Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

B7-0273/2009

Forhandlinger :

PV 15/12/2009 - 20
CRE 15/12/2009 - 20

Afstemninger :

PV 17/12/2009 - 7.3
CRE 17/12/2009 - 7.3
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :


Forhandlinger
Tirsdag den 15. december 2009 - Strasbourg EUT-udgave

20. Forsvar af subsidiaritetsprincippet – Religiøse og kulturelle symboler i det offentlige rum (forhandling)
Video af indlæg
PV
MPphoto
 

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om:

- mundtlig forespørgsel til Kommissionen (B7-0238/2009) af Mario Borghezio for Gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati om forsvar af subsidiaritetsprincippet (O-0152/2009);

- mundtlig forespørgsel til Kommissionen (B7-0239/2009) af Antonio Cancian, Mario Mauro, Fiorello Provera, Elisabetta Gardini, Salvatore Iacolino, Crescenzio Rivellini, Sergio Paolo Frances Silvestris, Aldo Patriciello, Paolo Bartolozzi, Cristiana Muscardini, Mara Bizzotto, Barbara Matera, Lara Comi, Antonello Antinoro, Lorenzo Fontana, Roberta Angelilli, Amalia Sartori, Iva Zanicchi, Licia Ronzulli, Giovanni Collino, Marco Scurria, Giancarlo Scotta’, Potito Salatto, Pablo Arias Echeverría, Raffaele Baldassarre, Pilar Ayuso, Luis de Grandes Pascual, Pilar del Castillo Vera, Santiago Fisas Ayxela, Carmen Fraga Estévez, Salvador Garriga Polledo, Cristina Gutiérrez-Cortines, Esther Herranz García, Carlos José Iturgaiz Angulo, Veronica Lope Fontagné, Antonio López-Istúriz White, Gabriel Mato Adrover, Jaime Mayor Oreja, Pablo Zalba Bidegain, Salvatore Tatarella, Magdi Cristiano Allam, Mirosław Piotrowski og Konrad Szymański om religiøse og kulturelle symboler i det offentlige rum (O-0158/2009).

 
  
MPphoto
 

  Mario Borghezio, spørger. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Holdningen i den gruppe, jeg repræsenterer, Gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati, er krystalklar. Med denne mundtlige forespørgsel anmoder vi Kommissionen om at anfægte gennemførelsen af afgørelsen mod krucifikser i klasseværelser, der er truffet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som ikke er en EU-institution, hvilket jeg vil fremhæve.

Efter vores mening er denne afgørelse, og det vil jeg sige helt tydeligt, et uacceptabelt brud på subsidiaritetsprincippet. Dette princip er en hjørnesten i EU og en garant for borgernes og medlemsstaternes rettigheder. EU, som vi opfatter og støtter det, ville være utænkeligt uden støtten og grundlaget fra subsidiaritetsprincippet.

Jeg vil begynde med en generel bemærkning. Der er naturligvis ingen – lad os først se på afgørelsens indhold – der vil betragte fjernelsen af nogen eller noget, der var der i forvejen, som en handling for demokrati og frihed, som nogen har påstået, men i stedet som en handling fra tankepolitiets side, en antidemokratisk handling. Hvis et krucifiks hænger på væggen i et klasseværelse, og det tages ned, er denne væg ikke en verdslig væg, men en tom væg med et tomrum i stedet for noget, der er tænkt som et bekendelsessymbol, en handling af negativ uddannelse af den værst tænkelige art, der kan betragtes som et af de mange tegn på Vestens kulturelle og åndelige selvmord.

Afgørelsen fra domstolen i Strasbourg er baseret på en opfattelse af religionsfrihed, der, hvis den føres til sin logiske konklusion, ville gå så vidt som til at sikre, til at pålægge en følelse af overmagt over hver borger, som kræves at leve i et miljø i overensstemmelse med domstolens overbevisning. Jeg mener ikke, at dette er religionsfrihed. Dette fordrejer den sande mening af religionsfrihed. Vi taler om en negativ ret eller rettere retten til at være fri for forpligtelsen til at udøve religiøse skikke. Der må ikke være nogen misforståelser, når vi taler om religionsfrihed. Vi taler på ingen måde om noget diffust.

Vi taler her om noget helt andet. At vise et krucifiks er ikke kun et spørgsmål om tro i vores kultur, men noget vigtigere, noget med en universel værdi. Korsets symbol, korsets symbolisme tilkendegiver et budskab af universelt omfang. Et budskab om fred og broderskab, som vi lærte af René Guénon, den store metafysiker, for blot at nævne ét navn. Denne værdi er særdeles klar i henhold til disse lærde videnskabsmænds opfattelse af traditionel kultur, men samtidig er det lige så klart, at vi med denne afgørelse kæmper med udtrykket af antitraditionelle synspunkter, der opfordrer alle til at tænke på samme måde. Det er noget, som er i strid med den sande ånd i EU, og det er, hvad der er så forbløffende.

Det virker næsten som om, man ønsker at vende befolkningerne væk fra enhver påmindelse om værdier og symboler, der udtrykker vertikalitet og åndelighed. Hvis vi ser bort fra de historiske kendsgerninger og forbindelsen til en specifik religion, er dette, og jeg gentager det, et universelt symbol. EU skal på den anden side beskytte befolkningernes ret til at bruge symboler startende med korsets symbol.

