Formanden. − Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om mundtlig forespørgsel til Kommissionen om onlinespil i forhold til Domstolens seneste afgørelser af Malcolm Harbour, Andreas Schwab, Evelyne Gebhardt, Cristian Silviu Buşoi og Heide Rühle for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (O-0141/2009 – B7-0235/2009).

  Malcolm Harbour, forslagsstiller. − (EN) Hr. formand! Det er for det første et privilegium for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse at byde vores nye kommissær, Michel Barnier, velkommen for første gang til en forhandling i Parlamentet, som jeg er sikker på vil omfatte udvekslingen af mange synspunkter, og især fordi han let og elegant er flyttet fra sit sæde derovre til sit sæde oppe foran på to dage. Vi er meget glade for Deres tilstedeværelse, hr. kommissær.

For det andet er det på vegne af udvalget et privilegium at have mulighed for at få gjort opmærksom på vores bekymring om udviklingen inden for onlinespil og spillesektoren generelt og den usikkerhed, der er opstået om hele lovgivningen om spil inden for det indre marked.

Jeg ved, at De allerede må have en bugnende indbakke, hr. kommissær, men vi håber meget, at dette spørgsmål vil ligge øverst i indbakken, da det er et område, som ECR-Gruppen har været meget bekymret over i de sidste fem år. Vi har på eget initiativ foretaget en række undersøgelser, herunder stillet spørgsmål, vedrørende onlinespil, og ordføreren for vores seneste store betænkning, fru Schaldemose, vil rent faktisk få ordet senere, så man kan sige, at vi har en vedvarende interesse i spørgsmålet.

Som alle ved, har medlemsstaterne også været samlet jævnligt på rådsplan med ekspertgrupper vedrørende tacklingen af spørgsmålet om det stigende omfang af onlinespil i forhold til vores egne landes spilleaktiviteter. Det er mest hensigtsmæssigt først at klarlægge, at dette spørgsmål ikke på nogen måde forudsætter en ny liberalisering af spillemarkederne og heller ikke nødvendigvis nye initiativer i denne retning. Men faktum er, som alle ved, at den intensive og stigende popularitet, som onlinespil nyder, også lægger pres på mange nationale monopoler og eksisterende ordninger, som kan være statsejede eller statskontrollerede, og som giver meget store indtægter, men som giver medlemsstaterne anledning til bekymring.

Vi ønsker at nævne, at der i forbindelse med det igangværende arbejde har været en række henvendelser til Domstolen. De vil være bekendt med detaljerne, og kollegerne vil måske tale om det senere. Jeg vil ikke gennemgå situationen, men ud fra vores perspektiv mener vi, at der er uoverensstemmelser mellem nogle af henvendelserne til Domstolen, og det afhjælper faktisk ikke situationen, men gør en allerede kompliceret situation endnu mere kompliceret og uigennemsigtig. Vi ved også, at Deres tjenestegrene har indledt en række overtrædelsesprocedurer vedrørende spørgsmål om spil, ikke alle vedrører onlinespil, men mange af dem vedrører også det generelle spørgsmål om friheden for udbydere til at etablere sig i andre lande.

Alle disse forhold betyder nu, at det er det helt rette tidspunkt, at Kommissionen indhenter oplysninger, gennemgår status for overtrædelsesprocedurerne, undersøger de spørgsmål, som Domstolen har rejst, og først og fremmest fremlægger en klar og tydelig strategi eller klarlæggelse af, hvordan vi kommer videre og tackler nogle af disse uoverensstemmelser.

Ud fra synspunktet om forbrugerbeskyttelse skal lovgiverne også vide, hvor de står med hensyn til onlinespil. Onlinespil kan tydeligvis reguleres, og det skal reguleres – og der er mange gode eksempler på udbydere af onlinespil, der er helt indstillet på at have redskaber og kontrolsystemer til at håndtere problemer med afhængighed osv. – og der er naturligvis spørgsmål om svindel og problemer i denne sammenhæng, som vi også har drøftet indgående på udvalgsplan. Det er lige så meget et spørgsmål om forbrugerbeskyttelse som et spørgsmål om uoverensstemmelse på det indre marked.

Endelig mener jeg, at vi også skal respektere EU's borgere og den omstændighed, at mange af dem ønsker at have adgang til onlinespil. Jeg mener ikke, at der er nogen intention om at forbyde onlinespil – det ville også være umuligt rent praktisk – men der er store uoverensstemmelser. Det er tilsyneladende ulovligt i visse lande, f.eks., at deltage i onlinespil med en udbyder uden for sit eget land. Det kan ikke være rigtigt.

En anden uoverensstemmelse, der er påpeget af en af mine vælgere, er, at det for en britisk statsborger, som fra Spanien går på internettet for at deltage i det britiske nationale lotteri og vinder en præmie, er ulovligt at få udbetalt præmien i Spanien. Det er disse uoverensstemmelser, som vi skal tackle af hensyn til EU's borgere og forbrugere.

Det er essensen af spørgsmålet, hr. kommissær. Der vil være mange gode bidrag og interessante synspunkter fra mine kolleger, men jeg håber, at De vil prioritere spørgsmålet i Deres nye rolle.

  Michel Barnier, medlem af Kommissionen. − (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! De kan forestille Dem, hvilken glæde det er for mig at vende tilbage blot 48 timer efter kollegiets udnævnelse – som jeg takker for – og fortsætte mit samarbejde med hr. Harbour – og dette er især henvendt til medlemmerne af Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse – under andre forhold og formentlig et andet sted, men i samme ånd.

Jeg ønsker at svare ved at nævne tre forhold, hvorefter jeg vil lytte opmærksomt til Deres synspunkter. Jeg vil starte med det første spørgsmål. Som De nævnte, har Kommissionen indledt overtrædelsesprocedurer over for en række medlemsstater på området for udbydere af grænseoverskridende sportsvæddemål. Kommissionen har noteret sig, at der i forbindelse med fire ud af ni overtrædelsesprocedurer – over for Danmark, Frankrig, Italien og Ungarn – er udarbejdet ændringsforslag til den nationale lovgivning som reaktion på overtrædelsesprocedurerne. Kommissionen vil fortsat samarbejde med alle medlemsstaterne om at løse de problemer, der er identificeret i overtrædelsesprocedurerne. Overtrædelsesprocedurerne vil generelt forblive åbne, men det er op til den nye kommission at afgøre, hvordan disse spørgsmål skal behandles.

Det andet spørgsmål, og her henvender jeg mig til hr. Harbour, er den nylige afgørelse fra Domstolen i den portugisiske sag, hvor et langvarigt statsligt monopol strengt kontrollerer alle spil. Ifølge den analyse, som Kommissionens tjenestegrene har foretaget, vil denne afgørelse ikke grundlæggende ændre udviklingen eller vurderingen af overtrædelsesprocedurerne på dette område. Hver enkelt sag er vurderet i forhold til dokumentationen forelagt af de enkelte medlemsstater.

Ifølge Domstolens nylige afgørelse noterer Kommissionen sig, at Domstolen altid kræver - i overensstemmelse med gældende retspraksis - at alle eventuelle begrænsninger for det første skal være berettiget af begrundede hensyn til offentlige interesser og for det andet være nødvendige og forholdsmæssigt afpasset. Herunder gælder det, at begrænsningerne skal være relevante, konsekvente og systematiske.

Heraf følger således ikke i forbindelse med Santa Casa-sagen, at Domstolen har givet medlemsstaterne større spillerum til at pålægge begrænsninger. Domstolen henviste meget præcist til driftsmetoderne i det portugisiske monopol, som har været meget langvarigt, og til de meget specifikke omstændigheder for det pågældende land.

Med hensyn til det tredje spørgsmål ønsker jeg at understrege, mine damer og herrer, at Kommissionen ikke har udelukket alternativer til overtrædelsesprocedurer. Jeg ønsker at indlede en konstruktiv debat om dette spørgsmål med Parlamentet, men også med medlemsstaterne og de involverede parter.

Jeg noterer mig, at der ikke har været afholdt høringer med medlemsstaterne om dette spørgsmål, siden medlemsstaterne i 2006 valgte at udelukke spil fra tjenesteydelsesdirektivets anvendelsesområde. Jeg skal derfor lytte til medlemsstaterne, og jeg har besluttet at følge sagsbehandlingen i Rådets arbejdsgruppe tæt. Jeg ved, at Parlamentet på fru Schaldemoses initiativ vedtog en betænkning den 10. marts, selv om et antal medlemmer støttede en modsatrettet beslutning.

Efter min opfattelse er Parlamentets arbejde et godt udgangspunkt for indledning af en reel forhandling om en eventuel europæisk løsning på dette komplicerede spørgsmål. Vi skal foretage en grundigere undersøgelse af årsagerne til medlemsstaternes begrænsninger for udbydere af onlinespil. I denne sammenhæng skal vi naturligvis se på de sociale aspekter, især problemerne med afhængighed forbundet med spil, og det har jeg besluttet at gøre.

Der er knap nok gået to dage siden kollegiets tiltrædelse, og vi har endnu ikke vedtaget vores arbejdsprogram. Fra og med i dag vil jeg iværksætte en høringsrunde, hvor jeg lytter meget opmærksomt til alle medlemmernes synspunkter. Det – jeg henviser her til høringen – er en øvelse, hvor der naturligvis er flere muligheder. En af disse muligheder er, at jeg er villig til at overveje en grønbog om spørgsmålet.

Jeg ønsker endnu en gang at takke alle for deres interesse i dette vigtige spørgsmål og de bidrag, som De vil yde til den del af Kommissionens arbejde, som jeg vil udføre.

  Andreas Schwab, for PPE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil allerførst på vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) gerne sige, at det glæder mig meget, at De, hr. kommissær, netop har gjort det klart, at De ikke blot vil overveje at få foretaget en målrettet analyse af retspraksis i sagen om Liga Portuguesa, men også agter at se på, hvordan Rådets arbejdsgruppe på en hensigtsmæssig måde ville kunne tackle udbredelsen af onlinespil. Vi koncentrerer os i forbindelse med denne mundtlige forespørgsel naturligvis om onlinespil. Som jeg forstår dommen i sagen om Santa Casa, vil medlemsstaterne, om end Domstolen mindede dem om, at spillemarkedet på ingen måde ligner noget andet marked, stadig skulle blive enige om ensartede regler for hele EU. Rådet har indtil videre ikke gjort noget konstruktivt forsøg i den retning, selv om Rådet faktisk stod hårdnakket fast på selv at ville løse problemet. Kommissionen og Parlamentet må derfor arbejde sammen for at skabe fremskridt på området og stille kritiske spørgsmål.

