Formanden. – Næste punkt er Kommissionens redegørelse om FAO's verdenstopmøde om fødevaresikkerhed – udryddelse af sult i verden.

  Karel De Gucht, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Verdensfødevaretopmødet i sidste uge i Rom er den seneste af en række begivenheder på højt plan i år, hvor fødevaresikkerhed og landbrug har haft en fremtrædende placering: i januar i Madrid, i juli i L’Aquila, i september i New York og Pittsburgh, såvel som på mødet i Komitéen for Verdensfødevaresikkerhed i sidste måned.

Præmissen for alle disse begivenheder har været en erkendelse af, at vi er ved at tabe kampen mod sult i verden. Over 1 mia. mennesker i verden får i øjeblikket ikke dækket deres basale ernæringsmæssige behov, og forholdene truer med at blive værre i mange udviklingslande, også på grund af effekten af klimaændringerne. Det stiller yderligere krav til disse landes evne til at sørge for fødevaresikkerhed.

Verdensfødevaretopmødet var en mulighed for at opretholde den politiske fremdrift, der er opbygget i de forgangne måneder. Verdensfødevaresikkerheden har igen været i fokus. Diskussionernes tid er imidlertid forbi, nu er det tid til at levere varen.

For Kommissionen var topmødet en nyttig begivenhed af tre grunde. For det første var der tilsagnet om at forny vores bestræbelser på at nå det første årtusindudviklingsmål for en halvering af sulten inden 2015. Efter min mening gælder det mål stadig, og vi bør stræbe efter at nå det – især i de lande og regioner, hvor fremskridtene med hensyn til at nå det har været meget begrænsede, f.eks. i Afrika.

For det andet var der løftet om at forbedre den internationale koordinering og styring af fødevaresikkerheden via et omdannet udvalg om verdensfødevaresikkerhed, der skulle blive en central del i et globalt partnerskab om landbrug, fødevaresikkerhed og ernæring. Kommissionen har bakket aktivt op om denne omdannelse og bidrager til at skaffe basal finansiering til den. Det er efter min mening et meget vigtigt skridt, der vil bane vejen for et globalt system til styring af fødevaresikkerhed, som er baseret på velfunderede, videnskabelige anbefalinger, men som også er mere åbent over for nøgleaktører i den offentlige og den private sektor samt i de ikkestatslige organisationer. Disse aktører er afgørende i forhold til at gøre det nye system mere effektivt end det nuværende.

For det tredje var der løftet om at vende den nedadgående tendens i de nationale og internationale bidrag til landbrug, fødevaresikkerhed og udvikling af landdistrikter. Hvis vi ønsker at nå det første årtusindudviklingsmål for en halvering af sulten inden 2015, skal de indgåede forpligtelser om en forøgelse af ODA indfris – særligt af de lande, der selv har forpligtet sig til at nå målet på 0,7 % af bruttonationalproduktet.

Nogle har kritiseret, at der i sluterklæringen ikke er fastlagt mere præcise, officielle mål for udviklingsbistand inden for landbrug og fødevaresikkerhed, men vi må huske, at der allerede på G8-topmødet i L'Aquila blev givet betydelige økonomiske tilsagn. Nu prioriteres det at indfri dem. Stærkt støttet af Parlamentet er det lykkedes Kommissionen at mobilisere en fødevarefacilitet på 1 mia. EUR, hvoraf 85 % allerede er afsat for perioden 2009-2011. Vi har imidlertid brug for mere og fortsat bistand over tid. For at kunne være ansvarlige i forhold til vores tilsagn har vi brug for et globalt system til registrering af forpligtelser, men vi skal også udvikle overvågningsmekanismer, specifikke indikatorer og standarder, der kan bruges til at rapportere om resultater og virkninger af investeringerne. Imidlertid, og det vil jeg gerne sige højt og tydeligt, vil selv den mest betydelige forpligtelse fra bidragydere være værdiløs, hvis det ikke lykkes regeringerne i udviklingslandene at omsætte deres egne forpligtelser i bedre landbrugspolitikker, -strategier og -investeringer.

Når vi drøfter fødevaresikkerhed, bør vi også være påpasselige med hensyn til terminologi og skelne fødevaresikkerhed fra fødevaresuverænitet og fødevareselvforsyning. Bestræbelser på at opnå en produktion rundt om i verden er ikke nok i sig selv. Det, der betyder noget, er, at folk får vedvarende adgang til mad, hvilket grundlæggende er et fattigdomsspørgsmål. Handel med fødevarer – regionalt såvel som globalt – spiller en vigtig rolle for at forbedre adgangen til fødevarer, idet handel skaffer landmænd en indkomst og giver forbrugere adgang til billigere fødevarer. Fødevareselvforsyning eller selvforsyningsøkonomi kunne blive en meget dyr strategi og vil ikke være nødvendig, når markeder og handel fungerer godt.

En afslutning på Doharunden med et afbalanceret og omfattende resultat ville derfor være et betydeligt fremskridt. Vi bør heller ikke glemme, at global fødevaresikkerhed er et meget kompliceret og mangefacetteret problem, der kræver en holistisk tilgang. På dette område har EU gjort enorme fremskridt i de seneste 10 år, og fortsatte fremskridt er sikret via den udviklingsvenlige politikkohærens. De forskellige reformer af den fælles landbrugspolitik i EU har bidraget kraftigt til at reducere eksportstøtten, og langt den største del af støtten til landmænd i EU anses af WTO som værende "ikkekonkurrenceforvridende". Med ordningen "alt undtagen våben" er der desuden fri adgang til EU-markedet for de mindst udviklede lande, og med bestemmelserne i de økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'erne) vises der forståelse for de problemer, mange af AVS-staterne har med hensyn til at garantere deres borgere fødevaresikkerhed. Vi er derfor kommet meget langt i EU med hensyn til udviklingsvenlig politikkohærens, hvorved vi har forbedret betingelserne for fødevaresikkerhed i udviklingslandene. Andre lande og regioner bør gøre det samme.

Afslutningsvis har FAO-topmødet understreget, at hvis vi ønsker at fastholde vores mål for en halvering af sulten inden 2015, så skal vi optrappe ODA samt øge ODA og de private landbrugsinvesteringer, og vi skal forbedre den globale styring af landbrugssektoren.

  Albert Deß, for PPE-Gruppen. – (DE) Fru formand, hr. kommissær! Det er vigtigt for os i Parlamentet at drøfte problemet med sulten i verden. Vi kan simpelthen ikke se tavse til, mens antallet stiger af mennesker, der lider af sult, herunder mange børn.

Jeg blev første gang valgt til et parlament for 20 år siden, og jeg husker stadig godt, hvordan internationale organisationer som f.eks. Verdensbanken, FN's FAO, FN selv og Verdenshandelsorganisationen bekendtgjorde deres intention om at halvere sulten i verden inden for de næste 20 år. Hvad er der sket siden da? Sulten er ikke halveret, den er øget. Mere end 1 mia. mennesker lider af sult hver dag. Det modsatte af disse organisationers hensigt er sket.

Det er der en lang række forskellige grunde til. Der er lande som f.eks. Zimbabwe, hvor en inkompetent regering har gjort Afrikas spisekammer til en region præget af sult. En kommunistisk præsident har bragt dette rige land i en situation, hvor folk sulter, og vi siger ingenting. Vi er imidlertid medansvarlige for det. Vi bruger ugevis, hvis ikke årevis, på at tale om klimaet om 100 år. De mennesker, der sulter i dag og i morgen, er ikke interesseret i klimaet om 100 år. De ønsker noget at spise i morgen, men vi har ingen løsninger på deres problemer. Uden at vi skal negligere fremtidens problemer, er det et spørgsmål om simpel menneskekærlighed, at vi bekymrer os om mennesker, der sulter i dag. Når vi siger, at vi vil halvere sulten inden 2050, finder jeg det næsten fornærmende, hr. de Gucht. Som verdenssamfund må det være muligt for os at nedbringe antallet af mennesker, som ikke har nok at spise, meget hurtigere. Vi kan transportere våben til hver afkrog i verden, men vi kan åbenbart ikke gøre det samme med mad. Det er et svigt i verdenssamfundet, som jeg fordømmer. Vi må og skal finde andre svar end dem, vi har fundet frem til i dag.

