6. Den Europæiske Flygtningefond for perioden 2008-2013 (ændring af Rådets beslutning nr. 573/2007/EF). Overgang fra Schengeninformationssystemet (SIS 1+) til anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II) (ændring af forordning (EF) nr. 1104/2008) – Overgang fra Schengen-informationssystemet (SIS 1+) til anden generation af Schengen-informationssystemet (SIS II) (ændring af afgørelse 2008/839/RIA) – Oprettelse af et fælles EU-genbosættelsesprogram (forhandling)
Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om:
– betænkningen af Tavares for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af beslutning nr. 573/2007/EF om oprettelse af Den Europæiske Flygtningefond for perioden 2008-2013 som en del af det generelle program om solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme og om ophævelse af Rådets beslutning 2004/904/EF (KOM(2009)0456 – C7-0123/2009 – 2009/0127(COD)) (A7-0125/2010),
– betænkningen af Coelho for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslaget til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1104/2008 om overgang fra Schengen-informationssystemet (SIS 1+) til anden generation af Schengen-informationssystemet (SIS II) (KOM(2009)0508 – C7-0244/2009 – 2009/0136(NLE)) (A7-0126/2010),
– betænkningen af Coelho for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslaget til Rådets forordning om ændring af Rådets afgørelse 2008/839/RIA om overgang fra Schengen-informationssystemet (SIS 1+) til anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II) (KOM(2010)0015 – 2010/0006(NLE)) (A7-0127/2010), og
– betænkningen af Tavares for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om oprettelse af et fælles EU-genbosættelsesprogram (2009/2240(INI)) (A7-0131/2010).
Carlos Coelho, ordfører. – (PT) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne minde Dem om, at Parlamentet allerede har kritiseret de enorme forsinkelser i gennemførelsen af anden generation af Schengen-informationssystemet (SIS II). Den 22. oktober 2009 vedtog vi en beslutning om SIS II og visuminformationssystemet. Europa-Parlamentet udtrykte endnu en gang stor bekymring over forsinkelserne i igangsættelsen og i leveringen af de ønskede oplysninger fra Kommissionen og Rådet om resultaterne af de tekniske test, og det krævede fuld gennemsigtighed vedrørende gennemførelsesprocessen for SIS II.
SIS II skulle have været gjort driftsklart i 2007. Vi skriver nu 2010, og ingen kan give et sikkert svar på, hvornår det er på plads. Med hensyn til pakken af forslag, som vi drøfter, giver den anledning til fire grundlæggende spørgsmål. For det første: Hvornår skal denne overgang finde sted? Inden SIS II kan gøres driftsklart, skal det personligt testes for at kontrollere, om systemet er funktionsdygtigt i overensstemmelse med de tekniske og operationelle krav, der er fastsat i de respektive retlige instrumenter. Først når alle disse test er blevet gennemført, kan overgangen fra første generation af Schengen-informationssystemet til SIS II finde sted.
For det andet: Er disse test blevet gennemført? Nej. På grund af enorme forsinkelser i projektet, og på grund af alle de problemer og vanskeligheder, der opstod undervejs, besluttede Rådet at gennemføre to "etapemålstest" – først i fjerde kvartal af 2009 og dernæst i sommeren 2010. Den første test måtte imidlertid udskydes til slutningen af januar, da betingelserne ikke var opfyldt. Testen fandt sted mellem den 21. og den 24. januar 2010. Systemet fungerede åbenbart i de første 25 timer, men det var notorisk ustabilt under resten af testen. Denne test blev gennemført igen mellem den 2. og den 5. marts, og den endelige evaluering og validering af anden testrække fandt sted den 6. april.
Skønt medlemsstaterne eller det hyrede selskab ikke fuldt ud respekterede testbetingelserne, og skønt det begrænsede antal overførsler ikke levede op til de krævede svartider, konkluderede et stort flertal af medlemsstaterne, at afvigelserne var ubetydelige, og at de primære mål med testene var nået. Den nye generelle tidsplan og budgetplan skal vedtages på det næste møde i Rådet i juni eller senest i oktober 2010.
Man fandt det også afgørende, at følgende betingelser opfyldes, inden systemet bliver driftsklart. Etapemålstest II skal gennemføres med held, og brugsbetingelserne skal fuldt ud overholdes. Den samlede test, som der er hjemmel for i henhold til forordningens artikel 55, skal også gennemføres med held, og nettets sikkerhed skal sikres fuldt ud.
Tredje spørgsmål: Hvorfor er det så vigtigt, at disse initiativer vedtages? Skønt de nødvendige betingelser for at fortsætte med overgangen ikke alle er blevet opfyldt eller kan forventes opfyldt inden for en overskuelig fremtid, vil Kommissionens mandat til at udvikle SIS II udløbe igen den 30. juni 2010. Vi er derfor nødt til at ændre udløbsklausulerne i de overgangsinstrumenter, der blev vedtaget i 2008, for at forhindre deres udløb.
Mit fjerde og sidste spørgsmål: Hvilke aspekter af forslagene har jeg forsøgt at ændre? For det første indføjelsen af en udløbsklausul, som Kommissionen ikke havde foreslået. Vi forslår, at den fastsættes til den 31. december 2013. I betragtning af de betydelige forsinkelser er det også afgørende, at det fastsættes i retsgrundlaget, at den valgte løsning – uanset hvad den måtte være – skal baseres på den tilgængelige teknologi, skal følge en rimelig tidsplan og skal være acceptabel med hensyn til omkostningseffektivitet.
Det globale programstyringsråd skal også oprettes, og dets forvaltning af SIS II skal formelt integreres. Jeg er helt overbevist om, at hvis dette organ havde eksisteret fra starten, ville vi have været bedre koordineret, vi ville have vidst mere, og vi ville have været mere effektive.
Endelig finder jeg det afgørende, at overgangsprocessen skal underlægges parlamentarisk kontrol. Parlamentet er ikke kun ansvarligt for retsgrundlaget. Som budgetmyndighed sørger det også for tilsynet med de handlinger, der finansieres af EU-budgettet. Derfor har jeg sammen med min kollega, hr. Alvaro, stillet et ændringsforslag om at overføre midler til reserven. Jeg har også stillet et ændringsforslag sammen med mine kolleger hr. Alvaro, fru Ludford, hr. Enciu og fru Hohlmeir, om at kræve en revision fra Revisionsretten. Jeg vil gerne takke alle for deres store samarbejdsvilje.
Formanden. – Jeg kan ikke give ordet til hr. Tavares lige nu, da han har haft nogle mindre transportproblemer på grund af en vis vulkan. Jeg giver ham ordet, så snart han ankommer.
Alexander Alvaro, ordfører for udtalelsen fra Budgetudvalget. – (DE) Fru formand! SIS II er en beretning om forsøg, fiaskoer og nye forsøg, der har fortsat i årevis. Disse forsøg, fiaskoer og nye forsøg har hidtil slugt i alt 90 mio. EUR – 90 mio. EUR der i manges øjne er gået helt til spilde.
Fra et budgetmæssigt synspunkt kan jeg tilslutte mig alle hr. Coelhos sætninger, ord og anstrengelser. Vi har et meget tæt og godt samarbejde om dette. Vi har alle en fælles interesse i, at SIS II fungerer. Nogle gange må man imidlertid erkende – som det er tilfældet med mange ting her i livet – når ting ikke fungerer, og man er nødt til at overveje alternativer.
Her i Parlamentet er vi ikke indstillet på allerede at opgive dette projekt, og vi gør vores yderste for at støtte fru kommissær Malmström, der har accepteret denne vanskelige arv. Det må imidlertid stå klart – og vi har fastlagt dette i Budgetudvalget og anbefaler det også til plenarforsamlingen – at bidrag til SIS II sættes til side i reserven, så vi kan få mere kontrol med anvendelsen af disse midler. Personligt forventer jeg, at der er en plan B, hvis vi en dag indrømmer, at vi ikke er i stand til at udføre, hvad vi ville.
Formanden. – I hr. Tavares' fravær giver jeg ordet til fru kommissær Malmström.
Cecilia Malmström, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke hr. Coelho og hr. Alvaro for deres bidrag, ligesom jeg vil takke for det meget konstruktive samarbejde, vi har haft om denne yderst komplicerede sag, som jeg arvede. Den er meget kompliceret, men jeg er fast besluttet på at samarbejde med Dem om at løse problemerne på en gennemsigtig måde og få projektet færdiggjort.
Morgendagens afstemning er meget betids for SIS II-projektet. Rådet har bekræftet, at etapemålstest I var vellykket, og at udviklingen af SIS II bør fortsætte på baggrund af de aktuelle tekniske løsninger.