Jeg vil for det andet gerne tilføje, at jeg ikke giver meget for medlemsstaternes argumenter, når det drejer sig om at garantere forbrugerbeskyttelsen på spillemarkedet. Medlemsstaterne hævder, at de med hensyn til onlinespil (og dette gælder også sagerne om Liga Portuguesa og Santa Casa) er i stand til at opfylde målene for forbrugerbeskyttelse og på egen hånd effektivt bekæmpe kriminalitet på området uden nogen indblanding fra EU's side. Hvis De vender dette argument på hovedet, ville den logiske konklusion imidlertid være, at vi stod i en situation, hvor EU i langt mindre grad end de enkelte medlemsstater var i stand til at finde passende løsninger på den mere kedelige kriminalitet, der begås på internettet, og andre ting, der sker online. Jeg synes, at det er en temmelig besynderlig konklusion, og jeg tror ikke på, at det forholder sig sådan. Det er min opfattelse, at vi kun vil kunne finde en løsning på området for onlinespil, hvis vi vedtager ensartede, grænseoverskridende regler, der beskytter medlemsstaternes interesser på grundlag af deres delvist traditionelle strukturer, og hvis vores indsats samtidig tager udgangspunkt i forbrugernes interesser, sådan som udvalgsformanden også har påpeget.

  Evelyne Gebhardt, for S&D-Gruppen. – (DE) Hr. formand, hr. kommissær! Mange tak for de oplysninger, som De har givet os! Jeg er dog oprigtigt talt ikke helt tilfreds. Den tidligere Kommission satte sig det temmelig klare mål at liberalisere spillemarkedet. Parlamentet har gang på gang gjort det klart, at dette ikke kan være den rigtige fremgangsmåde, og det var eksempelvis Parlamentet snarere end medlemsstaterne, der fik fjernet spil fra tjenesteydelsesdirektivets anvendelsesområde. Vores holdning var, at der ikke er tale om en hvilken som helst tjenesteydelse, at vi skal sørge for at indføre beskyttelsesforanstaltninger, der kan beskytte borgerne mod organiseret kriminalitet, og at vi i den henseende kræver klare regler.

Kommissionen fortsætter ikke desto mindre med at indbringe medlemsstater for Domstolen, og det er på tide, at Kommissionen holder op med det, da den bliver ved med at tabe sagerne. Det er den ganske enkelt nødt til at indse. Jeg så derfor gerne, at De, hr. Barnier, omsætter det, som De netop har talt om, i praksis, dvs. imødekommer behovet for en anderledes strategi på området, for vi kan ikke fortsætte som nu.

Jeg vil som reaktion på hr. Harbours indlæg gerne sige, at Domstolens domme har været meget konsekvente og på ingen måde modstridende. Domstolen har i sine domme gang på gang anført, at medlemsstaterne har ret til at indføre klare regler, så vi reelt kan kontrollere, om borgerne er beskyttet mod kriminalitet eller ej, og at medlemsstaterne på ingen måde har pligt til at åbne dette marked. De er heller ikke forpligtet til at give markedsaktører fra andre medlemsstater tilladelse til at drive virksomhed på deres område, så længe de sørger for et gedigent og effektivt tilsyn.

Det er, hvad vi ønsker at se fra Kommissionens side; at den omsider forstår dette og handler i overensstemmelse hermed. Det betyder imidlertid også, at vi skal rette særlig opmærksomhed mod onlinespil, dels fordi internettet ikke lader sig stoppe af nogen barrierer eller landegrænser, og naturligvis dels af hensyn til borgerne, for de har adgang til spilsider på nettet. Vi er nødt til at overveje, hvordan vi kan tilpasse tilsynet og reglerne på området, så borgerne beskyttes.

  Jürgen Creutzmann , for ALDE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, hr. kommissær! Hvis det, De opfordrer til, er en videreudvikling og yderligere harmonisering af det indre marked, så har vi behov for et fælles regelsæt. Der er tre aspekter af onlinespil, som bør overvejes i denne debat. Hvordan kan vi bedst beskytte borgernes og forbrugernes interesser? Hvordan kan vi bedst forhindre svindel og kriminalitet? Hvordan kan vi bedst beskytte borgerne mod at lide skade? I sin beslutning af 10. marts 2009 om sikkerhed ved onlinespil beskrev Parlamentet metoder og måder at gribe dette spørgsmål an på. Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa tilslutter sig før som nu principperne om sikkerhed ved onlinespil i Parlamentets beslutning af 10. marts 2009.

I henhold til en dom afsagt af Domstolen har den enkelte medlemsstat med visse forbehold ret til selv at regulere onlinespil, og dette understreges på det kraftigste i beslutningen af 10. marts. Nationale bestemmelser er bedre egnet til at bekæmpe aftalt spil, selv om denne type svindel ikke kan udryddes fuldstændigt, hvilket nylige eksempler fra Tyskland bekræfter. Det skal dog siges, at spillemarkedet kan reguleres langt bedre på nationalt plan i henhold til det enkelte lands traditioner og kultur. Spillerne tilbydes bedre beskyttelse mod afhængighed, svindel, hvidvask af penge og aftalt spil, hvis de kan spille hos større udbydere af onlinespilletjenester, som altid og pr. definition driver virksomhed på tværs af grænserne. Vi kan ikke regulere alt i henhold til principperne for det indre marked og navnlig ikke forebyggelsen af mindreåriges spil og spilleafhængighed.

Onlinespil øger risikoen for kriminelle aktiviteter som f.eks. svindel, aftalt spil og ulovlige tipningskarteller, idet onlinespil kan oprettes og opløses meget hurtigt. Ulovlige offshore-operatører udgør et særligt problem i den forbindelse, da det er næsten umuligt at regulere eller føre tilsyn med dem. Overskud fra spilleaktiviteter bør primært anvendes til fordel for samfundet til fremme af bl.a. amatørsport. Det er bedst at overlade dette til de nationale forvaltninger. Løbende bevillinger til eksempelvis kultur, professionel sport og amatørsport giver de enkelte medlemsstater et vist belæg for at tillade spil. En forudsætning for det er imidlertid, at risikoen for afhængighed fremhæves og bekæmpes proaktivt.

Da der i forhold til forbrugerne endnu ikke er kendskab til de samlede konsekvenser af de enkelte typer onlinespilletjenester, er vi nødt til at gribe ind hurtigt og få lukket dette hul i vores viden. Det er i den sammenhæng vigtigt, at medlemsstaterne varetager deres opgaver. Markedsovervågning er også vigtigt i forbindelse med onlinespil. Hvis vi i Parlamentet kan blive enige om, at medlemsstaterne i henhold til nærhedsprincippet har ret til at regulere deres spillemarkeder i overensstemmelse med deres egne traditioner og egen kultur, så må vi også sørge for, at reguleringen omfatter et effektivt tilsyn og markedsovervågning.

  Heide Rühle, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Efter at have lyttet til de to forrige talere har jeg ikke ret meget at tilføje. Jeg vil blot gerne gøre det klart og gentage, at vores gruppe fuldt ud støtter Parlamentets forslag til beslutning, men at vi også ønsker at anfægte den tidligere påstand om, at Domstolens domme har været tvetydige. Jeg mener tværtimod, at Domstolens domme har været særdeles klare. Det glæder os også meget, når De siger, at De ønsker at afholde høringer med medlemsstaterne. Jeg burde måske tilføje, at en høring vil være bedre end en overtrædelsesprocedure. Høringer er den rette måde at løse dette problem på, så der tages højde for særlige nationale forhold og findes en løsning for forbrugerne.

  Timothy Kirkhope, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg taler i egenskab af forhenværende britisk minister med ansvar for tilsyn med spil, så når vi taler om et Europa med frihandel, et Europa, der er imod protektionisme, og et Europa, der åbner markeder og nedbryder handelsbarrierer, er jeg naturligvis meget stor tilhænger af det. Nogle af vores kolleger, som her i Parlamentet har talt for et mere åbent Europa, er de selvsamme personer, som støtter fastholdelsen af monopolstrukturer i spilindustrien.

Jeg kunne måske sige – eller de kunne sige, at jeg burde sige – at monopoler er bedre, når det gælder om at kontrollere og sætte ind over for problemet med spil, som er blevet drøftet her i formiddag. Det er meget interessant, for mange af dataene underbygger bestemt ikke det argument. Argumenterne for protektionisme og monopoler i spilindustrien er selviske – mere tilsyn og flere penge til staten. Det er ikke det åbne Europa, som jeg ønsker. Det er et Europa, der siger: "Gør, som jeg siger, ikke som jeg gør". Der er ingen grund til, at private spiludbydere, der driver virksomhed i henhold til en omfattende lovreguleret beskyttelse i én EU-medlemsstat, ikke skulle kunne drive virksomhed i de øvrige. Der er ingen grund til, at et strengt reguleret, men åbent, marked ikke skulle sikre borgerne et lige så højt, hvis ikke højere, niveau af beskyttelse som et strengt kontrolleret statsmonopol.

Alt imens vi venter på det, fortsætter Domstolen med at afsige domme. De må være ved at være lidt trætte af emnet i Luxembourg – eller ud fra en advokats synspunkt er de måske ikke helt så trætte af det – men oven på den foreløbige øredøvende tavshed fra Kommissionen synes jeg, at tiden nu er inde til handling. Der skal gøres op med denne retlige usikkerhed.

Må jeg blot sige, at jeg mener, at det er vigtigt, at Parlamentet signalerer, at det atter er parat til at løse problemet, og sender et stærkt signal til Rådet og Kommissionen om, at vi ikke bør stikke hovedet i busken. Vi håber, at der med en ny Kommission kommer en ny drivkraft. Jeg har stor tiltro til Dem, kommissær Barnier. Jeg håber, at De vil tage rådene til efterretning og påbegynde udarbejdelsen af en strategi, der sikrer, at onlinespil kan blive en legitim del af det indre marked, når der er indført passende lovgivning, naturligvis.

  Cornelis de Jong, for GUE/NGL-Gruppen. – (NL) Hr. formand! "Gokken is dokken" (at spille er at punge ud) er et velkendt ordsprog i Nederlandene. Det betyder, at de, som spiller, som regel taber. Spil er desuden vanedannende og udgør en reel trussel, i særdeleshed for unge.

Hvis nogen har en romantisk forestilling om spil, må jeg skuffe dem. Der er i bund og grund tale om en forretning i milliardklassen, som alt for ofte forbindes med kriminalitet. Vi har derfor i Nederlandene indført lovgivning til bekæmpelse af spil på offentligt tilgængelige steder, hvor mange unge ofte kommer. Onlinespil – som ofte har grænseoverskridende karakter – har imidlertid atter og i endnu højere grad gjort spil tilgængelige.

I stedet for at sætte vores lid til det frie marked skal vi derfor i dette specifikke tilfælde ikke alene lade medlemsstaterne træffe restriktive foranstaltninger, men faktisk opmuntre dem til det. I den mundtlige forespørgsel, som førte til denne forhandling, lægges der efter min mening stadig for stor vægt på markedskræfterne. Jeg er navnlig ikke overbevist om, at det er muligt at tale om "ansvarlighed" i forbindelse med spil på internettet. Onlinespil bør efter min opfattelse begrænses mest muligt.