Europa skal være dristigt nok til at anlægge et metahistorisk perspektiv i disse grundlæggende spørgsmål og genindtage sin rolle som vugge og centrum, herunder åndeligt. Det skal igen give de europæiske befolkninger friheden til at bevare og ære symbolerne for deres identitet i overensstemmelse med et af kardinalprincipperne i EU's retlige og politiske struktur: subsidiaritetsprincippet. Hele spørgsmålet drejer sig om netop dette aspekt, om den grundlæggende karakter af subsidiaritetsprincippet.

Endelig giver dette spørgsmål os anledning til at overveje og drøfte et centralt spørgsmål: Hvad betyder religionsfrihed for Europa? Jeg vil sige, at det er netop er afgørelsen fra domstolen i Strasbourg, der fuldstændig tilsidesætter den grundlæggende ret til religionsfrihed, og som søger at forhindre mennesker, som f.eks. italienerne, i at have korsets symbol i klasseværelser som en uundværlig påmindelse om deres kristne rødder.

 
  
MPphoto
 

  Antonio Cancian, spørger. – (IT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Den 3. november 2009 gav Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en italiensk-finsk borger medhold i en klage gående ud på, at krucifikser skulle fjernes fra klasseværelser. Der har tidligere været lignende episoder i Spanien, Tyskland, Frankrig og også i Italien, hvor statsrådet i 1988 slog fast, at krucifikset ikke kun er et kristent symbol, men at det også har en værdi, der ikke er relateret til en bestemt religion. Igen i 2006 erklærede det italienske statsråd, at princippet om verdslighed i staten ikke må tilsidesætte et folks kulturelle identitet og dets civilisation.

Med vores forespørgsel ønskede vi at fremhæve det mest verdslige aspekt af dette spørgsmål, ikke mindst ved at påpege, at det næste skridt ville være at indbringe katolske symboler, der er en del af medlemsstaternes fælles traditioner, samt kunstneriske og kulturelle portrætteringer, der findes i vores byer, for domstolen i Strasbourg. Selv EU's flag, som blev skabt til Europarådet, er inspireret af Maria-ikonografi i henhold til dets designer.

Menneskerettighedsdomstolens afgørelse søger fra oven at pålægge – så meget for subsidiariteten – en verdslig model, som mange medlemsstater ikke kan identificere sig med eller, endnu værre, som fører os til nihilisme: Der har man den tomme væg, som hr. Borghezio netop nævnte. Afgørelsen sår tvivl om selve vores identitet, vores europæiske værdier, nemlig fred, kærlighed og civil harmoni, lighed og frihed, og derfor underminerer afgørelsen frihed og lige rettigheder.

EU's institutioner er fortalere for frihedsbeføjelser. Visningen af religiøse og kulturelle symboler, som mennesker identificerer sig med, er et udtryk for tankefrihed – og Sakharovprisen uddeles netop her i Parlamentet i morgen – og bør beskyttes som sådan af EU-institutionerne selv og af internationale organisationer, der er baseret på demokratiske principper.

 
  
MPphoto
 

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. (FR) Fru formand! Jeg ville med glæde have lyttet til hr. Mauro, men han vil kunne få ordet efter mig.

Jeg er forpligtet til at overholde en række retsregler. Kommissionen er stærk fortaler for retten til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed i overensstemmelse med artikel 9 i den europæiske menneskerettighedskonvention og artikel 10 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Det er dog sandt, at Kommissionen kun kan handle inden for rammerne af gældende EU-lovgivning. Faktum er, at nationale love om religiøse symboler i offentligt rum hører under medlemsstaternes nationale retlige systemer.

Subsidiaritetsprincippet anvendes inden for rammerne af EU. Det er sandt, at subsidiaritetsprincippet ikke gælder for gennemførelsen af afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, den internationale domstol med ansvar for håndhævelsen af den europæiske menneskerettighedskonvention. Det er sandt, at ansvaret for gennemførelsen af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser ligger hos Europarådet. Det er også sandt, at gennemførelsen af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser er obligatorisk for alle lande, der har undertegnet den europæiske menneskerettighedskonvention. Italien har, ligesom enhver anden part i sagen, ret til at anmode om en overførsel af sagen til den store afdeling senest tre måneder efter datoen for afgørelsen i henhold til konventionens artikel 43. I henhold til vores oplysninger – de oplysninger, vi har læst i medierne – udnytter den italienske stat sin ret til at appellere til den store afdeling.

Disse var de punkter, jeg ønskede at afklare. Hvad endnu en gang angår EU-lovgivning, vedrører denne sag medlemsstaternes nationale retlige systemer. Jeg kan dog ikke svare for Europarådet eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der har truffet en afgørelse, som forståeligt giver anledning til spørgsmål fra Parlamentets side.

Det er, hvad jeg ærligt kan sige, men jeg vil lytte nøje til de efterfølgende taler.

 
  
MPphoto
 

  Mario Mauro, for PPE-Gruppen. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil også gerne takke kommissæren for hans klare vurdering, der effektivt lægger beføjelserne til at regulere dette område tilbage i medlemsstaternes hænder.

