Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2009/2099(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A7-0108/2010

Indgivne tekster :

A7-0108/2010

Forhandlinger :

PV 19/05/2010 - 11
CRE 19/05/2010 - 11

Afstemninger :

PV 20/05/2010 - 7.2
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2010)0187

Forhandlinger
Onsdag den 19. maj 2010 - Strasbourg EUT-udgave

11. Dialog mellem universiteter og erhvervsliv: Et nyt partnerskab til modernisering af de europæiske universiteter (forhandling)
Video af indlæg
PV
MPphoto
 

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A6-0107/2009) af Pál Schmitt for Kultur- og Uddannelsesudvalget om dialog mellem universiteter og erhvervsliv: Et nyt partnerskab til modernisering af de europæiske universiteter (COM(2009)01582009/2099(INI)) (A7-0108/2010).

 
  
MPphoto
 

  Marco Scurria, stedfortræder for ordføreren.(IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg taler på vegne af ordføreren, hr. Schmitt, der som meddelt af hr. Buzek ved mødets begyndelse har indgivet en begæring om at træde ud af Parlamentet for at udføre opgaver for sit eget land, og som jeg sender mine bedste ønsker, for han har gjort et stort arbejde.

Betænkningen er resultatet af hans intentioner, og den blev vedtaget i Kultur- og Uddannelsesudvalget med et overvældende flertal, idet kun en stemte imod, og her vil jeg gerne takke alle skyggeordførerne, som har bidraget til betænkningen, både på egne vegne og hr. Schmitts vegne. Før jeg rejste til Strasbourg i mandags, besøgte et privat uddannelsescenter i Rom, der har opnået storartede resultater, da det er lykkedes det at finde job til langt de fleste af de unge, der i tidens løb har fået en uddannelse der. Da jeg talte med centrets direktør, sagde han: "Vi beder Dem hjælpe os, også i Europa, med at udbyde denne uddannelse, at give den indhold, som flytter den i en retning, der gør det muligt for de unge at få et arbejde. Hjælp os også med at modernisere forholdet mellem universiteter og erhvervsliv."

Og det er netop det centrale i betænkningen, nemlig at 20 % af alle unge europæere i dag er arbejdsløse, og af dem har 30 % en videregående uddannelse. Det er så stor en andel, at vi er tvunget til at spørge os selv, hvad vi helt seriøst kan gøre for at berede de unge til at komme ud på arbejdsmarkedet i disse tider, i dette Europa, i denne globaliserede verden.

Med betænkningen har vi ønsket at forholde os direkte til, hvordan vi forbedrer forbindelsen mellem universiteter og erhvervsliv, med udgangspunkt i nogle centrale aspekter. For det første ved at prioritere et af de områder, der er et af EU's trumfkort, nemlig borgernes evne til at tilpasse sig et arbejdsmarked i konstant forandring, det forhold, at der ikke længere er noget, der hedder et "arbejde for livstid", og at uddannelse og videreuddannelse er alfa og omega i vore dage.

Så det første punkt er livslang uddannelse. Det andet er mobilitet, som efter vores mening er en grundlæggende forudsætning. Som vi understreger i betænkningen, er det nu til dags vigtigt at fremhæve, at mobilitet mellem lande og mellem universiteter og erhvervsliv er afgørende for at opnå et større samarbejde mellem de to verdener, og vi tilskynder ikke kun til at forlænge og udvide de enkelte mobilitetsordninger såsom Erasmus for unge uværksættere og Erasmus for lærlinge, men også til at gennemføre europæiske Masteruddannelsesprogrammer i samarbejde med forskellige universiteter og med aktiv deltagelse af erhvervslivet. Endvidere bør der tilskyndes til etableringen af iværksætteruniversiteter.

Det kan f.eks. gøres ved at indføre et såkaldt videnkuponsystem (knowledge vouchers) som det, der allerede findes i en række medlemsstater, og som sætter især SMV i stand til at forbedre deres forskningskapacitet uden samtidig at sætte universiteternes uafhængighed, selvstændighed og karakter af offentligt organ over styr.

Det tredje punkt er forskning, hvor vi ser større forskermobilitet, både på lang og kort sigt, på tværs af lande og mellem den akademiske verden og erhvervslivet, hvilket er bydende nødvendigt, hvis vi skal forbedre videnoverførslen. Endelig er der mulighed for at øge eksemplerne på god praksis på dette område i rigtig mange lande.

Til sidst vil jeg sige i relation til denne betænkning og det enestående arbejde, som udvalget har gjort, at vi er inderligt overbevist om, at Europa ikke vinder kampen med Kina og andre udviklingslande ved at sænke lønningerne, men ved at have højt kvalificerede og konkurrencedygtige virksomheder, og her er det af største betydning, at universiteter og virksomheder indser, at de er afhængige af hinanden, og at myndigheder på alle niveauer bidrager til at udvikle mere effektive samarbejdsmetoder.

 
  
MPphoto
 

  Günther Oettinger, medlem af Kommissionen.(DE) Fru formand, mine damer og herrer! Denne betænkning er svaret på vores meddelelse om dialog mellem universiteter og erhvervsliv. Jeg vil gerne takke alle, der har bidraget til den, og især medlemmerne af Kultur- og Uddannelsesudvalget og Udvalget om Industri, Forskning og Energi. Navnlig vil jeg takke ordføreren, hr. Schmitt, det afgående medlem.

Samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv er en mulighed. Nej, det er mere end det, det er en nødvendighed. Det eneste spørgsmål er, hvilken form det skal tage for at være relevant for begge parter. Bedre, mere intensivt samarbejde tilskynder til udveksling og formidling af viden, både i erhvervslivet og i den akademiske verden.

Kontakt med virkelige problemer og løsninger gennem tilpasning af læserplaner og praktikophold beriger de studerendes læringserfaring og forbereder dem til deres fremtidige karriere. Regelmæssigt, langsigtet samarbejde skaber tillid og kan føre til ambitiøse partnerskaber og samarbejdsprojekter, der er til fordel for både virksomheder og universiteter i henseende til forskning, udvikling og praksis.

Nye tendenser på arbejdsmarkedet og ny teknologi ændrer kravene til universitetsuddannede, og sådan vil det også være i de kommende årtier. For at opretholde og forbedre livskvaliteten i Europa skal arbejdstagerne løbende ajourføre deres viden og færdigheder, og det bliver endnu vigtigere i lyset af Europas demografiske udvikling i de kommende år.

Vi skal have en åben, fleksibel og dynamisk dialog mellem alle involverede parter. Derfor har Kommissionen etableret EU-forummet for dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet.

Dette forum giver alle deltagere en platform til drøftelser, udveksling af god praksis og gensidig læring. Kommissionen fungerer som administrator og hjælper med til at fjerne hindringerne mellem de to verdener.

Indtil videre har EU-forummet for dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet mødtes tre gange i Bruxelles og afholdt en række temafora om emner som udvikling af læserplaner, iværksætterånd, livslang læring, videnoverførsel, universitetsledelse, mobilitet, nye kvalifikationer til nye job samt samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv i den nuværende krise.

I samarbejde med Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut blev der afholdt et temaforum for tredjelande i Parlamentets lokaler i december 2009. Det blev i marts 2010 fulgt op med et temaforum om muligheden for at udvide forummets sfære til også at omfatte samarbejde mellem skoler og erhvervsliv.

Og for nylig, den 4.-5. maj, blev det seneste møde i EU-forummet for dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet afholdt i Bruxelles med emnerne samarbejde mellem universiteter og små og mellemstore virksomheder, samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv om innovation samt samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv om uddannelseskvalitet. Disse emner behandles også i Deres betænkning.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke fru Pack for hendes deltagelse i åbningsmødet.

Vi glæder os meget over den positive reaktion på vores meddelelse, som afspejles i Deres betænkning. Vi har brug for mere samarbejde mellem parterne på grundlag af gensidig tillid, respekt og åbenhed. Derfor fremmer vi ikke blot økonomisk vækst, men skaber også sociale fordele i dette ords bredeste betydning, ved at hjælpe folk med at klare sig i et samfund og på et arbejdsmarked i hastig forandring.

