Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om den europæiske strategi for den økonomiske og sociale udvikling af bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed.

  Johannes Hahn, medlem af Kommissionen. – (DE) Hr. formand! Man skulle næsten tro, at Europa var en alpin ø. Det glæder mig dog, at Parlamentet konstant bekymrer sig om den økonomiske og sociale udvikling i områder med særlige behov, især områder som f.eks. bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed.

Lissabontraktaten styrker betydningen af territorial samhørighed. I artikel 174 er det anført som et af målene i EU. Kommissionen fremlagde derfor grønbogen om territorial samhørighed for at indlede en omfattende forhandlingsproces. Et af de vigtigste resultater af denne høring var, at det ikke nødvendigvis er nye og supplerende finansielle midler, der er behov for, men vi skal snarere understrege betydningen af integrerede koncepter for territorial udvikling og tage større hensyn til de forskellige regioners stærke sider.

I mine øjne kan de specifikke særpræg i en region i bund og grund være en styrke. Sådanne regionale særheder – uanset om det er et område, der har status som en ø, er et bjergområde, eller det er et område med lav befolkningstæthed – skaber altså ikke automatisk problemer eller kræver mere bistand, især da disse områder på ingen måde er ensartede. Der kan derfor ikke blive tale om nogen "one size fits all"-løsning for de områder, der tilsyneladende hører sammen.

Kommissionen mener, det er af allerstørste betydning at sikre harmonisk fælles vækst i regionerne. Det ligger mig derfor på sinde, at vi gennemfører vores fælles Europa 2020-strategi i alle regioner frem for at anvende forskellige strategier på forskelligt strukturerede regioner – hvilket kunne bringe vores fælles indsats i fare snarere end at understøtte den. Vi mener derfor ikke, at der er behov for en separat politik vedrørende regioner med særlige vilkår. Derimod må vi styrke den integrerede tilgang i vores politik i forbindelse med andre politikker, og regionerne skal mere ihærdigt forsøge at udarbejde programmer, som er tilpasset til deres specifikke behov. Vi er nødt til at styrke den måde, hvorpå den territoriale dimension bliver udarbejdet samt gennemført på samtlige politikområder.

Dette giver anledning til fire indsatsområder. Det første er at bringe regionalpolitikken tættere på borgerne og ind i regionerne. For at fremme vores mål om territorial samhørighed er vi nødt til at forstærke sammenhængen mellem politikområderne på de forskellige niveauer. Det indebærer også, at man virkelig tager strategien med forvaltning på flere niveauer alvorligt og inddrager alle de relevante aktører, når vi udarbejder og gennemfører vores politikker. Men det betyder også, at der skal gøres mere intensiv brug af de eksisterende muligheder for samarbejde i form af interregionale, multiregionale og multinationale partnerskaber med henblik på at tage større hensyn til de udfordringer, der er fælles for visse områder som f.eks. store bjergområder som Alperne eller Pyrenæerne.

For det andet er vi nødt til at koordinere politikkerne bedre for regionerne. Territorial samhørighed indebærer også, at man tager større hensyn til komplementariteten og sammenhængen mellem regionalpolitikken og sektorpolitikken. Vi skal have klarhed over, hvordan hver enkelt politik vil påvirke regionerne. Kommissionen har derfor etableret en tværtjenestelig gruppe til behandling af spørgsmål om territorial samhørighed, der omfatter repræsentanter fra de forskellige generaldirektorater. Gruppens vigtigste opgave er at analysere de enkelte sektorpolitikker og deres indvirkninger på regionerne og især på regioner med særlige geografiske udfordringer.

For det tredje er der brug for territorialt samarbejde for at styrke den europæiske integration. Samarbejde er af særlig betydning for regioner med særlige geografiske udfordringer. Det er et spørgsmål om at finde tværnationale løsninger på fælles udfordringer, det være sig i form af makroregionale strategier som f.eks. Østersøstrategien, interregionale netværk eller udveksling af god praksis.

Endelig skal vi også gøre større brug af regionale kompetencer. Hvis vi skal nå frem til en målrettet regionaludviklingspolitik, der er baseret på nærhedsprincippet, og ad den vej støtte målene i Europa 2020, er vi nødt til at vide mere om situationen i regionerne, og hvordan politiske foranstaltninger virker. Vi har brug for et endnu bedre overvågningssystem, der også bedre kan behandle de eksisterende data, og vi har brug for målrettede indikatorer for at sikre, at vores politikker er rigtige. Det kan kun ske i fællesskab med regionerne, med det regionale erhvervsliv og med borgerne.

Vi har brug for en stærk regionalpolitik for alle regionerne, hvor der tages hensyn til de forskelligartede behov og særpræg i alle regioner. Det glæder mig, at der snart bliver lejlighed til at føre forhandlinger med Parlamentet om fremtidens regionalpolitik, herunder de specielle områder, på grundlag af den femte samhørighedsrapport.

  Jan Olbrycht, for PPE-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Vi indleder i dag en drøftelse af situationen for de regioner, som har meget specielle og specifikke særpræg. Det er de regioner, hvor mange aktiviteter indebærer ekstraomkostninger. Øer samt bjergområder er belastet af ekstraomkostninger, som skyldes geografiske faktorer. Drøftelsen i dag er også vigtig i en anden forstand, der er særdeles vigtig for de yderligere foranstaltninger, kommissæren har nævnt. Jeg tænker her på, at vi med forhandlingen i dag tager hul på en drøftelse af samhørighedspolitikken efter 2013.

Den beslutning, vi taler om i dag, drejer sig ikke så meget om at udtrykke viljen til at støtte bestemte områder – det er nemlig indeholdt i traktaten – men drejer sig om helt specifikke foranstaltninger og rejser specifikke spørgsmål om, hvordan vi skal tilrettelægge samhørighedspolitikken efter 2013. Man skal være opmærksom på, at der i beslutningen primært fokuseres på, hvordan man integrerer regionalpolitikken med andre politikker. Spørgsmålet om indikatorer og begrundelsen for at anvende samhørighedspolitik og bruttonationalprodukt er også nævnt. Der står, at andre politikker også skal anvendes til at støtte disse regioner, herunder – vi taler ikke om dette punkt her, men vi skal have det in mente – landbrugspolitikken. Der står noget om territorialt samarbejde og bedre anvendelse af Den Europæiske Gruppe for Territorialt Samarbejde, som vi arbejdede på i den tidligere finansielle ramme. Vi befinder os med andre ord i den første fase af en seriøs drøftelse af fremtidens samhørighedspolitik. Vi indleder denne drøftelse med specifikke regioner, men det er en indledning, der viser, at samhørighedspolitikken er og fortsat skal være en af EU's centrale politikker.

  Georgios Stavrakakis, for S&D-Gruppen. – (EL) Hr. formand! For det første vil jeg gerne takke kommissæren for hans tilstedeværelse.

Alle bjergområder og øer er områder, hvor samordning både med hensyn til politisk planlægning og programgennemførelse er af afgørende betydning. Det er områder, hvor forskellige politikker som f.eks. vedrørende landdistrikter, regioner, transport, miljø, fiskeri og beskæftigelse skal bruges til at løse kombinationer af mangesidede problemer.

EU har udviklet en lang række tiltag for disse områder i henhold til forskellige politikker. Det, der efter min mening mangler, er samordning. For et land som Grækenland, hvor det meste af landet er bjergrigt, og der er over 200 beboede øer, er det let at se, at den sociale og økonomiske samhørighed ikke kan blive bedre, medmindre der sker en samordning på alle niveauer.

EU vil dermed få en dobbelt fordel. På den ene side undgår vi at finansiere identiske tiltag via forskellige programmer, og på den anden side fremmer vi væksten ved at give borgerne flere fordele, uanset hvor de bor.

At der er brug for en helhedsorienteret tilgang til politisk planlægning og gennemførelse for bjergområder og øer i EU, burde være en helt indlysende udmelding og ikke bare ønsketænkning.

  Riikka Manner, for ALDE-Gruppen. – (FI) Hr. formand, hr. kommissær! Den kompromistekst, vi er nået frem til i denne beslutning, er fremragende, så jeg vil gerne sige tak til alle mine kolleger, som var inddraget.

Det skal være en af vores primære prioriteringer at rette op på situationen i de områder, der er ramt af finanskrisen, og det gælder også for regionalpolitikken. Disse områder er ganske rigtigt nordlige områder med lav befolkningstæthed, bjerg- og grænseområder samt øer. Denne beslutning vil tjene som en meget kraftig henstilling fra Parlamentet til Kommissionen om også i de kommende finansielle rammer og den næste programmeringsperiode at fokusere særlig på områder, hvor man må leve med naturbetingede ulemper af permanent art.

Støtte til områder med lav befolkningstæthed vil være særdeles vigtig i den kommende samhørighedspolitik, hvis den skal fortsætte som en virkelig helhedsorienteret politik. Jeg vil også gerne over for mine kolleger, der støtter beslutningerne, understrege, at de skal sikre, at dette mål også bliver gennemført rent praktisk – ikke blot ved at stemme for denne beslutning, men også ved at sørge for, at der rent faktisk afsættes midler til disse specielle områder i de kommende finansielle rammer.