Jeg må sige, at jeg er overbevist – mere end de fleste – om behovet for, at vores institutioner er verdslige, og lige så overbevist om, at religion ikke er løsningen på noget politisk problem. Samtidig kan vi ikke løse politiske problemer ved at erklære krig mod religioner.

Det er netop derfor, jeg vil forklare min tankegang ved hjælp af et paradoks. Hvad ville der ske, hvis vi gennemførte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse, dvs. hvis vi samtidig anvendt den begrundelse, der forpligter os til at fjerne krucifikser fra italienske klasseværelser, for alle steder, hvor kors vises i det offentlige rum? Hvad ville der ske med dette flag, Sveriges flag, og hvad med dette flag, Finlands flag, Tjekkiets flag, Maltas flag, Danmarks flag og Grækenlands flag, og hvad med Det Forenede Kongeriges flag, som har ikke færre end tre flag?

Fordi grunden til, at disse kors forekommer på disse flag, er ikke anderledes end grunden til, at krucifikser forekommer i italienske klasseværelser, og det er ikke en religiøs grund, men i stedet en kulturel og traditionel grund. Lad os derfor overlade det til medlemsstaterne i hvert enkelt tilfælde at vurdere, om løsningerne er passende for deres befolkning i overensstemmelse med deres religionsfrihed og institutionernes verdslige karakter.

Det er alt, hvad vi ønsker, og vi gør det frem for alt andet. Det er ikke et abstrakt lovbegreb, der skal opretholdes, men hver enkelt menneskes personlige sandhed og ønske om det uendelige.

 
  
MPphoto
 

  Juan Fernando López Aguilar, for S&D-Gruppen. – (ES) Fru formand! Som advokat og medlem af Parlamentet er jeg sikker på, at der er mange borgere, der følger vores forhandling, som er enige med mig i, at den mangler fokus. Vi vil derfor forsøge at præcisere et par ting.

Vi taler for det første om en afgørelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som ikke er en EU-institution, men en domstol – som er en del af EU's koncentriske cirkel, om end adskilt – som er fortaler for retsstatsprincippet, repræsentativt demokrati og menneskerettigheder.

For det andet taler vi om en retlig afgørelse, og ingen beslutning fra Parlamentet kan tilbagekalde eller ændre en afgørelse, der er truffet af en domstol.

For det tredje er Menneskerettighedsdomstolens afgørelse særdeles respektfuld over for religionsfrihed og dens naturlige følge, nemlig religiøs mangfoldighed. Religionsfrihed er en del af vores fælles forfatningsmæssige traditioner og medlemsstaternes forfatninger, og den er også en grundlæggende rettighed, der er beskyttet af konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

Afgørelsen omfatter derfor begrundelser med solidt retligt grundlag for beskyttelsen af religionsfrihed. Den afviser den slet ikke. Endvidere er afgørelsen truffet enstemmigt af en anset domstol, der har påvirket etableringen af en kultur af menneskerettigheder i næsten 60 år.

I sidste ende, og dette er vigtigt, skal vi dog huske, at ingen afgørelse fra Menneskerettighedsdomstolen betyder, at lovgivning, som en medlemsstat har undertegnet indtil den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder, skal ændres, fordi afgørelsen anerkender retten til påberåbe sig en krænkelse i en specifik sag.

Det er kun på det grundlag, at det er op til medlemsstaterne at træffe de relevante beslutninger om ændringer af lovgivning eller politikker, der kan være inspireret af Menneskerettighedsdomstolens doktrin, men de kan under ingen forpligtes eller tvinges til at gøre det af en afgørelse fra Menneskerettighedsdomstolen.

Medlemsstaterne behøver derfor ikke være bekymrede. Ingen af dem er forpligtede til at ændre deres lovgivning eller offentlige politikker som følge af en konkret afgørelse fra Menneskerettighedsdomstolen. Derfor har hverken Italien eller noget andet land nogen grund til at vedtage generelle regler som følge af denne afgørelse.

Endelig er subsidiaritetsprincippet blevet påberåbt. Vi må sige, at subsidiaritet er en regel i EU-lovgivningen, som ikke finder anvendelse i dette tilfælde, fordi dets begreb og anvendelser ikke har noget med dette at gøre.

Jeg tror endda, at der kunne påberåbes en regel i europæisk lovgivning, der tillader, at en afstemning udsættes, hvis der er tvivl om relevansen af en afstemning, som ikke har noget med anliggender, der vedrører Parlamentet, at gøre, hvilket efter min mening er tilfældet her.

Jeg mener derfor, at denne forhandling, selv om den er legitim, uden tvivl mangler fokus og ikke kræver en omgående erklæring og endnu mindre en protest mod eller tilbagekaldelse af en afgørelse, der er truffet af en domstol, som ikke er en EU-institution.

 
  
MPphoto
 

  Sophia in 't Veld, for ALDE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Den noget vildledende overskrift på dagens forhandling indeholder ordet "subsidiaritet". Subsidiaritet, som jeg forstår det, betyder at træffe beslutninger på det niveau, der er tættest på borgeren, og det niveau er borgeren – den enkelte borger. Det, som De siger i Deres beslutninger, er, at en nationalstats rettigheder står over de enkelte borgeres rettigheder. Det er vores job i Parlamentet at beskytte borgernes rettigheder, ikke staternes rettigheder.