 
  
MPphoto
 

  Georgios Papanikolaou, for PPE-Gruppen.(EL) Fru formand! Lad mig starte med at ønske hr. Schmitt, som har forladt Parlamentet, held og lykke med hans nye arbejde. Det har været en fornøjelse at samarbejde med ham, i det mindste i den tid, hvor jeg har siddet i Parlamentet.

Udviklingstrekanten bestående af uddannelse, forskning og innovation er, som vi understregede før med 2020-strategien, af afgørende betydning for Europas fremtid. Men hvis vi skal virkeliggøre disse målsætninger, er det rigtigt, at vi også skal erkende de problemer, som de unge støder på i dag i forbindelse med overgangen fra studier til arbejdsliv, som også forlænges af krisen.

Vi erkender alle, at uddannelsessystemet i mange medlemsstater har sine svagheder, både henset til standard og undervisning af elever og studerende. Lad mig sige helt klart, at erhvervsuddannelse ikke kan betragtes særskilt fra arbejdsmarkedets krav, og her skal vi bruge alle midler for at hjælpe de unge.

Hr. Scurria talte før om mobilitet. Jeg vil gerne tilføje ny teknologi, og ud over livslang læring og formel uddannelse, og her tænker jeg på universiteterne, har vi naturligvis også den uformelle og ikkeformelle uddannelse, der også giver de unge kvalifikationer. Uddannelse og arbejde hænger tæt sammen. Derfor skal vi forfølge og styrke dialogen mellem uddannelsessystemerne og arbejdsudbyderne.

Vi siger alle, at de unge skal have kvalifikationer og færdigheder, og vi ved også alle sammen udmærket godt, at unge uden kvalifikationer har færre muligheder. Hvilken type kvalifikationer? De kvalifikationer, som arbejdsmarkedet har brug for, færdigheder, som fremmer innovative ideer og initiativer. Det er på høje tid, arbejdsløsheden stiger, og vi har alle pligt til at indgå i denne dialog og integrere dette samarbejde så hurtigt som muligt.

 
  
MPphoto
 

  Mitro Repo, for S&D-Gruppen.(FI) Fru formand, mine damer og herrer! Også jeg vil ønske hr. Schmitt held og lykke med hans udnævnelse til formand for det ungarske parlament.

Europas universiteter skal hele tiden udvikle sig, så vi kan reagere på samfundets nye udfordringer og den stadig skarpere internationale konkurrence. Vi har simpelthen ikke råd til at stå i stampe. Kvalifikationer og ekspertviden på højt niveau er og skal sammen med den videnbaserede økonomi være grundlaget for Europas samfund nu og i fremtiden. Derfor er det vigtigt at styrke dialogen mellem universiteter og erhvervsliv, og at vi forsøger at fjerne flaskehalsene for samarbejde såsom problemerne med intellektuel ejendomsret og innovation.

I Finland har vi et fortræffeligt eksempel på samarbejde mellem erhvervsliv og universiteter, nemlig Aalto Universitetet, der har fået sit navn efter den berømte finske arkitekt Alvar Aalto. Det er et tværfagligt universitet, en sammenlægning af tre højt respekterede universiteter, Helsinkis handelshøjskole, kunst- og designuniversitetet i Helsinki og Helsinkis teknologiuniversitet. Økonomi, æstetik og teknologi indgår i en symbiose med hinanden.

Den tværfaglige tilgang og især de nye platforme design, medier og surface factor sætter akademiske grupper i stand til at forske og de studerende til at arbejde tæt sammen med virksomheder og organisationer. Førsteklasses nye forskningsdata overføres direkte til uddannelserne, og det betyder, at de studerende har direkte adgang til de nyeste oplysninger, som arbejdsmarkedet har brug for.

Men vi skal nøje overveje, hvordan og på hvilke betingelser vi ønsker at forbedre samarbejdet mellem virksomheder og universiteter. Det er vigtigt, at vi overholder princippet om universiteternes uafhængighed og traditionen med fri forskning under alle omstændigheder. Faren består i at privatisere universitetssektoren, men er det den kurs, som vi ønsker, at Europa skal slå ind på?

Grundlaget for et uafhængigt universitetssystem er tilstrækkelig offentlig finansiering. Det vil vække bekymring, hvis universiteterne gøres afhængige af private midler, fordi det gør det muligt at overføre magt fra universitetssamfundet til dem, som sørger for finansieringen. Derfor skal vi være særligt opmærksomme på universiteternes administrationssystemer.

 
  
MPphoto
 

  Morten Løkkegaard, for ALDE-Gruppen.(DA) Fru formand! Jeg siger tak til de forskellige ordførere for et godt samarbejde. Som ALDE's skyggeordfører på sagen er jeg meget tilfreds med betænkningen. Vi har formået at blive enige om en betænkning med anbefalinger til forbedringer af samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv – en betænkning, som frem for alt indeholder helt konkrete initiativer til modernisering af universiteterne. Europas universiteter halter som bekendt efter verdenseliten, hvilket også har store konsekvenser for den europæiske konkurrenceevne. Det er derfor ikke overraskende, at uddannelse, forskning og innovation har fået høj prioritering i såvel Kommissionens arbejdsprogram som i 2020-strategien. Jeg håber selvfølgelig, at der vil være et flertal for, at denne politiske opprioritering også følges op med øget finansiering. Vi står nu i en situation, hvor vi er nødt til at tænke ud over de konventionelle rammer for vores uddannelsessystem, og vi kan starte med at bryde muren ned mellem universiteterne og dem, der har gavn af universiteternes output, nemlig erhvervslivet.

Vi har særlig fokus på to ting, som jeg vil knytte et par ord til. For det første vil jeg nævne modernisering af pensum. Det er vigtigt, at der kommer øget fokus på tværfaglighed og udvikling af de færdigheder, der rent faktisk efterspørges af erhvervslivet. Universitetsuddannelser skal i højere grad afspejle behovet på arbejdsmarkedet, og uddannelserne skal indrettes derefter, bl.a. i form af mere erhvervsrelevante læseplaner, som erhvervslivet omvendt bør bidrage aktivt til at modernisere. For det andet vil jeg nævne mobilitet. Det er vigtigt, at kløften mellem universiteter og erhvervsliv bliver mindre, og at der er personer, der bygger bro mellem universiteterne og erhvervslivet. Erhvervspraktik er et godt eksempel på, hvordan universitetsstuderende erhverver sig praktisk erfaring og efterfølgende kan bringe denne erfaring ind i studierne. Samtidig bliver de studerende mere parate til at træde ud på arbejdsmarkedet efter en uddannelse. Praktik bør selvfølgelig støttes og fremmes i Europa.

Også forskning kan danne bro mellem universiteter og erhvervsliv. Jeg har før omtalt sådan en helt privat kæphest, jeg har haft, nemlig den danske erhvervs-ph.d.-ordning, hvor en ansat i en virksomhed i Danmark kan erhverve sig en ph.d. ved et dansk universitet med offentligt tilskud. Jeg afholdt faktisk en debataften i Bruxelles den 3. februar 2010 i Parlamentet med bred deltagelse fra såvel erhvervslivet som universitetsverdenen, og holdningen ved denne aften var ganske entydig: en EU-erhvervs-ph.d.-ordning vil være et yderst nyttigt værktøj til at fremme specialiseret erhvervsrelevant forskning og til at fremme konkurrenceevnen i det europæiske erhvervsliv og dermed skabe flere jobs og økonomisk vækst. Altså en fuldstændig entydig opbakning fra begge parter. Derudover er det en yderst effektiv metode til at bringe erhvervserfaring og praktisk viden ind på universiteterne og på den måde gøre undervisningen mere fokuseret på kompetence og viden, som er relevant for efterspørgslen på arbejdsmarkedet. Ordningen kunne integreres i det eksisterende Marie Curie-program, eventuelt under programmet for "Industrial Academic Partnership", og vil medvirke til at styrke forfølgelsen af Bologna-processens mål. Jeg er glad for, at vi i morgen kan vedtage en betænkning, som indeholder en anbefaling om at oprette netop sådan en ordning.