De nærværende lovgivningsforslag indeholdt tre grundlæggende elementer: Hr. Coelho nævnte dem, og det vil ændre udviklingen af projektet. For det første – som hr. Coelho sagde – er instrumenternes oprindelige udløbsdato – den 30. juni i år – blevet urealistisk, hvorfor den skal ændres. Det vil gøre det muligt for SIS II-projektet at fortsætte i lyset af tekniske krav og en global tidsplan, der i øjeblikket omdefineres sammen med medlemsstaternes eksperter. Der bliver tilgængeligt for Rådet den 3. og 4. juni.
Ordføreren opfordrer til en konkret tidsfrist for SIS II-udviklingen. Jeg må desværre meddele, at Kommissionen endnu ikke er i stand til at tage dette forslag til sig. Kommissionens eksperter er sammen med alle medlemsstaterne i færd med at afslutte tilpasningen af krav og den nye globale tidsplan. Når det er gjort, vil Kommissionen i lyset af den nye globale tidsplan stille passende forslag, der skal præsenteres på næste rådsmøde for retlige og indre anliggender om to uger.
For det andet er det globale programstyringsråd en gruppe af tekniske eksperter, der rådgiver om SIS II-udvikling, og det bør formaliseres. Det globale styringsråd har allerede vist sig at være et glimrende redskab til samarbejde og tekniske analyser mellem Kommissionen og medlemsstaternes eksperter. Forslaget vil sikre, at dette vil fortsætte, samtidig med at rådets rolle, sammensætning og procedurer strømlines. Derfor – det er et rent teknisk organ – er det ikke passende at åbne rådet for medlemmer af Europa-Parlamentet og andre parlamentariske tjenestemænd. Vi vil fortsat arbejde videre med SIS II på en gennemsigtig måde sammen med Parlamentet, men vi må klart sondre mellem det tekniske arbejde og politisk gennemsigtighed. Men i denne ånd er Kommissionen åben for at give alle tekniske informationer til Parlamentets medlemmer ved at gøre rådets rapporter tilgængelige for Parlamentet i overensstemmelse med hr. Coelhos forslag.
For det tredje har man forudset den nødvendige juridiske fleksibilitet til at gennemføre udviklingen gennem et alternativt teknisk scenario, og vi er sikkert alle enige om det fornuftige heri.
Med hensyn til de budgetmæssige aspekter ved at fortsætte udviklingen af SIS II deler Kommissionen ordførerens målsætning om at udnytte skatteydernes penge bedst muligt. I denne forbindelse beder man i betænkningen om at forbeholde Parlamentet retten til at føre midler til udviklingen af SIS II i 2011 over i budgetreserven. Det er selvfølgelig helt op til budgetmyndigheden. Med hensyn til budgetmæssig gennemførelse vil jeg blot spørge hr. Alvaro, om der kan være en form for klar og effektiv frigivelsesprocedure, når vi har brug for pengene. Jeg vil gerne takke LIBE-Udvalget, hr. Coelho og Budgetkontroludvalgets ordfører, hr. Alvaro, for deres udmærkede samarbejde om denne sag.
Jeg er ked af, at hr. Tavares endnu ikke er kommet. Vi ville have haft mulighed for at diskutere EU's genbosættelsesprogram – der er et meget vigtigt emne – med ham. Som bekendt befinder et stort flertal af verdens flygtninge sig i lande i Asien, Afrika og Mellemøsten. Mange af disse flygtninge befinder sig i en uløselig problemstilling, hvor de hverken kan vende tilbage til deres oprindelsesland eller blive integreret fuldt ud i det første asylland, da mange af disse lande selv er ofre for konflikter eller fattigdom. For disse grupper af flygtninge kan genbosættelse være den eneste løsning.
Gennem genbosættelse kan EU's medlemsstater udvise konkret solidaritet med disse ofte overbebyrdede første asyllande, samtidig med at de beskytter nogle af de mest sårbare flygtninge under bæredygtige og humane forhold. Genbosættelse eksisterer i dag, men der er ingen strukturel koordinering på EU-plan. Kommissionen mener, at EU kan spille en større rolle og blive mere aktiv med hensyn til genbosættelse ved at styrke EU's rolle på globalt plan og udvise solidaritet med de mest berørte regioner. Forslaget fra september 2009 har til formål at forbedre situationen. Vi er meget tilfredse med Parlamentets og Rådets meget positive reaktioner på forslaget. Jeg vil i særdeleshed takke hr. Tavares for hans fremragende indsats hermed, og jeg glæder mig over den stærke politiske enighed blandt de forskellige grupper om denne sag.
Tanken bag forslaget er den, at EU i partnerskab med UNHCR vil bidrage til en mere strategisk anvendelse af genbosættelse på basis af en årlig beslutning om de fælles prioriteter for genbosættelse. Ved at samle de nationale kvoter kan EU hjælpe med at dæmpe nogle af de vanskeligste konflikter i verden og i flygtningesituationer. Ifølge programmet er det op til den enkelte medlemsstat at træffe det endelige valg vedrørende antallet af flygtninge, der skal genbosættes, skønt det vil sætte dem i stand til at koordinere og gøre erfaringer og bedste praksis gensidige. Gennem den årlige øvelse bliver EU i stand til at blive mere reaktiv over for nye udfordringer og globale flygtningebehov med henblik på at effektivisere medlemsstaternes brug af Den Europæiske Flygtningefond. Programmet vil også hjælpe i et mere målrettet og praktisk samarbejdsprojekt gennem Asylstøttekontoret, der arbejder med både nationale myndigheder og civilsamfundsorganisationer. Jeg støtter fuldt ud ordførerens ønske om at oprette en specialenhed i det kontor, der skal oprettes i Malta.
Det fælles EU-genbosættelsesprogram debatteres på et afgørende tidspunkt. Siden 2007 har fem medlemsstater – ud over dem, der allerede havde programmerne – besluttet at starte nationale genbosættelsesprogrammer. Adskillige andre medlemsstater har genbosat irakiske flygtninge i det seneste år som svar på en forpligtelse, der blev enighed om på EU-plan i 2008. Det er helt afgørende, at vi fastholder dette positive momentum, og at vedtagelsen af forslaget ikke forsinkes.
Vi beklager imidlertid, at visse divergenser og proceduremæssige spørgsmål hæmmer en hurtig vedtagelse af dette forslag. Forslaget har stor politisk betydning. Kommissionens beslutning om at indføre årlige prioriteter for genbosættelse er en gennemførelsesafgørelse, der er en del af den økonomiske forvaltning af Den Europæiske Flygtningefond. Med hensyn til procedurerne for "delegerede retsakter" er vi bange for, at proceduren vil blive meget forsinket, hvilket gør forvaltningen af fonden meget vanskelig.
Dette er et første skridt hen imod en fælles tilgang. Der bliver selvfølgelig tale om en undersøgelse af erfaringerne, og der er planer om mere ambitiøse initiativer som en del af Stockholmprogrammet.
Georgios Papanikolaou, for PPE-Gruppen. – (EL) Fru formand! Jeg vil gerne takke kommissæren for hendes ajourføring. Skønt hr. Tavares ikke er til stede, vil jeg gerne takke ham for det hidtidige samarbejde og på vegne af vores politiske gruppe udtrykke vores positive holdning til genbosættelsesprogrammet.
Vi taler om et fælles asylområde og den integrerede flygtningeforvaltningspolitik, som vi har brug for. Selvfølgelig er instrumentet til finansiering af denne indsats Den Europæiske Flygtningefond, som vi ganske rigtigt ikke hidtil har udnyttet i tilstrækkelig grad, og der er plads til, at vi kan gøre større og bedre ting.
Den europæiske reaktion på globale genbosættelsesbehov har været tilstrækkelig til dato. Jeg vil minde Dem om, at medlemsstaterne deltager på frivillig basis, og at det indtil videre sammen med de to lande, der deltog i denne særlige genbosættelse, kun er 12 af de 27 medlemsstater, der deltager i disse bestræbelser, og at de hidtidige tal ikke har været specielt opmuntrende. I 2009 ankom der 6 896 flygtninge til Europa under genbosættelsesprogrammet, hvilket kun svarer til 8,2 % af det samlede antal.
Der er derfor helt sikkert brug for en bedre koordinering, og med denne betænkning og høringen forsøgte vi at give incitamenter for at forklare medlemsstaterne, at vi har al mulig grund til at gå videre med gennemførelsen af dette program.
Selvfølgelig er beskyttelse af menneskerettigheder og vores ægte solidaritet med tredjelande et topprioriteret mål. Vi må imidlertid forstå, at en anden grund til, at alle medlemsstaterne har grund til at deltage i dette program, er den, at vi gennem dette program kan sende alle dem, der har brug for det, et budskab om, at de har al mulig grund til at optere for legale kanaler i deres bestræbelser på at nå til Europa og ind i europæisk territorium for at få en bedre fremtid.
