af europæiske film som globale ambassadører for vores kulturelle værdier.

Dette er mit sidste indlæg i Parlamentet. Jeg føler mig meget heldig, fordi jeg har kunnet færdiggøre programmet med støtte fra medlemmerne, og jeg vil gerne udsende mit eget budskab. I forbindelse med arbejdet fremover bør man huske på, at kulturelle varer i Europa ikke blot skal være økonomiske varer, men fortsat bør være både kulturelle og økonomiske varer.

Jeg vil navnlig takke alle mine kolleger i Kultur- og Uddannelsesudvalget og i sekretariaterne samt kommissæren og generaldirektøren, Gregory Paulger, for ti års fremragende samarbejde på det audiovisuelle område.

 
  
MPphoto
 

  Viviane Reding, medlem af Kommissionen. (EN) Hr. formand! Jeg er fuldstændig enig i fru Hieronymis betragtninger, og de 10 års samarbejde med hende og de andre medlemmer af Kultur- og Uddannelsesudvalget har været yderst effektive og fra et personligt synspunkt meget berigende. Jeg vil derfor gerne takke alle – uanset parti – som virkelig har arbejdet for, at kultur bliver prioriteret, og for at kulturen bliver i stand til at tale til borgerne.

Jeg er meget glad for, at Parlamentet har stillet forslag til betænkningen i form af præciseringer og forenklinger, der forbedrer det forslag, som jeg har stillet.

Som bekendt har den forberedende foranstaltning, MEDIA International, dannet grundlag for udviklingen af MEDIA Mundus, og i denne henseende er jeg også taknemmelig over for Parlamentet for at have stillet 2 mio. EUR til rådighed i 2008 og 5 mio. EUR i 2009 til finansiering af den forberedende foranstaltning.

MEDIA Mundus indledes i 2011 og afløser MEDIA International. Det sigter mod at styrke de kulturelle og kommercielle relationer mellem europæiske branchefolk inden for den audiovisuelle sektor og branchefolk fra hele verden. Begrebet MEDIA Mundus er nyt, ambitiøst og innovativt, da det fremmer samarbejde mellem branchefolk, hvilket ikke sædvanligvis er tilfældet i europæiske programmer, og i modsætning til eksisterende programmer er det også baseret på gensidigt udbytte, ikke kun for vores filmproducenter, men også for filmproducenter fra tredjelande inden for forskellige områder. Det første område er uddannelse, herunder praktikanter og undervisere fra EU og tredjelande. Det vil forbedre adgangen til tredjelandes markeder og opbygge tillid og langsigtede kommercielle relationer. Det er indlysende. Når man har gået i skole og modtaget undervisning vedrørende filmindustrien sammen med folk fra Asien, Afrika eller Nord-, Syd- og Mellemamerika, er det klart, at man senere hen i ens professionelle liv er tilbøjelig til at arbejde sammen.

Det er også årsagen til, at vi støtter afholdelsen af fora for internationale koproduktioner. Vi uddanner branchefolkene sammen, og vi forventer, at de arbejder sammen senere hen. Vi har derfor brug for disse fora for internationale koproduktioner.

Vi skal træffe foranstaltninger til at forbedre distribution, udbredelse og forevisning af europæiske audiovisuelle produktioner i tredjelande. Det er altid en win-win-situation for personer fra tredjelande i Europa. Det er et meget godt eksempel på et Europa, der ikke er en "fæstning Europa", men derimod et åbent Europa og et Europa, der giver, tager og deler.

Vi skal øge offentlighedens efterspørgsel efter kulturelt mangfoldigt audiovisuelt indhold, hvilket vil være meget vigtigt. Vi skal derfor have især de unge til at se europæiske film.

Jeg har fuld tillid til, at MEDIA Mundus vil øge forbrugernes valgmuligheder, så offentligheden får mulighed for at se europæiske film. Programmet vil bibringe de europæiske markeder kulturel mangfoldighed ved at lukke flere kvalitetsfilm fra mindre markeder uden for Europa ind i EU, og det vil give europæiske film en chance på det internationale marked. Det vil således skabe nye forretningsmuligheder for branchefolk fra EU og tredjelande. Det er naturligvis et meget vigtigt økonomisk bidrag. Det handler om konkurrenceevne, men frem for alt handler det om kulturel mangfoldighed – vores kulturelle mangfoldighed – som er vores mest værdifulde vare, og den kulturelle mangfoldighed for dem, der lever på andre kontinenter, som er deres mest værdifulde vare. At dele disse varer er en vidunderlig mulighed, der vil opstå i kølvandet på MEDIA Mundus.