 
  
MPphoto
 

  Malika Benarab-Attou, for Verts/ALE-Gruppen.(FR) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne understrege værdien af, at vi med denne betænkning har fået taget hul på drøftelserne her i Parlamentet om de europæiske universiteters position og rolle. Universiteterne skal tilskyndes til at deltage i europæisk integration indefra i stedet for at kigge på udefra.

Igennem hele Europas historie har universiteterne været det sted, hvor møder finder sted, hvor der udveksles viden, udvikles tanker og undervises i forskellige fagområder. I dag må følgerne af krisen og arbejdsløsheden ikke betyde en begrænsning af universiteternes rolle som leverandører af fagfolk, der kan begynde at arbejde straks efter uddannelsen, for i vores samfund i forandring er evnen til at skifte arbejde af afgørende betydning.

Tværtimod skal universiteter, dvs. udbydere af videregående uddannelser, også gøre eleverne og de studerende til kritiske, analytiske tænkere, for på den måde bliver de i stand til at forstå den verden, vi lever i, og udnytte deres faglige kvalifikationer klogt.

Europas universiteter skal skabe vilkårene for livslang læring, berige det intellektuelle liv og spille en central rolle i det videnbaserede samfund i vore dags digitale tidsalder.

 
  
MPphoto
 

  Oldřich Vlasák, for ECR-Gruppen. (CS) Fru formand! Uddannelse bør bestemt prioriteres højt, men hvilken slags uddannelse taler vi om? I et nummer af bladet The Economist kunne man læse om en undersøgelse, der viste, at ledere af store virksomheder mener, at 80 % af al viden og ekspertise ikke erhverves på universiteterne. Resultatet er de grimme arbejdsløshedstal, vi ser for universitetskandidater.

Vi kan måske alle blive enige om, at løsningen er at udvikle forbindelserne mellem erhvervsliv og universiteter. Dette er blevet påpeget i forskellige dokumenter, bl.a. Leipzig-chartret om bæredygtige europæiske byer. Men det vigtige spørgsmål er, hvordan vi skaber disse forbindelser. Den korrekte måde ville være at indføre praktikophold af flere måneders varighed, ikke kun for de studerende, men også for underviserne, som en integrerende del af den livslange læringsproces. Ikke kun de studerende, men også underviserne skal være i regelmæssig kontakt med den virkelige verden. Samfinansiering af den form for praktikophold bør være en integrerende del af universiteternes budgetter. For virksomhederne betyder dette, at de skal investere tid og ofte også penge i denne proces.

 
  
MPphoto
 

  Marie-Christine Vergiat, for GUE/NGL-Gruppen.(FR) Fru formand, mine damer og herrer! Undskyld, men nu bliver jeg nødt til at ødelægge denne herlige enighed, der hersker i Parlamentet.

Det forslag til beslutning, som vi drøfter i dag, handler om udfordringerne i forholdet mellem universiteter og erhvervsliv i forbindelse med gennemførelsen af den berømte Bologna-proces. Der er gjort et enormt arbejde i de to udvalg, som har behandlet teksten, og der er foretaget mange forbedringer i den oprindelige tekst, så der nu tages hensyn til de virkelige udfordringer på dette område. Vi forsøger alle at forstå de unges forventninger. Vi ønsker alle at give de unge de bedste redskaber, så de kan finde et arbejde. Den høje arbejdsløshed blandt unge er uacceptabel. Men betyder det, som det fremgår af visse punkter i beslutningen, at vi kun skal betragte universiteter som maskiner, der kan opfylde virksomhedernes og erhvervslivets behov og ikke noget som helst andet? Det mener vi ikke i Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre.

Nej, vores universiteters værdi ligger i at uddanne et stigende antal studerende og give dem en rig, bred intellektuel viden, ikke kun i at sikre, at de får arbejdsrelaterede færdigheder. Det er her, at den virkelige nøgle til livslang mobilitet skal findes.

I mange EU-lande er der en stigende mangel på forståelse af universitetsverdenen. Vi i GUE/NGL-Gruppen synes, at vi bør lytte til dem. Vi beder om en omfattende rapport om Bologna-processen. Vi stemmer ikke for beslutningsforslaget, fordi det opfordrer universiteterne til kun at opfylde erhvervslivets behov og til at ignorere de andre interessenter i det økonomiske og sociale liv, som ikke kun skal findes i virksomhederne.

 
  
MPphoto
 

  Derek Roland Clark, for EFD-Gruppen.(EN) Fru formand! Hvorfor sigter denne betænkning på at skabe mere internationalt samarbejde på universitetsplan? Universiteterne har udvekslet information med hinanden i århundreder, også før EU blev til. Under renæssancen fra det 14. til det 17. århundrede var der en ivrig udveksling mellem intellektuelle, som udgik fra Firenze til resten af Europa via universiteterne. Kunst, musik, litteratur og videnskab blev udviklet og behandlet i utallige arbejder, som beriger os den dag i dag.

Hvad så med modernisering? Leder vi efter fremtidens teknologiske udvikling? Hvis ja, så er vore dages arena lige så lovende. Vi bliver måske overhalet af universiteter fra andre steder, men de var aldrig opstået uden de europæiske universiteter. Denne bølge af videregående uddannelse kommer ofte tilbage. De britiske universiteter optager Master-studerende fra alle verdensdele, som fortsætter deres studier og formidler information, ikke mindst inden for handel og industri. Men vi har ikke brug for at politisere de videregående uddannelser med programmer som Bologna-processen og Erasmus-programmet.

Vi har ikke brug for programmer om multikulturalisme eller andre former for -ismer, for det sker alligevel i takt med, at studerende fra hele verden mødes og udveksler erfaringer på universiteterne. Hvis vi ønsker at hjælpe nutidens og fremtidens verden, skal vi sørge for midler til universiteterne, tilskynde de studerende til at læse udenlands og så simpelthen lade dem klare det selv.

 
  
MPphoto
 

  Martin Ehrenhauser (NI).(DE) Fru formand! Som vi alle ved, har der allerede længe været forbindelser mellem erhvervsliv og universiteter. Denne situation har ført til den nuværende tåbelige "alt i en-løsning", hvor de delvist privatiserede universiteter fungerer som kontrollerende virksomheder med det angivelige formål at planlægge uddannelsesoutputtet. Hvis man tror på, at et sådant partnerskab bidrager til en pludselig modernisering, viser det bare, hvor doven og ukreativ vores forhandling om uddannelsespolitik er.

Vi lever i en tid med teknologisk revolution. Digitale systemer forandrer os, de forandrer den måde, vi tænker og handler på, vores kognitive færdigheder og i sidste instans vores hjerner. Vi har derfor brug for en revolution inden for forskning og undervisning, så vi kan tilpasse os denne situation. I disse forandringernes tid overser vi vigtigheden af at undervise og forske for hele samfundet, hvis vi bliver ved med at prædike, at universiteterne skal være afhængige af dette undersystem i vores samfund som et trin med modernisering, til trods for at en sådan sammenkædning ikke har ført til nævneværdige forbedringer i de sidste ti år.

Det, vi virkelig har brug for i disse forandringens tider, er videnskabelig nysgerrighed og kreativitet, men det opstår ud af muligheden for fri tænkning og af ikke at give efter for pres, herunder krav fra erhvervslivet. En ung hjerne med potentiale skal kunne bevæge sig frit. Det, De har fremlagt her i betænkningen, er det stik modsatte.

Denne betænkning afspejler en gammeldags, forældet og forfejlet tankegang. Hele betænkningen er ukreativ, og jeg vil endda vove at kalde den ubrugelig. Den består af klodsede sætninger kædet sammen over en masse sider for at skjule, at den mangler indhold. I det østrigske uddannelsessystem ville man dumpe, hvis man lavede sådan en betænkning.

 
  
MPphoto
 

  Doris Pack (PPE).(DE) Fru formand! Hr. Ehrenhauser burde besøge vores universiteter, så han selv kan se, hvor kreative de er, og også at ingen af de studerende bliver afhængige, bare fordi de får et legat fra erhvervslivet. Det gælder også hr. Repo og fru Vergiat.