Man skal også indirekte tage fat på ulovlig indvandring gennem genbosættelsesprogrammet. Hvis der findes sådanne programmer, vil flygtninge ikke vælge ulovlige kanaler, men vente på at blive integreret i sådanne programmer.
Afslutningsvis vil jeg sige, at vi stillede et ændringsforslag om den interne genbosættelse af flygtninge, der ikke blev vedtaget. På et eller andet tidspunkt forventer vi et initiativ fra Kommissionen om dette emne. Dublin II har lagt en byrde på visse lande, og det er meget vigtigt, at vi går videre med genbosættelsesprogrammet med hjælp fra Den Europæiske Flygtningefond.
Antonio Masip Hidalgo, for S&D-Gruppen. – (ES) Fru formand! Jeg vil gerne takke fru Malmström for hendes tilstedeværelse i dag. Jeg støtter betænkningen og ånden i hr. Tavares' arbejde, fordi hans arbejde med ikkestatslige organisationer og med De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge samt overholdelsen af sammenlignende lovgivning uden for EU er meget vigtig.
Disse erfaringer er grundlæggende, og som tidligere medlem af en kommunalbestyrelse synes jeg også, at alle byråd i Europa bør forpligte sig i dette spørgsmål.
Det synes jeg af den grund, at skønt vi oplever en krise, har den dybeste krise været flygtningekrisen, der har været en krise med kollektivt hukommelsestab. I Europa og i de rige lande har vi glemt, at vi, vores lande og vores regeringer er ansvarlige for de krige, der skaber flygtninge. Vi er nødt til at overvinde dette kollektive hukommelsestab.
Jeg er enig i det, som fru Malmström sagde om at indgå en forpligtelse, og selvfølgelig skal vi indgå en forpligtelse. En kommission fra Parlamentet har besøgt de irakiske palæstinensere. Selvfølgelig har de det. Vi skal indgå en forpligtelse over for disse flygtninge.
Jeg vil imidlertid med behørig respekt sige følgende til fru Malmström: Forskellene mellem Parlamentet – hun har selv været medlem – og Kommissionen vedrørende delegerede retsakter skal overvindes. Jeg ønsker ikke, at denne betænkning, der i dag ser ud til generelt set at få en god modtagelse, i sidste ende bliver blokeret, fordi Kommissionen og Parlamentet ikke er enige om delegerede retsakter.
FORSÆDE: Dagmar ROTH-BEHRENDT Næstformand
Nadja Hirsch, for ALDE-Gruppen. – (DE) Fru formand, fru kommissær! Det, vi alle drøftede om dette emne, var, at vi simpelthen må overbevise flere medlemsstater om at deltage i programmet. Jeg tror, at der kan gøres meget i den henseende ved at forklare programmet og også understrege dets fordele, eftersom dem, der deltager, hidtil altid har sagt, at de vil fortsætte med at gøre det, og at de byder programmet velkommen.
Det er meget vigtigt at gøre det klart, hvilke mennesker dette vedrører. Det vedrører mennesker, som ikke selv har styrken til at komme til Europa. Disse er kvinder, børn og syge mennesker, som befinder sig i flygtningelejre uden for EU og har brug for vores hjælp. Jeg synes, det er meget positivt, at vi skal beslutte at gøre en større del af Den Europæiske Flygtningefond tilgængelig i fremtiden.
Samtidig tror jeg også, at det er meget vigtigt, at disse penge, hvis de udbetales til de nationale parlamenter eller med andre ord nationalstaterne, ikke bare forsvinder ind i budgettet, men virkelig bruges til at opbygge en bæredygtig struktur, at pengene faktisk ligefrem sendes videre til de lokale myndigheder og til de byer og storbyer, hvor integrationen reelt foregår, hvor børnepasning og boliger stilles til rådighed. Det er en meget vigtig pointe, at byer og storbyer og de lokale myndigheder som vores allierede skal involveres i disse drøftelser.
Medlemsstaterne har måske større tilbøjelighed til at afvise dette på kort sigt end de lokale myndigheder ude i felten. I den forudsigelighed, dette medfører, ser jeg et vigtigt element, der forbinder os – EU – og dem i felten, der skaber integrationen. Alt i alt kunne dette uden tvivl give et løft til genbosættelsesprogrammet, noget, der efter min mening er meget positivt. Frem for alt er der én ting, der må fastslås meget klart, nemlig at borgerne ikke kan lades i stikken – vi må finde mennesker og foreninger, som letter indsatsen for folk, der ønsker at starte et nyt liv i lokalsamfundet, og som viser dem, hvordan deres nye by fungerer, eller hvor det nærmeste svømmebassin er.
Vi har brug for konsensus på tværs af samfundet om, at vi ønsker at deltage i et genbosættelsesprogram, at det er en god løsning, og at folk faktisk vil tilvejebringe integration lokalt.
Hélène Flautre, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Fru formand! Jeg ville have foretrukket at høre fra ordføreren, hr. Tavares, men lad det nu ligge. Nu har han omsider sluttet sig til os i denne forhandling, og det er hovedsagen. Jeg mener, at det stykke arbejde, det er lykkedes ham at udføre for at opnå konsensus om anvendelsen af Den Europæiske Flygtningefond, hvis opgave det er at finansiere og opfordre medlemsstaterne til at udvikle deres genbosættelsesprogram for flygtninge, er en usædvanlig positiv indsats, som kommissær Malmström stærkt støtter, og det glæder mig at se.
Vi må ikke desto mindre have et par tal i baghovedet, som vil give os mulighed for at sætte omfanget af denne fond i perspektiv. Hvis vi skulle afsætte hele Den Europæiske Flygtningefond – noget, jeg ikke ønsker, da det uundgåeligt ville blive ødelæggende for finansieringen af modtagelsesfaciliteter for flygtninge og asylsøgere i Europa – ville vi knap kunne genbosætte 20.000 flygtninge i Europa, et tal, som ligger langt fra kravet fra UNHCR, der har fastslået, at der er mere end 470.000 flygtninge verden over med behov for genbosættelse, dvs. mennesker, som oprigtigt har specifikke behov, sårbarheder og svagheder, og som ikke på nogen mulig måde kan vende tilbage til deres hjemland. Vi må derfor være fornuftige.
Efter min mening drejer den anden forholdsregel, vi må træffe – for det har vi oplevet i mit hjemland, Frankrig – sig om mediedækningen af visse flygtninges genbosættelse, der virker som et træ af velgørenhed, som skjuler en skov af pligtforsømmelse, fordi dette land, Frankrig, netop er blevet dømt af FN's Komité mod Tortur for at sende asylsøgere tilbage til tredjelande, hvor de risikerer en umenneskelig eller nedværdigende behandling.
Jeg tror – og dette er mit sidste ord – at dette er forholdsregler, vi må have i baghovedet.
Marie-Christine Vergiat, for GUE/NGL-Gruppen. – (FR) Fru formand! Jeg vil gerne tale om Schengeninformationssystemet. I dag er vi nødt til at undersøge den juridiske ramme, inden for hvilken overgangen fra SIS 1 til SIS II kan finde sted. Jeg ville mene, at alle advarselslamperne blinker rødt ved dette spørgsmål. Fru kommissær, det mindste, vi kan sige, er at testresultaterne ikke har været overbevisende i denne henseende.
Ikke desto mindre, trods opposition fra tre af de større medlemsstater – Frankrig, Tyskland og Østrig – holder Kommissionen stædigt ved. Som De ved, er vi i Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre lige så stædige, vil jeg sige, hvad angår vores forbehold om spørgsmål om lagring og de risici, dette medfører, når det drejer sig om databeskyttelse. Jeg mener, at vi lever i en temmelig surrealistisk tid, når de overgreb og risici, der knyttes til ethvert aspekt af sikkerhed, i stigende grad fordømmes af eksperter, som ved, hvad de taler om. Vi må træffe forholdsregler på databeskyttelsesområdet for alle borgere, uanset hvem de måtte være. Vi må have en minimumsforpligtelse for risiciene ved datatilkobling. I Frankrig er vi udmærket klar over de overgreb, der kan være resultatet af datatilkobling.
Fru kommissær, GUE/NGL-Gruppen kan ikke under de nuværende omstændigheder støtte en sådan overgang.
Gerard Batten, for EFD-Gruppen. – (EN) Fru formand! England er ikke med i Schengen, så teknisk set bør dette forslag ikke gælde Det Forenede Kongerige. Den gamle Labourregering ville ikke være med, og den nye liberaldemokratisk-konservative koalitionsregering må fortsætte med at holde sig udenfor. En sådan ordning ville blot opmuntre flere flygtninge, oprigtige eller ej, til at komme til EU.
