Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2009/2779(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

B7-0180/2009

Forhandlinger :

PV 26/11/2009 - 12.3
CRE 26/11/2009 - 12.3

Afstemninger :

PV 26/11/2009 - 13.3
CRE 26/11/2009 - 13.3

Vedtagne tekster :

P7_TA(2009)0105

Forhandlinger
Meddelelse
Torsdag den 26. november 2009 - Strasbourg EUT-udgave

12.3. Kina: mindretallenes rettigheder og anvendelse af dødsstraf
Video af indlæg
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er fem beslutningsforslag om Kina: mindretallenes rettigheder og anvendelse af dødsstraf.(1).

 
  
MPphoto
 

  Véronique De Keyser, forslagsstiller.(FR) Hr. formand! Vores gruppe har trukket sin underskrift tilbage fra beslutningsforslaget om Kina. Det skyldes ikke, at vi betragter menneskerettighederne som sekundære og underordnede i forhold til handelsinteresserne – vi har trods alt fra Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet fremlagt et beslutningsforslag uden indrømmelser, hvor vi understregede vores engagement – men det skyldes, at det, for at vi kan opnå en ændring i Kinas adfærd, er nødvendigt med en dialog, og dette ujævne beslutningsforslag uden struktur ødelægger enhver chance for dialog. Man har medtaget alt, Tibet, Dalai Lama og hans arvefølge, det religiøse korstog, og for ikke at glemme noget, kritik af alle nuværende, tidligere og fremtidige kommunistiske styrer.

Er det sådan, man åbner døre? Nej. Det, der er tragisk, er, at døren vil blive lukket for de selvsamme mennesker, vi ønsker at redde, nemlig de uighurer og tibetanere, som risikerer henrettelse.

Jeg opfordrer indtrængende Kina til at holde op med at frygte ytringsfriheden, således at landet kan åbne sig for verden ikke blot gennem handel og kultur, men også gennem efterlevelse af fælles værdier.

Jeg opfordrer til, at spørgsmålet om afskaffelse af dødsstraffen bliver sat på dagordenen for det næste EU/Kina-topmøde den 30.november. Jeg anmoder ligeledes Kommissionen og Rådet om fortsat at insistere på, at der medtages en klausul om respekt for menneskerettighederne i Kina i den partnerskabsaftale, der for øjeblikket forhandles om.

 
  
MPphoto
 

  Joe Higgins, forslagsstiller. – (EN) Hr. formand! Jeg støtter opfordringerne til at afskaffe dødsstraffen i Kina, især når dødsstraffen bruges til at terrorisere etniske mindretalsgrupper og -nationer i Kina.

EU, USA og andre verdensmagter udtaler sig imidlertid meget blødt i deres kritik af menneskerettighedskrænkelserne i Kina. Når det drejer sig om krænkelse af arbejdstagernes rettigheder, er en sådan kritik næsten ikkeeksisterende. Det skyldes, at de ønsker at udbygge forretningsforbindelserne med det kinesiske erhvervsliv og det bureaukrati, der kontrollerer staten, således at de kan drage fordel af den forfærdelige udnyttelse af arbejdstagerne i Kina.

Kina er en gigantisk fabrik, hvor man udnytter arbejdstagerne. Millionvis af vandrende arbejdstagere lever et liv i skammelig elendighed, og deres børn lider under følgerne af de forfærdelige vilkår, de lever under. De multinationale selskaber, der er baseret i EU og USA, deltager i denne udnyttelse for at øge deres superprofitter.

Det kinesiske styre øger undertrykkelsen, og denne undertrykkelse er blevet forstærket, siden de kinesiske stalinister besluttede at bruge det kapitalistiske marked til at udvikle landets økonomi. Der sker en massiv undertrykkelse af journalister og dem, der kæmper for retfærdighed for de forskellige samfund og for arbejdstagerne.

For nylig blev en af mine socialdemokratiske kolleger forment adgang til Kina. Laurence Coates, en socialdemokrat, som skriver under navnet Vincent Kolo, og som er redaktør for "chinaworker.info", blev tilbageholdt ved grænsen og forment indrejse i Kina. "Chinaworker.info" kæmper for arbejdstagernes rettigheder og frie fagforeninger. Vi bør stå sammen med arbejdstagerne i Kina. Der bør føres kampagner for uafhængige og demokratisk ledede fagforeninger og strejkeretten og for løsladelse af alle politiske fanger og fængslede arbejdsrettighedsforkæmpere.