Vi skal fokusere på, at der i samarbejdet mellem uddannelse og erhvervsliv især tages hensyn til små og mellemstore virksomheder. Vi skal også sikre, at SMV får bedre, hurtigere og mindre bureaukratisk behandling i forbindelse med forskningsprogrammer. Det er vigtigt og fremgår også af denne betænkning, hr. Ehrenhauser. Hvis De havde læst den, ville De have forstået, at det er noget helt nyt.

Det, vi derfor har brug for på dette område, er større samarbejde mellem universiteter og SMV. Vi har brug for dette samarbejde på lokalt, nationalt og internationalt plan. Hvis erhvervslivet og universiteterne samarbejder, kan vi ikke antage, at den ene nødvendigvis vil lære af den anden, fordi den ene underviser dem, som den anden måske en dag ansætter i sin virksomhed. I den sammenhæng skal vi sikre, at penge kan flyde fra erhvervslivet til universiteterne, fordi de offentlige myndigheder har færre og færre penge og ikke har råd til at stille flere ressourcer til rådighed til disse områder.

Jeg er taknemmelig over for enhver virksomhedsleder og de små og mellemstore virksomheder, der giver penge til uddannelse, fordi det, de faktisk gør, er at uddanne den næste generation, hvilket vil fremme den økonomiske vækst. Vi skal støtte universiteterne. Vi skal sikre et tættere samarbejde mellem offentlige institutioner og den private sektor og give plads til private innovationsmidler. Denne betænkning slår den helt rigtige tone an.

Vi har naturligvis også brug for at lade folk uddanne af dem, som ved, hvad det vil sige at have en iværksætterånd og ved, hvad det vil sige at være leder. Vi skal sørge for, at undervisere og studerende er udstyret med den rigtige værktøjskasse, og at vi tilskynder erhvervslivet til at deltage aktivt i udviklingen af undervisningsmateriale om iværksætterånd.

Hr. Repos og hr. Ehrenhausers bemærkninger er ikke i overensstemmelse med fakta, og jeg vil protestere imod, at betænkningen bliver kaldt dum og kedelig. Nej, den er god. Jeg vil takke hr. Schmitt, som nu er formand for det ungarske parlament.

 
  
MPphoto
 

  Mary Honeyball (S&D).(EN) Fru formand! De fleste af os er enige i, at vi skal støtte vores universiteter og de unge. Selvom jeg og sikkert de fleste af os mener, at universiteterne er og bør være selvstændige, lever de naturligvis også i den virkelige verden og skal tage hensyn til, hvad der sker dér, ikke mindst fordi deres studerende efter uddannelsen får arbejde i den virkelige verden.

Og det er i virkeligheden det, vi taler om nu. Vi taler om, hvordan universiteterne kan bevare deres akademiske kvalitet og samtidig forberede de studerende til deres arbejde. Det er derfor, denne dialog, kontakten mellem universiteter og erhvervssektoren, er så utrolig vigtig, hvorfor vi har brugt så længe på at gennemarbejde denne betænkning, og hvorfor hr. Schmitt har brugt så lang tid på at skrive den.

Vi har brug for en reel dialog mellem arbejdsgivere, og her tænker jeg på arbejdsgivere på alle niveauer. Jeg er enig i, at SMV er vigtige, men vi skal også se på kontakten med store selskaber og den offentlige sektor, arbejdsgivere såsom offentlige myndigheder på nationalt, regionalt og lokalt plan, sundhedssektoren og faktisk alle, der ansætter folk, fordi det er sådan, vi kan sikre, at vi får arbejdsløsheden for akademikere ned og giver de unge en chance.

I den sammenhæng er det yderst vigtigt, at vi sikrer tilstrækkelig finansiering til universiteterne, noget, som jeg ved, bliver mere og mere vanskeligt i nogle medlemsstater. Medmindre vi får de penge, og medmindre universiteterne får midler nok, får vi ikke den rette balance mellem studierne, og vi kan ikke give vores studerende de muligheder, de har brug for.

Jeg opfordrer derfor alle til at støtte denne vigtige betænkning og stemme for den, så vi kan komme videre og skabe en lysende fremtid for universiteter, studerende og arbejdsgivere.

 
  
MPphoto
 

  Marek Henryk Migalski (ECR).(PL) Fru formand! Først vil jeg takke for modtagelsen af mit ændringsforslag, hvor jeg inviterer lande uden for EU til at deltage i det dialogforum, som hr. Oettinger nævnte. På den måde kan vi få gavn af erfaringer fra de amerikanske universiteter, som efter min mening er de bedste universiteter i verden, og det ville være godt, hvis vores universiteter kunne lære af dem og samtidig udveksle erfaringer med andre lande såsom det tidligere Sovjetunionen.

Men det vigtigste i denne forbindelse er at understrege, at vi i denne dialog mellem universitets- og erhvervsverdenen ikke må glemme, at universitetet, en videregående uddannelsesinstitution, er en uafhængig, selvstændig institution, hvis mål er at søge efter sandheden, en upartisk søgen efter sandheden. Det er derfor, at universiteterne opstod i Italien, Tyskland, Frankrig og Polen, og vi må heller ikke glemme, at dette mål også bør være styrende for nutidens universiteter, mens samarbejdet med erhvervslivet ikke bør hindre eller begrænse denne ædle søgen efter sandheden, en upartisk søgen efter sandheden.

 
  
MPphoto
 

  Rui Tavares (GUE/NGL).(PT) Fru formand! Universiteterne er selve rygraden i Europa. De er sandsynligvis vores bedste opfindelse. I det 12. århundrede fandtes der universiteter i Bologna, Coimbra, Oxford og Sorbonne, længe før der fandtes et politisk Europa. Men den erhvervsverden og virksomhedsledelse, vi kender i dag, er kun 30-40 år gammel. Den er opstået efter Anden Verdenskrig. Dette er en af de første gange, at et medlem fra venstrefløjen stiller et konservativt spørgsmål, så det må De endelig udnytte.

Ønsker vi at forpligte os til en århundredgammel europæisk institution eller til en erhvervsideologi, der kun er et par årtier gammel? At forpligte os til erhvervsverdenen, som vi har gjort i de seneste årtier, hvilket vil sige at, at vi uundgåeligt forpligter os på kort sigt, og det er det, det handler om. At uddanne maskiningeniører nu til at blive arbejdsløse om tre år og så at uddanne en slags finanschef, som bliver arbejdsløs efter fire år… Jeg vil stille de europæiske lande Portugal og Estland et spørgsmål.

Hvad foretrækker De? Vil De foretrække, at Deres børn får en uddannelse, der følger markedets kortsigtede diktater, eller foretrækker De at få den bredeste og mest solide uddannelse, sådan som det altid har været på de europæiske universiteter? Foretrækker De, at deres uddannelse giver dem adgang til arbejdsmarkedet nu eller i de næste par årtier og resten af deres liv? Jeg vil slutte af med dette spørgsmål.

 
  
MPphoto
 

  Jaroslav Paška (EFD). (SK) Fru formand! Først vil jeg lykønske vores kollega, forfatteren til denne betænkning, med hans valg til den nye og vigtige funktion som formand for det ungarske parlament. Jeg vil også benytte lejligheden til at udtrykke håb om, at Pál Schmitt takket være hans klogskab, brede politiske udsyn samt rolige og forsigtige indsats i denne funktion vil bidrage til at tilvejebringe en varig forbedring i Ungarns samliv med sine naboer.

Og nu lidt om det nye partnerskab om universiteternes modernisering. Det centrale afsnit i hele teksten skal findes i indledningen til punkt 2 i udkastet til udtalelse fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi, hvor det hedder: "de i meddelelsen nævnte udfordringer ikke er nye, og at de indtil videre endnu ikke er blevet effektivt håndteret."