Forestil Dem, hvis Tyrkiet tiltræder EU. Så kan vi forvente, at der ikke alene er 72 millioner tyrkere, der har automatisk ret til adgang til de europæiske lande og England, men at strømme af flygtninge fra steder som Iran og Irak kan krydse grænsen til Tyrkiet og derefter søge om genbosættelse i Europa! England behøver ikke at tilslutte sig ordningen, men det vil blive interessant at se vores nye regering prøve kræfter med sådanne spørgsmål. Den ene halvdel, de konservative, foregiver at være euroskeptiske, hvad det end betyder, mens den anden halvdel, liberaldemokraterne, uforbeholdent er eurofile. Vores nye premierminister, hr. Cameron, kan imidlertid løse sådanne problemer med ét slag, som jeg beskrev det her i går.
Det øgede antal medlemmer af dette område kræver en fuldstændig genratificering af Lissabontraktaten. Hr. Cameron kan ganske enkelt vælge ikke at genratificere den, eller han kan fastholde sin skudsikre garanti på overtid og give det britiske folk den folkeafstemning om Lissabontraktaten, som de blev nægtet.
Rui Tavares, ordfører. – (PT) Fru formand, mine damer og herrer! Der er flygtninge i verden, som hverken kan vende tilbage til deres hjemlande, fordi forholdene er for ustabile, eller blive i et transitland, fordi det ikke har underskrevet Genèvekonventionen, og de f.eks. ikke kan arbejde i dette land.
Antallet er relativt begrænset, nemlig 200.000 pro anno, og problemet er allerede løst for nogle af disse flygtninge – hvis eneste valgmulighed er at få et nyt liv i et tredjeland – af aktører på den internationale scene, som genbosætter flygtninge: 80.000 genbosat af USA og nogle af Canada, Australien, Brasilien og Chile. Hvem er det, der mangler på denne liste? Europa mangler, skal jeg sige Dem.
Under det svenske formandskab vedgik Rådet viseligt, at det var nødvendigt kraftigt at øge antallet af flygtninge, der blev genbosat i Europa, og gik så vidt som til at tale om 100.000. Kommissionen har også skønsomst gennemgået nogle udtalelser fra Den Europæiske Flygtningefond for at skabe mulighed for en mere energisk og robust politik for genbosættelse af flygtninge.
Jeg har for øjeblikket to betænkninger fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, nemlig en ved fælles beslutningstagning og en initiativbetænkning. Vi har fire nye tilføjelser til ændring af de gældende politikker for den fælles beslutningstagning; to af disse er imidlertid tilføjelser til proceduren.
Den første nye tilføjelse er en tosidig løsning. Kommissionens forslag, som vi behandler, argumenterer hovedsageligt for regionale prioriteringer og derefter, inden for de regionale prioriteringer, prioriteringer, som jeg ville kalde "humanitære". Vi fandt det på sin plads at opretholde disse prioriteringer, men give dem selvstændighed. Vi mener med andre ord, at Europa må have interventionsstrategier i form af genbosættelse af flygtninge, hvilket er meget vigtigt set fra et udenrigspolitisk synspunkt. Disse strategier må af og til give mulighed for intervention i visse områder af verden, åbne døre til et givet land eller etablere tillidsforhold i visse områder af verden. De må imidlertid give medlemsstaterne frihed til at reagere på situationer i resten af verden, som er fortrinsberettigede ud fra et humanitært synspunkt.
Hvilke situationer er fortrinsberettigede? Torturofre, kvinder og børn, som er ofre for seksuelle overgreb, eller folk, som har behov for genbosættelse på grund af alvorlige helbredsårsager, f.eks.
Den anden nye feature er modulering. Dens mål er at komme videre fra bare 10 medlemsstater, som for indeværende genbosætter flygtninge på europæisk niveau, så vi kan forsøge at sikre, at de andre 27 medlemsstater vil begynde at genbosætte dem. For at opnå dette foreslog vi at forhøje det beløb, der afsættes pr. flygtning til de nye medlemsstater i det første år, sænke det lidt det andet år og lægge det på samme niveau som de andre medlemsstater, der genbosætter flygtninge, fra det tredje år og frem; dette betinget af, at det forhøjede beløb de første år, som er de år, hvor det koster mest at starte et nyt genbosættelsesprogram, bruges til at udvikle et bæredygtigt genbosættelsesprogram.
De to andre nye features er tilføjelser til proceduren. Den ene giver Kommissionen mulighed for at indlede en hasteprocedure for at genbosætte flygtninge fra et bestemt område af verden – hvor der var en humanitær katastrofe eller en krisesituation – fordi den procedure, vi havde, blev gennemført årligt, og katastrofer og humanitære kriser tydeligvis ikke følger nogen køreplan. Den fjerde nye feature omhandler de delegerede retsakter, og her må jeg sige Dem meget klart, fru Malmström, at Parlamentet kan behandle køreplansargumenter og procedureargumenter meget effektivt, og vi lover ikke at tage lang tid om at svare på delegerede retsakter. Vi lover også, at den forudgående høring og forhandling, som vi foreslog med f.eks. Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, Udenrigsudvalget og Udviklingsudvalget, kan forhindre enhver form for uenighed mellem Parlamentet og Kommissionen vedrørende de regioner, som prioriteres til genbosættelse.
Det, vi ikke kan acceptere, er, at Kommissionen som traktatens vogter fortæller os, at delegerede retsakter, som den ikke har nogen juridiske indsigelser imod, ikke må vedtages inden for rammen af denne beslutning, som er så vigtig ud fra et udenrigspolitisk og humanitært perspektiv, ganske enkelt fordi retsakterne virker bureaukratiske på Kommissionen, selv om vi siger, at de ikke er det.
Det, der sker, er, at denne beslutning ud fra vores og Juridisk Tjenestes synspunkt er en del af de delegerede retsakter, og som sådan mener vi, at det påhviler Kommissionen at argumentere for vedtagelsen af de delegerede retsakter her, som traktatens vogter, og ikke rejse indsigelser, som for indeværende hovedsageligt er proceduremæssige. Vi mener frem for alt, at ingen af disse spørgsmål må forhindre os i at nå vores fælles mål, nemlig at genbosætte flere flygtninge i EU.
Simon Busuttil (PPE). – (MT) Fru formand! Dette genbosættelsesprogram, som bliver opstillet, fylder et betydeligt, mangeårigt tomrum. Jeg er faktisk forbløffet over, at dette program ikke har eksisteret på europæisk niveau før. Der er lande, som allerede har sat et eksempel, som f.eks. USA, der allerede gennemfører meget effektive genbosættelsesprogrammer, idet de har opsamlet betydelig erfaring på dette område. Vi kan lære en masse af dem.
Denne slags programmer er vigtige, fordi de tilkendegiver EU's villighed til at vise sin menneskelige side over for flygtninge verden over. Deres andet vigtige mål er imidlertid at bremse indstrømningen af illegale indvandrere til EU, inklusive dem, der kræver beskyttelse.
Hvis det genbosættelsesprogram, som skal opstilles i dag, derfor kan bruges til at genbosætte mennesker, der søger international beskyttelse, i Libyen, så vil disse mennesker uden tvivl have meget lidt grund til at krydse Middelhavet og risikere deres liv i processen. På denne måde ville vi hjælpe såvel dem som de EU-lande, der bærer en uforholdsmæssig stor byrde på deres skuldre.
Det siger sig selv, at dette program skal anvendes sammen med et andet program, et, der har til hensigt at hjælpe EU-lande, som bærer en uforholdsmæssig stor byrde takket være den nuværende indvandringsstrøm. Vi er nødt til at bevise over for disse lande, at vi er villige til at oprette et program, som vil give mulighed for at overføre mennesker, som er tildelt international beskyttelse, til andre europæiske lande.
Indtil videre er dette stadig et pilotprojekt, et projekt, som er rettet mod Malta. Jeg vil imidlertid gerne have, at dette projekt manifesterer sig permanent, og at det udvides til de andre EU-lande, som har brug for det.
Ioan Enciu (S&D). – (RO) Fru formand! Som ordfører for Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet i SIS-spørgsmålet vil jeg tale om netop dette spørgsmål. Først og fremmest vil jeg gerne lykønske hr. Coelho med de kolossale bestræbelser, han har lagt i dette, og især med den konsekvens, han har udvist i færdiggørelsen af disse to betænkninger. Jeg vil også gerne takke kommissær Malmström, fordi Kommissionen er begyndt at udvise lidt gennemsigtighed, efter at hun er tiltrådt sin stilling.
