Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2009/2806(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

B7-0269/2009

Forhandlinger :

PV 17/12/2009 - 12.2
CRE 17/12/2009 - 12.2

Afstemninger :

PV 17/12/2009 - 13.2

Vedtagne tekster :

P7_TA(2009)0120

Forhandlinger
Torsdag den 17. december 2009 - Strasbourg EUT-udgave

12.2. Aserbajdsjan: ytringsfrihed
Video af indlæg
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om syv forslag til beslutning om ytringsfrihed i Aserbajdsjan.

 
  
MPphoto
 

  Fiorello Provera, forslagsstiller. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! EU er gået i gang med et interessant østligt partnerskabsprojekt, som har mødt opbakning fra og har fremmet samarbejdet med seks lande, Armenien, Belarus, Georgien, Moldova, Ukraine og Aserbajdsjan.

Projektet styrker forbindelserne mellem EU og disse lande og kan føre til demokratisk og økonomisk udvikling i området, om end i forskellig udstrækning afhængig af det enkelte lands historie. Da der er tale om en velovervejet politisk strategi, er det efter min mening upassende at afholde denne uopsættelige forhandling om to unge bloggere, som blev dømt på grundlag af endnu uafklarede hændelser, mens vi ser igennem fingre med andre episoder, som ganske enkelt er tragiske, f.eks. den nylige massakre på 57 personer, som var samledes for at støtte en præsidentkandidat i Filippinerne.

Alle Parlamentets grupper med undtagelse af vores støtter et forslag til beslutning om Aserbajdsjan, der er groft og ude af trit med de partnerskabsinitiativer, som vi har iværksat. Jeg er overbevist om, at de stærke synspunkter i den beslutning, der er sat til afstemning i dag, ikke blot kan gøre forholdet mellem den aserbajdsjanske regering og EU mere spændt, men også kan have den modsatte effekt på sagen om de to unge, eftersom denne beslutning kunne bringe en benådning i fare.

Jeg vil i den forbindelse gerne minde Dem om den beslutning, der blev vedtaget i plenarforsamlingen i går, hvor vi forkastede en beslutning om sagen om Aminatou Haidar for ikke at bringe de igangværende diplomatiske forhandlinger i fare. Jeg føler desuden, at det er uheldigt, at vi på det samme møde sætter to beslutninger til afstemning – en om Belarus og en om Aserbajdsjan – hvis tone er meget forskellig, når begge lande indgår i det østlige partnerskab.

 
  
MPphoto
 

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, forslagsstiller. – (PL) Hr. formand! Da Europa den 11. november i år markerede årsdagen for afslutningen af Første Verdenskrig, blev nogle aserbajdsjanske journalister, som havde vovet at skrive om den udbredte korruption og arbejdsløshed i landet, idømt flere års fængsel. Journalisterne blev officielt tiltalt for at have opildnet til optøjer og udbredt terrorisme.

På den rangliste, som Freedom House har udarbejdet, har Aserbajdsjan status som "ikke frit". Ifølge Journalister Uden Grænser ligger Aserbajdsjan på en 146. plads ud af 175 lande i en undersøgelse om ytringsfrihed. Der kommer også foruroligende signaler fra analyser foretaget af Economist Intelligence Unit, som har analyseret Aserbajdsjan i forhold til politiske frihedsrettigheder. Det bør i den forbindelse ikke overraske nogen, at de aserbajdsjanske myndigheder sidste år afviste at give sendetilladelse til udenlandske medier som BBC og Radio Free Europe.

Jeg mener, at tiden er inde til, at EU reviderer sin strategi over for Aserbajdsjan og udnytter, at landet er en del af den europæiske naboskabs- og partnerskabspolitik, og begynder at lægge større pres på landets myndigheder. Jeg vil desuden gerne tilslutte mig min politiske gruppes krav om en ubetinget løsladelse af de fængslede journalister og behørige ændringer af aserbajdsjansk lovgivning.