Domstolen har anerkendt, at medlemsstaterne skal have råderum til at gribe ind, og jeg appellerer derfor til Kommissionen om ikke at forsøge at mindske beskyttelsesniveauet gennem forslag til EU-lovgivning, men snarere tilskynde medlemsstaterne til at indføre regler, der sikrer et højt beskyttelsesniveau. Jeg opfordrer desuden Kommissionen til at holde op med at indbringe medlemsstaterne for Domstolen, som fru Gebhardt sagde, og i stedet fremme dialogen om den bedst mulige beskyttelse.

  Jaroslav Paška, for EFD-Gruppen. – (SK) Hr. formand! Jeg vil med hensyn til spørgsmålet om onlinespil gerne nævne to områder, hvor jeg ser flere uløste problemer. Vi stræber efter at sikre den mest åbne kommunikation mellem folk. Det indebærer også åben adgang til internettet for børn og unge.

Parlamentet understreger i punkt 16 i sin beslutning af 10. marts 2009, at det er forældrene, der bærer ansvaret for at beskytte mindreårige mod onlinespil. Jeg spørger Dem: "Hvad er det for en gang vrøvl?" Hvem fastsætter de lovgivningsmæssige rammer, hvem fastsætter reglerne for disse aktiviteter? Er det forældrene eller nogle andre? Det er os, der bærer ansvaret for denne type aktiviteter, det er os, der fastlægger de lovgivningsmæssige rammer, og det er os, der udformer lovgivningen, så det er regeringerne og parlamenterne, der er ansvarlige for at beskytte børn mod spil.

I en tid, hvor pornografi og spil kommer ind i vores hjem i 3D-format, er det håbløst for forældre at beskytte deres børn mod disse påvirkninger eller beskytte dem mod at blive tiltrukket sådanne aktiviteter. Jeg mener derfor, at Kommissionen og Parlamentet har en grundlæggende pligt til at skabe en lovgivningsmæssig ramme og ikke via deres passivitet støtte dem, som udbyder sådanne aktiviteter. De burde i stedet støtte dem, som stemte på dem, og som de har et ansvar over for.

Der er et andet problem, som jeg gerne vil nævne, og det er kontrollen med pengestrømmen. I diverse lande doneres der penge fra spil og lignende til støtte for sport, kultur og uddannelse. Hvis vi mister pengestrømme fra de enkelte lande til Bahamas og andre skattelylande, vil jeg gerne spørge, om nogle af disse penge kunne komme tilbage og gives i støtte til sport i forskellige lande. Hvis vi driver og spiller spil via internettet, vil overskuddet nemlig blive genereret et andet sted og ikke i de lande, som spillerne kommer fra. Dette problem er stadig også uløst og ikke tilstrækkeligt undersøgt, og der er efter min mening et reelt behov for, at Kommissionen vågner op og begynder at udarbejde rammebestemmelser for denne type aktiviteter. Vi skal skabe de rette betingelser, så vi på den ene side ikke bringer børns sundhed og uddannelse i fare, og på den anden side ikke mister de finansielle ressourcer, der anvendes til spil.

  Zuzana Roithová (PPE). – (CS) Hr. formand! Udviklingen af onlinespil gør det muligt at omgå lovgivningen i medlemsstaterne og hvidvaske penge, stort set uden nogen kontrol overhovedet. Hvad det indre marked angår, er der spørgsmålstegn ved spiludbydernes monopolstilling og spørgsmålstegn ved den skumle finansiering af professionel sport, netop på grund af koblingen til spil. Det øger risikoen for afhængighed, særlig blandt unge.

Domstolen har i lyset af offentlighedens interesse anerkendt, at staten har ret til at forbyde eller indføre restriktioner for onlinespil. Selv om onlinespil ikke kender nogen grænser, er lovgivningen forskellig i hver enkelt medlemsstat med hensyn til beskatning, adgang, tilsyn og aktørernes juridiske ansvar. Det er desuden ikke nok at føre tilsyn med kvaliteten af de officielle spiludbydere og lotterivirksomheder – der skal også føres tilsyn med pengestrømmene.

Det er ikke længere muligt at sikre et effektivt tilsyn uden en aftale om fælles regler for alle 27 medlemsstater. Vi anmodede derfor sidste år Kommissionen om at fremsætte et forslag til en europæisk rammelovgivning for onlinespil. Jeg mener fuldt og fast, at der også bør indføres et forbud mod reklamer for onlinespil, som er målrettet unge. At udsætte børn for påvirkningen af reklamer for onlinespil er det samme som at udsætte dem for ubegrænsede mængder af alkohol, cigaretter, narkotika og andre vanedannende stoffer.

Tjekkiet er desværre længst bagud i EU, når det gælder lovgivning. Ikke alene har landet ingen restriktioner for reklamer af denne type; det formår heller ikke at sætte ind over for kombinationen af spilleetablissementer og pantelånere i umiddelbar nærhed af skoler. Jeg forventer, at denne betænkning vil give Kommissionen et nyt incitament til at indlede forhandlinger om de foranstaltninger, der skal til for at harmonisere lovgivningen om onlinespil under hensyntagen til offentlighedens interesse i EU-landene.

  Christel Schaldemose (S&D). – (DA) Hr. formand! Og velkommen til Dem, hr. Barnier, her i Parlamentet og til lykke med jobbet.

Jeg har faktisk glædet mig til at stå her i dag og diskutere onlinespil med Dem, fordi De netop under Deres høring i Parlamentet lagde meget vægt på at have den holdning, at det indre marked skal være til for borgerne og ikke den anden vej rundt. Her har vi en rigtig god chance for at vise det i praksis.

Jeg vil godt starte med at sige, at jeg bakker op om de initiativer, De nævnte. De var lidt vage, men jeg synes, det lyder fornuftigt at udarbejde en grønbog, sætte gang i en masse undersøgelser, indsamle data, få viden om dette felt på en måde, så vi får et overblik over, hvordan det ser ud på europæisk plan.

Men jeg vil også tillade mig at minde Dem om de politiske realiteter. Det er rigtigt, at der i forbindelse med vedtagelsen af min betænkning i marts også var en mindretalsudtalelse. Men det var et markant flertal af Parlamentet, der bakkede op om min betænkning, ligesom der i Rådet også er stor, stor opbakning til, at vi skal have afklaring, men at vi samtidig skal sørge for, at det er op til medlemslandene at definere, hvordan de vil regulere hele spilområdet. Det, vi har brug for på onlineområdet, er selvfølgelig at finde ud af, hvordan vi kan beskytte borgerne, undersøge, hvad de sociale omkostninger er ved spil og lignende.

Jeg kunne dog godt tænke mig et lidt klarere svar. De er lige trådt til, De er ny, men jeg ønsker et lidt klarere svar på, om Deres linje vil være at droppe traktatkrænkelsessagerne og gå meget mere konstruktivt ind i en dialog med Parlamentet og Rådet, så vi kan finde ud af, hvordan vi håndterer dette. Så stop med at lade Domstolen afgøre sagerne, lad os træffe politiske beslutninger om dem. Er det den linje, De vil køre eller ej? Det kunne jeg godt tænke mig at få et rigtigt klart svar på.

  Liam Aylward (ALDE). – (GA) Hr. formand! Jeg bifalder denne aktuelle forhandling om onlinespil og i særdeleshed om problemerne med mindreåriges spil og sårbare forbrugere. Det er både i offentlighedens og forbrugernes interesse, at der udvises lederskab og fastlægges en klar og bestemt linje i forbindelse med løsningen af dette problem.

Jeg rejste spørgsmålet om spil over for Kommissionen i starten af november sidste år, og af det svar, jeg fik, fremgik det, at Kommissionen støtter programmet for et sikrere internet, informationscentre og hjælpelinjer i medlemsstaterne. Gennem disse tiltag formidles der information til forældre om de farer, som børn kan møde på nettet – herunder onlinespil.

Som tingene er i dag, er onlinespil et skjult og voksende problem.

(EN) Der er et klart problem med onlinespil i forhold til traditionelle spil, nemlig manglen på fysisk kontrol. Der er ingen ansvarshavende eller umiddelbar ledelse til stede, som kan sikre, at spilleren er gammel nok og handler på lovlig vis. Sikkerhedskontrollen og -procedurerne på spilsider på nettet kan omgås. Mindreårige kan anvende lånte eller stjålne kreditkort og falsk id. Med hensyn til sårbare forbrugere foregår spil på internettet typisk i et isoleret miljø, og eksperter på området påpeger det stigende problem med impulshandlinger og risikoen for ukontrolleret og uforsvarlig spilleadfærd, og hvad mindreårige spillere angår, er den sædvanlige beskyttelse ved traditionelle spil ikke til stede.

Med onlinespil er det vanskeligere at finde frem til personer, der har et spilleproblem, da det kræver tid, ansvarlighed og ressourcer at finde ud af, hvem der spiller, og hvem der har et problem. Der er behov for klare linjer på alle niveauer for at håndtere spørgsmålet, så der kan tages afgørende skridt til at løse problemet med mindreårige spillere og sørges for, at de mest sårbare forbrugeres interesser beskyttes.

  Peter van Dalen (ECR). – (NL) Hr. formand! Der er ca. 120 000 spilleafhængige i Nederlandene, hvilket svarer til næsten 1 % af befolkningen. Spilleafhængighed medfører alvorlige sociale problemer som skilsmisse, pengevanskeligheder og kriminalitet. Medlemsstaterne bør derfor gøre alt, hvad de kan for at bekæmpe spil og de dermed forbundne problemer.

Det er bemærkelsesværdigt, at nogle medlemsstater har et fuldt lovligt spillemarked. Spilindustrien vil endvidere have os til at tro, at spillemarkedet er en almindelig sektor på det indre marked og dermed ikke behøver at blive underkastet restriktioner. Det er helt utroligt. Medlemsstaterne bør ikke fremme markeder, der øger den sociale elendighed.

Mange mennesker kan desværre ikke modstå fristelsen til at spille. Den nederlandske regering har derfor besluttet at overtage kontrollen med spillemarkedet og har indført et statsmonopol på spil. Jeg ønsker ikke at se kasinoer poppe op overalt i EU og mener stadig, at dette er den mindst dårlige løsning.

Parlamentet skal meget kraftigt opfordre de medlemsstater, som tillader spil, til ved enhver given lejlighed at tage skarp afstand fra markedet.

  Kyriacos Triantaphyllides (GUE/NGL). – (EL) Hr. formand! Spørgsmålet kræver indirekte ny fællesskabslovgivning. I betragtning af at selv Domstolen har fastlagt begrænsninger og betingelser, hvorefter medlemsstaterne gennem deres nationale lovgivning kan regulere onlinespil, er det imidlertid ikke nødvendigt at fremsætte krav om EU-lovgivning.