  Luis Manuel Capoulas Santos, for S&D-Gruppen. – (PT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Tallene over sult og underernæring i verden, som vi alle kender og ser trivielle gentagelser af, er så tragiske, at det næsten er uartigt at nævne dem.

Retten til mad er forbundet med den helligste ret af alle: retten til livet, et liv med et minimum af værdighed og ikke kun en kamp for overlevelse.

Bekæmpelse af sulten i verden burde derfor stå øverst på alle politiske dagsordener, og alle ressourcer burde mobiliseres for at nå dette mål.

Desværre ved vi også alle, at ressourcer, herunder økonomiske ressourcer, ikke altid er den væsentligste begrænsning. Problemet ligger næsten altid i forvaltningen og anvendelsen af ressourcer og i manglen på klog styring og effektiv koordinering på globalt, regionalt og nationalt niveau.

Det forslag til beslutning, der er stillet i dag – og som min politiske gruppe, Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet, går ind for – indeholder forslag og anbefalinger, som, hvis de blev fulgt, absolut kunne bidrage væsentligt til at mindske så alvorligt et problem. Jeg beder derfor Kommissionen indtrængende om at give forslaget den opmærksomhed, det fortjener, og om på baggrund af forslaget at fremsætte lovforslag og vedtage procedurer, så de kan føres ud i livet.

Den vanskelige og usikre politiske situation, vi befinder os i, gør også, at det er tid til at ændre de politikker, der er EU's bedste redskaber i dette spørgsmål: den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik, som vi snart vil ændre radikalt.

Med de nye beføjelser, vi får i kraft af Lissabontraktaten, er det også en perfekt anledning for Parlamentet til reelt at handle og ikke kun proklamere. Socialdemokraterne i EU er klar til at tage den udfordring op. Vi håber, at den nye Kommission og andre politiske grupper er klar til at ledsage os på denne mission.

  George Lyon, for ALDE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke de kolleger, der allerede har bidraget.

Det første, jeg gerne vil sige, er, at den seneste stigning i verdensfødevarepriserne er et wake-up call til os alle. Fordoblingen af priserne på korn og ris har haft en uforholdsmæssig effekt på nogle af de fattigste mennesker i udviklingslandene i verden. Faktisk anslås det, at yderligere 75 mio. mennesker i verden kom til at sulte som en direkte følge af de højere fødevarepriser i 2007 og 2008. Det er noget, vi er nødt til at tage meget, meget alvorligt. Faktisk har vi i mange lande set optøjer over fødevarer og politisk ustabilitet på grund af stigningen i fødevarepriserne.

Med en global befolkning, der forudses at stige til mere end 9 mia., og klimaændringer, der forudses at få en betydelig indvirkning på vores evne til at brødføde os selv, vil jeg mene, at fødevaresikkerhed er et alvorligt problem, som vi skal tage fat på og finde løsninger på. EU skal gøre alt, hvad den kan, for at bistå udviklingslandene med at udvikle bæredygtigt landbrug og systemer til produktion af fødevarer, der gør dem i stand til at brødføde sig selv. Det kræver finansiering – som kommissæren nævnte det i sin redegørelse – og det kræver åbne markeder. Her erkender man, at EU er gået langt for at bidrage til at åbne og liberalisere markederne. Men mange af de problemer, udviklingslandene står med, stammer også fra svigt i det politiske og det retslige system. Uanset omfanget af bistand vil dette problem ikke kunne afhjælpes, før der er et stabilt politisk system og et stabilt retssystem, som bidrager til, at landmænd kan trives og høste fordelene ved højere markedspriser.

Det anslås, at EU's produktion skal stige med mere end 70 % blot for at imødekomme stigende efterspørgsel i fremtiden. Jeg vil mene, at landbruget i EU spiller en stor rolle, ikke blot med hensyn til at sikre, at vi er selvforsynende her, men også med hensyn til at sikre, at vi kan bidrage til den globale fødevaresikkerhed i fremtiden.

  José Bové, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Fru formand, kommissærer, mine damer og herrer! Kampen mod sult kræver betydelige politiske og økonomiske investeringer. FAO var ikke i stand til at tilvejebringe sådanne investeringer i sidste uge i Rom, og det beklager jeg.

Mere end 1 mia. mennesker lider af underernæring, og 40 mio. mænd, kvinder og børn dør af sult hvert år. Disse dramatiske tal er steget siden 1996, året for det første verdensfødevaretopmøde. Den globale finans- og økonomiske krise har forværret situationen, og befolkningerne i landene mod syd lider mest under den. Med 10 % af reklamebudgetterne i verden ville udviklingslandene kunne få den nødvendige støtte til at sikre infrastrukturen i deres landbrug.

Fødevarekrisen er én af de største trusler mod freden og stabiliteten i verden. I 2050 vil små landbrug skulle brødføde mere end 9 mia. mennesker. Jordbundsødelæggelser, ødelæggelse af biodiversitet, olieafhængighed, udledning af drivhusgasser, udtømning af grundvandsressourcer og udviklingen i forbrugermønstrene sætter os i en meget skrøbelig situation, mere skrøbelig end for 40 år siden.

Fattigdom og importafhængighed er hovedårsagen til fødevareusikkerhed. Behovet for at støtte lokal produktion er indlysende. I slutningen af 1950'erne indførte EU den fælles landbrugspolitik for at producere de fødevarer, den havde brug for. For at gøre dét beskyttede den sit indre marked og støttede sine forbrugere. Dette autonome valg, denne ret til fødevaresuverænitet skal nu gøres tilgængelig for alle de lande eller grupper af lande i hele verden, der ønsker det.

  James Nicholson, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! Med vores beslutninger i dette spørgsmål tager vi fat på den dobbelte udfordring at udrydde sult – som i øjeblikket berører en sjettedel af verdens befolkning – og at sikre fødevareforsyningen i fremtiden.

Vi står i en situation, hvor verdens befolkning på den ene side vokser, mens fødevareproduktion på den anden side bliver en større og større udfordring på grund af klimaændringernes negative effekter og de stigende omkostninger ved fødevareproduktion.

Mens den landbrugsmæssige faktor i fødevaresikkerheden utvivlsomt er afgørende for løsningen af dette problem, bør vi også fokusere fast på, i hvor høj grad et godt styringssystem i udviklingslandene er ubetinget nødvendigt, hvis det på nogen måde skal lykkes os at tackle sulten i verden med held. Tag f.eks. Zimbabwe, som hr. Deß allerede har nævnt. Det var tidligere kendt som Afrikas spisekammer og var tidligere i stand til at brødføde sig selv og mange nabolande. Nu er det ude af stand til det efter at være ødelagt af Robert Mugabes og hans lejesvendes handlinger.

Vi er alle nødt til at arbejde sammen for at tackle dette problem og forhindre de civile uroligheder og den elendighed, der kunne opstå på grund af det.

  Patrick Le Hyaric, for GUE/NGL-Gruppen. – (FR) Fru formand, hr. kommissær! Hvis EU ønsker at spille en positiv rolle i verden, hvis den ønsker, at en ny humanisme skal bringes til live, bør den virkelig lytte til det øredøvende sultens skrig, der genlyder på hele planeten.