 
  
MPphoto
 

  Marietje Schaake, forslagsstiller. – (EN) Hr. formand! Aserbajdsjan har indgået en række partnerskabsaftaler med EU. Landet er både en del af naboskabspolitikken og det østlige partnerskab. Der er ikke kun tale om et handelssamarbejde. Aserbajdsjan har også skrevet under på at ville respektere demokratiet, menneskerettighederne og retsstaten. Alt dette er imidlertid alvorligt truet på grund af det nuværende styre.

Vi sætter i dag fokus på sagen om Emin Milli og Adnan Hajizade, som er udtryk for et slag mod frie medier, ytringsfrihed og civilsamfundet, og som stikker meget dybere og rækker meget længere end sagen om de to såkaldte bloggere. De benyttede netop nye medier som Facebook og Twitter i forbindelse med deres ungdomsorganisations arbejde, men sagen er, at vi ikke engang ved, hvorfor de sidder fængslet, da beviser til forsvar for deres sag ikke blev godkendt i retssagen, en retssag, der ikke levede op til internationale standarder – og i den grad ser fabrikeret ud.

Hvis vi ikke kan stole på, at den aserbajdsjanske regering overholder sin forpligtelse til at respektere demokratiet, menneskerettighederne og retsstaten i henhold til forskellige aftaler, som den selv har indgået med EU, så kan EU slet ikke betragte Aserbajdsjan som en troværdig partner. Det gælder også i forhold til handelsforbindelserne.

Den aserbajdsjanske regering opfordres i denne beslutning til at overholde sine egne løfter og begynde at opbygge sin legitimitet i det internationale samfund ved at respektere sine egne borgere og tildele dem demokratiske rettigheder og menneskerettigheder og sikre respekten for retsstaten.

I går uddelte Parlamentet Sakharovprisen, og vi hørte en meget imponerende tale af modtageren, hr. Kovalev, som sagde, at frygt kun kan imødegås med tankefrihed, og der er først tankefrihed, når ytringsfriheden reelt er garanteret, og så hører vi om disse personer, som blot udtaler sig kritisk om regeringen. Vi skal som europæere i samarbejde med Aserbajdsjan garantere frihedsrettigheder på alle områder.

 
  
MPphoto
 

  Ulrike Lunacek, forslagsstiller. – (DE) Hr. formand! Den forrige taler har allerede nævnt nogle af detaljerne i denne beslutning. Beslutningen blev bl.a. udarbejdet på grund af en episode i juli 2009, hvor to unge bloggere, Emin Milli og Adnan Hajizade, blev overfaldet på en restaurant, henvendte sig til politiet for at anmelde hændelsen og derefter selv blev anholdt.

De blev retsforfulgt, og rettergangen var ifølge internationale observatører, bl.a. Amnesty International, langt fra retfærdig. Den video, som tilsyneladende blev optaget i restauranten, og som tydeligt viser, hvem der blev overfaldet, og at overfaldsmændene var nogle andre end de to bloggere, blev f.eks. ikke afspillet.

Det står derfor klart, at dommen ikke lever op til de kriterier, som en stat skal overholde i henhold til retsstatsprincippet. Jeg håber derfor meget, at alle beviser vil blive fremlagt, når en ny retssag finder sted.

Det glæder mig, at det er lykkedes os at fremsætte et beslutningsforslag, som bakkes op af næsten alle grupper. Jeg finder det beklageligt, at hr. Proveras gruppe ikke tilslutter sig os og i stedet lægger vægt på, at vi bør afvente, at sagen løser sig af sig selv, og gøre brug af de diplomatiske kanaler.

Jeg mener, hr. Provera, at Parlamentet, som har indgået et partnerskab med det aserbajdsjanske parlament, er nødt til at udtrykke sig klart. Menneskerettigheder er et grundlæggende spørgsmål. Fru Schaake henviste til Sakharovprisen, som blev uddelt i går. Vi skal give udtryk for vores støtte til tankefrihed og beskytte den i hele verden.