Vi bør kræve ytringsfrihed og forsamlingsfrihed og opfordre til international solidaritet med arbejdstagerne i Kina for at bekæmpe dette forfærdeligt bureaukratiske styre, hvor det er klart, at mange af dets medlemmer stræber efter at blive oligarker, sådan som vi så det i Rusland.

 
  
MPphoto
 

  Laima Liucija Andrikienė, forslagsstiller. – (EN) Hr. formand! Vi kommer tættere på Kina, når det drejer sig om handel og miljøsamarbejde, og Kina var vært for de vidunderlige Olympiske Lege sidste år, men det er klart, at der sker tilbageskridt med henblik på at sikre menneskerettighederne for borgerne.

De kinesiske myndigheders reaktion på de fredelige demonstrationer i Tibet sidst år og Xinjiang i år var mildest talt helt ude af proportion. Folk i hele verden bør have ret til at protestere mod deres regerings politik, hvis de ikke kan lide den. Men vi så i stedet en voldelig og brutal reaktion mod demonstranterne fra de kinesiske myndigheders side, og hundredvis af mennesker blev dræbt.

Nu er yderligere ni mennesker, for det meste uighurer, nådesløst blevet henrettet som en tilkendegivelse af, at alle afvigende stemmer vil blive mødt med brutal og dødbringende magt fra det kinesiske statsapparaturs side.

Selv om vi beundrer den kinesiske kultur og gør fremskridt inden for handel og investeringer, er det vores pligt højt og tydeligt at fordømme drab og henrettelser. Derfor gentager vi endnu en gang vores opfordring til de kinesiske myndigheder til at indføre et moratorium for dødsstraf og til at give større frihed til Kinas provinser, som ønsker større selvstændighed, samtidig med at de respekterer politikken med ét Kina.

 
  
MPphoto
 

  Barbara Lochbihler, forslagsstiller.(DE) Hr. formand! Kina har i de seneste år oplevet en meget stor økonomisk vækst. Livskvaliteten er blevet forbedret for mange kinesere. Desværre er der ikke sket sådanne fremskridt, når det gælder sikring af menneskerettighederne i Kina, og det gælder alle borgere, uanset hvilken religion eller etnisk gruppe de tilhører.

Der er tværtimod sket en stigning i undertrykkelsen af uighurerne og tibetanerne. Hvad angår dødsstraffen, er det et positivt tegn, at Kinas Øverste Folkedomstol endnu en gang har taget alle domme siden 2007 op til fornyet behandling, og vi går ud fra, at nogle af dødsdommene vil blive omstødt.

Men Kina er ikke desto mindre den triste verdensmester i henrettelser. Alene i 2008 blev mindst 1 718 mennesker henrettet. Det skønnes, at antallet af urapporterede sager er meget større. Men selv hvis vi tager det mindste tal, er Kina ansvarlig for mere end 70 % af alle henrettelser i verden. Derudover har Kina øget antallet af forbrydelser, for hvilke der kræves dødsstraf. Det betyder, at kinesere kan blive henrettet, hvis de har begået mere end 68 forbrydelser. Og derfor kræver vi i dette beslutningsforslag, at Kina suspenderer sine planlagte henrettelser og øjeblikkelig indfører et moratorium for dødsstraf.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Crescenzio Rivellini, for PPE-Gruppen. (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Min holdning til dette beslutningsforslag ligger på linje med de idéer, der er blevet fremsat af en mand, som tilhører et mindretal, som er udsat for diskrimination, en mand som har fået Nobels fredspris og som står i spidsen for verdens førende stormagt, Barack Obama.

Jeg er enig i principperne i dette beslutningsforslag. Men jeg mener, at vi absolut ikke må gentage de politiske venstrefløjspartiers fejltagelser, som kun ønsker at opregne rettighederne i stedet for reelt at opnå dem.

Mindretallene i Kina skal forsvares ligesom i alle andre dele af verden, men vi bør have en strategi, en koordinering af de forskellige kræfter i hele Parlamentet, før vi fremlægger et så krævende beslutningsforslag, således at vi kan undgå at forsinke og skade forhandlingerne med den kinesiske regering.