Det glæder mig, at man i dokumentet fremhæver betydningen af at udnytte det potentiale, som disse regioner har at byde på. Det er vigtigt, at vi også kaster et blik på de særdeles værdifulde ressourcer, der findes i disse områder, og ikke bare tænker på deres problemer. Kun ved at udnytte deres sande potentiale kan vi gøre reelle fremskridt med hensyn til deres udvikling. Deres traditionelle kilder til livets underhold, energi og fokusområderne i Europa 2020-strategien såsom forskning og udvikling er særdeles vigtige punkter for disse særlige områder.

Jeg ser med interesse frem til Kommissionens femte samhørighedsrapport. Det bliver spændende at se, hvordan Kommissionen rent faktisk tager højde for målene i Europa 2020, og hvordan de særlige kompetenceklynger i disse særlige områder udnyttes i hele i Europa.

  François Alfonsi, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Udarbejdelse af en europæisk strategi for den økonomiske og sociale udvikling af bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed er virkelig af afgørende betydning.

I artikel 174 i Lissabontraktaten fastslås det langt om længe, at EU skal være opmærksom på de områder, som har ulemper af permanent art, der skal overvindes. Så fra nu af skal Kommissionen foreslå specifikke strategier, der er egnet til at garantere befolkningen i disse områder ligestilling med andre europæiske borgere, således at de effektivt kompenseres for de ulemper, de må leve med i deres dagligdag samt i forbindelse med deres økonomiske aktiviteter.

I den forbindelse er bruttonationalproduktet pr. indbygger, som jo hele tiden er det højt prioriterede kriterium for støtte fra strukturfondene, ikke tilstrækkeligt i sig selv. Disse regioner er ramt af affolkning og på grund af denne befolkningstilbagegang kunne den tilbageværende befolkning endda opnå et endnu højere BNP pr. indbygger. Vi skal derfor anvende en mere avanceret fremgangsmåde for disse områder, og vores gruppe ønsker at holde fast i dette punkt.

I artikel 174 i Lissabontraktaten anerkender man disse områders særlige karakter. Vi skal derfor iværksætte specifikke tiltag med henblik på at udvikle og behandle specifikke problemer. Disse tiltag skal opfylde betingelserne for strukturfondene, især hvis problemerne antager en særlig akut form som f.eks. indvirkningen af den globale opvarmning på f.eks. øerne og bjergene, energiforsyning, tilgængelighed, transportproblemer osv.

Vi opfordrer også Kommissionen til at stille specifikke midler til rådighed for disse områder i det næste finansielle overslag, der vil omfatte programmeringsperioden 2014-2020. Vi ser også gerne, at instrumenter som f.eks. Den Europæiske Gruppe for Territorialt Samarbejde følges op og finder meget større anvendelse ved at insistere på at få fjernet de hindringer for tværnationalt samarbejde, som er indført.

  Oldřich Vlasák, for ECR-Gruppen. – (CS) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det er over to år siden, vi drøftede spørgsmålet om de ugunstigt stillede, mere fjerntliggende regioner i Parlamentet. Da jeg genlæste mit oprindelige indlæg fra dengang, måtte jeg indrømme, at det absolut stadig var helt på sin plads, og at jeg ikke ville ændre et eneste ord. Desværre må jeg på vegne af De Europæiske Konservative og Reformister sige, at vi ikke støtter det fælles beslutningsforslag, og det er der fire grunde til.

For det første er vi imod tanken om social manipulation og overdreven indblanding fra myndighedernes side. Vi er nødt til at forstå, at nogle af de problemer, som øer, bjergområder eller områder med lav befolkningstæthed har, er uløselige. Det drejer sig om specifikke problemer i forbindelse med deres geografiske og strukturelle særpræg, som vi ikke kan ændre på.

For det andet er vi ikke er enige i tanken om, at alle øer, bjergområder eller områder med lav befolkningstæthed udgør en homogen masse med fælles træk. Hvad har det franske bjergområde i Chamonix til fælles med den græske ø Lefkada eller den finske region nord for polarcirklen i området Rovaniemi?

For det tredje er grænseregionerne gledet helt ud af billedet i forslaget og i den nuværende forhandling. Jeg behøver jo ikke at minde nogen her om, at der i henhold til artikel 174 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde inden for rammerne af samhørighedspolitikken skal lægges særlig vægt på landdistrikter, områder i en industriel overgangsproces og områder, som er alvorligt og permanent ugunstigt stillet som følge af naturbetingede eller demografiske forhold. Mens en ø altid vil være en ø, og et bjerg altid vil være et bjerg, kan landegrænser eller i hvert fald administrative grænser forsvinde. Det er derfor vigtigt at lægge større vægt på grænseregionerne.

For det fjerde mener vi, det er for tidligt at drøfte specifikke nye lovgivningsmæssige foranstaltninger, regionaludviklingsprogrammer og finansielle midler for disse områder. Det er klart, at forhandlingen om EU-midler og anvendelsen deraf efter 2013 er begyndt at spidse til. Det er tydeligt, at enkelte stater, regioner og områder inden for rammerne af denne forhandling forsøger at gøre opmærksom på deres respektive problemer og de behov, de gerne vil have finansieret via europæiske kilder. Det står hævet over enhver diskussion, at ugunstigt stillede regioner er berettiget til andre vilkår med hensyn til samfinansiering, bestemmelser om offentlig støtte og forordningen om det indre marked via anvendelse af toldregler. De europæiske rammer skal også afspejle dette, idet det skal være muligt at bevare disse regioners specifikke karakter, samtidig med at man afhjælper de begrænsninger, de er underlagt.

Men det handler om, i hvilket omfang komplicerede europæiske programmer er effektive i dette tilfælde. Europæisk strukturpolitik bør snarere drives af idéen om, at finansielle midler primært skal gå til de fattigste regioner, hvor der er mest brug for dem. Det skal gælde, uanset om det drejer sig om en ø, et bjergområde eller et område med lav befolkningstæthed.

  João Ferreira, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Hr. formand, hr. kommissær! Selv om man tager nogle ædle principper med i traktaterne og i EU's forskelligartede lovgivning, er det som bekendt ingen garanti for, at de rent faktisk bliver udmøntet i praksis. Territorial samhørighed er – ligesom faktisk også økonomisk og social samhørighed – et meget slående eksempel på dette. Det, disse mål mangler mere end beslutninger og strategier, er nogle almindelige politiske og makroøkonomiske rammer samt konkrete foranstaltninger til at fremme og gennemføre dem.

De politikker, som EU har forfulgt, har desværre ikke skabt samhørighed, men større asymmetri – både økonomisk, socialt og også territorialt. Der er en meget reel risiko for, at denne asymmetri endda bliver endnu større i fremtiden som følge af den endnu mere restriktive gennemførelse af instrumenter såsom stabilitets- og vækstpagten og de alvorlige begrænsninger, det betyder. Dette er en meget reel risiko i betragtning af, at EU's budgetter ikke slår til, idet de slet ikke kan dække det, der er behov for, når man skal omsætte territorial samhørighed og økonomisk og social samhørighed i praksis. Og hvad værre er, bliver disse midler også ofte fordelt uretfærdigt.

Selv om bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed er forskellige fra hinanden på hver sin måde, er man alle steder oppe imod en række problemer af permanent art, som man har til fælles. Nogle fælles politikker har, jeg gentager, forværret disse problemer i stedet for at løse eller begrænse dem. Det gælder også for den fælles landbrugspolitik og de efterfølgende reformer, hvis dybt negative konsekvenser man skal gøre noget ved og rette op på. De specifikke træk ved den samfundsøkonomiske struktur i disse områder og deres produktionssystemer gør dem sårbare for den markedsliberalisering, som EU har forfulgt.

Vi har stillet en række forslag for at afhjælpe denne situation og fremme den økonomiske og sociale udvikling i disse områder. Vi er nødt til at hjælpe med at mobilisere deres indbyggede udviklingspotentiale ved at støtte den lokale produktion, ved at stimulere lokale og regionale markeder og ved at stimulere og øge de offentlige og private investeringer i produktive aktiviteter for at fastholde jobmulighederne og skabe flere arbejdspladser med tilknyttede rettigheder og rimelige lønninger.

Vi må heller ikke glemme, at nogle af disse regioner som f.eks. øregionerne ofte supplerer hinanden, for så vidt angår deres produktion og markeder. Vi skal lære at gøre god brug af en sådan komplementaritet og styrke den. Vi skal desuden erkende de yderligere problemer, man står over for med at få adgang til EU's programmer og finansiering på områder som f.eks. forskning og udvikling. Vi skal gøre brug af positiv forskelsbehandling for disse regioner for at forbedre deres adgang.

Et emne, der er drøftet her i dag – forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer – er også relevant. Vi må erkende, at disse regioner er mere udsatte for katastrofer, og at katastrofeforebyggelsen skal styrkes, sådan som det påpeges i den betænkning, vi vedtog her i dag.

Vi sender endnu en gang et advarselssignal, sådan som vi har gjort det adskillige gange før. Disse regioner, især regionerne i den yderste periferi, skal fortsat være en del af konvergensmålene, så man ikke forværrer den række af strukturelle ulemper, som størstedelen af dem stadig må leve med – som i de autonome regioner Madeira og Azorerne i Portugal.

  Fiorello Provera, for EFD-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Afstemningen i morgen er vigtig for de over 90 mio. europæere, der bor i bjergområder. I artikel 174 i Lissabontraktaten erkender man betydningen af bjergområder og særlige regioner. Men denne artikel skal gennemføres ved hjælp af en specifik politik. Vi er nødt til at skride fra ord til handling. Bjerge handler ikke kun om ren luft, natur og ferier. Ud over det er der nogle reelle problemer, som de mennesker, der bor i bjergområder, må leve med hver dag og med stort besvær til følge.

