Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om:

– betænkning af hr. Scicluna for Økonomi- og Valutaudvalget om ECB's årsberetning 2008 (2009/2090(INI)) (A7-0010/2010), og

– betænkning af hr. Giegold for Økonomi- og Valutaudvalget om den årlige redegørelse vedrørende euroområdet og offentlige finanser [KOM(2009)0527 – 2009/2203(INI)] (A7-0031/2010).

  Edward Scicluna, ordfører. – (EN) Hr. formand! De seneste to år har helt sikkert været de mest udfordrende for ECB siden dens oprettelse i dens rolle som vogter af finansiel stabilitet og prisstabilitet. Min betænkning om ECB's årsberetning 2008 blev udarbejdet i denne sammenhæng.

I betænkningen fokuseres der på ECB's fortsatte svar på krisen, dens forslag til exitstrategier, de voksende ubalancer i euroområdet, reformen af EU's finansielle arkitektur og endelig spørgsmål i tilknytning til denne institutions forvaltning og ansvarlighed. Jeg håber, at jeg har fundet en god balance.

Den finansielle og økonomiske krise har medført den værste globale økonomiske nedgang siden 1930'erne. Efter en relativt god periode med økonomisk vækst i det meste af Europa fik de fleste medlemsstater deres økonomier stresstestet ikke via en simuleret model, men i realtid og med smerteligt reelle konsekvenser. Resultatet har været en vækst i BNP på blot 0,7 % i 2008 og et fald på 4 % i 2009. Imens har medlemsstaterne i EU forudsagt en meget træg og uensartet tilbagevenden til vækst i 2010 og 2011.

De fleste medlemsstater oplever voksende budgetunderskud og gæld. Kommissionens økonomiske prognoser i efteråret 2009 forudsagde et gennemsnitligt budgetunderskud i euroområdet på 6,4 % og en gennemsnitlig statsgæld på 78,2 %, tal, der til gengæld begge ventes at stige i 2010. Det vil vare år, inden disse tal, som den finansielle og økonomiske krise har medført, vender tilbage til niveauerne forud for krisen.

Jeg mener, at ECB har reageret ret godt på krisen. ECB's primære funktion er at opretholde prisstabilitet. Selv om inflationen lå langt over ECB's selvpålagte loft, da den toppede med 4 % i juni og juli 2008, er inflationsraterne siden raslet ned. ECB har også stødt nedbragt rentesatserne, fra de toppede med 4,25 % i juni 2008, til den nuværende sats på 1 % i maj 2009 i et forsøg på at sætte skub i långivningen og kickstarte den europæiske økonomi.

ECB's ekstra rolle under krisen har været at øge likviditeten gennem brug af ekstraordinære foranstaltninger. Uden en sådan finansiel saltvandsindsprøjtning ville mange finansielle institutioner, der sikrer mange europæeres opsparing og pensioner, uden tvivl være kollapset.

Det kan naturligvis fremføres, at ECB's rentesænkninger ikke var så radikale som dem, der blev truffet af f.eks. US Federal Reserve eller Bank of England.

Mens ECB's massive kapitaltilskud har afholdt mange institutioner fra at kollapse, er virkeligheden også her, at mange banker ikke har givet likviditeten videre til kunderne, særlig på bekostning af små og mellemstore virksomheder, på hvis skuldre den økonomiske genopretning hviler. I stedet har mange banker brugt likviditeten til at styrke deres egen position. Til offentlighedens berettigede afsky har det gjort det muligt for dem også at udbetale bonus.

Jeg kan heller ikke undlade hurtigt at nævne de politiske svar, der er nødvendige for at rette op på de aktuelle finanspolitiske ubalancer, et emne, som er omgæret af megen forvirring, og som kræver rettidig og beslutsom handling. Jeg vil dog overlade det til mine kolleger her måske at uddybe dette.

Som tidligere ordførere mener jeg, at dialogen mellem Parlamentet og ECB er konstruktiv og udvikler sig positivt. Det er noget, vi kan bygge videre på. Jeg mener, at Parlamentet bør inddrages tættere i udpegning af ECB's bestyrelsesmedlemmer – herunder den næste formand for ECB – ved at følge den præcedens, der for nylig er blevet skabt med proceduren for udpegning af institutionens nye viceformand.

ECB står til ansvar over for Europas borgere via Europa-Parlamentet. Vi må styrke denne ansvarlighed. Krisen har først og fremmest vist, at markeder, der ikke reguleres, ikke altid korrigerer sig selv og er udsat for systemisk risiko. Derfor er det vigtigt at støtte og supplere den omfattende række af reformer af den finansielle arkitektur i EU, og navnlig oprettelsen af Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici, et organ, der skal fungere som vagthund og komme med en tidlig advarsel mod enhver systemisk risiko for ustabilitet på det finansielle…

(Formanden afbrød taleren)

  Sven Giegold, ordfører. – (DE) Hr. formand! Betænkningen om den årlige redegørelse vedrørende euroområdet og offentlige finanser blev udarbejdet i en periode, hvor euroområdet oplevede store udfordringer, og denne periode er endnu ikke slut.

Den økonomiske situation er et spørgsmål af stor betydning for borgerne i Europa og for os alle. På nuværende tidspunkt er betænkningen blevet vedtaget af Økonomi- og Valutaudvalget i en samarbejdsånd og med et stort flertal. Jeg vil gerne præsentere betænkningen på denne baggrund. På den ene side fremgår det meget klart både af det pågældende forslag fra Kommissionen og af de anbefalinger, som Parlamentet og Økonomi- og Valutaudvalget fremlægger her for plenarforsamlingen, at den økonomiske situation skal stabiliseres. På den anden side er krisen, der har nået et vist stabilitetsniveau, da væksttallene er blevet lidt bedre, gået ind i en anden fase kendetegnet ved enorme offentlige budgetunderskud. Det er den pris, vi må betale for at komme ud af krisen. Betænkningens budskab i denne henseende er meget klart. Vi må hurtigst muligt vende tilbage til den vej, vi tog med stabilitets- og vækstpagten. Vi kan ikke videregive dette gældsniveau til vores børn og børnebørn.

Det fremgår dog også meget klart af betænkningen, at reglerne i stabilitets- og vækstpagten ikke er nok. Der findes ingen tilsvarende foranstaltninger for forbedret koordinering i euroområdet, og det er vigtigt at fjerne ubalancerne inden for euroområdet og øge koordineringen af budget- og skattepolitikken.

Dem, der har ansvaret for disse områder inden for euroområdet, står nu over for den betydelige udfordring at finde en ansvarlig løsning på disse problemer. Dette betyder, at det er udelukket, at de enkelte lande fortsat insisterer på deres individuelle privilegier på baggrund af snæversynede politikker. Navnlig Kommissionen og også landene i euroområdet har et enormt ansvar for at indføre de nødvendige foranstaltninger i denne situation. Jeg vil gerne kort opsummere vores forslag i denne henseende.

For det første har vi brug for effektive instrumenter til økonomisk koordinering. For det andet må euroområdets strukturelle afhængighed af begrænsede ressourcer bringes til ophør. Vi har ikke råd til at falde tilbage i recession næste gang, olieprisen eller ressourcepriserne stiger, hvilket allerede er tilfældet. For det tredje er det vigtigt, at de finansielle markeder reguleres effektivt efter denne krise. Vi oplever dog i øjeblikket individuelle medlemsstater, der sikrer, at de centrale myndigheder som f.eks. tilsynsorganer end ikke fremsætter fornuftige forslag. For det fjerde er det uacceptabelt, at fokus i en krise af denne art ikke er på målet om social samhørighed, hvilket er i strid med EU's værdier. I stedet forventes de enkelte medlemsstater at anvende latterlige rentesatser for at finansiere deres gæld. Det er grunden til, at vi i betænkningen opfordrer til, at der anvendes eurobonds eller tilsvarende for at hjælpe de svagere medlemsstater gennem solidaritet. Vigtigst af alt må de nødvendige ændringer af den fiskale politik ikke ske på bekostning af massiv købekraft. Den enkleste løsning, der ville gøre det muligt for os at gøre gode fremskridt på dette område, er effektivt samarbejde på skatteområdet.

Endelig må Kommissionen hurtigt fremkomme med nogle forslag til et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag. I betænkningen opfordres ligeledes til, at der land for land indføres et indberetningssystem for selskabsindtægter. Vi beder om, at der fremsættes et tilsvarende forslag. Generelt må princippet om skattesamarbejde prioriteres frem for skattekonkurrence, navnlig i forbindelse med det arbejde, som hr. Monti har udført, og det indre marked må genoplives. Vi må fremkomme med effektive forslag, så vi ikke kommer ud af krisen med endnu højere gæld. Stærkt økonomisk samarbejde mellem medlemsstaterne vil hjælpe os til at sikre, at vi ikke efterlader gæld til vores børn, men i stedet et euroområde, hvor landene samarbejder med hinanden frem for at blive trukket ned af konkurrence.

  Jean-Claude Trichet, formand for Den Europæiske Centralbank. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg er glad for at være til stede her i forbindelse med forhandlingen om beslutningen om Den Europæiske Centralbanks årsberetning 2008.

Som følge af valgene til Europa-Parlamentet sidste år, har forhandlingen i år været udskudt længe. Dette giver mig imidlertid lejlighed til at drøfte den aktuelle situation ved afslutningen af forhandlingen.

(FR) Hr. formand! Som bekendt hilser Den Europæiske Centralbank de tætte forbindelser med Parlamentet velkommen, og de går i øvrigt meget længere end de forpligtelser, der ligger i traktaten. Gennem årene har vi etableret en meget frugtbar dialog, og jeg vil sige, at de fremragende betænkninger, som vi netop har hørt fra hr. Scicluna og hr. Giegold, er yderligere bevis herpå.

I dag vil jeg i min erklæring kort gennemgå den tidligere økonomiske udvikling og de pengepolitiske foranstaltninger, som Den Europæiske Centralbank har truffet. Dernæst vil jeg beskæftige mig med nogle punkter, som blev rejst i beslutningsforslaget, og jeg vil sige nogle få ord om den aktuelle situation.

– (EN) Først vedrørende den økonomiske udvikling og pengepolitikken i det seneste år. I 2009 opererede Den Europæiske Centralbank, som hr. Scicluna formulerede det så godt, i et klima, som fremtidige økonomiske historikere sandsynligvis vil beskrive som det vanskeligste for avancerede økonomier siden Anden Verdenskrig.

Efter den dybe intensivering af finanskrisen i efteråret 2008, startede 2009 med et fortsat synkroniseret frit fald i den økonomiske aktivitet på verdensplan. Frem til omkring april sidste år faldt den økonomiske aktivitet måned efter måned. I denne periode var det varemærke, som var vigtigt for at opretholde tilliden – og det var ECB's varemærke – evnen til at træffe øjeblikkelige og ekstraordinære beslutninger, som var nødvendige, mens vi samtidig forblev usvigeligt knyttet til vores primære mål, som er fastholdelse af prisstabilitet på mellemlang sigt.

Generelt har vores ekstraordinære pengepolitiske foranstaltninger, der kollektivt er kendt som øget kreditstøtte, efter min mening tjent euroområdet godt. De har støttet pengemarkedets funktion, bidraget til bedre finansieringsvilkår og muliggjort en bedre kreditstrøm til realøkonomien, end der kunne have været opnået alene gennem nedsættelse af rentesatserne. I det store hele har bankerne videregivet de markant lavere ECB rentesatser til husholdningerne og virksomhederne.

Det styrende princip er, at opretholdelse af disse foranstaltninger længere end krævet, hvis situationen vender tilbage til det normale, risikerer at ændre adfærden blandt deltagerne på finansmarkedet på en uønsket måde, og vi ønsker ikke at skabe afhængighed.

Derfor startede vi i december 2009 en gradvis udfasning af nogle af vores ekstraordinære likviditetsforanstaltninger under hensyntagen til forbedringerne på finansmarkederne. Vi har navnlig nedskåret antallet, hyppigheden og løbetiden af mere langsigtede genfinansieringsoperationer. Samtidig har vi forpligtet os til at opretholde en fuldstændig likviditetsstøtte til euroområdets banksystem i det mindste frem til oktober i år.

Styrelsesrådet mener, at den aktuelle pengepolitiske stilling er passende, og at den fortsatte faste forankring af forventningerne til inflationen tegner godt for prisstabiliteten på mellemlang sigt.

Lad mig nu vende tilbage til nogle af de spørgsmål, der rejses i beslutningen, og som blev nævnt i betænkningen.

I forbindelse med ansvarlighed og gennemsigtighed sætter vi meget stor pris på den regelmæssige dialog med Europa-Parlamentet og den konstruktive ånd, disse udvekslinger gennemføres i.

Jeg glæder mig derfor over Økonomi- og Valutaudvalgets gentagne støtte til vores monetære dialog hvert kvartal. Som ordføreren igen meget rammende sagde, mener jeg, at vi står til ansvar over for den europæiske befolkning, hvilket betyder over for Parlamentet.

Vi anser ECB for at være en af verdens mest gennemsigtige centralbanker. Vores praksis med at afholde en pressekonference umiddelbart efter styrelsesrådets møde om pengepolitikken hver måned er fortsat et pionerinitiativ, som endnu ikke er blevet kopieret af vores største søsterinstitutioner. Med offentliggørelsen af vores detaljerede indledende erklæring i realtid forklarer vi politiske beslutninger og baggrunden for dem.

Under krisen har vi som bekendt yderligere intensiveret vores kommunikationsindsats og derved bidraget til uproblematiske reaktioner på finansmarkederne, til opbygning af tillid og til at skabe grundlaget for genopretning.

Parlamentet har også anmodet om ECB's syn på oprettelsen af et cleraringkontor for instrumenter såsom credit default swaps (CDS) inden for euroområdet. Jeg vil gerne sige, at robustheden af CDS-markeder i euro har direkte betydning for eurosystemet med hensyn til kontrol med dets valuta og den finansielle stabilitet i euroområdet.

Clearing med centrale modparter er meget vigtig, ikke blot for gennemsigtigheden, men også for diversificering og deling af eksponering for risiko og nedbringelse af incitamenterne til at løbe for store risici. Visse finansielle instrumenter, der blev indført med henblik på risikoafdækning, bør ikke misbruges til spekulation. Reguleringsmyndigheder skal kunne gennemføre effektive undersøgelser af mulig ukorrekt adfærd, og jeg mener, at vi i høj grad ligger på linje med Parlamentet og dets bekymring.

Lad mig sige et par ord om udsigterne for ØMU'en i en tid med store udfordringer. En økonomisk genopretning er i gang, men dette betyder ikke, at krisen er overstået. Dels ved vi, at genopretningen vil foregå i et ujævnt tempo, og vi kan ikke udelukke tilbageslag.

Dels står vi fortsat over for talrige udfordringer med hensyn til reform af vores finanssystem. Finanssektoren skal spille en konstruktiv rolle og ikke en destruktiv rolle i vores økonomier. Lakmusprøven for en konstruktiv rolle er, at finansverdenen tjener realøkonomien. For at sikre en sådan rolle må vi fortsat forbedre de finansielle systemers funktion betydeligt.

Indtil videre har banksektoren været genstand for megen opmærksomhed. Effektive reformer skal også se meget nøje på andre finansielle institutioner end banker og på de finansielle markeders organisation og funktion. Vi må udforme mekanismer og incitamenter for at sikre, at finansverdenen ikke kaster os ud af kontrol på en destruktiv måde, som den gjorde lige forud for krisen.

Vi må inddæmme systemiske sammenbrud, der fører til økonomisk hårde tider for Europas befolkning. Oprettelse af Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici, og lovgivningen herom behandles i øjeblikket i Parlamentet, er en del af det korrekte svar på denne udfordring.

Den europæiske økonomi står over for andre udfordringer, og de hænger sammen med offentlige finanser, som ordføreren endnu en gang understregede, og suveræn finansiel sundhed.

Inden for Europas økonomiske og monetære union er der en klar fordeling af ansvaret. Med hensyn til fordeling af ansvaret kan alle regne med ECB's engagement i opretholdelse af prisstabilitet i euroområdet som helhed på mellemlang sigt.

