Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er en kortfattet fremlæggelse af betænkning (A7-0034/2010) af Enrique Guerrero Salom for Udviklingsudvalget om den økonomiske og finansielle krises følger for udviklingslandene og udviklingssamarbejdet (KOM(2009)0160 – 2009/2150(INI))

  Enrique Guerrero Salom, ordfører. – (ES) Hr. formand, hr. kommissær! Den finansielle og økonomiske krise har de bitreste og alvorligste følger i vækst- og udviklingslande, navnlig i lavindkomstlandene. Krisen har bremset den bæredygtige vækst, som mange af disse lande har oplevet i det sidste årti: økonomisk vækst, der skabte arbejdspladser, hjalp med at udligne deres offentlige budgetter, satte dem i stand til at reducere deres udlandsgæld, stimulerede en udvidelse af deres erhvervsaktiviteter og hjalp dem med at få adgang til øget officiel udviklingsstøtte.

I årene forud for finanskrisen var de fattige lande imidlertid allerede blevet ramt først af fødevarekrisen, som gjorde det vanskeligt for mange hundrede millioner mennesker at klare sig, dernæst af energikrisen, som udtømte ressourcerne i de lande, der ikke producerer gas og olie, og endelig af klimakrisen, hvis følger har kunnet mærkes i udviklingslandene, hvor der er sket skader på høsten og ødelæggelse af infrastrukturer.

Finanskrisen forstærkede denne skrøbelige situation, som disse lande befinder sig i. Som Kommissionen selv påpeger, ramte krisens tredje bølge de fattigste lande, efter at den havde berørt udviklings- og vækstlandene, så krisen, som i teorien er økonomisk, nu er blevet en udviklingsmæssig, social og humanitær krise.

Faktisk er alle aktivitetsområder i disse lande blevet ramt. Den økonomiske vækst, som vil blive meget lavere i 2009 end i de foregående år, er blevet ramt. Handelen er faldet, hvilket vil svække landenes betalingsbalancer. De udenlandske investeringer er begrænsede, adgangen til international finansiering er begrænset for disse lande, og vi oplever en voksende protektionistisk reaktion fra industrilandene.

Samtidig er overførsler fra migrantarbejdere faldet, og den officielle udviklingsbistand er også blevet reduceret. Det betyder, at mange hundrede millioner mennesker er blevet føjet til listen over de fattigste, og mange hundrede tusinder børn vil dø i en ung alder på kontinenter, som f.eks. Afrika.

På denne baggrund skal vi give udtryk for den europæiske holdning ved at kræve, at vi opfylder tilsagnene om officiel udviklingsbistand, ved at kræve nye kilder af yderligere ressourcer, der kan hjælpe disse lande, ved at kræve, at gebyrerne og skatterne på migrantarbejdere lempes, ved at kræve, at forsøg på protektionisme modstås, og at der afholdes en Doharunde om udvikling, ved at kræve foranstaltninger mod skattely og skatteunddragelse og ved at arbejde for et gældsmoratorium eller gældseftergivelse for de fattigste lande.

Som ordfører for denne betænkning ønskede jeg at opnå størst mulig enighed, og jeg accepterede under forhandlingerne ændringsforslagene fra alle grupper i Parlamentet, men jeg er stadig villig til at stille et mundtligt ændringsforslag til punkt 34 i betænkningen med henblik på at opnå yderligere stemmer. Dette ville sikre yderligere myndighed til noget, der efter min mening er afgørende, nemlig at den europæiske stemme er forenet og stærk, når det gælder støtte til udviklingslandene.

  John Dalli, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil først og fremmest lykønske ordføreren med denne meget omfattende betænkning.

Som det rigtigt understreges i betænkningen, har krisen ramt udviklingslandene i langt værre grad end ventet. De er faktisk blevet ramt gennem adskillige overførselskanaler, som f.eks. svingende priser på basisvarer, faldende indtjening fra eksport og turisme og faldende kapitalstrømme og overførsler fra migrantarbejdere. Et fælles træk er stigningen i mange landes behov for finansiering.