Det, der har voldt og fortsat vil volde os bekymring, er den manglende overholdelse af tidsfrister for gennemførelsen af SIS II. Parlamentet har givet udtryk for sin holdning til forsinkelserne ved flere lejligheder, særligt hvad angår Kommissionens manglende evne til at fastsætte en nøjagtig dato for lanceringen af sin operation. Det faktum, at vi selv nu ikke med sikkerhed ved, hvorvidt de gennemførte test har været succesfulde eller ej, bidrager bare til at rejse alvorlig tvivl om måden, hvorpå projektet bliver ledet.
I betragtning af at det er Parlamentets pligt at overvåge, hvordan Fællesskabets penge anvendes, er forslaget om at holde de midler i reserve, der skal afsættes til udviklingen af SIS II i det årlige budget for 2011, en normal sikkerhedsforanstaltning. Parlamentet skal bestandigt høres og informeres om SIS II-projektets fremskridt, et projekt, der ikke kan bringes i fare på grund af manglende politisk vilje eller lederevne. Det skal overholde nuværende krav, støtte databeskyttelse og efterkomme cost-benefit-princippet, og udfoldelsen af projektet skal foregå inden for de præcise tidsrammer, som er fastlagt for dets gennemførelse.
Tatjana Ždanoka (Verts/ALE). – (EN) Fru formand! Jeg vil også tale om Schengeninformationssystemet. Først og fremmest vil jeg gerne takke hr. Coelho for hans fremragende arbejde, og jeg vil gerne understrege, at min gruppe – helt fra begyndelsen – var temmelig varsom med at godtage SIS II, takket være mange implikationer vedrørende databeskyttelse.
Nu virker det, som om den lange SIS II-saga langt fra er overstået. Vi oplever forsinkelser og bevillingsoverskridelser; vi har ikke nogen positive resultater. Vi har ikke engang en konsensus om evalueringen af testresultaterne – eftersom Østrig, Tyskland og Frankrig ikke betragter dem som nogen succes. Efter vores mening er ordførerens løsning absolut den rette. Vi er nødt til at være ærlige og indrømme, at det nuværende projekt måske kan slå fejl, og vi er nødt til at drøfte alternativerne. Vi bør også omhyggeligt undersøge årsagerne til denne fiasko. Hvis vi er nødt til at investere yderligere 30 mio. EUR, bør Parlamentet have al den nødvendige information for at foretage et informeret samtykke.
Vi må også opretholde en tidsbegrænsningsklausul. Vi kan ikke fortsætte med at investere penge i et livslangt projekt. Der bør naturligvis være en vis fleksibilitet, men vi må have klare kriterier for evaluering og for at reagere hurtigt, hvis noget igen går galt.
Cornelia Ernst (GUE/NGL). – (DE) Fru formand! Lad mig først og fremmest sige, at jeg mener – og her refererer jeg til Schengeninformationssystemet – at EU ikke bør føre en ønskebaseret politik, men en politik baseret på virkeligheden. Når det kommer til Schengeninformationssystemet, betyder det, at vi må tage hensyn til det faktum, at testene – det, der er blevet kaldt den "første milepæl" – er slået fejl.
Efter otte års lappearbejde ved vi, at målet med Kommissionens foreslåede foranstaltning – overgangen fra SIS 1+ til SIS II – er uopnåeligt for medlemsstaterne af såvel tekniske som juridiske årsager. Det er ikke min vurdering – det er Forbundsrepublikken Tysklands vurdering. Det er holdningen i mit hjemland, og det er for øvrigt en holdning, som jeg deler fuldt ud. Så langt er 90 mio. EUR blevet formøblet på denne ordning, og Kommissionen ville gerne bruge mere. Vi ønsker ikke nogen udsættelse af tidsfristen til 2013; det vil vi gøre helt klart. I stedet vil vi opgive dette system og begynde at lede efter et alternativ.
For det andet er det tyske venstreparti grundlæggende kritisk til SIS II – det vil jeg også gerne påpege, i dette kritiske øjeblik – eftersom f.eks. adgangen til systemet udvides dramatisk til efterretningstjenesterne. I Tyskland er der et krav om, at efterretningstjenesterne og politiet er adskilt. Enhver sammenblanding af efterretningstjenesternes og politiets data vil derfor betyde, at hele systemet vil blive stillet for Forbundsrepublikken Tysklands forfatningsdomstol. Dette var jeg nødt til at nævne, i hvert fald set fra Tysklands synspunkt. Vi er også imod SIS II, fordi det involverer indsamlingen af kolossale mængder information og indhentning og registrering af biometriske data. Det er hverken formålstjenligt eller inden for rimelighedens grænser.
Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Formålet med at fastlægge en ramme af konsekvente strategier med en vilje til at udtrykke reel solidaritet mellem medlemsstaterne udgør et skridt fremad i koordineringen af Fællesskabets politikker om migrationsstrømme. Dog udgør denne foranstaltning også en del af en større proces, hvis mål er international beskyttelse af flygtninge. Hvis civilsamfundet kan involveres i denne proces på en nyttig måde, synes denne foranstaltning at være tæt knyttet til den nært forestående åbning af Det Europæiske Asylstøttekontor.
Vi må øjeblikkeligt oprette en liste over prioriteringer og mål, der skal indfries, med en køreplan og specifikke tilskyndelsesforanstaltninger. Vi må også afsætte særlige midler til at øge antallet af medlemmer, som på nuværende tidspunkt kun tæller 10 lande, der deltager i programmet. Ej heller må vi glemme behovet for sundhedsbeskyttelse som supplement til den sociale sikring, der tilbydes folk, som ofte er nedslidte af deres tilstand af ekstrem svaghed.
En elektronisk database vil også gøre det muligt at spore hver en proces, der gennemføres for at beskytte familieenheden, mens de er i en genbosættelsesproces. I denne forbindelse kan samarbejde med medlemsstaterne være afgørende for at sikre, at procedurerne er ensrettede og fleksible. Vi vil have et mere retfærdigt og realistisk EU, som tager højde for især de sydeuropæiske medlemsstaters bestræbelser.
Med tredjelande er det altafgørende for EU at tage ansvar for at fastlægge samarbejdsaftaler, som Italien gjorde for nylig med Libyen og Niger. Vi mener, at dette er vejen, den eneste mulige vej, for at komme videre fra en form for solidaritet, som hidtil alt for ofte bare har været en facade, til ordentlig solidaritet mellem EU's medlemsstater i den overordnede kontrol med migrationsstrømmene.
Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Fru formand! Først vil jeg gerne takke hr. Tavares for hans arbejde på det flygtningepolitiske område, og jeg vil på nuværende tidspunkt også gerne udtrykke min skuffelse over, at mindre end halvdelen af alle EU-medlemsstater har officielle genbosættelsesprogrammer for flygtninge fra tredjelande.
Disse programmer er endvidere, som det er blevet sagt her mange gange, ikke tilstrækkelig koordinerede, og som et resultat af det lave koordinations- og samarbejdsniveau mellem Unionens medlemsstater er udgifterne knyttet til genbosættelse desuden høje, hvilket naturligvis gør denne tanke temmelig utiltrækkende.
Jeg tror imidlertid fast på, at vi europæere med tilstrækkelig politisk vilje vil kunne skabe et effektivt, retfærdigt og fælles genbosættelsesprogram. For at gøre dette vil det være essentielt ikke kun at skabe selve programmet, men også en særlig fond til genbosættelse af flygtninge i Unionen. Denne pakke ville finansiere oprettelsen af nationale genbosættelsesprogrammer, hvor de ikke allerede eksisterer, såvel som koordinering af aktiviteter på det centrale niveau. Efter min mening forekommer den ideelle koordinator at være Det Europæiske Asylstøttekontor.
Indrek Tarand (Verts/ALE). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke alle, der har arbejdet meget hårdt med denne SIS II-historie, som tilsyneladende aldrig får en ende, nemlig hr. Coelho og dem i felten.
Spørgsmålet om tilbagevendende forsinkelser og bevillingsoverskridelser er meget bekymrende, og om ikke dette, hvad kunne så være mere sigende om hr. Barrosos lederevner i hans første Kommission? Jeg mener, at vi bør tage disse erfaringer fra i dag og lægge dem i oprettelsen af et nyt it-agentur, som kunne blive placeret i Tallinn. Dette ville blive en win-win-situation: Mens de franske kolleger kunne beholde serverne i Strasbourg, ville det nye programmeringsarbejde blive foretaget i Tallinn af kompetente specialister med lave administrationsomkostninger, og på denne måde ville vi undgå et monopol og tage tanken om EU-integration til os, og vi ville også give en garanti for databeskyttelse.