 
  
MPphoto
 

  Doris Pack, for PPE-DE-Gruppen.(DE) Hr. formand, fru kommissær, fru Hieronymi! MEDIA Mundus-programmet er et projekt, der er baseret på en idé, der stammer fra vores udvalg, Kultur- og Uddannelsesudvalget. Det er her, det opstod. Frem for alt gav vi programmet vores fulde opbakning, og det bærer ikke kun kommissærens præg, men også fru Hieronymis, som alle i Kultur- og Uddannelsesudvalget med glæde har støttet.

Vi har lært meget af Erasmus Mundus-projektet, der banede vejen for, at europæiske studerende kunne studere i tredjelande og omvendt. I lyset af globaliseringen er det et nødvendigt tiltag, og MEDIA Mundus går i samme retning, for så vidt angår filmproducenter. Det er et fantastisk eksempel på, hvordan man kan have en interkulturel dialog på området, der naturligvis har et kommercielt aspekt, men som også – og frem for alt – er en kulturel dialog.

MEDIA Mundus vil også støtte og gennemføre UNESCO-konventionen om fremme af kulturel mangfoldighed i Europa og verden via dialog og sikring af balance mellem økonomiske og kulturelle interesser.

Med MEDIA Mundus øger vi naturligvis mobiliteten for vores film, filmproducenter og studerende, og i sidste ende sker det, som Wim Wenders hele tiden minder os om, at vi skal gøre, nemlig at vi giver Europa et nyt ansigt. Vi gør den europæiske drøm til en realitet. Budskabet om den amerikanske drøm er blevet sendt til os gennem film i årtier, og det sker stadig i dag. Hvis vi på et tidspunkt når så langt, at vi bringer den europæiske drøm til verden i samarbejde med tredjelande gennem billeder, vil vi have gjort mere for at stabilisere EU, end vi kunne have gjort på mange andre måder.

Hvis vi arbejder sammen i nutidens globaliserede verden, vil vi til en vis grad kunne skubbe amerikanerne en smule tilbage på markedet og portrættere vores drøm lidt bedre. Jeg er sikker på, at vi vil blive støttet af tredjelande, måske Sydkorea eller lande i Sydamerika, som vi faktisk ønsker at hjælpe ved at gøre deres små produktioner mere synlige på det europæiske marked.

Alt i alt er det et projekt, der hjælper alle sider. Det hjælper tredjelandene og den europæiske filmindustri. Det er på høje tid. MEDIA Mundus er efter min mening det rigtige svar på de globale tekniske og samfundsøkonomiske udfordringer. Jeg vil afslutte med at sige, at det, der bidrager til vores mangfoldighed, vil styrke vores identitet.

 
  
MPphoto
 

  Christa Prets, for PSE-Gruppen.(DE) Hr. formand, fru kommissær, fru Hieronymi! Jeg er meget begejstret for denne betænkning. Alle i Kultur- og Uddannelsesudvalget kan være glade og stolte over, hvad vi har opnået på så kort tid. Vi har demonstreret, at vi kan arbejde fleksibelt, og at vi ikke er bundet af procedurer, men tager behørigt hensyn til overvejelserne hos branchefolk i filmindustrien, som med spænding afventer, at denne politik gennemføres på en vellykket måde. Vi har fremskyndet vores arbejde, og vi vil kunne arbejde videre, selv når politikken og beslutningen er vedtaget. Vi har ikke insisteret på en behandling. Dem, der konstant kritiserer vores arbejde og sætter de positive ting, vi har gjort, i et dårligt lys, bør huske på dette.

Jeg er tilfreds med, at vi i et år med kreativitet og innovation bidrager til, at de kreative kan blive mere innovative, og gør dem i stand til at videreuddanne sig og blive mere globalt integrerede. I den digitale verden ændrer alt sig fra dag til dag, der opstår ny teknologi, nye ressourcer og nye udfordringer. Det er derfor nødvendigt at skabe et nyt netværk. Der er behov for den finansielle støtte, som vi yder. Hvis vi ønsker at fremme væksten i den europæiske filmindustri og fremme den europæiske idé, har vi ikke blot brug for bedre kvalitet, der allerede er god, men som kunne blive endnu bedre; vi skal også give vores kreative kunstnere finansiel bistand.