På grundlag af vores seneste prognoser for dette år vil vi ved årets udgang efter 12 år med euroen have en inflation med et årligt gennemsnit på 1,95 %. Det er i overensstemmelse med vores definition af prisstabilitet, nemlig under 2 %, men tæt på 2 %.

ECB's engagement, ECB's strategi og dets hidtidige resultater er konsekvente. Den gnidningsfrie funktion af Europas økonomiske og monetære union hviler ikke blot på monetær union, men også på økonomisk union. Politiske beslutningstagere på nationalt plan skal sørge for, at deres offentlige finanser forbliver sunde og deres økonomier konkurrencedygtige.

Under de nuværende omstændigheder, hvor Europa står over for centrale beslutninger, er det vigtigere end nogensinde at anerkende, at en velstående union kræver beslutsom handling fra alle. Monetær union i Europa er efter min mening langt mere vigtig end en monetær ordning. Det er en union med en fælles skæbne.

(Taleren tilføjede på fransk og tysk: "Vi deler en fælles skæbne.")

Denne skæbne er til vores fælles bedste, og det er EU's grundlæggeres vision. Monetær union er ikke et spørgsmål om bekvemmelighed. Det er en del af en overordnet proces, som går ud på at fremme den integration af Europas befolkning, som begyndte efter Anden Verdenskrig.

Jeg mener, at vi ofte nedtoner de resultater, som Europa har opnået. Vi er ofte for hurtige til at kritisere vores institutioner og processer. Men de har generelt fungeret godt selv i de vanskeligste tider. Jeg er overbevist om, at de europæiske institutioner og processer er forblevet effektive under finanskrisen.

På denne side af Atlanterhavet har vi undgået dramatiske hændelser, som kunne have udløst en ny intensivering af krisen, som begyndte i USA i september 2008. Det er i denne aktuelle sammenhæng, at jeg sætter pris på den forpligtelse, som landene i euroområdet indgik på Det Europæiske Råds seneste møde, til en beslutsom og koordineret handling, hvis det skulle blive nødvendigt for at beskytte euroområdets finansielle stabilitet.

Jeg vil også benytte min tilstedeværelse her i Europa-Parlamentet til at redegøre for, hvad jeg allerede nævnte under høringen i Økonomi- og Valutaudvalget i mandags. ECB's styrelsesråd agter at holde minimumskredittærsklen i rammerne for sikkerhedsstillelse på investeringsniveauplan (BBB-) efter udgangen af 2010. Parallelt hermed vil vi fra januar 2011 indføre en gradvis nedskæringsplan, som fortsat vil beskytte eurosystemet på passende vis. Jeg vil præsentere de tekniske detaljer, når jeg aflægger beretning om styrelsesrådets beslutninger på vores kommende møde den 8. april.

Lad mig opsummere. Indførelsen af den fælles valuta for lidt over et tiår siden repræsenterer efter min mening det største resultat i den europæiske integrations historie til dato – en proces, der har sikret fred og velstand i Europa.

Den globale finanskrise har medført nye udfordringer, som vi i Europa har taget op. Vores monetære union og vores meget tætte bånd inden for det indre marked til alle EU-medlemsstaternes økonomier har forhindret, at krisen forværres af valutakriser, som vi oplevede i starten af 1990'erne.

I dag står Europa over for yderligere centrale beslutninger. Vores fælles opgave er fortsat at sikre fred og velstand, at gøre vores union til et endnu mere attraktivt sted at bo og arbejde i.

Dertil har vi behov for øget overvågning, som også ordførerne sagde, og øget samarbejde. Vi må også genoplive følelsen af et fælles mål, de fælles idealer, der motiverede EU's grundlæggere. Deres indsats var visionær, og alt, hvad vi ser i verden af i dag, bekræfter deres klarsyn.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! For det første vil jeg gerne takke Dem for muligheden for at drøfte den årlige redegørelse for euroområdet 2009. Da vi udarbejdede vores årlige redegørelse, vidste vi, at visse udvalgte emner ville være aktuelle. De er dog måske blevet næsten for aktuelle på det seneste.

Lad mig lykønske begge ordførere, Edward Scicluna og Sven Giegold, med deres fremragende betænkninger. For at respektere Den Europæiske Centralbanks uafhængighed vil jeg fokusere på Giegold-betænkningen, som yder et meget væsentligt bidrag til den aktuelle debat om økonomisk koordinering og økonomisk styring inden for euroområdet.

Efter min mening er den brede støtte til Giegold-betænkningen i Økonomi- og Valutaudvalget et bevis for relevansen af og balancen i hans strategi og emner. Jeg er helt enig med hr. Trichet i, at euroen ikke kun er en teknisk monetær ordning, men snarere EU's centrale politiske projekt, som skal forsvares og udvikles i denne europæiske ånd ikke mindst i dag og i morgen, hvor Det Europæiske Råd mødes på et meget kritisk tidspunkt.

Siden 1999 har euroområdet i det store hele været et område med økonomisk stabilitet. Det har beskyttet vores borgere mod økonomisk turbulens. Siden slutningen af 2008 har euroområdet imidlertid været hårdt ramt af den globale finanskrise. Til trods for politikkerne for økonomisk genopretning og stærke finanspolitiske stimuli forbliver finansmarkederne fortsat ustabile og graden af usikkerhed forbliver usædvanlig høj. De seneste bølger på markedet har i alvorlig grad testet den finansielle stabilitet og den økonomiske styring i euroområdet, særlig i relation til Grækenland.

Jeg vil gerne sige, at Grækenland nu er på vej til at opfylde målet om en reduktion af underskuddet i år på 4 % efter de modige og overbevisende foranstaltninger, det græske parlament traf beslutning om tidligere på måneden, og som nu er trådt i kraft. Dette tidspunkt kan rent faktisk være vendepunktet i græsk fiskal historie og økonomisk udvikling.

Hverken Grækenland eller euroområdet er imidlertid helt uden for fare, da der stadig hersker nogen bekymring med hensyn til den finansielle stabilitet i euroområdet. Derfor har Kommissionen kraftigt tilskyndet medlemmerne af euroområdet til at træffe en politisk beslutning om en mekanisme, der skal sikre finansiel stabilitet i euroområdet som helhed, en mekanisme, der hurtigt kan aktiveres, hvis det bliver nødvendigt, i overensstemmelse med traktaten og dens redningsklausul og uden nogen automatik indbygget i denne mekanisme.

Jeg kan forsikre om, at Kommissionen er parat til at indføre en sådan europæisk ramme for koordineret og betinget bistand, som kan anvendes efter behov, og hvis der anmodes herom. Vi arbejder tæt og intensivt sammen med alle landene i euroområdet og ECB for at nå frem til en sådan løsning i denne uge i Det Europæiske Råd.

Ud over den øjeblikkelige krisehåndtering må vi imidlertid se på, hvordan tilsvarende situationer kan undgås i fremtiden, så vi aldrig igen oplever tilfælde som det græske. Den græske krise har vist behovet for øget økonomisk styring. Dette anerkendtes allerede i Lissabontraktaten, og retsgrundlaget herfor findes i denne. Derfor udarbejder vi i øjeblikket forslag til gennemførelse af artikel 136 i Lissabontraktaten, og Kommissionen vil i de kommende uger fremsætte et forslag til øget koordinering af den økonomiske politik og styrket overvågning af landene.

Ligesom hr. Giegold beklager vi, at der i punkt 28 mangler bindende forpligtelser for regeringerne til at øge koordineringen inden for euroområdet. Derfor er der behov for en integreret og fremadrettet strategi, der fokuserer på politisk handling og klare operationelle ordninger. Vi måtte først og fremmest forhindre ikkebæredygtige offentlige underskud, og derfor skal vi være i stand til bedre at overvåge budgetpolitikkerne på mellemlang sigt i euroområdets medlemsstater. Vi skal kunne udstede bredere og mere strenge anbefalinger til medlemsstaterne om at træffe korrigerende foranstaltninger. Jeg regner også med Parlamentets støtte i dette spørgsmål.

Vi kan også udnytte de eksisterende instrumenter bedre. Rådet har mulighed for at rette henstillinger til en medlemsstat, hvis økonomiske politikker risikerer at bringe funktionen af den økonomiske og monetære union i fare. Dette er blevet gjort tidligere, men sikkert alt for sjældent. Med den nye Lissabontraktat kan Kommissionen i henhold til artikel 121 rette tilsvarende tidlige varsler direkte til en medlemsstat. Dette er noget, vi må gøre for at hjælpe medlemsstaterne til at tage fremkommende økonomiske problemer op på et meget tidligere tidspunkt.

Da det ser ud til, at jeg kører på overtid, vil jeg tale om makroøkonomiske ubalancer i mine afsluttende bemærkninger. Det er det andet centrale element i en øget økonomisk styring. Jeg deler i det store hele ordførerens synspunkter i denne henseende.

Jeg vil gerne slutte med at sige, at finanskrisen klart har vist, at den fortsatte økonomiske vækst i de foregående tiår ikke kan tages for givet. I dag er det værste måske overstået. Den økonomiske genopretning er nu i gang, men den er stadig skrøbelig og kan ikke holde sig selv i gang. Arbejdsløsheden har endnu ikke ændret sig til det bedre. Det samme gælder konsolideringen af offentlige finanser, som er en forudsætning for bæredygtig vækst. Uanset hvor vigtige fiskale stimuli var for den økonomiske genopretning, har de to års krise udslettet over 20 års konsolidering af offentlige finanser.

Disse skyer vil overskygge vores økonomiske landskab i de kommende år. Vi må gøre vores yderste for at fjerne skyerne og bringe væksten tilbage. Derfor er tiden ikke inde til at fortsætte, som vi plejer. I stedet er tiden inde til en ændring i tempo for at fremme bæredygtig vækst og jobskabelse.

  Sophie Auconie, for PPE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg ønsker først og fremmest at takke ordføreren, hr. Giegold, som har udarbejdet en betænkning af høj kvalitet og vist, at han er rede til at lytte til ordførerne fra de øvrige grupper.

Betænkningen, som er Parlamentets reaktion på Kommissionens årlige redegørelse om euroområdet og offentlige finanser, indeholder mange analyser og forslag. Den er naturligvis i høj grad præget af den store økonomiske og finansielle krise, der startede i 2009, og som uden tvivl er den alvorligste krise siden oprettelsen af EU.

Jeg har lært to meget vigtige ting af krisen. En ting er, at Den Økonomiske og Monetære Union har vist sig at være af afgørende betydning. Euroen, som er en stabil fælles valuta, har fungeret som et værdifuldt monetært værn. Tiltrædelsen af euroområdet har gjort det muligt for flere lande at undgå en devaluering af deres nationale valutaer, som ville have forværret konsekvenserne af krisen yderligere. Euroområdet er derfor blevet mere attraktivt, som tilfældet med Island viser.

Derudover har den aktive og fleksible monetære politik, som ECB har ført, med ekstra injektioner af likvide midler i låneinstitutter, spillet en betydelig rolle for de europæiske bankers overlevelse.

Det første, jeg har lært, er, at krisen har vist, at det økonomiske Europa har været både effektivt og nødvendigt på samme tid, selv om vi ofte har erklæret, at Europa er bygget på kriser.

Af dette drager jeg den anden erfaring, som er, at vi skal styrke den europæiske økonomiske styring. I dag er den eneste ægte europæiske økonomiske politik den monetære politik. Koordineringen af budgetpolitikker er begrænset. Inden for euroområdet, der – som nævnt endnu en gang i denne betænkning – har til formål at integrere alle EU-medlemsstaterne, skal der etableres effektiv styring af alle aspekter af den økonomiske politik.

Den økonomiske styring skal indledes med makroøkonomisk og finansiel overvågning, noget, som vi beskæftiger os meget med i Parlamentet. Styringen skal gennemføres inden for rammerne af stabilitets- og vækstpagten som et reelt instrument til finanspolitisk samordning. På dette tidspunkt under krisen har det betydelige indtægtsfald, de skattetilskyndelsesforanstaltninger, der er truffet inden for rammerne af genopretningsplanen, og iværksættelsen af økonomiske stabilisatorer medført underskud i medlemsstaternes budgetbalancer.

Mindskelse af den offentlige gæld skal fortsat være en grundlæggende forpligtelse, da det drejer sig om vores børns fremtid. Vi skal være målrettede, men vi skal også være opfindsomme. Vi skal overveje en ny europæisk finanspolitik, vi skal overveje tanken om euroobligationer, og vi skal være dristige i relation til den europæiske økonomiske styring.

  Liem Hoang Ngoc, for S&D-Gruppen. – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Hr. Giegolds betænkning er af særlig betydning på grund af den nuværende makroøkonomiske debat. Betænkningen er endnu mere relevant, idet det er et tysk parlamentsmedlem, som ønsker at henlede EU-borgernes opmærksomhed på de skævdelte virkninger for landene i euroområdet af den tyske strategi med reducering af arbejdsomkostningerne i forbindelse med det fælles valutasystem.

Den tyske regering er rent faktisk ved at trække euroområdet og hele EU med i en generaliseret lønnedgang med ødelæggende makroøkonomiske konsekvenser. Især på grund af inkonsekvente strukturfonde og utilstrækkelige budgetmidler og manglende mulighed for at devaluere er de medlemsstater, der har underskud på betalingsbalancens løbende poster, nødt til at reducere lønningerne og omfanget af deres socialsikringsordninger for at stå imod.

Resultatet er for det første en nedgang i den indenlandske efterspørgsel, som siden andet kvartal af 2008 har medført negativ vækst, endda inden starten af likviditetskrisen. For det andet oplever vi en stigning af den personlige gæld i husstande med beskedne indkomster og midler, hvis købekraft ikke længere stiger. Deres gæld efter huskøb blev forstærket af hele det uregulerede finansielle system i Spanien, Det Forenede Kongerige og Irland med de katastrofale konsekvenser, som vi har observeret i subprime-krisen.

Når man lytter til drøftelserne på udvalgsplan synes en betydelig del af parlamentsmedlemmerne at have glemt de erfaringer, som krisen har givet os. Krisen er langt fra slut. Den nuværende genopretning er alt for skrøbelig, idet Europa fortsat oplever lønnedgang, og idet Kommissionen og også formanden for Eurogruppen og formanden for Den Europæiske Centralbank – som vi hørte fra i mandags – opfordrer medlemsstaterne til at indføre præmature exitstrategier, som kan sammenlignes med reelle kriseplaner.

Med disse strategier risikerer man at stå i vejen for den spirende vækst, inden der overhovedet er tale om positiv vækst igen, selv om kapacitetsudnyttelsen fortsat er lav. Disse strategier vil ikke mindske underskuddet i Grækenland, Spanien og andre lande, da de forventede skatteindtægter heller ikke vil blive realiseret. Strategierne vil medføre en forværring af arbejdsløsheden og sociale spændinger.

Med Giegold-betænkningen vil opmærksomheden blive henledt på nogle af disse makroøkonomiske ubalancer. Desværre indeholder den endelige version som ændret af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa ingen kritik af lønnedgangen. Den debat, som hr. Giegold har indledt, kan imidlertid være gavnlig på et tidspunkt, hvor neoliberale dogmer, som er draget i tvivl på grund af krisen, er tilbage i Parlamentet, Rådet og Kommissionen.

  Ramon Tremosa i Balcells, for ALDE-Gruppen. – (ES) Hr. formand! Jeg vil først og fremmest takke ordførerne, hr. Scicluna – som ved meget om centralbanker – og hr. Giegold. Vi har haft langvarige drøftelser med dem og er endelig nået til enighed om mange af kompromisændringerne.

Jeg ønsker i dag at tale om euroen. Jeg vil gerne understrege, at jeg er ny inden for politik. Indtil for ni måneder siden underviste jeg i makroøkonomi på universitetet i Barcelona. I efteråret 2008 boede min familie og jeg i London af akademiske årsager, og jeg var direkte vidne til det engelske punds pludselig fald på 30 % i løbet af et par uger. Pludselig var alle mine britiske kollegers penge ikke så meget værd, og pundet er endnu ikke kommet op igen. I lyset af det engelske punds store fald kan jeg ikke en gang forestille mig, hvad værdien af en peseta ville være i dag, hvis vi stadig gik rundt med denne valuta i vores tegnebøger.