Vi skal ikke tro, at vi kan løse problemerne i forbindelse med mindretallene og dødsstraffen i Kina uden om den kinesiske regering. Det er umuligt. I den henseende har præsident Obama gjort det rigtige. Han har ikke givet nogen indrømmelser, men han har bevaret et godt forhold til den kinesiske regering, som, må vi indrømme, forsøger at forbedre dialogen i alle sine forhandlinger med den vestlige verden.

Derfor spørger jeg, hvorfor vi fremlægger et beslutningsforslag – selv om det er et prisværdigt forslag – kun et par dage før mødet i Nanjing, uden at man først som en sikkerhedsforanstaltning har koordineret alle de involverede parters holdning. Hvorfor fremlægge et beslutningsforslag, som allerede er blevet fremlagt adskillige gange, nu hvor vi heldigvis er ved at se en åbning fra den kinesiske regerings side? Hvorfor fremlægge et beslutningsforslag, som måske vil ødelægge denne begyndelse til et nyt forhold til Kina?

Af disse grunde vil jeg, selv om jeg støtter principperne i beslutningsforslaget, som er de samme som mine, afholde mig fra at stemme, fordi jeg mener, at forslaget strategisk set vil skade os i stedet for at hjælpe os i forsøget på at slå ind på en ny vej i forholdet til den kinesiske regering.

 
  
MPphoto
 

  Bernd Posselt (PPE).(DE) Hr. formand! Det blev sagt, at dette var en tale på vores gruppes vegne. Efter indgående drøftelser i løbet af sidste uge foreslog vores gruppe på Formandskonferencen, at dette punkt skulle sættes på dagsordenen. Vi ønsker at drøfte dette spørgsmål, og vi ønsker, at det bliver sat til afstemning. Talen var et udtryk for min kollegas personlige opfattelse og ikke gruppens opfattelse.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Hr. Posselt! Det forstår jeg, men vi var enige om, at vi har en bestemt tid til rådighed, og hver gruppe har et minuts taletid.

 
  
MPphoto
 

  Ana Gomes, for S&D-Gruppen.(PT) Hr. formand! I Kina er det stadig sådan, at de, der forsøger at udøve deres arbejdsmæssige, borgerlige og grundlæggende rettigheder, bliver undertrykt. Denne undertrykkelse er især grusom og vilkårlig, når den rettes mod etniske mindretal som f.eks. uighurerne og tibetanerne, men hankineserne slipper heller ikke. Det gælder f.eks. vinderen af Sakharovprisen, Hu Jia, og de advokater og aktivister, der forfølges efter præsident Obamas besøg i Beijing.

Den administrative forvaring af mange hundrede tusinde mennesker, systematisk tortur i fængslerne, religiøs og politisk undertrykkelse, henrettelser, alle disse metoder er uforenelige med Folkerepublikken Kinas forpligtelser som medlem af FN. Det er desuden metoder, som ikke er effektive, da de hverken vil kunne standse dem, der forlanger frihed og menneskerettigheder, eller få dem til at tie stille. Det gælder i Kina som i resten i verden, for kineserne er ikke folk fra Mars. De er ikke anderledes end folk alle vegne.

 
  
MPphoto
 

  Johannes Cornelis van Baalen, for ALDE-Gruppen. –(EN) Hr. formand! Vi liberale er generelt mod dødsstraf, men i Kina bruges dødsstraffen til undertrykkelse af mindretal som f.eks. tibetanerne, uighurerne og andre. Desuden er Kina ikke et demokrati. Menneskerettighederne overholdes ikke. Kina fører en hård politik over for Taiwan. Der bør lægges pres på Kina. Jeg ved, at det er vanskeligt. Kina udgør et kæmpestort marked, men vi bør kæmpe for vores principper. Derfor støtter vi dette beslutningsforslag.

 
  
MPphoto
 

  Heidi Hautala, for Verts/ALE-Gruppen.(FI) Hr. formand! Der blev spurgt, hvorfor dette beslutningsforslag om at fremme en dialog blev fremlagt. Det blev gjort, netop fordi man for øjeblikket er i færd med at forberede EU/Kina-topmødet, og menneskerettighedsdialogen er en forudsætning herfor.

Det er vores pligt i Europa-Parlamentet og i Underudvalget om Menneskerettigheder at minde Rådet og Kommissionen om, at resultatet af menneskerettighedsdialogen har stor betydning for selve topmødet.

Jeg er ked af, at kommissær de Gucht ikke engang lytter til, hvad jeg siger, men i stedet snakker med sine kolleger.

