Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger:

– A7-0035/2009 af Carlos Coelho for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets beslutning om indførelse af en evalueringsmekanisme til overvågning af anvendelsen af Schengenreglerne

(KOM(2009)0105 – C6-0111/2009 – 2009/0032(CNS));

– A7-0034/2009 af Carlos Coelho for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets forordning om indførelse af en evalueringsmekanisme til kontrol af anvendelsen af Schengenreglerne

(KOM(2009)0102 – C6-0110/2009 – 2009/0033(CNS)).

  Carlos Coelho, ordfører. – (PT) Hr. formand, kommissær Barrot, mine damer og herrer! Jeg støtter en mekanisme til evaluering af Schengen, som vil forbedre det nuværende system og gøre det mere effektivt, for at sikre en mere gennemskuelig og sammenhængende anvendelse af Schengenreglerne.

Jeg er ikke desto mindre skuffet over Kommissionens forslag. I realiteten opretholder disse forslag de bestemmelser, der er knyttet til den første del af mandatet uden at foretage nogen ændringer, og med henblik på den anden del af mandatet eller evalueringen af, hvordan Schengenreglerne gennemføres af de medlemsstater, som allerede er med i Schengenområdet, indlemmer de blot de seneste forbedringer af den nuværende evalueringsmekanisme.

Den eneste nye ting, som jeg hilser velkommen, er såmænd muligheden for at aflægge uanmeldte besøg. Så vidt angår evalueringsprocessen, overfører disse forslag den rolle, som nu spilles af Rådet, helt til Kommissionen, hvilket er ensbetydende med, at samarbejdet med medlemsstaterne bliver ret begrænset, og at Parlamentet distanceres fra hele processen, uden at vise, hvad der vindes ved disse skridt.

Jeg nærer også bekymring for, at vi bevæger os mod en fuldstændig udskillelse af evalueringsmekanismen for hver del af mandatet, hvilket kunne svække systemets effektivitet og kontinuitet. Lande, som ønsker at deltage i Schengensamarbejdet, bør ikke være underlagt andre evalueringsbestemmelser og -systemer end dem, der allerede er med i det.

Der er også databeskyttelsesproblemer. Jeg skal nøjes med tre eksempler: For det første er punktet om sikkerhed i konsulatsbygninger ufuldstændigt, eftersom eksterne virksomheders bygninger, når det drejer sig om outsourcing, ikke er dækket. For det andet bør de sikkerhedskrav, som er foreslået for Schengeninformationssystemet (SIS), også inkluderes i punktet om visa. For det tredje bør forordningens artikel 7 ikke kun omfatte risikoanalysen, men også revisionerne af og rapporterne om de sikkerhedsinspektioner, som gennemføres af medlemsstaterne i overensstemmelse med de bestemmelser, som er indført med SIS' lovfæstede instrumenter og visuminformationssystemet (VIS).

Ud over de problemer, jeg har nævnt her, og de forbedringer, som kunne foretages, er der et grundlæggende problem i, at den rolle, som Parlamentet har fået, er irrelevant. Ifølge Juridisk Tjeneste er Kommissionens valg af retsgrundlag lovligt. Det ville imidlertid også være muligt at anvende den fælles beslutningsprocedure på forslaget til forordning. Politisk vilje er den eneste afgørende faktor for at vælge mellem de to muligheder. Hvis Lissabontraktaten træder i kraft, som vi kan forvente inden for kort tid, vil disse forslag trods alt skulle laves om til et enkelt forslag og stilles på ny, da søjlestrukturen vil blive afskaffet.

Vi bør ikke glemme, at vi drøfter sikkerheden inden for området for frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvilket bør involvere alle medlemsstater og alle de europæiske institutioner. Følgelig er fælles beslutningstagning den rette procedure at vælge. Parlamentets rolle bør ikke bare være underordnet, men bør snarere afspejle den indflydelse, Parlamentet udøver i vedtagelsen af grundlæggende lovgivningsinstrumenter.

Jeg vil gerne afslutte med at takke skyggeordførerne for at støtte denne holdning for Parlamentet, og jeg opfordrer næstformand Barrot, som altid har vist respekt for Parlamentet, til at stille disse forslag på ny, hvor han ikke kun indfører forbedringer i form af indhold, men også etablerer en reel rolle for Parlamentet, hvad angår selve proceduren.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Jeg vil forsøge at svare på de bekymringer, som hr. Coelho har givet udtryk for i sin betænkning.

Evalueringsmekanismen er en central foranstaltning, når det gælder opretholdelse af Schengenområdets integritet og bevare den gensidige tillid mellem medlemsstaterne. Det er derfor, Kommissionen foreslår, at medlemsstaternes eksperter involveres fuldt ud i planlægningen af besøgene, besøgene på stedet og i at udarbejde evaluerings- og opfølgningsrapporterne.

Kommissionen er naturligvis overbevist om, at Parlamentet bør være involveret i Schengenevalueringen, hvilket ikke er tilfældet på nuværende tidspunkt. Borgerne må have adgang til resultaterne af disse evalueringer. Det er derfor, Kommissionen har tilbudt at fremlægge årlige rapporter for Parlamentet, som indeholder de konklusioner, man er nået til efter hver evaluering, og udviklingen i de korrigerende foranstaltninger.

Så det er det første svar. Det er sandt, at hr. Coelho rejste spørgsmålet om fælles beslutningstagning i Parlamentet. De traktater, som er i kraft nu, giver ikke mulighed herfor. Selv om der ikke er nogen fælles beslutningstagning endnu, gør forslagene imidlertid den nuværende mekanisme til et fællesskabsanliggende. Gennem disse forslag kan mekanismen gøres mere effektiv med henblik på planlægningen, besøgene på stedet og opfølgningen på evalueringerne.

Endvidere vil Kommissionens rolle som traktatens vogter blive styrket. Denne styrkede rolle bliver imidlertid stærkt udfordret af Rådet, hr. Coelho. Derfor krævede det under den gældende traktat to parallelle forslag, eftersom Schengenreglerne omfatter både første og tredje søjle.

Kommissionen vurderede, at artikel 66 i EF-traktaten, som fastlægger høring af Parlamentet, var det rigtige retsgrundlag for forslaget under første søjle. Dette retsgrundlag blev valgt som det rigtige for den nuværende Schengenevalueringsmekanisme, da Schengenreglerne blev indlemmet i EU-rammerne med den "opdelings"-beslutning, der blev truffet i 1999.

Traktatens artikel 30 og 31 var dem, der blev valgt som retsgrundlag for forslaget under tredje søjle. Derfor var vi nødt til at henvise til to forskellige artikler for evalueringen af første søjle og for evalueringen af tredje søjle.

Kommissionen må på grundlag af de gældende traktater og de lovforhandlinger, som udspringer af dem, stå ved sit forslag. Det skal siges, at det i betragtning af de vanskelige forhandlinger i Rådet om Kommissionens styrkede rolle er tænkeligt, at de ikke bliver afsluttet på kort sigt, hr. Coelho. Vi kan håbe, først og fremmest i dag, at denne Lissabontraktat bliver ratificeret, og så vil spørgsmålet blive genoptaget og Kommissionen til den tid beslutte, hvad den vurderer, er det mest hensigtsmæssige retsgrundlag for den foreslåede mekanisme, ved at involvere Parlamentet så meget som muligt.

Kommissionen vil naturligvis til den tid kunne stille ændrede eller nye forslag afhængigt af situationen. Som De ved, taler jeg selv generelt meget for denne bestemmelse, som vil give Parlamentet mulighed for at handle som medlovgiver i de fleste spørgsmål vedrørende retfærdighed, frihed og sikkerhed. Jeg kan naturligvis kun støtte, at Parlamentet får en langt mere aktiv rolle. Som tingene ser ud, tror jeg imidlertid ikke, at vi kunne have gjort noget andet end at foreslå denne ændring på de nuværende retsgrundlag. Drøftelserne i Rådet er ikke desto mindre vanskelige, som jeg fortalte Dem; dette er ikke, fordi vi ikke ville involvere medlemsstaterne, men fordi Kommissionen i sin egenskab af traktatens vogter føler, at den også er ansvarlig for at forvalte hele denne evalueringsmekanisme med engagement fra medlemsstaterne og naturligvis Parlamentet.