For at sige det mere enkelt har Kommissionen fremlagt en vision, som gentager og beskriver de forskellige udfordringer, muligvis i håb om, at vi derved kan opnå nogle resultater, men der er desværre ikke sket særlige forbedringer på dette område. Det ville derfor måske være klogere at foretage en dybdegående analyse så hurtigt som muligt af årsagerne til, at de tidligere udfordringer ikke har frembragt det ønskede resultat, og så fremlægge en pragmatisk definition af nye og virkelig effektive foranstaltninger til at opnå et reelt samarbejde af høj kvalitet mellem universiteter og produktionsvirksomheder.

 
  
MPphoto
 

  Seán Kelly (PPE). (GA) Fru formand! Pádraig Ó Conaire skrev engang en bog med titlen "M'Asal Beag Dubh" [Mit lille sorte æsel], hvor han skrev, at æslet stod "med ryggen mod vinden og ignorerede livet, mens livet ignorerede ham".

(EN) Med al respekt kan denne beskrivelse også bruges på tidligere tiders professorer, fordi de levede i deres elfenbenstårn langt fra verden og omvendt, men alt det har heldigvis forandret sig, helt og aldeles. I den senere tid har jeg set tre storartede eksempler på dette.

Det første er i min egen by, Tralee, hvor instituttet fik tildelt den europæiske iværksætterregionpris for sit arbejde med erhvervslivet og iværksættere.

Det andet har jeg hørt om i mine samtaler og møder med den nye professor og formand for University College Cork, hvor jeg fik at vide, at universitetet har indledt et tæt samarbejde med erhvervslivet.

Det mest opmuntrende eksempel af dem alle er fra Santiago, som jeg besøgte for et par uger siden, hvor universitetet har udviklet en fantastisk model for samarbejde med erhvervslivet og endog har oprettet sin egen bank for at tilskynde personer, som ofte ikke har midler nok til det selv, til at etablere egen virksomhed.

Vi på EU-plan kan gøre meget for at hjælpe dem, skabe udviklingsmuligheder og også sikre koordineringen af forskning, som i sidste instans kan munde ud i videnøkonomien og de intelligente arbejdspladser, som vi har talt om.

 
  
MPphoto
 

  Nessa Childers (S&D).(EN) Fru formand! Akademikere er af natur en argumenterende gruppe, så som tidligere universitetslærer og kursusleder har jeg med stor interesse fulgt en meget offentlig debat i Irlands akademiske verden om den fremtidige kurs for irske universiteter.

Men alle disse akademikere er enige om, at universiteterne stadig er en af Europas største opfindelser, og at deres fortsatte succes er vigtig for EU's fremtidige sociale, politiske og økonomiske succes.

Men økonomisk succes må ikke blandes sammen med social udvikling, hverken i samfundet eller på universiteterne. Vi skal derfor være meget omhyggelige i valget af, hvilken vej vi skal gå med hensyn til de videregående uddannelser, hvor den ene retning er traditionel, studenterbaseret undervisning og den anden kravene fra moderne, erhvervsstyrede økonomier.

Øget overskud og moderne udvikling er en integrerende del af nutidens universiteter, men mange fakulteter har ingen forbindelse til erhvervsliv og overskudsstyrede discipliner, her tænker jeg især på kunst og humaniora, og derfor er det vigtigt, at moderne universiteter for at skabe en bedre balance mellem økonomisk og intellektuel succes beholder nogle vigtige akademiske forbindelser til deres mere finansielt naive fortid.

 
  
MPphoto
 

  Elena Băsescu (PPE).(RO) Fru formand! Desværre lægges der i uddannelsernes læserplaner for stor vægt på teori, og det betyder, at de studerende får problemer, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. Deres uddannelse skal baseres på et mere praktisk perspektiv og handle om de reelle problemer i det økonomiske miljø. Derfor mener jeg, at relationerne mellem den akademiske verden og erhvervslivet skal styrkes.

Desuden skal universiteterne være mere lydhøre over for erhvervslivet, så de bedre kan tilpasse deres undervisningsudbud til arbejdsmarkedets krav. Det vil give de studerende de kvalifikationer og færdigheder, som arbejdsgiverne efterspørger. En række medlemsstater som Frankrig, Tyskland, Italien, Det Forenede Kongerige og Spanien har udviklet partnerskaber mellem universiteter og erhvervsverden i årevis.

I Rumænien blev der sidste år iværksat et projekt med midler fra EU, som omfattede 20 fakulteter, der fik nye læserplaner, som er tilpasset arbejdsmarkedets nuværende krav. En af de store gevinster ved projektet er, at det har reduceret arbejdsløsheden ved at forbedre undervisningsudbuddets kvalitet og reducere antallet af kandidater, som ikke kan tilpasse sig arbejdsmarkedet.

Disse partnerskaber må ikke begrænses til den enkelte medlemsstat. I den nuværende situation støtter jeg fremme og udvidelse af Erasmus-programmet for hhv. unge iværksættere og lærlinge.

 
  
MPphoto
 

  Cătălin Sorin Ivan (S&D).(RO) Fru formand! Først vil jeg lykønske Pál Schmitt med denne sammenhængende, relevante betænkning om den nuværende situation for videregående uddannelser. Vi har et stort problem, nemlig at vi uddanner folk til arbejdsløshed i alle EU's 27 medlemsstater i stedet for unge, som er helt gearet til arbejdsmarkedet. Der er en stor kløft mellem, hvad unge lærer i skolen, og hvad arbejdsgiverne kræver på arbejdsmarkedet. Dette problem forværres endnu mere af, at vi befinder os i en økonomisk og finansiel krise, hvor der også er en tydelig jobkrise.

EU har været spiller på det globale marked i rigtig mange år med en økonomi, der især har været baseret på viden og innovation. Hvis vi virkelig ønsker at have en økonomi baseret på viden og innovation, skal vi ud over diskussionsstadiet og støtte investeringer og offentlig-private partnerskaber og tilskynde til partnerskaber mellem universiteter og erhvervsliv, så de opdagelser, der gøres, og resultaterne af universiteternes videnskabelige forskning kan udnyttes i realøkonomien.

Jeg var også i Santiago de Compostela sammen med Seán Kelly, hvor vi besøgte det lokale universitet. Jeg kan fortælle, at vi her så en meget klar model for finansiering af opstarter og små virksomheder, som de studerende stifter, og hvor universitetet giver de studerende kredit uden garantier. De vellykkede produkter, som universitetets studerende har udviklet, har direkte praktisk anvendelse i den lokale økonomi. Det er denne model, vi skal støtte og gennemføre i hele EU.

 
  
MPphoto
 

  Piotr Borys (PPE).(PL) Fru formand! Denne betænkning handler om de vigtige målsætninger for Europa 2020-strategien. Jeg vil minde Dem om, at antallet af personer med en videregående uddannelse i de kommende ti år vil stige med 10 % fra 30 til 40 %, og medlemsstaternes udgifter til forskning og udvikling med 3 %. Det er især universiteterne, som kommer til at nyde godt af disse penge i deres forskning. Derfor skal vi se indgående på de systemer, der har været mest vellykkede i andre dele af verden. Jeg taler om amerikanske metoder og partnerskaber mellem virksomheder og universiteter og om, hvordan man kan tilpasse alle videnskabelige forskningsresultater til markedet, således at de ofte vidunderlige videnskabelige resultater ikke bare bliver liggende i skuffen, men bruges i praksis, det vil sige af virksomhederne.

Noget andet er nødvendigheden af at få et effektivt system med uddannelseslegater og at trække virksomhederne ind i systemet. Der bør ydes støtte til ph.d.-programmer under Den Europæiske Socialfond og allerede eksisterende programmer såsom Marie Curie-programmet. Hvordan kan der skabes enkle ordninger for offentlige partnerskaber, især som led i teknologiparker og virksomhedsinkubatorer? Hvordan kan vi komme i kontakt med små og mellemstore virksomheder og også skabe kontakt mellem dem og de studerende? Det er alt sammen meget vigtigt. Det er også vigtigt ikke kun at investere i teknologi, som også er et vigtigt område. Vi skal også investere i en ordning for kunstfag og humaniora, som også skal være et område for samarbejde mellem offentlige organer og virksomheder.

En sidste bemærkning: I dag har Kina lige så mange studerende, som der er i hele EU. At tale om fælles målsætninger er vores fælles opgave, og erhvervslivets deltagelse i dialogen vil på være en effektiv måde til at slå konkurrenterne fra resten af verden.