Det er vigtigt, at EU og Kina fører en dialog, og jeg tror, at Kina vil forstå, at landet kun vil kunne gøre fremskridt, hvis beslutningsprocessen bliver gjort mere gennemsigtig, og hvis man sikrer borgernes ytringsfrihed.

Det er helt umuligt at forestille sig, at Kina i denne henseende ville handle anderledes end andre lande, som har måttet erkende, at et land, hvis det ønsker at udvikle sig, har brug for alle de kreative kræfter, som nu undertrykkes og tyranniseres. Hvis vi mener, at menneskerettighederne er universelle, kan vi ikke betragte Kina som en undtagelse, som fru Gomes også sagde, og jeg er fuldstændig enig med hende. Så lad os bruge samme målestok på Kina, som vi bruger på andre lande.

 
  
MPphoto
 

  Charles Tannock, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg har længe her i Parlamentet kritiseret den manglende overholdelse af menneskerettighederne i Folkerepublikken Kina. Jeg har kritiseret den hårde kurs over for det fredelige Taiwan, idet man forhindrer dette land i at deltage i internationale organisationer, herunder WHO. Jeg har kritiseret undertrykkelsen af den fredelige tibetanske kultur, forfølgelsen af Falun Gong og andre religiøse mindretal, og jeg har kritiseret den omfattende censur i Kina, herunder censur af medierne, internettet og Google.

Jeg fordømmer den brutale og omfattende anvendelse af dødsstraffen for mindre forbrydelser, som f.eks. økonomisk kriminalitet og alfonseri, tro det eller ej. Men min gruppe, ECR, betragter det som et personligt samvittighedsspørgsmål, om dødsstraf er berettiget, når det drejer sig om alvorlige forbrydelser som terrorisme og mord. Der kan ikke være tvivl om, at mange uskyldige hankinesere blev brutalt myrdet under de nylige optøjer i Xinjiang-provinsen.

Men vi hilser det naturligvis velkommen, at Kina nu har udtrykt ønske om at forbedre sit forhold til sine etniske mindretal og især uighurerne og andre muslimske mindretal. Men jeg kræver naturligvis som alle medlemmer af min gruppe retfærdig rettergang for alle fængslede.

 
  
MPphoto
 

  Filip Kaczmarek (PPE).(PL) Hr. formand! Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) støtter beslutningsforslaget. Jeg må indrømme, at jeg var overrasket over, at nogle kolleger fra andre grupper ikke mente, at vi endnu en gang skulle drøfte spørgsmålet om menneskerettighedskrænkelserne eller den omfattende anvendelse af dødsstraf i Kina. Det kommende EU/Kina-topmøde blev fremført som argument herfor.

Jeg mener ikke, at vi skal falde for fristelsen til at bruge dobbeltstandarder eller fortielse, blot fordi det drejer sig om et land, som er en vigtig handelspartner for EU. Det er min overbevisning, at en af Europa-Parlamentets grundlæggende opgaver er at forsvare menneskerettighederne. Det gælder, enten vi taler om en verdensmagt eller små lande som Laos og Vietnam.

Folkerepublikken Kina er det land i verden, som gennemfører flest henrettelser. Kina overholder end ikke et minimum af menneskerettighederne – rettigheder, der er anerkendt internationalt, herunder retten til et forsvar og en retfærdig rettergang. For nogle dage siden fejrede vi 20-års-dagen for Berlinmurens fald. Hvis vi ikke havde haft mod til at kritisere kommunismen, hvis vi ikke havde haft mod til at sige sandheden, ville Europa have set anderledes ud i dag.

 
  
MPphoto
 

  Justas Vincas Paleckis (S&D).(LT) Hr. formand! Jeg håber, at dødsstraffen vil uddø i det 21. århundrede, og at dødsstraffens redskaber kun vil kunne ses på et museum. Men der er stadig lang vej igen, og jeg håber, at Kina resolut vil slå ind på den vej. Kina har i adskillige årtier været førende, når det gælder økonomisk vækst, men desværre også når det gælder henrettelsesstatistikkerne. Beijing vil naturligvis sige, at der ikke er andre muligheder i så stort et land, og at end ikke USA har afskaffet dødsstraffen. Men til trods herfor, og hvis vi seriøst overvejer et strategisk partnerskab mellem EU og Kina, som ville være vigtigt for begge parter, bør Beijing nødvendigvis ændre sin politik vedrørende anvendelsen af dødsstraffen, og landet bør ligeledes ændre sin politik, hvad angår dialogen mellem de etniske mindretal, således at alle kan leve i fred og fordragelighed.