Præsident Alijev har ofte udtalt, at den enkelte journalists rettigheder er vigtige, og at de skal forsvares af staten. Det er vores opgave at minde alle om dette, og jeg håber meget, at der i fremtiden bliver fremsat et nyt beslutningsforslag om partnerskabet mellem det aserbajdsjanske parlament og Europa-Parlamentet, da det desværre ikke lykkedes for to uger siden.

 
  
MPphoto
 

  Joe Higgins, forslagsstiller. – (EN) Hr. formand! Det glæder mig, at der rettes opmærksomhed mod de forfærdelige og vedvarende anslag mod menneskerettighederne i Aserbajdsjan: ingen mediefrihed og snesevis af fængslede journalister, nogle udsat for vold og andre ligefrem dræbt i de senere år. Vi må imidlertid spørge os selv, hvorfor Ilham Alijevs regime indfører en så uhyggelig undertrykkelse. Det er selvfølgelig for at prøve at skjule den enorme korruption i landet. Regeringstoppen har på utrolig vis beriget sig selv, særlig inden for olie- og gasindustrien, samtidig med at 90 % af Aserbajdsjans befolkning lever i yderste fattigdom og ikke har fået del i udbyttet af landets naturressourcer.

Vestlige regeringer og multinationale selskaber opfører sig som sædvanlig meget hyklerisk i den forbindelse. De tager på vanlig vis hensyn til regimet for at fremme handelen, og selskaberne genererer kæmpe overskud ved at udnytte de naturressourcer, som retmæssigt tilhører den aserbajdsjanske befolkning. Man burde spørge de vestlige regeringer, hvorfor de – i stedet for at understøtte regimet – ikke kræver, at olieressourcerne anvendes til at ændre befolkningens liv.

Medlemmerne af Parlamentet er helt med rette barske i deres fordømmelse af anslaget mod retten til at fremsætte kritik af regimet og demonstrere frit i Aserbajdsjan, og jeg kan ikke lade være med at benytte lejligheden til at fordømme det danske politis skandaløse undertrykkelse af demonstranterne i København i de seneste dage, hvor op mod 1 000 helt fredelige demonstranter er blevet anholdt, lagt i håndjern og efterladt i kulden i timevis.

Da jeg protesterede og krævede, at nogle personer fra CWI blev løsladt, fortalte politiet selv, at der var tale om en præventiv anholdelse, en præventiv tilbageholdelse. Det, som gælder Aserbajdsjan, bør bestemt også gælde en EU-medlemsstat.

 
  
MPphoto
 

  Ryszard Antoni Legutko, forslagsstiller. – (PL) Hr. formand! I Aserbajdsjan er to personer blevet idømt strenge domme og fængslet, fordi de har udtrykt forholdsvis mild og fintfølende kritik af regeringen. Hvad betyder det?

Det betyder for det første, at landet ikke har et godt retsvæsen, og det ser ikke ud til, at det vil få det. Det betyder for det andet, at Aserbajdsjan har et autoritært system, der overtager kontrollen med flere og flere områder at det politiske liv. Enhver indrømmelse straffes. Hvad kan vi gøre i denne situation?

Vi bør bestemt gribe ind i hvert enkelt tilfælde, hvor loven overtrædes, ligesom vi gør i denne debat. En sådan indgriben har ganske ofte været vellykket. Det er betydelig vanskeligere at gennemtvinge institutionelle forandringer. EU's indsats på det område har til dato ikke været tilfredsstillende, delvist fordi vi stadig er overbærende med visse tyranner, mens vi højrøstet kritiserer andre. Repræsentanterne for Memorial nævnte dette flere gange i Parlamentet.

Vi har til dels også problemer, fordi det er meget vanskeligt, besværligt og langsommeligt at forandre et autoritært styre. Det er en meget pessimistisk konklusion, men jeg vil slutte af med at sige, at vi trods alt ikke bør indstille vores indsats, men konsekvent udøve pres.