I en tid, hvor den økonomiske krise er på alles læber, bidrager skabelsen af nye job i filmindustrien, fremme af innovation og forbedring af informationsdeling, forskning og markedsundersøgelser til at skabe job. Vi har her et enormt potentiale for berigelse af jobmarkedet.

Jeg vil gerne give et eksempel på grænseoverskridende samarbejde og udbredelse i tredjelande. For mig er Slumdog Millionaire en succeshistorie. Denne film, der blev vist verden over, blev støttet som led i MEDIA Mundus-programmet med 830 000 EUR og blev en international succes. Den gjorde os mere bevidste om en nødsituation i et specifikt land. Men den viste også, hvad det betyder, når vi samarbejder på tværs af grænserne. Det er årsagen til, at jeg mener, at det er et fremragende program, og jeg er glad for, at vi har gjort det færdigt uden problemer på så kort tid.

Jeg vil især takke fru Hieronymi og ønske hende alt godt fremover. Hun har været en fremragende kollega og medieekspert.

 
  
MPphoto
 

  Zdzisław Zbigniew Podkański, for UEN-Gruppen. (PL) Hr. formand! Målet med MEDIA 2007-programmet var at bevare europæisk identitet, mangfoldighed og kulturarv, forbedre europæiske audiovisuelle produktioners udbredelse og forbedre den europæiske audiovisuelle sektors konkurrenceevne. MEDIA Mundus-programmet går videre og sigter mod at sikre gensidigt udbytte af fremme og åbning af de audiovisuelle markeder i både EU og tredjelande. Det er naturligvis et godt koncept.

Emnet får os dog til at overveje et andet aspekt. Jeg tænker på Europas kulturelle indflydelse i verden – den indflydelse ser ud til at blive mindre, og det bekymrer mig meget. Jeg har også bemærket, at vores kontinent ikke deltager i den interkulturelle dialog som en ligeværdig partner. De kristne traditioner, der formede Europa, drages i dag i tvivl, og det lader til, at Europa ikke har opnået en ny opfattelse af sin egen identitet. Det er derfor ikke nogen overraskelse, at Europa taber terræn. Europas lille del af den internationale udbredelse af audiovisuelle produktioner er et godt eksempel herpå.

Det kan godt være, at vi klager over, at Europas vil komme til at spille en mindre rolle i takt med EU's faldende økonomiske betydning. Men der er ingen grund til at kaste håndklædet i ringen. Initiativer som det program, som vi drøfter i dag, er et lille, men nødvendigt skridt. Den kommende femårige valgperiode ligger foran os, og vi håber, at medlemmerne i det kommende Parlament vil styrke Europas stemme.

Det er mit sidste møde og mit sidste indlæg. Jeg vil gerne takke alle mine kolleger for deres samarbejde og især medlemmerne af Kultur- og Uddannelsesudvalget, som jeg har arbejdet sammen med dagligt. Jeg vil gerne lykønske fru Hieronymi med hendes betænkning.

 
  
MPphoto
 

  Helga Trüpel, for Verts/ALE-Gruppen.(DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Vores kultur- og mediepolitik handler netop om at give Europa en sjæl.

Det er så rigtigt blevet sagt af blandt andet kommissionsformand Barroso, at folk ikke kommer til at forelske sig i det indre marked – hvor vigtigt det end er – men ønsker at se og nyde kulturel mangfoldighed, Europas kulturarv. De ønsker også, at den kulturelle mangfoldighed bliver en ambassadør for Europa i verden.

Fru Pack havde helt ret, da hun, idet hun anvendte et af Wim Wenders' udtryk, sagde, at vi har brug for europæiske billeder for at fortælle europæiske historier, for at udtrykke den europæiske histories mangfoldighed og europæiske følelser. Hvad var tragedien i den europæiske historie, og hvilke store forhåbninger har vi til en fredelig og bedre fremtid? Det er den grundlæggende kulturelle forståelse af EU, som vi ikke blot ønsker at dyrke indadtil, men også skal formidle til verden omkring os. Det er årsagen til, at den europæiske kulturpolitik og især filmpolitik altid er en ambassadør for den europæiske identitet. Jeg er derfor glad for, at det er lykkedes os at få dette program iværksat.