 
  
MPphoto
 

  Eva Lichtenberger (Verts/ALE).(DE) Hr. formand! Spørgsmålet om menneskerettighederne og respekt for mindretallenes rettigheder har i årevis, ja i årtier, været en konstant kilde til konflikt mellem EU og Folkerepublikken Kina.

Især mindretallenes situation er blevet forværret efter afslutningen af De Olympiske Lege, og tibetanerne og uighurerne har i de seneste måneder været udsat for et stærkt pres. Derfor kan jeg ikke forstå, at mine kolleger ikke ønsker at medtage punkt 9 i beslutningsforslaget, da dette ville tilskynde til en fredelig dialog i stedet for den herskende undertrykkelse.

Kina er en magtfuld aktør på den internationale scene. For også at blive anerkendt som aktør på den internationale scene skal Kina sikre, at menneskerettighederne overholdes. Det skal ikke kun stå i forfatningen, men det skal omsættes i praksis. Det er det, intet andet og intet mindre, som tibetanerne, uighurerne og menneskerettighedsgrupperne i Kina kræver.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Bernd Posselt (PPE).(DE) Hr. formand! Jeg har allerede tidligere her i Parlamentet sagt, at Uighurernes Verdenskongres, den centrale organisation for frie uighurer, har sit hovedsæde i München, og det heldigvis af samme grund som mange tjekkere og mange andre levede i München, nemlig fordi byen også var hjemsted for Radio Free Europe og Radio Liberty. Denne frihedsånd hersker stadig i byen i dag. Samtidig sikrede Franz-Josef Strauß, som altid forsvarede disse frihedsradiostationer mod kravet om lukning, at vi på et meget tidligt tidspunkt udviklede forbindelser til Kina. Positive forbindelser til Kina og et klart forsvar af religionsfriheden og menneskerettighederne udelukker ikke hinanden, men supplerer derimod hinanden.

Politiet gennemsøgte under en razzia flere hjem i München i denne uge, og kinesiske agenter, der konstant terroriserer og udspionerer uighurerne, blev arresteret. Det viser, hvilke metoder Kina bruger. Disse metoder er uacceptable. De går fra terrorisering af mennesker i München til dødsdommene i Ürümqi. Derfor skal vi her udtale os helt klart og tydeligt.

 
  
MPphoto
 

  Reinhard Bütikofer (Verts/ALE).(DE) Hr. formand! For mig er det en selvfølge, at Parlamentet udtaler sig, når det er muligt at redde folk fra henrettelse, og derfor støtter jeg opfordringen til at indføre et moratorium for dødsstraf.

Men forsvaret af menneskerettighederne må ikke misbruges til at belære Kina ud fra en følelse af moralsk overlegenhed, sætte spørgsmålstegn ved Kinas integritet eller tegne en absurd karikatur af virkeligheden i Kina. Det hjælper ikke de mennesker i Kina, som arbejder for menneskerettighederne, frihed og fordragelighed i samfundet. Vores formål bør være at hjælpe disse mennesker og ikke fremme europæisk selvretfærdighed.

Jeg er også imod at medtage en positiv omtale af memorandummet om ægte autonomi for det tibetanske folk i et uopsættelighedsbeslutningsforslag. Det er ikke relevant, og det har intet direkte med menneskerettighederne at gøre. Derudover er det heller ikke en holdning, der er generelt accepteret. Og jeg ville ønske, at vi i fremtiden forud for et EU/Kina-topmøde ville afholde en omfattende drøftelse af forholdet mellem Kina og EU, således at vi kunne få afdækket alle disse spørgsmål.

 
  
MPphoto
 

  Martin Schulz (S&D).(DE) Hr. formand! Jeg vil gerne støtte det, der blev sagt af Reinhard Bütikofer. Min gruppe har foreslået, at vi drøfter de forestående henrettelser af uighurerne i Kina og af deltagerne i en protestdemonstration mod de forfalskede valg i Iran, som er blevet dømt til døden, for det drejer sig om to lande, hvor disse henrettelser sandsynligvis meget snart vil blive eksekveret, og derfor er en uopsættelig forhandling nødvendig. Det er rigtigt, at kineserne har verdensrekorden i henrettelser, som det er blevet sagt, og at styret er uretfærdigt, da det sidder menneskerettighederne overhørig. Jeg vil gerne klart og tydeligt understrege, at det er en helt uacceptabel situation.