Hvis vi – som De hævder – betragter dette som en sag, der ikke vedrører EU, vil jeg gerne vide, hvorfor disse spørgsmål er medtaget i Københavnskriterierne, og hvorfor vi kræver af kandidatlandene, at de respekterer adskillelsen af kirke og stat, når vi ikke kan kræve det samme af vores egne medlemsstater.

Hvis De for det tredje siger, at Parlamentet ikke har kompetence til at drøfte disse spørgsmål, vil jeg gerne vide, hvordan vi kan være kompetente til at drøfte spørgsmål som formen på agurker, men ikke vores borgeres grundlæggende rettigheder.

Hvad angår den europæiske menneskerettighedskonvention og domstolsafgørelsen, er der nu to uger til Lissabontraktatens ikrafttræden, som kræver, at EU tiltræder menneskerettighedskonventionen. Ville det ikke være uforståeligt, hvis vi samtidig afviser at acceptere Strasbourgdomstolens myndighed? Det kan vi ikke forklare for vores borgere.

Jeg mener dernæst – og det er tidligere blevet sagt af hr. López – at politikere ikke bør blande sig i domstolsafgørelser. Lad dommerne gøre deres job. Vi kan have en holdning – vi kan synes om afgørelsen eller ej – men vi bør ikke blande os i deres arbejde. Min gruppe, ALDE-Gruppen – Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa – er fortaler for et Europa, der er for alle borgere. ALDE-Gruppen tror på et Europa af mangfoldighed, hvor alle har ret til deres egen samvittighed, deres egen religion og endda frihed fra religion.

Jeg vil nu afslutte. Staterne – ikke domstolene, staterne – skal sikre et miljø, hvor alle borgere kan leve frit efter deres egen samvittighed. De skal beskyttes af staten, og situationen er efter min mening meget alvorlig, hvis de føler behov for at gå til domstolene for at forsvare sig mod staterne. Jeg opfordrer medlemmerne til at forkaste beslutningerne fra PPE-Gruppen og ECR-Gruppen.

 
  
MPphoto
 

  Mirosław Piotrowski, for ECR-Gruppen. – (PL) Fru formand! I lyset af den historiske kendsgerning, at EU's grundlæggere, Konrad Adenauer, Alcide De Gasperi, Robert Schuman og Jean Monnet, var kristelige demokrater, som baserede deres værk på kristne værdier og symboler, vil jeg minde Dem om, at EU's flag, som viser en cirkel med 12 gyldne stjerner på en blå baggrund, og som hænger bag formanden, henviser til de 12 stjerner over den hellige jomfru Marias hoved – Johannes' åbenbaring, kapitel 12.

Et halvt århundrede senere er det værd at spørge, om grundlæggernes filosofi stadig er relevant. I forbindelse med den skandaløse afgørelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som beordrede, at krucifikser skulle fjernes fra en italiensk skole, skal det fremhæves, at ingen gruppe af dommere, der er udnævnt af politikere, end ikke Europarådet, kan beordre fjernelsen af et krucifiks, som har universel og religiøs betydning. Denne afgørelse tramper religionsfrihed og Europas kulturarv under fode.

I den forbindelse vil jeg gerne spørge kommissæren, om han ikke mener, at et angreb på kristne symboler også er en ødelæggelse af EU's grundlag? Kunne De ikke på Kommissionens vegne indlede en debat om rollen for og betydningen af kristne symboler i EU?

 
  
MPphoto
 

  Manfred Weber (PPE). – (DE) Fru formand! Jeg er taknemmelig for muligheden for at gennemføre denne forhandling. Hr. López Aguilar henviste til den kendsgerning, at vi efter hans mening som advokat ikke er ansvarlige. Jeg taler ikke som advokat, men som politiker. Millioner af mennesker i Europa berøres af afgørelsen fra dommerne i Strasbourg. Derfor er det godt, at vi drøfter den her.

Forholdet mellem kirke og stat i Europa har altid været omstridt og har ført til blodige konflikter. Det er korrekt og passende, at det er lykkedes for EU at adskille stat og religion. Det er en god ting. Vi har dog en lang række forskellige modeller i Europa. Frankrig er tydeligvis en ikkereligiøs stat, mens statsoverhovedet i Det Forenede Kongerige, dronningen, også er kirkens overhoved. Vi har forskellige modeller for, hvordan forholdet mellem kirke og stat har udviklet sig. Jeg mener derfor, det er godt, at vi påberåber os subsidiaritetsprincippet på dette område, og at hvert land kan vælge sin egen vej.

Jeg vil endda gå et skridt videre. Jeg ønsker ikke at tale om subsidiaritet, men om den grundlæggende kendsgerning, at de europæiske værdier om solidaritet, subsidiaritet og frihed er utænkelige uden et fundament i kristendommen og i den jødekristne forståelse af religion. Hvorfor finder vi ikke disse værdier i Kina eller Mellemøsten? Det skyldes, at de er baseret på vores kultur og vores religioner. Det er muligt at nævne dette uden at tvinge andre til at acceptere den samme tro. Vi er stolte af vores religionsfrihed.