Her og andre steder fortsætter vi med at holde vores fine taler. Men helt ærligt, kan vi stå her med god samvittighed, når et barn dør af sult hvert femte sekund? Det er ikke pga. tekniske problemer, at børn dør. Det er pga. denne bølge af ultraliberalisme, der oversvømmer verden i dag.

Indtil nu har vi bearbejdet jorden for at brødføde mennesker. I dag har det kapitalistiske system gjort jord og mad til varer, til genstande for global spekulation. Derfor skal vi ændre politikken radikalt, bakke op om FAO og give organisationen midler til at handle.

Som De har sagt, hr. kommissær, har vi brug for handling, og vi kræver handling. For at sikre, at der handles, kunne EU imidlertid håndhæve princippet om fødevaresuverænitet for alle folkeslag, bidrage til at gennemføre aflønningssystemer for landarbejde med garanterede priser for hvert land og hvert kontinent, respektere og håndhæve forpligtelserne til at bevilge officiel udviklingsbistand til landene mod syd, slette fattige landes gæld, sætte en stopper for multinationale selskabers og hedgeforeningers opkøb af jord samt anerkende, at landbrug og fødevarer ikke kan være en del af Verdenshandelsorganisationens hårde forhandlinger.

Vi må og skal høre skriget af sult og handle derefter. Det ville styrke EU's anseelse, og det haster!

  Bastiaan Belder, for EFD-Gruppen. – (NL) Fru formand! I de ca. 10 år, jeg har været medlem af Parlamentet, har jeg jævnligt hørt kønne ord anvendt her. Op til verdensfødevaretopmødet i Rom anvendte hr. Barroso, kommissionsformanden, også kønne ord. Han sagde, at vi alle har svigtet i kampen mod sult, og at det er en moralsk skandale og en enorm plet på vores kollektive samvittighed. Citat slut. Og han havde fuldstændig ret. Hvilket gør resultatet af topmødet det mere skuffende. Jeg har en lumsk følelse af, at det, der stjal billedet i Rom, var de rige landes politiske interesser snarere end verdens 1 mia. sultne menneskers interesser. For at illustrere det konkret vil jeg bruge to eksempler. Som det erkendes i stadig højere grad, skaber biobrændselspolitikken og dens fremme prisforhøjelser og derfor mere sult. Imidlertid synes det at være tabubelagt at udtrykke nogen form for kritik af denne politik.

Desuden har jeg ved mange tidligere lejligheder allerede henledt Parlamentets opmærksomhed på risikoen ved at tilskynde tredjelande til at foretage store investeringer i Afrika med henblik på f.eks. at sikre deres egen fødevaresikkerhed. Hvordan skal lande, hvor millioner af mennesker er afhængige af fødevarehjælp fra FN, kunne eksportere til tredjelande? Alligevel nævnes dette ikke i sluterklæringen.

Det er meget let for de rige lande at behandle kontroversielle emner ved blot at fremsætte velmente og lidenskabelige opfordringer og bestille yderligere undersøgelser. Noget andet, jeg uddrager af erklæringen, er, at udviklingslandene vil skulle klare sig hovedsagelig med deres egne ressourcer. I lyset af det internationale samfunds hidtil manglende evne til at udrydde sult synes jeg, at dette er intet mindre end skammeligt.

Herudover har jeg også brugt en del tid på at gennemgå sluterklæringerne fra tidligere verdensfødevaretopmøder, og jeg er kommet til den konklusion, at de har overraskende mange lighedspunkter – med hinanden og for den sags skyld med Parlamentets beslutning. I alle erklæringerne står der, at det haster, og at man opfordrer til, at tidligere afgivne løfter indfris. Bør gentagelsen af alle disse opfordringer imidlertid ikke være et advarselssignal for os? For at citere hr. De Schutte, FN's rapportør, så har fattige mennesker ikke brug for løfter. Som det ofte er sagt før, burde fødevaresikkerhed være en menneskeret. Jeg vil gerne angribe det fra en anden vinkel og sige, at Biblen lærer os, at det er ét af Guds bud, at vi skal brødføde de sultne. Det er min personlige pligt og vores kollektive ansvar.

  Dimitar Stoyanov (NI). – (BG) Fru formand! Jeg deltog personligt i FAO-mødet i Rom. Jeg så med mine egne øjne, hvordan konferencen var. Jeg mener, at vi også er nødt til at droppe hykleriet lidt, som har ramt os, for i betragtning af de penge, der bruges på at organisere en konference som denne, hvor resultatet sædvanligvis kun er en lang række løfter, skulle vi måske bruge denne udgift i praksis for at beregne, som talerne før mig har sagt, præcis hvor mange børn, der ikke havde behøvet at dø af sult i dag, hvis disse midler ikke blot var blevet brugt på søde historier. Kommissæren sagde dog, at problemet har at gøre med den globale fødevareproduktion, men før vi begynder at fjerne splinten fra vores broders øje, så lad os først se bjælken i vores eget.

Det er videnskabeligt bevist, at mit land, Bulgarien, har den mest frugtbare jord i EU. For 150 år siden var de bulgarske bønder i stand til at brødføde de tættest befolkede regioner i det osmanniske rige i Lilleasien ved hjælp af det 19. århundredes teknologi. I dag går det imidlertid støt ned ad bakke for det bulgarske landbrug og endog stærkere, siden Bulgarien kom med i EU. De kvoter, som Kommissionen selv har pålagt Bulgarien, begrænser landbrugsproduktionen, mens landbrugsjorden i Bulgarien ligger brak. Der skal f.eks. kun ét landbrug i én af de 28 regioner i Bulgarien til at producere hele den kvote tomater, som Bulgarien har fået tildelt af Kommissionen. Sådan har det været, fordi det ifølge nogle oplysninger for 10 år siden var det officielle produktionsniveau. Ingen ser imidlertid på, hvad det reelle produktionsniveau kunne være. I øjeblikket er der i EU selv begrænsninger for processer til produktion af fødevarer, som ellers kunne forbedre situationen betragteligt og faktisk være et reelt redskab til at bekæmpe sult. Så længe tingene kontrolleres af embedsmænd, som kun kigger i deres papirer og ikke er interesseret i noget som helst andet, kommer der ingen handling, men kun løfter ud af det.

  Filip Kaczmarek (PPE). – (PL) Fru formand! Antallet af mennesker, der lider af sult og lever i ekstrem fattigdom, er steget dramatisk i det seneste år, og det er ikke sandt, at det er kapitalismens skyld. Der er politiske systemer, som er betydelig værre for menneskeliv og kampen mod sult. Jeg vil give blot ét eksempel. For adskillige årtier siden blev et europæisk land, som har meget gode landbrugsforhold, drevet ud i sult under kommunismen. Resultatet var, at flere mennesker døde i ét enkelt land, end der i øjeblikket dør af sult på verdensplan. Det land var Ukraine. Jeg vil råde til forsigtighed med, hvad der bliver sagt her i Parlamentet.

I år 2000 vedtog 198 FN-medlemmer specifikke årtusindudviklingsmål. Kommissæren talte i dag om det første og vigtigste mål. I dag skal vi besvare spørgsmålet om, hvorvidt dette mål er opnåeligt. Europæerne spørger, om vores prioriteringer og politikker er de rigtige, og f.eks. især om en dyr kamp mod klimaændringerne er vigtigere end kampen mod fattigdom. Så sent som i denne uge modtog jeg et sådant spørgsmål, nemlig om ikke EU tager fejl af mål og midler ved i stedet for at bekæmpe effekterne af den globale opvarmning at påbegynde den dyreste kamp mod vejrmøller i menneskehedens historie – en kamp mod klimaændringerne?

Jeg mener, at det bedste bevis på, at der ikke mangler sammenhæng mellem handlinger til beskyttelse af klimaet og til udryddelse af sult, ville være effektivitet på sidstnævnte område, med andre ord virkelig at fjerne sulten i verden. Så ville ingen beskylde os for at prioritere forkert og gøre kampen mod klimaændringerne vigtigere end kampen mod sult, som hr. Deß også har sagt.