  Simon Busuttil, for PPE-Gruppen. – (MT) Hr. formand! Oprettelsen af Schengenområdet var utvivlsomt et stort skridt fremad for adskillige EU-lande. Det bragte konceptet med sig om fuld bevægelsesfrihed for vores borgere på en mere realistisk måde, og det kan endda siges, at når en borger rejser inden for Schengenområdet, kan han eller hun næsten føle, at de rejser inden for deres eget land. Vi er imidlertid alle klar over, at der, for at et ambitiøst projekt som dette skal kunne lykkes, som det gjorde, blev lagt en væsentlig mængde hårdt arbejde i det, og at der blev ydet et betragteligt offer. Frem for alt måtte vi, da vi valgte at åbne vores døre for hinanden, vælge at vise tillid til hinanden på et så ømtåleligt område som dette, dvs. beskyttelsen af vores ydre grænser. Når det gælder ydre grænser, vises der tillid til et land, og landet vinder tilliden tilbage.

Hvad angår disse rapporter, er jeg derfor enig med min kollega Carlos Coelho i, at det er meningen, de skal styrke evalueringsmekanismen i Schengenområdeprojektet; et projekt, som er af stor betydning, og som er bygget på gensidig tillid. Dog fastholder vi også, at denne evaluering skal foretages på en effektiv og gennemskuelig måde. Endvidere skal den omfatte Parlamentet, som skal have lov til at udøve sine fulde beføjelser, særligt nu, hvor der kun er eller muligvis kun er få uger til, at Lissabontraktaten træder i kraft. Jeg er derfor sikker på, at Kommissionen vil forstå det, når vi siger, at vi i betragtning af, at Lissabontraktaten er så nært forestående, forventer, at forslag som dette fuldt ud respekterer alle de beføjelser, som Parlamentet vil udøve under denne traktat.

  Ioan Enciu, for S&D-Gruppen. – (RO) Hr. formand! Oprettelsen af en evaluerings- og overvågningsmekanisme til at kontrollere gennemførelsen af Schengenreglerne er et vigtigt tiltag, som vil føre beslutningerne for området for frihed, sikkerhed og retfærdighed og især Haagprogrammets bestemmelser ud i livet. De forslag til beslutninger, som er til forhandling i dag, er en variation af en evalueringsmekanisme. De omfatter bestemmelser, som er særegne for det målrettede område, samt en hensigtsmæssig kontrolmetode.

En nærmere analyse fremhæver, at visse principper for interinstitutionelt samarbejde ignoreres, såvel på EU-niveau som mellem EU-medlemsstater. Ud fra det synspunkt omfatter forslaget bestemmelser, som begrænser samarbejde mellem medlemsstater, hvad angår evaluering af resultaterne af anvendelsen af Schengenaftalen. Samtidig øger det Kommissionens rolle i denne proces på en uacceptabel måde, mens Parlamentet holdes uden for hele evalueringsmekanismen.

Endvidere giver ordlyden af visse artikler i forordningen mulighed for forskellige fortolkninger af forholdet mellem Kommissionen, Parlamentet og Rådet, hvad angår deres adgang til information om anvendelsen af Schengenreglerne.

Derfor understreges det i artikel 14, som er rettet mod følsomme oplysninger, at "de rapporter, der udarbejdes efter kontrolbesøg, klassificeres som 'EU restricted'. Efter høring af den berørte medlemsstat beslutter Kommissionen, hvilken del af rapporten der kan offentliggøres."

Jeg ønsker også i forbindelse med disse bestemmelser at nævne, at artikel 16, som refererer til den rapport, der fremlægges for Parlamentet og Rådet, ikke indebærer, at den årlige rapport om de gennemførte evalueringer også vil indeholde beskyttede oplysninger. Vi kunne derfor udlede, at det er op til Kommissionen at vurdere, hvilken information der skal inkluderes i den årlige rapport, og hvilken information der ikke skal. Dette faktum tildeler Kommissionen nogle funktioner, som i mine øjne ikke er berettigede.

Lissabontraktaten vil snart træde i kraft, og fra da af vil fælles beslutningstagning blive den normale lovgivningsprocedure, hvilket også dækker området for frihed, sikkerhed og retfærdighed. De lovgivningsforslag, som vi forhandler om i øjeblikket, indeholder bestemmelser, der er i konflikt med principperne i traktaten. Følgelig vil disse forslag, hvis de ikke vedtages nu, skulle revideres på det tidspunkt, hvor Lissabontraktaten træder i kraft.

Frihed, sikkerhed og retfærdighed er områder af største betydning for Europas borgere, hvis interesser repræsenteres direkte af den europæiske lovgivningsmagt. At begrænse rollen for en institution som Parlamentet er forkert. Jeg ønsker at slutte af med at støtte hr. Coelhos forslag om, at dette forslag i sin nuværende form skal forkastes og sendes tilbage til Kommissionen. Jeg foreslår Dem, at vi støtter forslaget til beslutning.

  Sarah Ludford, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Vores kollega, hr. Coelho, har endnu en gang fortjent sit mellemnavn: Carlos 'Schengen' Coelho. Han er vores lokale ekspert i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, og vi er meget taknemlige for hans arbejde og hans ekspertise. Han har udarbejdet nogle ypperlige retstekniske betænkninger om disse forslag, og de fremhæver, hvilket frygteligt virvar EU befinder sig i, når det gælder overvågning og evaluering.

Det giver under alle omstændigheder bestemt ingen mening for mig, at egnethed til at deltage i Schengenområdet udelukkende skulle være medlemsstaternes ansvar, uden hensyn til nogen som helst mystisk opdeling mellem før- og efter-Schengen-tiltrædelse. Vi får at vide i Kommissionens forslag til forordning, at "da en evaluering før iværksættelse er afgørende for medlemsstaternes gensidige tillid, er det rimeligt, at det forbliver medlemsstaternes ansvar." Men vi overlader ikke til medlemsstaterne at evaluere Balkanlandene, hvis egnethed til visumfritagelse, til visumfri rejse, Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender i aften vil stemme om – det er Kommissionen, som foretager vurderingen og evalueringen, så der er overhovedet ingen konsekvens i at sige, at det bør være medlemsstaternes ansvar at bedømme andre stater.

Hvis jeg skal være ærlig, forstår jeg ikke denne ejendommelige opdeling mellem evaluering af "før iværksættelse"-foranstaltninger, som er nødvendige for at deltage i Schengen, og som ifølge Kommissionen er nødt til at forblive mellemstatslige, og at kontrollere "gennemførelsen" af Schengenreglerne. Det ser unægteligt ud til, at medlemsstaterne ikke gør et særlig godt job, for vi får at vide i forslaget til beslutning, at "i de senere år har medlemsstaterne ikke fundet det nødvendigt at udføre evalueringer på stedet inden for det retlige samarbejde i kriminalsager og narkotikabekæmpelse. Databeskyttelse har heller ikke altid givet anledning til evalueringer på stedet." Jeg tror, at der er mange mennesker, ikke kun i Parlamentet, men også andre steder, som ville mene, at det er temmelig vigtigt at have inspektioner på stedet af spørgsmål, der har at gøre med retligt samarbejde i kriminalsager, narkotika, håndtering af narkotikasmugling og beskyttelse af privatlivets fred. Så jeg støtter fuldt ud Carlos Coelhos konklusioner om, at vi er nødt til at samle alt dette, at få en sammenlægning af de procedurer, som denne evaluering skal foretages i henhold til, at befæste opgaven mellem første og tredje søjle – og jeg håber, at begrebet "tredje søjle" snart vil gå over i historien, og at jeg aldrig behøver at sige det mere – at have en enkel, gyldig, effektiv og gennemskuelig evaluering og at sikre, at gennemskueligheden omfatter oplysningspligt over for Parlamentet.

Det er højst mærkværdigt, at Kommissionen i dette afgørende øjeblik, på tærsklen til det, jeg nu er overbevist om vil blive ratificeringen af Lissabontraktaten – og jeg gjorde for øvrigt mit i Det Forenede Kongeriges overhus sidste år – stiller dette ekstremt forvirrede og meningsløse sæt forslag. Jeg støtter forkastelsen, og jeg anmoder Kommissionen om at komme tilbage med et bedre forslag, som tager højde for Lissabontraktaten, for fælles beslutningstagning og for enkelhed og effektivitet i overvågningen, og som er i overensstemmelse med Kommissionens og Parlamentets beføjelser på andre områder.

Den omgår hele spørgsmålet om måden, hvorpå peer review foretages i denne Union med 27 medlemsstater. Som jeg siger, tåler det et gennemsyn, også på menneskerettighedsområdet, for det ser ikke ud til, at vi har nogen klare principper og strukturer, men at vi blot vedtager forskellige ting på forskellige områder. Hvor meget jeg end holder af medlemsstaterne, er jeg bange for, at de ofte vedtager en praksis med at "den ene tjeneste er den anden værd," hvilket betyder, at de ikke kritiserer hinanden, så de er faktisk ikke gode at sætte til at evaluere hinanden. Kommissionen er, når det fungerer, som det skal, den bedste til at gøre det.