Der er religionsfrihed på den måde, at jeg kan vælge at være ateist. Det er acceptabelt og legitimt, og det har vi kæmpet for. Der er dog også retten til at have en tro. I min region, hvor der lever mere end 1 mio. mennesker, er mere end 80 % katolikker. Ligesom ateister kræver, at andre viser dem tolerance, så kræver katolikkerne, som udgør mere end 80 % af befolkningen, at ikketroende er tolerante over for deres tro. De ønsker at kunne vise deres tro offentligt, at repræsentere den og at få kristne symboler accepteret af mindretallet i dette flertalssamfund. Dette er også legitimt, når vi taler om religionsfrihed.

Alle, der kræver tolerance, skal også vise tolerance over for dem, der praktiserer en kristen tro.

 
  
MPphoto
 

  Joanna Senyszyn (S&D). – (PL) Fru formand! Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har med rette afgjort, at krucifikser på væggene i klasseværelser krænker elevernes religionsfrihed og forældrenes ret til at opdrage deres børn i overensstemmelse med deres egne overbevisninger. Dommerne besluttede enstemmigt, at et krucifiks er et brud på den europæiske menneskerettighedskonvention.

Afgørelsen er simpel, klar og universelt forståelig. Derfor har den fremkaldt en sådan vrede og aggression blandt gejstligheden og politikere på højrefløjen. De foregiver, at de ikke forstår, og kræver forklaringer fra Kommissionen, og at Parlamentet vedtager en officiel holdning. Dette er ulovligt. EU's institutioner har ingen beføjelser til at vurdere denne afgørelse eller nogen anden. Vi må ikke glemme tredelingen af magten, og at domstolen er et organ under Europarådet og ikke EU.

Jeg vil svare spørgerne, når de er så meget i tvivl: Afgørelsen om krucifikserne krænker ikke subsidiaritetsprincippet. Tværtimod hjælper den de europæiske stater med at overholde loven, idet de tilsyneladende har glemt, at deres forfatning indeholder en bestemmelse, hvis ikke om delingen af kirke og stat, så i det mindste om neutraliteten af verdensanskuelsen. Domstolens afgørelser hjælper nationale myndigheder og domstole, som er underlagt kirken, med at virkeliggøre borgernes grundlæggende rettigheder, der krænkes som følge af kirkevældet i det sociale liv. Borgerne i kirkestater kan ikke forsvare deres rettigheder ved de nationale domstole. Det er godt, at de kan gå til Menneskerettighedsdomstolen for at opnå retfærdighed.

Afgørelsen er i overensstemmelse med respekt for medlemsstaternes nationale identitet og bør gennemføres. Den vedrører ikke et forbud mod religiøse symboler i det offentlige rum, men kun i en meget lille del af det offentlige rum, i statslige skoler. Der er ingen, som kræver, at kors fjernes fra kirker, torve eller flag, som et medlem overilet påstod.

Det er ikke en indgriben i forholdet mellem kirke og stat, men kun et forsvar af borgere, hvis rettigheder krænkes. I mit land begrænser det voksende kirkevælde polakkernes grundlæggende rettigheder. Jeg kan ikke forestille mig, at Parlamentet og Kommissionen ville forhindre mine landsmænd i at forfølge deres rettigheder ved Strasbourgdomstolen. En kritisk holdning fra Kommissionen og Parlamentet til denne afgørelse vil være uautoriseret indgriben og ville desuden latterliggøre os. Jeg må advare Dem mod dette.

 
  
MPphoto
 

  Carlo Casini (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse har krænket både troende og alle andre, der i århundreder har betragtet krucifikset som et symbol på håb og solidaritet, noget, der giver trøst og lindring fra frygt og smerte.

Vi håber, at afgørelsen ændres af den store afdeling, da den tydeligvis er irrationel. Skal vi afskaffe selve navnet på Røde Kors? Skal vi fjerne de store krucifikser på bjergtoppe, der knejser over byer og dale? Vil det være forbudt for dronningen af England, som allerede er blevet nævnt, at være overhoved for den anglikanske kirke?

Sagen indbyder dog til en meget vigtig overvejelse fra et civilt og politisk synspunkt: Er menneskerettigheder blot rettigheder for enkeltpersoner som parter, der er isoleret fra et socialt miljø, eller er retten til at udtrykke en bestemt form for gudfrygtighed også en ret for befolkningerne? Betyder tradition, historie, intelligens og kunst ikke nået, når disse i årtusinder har været kendetegn for en befolknings identitet?

Spørgsmålet vedrører endvidere med rette også forholdet mellem subsidiaritet og menneskerettigheder, og jeg bemærker, at sidstnævnte, bortset fra visse grundlæggende principper, der må betragtes som universelle og uigendrivelige, kan fortolkes på forskellige måder, og at menneskerettigheder endda kan være i strid med hinanden. Hvorfor skal en stat nægtes chancen for gennem sine love at løse disse konflikter og for at fortolke og gennemføre menneskerettigheder i henhold til befolkningens etiske synspunkter? Spørgsmålet går derfor videre end spørgsmålet om krucifikser.

Ved andre lejligheder har domstolen med hensyn til retten til liv anerkendt staternes eksklusive ret til at træffe beslutning om de mest kontroversielle spørgsmål, som f.eks. regulering af abort og eutanasi. Nu kræver Lissabontraktaten, at vi tiltræder den europæiske menneskerettighedskonvention og som følge deraf – som EU – også respekterer Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser.

