Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2010/2663(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

Forhandlinger :

PV 20/05/2010 - 12.1
CRE 20/05/2010 - 12.1

Afstemninger :

PV 20/05/2010 - 13.1
CRE 20/05/2010 - 13.1

Vedtagne tekster :

P7_TA(2010)0194

Forhandlinger
Torsdag den 20. maj 2010 - Strasbourg EUT-udgave

12.1. Religionsfrihed i Pakistan
Video af indlæg
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om syv beslutningsforslag om religionsfrihed i Pakistan(1).

 
  
MPphoto
 

  Charles Tannock, forslagsstiller. – (EN) Fru formand! Pakistans manglende evne til at udvikle et stærkt og varigt demokrati har haft konsekvenser – ganske alvorlige, efter min mening – for religionsfriheden i landet. Flere på hinanden følgende ledere har brugt islam som begrundelse for at undertrykke minoriteter og for autokrati, især af militær art, selv om regeringens indsats for at afhjælpe dette i den senere tid må anerkendes.

Selv om Pakistans forfatning officielt værner om religionsfriheden, muliggør den også love som blasfemilovene, der diskriminerer mod ikkemuslimer, og forfølgelse af shiitiske og Ahmadiyya-mindretal er udbredt. Den religiøse identitets store betydning, hvilket udgjorde grundlaget for oprettelsen af Pakistan, lader beklageligvis til at fremme et intolerant klima og ofte endda vold mod dem, der falder uden for den religiøse hovedstrøm.

Den hastige udbredelse af deobandi-koranskoler, der prædiker had mod Vesten, har skabt et miljø, hvor ekstremisme og fundamentalisme trives, og for mange EU-borgere – også fra mit eget land, Det Forenede Kongerige – har været i kløerne på dem. Den tydeligste manifestation heraf er det pakistanske Taleban, en terroristbevægelse, hvis intentioner endnu en gang kom alt for tydeligt til udtryk for nylig ved det lykkeligvis mislykkedes bombeangreb mod Times Square i New York.

Personligt frygter jeg, at intet vil ændre Pakistan, før landet udvikler et uddannelsessystem og et politisk system, der virkelig understøtter principperne om religionsfrihed, tolerance og lighed.

 
  
MPphoto
 

  Anneli Jäätteenmäki, forslagsstiller. – (EN) Fru formand! Min gruppe, ALDE-Gruppen, hilser med tilfredshed de foranstaltninger, som regeringen i Pakistan siden november 2008 har iværksat til fordel for religiøse mindretal, og støtter den indsats, som forbundsministeren for minoriteter har gennemført for at etablere et netværk af lokale komiteer for tværreligiøs harmoni, der skal fremme dialogen mellem religioner.

Ikke desto mindre er der stadig meget, der skal gøres på vejen mod ægte religionsfrihed i Pakistan. Rapporter og undersøgelser udført af uafhængige organer afslører, at mindretal i Pakistan berøves grundlæggende borgerlige rettigheder og lige muligheder i forhold til arbejdspladser, uddannelse og politisk repræsentation.

De juridiske bestemmelser er faretruende uklare og giver fortsat mulighed for misbrug, hvilket påvirker folk af alle trosretninger i Pakistan. Vi ved også, at kvinder i Pakistan oplever misbrug i hjemmet, herunder fysisk og psykisk misbrug. Der er altså stadig meget, der skal gøres.

 
  
MPphoto
 

  Eija-Riitta Korhola, forslagsstiller. – (FI) Fru formand! Vores beslutning om Pakistan vækker konstant bekymring, hvilket vi mener, især skyldes blasfemilovene. Men samtidig er vi ivrige efter at anerkende den fremragende udvikling, der har fundet sted under den nuværende regering i Pakistan, og vi opfordrer landet til at fortsætte den demokratiske reformpolitik, der respekterer mindretallenes rettigheder.

Shahbaz Bhatti, den første minister for minoritetsanliggender i Pakistans historie, har i den forløbne uge været gæst hos Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater). Vi sætter stor pris på hans arbejde og de reformer, som regeringen har indført. Listen over forbedringer er imponerende og indeholder bl.a. en kvote på 5 % minoriteter i offentlige embeder, anerkendelse af mindretals højtider og sæder i det kommende senat for blot at nævne nogle få eksempler.