Jeg vil gerne med det samme sige, at dette program skal udvides, styrkes og tilføres ny kapital i den kommende valgperiode, således at MEDIA Mundus virkelig kan udfylde sin rolle i – i forbindelse med internationalt samarbejde – at fastlægge, hvad europæiske værdier er, og hvad europæisk kulturel mangfoldighed er. Der skal også være koproduktioner, samarbejde og uddannelse i ordets bedste forstand, hvilket vil skabe en win-win-situation, der beriger begge sider. I disse tider med globalisering og digitalisering vil det være kendetegnende for den europæiske kulturpolitik.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke fru Hieronymi for hendes fine samarbejde og for at have gjort det klart her i Parlamentet, at til trods for at kultur har en økonomisk side, er det altid mere end blot en vare. Det handler i virkeligheden om identitet, mangfoldighed og kulturel konfrontation – i ordets bedste forstand. Det er nemlig det, der bevæger folk i deres hjerte og sind. Det skal være vores pligt fremover i højere grad at sætte vores lid til Europa. Jeg vil derfor gerne takke fru Hieronymi for hendes gode samarbejde og ønske hende alt godt fremover.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Věra Flasarová, for GUE/NGL-Gruppen.(CS) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke fru Hieronymi for hendes fremragende arbejde og ønske hende endnu mange års succes. Udviklingen af det internationale audiovisuelle klima fortjener vores opmærksomhed, da det er et interessant aktivitetsområde og åbner op for et stort rum for samarbejde i EU og med andre lande i verden. En yderligere udvidelse af dette samarbejde, herunder det 15 mio. EUR store budget for MEDIA 2011-2013, vil øge forbrugernes valgmuligheder og bringe mere kulturelt mangfoldige produkter ind på det europæiske og internationale marked. Samtidig vil det bidrage til den gensidige forståelse mellem folk med forskellige kulturtraditioner. Andre værdifulde aspekter af disse EU-projekter omfatter igangværende uddannelseskurser for branchefolk på det audiovisuelle område, forskellige salgsfremmende aktiviteter med fokus på film og muligheden for øget udbredelse af film. Det er også indlysende, at det audiovisuelle område primært er den yngre generations område. Denne generation bruger tv og udstyr, der fungerer via internetprotokoller, og digitalt tv med flere kanaler som en af deres grundlæggende informationskilder sammen med andre internetteknologier. Støtte til disse systemer via EU-projektet kan derfor bidrage til at forbedre kvaliteten af den service, som disse brugere tilbydes.

I den forbindelse vil jeg dog gerne påpege et andet aspekt, som jeg vurderer som afgørende. Alle internetmedierne repræsenterer et ubegrænset alternativ til de traditionelle kommunikationsmedier. Desværre fejler disse traditionelle kommunikationsmedier ofte selv i demokratiske samfund på grund af kommercielle interesser, eller fordi forvaltningen heraf tilhører et særligt politisk miljø og indirekte forpligter ansatte til at praktisere selvcensur. Derfor når mange af disse oplysninger deres publikum i forvrænget eller selektiv form. I modsætning hertil giver den store udbredelse af internettet og de film og oplysninger, der udbredes herigennem, et reelt uafhængigt og pluralistisk mediemiljø uden monopoler og karteller. Vi skal derfor støtte alle projekter, der styrker dette alternativ til den almindelige medieverden, og jeg er tilfreds med, at det tjekkiske formandskab har bidraget til en vellykket gennemførelse af MEDIA Mundus-projektet.

 
  
MPphoto
 

  Ljudmila Novak (PPE-DE).(SL) Hr. formand! Med MEDIA Mundus-programmet er vi på rette spor i bestræbelserne på at fremme europæiske film og europæisk viden mere effektivt. Film er et medie, der gør det muligt for os at optage, bevare, portrættere og sælge europæisk kulturel mangfoldighed. I lyset af den hurtige udvikling af moderne teknologier har vi imidlertid også brug for løbende undervisning og uddannelse. Det ville være en skam, hvis tredjelande eller mindre udviklede lande stoppede med at lave film, der beskriver deres borgeres liv, interessante historier om dem og selvfølgelig deres egen natur- og kulturarv og historie, blot fordi de sakker agterud rent udviklingsmæssigt og mangler viden.