Endelig vil jeg gerne udtrykke min tillid til kommissær Malmströms evne til at løse disse komplicerede spørgsmål.
Agustín Díaz de Mera García Consuegra (PPE). – (ES) Fru formand! Jeg vil forklare min holdning i korte træk.
Først vil jeg gerne lykønske hr. Coelho. Processen skulle have været fuldbragt inden 30. september, så retsinstrumenterne skal ændres, før de udløber.
For det andet er der intet forslag fra Kommissionen, der sætter en deadline eller fjerner udløbsklausulerne fra de oprindelige forslag.
For det tredje bør der etableres en sikkerhedsperiode for migration, der om nødvendigt vil kunne udvides ved hjælp af komitologi.
For det fjerde er processen ikke underlagt Parlamentets kontrol, hvilket jeg synes er meget dårligt.
For det femte kender vi ikke testresultaterne for anden generation af Schengeninformationssystemet, og Parlamentet skal informeres.
For det sjette støtter jeg på grundlag af det, jeg har sagt, ordførerens forslag og advarslen om, at Revisionsretten vil intervenere, hvis projektet slår fejl.
Hvad angår hr. Tavares' betænkninger om Den Europæiske Flygtningefond og genbosættelse, vil jeg også gerne lykønske hr. Tavares. Hovedproblemet er mangel på solidaritet inden for Unionen. Vi er nødt til at være forsigtige med finansiel støtte til medlemsstater, som tager imod flygtninge for første gang, særligt på grund af relativt stor uretfærdighed. Disse foranstaltninger, som jeg i princippet støtter, hr. Tavares, kræver en detaljeret, forudgående økonomisk undersøgelse.
Sylvie Guillaume (S&D). – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Det er i mange henseender essentielt, at vi i morgen stemmer for at ændre Den Europæiske Flygtningefond, og det er dette spørgsmål, jeg vil fokusere på i mit indlæg, samtidig med at jeg vil lykønske hr. Coelho og hr. Tavares med deres forhandlinger og deres indsats.
Afstemningen om ERF vil kaste lys over behovet for, at EU's medlemsstater tager fuldt del i genbosættelsen for at løse et dobbelt problem i form af antallet af lande, der har forpligtet sig til programmet, og det enkelte lands modtagelseskapacitet. Lad os huske på, at vi her taler om flygtninge, som ofte knap tolereres i de lande, der har taget imod dem, og hvis levevilkår af og til kan ændre sig i en meget tragisk retning, hvis der ikke hurtigt findes nogle løsninger.
Takket være disse nye midler kan vi faktisk yde disse særligt udsatte mennesker en større sikkerhed, så længe – og det understreger jeg – den enkelte medlemsstat involveret i ERF anvender de omtalte midler korrekt og transparent, hvilket jeg ved lægger Dem meget på sinde, kommissær Malmström. Det vil blive vanskeligt at tage udfordringen op, når vi kender den lunkne modtagelse, medlemsstaterne har forbeholdt denne nye foranstaltning, og også her, fru kommissær, vil jeg gerne fremhæve Deres beslutsomhed.
Endelig vil jeg gerne understrege, at integrationen af flygtninge er en af nøglerne til dette foretagendes succes. Jo mere vi forbereder os på og forklarer, at der vil komme flygtninge, jo større er chancerne for, at det vil blive accepteret og vil foregå på de bedste vilkår, og jo mere vil medlemsstaterne – håber vi – bevise deres forpligtelse vedrørende genbosættelse. Det er derfor, Parlamentet må stemme overvældende for disse ændringsforslag til Den Europæiske Flygtningefond.
Franz Obermayr (NI). – (DE) Fru formand! I mange medlemsstater, inklusive mit hjemland Østrig, ved folk ikke længere, hvor nye asylsøgere kan tage hen, og befolkningen modsætter sig med rette idéen om nye modtagelsescentre. Hvordan kan det være, at vi på trods af dette promoverer genbosættelsen af flygtninge i EU? Planen om at give EU-adgang til asylsøgere, som allerede er flygtet til et tilstødende tredjeland som f.eks. Ukraine, fordi levestandarden her er højere, er således fuldstændig uforståelig. Særligt i disse økonomiske krisetider kan man ikke andet end ryste på hovedet, når det kommer til forslag som dette.
Hele EU-asylkonceptet er en katastrofe efter min mening. Ifølge konceptet kan en asylsøger, som først samles op i Rumænien, så sendes tilbage dertil til vurdering og asylproces. Tanken om at tilstå grundlæggende velfærdsydelser til asylsøgere på samme høje sociale sikkerhedsniveau som til den omtalte medlemsstats borgere er urealistisk og uoverkommelig. EU bør yde beskyttelse i form af asyl til alle, der virkelig har brug for det, til dem, der virkelig er i nød, men det bør ikke åbne sluserne for økonomiske indvandrere.
Det, vi har behov for, er større beskyttelse af de ydre grænser, hurtige, ikkebureaukratiske procedurer og naturligvis en konsekvent tilbagesendelsesstrategi.
Petru Constantin Luhan (PPE). – (RO) Fru formand! Det grundlæggende princip bag EU's engagement i asylspørgsmål skal sikre et højere niveau af samarbejde og solidaritet mellem medlemsstaterne. Dette kan ikke opnås inden for det enkelte land. Vedtagelsen af et fælles EU-initiativ er dikteret af den øgede strategiske anvendelse af genbosættelse. Der er brug for et sundt, stærkt målrettet program, som vil være effektivt og af god kvalitet. Dette program vil skabe en passende ramme, der skal sikre, at medlemsstaterne vil deltage i processen med genbosættelse af flygtninge.
Medlemsstaternes bestræbelser på at modtage flygtninge skal støttes og opmuntres med yderligere økonomiske incitamenter. Disse foranstaltninger vil gøre os i stand til at udvise større solidaritet fra EU's side vedrørende det globale flygtningespørgsmål. Vi vil også opfordre til, at et betydelig antal medlemsstater deltager i denne proces.
Marian-Jean Marinescu (PPE). – (RO) Fru formand! Jeg vil først og fremmest gerne begynde med en bemærkning til min kollega fra venstrefløjen. Jeg mener, at det omvendte eksempel også er gyldigt: Når en englænder eller en irer begår en forbrydelse i mit land, bør det være muligt at sende ham tilbage.
Processen med gennemførelsen af anden generation af Schengeninformationssystemet er blevet forsinket, og det virker, som om dette ikke vil ske før udgangen af 2011. Som følge heraf vil jeg gerne spørge Kommissionen, hvilke eftervirkninger dette har på køreplanen for de lande, som endnu ikke er med i Schengenområdet, men som står for tur.
Det er uacceptabelt, at Kommissionen for øjeblikket ikke kan give en nøjagtig dato for lanceringen af SIS II-operationen og derved rejser betragtelige tvivl om ledelsen af dette projekt. Ekstraomkostningerne og behovet for nye investeringer, hvis overgangen til SIS II ender med at slå fejl og bliver inkluderet i SIS 1+ RE-nødplanen, betyder, at der kræves en meget strammere budgetkontrol, særligt for det nye agentur, som er ansvarligt for at regulere og koordinere gennemførelsen af SIS, VIS og Eurodac.
Morten Messerschmidt (EFD). – (DA) Fru formand! For et år siden var alle vi medlemmer af Europa-Parlamentet i valgkamp og søgte at enten vinde eller genvinde vores mandat, og jeg ved, at i rigtig mange lande spillede spørgsmålet om netop Schengen en utrolig stor rolle i valgkampen. Der er en massiv utilfredshed blandt vores vælgere, blandt borgerne i Europa, med den måde, hvorpå EU håndterer disse spørgsmål – den manglende interne grænsekontrol, den dybt mangelfulde eksterne grænsekontrol, den helt utilstrækkelige kontrol med indvandringen og det spøgelse, der lurer forude om et lille år, med hensyn til, hvorvidt Kommissionen vil godkende Bulgarien og Rumænien til også at komme med ind i Schengensamarbejdet.
Jeg hører, at vi skal være solidariske, men hvem er det helt ærligt, vi skal være solidariske med? Hvem er det, der skal vise solidaritet? Når vi oplever en massiv udnyttelse af det system, som både EU og vores medlemslande har oprettet, er det måske på tide, at vi også viser en smule solidaritet med de borgere, der lever under den forfejlede politik, som Kommissionen og dens medlemslande har ført.
Roberta Angelilli (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! At skabe en fælles europæisk asylpolitik og genbosættelsespolitik er at sikre menneskerettighederne og på samme tid begrænse illegal indvandring.