 
  
MPphoto
 

  Tunne Kelam, forslagsstiller. – (EN) Hr. formand! EU udsendte i starten af året en erklæring om frihed og medier i Aserbajdsjan. Jeg finder det beklageligt, at der ikke har været nogen reaktion på de bekymringer for mediefriheden, der blev givet udtryk for under det regelmæssige møde med de aserbajdsjanske parlamentsmedlemmer. Europa-Parlamentet er derfor nødt til at indtage et standpunkt. Det bliver i øvrigt den sidste beslutning, vi vedtager i 2009.

PPE-Gruppens største bekymring er – og det glæder mig, at alle grupper deler samme bekymring – forringelsen af mediefriheden i landet. Den udbredte chikane, forfølgelse og domfældelse af journalister fra oppositionen er foruroligende. Vi opfordrer de aserbajdsjanske myndigheder til straks at løslade de fængslede journalister. Det gælder også de to unge bloggere.

Det andet problem er de aserbajdsjanske myndigheders nylige beslutning om at tilbagekalde flere internationale radiostationers FM-radiolicenser, bl.a. Radio Free Europe, Voice of America og BBC World Service, hvilket fratager landets lyttere værdifulde og uafhængige informationskilder. Jeg anmoder i den forbindelse medlemmerne om at godkende et mundtligt ændringsforslag til punkt 7 i beslutningen. Jeg foreslår, at vi ikke blot beklager situationen, men kraftigt opfordrer den aserbajdsjanske regering til at trække sin beslutning tilbage og forny de pågældende radiostationers FM-radiolicenser.

Mangfoldig, fri og uafhængig information er nøglen til et stærkt civilsamfund, sådan som Sergei Kovalev fortalte os i går i Parlamentet. Det gælder også fuldt ud EU's forbindelser med Aserbajdsjan.

 
  
MPphoto
 

  Laima Liucija Andrikienė, for PPE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Aserbajdsjan er en vigtig EU-partner og bestemt en vigtig partner i indsatsen for at garantere EU's energiforsyningssikkerhed.

Uanset hvor vigtig olie og gas er, er det imidlertid ikke alt. Aserbajdsjan har forpligtet sig til at arbejde for et demokratisk og pluralistisk samfund, hvilket fremgår af partnerskabs- og samarbejdsaftalen og af politikken for det østlige partnerskab, som Aserbajdsjan fuldt ud agter at deltage i. Vi bør rose præsident Alijevs skridt i den rigtige retning, f.eks. beslutningen om at løslade 119 fanger, herunder fem journalister, i slutningen af 2007.

Situationen med hensyn til mediefrihed bliver imidlertid kun værre. Vi har en række sager, hvor vi skal støtte kravet om mediefrihed, bl.a. tilfældet med bloggerne og radiolicenserne til BBC og Radio Free Europe. Vi må ikke vige tilbage fra at minde Aserbajdsjan om, at befolkningen skal have ret til at ytre sig frit, også selv om de har et kritisk syn på regeringen. Det er det grundlæggende princip i et demokratisk samfund, og et demokratisk Aserbajdsjan skal være et mål, der er lige så vigtigt som …

(Formanden afbrød taleren)

 
  