Den manglende infrastruktur gør det vanskeligere for mennesker og varer at bevæge sig rundt, og adgangen til tjenesteydelser er vanskeligere på grund af ekstraomkostninger for virksomhederne og borgerne. For at undgå affolkning af bjergområder skal vi garantere, at de mennesker, som bor der, har rimelige levevilkår med moderne tjenesteydelser og tilstrækkelig sundhedspleje, præcis som alle andre europæiske borgere.

Bjergområder frembyder også en stor mulighed for ren energiproduktion, energibesparelser og kvalitetslandbrug, der er miljøvenligt. For at opnå alt dette skal der investeres penge i et rammeprogram, der omfatter ethvert aspekt af livet i bjergområderne. Dette udspil støttes af alle de politiske grupper og af de europæiske bjergområdeorganisationer såsom Euromontana og den europæiske forening af valgte repræsentanter fra bjergområder (AEM, "Association Européenne des élus de Montagne"). Det opfylder også et ønske, som Kommissionens formand, hr. Barroso, selv har udtrykt.

Det er nu op til Kommissionen at gennemføre denne anmodning hurtigt og inddrage regionerne i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Jeg vil gerne slutte af med specifikt at foreslå, at der udnævnes en fungerende kommissær for bjergområder og særlige områder for at samordne denne nye europæiske politik effektivt.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Hr. formand! Ca. 18 % af EU's samlede befolkning bor i bjergområder. Disse områder er kendetegnet ved fælles fokus på landbrug og skovbrug samt naturligvis også på turisme. Landbrugerne i bjergområder arbejder meget hårdt for en forholdsvis lille indkomst. De bidrager imidlertid markant til at bevare alperegionen – og dermed til bæredygtigheden. Vi må ikke lade alperegionen blive til en gold steppe. Vi ønsker tværtimod, at den fortsat er et velbevaret kulturlandskab. EU-støtte skal tildeles under hensyntagen til bjergområders topografiske, klimatiske og også kulturelle særpræg. Det giver ingen mening at anvende en ensartet skabelon hele vejen lige fra Gibraltar til Nordkap.

Hvad er det, vi har brug for? Vi har brug for et arealtilskud og et tilskud til dyreopdræt for også at støtte landbrugerne i deres arbejdsindsats vedrørende opdræt af passende dyrearter efter 2013. Vi har brug for forhøjet investeringsstøtte, hvor der tages hensyn til, at omkostningerne er højere end i dalområder, og har brug for, at højkvalitative levnedsmidler fra alperegionen bliver mærket, beskyttet og certificeret.

EU skal derfor komme på banen nu for at sikre, at bjerglandbrugerne og således hele alperegionen kan få en anstændig fremtid efter 2013.

  Lambert van Nistelrooij (PPE). – (NL) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne takke kommissæren for at have svaret på vores spørgsmål. Når alt kommer til alt, var formålet med spørgsmålet at få genbehandlet den politik, vi tidligere har skitseret, nu, hvor den nye traktat er faldet helt på plads. Det er faktisk rigtigt, at regionalpolitikken med alle dens facetter kan bringe os tættere på vores medborgere og på realiteterne i deres liv.

For det andet udgør territorial samhørighed faktisk den nye dimension, og vi har rapporter der bekræfter dette. Territorial samhørighed har også en hel mase at gøre med, hvordan vi bør håndtere fuldstændig forskelligartede situationer i lande som Frankrig eller Spanien. Det handler ikke blot om at tildele stadig flere specifikke midler. Nej, der er en klar tendens til større samhørighed og mere ligevægt mellem nationalstaterne. Hvis vi derefter ser på den nye finansielle ramme, dvs. den nye politiske ramme efter 2013, kan vi se de ting, som driver dette fremad, og Europas merværdi.

I den forbindelse er det godt, at vi tager dette initiativ i dag. Jeg føler mig med en vis tøven nødsaget til at understrege, at vi skal have flere midler, men det er måske for tidligt. Dette kan måske nok være en specifik politik, men det skal helt sikkert også være muligt at opnå dette via reallokering inden for f.eks. de enkelte medlemsstater. Det Europæiske Folkepartis Gruppe (De Kristelige Demokrater), på hvis vegne jeg taler, vil også bede om en delt afstemning. Vi må vente og se, hvad der sker efter det, uanset om vi erklærer, at vi går ind for vores egne finansielle og retlige rammer.

Lad mig afslutningsvis tilføje, at jeg er fra Nederlandene. Vi har ingen bjerge eller områder med lav befolkningstæthed, men vi har nogle øer. Jeg vil gerne stille følgende spørgsmål til kommissæren: Nu hvor vores kongerige har gennemgået forandringer, og øerne Saba, St. Eustatius og Bonaire har fået fuldt selvstyre inden for Nederlandene, kan det så fremskyndes, at disse øer erklæres for at være regioner i den yderste periferi? Vi har i lang tid set frem til dette.

  Teresa Riera Madurell (S&D). – (ES) Hr. formand, hr. kommissær! Hvis vi gerne vil nå det mål om territorial samhørighed, der blev indført i den nye traktat, skal man i alle områder i EU kunne nyde godt af de samme rettigheder og frihedsrettigheder.

Vi bør derfor være meget stolte over den aftale, der er indgået i Parlamentet, om at fremme tilpasningen af europæiske politikker til de specifikke behov for øer, bjergområder og områder med lav befolkningstæthed, således at disse områder kan udvikle deres fulde potentiale og konkurrere på lige vilkår.

Der er i den henseende et særdeles vigtigt punkt, som jeg gerne vil understrege. Nogle øregioner får på nuværende tidspunkt ikke midler til tværnationale samarbejdsprojekter, ganske enkelt fordi de ligger mere end 150 km væk. Dette er et irrationelt og uretfærdigt kriterium, der øger deres isolation, og som vi foreslår at fjerne.

Som hr. Schulz så rigtigt sagde, bor jeg på en europæisk, ø og jeg ved af egen erfaring, at det har sin pris at være en ø. Vi har som lovgivere en forpligtelse til at gøre denne pris mindre. Som kommissæren med rette påpegede, giver traktatens artikel 174 os mulighed for at gøre dette.

  Niccolò Rinaldi (ALDE). – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Når vi drøfter problemerne i områder med lav befolkningstæthed og på øerne i den yderste periferi her i Parlamentet – især set i lyset af min parlamentariske forpligtelse over for bjergområder – er det et første skridt i retning af at etablere et netværk for at bevare disse regioner, hvor de europæiske borgere bor under fuldstændig enestående forhold og ofte på lave indkomster. Det er områder med lav befolkningstæthed, og hvor man oplever aldrende befolkninger, fordi de unge ofte forlader områderne, og procentdelen af indbyggere med en universitetsuddannelse er under det nationale gennemsnit.

Disse kriterier – især BNP, men der er også andre – skal inspirere til en europæisk støttestrategi for bjergområder, som har færre tjenesteydelser, har infrastrukturproblemer, og som er særlig udsatte på grund af landbrugskrisen og klimaændringerne. Bjerge er steder, hvor mennesker lever, og som bliver udforsket, og de skal nu også blive til et politisk laboratorium, fordi de er en vældig stor ressource for udvikling med hensyn til kultur, ren energi og højkvalitativt landbrug samt for den livskvalitet, der er absolut nødvendig for at kunne garantere en større trivsel blandt bybefolkningerne.

Ud over Kommissionens, medlemsstaternes og de lokale myndigheders ansvar er det også lokalsamfundenes ansvar at forstå, hvordan man kan kontrollere sin egen skæbne i det 21. århundrede i Europa med en helhedsorienteret tilgang og især en aktiv medvirken i beslutningsprocessen.

Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at det i bjergområder er bedre at arrangere 10 lokale sportsbegivenheder end én eneste World Cup, og dette bør være arbejdsmetoden for enhver. Vi skal øge antallet af udbredte initiativer og udvise større politisk kreativitet, idet man skal begynde med, at der i kommissærkollegiet etableres en særlig delegation for bjergområder og øer.

  Alyn Smith (Verts/ALE). – (EN) Hr. formand! Jeg erklærer min interesse som næstformand i Den Tværpolitiske Gruppe om Bjergområder, Øer og Områder med Lav Befolkningstæthed.

Jeg vil gerne rose de kolleger i hele Parlamentet, der har arbejdet så hårdt på at få dette emne på dagsordenen, fordi selv om jeg glæder mig særdeles meget over kommissærens tilstedeværelse her og ser positivt på hans udmelding, er alle initiativerne med hensyn til faktisk at sætte fart på gennemførelsen af artikel 174 og udmønte den i praksis taget her i Parlamentet. Kommissæren har en meget entusiastisk partner med hensyn til at omsætte artikel 174 i praksis for vores medborgere, fordi artiklen giver os en udfordring med hensyn til at vise, at EU tilfører en reel merværdi for nogle af de mest forskelligartede og uensartede lokalsamfund, vi har i EU.