Mange udviklingslande har været nødt til at beskære de sociale udgifter (navnlig inden for ernæring, sundhed og uddannelse), hvilket har alvorlige sociale og politiske konsekvenser, som ikke kun truer opfyldelsen af milleniumudviklingsmålene inden 2015, men også underminerer det fremskridt, der er opnået i de senere år. Trods visse indledende tegn på global genopretning, vil udviklingslandene, navnlig i Afrika syd for Sahara helt sikkert være bagud.

EU har udvist lederskab og enhed gennem en fælles EU-reaktion på krisen inden for rammerne af den globale reaktion, dvs. i FN, G20 og G8. Vi har handlet hurtigt og effektivt for at omsætte tilsagn til konkrete forpligtelser til at hjælpe udviklingslandene med at overvinde krisen.

Sidste forår vedtog EU en række omfattende, aktuelle, målrettede og koordinerede foranstaltninger med henblik på at mildne indvirkningen af krisen på befolkningerne, sætte skub i den økonomiske vækst i udviklingslandene og beskytte de mest udsatte.

EU's reaktion består ikke kun af Fællesskabets reaktion, men også af EU-medlemsstaternes reaktioner (deres respektive bilaterale reaktioner og deres bidrag til de internationale finansielle institutioners ressourcer i overensstemmelse med G20-landenes opfordring). Endvidere har det tætte samarbejde med Verdensbanken og IMF sat os i stand til at sikre en ensartethed mellem vores analyser og komplementariteten af vores bistand.

Som det fremhæves i betænkningen, har Kommissionen etableret og gennemfører i øjeblikket en meget konkret og kortvarig ad hoc-mekanisme, "sårbarheds-FLEX-mekanismen", til støtte for de svageste lande med ringe elasticitet, så de kan fortsat kan gennemføre prioriterede foranstaltninger, navnlig på det sociale område.

Andre foranstaltninger omfatter omfordelinger efter ad hoc-landegennemgange og den fremskredne midtvejsrevision af den 10. Europæiske Udviklingsfond, som aktuelt gennemføres, støtte under det traditionelle FLEX-instrument, fremskyndelse af hjælp, hvor det er muligt osv.

Officiel udviklingsbistand (ODA) har spillet og vil fortsat spille en afgørende rolle, når vi skal støtte vores partneres indsats for at håndtere krisen. I den sammenhæng glæder Kommissionen sig over Parlamentets støtte til at opfordre medlemsstaterne til at fastholde deres mål med 0,7 % ODA/BNP for 2015. Andre donorer bør vedtage lige så ambitiøse mål for stigninger i deres officielle udviklingsbistand, og vi skal opfordrer alle donorer til at leve op til deres tilsagn med hensyn til bistandsmængde og -effektivitet.

Den 21. april offentliggør Kommissionen sin årlige forårsudviklingspakke med forslag til medlemsstaterne. I år vil fokus blive rettet mod de foranstaltninger, der stadig er nødvendige for at opfylde milleniumudviklingsmålene. Pakken vil være baseret på en omfattende tilgang og omfatter en handlingsplan for accelereret fremskridt hen imod milleniumudviklingsmålene. Den vil også omhandle en mulighed for at yde et ambitiøst bidrag fra EU til evaluering af virkeliggørelsen af millenniumudviklingsmålene på FN's plenarmøde på højt plan i september. Ved at gøre det vil EU bevare sin troværdighed, hvad angår forpligtelser, og vil fortsat spille en ledende rolle i den internationale udvikling.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Hr. formand! Den økonomiske og finansielle krise har også ramt Moldova, et udviklingsland, meget hårdt. Dette lands økonomi faldt med 9 % sidste år i henhold til IMF, og arbejdsløsheden har passeret de 6 %. Der bør opmuntres til direkte investeringer.