Det mest inspirerende projekt er græsrodskomiteerne for tværreligiøs harmoni, hvis det lykkes dem at lette spændingerne mellem forskellige grupper i landet og dermed forhindre rekruttering af terrorister. Det er en betydelig fredshandling, hvis virkning vil brede sig vidt og bredt. Denne ubevæbnede fredsbevarende indsats er den bedst mulige krig mod terrorisme, for den griber fat om problemets rod. Hvis indsatsen viser sig vellykket, vil den være en fredspris værdig. Jeg vil gerne sige til hr. Tannock, at det samtidig er præcis det uddannelsessystem, han har opfordret til.

 
  
MPphoto
 

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, forslagsstiller. – (PL) Fru formand! Som repræsentanter for et fællesskab baseret på frihed, lighed og tolerance er vi forpligtet til at fordømme forskelsbehandling, selv om den finder sted langt uden for EU's grænser. Når repræsentanter for religiøse mindretal fjernes fra valglisterne, som det skete i 2007 i Pakistan, er det bestemt et eksempel på forskelsbehandling. I henhold til paragraf 260 i Pakistans forfatning er landets indbyggere desuden opdelt i to kategorier, muslimer og ikkemuslimer. Ifølge et krav, der blev indført for nylig, skal religiøs identitet nu fremgå af folks pas. En gruppe, der i særlig grad udsættes for forskelsbehandling i Pakistan, er Ahmadiyya-samfundet, som de pakistanske myndigheder ikke engang tillader at deltage i offentlige forsamlinger eller at udgive tekster.

Loven om forbrydelsen blasfemi og dødsstraffen, som den medfører, rammer også især religiøse mindretal. Rådet burde øjeblikkeligt sætte sagen på dagsordenen for forbindelserne med Islamabad. Pakistan modtager trods alt 200 mio. EUR fra EU’s budget i henhold til den samarbejdsaftale for perioden 2007-2013 mellem EU og Pakistan, der blev underskrevet for seks år siden.

Begivenheder i Pakistan for nylig har vist, at landet er klar til dybtgående ændringer i sit system. Jeg håber, at ligesom med den længe ventede revidering af forfatningen, som til sidst blev gennemført, vil det også snart være muligt at ændre anden lovgivning, som tydeligvis diskriminerer mod Pakistans mindretal.

 
  
MPphoto
 

  Nicole Kiil-Nielsen, forslagsstiller. – (FR) Fru formand! Religionsfrihed er ikke garanteret i Pakistan. I 2009 blev der registeret en stigning i antallet af voldelige overfald mod religiøse mindretal, herunder mord.

Desuden lever næsten 80 % af medlemmerne af mindretalsgrupper under fattigdomsgrænsen. Men det er ikke det eneste problem i forbindelse med krænkelse af menneskerettigheder i Pakistan. Nogle af de andre er begrænset forsamlingsfrihed, trusler mod civilsamfundets organisationer, anholdelser af fagforeningsfolk, bortførelser og mord på journalister.

Efter at Pakistan erklærede sin støtte til USA’s krig mod terrorisme, er hundredvis om ikke tusindvis af mennesker, der mistænkes for tilknytning til terrorgrupper, blevet arbitrært tilbageholdt og udsat for anholdelse uden arrestordre, tilbageholdelse uden juridisk begrundelse og adgang til en advokat, tilbageholdelse på ukendte steder, tvungne forsvindinger, mishandling og tortur.

Det eneste fængsel i Lahore rummede i 2009 4 651 fanger, selv om kapaciteten kun er 1 050 fanger. Vold mod kvinder, herunder voldtægt, selvmord, syreangreb og kvinder, der bliver brændt, er fortsat stigende. Hvis jeg skulle beskrive de prøvelser, unge piger og kvinder udsættes for i Pakistan, er to minutter ikke nok, ikke engang to timer. Det ville kræve to hele dage.

De er i denne kontekst, at Parlamentet, som tager respekt for kvinder, samvittighedsfrihed og menneskerettigheder alvorligt, lægger op til at anvende sin nye vetoret mod indgåelsen af en tilbagetagelsesaftale mellem EU og Pakistan og dermed kræve yderligere garantier for vilkårene for gennemførelse af en sådan aftale om tilbagetagelse af pakistanske statsborgere og afghanere, der er rejst gennem Pakistan.