Da jeg har nogle få sekunder tilbage, vil jeg gerne udfordre hr. Bradbourn fra ECR-Gruppen i et spørgsmål om fri bevægelighed. Han opfordrede til et globalt forbud mod såkaldte "nøgenkropsscannere". Det ville have hjulpet, hvis han havde været der til afstemningen sidste år, da hans kolleger modsatte sig et forbud mod brugen af disse kropsscannere uden en grundlæggende gennemgang af menneskerettigheder. Hans kolleger stemte imod dette forbud. Hr. Bradbourn var ikke en gang til stede ved afstemningen, så det er en smule stærkt, at han tager på vej om det nu.

  Tatjana Ždanoka, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil også takke vores kollega, Carlos Coelho, for hans betænkning. Vi har unægtelig brug for en enkel, effektiv og gennemskuelig mekanisme til Schengenevalueringen.

Jeg er enig i, at Kommissionen bør spille en mere aktiv rolle i evalueringsmekanismen, som kommissær Barrot netop talte om. Vi parlamentsmedlemmer har ikke desto mindre en række bekymringer. De ved, at Gruppen De Grønne har en meget stærk holdning til beskyttelse af personoplysninger. Kommissionen glemte at nævne outsourcing, da den talte om sikkerheden i konsulatsbygninger. Den har også glemt it-sikkerhedsbestemmelser for disse.

Ud over det årlige evalueringsprogram skal der i forordningens artikel 7 tages højde for ikke bare Frontex' risikoanalyse, men også for de revisioner og inspektioner, som medlemsstaterne selv udfører. Vi kræver derfor, at der tages højde for databeskyttelsesanliggender.

Når vi taler om den fælles beslutningsprocedure og hr. Coelhos forslag, støtter vi i VERTS/ALE-Gruppen fuldt ud hans holdning. Jeg skal ikke minde Dem om Parlamentets rolle som en folkevalgt institution. Vi har allerede hørt, at den fælles beslutningsprocedure under Lissabontraktaten vil blive den eneste mulighed. Vi støtter ordføreren fuldt ud, og vi støtter også hans forslag.

  Rui Tavares, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Hr. formand! Schengenområdet er 20 år gammelt – eller næsten 20 år gammelt – og det er blevet evalueret i 10 år, først af et stående udvalg og derefter af evalueringsgruppen. Det er derfor på høje tid, at vi forbedrer evalueringsprocedurerne og imødegår bekymringerne for Schengenområdet.

Det er en skam, at Kommissionen, når vi nærmer os denne årsdag, ikke har arbejdet nok med eller gjort flere fremskridt i at skabe en mere effektiv og forståelig evalueringsmekanisme, som ville kunne imødegå ikke blot de bekymringer, som blev rejst i de første år af Schengenområdets eksistens, som effektivitet og samhørighed blandt medlemsstaterne og en vis overensstemmelse i procedurerne, men også bekymringer om gennemsigtighed, borgerkontrol (demokratisk kontrol) og endelig bekymringer om respekt for menneskerettigheder, som står Parlamentets hjerte meget nær. Der er velbegrundede bekymringer om, at en større effektivitet er opnået på bekostning af borgernes rettigheder, og det er på høje tid, at vi slår bro over denne kløft.

Jeg vil også gerne kort sige noget om fælles beslutningstagning. Kommissionen og alle de andre, som forsvarede Lissabontraktaten og forherligede dens demokratiske dyder, står nu over for testen på, om de kan leve op til deres løfter og tillade mere parlamentarisk og demokratisk kontrol over Schengenevalueringsprocessen. Jeg kan imidlertid ikke støtte konklusionerne fra ordføreren, vores kollega Carlos Coelho. Jeg mener, at han tjener det europæiske demokrati godt ved at tilskynde Kommissionen til at omarbejde sine forslag og levere noget, som er enklere, mere effektivt, mere gennemskueligt og med mere respekt for menneskerettigheder, og som giver større parlamentarisk og demokratisk kontrol.

  Gerard Batten, for EFD-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Det er ikke så ofte, jeg oplever, at jeg er enig i udtalelser fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. De siger, at disse forslag om evalueringsmekanismer og om Schengenreglerne er meningsløse, fordi de, efter at Lissabontraktaten er fuldt ud ratificeret, alligevel vil blive ændret.

Efter at Lissabontraktaten træder i kraft, vil første og tredje søjle af de såkaldte tre søjler for forskellige politiske områder blive samlet under ét. Gennemførelsen af Lissabontraktaten vil uden tvivl medføre forsøg på at bruge den som et redskab til at anvende Schengenreglerne i alle medlemsstaterne, inklusive dem, som for indeværende er fritaget, hvilket omfatter Det Forenede Kongerige.

De vil bemærke, at jeg sagde "når Lissabontraktaten er gennemført" og ikke "hvis". Det ser ud til, at det eneste statsoverhoved, som holder stand imod det, den tapre præsident Václav Klaus for Den Tjekkiske Republik, vil blive intimideret til at give sit samtykke inden længe. Englands egen forræderiske arbejderregering er løbet fra sit løfte om at give det britiske folk en folkeafstemning om Lissabon, og den ene person, som kunne give håb om en folkeafstemning, David Cameron, har ikke mod, principper eller tilbøjelighed til at gøre det.

Det Forenede Kongerige har et fuldstændig ukontrolleret, uindskrænket og kaotisk indvandrings- og asylsystem. Som medlemsstat i EU kontrollerer vi ikke længere vores egne grænser, og under Lissabon vil den tidevandsbølge af indvandring, som vi har oplevet, blive til en tsunami. Så denne betænkning vil overhovedet ikke gøre nogen forskel på noget, og Udvalgets og Parlamentets udtalelser vil blive ignoreret af Kommissionen.

Jeg har hørt, at vi har slået om os med ordene "frihed og retfærdighed" i denne forhandling. Hvilken frihed er der, når borgerne ikke høres om deres nye forfatning under Lissabontraktaten, fordi de ville forkaste den? Hvilken frihed er der i love, som er lavet af udemokratiske institutioner, der ikke kan fjernes af vælgeren? Hvilken retfærdighed er der, når nationale domstole under den europæiske arrestordre er blevet berøvet deres beføjelser til at beskytte deres egne borgere mod uretfærdig arrestation og fængsling? Denne union er et orwellsk værk, hvor ord betyder det modsatte af, hvad der bliver sagt.

  Hans-Peter Martin (NI). – (DE) Hr. formand! Vi har brug for en demokratisk revolution. De hørte netop, hvad den forrige taler sagde. Vi ser ofte, at når vi går for langt for hurtigt, opnår vi det modsatte af, hvad vi egentlig forsøgte at opnå.

Mottoet for denne gruppe er, at hvis EU udvikler sig for hurtigt, vil det resultere i præcis det, det ikke vil, nemlig ny nationalisme. Det er, hvad vi oplever i øjeblikket i mit hjemland. Jeg kommer fra et delt land; i vest, i Voralberg og et stykke forbi, er vi glade for de åbne grænser, mens vi i øst kan se, at vi er gået for langt for hurtigt med Schengen. Det, vi får retur, er ny revanchisme og nationalisme i mit hjemland og andre steder.

Vi må ikke gemme os bag tekniske forhandlinger. Vi er nødt til at se disse udfordringer i øjnene. Dette må nødvendigvis betyde, at Parlamentet tilstås fælles beslutningsrettigheder, og at De, hr. kommissær, må vente, til vi har denne fælles beslutningstagning, eller til den i det mindste bliver tilstået os uden kamp.

  Agustín Díaz de Mera García Consuegra (PPE). – (ES) Hr. formand! Jeg lykønsker og støtter Carlos Coelho, og jeg vil gerne pointere, at denne betænkning blev vedtaget enstemmigt i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender.

Rådets forslag knytter sig til den anden del af mandatet, som gruppen vedrørende Schengenevaluering har fået, nemlig at bekræfte, at EU's acquis anvendes korrekt i henhold til ophævelsen af de indre grænsekontroller.

Målet med dette mandat er at gøre Schengenevalueringsmekanismen mere effektiv.

Evaluering af korrekt anvendelse af Schengenreglerne har retsgrundlag i tredjesøjleelementer, mens andre aspekter af reglerne har deres retsgrundlag i førstesøjleinstrumenter.

Efter min mening er det foreslåede retsgrundlag korrekt, men det synes ikke at være ret meget i overensstemmelse med Lissabontraktatens mere end bemærkelsesværdige ikrafttræden, når de funktioner og beføjelser, som nu er fordelt på de to søjler, samles under ét.