Jeg vil fremhæve, at Moldova for en periode på et år har ansat ni europæiske toprådgivere, som skal yde assistance til de vigtigste ministerier i Chişinău.

Eftersom vi taler samme sprog, vil vores naboer på den anden side af floden Prut nyde godt af Rumæniens ekspertise på hvert eneste område.

Omkostningerne i forbindelse med pengeoverførsler fra migrerende arbejdstagere fra de lande, de arbejder i, skal reduceres. G8-ledernes tilsagn om at reducere omkostningerne fra 10 % til 5 % i løbet af de næste fem år er det første skridt i denne retning.

Jeg glæder mig i dag over den rekordhøje støtte på i alt 2,6 mia. USD, der er blevet tildelt Moldova for perioden 2011-2013. Aftalen blev indgået i dag af premierminister Vlad Filat på konferencen for donorer.

  Antolín Sánchez Presedo (S&D). – (ES) Hr. formand! Selv om krisens epicentrum ikke er beliggende i udviklingslandene, er det dem, der er blevet værst og dybest ramt af dens enorme bølge.

Kreditkrisen, usikkerheden som følge af depressionen og faldet i den internationale handel, investeringsstrømmene og overførslerne fra migrerende arbejdstagere har været hovedkanalerne til spredningen af en krise, som fulgte efter betydelige svingninger i priserne på basisvarer og fødevarer, og som blev skabt i en situation præget af massive globale skævheder.

En samlet reaktion mod krisen skal tage udviklingslandene i betragtning, og deres dagsorden skal være en vigtig del af det globale økonomiske samarbejde.

Gennem Økonomi- og Valutaudvalget har vi anmodet Den Internationale Valutafond om at overveje den byrde, som krisen har medført for udviklingslandenes offentlige finanser, i den rapport, som den udarbejder til det kommende G20-møde, og vi har anmodet Kommissionen om at udsende en meddelelse med en vurdering af, hvordan en skat på finansielle transaktioner kan hjælpe med at opfylde milleniumudviklingsmålene, udligne de globale skævheder og fremme bæredygtig udvikling.

Det glæder mig, at hr. Guerrero har taget disse forslag i betragtning, og jeg lykønsker ham med den fremragende betænkning.

  Olle Schmidt (ALDE). – (SV) Hr. formand! Jeg takker ordføreren for hans vigtige betænkning.

Jeg er overbevist om, at vi bedst kan bekæmpe krisen med øget frihandel og globalisering, ikke protektionisme. Europa skal derfor holde sine markeder åbne for at bekæmpe recessionen, stimulere væksten, både i Europa og globalt, og dermed bekæmpe fattigdommen.

Om nogle få dage mødes Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS/EU på Tenerife. Mine kolleger fra AVS-landene påpeger altid de problemer, som EU's subsidierede landbrugsprodukter skaber på deres markeder. De har brug for handel, men vores politik modvirker etableringen af sunde markeder for landbrugsprodukter i udviklingslandene.

(EN) EU har udvist lederskab, siger kommissæren, men vi kan gør det meget bedre. Det handler om "fair trade", hr. kommissær!

  João Ferreira (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! Fødevarekrisen, energikrisen, klimakrisen, finanskrisen, den økonomiske krise og den sociale krise, der er omhandlet i betænkningen, er intet andet end forskellige legemliggørelser af den samme strukturelle krise, der har udspillet sig i årtier. I nogle regioner, f.eks. Afrika syd for Sahara, har velstanden pr. indbygger i årtier været forskellig fra velstanden i andre dele af verden. Trods de uligheder, der findes i øjeblikket, har udviklingslandene visse ting til fælles, nemlig afhængighed af eksport af få råvarer, manglende økonomisk spredning, stærkt fokus på landbrug, energi- og udvindingsindustrier eller turisme og et stærkt felt af udenlandsk kapital.