Landbruget vil få stor betydning inden for de nærmeste år. Det, vi skal gøre, er at overtale udviklingslandene til og bistå dem med at investere i landbrug samt rette sig efter deres egne erklæringer om, at 10 % af det nationale budget vil blive afsat til landbrugsudvikling. Kun på denne måde kan vi øge de fattige landes landbrugsmæssige potentiale og bistå i en effektiv kamp mod sult.

  Louis Michel (ALDE). – (FR) Fru formand, hr. kommissær! Med undtagelse af hr. Berlusconi, hvis land var vært for topmødet, var ingen af de ledende G8-medlemmer til stede ved FAO's verdenstopmøde om fødevaresikkerhed.

Så et økonomisk, socialt og finansielt set yderst politisk møde blev reduceret til et ordinært møde af teknisk karakter. Ikke desto mindre var det hr. Dioufs mål at udvikle værktøjer og produktionsmidler for at sikre fødevaresikkerheden på en bæredygtig måde i udviklingslandene.

Den økonomiske og finansielle krise forværrer – som vi ved, eftersom det er blevet sagt gentagne gange – sulten i hele verden. Emnet var mere aktuelt end nogen sinde før, eftersom sult i dag for første gang i historien berører mere end 1 mia. mennesker i verden. Det er en sjettedel af verdens befolkning, 20 % flere end i 2005 og 105 mio. flere end i 2008.

Som hr. Bové sagde, betyder det alt sammen, at der er stor risiko for, at nye konflikter bryder ud, og endda ekstremt alvorlige konflikter. Det er mangel på landbrugsinvesteringer, der har medført denne usikkerhed på fødevareområdet. Som understreget af hr. Diouf er det et faktum, at landbrug er det eneste eksistensgrundlag for 70 % af verdens fattige. Han appellerede om i alt 44 mia. USD om året til finansiering af investeringer for at hjælpe små producenter. Hans anmodning er blevet totalt overhørt. Fra de rige landes side er der ikke nogen tidsplan, ingen strategi og ingen politisk vilje.

Hvilke fremskridt mener kommissæren, der sket med hensyn til at gennemføre G8-forpligtelserne fra juli i år? Jeg har været i Deres position og ved, hvor svært det er at få bidragydere om bord. Jeg husker stadig den yderst vanskelige kamp, som formand Barroso også kæmpede, for at opnå den sølle ene mia. EUR for to år siden til at oprette denne fødevarefacilitet. Imidlertid er Europas fremtid tæt knyttet til udviklingslandenes skæbne.

Jeg tror ikke på de opskrifter, som vores socialdemokratiske kollega i Parlamentet giver, når han taler om ultrakapitalisme og ultraliberalisme – hvilket desuden som semantisk assimilation er moralsk diskutabelt. Jeg kan ikke selv se løsningen i denne form for temmelig kortsigtet ideologisk skvalder.

Jeg er nødt til at fortælle hr. Le Hyaric, at den marxistiske åndsformørkelse bærer et langt større ansvar end liberalismen for underudviklingen i nogle lande, efter at de blev uafhængige.

Det er, hvad jeg havde at sige, for jeg ønskede ikke at lade ideologisk skvalder eller trylleformularer, som er kortsigtet, og som skubber til grænserne for intellektuel redelighed, stå uimodsagt her i Parlamentet.

  Judith Sargentini (Verts/ALE). – (EN) Fru formand! Mine kolleger, hr. Bové og hr. Belder, skitserede problemet og den politiske virkelighed, men der er en ny tendens i landbruget. De rige lande sikrer deres vigtigste fødevarer eller deres biobrændstoffer ved at opkøbe jord i fattige lande – de rager jord til sig eller, som det omskrives med en eufemisme, "erhverver landbrugsjord". Det sker f.eks. i Madagaskar.

Dette lader til at være for følsomt et emne at drøfte for verdens ledere. Europa og dets ledere har en moralsk forpligtelse til at gå imod denne nye form for, hvad jeg ville kalde kolonialisme. I erklæringen fra FAO's fødevaretopmøde berørte man ikke spørgsmålet om at rage jord til sig og lod dermed den mulighed gå fra sig at sætte fokus på sulten i verden. Hvorfor gjorde De ikke dét?

Så er der den fælles landbrugspolitik i EU. Vi producerer en masse fødevarer. Europæerne har mad at spise, men denne fælles landbrugspolitik ødelægger mulighederne for både små landmænd og industrielle landbrug i udviklingslandene, og de mister chancen for at få et rimeligt udkomme. Det giver mangel på fødevarer og brug for at importere fødevarer. Hvornår får vi en fri og fair landbrugspolitik i EU?

  Richard Ashworth (ECR). – (EN) Fru formand! Både FN og EU er enige om, at det stigende befolkningstal i verden vil kræve en stigning i den globale landbrugsproduktivitet i størrelsesordenen 50-100 %. Det accepterer vi. Vi accepterer kommissærens synspunkt, ikke kun fordi vi godtager det, men fordi det er et mål, som verden ikke har råd til ikke at nå. Samtidig bliver landbruget dog bedt om at bruge mindre jord, mindre vand, mindre energi, færre drivhusgasser. Så der er tre punkter, vi er nødt til at forstå.

For det første skal regeringerne – og EU især – investere mere i forskning og udvikling, for vi har simpelthen ikke de oplysninger, vi skal bruge som basis for en fremtidsplan. For det andet har vi på grund af flygtigheden på de globale markeder brug for et sikkerhedsnet fra den fælles landbrugspolitik. Og for det tredje medfører fødevaresikkerhed og alt, hvad det indebærer for EU, omkostninger, som vi ikke kan give videre til forbrugerne. Derfor gentager jeg, at vi har brug for en stærk landbrugspolitik, og vi er nødt til at vinde diskussionen i budgetforhandlingen.

  João Ferreira (GUE/NGL). – (PT) Fru formand! Den sluterklæring, der blev vedtaget på det seneste FAO-topmøde af de 193 medlemslande er desværre i sandhed en dråbe i havet i kampen mod sult. Der er ikke fastsat nogen tidsfrister, og der er frem for alt ikke tilvejebragt konkrete ressourcer og forhold til at tackle den svøbe, der berører mere end 6 mia. mennesker.

Ifølge tilgængelige data vil 15 børn i verden dø af sult i løbet af de blot 90 sekunder, det vil tage at holde denne tale. Det er den stærkeste og skarpeste anklage mod et økonomisk udnyttelsessystem, der er unfair og irrationelt og derfor voldsomt kritiseret historisk set.

Det er et system, der er baseret på konkrete politikker og retningslinjer, og, hr. Michel, på protagonister og en liberal retorik, som har medført den aktuelle situation, hvor den agroindustrielle model fremmes, samtidig med at den store fødevareindustris interesser beskyttes. Resultatet heraf er kvalitativ forarmelse af verdens landbrugsindustri, mange år med utilstrækkelige investeringer i landbruget, med fremme af nedlæggelse af landbrugsindustri og små og mellemstore landbrug, en sektor, hvor 70 % af verdens fattige har deres underhold.

Markedsfundamentalisme, privatiserings- og liberaliseringspolitikker samt frihandel har bevirket og bevirker fortsat, at jorder opgives, at ejendomsretten til jord koncentreres, at produktionen domineres af de få, og at de fleste er afhængige af fødevareforsyninger.

Eksperter anslår, at det vil koste 44 mia. USD at få bugt med den svøbe, som den kroniske underernæring er. Det er en meget mere beskeden sum end den, medlemsstaterne gav storkapitalen for at redde den fra den igangværende systemiske krise.