Forslaget indeholder næsten ikke nogen nye elementer, som skiller det ud fra den evalueringsmekanisme, der er i kraft for øjeblikket, og hr. Coelho har nævnt dem helt fra begyndelsen. Det indfører imidlertid en ændring, som er klart afgørende, da det dokument, der ligger foran os, ville betyde, at de funktioner, som nu udføres af Rådet, overføres til Kommissionen.

Denne overførsel af beføjelser betyder reelt, at Parlamentet og medlemsstaterne selv er sat ud af spillet i evalueringsprocessen, trods det faktum, at det er dem, der har magt over sikkerheden for deres ydre grænser.

Parlamentet, som repræsenterer europæiske borgere, spiller en central, ledende rolle i sikkerhedsspørgsmål. Vores opgave er vigtig, og dette anerkendes i Lissabontraktaten.

Følgelig vil vi vente tre måneder, for hvis vi venter tre måneder, vil der ikke være behov for at genoptage sagen.

Jeg har et andet spørgsmål, hr. formand: Jeg har netop set næstformanden tage en pullover på, og det er iskoldt her. De må have mig undskyldt, for jeg er nødt til at gå, men jeg går ikke, fordi jeg ikke har lyst til at følge forhandlingen, men fordi jeg begynder at få bronkitis, hvilket slet ikke er godt, så jeg ville være taknemlig, hvis De kunne gøre noget ved det, hr. formand.

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Hr. formand! Måske er det også koldt her, fordi Kommissionen tager meget lidt hensyn til Parlamentet og Parlamentets udtalelser. Måske vil vores relationer blive varmere i fremtiden. Jeg tror ikke, at denne situation og denne drøftelse er særlig behagelig for kommissæren, for det virker, som om vi alle har den samme holdning, eller at i hvert fald hovedparten af os har det. Ikke desto mindre vil jeg gerne takke ordføreren for hans betænkning.

Oprettelsen af Schengenområdet gav faktisk fri bevægelighed for vores borgere inden for Schengenområdet og var efter min mening en af de største succeser i europæisk historie. Der er imidlertid stadig meget, der skal gøres. Ophævelsen af indre grænsekontroller kræver fuld sikkerhed og også tillid mellem de forskellige parter, hvad angår deres evne til at foretage de nødvendige foranstaltninger. Oprettelsen af en overvågnings- og evalueringsmekanisme er derfor meget vigtig, hvis vi skal vinde støtte fra medlemsstaternes borgere. Denne dagsorden bliver meget ofte udnyttet af højrefløjsekstremister, som spreder påstande om, at Schengenområdet faktisk tillader diverse kriminelle at trænge ind i landene inden for området, og borgerne i vores lande spørger os helt berettiget, hvordan vi har tænkt os at forebygge dette i fremtiden.

At styrke princippet om interinstitutionel koordinering er også et meget vigtigt punkt, som Kommissionen helst fortier i sit forslag, hvilket klart er skadeligt, fordi vi, som en række tidligere talere allerede har sagt, alle tror, at Lissabontraktaten snart vil træde i kraft, og det ville derfor være godt, hvis denne kontekst kunne indlemmes.

Vi ser heller ingen grund til, at Parlamentet ikke skulle modtage al relevant information i den årlige rapport – desværre har Kommissionen undladt at indlemme dette demokratiske princip i sin udtalelse. Derfor foretrækker jeg som ordføreren, at forslaget bliver sendt tilbage til Kommissionen, og at vi insisterer på, at en fælles beslutningsproces indlemmes i den, og at hele princippet forenkles, og hele processen gøres mere gennemskuelig.

  Cecilia Wikström (ALDE). - (SV) Hr. formand! Som hr. Coelho og mange andre kolleger vil jeg gerne understrege, at oprettelsen af Schengenområdet i 1980'erne og 1990'erne var en af vores tids vigtigste reformer. Jean Monnet, en af EU's mest betydningsfulde personer, skal have sagt, at målet med en europæisk union ikke er at forene stater, men at forene folk.

Igennem århundreder har befolkningernes frie bevægelighed været stærkt indskrænket i Europa. Forbindelserne mellem Europas lande har været præget af mistro til vores medmennesker. Der har til tider været en udpræget mangel på tillid mellem landene. Mistro, snarere end tillid, har karakteriseret forbindelserne. Dette er heldigvis fortid, og vi er nu i stand til at se nye muligheder for Europa. De fleste af os her i Europa-Parlamentet har længe haft muligheden for at benytte os af den frihed, som Schengenområdet giver. Man glemmer let den enestående tillid mellem staterne, som er grundlaget for dets oprettelse. Man glemmer let, hvor besværligt det har været at nå dertil. Fri bevægelighed er imidlertid en forudsætning for, at folk kan mødes på tværs af de nationale grænser.

Som hr. Coelho så rigtigt sagde, er der selvfølgelig behov for en effektiv og åben evalueringsmekanisme for anvendelsen af Schengenreglerne, som gør det muligt at opretholde og videreudvikle Schengenområdet som et område med fri bevægelighed. Grundlaget for Schengenreglerne er imidlertid tilliden mellem de stater, som indgår i samarbejdet, og ikke selve mekanismen. Det er vigtigt, at denne mekanisme både er effektiv og åben, og derfor mener jeg, at Kommissionens forslag er problematisk. Problemet er, at Rådets nuværende rolle overgår til Kommissionen, og at samarbejdsmulighederne bliver alvorligt begrænset. Den alvorligste indvending fra min side handler imidlertid om, at vi, de folkevalgte repræsentanter i Europa-Parlamentet, bliver udelukket fra processen.

Vi taler om noget så teknisk som en evalueringsmekanisme, men vi må ikke glemme, at dette handler om det grundlæggende fundament for europæisk samarbejde, nemlig frihed, sikkerhed og retfærdighed. Derfor er det vigtigt, at vi alle bliver inddraget, når der skal træffes nye beslutninger på dette område. Jeg vil derfor opfordre Kommissionen til at tage den kritik, der kommer til udtryk her i Parlamentet, til efterretning. Jeg opfordrer Kommissionen til at fremsætte et nyt og bedre forslag så snart som muligt. Et nyt forslag skal være udformet således, at enhver ændring af evalueringsmekanismen skal være underlagt proceduren med fælles beslutningstagning mellem Kommissionen, medlemsstaterne og i særdeleshed de folkevalgte repræsentanter i Europa-Parlamentet.

  Kyriacos Triantaphyllides (GUE/NGL). – EL) Hr. formand! Kommissionens forslag sigter mod at styrke Schengen-evaluering arbejdsgruppens rolle ved at gøre denne mekanisme mere effektiv og åben med henblik på at sikre en effektiv og konsekvent gennemførelse af Schengenreglerne. Mærkværdigt er det dog, at selv om det handler om fri bevægelighed i EU, så fremmer det samtidig etableringen af et system, der langtfra opfylder alle procedurer for overholdelse af menneskerettighederne. Problemet med at evaluere anvendelsen af Schengenreglerne ligger netop i problemet med at acceptere, at de indeholder regler for den udveksling af følsomme oplysninger, den personregistrering og de undertrykkende mekanismer, som er blevet oprettet under påskud af beskyttelse af og fri bevægelighed på det europæiske område.

Kommissionen er med rette bekymret. Afskaffelsen af kontrollen ved de indre grænser er betinget af tilstrækkelige foranstaltninger i form af en stramning af kontrollen af de ydre grænser og en intensivering af politi- og toldsamarbejdet og det retslige samarbejde. Det har også medført, og medfører stadig, en konstant informationsudveksling samt anvendelse af biometriske visa ved indrejse i EU. Vi mener, at enhver evaluering skal tage hensyn til hensigtsmæssigheden i alle de relevante foranstaltninger, der er truffet, og ikke kun overvåge deres anvendelse. Vi vil under ingen omstændigheder gå med til et forslag, som, hvis det bliver vedtaget, vil styrke legitimiteten af, hvad der hovedsagelig er undertrykkende foranstaltninger, gennem mekanismer til evaluering af disse foranstaltninger.

  Nicole Sinclaire (EFD). – (EN) Hr. formand! Jeg har altid syntes, at det var spild af tid at sidde i Parlamentet, men forhandlingen her i aften tager virkelig prisen. Vi taler om noget, som egentlig er ligegyldigt, fordi Lissabontraktaten – som De som bekendt har gennemtrumfet med magt – træder i kraft i løbet af en måneds tid, og så skal vi have denne debat igen. Så her sidder vi og spilder vores tid, tusind tak for det!