 
  
MPphoto
 

  Joe Higgins, forslagsstiller. – (EN) Fru formand! Som international socialdemokrat forsvarer jeg kraftigt den enkeltes frihed til at tro og praktisere sin religion, som man vil, under forudsætning af at andres grundlæggende rettigheder ikke krænkes. Pakistans befolkning og i særdeleshed de religiøse mindretal er i øjeblikket fanget mellem den pakistanske stats institutionelle hykleri og i nogle regioner Talebans ultrareaktionære og kulturfjendske kræfter.

Der er naturligvis en grundlæggende selvmodsigelse i Parlamentets højreorienterede grupper, der påstår at stå for frihed og menneskerettigheder i Pakistan, mens de støtter krigen i Afghanistan, som har alvorlige afsmittende virkninger i Pakistan med meget skadelige konsekvenser til følge. Nedslagtningen af civile foretaget af NATO-styrker i Afghanistan og af militser i Pakistan, der forsynes fra Vesten, er ikke kun en forbrydelse i sig selv, men kan også sende nogle civile i armene på reaktionære grupper.

Kernen i krisen i Pakistan er de feudale kapitalistiske strukturer, hvorunder en enorm fattigdom trives i øjeblikket. Hverken Pakistans korrupte elite repræsenteret af den nuværende regering eller det største oppositionsparti kan tilbyde folket svar. Uafhængige organisationer, der repræsenterer arbejderne og de fattige, er kritiske. Det progressive arbejderforbund er en af disse organisationer, som med sine 500 000 medlemmer forsøger at genopbygge stærke sociale traditioner for at forene arbejderne, overvinde nationale og religiøse skillelinjer og forene mænd og kvinder. Det er den retning, Pakistan må følge i fremtiden.

 
  
MPphoto
 

  Bernd Posselt, for PPE-Gruppen. – (DE) Fru formand! Vi må anlægge en kritisk, men også meget objektiv og indsigtsfuld tilgang til Pakistan, som er en vigtig allieret. Pakistan er et muslimsk land, og det må vi respektere. Det blev grundlagt af muslimer fra britisk Indien på grund af deres religiøse tilhørsforhold, på samme måde som Indien blev grundlagt af hinduer. Begge lande har haft mindretal fra starten, og begge har udviklet en glimrende tradition for tolerance. Denne respekt for alle religiøse minoriteter, især for kristne, må styrkes. Det mener jeg godt, vi kan lægge vægt på. Hvem vil støtte de kristnes sag, hvis Europa, et kontinent, der er næsten fuldstændig kristent, ikke gør det?

Vi er underlagt en helt særlig forpligtelse, men samtidig må vi gøre det klart, at vi respekterer den ledende og ofte konstruktive rolle, som Pakistan har spillet og fortsat kan spille i den muslimske verden.

 
  
MPphoto
 

  Marietje Schaake, for ALDE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Som flere kolleger har påpeget, er Pakistans blasfemilove nemme at misbruge af ekstremister som undskyldning for at bruge vold mod religiøse eller ikkereligiøse mindretal. Religionsfrihed er naturligvis vigtig, men frihed fra religion er også vigtig.

I et samfund, hvor ytringsfriheden undertrykkes i religionens navn, udgør disse blasfemilove endnu en risiko. I onsdags forbød en domstol i Pakistan den sociale netværkshjemmeside Facebook i landet. Den pakistanske telekommunikationsmyndighed pålagde alle internetudbydere at spærre for adgang til hjemmesiden. Denne foranstaltning blev indført for at forhindre folk i at høre om påståede fornærmende bemærkninger om islam eller profeten Mohammed. En bladtegner tog initiativ til at opfordre folk til at tegne profeten som modstand mod det pres, som den populære serie South Park blev udsat for, og som førte til, at programmet blev redigeret.

Facebook og andre onlinetjenester og -platforme udgør en vigtig virtuel adgangsvej til resten af verden. Det giver pakistanere adgang til informationer og kontakter og giver dem mulighed for at udveksle idéer. Især unge pakistanere kan blive oplyst gennem internettet, eftersom undervisningsmaterialer ofte indeholder diskriminerende og ensidig sprogbrug. Kriminalisering af ytringsfrihed er ikke en effektiv måde for det pakistanske samfund at håndtere mangfoldighed på. Bladtegnere, journalister og borgere bør kunne sige åbent, hvad de mener, selv om det betyder, at man fornærmer nogen.