En progressiv eksport- og liberaliseringsmodel for handelen er blevet pålagt disse lande – i nogle tilfælde ved hjælp af afpresning. Som det fremgik af forhandlingerne om økonomiske partnerskabsaftaler, forstærker dette disse landes afhængighed og kvæler enhver mulighed for selvstændig udvikling. Alligevel er det udlandsgælden, som primært dræner udviklingslandenes ressourcer. Den er betalt tilbage mange gange, og alligevel vokser den. Gælden er nået op på et enormt beløb og skaber hele tiden ny grobund over overudnyttelse af disse lande, så essensen i deres forhold til landene på den nordlige halvkugle bevares. Eftergivelse af gælden er blot et spørgsmål om retfærdighed.

  Formanden. – At overholde taletiden er også et spørgsmål om retfærdighed.

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Hr. formand! Den største finansielle og økonomiske krise siden 1930'erne har som bekendt ikke kun ramt Europa hårdt. Udviklingslandene er særlig hårdt ramt af følgerne af krisen, og de er dårligst i stand til at gøre noget ved det. Uansvarlig spekulation, grådighed efter hurtig profit uden nogen som helst forbindelse til realøkonomien, navnlig i de angelsaksiske lande, og et finansielt system, der er ved at blive opløst, har bragt verden på randen af en finansiel afgrund.

En anden årsag til krisen er et globaliseringskoncept, der har gjort deregulering til sin højeste prioritet. De europæiske lande gældsætter sig endnu dybere for at genstarte deres økonomier. I mange tilfælde kan udviklingslandene imidlertid ikke gøre dette på grund af deres dårlige finansielle situation. De skal derfor have mulighed for at beskytte deres egne nationale økonomier mere effektivt mod importerede varer, som sælges til dumpingpriser, og som ødelægger de lokale markeder og befolkningens eksistensgrundlag.

Vi skal give udviklingslandene en chance for at komme ud af krisen for egen kraft. Traditionel udviklingsbistand må generelt betragtes som en fiasko. I sidste ende skal vi tage fat om problemets rod og pålægge de finansielle markeder strenge regler, forbyde spekulation og hurtigt indføre en skat på finansielle transaktioner.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 25. marts 2010.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D), skriftlig. – (LT) EU har pligt til at hjælpe udviklingslandene med at overvinde de vanskeligheder i forbindelse med den globale økonomiske krise og fattigdom, som de uforskyldt er blevet ramt af.

Det er meget vigtigt, at Kommissionen målrettet arbejder for at gennemføre en reform af det internationale udviklingssamarbejde, og at den sammen med Rådet forbedrer koordineringen af det bilaterale og multilaterale udviklingssamarbejde, da hullerne på dette område er hovedårsagen til, at effektiviteten af udviklingsbistanden forringes.

Udviklingslandene har brug for bistand for at reducere fattigdom og isolation, foranstaltninger, der bidrager til udvikling, og foranstaltninger, der skal gennemføres for at komme ud af krisen, navnlig i denne vanskelige periode.

Vi kan gennemføre de brede forpligtelser, der er vedtaget, hvis vi generelt forbedrer koordineringen og indsatsen, og hvis foranstaltningerne administreres mere effektivt og gennemsigtigt, idet vi skal arbejde for at skabe bred enighed mellem de største bidragydere, partnerlandene, de finansielle institutioner og civilsamfundet.

I gennemførelsen af disse foranstaltninger skal EU føre an og handle mere beslutsomt. Til det formål skal alle EU-institutionerne engagere sig endnu mere, og i den henseende har Parlamentet uden tvivl givet sin holdning tydeligt til kende.