To år med denne frygtelige globale økonomiske krise har vist, at euroen har skabt omfattende stabilitet. Det er rent faktisk den eneste store valuta i den vestlige verden, som ikke har resulteret i dårligere økonomi for sine brugere.

Euroen har været en sikker havn efter de enorme bølger, der er pisket op af de globale finansielle storme, hvis jeg skal bruge den malende beskrivelse fra den britiske finansmand, David Marsh. Denne respekterede finansmand, som har været overbevist euroskeptiker i mange år, udgav for et år siden en bog, der priser euroen og anerkender, at den er en succes og den fremtidige globale valuta.

Euroen er ikke i vanskeligheder nu. Det er visse medlemsstaters finansielle kriser, som skaber vanskeligheder for den fælles valuta. Euroen er et lysende eksempel på en monetær union, som studeres og beundres af de økonomiske eliter i Kina, Indien, Brasilien og Rusland. Euroen udgør ingen risiko for økonomierne i Middelhavslandene. Euroen skaber mulighed for permanent at integrere deres økonomier i en god, reformeret og avanceret praksis i landene i Centraleuropa.

Den betænkning, som vi drøfter i dag, indeholder en alvorlig kritik af statsindgrebet i forhold til den kinesiske valuta. Den kunstige devaluering har medvirket til at skabe de enorme globale ubalancer, som er en af årsagerne til krisen.

Vi, der deltager i euroområdet, må ikke straffe de lande, der eksporterer mest. De finansielle kriser, vi har oplevet gennem tiderne, har vist, at den økonomiske genopretning går hånd i hånd med eksporten, når den finansielle sundhed er genoprettet.

Det er korrekt, at Tyskland skal begynde at forbruge igen og yde en større indsats som drivkraft for den europæiske økonomiske vækst. Men Tysklands eksportstyrke må under ingen omstændigheder svækkes. Jeg er medlem af Den Liberale Gruppe og fra Catalonien, og denne region, som står for 28 % af Spaniens eksport, har også en meget høj eksportandel i forhold til bruttonationalproduktet: næsten 30 %. Dem, der klarer sig bedst, skal ikke straffes.

Endelig har euroen nu stor prestige globalt, men der skal være større gennemsigtighed i denne sammenhæng. Jeg vil gerne sige til hr. Trichet, at det fuldstændige forhandlingsreferat af Den Europæiske Centralbanks forhandlinger bør offentliggøres ligesom i USA, Japan og Sverige.

  Philippe Lamberts, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Da jeg vil være sikker på, at kommissær Rehn hører mig klart og tydeligt, vil jeg tale på engelsk.

Jeg ønsker med i dag som udgangspunkt at vende blikket fremad. Hvor er vi? Vi har enorme og uholdbare offentlige underskud, og jeg vil gerne understrege, at De Grønne ikke støtter denne form for underskud.

Dernæst kan vi ikke ignorere det faktum, at der allerede er enorme og stadigt stigende sociale forskelle. 16 % af EU-borgerne lever under fattigdomsgrænsen – en ikke ubetydelig procentdel. 40 % af den spanske ungdom under 25 år er arbejdsløse – en ikke ubetydelig procentdel, og sådan kunne jeg blive ved.

Derudover er der klimaændringer og ressourceknaphed, og alt dette betyder, at der er brug for investeringer i infrastrukturer, uddannelse, forskning og innovation osv.

Vi mener derfor, at det er nødvendigt at skifte gear.

Herman Van Rompuy udtalte efter topmødet i februar, at koordineringen af makroøkonomisk politik skal være meget bedre og mere omfattende. Det siger sig selv. Men hvad betyder det? Det betyder naturligvis, at der skal være mere omfattende peer review og forudgående kontrol i forbindelse med budgetudgifter. I Grækenland går 4 % af bruttonationalproduktet til militærudgifter. Grækenland har et lige så stort luftvåben som Luftwaffe. Jeg vil bare stille spørgsmålet: hvorfor? Det er et meget lille land, og de opruster helt ekstremt.

Det nytter imidlertid ikke noget kun at koncentrere sig om udgiftssiden. Vi skal undersøge og granske situationen omkring koordineringen af vores skatteindtægter for at finde ud af, hvad vi skal gøre. Og det er at afbalancere skatteindtægterne, således at der er mindre skat på arbejdsindkomster og mere på andre indkomstformer, herunder kapitalindkomst. Vi skal sikre, at vi har et effektivt bidrag fra erhvervslivet – effektivt, ikke blot på papiret – og det betyder fælles konsolideret selskabsskattegrundlag, rapportering på landebasis osv.

Vi skal gennemføre beskatningen af finansielle transaktioner, og vi skal gennemføre kulstofafgiften, både for at ændre adfærd og for at generere indtægter. Og det kan vi ikke gøre ved blot at bede landene om at koordinere deres politikker. Integrationen skal fremmes. Hvis vi ikke fremmer integrationen, vil vores regeringer ikke kunne forene behovet for at afbalancere budgetterne og opfylde de sociale behov og investeringsbehovene.

Europa står efter min opfattelse ved en kritisk skillevej. EU skal vælge mellem en højere grad af integration, ikke blot koordinering, eller nedgang. Den erfaring, jeg har draget efter København, er ikke blot, at vi tabte klimaaftalen på gulvet. Men det har også vist sig, at Europa er irrelevant, hvis medlemsstaterne ikke handler i fællesskab. Vi bruger for meget tid på at koordinere og for lidt tid på at træffe fælles foranstaltninger. Det bør derfor være vores bidrag til denne forhandling.

  Kay Swinburne, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg, der kommer fra en medlemsstat, som ikke har tiltrådt euroområdet, er ikke sikker på, at mine synspunkter har megen vægt hos kollegerne i denne forhandling. I øjeblikket er der mange, som vil hævde, at problemet med euroområdet skal løses af medlemmerne af euroområdet.

Euroen er dog ikke helt isoleret. Euroen indgår i det globale marked og er påvirket af den globale finansielle og økonomiske krise ligesom de valutaer, der er uden for euroområdet. Den måde, hvorpå vi styrer vores medlemsstaters økonomi i de gode år, er af afgørende betydning for, hvordan vi kan agere og genoprette vores økonomi i dag. Som mange har understreget, er der en grund til, at Tysklands underskud ser meget anderledes ud i forhold til Grækenland. Selv om de er forenet på grund af en fælles valuta, varierer holdningerne til udgifter og indtægter betydeligt. Tiltrædelsen af en monetær union har ikke forenet de meget forskellige kulturer og traditioner i forbindelse med finanspolitik.

Det Forenede Kongeriges perspektiv har stor betydning i forhold til forskellene i medlemsstaternes finanspolitikker. Vi har også udvidet vores offentlige sektor meget, vi har brugt mange midler i mange år og lånt mere og mere og opbygget en gæld, som vi ikke en gang ville indrømme, at vi havde, da det så ud til, at de gode tider var forbi for evigt, og vi har skabt en kultur, hvor en britisk økonom så sent som i sidste uge på et møde i et af vores udvalg hævdede, at regeringerne kan trylle med penge.

Man kan vist godt slå fast, at midlerne til at finansiere den offentlige sektor ikke kan trylles frem. Midlerne kommer fra skatteindtægterne fra den private sektor. Det har Tyskland forstået. Tysklands politikker i de senere år har været fokuseret på anvendelsen af offentlige udgifter og incitamenter til at stimulere den private sektor. Derfor står Tyskland nu stærkt i forhold til genopretning. Den offentlige sektor har i sidste ende gjort sit arbejde i krisen. Den har reddet bankerne og trådt til, da den private sektor gik ned. Nu er det den private sektor, der skal fylde pengekassen op igen.

Ulempen ved stramningsforanstaltninger, som medfører at hårdtarbejdende borgere vil miste deres arbejde i den offentlige sektor, skal i stedet vendes til en fordel for nye virksomheder, som kan drage fordel af iværksætterkulturen ved at mindske udgifterne til etablering af virksomheder, således at de kan skabe den indbringende private sektor, som er nødvendig for at grave alle landene op af de huller, som de nu befinder sig i. Alle de lande, som har ført uholdbare økonomiske politikker i de senere år – herunder Det Forenede Kongerige – skal erkende, at ændringer er nødvendige og uundgåelige.

  Jürgen Klute, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne benytte lejligheden til at drøfte situationen i Grækenland endnu en gang, da jeg mener, at krisen i Grækenland giver os en indsigt i euroområdets politiske status. Først har jeg dog en kommentar til anmodningen fra den tyske kansler, Angela Merkel, om at ekskludere Grækenland fra euroområdet.

Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre mener, at forslaget er fuldstændig absurd. På den ene side taler vi om et fællesskab med en fælles skæbne. Men hvis vi mener det alvorligt, kan vi på den anden side ikke anmode om, at en medlemsstat skal ekskluderes, så snart vi oplever den første store eller moderate krise. Det er helt urimeligt. Og vigtigst af alt vil det være en indrømmelse af fiasko, som vil svare til at underkaste sig den finansielle sektor.

Den finansielle sektor har skamløst ladet sig købe ud af krisen ved hjælp af skatteyderne, og nu anmodes vi om at nægte Grækenland samme form for hjælp. Det vil være vanskeligt at forklare pensionisterne og arbejdstagerne i Grækenland og de øvrige berørte lande – ifølge medierne er Portugal det næste land, der vil blive ransaget – hvorfor de nu anmodes om at betale, efter at de allerede har støttet bankerne med deres skat. Det vil være det samme som at forkaste hele EU-projektet.

Til trods for den berettigede kritik af Grækenland – og de græske medlemmer er klar over, at der skal ydes en stor indsats i Grækenland – er krisen naturligvis ikke udelukkende Grækenlands ansvar. Jeg ønsker at påpege, at størstedelen af beslutningerne om finanspolitikken i euroområdet træffes af Den Europæiske Centralbank. Euroen er ikke svaret på de forskellige produktivitetsniveauer i de forskellige økonomier. Store eksportører som f.eks. Tyskland tvinger Grækenlands økonomiske politik i knæ. Der er derfor også tale om en krise inden for EU's økonomiske politik og konkurrencepolitik.

Derfor opfordrer vi til, at forbuddet imod finansiel støtte til EU-medlemsstaterne ophæves. Medlemsstaterne i euroområdet skal skabe mulighed for at optage eurolån, Den Europæiske Centralbank skal opkøbe gæld på samme måde, som myndighederne i USA har gjort, og forbyde credit default swaps. Det vil vi gerne opfordre til…

(Formanden afbrød taleren)

FORSÆDE: Pál SCHMITT
Næstformand

  Nikolaos Salavrakos, for EFD-Gruppen. – (EL) Hr. formand! Den 25. marts er både Europas og Grækenlands fødselsdag. Den 25. marts 1957 blev Det Europæiske Fællesskab EU etableret med indgåelsen af Romtraktaten. Den 25. marts 1821 blev Grækenland etableret.

I dag på deres fødselsdag er Europa og Grækenland til eksamen – Europa i samhørighed og Grækenland i økonomi. Alle i Parlamentet ved, at seks ud af de 15 lande i euroområdet har stor offentlig gæld og store finansielle underskud. Alle i Parlamentet ved, at samtlige 30 lande, der har tiltrådt OECD, har gæld på over 100 % af bruttonationalproduktet og 30 % højere end i 2008. Selv USA forsøger i denne enorme økonomiske krise, som vi lider under, at løse sine problemer, primært ved at trykke pengesedler.

Vi ved endvidere, at Grækenland har truffet så alvorlige stramningsforanstaltninger, at borgerne er presset til det yderste. Mange vil sige, at det har Grækenland godt af, og at landet skal betale prisen for sine fejl. Det er korrekt, at der er nogen, som skal tage ansvaret for denne situation. Vi skal heller ikke glemme, at Grækenland importerer produkter fra andre europæiske lande, især Tyskland, for 15 mia. EUR mere, end det eksporterer.

Jeg ønsker derfor at anmode EU's ledere om at huske, at spekulation vil skabe en geopolitisk situation i den bredere politiske sammenhæng.

  Formanden. – Mange tak, hr. Salavrakos. Tiden er gået. Jeg anmoder Dem venligst om at overholde den taletid, som De har fået tildelt.

  Werner Langen (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Medlemmerne ønsker at stemme om dette spørgsmål senere, og vi vil være i alvorlige vanskeligheder, hvis vi ikke overholder vores taletid.

  Hans-Peter Martin (NI). – (DE) Hr. formand, hr. Trichet! Jeg ønsker først og fremmest at lykønske Dem med alt, hvad De har opnået i de senere år. Samtidig må De imidlertid være klar over, at mange millioner mennesker holder vejret i øjeblikket, fordi de er bekymret over euroen, og det havde vi ikke forventet at opleve med denne generation.

For det første er vi bekymrede over, hvad der vil ske med de halvårlige og årlige refinansieringsoperationer, og om det vil lykkes for Dem at tage noget fra denne pakke med ekstraordinære likviditetsforanstaltninger. Kun personer med masochistiske tendenser, hvad angår finanspolitik, vil undlade at ønske held og lykke i denne sammenhæng. Inflationen giver dog også anledning til bekymring, og De gør gode fremskridt på dette område. Jeg kan som østriger ikke gå ind for alle disse beklagelser over Tyskland, som vi har hørt i dag. Alle skal være klar over, at Tyskland har æren for en stor del af stabiliteten før i tiden. Tyskland skal ikke straffes, fordi landet har opnået bedre resultater på mange områder end andre lande. Det er ikke let at vise solidaritet over for personer, der bærer ansvaret for dårlig forvaltning, spild og overdrevne administrative foranstaltninger.

  Burkhard Balz (PPE). – (DE) Hr. formand! Som skyggeordfører fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) for Den Europæiske Centralbanks årsberetning for 2008 er jeg meget tilfreds med den betænkning, vi drøfter nu. Som følge af det tætte og effektive samarbejde med ordføreren, hr. Scicluna, og ikke mindst hr. Tremosa fra Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa mener jeg, at vi har fremlagt en meget afbalanceret kommentar til ECB's årsberetning for 2008, og det er hr. Trichet og hr. Rehn enige i.

ECB har stået over for en særlig vanskelig opgave i 2008, som var det første år af krisen. På grund af de mange udfordringer har ECB efter min opfattelse været effektive og ikke mindst meget forsigtige. Denne tilgang afspejles også i hr. Sciclunas betænkning. Situationen er ikke enkel for ECB, og det vil den formentlig ikke være i den kommende tid. På den ene side er vi ikke på nogen måde tæt på at komme over krisen, og de planlagte lovgivningsmæssige foranstaltninger skaber nye udfordringer og problemer for ECB. Det er vigtigt for ECB fortsat at sikre euroområdets stabilitet i de kommende måneder og år. ECB skal som et tankskib i høj sø forblive på rette kurs.

På den anden side – jeg har allerede nævnt det i den næstsidste drøftelse af den monetære politik, hr. Trichet – skal Den Europæiske Centralbanks uafhængighed opretholdes, især på grund af ECB's fremtidige deltagelse i Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici. Det er af meget stor betydning, da De – som formand – og andre medlemmer af ECB vil være dybt involveret i dette spørgsmål. Det skal være et vigtigt kriterium for fremtidige vurderinger af andre foranstaltninger, der træffes af ECB. Det er uhyre vigtigt for os at være opmærksom herpå, når vi vurderer andre betænkninger i de kommende år.

  Gianni Pittella (S&D). – (IT) Hr. formand, hr. Trichet, hr. kommissær, mine damer og herrer! Kejseren har ingen klæder på! Situationens alvor er blevet beskrevet helt korrekt. Nu er det på tide at koncentrere sig om afhjælpning, og det første skridt er helt klart europæisk økonomisk styring, for uden økonomisk styring vil det økonomiske system ikke skabe vækst, og gælden vil blive endnu mindre bæredygtig.

Grækenland skal støttes og hjælpes, og man skal undgå en eventuel dominoeffekt for de europæiske lande, der har økonomier, som er karakteriseret af svækket konkurrenceevne og stor gæld. I den økonomiske styring i Europa skal der indgå tre målsætninger: 1) en vækstpolitik 2) finansielle instrumenter til opretholdelse af væksten og 3) en politik til håndtering af nødsituationer.