Som følge af dominansen af amerikanske film, der har et enormt marked, har europæiske film sværere ved at konkurrere på verdensmarkedet, til trods for den kendsgerning at de har langt flere kvaliteter end mange amerikanske tårepersere eller blockbustere. Det er årsagen til, at MEDIA Mundus er en god platform for oprettelsen af kontakter med filmproducenter og -forhandlere i tredjelande og for udveksling af filmrelateret viden og information. I samme ånd samler EU flere forskellige kontinenter og forener biografpublikum fra forskellige lande.

Vi får et nyt, vellykket program, men vi mister vores ordfører og ekspert på området. Jeg vil gerne takke fru Hieronymi personligt for alt det arbejde, som hun har udført, samt for hendes vision og samarbejde. Da jeg blev valgt ind i Parlamentet som nyt medlem for fem år siden, var fru Hieronymi den første person, som jeg gik til efter rådgivning og viden, og hun var altid klar til at hjælpe og udvise forståelse. Jeg vil derfor igen takke hende og ønske hende lykke i både familie- og arbejdsliv, da jeg ved, at hun ikke vil ligge på den lade side i fremtiden.

Nogle af medlemmerne ved, at de kommer tilbage. Jeg vil også gerne vende tilbage, men ved ikke, om det sker. Tillad mig derfor her og nu at takke alle medlemmerne af udvalget, Præsidiet og Parlamentet for at give mig muligheden for at arbejde i Kultur- og Uddannelsesudvalget. Det har været en fornøjelse at arbejde for udvalget. Uanset vores politiske tilhørsforhold har vi arbejdet for kultur, uddannelse, unge og sportsfolk. Ydermere er mine idéer, til trods for at jeg kommer fra et lille land, blevet drøftet af udvalget og senere vedtaget af Parlamentet. Jeg vil gerne sige tak for samarbejdet.

 
  
MPphoto
 

  Mikel Irujo Amezaga (Verts/ALE).(ES) Hr. formand! I UNESCO-konventionen om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed anbefales det bl.a., at vi skal fremme tilvejebringelsen af audiovisuelle produktioner af høj kvalitet og særlig fremme oprettelsen af samarbejdsmekanismer, der gør det muligt at udbrede disse produktioner. Kommissionen har tydeligvis taget dette i betragtning i forbindelse med udarbejdelsen af forslaget.

Det giver sig selv, at MEDIA Mundus vil drage fordel af den stigende interesse og de mange muligheder, der skabes gennem internationalt samarbejde inden for den audiovisuelle sektor og vil øge forbrugernes muligheder ved at bringe produkter, der er mere kulturelt mangfoldige, til de europæiske og internationale markeder og skabe nye kommercielle muligheder for branchefolk i Europa og verden.

Det er min overbevisning – og vi må ikke tvivle på – at Kommissionen er i stand til at forvalte budgettet, så det får størst mulig indflydelse og ikke forsvinder i enkeltstående projekter. Som en fremtrædende professor har sagt, er MEDIA Mundus-programmet for audiovisuelt samarbejde med branchefolk fra tredjelande beviset på, at det internationale audiovisuelle landskab har ændret sig væsentligt, særlig for så vidt angår teknologi. Initiativet sigter mod at udvikle muligheder for samarbejde på det audiovisuelle marked, fremme forskning og udvikling samt finansiere koproduktioner med henblik på at fremme samarbejde mellem branchefolk.

Jeg vil til slut også gerne give udtryk for min taknemmelighed. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med alle mine kolleger i Kultur- og Uddannelsesudvalget i de sidste to år.

 
  
MPphoto
 

  Elisabeth Morin (PPE-DE).(FR) Hr. formand! Først vil jeg gerne takke fru Hieronymi og Kultur- og Uddannelsesudvalget. Den internationale udvikling af den europæiske filmindustri er blevet mulig takket være det nye MEDIA Mundus-program.