Vi bør derfor overveje den nye og anderledes retning, som domstolen aktuelt anlægger. Det ville være alvorligt, hvis en overnational magt, navnlig hvis den udøves af et begrænset antal mennesker og ikke som det demokratiske udtryk for folkets vilje, blev undertrykkende og fornedrende, ufølsom over for befolkningens følelser og hjerter og derfor i sidste ende imod frihed. Derfor håber jeg, at den beslutning, som er fremlagt af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater), vil blive vedtaget med stemmerne fra et stort antal medlemmer.

 
  
MPphoto
 

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Fru formand! Europas, de enkelte staters og dermed også EU's historie er tæt forbundet med den kristne kulturarv, uanset om vi synes om det eller ej. Som følge deraf indeholder selv forfatningerne for mange lande en reference til kristne traditioner. Selv EU-traktaten henter i sin præambel inspiration fra bl.a. Europas religiøse arv, hvorfra universelle værdier har udviklet sig.

Grundlæggende rettigheder i EU garanteres i dag i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention, men de stammer først og fremmest fra forfatningsmæssige traditioner, som er fælles for medlemsstaterne, og som har udviklet sig gennem århundreder. Jeg mener derfor, at EU fuldt ud skal respektere medlemsstaternes historie, kultur og traditioner og beslutsomt skal afvise at straffe medlemsstater, der forsvarer deres ret til deres egen særlige beskaffenhed og karakter, herunder kristen kulturarv og kristne symboler. Til sidst vil jeg blot tilføje, at hverken chartret eller menneskerettighedskonventionen udvider EU's beføjelser.

 
  
MPphoto
 

  Agustín Díaz de Mera García Consuegra (PPE). – (ES) Fru formand! Jeg vil først bede om at måtte låne nogle ord, som jeg vil gøre til mine egne. Krucifikset er ikke et tegn på tvang. Det er et symbol, som repræsenterer positive værdier, der er en del af vores historie, vores kultur og et samfund, der går mere end 2 000 år tilbage. Vi kan ikke påstå at beskytte grundlæggende rettigheder ved at fornægte selve de værdier, der skabte dem.

Demokrati virkeliggøres gennem frihed og respekt og fremmer udøvelsen af rettigheder, ikke gennem tvang eller begrænsning. Subsidiaritetsprincippet skal naturligvis respekteres og anerkendes af alle europæiske institutioner, organisationer og domstole, navnlig frihed, uanset om det drejer sig om meningsfrihed eller trosfrihed.

Medlemsstaternes beføjelser til at vise religiøse symboler i offentlige rum som et symbol, der repræsenterer deres befolkningernes traditioner og identitet, må og kan ikke krænkes. Frihed er et grundlæggende element i vores samfund og den grundlæggende søjle, som det fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed er baseret på. Hvis den begrænses eller censureres, vil selve fundamentet under EU falde sammen.

 
  
MPphoto
 

  Georgios Papanikolaou (PPE). (EL) Fru formand! Jeg mener også, at Menneskerettighedsdomstolen tager fejl, når den afgør, at et krucifiks på væggene i klasseværelser er lig med despekt for andre menneskers religiøse tro. Det spørgsmål, vi drøfter i dag, er et socialt spørgsmål snarere end et retligt spørgsmål. Vi skal naturligvis overholde subsidiaritetsprincippet. Tilstedeværelsen af religiøse symboler er ikke et tegn på religiøs diskrimination eller tvang. Det er et resultat af hvert lands traditioner, historie og ofte dets forfatning, hvilket er tilfældet mit land, Grækenland.

I Grækenland har vi religiøse ikoner i klasseværelserne – ikke for at påtvinge eleverne en bestemt religion, men fordi det er en del af vores traditioner, som hænger direkte sammen med vores samfunds værdier og strukturer, direkte sammen med fire århundredes forfølgelse og undertrykkelse under det osmanniske rige.

 
  
MPphoto
 

  Anna Záborská (PPE). – (SK) Fru formand! Jeg vil kort kommentere tre punkter. I aften, hvor vi befinder os ved årets udgang umiddelbart inden jul og før midnat en tirsdag næsten 60 år efter grundlæggelsen af EU, drøfter vi stadig en af søjlerne i den europæiske integration. Vi drøfter subsidiaritetsprincippet.

Spørgsmålet fra Mario Borghezio vedrører for det andet afgørelsen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg om, at tilstedeværelsen af et krucifiks i italienske klasseværelser er en overtrædelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder. Denne afgørelse har skabt frygt i mange lande. Det slovakiske parlament vedtog i sidste uge en resolution, hvori det fastslås, at afgørelsen er i strid med Europas kulturarv og kristne historie.

Endelig følte jeg mig ikke helt tilpas, mens jeg læste forslaget til den fælles beslutning, som vi stemmer om torsdag. Jeg er skuffet over, at vi ikke har mod til at inkludere de punkter fra Lissabontraktaten, der direkte vedrører det program, som skal vedtages, i en beslutning om subsidiaritet.

 
  
MPphoto
 

  Magdi Cristiano Allam (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Når næsten ingen er til stede her for at tale om spørgsmålet om krucifikser, og når vi for at drøfte krucifikser skal påkalde os spørgsmålet om subsidiaritet, kan vi kun konkludere, at vi befinder os i et Europa, der skammer sig over sin historiske sandhed med dens jødekristne rødder og kristendommens historiske sandhed, der er Europas fælles sprog, som Goethe sagde.