Men på Formandskonferencen anmodede vi om, at man ikke blander det presserende spørgsmål, som vi nu drøfter, nemlig de forestående henrettelser, sammen med spørgsmålet om forholdet mellem EU og Kina, når det drejer sig om økonomiske, kulturelle, politiske, forsvarsrelaterede eller andre spørgsmål. Vi ønsker at drøfte dette i en forhandling om EU/Kina-topmødet og udarbejde et beslutningsforslag. Det er grunden til, at dette miskmask, som vi nu står med, ikke har noget med uopsættelighedsspørgsmål at gøre. Derfor insisterer vores gruppe også på, at vi får en afstemning om det uopsættelige spørgsmål, vi foreslog, og ikke om det sammensurium, De har forelagt.

 
  
MPphoto
 

  László Tőkés (PPE).(HU) Hr. formand! Det er en stor begivenhed, at dette spørgsmål er blevet sat på dagsordenen nu som et uopsætteligt spørgsmål. De ungarske medlemmer af Parlamentet fra Transsylvanien foreslog også, at dette spørgsmål blev drøftet. Vi vil gerne takke nogle af grupperne for deres deltagelse og støtte, men vi er overraskede over, at Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa trak sin underskrift tilbage fra dette beslutningsforslag. Jeg beklager, at man på mødet i forgårs fjernede visse punkter fra teksten, nemlig de punkter, der vedrørte kritikken af kommunistiske styrer og beskyttelsen af mindretal. EU bør nu endelig ærligt og åbent erkende kommunismens varige arv, og at kommunistiske styrer stadig eksisterer i dag, herunder Kina.

 
  
MPphoto
 

  Gesine Meissner (ALDE).(DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi er helt klart mod dødsstraffen, ligegyldigt hvor i verden den anvendes. Vi er også imod undertrykkelsen af etniske og religiøse mindretal. Begge dele sker desværre i Kina.

Mange håbede, at Kina ville udvise mere respekt for menneskerettighederne som følge af De Olympiske Lege, og at den kinesiske regering, fordi den vidste, at verdens øjne hvilede på den, ville begå færre menneskerettighedskrænkelser. Men det skete desværre ikke. Henrettelserne er fortsat, og det er derfor meget vigtigt, at vi drøfter dette spørgsmål i dag, efter at først to tibetanere og efterfølgende ni uighurer i november blev henrettet, hvilket mange mennesker i verden er fuldstændig uvidende om.

EU/Kina-topmødet står for døren, og Kina er en vigtig handelspartner, som det er blevet sagt af flere talere. Det er det, der gør det så vanskeligt at bringe spørgsmålet om krænkelse af menneskerettighederne op så ofte, men det er også grunden til, at det er særlig vigtigt at tale om dette spørgsmål i dag nu lige før topmødet. Vi ønsker, at dødsstraffen afskaffes overalt. Det er godt, at Parlamentet i 2007 indførte et moratorium for dødsstraf, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at dette spørgsmål kommer på dagsordenen, så længe dødsstraffen stadig eksisterer.

 
  
MPphoto
 

  Jacek Olgierd Kurski (ECR).(PL) Hr. formand! Jeg er polak, og mit hjerte banker altid hurtigere, når der tales om menneskerettighederne. Den 4. juni 1989 genvandt polakkerne deres frihed, da de stemte til de første frie valg, hvor en ikkekommunistisk premierminister blev valgt. Samme dag, den 4. juni 1989, knuste det kinesiske styre demonstrerende studenter med hærens panservogne på Tiananmen-pladsen. Den frie verden havde fundet ud af, hvordan man kunne besejre den sovjetiske kommunisme, men ikke, hvordan man besejrer den kinesiske kommunisme.

Økonomiske interesser sejrer fortsat over værdier og menneskerettigheder. Det sås tydeligt sidste år, da verdens mægtigste stolt erklærede, at de ville boykotte De Olympiske Leges åbningsceremoni i Beijing for dernæst at følge deres økonomiske interesser og stille sig op i første række til paraderne, mens de overhørte det undertrykte tibetanske folks råb.