Jeg har her til morgen hørt mange taler, hvor euroen prises. Jeg er naturligvis enig, men hvorfor ikke tænke på euroen som en valuta, der ikke blot redder os fra inflationen, men som ved hjælp af en lille rimelig og garanteret gæld også skaber større likviditet, således at vi kan iværksætte et omfattende europæisk investeringsprogram gennem udstedelse af euroobligationer? Hvad angår håndtering af nødsituationer bifalder jeg idéen om at oprette en europæisk monetær fond, som vil være en hensigtsmæssig løsning.

Jeg ønsker at slutte af med at understrege, at der på dette stadie ikke er mulighed for undvigemanøvrer, at flyde med strømmen og vente på, at det hele går over. Vi kan ikke bruge et "Don Abbondio-Europa" til noget. Hvis ikke det er i dag, Europa skal vise sit mod, hvornår skulle det så være?

  Sharon Bowles (ALDE). – (EN) Hr. formand! Vi har været igennem en hård uge på udvalgsplan med formanden for ECB, formanden for Eurogruppen og den udpegede næstformand for ECB. Vi er alle enige om, at der er et tydeligt behov for bedre tilsyn med medlemsstaterne med nøjagtige oplysninger og statistikker, således at det er muligt at gribe ind i tide.

Der er allerede truffet foranstaltninger i denne sammenhæng, herunder revisionsbeføjelser til Eurostat, og udvalget venter utålmodigt på at udøve sine udvidede beføjelser for at hjælpe.

Men der er indikatorer ud over stabilitets- og vækstpagten, som også skal tages i betragtning. Større finansiel koordinering forbundet med makroøkonomisk stabilitet er en mulighed. Men det har man naturligvis forsøgt. Jeg kan huske den store diskussion i 2001 om Økofins advarsel til Irland på et tidspunkt med finansielt overskud. Vi har lært noget i denne sammenhæng. Udøvelse af disciplin i tider med overskud er endnu sværere end i tider med underskud. Og manglende disciplin resulterer ligesom på de finansielle markeder i kriser.

Med hensyn til ubalancer mellem medlemsstaterne skal der fokuseres på tab af konkurrenceevne, som ofte går hånd i hånd med et dårligt fungerende indre marked og manglende gennemførelse af strukturreformer, herunder i forbindelse med pensioner. Men dette skaber heller ikke nødvendigvis underskud.

Og endelig, som hr. Scicluna understregede, har den likviditet, som ECB har stillet til rådighed, været et værdifuldt redskab under krisen, men den er ikke overført til realøkonomien. Ofte er den ganske enkelt reinvesteret i aktiver med højere rente. Og jeg vil vove at påstå, at nogle af disse aktiver er recirkuleret i repoforretninger i relation til ECB. Der er ingen tvivl om, at mange betragter sådanne aktiviteter som meget positive. Så jeg spørger: skal vi virkelig lytte til de pågældende bankers anmodninger om nye datoer for implementering af kapitalgrundlag?

  Michail Tremopoulos (Verts/ALE). – (EL) Hr. formand! Jeg vil starte med at sige, at det er en vigtig betænkning, som er et værdigt kompromis mellem Parlamentets forskellige holdninger. I betænkningen identificeres elementer af social samhørighed, som ikke har været inkluderet i lignende forhandlinger i Parlamentet. Vi skal endvidere også med betænkningen signalere et vendepunkt i EU's politik generelt.

I betænkningen henvises der naturligvis til 2009, hvorimod der er en vigtig udvikling i gang i 2010, som naturligvis vedrører Grækenland. Man kan, som mange andre har nævnt, konkludere, at vi ud over en monetær union også har brug for en økonomisk og politisk union. Euroen skal ledsages af en minimumsindikator for socialsikring i relation til social samhørighed.

Dette fremgår tydeligt af de mange udtalelser om Grækenland, hvoraf de fleste er ukorrekte. Jeg er f.eks. nødt til at fremhæve, at produktiviteten i Grækenland ikke har været så meget lavere end gennemsnittet for EU-27. Det fremgår med al tydelighed af statistikker fra Eurostat: Den var ca. 90 % i både 2007 og 2008.

Stigningen i budgetunderskuddet og den offentlige gæld i Grækenland i løbet af de sidste to eller tre år er resultatet af indkomstnedgangen, mindre indkomst fra udlandet, f.eks. fra turisme og skibsfart, på grund af krisen og stigningen i de offentlige udgifter. Der er naturligvis spild, men der ansættes også personer i den offentlige sektor i forskellige sammenhænge.

Alt dette skal naturligvis ændre sig. Vi skal have etableret en socialsikringsindikator og ikke nøjes med generelle opfordringer til ikke at gøre noget, som vil påvirke de laveste indkomster i særlig grad. Der skal være kontrol med udgifter og våbenudgifter samt alle andre udgifter, der er steget betydeligt i de seneste to år, men der skal især være kontrol med indkomster, som er faldet i lige så betydelig grad. Indkomsten for mange af borgerne, der lever på fattigdomsgrænsen, må ikke falde.

Der er naturligvis spørgsmål, som også vedrører det kommende topmøde i Bruxelles. Giegold-betænkningen skal imidlertid også signalere en mere general ændring og inkorporering af disse forhold i stabilitetspagten. Under alle omstændigheder behøver vi ikke at acceptere forslaget om oprettelsen af en europæisk monetær fond, som oven i købet vil have et bæredygtighedsproblem.

(Bifald)

  Peter van Dalen (ECR). – (NL) Hr. formand! Det er helt på sin plads, at hr. Rehn og hr. Trichet har talt om situationen i dag. Grækenlands position i euroområdet er meget skrøbelig, og så vidt jeg kan se, ligger svaret hos Den Internationale Monetære Fond (IMF). På dette tidspunkt er IMF den rette organisation til at hjælpe Grækenland over krisen. Hvis det ikke lykkes, skal vi være principfaste og fjerne den gordiske knude. Lande, der ikke overholder euroområdets spilleregler, kan ikke spille med.

Vi skal lære af denne situation. Da vi tiltrådte euroområdet, var Grækenland lige så uforudsigeligt som oraklet i Delphi. De tal, som Grækenland fremlagde, var uklare og upålidelige. Det er ikke rimeligt, at den græske regering bliver ved med at insistere på, at andre lande i euroområdet skal løse problemerne, idet regeringen er delvist ansvarlig for den nuværende krise i Grækenland. Det er at vende op og ned på det hele. Ethvert land, der fremlægger uholdbare tal, kan ikke pege anklagende fingre ad andre. Tillad mig derfor at stille hr. Trichet og hr. Rehn et specifikt spørgsmål: Er De klar over, at de tal, som Grækenland fremlagde, da landet tiltrådte euroområdet, var unøjagtige og ufuldstændige? Hvis ikke, burde De så ikke have været klar over det? Jeg håber, at De kan give mig et klart svar på det pågældende spørgsmål.

  Charalampos Angourakis (GUE/NGL) . – (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne starte med at ønske mine landsmænd held og lykke med den 25. marts.

Den kapitalistiske krise har resulteret i en stadig stigende forringelse af arbejdstagernes levestandard. Samtidig har den givet kapitalen en mulighed for at gennemføre flere arbejderfjendske tiltag. Under statsterrorismen mod arbejdstagerne startede plutokratiet en ægte krig mod grundlæggende lønmæssige og sociale rettigheder i et forsøg på at øge kapitalens profit.

ECB udgør den grundlæggende søjle for den antigræsrodspolitik, der føres af EU og medlemsstaternes regeringer. Det er en barsk politik, der udelukkende føres på baggrund af kriteriet om kapitalens lønsomhed. De konstante opfordringer siden ECB's oprettelse til at skære i lønningerne og fremskynde kapitalistiske omstruktureringer faldt i god jord under den kapitalistiske krise.

ECB har handlet som plutokratiets bedsteborgerlige assistent ved at lægge krisens byrde over på arbejdstagernes skuldre. Den har kanaliseret over en trillion EUR over til bankerne og monopolgrupperne. I dag opfordrer den imidlertid arbejdstagerne til at råde bod på skaden og betale pengene tilbage.

Derfor skal vi optrappe den antiimperialistiske kamp, kampen for at komme ud af EU, kampen for magt til folket og folkets økonomi, kampen for socialisme.

  Godfrey Bloom (EFD). – (EN) Hr. formand! Når jeg hører om euroens succes, fornemmer jeg, at jeg har levet i en form for parallelunivers. Skal vi ikke lige få det hele en smule ned på jorden?

Arbejdsløsheden, ungdomsarbejdsløsheden på den iberiske halvø og i mange lande i euroområdet er kronisk. Den har ligget på 30–40 % i mange år. Det har intet at gøre med krisen. En katastrofe. BNP pr. indbygger i USA ligger milevidt foran EU. BNP i de lande, der støder op til Stillehavet, ligger milevidt foran BNP i EU.

Nej, euroen har overhovedet ikke haft succes. Den fejler allerede. Den smuldrer allerede for øjnene af os. Se blot på nogle af de økonomiske grundprincipper. Der findes ikke nogen udlåner i sidste instans, hvilket er årsagen til den græske krise og en lurende portugisisk krise. Der er ingen udlåner. Det er umuligt med en global valutaforvaltning, uanset om det drejer sig om et optimalt valutaområde eller ej.

Der er ingen koordineret skattepolitik, så fiaskoen er uundgåelig, og den kommer krybende i dette øjeblik.

Jeg vil også gerne minde alle de tilstedeværende om noget andet. Der findes to slags mennesker: folk, der skaber velstand gennem arbejde i den private sektor, og folk, der forbruger velstand, nemlig politikere og bureaukrater, og der er for mange af os. Alt for mange af os. Vi er aben på økonomiernes skuldre, og indtil disse valutaområder begynder at skære ned på den offentlige sektors udgifter, bliver det kun værre og værre og værre.

  Corneliu Vadim Tudor (NI). – (RO) Mafiaen er den vigtigste årsag til krisen. Jeg vil nævne et par eksempler fra mit hjemland Rumænien. Som skribent og historiker og udgiver af et dagblad og et ugeblad ved jeg, hvad jeg taler om.

Siden 1990 er ca. 6 000 virksomheder til en estimeret værdi af 700 mia. EUR blevet ulovligt privatiseret. Desværre er der hidtil kun kommet 7 mia. EUR eller 1 % af dette beløb ind. I mange tilfælde var der ikke engang tale om privatisering, men om overførsel af aktiver fra den rumænske stat til andre stater – med andre ord nationalisering. Der er ikke længere tale om markedsøkonomi, men jungleøkonomi.

Denne situation gentages i adskillige baltiske lande, hvor den lokale mafia har allieret sig med den grænseoverskridende mafia for at danne et organiseret forbryderkartel. Ligesom for 100 år siden sidder Balkanhalvøen på en krudttønde. De sociale protesters ild kan hurtigt sprede sig fra Grækenland til de øvrige lande i regionen.

Mens vi i det 20. århundrede talte om at eksportere revolutioner, kan vi i det 21. århundrede tale om at eksportere konkurser. Sult er historiens mest magtfulde valgfaktor. Vi skal skifte fokus fra kampen mod korruption, der er et abstrakt begreb, til kampen mod det korrupte.

Befolkningens sindsstemning bliver stadig mere dyster, og hvis ikke vi får standset svindelen i vores lande, vil EU's ædle projekt falde sammen som et sandslot.

Der er imidlertid ét håb om frelse: Der er behov for drastiske løsninger ved en sådan historisk skillevej. Mafiaen skal ikke kontrolleres, men begraves.

  Werner Langen (PPE). – (DE) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne takke formanden for Den Europæiske Centralbank, Jean-Claude Trichet, mange gange for hans udmærkede indsats i de seneste seks år. Jeg vil selvfølgelig også takke ordførerne for fremlæggelsen af en betænkning, der har fået støtte fra et flertal af medlemmerne. Jeg vil gerne minde hr. Rehn om, at han har nogle enorme opgaver foran sig. Jeg håber, at Kommissionen omsider har modet til at se på Stabilitets- og Vækstpagtens underskud i et nyt forslag. Finansministrenes økonomiske ledelsesmodel er ikke en mulig løsning i dette tilfælde, fordi disse finansministre tidligere har fejlet. Vi har brug for et mere automatiseret system. Vi har ikke brug for økonomisk ledelse under finansministrenes kontrol. I stedet har vi brug for et automatisk system, der reagerer i tilfælde af overtrædelser med støtte og lederskab fra ECB og Kommissionen. Det kan være resultatet af topmødet.

Jeg har to kommentarer til hr. Trichets bemærkninger om euroområdet. Det glæder mig overmåde, at han har nævnt behovet for, at vi skal være konkurrencedygtige i hele verden. Det handler ikke kun om, at ét euroland konkurrerer med et andet, men også om at vi kan holde stand mod USA og Asien.

For det andet har EU i det store hele formået at afstemme regnskaberne takket være de lande, der har overskud. Hvis ikke det havde været tilfældet, ville ECB have været nødt til at gennemføre langt strengere politikker.

For det tredje findes der ingen eksempler i den økonomiske historie på, at lande med et faldende befolkningstal genererer langsigtet vækst på det indre marked. De er nødt til at eksportere deres varer.

Hvad Tyskland angår, fik de en dårlig start i Den Økonomiske og Monetære Union, men de er kommet stærkt igen og er nu et eksempel for mange andre lande. Det er ikke nok. Vi har selv så rigeligt at gøre med at konsolidere budgettet. Det er vigtigt ikke at undervurdere den nødvendige arbejdsindsats. Hvem fandt på, at man skal straffe de lande, der i vid udstrækning har haft succes, og at man skal ekskludere de lande, der ikke har levet op til deres forpligtelser? Det er ikke en ægte europæisk politik. Jeg vil derfor ønske Kommissionen held og lykke og takke ECB mange gange.

(Bifald)

  Anni Podimata (S&D). – (EL) Hr. formand! Først vil jeg gerne lykønske de to ordførere med deres udmærkede arbejde på et særlig vanskeligt tidspunkt.

Arbejdet på et af de vigtigste topmøder starter snart, og der tales fortsat meget om det såkaldte græske spørgsmål samt om, hvorvidt og i hvilket omfang vi skal vedtage en europæisk mekanisme, der, når behovet opstår, fungerer som den økonomiske beskyttelsesindikator, der er nødvendig for at sikre stabiliteten i euroområdet under ét.

Det grundlæggende ansvar for denne situation ligger utvivlsomt hos Grækenland, der også fuldt ud har påtaget sig dette ansvar. Der er imidlertid andre – kollektive – ansvarsområder. Den fælles valuta har ydet et stort bidrag, men den har også alvorlige svagheder. I de 11 år med ØMU'en ønskede vi ikke at se og anerkende det faktum, at den konkurrencemæssige kløft og de betydelige uligheder og ubalancer mellem økonomierne i euroområdet er uforenelige med euroområdets levedygtighed og stabilitet.

Det er blevet tydeliggjort gennem de spekulative angreb, der hidtil primært har været rettet mod Grækenland, men som forleden også resulterede i en nedjustering af Portugals kreditvurdering, og som allerede er blevet rettet mod andre lande som f.eks. Italien og Spanien med ukendte konsekvenser til følge.

Hvis vi således ønsker at vise, at vi kan håndtere situationen, bør vi straks bevæge os i retning af en ny og forbedret model for økonomisk samarbejde og ledelse, der – og dette siger jeg specielt til hr. Langen – respekterer Stabilitets- og Vækstpagtens regler, men som samtidig vil kunne gå ud over en finansiel koordinering i smal forstand til en økonomisk koordinering med yderligere vedhæftede kriterier og nå målsætningerne i henhold til EU's strategi for beskæftigelse og bæredygtig udvikling.

  Olle Schmidt (ALDE). – (SV) Hr. formand, hr. kommissær, hr. Trichet! Euroen er 10 år gammel, og den har i det store og hele bestået sine prøver, skønt den aktuelle uro endnu ikke er ovre. Jeg er sikker på, at vi allerede i dag vil se det første vigtige skridt hen imod en europæisk løsning med eller uden Den internationale Valutafond. Vi har en fælles skæbne, som hr. Trichet ganske rigtigt sagde. Hvis det går galt, vil udsigterne naturligvis være skræmmende.