Derfor vil jeg gerne sige tak til talerne og til kommissær Malmström, da vi nu har et værdifuldt værktøj, særligt for lande med kystlinje mod Middelhavet: lande som Italien, der hidtil ikke har kunnet stole på hverken ægte solidaritet mellem medlemsstaterne eller på en retfærdig fordeling af ansvarsområder. Disse politikker skal understøttes af et passende budget, men også af pålidelige tjek af de gennemførte programmer med passende opfølgninger og fastlæggelse af god praksis.
Mine sidste ord om menneskerettighedsspørgsmålet er, at vi må prioritere dem, der er mest sårbare, mindreårige, kvinder, som er ofre for menneskehandel, udnyttelse og vold, inklusive ofre for kønslemlæstelse, men jeg ved, at kommissær Malmström har dette fuldstændigt under kontrol.
Andreas Mölzer (NI). – (DE) Fru formand! EU synes faktisk for øjeblikket at have adgang til utrolige økonomiske ressourcer. Efter støttepakken på 750 mia. EUR skal vi nu endnu en gang anvende kolossale summer på migrationsspørgsmålet, men ikke f.eks. på hjemsendelsesforanstaltninger eller på så meget som at sikre grænserne – de angiveligt sikre Schengengrænser er under alle omstændigheder så hullede som en schweizerost. Nej, der skal gives 6.000 EUR pr. person for frivillig modtagelse af flygtninge fra tredjelande.
Hvis EU virkelig har de nødvendige småmønter til overs, bør det støtte europæiske familier, om jeg må be – så ville vi måske få et stigende fødselstal. Argumentet om, at vi har brug for indvandring for at opveje manglen på børn ville så omsider blive overflødigt. I stedet for bare at åbne sluserne for indvandring, burde Genèvekonventionen om flygtninges retsstilling omsider blive anvendt korrekt, og den finder naturligvis ikke anvendelse på hæren af økonomiske indvandrere. Hvis vi virkelig vil bruge mange millioner, så kunne de blive brugt på grænsebeskyttelsesagenturet Frontex i stedet for på den pengesluger, som Schengeninformationssystemet er.
Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Fru formand! Jeg vil gerne tale om Schengeninformationssystemet. Vi ved, at dette system har brugt relativt lang tid på at udvikle sig og har kostet en masse penge i tillæg til, at gennemførelsesomkostningerne er konstant stigende, og at resultaterne af testene ikke er kendt.
Det ville måske være hensigtsmæssigt at foretage en revision af det arbejde, der er gennemført hidtil på dette system, for at overveje, om systemet er levedygtigt, og om vi ved, hvordan vi skal få fuldført det på en sådan måde, at det bliver nyttigt for Europa, og derefter beslutte, hvordan vi skal komme videre.
Hvad angår genbosættelsesprogrammet, er jeg enig i, at det er nødvendigt at udarbejde en lovgivningsmæssig standard, som ville begrænse illegal indvandring til EU, og som ville fastslå betingelserne for lovlig indvandring.
Måske burde vi imidlertid trække på erfaringen fra vores kolleger fra udviklingslande, som siger, at ikke al indvandring, ikke alle de rejser, deres landsmænd foretager sig til EU, handler om de indskrænkninger i sikkerheden, disse mennesker står over for, men foretages af økonomiske grunde.
Martin Ehrenhauser (NI). – (DE) Fru formand! Jeg ville faktisk bare gerne lette mit hjerte med et par bemærkninger om Maňka-betænkningen. Jeg aftalte dette tidligere med Deres kollega. Jeg vil give meget klart udtryk for min modstand mod forhøjelsen af sekretariatstillægget, særligt til det planlagte beløb på 1.500 EUR. Endvidere modsætter jeg mig også enhver forøgelse af Parlamentets medarbejderstab, og hvis det efter videre evaluering skulle blive besluttet, at der skal stilles yderligere 1.500 EUR til rådighed om måneden til sekretariatstillægget, ville det ganske enkelt være at gøre grin med skatteyderne.
(Formanden afbrød taleren)
Formanden. – Hr. Ehrenhauser, jeg tror, De taler om det forkerte emne. Dette er forhandlingen under ét om Schengenkonventionen. Jeg er ked af, at De ikke fik mulighed for at tale om Maňka-betænkningen, men jeg er bange for, at vi er nødt til at gå videre nu.
Piotr Borys (PPE). – (PL) Fru formand! Jeg vil for det første gerne lykønske hr. Coelho med yderligere to succesfulde betænkninger. For det andet vil det ikke være muligt at vende om fra SIS II i dag. Hvis vi skal tænke på et sikkert system, skal SIS II introduceres, og det er derfor, jeg tror, vi er nødt til at videreføre disse foranstaltninger og støtte Kommissionen i dette. Jeg vil minde alle om, at den nye visumkodeks foreskriver, at biometriske data skal vises i systemet. SIS 1+ giver ikke denne garanti. SIS II vil give mulighed for hurtig dataverifikation i fremtiden. Så på dette område af sikkerheden må vi ikke indstille arbejdet med SIS II. Vi kunne naturligvis ønske os, at dette arbejde kunne være mere effektivt og mere succesfuldt.
Jeg vil minde alle om, at vi også for ikke så længe siden vedtog foranstaltninger, som gør det let at rejse gennem Schengenområdet med et langtidsvisum. I relation til dette skal arbejdet med SIS II fortsættes. Vi ønsker at støtte Kommissionen i dette i håbet om, at dens arbejde vil forløbe hurtigere og være mere effektivt, og vi bør ønske Kommissionen held og lykke i den henseende.
Cecilia Malmström, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke alle parlamentsmedlemmer for deres støtte og kommentarer til disse to forskellige, men meget vigtige emner.
Hvis vi skal begynde med SIS II, har dette naturligvis – og det er jeg den første til at indrømme – været en lang saga, som en eller anden sagde. Det er en kompleks og meget vanskelig sag. Der var sandsynligvis ting, der kunne have været gjort bedre i fortiden, men siden jeg tiltrådte min stilling, har jeg virkelig forsøgt at håndtere dette på en meget gennemsigtig og omhyggelig måde. Kommissionen har fulgt Rådets køreplan til punkt og prikke, og Rådet blev enige om konklusioner på det sidste møde. Nogle medlemsstater var skeptiske, men de blev faktisk enige om den konklusion, at milepæl 1-testen var en succes. Lige nu arbejder vi med de forskellige eksperter for at vurdere og definere de endelige krav til medlemsstater om at indfri deres operationelle behov og for at definere en mere konkret køreplan og vej fremad. Jeg vil stille dette forslag den 3.-4. juni til ministrene, så det kan blive drøftet, og der vil være en yderligere vurdering af dette efter sommeren. Vi vil naturligvis sørge for gennemsigtighed og samarbejde med Parlamentet og ordføreren hele tiden.
For at besvare spørgsmålet om de nye medlemsstater vil Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse foregå gennem SIS 1 for alle. Der træffes i mellemtiden foranstaltninger herom for Bulgarien og Rumænien.
Vi forbereder os til en – forhåbentlig succesfuld – milepæl 2-test af SIS senere på efteråret. Indtil den er gennemført med succes, har vi kontakter og veje, der står åbne, for at opretholde beredskabsplanen for fremtiden. Vi håber, at den ikke vil blive nødvendig, men vi har også truffet den forberedelse. Lad mig i mellemtiden takke alle parlamentsmedlemmer, særligt hr. Coelho, for Deres støtte, og forsikre Dem om maksimal gennemsigtighed og engagement fra Kommissionens side i samarbejdet med Parlamentet i denne sag.
Hvad angår spørgsmålet om genbosættelse, er jeg helt enig med hr. Busuttil, som sagde, at han var overrasket over, at dette ikke fandtes før. Det er naturligvis et yderst godt initiativ for at forene medlemsstaternes kræfter og for at opfordre til yderligere engagement på den globale scene med henblik på at lette presset i flygtningelejrene efter en krise eller en meget vanskelig situation. Vi kan inspirere medlemsstaterne til at anvende midlerne på en mere intelligent måde og til at koordinere dette med UNHCR. Dette er naturligvis noget, som virkelig kunne bestyrke vores rolle på den globale scene, men også gøre en reel forskel for disse mennesker, som er fanget i en meget vanskelig situation. UNHCR anslår, at der alene sidste år var et behov for genbosættelse for 747.000 mennesker. Som hr. Flautre sagde, det, vi kan gøre, er en hjælp, men behovene er kolossale. Jeg tror, der er bred enighed om målet og formålet med denne fond, og jeg håber, at vi kan finde en løsning på procedurespørgsmålene meget snart, så forslaget kan blive vedtaget uden forsinkelse.