MPphoto
 

  Vilija Blinkevičiūtė, for S&D-Gruppen. – (LT) Hr. formand! Ytringsfrihed er en grundlæggende menneskeret og en hjørnesten i et demokratisk samfund. Aserbajdsjan har ratificeret den europæiske menneskerettighedskonvention og forpligtet sig til at overholde bestemmelserne i konventionens artikel 10, som vedrører ytrings- og informationsfrihed. Artiklen fastslår, at enhver har ret til ytringsfrihed og til at modtage og give meddelelser uden indblanding fra offentlige myndigheder. Ved at deltage i gennemførelsen af den europæiske naboskabspolitik og det østlige partnerskabsinitiativ har Aserbajdsjan også forpligtet sig til ikke at tilsidesætte menneskerettighederne eller krænke de personlige frihedsrettigheder og værne om demokratiske principper i landet. I den seneste tid er retten til ytringsfrihed og foreningsfrihed imidlertid i stigende grad kommet under pres i Aserbajdsjan, og medieaktiviteter er blevet pålagt restriktioner. Volden mod journalister og civilsamfundsaktivister er tiltagende. Jeg vil gerne opfordre Aserbajdsjan til at tage Parlamentets forslag og incitamenter til efterretning og forbedre systemet til beskyttelse af menneskerettigheder og garantere respekten for mediefriheden.

 
  
MPphoto
 

  Ryszard Czarnecki, for ECR-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Aserbajdsjan er endnu engang dukket op på Parlamentets dagsorden. Vi talte om Aserbajdsjan i sidste valgperiode, hvor vi vedtog tre beslutninger, bl.a. en om mediefriheden i landet. Vi talte også om Sydkaukasus og i den forbindelse om Aserbajdsjan.

Vi interesserer os for Aserbajdsjan og har stor tiltro til landet. Det forsøger langsomt at finde vej og bevæger sig stadig nærmere den vestlige verden og har ikke retning mod øst. Det bør vi værdsætte. Jeg synes, at vi betragter Aserbajdsjan med stor tiltro, hvilket også gælder landets ledere. Denne tiltro må imidlertid ikke få os til at undlade at give udtryk for ting, som vi ikke bryder os om. En situation, hvor to bloggere fængsles for at sige deres mening om myndighederne, bør bestemt ikke finde sted.

Vi bør støtte de aserbajdsjanske myndigheders proeuropæiske retning, for der finder en løbende politisk diskussion sted om, hvorvidt landet skal tilnærme sig EU eller Rusland. Vi bør i den forbindelse støtte alle dem, som ønsker at tilnærme sig den vestlige verden. Når vi støtter dem, skal vi imidlertid tale om de værdier, som ligger til grund for denne verden – pressefrihed og ytringsfrihed er grundlæggende værdier, og det bør vi gøre fuldstændig klart.

Aserbajdsjan befinder sig bestemt ikke i en let situation, for Rusland forsøger at genopbygge sit område med politisk og økonomisk indflydelse, men vi skal i vores indsats for at få de aserbajdsjanske myndigheder tættere på EU tale åbent om landets mangler.

 
  
MPphoto
 

  Jaroslav Paška, for EFD-Gruppen. – (SK) Hr. formand! Ytringsfrihed er en meget vigtig del af et demokratisk samfund. Det er derfor korrekt af EU meget nøje at overvåge enhver handling, der har til formål at afskrække dem, som åbent kritiserer fejl begået af statslige embedsmænd.

Jeg forstår ud fra det perspektiv godt Parlamentets udfordring i forhold til de aserbajdsjanske myndigheder og i forhold til at udtrykke bekymring over resultaterne af en politiefterforskning af unge, som fremsatte satiriske bemærkninger vedrørende synlige mangler i landets politiske liv. Jeg er enig i, at vi ikke kan ignorere de åbenlyst negative signaler fra Aserbajdsjan, og jeg sår ikke tvivl om kritikken af det politiske miljø i Aserbajdsjan, men jeg føler samtidig heller ikke, at der har været nogen overbevisende kritik fra Parlamentets side af de aktuelle begivenheder i Filippinerne, hvor 57 politiske gidsler er blevet myrdet. Vi bør efter min opfattelse beskæftige os med alle de problemer, der ryster den demokratiske verden.