Jeg lægger vægt på ordet lokalsamfund, fordi det er vigtigt at erkende, at det er lokalsamfundene, som vi forsøger at hjælpe. Selve geografien – det være sig en ø, det være sig bjergområder, det være sig områder med lav befolkningstæthed – er for så vidt irrelevant. Vi taler om et fælles problem som følge af forskellige geografiske specifikke forhold. Det er her, vi skal sikre, at vores klassifikationer nu også passer – og det gør de ikke i øjeblikket. De regler, vi opererer med, passer ikke til de specifikke forhold i de lokalsamfund, vi taler om, og det giver ofte nogle helt forkvaklede resultater. Det er her, vi havde et specifikt problem med dokumentet fra Generaldirektoratet for Regionalpolitik "Territories with specific geographic features" ("Områder med specifikke geografiske særpræg"). Jeg håber, man tager kritikken i punkt 2 i beslutningsforslaget fra Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance til sig, fordi vi mener det faktisk. Vi har brug for et bedre klassifikationssystem, end det vi har.

Det drejer sig ikke om at give flere penge til de fattige, ugunstigt stillede områder. Der er mere end nok dynamik, spænding og entusiasme på vores øer i Skotland, bjergområderne og forskellige andre steder til at hjælpe dem med at helbrede sig selv. Men vi er nødt til navnlig at sikre, at statsstøtten udgør et bidrag til snarere end en hindring for deres liv og, hvis vi fejer hindringerne af banen, kan vi arbejde sammen om at gøre deres liv bedre.

  Marisa Matias (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand, hr. kommissær! Et EU uden økonomisk og social samt territorial samhørighed er ikke nogen union. Bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed har deres egne vanskelige udfordringer, som skal overvindes af hensyn til et befolkningernes Europa. Vi er dog nødt til at komme videre end hensigtserklæringer, for ellers får vi den modsatte virkning og forstærker ulighederne.

Disse regioner er et kæmpestort reservoir af vigtige ressourcer. Biologisk mangfoldighed, skove, vådområder og landdistrikter udgør et uhyre vigtigt gode for alle, men alligevel må man leve med de deraf følgende begrænsninger på regionernes økonomier. Vi er nødt til at give noget tilbage. Vi skal alle tilbyde de mennesker, der bor i disse regioner, vores solidaritet og opbakning.

Jeg vil gerne komme med to forslag. Det første drejer sig om deres potentielle bidrag vedrørende videnskab og udvikling. Naturrigdommene i mange af disse regioner gør dem til ægte friluftslaboratorier, men de har ikke lige adgang til forskningsmidler. Hvorfor forsyner vi dem så ikke med fremragende forskningscentre, således at der skabes kvalitetsarbejdspladser, og deres økonomi bliver genoplivet?

Mit andet forslag drejer sig om energi. Disse regioner kan og skal fungere som pilotprojekter, der kan vise potentialet for bæredygtighed og selvforsyning med energi, især via mikroanlæg, hvor man benytter sig af lokale energikilder. Det ville reducere afhængigheden, øge ligheden og skabe nye arbejdspladser.

Til slut vil jeg gerne påpege, at det, når man anvender bruttonationalproduktet som den eneste eller vigtigste indikator for tildeling af støttemidler, kun kan føre til yderligere uretfærdigheder. Det er derfor afgørende at gøre brug af supplerende oplysninger, især oplysninger om de socioøkonomiske realiteter i disse regioner.

Og her må jeg lige sige et par særlige ord om befolkningen på hhv. Azorerne og Madeira samt i bjergområderne og de affolkede områder inde i Portugal. De bidrager med deres indsats i stor stil til udviklingen og livskvaliteten for samtlige borgere i Europa.

Disse områder og alle andre områder har deres egen sammenhæng. Social, økonomisk og territorial samhørighed skal ikke betragtes som godgørenhed. Det drejer sig om, hvorvidt vi vil have en reel europæisk omfordelingspolitik eller ej. Jeg mener af alle disse grunde, at denne beslutning er et vigtigt tiltag, men blot det første af mange.

  Timo Soini (EFD). – (FI) Hr. formand! Finland er et stort land med et areal, der næsten er lige så stort som Storbritanniens, men der bor kun 5,3 mio. mennesker. Det er efter min mening noget, der beriger vores liv enormt, idet jorden ikke længere bliver udstykket nogen steder. Verden og Europa bliver overbefolket, men rent vand og natur er en helt afgørende nødvendighed. Der opkræves skatter fra folk langt ude på landet, så alle har ret til grundlæggende serviceydelser. Områder med lav befolkningstæthed er lige så vigtige som byerne, fordi alle og hvert liv har sin værdi.

I mit hjemland, Finland, er Lapland, Östra Finland og de centrale dele af landet tyndt befolket, men de bidrager alle til landets infrastruktur og er en del af Finland som helhed, et land, hvor vi desuden har kunnet og kan gå ind i kommercielt bæredygtige aktiviteter. Vi i EU, som jeg ser med skepsis på, skal også kunne se, at aktiviteter skal være økonomisk realistiske. Der skal desuden også ske en udvikling i disse regioner.

Vi er også nødt til at sikre, at vi ikke er med til at affolke landdistrikterne som følge af EU's lovgivning. Det er med afsæt i dette punkt, at jeg ser særlig kritisk på det kommende direktiv om posttjenester. De høje herrer ville gøre ret i at tage ud til disse områder med lav befolkningstæthed og kontrollere, hvad tid posten kommer. Det er sådanne ting, jeg gerne vil understrege, og hvis vi kan gøre nogen som helst fremskridt, bliver jeg måske endda knap så kritisk.

  Angelika Werthmann (NI). – (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Som østriger er jeg primært optaget af, hvad der står i den foreliggende betænkning om situationen for dem, der bor i bjergområder. Som allerede konstateret i erklæringen er landbrug en økonomisk nøglesektor i disse områder. Statistikken viser, at 13 landbrugere hver dag må dreje nøglen om i Østrig. Små landbrug er specielt udsatte. Alt i alt har vi nu kun halvdelen af det antal landbrug, vi havde i 1950. Bjerglandbrugere har den yderligere ulempe, at de ikke kan være nær så produktive som landbrug i dalområderne. Deres produkter kan knap nok konkurrere på markedet på grund de høje transportudgifter som følge af geografisk beliggenhed. Tradition forpligter.

Landbrugernes og deres familiers liv er et vidnesbyrd om, hvordan generationer har levet og arbejdet sammen. Det er i vores nuværende samfund noget ret unikt, og det er noget, vi ikke må lade gå tabt.

  Danuta Maria Hübner (PPE). – (EN) Hr. formand, hr. kommissær! Territorial mangfoldighed er et aktiv for Europa. Det er vores forpligtelse som EU's institutioner at sikre, at vilkårene for dette aktiv fungerer af hensyn til Europa, dets kultur og dets økonomi.

I traktaten kræves det, at EU i sine politikker tager hensyn til områder med specifikke særpræg, som indebærer særlige udviklingsmæssige udfordringer, både med hensyn til problemer, der skal løses, og muligheder, der kan udnyttes. Lad mig i den forbindelse tage tre spørgsmål op.

For det første er der territorial konsekvensanalyse. Dette spørgsmål har i årevis stået på den europæiske dagsorden. Jeg vil gerne opfordre Kommissionen til at inkludere det territoriale aspekt i konsekvensanalyseproceduren for europæiske initiativer. Territorial konsekvensanalyse kunne være et fremragende horisontalt redskab, hvormed man på en effektiv måde kan tage fat på de specifikke behov i områderne. Jeg vil derfor gerne på det kraftigste støtte tanken om regionalisering af konsekvensanalyseinstrumentet. Det kan måske være til hjælp her, hvis man kunne gøre noget via modellen for strategisk miljøvurdering.

For det andet talte kommissæren om Fællesgruppen vedrørende Territorial Samhørighed. Det er min klare holdning, at der stadig er potentiale i Kommissionen til at øge bevidstheden på mange relevante politikområder vedrørende de udviklingsmæssige udfordringer i specifikke områder. Via Generaldirektoratet for Regionalpolitiks arbejde med alle andre relevante tjenestegrene skal den territoriale følsomhed for alle europæiske politikker identificeres. Jeg mener især, at transport- og energipolitikkerne skal være "regionalpolitisk forsvarlige". "Regionalpolitisk forsvarlighed" burde være en del af god praksis i EU.

For det tredje vil jeg gerne bede Kommissionen om at se omhyggeligt på EU 2020 og især flagskibsinitiativerne med henblik på at foretage en prioritering af punkter, der har særlig betydning for disse områder med særlige udviklingsmæssige karaktertræk.

Lad mig afslutningsvis benytte denne lejlighed til mere generelt at sige, at de det kan komme de europæiske borgere til gode, at flagskibsinitiativerne i EU 2020 bringes ud på lokalt og regionalt niveau.

  Juan Fernando López Aguilar (S&D). – (ES) Hr. formand, hr. kommissær! For første gang i den europæiske integrations historie har man i Lissabontraktaten indføjet det regionale aspekt og territorial samhørighed som et afgørende mål i EU.

Jeg deltager i denne forhandling ligesom et andet parlamentsmedlem fra en øregion, nemlig De Kanariske Øer, der er omfattet af traktatens artikel 174, hvor der specifikt henvises til øer, og artikel 349, da øgruppen er en region i den yderste periferi. Jeg gør dog dette velvidende, at øerne ud over deres territoriale fragmentering, da øer altid er EU's ydre grænse, er specielt sårbare med hensyn til energi, transport og infrastrukturstrategier og frem for alt strategier vedrørende EU's indre og ydre sikkerhed over for trusler og navnlig over for ulovlig menneskesmugling.