Udfordringer af ytringsfriheden finder også sted andre steder end i Pakistan. I Europa står vi også over for alvorlige udfordringer mod åben debat. Trusler mod journalister, bladtegnere og kunstnere bliver stadig mere almindelige, og de udfordrer vores liberale og demokratiske samfund. Selvcensur bliver mere almindelig, og politikere, bladtegnere og journalister behøver nu beskyttelse mod dødstrusler.

Lad os blive inspireret til at tage kampen op for ytringsfrihed i EU, men også i Pakistan og resten af verden. Det er det bedste våben mod ekstremisme.

 
  
MPphoto
 

  Tomasz Piotr Poręba, for ECR-Gruppen. – (PL) Fru formand! Valgene i 2008 genindførte demokrati og en civil regering i Pakistan, selv om det ikke er et helt stabilt demokrati.

En række beslutninger truffet af de pakistanske myndigheder i sager om religiøse friheder fortjener respekt, men det lader til, at der nu er behov for yderligere tiltag. Ved at gøre det muligt for folk, der tilhører religiøse mindretal, at få arbejde i den føderale sektor og ved at anerkende deres helligdage og etablere en nationaldag for mindretal har Pakistan taget et skridt mod stabilisering og demokratisering. Men det skal påpeges, at der stadig ikke findes nogen præcist definerede rettigheder, der beskytter minoriteter, og det kan føre til bizarre situationer som den dom på 25 års fængsel, som et kristent par blev idømt for at røre ved den hellige Koran med urene hænder.

Visse religiøse grupper forfølges stadig, og det er også bekymrende at bemærke den effektive indførelse af bestemmelser baseret på sharialov i landdistrikter, især i landets nordlige del. Vi bør fortsat yde økonomisk støtte til menneskerettighedsforkæmpere i Pakistan og opfordre de pakistanske myndigheder til at give deres borgere fuld religiøs frihed.

 
  
MPphoto
 

  Eva-Britt Svensson, for GUE/NGL-Gruppen. – (SV) Fru formand! Jeg er enig i meget af det, der er blevet sagt i forbindelse med krænkelser af menneskerettighederne i Pakistan.

Jeg vil især gerne fremhæve situationen for Ahmadiyya-muslimerne og den forfølgelse, de udsættes for. Der er tale om vanemæssig forfølgelse, koldblodige mord, forskelsbehandling og chikanerier på alle samfundsniveauer. Det finder fortsat sted, på trods af at både den foregående og den nuværende regering har lovet forbedringer. Vi har ikke set noget til disse forbedringer, og forfølgelserne fortsætter.

Tiden er inde til, at det internationale samfund og EU vågner op og griber til handling for at få sat en stopper for de krænkelser af menneskerettighederne, der fortsat finder sted i Pakistan.

 
  
MPphoto
 

  Bastiaan Belder, for EFD-Gruppen. – (NL) Fru formand! Da staten Pakistan blev grundlagt i 1947, sagde grundlæggeren, Mohammad Ali Jinnah, disse mindeværdige ord: ”Vi tager udgangspunkt i det grundlæggende princip, at vi alle er borgere og lige borgere i en og samme stat”. Det er tomme ord i dag, især for de anslåede 15 mio. kristne, der bor i Pakistan. De er omgivet af en gennemtrængende atmosfære af intimidering og trusler, både i byerne og på landet og endda i hovedstaden, Islamabad.

Desværre tolererer det pakistanske juridiske system den prekære situation, som landets indfødte kristne befinder sig i. Det er resultatet af den historiske proces med snigende islamificering af det pakistanske samfund, der har fundet sted siden sidst i 1970’erne, og som har ført til en foruroligende svækkelse af den juridiske status for kristne i Pakistan.

Vi taler konkret om lovene om vidneforklaring og blasfemi fra 1980’erne. Det er juridiske instrumenter, der i praksis har ulovliggjort kristendommen, eftersom vidneudsagn fra en ikkemuslim ved en retssag kun tæller halvt så meget som en muslims vidneudsagn – og det kun, hvis dommeren overhovedet vil høre vidneudsagn fra en kristen!

Blasfemilovene udgør en endnu større trussel mod kristne i Pakistan. De foreskriver livsvarigt fængsel for at vanhellige Koranen og dødsstraf for nedsættende bemærkninger om islam og profeten Mohammed. Kort sagt kan en kristen i Pakistan pludselig havne på dødsgangen, hvis en muslim vidner imod ham!