  Diane Dodds (NI). – (EN) Fru formand! Under verdenstopmødet om fødevaresikkerhed sagde generalsekretær Ban Ki-moon, at fødevarekrisen i dag er et wake-up call til i morgen. Inden 2050 kan vores planet være hjem for 9,1 mia. mennesker, over 2 mia. mere end i dag – et rystende tal, som vil betyde, at landmændene skal dyrke 70 % flere fødevarer.

Landmænd i Nordirland ønsker at bidrage til at dække dette behov. De fleste af dem mener imidlertid, at EU hindrer dem i at producere flere fødevarer ved at gennemtvinge reduktioner i græsningskapacitet via reguleringer af forbruget af kvælstof og fosfat, bureaukrati, mangel på forskning og udvikling inden for branchen og en deraf følgende holdning om, at fødevaresikkerhed ikke er et problem.

En FLP-reform vil være bestemmende for landmændenes evne til at producere fødevarer. Den vil også påvirke fødevarepriserne. Hvis landmændene ikke understøttes af EU via direkte betalinger, vil fødevarepriserne være nødt til at stige for at dække produktionsomkostningerne. Min målsætning er at fremme fødevareproduktionen i Nordirland og fødevaresikkerheden i EU. Det kan kun opnås ved at lade landmændene drive landbrug. Her vil FLP-reformen spille en enorm rolle, og fødevaresikkerhed bør være en central del i vores arbejde, efterhånden som denne FLP-reform skrider frem.

  Mairead McGuinness (PPE). – (EN) Fru formand! Som en af forslagsstillerne bag denne betænkning vil jeg gerne først takke de politiske grupper, som har arbejdet meget tæt sammen for at frembringe en tekst, hvortil der ikke er knyttet ændringsforslag. Det synes jeg, vi alle bør være meget tilfredse med. Vi har forskellige synspunkter om mange ting, men jeg tror, at når det drejer sig om generelt at ønske at gøre det rigtige for at bidrage til at brødføde de sultne i verden, er denne tekst et skridt i den rigtige retning.

Jeg var også forslagsstiller bag en betænkning om global fødevaresikkerhed og FLP under det foregående mandat, så jeg har arbejdet meget hårdt med dette spørgsmål. Må jeg fremføre et enkelt, meget simpelt punkt, som mange synes at overse. Det er landmænd, der brødføder verden, hvis de får det rigtige klima – i bredeste forstand – til at udføre netop dette arbejde. Resten af os taler om det. Det er vores ansvar at udvikle og indføre politikker, der gør, at vores landmænd kan producere fødevarer. De vil honorere det, hvis to grundlæggende elementer er i orden, nemlig anstændige priser og stabile indtægter. Den seneste tids ustabile forhold har ramt begge disse forhold, og landbruget kan ikke overleve på det.

For det tilfælde at jeg løber tør for tid – og som en af forslagsstillerne beder jeg om Deres overbærenhed her – beder jeg om, at man ikke dæmoniserer den fælles landbrugspolitik. Nogle af argumenterne i dag er historiske og utidssvarende. Vi har absolut reformeret denne politik, og uden FLP ville vi måske have større problemer med fødevareusikkerhed inden for EU. Hvorfor tager vi ikke de bedste dele af den og beder udviklingslandene om at indføre en fælles landbrugspolitik? For vi er nødt til at være meget skrappe i det stykke og ikke lade regeringerne i udviklingslandene hoppe af krogen. Det er deres ansvar at bruge udviklingsbistanden ordentligt, og det er vores ansvar at sikre, at der bruges og investeres flere penge i landbruget. Jeg mener, det er på tide at høre op med at gå uden om dette spørgsmål som katten om den varme grød og i stedet være skrappe over for både regeringer og os selv. Vi har et moralsk ansvar, og vi er klar til at tage det på os.

  Enrique Guerrero Salom (S&D). – (ES) Fru formand, hr. kommissær! Verden står over for to store udfordringer på lang sigt, nemlig at bekæmpe effekter af klimaændringerne og at bekæmpe fattigdom og sult i verden.

Kommissæren såvel som nogle parlamentsmedlemmer nævnte de tal, der står i sluterklæringen fra FAO's verdenstopmøde om fødevaresikkerhed. Mere end 1 mia. mennesker i verden lider af sult, og 40 mio. dør hvert år på grund af fattigdom.

Først hindrede fødevarekrisen og dernæst finanskrisen opnåelsen af årtusindudviklingsmålene. Vi gør ingen fremskridt, faktisk går vi tilbage. Udfordringerne er langsigtede, men der er brug for løsninger her og nu. I de seneste uger har vi imidlertid hørt alarmerende nyt om modstand blandt de største CO2-udledere mod at træffe beslutninger på konferencen i København og om lederes fravær og manglende resultater på FAO-topmødet i Rom.

Vores problemer er alarmerende, men det er manglen på handlekraft også i lige så høj grad. Mennesker har gjort fremskridt, fordi vi har klarlagt udfordringer, fastlagt reaktioner og handlet. Aktuelt ved vi, hvad vi er oppe imod, men vi har mistet handlekraften.

Jeg støtter derfor beslutningen, hvori det kræves, at Parlamentet handler uopsætteligt.

  Franziska Keller (Verts/ALE). – (EN) Fru formand! I artikel 208 i Lissabontraktaten står der, at hovedformålet i EU's udviklingspolitik er at reducere og udrydde fattigdom. Fattigdom er også hovedårsagen til sult. I artikel 208 står der også, at Unionen skal tage hensyn til disse mål i andre politikker, der kunne have betydning for udviklingslandene.

Med sin eksportstøtte ødelægger EU imidlertid markeder i udviklingslandene og forårsager derfor fattigdom og sult. Hvis vi ønsker, at vores udviklingsbistand skal være effektiv, er vi nødt til at sikre, at den ikke hæmmes af andre politikker. Ellers kan vi ikke opfylde årtusindudviklingsmålene. Det bør vi huske på, når vi revurderer og ændrer politikker som f.eks. den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik.

(Taleren indvilligede i at besvare et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort, i henhold til artikel 149, stk. 8)

  Mairead McGuinness (PPE). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne bede den foregående taler om at være specifik med hensyn til hvilken eksportstøtte. I min tale fremførte jeg, dels at jeg er enig i, at eksportstøtte tidligere har gjort skade, dels at EU nu har ændret sin landbrugspolitik. Da vi indførte eksportrestitutioner for mejerisektoren sidste år, var det eneste land, der klagede, imidlertid New Zealand, som ikke er et udviklingsland. Må jeg venligst bede om et eksempel på, hvor dette aktuelt er et problem.

  Franziska Keller (Verts/ALE). – (EN) Fru formand! Naturligvis er eksemplet med de frosne kyllinger, som alle udmærket kender, allerede lidt gammelt, men f.eks. tomater, der får høj statsstøtte i EU, eksporteres stadig til de afrikanske markeder og er billigere end lokale produkter og ødelægger derfor arbejdspladser og øger fattigdommen. Så det er stadig et almindeligt fænomen, og jeg mener, at vi er nødt til at gøre noget ved det.

  Béla Glattfelder (PPE). – (HU) Fru formand! Et stadig stigende antal forskere i verden siger, at der inden 2030 samtidigt vil udvikle sig en alvorlig olie-, vand- og fødevaremangel. Imidlertid ser det ud til, at den første mangel, vi står over for, er manglen på fødevarer, eftersom der allerede er en milliard mennesker på kloden, som sulter. Antallet af mennesker, der sulter, stiger hurtigere end verdens befolkning. Så selv om kun hver sjette lider af sult i øjeblikket, står vi derfor om nogle få årtier i en situation, hvor så mange som hver fjerde eller femte sulter. To børn dør af sult hvert minut. Løsningen på denne situation er naturligvis ikke, at vi ophæver EU's fælles landbrugspolitik. EU kan kun være stærk og spille en stærk rolle i verden, hvis det har en stærk fælles landbrugspolitik.