Programmet tager udgangspunkt i en politik. Den blev skabt under MEDIA International-foranstaltningen, der siden 2007 har fokuseret på udviklingen af EU's relationer med de audiovisuelle markeder i tredjelande. Formålet med foranstaltningen var at imødekomme de umiddelbare behov hos tredjelande og forbedre den generelle virkning af MEDIA 2007. Det var vigtigt at behandle de nye problemer og udfordringer, der opstod som følge af globaliseringen af markederne, og som har haft indflydelse på den europæiske audiovisuelle sektor.

Den forberedende foranstaltning banede således vejen for et EU-program for udvidet bistand, der skulle fremme globalt samarbejde i den audiovisuelle sektor. Kommissionen – som jeg gerne vil lykønske – vedtog herefter meget hurtigt et forslag om etablering af MEDIA Mundus-programmet. Med et budget på 15 mio. EUR for perioden 2011-2013 vil programmet give nye muligheder for internationalt samarbejde og netværkseffekt – og netop netværkseffekten er ekstremt vigtig – mellem branchefolk fra EU og tredjelande. De audiovisuelle medier er meget populære blandt unge. De bidrager i høj grad til fremme af kulturel dialog, og opgaven er også her at etablere en ny global balance inden for denne sektor mellem USA og andre kontinenter, der er hovedproducenter, og Europa, der også har sin plads.

Programmet er åbent for partnerskabsbaserede projekter, der involver mindst tre partnere, og hvor hvert partnerskab koordineres af en brancheperson fra EU. Udvikling af informationsdeling, uddannelse og fornuftigt kendskab til markederne, forbedring af konkurrenceevnen og den grænseoverskridende udbredelse af audiovisuelle produktioner verden over, forbedring af udbredelsen og forevisningen af audiovisuelle produktioner verden over og øget offentlig efterspørgsel efter kulturel mangfoldighed – alt dette er omfattet af programmet.

Vi støtter Kommissionens forslag, da det betyder, at det konsensusprægede program, som vi er nået frem til, kan gennemføres. Jeg er fuld af forhåbninger til denne tekst. Jeg støtter den, fordi den er i tråd med mine faste overbevisninger om respekt, interkulturel dialog og støtte til kreativt arbejde, uddannelse og den audiovisuelle sektor, og jeg vil gerne takke fru Hieronymi. Jeg ved, at vi i den kommende valgperiode vil skylde hende at fortsætte arbejdet i denne retning.

 
  
MPphoto
 

  Manolis Mavrommatis (PPE-DE).(EL) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Kommissionens forslag om MEDIA Mundus-programmet bifaldes af alle, der ønsker at se den europæiske audiovisuelle sektor vokse, blive stærkere og mere konkurrencedygtig og eksportere til resten af verden. Den europæiske audiovisuelle industri har udviklet sig og forbedret sig væsentligt i de seneste år, og dens internationale profil har ændret sig gennem de seneste 20 år, navnlig som følge af de teknologiske fremskridt. Det har resulteret i en intens økonomisk udvikling og investering og som følge heraf øget efterspørgsel efter audiovisuelt materiale på visse markeder. Desværre er der dog forhindringer, der påvirker markedsføringen af europæiske produktioner i udlandet, herunder utilstrækkelig finansiering til europæiske virksomheder i den audiovisuelle sektor.

Fællesskabsstøtten til den audiovisuelle sektor tager hensyn til den kendsgerning, at EU og dens medlemsstater fremmer samarbejde med tredjelande og de kompetente internationale organisationer inden for den kulturelle sektor, da den understreger betydningen af respekten for forskellige kulturelle dimensioner med henblik på at fremme mangfoldighed, og endelig fordi distributionssektoren bestemmer mangfoldigheden af audiovisuelle produktioner og forbrugernes valgmuligheder. Der er stadig få europæiske audiovisuelle produktioner tilgængelige på det internationale marked, mens audiovisuelle produktioner fra tredjelande, bortset fra amerikanske produktioner, står over for lignende problemer med begrænset tilgængelighed på europæiske markeder. Europæiske distributører er hovedsagelig små selskaber med begrænsede midler til at opnå adgang til internationale markeder. Det nye program stiller derfor midler til rådighed, således at der kan træffes foranstaltninger med henblik på at øge udbredelsen, markedsføringen og promoveringen af europæiske audiovisuelle produktioner i tredjelande og i forlængelse heraf af tredjelandes produktioner i Europa.