 
  
MPphoto
 

  Teresa Riera Madurell, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi.(ES) Fru formand, hr. kommissær! Udvalget om Industri, Forskning og Energi vil gerne udtrykke sin støtte til EU-forummet for dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet.

Vi mener, at det er et godt instrument, der kan styrke de vigtige forbindelser mellem den offentlige og den private sektor.

Vi er overbevist om, at dette samarbejde i en tid med økonomisk krise, hvor unge har store problemer med at finde et job, og selskaberne udsættes for stigende konkurrencemæssigt pres, repræsenterer en øget økonomisk og social værdi, og det bør derfor prioriteres endnu højere.

Det er en dialog og et samarbejde, der skal gå begge veje, fra udbud og fra efterspørgsel, og det skal pågå på både nationalt og regionalt plan, så man kan finde frem til bedste praksis, de bedste politikker og de bedste instrumenter.

Vi er enige om, at medarbejdermobilitet mellem forskningscentre og virksomheder, fremme af den private sektors investeringer og F&U og sikring af, at universiteterne leverer veluddannede medarbejdere til arbejdsmarkedet, er yderst vigtige parametre.

EU har allerede taget vigtige skridt i denne retning, bl.a. i form af støtte til teknologiplatforme, fælles teknologiske initiativer og offentlig-private platforme samt til Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi, da disse er yderst interessante initiativer i den rigtige retning, som vi fortsat bør støtte.

Medlemmerne af Udvalget om Industri, Forskning og Energi vil gerne lykønske ordføreren med hans arbejde og også med hans udnævnelse.

 
  
MPphoto
 

  Joanna Katarzyna Skrzydlewska (PPE).(PL) Fru formand! EU-forummet for dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet, som Kommissionen har oprettet, styrker samarbejdet mellem universiteter og virksomheder, således at universiteterne kan få hjælp til at udnytte deres videnskabelige og teknologiske viden. Det er en god ide, hvis Europas økonomi skal være dynamisk og virkelig konkurrencedygtig. Jeg vil dog gerne påpege flere svagheder i Kommissionens forslag.

Nogle af henstillingerne er for generelle og kan fortolkes forskelligt. Det gælder f.eks. ordet "universitet" i relation til alle institutioner inden for tertiær uddannelse, uanset deres status. Der findes ingen forskningsinstrumenter til at fastslå kvalifikationsmanglerne på arbejdsmarkedet. Der står heller ikke noget om et uddannelses- og erhvervsuddannelsessystem, der kan afhjælpe disse mangler. Med hensyn til programmet for livslang læring er der ikke taget hensyn til den særlige situation for folk, der ikke har en universitetsuddannelse.

Kort sagt ser det ikke ud til, at den valgte kurs med at styrke samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv kan opfylde markedets nuværende behov. Men det er medlemsstaterne, der skal spille den største rolle, nemlig effektiv gennemførelse af forslagene, hvis vi ønsker at nå de beskrevne mål.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Lara Comi (PPE).(IT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Efter den første revision af Lissabonstrategien ser EU allerede nu frem mod de næste ti år. Blandt prioriteringerne i Europa 2020 skiller intelligent vækst baseret på både videnøkonomi og innovation sig ud.

Vejen til at nå dette mål er at integrere de sekundære og tertiære undervisningssystemer med arbejdsmarkedet. Det betyder fornyet opmærksomhed på arbejdsverdenen sammen med indlæring af personlige færdigheder eller rettere den såkaldte videntrekant.

Derfor kan Europa sikre sin relevans på den internationale arena, hvis vi inden for videnskab og innovation handler sammen og inddrager alle, der kan styrke både vækst og udvikling. Det vil i den sammenhæng være relevant at indføre systemer til vurdering af universiteternes effektivitet og kvalitetsnormer. Tiden er derfor inde til at gå over til den nye dimension af europæisk enhed kendt som den femte frihed eller den frie bevægelighed for viden og talent.

Derfor skal vi have et europæisk forslag om forenkling af unge forskeres arbejde ved hjælp af organiske forbindelser med erhvervslivet for at opfylde virksomhedernes behov. For at nå disse mål skal der investeres mere i programmer som Erasmus. Derved tilskyndes de studerende til at læse uden for de nationale grænser og få disse studier anerkendt.

 
  
MPphoto
 

  Corina Creţu (S&D).(RO) Fru formand! I en tid, hvor vi har brug for nye instrumenter til at fremme den økonomiske vækst, er det vigtigt, at vi giver de små og mellemstore virksomheder lettere adgang til forskning og udvikling. Mange af disse virksomheder har problemer med at få adgang til finansiering, og det betyder, at de ikke kan udforme og udvikle nye produkter eller ændre eksisterende produkter med deraf følgende tab af konkurrenceevne.

Universiteterne og især de universiteter, der modtager offentlige midler, bør være mere lydhøre over for SMV-sektorens behov. Mindre bureaukrati kombineret med øget offentlig finansiering af forsknings- og udviklingsprogrammer, som kan føre til teknologier eller produkter, der kan overføres til SMV, ville lette adgangen til finansiering fra disse programmer under strukturfondene.

Universiteterne kan også bidrage til at uddanne medarbejdere i SMV som led i processen med livslang læring. Indførelsen af et fælles europæisk netværk af erhvervs- og innovationscentre er opmuntrende.

Også jeg vil gratulere ordføreren.

 
  
MPphoto
 

  Elena Oana Antonescu (PPE).(RO) Fru formand! Vi er nødt til at spørge os selv, hvilken retning vi ønsker, at vores uddannelses- og forskningssystem skal gå i. Vi taler meget om det videnbaserede samfund, men gad vide, om dette begreb ikke bare er blevet en slags slagord, der gør sig godt i medierne. Jeg synes, at der tales for lidt om kvalifikationer i denne sammenhæng og for meget om at akkumulere viden.

Hvis man laver en undersøgelse blandt studerende, vil man se, at det at skrive opgaver er blevet en øvelse i banaliteter, som skal opfylde lærerens krav til opgavens omfang. Der er nogle, som bliver nødt til at blive involveret i et økonomisk miljø, hvor opskriften til succes ikke længere er en given ting. Jeg tror ikke, at det kun er erhvervslivet, som står over for et radikalt eftersyn som følge af den økonomiske og finansielle krise. Det gælder også for universiteterne, som skal have foretaget visse ændringer for at kunne tilpasse sig et miljø i konstant bevægelse, som kræver erhvervelse af kvalifikationer og ikke blot viden.

 
  
MPphoto
 

  Iosif Matula (PPE).(RO) Fru formand! Jeg vil lykønske Pál Schmitt med to ting. For det første med hans nye stilling og for det andet med denne velstrukturerede betænkning, som bestemt er med til at effektivisere forholdet mellem erhvervslivet og den akademiske verden i Europa.

I en tid, hvor alle de strategier, vi har vedtaget, er baseret på behovet for at have veluddannede borgere med kvalifikationer, der er forenelige med arbejdsmarkedets krav, mener jeg, at der er behov for en specifik foranstaltning, der skal forbedre samspillet mellem de to områder.

Der er brug for en holdningsændring i hele EU og for et erhvervsmiljø, der kan være med til at tilpasse universiteternes læserplaner og til lige som i USA at udbyde og finansiere specifikke kurser. På den måde kan de studerende få kendskab til iværksættertiltag, og det vil også gøre europæiske videregående uddannelser mere attraktive på globalt plan. I praksis skal det give samfundet en merværdi, og samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv skal munde ud i viden og resultater og dermed skabe økonomisk vækst og deraf følgende bedre levevilkår for borgerne.

 
  
MPphoto
 

  Martin Ehrenhauser (NI). (DE) – Fru formand! Jeg vil gerne sige Dem mange tak for at lade mig få ordet igen. Jeg skal fatte mig i korthed. Det ser ud til, at min kollega ikke kender forskellen mellem erhvervsuddannelse og uddannelse. I en tid, hvor teknologien overtager størstedelen af vores arbejde, bliver det stedse vigtigere, at universiteterne uddanner borgerne til at blive modne, analytiske personer. Det er det, vi har brug for. Derfor skal borgerne kunne stille søgende spørgsmål til de sociale processer.