 
  
MPphoto
 

  Bernd Posselt (PPE). (DE) Hr. formand! Jeg havde efter det første valg til Europa-Parlamentet i 1979 den ære at arbejde sammen med Otto von Habsburg, som nu er alvorligt syg, om at opbygge Parlamentets menneskerettighedstradition, herunder disse aktuelle og uopsættelige forhandlinger torsdag eftermiddag. Jeg blev valgt til Europa-Parlamentet i 1994 og har haft den ære at arbejde sammen med hr. Schulz og andre om at videreudvikle denne menneskerettighedstradition, som vi med rette er stolte af. Jeg blev derfor chokeret, da hr. Provera med henvisning til hr. Schulz, som ikke fortjente dette, sagde, at denne sag ikke burde tages op, og nærmest gentog det aserbajdsjanske styres trusler mod landets borgerrettighedsforkæmpere ved at sige, at de må finde sig i det.

Menneskerettighedsprisen er allerede blevet nævnt i dag. Jeg husker tydeligt, hvad folk sagde, dengang vi støttede Andrej Sakharov, Vytautas Landsbergis og andre borgerrettighedsforkæmpere: "Lad venligst være med at blande Dem. Vi vil gøre brug af de diplomatiske kanaler, og De gør større skade end gavn." Nu ved vi, at det var afgørende for disse mennesker, at Parlamentet utvetydigt tog til orde for dem. Lad os derfor fortsætte vores uafhængighedstradition torsdag eftermiddag. Jeg vil gerne bede gruppeformændene om at give os lidt handlefrihed.

Det har intet med partipolitik at gøre. På sidste møde sagde et medlem, at vi ikke kunne tale om Kina, fordi vi skulle til at afholde møder med Kina. I dag var det et andet emne, Vestsahara. Måske kan det i enkelte sager retfærdiggøres, men jeg er alvorligt bekymret for vores menneskerettighedsarbejde. Sagen om Aserbajdsjan viser, hvor vigtigt det i den forbindelse er at kunne skelne. Landet var en sovjetisk satellitstat. Der blev oprettet monokulturer, og landet blev ødelagt og underkastet et brutalt regime. Det begynder nu langsomt at blive mere demokratisk. Det har som medlem af Europarådet forpligtet sig til at respektere menneskerettighederne, og vi skal hjælpe Aserbajdsjan med at fortsætte ad denne vej.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Cristian Dan Preda (PPE). (RO) Hr. formand! Jeg støtter også det, som hr. Posselt sagde tidligere. Jeg vil samtidig gerne anmode den aserbajdsjanske regering om at respektere den enkelte borgers ret til ytringsfrihed og straks opgive anklagerne mod de to unge mænd, som blev retsforfulgt på grundlag af fabrikerede beviser, sådan som fru Lunacek nævnte tidligere. Jeg mener, at det skal ske med det samme, fordi situationen i landet med hensyn til pressefrihed er blevet kraftigt forværret, hvilket også fremgår af de seneste rapporter fra Europarådet og OSCE.

Jeg mener desuden, at den aserbajdsjanske regering må gøre noget straks, for den skal overholde sine forpligtelser i henhold til både den europæiske naboskabspolitik og det østlige partnerskab.

Jeg vil slutte af med at sige, at også jeg blev chokeret over begivenhedernes udvikling i dag med hensyn til Aminatou Haidar, især også fordi de lidelser, som hun har været igennem, kunne have været undgået ved hjælp af et godt samarbejde mellem de marokkanske og spanske myndigheder.

Jeg mener ikke, at vores beslutning ville have forvoldt nogen skade, men faktisk ville have ført en masse godt med sig.

 
  
MPphoto
 

  Tadeusz Zwiefka (PPE). (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne henvise til artikel 47 i Aserbajdsjans forfatning, hvoraf det fremgår, at enhver har ret til tanke- og ytringsfrihed. Det er desværre blot tomme ord, for forfatningen bliver ikke respekteret.