Det har skabt en næsten uudholdelig stemning af frygt og usikkerhed. Hundredvis af pakistanske kristne sidder og visner i fængslet i årevis uden at kunne få prøvet deres sag ved retten. Derfor opfordrer jeg indtrængende Rådet og Kommissionen til at knytte enhver form for støtte til den pakistanske regering til en øjeblikkelig afskaffelse af denne skadelige diskrimination mod landets religiøse mindretal.

 
  
MPphoto
 

  Laima Liucija Andrikienė (PPE). – (EN) Fru formand! Pakistans forfatning skelner mellem muslimer og ikkemuslimer og åbner derved for forskelsbehandling på grund af religion. I den forbindelse er det vigtigt at huske, at præsident Asif Ali Zardari i december 2009 gentog Det Pakistanske Folkepartis løfte om at opretholde mindretals ret til at blive behandlet på lige fod med andre borgere.

Desværre afslører rapporter og undersøgelser udført af uafhængige organer, at mindretal i Pakistan berøves grundlæggende borgerlige rettigheder og lige muligheder i forhold til arbejdspladser, uddannelse og politisk repræsentation. Så selv uden at gå i detaljer er det overordnede billede af religionsfrihed i Pakistan kontroversielt og giver rigelig grund til bekymring.

Jeg vil også gerne påpege det modstridende i den pakistanske regerings tilsagn om religionsfrihed på den ene side og dens ledende rolle i Organisationen af Islamiske Lande til støtte for resolutionen om bekæmpelse af religionskrænkelse i FN på den anden. I den forbindelse vil jeg gerne minde om Rådets konklusion fra den 16. november 2009 om forholdet mellem international menneskerettighedslovgivning, som beskytter enkeltpersoner og grupper, og begrebet religionskrænkelse.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Mine damer og herrer, jeg vil gerne minde om, at vi kommer i tidsnød i eftermiddag, og alle, der overskrider deres taletid, er med til at begrænse antallet af catch-the-eye-indlæg på 1 minut, der bliver tid til.

 
  
MPphoto
 

  Ryszard Czarnecki (ECR). – (PL) Fru formand! Ifølge en amerikansk talemåde findes der ingen gratis frokoster. På samme måde burde vi sige, at EU-støtte ikke kan deles gratis ud, og at vi ikke kan forære 200 mio. EUR væk uden at bede om noget til gengæld. Lad os bede om noget! Vi burde i det mindste forlange f.eks. respekt for standarder lig dem, som for os er en form for moralsk, etisk og politisk ideal. Den situation, der har eksisteret i mange år nu i Pakistan, med forfølgelse af folk med en anden religion end islam – hvoraf de fleste er kristne – er fuldstændig uacceptabel. Vi taler ofte om forskellige mindretals forhold, ikke nødvendigvis religiøse mindretal, i Europa og resten af verden. Så lad os nu forsvare det kristne mindretal og andre religiøse mindretal i Pakistan, selv om det naturligvis ikke er det eneste problem i et land, der er plaget af alvorlige politiske konflikter, og som desværre risikerer destabilisering.

 
  
MPphoto
 

  Csaba Sógor (PPE). – (HU) Fru formand! Når vi betragter situationen i Pakistan, står vi over for to indiskutable kendsgerninger. For det første er Pakistan en central strategisk aktør i kampen mod terrorisme. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at europæiske borgeres sikkerhed ikke bringes i fare. For det andet har Pakistan en anden holdning til religiøse og etniske mindretal sammenlignet med en holdning baseret på de værdier, Europa og avancerede liberale demokratier vedkender sig. Europa kan ikke tie stille, hvis andre stater groft overtræder menneskerettighederne, og derfor må vi give udtryk for vores bekymring, selv om det vedrører en af vores strategiske partnere. EU kan kun tage troværdige skridt i forhold til tredjelande, hvis det tager tilfredsstillende hånd om problemerne med religiøse og nationale mindretal på dets eget territorium. Det må stå klart for hele verden, at en af EU’s kerneværdier er den stærke beskyttelse af menneske- og minoritetsrettigheder, som EU først og fremmest betragter sig selv om bundet af eller ville sige, at det burde betragte sig selv om bundet af. Først da kan vi effektivt forlange, at vores partnere gør lignende fremskridt hen imod dem.

 
  
MPphoto
 

  Zbigniew Ziobro (ECR). – (PL) Fru formand! Vi hilser det velkommen, at Pakistan deltager i kampen mod terrorisme, men den omstændighed må ikke skjule andre meget radikale kendsgerninger, som viser, at der begås drastiske krænkelser af religiøse mindretals, især kristnes, rettigheder i landet.