Sult er imidlertid ikke enestående for Afrika. Sult findes også i EU. Der er f.eks. regioner i EU, hvor mennesker bruger under 10 % af deres indkomst på mad, mens der også er andre regioner – visse dele af Bulgarien og de sydlige egne af Rumænien, hvor mennesker gennemsnitligt bruger over 50 % af deres indkomst på mad. Disse tal omfatter også de mennesker – som udgør gennemsnittet – der bruger mange gange mere end det på mad. Det er værd at understrege dette punkt, fordi vi må erkende, at hver gang vi udarbejder en ny forordning, der gør landbrugsproduktionen dyrere og mindre effektiv, som f.eks. dyrevelfærdsforordninger, som øger mængden af foder, der er nødvendig for at producere 1 kg kød, skader vi ikke kun miljøet gennem øgede CO2-udledninger, men hver eneste foranstaltning af denne art øger antallet af sultende mennesker. Det er måske netop denne ekstra fodermængde, som vi skal bruge til at opdrætte f.eks. fjerkræ, der kommer til at mangle på et sultende barns tallerken.

  Corina Creţu (S&D). – (RO) Fru formand! Antallet af underernærede mennesker i verden har passeret en milliard, hvilket forværrer den tragiske situation, at hver sjette lider af sult. Som det er blevet nævnt tidligere, har lederne fra de største industrimagter desværre udvist en ligegyldig holdning over for et topmøde, der er så vigtigt og nødvendigt som det, der blev afholdt af FAO i Rom for ganske kort tid siden. Med undtagelse af den italienske premierminister følte lederne af G8-medlemsstaterne ikke, det var nødvendigt at deltage i dette møde.

Denne gruppe af lande tegner sig for 60 % af verdens samlede BNP, og jeg kan ikke lade være med at nævne den enorme uretfærdige uoverensstemmelse mellem den maksimale opmærksomhed, repræsentanter for denne gruppe lægger for dagen i forbindelse med redningen af banksystemet, og deres tilsidesættelse af sultens tragiske virkelighed, der rammer et stadig stigende antal af vores medmennesker. Det er faktisk en krise, som de fattige lande ikke selv er skyld i, men det er dem, som rammes hårdest.

Den globale sult har nået det alvorligste omfang siden 1970. Et barn dør af sult hvert sjette sekund. Desværre lukker verdens udviklede lande øjnene for en tragedie, som vil påvirke os alle gennem sine komplekse følger. Det bedste eksempel herpå – og også en advarsel til os – er den ligegyldighed over for landbruget, som er udvist i løbet af de sidste to årtier, og som er endt med den nuværende fødevarekrise. Ud af det samlede officielle støttebeløb til udvikling er andelen af midler til landbruget faldet fra 17 % i 1980 til 3,8 % i 2006.

Fødevaresikkerhed er en særdeles alvorlig udfordring, som kræver omgående løsninger, primært ved at åbne markeder og sikre støtte til landbrugere i udviklingslandene, således at der kan skaffes mad, og sulten kan udryddes så hurtigt som muligt.

  Esther Herranz García (PPE). – (ES) Fru formand! Jeg vil gerne begynde med at rose fru McGuinness for dette initiativ, der viser, hvor vigtig en rolle den fælles landbrugspolitik spiller for opfyldelsen af behovet for fødevareforsyning internationalt.

Nu hvor det ser ud til, at Kommissionen ønsker at nedbringe den fælles landbrugspolitiks belastning af Fællesskabets budget, er det vigtigt at understrege, at selv om den fælles landbrugspolitik måske ikke er en prioritet, så skal selvforsyningen med fødevarer være det. I de forgangne årtier har det været klart, at det uden den fælles landbrugspolitik er meget vanskeligt, for ikke at sige ikke umuligt, at opnå selvforsyning med fødevarer.

Landbruget kan derfor ikke sammenlignes med andre sektorer i økonomien, der kan blomstre på det frie marked, fordi fødevaremarkedet ikke er et frit marked. Landbrugerne har behov for EU-støtte, hvis deres virksomheder skal klare sig, og EU har også brug for landbrugerne med henblik på at opretholde en landbrugsmodel, der kan sikre tilstrækkelige fødevaremængder af tilstrækkelig kvalitet til sine stadig mere krævende borgere.

Jeg mener derfor, at vi skal ændre kursen for den fælles landbrugspolitik, men ikke ophæve den. Med henblik herpå skal landbrugerne sikres direkte støtte, og der skal genindføres en forvaltningspolitik for markederne for landbrugsvarer for at skabe større prisstabilitet, som vil være til gavn for ikke bare landbrugerne, men også forbrugere og tredjelande.

Der bør fastlægges rammer for god praksis med henblik på at fremme afbalancerede relationer mellem de forskellige aktører i fødevarekæden, så man dermed kan undgå misbrug og fremme en mere retfærdig fordeling af kommercielle avancer.

Endvidere er der behov for en europæisk forbrugerinformationspolitik, der sætter fokus på Fællesskabets producenters bestræbelser på at overholde EU-forordningerne på miljø-, fødevaresikkerheds- og dyrevelfærdsområderne, eftersom Fællesskabets producenter skal konkurrere med import fra tredjelande, hvor standarderne er meget lavere.

Producenter fra tredjelande foretrækker at eksportere til EU frem for at forsyne deres egne landes markeder, fordi en sådan eksport er mere lønsom i henhold til Verdenshandelsorganisationens (WTO's) aftaler.

  Michèle Striffler (PPE). – (FR) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Det blev sagt tidligere, at der hvert femte sekund dør et barn af sult og fattigdom et eller andet sted i verden, og det anslås, at over en milliard mennesker lider af fejlernæring.

Spørgsmålet om global fødevaresikkerhed er derfor særdeles presserende og skal stå øverst på EU's og den internationale politiske dagsorden. EU's politikker må gøres mere konsistente, så det sikres, at det første årtusindudviklingsmål nås.

Fødevarefaciliteten på 1 mia. EUR er et nødvendigt første skridt, og det er væsentligt, at gennemførelsesforanstaltningerne rettes mod små og mellemstore familiebrug, der dyrker afgrøder, især dem, som drives af kvinder, og mod fattige befolkninger, dvs. dem, der er hårdest ramt af fødevarekrisen.

Bæredygtigt landbrug skal være et indsatsområde. Innovative finansieringsmekanismer, som f.eks. en international afgift på finanstransaktioner, skal undersøges, så de kan støtte tilpasningen til klimaforandringen, samtidig med at de er tilgængelige for de små landbrugere i de mest sårbare lande.

  Ricardo Cortés Lastra (S&D). – (ES) Fru formand, mine damer og herrer! I kølvandet på afslutningen for nylig af Fødevare- og Landbrugsorganisationens (FAO) verdenstopmøde om fødevaresikkerhed vil jeg gerne udtrykke min skuffelse over dets begrænsede sociale, mediemæssige og politiske virkninger. Især er jeg skuffet over, at der ikke kunne opnås en aftale om pakken på 44 mia. USD, der havde til formål at hjælpe de fattigste landbrugere, og bedrøvet over, at alt vil fortsætte som før.

Når vi taler om fødevaresikkerhed, landbrug og udvikling, glemmer vi ofte spørgsmålet om knaphed på vand, som er et væsentligt problem nu og frem for alt i fremtiden. I den nuværende situation med økonomisk og miljømæssig krise har vi mere end nogensinde brug for, at de udviklede lande forpligter sig til at skabe et nyt forum for international refleksion på højeste niveau med det formål at konsolidere vand som et offentligt gode, at dele teknologier og udvikle effektive, bæredygtige og økonomisk levedygtige vandforvaltningssystemer.