Lad os kaste et kritisk blik på Schengenaftalen, og hvad den egentlig har betydet for Europa. Den har gjort det nemt for kriminelle, menneskehandlere og narkotikahandlere at rejse over store afstande, den har åbnet mulighed for, at der kunne opstå lejre som Sangatte og the Jungle på den anden side af Den Engelske Kanal, hvor folk lever under elendige forhold. Jeg håber, De er stolte af Dem selv.

De er bekendt med flygtningekonventionen af 1951, ifølge hvilken flygtninge skal kræve asyl i det første sikre land, de kommer til – men det lader De hånt om. De tilsidesætter international ret, og De skal forestille at have status som en ansvarlig juridisk person, eftersom det er, hvad De bliver i henhold til Lissabontraktaten. Men det må De længere ud på landet med. Det her sted er latterligt! Befolkningen i Det Forenede Kongerige ønsker selv at kontrollere landets grænser. Den har fået nok af at blive styret af Dem. Jeg vil slutte af med en advarsel. Briterne er et retfærdigt, tolerant og tillidsfuldt folk, men når vi bliver presset for hårdt, slår vi igen.. Og når vi slår igen, vinder vi.

FORSÆDE: Isabelle DURANT
Næstformand

  Philip Claeys (NI). (NL) Fru formand! Der er i høj grad brug for en mere effektiv evalueringsmekanisme for anvendelsen af Schengenreglerne, men det er mit indtryk, at vi her har travlt med at diskutere uvæsentlige detaljer, mens EU's ydre grænser er fulde af huller. Dette handler langt mere om manglende politisk vilje fra de fleste medlemsstaters regeringers og fra selve EU's side til at iværksætte en effektiv overvågning af de ydre grænser, end det handler om mangel på effektive evalueringsmekanismer.

Vi ved alle, at nogle medlemsstater ikke kan eller ikke vil beskytte deres ydre EU-grænser mod illegal indvandring. Vi ved alle, at nogle regeringer underminerer hele Schengensystemet gennem masselegalisering af illegale indvandrere. Som eksempler kan jeg nævne Zapatero-regeringen i Spanien og ligeledes regeringerne i Italien og Nederlandene samt sidst, men ikke mindst, Belgien. Den belgiske regering er for tiden ved at forberede en legalisering af nye illegale indvandrere i massiv målestok og således sætte hele systemet over styr, idet de illegale indvandrere, der hermed bliver legaliseret, får mulighed for at slå sig ned, hvor de vil, inden for EU.

  Zuzana Roithová (PPE). – (CS) Fru formand, mine damer og herrer! Moderniseringen af Schengeninformationssystemet er ved at udvikle sig til et mareridt. Med den yderligere udvidelse af EU er der stigende risiko for terrorisme og organiseret kriminalitet, og derfor er vi nødt til at prioritere et højere sikkerhedsniveau. Det er forkasteligt, at overgangen til den nye database igen bliver forsinket. Systemet indeholder data om savnede personer, stjålne varer og retssager. Det nuværende system har været anvendt siden 1995 og blev udviklet til brug for op til 18 lande. Jeg vil gerne rose Kommissionen for dens fleksibilitet, som har gjort Schengenudvidelsen mulig på trods af forsinkelserne med SIS II. Integreringen af de ni nye medlemsstater var selvfølgelig kun mulig under særlige omstændigheder.

Anden version af systemet bliver forsinket til tidligst 2011. Det forventes at skabe forbedringer, hvad angår administration, fleksibilitet, sikkerhed og datalagerkapacitet, ligesom det også vil give mulighed for andre nye funktioner. Det vil give mulighed for, at andre stater kan blive tilsluttet, og der vil blive en forbindelse til Storbritannien og Irland. Ligeledes skal Frontex-agenturet have alle de beføjelser, det har brug for, til en effektiv bekæmpelse af illegal indvandring. Ikke desto mindre har jeg forbehold over for henlæggelsen af Schengen arbejdsgruppen under EF-kompetence, da jeg er bekymret for, at det vil medføre, at nogle medlemsstater ikke vil leve op til deres ansvar for at sørge for kontrol. På den anden side vil jeg gerne henlede Deres opmærksomhed på visse ting, som tjekkiske borgere har været udsat for, idet jeg har kendskab til sager, hvor tysk og østrigsk politi uden grund har chikaneret tjekkiske chauffører.

Jeg beklager, at præsident Klaus uden for al fornuft forsinker ratificeringen af Lissabontraktaten, men det er klart, at så snart den er ratificeret, vil Kommissionen være nødt til at fremsætte lovgivningen igen, denne gang under Europa-Parlamentets procedure med fælles beslutningstagning. Derfor går jeg på nuværende tidspunkt ind for at forkaste den forelagte tekst, sådan som hr. Coelho har foreslået, og jeg vil gerne rose ham for en fremragende betænkning.

  Marek Siwiec (S&D). – (PL) Fru formand! Vi har hørt ordet "Schengen" igen og igen her i Parlamentet. De fleste af os er enige om, at Schengen har været en stor succes, og at det for befolkningerne i de nye lande, de nye EU-medlemsstater, er ensbetydende med en markant vellykket integration. Schengen er imidlertid samtidig en kolossal forpligtelse, og den har de nye lande påtaget sig – de baltiske stater, Polen, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien. Ansvaret for EU's grænser mod øst hviler på de nye medlemsstater, og de opfylder denne forpligtelse særdeles godt.

Jeg vil imidlertid gerne tale om noget, der ikke er blevet nævnt her i Parlamentet. Det, der for os er forbundet med beundring og stolthed – jeg taler her om Schengen og fri bevægelighed – er et mareridt og en kilde til enorme problemer for alle dem, der er underlagt visumpolitikken og skal have et såkaldt "Schengenvisum". Jeg taler om borgere fra Ukraine, Moldova og andre lande mod øst, som gerne vil til Den Europæiske Union. Der er blevet indført Schengenvisa, men de er temmelig dyre. Folk i disse lande skal betale ca., hvad der svarer til en månedsløn, for et sådant visum. De udsættes for en ydmygende behandling, når de skal have disse visa, og må stå i meget lange køer. Dette er også Schengen. For dem er Schengen lig med ydmygelse, en mur og et problem.

Med henblik på indførelsen af et system til evaluering af virkningen af Schengenpolitikken vil jeg i det mindste gerne nævne forholdene omkring visumpolitikken. Den vil jeg gerne have evalueret. Måske havde den en eller anden berettigelse, men vi ved ikke, hvor længe denne politik vil være gældende, og jeg vil gerne have en evaluering af, hvordan vi har kunnet indføre sådanne instrumenter, som skiller os fra så mange mennesker, der helt naturligt ønsker at komme til vores område, til Schengenområdet. Selv om dette ikke er emnet for betænkningen, syntes jeg lige, det skulle nævnes i dagens forhandling.

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Fru formand! Som De ved, er der nu 28 lande, heraf 25 EU-medlemsstater, som har ophævet kontroller i persontrafikken ved fælles grænser. Denne grad af fri bevægelighed afhænger helt klart af en velfunderet tillid mellem de pågældende stater.

Det er absolut nødvendigt for persontrafikkens frie bevægelighed, at den er underlagt en holdbar regulering med effektive ledsageforanstaltninger. I den sammenhæng er det af afgørende betydning, at der foregår en effektiv overvågning og kontrol af de ydre grænser, som skal udføres efter en ensartet standard gennem Schengeninformationssystemet og gennem indførelse af harmoniserede indrejsekrav for personer fra tredjelande. Vi er imidlertid milevidt fra dette mål. Derfor er en gennemførelse af ledsagemekanismer en faktor af stor betydning for EU-borgernes sikkerhed.

Mit land, Østrig, er særlig hårdt ramt på grund af dets geografiske beliggenhed tæt på de østeuropæiske stater. I den sammenhæng behøver vi blot tænke på de seneste episoder, hvor man konfiskerede en kølelastvogn i Østrig, som viste sig at indeholde 64 illegale kurdiske indvandrere, der blev smuglet fra Tyrkiet via Ungarn og Østrig til Tyskland. Denne sag viser, hvor vigtigt det er, at man kan stole på en ordentlig og effektiv kontrol af de ydre grænser, og hvor sjældent dette er tilfældet.

Hvad angår indre anliggender, kæmper vi mod stigende kriminalitet i adskillige regioner i Europa, som i stigende grad udspringer af organiserede banders grænseoverskridende aktiviteter. Derfor synes jeg, at vi alvorligt burde overveje en midlertidig genindførelse af kontrollen af de indre grænser. Som bekendt viste dette sig at være meget effektivt under UEFA-mesterskaberne i 2008

Eftersom indførelsen af en evalueringsmekanisme til overvågning af anvendelsen af Schengenreglerne spiller en central rolle for medlemsstaterne og især for deres borgere, finder jeg det meget vigtigt, at Europa-Parlamentet, som repræsentant for borgerne, inddrages i disse beslutninger.