Domstolen afgjorde desuden i Schindler-sagen, at spil har visse moralske, religiøse og kulturelle overtoner, indebærer en høj risiko for kriminalitet eller svindel og kan have personlige og samfundsskadelige konsekvenser. Det er det vigtigste aspekt.

Det er netop af hensyn til offentlighedens interesse, at denne sektor bør forblive under medlemsstaternes kontrol, da de ved mere om dens særlige kendetegn og om, hvordan de skal håndteres. Dette bakkes desuden op både i den undersøgelse, som Kommissionen har fået udarbejdet af det schweiziske institut for komparativ ret (Swiss Institute of Comparative Law), og i Schaldemose-betænkningen fra 2009, som Parlamentet vedtog.

I betænkningen konkluderes det, at en strategi udelukkende for det indre marked ikke er passende på dette meget følsomme område, og Kommissionen opfordres til at lægge særlig vægt på Domstolens holdninger til dette spørgsmål.

  Lara Comi (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne starte med Domstolens dom, for en medlemsstats mulighed for at forbyde private aktører at udbyde onlinespilletjenester understreger behovet for at standardisere et yderst indbringende marked, men også et yderst risikabelt marked i forhold til forbrugerne.

Da der ikke er sket en EU-harmonisering af spilleaktiviteter, kan det enkelte land altså frit fastsætte sit eget beskyttelsesniveau. Det er ofte umuligt at fastslå, hvor anvendelsen af sådanne restriktioner begynder og ender. Selv om Kommissionen har indledt en række overtrædelsesprocedurer mod visse lande – jeg vil gerne påpege, at det bl.a. gælder Italien – for overtrædelse af princippet om tjenesteydelsernes frie bevægelighed, har Domstolen tværtimod stadfæstet Portugals restriktive beslutning.

EU-institutionerne har i den sammenhæng en grundlæggende opgave, som består i at lede spilindustrien gennem en EU-lovgivningsproces, der er fuldt harmoniseret blandt medlemsstaterne. Det er derfor nødvendigt at tilsidesætte individuelle økonomiske interesser og sikre en omfattende beskyttelse af forbrugerne og i særdeleshed af børn, som er de primære ofre for kriminalitet og svindel i disse tilfælde.

  António Fernando Correia De Campos (S&D). – (PT) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi befinder os midt i en konflikt mellem to politikker, som EU sætter højt, nemlig forbrugerbeskyttelse og offentlig orden på den ene side og den frie bevægelighed og frie udveksling af tjenesteydelser på den anden.

Ifølge Domstolens retspraksis på området bør medlemsstaterne fastholde deres selvbestemmelse og legitimitet med hensyn til reguleringen af aktiviteter fra udbydere af onlinespil og spil generelt. Det er et følsomt område, som berører samfundsværdier på grund af afvigende adfærd som følge af spil og også nationale traditioner for at anvende penge fra dette marked til at finansiere socialt arbejde.

Gennem Domstolens retspraksis er der inden for de seneste få år blevet fastlagt en sammenhængende og konsekvent juridisk linje, som burde føre til, at EU-institutionerne og særlig Kommissionen indtager en mere klar holdning, bl.a. ved at udarbejde rammebestemmelser, som tager højde for samtlige medlemsstaters generelle ønske om at forebygge grænseoverskridende kriminalitet, hvor denne type spil anvendes til at udvide de ulovlige aktiviteter, og sikre forbrugere, som er sårbare over for denne type onlinespil, en behørig beskyttelse.

Kommissær Barnier! Vi ser frem til, at den nye Kommission tager hånd om og prioriteter dette problem.

  Oldřich Vlasák (ECR). – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Spil har som bekendt traditionelt været underlagt streng lovgivning i de fleste EU-lande. Situationen har naturligvis ændret sig, efter at internettet er blevet den største spillebule i verden. Det er en kendsgerning, at den tekniske udvikling inden for spil er gået meget stærkt i hele verden, og den relevante lovgivning er i mellemtiden ikke fulgt med og kan ikke stå mål med denne udvikling.

Der indbringes ofte sager om onlinespil for Domstolen, hvilket tydeligt viser, at der er tvivl om fortolkningen og anvendelsen af fællesskabsretten på spilleområdet. Onlinespil betragtes desuden som et "gråt område" i forhold til lovgivning.

Vi skal efter min mening respektere, at hvert land har udstedt spillelicenser inden for dets egen jurisdiktion. Vi er samtidig generelt enige om, at den nationale lovgivning ikke må overtræder EU's principper om etableringsfrihed og levering af tjenesteydelser i henhold til EU-retten. Det betyder imidlertid paradoksalt nok, at eksempelvis tjekkisk lovgivning ikke behøver at tillade, at tjekkiske firmaer kan få licens til at drive onlinespil, men at Tjekkiet ikke kan forbyde udenlandske spiludbydere i at drive forretning på dets område. Vi kan ikke acceptere en sådan situation, og dertil kommer de sociale, sundhedsmæssige og sikkerhedsmæssige risici, der er forbundet med onlinespil, samt de skattemæssige spørgsmål.

  Sari Essayah (PPE). – (FI) Hr. formand! Som De udmærket vil huske, kommissær Barnier, stod Parlamentet fast på sin politik, da den gik imod at omfatte spil af tjenesteydelsesdirektivet, da spil ikke er tjenesteydelser som sådan, eftersom de er forbundet med en risiko for afhængighed og de deraf følgende samfundsmæssige omkostninger.

Sportens integritet er også noget, som, Parlamentet mener, er værd at beskytte, især nu, hvor vi med Lissabontraktaten har kompetence til at handle på dette område. I jo mindre grad spil underkastes lovgivning, i desto højere grad bliver sport blot en måde at opnå fortjeneste på, og i desto højere grad bliver den en slave for eksempelvis kriminalitet i form af hvidvask af penge.

Kommissionen er nødt til at foreslå en løsning, der tager højde for Parlamentets konsekvente politik, som kræver, at spil på grund af deres særlige karakter skal forblive et medlemsstatsligt anliggende. Der er indbragt mindst 12 sager for Domstolen, og den seneste var sagen om Liga Portuguesa. Det kan imidlertid ikke være rigtigt, at der kun skal ske fremskridt i disse sager gennem retsafgørelser eller som følge af overtrædelsesprocedurer. Vi har behov for en politisk løsning på disse spørgsmål, men ikke en, der resulterer i en harmonisering, for det er i sidste ende medlemsstaterne, der er ansvarlige for de samfundsmæssige omkostninger og andre negative følger af spil.

Der er behov for en logisk og omfattende politik for spil, for onlinespil er blot en aktivitet, hvilket i sig selv ikke betyder, at en given politik for spil skal være en grænseoverskridende politik. Udbredelsen af onlinespil er ikke en naturkraft, der vokser ubønhørligt. Der er mange produkter, som onlinebutikker ikke må sælge på tværs af grænserne, så udbyderne af onlinespil bør overholde lovgivningen i de forskellige medlemsstater.

Jeg vil gerne opfordre kommissæren til at udarbejde en grønbog om spil. Det ville helt klart sikre os metoder til at bekæmpe onlinespilletjenester fra tredjelande og de problemer, som spil forårsager.

  Catherine Stihler (S&D). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke de forrige talere for deres bidrag og min kollega fru Schaldemose for hendes arbejde med dette emne.

Som de forrige talere har sagt, er spil ikke nogen almindelig tjenesteydelse. De negative følger af spil kan, som mange kolleger har sagt her i formiddag, ikke understreges kraftigt nok. Der findes to internationalt anerkendte indekser til måling af udbredelsen af problemet med spil. Det ene hedder Diagnostic Statistical Severity Index, og det andet hedder Canadian Problem Gambling Severity Index. Det er blevet anvendt i Det Forenede Kongerige, og det anslås, at alene i Det Forenede Kongerige er det i størrelsesorden 236 000 til 284 000 voksne, der har et spilleproblem – og en nederlandsk kollega sagde, at det i Nederlandene drejer sig om 1 % af befolkningen.

Hvad ville dette tal være for hele EU? Hvis denne grønbog bliver til noget, så jeg i grunden gerne, at Kommissionen fik udarbejdet nogle ordentlige statistikker – en undersøgelse af konsekvenserne af spil og onlinespil for EU-borgerne. Jeg mener, at det ville være en meget nyttig og informativ oplysning at have ved hånden, bl.a. i forbindelse med vores forhandling.

Med hensyn til spørgsmålet om Domstolens domme er vi, når vi ser på formuleringen "det mål at undgå, at hasardspilsvirksomhed drives med kriminelle eller bedrageriske formål" og på udbredelsen af karteller på det indre marked, som er fremhævet i beretningen om konkurrencepolitikken, nødt til at sørge for, at udbydere af onlinespil ikke lader sig registrere i et andet land end i det, hvor de driver virksomhed, for at dække over ulovlige aktiviteter.

Jeg ser frem til at høre mere fra kommissær Barnier. Jeg ønsker Dem held og lykke på Deres nye post.

  Mairead McGuinness (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil også gerne lykønske kommissær Barnier. Det er ikke det letteste emne, De indleder Deres karriere i Kommissionen med, men jeg tror ikke, at Deres forgænger på posten, hr. McCreevy, ville have noget imod, at jeg sagde, at han nød at spille. Han holdt af at gå til væddeløb og var helt klart mand for at indgå et væddemål.

Der er tydeligvis to opfattelser på dette område. Parlamentets holdning er imidlertid helt klar i dets beslutning af 10. marts 2009, og jeg synes, at det er værd at citere tre linjer fra denne beslutning. Det anføres, at "medlemsstaterne […] har en interesse i og ret til at kontrollere og regulere deres spillemarkeder", at "onlinespilleoperatører skal overholde lovgivningen i den medlemsstat, hvor de leverer deres tjenesteydelse", og at "en strategi udelukkende for det indre marked ikke er passende på dette meget følsomme område".

Problemet for os som lovgivere og for medlemsstaterne er, at markedet er langt foran os. Udviklingen på området har nemlig overhalet den gældende lovgivning og vil fortsætte derudaf. Uanset om vi kan lide det eller ej, kan folk godt lide at spille. Jeg vil personligt hellere købe sko, men andre gør noget andet for at få deres kick.

Jeg er fuldstændig enig med dem, som meget klart har beskrevet problemerne med spil, både på nettet og andre steder. Der er tale om store samfundsmæssige problemer, hvor personer, som har et afhængighedsforhold, går længere, end de burde. Husk dog også på, at medlemsstaterne fremmer lotteri, hvilket kunne være en legaliseret form for fremme af en mulig afhængighed.

Der er således intet overblik over problemet, men igen, så er problemet for Parlamentet og EU generelt, at der ikke er nogen ensartethed på tværs af medlemsstaterne, og at borgerne alligevel anvender udenlandske tjenesteydelser og ønsker at gøre det.

En grønbog ville være meget velkommen. Informationsindsamlingen bliver en stor udfordring for Dem. Jeg tror, at problemet er, at der er en stor forskel mellem information og viden, og det er op til Kommissionen at komme med et forslag til løsning af det problem.