Jeg beder derfor om stor opbakning til denne beslutning og frem for alt til dens udmøntning til konkrete politikker – hvormed den bør blive fyldt med indhold, og som vi ikke kan drøfte i detaljer – og især til overførslen til det finansielle overslag for 2014-2020. Vi skal have et budget, der matcher målene og giver økonomisk støtte til ambitionen om at give de europæiske borgere, der bor på EU's øer, fulde og lige rettigheder og muligheder ligesom dem, der bor på fastlandet i dette meget store område med europæisk integration.

  George Lyon (ALDE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil også gerne bifalde den betænkning, vi drøfter i dag. Som øbo, der lever på vestkysten i Skotland, er jeg udmærket godt klar over de udfordringer, mange af vores yderste områder og faktisk også vores øregioner står over for. Den grundlæggende udfordring, som øerne og faktisk også vores bjergområder står over for, er naturligvis transportomkostningerne. Det gør, at vi ikke er konkurrencedygtige, medfører, at der er for få muligheder og mangler arbejdspladser i disse områder, samt i sidste ende at de unge flytter væk.

I punkt seks i betænkningen henvises der til behovet for at gøre områderne mere konkurrencedygtige, hvilket der for mig er den grundlæggende udfordring for den regionale samhørighedspolitik fremover, når man skal gøre noget ved de problemer, som øboerne og beboerne i bjergområder har.

Lad mig bringe et særligt spørgsmål på bane, som jeg gerne ville tage op med Kommissionen og gøre kommissæren opmærksom på. Vi havde for tre år siden i Skotland et nyttigt initiativ fra den skotske regerings side, hvor man forsøgte sig med lavere færgetakster til øerne for at se, om det gav et løft til de pågældende øer. Pilotprojektet løb i tre år og er nu afsluttet. Nogle af øerne fik gavn af støtten – andre gjorde ikke. Vi forventede, at programmet efter endt evaluering skulle bredes ud til alle øer i Skotland.

Den skotske regering har valgt at brede programmet ud igen, men desværre kun til de vestlige øer, og resten får ingen støtte.

Borgerne i min valgkreds i Argyll synes ikke, at det er retfærdigt, og nogle af dem mener, at det udelukkende er valgflæsk. Hvis jeg skriver til kommissær Hahn og kommissæren for transport, vil de forhåbentlig reagere på problemerne og undersøge den uretfærdige situation, som mange af borgerne i min valgkreds står i.

  Malika Benarab-Attou (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Alperne er et af de tættest bebyggede bjergområder i Europa. De rummer de vigtigste vandressourcer, men deres nuværende økonomiske situation gør dem sårbare for den globale opvarmning.

Alperne kunne spille en grundlæggende rolle ved at blive CO2-neutrale inden 2050 som fastlagt af de fire miljøministre i de tysktalende Alpelande i juni i år. Det kunne blive den foretrukne region for etablering af vedvarende energi og bidrage til at nå målet om en CO2-reduktion på 20 % inden 2020.

(Taleren afbrød)

  Giancarlo Scottà (EFD). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! I Lissabontraktaten lægges der særlig vægt på regioner med alvorlige ulemper af permanent art. Jeg støtter af den grund hr. Proveras initiativ vedrørende den landbrugsmæssige, miljømæssige og kulturelle genopbygning af disse regioner. Jeg opfordrer derfor Kommissionen til hurtigst muligt at gå i gang med arbejdet med at gennemføre en politik for bjergområder, hvormed man får gjort noget ved problemerne, det faldende befolkningstal og opgivelsen af bjergområder med den miljømæssige nedbrydning, det indebærer.

Det er særdeles vigtigt at sørge for landbrugsaktiviteterne, livskvaliteten og kulturarven for dem, der bor under ugunstige vilkår, og det er grundlæggende at sikre, at Kommissionens, medlemsstaternes og de regionale og lokale myndigheders tiltag er i harmoni med hinanden.

Et grundlæggende princip i EU er nærhedsprincippet, der er et instrument, som er afgørende for at fremme udviklingen af ugunstigt stillede regioner via varige og målrettede foranstaltninger som respons på regionale forslag. Dette er en betydelig udfordring, og opgaven vil være at holde på folk i disse regioner eller endnu bedre at tilskynde dem til at tage tilbage dertil.

  Nuno Teixeira (PPE). – (PT) Hr. formand, hr. kommissær! Målet om territorial samhørighed, der nu er nedfældet i Lissabontraktaten, symboliserer værdien af europæisk solidaritet og medlemsstaternes og EU's forpligtelse til at reducere de nuværende forskelle mellem de forskellige regioner.

Det er dog ikke nok, at de mål, vi gerne vil nå, står i traktatteksterne. Der er regioner i EU, som må leve med ulemper af permanent art, som begrænser deres økonomiske og sociale udvikling markant. Særprogrammer skal derfor udmøntes i praksis for fuldt ud og effektivt at overvinde den manglende udvikling i disse regioner ved at tilpasse deres udviklingsmodeller til deres respektive potentiale og ressourcer, således at det bliver nemmere at nå EU 2020-målene.

Incitamentet til disse regioner skal ikke alene komme fra regionalpolitiske midler, via strukturtilpasningsinstrumenter såsom Samhørighedsfonden og de fire strukturfonde, men også ske via en ændring i anvendelsen af de forskellige sektorpolitikker, som har en betydelig territorial indvirkning i hver af regionerne og derfor kan sætte skub i deres økonomi.

Vi bør så afgjort holde fast i bruttonationalproduktet (BNP) som den vigtigste indikator til bestemmelse af berettigelse til EU-støtte til disse regioner. I betragtning af deres naturgivne ulemper bør der dog også anvendes andre målelige kriterier såsom ledighedsprocent, befolkningstæthed eller uddannelsesniveau for at tilvejebringe et mere realistisk billede af deres udviklingsniveau. Det er den eneste måde, hvorpå man kan få et mere fuldstændigt billede af de komplekse realiteter i de ugunstigt stillede regioner.

Vi bør i den henseende bemærke os situationen i regionerne i den yderste periferi, hvis status anerkendes i den nye traktat. De udgør en gruppe af EU-regioner, der har specifikke særpræg og også er berettiget til særbehandling. Men selv om regionerne i den yderste periferi er forbundet med hinanden på grund af deres særlige karaktertræk, er deres respektive udviklingsniveau også forskelligt. Disse regioner kræver også, at man anvender andre indikatorer end BNP, der kan tilvejebringe en mere fuldstændig beskrivelse af deres specifikke realiteter og således bidrage til en mere præcis vurdering af deres udviklingsniveau.

  Luís Paulo Alves (S&D). – (PT) Hr. formand! Jeg ser positivt på dette beslutningsforslag, hvor man påpeger behovet for en europæisk strategi, som kan udmønte princippet om territorial samhørighed – som vi opnåede med Lissabontraktaten – til muligheder, der sætter beboerne i de områder, der er belastet af forskellige naturbetingede ulemper af permanent art, i stand til at deltage i det europæiske projekt.

Jeg kommer fra en region, Azorerne, hvor disse ulemper er mange og er mere akutte, sådan som det er tilfældet i andre områder, der kaldes regioner i den yderste periferi i Europa i henhold til artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Efter Kommissionens meddelelse i 2008 "Regionerne i den yderste periferi: Et aktiv for Europa" og den udvidede forhandling, hvor regionerne i den yderste periferi selv spillede en aktiv rolle, forventer vi nu vores egen udgave af denne strategi, hvor man ikke alene skal tage højde for vores ulemper men frem for alt også vores potentiale.

Jeg opfordrer derfor Kommissionen til hurtigt at fremlægge dens forslag, således at vi på forhånd kan fastlægge den bedste strategi for forhandlingen om den nye finansielle ramme, fordi vi først skal fastlægge indholdet af vores politikker, inden man afsætte de fornødne midler til at gennemføre dem, sådan som det er sket med de EU-politikker, som nu er under revision.

  Pat the Cope Gallagher (ALDE). – (EN) Hr. formand! Som mange kolleger har sagt, omhandler traktatens artikel 174 territorial samhørighed som et nyt mål i EU. EU skal derfor lægge større vægt på de økonomiske og sociale behov hos folk der bor i bjergområder, på små øer og i fjerntliggende områder. Jeg mener virkelig, at EU nu skal reagere ved inden længe at indføre konkrete foranstaltninger.

Jeg foreslog, at der i beslutningen burde lægges større vægt på de vigtige økonomiske sektorer, som disse lokalsamfund er yderst afhængige af. Jeg er især bekymret over de fiskere, der bedriver deres erhverv fra små fartøjer ud for vores kyster og øer. Disse små fartøjer er af ekstrem stor betydning for de perifere områder, hvor der ikke er nogen alternative beskæftigelsesmuligheder.

I Irland er de fleste af disse fartøjer under 15 meter lange og fanger masser af fisk, hvilket ikke har nogen væsentlig indvirkning på fiskebestandene. Men de skal indordne sig efter bestemmelser, der er udarbejdet for større både, som de små både slet ikke kan sammenlignes med.