ECB har været en styrkebastion under de finansielle stormes rasen. Det er værd at gentage, at euroen har været en succes under den finansielle krise, og at den har været et anker i Europa – herunder også for landene uden for euroområdet.

Euroen har givet stabilitet samt skabt betingelserne for oprettelse af millioner af nye job, hvilket man ikke skal glemme i disse tider, hvor alle taler om en krise. Man kan ikke klandre euroen for problemerne i Grækenland og andre lande i euroområdet. Tværtimod ville den økonomiske krise have været langt værre uden det samarbejde, som euroen indebærer. Vi ville have været nødt til at håndtere spekulation og konkurrencemæssig devaluering blandt mere end 20 nationale valutaer.

Det har mange af os erfaret, og jeg har selv siddet i en svensk finanskomité med en rente på 500 %. Krisen i Grækenland viser naturligvis, at det er nødvendigt med en opstramning af pagten, der skal holde budgetunderskuddet nede. Underskuddet er ekstremt stort. Vi har brug for bedre tilsyn med og koordinering af den økonomiske politik på EU-plan eller med andre ord for en finansiel koordinering, der er værdig til navnet.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige noget om spekulation. Når lande udsættes for spekulation, sådan som mit eget land oplevede i 1990'erne, giver det os faktisk en god lejlighed til at organisere vores foranstaltninger. Da vi var i en vanskelig situation på grund af bl.a. George Soros, vidste vi, hvad vi kunne forvente, og derfor traf vi de nødvendige foranstaltninger. Det er noget, man skal tænke på i de lande, der i øjeblikket har problemer.

  Ryszard Czarnecki (ECR). – (PL) Hr. formand! Jeg vil undgå det militærsprog, som den forrige taler brugte. Krigens sprog passer ikke til bankernes stil. Jeg er repræsentant for det, der nok er den eneste politiske gruppe her i Europa-Parlamentet, der har hentet de fleste af sine medlemmer fra landene uden for euroområdet. Kun to kommer fra euroland.

Hr. Trichets tale kan opsummeres med tallet 36, fordi 36 medlemmer af Europa-Parlamentet lyttede til hans indlæg. Betyder det, at vi er dovne? Nej, det betyder faktisk, at medlemmerne af Europa-Parlamentet ikke rigtig tror, at Den Europæiske Centralbank kan være en løsning på, et middel mod krisen, eller at den kan være et redningsbælte. Hr. Rehn sagde, at euroområdet har værdi i sig selv, og så talte han om krisen i Grækenland. Der er en vis indre uoverensstemmelse her. Grækenland gennemgår en krise, fordi det for tidligt kom ind i denne oase af stabilitet. Vi skal undgå en sådan mangel på logik.

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL). – (EL) Hr. formand! Jeg giver mine kolleger ret i, at krisen ikke er ovre. Den økonomiske situation er helt klart negativ i adskillige lande. Arbejdsløsheden stiger i de fleste lande. De foranstaltninger, der træffes for at løse underskudsproblemerne, forværrer krisen.

Jeg vil spørge hr. Trichet og hr. Rehn – og her tænker jeg på institutionerne – om De ikke så krisen komme? Tegnene var der. Da krisen brød ud, skjulte De Dem bag tanken om, at alle skulle løse deres egne problemer alene. Nu gentager De monotont ordene "overvågningsunderskud" og "disciplin i stabilitetspagten".

Efter min mening handler problemet i EU og i Grækenland ikke om sunde finanser. De ved, at lande som Grækenland for at dække deres lån bliver ofre for spekulanter, men at de samtidig afslører ØMU'ens institutionelle og politiske kløfter.

Som sådan vil jeg fortælle Dem, at det er nødvendigt at ændre stabilitetspagten. Hvis man insisterer på at anvende stabilitetspagten – særligt under en konjunkturafmatning – øger og forværrer man helt klart de regionale og sociale uligheder, ligesom man øger arbejdsløsheden og fjerner ethvert vækstperspektiv.

  Bastiaan Belder (EFD). – (NL) Hr. formand! Den situation, som Grækenland og euroområdet fortjent befinder sig i, er beklagelig. Den finansielle bistand til Grækenland skal primært komme fra Den internationale Valutafond (IMF). IMF har selv sagt, at den befinder sig i en glimrende position til at hjælpe Grækenland. Oprettelsen af en europæisk valutafond (EMF) synes motiveret af politiske overvejelser – specielt med hensyn til at redde Europas ansigt, hvis Grækenland skulle appellere til IMF. Men lad os ikke hovedkulds oprette et nyt organ som et middel mod manglende overholdelse af de gældende regler. Det er tvivlsomt, om det er nødvendigt og ønskeligt at oprette en europæisk valutafond. Sanktionerne i henhold til Stabilitets- og Vækstpagten skal gennemføres mere aktivt for at sikre overholdelse af reglerne. Nu er det virkelig op til Rådet at gøre noget. Eurostat skal have handlefrihed til nøje at inspicere budgettallene hos medlemmerne af euroområdet og dermed overvåge overholdelsen af Stabilitets- og Vækstpagten.

  Csanád Szegedi (NI). – (HU) Hr. formand, mine damer og herrer. Betænkningen har én alvorlig fejl: Den nævner ikke de ansvarlige. Og ikke desto mindre vil vi ikke kunne afslutte den økonomiske krise i Europa, før de ansvarlige er identificeret. Lad os til sidst sige det, som det er: Krisen blev ikke skabt af folk, der levede af deres lønninger, men af de banker, multinationale selskaber og forsikringsselskaber, der tørmalkede de europæiske samfund.

Hvis et multinationalt selskab ønsker at etablere sig i Ungarn i dag, benyttes følgende fremgangsmåde: Det får gratis jord stillet til rådighed af en kommune, det får reduktioner i skatter og bidrag, og det ansætter folk til mindstelønnen uden at give dem ret til at melde sig i en fagforening. Det er disse forhold, der har ført til en krise for jobsøgende i Europa. Vi forlanger, at de multinationale selskaber, bankerne og forsikringsselskaberne spiller deres rolle og påtager sig at løse og afslutte den økonomiske krise.

  Antolín Sánchez Presedo (S&D). – (ES) Hr. formand! Den krise, som vi kæmper os igennem, er den værste i otte årtier og den mest betydningsfulde siden iværksættelsen af fællesskabsprojektet.

Det startede med den nordamerikanske krise som følge af realkreditlån til låntagere med lav kreditværdighed og det efterfølgende sammenbrud af Lehman Brothers, og nu har krisen bevæget sig ind i tredje fase, efter at Europa oplevede et fald i BNP på 4 % i 2009, over 23 mio. arbejdsløse og en markant forværring i de offentlige finansers tilstand med en gæld på over 80 % af BNP.

Den Europæiske Centralbank spillede en afgørende rolle for at bevare likviditeten i systemet, og den brugte ukonventionelle mekanismer til at modvirke kreditrestriktionerne og arbejde tæt sammen med de vigtigste monetære myndigheder.

Nu, hvor man forventer et moderat opsving, og der ikke er noget inflationspres, skal ECB bidrage til genopretningen af kreditten og undgå at bringe det økonomiske opsving i fare gennem en tidlig eller vilkårlig tilbagetrækning af de ekstraordinære foranstaltninger.

Krisen har vist os, at de monetære og økonomiske søjler – pengepolitikkens fundament – skal forstærkes. Man skal holde øje med prisudviklingen for de primære finansielle aktiver og den private gæld for at sikre prisstabiliteten og økonomien i almindelighed.

I øjeblikket har 20 medlemsstater usædvanlig store underskud. En konsolidering af de offentlige finanser – hvilket er en uundgåelig opgave, der skal udføres på en koordineret og intelligent måde – består i at genskabe efterspørgslen, fremme investeringer og tilgodese reformer, der vil muliggøre en genopblomstring af økonomien, øge potentialet for bæredygtig vækst og skabe job. En større økonomisk union kan gøre hele forskellen.

Man er nødt til at korrigere globale skævheder. EU er en af de mest afbalancerede regioner. Denne status kan komme i fare, hvis ikke konkurrenceevnen styrkes, og der bliver et større internationalt monetært samarbejde. Vi vil kun forbedre vores konkurrenceevne på globalt plan, hvis vi styrker det interne økonomiske samarbejde med hensyn til konkurrenceevnen og betalingsbalancen for at rette op på skævhederne og forskellene i euroområdet.

Grækenlands indsats og mod fortjener en klar og beslutsom opbakning. Det er et spørgsmål af almen interesse, og usikkerheden skader alle europæere. Subsidiaritet og solidaritet er to sider af samme sag: den europæiske valuta. Som hr. Trichet sagde på engelsk, fransk og tysk, er euroen mere end blot en valuta. Den er vores fælles skæbne.

Jeg har gentaget det på spansk, der er et af EU's globale sprog. Jeg vil slutte af med at sige det på græsk, der er det sprog, der bedst udtrykker vores universelle kald: ευρώ είναι το κοινό μας μέλλον.

  Pat the Cope Gallagher (ALDE). – (GA) Hr. formand! Den økonomiske krise har en negativ indflydelse på medlemsstater i hele EU. Arbejdsløsheden er steget voldsomt i hele EU, og det er de unge, der lider mest. De offentlige finanser er svundet ind i mange medlemsstater på grund af denne krise. For at løse dette problem traf den irske regering afgørende foranstaltninger i 2008 og 2009.

– (EN) Hr. formand! Irlands underskud var på vej mod 14 % af BNP. Regeringens indsats stabiliserede underskuddet på 11,6 % af BNP i 2010. Regeringens indsats har høstet anerkendelse på de internationale markeder. Siden det seneste budget i december sidste år er omkostningerne ved den irske låntagning i forhold til benchmarking blevet stabiliseret. Jeg forstår faktisk, at Centralbankens formand på denne uges møde i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål anerkendte og roste den irske regerings indsats. På mange måder er Irland forud for mange andre lande i sine finanspolitiske justeringer. Lande som Det Forenede Kongerige og USA, der begge kæmper med underskud på over 10 %, skal foretage kraftige justeringer for at genskabe bæredygtigheden i deres offentlige finanser.

Afslutningsvis vil jeg sige, at Irland fortsat er en god placering for virksomheder, da fundamentet for den irske økonomi er på plads, og vi vil bevare vores 12,5 % ...

(Formanden afbrød taleren)

  Zbigniew Ziobro (ECR). – (PL) Hr. formand! Den voksende krise i euroområdet viser de potentielle farer ved økonomiske projekter, der ikke understøttes af økonomiske beregninger, men som bygger på ideologiske antagelser – specielt når integrationen omfatter den økonomiske integration af forskellige medlemsstater med forskellige økonomiske forhold.

Vi er nødt til at spørge, om nogle stater ikke er kommet for tidligt med i euroområdet. På et vist punkt blev europrojektet i højere grad end et økonomisk projekt et politisk projekt, der skulle fremme den europæiske integration. I dag betaler de europæiske skatteydere i mange lande en høj pris for dette hastværk. Det ville være godt, hvis vi kunne drage nogle konklusioner af denne lektie, som vi kan bruge fremover. Euroen er ikke et svar på de individuelle økonomiers strukturelle problemer eller på overdreven gæld eller manglende finansiel disciplin. Det er medlemsstaterne, der er ansvarlige for deres finansers tilstand, og disse problemer skal løses i de lande, hvor de opstod.

  Marie-Christine Vergiat (GUE/NGL). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg har læst betænkningerne med nogen overraskelse, og indlæggene denne morgen har kun styrket mine anelser.

Med nogle få undtagelser drejer det sig fortsat om budgetmæssige stramninger, inflationsdæmpning samt Stabilitets- og Vækstpagten, skønt 20 af de 27 lande ikke længere lever op til kriterierne.

Det er sandt, at mange forlanger økonomisk styring. Vi ønsker imidlertid et politisk Europa, der sikrer kontrol med både økonomiske og sociale valg, og som kan intervenere med hensyn til monetære valg.

Den græske krise fortæller os, at det er Tyskland, der har kontrollen og stiller kravene. I USA har centralbanken interveneret direkte for at finansiere statsbudgettet gennem køb af statsgældsbeviser. I Europa hjalp Den Europæiske Centralbank bankerne, men med hensyn til Grækenland og PIGS (Portugal, Italien, Grækenland og Spanien) i almindelighed, er det fortsat de samme, der betaler regningen – dvs. arbejdstagerne, tjenestemændene og pensionisterne – skønt deres lande også har været ofre for finansiel spekulation.

Vi har ikke brug for mindre reformer, men for et anderledes Europa – et økonomisk og socialt Europa til gavn for flertallet og ikke kun for de få.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Hr. formand! Betænkningen om den årlige forvaltning af euroområdet og de offentlige finanser i 2009 indeholder en grundig analyse af forvaltningen af EU under den globale finansielle og økonomiske krise.

Nedgangen i det økonomiske output i forskellige EU-lande har ført til en voldsom stigning i arbejdsløsheden samt stigende gældsætning i de europæiske lande. Krisen har haft forskellig indvirkning på de enkelte lande, og følgelig har landene gennemført forskellige foranstaltninger til håndtering af krisen. Trods EU-organernes bestræbelser på at vedtage koordinerede og kollektive foranstaltninger bragte populistiske regeringer uden ansvarlig forvaltning af de offentlige finanser visse lande på kanten af en katastrofe.

Derfor har EU under ét fundet det vanskeligere at håndtere virkningerne af krisen end andre vigtige økonomiske centre som f.eks. USA, Kina, Japan og Indien. Det er blevet tydeligt, at det europæiske økonomiske miljø som helhed betragtet kan være forskelligartet og underlagt en omfattende regulering, men sammenlignet med konkurrerende økonomier er det meget uhåndterligt. I den kommende periode skal vi derfor sideløbende med indsatsen for at konsolidere de offentlige finanser i euroområdet også stræbe efter at omstrukturere og forenkle reglerne for det indre miljø. Vi må ikke glemme, at det udelukkende er den produktive sektor, der genererer de ressourcer, som hele samfundet lever af.

  Enikő Győri (PPE). – (HU) Hr. formand, mine damer og herrer! I 2008 stod Den Europæiske Centralbank over for hidtil usete udfordringer, da den verdensøkonomiske krise fandt vej til Europa i september 2008. Den finansielle krise udviklede sig til en realøkonomisk krise, da kapitalmarkederne frøs til på grund af mistillid, og da finansieringsinstitutterne ikke ville udvide kreditterne til hinanden eller til virksomhederne. ECB reagerede hurtigt og efter min mening hensigtsmæssigt på disse finansielle begivenheder, men når vi vurderer foranstaltningerne til afhjælpning af krisen, kan vi ikke overse den beklagelige omstændighed, at landene uden for euroområdet blev udsat for forskelsbehandling.

Jeg er overbevist om, at ECB handlede i strid med EU's ånd, da den, da krisen var værst i oktober 2008, ikke opstillede lige betingelser for at trække på likviditetsfaciliteter. ECB arrangerede valutaudvekslinger med den svenske og den danske nationalbank for at sikre en ordentlig eurolikviditet i disse to landes banksystemer. I modsætning hertil var den kun villig til at gøre det samme med den ungarske og den polske centralbank mod sikkerhedsstillelse.

Denne linje fra ECB's side bidrog desværre til at skabe voksende usikkerhed på markederne, hvilket yderligere forværrede situationen i disse lande. Nu, hvor vi er i færd med at designe et nyt finansielt system, er vi nødt til at træffe foranstaltninger for fremover at eliminere lignende uligheder. Vi kan derfor ikke indføre bestemmelser, der behandler visse dele af Unionen dårligere end andre. Jeg vil gerne gå videre med denne tanke, når vi taler om oprettelsen af et europæisk udvalg for systemiske risici, som vi nu alle arbejder med. ECB kommer til at spille en vigtig rolle på dette område. Det bliver formanden for ECB, der får formandskabet for dette udvalg, og vi er nødt til at sørge for, at landene i euroområdet såvel som landene uden for – f.eks. de central- og østeuropæiske lande – sikres den samme stemmeret i den nye organisation.