  Raffaele Baldassarre (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Med begge forslag overføres alle de beføjelser til Kommissionen, som hidtil har været Rådets.

Med Lissabontraktatens snarlige ikrafttræden og den deraf følgende afskaffelse af Fællesskabets søjlestruktur bliver den retlige situation helt anderledes og væsentligt ændret. Derfor skal evalueringsmekanismen baseres på en konsekvent fordeling af de opgaver, der på nuværende tidspunkt deles af den første og den tredje søjle.

Derfor finder jeg det uhyre vigtigt, at forslaget medfører større inddragelse af medlemsstaterne – jeg er ikke enig med hr. Barrot i, at det er tilstrækkeligt at inddrage eksperter – og frem for alt en reel inddragelse af Europa-Parlamentet og en reel deltagelse i koordinationsgruppen for mekanismen til overvågning af anvendelsen af Schengenreglerne. Desuden bør vi efter min mening gennem mere omfattende, mere præcise kriterier fastlægge og bedre definere, hvordan vi anvender parameteret for migrationspresset, som præciserer de områder, hvor der er størst risiko, og hvor der bør aflægges uanmeldte besøg.

Endelig bør forslagene behandles som en samlet pakke og ikke hver for sig, eftersom de repræsenterer fælles aspekter af den samme sag og har de samme mangler. Også fordi den relevante procedure efter Lissabontraktatens ikrafttræden vil være proceduren med fælles beslutningstagning.

Derfor støtter jeg fuldt ud hr. Coelhos holdning og opfordringerne til Kommissionen om at trække forslagene tilbage og fremsætte nye, bedre forslag, som tager hensyn til det resultat, der kommer ud af denne forhandling.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) Fru formand! Medlemskab af Schengenområdet giver borgerne i en medlemsstat fuldstændig fri bevægelighed inden for dette område og fjerner derved helt grænserne mellem medlemsstaterne. Sikkerheden i Schengenområdet afhænger af, hvor streng og effektiv kontrollen er ved de ydre grænser i hver enkelt medlemsstat. Eftersom der i dette tilfælde er tale om en dobbelt evalueringsmekanisme, skal den gennemføres, da vi her taler om evaluering og overvågning af anvendelsen af Schengenreglerne for at sikre en åben, effektiv og konsekvent gennemførelse heraf.

Selv om vi burde glæde os over Kommissionens forslag om både en beslutning og en forordning, da vi tror, at dette vil medføre en større gensidig tillid mellem de medlemsstater, der er en del af et område uden indre grænser, og skabe høje ensartede standarder i forbindelse med den specifikke anvendelse af Schengenreglerne, mener vi imidlertid, at det bør tages op til fornyet behandling under hensyntagen til Lissabontraktaten og efter dennes ikrafttræden.

Det glæder mig, at Kommissionens forslag indebærer, at medlemsstaterne arbejder sammen med Kommissionen inden for koordineringsgruppen, så Kommissionen sættes i stand til at gennemføre denne evalueringsmekanisme. Det glæder mig ligeledes, at der udvikles flerårige programmer, og at nationale eksperter inddrages med henblik på at aflægge en række kontrolbesøg, hvilket vil fremme udvekslingen af informationer mellem medlemsstaterne inden for EU's acquis. Efter Lissabontraktatens ikrafttræden kommer området for politisamarbejde og retligt samarbejde imidlertid ind under den første søjle, fællesskabslovgivningens søjle.

Desuden vil jeg gerne henlede opmærksomheden på, at i henhold til artikel 14 i forslaget til Rådets beslutning om indførelse af en evalueringsmekanisme til overvågning af anvendelsen af Schengenreglerne skal Kommissionen hvert år fremlægge en rapport for Parlamentet og Rådet. Lad mig dog gentage, at forslaget bør tages op til fornyet overvejelse med henblik på at tage højde for Lissabontraktatens bestemmelser.

Til sidst vil jeg gerne tilføje, at Kommissionens forslag til Rådets beslutning om indførelse af denne evalueringsmekanisme også har betydelige konsekvenser for nye medlemsstater, da vi i dette tilfælde taler om en procedure i to faser for gennemførelsen af Schengenreglerne. Nogle af dem findes i tiltrædelsestraktaternes bilag I, mens de øvrige skal træde i kraft, efter at Rådet har vedtaget en beslutning vedrørende visse bestemmelser i Schengenreglerne.

  Tadeusz Zwiefka (PPE). – (PL) Fru formand! Det er godt, at den forhandling, vi har i dag, om evaluering af Schengenreglerne, finder sted samtidig med, at der starter en større debat i EU, og ligeledes i Europa-Parlamentet, om Stockholmprogrammet. Dette er et større projekt, som vedrører yderst vigtige områder i EU-borgernes liv, såsom retfærdighed, frihed og sikkerhed. Eksempelvis bør to af programmets elementer, EU-borgernes frihed og sikkerhed, klart medtages i evalueringen af Schengenprojektet.

Derfor skal vi spørge os selv, hvorfor Den Europæiske Union blev dannet, og hvorfor det er så vigtigt for os, at dette store projekt bliver en succes. Når det kommer til stykket, blev den ikke skabt for politikerne eller internationale organisationer, men for bestemte stater. Den blev faktisk skabt til gavn for borgerne. Derfor er borgernes ve og vel, deres frihed, men også den højest mulige sikkerhed, som de bør sikres, et af hovedelementerne i det, EU-institutionerne bør arbejde for.

Derfor er det ikke godt, at vi drøfter Schengenområdet alene uden at kombinere drøftelserne med en evaluering af EU's migrationsprogram, visumprogram og programmet for samarbejdet med nabolande. Kun på denne måde – ved en fælles debat og en fælles evaluering af situationen – når vi frem til hensigtsmæssige konklusioner – det er det, Parlamentets deltagelse i denne beslutningstagning skal føre til, og jeg håber, at det vil lykkes.

Jeg er derfor overbevist om, at Schengensystemet har gjort det godt. På trods af at man i begyndelsen sagde, at nye landes optagelse i Schengenområdet ville være umuligt uden vedtagelsen af SIS II, viste optagelsen af 10 lande i 2004, at det var muligt, uden at der indtraf nogen katastrofe. Nu skal vi blot sørge for at sikre, at der så hurtigt som muligt udvikles mekanismer til at forbedre og stramme op på ordningens funktion, selvfølgelig i samarbejde med Europa-Parlamentet. Derfor har jeg stor agtelse for Carlos Coelho og bifalder fuldt ud hans betænkning.

  Daciana Octavia Sârbu (S&D). - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne tilslutte mig opfordringerne til, at dette forslag trækkes tilbage, og at Kommissionen fremsætter et nyt med et andet retsgrundlag.

Der er helt klart tale om et forsøg på at tilsidesætte Parlamentet i denne vigtige sag, og Parlamentets Juridiske Tjeneste har bekræftet, at man kunne have valgt et andet retsgrundlag for dette forslag, som ville have muliggjort Parlamentets fulde inddragelse i processen.

Schengeninformationssystemet, Schengen-visum, Schengengrænsekodeksen og visumkodeksen er alle omfattet af proceduren med fælles beslutningstagning, og eftersom vi er på vej mod en ratificering af Lissabontraktaten og en mere enkel og fælles retlig struktur i hele EU, burde vi opleve, at Parlamentet i højere grad inddrages i disse sager, ikke det omvendte. Dette afspejles ikke i det foreliggende forslag.

Vi har set, at der er stor enighed om disse sager på tværs af grupperne i udvalget, og jeg håber, at en stærk og klar holdningstilkendegivelse fra det samlede Parlament sammen med en behørig evaluering af de retlige omstændigheder vil føre til en omformulering af forslaget og til fremlæggelse af et bedre forslag.

  Véronique Mathieu (PPE). – (FR) Fru formand! Ligesom mange af mine kolleger støtter jeg fuldt ud betænkningen fra hr. Coelho, som jeg gerne vil rette en stor tak til for et veludført stykke arbejde.

Fra begyndelsen af var fornuften i og forudsætningen for ophævelsen af kontrollen ved de indre grænser, at der fandtes kompenserende foranstaltninger til forebyggelse af de meget frygtede sikkerhedsproblemer. Disse foranstaltninger udgør grundlaget for den gensidige tillid, der er af afgørende betydning for et godt samarbejde inden for Schengenområdet. Så kun ved hjælp af en effektiv og åben mekanisme til evaluering af anvendelsen af Schengenreglerne vil vi have mulighed for at sikre, at denne tillid opretholdes, og at medlemsstaterne følgelig samarbejder på meget højt plan.