Hvis vi ikke passer på vores vand, vil det aldrig lykkes os at bekæmpe sult.

  Chris Davies (ALDE). – (EN) Fru formand! I det 18. århundredes England forudsagde Thomas Malthus, at befolkningsstigningen ville overstige fødevareforsyningen. Nu er hans idéer på mange måder blevet miskrediteret, fordi vi har haft en række landbrugsrevolutioner, der har omdannet vores samfund. Men hans ord var også sande. Inden for min og mange andres levetid er verdens befolkning tredoblet – tredoblet, det er ganske utroligt – og i for mange dele af verden har den oversteget vores fødevareforsyning. Vi må gøre mere, hvis vi ønsker at forebygge sult og kontrollere befolkningsvæksten, og måden at gøre det på er at sikre, at kvinder overalt har kontrol med deres egen reproduktion. Og vi må redde børnenes liv. Den bedste måde, hvorpå vi kan mindske befolkningsvæksten, er at redde børns liv, så folk ikke føler det nødvendigt at have større familier.

Her i den vestlige verden er vi afhængige af at spise kød, hvilket er et massivt spild af ressourcer. Som en, der holdt op med at spise kød for 20 år siden, er min konklusion – og jeg kan se, at min taletid er løbet ud – at, hvis vi ønsker at redde verden og forhindre sult, så må vi spise grønt, ikke rødt.

  Peter Jahr (PPE). – (DE) Fru formand! Det er en menneskeret at have mad nok, og sult er en forbrydelse mod menneskeheden. Jeg mener også, at den menneskelige race har teknisk og videnskabelig viden nok til at sikre, at ingen i verden skal lide af sult. Naturligvis er der også brug for penge til at bekæmpe sulten i verden. Men det handler ikke kun om penge. Vi må også på forhånd opfylde følgende krav: For det første må vi udvikle en stabil demokratisk struktur i udviklingslandene, for det andet må vi bekæmpe korruption, for det tredje må vi oprette et passende landbrugssystem i udviklingslandene og endelig må vi investere i landbruget. Der siges ofte for lidt om de første tre punkter. Endvidere forsvinder der en masse penge i disse lande, de kommer i de forkerte hænder og bruges til korruption.

  Marc Tarabella (S&D). – (FR) Fru formand! Jeg vil gerne uddybe det, jeg selv sagde her for to dage siden om den tragiske fødevarekrise, som frem for alt Afrika er blevet kastet ud i, og den klare mangel på støtte fra de mest industrialiserede lande samt de nye vækstlande med hensyn til det globale fødevaresikkerhedsproblem.

Under forhandlingerne på FAO's topmøde i Rom anklagede flere ngo'er de multinationale fødevareproducenter for at prøve at rage tusinder af hektarer meget frugtbar jord tilhørende små landbrugere i udviklingslandene til sig. Over 40 000 hektarer er allerede blevet opkøbt på den måde fra Etiopien til Indonesien.

De fordømte også mange rige landes tendens til at begunstige brugen af kunstgødning og nye teknologier i Afrika i stedet for at fremme bæredygtig udvikling af agroøkologi. De revsede de agrokemiske virksomheder, brugen af GMO'er og udviklingen af biobrændstoffer til skade for dyrkningen af afgrøder.

Jeg opfordrer EU til at hurtigst muligt at investere i gennemførelse af det globale partnerskabsprojekt, der vil sikre en bedre koordinering af aktioner til bekæmpelse af sult. Det forekommer mig, at subsistenslandbrug utvivlsomt er det mest indlysende svar.

  Elisabeth Köstinger (PPE). – (DE) Fru formand! Langsigtet fødevaresikkerhed er en af de centrale udfordringer for den fælles landbrugspolitik. Især i lyset af fødevaremanglen må vi understrege betydningen af en stærk fælles landbrugspolitik, der vil få en central rolle i fremtiden, når vi skal løfte de globale udfordringer.

Det betyder, at der er brug for tilstrækkelig langsigtet finansiering til den fælles landbrugspolitik. Den fælles landbrugspolitik er et vigtigt element i EU's fødevare- og sikkerhedspolitik, og efter 2013 vil den spille en væsentlig rolle for udviklingspolitikken og i den eksterne fødevaresikkerhedspolitik. Derfor står perfekt fungerende økosystemer, frugtbar jord, stabile vandressourcer og yderligere diversificering af landbrugsøkonomien øverst på dagsordenen. Internationalt samarbejde og solidaritet er sammen med afbalancerede handelsaftaler, der fremmer fødevaresikkerheden i stedet for at bringe den i fare, et væsentligt element i den globale fødevaresikkerhed, og det er her, en stærk fælles landbrugspolitik kan yde et vigtigt bidrag.

  Rareş-Lucian Niculescu (PPE) . – (RO) Fru formand! Med risiko for at gentage en idé, hr. Stoyanov allerede har nævnt, vil jeg for det første beklage, at vi har så meget uopdyrket jord i mange lande i Europa, samtidig med at vi taler om sult i verden.

Fordi beslutningsforslaget vedrører dette spørgsmål, og det glæder mig, at kommissæren berørte dette emne, ønsker jeg for det andet at gøre opmærksom på den fare, der skabes af målet om selvforsyning med fødevarer, som er meget i vælten. Dette mål, der ikke er synonymt med fødevaresikkerhed, kan have en uønsket virkning under de nuværende betingelser, fordi klimaforandringen påvirker den enkelte region meget forskelligt. Den situation gør handel mere nødvendig end nogensinde og ikke hvert lands ambition om at producere alt, hvad det ønsker at spise.

  Marian Harkin, forslagsstiller. – (EN) Fru formand! Jeg vil bare gerne kommentere to spørgsmål, der er blevet rejst indtil nu. For det første forbindelsen mellem sult og klimaforandring. Som Ban Ki-moon sagde i Rom: På et tidspunkt, hvor jordens befolkning vokser, og vores globale klima forandrer sig, vil vi inden 2050 skulle producere 70 % mere mad, men vejret bliver mere ekstremt og mere uforudsigeligt. Så alle de positive bestræbelser, vi gør for klimaforandringen, vil have en positiv virkning på fødevareproduktionen.

En anden ting, der kom op endnu en gang, er det lette valg, nemlig at skyde skylden på den fælles landbrugspolitik – som om den fælles landbrugspolitik var ansvarlig for alle udviklingslandenes dårligdomme. Den fælles landbrugspolitik er ikke perfekt, men den er blevet reformeret. Hvis vi ønsker, at vores landbrugere fortsætter produktionen og sørger for fødevaresikkerheden i Europa, må vi ikke gennem regulering og tilbagetrækning af støtte bogstavelig talt tvinge dem ud af markedet.

Har nogen f.eks. lavet en undersøgelse af den seneste reform af sukkerindustrien i EU for at se, om decimeringen af EU's sukkerindustri har været en fordel for dem i tredjeverdenslande, eller om den bare har været til gavn for sukkerbaroner og jordejere, mens de små sukkerproducenter stadig er fattige? Jeg ønsker på ingen måde at gøre sultproblemet i verden mindre, end det er, men vi må sikre, at de løsninger, vi fremlægger på problemet, rent faktisk afhjælper det.

  Sari Essayah (PPE). – (FI) Fru formand! Det er glimrende, at spørgsmålene om fødevaresikkerhed og sultproblemet er på dagsordenen samme dag, som vi drøfter beslutningen om klimakonferencen i København, for disse spørgsmål hænger meget tæt sammen.