I Parlamentet er der 23 officielle sprog, hvilket viser, at der er intet, som forener Europa, ud over kristendommen. Jeg vil gerne stille hr. Barrot et spørgsmål: Hvorfor stimlede Kommissionen, EU, FN, Den Arabiske Liga og organisationen Den Islamiske Konference sammen for at fordømme resultatet af en folkeafstemning i Schweiz, der sagde "nej" til minareter – selv om Schweiz ikke er medlem af EU – og alligevel forholder De Dem i dag neutral over for et spørgsmål, der vedrører vores rødder, vores identitet og vores sjæl?

 
  
MPphoto
 

  Csaba Sógor (PPE). – (HU) Fru formand! Som protestantisk præst, hvis tradition betragter den ottetakkede stjerne og ikke korset som det vigtigste symbol, vil jeg komme med et kort bidrag til denne forhandling. Jeg kommer faktisk fra en valgkreds, hvor 99 % af vælgerne er katolikker. Mine fire børn går i skole med katolske børn. Korset generer os ikke. Jeg vil her gerne – om forlov fra et teknisk perspektiv – skelne mellem krucifikset og korset. Vi skal være opmærksomme på, selv om det ikke genererer mig personligt, at der er mennesker, som generes af korset eller krucifikset, fordi det minder dem om inkvisitionen.

Jeg mener, at dette er passende i de lande, hvor denne skik har udviklet sig på grund af den katolske tradition med at have et kors i skoler, navnlig i religionsskoler. Parlamentet burde dog ikke drøfte sådanne spørgsmål, men i stedet drøfte fattigdom, den økonomiske krise, eller hvordan Østeuropa skal indhente resten af EU. Dette er en uproduktiv forhandling, vi fører. Vi skal se på, hvem der protesterede i den pågældende italienske skole, og hvorfor. Vi burde have undersøgt denne enkeltstående sag i stedet for her at drøfte et spørgsmål, som allerede er noget fra fortiden.

Jeg vil naturligvis igen understrege, at jeg ikke har noget imod korset. Jeg ser også på korset hver eneste dag, hvilket ikke genererer mig. Vi skal skabe de rette levevilkår i Italien og Rumænien, så dette ikke bliver genstand for debat.

 
  
MPphoto
 

  Diane Dodds (NI). – (EN) Fru formand! I de senere år har vi oplevet en vedvarende kampagne for at undertrykke religionsfriheden. Kristne sygeplejersker er blevet irettesat for at have tilbudt at bede med patienter, og så sent som i dag har Lillian Ladele, en kristen giftefoged, der blev bedt om at foretage civile partnerskaber eller fratræde sin stilling, tabt sin sag om religiøs diskrimination ved appeldomstolen i Det Forenede Kongerige.

Ligestillingslovene har ikke kunnet beskytte de kristne – faktisk tværtimod. En ændring af ligestillingsloven med henblik på at beskytte kirkernes religionsfrihed blev nedstemt i Underhuset for to uger siden under beskyldninger om indblanding fra Europa-Kommissionen. Kommissionen hævdede i sin begrundede udtalelse, at Det Forenede Kongerige skal indsnævre bestemmelsen om religionsfrihed i sin lovgivning om ansættelse. Jeg siger, at Kommissionen burde skamme sig. Det skal anerkendes, at mennesker har en tro, og at de skal have retten til at give udtryk for denne tro. Kristne burde blive beskyttet og ikke straffet af loven.

 
  
MPphoto
 

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. – (FR) Fru formand! Det land, jeg kender bedst, har oplevet hårde konfrontationer om disse spørgsmål, og jeg vil meget enkelt, men personligt udtrykke et ønske om at Parlamentets politik bliver en politik baseret på gensidig tolerance og respekt.

Der er faktisk familier, som ønsker at leve efter kristne traditioner. Der er familier, som sætter spørgsmålstegn ved denne tradition. Denne religiøse og kulturelle mangfoldighed er det, der skaber os, det, der skaber Europa. Vi skal efter min mening være meget forsigtige, når vi behandler spørgsmål som dette. Jeg tillader mig at sige dette, fordi jeg selv har lidt under ekstremer fra begge sider i det land, som jeg kender bedst.

Når det er sagt, så er jeg advokat, og jeg kan ikke se, hvordan denne forhandling kan afholdes her, når den først burde være afholdt i Europarådets Parlamentariske Forsamling og i vores nationale parlamenter. Her burde denne forhandling finde sted. Vi er desuden forpligtede – jeg er forpligtet på vegne af Kommissionen – til at sige, at Kommissionen bestemt ønsker at respektere princippet om religionsfrihed, og at den naturligvis er nødt til at reagere over for enhver form for diskrimination af personer, der tilhører en bestemt religion.

Når det er sagt, kan Kommissionen ikke handle uden for den retlige ramme, der er fastlagt ved traktaterne. Den kan desuden ikke gribe ind som traktaternes vogter i spørgsmål vedrørende en medlemsstat, når disse spørgsmål ikke vedrører EU-lovgivningen. Det er jeg ganske enkelt nødt til at sige. Kommissionen kan kun tage de forskellige holdninger, der er fremsat i Parlamentet, til efterretning, men den kan ikke udtrykke en holdning til et spørgsmål, der ikke hører ind under europæisk lovgivning. Endnu en gang så falder disse spørgsmål ind under medlemsstaternes nationale retlige systemer. Det er, hvad jeg kan sige som advokat.