Af og til, faktisk ganske ofte, hører vi om yderligere angreb, overfald, trusler og endda mord på kristne, herunder at de bliver brændt levende, alene fordi de er kristne, og det gælder også kvinder og børn. Den form for oplysninger giver anledning til et spørgsmål. Hvorfor sker det i et land, der spiller en så væsentlig rolle i de internationale forbindelser og i kampen mod terrorisme? Det sker, fordi myndighederne i Pakistan desværre i betydelig grad er ansvarlige for at skabe en stemning, der tilskynder til den slags med upassende lovgivning om blasfemi, og ved ikke at reagere på de retshåndhævende myndigheders og retssystemets uhensigtsmæssige handlinger.

Vi må forvente grundlæggende forandringer, herunder fra EU og dets institutioner, over for den slags opførsel.

 
  
MPphoto
 

  Martin Kastler (PPE). – (DE) Fru formand! Omkring 75 % til 80 % af alle, der lider under religiøs forfølgelse i hele verden, er kristne. Her i Parlamentet kæmper vi især for menneskerettigheder i hele verden. For mig er religionsfrihed et centralt begreb i vores menneskerettighedspolitik. Derfor ærgrer det mig, at dem på venstrefløjen og den liberale venstrefløj i Parlamentet tit slår sig sammen om at være tavse om kristnes skæbne.

Samtidig glæder det mig, at vi i fællesskab fremlægger en beslutning i dag om den forfærdelige situation i Pakistan. Ud af de 156 mio. mennesker i Pakistan er 95 % muslimer, omkring 3 % kristne og ca. 2 % er hinduer. Som kristen vil jeg gerne endnu en gang dreje opmærksomheden hen på situationen for pakistanske kristne, som udsættes for alvorlig forfølgelse. Den civiliserede verden må reagere over for enhver, der tillader voldelige angreb på kristne. Derfor bør EU indføre et kriterium i sin udviklingspolitik og for økonomisk samarbejde, der dækker dette område og åbner mulighed for om nødvendigt at indføre sanktioner.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Vi går nu over til catch-the-eye-delen af forhandlingen. Jeg har fået langt flere anmodninger, end vi har tid til. Det er kun meningen, at vi skal bruge to minutter. Jeg vil give fire talere ordet.

 
  
MPphoto
 

  Michael Gahler (PPE). – (DE) Fru formand! Uanset hvilket land der er tale om, er det vigtigt at tage dets oprindelse i betragtning, og om udviklingen inden for menneske- og minoritetsrettigheder bevæger sig i den rigtige retning. Som missionschef for EU’s observatørmission under det sidste valg for to år siden fremsatte jeg flere henstillinger, og det glæder mig at se, at landet er begyndt at gennemføre nogle af dem. Det gælder bl.a. ratificeringen af den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder – som ikke alene er blevet underskrevet, men tilsyneladende nu også ratificeret – og FN’s konvention om tortur. Det er godt, at der nu findes en minister, der i kraft af sit embede har ansvar for minoritetsspørgsmål, og som gradvist vil forsøge at nedkæmpe forskelsbehandling.

Desuden er bl.a. spørgsmålet om Ahmadiyya-muslimer blevet taget op. En af mine henstillinger var, at de næste gang skulle fjernes fra deres særlige valglister og medtages på hovedvalglisterne. Efter min mening er det et konkret tiltag, der ville være med til at standse forskelsbehandlingen af dette mindretal.

 
  
MPphoto
 

  Heidi Hautala (Verts/ALE). – (FI) Fru formand! Jeg vil gerne sige, at jeg også har mødt ministeren for minoritetsspørgsmål her denne uge. Jeg blev overbevist om, at han forsøgte at skabe gensidig forståelse blandt de religiøse grupperinger. Men han var også ude af stand til at svare på, hvorfor Pakistan, selv om det er medlem af FN og Menneskerettighedsrådet, i Organisationen af Islamiske Lande meget kraftigt har forsvaret et nyt internationalt regelsæt til bekæmpelse af blasfemi og religionskrænkelse. Det er bestemt ikke en særlig god måde at fremme gensidig forståelse mellem religiøse grupperinger på.