Der er en risiko for, at hvis ikke vi protesterer mod den forskelsbehandling, vi allerede har oplevet under krisen, så vil ulighed blive praksis i de nye finansielle tilsynsorganer, og det bør vi for enhver pris undgå. Vi må ikke lade genforeningsidealet svinde ind ved at erstatte den tidligere politiske splittelse med en økonomisk opdeling.

  George Sabin Cutaş (S&D). – (RO) Hr. formand! Det kommer ikke som nogen overraskelse, at de ganske særlige foranstaltninger, som Den Europæiske Centralbank måtte vedtage under krisen, har en central placering i dens årsberetning.

På denne baggrund finder jeg det passende, at Den Europæiske Centralbank til stadighed øger likviditetstildelingen til bankerne i euroområdet. Vi må imidlertid ikke glemme, at medlemsstaterne uden for euroområdet også var hårdt ramt af krisen, og at der også er behov for indgreb fra Den Europæiske Centralbank på dette område i form af likviditetsforbedrende foranstaltninger.

Endvidere er stigende budgetunderskud, offentlig gæld og arbejdsløshed blandt unge under 25 mest udtalt i de nyeste EU-medlemsstater. Stabilitets- og Vækstpagten gennemgår en identitetskrise og mister troværdighed, hvilket gør det umuligt at anvende dens principper effektivt.

Jeg tror, at det er nødvendigt med en mindre automatisk og ensartet gennemførelse af pagten og med en tilgang, der tager hensyn til forholdene i den enkelte medlemsstat, hvor der lægges langt større vægt på den langsigtede bæredygtighed af de offentlige finanser og mindre vægt på det offentlige underskud.

Pagtens hovedmål var forebyggelse. Den skulle give multilateral supervision af den budgetmæssige udvikling ved hjælp af et tidligt varslingssystem. Derfor finder jeg det i overensstemmelse med hr. Sciclunas betænkning helt nødvendigt at oprette et europæisk udvalg for systemiske risici, der vil efterkomme målsætningen om en hurtig varsling mod systemiske risici eller ubalancer, der truer de finansielle markeder.

Den aktuelle finanskrise og dens nylige udvikling i almindelighed må afstedkomme en prompte forklaring på, hvilke mekanismer til gensidig støtte der er tilgængelige på EU-plan, samtidig med at man styrker koordineringsinstrumenterne mellem medlemsstaterne til støtte for en fælles økonomisk styring. En af de vigtigste lærer af denne krise er behovet for et større skattemæssigt ansvar og i udvidet forstand behovet for økonomiske kontrolprocedurer for at bevare en budgetmæssig balance.

  Roberts Zīle (ECR). – (LV) Hr. formand, kommissærer! I Strasbourg i december 2009 sagde den daværende kommissær for økonomiske og monetære anliggender, hr. Almunia, at medmindre der sker væsentlige ændringer, vil Estland næste sommer blive inviteret ind i euroområdet med virkning fra 2011. Der har været væsentlige ændringer ikke kun i Estland, men også i euroområdet. Estland er praktisk taget den eneste EU-medlemsstat, der i øjeblikket lever op til Maastricht-kriterierne. Hvilket signal vil det sende, hvis ikke Estland accepteres i euroområdet i overensstemmelse med reglerne? For mig at se vil det sende et signal til finansverdenen om, at utilpasheden i euroområdet stikker så dybt, at man ikke kan acceptere et lille, men finanspolitisk ansvarligt land. Der vil med andre ord blive sat et skilt på døren til euroområdet, der siger: "Klubben er lukket på grund af ombygning". Hvilket signal vil det sende til de nye medlemsstater som f.eks. mit hjemland Letland, der er underlagt et IMF-program og har en fast valutakurs i forhold til euroen, og som for at indføre euroen devaluerer sin økonomi med et tocifret fald i BNP og en ekstraordinær høj arbejdsløshed? Et sådant signal vil få os til at spørge, hvorfor vi skal gøre vores yderste for at tilbagebetale privat gæld med en høj valutakurs for vores nationale valuta, når denne gæld er blevet udstedt som eurolån af EU-banker med sikkerhed i f.eks. fast ejendom? Mange tak.

  David Casa (PPE). – (EN) Hr. formand! 2008 var et utrolig vigtigt år for den europæiske såvel som den globale økonomi. Året var karakteriseret ved stor usikkerhed vedrørende omfanget af krisen, der kun syntes at blive værre.

Der var også stor usikkerhed om, hvor lang tid det ville tage for de europæiske økonomier at komme sig samt om, hvilke værktøjer vi skulle bruge for at stimulere en sådan genopretning.

Det var ikke noget let år for ECB, der stod over for en række udfordringer. I 2008 gik ECB sammen med andre betydningsfulde centralbanker for gennem en koordineret tilgang at give banksystemet masser af kortsigtet likviditet, og det var en utrolig vellykket strategi fra ECB's side.

I denne henseende må jeg støtte min kollega i hans konklusion om at fortsætte ECB's præstationer. Jeg er enig i, at 2008 havde afgørende betydning, og at de ansvarlige var opgaven voksen. Jeg deler også noget af ordførerens bekymring om den manglende overførsel af rentesænkninger fra banken til forbrugeren, og efter min mening bør det undersøges nærmere, hvilket hr. Trichet bør notere sig.

Alt i alt føler jeg, at dette er en utrolig afbalanceret betænkning og et flot stykke arbejde fra min maltesiske kollega, Edward Sciclunas, side.

  Pervenche Berès (S&D). – (FR) Hr. formand! På grund af en anden aftale kan hr. Juncker ikke være her, som han plejer. Det er jeg ked af at høre.

Der er tale om to udmærkede betænkninger, der sætter os i stand til at gå mere i dybden med vores drøftelser i et kritisk øjeblik for euroområdet.

Hr. Sciclunas betænkning lader os lægge grunden til en række elementer af forhandlingen – specielt vedrørende omstændighederne i forbindelse med udnævnelsen af Deres efterfølger, hr. Trichet. Hvad angår demokrati, er den monetære dialog et vigtigt element – også med hensyn til selve Den Europæiske Centralbanks funktion og drift.

Betænkningen fra vores ven, hr. Giegold, stiller spørgsmål til hr. Rehn, der falder ind under hans og ikke Den Europæiske Centralbanks ansvarsområde.

Den risiko, vi står over for med hensyn til euroområdets funktion, er en afvikling af vores sociale model. Da hr. Almunias vurderede euroområdets 10-årige driftsperiode, skilte én faktor sig ud, nemlig den stigende divergens mellem medlemmerne af euroområdet. Det er der, vi befinder os, og det er det, som skaberne af traktaten og Stabilitets- og Vækstpagten undervurderede. Det er det, vi skal tage hensyn til.

Vi skal tage hensyn til det af to grunde. For det første for at forstå, at selv om de offentlige finansers bæredygtighed er et centralt element, er det ikke nok. Når medlemsstaterne står over for de nationale kompetencer, har de ikke en naturlig appetit på sanktioner, og derfor er deres koordinering og samarbejde ikke godt. Det er den ånd, vi skal opdage. Det er den magiske patentløsning, vi har brug for.

Den anden søjle, der ikke kan overses, og som vi ikke kan undvære, handler om skattemæssig harmonisering. Som De ved, beklager jeg dybt det faktum, at 2020-strategien fra dette synspunkt slet ikke nævner det igangværende arbejde om harmoniseringen af selskabsbeskatningsgrundlaget, som vi bestemt skal fortsætte med stor beslutsomhed.

  Sari Essayah (PPE). – (FI) Hr. formand! I kølvandet på finanskrisen er den offentlige gæld hurtigt vokset, selv om man i mange lande er begyndt at lukke for genopretningshanerne. Efter at have håndteret en akut økonomisk krise er vi nødt til nøje at fokusere på den langsigtede og alvorlige ubalance på de offentlige finanser.

Vi har haft Stabilitets- og Vækstpagten, men problemet ligger i det faktum, at medlemsstaterne ikke har levet op til den, og derfor kæmper vi nu med heftige underskud på de offentlige finanser. Man har fokuseret på forkerte statistiske oplysninger fra Grækenland, men problemets kerne er en dårlig forvaltning af den økonomiske politik.

Vi politikere skal træffe meget vanskelige beslutninger i en tid med langsom vækst, en aldrende befolkning og en arbejdsløshedssituation, der kun langsomt bliver bedre. Der er kun nogle få muligheder for at forbedre de offentlige finanser: at øge indtægterne fra beskatning, at øge den økonomiske vækst eller at skære i udgifterne.

I vores søgen efter midler er de vigtigste indikatorer de offentlige finansers bæredygtighed samt underskuddet. Bæredygtighedsunderskuddet er et billede på, hvor meget skattesatsen skal hæves, eller udgiftsniveauet skal sænkes, for at de offentlige finanser holdes på et bæredygtigt niveau på lang sigt. For at skabe balance skal vi fortsat erkende, at en påløben gæld vil øges med forskellen mellem renterne og væksten i bruttonationalproduktet, og en aldrende befolkning vil få udgifterne til pensioner og pleje til at stige voldsomt i de kommende år. For at øge indtægten til de offentlige finanser er det helt afgørende at have vækst og beskæftigelse, at øge produktiviteten i de offentlige tjenester og at gennemføre de strukturelle foranstaltninger, der f.eks. kan sikre pensionsordningernes bæredygtighed.

På lang sigt vil det have stor betydning for balancen i de offentlige finanser, at fødselstallet og den forebyggende sundhedspleje stiger. Midt under den økonomiske krise krævede vi en bedre koordinering af de offentlige finanser, og jeg vil gerne spørge, hvordan kommissær Rehn agter at sikre dette. Jeg tror imidlertid, at denne økonomiske krise ikke kan bruges som en bagdør til at få medlemsstaternes økonomier under kontrol. Vi er bare nødt til at holde streng budgetdisciplin for de offentlige finanser.

  Olle Ludvigsson (S&D). – (SV) Hr. formand! Jeg vil gerne fremhæve tre hovedpunkter i de betænkninger, vi taler om.

For det første bør vi ikke udelukkende hellige forhandlingen om de offentlige finanser til nøjsomhed. Vi er også nødt til at fokusere på, hvad vi kan gøre for at fremme vækst og bekæmpe arbejdsløshed. I mange lande er der brug for at skære i de offentlige udgifter. Samtidig er det imidlertid også vigtigt at øge indtægterne via positiv vækst, så der kommer flere folk i arbejde og flere skattekroner i kassen.

For det andet glæder det mig, at hr. Scicluna kommer ind på spørgsmålet om øget gennemsigtighed i den finansielle sektor i sin betænkning. Der er fortsat meget at gøre i denne henseende. Gennemsigtighed er ikke kun et udmærket middel til bekæmpelse af skadelig, risikobetonet opførsel på det finansielle marked. Øget gennemsigtighed er også nødvendig for at sikre et effektivt tilsyn med samt offentlighedens tillid til de offentlige finansielle institutioner, hvilket er utrolig vigtigt.

ECB bør føre an på dette område og træffe øjeblikkelige foranstaltninger for at gøre sit arbejde mere gennemsigtigt. Et godt første skridt ville være en offentliggørelse af protokollerne fra ECB-rådets møder. Åbenhed skal også være et centralt princip ved oprettelsen af et europæisk udvalg for systemiske risici (ESRB). Hvis henstillingerne fra udvalget for systemiske risici skal have en effekt, bør de som hovedregel offentliggøres.

For det tredje er jeg glad for, at hr. Giegold i sin betænkning understreger vigtigheden af at have et klart miljø- og klimamæssigt perspektiv selv i krisetider. Vi må ikke lade finanskrisen bremse overgangen til en grøn økonomi. I stedet bør vi fremme det økonomiske opsving ved at investere i vedvarende energikilder, miljøvenlige transportsystemer og udvikling af grøn teknologi. Kun ved at gennemføre den slags investeringer kan vi skabe vækst, der er bæredygtig på lang sigt.

  Frank Engel (PPE). – (FR) Hr. formand! 2009 var uden tvivl det sværeste år for euroen siden dens indførelse, men det var også det år, hvor den fælles valuta var til mest gavn. Uden euroen ville EU være havnet i en krig på konkurrerende devalueringer på baggrund af krisen. I 2009 kunne den monetære ustabilitet have svækket EU's politiske soliditet.

Takket være euroen er vi blevet forskånet for problemer med fortsat ubalance mellem valutakurser og pengepolitikker. Men hvor meget længere vil det være tilfældet? I dag håber og beder vi om bedre styring af den fælles europæiske valuta – mere restriktiv og mere synlig styring med kortere reaktionstid.

Faktum er, at enkelte landes forsøg på at tage kontrollen over de grundlæggende regler for euroen på ingen måde bidrager til at sikre ordentlig økonomisk og monetær styring på europæisk plan. Kun solidaritet kan bremse den spekulation, som Grækenland for tiden er offer for, og som når som helst kan ramme andre lande i euroområdet.

Solidaritet går hånd i hånd med soliditet på det følelsesladede marked for statsgæld. De seneste ugers politiske undvigemanøvrer har ikke blot skadet Grækenland, idet de også har svækket tilliden til euroen alvorligt. Hvis man undlader at hjælpe lande, der er i farezonen, underminerer man hele euroområdets monetære stabilitet.

Når vi har ydet den første nødhjælp, så lad os endelig give euroen de instrumenter, som den har behov for. Vi må have et koordineret europæisk obligationsmarked for at undgå flaskehalse med for mange lande, der har for megen statsgæld, som forfalder på samme tid. Vi skal være repræsenteret på alle niveauer uden for euroområdet, i alle instanser, herunder i de internationale finansielle institutioner. Hvorfor indgår formanden for Eurogruppen ikke i G20-samarbejdet?

Lad os også acceptere, at de nye medlemmer ønsker at indtræde i euroområdet så hurtigt som muligt. Vi må byde dem velkommen med entusiasme og ikke med smålighed. Hvis vi udelukker medlemmer fra at deltage i euroområdet, kan vi lige så godt glemme drømmen om, at Europa skal stå stærkt på verdensplan. Udvidelsen af euroområdet skal gå hånd i hånd med gennemførelsen af de redskaber, der er nødvendige for at sikre en ægte økonomisk union, nemlig koordination af budgetpolitikkerne og harmonisering af den økonomiske politik og finanspolitikken. Dette er prisen for at sikre euroen fortsat succes.

  Czesław Adam Siekierski (PPE). – (PL) Hr. formand! En krise er en sygdom, som normalt ikke blot ender med helbredelse, men som desuden styrker immunforsvaret. Den kan dog også medføre komplikationer og endog permanente skader på kroppen. Lad os tænke lidt over, hvordan denne sygdom, som vi kalder krisen, egentlig opstod.

Normalt skyldes en sygdom, at vi forsømmer kroppen på forskellige måder, eller også kommer den udefra. Årsagen til krisen er aktiviteter, som er i modstrid med markedsprincipperne, nemlig spekulation. Markedet kan ikke selv afvise, modvirke eller begrænse disse aktiviteter, hvis der ikke findes passende tilsyn med, hvordan processerne udvikler sig, navnlig i situationer, som er atypiske for markedet. Hidtil har det primært været statslige og nationale institutioner, der har ført tilsyn med de finansielle markeder. Globaliseringen har ført til etablering af verdensomspændende finansielle institutioner og et globalt finansmarked. Der er imidlertid ikke etableret tilstrækkelige mekanismer til overvågning og tilsyn med disse markeder på verdensplan, regionalt plan eller, i vores tilfælde, europæisk plan.

Markedet styres ikke af værdier, men primært af ønsket om at opnå profit for enhver pris. Krisen begyndte ikke i 2008 med kollapset på de finansielle markeder, men derimod i 2007 med krisen på fødevaremarkederne og undermineringen af energimarkedet, som styres af politiske instrumenter. Situationen i EU skyldes, at vi ikke har overholdt de universelt gældende og accepterede principper, der ligger i stabilitets- og vækstpagten.