Udfordringen er derfor enorm, og Parlamentets rolle i oprettelsen af denne nye mekanisme skal svare til udfordringen. Derfor skal mekanismen eller i det mindste de elementer, der henhører under første søjle, vedtages under anvendelse af proceduren med fælles beslutningstagning, hvis denne tekst skal vedtages før Lissabontraktatens ikrafttræden.

Selv om der naturligvis skal drages konklusioner fra integrationen af Schengenreglerne i Den Europæiske Union og i fællesskabslovgivningen, er dette desuden ikke ensbetydende med, at forvaltningen af denne evaluering skal overdrages Kommissionen alene.

Medlemsstaterne skal have større indflydelse på denne evalueringsmekanisme, ellers risikerer vi, at den gensidige tillid mindskes. Det samme gælder for vores medlemsstaters interne sikkerhed. Hvis en medlemsstat ikke anvender disse regler korrekt, er det alle de andre medlemsstater, der lider under konsekvenserne.

Endelig finder jeg det ikke hensigtsmæssigt at indføre to forskellige mekanismer til de to evalueringsfaser, det vil sige en kontrol forud for anvendelsen af reglerne og en kontrol af Schengenstaternes anvendelse af reglerne.

Derfor vil jeg tilslutte mig hr. Coelhos opfordring til Kommissionen til at trække dette forslag tilbage og forelægge os et nyt forslag, som i højere grad tager hensyn til filosofien bag reglerne og medlemsstaternes rolle i evalueringen af deres anvendelse.

  Alan Kelly (S&D). - (EN) Fru formand! Det er med stor beklagelse, at jeg taler til Parlamentet som medlem fra et land, der endnu ikke er med i Schengenaftalen. Jeg ville støtte op om en tilslutning til denne aftale. Det er mit håb, at Schengen-evaluering arbejdsgruppen omsider vil kunne vise den irske stat, og sandelig også vores naboer i Storbritannien, Schengens utvivlsomme fordele.

Fri bevægelighed er en grundlæggende rettighed og en grundsten i EU-borgerskabet, som vi alle stræber efter. At vi har været i stand til at reducere grænserne og give EU-borgere friheden og fordelene ved at rejse, har været ret bemærkelsesværdigt især i betragtning af Europas historie. At dette er sket, samtidig med at vores myndigheder har fået større muligheder for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, har været en vigtig historisk landvinding og en af EU's største succeser indtil dato. Det var Schengenaftalen, der tilskyndede Irland til at oprette et komplet datasystem til kriminaloplysninger, som forhåbentlig vil blive koblet til et europæisk system i løbet af nogle år. Schengen har fungeret særdeles godt, og det står klart for alle.

I lyset af dette bemærkelsesværdige resultat er det beklageligt, at mit eget land kun delvist deltager i Schengensamarbejdet. Mens der har eksisteret et fuldt samarbejde mellem de irske sikkerhedsmyndigheder og de tilsvarende europæiske instanser på hele politiområdet, får de irske borgere ikke den fulde glæde af EU. Afskaffelsen af grænsekontrollen kræver gensidig tillid mellem alle berørte medlemsstater. Desværre er den irske regerings holdning indtil videre, at den ikke fuldt ud kan stole på sine europæiske naboer, og den kører på lavt blus, når det handler om fri bevægelighed for folk i Europa. Jeg beklager dette dybt. Det, vi har brug for, er i virkeligheden et visumsystem for hele EU, og dette vil Schengen og dagens forhandling forhåbentlig bidrage til.

Med hensyn til det forslag, vi har fået forelagt, vil jeg opfordre Kommissionen til at trække det tilbage. Jeg mener, at det giver Kommissionen for meget magt. For at sige det som det er, så er det et forsøg på at tilsidesætte Europa-Parlamentet. Den bør vende tilbage med forslag, der respekterer proceduren med fælles beslutningstagning, og ud over denne forhandling vil der alligevel efter Lissabontraktaten skulle fremsættes nye forslag.

  Petru Constantin Luhan (PPE). - (EN) Fru formand! Lad mig først lykønske hr. Coelho med det fremragende stykke arbejde, han har gjort. Oprettelse af en enkel, effektiv og åben evalueringsmekanisme til supplering af den nuværende evaluering af Schengen er et højst velkomment initiativ.

Imidlertid er der også en del problemer med databeskyttelse, som ordføreren understregede tidligere. Selv om der er behov for forbedringer, bliver vi i den nuværende procedure desværre kun hørt. Når først Lissabontraktaten er trådt i kraft, vil Parlamentet automatisk have beføjelser i henhold til den fælles beslutningsprocedure i spørgsmål, der henhører under den tredje søjle. Eftersom det gælder Schengenområdets og dets borgeres sikkerhed, bør alle aktører inddrages fuldt ud i etableringen af disse evalueringssystemer, da det herved bliver muligt at garantere og styrke princippet om gensidig tillid, som er af afgørende betydning for opretholdelsen af Schengenområdet.

Af alle de nævnte årsager støtter jeg derfor ordføreren i dette initiativ, der kræver, at Kommissionen trækker forslagene tilbage og fremsætter nye, mere komplette forslag.

  Elena Oana Antonescu (PPE). – (RO) Fru formand! Jeg vil gerne takke hr. Coelho for et godt stykke arbejde og for den beslutsomhed, han har udvist i ønsket om en evalueringsmekanisme til overvågning af anvendelsen af Schengenreglerne på en enkel, effektiv og åben måde.

Jeg betragter indførelsen af fri bevægelighed inden for EU's område og afskaffelsen af kontrollen ved de indre grænser som et af EU's vigtigste resultater. Af hensyn til gennemtrængeligheden ved grænserne er vi nødt til at bevare en høj standard, når Schengenreglerne skal føres ud i praksis, således at der kan opretholdes et højt niveau af gensidig tillid mellem medlemsstaterne, bl.a. til deres evne til at gennemføre ledsageforanstaltninger til ophævelsen af kontrollen af de indre grænser.

Vi er nødt til at forbedre evalueringsmekanismen til overvågning af anvendelsen af Schengenreglerne. Der skal garanteres en høj grad af sikkerhed og tillid, og dette kræver et godt samarbejde mellem medlemsstaternes regeringer og Kommissionen. I betragtning af at bestemmelserne på dette område er relevante set i forbindelse med de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, skal Parlamentet kræve, at Lissabontraktatens ikrafttræden går forud for en eventuel udvikling i lovgivningen, der indebærer forbedring af grænsesikkerheden.

I betragtning af hvor stor betydning dette lovgivningsinitiativ har, er det beklageligt, at Europa-Parlamentet kun skal høres og ikke fungere som medlovgiver, som det burde have været tilfældet.

At skabe et område med retfærdighed, frihed og sikkerhed har højeste prioritet i Den Europæiske Union. Derfor er det af afgørende betydning, at medlemsstaterne, Kommissionen og Europa-Parlamentet inddrages på lige fod i bevarelsen og udviklingen deraf.

Derfor giver jeg min fulde støtte til ordførerens forslag om at anmode Kommissionen om at fremsætte et nyt og forbedret forslag for Europa-Parlamentet, som gør det muligt for Parlamentet at påtage sig rollen om medlovgiver.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. – (FR) Fru formand! Vi har overlevet den pludselige kulde her i Parlamentet.

Der er sandsynligvis tale om en misforståelse her i denne forhandling, i den forstand at formålet med forslaget er at overføre denne evalueringsproces til Fællesskabet. Det er korrekt, at vi har Schengen – jeg bemærker også, at et overvejende flertal af Parlamentets medlemmer har lovprist den succes, som Schengen er, og som gør det muligt både at have fri bevægelighed og sikkerhed på samme tid.

Det er rigtigt, at Schengenevalueringen i første omgang var en mellemstatslig foranstaltning, og at Kommissionen kun fungerede som observatør. Det er imidlertid sådan, at Kommissionen som traktatens vogter har ansvaret for evalueringen. Der er imidlertid ingen tvivl om, at den vil få monopol på evalueringen – det skal der ikke herske nogen tvivl om. Vi vil selvfølgelig inddrage medlemsstaterne, og medlemsstaternes eksperter vil blive inddraget i planlægningen af tidsplanen for besøgene, i udøvelsen af besøg på stedet og i udarbejdelsen af evalueringsrapporten.