Jeg mener dog, at denne forhandling er nyttig, og at den naturligvis var interessant, selv om jeg helt enkelt opfordrer alle, der har deltaget i forhandlingen, til at bevare den nødvendige relativitetssans og lade Europarådet og Europarådets Parlamentariske Forsamling føre nyttige forhandlinger, hvad angår fortolkningen af den europæiske menneskerettighedserklæring. Som traktaternes vogter kan vi helt ærligt ikke gribe ind i en forhandling, der grundlæggende vedrører Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Jeg beklager, at jeg ikke kan give Dem et bedre svar i aften, fordi jeg helt ærligt og i overensstemmelse med loven er forpligtet til at svare Dem på denne måde. Jeg er i sandhed overbevist om, at vi taler om problemer, der i dag i EU håndteres inden for rammerne af de nationale retlige systemer i hver medlemsstat.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Jeg har modtaget seks beslutningsforslag(1), jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 17. december 2009.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

 
  
MPphoto
 
 

  Herbert Dorfmann (PPE), skriftlig. – (DE) Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse er udtryk for en aggressiv verdsliggørelse og giver myndighed til alle, der ønsker at gøre det offentlige rum religionsfrit. I deres indsats overser de, at vores kontinent ikke kan eksistere uden kristendom. Kristendom har defineret Europa, dets befolkning, kultur og kunst og dets måde at tænke på i et sådant omfang, at kontinentet ville miste sin identitet, hvis alle spor af kristendommen blev fjernet. Det handler bestemt ikke om at sætte spørgsmål ved religionsfrihed. Adskillelsen af kirke og stat er en overordnet fordel ved vores demokrati, og jeg ønsker, at vi skal sikre, at begge udfører deres egne opgaver med respekt for hinanden. Denne respekt er dog netop, hvad det hele handler om. Den kristne kirke må ikke kræve, at alle andre tilslutter sig dens trosretning, men er berettiget til at kræve at blive respekteret af alle.

 
  
MPphoto
 
 

  Martin Kastler (PPE), skriftlig. – (DE) Hvad betyder religionsfrihed egentlig? Svaret er ganske enkelt. Det er friheden til at udøve religion. Religionsfrihed er ikke frihed fra religion, men frihed til at have en religion. Religionsfrihed skaber ikke et religionsfrit samfund, men giver mennesker ret til at udøve deres religion åbent i samfundet. Et krucifiks i klasseværelset tvinger ikke nogen til at tro eller til ikke at tro. Det krænker derfor ikke religionsfriheden. Jeg har heller aldrig hørt om en ret, der giver nogen ret til ikke at blive konfronteret med religiøse symboler. Hvis dette var tilfældet, skulle vi faktisk omgående forbyde kors på gravstene og på kirketårne. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse om krucifikser er derfor ikke kun et angreb på subsidiaritetsprincippet – den krænker også selve retten til religionsfrihed. Vi, Parlamentet, kan og må ikke acceptere denne afgørelse. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol skal tage sig af retlige forhold og må ikke være en marionetdukke for ideologiske og antikristne interesser. Ellers skal vi alvorligt overveje, om denne domstol egentlig stadig har nogen berettigelse.

 
  
MPphoto
 
 

  Joanna Katarzyna Skrzydlewska (PPE), skriftlig. – (PL) Efter min mening har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse ikke noget at gøre med beskyttelse af religionsfrihed. Tilstedeværelsen af et kors i et klasseværelse lægger ikke i sig selv pres på en persons verdensanskuelse og krænker ikke forældrenes ret til at opdrage deres børn i overensstemmelse med deres egen overbevisning, ligesom denne ret ikke krænkes af at bære tøj, der tilkendegiver en bekendelse til en bestemt tro. Gensidig forståelse og åbenhed over for andre er grundlaget for et fælles og forenet Europa, og det samme er respekten for kulturelle forskelle mellem lande og rødderne og traditionerne i de nationer, der udgør EU. Det er ingen hemmelighed, at kilderne til vores europæiske identitet kan føres direkte tilbage til den kristne tradition. For et klart flertal af europæerne er korset derfor et religiøst symbol og samtidig et symbol, der repræsenterer deres værdier. Jeg kan ikke forestille mig, at den gensidige dialog, som vi fører hver dag, kan blive blottet for de værdier, vi har. Jeg kan heller ikke forestille mig, at vi i religionsfrihedens navn kan blive tvunget til at fornægte det, der for os er et vigtigt og helligt symbol, uanset om det er et kors, en Davidstjerne eller halvmåne. Ligesom ingen har ret til at tvinge andre til at overholde en bestemt religion eller et bestemt værdisystem, så har ingen ret til i frihedens navn at tvinge andre til at fjerne symboler, der er vigtige for hele menneskeheden. Ved sin afgørelse opretholder Menneskerettighedsdomstolen faktisk ikke religionsfrihed, men diskriminerer alle, som i deres liv tillægger symboler på tro stor betydning.

 
  

(1) Se protokollen.

Seneste opdatering: 30. april 2010Juridisk meddelelse