Der var flere medlemmer, der refererede til intern solidaritet. Dette er naturligvis beslægtet, men det er et lidt andet emne. Jeg erkender tillige behovet for dette. Kommissionen har allerede stillet forslag i denne henseende. Vi har foreslået en midlertidig udsættelsesmekanisme i Dublin-forordningen, og vi har oprettet Det Europæiske Asylstøttekontor, som åbner på Malta senere på året. Vi har det maltesiske pilotprojekt og er i færd med at evaluere dette. Jeg er enig i, at vi bør forsøge at finde måder, hvorpå vi kan gøre det mere permanent, og hvorpå vi kan involvere flere medlemsstater. Dette er naturligvis afhængigt af medlemsstaternes villighed til at bidrage, men Kommissionen vil se på dette, og vi vil også se på en generel, intern EU-solidaritetsmekanisme og fremlægge den næste år. Så vi kan komme tilbage til denne drøftelse, som er lidt forskellig fra EU-genbosættelsesprogrammet, men ikke desto mindre meget vigtig.
Mange tak til hr. Coelho, hr. Tavares og hr. Alvaro for Deres arbejde med disse to yderst vigtige sager. Jeg ser frem til at arbejde sammen med Dem om en hurtigst mulig afslutning.
Carlos Coelho, ordfører. – (PT) Fru formand! Mange tak for de positive kommentarer fra flere forskellige parlamentsmedlemmer. Fru Malmström, jeg ville, at De skulle vide, at Parlamentet er klar over, at De arvede denne proces, og vi har tro på Deres evner og Deres intelligens til at føre den til den bedst mulige afslutning. Vi sætter også pris på Deres bestræbelser på gennemsigtighed, hvilket min kollega hr. Enciu faktisk gjorde en fin indsats for at fremhæve.
Hvad angår tidsfristen, udsender vi de forkerte signaler, hvis de nye migrationsinstrumenter ikke har en tidsfrist. Efter alle forsinkelserne giver det ikke nogen mening at forlænge Kommissionens mandat i det uendelige. Jeg forstår, at Kommissionen ikke har nogen mulighed for at binde sig til det mål, som Parlamentet har foreslået, men vi vil sætte det, og hvis processen af uanset hvilken grund ikke er blevet afsluttet til den tid, kan De komme tilbage til Parlamentet for at anmode om en forlængelse og forklare, hvorfor den er nødvendig. At forlænge Kommissionens mandat uden nogen tidsfrist er et frygteligt signal efter disse forsinkelser, både til de europæiske institutioner og til den europæiske offentlighed.
Jeg er enig i Deres idé om, at Det globale programstyringsråd ikke må blive en forsamling. Jeg forstår derfor Kommissionens forbehold om at begrænse adgangen til dens arbejde: Jeg kunne ikke være mere enig. Parlamentets forslag var resultatet af et mindre favorabelt udkast til Kommissionens oprindelige forslag, fordi Kommissionen, samtidig med at den begrænsede sammensætningen af Det globale programstyringsråd, tillod enhver anden tjenestemand fra Kommissionen, Rådet eller medlemsstaterne at deltage. Dette rejser et berettiget spørgsmål: Hvorfor kan tjenestemænd fra Kommissionen og medlemsstaterne deltage, og ikke dem fra Parlamentet? Hvis vi indskrænker dette organ til dets funktioner, tror jeg, at vi alle vil være enige, især med de garantier, som kommissæren har givet om større gennemsigtighed.
Rui Tavares, ordfører. – (PT) Fru formand! Tak til de parlamentsmedlemmer, som har deltaget i forhandlingen, og til kommissæren. Jeg tror, at hvis der er nogen som helst enighed om, hvad vi vil have vedrørende spørgsmålet om genbosættelse af flygtninge, er det, fordi vi forstår, at, at det, vi for en gangs skyld har i forhandlingen om indvandring – og vi ved alle, hvor vanskeligt det er i Europa, sammen med forhandlingen om asyl og flygtninge – er et problem, vi kan løse. Vi kan løse det for os selv og for flygtningene, for enhver, der har besøgt flygtningelejre ved, at der er børn der, som går glip af et, to, tre års skolegang, som de kunne få i Europa. Jeg mener, det fortæller os, i hvor høj grad denne forhandling haster.
Jeg håber også, at procedurespørgsmålene vil blive hurtigt overstået i overensstemmelse med det, der står skrevet i traktaterne, for vi ved alle, at det, vi har, ikke er nok, og vi ved alle, at bare at afsætte en del af budgettet stadig ikke er et ægte genbosættelsesprogram for flygtninge. Det er faktisk denne form for spørgsmål, vi tog sigte på med den initiativbetænkning, vi også drøfter her i dag, og som handler om kvalitet. Kvalitet er nemlig af afgørende betydning for flygtningeintegrationen og kræver en multilateral ordning, som indbefatter ikkestatslige organisationer, lokale aktører og lokale myndigheder. Denne ordning skal også løse mange af de bureaukratiske spørgsmål om koordination, som vi har i dag.
Hvis processen for disse børn, som er i flygtningelejre og endnu ikke studerer, og som ville have ret til at blive genbosat, tager lang tid, er det ifølge aktører i flere medlemsstaters grænseagenturer, fordi det tager lang tid for medlemsstaterne at koordinere valideringen af f.eks. transitdokumentation, hvilket hovedsageligt kan gøres ved hjælp af et instrument, som vi i initiativbetænkningen foreslog skulle gennemføres af Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO). EASO er en genbosættelsesenhed med et reduceret antal embedsmænd, men med folk, der arbejder permanent med genbosættelse, som ved, hvordan man udveksler bedste praksis, som ved, hvordan man introducerer nye medlemsstater for genbosættelsesmekanismer, og som ved, hvordan man koordinerer selv med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil for at fremme genbosættelsesprocesserne.
Når vi allerede har besluttet, at disse mennesker skal genbosættes, er der ingen grund til, at vi udsætter håndteringen af administrative hindringer og bureaukrati, før vi virkelig kan tage os af at integrere dem på europæisk jord.
Stavros Lambrinidis (S&D), skriftlig. – (EL) Vi stemmer i dag om vedtagelsen af et fælles EU-genbosættelsesprogram for asylsøgere fra problematiske tredjelande i EU. Der er imidlertid en anden forhandling, som skal afholdes. I mere end 10 år har Europa oplevet en tilstrømning af store mængder flygtninge og indvandringsbølger. Sydeuropa er blevet overladt til at bære hele byrden af den europæiske humanitarisme, og det nåede sine grænser for et stykke tid siden. Mens Europa – helt berettiget – har en fond klar til tredjelande, er der ingen foranstaltning for medlemsstaterne.
Om ikke andet erkender ordførerens betænkning problemet. Andre betænkninger, som betænkningen om oprettelse af Det Europæiske Asylstøttekontor, udgør – i det mindste på papiret – en forpligtelse til at støtte stater, hvis asyl- og modtagelsessystemer er under særligt pres, takket være deres geografiske placering. En udtrykkeligt erklæret målsætning er at støtte udviklingen af en solidaritetsmekanisme, som f.eks. transport af personer, som har ret til international beskyttelse inden for EU.
Lad os håbe, at Europa lidt efter lidt opdager solidariteten. Vi må huske på, at enhver forsinkelse her vil skade vores uskyldige medmennesker.
Jiří Maštálka (GUE/NGL), skriftlig. – (CS) I tilknytning til spørgsmålet om Schengeninformationssystemet vil jeg gerne endnu en gang påpege det faktum, at de statslige myndigheder i Republikken Tjekkiet såvel som de lokale myndigheder og individuelle politikere, inklusive medlemmer af Parlamentet, konstant oplever klager fra tjekkiske borgere over de ubegrundede og ydmygende polititjek og -kontroller, de ofte er underlagt, når de rejser til Tyskland, både i nærheden af landegrænsen og i de mere udvidede tyske grænseområder. Denne model, som det tyske politi og toldmyndighederne har valgt, og som gennemføres med meget jævne mellemrum og stor kunstfærdighed, har en betydelig, negativ indflydelse ikke bare på de tjekkisk-tyske forbindelser, men frem for alt på de tjekkiske borgeres holdning til europæisk integration. Efter Republikken Tjekkiets tiltrædelse af Schengeninformationssystemet fik de tjekkiske borgere at vide, at de kunne bevæge sig frit og uhindret inden for EU's territorium, inklusive Tyskland, præcis som Schengensystemet fastslår og garanterer. Efter min mening er de statslige tyske myndigheders opførsel over for personer, der rejser fra Republikken Tjekkiet, ubegrundet i et klart flertal af tilfældene og i modsætning til den erklærede frie bevægelighed for personer.