Endelig vil jeg gerne lykønske fru Hieronymi med endnu et stykke fremragende arbejde og ønske hende alt godt fremover i hendes privatliv og kommende rolle efter hendes glimrende arbejde i Parlamentet. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at takke kommissær Reding og alle medlemmerne af Kultur- og Uddannelsesudvalget for det gode samarbejde, som vi har haft i denne valgperiode.

 
  
MPphoto
 

  Iosif Matula (PPE-DE).(RO) Hr. formand! Det kulturelle område bidrager helt sikkert til at nå økonomiske mål, når man tænker på, at der er ansat omkring 5,8 mio. i denne sektor. Det bidrager imidlertid også til at nå sociale mål gennem fremme af EU's værdier i verden, for ikke at tale om udvidelsen af forbrugernes valgmuligheder, og til fremme af den audiovisuelle sektors konkurrenceevne i EU.

Programmet er også relevant, fordi det tager hensyn til betydningen af teknologisk udvikling på området, så meget desto mere fordi der er opstået en stadig stigende efterspørgsel efter audiovisuelt indhold. Jeg bifalder et sammenhængende program for fremme af europæiske audiovisuelle produktioner i verden i lyset af fragmenteringen af markedet på europæisk niveau sammenlignet med den audiovisuelle industri i f.eks. USA.

Sidst, men ikke mindst, er jeg af den faste overbevisning, at der vil blive draget bedre nytte af den merværdi, der genereres af filmindustrien i medlemsstaterne. Jeg kan give et eksempel fra filmindustrien i mit land, Rumænien, der har bevist sit værd indtil nu gennem flere store priser på europæisk og internationalt niveau.

Jeg vil gerne lykønske ordføreren og ønske hende succes i hendes liv efter Parlamentet.

 
  
MPphoto
 

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE).(LT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg har været medlem af Økonomi- og Valutaudvalget i fem år. Med udgangspunkt i erfaringerne fra mit eget land, Litauen, må jeg dog understrege betydningen af de programmer, der drøftes, for et lands økonomi, for ikke at tale om kulturen i et lille land.

For nogle år tilbage var vores filmindustri i et dødvande. Det var samarbejdet med tredjelande, der bidrog til at få den tilbage på sporet. I den periode blev den litauiske filmindustri stærkere, etablerede et økonomisk grundlag og bidrager nu i væsentlig grad til jobskabelse. Samtidig har det skabt det rette klima for talentfulde instruktører, og i dag modtager litauiske filminstruktører internationale priser og er kendte i hele Europa og verden.

Jeg vil derfor gerne understrege, at EU i højere grad bør være opmærksom på gennemførelsen af sådanne programmer, da de får lande og kulturer til at blomstre.

 
  
MPphoto
 

  Erna Hennicot-Schoepges (PPE-DE).(FR) Hr. formand! Jeg vil gerne starte med at takke ordføreren, fru Hieronymi, som har ledt Kultur- og Uddannelsesudvalget med hele sin ekspertise på det specifikke område. Jeg vil gerne takke fru Hieronymi for alt hendes arbejde.

Det er lykkedes kommissæren at færdiggøre projektet, og det er et vigtigt projekt, men det skal opvejes mod den betydning, som det tillægges, og den betydning stemmer bestemt ikke overens med kommissærens ambitionsniveau for finansiering. Der må derfor i forbindelse med de kommende finansielle overslag træffes afgørelse om at øge ressourcerne til programmet. De personer, der rejser, skal have alle muligheder og friheder, og det er i den forbindelse, at vi stadig alt for ofte løber ind i problemer med visa, social sikring og status som kunstner. Der er stadig meget at gøre, inden kunstnere reelt opnår fri bevægelighed.

Derudover mener jeg, at film er den bedste drivkraft for kulturel mangfoldighed. Vi bør derfor støtte denne sektor, der stadig er i sin spæde begyndelse. Måske kan tanken om en garantifond være vejen til at øge midlerne, der ligger lidt under vores ambitionsniveau.