Jeg opfordrer Kommissionen til ved revisionen af den fælles fiskeripolitik at se disse kendsgerninger i øjnene og indsætte et afsnit i den nye politik om de kyst- og øområder, der er afhængige af fisk.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Hr. formand! Politikken for bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed skal være helhedsorienteret, integreret og velafvejet, og man skal anerkende disse områders mangfoldighed og den tilsvarende ret til en specifik metode til udvikling i lokal, regional eller national lovgivning. Ved udarbejdelse af politikken skal man tage bestik af de ugunstige forhold, som beboerne samt de lokale myndigheder og virksomheder må leve med, og man skal fastlægge særlige tiltag med henblik på at bevare de traditionelle beskæftigelsesformer, støtte flerårige komplekse programmer med sigte på at opgradere de traditionelle produktionsformers kapacitet, støtte de mangfoldige økonomiske aktiviteter blandt befolkningen ved at udvikle faciliteter til besøgende eller turister som supplement til traditionelle former for underhold, bevare og forbedre adgangen til tjenesteydelser og teknisk infrastruktur, gennemføre foranstaltninger for at dæmme op for, at de unge rejser væk, bevare den specifikke identitet og de kulturværdier, som er specifikke for hver homogen region, og sidst, men ikke mindst naturligvis bevare den biologiske og miljømæssige balance.

Når man skal gøre noget for disse regioner, kræver det en specifik tilgang, og at de valgte foranstaltninger bliver gennemført med usædvanlig stor finfølelse. Dette er vejen frem for disse specifikke europæiske regioner.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Hr. formand! Under krisen med vulkanasken tog det mig to dage at komme hjem til mit hjemland, fordi der ikke er nogen landforbindelse eller tunnel mellem Irland og England. Det overbeviste mig om, at de mennesker, der lever på øer uden nogen forbindelse til hovedlandet, har det specielt vanskeligt. Det samme gælder for dem, der bor i tyndt befolkede bjergområder og andre områder med ugunstige forhold. Det ville for mit vedkommende gøre sig gældende i det sydlige Irland og hele vejen op langs vestkysten til Pat the Cope's Donegal. Der skal helt bestemt tages så stort hensyn til disse områder som muligt.

Jeg vil gerne fremhæve tre punkter. For det første påpegede Nuno Teixeira, at medlemsstaterne i henhold til punkt 3 kan afsætte midler ud fra andre hensyn end BNP. Det er noget, vi bør opfordre til for disse regioners vedkommende, fordi de er noget særligt.

For det andet er disse regioner de rigeste i hele Europa med hensyn til biologisk mangfoldighed, miljøbeskyttelse og levering af offentlige goder. Det er noget, man i allerhøjeste grad skal tage højde for i de kommende forhandlinger om den fælles landbrugspolitik.

For det tredje har EU nu i henhold til Lissabontraktatens artikel 195 en vis kompetence vedrørende udviklingen af turisme. Disse regioner kan byde på store muligheder for udviklingen af en stærk og bæredygtig turisme. Der er tale om naturskønne områder, og der er en god traditionel levevis og en meget venlig befolkning. Hvis vi, især her på EU-plan, gør en indsats for at hjælpe dem, hjælper vi dem ikke alene med at overleve, men det er også hjælp til selvhjælp. Det er vel i sidste ende den bedste støtte, vi kan give dem.

  Alan Kelly (S&D). – (EN) Hr. formand! Ærlig talt så har de områder, vi taler om i aften, i mange generationer været hårdt ramt – både rent økonomisk og socialt – og nu står de på grund af virkningerne af den moderne globalisering over for nogle endnu større udfordringer.

Jeg repræsenterer et område, der har mange øer, og som har det største bjergområde i Irland. Ligesom de foregående to talere, mine kolleger fra Irland, kender jeg godt de områder, som har været hårdt ramt i mange generationer. Befolkningen flytter til byområder, og der mangler økonomiske muligheder for de unge – vi kunne blive ved hele dagen med at tale om de problemstillinger, de står over for.

Jeg mener, det er på tide, at vi erkender, at samhørighedspolitikken til trods for mange succeshistorier og en meget ædel indsats ikke fuldt ud har formået at skabe økonomisk udvikling i hele EU, især for disse områder. Jeg håber, at EU's reaktion på dette problem vil føre til reelle, konkrete forskelle i og med, at der bliver taget fat om roden til denne ulighed, og allervigtigst at man tilpasser sig til de moderne behov som f.eks. på telekommunikationsområdet og især vedrørende lynhurtige bredbåndsforbindelser, hvilket efter min mening er en kæmpestor problemstilling. Adgang til telekommunikation bliver den næste store udfordring. Det er en enorm udfordring her og nu.

Det er på tide at sikre, at vi giver disse lokalsamfund en økonomisk livline. Jeg vil gerne understrege, at vi i henhold til alle traktaterne er forpligtet til at gøre dette.

  Vladko Todorov Panayotov (ALDE). – (BG) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Der findes bjergområder i de fleste af EU's medlemsstater, hvilket gør bjerge til en integreret del af EU's geografi. I Bulgarien er bjergegne næsten lige så folkerige som de flade områder. Derfor vil det være hensigtsmæssigt, at EU's lovgiver foretager en nøje undersøgelse af det store antal miljømæssige, sociale og territoriale problemstillinger, der vedrører disse regioner.

Fra et miljømæssigt synspunkt giver Europas bjerge med deres økosystem, mangfoldighed og imponerende areal de ideelle betingelser for udvikling og bevarelse af den enestående biologiske mangfoldighed. Bjergenes skrøbelige økosystemer er imidlertid særlig sarte og sårbare over for ændringer forårsaget af menneskeskabte handlinger.

EU skal lære at anvende bjergområdernes økonomiske og miljømæssige aktiver på den bedste og mest ansvarlige måde. Disse målsætninger kan nås ved at finansiere og fremme miljøeffektive aktiviteter, som f.eks. landbrug i bakkede områder, traditionelt husdyropdræt i Alpeområderne og integreret skovressourceforvaltning.

Efter min mening vil disse foranstaltninger give mange positive resultater med hensyn til EU's territoriale og økonomiske samhørighed.

  Iosif Matula (PPE). – (RO) Hr. formand! Bæredygtig økonomisk vækst og social udvikling opnås ved at udnytte de forskellige territoriale aktiver, der er til rådighed. Denne idé er et af hovedpunkterne i grønbogen om territorial samhørighed. Dette samhørighedsprincip er blevet styrket med forordningerne om strukturfondene for perioden 2007-2013, og det er en af EU's centrale målsætninger, der blev indført med Lissabontraktaten. Bestemmelserne i artikel 174 bør udmøntes i særlige udviklingsstrategier og konkrete foranstaltninger, der har til formål at overvinde bjergområdernes, øernes og områderne med lav befolkningstætheds hindringer og udnytte deres potentiale. Dette kunne opnås ved hjælp af en europæisk politisk ramme og kunne skabe merværdi som følge af udnyttelsen af de forskellige lokale aktiver.

Forsknings- og udviklingspolitikker ville medføre en bedre anvendelse af disse regioners umådeligt store naturpotentiale, hvilket ville få direkte indvirkning på f.eks. bæredygtig energi og turisme. Dette ville gøre det muligt for os at vende særlige geografiske forhold til fordele.

Et væsentligt aspekt, som vi skal fokusere på, er demografiske forandringer. Vi skal tilskynde til særlige demografiske politikker, som er målrettet indbyggerne i disse regioner, og som omfatter forskellige faciliteter, der er tilpasset områdets særlige forhold. De ugunstigt stillede bjergområder i mit hjemland, som oplever, at befolkningstallet støt falder, forventer foranstaltninger, som kan forbedre deres økonomiske situation, således at deres indbyggere tilskyndes til at blive boende i disse bebyggelser og bidrage til deres udvikling.

Jeg har en anden og overordentlig vigtig bemærkning. Efter min mening skal BNP fortsat bruges som hovedkriteriet for at fastslå, om man er berettiget til regionalpolitisk bistand. Indførelsen af andre indikatorer ville vanskeliggøre og på lang sigt ødelægge den aktuelle udviklingsproces i disse områder samt samhørighedspolitikken som helhed. Medlemsstaterne kan imidlertid anvende disse indikatorer til at omfordele midlerne mellem regionerne indtil grænserne for de pakker, som de fik tildelt, med henblik på kun at tilgodese de nævnte områder.

  Spyros Danellis (S&D) . – (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Bjergområderne, øerne og de fjerntliggende områder er en kilde til styrke og velstand i Europa. Der skal i den europæiske politik vedrørende disse områder fokuseres på en styrkelse af deres positive aspekter og på en afhjælpning af deres negative aspekter, således at der ikke er nogen steder, hvor de europæiske borgere føler, at de er afskåret fra deres medborgere, og således at mennesker har lige muligheder for velstand, uanset hvor i Europa de bor.

Et områdes bruttonationalprodukt giver ikke et retvisende billede af denne mangfoldighed. Der findes det, som forekommer at være rige øer og bjergområder uden et produktionsgrundlag, som er låst fast i servicesektorer, der er på sammenbruddets rand, og som derfor har behov for investeringer. Desuden yder gennemsnit for øer med forskellige vækstrater generelt ikke nogen af dem retfærdighed.

Andre vigtige faktorer, som f.eks. arbejdsmarkedet og et områdes tilgængelighed, den høje pris på person- og godstransport og de nødvendige infrastrukturer og netværk, er elementer, der skal tages i betragtning inden for rammerne af en mere global strategi for regionerne, både med hensyn til regionalpolitik og udgangspunktet for fastlæggelsen af bredere kriterier.