Sådan et mål sætter erhvervslivet sig jo ikke. Erhvervslivet ønsker at uddanne medarbejdere, og det har det ret til, det er alt sammen vældig godt. Men det er kun et krav fra én del af vores samfund, og det repræsenterer ikke det, samfundet som helhed har brug for.

Og helt kort en anden ting: Vi har brug for videnskabelig kreativitet og videnskabelige nysgerrighed. Jeg kan ikke acceptere, og jeg tror heller ikke på, at erhvervslivet kan købe sig til den nysgerrighed og kreativitet, som vi har så desperat brug for, med deres finansielle bidrag. Nej!

 
  
MPphoto
 

  Czesław Adam Siekierski (PPE).(PL) Fru formand! Videnskabelige fremskridt og uddannelse af studerende er universiteternes vigtigste opgaver. Prioriteringerne i Lissabonstrategien er helt kort en videnbaseret økonomi, innovation og videnskabelig forskning. Selvom vi ikke finder resultaterne af denne strategi tilfredsstillende, er dens målsætninger stadig relevante.

Hvordan kan vi omsætte disse principper og målsætninger til praksis? For det første gennem samarbejde mellem universiteter, økonomi og bestemte virksomheder og erhvervslivets finansiering af videnskabelig forskning og erhvervserfaring. For det andet gennem udveksling af studerende og forskere mellem universiteter i forskellige lande og øgede midler hertil. For det tredje ved at lade virksomhederne finansiere praktikophold for studerende og den forskning, de har bestilt. For det fjerde er mobilitet for medarbejdere vigtig for at gøre det muligt at sikre fuldstændig udnyttelse af medarbejdernes uddannelse. For det femte gennem udvikling af forsknings- og udviklingscentre på det økonomiske område.

Endelig vil jeg sige, at den bedste investering er investering i uddannelse af den unge generation, og her tænker jeg på livslang uddannelse.

 
  
MPphoto
 

  Petru Constantin Luhan (PPE).(RO) Fru formand! Jeg er delvist enig med ordføreren. For at nå målsætningerne i EU 2020-strategien har vi brug for viden og innovation. Vi taler ikke om at købe viden, men om at investere i et uddannelsessystem, der er tilpasset markedets krav.

I dag tilbyder EU's universiteter forskere og studerende mindre tiltrækkende betingelser end i USA. En af de væsentligste grunde til det er mangel på penge. Som Kommissionens formand, José Manuel Barroso, også har sagt, konkurrerer europæerne med hinanden om at tiltrække de bedste fodboldspillere, men de mister deres forskere til amerikanerne.

Derfor er det bydende nødvendigt at udstyre Europas universiteter, så de kan spille en afgørende rolle i samfundet og i en økonomi baseret på viden og innovation. Arbejdsgiverne mener ikke, at der i universitetsuddannelserne tages hensyn til arbejdsmarkedets krav, og at de forbereder de studerende til det nuværende klima. En måde at mildne deres utilfredshed på er, hvis universitetsprogrammerne tilbyder studerende mulighed for at tage praktikophold i SMV.

 
  
MPphoto
 

  Günther Oettinger, medlem af Kommissionen.(DE) Fru formand, mine damer og herrer! Tak for en livlig debat og for Deres mange forslag og ideer. Der ser ud til at være bred enighed i Parlamentet om, at dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet og virksomhederne kan være til fordel for alle parter, for universiteter, forsker, undervisere, studerende, virksomheder og samfundet som helhed.

For mig handler det ikke om "hvorvidt", men om "hvordan", dvs. hvordan vi kan udvikle dialog og samarbejde. Det handler om videnoverførsel, om dialog og informationsudveksling under uddannelse og livslang læring, det handler om samarbejde inden for grundforskning og om at skabe en mere praktisk tilgang side om side med den teoretiske uddannelse i uddannelserne gennem indsigt i, hvordan man skaber værdier for erhvervslivet. Virksomhederne erstatter ikke universiteterne, de supplerer dem, og det vigtigste er, at forskningen fortsat skal være lige så fri som undervisningen. Forskerne træffer selv deres beslutninger, uafhængigt af politikerne.

Vi skal have en vind-vind-situation, dvs. at forskning og undervisningsinstitutioner på den ene side og forskning og erhvervsliv på den anden siger ja til dette partnerskab. Forsknings- og undervisningsfrihed betyder ikke, at det hele foregår i et vakuum, men at man er involveret i samfundet og beskæftigelsesverdenen.

Derfor mener jeg, at denne betænkning er en god beskrivelse af den nuværende situation, af den kurs, vi skal slå ind på for at styrke vores universiteternes og europæisk erhvervslivs og teknologis konkurrenceevne. Med vores forum ønsker vi at komme med et lille bidrag, tilbyde en platform og undersøge, hvordan vores forums aktiviteter kan suppleres. Betænkningen er et godt grundlag for dette og en god referencekilde, og det vil jeg takke for.

 
  
MPphoto
 

  Marco Scurria, stedfortræder for ordføreren.(IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke Kommissionen for dens meddelelse, som vi vedtog i hovedtrækkene.

Jeg vil lige dvæle ved et måske kritisk aspekt, som er kommet frem under denne forhandling, da det er blevet understreget, hvor grundlæggende universiteternes uafhængighed, forskningsfrihed og offentlig finansiering er. Det er vi alle enige om, og derfor forstår jeg ikke disse kritiske bemærkninger, for det er nok at læse betænkningen, hvor vi i de allerførste afsnit har skrevet meget tydeligt, at de videregående uddannelsesinstitutioners intellektuelle og økonomiske uafhængighed i forhold til erhvervslivet skal bevares, og at der ikke må være noget afhængighedsforhold mellem de videregående uddannelser og erhvervslivet.

Desuden understreges det, at universiteterne under alle forhold bør bevare deres beslutningsautonomi med hensyn til læseplaner og forvaltningsstruktur. Dette bortvejrer enhver form for tvivl eller problemer på dette område, og derfor forstår jeg ikke, hvilke problemer der tænkes på, medmindre det er et spørgsmål om gammeldags ideologisk udnyttelse.

Lad os følgelig virkelig tænke over dette, eftersom vi i betænkningen fastlægger betingelserne for en effektiv forbedring af vores unges og vores studerendes skæbne, for der er jo ingen, som ønsker at overlade hundredtusindvis af unge til guderne må vide hvilke erhvervsformål, men vi ønsker tværtom kun, at disse hundredtusindvis af studerende får lejlighed til at læse, lære og arbejde i det samfund, der venter på dem.

 
  
  

FORSÆDE: Miguel Angel MARTÍNEZ MARTÍNEZ
Næstformand

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen, torsdag den 20. maj, kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

 
  
MPphoto
 
 

  Liam Aylward (ALDE), skriftlig.(GA) Europæiske universitetsuddannede skal have den erfaring og de kvalifikationer, der er nødvendige for at få gode karrieremuligheder, være konkurrencedygtige på verdensmarkedet og tilskynde til iværksætterånd i Europa. I opbygningen af en videnbaseret økonomi er dialog og det forhold, som denne fremmer mellem erhvervsliv, forskning og uddannelse, af største vigtighed.

Selvom medlemsstaterne er ansvarlige for uddannelsesområdet, er der store fordele ved at etablere grænseoverskridende forbindelser og fremme samarbejdet mellem europæisk erhvervsliv og europæiske universiteter. Jeg støtter ordførerens forsøg på at skabe forbindelse mellem universiteter og erhvervsliv, og jeg er enig i, at denne dialog ikke kun skal fokusere på videnskabelige og teknologiske spørgsmål, men på alle uddannelsesområder.

Europæiske universitetsuddannede skal have gode kvalifikationer, der gør dem beskæftigelsesegnede, og de skal have let adgang til vigtige programmer som Erasmus for unge iværksættere og for lærlinge. Uddannelse og erhvervskurser skal omstruktureres ud fra arbejdsstyrkens og den videnbaserede økonomis behov.