Det er en skam, at Kommissionens advarsler ikke har været indtrængende nok. Nogle medlemsstater fik lov til at gå over grænsen, fordi de i bund og grund ikke ville lade Kommissionen eller andre belære dem. Visse medlemsstater opførte sig som børn, der forsøger at lægge skjul på deres ugerninger. Denne form for adfærd kan ikke danne basis for Fællesskabet eller vores gensidige integration. Det er vigtigt at erkende de fejl, der er begået, underrette vores medborgere, undskylde over for dem og bede dem om at forstå og samarbejde i kampen for at overvinde krisen.

Vi må gribe til handling for at sikre, at krisens omkostninger ikke rammer de svageste og fattigste hårdest. Solidaritet på EU-plan forpligter os også til at støtte de lande, der er hårdest ramt af krisen. Helbredelsen kommer ikke udefra, medmindre kroppen, eller den enkelte stat, tager kampen op.

  Othmar Karas (PPE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke Jean-Claude Trichet mange gange for alt, hvad han har gjort i de senere år, og for hans indsats i de seneste uger. Hr. Trichet har ageret kompetent, uafhængigt og konsekvent. Han og hans medarbejdere har haft en beroligende effekt i disse urolige tider.

Kommissær Rehn har i de seneste dage fremsat en række meget opmuntrende udtalelser. Vi bør gøre alt, hvad vi kan, for at fastholde den kurs, som han har udstukket.

Euroen er en stabiliserende faktor, selv i krisetider. Vi må gøre op med den myte, at euroen og stabilitets- og vækstpagten er årsagen til de problemer, som Grækenland og andre lande oplever i øjeblikket. I sidste uge sagde den græske premierminister meget klart her i Parlamentet, at skylden ikke kan skydes på euroen. Tværtimod er euroen en del af løsningen. Uden euroen kan vi ikke gennemføre reformer. Og uden euroen kan vi ikke sætte passende grænser i forhold til de mål, som vi opstiller for os selv. Vi må ikke svække euroen, hvis de berørte lande føler, at euroen beskytter dem og ikke skader dem.

Jeg vil gerne tilføje, at Grækenland ikke tigger om penge, hvilket man ofte får indtryk af i dagspressen. Det ville være godt, hvis mange medlemmer af Rådet holdt op med at fokusere på folkestemningen på den hjemlige politiske front, når de taler om dette emne, og i stedet samarbejdede med os om at finde fælles europæiske løsninger. Grækenland kan ikke modtage subsidier, men landet ønsker støtte til at gennemføre dets reform- og spareplan. I øvrigt har formanden for Den Europæiske Centralbank, Jean-Claude Trichet, i en tretrinsplan meget tydeligt anført, hvad der er muligt, og hvornår de enkelte foranstaltninger kan træffes. Ingen har sagt, at der ikke kan gøres noget.

Vi har en monetær union, men ingen økonomisk union. For at få en økonomisk union kræves der politisk vilje fra medlemsstaternes side og ikke blot gode råd. En økonomisk union indebærer, at vi koordinerer finanspolitikken, harmoniserer skatterne og koordinerer uddannelsespolitikken, den økonomiske politik og socialpolitikken. Det er det, vi opfordrer medlemsstaterne til at gøre, og vi forventer, at de udviser engagement. Vi må gå videre ad denne vej af hensyn til euroen.

  Danuta Jazłowiecka (PPE). – (PL) Hr. formand! 2009 var et ekstremt turbulent år for euroområdet. Det begyndte med Slovakiets indtræden i Eurogruppen og endte med enorme økonomiske og finansielle problemer i Grækenland. I denne periode har verden oplevet den største økonomiske krise i årevis.

Der foregår i øjeblikket drøftelser om, hvordan vi griber de nye udfordringer an, hvilken kurs den globale økonomi skal følge, og hvad EU's politik skal omfatte. Den beslutning, som vi er i færd med at forhandle, indgår i disse drøftelser. Jeg vil gerne rette opmærksomheden mod et bestemt aspekt.

Den økonomiske krise, problemerne i Grækenland og den aktuelle forhandling om hjælp til Grækenland viser, at der stadig findes en opdeling mellem det nye og det gamle Europa. I fredags fremførte formanden for Kommissionen, José Manuel Barroso, idéen om at oprette en mekanisme til støtte for lande i euroområdet, som kæmper med økonomiske problemer. Ifølge kommissionsformanden skal principperne og betingelserne for at bruge denne mekanisme udelukkende fastsættes af medlemmerne af euroområdet.

Ved denne forhandling vil jeg gerne benytte lejligheden til at give fuld opbakning til holdningen hos kommissæren for finansiel programmering og budget, Janusz Lewandowski, og den polske finansminister, professor Jan Rostowski. Jeg vil gerne tilslutte mig deres appel og holdningen blandt mange af mine kolleger om, at alle medlemsstater, også dem uden for euroområdet, allerede nu skal gøre en indsats for at træffe foranstaltninger, der styrker euroområdet og opretter støtteinstrumenter for medlemmerne af området. Polen, som er et af landene uden for euroområdet, indfører snart den fælles valuta, og vi vil allerede i dag gerne tage et medansvar for Eurogruppens form i fremtiden. Lad os derfor ikke udelukke de nye medlemsstater fra så vigtig en forhandling. Vi har hørt sloganet "Europa i to hastigheder". Lad os nu ikke opdele Europa i et Europa i euroområdet og et Europa uden for euroområdet, for vi er jo en samlet union.

Endelig vil jeg gerne give min helhjertede støtte til alle de dele af beslutningen, hvori Den Europæiske Centralbank, Kommissionen og medlemmerne af Eurogruppen opfordres til at fremme udvidelsen af euroområdet på grundlag af de nuværende kriterier. Jeg vil også gerne takke formanden for Den Europæiske Centralbank, Jean-Claude Trichet, for hans veludførte arbejde, navnlig i indeværende år, som har været så svært for Europa.

  Alajos Mészáros (PPE). – (HU) Hr. formand! Jeg vil gerne takke kommissæren, formanden for Den Europæiske Centralbank og ordføreren, fordi de har anlagt en åben og meget professionel tilgang til dette problem, som bekymrer os så meget. Det er i sandhed alarmerende, at ledigheden og statsgælden fortsat stiger i næsten alle EU's medlemsstater på trods af alle vores bestræbelser. Mit hjemland, Slovakiet, er ingen undtagelse. Her er ledigheden steget til mere end 13 %. Den 1. januar 2009 blev Slovakiet som den seneste medlemsstat optaget i euroområdet, og dette har haft en positiv indvirkning på både økonomiske, politiske og sociale områder. Langt størstedelen af befolkningen er stadig positivt indstillet over for euroen. Vi mener derfor, at det er vigtigt at fastholde euroens styrke og prestige. Parlamentet må hjælpe Kommissionen og ECB i deres bestræbelser for at sikre, at de bærer frugt. Den første opgave består i at føre integrationen af den europæiske økonomi op på et højere og bæredygtigt plan. Dette er imidlertid et strategisk spørgsmål, hvor det er absolut nødvendigt med forpligtende støtte fra Rådets side.

  Zigmantas Balčytis (S&D). – (LT) Hr. formand! De midler, som vi har brugt i forsøget på at overvinde den komplicerede økonomiske og finansielle krise, har ikke været så effektive, som vi håbede. Da krisen indtraf, blev medlemsstaternes støtteordninger til gavn for bankerne ikke koordineret med fælles betingelser fastsat på europæisk plan, og nogle banker brugte de supplerende midler, som de fik tildelt fra Den Europæiske Centralbank, til at dække deres tab. Støtten til økonomisk aktivitet, navnlig til små og mellemstore virksomheder, blev heller ikke koordineret. Konsekvenserne af disse handlinger er tydelige. Da de små og mellemstore virksomheder ikke kunne optage lån hos bankerne i tide, måtte rigtig mange af dem dreje nøglen om. Det var lettere for landene i euroområdet at overvinde problemerne, idet Den Europæiske Centralbank sikrede, at de fik tilført likviditet. Hvis vi virkelig tror på europæisk solidaritet, hvis vi opererer på ét åbent marked med de samme konkurrencevilkår, og det overordnede mål er at overvinde denne vanskelige situation så hurtigt som muligt, mener jeg, at Den Europæiske Centralbank skulle have sikret, og fortsat skal sikre, at der tilføres likviditet til de medlemsstater uden for euroområdet, som er blevet ramt særlig hårdt af krisen.

  Andrew Henry William Brons (NI). – (EN) Hr. formand! Ordføreren, hr. Scicluna, sagde, at ECB har forsøgt at øge likviditeten, men at bankerne ikke har formidlet denne likviditet videre til deres kunder. Dette gælder både i og uden for euroområdet.

Det glæder mig og mine fæller, at Det Forenede Kongerige fortsat står uden for euroområdet. En stats valuta skal afspejle forholdene og behovene i statens egen økonomi og ikke det gennemsnitlige behov i 27 forskellige økonomier. Det, at vi beholder vores egen valuta, er dog kun en del af løsningen. Det centrale problem er, at kreditskabelsen og fordelingen af kreditter ligger i hænderne på private selskaber, nemlig forretningsbankerne, og dette gælder både i og uden for euroområdet.

Opgaven med at skabe kredit, altså frembringe penge, skal fjernes fra de private selskaber. Når der er behov for ekstra købekraft – enten til at fordele eksisterende eller nært forestående vækst eller til at finansiere store infrastrukturprojekter – skal denne købekraft frembringes ved, at det offentlige sætter penge i omløb via forbrug. Den skal ikke frembringes ved, at bankerne låner penge ud til forbrug.

  Petru Constantin Luhan (PPE). – (RO) Hr. formand! Under denne krise har vi set, at de udsving, som renter og valutakurser har forårsaget, er blevet afbødet af en fælles valuta, som effektivt har beskyttet euroområdet.

Den fælles valuta har ikke leveret løsningen på al den interne og eksterne ubalance, som er forekommet. Men takket være de fordele, som vi har opnået ved at give de nationale finansielle institutioner adgang til Den Europæiske Centralbanks likviditet og ved at fjerne risikoen for valutakursudsving, har medlemsstaterne uden for euroområdet vist øget interesse for den fælles valuta.

Vi må bifalde de bestræbelser, som disse medlemsstater har gjort ved at styrke deres egne økonomier og finanspolitikker for at kunne indføre den fælles valuta. Jeg opfordrer Kommissionen og Den Europæiske Centralbank til yderligere at tilskynde til udvidelse af euroområdet så hurtigt som muligt for at sikre disse stater øget beskyttelse mod følgerne af den økonomiske og finansielle krise.

  Karin Kadenbach (S&D). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne takke Jean-Claude Trichet mange gange for den del af beretningen, hvori der advares mod for voldsomme nedskæringer i lønningerne med det mål at nedbringe underskuddet, da lave indkomster medfører lavere økonomisk vækst. Jeg påskønner dette, da jeg mener, at den slags foranstaltninger ikke blot hæmmer Europas økonomiske vækst og mindsker vores konkurrenceevne, men også indskrænker borgernes muligheder for at deltage fuldt ud i samfundslivet.

Det er afgørende, at vi udarbejder vores budgetter i overensstemmelse med retningslinjerne, men det er lige så vigtigt for medlemsstaterne at have råderum i økonomisk og social sammenhæng. Hvis vi får et Europa, hvor vi ikke længere investerer i uddannelse, sundhed og forskning, får vi også et ustabilt Europa, som ikke kan konkurrere med resten af verden. De grupper, som ikke bærer ansvaret for krisen, må ikke tvinges til at bære omkostningerne. Hvis vi ikke investerer i mennesker, har vi ingen fremtid i Europa. Derfor opfordrer jeg til, at der lægges vægt på det sociale aspekt i fremtiden.

  Angelika Werthmann (NI). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Den aktuelle økonomiske og finansielle krise, som også er en strukturel krise, tvinger os til at indføre kontroller over længere tid og opstille forsigtige budgetter. Globaliseringen tvinger euroområdet til at spille en effektiv rolle, hvad angår finanspolitikken. Dette må dog ikke ske på bekostning af den almindelige borger, og jeg vil gerne minde alle om, at der er behov for forsigtighed og ansvarlighed.

  Jean-Claude Trichet, formand for Den Europæiske Centralbank. – (FR) Hr. formand! Jeg har efterhånden deltaget i Parlamentets møder i seks et halvt år, og jeg må sige, at jeg aldrig før har bemærket så mange taler, så mange analyser og så mange forslag.

Jeg er meget imponeret over både de righoldige indlæg og den mangfoldighed af synspunkter, som er kommet til udtryk.

Efter at have lyttet til disse indlæg, som alle var interessante og relevante, og som Den Europæiske Centralbank naturligvis vil tillægge den største betydning, vil jeg forsøge at opsummere mine hovedpunkter.

Først vil jeg sige, at jeg har hørt meget om de udfordringer, som ECB har stået over for, ligesom jeg har hørt ros af ECB, fordi banken har formået at reagere hurtigt under meget vanskelige omstændigheder. Jeg mener, at mine kolleger og jeg forsøgte at gøre vores bedste under helt usædvanlige omstændigheder – de værste siden Anden Verdenskrig – og vi havde sikkert haft de værste forhold siden Første Verdenskrig, hvis vi ikke havde handlet prompte.

Udfordringerne berørte alle. Som mange her i salen har fremhævet, berørte de også andre centralbanker i Europa og resten af verden. Så vi måtte alle leve op til et enormt ansvar, og jeg er helt enig med dem, der har sagt, at problemerne endnu ikke er løst. De er bestemt ikke løst endnu. Vi er ikke ved at vende tilbage til normale tilstande. Vi skal fortsat være særdeles årvågne.

Jeg bemærkede desuden budskabet om vækst og arbejdspladser, og her sender Parlamentet et meget stærkt budskab, som jeg er helt enig i. Ved at virke troværdige i vores bestræbelser på at sikre stabilitet på mellemlang og lang sigt mener vi, at vi bidrager til bæredygtig vækst og jobskabelse. Men som De ved, handler vores budskab i høj grad om strukturreformer. Strukturreformer, som øger Europas vækstpotentiale og mulighederne for jobskabelse, er helt afgørende.

Jeg vil ikke svare i stedet for kommissæren, men et stærkt budskab her fra Parlamentet, som vi fuldt ud deler i ECB, er at god regeringsførelse i EU's 27 medlemsstater og i de 16 medlemmer af euroområdet har afgørende betydning. Vi opfordrer til udbredt ansvarlighed og indbyrdes tilsyn, både blandt de 27 og de 16. Vi har absolut behov for fuld gennemførelse af stabilitets- og vækstpagten. Tilsyn med finanspolitikken er et centralt element i ØMU-samarbejdet, og hertil må jeg lægge tilsyn med strukturreformer og gennemførelsen af disse samt tilsyn med udviklingen i de forskellige økonomiers konkurrenceevne med hensyn til omkostninger, navnlig blandt medlemmerne af euroområdet. Dette er et centralt emne.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på Grækenland og de forskellige aktuelle problematikker. Jeg har allerede haft lejlighed til at svare på mange spørgsmål i Økonomi- og Valutaudvalget og her i Parlamentet. Lad mig blot sige, at Grækenland har en rollemodel, og det er Irland. Som anført af et medlem her i Parlamentet har Irland haft meget store problemer, og landet har taget dem meget alvorligt og håndteret dem med udpræget beslutsomhed, professionalisme og dygtighed. Dette anerkender alle parter. Det vil jeg gerne understrege. Når det er sagt, vil jeg gentage, at de nye foranstaltninger, som den græske regering har truffet, efter ECB's vurdering er overbevisende, ja nærmest modige.

Jeg vil gerne knytte en bemærkning til situationen i euroområdet på længere sigt. I løbet af de næste 10 til 20 år vil vi sikre prisstabilitet på linje med den, som vi har præsteret siden indførelsen af euroen. De kan stole på os. Vi kan bevise det. Der er ikke tale om teori. Der er tale om fakta og reelle tal.

(FR) Og jeg må understrege følgende: Alle medlemmer af euroområdet ved, at inflationen i området i gennemsnit vil være lavere end eller tæt på 2 % på mellemlang og lang sigt. Medlemmerne må drage konsekvenserne heraf på nationalt plan. De nyder godt af at tilhøre euroområdet. De må ikke blot se sig selv i en national sammenhæng, hvad angår landets inflation, da denne kan ligge langt fra det, som vi garanterer ud fra det, som vi er blevet bedt om. Dette skal ses i lyset af, at vi forsøger at efterleve vores beføjelser og yde et bidrag til velstand og stabilitet i Europa.