  Tamás Deutsch (PPE). - (HU) Hr. formand, hr. kommissær! Som det ganske rigtig påpeges i beslutningen, står bjergregioner, øer og de tyndest befolkede områder over for alvorlige udfordringer, og der er derfor behov for særlige regionaludviklingsprogrammer og støtte. Det foreslås at benytte BNP som en indikator. I denne forbindelse er det vigtigt at understrege, at vi skal fortsætte med at benytte BNP som målestok for en medlemsstats berettigelse til regionalpolitisk støtte ved fordelingen af EU-midler. BNP er en vigtig målestok for udvikling, fremskridt og virkningen af regionalpolitiske tiltag, og det er en indikator, der ligeledes kan ses i sammenhæng med andre målestokke.

Alt dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at vi kan se bort fra de sociale og miljømæssige konsekvenser af økonomiske beslutninger, da vækst kun kan bibringe fordele, hvis den kobles sammen med social udvikling og øget livskvalitet. På medlemsstatsplan kan de enkelte landes beslutningstagere tage andre indikatorer i betragtning i forbindelse med bevillingen af udviklingsmidler mellem regionerne, som f.eks. ved fastlæggelsen af medlemsstaternes støtte til bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed. Jeg ønsker ligeledes at henlede Kommissionens opmærksomhed på, at vi på EU-plan fortsat skal anvende BNP som en grundlæggende indikator for støtteberettigelse for at sikre, at mindre udviklede medlemsstater fortsætter med at anvende støtten effektivt.

  Derek Vaughan (S&D). – (EN) Hr. formand! Jeg kommer fra Wales, som har bjerge, øer, områder med lav befolkningstæthed og meget mere. Jeg glæder mig derfor over forslagene i beslutningsforslaget.

I mit korte indlæg ønskede jeg at fokusere på lokal- og regionalregeringernes rolle, da det er tydeligt, at uanset hvilke strategier, projekter eller programmer der fastlægges, vil disse blive udarbejdet, gennemført, leveret og forvaltet af de regionale og lokale myndigheder.

Det er rigtigt, fordi det er det regeringsniveau, der er mest jordnært og tættest på befolkningen. Derfor er det også rigtigt at inddrage dem i alle faser af ethvert program eller initiativ.

Jeg håber således, at Kommissionen vil huske på dette og iværksætte mekanismer, som sikrer, at lokal- og regionalregeringerne bliver inddraget fuldt ud, og jeg er sikker på, at de til gengæld vil sikre udviklingen af vores samfund og regioner.

  Joachim Zeller (PPE). – (DE) Hr. formand, hr. kommissær Hahn, mine damer og herrer! Jeg har et problem med en del af disse forhandlinger. Når jeg hører nogle af indlæggene vedrørende bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed, får jeg indtryk af, at disse områder ikke hører under nogen lande og er direkte underlagt EU. Det er imidlertid ikke tilfældet. Hvert enkelt af disse områder henhører under en suveræn medlemsstat. I henhold til nærhedsprincippet er det medlemsstaternes opgave at gennemføre EU's beslutninger, afgørelser og målsætninger.

På EU-plan har vi altid været særlig opmærksomme på netop disse regioner – bjergområder, områder med lav befolkningstæthed og øer – i Kommissionens meddelelser helt indtil Lissabontraktaten. Også her i Parlamentet er der blevet vedtaget mange beslutninger til støtte for disse regioner. Når jeg hører så mange her i Parlamentet klage over, at disse områder stadig er så ringe stillet, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, hvad medlemsstaterne har gjort med de initiativer, som vi har banet vejen for på EU-plan? Hvad har regionerne selv gjort med dem? Hvordan har de forvaltet den EU-bistand, der er tilvejebragt? Det, der er nødvendigt her, er en ny strategi, og jeg har ondt af de tjenestemænd i Generaldirektoratet for Regionalpolitik, som skal koge alle øernes, bjergområdernes og områderne med lav befolkningstætheds problemer ned til én strategi. Samtidig er der gået så meget inflation i strategierne – tænk bare på strategierne for Donau, Østersøen, Sortehavet, klimaændringerne og deslige – at vi snart får brug for en strategi for strategierne, hvis vi skal bevare overblikket over dem alle.

Spøg til side. Det, som det virkelig handler om, er, som det glædeligvis er blevet sagt af kommissær Hahn i dag, at vi bliver nødt til at kæmpe for at sikre, at vi stadig har en samhørighedspolitik og en regionalpolitik på europæisk plan efter 2013. Det er det, vi skal fokusere på i vores arbejde, og vi bliver nødt til at overbevise medlemmerne herom. Bjergregionerne, øerne og andre områder vil alle blive omfattet af en fortsat politik om samhørighed og regionalpolitik efter 2013. Det er formålsløst at spilde vores tid på enkeltstående beslutninger om dette emne.

  Patrice Tirolien (S&D) . – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg glæder mig meget over denne dags forhandlinger. De viser igen, at det er nødvendigt, at EU værdsætter og får mest muligt ud af sin regionale mangfoldighed.

I denne tid, hvor vi forhandler om de nye rammeprogrammer for 2014-2020, mener jeg, at det er vigtigt at fremhæve de ændringsforslag, som skal tilgodese særlige regioner. Kontinuitet og territorial samhørighed skal være omdrejningspunktet for vores overvejelser.

Udviklingen af bjergområderne, øerne og områderne med lav befolkningstæthed kræver imidlertid mere end blot en række undtagelser. Vi skal vedtage en horisontal tilgang. Vi skal fastlægge instrumenter, som gør det muligt at få EU's tiltag på alle områder til at eksistere side om side i synergi og derved øge deres merværdi.

I min egenskab af repræsentant for en region i et yderområde ser jeg frem til EU's nye strategi om de mest afsidesliggende regioner, som Kommissionens tjenestegrene har stillet i udsigt for begyndelsen af 2011.

  Damien Abad (PPE). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Vores Europa er med hensyn til mangfoldigheden et symbol på EU, nemlig en mangfoldighed af afstande, af kulturer, af tilgange og ligeledes vores landes og regioners mangfoldighed.

Selv om EU består af helt forskellige elementer, skal målsætningerne om territorial, økonomisk og social samhørighed fortsat lægges til grund for alle vores tiltag, og dette er ydermere anerkendt udtrykkeligt i Lissabontraktaten. I denne forbindelse skal vi derfor være særligt opmærksomme på bjergområderne, øerne og områderne med lav befolkningstæthed.

Jeg er blevet valgt i den store sydøstlige region, som også omfatter øer, og her tænker jeg på Korsika, samt Savoyen og Ain-departementet, hvor en række områder har lav befolkningstæthed, og i det praktiske arbejde ser jeg, at det tydeligvis er bydende nødvendigt for os at forsone Europa med disse regioner.

For at dette kan lykkes, skal vi først og fremmest kortlægge disse regioners vanskeligheder. Jeg tænker f.eks. på tjenesteydelser af almen interesse, herunder sociale tjenesteydelser af almen interesse. Hvordan kan vi tilrettelægge tingene, så vi kan sikre alle borgere, uanset hvor de bor, et minimum af social beskyttelse?

Vi skal ligeligt udvikle hele potentialet i disse regioner, således at de kan drage fordel af det indre marked og økonomisk udvikling. Desuden er det meget tydeligt, at EU's politikker for øer eller bjergregioner for øjeblikket ikke anvendes effektivt.

Dels har man forsømt at tage særlige lokale og regionale forhold i betragtning, og dels er der en risiko for, at disse regioner bliver overladt til sig selv, hvis de helt overses, uden at få nogen form for bistand til at bekæmpe affolkning, miljøtrusler eller økonomisk krise. Det er nøjagtig i denne henseende, at EU under nøje overholdelse af nærhedsprincippet kunne tilføre merværdi.

Jeg regner mig selv blandt dem, der mener, at Europa skal fastsætte særlige mål for disse regioner. Formålet med dette skulle først og fremmest være at vurdere de forskellige EU-politikker, der berører disse regioner, for at indarbejde en horisontal bestemmelse, som gør det muligt at tage disse særlige forhold i betragtning. Jeg mener også, at der ud over regionalpolitikken skal foretages en vurdering af den fælles fiskeripolitik, som skal omfatte beskyttelsesforanstaltninger for små og lokale fiskere, landbruget og udviklingen af landdistrikterne, og som i højere grad er målrettet produktion i mindre omfang med en øget direkte støtte, hvorefter vi skal anvende samme procedure på transport- og energiområdet.

Afslutningsvis ønsker jeg at gøre opmærksom på, at hvor der er vilje, er der ikke nødvendigvis vej. Ambitioner bør ikke begrænses til fine ord. Om et par måneder får vi en afgørende mulighed, som vi skal udnytte, nemlig forhandlingerne om de næste finansielle overslag.

  Vasilica Viorica Dăncilă (S&D). – (RO) Hr. formand, hr. kommissær! EU skal bruge sin samhørighedspolitik til at rette særlig opmærksomhed mod de regioner, der er berørt af naturlige og demografiske handicap, såsom regionerne i den nordlige del af kontinentet, områder med lavere befolkningstæthed eller øer, grænseområder og bjergregioner.