Det er helt klart, at den bekymring, vi fornemmer i medlemsstaterne, også skyldes en misforståelse. Eftersom vi ønsker gensidig tillid mellem medlemsstaterne, vil vi selvfølgelig inddrage dem i et tæt samarbejde omkring evalueringen af de foranstaltninger, der træffes i forbindelse med anvendelse af Schengen og Schengenreglerne.

Og nu kommer jeg så til Parlamentet. Her foreligger der også en misforståelse. Det er ikke vores mål at udelukke Parlamentet, som jeg hørte én sige. Vores mål er, sådan som tingene står nu, ganske enkelt at undersøge, hvordan Parlamentet i højere grad allerede nu kan inddrages med regelmæssige rapporter. Dette udelukker dog på ingen måde muligheden for, at vi giver Parlamentet en større rolle i denne mekanisme, som er kommet under fællesskabsregi, når først Lissabontraktaten er trådt i kraft. Her er jeg lidt insisterende, fordi vi ved, at de europæiske overordnede interesser kan veje tungere, når denne metode anvendes, selv om en medlemsstat nogle gange kan tøve, når det kommer til at forsvare disse europæiske overordnede interesser.

Der er således tale om nogle misforståelser, som jeg gerne vil forsøge at rede ud.

Derudover vil jeg gerne sige, at forslagene tilføjer en vis merværdi i sammenligning med den nuværende mekanisme. Evalueringerne vil blive hyppigere og mere klare. Der vil blive planlagt besøg på stedet ud fra risikobaserede prioriteringer, der vil være uanmeldte besøg og være et højt ekspertiseniveau gennem hele evalueringen, og antallet af eksperter, der deltager i evalueringen, vil gøre besøgene effektive.

Vurderingen af opfølgningen på de anbefalinger, der udarbejdes efter afslutningen af evalueringerne på stedet, vil blive forbedret.

Det er de tanker, jeg har gjort mig. Jeg forstår fuldt ud, at De er utålmodige efter, at se Parlamentet inddrages mere, når Lissabontraktaten træder i kraft. Der er ingen tvivl om, at Parlamentet skal spille en vigtig rolle i denne fællesskabsmetode, men vi har fremsat dette forslag med det formål at gøre det til et fællesskabsanliggende, idet det er underforstået, at dette efterfølgende gør det nemmere at inddrage Europa-Parlamentet.

Jeg har lyttet grundigt til alle talerne, og jeg har naturligvis noteret mig Europa-Parlamentets stort set enstemmige holdning. Jeg tror imidlertid, at alt dette beror på en misforståelse, som kan opklares.

  Carlos Coelho, ordfører. – (PT) Fru formand! Jeg har tre afsluttende bemærkninger. For det første vil jeg gerne takke de medlemmer, der har støttet min betænkning og givet udtryk for dette under denne forhandling, samt hr. Barrot, næstformand i Kommissionen, for hans redegørelse med opfordringen til, at Europa-Parlamentet inddrages som medlovgiver og således får mest muligt ud af de muligheder, der følger med Lissabontraktaten. Dette kom ikke som nogen overraskelse for mig. Jeg ved, at kommissær Barrot længe har haft denne holdning, men det er godt, at han som næstformand i Kommissionen formelt har givet udtryk for den over for os.

For det andet vil jeg gerne minde om noget, kommissær Barrot sagde, da han nævnte, at forhandlingerne med Rådet var vanskelige. Vi er også opmærksomme på dette, og vi er klar over, at det vanskeligt kan være anderledes i denne sag. Derfor håbede vi også, at Kommissionen ville betragte Parlamentet som en partner med medbestemmelsesret, eftersom Kommissionen og Parlamentet i deres synsvinkel på Europa begge på en positiv måde identificeres med den tanke, at beslutningstagningen ikke kan fortsætte med at foregå på et rent mellemstatsligt plan.

For det tredje vil jeg gerne understrege to ting, som, jeg tror, der er kommet ud af denne forhandling. For det første gælder det om at bevare sammenhængen. Der kan ikke være to evalueringssystemer; der skal kun være ét, hvad enten det drejer sig om de nye medlemmer af Schengen eller de allerede eksisterende medlemmer. Desuden må princippet om gensidig tillid ikke blive undergravet. Alle parter skal involveres. Både medlemsstaterne og de europæiske institutioner skal inddrages i evalueringsprocessen. De europæiske institutioner omfatter ikke kun Kommissionen og Rådet, men også Parlamentet, og derfor beder vi om fælles beslutningstagning.

  Formanden. – Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D), skriftlig. – (LT) Det er af afgørende betydning, at der findes en enkel, effektiv og gennemsigtig evalueringsmekanisme, som gør det muligt at opretholde Schengenområdet som et område med fri bevægelighed, samtidig med at den mellemstatslige Schengenevaluering skal tilpasses de eksisterende EU-rammer. Europa-Parlamentets Juridiske Tjeneste har foretaget en undersøgelse og fastslået, at man burde have valgt den fælles beslutningsprocedure i stedet for høringsproceduren ved behandlingen af dette forslag. Lissabontraktaten træder snart i kraft, og ifølge den vil Europa-Parlamentet få udvidede beføjelser på området med frihed, retfærdighed og sikkerhed, som dette forslag falder ind under. Da Schengenområdets og dets borgeres sikkerhed er af afgørende betydning, bør vi vælge den fælles beslutningsprocedure.

  Kinga Gál (PPE), skriftlig. – (HU) Schengensamarbejde kan antage mange former. Man kan udvælge rigtig mange former for anvendelse og undersøge dem nærmere. Jeg tror, at det som medlem af Parlamentet er vigtigt at nævne, her og nu, at en af de grundlæggende betingelser for fri bevægelighed for borgerne er et effektivt og fuldstændigt Schengensystem, der bygger på gensidig tillid. Grænsekontroller, vores fælles visumpolitik, grænseoverskridende politisamarbejde og databeskyttelsesspørgsmål er blot dele af hele dette system. Det er forskellige spørgsmål, men de er alle bundet sammen af én væsentlig faktor. Europæiske borgere har fået og får for hver dag, der går, stadig større frihed, og dette er for dem et symbol på en af de mest åbenbare succeser i Den Europæiske Unions historie.

Som repræsentant for vælgerne i en medlemsstat, der først blev medlem for nogle få år siden, kan jeg med glæde bekræfte dette. Havde det ikke været for det forslag, det portugisiske formandskab fremsatte, havde de nye medlemsstater ikke kunnet være en del af Schengen-systemet. Sådan som tingene er nu, fungerer den seneste (anden) generation af Schengensystemet stadig ikke den dag i dag. Det er Kommissionens og medlemsstaternes ansvar, at denne frihed bevares, hvilket der også henvises til i to af punkterne på dagsordenen. Europa-Parlamentet bærer også en del af dette ansvar, hvilket netop er grunden til, at det er nødt til at blive inddraget i spørgsmål vedrørende borgernes frihedsrettigheder. Derfor støtter jeg på det kraftigste ordførerens indsats og erklærer mig enig i hans forslag.

  Siiri Oviir (ALDE), skriftlig. – (ET) Oprettelsen af Schengenområdet i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne var en af de største bedrifter i Europas historie. Bestemmelserne i Schengenreglerne har været en del af EU's regler, siden Amsterdamtraktaten trådte i kraft i 1999. En væsentlig del af overvågningen af anvendelsen af bestemmelserne i Schengenreglerne, som er en del af den europæiske lovgivning, er evalueringsmekanismen, der skal sikre, at Schengenreglerne bliver gennemført gennemsigtigt, effektivt og konsekvent, samt afspejle udviklingen på det juridiske område efter integreringen af Schengenreglerne i EU’s regelsæt.

Jeg er enig med ordføreren i, at forslaget kun går ud på at vedtage nogle af de generelle forslag til forbedringer af den gældende Schengenevalueringsmekanisme, som blev fremlagt for nylig. Det eneste nye i hele forslaget er bestemmelsen i forordningen, der giver mulighed for at aflægge uanmeldte besøg, hvilket vi glæder os over. Jeg kan imidlertid ikke gå med til, at den rolle, som Rådet for indeværende varetager, skal overdrages helt og holdent til Kommissionen. Dette forslag levner meget begrænsede muligheder for et samarbejde med medlemsstaterne og udelukker Europa-Parlamentet fra processen. Man bør huske, at vi her har et område for frihed, sikkerhed og retfærdighed, og også at ansvaret for at bevare og forbedre dette område ikke alene hviler på Kommissionen i dens egenskab af garant for overvågningen af gennemførelsen af forfatningstraktaten, men også på medlemsstaterne, som fortsat er ansvarlige for deres ydre grænsers sikkerhed, og også på Europa-Parlamentet, som repræsenterer EU's indbyggere.