Jeg er bange for, at vi, hvis vi venter med at fremlægge et beslutningsforslag, begrænser dette spørgsmål, hvilket ikke ville være rigtigt. Misbrug af dødsstraffen er naturligvis en forfærdelig forbrydelse, men der sker også arrestationer. Folk bliver dræbt i arbejdslejre i Kina, folk bliver slået med knipler, de fængsles, ytringsfriheden undertrykkes, der er censur. Alt dette burde være med i dette beslutningsforslag. Det er godt, at der er fremlagt et beslutningsforslag, men det vigtigste er, at menneskerettighederne bliver sat i første række og sejrer over de økonomiske interesser. Det ønsker jeg for alle.

 
  
MPphoto
 

  Karel De Gucht, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil først gerne gøre rede for situationen for forbindelserne mellem EU og Kina. Vores politik over for Kina er en konstruktiv samspilspolitik. Vi er to vigtige aktører på verdensscenen, og vores strategiske partnerskab fokuserer i stigende grad på at håndtere de globale udfordringer. En vigtig målsætning for det 12. EU/Kina-topmøde, der finder sted den 30. november i Nanjiing, er netop at arbejde sammen på at sikre, at klimatopmødet i København bliver en succes, samtidig med at vi vil drøfte forbindelserne mellem EU og Kina, herunder menneskerettighederne, den finansielle og økonomiske krise og andre internationale spørgsmål.

Men et strategisk partnerskab handler ikke om, at vi skal tænke ens i alle spørgsmål. Det er rigtigt, at Europa og Kina er uenige og har forskellige opfattelser i nogle spørgsmål, såsom menneskerettighederne og demokrati. Styrken i vores forbindelser gør det muligt at drøfte disse spørgsmål åbent. Menneskerettighedsspørgsmål, herunder dødsstraffen og overholdelsen af etniske mindretals grundlæggende rettigheder, rejses systematisk under vores regelmæssige politiske kontakter og især under vores menneskerettighedsdialog med de kinesiske myndigheder.

Det var tilfældet for nylig under den 28. runde den 20. november i Beijing, hvor vi havde en åbenhjertig drøftelse af disse spørgsmål. EU's principfaste modstand mod dødsstraffen og kravet om, at den bliver afskaffet i Kina, fremføres kraftigt ved enhver lejlighed. Det samme gælder respekten for de etniske mindretals rettigheder. Jeg kan forsikre Parlamentet om, at vi vil fortsætte med at rejse disse spørgsmål i andre fora, også på allerhøjeste plan.

Min kollega, kommissær Ferrero-Waldner, havde i marts en grundig drøftelse med Dem om Tibet, hvor hun gjorde rede for EU's holdning. Jeg vil gerne minde om nogle af de vigtigste elementer i EU's holdning. Vi har altid støttet dialogen mellem de kinesiske myndigheder og Dalai Lamas repræsentanter. For EU er menneskerettighederne universelle, og situationen i Tibet giver anledning til legitim bekymring i det internationale samfund. Holdningen til situationen i Tibet har altid været i overensstemmelse hermed. Vi har konsekvent fremført dette budskab over for vores kinesiske modparter, og vi har omhyggeligt lyttet til deres synspunkter.

I juli havde kommissær Ashton ligeledes lejlighed til i Parlamentet at udtrykke sin bekymring over urolighederne i Xinjiang, beklage tabet af menneskeliv og udtrykke sin deltagelse og medfølelse med ofrenes familier. EU støtter alle bestræbelser, der kan føre til forsoning i denne region.

EU respekterer Kinas ret til at retsforfølge dem, der er ansvarlige for voldshandlinger, men understreger på ny sin mangeårige universelle modstand mod dødsstraffen under alle omstændigheder, og EU understreger ligeledes vigtigheden af en retfærdig rettergang. EU har gentagne gange givet udtryk for disse bekymringer over for de kinesiske myndigheder, og disse bekymringer blev genfremsat i de to erklæringer, der blev offentliggjort den 29. oktober og den 13. november, således som det altid gøres i sådanne situationer. I erklæringerne opfordrede man Kina til at omstøde alle andre dødsdomme, der blev afsagt i forbindelse med urolighederne i Tibet og Xinjiang. EU vil desuden fortsat presse på for at få tilladelse til at optræde som observatør ved yderlige retssager i forbindelse med urolighederne i Tibet og Xinjiang.