  Mitro Repo (S&D). – (FI) Hr. formand, hr. kommissær! Man siger, at politik er et spil, nogle gange endda et hasardspil, men spil er ikke rigtig en forretning eller tjenesteydelse som sådan. Spil er forbundet med en lang række sociale dårligdomme, som tiltrækker kriminalitet.

Spilleafhængighed vil alt for ofte og alt for let bringe en person i økonomiske vanskeligheder, hvilket også kan medføre meget alvorlige psykiske lidelser. Jeg vil gerne gentage budskabet i fru Stihlers tale og nævne, at det i 2008 ansloges, at 40 000 personer i Finland havde et spilleproblem. Hvis der proportionalt var det samme antal på EU-plan, ville det betyde, at der i dag er over 35 mio. mennesker i Europa, som har et spilleproblem, og det er et meget højt tal. Jeg mener derfor, at medlemsstaterne fremover skal have ret til selv at bestemme, hvordan de indretter deres spillemarked, for at begrænse de psykologiske og finansielle skader mest muligt. Vi har behov for strenge regler, markedsregulering og offentligt tilsyn.

Jeg vil til sidst gerne understrege, hvor vigtigt det er, at vi ser på beskyttelsen af de forbrugere, som er særligt sårbare, og på farerne for spilleafhængighed og tvangshandlinger og gør en reel indsats for at bekæmpe den organiserede kriminalitet, som forsøger at lukrere herpå.

FORSÆDE: Isabelle DURANT
Næstformand

  Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Tillykke hr. kommissær, og velkommen!

Enhver har set, hvordan markedet for onlinespil er boomet i løbet af de seneste få år og har tiltrukket sig erhvervslivets og mediernes interesse. Det er et fænomen, som involverer nye sociale grupper, og som er karakteriseret ved et forbrug af flere forskellige spil. Teknologien gør det lettere at få adgang til spil og gør det dermed muligt at øge antallet af brugere – ofte unge, som generelt er mere vant til computere og internettet.

Drømmen om at ændre ens liv via spil har ofte katastrofale konsekvenser, og mange familier ender i en uheldig situation, som de ofte ikke har mulighed for at redde sig ud af. Man må på ingen måde undervurdere de alvorlige skader, som forårsages af onlinespilleres manglende sociale kontakt og interaktion. Spillernes ensomhed og grundlæggende usynlighed kendetegner en generelt uacceptabel afhængighed. Spil er en last, som den dag i dag i høj grad synes at være skjult.

I mit tidligere job som administrerende direktør for en offentlig sundhedsmyndighed åbnede jeg en særlig afdeling for spilleafhængighed. Den foreslåede interventionsmodel har vist sig at være en succes, fordi behandlingen kombinerer terapi med forebyggelse, forskning og rehabilitering.

Vi er nødt til at gribe ind og indtage en fælles holdning og sørge for, at alle former for afhængighed underlægges streng kontrol. Det har ikke altid været tilfældet, og jeg henviser her til alkohol- og madmisbrug og tobaks- og internetafhængighed.

Jeg finder det beklageligt, at den forespørgsel, som jeg og 42 andre medlemmer af Parlamentet fremsatte, ikke er blevet forelagt for Parlamentets plenarforsamling på grund af modstand fra venstrefløjen. Jeg vil gerne vide, hvor stor interesse Kommissionen reelt har i personer, som har et dokumenteret problem med stofafhængighed eller en anden dokumenteret form for afhængighed, og hvor vigtig kampen mod narkotikahandel er i Kommissionens program.

  Sylvana Rapti (S&D). – (EL) Fru formand! Jeg tror, at årsagen til, at vi føler os trygge i EU, og årsagen til, at EU har eksisteret så længe, er, at EU altid har respekteret følsomme nationale emner. Det evige dilemma om, hvorvidt EU eller medlemsstaterne har det første og sidste ord, er et stort problem, og spil, særlig onlinespil, er et fremragende eksempel på det. Internettet er et spændende sted, men det huser også farer, som er meget vanskelige at kontrollere. Konkurrenceprincippet, som er grundstenen i det indre marked, kan samtidig ikke ignorere vigtige problemer, som vedrører hensynet til offentlige nationale interesser. Jeg mener, at det, der er behov for i dette regnskab, klart fremgår af Domstolens domme, som på den ene side erkender og forsvarer idéen om, at nationale traditioner kan beskytte offentlighedens interesser, og på den anden side gør indsigelse mod urimelige foranstaltninger, som i sidste ende er til ugunst for borgerne.

Da vi ved, at der i øjeblikket afholdes høringer i Rådet, venter vi på at høre, hvad Kommissionen vil gøre for at beskytte den nationale selvbestemmelse og skabe et effektivt samarbejdsgrundlag, så problemet med afhængighed og problemet med svindel kan bekæmpes. Jeg vil afslutningsvis gerne lykønske Dem, hr. kommissær, og sige, at jeg tror på alt, hvad De har sagt her i salen. Når jeg hører Dem sige, at De endnu ikke har helt rede på detaljerne, men ved, hvad De vil, glæder jeg mig til at se det omsat i praksis. Held og lykke!

  Othmar Karas (PPE). – (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Først og fremmest velkommen hr. kommissær! Det er rart at se Dem her og se Dem sidde på netop den plads. Det, som vi reelt har at gøre med på dette område, er bl.a. gennemførelsen af den lovgivningsmæssige ramme for den sociale markedsøkonomi.

Vi befinder os i en vanskelig situation. Vi er på den ene side nødt til at gå videre ad markedsvejen, for vi skal gennemføre det indre marked, og vi kan på den anden side ikke tilsidesætte vores ansvar. Vi har af den grund fastsat visse begrænsninger for spillemarkedet. Vi skal påtage os vores ansvar. Vi kan ikke lade alle gøre, hvad de vil på spillemarkedet, ligesom vi ikke kan lade alle gøre, hvad de vil på finansmarkedet, og efterfølgende lade samfundet betale regningen. Vi har at gøre med spørgsmål om uddannelse, hvidvask af penge, kriminalitet og frihed til at spille. Vi skal se samlet på disse ting.

Vi har heller ingen klare definitioner. Vi taler alle om spil, men der er mange forskellige typer spil, og der er også forskellige definitioner. Jeg glæder mig derfor over meddelelsen om, at der vil blive udarbejdet en grønbog, for den vil gøre os i stand til på én og samme tid at tage hånd om definitionsspørgsmålet, problemerne og de mange forskellige nationale traditioner.

En strategi udelukkende for det indre marked vil ikke føre til noget i forhold til disse problemer. Vi bør imidlertid ikke lade én fremgangsmåde udelukke en anden. Vi har behov for rammebestemmelser på EU-plan, så vi ikke ender med at drøfte dette spørgsmål hvert år. Medlemsstaterne og de forskellige udbydere er alle involveret. Vi bør ved at samarbejde kunne undgå at undergrave medlemsstaternes lovgivning og i stedet garantere retssikkerhed på det europæiske marked.

  Pier Antonio Panzeri (S&D). – (IT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi er klar over forskellene mellem de forskellige rammebestemmelser i de enkelte lande, og vi er også klar over, at de forskellige fortolkninger af europæisk og national retspraksis i øjeblikket fører til en lang række af overtrædelser og tvister mellem medlemsstaterne.

Det er ikke længere holdbart ikke at have en EU-politik på området i lyset af de udfordringer, som følger af den grænseoverskridende karakter af onlinespilletjenester. Internettets og den elektroniske handels hurtige udbredelse inden for de senere år har medført et øget udbud af onlinespil og betydet, at der er opstået problemer på tværs af grænserne, og disse problemer er endnu ikke blevet løst.

Jeg mener derfor, at EU-institutionerne bør imødegå fælles udfordringer som forbrugerbeskyttelse – og mere specifikt børns beskyttelse – og forebyggelse af kriminalitet og svindel, men også udfordringer, der vedrører kampen mod ulovlig og uautoriseret levering af tjenesteydelser, som de nationale regeringer ikke kan klare på egen hånd.

Kommissionen skal derfor imødekomme Parlamentets opfordringer og bestræbe sig på at få indført europæiske rammebestemmelser. Det skal den gøre ved at udvise den nødvendige målrettethed. Der kan ikke sættes spørgsmålstegn ved Deres gode vilje, hr. kommissær, og derfor siger jeg til Dem, at høringen er en god idé, og at grønbogen ligeledes er en god idé, såfremt den anvendes til at finde frem til den rette lovgivningsmæssige ramme og ikke blot bliver et mål i sig selv. Den gamle Kommission udarbejdede meget ofte for mange grønbøger og hvidbøger uden at træffe nogen beslutninger. Jeg tror imidlertid, at De har indset, at vi har behov for beslutninger og ikke kun løfter.

  Eija-Riitta Korhola (PPE). – (EN) Fru formand! Hvis vi ser på de holdninger, som Domstolen, Rådet, Kommissionen og Parlamentet indtil videre har indtaget til spil og væddemål, vil jeg gerne drage følgende konklusioner. Praktisk talt alle medlemsstater og Parlamentet afviser at anvende oprindelseslandsprincippet og princippet om gensidig anerkendelse på dette særlige og følsomme område. Domstolen accepterer dette, hvilket den i en dom fra september sidste år endnu engang gav direkte udtryk for. For Kommissionen betyder denne dom, at den mister et af de hovedargumenter, som den har anvendt i alle sager om overtrædelse.

Medlemsstaterne kan frit fastsætte deres egne politiske mål for væddemål og spil og i detaljer fastlægge det beskyttelsesniveau, som, de vurderer, er passede for deres borgere. Rådet og Parlamentet har i årevis trukket på samme hammel. I 2006 og 2007 var de begge enige om at udelukke spil og væddemål fra tjenesteydelsesdirektivet og direktivet om audiovisuelle medietjenester.

Schaldemose-betænkningen fra sidste år byggede på Rådets arbejde under det franske formandskab, og den samme linje er fortsat under det svenske og spanske formandskab. Jeg var i forbindelse med Schaldemose-betænkningen ansvarlig for PPE's holdning, og jeg deler fru Schaldemoses synspunkter.

Jeg vil gerne spørge kommissæren om følgende: Er De enig i, at Kommissionen omsider bør begynde at hjælpe medlemsstaterne i deres kamp mod alle ulovlige – med andre ord uautoriserede – spilletilbud i stedet for at bruge tiden på spørgsmål, som allerede er blevet besvaret? Og hvordan vil Kommissionen i givet fald gribe dette an?