 
  
MPphoto
 

  Ewa Tomaszewska (UEN).(PL) Hr. formand! Film fra tredjelande distribueres forholdsvis ofte i Polen. De er sjældent af høj kvalitet, og samtidig er det meget vanskeligere for vores europæiske film at nå markeder og seere i tredjelande. Det er imidlertid ekstremt vigtigt at støtte udbredelsen af vores kultur. Det er afgørende at fremme europæiske film i andre lande. Det er også afgørende at sikre en bedre position for disse film på markeder i tredjelande. Derudover vil styrkelsen af filmindustrien også sikre, at de film, der produceres, er af højere kvalitet. Det vil også have betydelig værdi.

Jeg mener, at en vigtig faktor her er den synergieffekt, der opnås takket være mobilitet og samarbejde med tredjelande. Øget beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder er et vigtigt emne i programmet og også i forbindelse med støtte til gennemførelse af UNESCO-konventionen.

Jeg vil gerne takke fru Hieronymi for hendes arbejde med programmet, og fordi det lykkedes hende at afslutte det inden udgangen af denne valgperiode. Vi udførte arbejdet sammen, men hendes bidrag var størst. Endelig vil jeg gerne takke alle medlemmerne af Kultur- og Uddannelsesudvalget, som jeg har arbejdet sammen med i denne valgperiode.

 
  
MPphoto
 

  Viviane Reding, medlem af Kommissionen. (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke alle dem, der har bidraget til vores kulturelle mangfoldighed, ikke kun i Europa, men også på tværs af grænserne. Jeg vil gerne slutte dette indlæg med at give nogle konkrete eksempler på, hvordan det kan fungere, og hvordan det allerede har fungeret.

Vi har udviklet 11 uddannelsespartnerskaber med Latinamerika, Indien, Canada, Tyrkiet, Ukraine, Moldova og Georgien vedrørende film, tv-udsendelser, animation og dokumentarer. Eksempelvis er Cartoon Connection-projektet iværksat med deltagelse af branchefolk fra EU og Latinamerika og Canada med henblik på uddannelse og udvikling af branchefolk inden for tegnefilm. Derudover afholdes Prime Exchange, en workshop for forfattere og producenter fra Indien og Europa, med det formål at sikre bedre forståelse for finansierings- og markedsføringsdelen på filmområdet. Desuden støttes markedsføring og distribution af audiovisuelle produkter af European Producers' Club, som har afholdt koproduktionsworkshopper i Kina og Indien.

Dolma arrangerede en dokumentarmåned i Chile, Paris Project lavede koproduktioner mellem Japan og Sydkorea og Europa, og EuropaCinema har inddraget et netværk bestående af 230 europæiske biografer og 148 biografer i resten af verden med henblik på udveksling af film i netværket. Her kan vi således se meget konkrete tiltag. Det handler ikke om store ord, men om handlinger, når branchefolk skal have bistand til selv at gøre det, som de gør bedst, nemlig at lave film, at vise film og udbrede film i verden. Jeg vil gerne takke alle dem, der har bidraget til at gøre dette til virkelighed.

 
  
MPphoto
 

  Ruth Hieronymi, ordfører. − (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne takke for støtten og for den konstruktive drøftelse. Jeg er sikker på, at MEDIA Mundus-programmet, som er blevet drøftet i dag, med denne opbakning ikke blot vil få stor succes, men også vil være i stand til at mobilisere yderligere støtte i de kommende år.

Folk, der beklager manglen på eller utilstrækkeligheden af europæisk kultur i verden, hvilket de har ret til, kan kun bifalde MEDIA Mundus-programmet og stemme for det med glæde. Det er et glimrende eksempel på, hvordan vi kan udsende vores kulturelle budskab til verden. Det er årsagen til, at jeg indtrængende anmoder medlemmerne om at overdrage dette budskab til vores regeringer. Fremme af europæisk kultur i fællesskab fører ikke til mindre national identitet for alle vores lande og EU-medlemsstaterne. Det styrker tværtimod deres specifikke nationale identitet og samler vores europæiske kultur, således at vi kan være bedre ambassadører i verden.

Når det nu er sagt, vil jeg gerne takke alle medlemmerne. Jeg opfordrer alle, der ønsker at drøfte, hvordan vi kan gøre dette, til at mødes i Members' bar.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. − Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.

 
Seneste opdatering: 8. september 2009Juridisk meddelelse