  Sebastian Valentin Bodu (PPE), skriftlig. – (RO) Udviklingslandene er blevet finanskrisens hovedofre – trods de indledende prognoser, der fastholdt, at industrilandene ville blive værst ramt. Teorien om, at udviklingslandene ikke hænger stærkt nok sammen med den globale økonomi til at blive alvorlig ramt af krisen, er blevet modbevist af virkeligheden. Vi oplever, at krisen forværres i mange udviklingslande med hidtil uset arbejdsløshed og eksponentiel vækst i både offentlig gæld og budgetunderskud. Mens alt dette sker, har industrilandene, som ikke har mærket følgerne af krisen særlig hårdt, eller som har rådet over effektive instrumenter til afbødning af dens følger, oplevet økonomisk vækst – om end usikker. Den økonomiske krise påvirker allerede befolkningen direkte, mens arbejdsløsheden er stigende i udviklingslandene. Den indsats, der ydes for at skabe økonomisk genopretning i de lande, som stadig kan mærke følgerne af krisen, kan ramme hele socialgrupper, da genopretningsforanstaltninger kun kan have en smertelig indvirkning. EU's finansieringsprogrammer er de mest omfattende og vidtfavnende blandt de finansielle støtteordninger globalt. De ramte medlemsstater skal opnå størst mulig gavn af de midler, der er tildelt til håndtering af situationer, som begrænser den økonomiske aktivitet og har sociale følger.

  Proinsias De Rossa (S&D), skriftlig. – (EN) Den globale finansielle og økonomiske krise har ramt industrilandene så dybt, at vi nu kæmper med en social krise og en beskæftigelseskrise. Men i de mindst udviklede lande forværres sådanne problemer, som de ikke er ansvarlige for, af konsekvenserne af fødevare- og klimakrisen, som har dramatiske følger for den sjettedel af verdens befolkning, som lider af sult. Som den største gruppe af donorer skal EU's medlemsstater opfylde deres tilsagn om officiel udviklingsbistand, forbedre effektiviteten og koordineringen af bistanden og styrke deres indsats for at opfylde milleniumudviklingsmålene inden 2015. Omfanget af de skader, som spekulation i den finansielle sektor har forårsaget, fremhæver betydningen af forebyggende foranstaltninger, som f.eks. beskatning af finansielle transaktioner, og giver os grund til at overveje, om sektoren skal betale erstatning for omkostningerne ved krisen. Da skattely og offshorecentre berøver udviklingslandene for mange af de midler, der rejses gennem officiel udviklingsbistand, er manglende handling på dette område uacceptabel.

  Siiri Oviir (ALDE), skriftlig. – (ET) Selv om vi i dag allerede kan tale om en forbedring af den økonomiske og finansielle krise i nogle EU-medlemsstater, skal vi erkende, at denne krise med alle sine følger stadig er på sit højeste for udviklingslandene. Økonomisk udvikling er uden tvivl nøglen til at løse den nuværende globale krise. Under genoplivningen af vores egen økonomi må vi dog ikke glemme, at den fortsatte krise i udviklingslandene også i betydelig grad hindrer den globale økonomiske vækst og derfor også hindrer vores egen udvikling. EU's medlemsstater skal efter min mening stadig yde hjælp med henblik på at bekæmpe fattigdom og udstødelse i udviklingslandene og løbende tilpasse hjælpen til nye omstændigheder og forhold. I betragtning af den globale krises alvorlige følger for navnlig udviklingslandene støtter jeg dem, der trods krisen mener, at alle EU's medlemsstater skal øge deres kollektive udviklingsbistand til 0,7 % af deres bruttonationalindkomst inden 2015. Det er vigtigt, at vi iværksætter foranstaltninger, der kan fremme udviklingen og bringe os ud af krisen i dag – i 2010. Jeg er derfor enig i, at højtudviklede lande både i og uden for EU skal påbegynde en reform af det internationale udviklingssamarbejde. Vi kan ikke tillade, at manglende indsats fra vores side ødelægger de hidtidige resultater med hensyn til fattigdom og udstødelse, og vi kan ikke tillade, at der opstår en situation, hvor vi i stedet for 100 mio. mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, har 1 mia. mennesker, der lever under sådanne forhold.