Vi ønsker alle et mere åbent, gennemsigtigt Kina, der overholder de internationale menneskerettighedsstandarder, og som vi kan samarbejde med i håndteringen af de globale udfordringer. Vi havde alle håbet på, at De Olympiske Lege ville blive startskuddet til mere fleksibilitet i Kina, hvad angår overholdelse af menneskerettighederne og individets rettigheder. Det er indtil videre ikke sket. Vi skal fortsætte vores arbejde med at udvikle vores strategiske partnerskab, og overholdelsen af menneskerettighederne skal være en integrerende del af den fortsatte dialog. Det 12. EU/Kina-topmøde i Beijing er en god lejlighed til at gøre dette på et vigtigt stadium i vores respektive udvikling.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Vi går nu over til afstemning.

Skriftlige erklæringer (Artikel 149)

 
  
MPphoto
 
 

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE), skriftlig.(FI) Kina har for nylig sagt farvel til USA's præsident, Barack Obama, og skal snart sige goddag til formanden for Det Europæiske Råd, Fredrik Reinfeldt. Men det er nødvendigt, at vi ser mere handling og ikke blot diplomati. Kina har over for sin egen befolkning og over for verden understreget betydningen af menneskerettighederne, herunder rettighederne for de mindretal, der lever inden for landets grænser. Men i realiteten er situationen en anden. Vi har for nylig set en række foruroligende tilfælde af henrettelser, der blev gennemført efter tvivlsomme retssager og med usædvanlig hast. Alt dette foregik i hemmelighed. Der er også den alvorlige sag med det uighuriske mindretal, hvor den kinesiske regering har iværksat en fødselskontrolpolitik, der betyder, at gruppen langsomt uddør. EU taler for mindretallenes rettigheder og fordømmer dødsstraffen, og vi opfordrer den kinesiske regering til at gøre den proces, hvorved borgerne retsforfølges og dømmes til døden, mere åben og til at omstøde dommene for dem, der ikke fik en fri og åben rettergang. Vi henstiller, at de kinesiske myndigheder i henhold til FN's resolutioner og også i henhold til Kinas egen forfatning overholder de mindretals rettigheder, der lever inden for landets grænser. Vi opfordrer ligeledes Kina til at forbedre menneskerettighedssituationen i landet med støtte fra det internationale samfund.

 
  
MPphoto
 
 

  Eija-Riitta Korhola (PPE), skriftlig.(FI) Jeg forstår det mishag, visse medlemmer følte, fordi beslutningsforslaget om Kina blev sat på dagsordenen efter den kinesiske delegations besøg, og det således kunne give indtryk af, at rejsen ikke havde været en succes, selv om stemningen rent faktisk var fremragende.

Alle ønsker, at samarbejdet fortsætter i en positiv ånd, uden at vi dog glemmer kendsgerningerne. Diplomatiet kan ikke ignorere menneskerettighederne, men vi har brug for diplomati og bevidsthed om problemerne for at fremme menneskerettighederne.

Jeg besøgte for nylig Pakistan, hvor jeg mødtes med præsidenten, premierministeren og fremtrædende ministre for at diskutere menneskerettighederne og bekæmpelse af terrorisme. Jeg vil gerne understrege, at vi sommetider i vores beslutningsforslag også skal nævne de gode nyheder. Det er der grund til nu. For et år siden udnævnte Pakistans nye demokratisk valgte regering den første minister for mindretallene. Han repræsenterer selv det kristne mindretal. Regeringen har opnået betydelige resultater på dette område. Landet har godkendt en kvote på 5 % af offentlige embeder, der er forbeholdt mindretal, mindretallenes religiøse fester er blevet gjort officielle, mindretallene får deres egen særlige festdag den 11. august, og senatet planlægger den samme kvote på 5 % for denne institution.

Det vigtigste projekt vedrører en reduktion af antallet af voldshandlinger. Mindretallene opretter sammen med muslimerne lokale "interreligiøse" komitéer, som har til formål at mindske spændingerne og forbedre dialogen mellem de forskellige grupper. Der vil blive oprettet en komité i 112 lokale områder. Ideelt vil de også effektivt kunne hindre Talibans rekruttering. Pakistan er det vigtigste land for den globale sikkerhed. Hvis det lykkes for regeringen at udrydde terrorismen ved hjælp af sådanne fredelige midler, vil det være et eksempel til efterfølgelse. Det vil være interessant at følge situationen.

 
  

(1) Se protokollen

Seneste opdatering: 15. april 2010Juridisk meddelelse