Jeg håber, at EU vil gribe mere beslutsomt til handling internationalt i denne sag for at forhindre, at nye love af denne type, som bringer indførelsen af menneskerettigheder i fare, kan træde i kraft. USA har været langt mere aktiv i denne sag end EU.

 
  
MPphoto
 

  Jacek Olgierd Kurski (ECR). – (PL) Fru formand! Situationen i Pakistan udvikler sig dynamisk, og vi hører modstridende oplysninger. Vi må holde nøje øje med situationen, så vi ikke begår fejl. Det er godt, at Pakistans regering har indført visse tiltag af hensyn til religiøse mindretal, f.eks. at garantere mindretal 5 % af arbejdspladserne i den offentlige sektor. Det er godt, at Pakistans regering har reserveret, eller lovet at reservere, sæder i senatet til mindretal, herunder kvinder fra minoritetsgrupper.

Ikke desto mindre må der gøres noget. Både Pakistans regering og myndigheder må gøre noget ved loven mod blasfemi, som giver mulighed for dødsstraf og ofte bruges til at retfærdiggøre censur, kriminalisering, forfølgelse og i nogle tilfælde mord på medlemmer af politiske, racemæssige og religiøse mindretal. De pakistanske myndigheder må gøre noget ved straffeloven, som åbner mulighed for dødsstraf for alle, der findes skyldige i og dømmes for blasfemi.

I et land, der modtager støtte fra EU, og i det 21. århundrede kan vi ikke tillade, at folk dræbes på denne måde.

 
  
MPphoto
 

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Fru formand! Efter næsten ni års militærdiktatur bebudede valgene i Pakistan i 2008 starten på en demokratiseringsproces i landet. Desværre blev Benazir Bhutto myrdet ved et attentat et par uger inden valget. Det Pakistanske Folkeparti, som hun stod i spidsen for, vandt valget. Selv om mindretal i Pakistan må leve med en række problemer, er der indledt flere positive initiativer under den nuværende regering. Der arbejdes for interkulturel dialog, der er indført en kvote på 5 % minoriteter i forbundsadministrationen, og nogle muslimske helligdage er blevet anerkendt. Den pakistanske regerings plan om at reservere sæder i senatet til mindretal fortjener ros. Sluttelig vil jeg gerne understrege den særlig vigtige rolle, som Pakistan spiller i kampen mod terrorisme og ekstremisme.

 
  
MPphoto
 

  Antonio Tajani, næstformand i Kommissionen. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! EU har nøje fulgt situationen vedrørende religiøse mindretal i Pakistan. Pakistans forfatning anerkender religionsfrihed og foreskriver, at staten skal beskytte mindretals rettigheder.

For nylig har Pakistan gjort fremskridt, herunder vedtagelsen af forfatningsændringer, en styrkelse af valgte forsamlingers rolle i Pakistan og institutionelle udviklinger inden for menneskerettigheder, især oprettelsen af et ministerium for menneskerettigheder og et for minoriteter. Desuden er der ved at blive etableret en uafhængig national kommission for menneskerettigheder.

Endvidere har Pakistan ratificeret den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det er et skridt i den rigtige retning, forudsat at disse instrumenter gennemføres på effektiv vis. Ikke desto mindre bør Pakistan intensivere sin indsats for at sikre bedre integration af religiøse mindretal, herunder det kristne mindretal, i sociale, økonomiske og politiske institutioner. Pakistans internationale ry er blevet plettet af episoder som den, der fandt sted sidste år i Gojra, hvor syv kristne blev brændt levende, da ekstremister angreb en kirke og folks hjem, samt af angrebene på shiitter og diskrimination af Ahmadiyya-muslimer.

Hvad angår religiøse mindretals rettigheder har EU konsekvent anvendt politisk dialog over for Pakistan for at tage menneskerettighedsspørgsmål op, og vi har også taget diplomatiske skridt ved flere lejligheder. Derudover har EU siden 2007 opretholdt en dialog om menneskerettigheder inden for rammerne af samarbejdsaftalen med Pakistan, som indeholder bestemmelser om en regelmæssig dialog om regeringsførelse og menneskerettigheder.

Under disse drøftelser har EU altid insisteret på respekt for individets rettigheder og mindretals rettigheder. Som led i dialogen om menneskerettigheder har EU også gentagne gange taget spørgsmålet om anvendelse af blasfemilovene op over for Pakistans regering. I absolutte tal lader det til, at de fleste tiltalte er muslimer, men jeg er opmærksom på, at blasfemilovene ofte er blevet anvendt mod religiøse mindretal, og at falske anklager er blevet fremsat som en måde at klare personlige mellemværender på eller på grund af økonomisk grådighed. Det sidste møde i den blandede kommission fandt sted den 25. marts 2010, dagen efter et møde i et underudvalg om regeringsførelse, menneskerettigheder og migration.