  Bogusław Sonik (PPE). – (PL) Fru formand! Der er ingen tvivl om, at markedet for onlinespil i Europa er inde i en meget dynamisk udvikling. Over 40 % af verdensmarkedet for spil har fokus på Europa, og indtjeningen er stigende. Den er i løbet af de seneste fire år næsten fordoblet, fra 6,5 mia. EUR til 11 mia. EUR. Vi kan på grundlag af disse statistikker tillade os at sige, at dette fænomen fortsat vil brede sig, både på overnationalt og grænseoverskridende plan. Udviklingen på markedet for tjenesteydelser og internettjenester og ændringer i forbrugeradfærden kræver en reaktion fra EU's side. Manglen på fællesskabslovgivning for onlinespil er blot ét eksempel, hvor institutionerne dels ikke formår at holde trit med samfundsudviklingen, dels ikke formår at imødekomme behovene på et europæisk fællesmarked i forandring. Den dynamiske udvikling på spillemarkedet, som er baseret på grænseoverskridende kontakter og transaktioner, kræver fælles og klare regler, hvis den tilknyttede risiko for svindel, hvidvask af penge, aftalt spil og afhængighed skal minimeres. Klare og gennemsigtige principper bør være grundlaget for det indre markeds funktion, og vi bør frem for alt beskytte de europæiske forbrugere mod disse trusler.

Vi bør informere forbrugerne om de negative følger af onlinespil. Unge er, som vi fremførte i beslutningen fra marts sidste år, ikke modne nok til at skelne mellem held, chance og sandsynlighed for at vinde. Vi skal have klarlagt risikoen for, at unge udvikler spilleafhængighed. Kommissionen formår i stigende grad ikke at følge trop – og ikke kun på dette område – med den usædvanligt hurtige udvikling på internettet og inden for de forskellige former for onlineaktiviteter. Er en af årsagerne til det ikke, at Kommissionen udelukkende er sammensat af personer, som voksede op i en tid, hvor internetpionerernes elektroniske verden kun var noget, man læste om i fremtidsromaner?

Kommission må tage hul på at udarbejde en grundig rapport, som analyserer alt, der vedrører problemet med manglende retskaffenhed på spilleområdet, og alle de juridiske og samfundsmæssige konsekvenser, der er forbundet hermed. Det, der er behov for, er en klart defineret europæisk adfærdskodeks, som indeholder de højeste standarder og kan skelne mellem, hvad der er reel, sportslig konkurrence i forhold til spil, og hvad der er uærligt spil.

  Elena Oana Antonescu (PPE). – (RO) Fru formand! Reguleringen af spillemarkedet i EU er et følsomt spørgsmål, uanset om vi taler om traditionelle spil eller onlinespil. Sektoren for onlinespil er vokset i de seneste år og er i dag et område, hvor der skabes store overskud. Der er dem, der taler for at forbyde spil, og så er der dem, der mener, at et forbud kunne føre til en stigning i disse aktiviteter uden nogen form for tilsyn.

EU og medlemsstaterne har fælles mål for deres indsats for at forbedre reguleringen af spilleaktiviteter. De ønsker at beskytte mindreårige, finde en løsning på problemerne med afhængighed, indføre passende tilsynsforanstaltninger af hensyn til gennemsigtigheden og regler for reklame, for slet ikke at tale om at forebygge afhængighed og overdreven brug af onlinespil.

Da der ikke findes nogen harmoniseret lovgivning på området, kan medlemsstaterne frit fastsætte deres egne politiske mål og fastlægge det nødvendige beskyttelsesniveau. Selv om hensigten synes at være den samme, er det langt fra let at løse lovgivningsspørgsmålet på dette område. Vi er imidlertid nødt til at se kendsgerningerne i øjnene – spil er en vigtig økonomisk aktivitet, som ikke til fulde overholder principperne for det indre marked. Uden nogen restriktioner i form af tekniske barrierer er der adgang til disse aktiviteter på tværs af grænserne, og der kan genereres fortjenester i milliardklassen.

Domstolens domme bringer ikke dem, som er uenige, tættere på hinanden og på rette vej i forhold til at indføre lovgivning. Kommissionen står fortsat over for paradokset mellem medlemsstaternes kompetence til at regulere området og spiludbydernes klager over de restriktioner, som de pålægges nationalt.

Jeg er ikke fortaler for onlinespil. Jeg ville snarere sige, at jeg er imod sådanne aktiviteter. Jeg føler imidlertid, at vi er nødt til at tage udgangspunkt i den kendsgerning, at disse spil eksisterer. Vi er derfor nødt til at udarbejde en harmoniseret lovgivning, som ikke kun regulerer de erhvervsdrivendes aktiviteter, men vigtigst af alt også omfatter forbrugerbeskyttende foranstaltninger. Vi skal sørge for, at onlinespil håndteres på en ansvarlig måde. Vi skal beskytte mindreårige og dem, som er sårbare. Vi skal også forebygge afhængighed og forhindre organiseret kriminalitet.

  Tamás Deutsch (PPE). – (HU) Fru formand! Jeg vil først gerne byde kommissær Barnier varmt velkommen og ønske ham alt det bedste i hans bestræbelser. Jeg vil opsummere mine bemærkninger i tre hovedpunkter.

Man kan i denne tidsalder, hvor eksperter siger, at vores verden er styret af massemedier og internettet, for det første ikke rigtig diskutere spil og navnlig onlinespil uden at se på de relevante sociale, kulturelle, sundhedsmæssige og psykiske virkninger, som de er forbundet med. Det står, som det fremgår af den beslutning, Parlamentet vedtog for et år siden, også klart, at onlinespil har åbenlyse samfundsskadelige virkninger. Vi skal fremhæve de virkninger, der er forbundet med udviklingen af afhængighed, organiseret kriminalitet og hvidvask af penge. Vi bør heller ikke glemme de skadelige virkninger af sportsvæddemål, for Europa er den dag i dag ramt af en forfærdelig skandale om aftalt spil, som desværre er forbundet hermed.

Jeg mener for det andet, at vi har fat i den forkerte ende, hvis vi tror, at reguleringen af onlinespil er et spørgsmål om at skabe et frit marked. Det er primært et spørgsmål om forbrugerbeskyttelse. Reguleringen bør efter min opfattelse have fokus på forbrugerbeskyttelse.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne foreslå to ting. Der er behov for fælles regler på europæisk plan, regler, der er baseret på forbrugerbeskyttelse og har fokus på forebyggelse – for at forhindre udvikling af afhængighed – forbindelsen mellem onlinespil og organiseret kriminalitet samt de skandaler om aftalt spil, der bringer fairplay i fare. Endelig er der et behov for, at EU tager initiativ til regler, der rækker ud over EU's grænser, da onlinespil er et globalt anliggende. Jeg mener, at det er noget, som vi også bør se på.

  Jim Higgins (PPE). – (EN) Fru formand! Spil har som så mange andre forretningsområder draget fordel af avanceret teknologi. Der er fordele og ulemper. Fordelen er, at det er blevet lettere for spillerne at finde et sted at spille. Spil er også en kæmpe indtægtskilde for medlemsstaterne, og spil har bredt sig til utrolig mange områder. Det plejede kun at handle om væddeløb og sport, men i dag har vi en lang række andre områder, f.eks. forudsigelser om den politiske udvikling. Som vi siger i Irland, kunne man vædde om to fluer, der kraver op ad en væg. Vi har således en kæmpe fordel med hensyn til de områder, der er omfattet af spil.

Den negative side er, at vi oplever svindel, aftalt spil, samfundsmæssigt og privat kaos, spilleafhængighed osv. Det anslås, at der alene i Det Forenede Kongerige – ifølge Gamblers Anonymous – er i omegnen af 600 000 personer, som er afhængige af spil og er medlem af Gamblers Anonymous. Vi har det samme problem i Irland, og det er et udbredt problem i hele EU.

Jeg tror, at vi må se på Domstolens domme og konkludere, at det er op til den enkelte medlemsstat at fastsætte sine egne regler og bestemmelser. Vi har behov for en fælles politik, fordi spil ikke lader sig stoppe af landegrænser og går på tværs af hele EU. Jeg tror, at vi er nødt til at vende tilbage til de fremragende anbefalinger, som vi fremsatte den 10. marts 2009, for de er værd at se på igen. Parlamentet opfordrede f.eks. medlemsstaterne til at arbejde tæt sammen for at løse de samfundsmæssige problemer og problemerne i forhold til den offentlige orden, som opstår som følge af grænseoverskridende onlinespil. Vi er for det andet nødt til at beskytte forbrugerne mod svindel, og det bør der være en fælles indstilling til. For det tredje er der behov for fælles regler for markedsføring og fælles regler for onlinespil. Sidst, men bestemt ikke mindst, bør vi i forbindelse med kredit fastsætte et maksimalt kreditbeløb, og der bør med hensyn til alder helt klart fastsættes en aldersgrænse.

Hr. Panzeri sagde tidligere – og han har ret – at vi taler meget om beslutninger og henstillinger her, og de er alle sammen meget prisværdige, men vi er, når alt kommer til alt, nødt til at omsætte dem i praksis, ellers vil de blot være ambitioner. Vi taler således om handling, og vi taler om en tidsplan. Jeg ser derfor frem til Kommissionens svar.

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE). – (LT) Fru formand! Der er nok ingen, der vil afvise det faktum, at spil ligesom andre former for afhængighed medfører alvorlige sociale problemer, som ikke kun berører spillerne, men hele samfundet. Det er et komplekst problem.

Med den hurtige udbredelse af adgang til internettet i vores globaliserede verden er der sket en kraftig stigning i en ny form for afhængighed, nemlig afhængighed af onlinespil. Spillemarkedet er vokset dramatisk i de 14 år, der er gået siden 1996. Ligesom markedet vokser, vokser også indtægterne fra spil på verdensplan. Indtil vi får etableret et fælles EU-system for tilsyn med onlinespil, vil de eneste, som kan glæde sig over disse tal, være repræsentanterne for de virksomheder, der udbyder onlinespil.

Domstolen har udtalt, at spilletjenester er omfattet af den frie bevægelighed, og at medlemsstaterne selv bør regulere disse tjenester under hensyntagen til deres værdier og traditioner. Litauen er f.eks. et af de EU-lande, hvor onlinespil stadig er forbudt. Den frie bevægelighed for tjenesteydelser gør det imidlertid muligt at spille og have fri adgang til onlinespil, så selv om vi forbyder spil i hele EU, vil vi stadig ikke være beskyttet mod spil, der er registreret i andre dele af verden. Det er derfor nødvendigt at etablere et fælles EU-system for tilsyn med onlinespil, som tager højde for beskyttelsen af risikogrupper, og som har særlig vægt på beskyttelse af mindreårige og kontrol med transaktioner.

Det er med hensyn til spørgsmålet om mindreårige ikke kun spil om penge, som de bliver afhængige af, men ofte voldsspil, og det er også et stort problem.

Situationen er næsten den samme som med spørgsmålet om CO2-udledning, som vi så ofte har drøftet. Internettet har ingen grænser, så hvis vi har forskellige regler og bestemmelser for onlinespil, vil det blive ligesom med klimaproblemet: en masse snak og desværre få resultater.