Nogle medlemmer har allerede nævnt problemet om, hvordan vi gennem klimapolitikken også delvis har forårsaget flere problemer. Vi har f.eks. fastsat urealistiske mål for biobrændstof, hvilket har ført til en situation, hvor jord er blevet opkøbt fra udviklingslandene med henblik på dyrkning af vegetation til biobrændstof. Så jord tages fra de fattigste af de fattige, der kunne bruge det til landbrug og til at udvikle deres egen landbrugsproduktion.

Der har været lignende fordrejninger i landbrugspolitikken. Disse har ført til overproduktion, som eksporteres til udviklingslandene, hvilket således hindrer udviklingen af landbruget der. Det er særdeles vigtigt at huske på en sandhed. Vi har mere end mad nok i verden i dag, men ønsket om at dele den retfærdigt mangler.

  Czesław Adam Siekierski (PPE). – (PL) Fru formand! På det sidste FAO-topmøde lykkedes det ikke de deltagende stater at fremsætte nogen konstruktive forslag. Manglen på en fælles strategi på internationalt niveau er bekymrende, især på baggrund af den stadig stigende verdensbefolkning, der ventes at nå op på 9 mia. i 2050.

Vi husker alle virkningerne af fødevarekrisen i 2007, da millioner af mennesker rundt om i verden oplevede fødevaremangel på grund af en pludselig stigning i priserne på grundlæggende landbrugsprodukter. Jeg synes, krisen bør lære os en lektie. Vi må sætte en stopper for foranstaltninger, der har til formål at begrænse landbrugsproduktionen, som underligt nok har været så populær i EU i de senere år.

På baggrund af de globale tendenser på fødevaremarkedet synes jeg, at ethvert forsøg på at begrænse den fælles landbrugspolitik er et uklogt træk, der i den nærmeste fremtid vil true fødevaresikkerheden på vores kontinent. Vi bør hjælpe udviklingslandene med at etablere en landbrugspolitik, der kan gøre det muligt for dem at garantere deres borgeres fødevaresikkerhed.

  Karel De Gucht, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg beklager også, at ingen af G8-lederne var til stede i Rom bortset fra kommissionsformand Barroso, og det forstærker naturligvis også billedet af, at det var et topmøde, der ikke bragte så meget nyt. Jeg synes også, det er tydeligt, når man ser på sluterklæringen. På den anden side synes jeg også, det er meget vigtigt, at det er lykkedes os at fastholde spørgsmålet om fødevaresikkerhed på den politiske dagsorden, og resultatet af de mange topmøder, vi har oplevet i 2009, har bestemt også været, at det nu står højt på den internationale dagsorden, og at der uanset hvor verdens ledere mødes, f.eks. senest i Pittsburgh til G20, tales om udviklingssamarbejde og udviklingspolitik. Så det er i sig selv et meget positivt element.

Jeg har været i Rom, og jeg må sige, at der bortset fra sluterklæringen, som er lidt skuffende – det er jeg enig i – har været rigtig gode drøftelser og også et rigtig godt fremmøde, og noget kan der komme ud af det. F.eks. var der en hel diskussion om salg af frugtbar jord i udviklingslandene og lande, der ikke har noget agerjord. Alene køb af det er et vældig interessant emne at diskutere, og jeg mener, at det også er et emne, hvor vi kan nå frem til en vis fælles forståelse.

Den anden ting, jeg gerne vil sige, er, at den fælles landbrugspolitik naturligvis ikke er ideel, som et par medlemmer også allerede har sagt. Intet er ideelt i denne verden, men når man ser på, hvordan den fælles landbrugspolitik påvirker udviklingslandene, mener jeg, vi kan hævde, at det er langt den mindst skadelige ordning hos en stor handelsblok, når det gælder fordrejende virkninger i udviklingslandene. WTO har anerkendt, at de fleste, om ikke alle, vores subsidier er ikkehandelsfordrejende, fordi de støtter landbrugsindkomst, ikke priserne på landbrugsprodukterne.

Jeg er også lidt, hvordan skal jeg sige det, skuffet over, at vi hele tiden bebrejder os selv. EU er ikke ideel heller, men jeg mener, at vi med f.eks. fødevarefaciliteten, tog et stort skridt fremad. Den er på 1 mia. EUR over to år og drejer sig ikke om at støtte levering af fødevarer, men er i vid udstrækning rettet mod levering af frø osv. til støtte for små landbrugsproducenter i udviklingslandene. Jeg synes virkelig, det er en nyskabelse. Den er også blevet anerkendt som sådan af f.eks. Verdensbanken, som overtager denne mekanisme. Så vi bør ikke bebrejde os selv hele tiden. For resten var denne facilitet en nyskabelse, min forgænger indførte. Der er en ting, jeg ikke er enig med ham i, og det var om en herre, der i mellemtiden er forsvundet, hr. Le Hyaric. Han er ikke socialist, min forgænger, han er kommunist, jeg mener, man bør se på hans politiske gruppe. Han er kommunist, og det forklarer formentlig den begrundelse, han brugte.

Når det er sagt, påtog vi os også vores ansvar som Kommission i L'Aquila, og vi gav tilsagn om 4 mia. USD, hvilket er ca. 20 % af den fødevarepakke og støttepakke, der blev vedtaget i L'Aquila. Dermed er vi langt den største donor, der gav tilsagn i L'Aquila, og vi vil også leve op til dem. Vi vil også forpligte dette beløb og udbetale det så hurtigt som muligt.

Jeg vil slutte af med at sige et sidste ord om EU's nye landbrugs- og fødevaresikkerhedspolitik, for i Kommissionens arbejdsprogram for 2010 er der planer om at forelægge Rådet og Parlamentet en meddelelse om en fornyet landbrugs- og fødevaresikkerhedspolitik for EU. Dette dokument indeholder en gennemgang af de aktuelle spørgsmål, som berører landbrugs- og fødevaresikkerhed, f.eks. de udfordringer, klimaforandringerne rejser, øget opmærksomhed om ernæring og fødevarekvalitet, sikkerhedsnet og sociale beskyttelsespolitikker, biobrændstoffers påvirkning af fødevareproduktion eller brug og virkning af nye teknologier og bioteknologier, øget efterlysning af rettighedsbaserede tilgange, storstilet jordopkøb osv.

Meddelelsen vil for det første sigte mod at forny EU's forpligtelse til at bistå udviklingslandene med at fremme deres landbrugsproduktion. Dette er og bliver afgørende, især i lyset af den stigende efterspørgsel efter mad på grund af en voksende befolkning på verdensplan og ændrede kostvaner samt de udfordringer og trusler, som klimaforandringen rejser for en bæredygtig landbrugsproduktion. For det andet vil den sigte mod at iværksætte overvejelser over, hvordan EU bedst kan bruge sin erfaring og viden til at støtte fremkomsten af regionale politikker og strategiske rammer for landbrug og fødevaresikkerhed. For det tredje vil den sigte mod at sikre grundlaget for hele EU's tilgang til harmoniseringen af de eksisterende ECMS-politiske rammer som følge af de forpligtelser, der blev sat på handlingsdagsordenen i L'Aquila. For det fjerde vil den sigte mod at foreslå, hvordan EU kan bidrage til at fremskynde processen mod en realisering af årtusindudviklingsmålene (MDG), især MDG1, med henblik på den kommende revision af MDG i september 2010 i New York. For det femte vil den sigte mod at sikre en bedre positionering af EU i forhold til den aktuelle udvikling af det globale landbrugsfødevareforvaltningssystem og endelig mod at behandle de spørgsmål, der på det seneste har fået en fremtrædende plads på fødevaresikkerhedsdagsordenen.

Der blev den 16. november iværksat en offentlig høring om et diskussionsoplæg, og den vil blive afsluttet i begyndelsen af januar. Vi vil således høre alle interessenter og herefter fremlægge en formel meddelelse fra Kommissionen.

  Formanden. – Jeg har modtaget seks beslutningsforslag(1) fremsat i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 110, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 26. november 2009.