Ved den lejlighed blev spørgsmålet om mindretal i Pakistan taget op. Samtidig tøvede vi ikke med at nævne pakistanske bekymringer over situationen vedrørende religiøse mindretal her i Europa.

EU planlægger også at tage disse spørgsmål op på vores næste møde med Pakistan den 4. juni i år. En stor del af Pakistans befolkning har ikke adgang til uddannelse og er uvidende om grundlæggende regler for social adfærd. Gennem den samarbejdsbistand, som Kommissionen yder, prioriteres forbedring af adgangen til grundlæggende uddannelse i forbindelse med pakistansk politik og uddannelse. Jeg håber, at det på mellemlang sigt vil føre til en mere tolerant holdning over for begrebet religionsfrihed.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted om et øjeblik.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

 
  
MPphoto
 
 

  Monica Luisa Macovei (PPE), skriftlig. – (EN) Efter sigende har Pakistan de strengeste blasfemilove i verden. Udnyttelse af ytringsfriheden eller religionsfriheden kan medføre fængsling og døden. Ifølge paragraf 295B og C i Pakistans straffelov er nedsættende bemærkninger om Koranen og profeten ulovlige og kan straffes med henholdsvis fængsel på livstid og dødsstraf. Paragraf 298 straffer handlinger, der forsætligt sårer religiøse følelser, og paragraf 298A, B og C gør det strafbart at fremsætte nedsættende bemærkninger om hellige figurer og steder og forbyder den religiøse gruppe Ahmadiyya (som betragter sig selv som muslimer). Religionsfrihed omfatter retten til at tro på enhver religion og retten til ikke at tro på nogen religion. Pakistans minister for minoritetsanliggender bekendtgjorde i går, at der er ændringsforslag under udarbejdelse, der skal standse misbruget af blasfemilovene. Jeg mener, at lovene bør ophæves, idet enhver ændret tekst blot vil være et levn fra fortiden og muliggøre fortsat vold og forskelsbehandling.

 
  
MPphoto
 
 

  Cristian Dan Preda (PPE), skriftlig. – (RO) I de senere år har den pakistanske regering indført en række tiltag, der tydeligt viser en vis følsomhed over for nationale mindretals situation. De omfatter udnævnelsen af Shahbaz Bhatti til forbundsminister for minoriteter, en kvote på 5 % af ansatte i den offentlige sektor og et tilsagn om repræsentation for religiøse mindretal i senatet for blot at nævne nogle få eksempler. Disse tiltag skal tilskyndes. Men det er nødvendigt at tage mange flere skridt for at forbedre situationen for religiøse mindretal.

Jeg mener, at et centralt element i denne bestræbelse er at revidere bestemmelserne om forbrydelser mod religioner, kendt som blasfemiloven. Muligheden for at misbruge bestemmelserne i denne lov har skabt et klima af intolerance, der har fremmet religiøs vold, forskelsbehandling, intimidering og forfølgelse af religiøse mindretal. Bortset fra det juridiske aspekt er det vigtigt for regeringen at indføre beslutsomme tiltag imod vold. Det er afgørende at fremme tolerance for at beskytte religiøse mindretal i Pakistan.

 
  
MPphoto
 
 

  Anna Záborská (PPE), skriftlig. – (SK) Den europæiske civilisation, som vi kender den i dag, ville ikke være mulig uden religionsfrihed. Vores søgen efter noget, der er større end den enkelte, må gå hånd i hånd med tolerance. Vejen til Gud – og vejen fra Gud – er forskellig og unik for hver enkelt. Om ikke andet har vi lært det gennem de 2 000 år med kristendom i Europa. Denne erfaring har været lang og smertefuld og har kostet millioner af uskyldige livet. Derfor har vi europæere retten til at sige til andre, at de ikke skal følge den rute. Derfor vil vi altid, i ethvert land, fordømme voldshandlinger mod og mord på uskyldige, især nu, hvor det drejer sig om vores allierede og ven.

 
  

(1) Se protokollen.

Seneste opdatering: 27. august 2010Juridisk meddelelse