  Piotr Borys (PPE). – (PL) Fru formand! Jeg vil gerne stille et spørgsmål til Kommissionen i forbindelse med de spørgsmål, som blev stillet af min kollega hr. Nitras, der ikke kan være til stede i dag på grund af problemer med at komme til Strasbourg. Jeg vil for det første gerne bede Kommissionen om at kommentere de nylige lovændringer i medlemsstaterne i forbindelse med Domstolens domme. Agter Kommissionen for det andet fortsat at træffe retlige foranstaltninger med henblik på indførelse af fælles rammer for tilsyn med transaktioner i forbindelse med onlinespil under hensyntagen til navnlig forbrugerbeskyttelse og kampen mod spilleafhængighed og også den voksende organiserede kriminalitet i et system, der ikke er tilstrækkeligt kontrolleret?

Er Kommissionen i den sammenhæng enig i, at medlemsstaterne til trods for de fælles EU-regler, der er gældende i dag, stadig ikke er i stand til at begrænse borgernes spillelyst, trods indførelsen af eksempelvis forbud? Det virker ikke som om, at lovgivningen på området er tilpasset den aktuelle situation og udviklingen på markedet for internettjenester. Jeg har i den forbindelse følgende spørgsmål: Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe på dette område for eventuelt at fastsætte fælles rammebestemmelser, som ville være ens for alle medlemsstater?

  Toine Manders (ALDE). – (NL) Fru formand! Jeg vil gerne ønske kommissær Barnier tillykke med udnævnelsen til kommissær samt byde ham varmt velkommen i Parlamentet, da der er mange punkter på dagsordenen.

Tjenesteydelsesdirektivet, eller "Bolkestein-direktivet", som Parlamentet har drøftet, udelukker udtrykkeligt spil fra sit anvendelsesområde. Det er efter min mening beklageligt, idet det betyder, at vi ikke havde mod til at anerkende, at det er et problem for forbrugerne, og jeg tror, at det skete på foranledning af regeringer, der meget gerne så, at medlemsstaterne fortsat kunne fastholde deres monopol på dette område. Det har resulteret i et lovgivningsmæssigt kludetæppe, der i øjeblikket skaber stor retlig usikkerhed. Det er beklageligt, og det skyldes manglende mod, også fra vores side, til at tage fat på problemerne. Hvis man ikke tager fat på et reelt problem, er det i virkeligheden det samme som at stikke hovedet i busken. Der er imidlertid tale om reelle problemer, idet de organisationer, der leverer spilletjenester, konstant er på udgik efter nye muligheder.

Vores nuværende lovgivning er baseret på fysiske grænser, men de virtuelle grænser er for længst blevet en realitet. Vi skal efter min menig derfor anlægge en europæisk tilgang til onlinespil, indføre klarere lovgivning, involvere udbyderne i dette arbejde og sikre, at forbrugerne beskyttes, og at organiseret kriminalitet bekæmpes. Det betyder imidlertid også, at vi skal have mod til at ændre på en situation, hvor regeringer fastholder et monopol på grundlag af EF-Domstolens afgørelse om, at monopoler er tilladte, såfremt der føres en restriktiv politik, idet situationen er ved at komme helt ud af kontrol.

Dette fastslås også jævnligt af Domstolen, og vi bør efter min opfattelse have mod til at indføre ufravigelige retsregler, der fjerner vildskud og svindel på spilleområdet, ikke kun til gavn for vores borgere, men også for at bekæmpe organiseret kriminalitet. Jeg håber, at det vil lykkes, kommissær Barnier! De står over for en meget stor opgave, og jeg ønsker Dem held og lykke.

Måske – og det er min sidste bemærkning – er det allerede en bedrift, at De har opmuntret Parlamentet ved at se nærmere på gennemførelsen af tjenesteydelsesdirektivet. Der har trods alt været mange positive tilkendegivelser i denne forbindelse.

  Franz Obermayr (NI). - (DE) Fru formand! I sag C-42/07 undersøgte EF-Domstolen, om Portugal havde overtrådt EU-lovgivningen ved at forbyde onlinespil. Portugal havde givet selskaber forbud mod at udbyde hasardspil via internettet. De selskaber, der blev berørt af dette forbud, som f.eks. BWin og Liga Portuguesa de Futebol Profissional, gik til domstolene og førte sagerne helt frem til EF-Domstolen. Hovedargumentet var, at Portugal med dette forbud havde krænket friheden til at levere tjenesteydelser, og at alle virksomheder i sidste ende bør have ret til at levere tjenesteydelser på tværs af grænserne. Alle EU-borgere skal desuden frit kunne modtage tjenesteydelser, hvilket er en passiv form for frihed.

Friheden til at levere tjenesteydelser omfatter imidlertid også i sagens natur et forbud mod forskelsbehandling, og medlemsstaten kan således ikke stille udenlandske leverandører af tjenesteydelser ringere end indenlandske leverandører af tjenesteydelser. Friheden til at levere tjenesteydelser omfatter på den anden side også et forbud mod begrænsning, og enhver handling, der i sig selv ikke er diskriminerende, men som har til formål at hindre udenlandske selskabers adgang til markedet, er naturligvis forbudt. Det er interessant, at EF-Domstolen afviste dette, idet den fastslog, at friheden til at levere tjenesteydelser kan begrænses, såfremt den bringer offentlighedens interesse i fare, idet det er nødvendigt at bekæmpe svindel, sikre forbrugerbeskyttelsen og forhindre ludomani.

Ludomani er et stort problem i øjeblikket. Alene i Tyskland er der ifølge de officielle tal 200 000 ludomaner, og unge mennesker bliver i stigende grad ofre for denne ludomani. Ifølge en undersøgelse starter nogle allerede med at spille i 13-årsalderen. Vi ved på den ene side, at private virksomheder, der overholder de strenge krav og har indført passende forbrugerbeskyttelsesprocedurer, kategorisk udelukkes fra markedet, samtidig med at statsejede spillemonopoler på den anden side beskyttes mod konkurrence på EU-plan, hvilket giver dem en større markedsfordel.

Jeg håber, at der vil blive taget højde for denne meget vanskelige og polariserede situation ved fastlæggelsen af nye lovgivningsrammer, og at Kommissionen vil tage højde for de centrale problemer, som jeg har rejst.

  Giovanni Collino (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil først og fremmest gerne ønske kommissær Barnier held og lykke, da der skal gøres en stor indsats på dette område.

Spil har i sagens natur psykologiske konsekvenser for de enkelte spillere og påvirker kulturen og adfærdsmønstrene i de enkelte samfund. I lyset af de risici, der er forbundet med spil, er EF-Domstolens nylige dom, hvori det fastslås, at medlemsstaterne frit kan fastsætte deres egne regler på spilleområdet, fornuftig.

Dommen vedrørende Liga Portuguesa bekræfter, at EU reguleres internt på grundlag af 27 forskellige regelsæt, som de enkelte medlemsstater har besluttet at anvende som udgangspunkt for deres lovgivning. Det er helt i strid med anvendelsen af bestemmelserne om det indre marked og i strid med spillesektorens behov og harmonisering på EU-plan.

Hvis udbuddet ikke reguleres strengt, har det en negativ indvirkning på de enkelte EU-borgeres behov og adfærd, og her tænker jeg specifikt på de mest sårbare grupper og unge mennesker.

Vi opfordrer Dem til at tage skridt til udarbejdelse af lovgivningsrammer, der sikrer en afklaring af virksomhedernes ansvar og indførelse af fælles principper og en adfærdskodeks, med henblik på at beskytte alle de EU-borgere, der har en forkærlighed for onlinespil.

  Milan Zver (PPE). - (SL) Fru formand, hr. kommissær! Jeg ønsker Dem held og lykke med Deres nye portefølje!

Spil er en moderne form for afhængighed. Vi kender alle til fænomenet, der er en form for eskapisme for nutidens mænd og kvinder. Onlinespil er imidlertid en kendsgerning, som vi politikere er nødt til at tackle, og som vi skal finde den bedst mulige løsning på. Vi skal på den ene side beskytte EU's grundlæggende principper som f.eks. den fri udveksling af tjenesteydelser, og vi skal på den anden side beskytte forbrugerne.

Men i hvilken retning skal vi gå? Hvis vi giver de enkelte medlemsstaters administrationer for vide beføjelser, vil vi efter min opfattelse ikke få bugt med alle ulemperne ved onlinespil. Vi vil heller ikke få bugt med hvidvaskning af penge og andre tilknyttede kriminelle aktiviteter.

Vi vil frem for alt ikke få bugt med monopoler, idet de pågældende virksomheder naturligvis vil få monopolstatus inden for deres nationale grænser. Jeg er imod protektionisme på spilleområdet, og jeg håber, at Kommissionens grønbog rent faktisk kan løse dette problem, hvilket vil være i alles interesse, i forbrugernes og de nationale administrationers interesse, og sikre EU's grundlæggende principper.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). – (PT) Fru formand, hr. kommissær! Vi behandler et spørgsmål af meget stor betydning for beskyttelsen af borgernes interesser og for beskyttelsen mod risikoen for svindel, der er et udbredt fænomen i spillesektoren, herunder inden for onlinespil.

Medlemsstaterne skal fastholde deres autonomi og fulde ret til at regulere spillemarkedet i overensstemmelse med traditionerne i deres egne lande og sikre et beskyttelsesniveau, der er mere passende for forbrugerne og i borgernes interesse, herunder investeringer på en række sociale områder, hvilket sker i Portugal.

Derfor kan konkurrencereglerne og princippet om den fri udveksling af tjenesteydelser slet ikke finde anvendelse på dette område. Der er ikke tale om en almindelig tjenesteydelse, idet vi taler om et spil, der har en alvorlig indvirkning på borgernes liv. Vi håber derfor, at De vil tage højde for vores holdning i forbindelse med udarbejdelsen at de nye foranstaltninger og anerkende medlemsstaternes fulde ret til fortsat at lovgive på dette område.

  Seán Kelly (PPE). – (GA) Fru formand! Tak, fordi jeg har fået mulighed for at sige et par ord om dette alvorlige internationale problem.

– (EN) Spil – herunder navnlig onlinespil – er en skjult afhængighed, og i modsætning til de andre alvorlige misbrugsproblemer, narkotika- og alkoholmisbrug, kommer sygdommen ikke umiddelbart konkret til udtryk. Onlinespil er desuden også den nye generations afhængighed, og det er navnlig et udbredt fænomen blandt unge mennesker, der er langt mere it-kyndige end deres forældre og derfor ikke kan opdages og følgelig beskyttes.

Jeg glæder mig derfor over den forestående offentliggørelse af grønbogen, hvor der skal tages fast på tre spørgsmål. For det første skal spilleaktiviteternes omfang afklares – i min egen by med 10 000 indbyggere var der f.eks. kun to bookmakere for nogle få år siden, men i dag er der 18. Når dette er blevet afklaret, skal der for det andet udarbejdes et oplysningsprogram for unge, forældre og undervisere og for det tredje lovgivning, der skal gennemføres i alle medlemsstaterne.