Lad mig afslutningsvis sige et par ord om gennemsigtighed. Som jeg ofte har nævnt over for Parlamentet, sikrer vi enestående gennemsigtighed målt på verdensplan, hvad angår umiddelbar offentliggørelse af vores undersøgelser i form af indledende bemærkninger. Ingen udviser mere gennemsigtighed, når det handler om de pressekonferencer, som følger umiddelbart efter Styrelsesrådets møder.

Kun på ét område gør vi med god grund en undtagelse. Vi oplyser ikke navnene på dem, der har stemt for eller imod det ene eller andet, da vi ikke sender vores budskab som enkeltpersoner. Vi er et kollegium. Styrelsesrådet er den relevante enhed. Det er Styrelsesrådet, der tæller.

Jeg har allerede sagt, at vi ikke er tilbage ved normale tilstande. Vi må foretage en grundig gennemgang af de finansielle markeder for at sikre, at vi ikke forårsager endnu en krise af den slags, som vi har måttet kæmpe med.

Lad mig komme med en sidste bemærkning om Polen og Ungarn. Et medlem af Parlamentet nævnte, at ECB ikke har behandlet Polen og Ungarn behørigt. Det pågældende medlem er efter min mening blevet fejlinformeret. Jeg opfordrer vedkommende til at kontakte centralbankerne i de to lande. De vil kunne overbevise hende om, at ECB har et meget tæt samarbejde med begge banker til gavn for os alle.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Først vil jeg gerne takke medlemmerne for en meget seriøs og vigtig forhandling. Jeg har lyttet meget omhyggeligt til synspunkterne, og jeg kan konkludere, at der findes stærk og bred opbakning til en effektiv styrkelse af den økonomiske styring i euroområdet og i EU som helhed.

Efter min mening har dagens forhandling været et særdeles berettiget og givtigt oplæg til Rådets møder i dag og i morgen. Jeg ser også frem til muligheden for snart at fortsætte drøftelserne om økonomisk styring i Økonomi- og Valutaudvalget, forhåbentlig så snart som muligt efter Påske. Jeg vil gerne føre samråd med Dem og snart gå videre med konkrete forslag.

Der er to indsatsområder, som har afgørende betydning for styrkelsen af den økonomiske styring. For det første vil hjørnestenen være et troværdigt og forbedret forebyggende tilsyn med finans- og budgetpolitikken, som er stærkere og strammere, og som også omfatter budgetpolitikken på mellemlang sigt, og hvor der udstedes anbefalinger og, om nødvendigt, advarsler til medlemsstaterne.

For det andet skal vi sikre et mere effektivt, forebyggende, systematisk og strengere tilsyn med makroøkonomiske ubalancer og divergenser med hensyn til konkurrenceevnen mellem eurolandene og EU's medlemsstater. Bindende politiske henstillinger vil også blive anvendt i denne henseende. Dette er nødvendigt for at forebygge akkumulering af ubalancer. Det er indlysende, at der er størst behov for tilsyn i de lande, der har store underskud og svag konkurrenceevne, såsom Grækenland.

Det siger også sig selv, at vi ikke hermed mener, at vi skal hæmme eksporten fra lande, som har overskud på de løbende poster. Med andre ord er målet ikke at få Bayern München til at spille dårligere mod Olympique Lyon, men derimod at forbedre både konkurrenceevnen på eksportmarkederne, hvis det er nødvendigt, og den hjemlige efterspørgsel, hvis det er nødvendigt og muligt, og dermed at få både Bayern og Lyon til at spille bedre som europæiske hold ved at styrke både den offensive og den defensive strategi.

Det er det, der er formålet med euroområdet og i sidste ende med EU.

  Edward Scicluna, ordfører. – (EN) Hr. formand! Først vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke ECB for samarbejdet og velviljen til at svare på mine forskellige forespørgsler. Desuden vil jeg gerne takke de øvrige skyggeordførere for deres indbyrdes samarbejde om at enes om ændringer af denne betænkning og dermed sikre bredere enighed.

Den seneste tids recession har vist sig at være noget af en udfordring. Spændingerne i euroområdet er imidlertid velkendte og ikke noget nyt fænomen. Vi ved, at vi endnu ikke har et optimalt valutaområde. Netop derfor skal vi være nyskabende. Vi skal følge fornuftige økonomiske principper og politikker. Disse skal naturligvis baseres på principperne for social samhørighed på europæisk plan.

Enkelte observatører har bemærket, at ECB ikke kan hjælpe Grækenland, da dette er forbudt i henhold til "no bail out"-klausulen i EU-traktatens artikel 103. Et er dog at gennemføre en redningsaktion, men noget helt andet er at yde midlertidig økonomisk bistand.

Vi ved, at vi har flere muligheder at vælge imellem. Nogle af dem kan vi benytte os af på kort sigt og andre på mellemlang sigt. Som mine kolleger allerede har påpeget, værdsætter vi alle som europæere euroen højt, og vi ønsker alle, at den må stå stærkt. Det kan vi sikre, så lad os alle i både Parlamentet, Kommissionen, Rådet og Den Europæiske Centralbank forene vores kræfter og finde en farbar vej fremad.

Endelig må vi genoprette offentlighedens tillid til de finansielle institutioner gennem foranstaltninger, som sikrer øget gennemsigtighed, bedre risikostyring og hensigtsmæssig regulering. Vi må sikre, at en krise af dette omfang ikke forekommer igen.

  Sven Giegold, ordfører. – (EN) Hr. formand! På baggrund af denne forhandling vil jeg gerne komme med tre korte betragtninger.

De forskellige holdninger, der kommer til udtryk her i Parlamentet, viser, at vi ikke er enige i forhold til spørgsmålet om ubalancer. Der har været udtalte forskelle, og jeg opfordrer til forsigtighed.

Jeg vil især gerne opfordre Jean-Claude Trichet og kommissær Rehn til ikke at være for enøjede. Det centrale problem er jo, at omkostningerne bør stige i overensstemmelse med inflationsmålet plus produktivitet. Dette er vi i princippet enige om. Nogle lande har haft omkostningsstigninger, som har været for høje, og det er godt, at De reagerer.

På den anden side er der flere lande, som bruger skattepolitikken og deres lønfastsættelsesordninger til at sikre, at de holder sig under grænsen. Hvis De ikke reagerer over for disse lande – og jeg ved, at visse parter i Økofin ikke bifalder denne fremgangsmåde – sætter vi euroområdets økonomiske grundlag i brand, og det er meget farligt. Jeg opfordrer både Dem og mine kolleger til ikke at være for enøjede.

Se blot på Grækenland og stabilitetsprogrammet, som fik megen ros. Jeg vil gerne understrege, at der er et meget stort problem, og her refererer jeg til det, som jeg erfarede under mit besøg i Grækenland i sidste uge.

De fleste grækere mener, at mange mennesker i løbet af de seneste 10 til 20 år er blevet meget rige under urimelige omstændigheder. De roser de irske bestræbelser, men De kan ikke sammenligne situationen i Irland med den i Grækenland. Den græske befolkning mener ikke, at den skal lide på grund af omstændigheder, som den ikke selv har forårsaget.

Derfor opfordrer jeg også kommissær Rehn til at presse den græske regering til at tage hånd om den velstand, som uretmæssigt er akkumuleret. Ellers vil programmet ikke blive accepteret, og det vil også fejle af økonomiske årsager. Vi må sikre, at programmet er socialt retfærdigt, og det er det ikke endnu.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 25. marts 2010.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Cristian Silviu Buşoi (ALDE), skriftlig. – (EN) Vi kan drage en del erfaringer af den aktuelle krise i euroområdet. Den økonomiske krise har en del af ansvaret for problemerne i euroområdet, men jeg mener, at der desuden er strukturelle svagheder ved ØMU'en, som vi skal tage hånd om for at undgå kriser i fremtiden. Hvis ECB skal kunne træffe effektive foranstaltninger til støtte for beskæftigelse og vækst, må vi give banken de fornødne redskaber. ECB har ikke de samme redskaber som USA's Federal Reserve Bank, og derfor kan den ikke føre en aktiv pengepolitik, som understøtter vækst. ECB er bundet af sin hovedmålsætning om at sikre prisstabilitet, og dette forhindrer banken i at stimulere væksten effektivt. Jeg mener desuden, at vi har behov for øget koordinering af den økonomiske politik og finanspolitikken, så vi kan undgå uheldige situationer som den i Grækenland. Bedre koordinering vil øge stabiliteten i euroområdet. Stabilitets- og vækstpagten skal overholdes til punkt og prikke, men jeg mener, at den skal revideres. Pagtens forebyggende dimension skal styrkes. Den straffende dimension er ikke effektiv, da betaling af gebyrer blot øger budgetunderskuddene og gør det umuligt at overholde bestemmelserne. På den anden side skal sanktionerne ikke fastsættes af Rådet, da medlemsstaterne altid vil være tilbageholdende med at straffe hinanden.

  Tunne Kelam (PPE), skriftlig. – (EN) Vi bør tage udgangspunkt i den meget vigtige kendsgerning, at euroen har været et stabilt og troværdigt holdepunkt under den alvorligste økonomiske krise, som Europa har oplevet. Uden et velfungerende euroområde ville vejen ud af krisen have været meget længere og mere ujævn. Dette gælder også for de medlemsstater, som endnu ikke er med i euroområdet. Nu er det særlig vigtigt at indse, at den fælles europæiske valuta er en fælles værdi, som alle medlemmer af euroområdet har ansvaret for. Der er generel enighed om, at den økonomiske krise var en logisk konsekvens af en udbredt værdimæssig krise.

De, der er indtrådt i euroområdet, forventes at bære et større ansvar for at sikre balance mellem deres indtægter og udgifter. Det nytter ikke noget at påstå, at man er offer for økonomisk spekulation eller en økonomisk mafia. Næsten alle de europæiske økonomier har forsyndet sig mod principperne om en sund og afbalanceret finanspolitik. Vi må lære af vores erfaringer. Vi har behov for meget strengere tilsyn med finanspolitikken og bedre koordination af denne gennem etablering af en europæisk monetær fond. Men først og fremmest må samtlige medlemmer af euroområdet i mindre grad leve på kredit.

  Jaromír Kohlíček (GUE/NGL), skriftlig. – (CS) Siden Den Europæiske Centralbank blev oprettet, har dens aktiviteter været genstand for konstant kritik fra venstrefløjen, ikke blot i EU. Den primære årsag til denne berettigede kritik er bankens målsætninger. Da bankens hovedmålsætning er at sikre, at inflationen ikke overstiger 2 %, og at EU-medlemsstaternes budgetunderskud ikke er højere end 3 % af BNP, er alt tydeligvis i fineste orden i perioder med vækst, hvor ledigheden "falder af sig selv", bankernes likviditet "sikrer sig selv", og ECB kan "presse" regeringerne i de enkelte medlemsstater til at mindske deres gæld. Men fra det øjeblik, hvor en økonomisk krise bryder ud, er det en helt anden historie. På grund af den dårligt formulerede målsætning for denne centrale finansielle institution opstår der fundamentale afvigelser fra den nødvendige målsætning. I betænkningen om ECB's årsberetning og indsats over for finanskrisen insisterer man ikke desto mindre stædigt på at fastholde denne dårligt formulerede, centrale målsætning. Man anfører bl.a. også i betænkningen, at det er nødvendigt at gå bort fra den politiske praksis med stimuluspakker og sikring af bankernes likviditet, som var den primære såkaldt utraditionelle foranstaltning til overvindelse af krisen. I betænkningen beskæftiger man sig slet ikke med den kritiske tilstand, som finanserne i mindst fem EU-medlemsstater befinder sig i, og det lader til, at forfatterne af betænkningen også er ligeglade med den voldsomme stigning i ledigheden. Alt dette er kun med til at bekræfte, hvor skadeligt det nuværende princip bag Den Europæiske Centralbank er. Betænkningen skal derfor forkastes.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) EU befinder sig i en alvorlig situation, og dette gælder navnlig euroområdet. Grækenland er på randen af bankerot, og Spanien og Portugal er også i vanskeligheder. På grund af situationens alvor fremsættes der konstant nye forslag. På den ene side taler man om at give den nye europæiske monetære fond vidtgående interventionsbeføjelser. På den anden side opfordrer kommissæren for økonomiske og monetære anliggender til, at EU involveres i medlemsstaternes budgetplanlægning. EU ønsker tydeligvis at benytte den aktuelle krise til at fratage medlemsstaterne deres finansielle uafhængighed, som er et af de sidste kerneområder, hvor de stadig har national suverænitet. Vi løser imidlertid ikke de nuværende problemer ved at tage endnu et stort skridt i retning af en centraliseret europæisk superstat. Det ville tværtimod bare forværre problemerne yderligere. Den alarmerende tilstand, som den monetære union befinder sig i, og den kendsgerning, at euroen er blevet en meget risikobetonet valuta, er resultatet af, at lande som Tyskland, Nederlandene og Østrig på den ene side er blevet bragt sammen med lande som Grækenland, Italien og Spanien på den anden, idet man helt bevidst har set bort fra de forskelle, der er mellem dem, hvad angår deres økonomiske udvikling og det moralgrundlag, som deres finanspolitik bygger på. Vi må tage hensyn til disse historiske forskelle, som ikke blot vedrører økonomi, i stedet for at stramme de snærende centralistiske bånd yderligere omkring de europæiske nationalstater.

  Franz Obermayr (NI), skriftlig. – (DE) På baggrund af Den Europæiske Centralbanks årsberetning vil jeg gerne sætte fokus på den foruroligende ændring af finanspolitikken, som har resulteret i, at der trykkes alt for mange dollars, mens det er helt umuligt at dække deres værdi. Den ledsagende eller efterfølgende devaluering, som USA vil foretage som led i landets valutareformprogram, kan få en alvorlig negativ indvirkning på det europæiske marked. For at undgå denne risiko bør Den Europæiske Centralbank og andre relevante europæiske institutioner alvorligt overveje at gå bort fra dollaren som reservevaluta. Euroen er langt stærkere, og førende økonomer, bl.a. nobelprisvinderen Joseph Stiglitz, har sagt, at den hovedrolle, som dollaren har spillet, har forårsaget mange finanskriser. EU bør holde op med frivilligt at udsætte sig selv for problemer, der skyldes USA's finanspolitik.

  Kristiina Ojuland (ALDE), skriftlig. – (ET) Gældskrisen i Grækenland har rejst spørgsmål om vores evne til at opretholde stabiliteten i euroområdet. Jeg er overbevist om, at den fælles valutas styrke vil være garanteret, hvis hver enkelt medlemsstat følger de bestemmelser, som vi er enedes om. Det er blevet nævnt, at der ud over Grækenland er andre EU-medlemsstater, som kan forvente alvorlige økonomiske problemer. Nogle medlemsstater har ikke blot voldsomt stigende statsgæld, men de har også nået nærmest faretruende niveauer, hvad angår de offentlige udgifter, og dette var Den Europæiske Centralbank allerede bekymret over for et par år siden. Euroen er et anker, som medlemsstaternes økonomier er bundet til. Handlinger fra medlemsstaternes side, som svækker euroen, er uacceptable. Jeg mener, at det er afgørende, at hvert enkelt land opfylder de betingelser, der er fastsat for euroområdet. Samtidig støtter jeg den kollektive metode til at finde løsninger, herunder sammensætning af en hjælpepakke til Grækenland, stramning af bestemmelserne vedrørende den fælles valuta og gennemførelse af strengere tilsyn. Idéen om oprettelse af en europæisk monetær fond, som blev fremført på baggrund af den græske krise, er en indgangsvinkel, som kan forhindre potentielle problemer, men vi må ikke glemme de eksterne faktorer, der er på spil på det globaliserede investeringsmarked, og som nødvendigvis har en indvirkning på euroområdet. Det er derfor klart, at vi på nationalt plan fremover bør fokusere mere på at vedtage lovgivning, som beskytter euroen mod påvirkning fra farlige faktorer både i og uden for EU.