Jeg har i over fem år været medlem af de parlamentariske samarbejdsudvalg for EU og Sydkaukasus. Jeg har besøgt Aserbajdsjan under hver samling i den parlamentariske forsamling. Der er i et af dokumenterne et punkt om overtrædelse af princippet om ytringsfrihed og om, hvordan journalister og forlæggere ender i fængsel, ofte på grundlag af falske anklager, og ikke får lægehjælp, når de er syge. Vi har også en sag om en journalist, der døde, fordi han ikke fik lægehjælp.

Jeg har haft lejlighed til at besøge azeriske fængsler. Standarderne her er meget forskellige fra dem, vi er vant til i Europa. Det er derfor godt, at vi bliver ved med at fastholde, at principperne i den aserbajdsjanske forfatning skal respekteres.

 
  
MPphoto
 

  Paweł Samecki, medlem af Kommissionen. – (EN) Aserbajdsjan er et vigtigt land for EU, både som energiproducent og transitland og også i kraft af dets bidrag til den regionale stabilitet i Sydkaukasus. Aserbajdsjan er et af de seks partnerlande, der indgår i det østlige partnerskab, og vi lægger stor vægt på, at de fælles værdier, der ligger til grund for dette partnerskab, respekteres.

Der har været en partnerskabs- og samarbejdsaftale i ti år. Aserbajdsjan har imidlertid udtrykt interesse for at knytte tættere forbindelser til EU ved at erstatte denne aftale med en associeringsaftale.

EU's udenrigsministre besluttede i september at påbegynde forberedelserne til indgåelsen af sådanne aftaler med landene i Sydkaukasus, og nu drøftes forhandlingsdirektiver, også for Aserbajdsjan.

Indledningen af forhandlingerne med alle landene i Sydkaukasus vil i overensstemmelse med Rådets beslutning afhænge af tilfredsstillende fremskridt med hensyn til opfyldelsen af de nødvendige politiske betingelser, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne, markedsøkonomiske principper samt bæredygtig udvikling og god regeringsførelse.

Vi foretager hvert år en dybdegående og afbalanceret analyse af det enkelte partnerlands fremskridt med gennemførelsen af dets handlingsplaner i henhold til den europæiske naboskabspolitik. Vi har netop indledt det forberedende arbejde med rapporten for 2009.

Jeg ønsker ikke at foregribe rapportens konklusioner, men jeg vil gerne komme med et par bemærkninger, især vedrørende situationen omkring grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettigheder. Vi fremførte i vores rapport fra 2008, at Aserbajdsjan har gjort gode fremskridt i forbindelse med den økonomiske udvikling, men fortsat ikke i særlig høj grad respekterer menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, demokratiet og retsstaten.

Vi har desværre efterfølgende set en negativ udvikling, bl.a. ændringer af forfatningen, afskaffelsen af begrænsninger i statschefens mandat samt tilbageholdelsen og siden hen domfældelsen af to bloggere.

Den negative udvikling omfatter også den fortsatte forfølgelse af menneskerettighedsforkæmpere, oppositionsaktivister og journalister samt en yderligere forværring af mediefriheden.

EU har i forskellige forbindelser taget disse spørgsmål op på alle myndighedsniveauer og vil fortsat gøre det. Kommissionen anvender samtidig en lang række værktøjer, som skal hjælpe Aserbajdsjan med at imødegå udfordringerne i forbindelse med en ny aftale.

Vi anvender bistand fra det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument. Vi yder målrettet støtte gennem det omfattende program for institutionsopbygning. Denne indsats vil bl.a. være vigtig i forhold til retsstaten og den dømmende magts uafhængighed.

Aserbajdsjan vil også modtage bistand fra det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder.

Endelig foreslår vi i henhold til den eksisterende partnerskabs- og samarbejdsaftale at oprette et underudvalg for retfærdighed, frihed og sikkerhed samt menneskerettigheder og demokrati. Det vil udgøre et vigtigt og supplerende forum for formidling af vores budskaber.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted efter forhandlingen.

 
Seneste opdatering: 30. april 2010Juridisk meddelelse