– (GA) Jeg ønsker Dem held og lykke med dette vigtige arbejde!

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Fru formand! I debatten om, hvorvidt onlinespil udelukkende bør henhøre under monopoler, hvorvidt det bør omfattes af krav om licens, eller hvorvidt det bør forbydes helt, bør vi efter min opfattelse ikke glemme, at ludomani er et stærkt stigende problem. Som vi alle ved, modtager croupier i kasinoer psykologisk træning med henblik på at kunne spotte spillere med en afhængighedsadfærd. De kan i nødvendigt omfang få forbud mod at spille. I lyset af den enorme vækst i markedet for onlinespil er afhængighedsproblemet rent faktisk i stigende grad blevet et internetfænomen. Det bringer ludomanernes relationer til andre mennesker, arbejde og sundhed i fare, og de kan oparbejde en gæld på flere tusinde euro på ingen tid.

Et andet problem i denne forbindelse er beskyttelsen af unge. Det er imidlertid ikke en løsning at forbyde unge mennesker at spille. Ifølge en undersøgelse spiller én ud af 10 studerende i Hamborg i aldersgruppen 14-18 år ulovligt om penge på internettet i form af onlinepoker eller -sportsvæddemål. Vi bør heller ikke glemme, at ud over den tragiske skæbne, der rammer ludomanerne og deres familier, er det også dyrt for staten.

  Formanden. – Hr. kommissær! Jeg vil først og fremmest gerne byde Dem velkommen, da jeg ikke har åbnet forhandlingen, og give Dem ordet, således at De kan besvare disse mange spørgsmål.

  Michel Barnier, medlem af Kommissionen. − (FR) Fru formand! Tak for Deres velkomstord og tak til alle for Deres gode ønsker og opmuntring. Som De ved – og jeg har understreget dette tidligere i Parlamentet – tager jeg fat på denne nye opgave, som kommissionsformand Barroso har betroet mig, med stor viljefasthed og beslutsomhed. Jeg vil endog fortsat være lidt idealistisk. Der er efter min opfattelse en række kreative idealer, navnlig når vi taler om det europæiske projekt.

Det spørgsmål, som hr. Harbour netop stillede meget klart, og herunder navnlig spørgsmålene fra hr. Schwab, fru Gebhardt, fru Rühle og hr. de Jong, kan alle koges ned til følgende: Vil Kommissionen i dag udvise vilje og initiativ, og vil det ydermere ske ved brug af en anden tilgang end overtrædelsesprocedurer?

Tag ikke fejl. Jeg har naturligvis kun været kommissær i 48 timer. Jeg beder Dem derfor give mine kolleger og mig tid til at arbejde og til at forelægge forslag på en seriøs måde. Jeg vil imidlertid virkelig gerne tale med Dem om en ny tilgang af en årsag, der ligger mig meget på sinde. Som en lang række af medlemmerne har været inde på – herunder hr. Karas, fru Gebhardt og fru Figueiredo for et øjeblik siden, er der ikke tale om en almindelig tjenesteydelse. Derfor kan De med rette forvente denne nye tilgang fra Kommissionen, der i første omgang indebærer den høring, jeg netop har foreslået.

Medlemsstaterne kan i dag frit vælge, hvorledes de tackler dette spørgsmål, så længe de overholder traktaten. Alle medlemsstaterne mener, at spillemarkedet skal reguleres omhyggeligt i lyset af den samfundsmæssige risiko, en risiko, der redegøres for i detaljer i Schaldemose-betænkningen, som jeg har læst med stor interesse.

Rådets arbejde har også vist, at der er meget forskellige holdninger, traditioner og praksis. Jeg har bemærket, at medlemsstaterne ikke er blevet hørt af Kommissionen om et europæisk initiativ, siden de valgte at udelukke spil fra tjenesteydelsesdirektivets anvendelsesområde i 2006. Det skal der derfor laves om på. Jeg vil sammen med mine kolleger følge arbejdet i Rådets arbejdsgruppe meget tæt. Jeg ved også, at mange medlemsstater ønsker, at anvendelsesområdet i forslaget til direktiv om forbrugerrettigheder begrænses. Jeg bekræfter, at Kommissionen ikke udelukker, at der kan være andre løsningsmodeller end overtrædelsesprocedurer.

Jeg vil offentliggøre et policy dokument med henblik på at finde den rigtige tilgang. Jeg brugte selv ordet "grønbog", men jeg er i denne forbindelse nødt til at undersøge indholdet og tidsplanen i Kommissionens arbejdsprogram og drøfte spørgsmålet med mine kolleger. Vi skal imidlertid offentliggøre et policy dokument med det formål at strukturere fremtidige drøftelser om dette spørgsmål. Dette spørgsmål er helt sikkert en ny og meningsfuld form for europæisk samordning.

Der er naturligvis en økonomisk dimension, men jeg vil gerne gentage, at det efter min opfattelse ikke er den eneste. Der er andre alvorlige problemer, der er en lige så stor udfordring for den offentlige interesse. Jeg vil gerne understrege over for hr. Creutzmann, hr. Kirkhope, hr. Paška – jeg kan ikke nævne alle, der har haft ordet, at jeg nøje har noteret de udtalelser, som de forskellige gruppers koordinatorer er kommet med på Deres vegne.

Et af disse spørgsmål, en af disse udfordringer, er grænseoverskridende kriminalitet. Er det muligt at bekæmpe denne form for kriminalitet uden en europæisk tilgang? Det er efter min opfattelse umuligt. Hvad mere er, hvis vi ikke anlægger en europæisk tilgang til onlinespil, vil vi ikke komme videre med etableringen af et indre marked for e-handel.

Med hensyn til onlinespil skal vi i det mindste styrke samarbejdet mellem nationale regulerende myndigheder på spilleområdet i Europa. Det er desuden helt sikkert et af de spørgsmål, der undersøges i Rådets arbejdsgruppe, og derfor vil Kommissionen samarbejde med medlemsstaterne bl.a. på dette område.

Ud over at lytte til medlemsstaternes synspunkter, hvilket jeg vil gøre, vil jeg fortsat lytte til Europa-Parlamentet, som jeg har gjort her til formiddag, selv om det står mig klart, at de forskellige sider i Parlamentet har forskellige holdninger, der ikke altid stemmer overens, men jeg er klar over flertalsholdningen i Parlamentet. Jeg vil lytte til Parlamentet og til alle berørte aktører samt til foreninger inden for rammerne af denne høring om en bedre europæisk samordning. Det vil jeg under alle omstændigheder foreslå de øvrige kommissærer i de kommende dage.

Jeg har talt om udfordringer og prøvelser, og det vil jeg også gøre her til slut. Et af de problemer, som samfundet står over for, er naturligvis ludomani, der er et yderst alvorligt problem, hvilket er blevet understreget i Deres betænkning, og der er også problemet med mindreårige. Vi er nødt til at fastsætte strenge grænser, således at børn ikke kan spille. Alle medlemsstaterne arbejder med dette spørgsmål, men der er ingen samordning. Jeg mener derfor, at dette spørgsmål skal samordnes på EU-plan.

Hvis man skal udføre et ordentlig stykke arbejde, skal man først have ordentlig indsigt i tingene, og jeg støtter derfor opfordringen fra mange af medlemmerne til Kommissionen om at udarbejde et policy dokument med tal og pålidelige statistikker ud over de tal, jeg netop har nævnt. Jeg vil derfor søge at sikre – som fru Stihler og fru McGuinness netop udtrykkeligt har anmodet om – at Kommissionens dokument først og fremmest kommer til at indeholde en så nøjagtig diagnose som muligt af alle disse spørgsmål ud over klare politiske retningslinjer, dvs. ikke kun ord, men også forslag til afgørelser.

Jeg vil gerne sige en sidste ting om et emne, som også hænger sammen med spil, nemlig finansieringen af sport. Jeg vil i denne forbindelse gerne understrege, at jeg har brugt 10 år af mit liv på at organisere sportsaktiviteter. De Olympiske Lege i Vancouver åbner om et par dage, og jeg har den ære at være medformand for De Olympiske Leges organisationskomité. Jeg ved derfor, at det koster penge at organisere store sportsbegivenheder, og at finansieringsnetværk til en vis grad er knyttet sammen med sport.

Det er desuden årsagen til, at mange medlemsstater, som finansierer sport gennem spil, også ønsker at beskytte national praksis eller lovgivning. Kommissionen gennemfører i øjeblikket en undersøgelse af finansieringen af sport med det formål at få en bedre forståelse for alle disse spørgsmål. Der vil også blive afholdt en konference i Bruxelles i næste uge, og i det policy dokument, som jeg vil forelægge for Parlamentet, kommer vi også ind på disse netværk, der finansierer begivenheder og sport via spil.

Jeg har lyttet meget opmærksomt til Dem, og jeg glæder mig over mangfoldigheden og kvaliteten af Deres indlæg. Jeg vil fortsat lytte til Dem. Jeg agter at høre Parlamentet og alle berørte aktører i samarbejde med Parlamentet. På grundlag af dette policy dokument, der sandsynligvis vil tage form af en grønbog, såfremt kollegiet er enigt heri, vil jeg aftale et møde med Parlamentet senest i efteråret, således at vi kan nå dette mål om at være mere konsekvente og etablere denne vidunderlige form for samordning på europæisk plan.

  Formanden. – Mange tak for Deres uddybende og opmuntrende svar.

Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Sławomir Witold Nitras (PPE), skriftlig. – (PL) Jeg vil gerne indledningsvis gøre opmærksom på betydningen af onlinespil i dag. Under denne forhandling drøfter vi en lang række spørgsmål, der efter min mening bør løses hurtigst muligt, ideelt set på fællesskabsplan. EF-Domstolen fastslog i sin dom, at regulering af spillemarkedet henhører under medlemsstaterne, og at de er i færd med at stramme reglerne på dette område. Ikke kun i Polen, men også i andre lande, lyder det fra flere sider, at vi bør begrænse mulighederne for at spille via internettet betydeligt. Det er efter min opfattelse et skridt i den rigtige retning, og målet er indførelse af en klar og ensartet lovgivning, herunder principper til fremme af et sikkert internet. Onlinehasardspil spilles på den anden side ofte uden for et enkelt lands territorium. Det har alvorlige konsekvenser, ikke blot juridiske, men også økonomiske. Spørgsmålet om, hvilken jurisdiktion der finder anvendelse, og i hvilket omfang den finder anvendelse, er fortsat ikke blevet afklaret. Efter min mening bør EU indføre lovgivning på EU-plan samt sikre en effektiv gennemførelse af lovgivningen, da en af EU's grundlæggende opgaver er at sikre borgernes sikkerhed.

(Mødet udsat kl. 11.25 og genoptaget kl. 12.00)

FORSÆDE: Libor ROUČEK
Næstformand