 
  
MPphoto
 
 

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D), skriftlig.(LT) I de seneste måneder har man i mit land, Litauen, gennemført en undersøgelse af tilpasningen af videregående uddannelsesinstitutioner til arbejdsmarkedets nye behov og indførelse af muligheder for kandidater til at finde beskæftigelse, så snart de har bestået deres uddannelse. Desværre viste undersøgelsen, at mange universiteter uddanner specialister, som markedet allerede har alt for mange af. Med andre ord tager universiteterne ikke altid hensyn til markedets behov, og dem, det går mest ud over, er de unge, som netop har afsluttet deres uddannelse. Derfor tilslutter jeg mig initiativet til en specifik strategi eller ordning, som vi skal lægge mange kræfter i for at styrke forbindelserne mellem universiteter og erhvervsliv på lokalt, nationalt og internationalt plan. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at manglen på job sammen med vanskelige arbejdsvilkår har indvirkning på alles dagligdag, og de unge i denne situation er særligt sårbare. Jeg vil understrege, at videregående uddannelsesinstitutioner på grund af det dynamiske marked, det hastigt skiftende arbejdsmiljø og den konstante, stigende udvikling af ny teknologi skal tilpasse sig disse ændringer, skal forbedre og ændre læseplanerne for at sikre et højt uddannelsesniveau og løse problemet med beskæftigelse af de nyuddannede. Universiteternes input er ikke nok, også erhvervslivet og myndighederne skal bidrage til denne proces.

 
  
MPphoto
 
 

  Adam Gierek (S&D), skriftlig.(PL) Dialogen mellem det akademiske samfund og erhvervslivet, som skal modernisere universiteterne i Europa, bør baseres på deres nuværende situation, som er tilpasset Bologna-processen, og også på de økonomiske udfordringer i relation til innovation.

Bologna-processen baner vejen for større fleksibilitet med hensyn til uddannelsen af specialister, der baner vejen for, at teknikuddannede på bachelorniveau kan få et arbejde. På hovedfagsniveau kan de få adgang til tværfaglig viden om økonomi i en verden i udvikling, mens de på ph.d.-niveau kan finde frem til innovative løsninger. Universiteter med et konservativt uddannelsessystem forsyner markedet med specialister, der ikke kan bruges i en innovativ økonomi. Derfor skal der hele tiden ændres på studieprogrammer, som skal fastlægges i respekt for behovene i de forskellige dele af økonomien. En større samklang mellem universiteternes arbejde og industriens behov kan opnås gennem forelæsninger om erhvervslivet og forskellige aspekter af intellektuel ejendomsret. Specialer på bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau bør temamæssigt være relateret til økonomiens krav eller være en direkte reaktion på disse behov. Det er den bedste måde at føre en dialog på mellem de to samfund, forskning og erhvervsliv. Det ville være muligt i endnu højere grad at påvirke sandsynligheden af innovativ succes, hvis den praktiske del af disse specialer blev afviklet direkte på det sted, hvor de senere skal udnyttes.

Et vigtigt led i samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv er praktikophold for studerende, som lige nu har trange kår på grund af omkostningerne. Desuden bør universiteterne udbyde efteruddannelseskurser for kandidater ansat i erhvervslivet, så de kan blive ajourført med den seneste udvikling inden for forskning og teknologi.

 
  
MPphoto
 
 

  Tiziano Motti (PPE), skriftlig.(IT) Vi er trætte af at høre unge europæere sige, at "de ville have ansat mig, hvis jeg havde haft erfaring, men der er ingen, som vil give mig chancen for at få den erfaring". Den nuværende økonomiske krise har ramt dem særligt hårdt, og allerede før krisen havde de svært ved at komme ud på arbejdsmarkedet og opbygge en god fremtid. Arbejdsløsheden blandt unge under 25 år ligger i gennemsnit på 21,4 % i EU, dvs. det dobbelte af gennemsnittet for hele befolkningen. Tallene er ikke opmuntrende. Arbejdsløsheden ser ud til at stige, og det er foruroligende, at unge med en enestående uddannelse, når de når trediveårsalderen, ikke er i stand til at sikre sig den økonomiske uafhængighed, der er nødvendig for at stifte egen familie, at være uafhængig og at investere i egen fremtid, dvs. at vise, hvad de er værd, og at de vokser som mennesker. Vi ønsker et EU baseret på den enkeltes centrale rolle. De unge skal kunne stole på, at der er en tæt, løbende kontakt mellem den uddannelse, de får på universitetet, og det arbejdsmarked, der kan tilbyde dem beskæftigelsesmuligheder, som er i overensstemmelse med det, de har lært under deres studier. Vi opfordrer til koordination mellem universiteter og virksomheder, en revision af europæiske programmer for unge og ordninger med legater og incitamenter til virksomhederne til at ansætte dem samt større vægt på informationsteknologi, så politikker for unge også indgår i alle politiske områder og diskussioner.

 
  
MPphoto
 
 

  Siiri Oviir (ALDE), skriftlig.(ET) EU har sat sig som mål at blive verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi senest i 2010. Den foranderlige beskæftigelsessituation, den videnbaserede økonomi og stedse hastigere teknologiske udvikling er alle områder, som Europas videregående uddannelses- og forskningsinstitutioner skal håndtere. Samtidig har den økonomiske krise, der har oversvømmet Europa og påvirket europæisk konkurrenceevne med omfattende ændringer på det finansielle og økonomiske marked til følge, betydet, at hele produktionssektorer er gået fallit, og at mange har mistet deres arbejde. Alt dette gør det endnu sværere at gennemføre EU's målsætninger. I den nuværende situation er det vigtigt at have en tættere dialog mellem universiteter og iværksættere, fordi bedre samarbejde vil skabe flere muligheder til gensidig fordel, hvilket ikke blot vil stimulere den økonomiske vækst, men også være en fordel bredere set for samfundet, fordi det vil støtte den løbende forbedring af et samfund baseret på handling. Medlemsstaterne skal også gøre en meget større indsats for at tilskynde borgerne til konstant at tilpasse sig et arbejdsmarked i forandring, der er af største betydning for EU, især i de nuværende krisetider, ved at fremme livslang læring. Suppleringskurser og videreuddannelse i alle livets faser er vigtige dimensioner af Europas konkurrenceevne, økonomisk vækst og jobskabelse. I lyset af de demografiske forandringer i EU skal medlemsstaterne i de kommende år øge investeringerne i mennesker og prioritere EU's vigtigste ressource – borgerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Marie-Thérèse Sanchez-Schmid (PPE), skriftlig.(FR) Som det understreges i hr. Schmitts fortræffelige betænkning, er partnerskaber mellem universiteter og virksomheder en af de vigtigste betingelser for en vellykket uddannelsesmodel. Selvom der allerede er gjort store fremskridt takket være Bologna-processen og programmer som Leonardoprogrammet for praktikophold, skal der stadig gøres meget. Alt for mange universiteter er stadig bekymrede for deres akademiske uafhængighed og fokuserer for meget på viden på bekostning af færdigheder. Alt for mange virksomheder mener, at universiteterne ignorerer arbejdspladernes behov. Sagen er, at kvalifikationer og viden hænger tæt sammen og er indbyrdes afhængige størrelser. Virksomhederne kan være en enorm hjælp for universiteterne i forbindelse med finansiering, og de kan være med til at gøre læseplanerne mere erhvervsrettede og tilpasse programmer, samtidig med at universiteterne bevarer deres selvstændighed og kvalitetsnormer. EU skal hjælpe med til at forenkle de juridiske rammer, så det bliver lettere at oprette disse partnerskaber, og tilskynde til mobilitet for undervisere og unge iværksættere. Men frem for alt er det op til medlemsstaterne at tilpasse deres lovgivning, som Frankrig gjorde i 2007 med loven om universiteternes selvstændighed. Vi taler her ikke om at "markedsføre" viden, som nogen har påstået, men om at skabe en reel dialog, der gør det muligt at identificere og tilpasse den enkeltes behov.

 
Seneste opdatering: 19. august 2010Juridisk meddelelse