Disse regioner står mere end nogen anden region i EU over for særlige udfordringer i kraft af vanskelige adgangsforhold, klimaændringer, regional integration og demografiske ændringer. Desuden har de en række fællesnævnere, som kræver, at der bliver udarbejdet og gennemført særlige regionaludviklingsprogrammer, og at indikatorerne for bevilling af midler bliver tilpasset, da det er nødvendigt, at der i disse indikatorer tages højde for hver enkelt regions særlige forhold. Der hersker ingen tvivl om, at det skal tages i betragtning, at der er en lav befolkningstæthed og vanskelig adgang til faglige uddannelsesprogrammer, der efterfølgende gør det muligt for befolkningen at trænge ind på arbejdsmarkedet og sænke arbejdsløsheden i disse områder.

Befolkningen i disse områder skal ikke leve af bistandsprogrammer som led i nationale offentlige ordninger. Disse områder skal have de ressourcer og de kvalifikationer, der er nødvendige for en bæredygtig udvikling og for adgangen til tjenesteydelser af almen interesse.

  Richard Seeber (PPE). – (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Med Lissabontraktaten har vi fået et nyt retsgrundlag, og særlig artikel 174 giver os til opgave at fremme den territoriale samhørighed. Hvad dette konkret betyder for regionalpolitikken og for kommissæren for regionalpolitik, er, at han skal værne om dette politiske område og også de områder, som har særlige topografiske egenskaber, som f.eks. bjergregioner og øer. Vi skal derfor udarbejde en særlig politik for denne gruppe. Som anført af hr. Zeller skal dette ikke blot medføre, at vi står tilbage med et væld af programmer og formidler penge hertil, men nærmere, at vi får indarbejdet den nødvendige fleksibilitet i EU-programmerne. Dette gælder de indikatorer, der skal tilvejebringes, men frem for alt også de politikker, som vi særlig ønsker at fremme.

Det er imidlertid ikke blot op til kommissær Hahn at presse en anstændig politik igennem på dette område, for politikker for bjergregioner spiller en rolle inden for alle områder af EU's politik. Landbrugspolitik er allerede blevet nævnt. Også her indebærer bjergregionernes særlige forhold, at det er nødvendigt med bistand eller afbalancering ved hjælp af særlige foranstaltninger. De spiller en rolle i transportpolitikken. Selv kommer jeg fra et land med særlige udfordringer og problemer i forbindelse med international godstransport. Også her forsøger vi at indarbejde de nødvendige undtagelser i Eurovignette-direktivet. Det finske medlem nævnte direktivet om posttjenester. Hvis han havde læst det omhyggeligt, ville han have opdaget, at vi allerede indarbejdede meget gode løsninger på disse problemområder i sidste valgperiode.

Som repræsentant for disse regioner har kommissær Hahn et særligt ansvar for at sikre, at disse særlige egenskaber giver genlyd inden for alle EU's politikområder. Først når det er tilfældet, vil vi kunne sikre, at vores mål om territorial samhørighed som fastlagt i traktaten faktisk er nået.

  Rosa Estaràs Ferragut (PPE). – (ES) Hr. formand! Jeg ønsker først og fremmest at takke alle dem, der støttede dette beslutningsforslag, der i høj grad bifaldes af Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) og Spanien, som er det land, vi repræsenterer.

Vi har lovgrundlaget i form af Lissabontraktatens artikel 174, stk. 3. Vi har også territorial samhørighed, som er den nye søjle, der er fastsat i denne traktat, og vi har derfor det retsgrundlag, der er nødvendigt for at gå ud og hjælpe disse regioner, dvs. bjergregionerne, øerne og områderne med lav befolkningstæthed.

For så vidt angår bjergregioner, taler vi, som det tidligere er blevet anført her, om ca. 90 mio. indbyggere. På øerne bor der 21 mio. borgere fordelt på 14 lande, og mange flere millioner bor i bjergregioner.

Alle disse borgere har mange ens problemer med hensyn til kultur, uddannelse, transport og miljø. Der er særlig én ulempe, der samler os alle, og det er transport. Jeg kommer fra Balearerne, hvor ekstraudgiften til transport er blevet beregnet til 20 %. Dette har utvivlsomt indvirkning på vores industri, landbrug, strategiske sektorer, turisme og i det hele taget på hele erhvervssektoren, altså hele det økonomiske lokomotiv. Det påvirker derfor vores konkurrenceevne.

Hvis vi derfor fokuserer på ressourcer, som f.eks. drikkevand eller jord, der er begrænset, eller råvarer, såsom energi eller boligarealerne i disse områder, vil vi se, at disse uden tvivl resulterer i mangler og manglende økonomisk spredning.

Vi anmoder derfor om, at der i de nye finansielle overslag tages højde for de særlige forhold i disse områder, og om at vi bevæger os fra ord til handling, som det også er blevet sagt her, hvilket bør afspejle sig i budgetterne og således i større territorial samhørighed.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE). – (PT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! EU's fjerntliggende områder, særlig de afsidesliggende regioner (inklusive Azorerne, som er den region, jeg repræsenterer i Parlamentet), bjergområderne, øerne og områderne med lav befolkningstæthed, lider under naturlige og geografiske handicap, som er vanskelige at afhjælpe, og som indebærer høje sociale omkostninger.

Jeg kunne f.eks. nævne vanskelige adgangsmuligheder, de høje udgifter til tilvejebringelse af grundlæggende offentlige tjenesteydelser, energiforsyning osv.

Vi bør ligeledes huske, at kun 7 % af EU's borgere bor i byerne, og at 14 mio. europæere bor på øer.

Et EU, der er grundlagt på og tilrettelagt på basis af værdier, som f.eks. solidaritet og social retfærdighed, har en politisk og moralsk pligt til at fremme den økonomiske og sociale udvikling i sine fjerntliggende områder. Territorial samhørighed og økonomisk og social konvergens er nemlig selve kernen i EU's samhørighedspolitikker.

Det forhold, at territorial samhørighed bliver medtaget som et nyt mål for EU, afspejler således blot EU's naturlige udviklingsproces, og de økonomiske og sociale konvergensstrategier udgør forudsætninger for EU's vækst.

EU besluttede for lang tid siden at anlægge denne strategi, og dette har givet særdeles positive resultater i mange regioner, da de er rykket fra at være mål 1 til mål 2. Selv før disse regioner når mål 2, og selv mens udviklingsniveauet i disse af EU's fjerntliggende områder ligger under det europæiske gennemsnit, og de mangler forholdsmæssig støtte, bidrager de faktisk stadig i et uerstatteligt omfang til Europas store mangfoldighed, hver region med sine egne særlige forhold.

Disse fjerntliggende områder i EU har en pligt til at gøre bedst mulig brug af alle de udviklingsinstrumenter, de har til rådighed, ved især at fokusere på deres egne særlige aktiver. Det er EU's pligt at sikre en effektiv integration og samhørighed inden for alle sine områder, ellers vil der blive sået tvivl om selve EU's vækstprojekt.

I denne forbindelse skal Kommissionen tage de tiltag, som dette forslag indeholder, i behørig betragtning som et værdifuldt bidrag til det europæiske integrationsprojekt, som vi alle er fælles om.

  Sari Essayah (PPE). - (FI) Hr. formand, hr. kommissær! Strukturfondene er et af EU's finansielle instrumenter, som er af central betydning for at nå 2020-målene. De er særlig vigtige i de nordlige regioner med lav befolkningstæthed, og jeg ønsker at gøre opmærksom på de følgende fire punkter. For det første vil disse særlige områder være de første, der bliver berørt af en lang række problemer, og de vil være dem, der bliver ramt hårdest heraf. Da den erhvervsaktive befolkning i mange tilfælde er flyttet for at søge arbejde, vil mange områder med lav befolkningstæthed blive de første, der kommer til at stå over for problemet med en aldrende befolkning.

Det er indlysende, at jeg bedst kender til situationen i Finland, og jeg kan fortælle, at det østlige og nordlige Finland inden længe vil have områder, hvor over halvdelen af indbyggerne er pensionister. Inden 2020 vil forholdet mellem ældre borgere og den erhvervsaktive befolkning, dvs. den såkaldte forsørgerkvote, være mest kritisk i Østfinland, Italien og det østlige Tyskland. Graden af polarisering mellem regionerne vil blive voldsomt forøget, og antallet af områder, hvis forsørgerkvote ligger mere end 25 % over EU-gennemsnittet, vil stige til 40 inden 2020. Det er derfor vigtigt at tage højde for de demografiske kriterier, der er forbundet med en aldrende befolkning i regional- og strukturpolitikken, og ikke blot lade BNP være den eneste væsentlige faktor.

For det andet må disse regioner ikke længere kunne miste deres erhvervsaktive befolkning. Det, der i stedet er nødvendigt, er et fokus på konkurrenceevnen i disse områder for at løfte dem ud af den økonomiske krise og for, at disse områder kan nå EU's 2020-mål. Det, der er nødvendigt, er at der udvikles innovation og ekspertise og en øget konkurrenceevne. De bliver nødt til at opnå mere med færre midler. Udvælgelseskriterierne for finansiering til innovation bør være virkelig gode resultater. Det er nødvendigt at fokusere på emner, der fremmer konkurrenceevnen og beskæftigelsen bedst inden for hvert enkelt område, og der er også behov for nye innovationer inden for det sociale område og området for tjenesteydelser.

For det tredje har vi brug for regionalprogrammer, som samler strukturfondsforanstaltninger, og hvis resultater er målbare og kan evalueres. Den administrative byrde som følge af administrations- og inspektionssystemer i medlemsstaterne skal stå i forhold til omfanget af de midler, der er til rådighed. Finansieringen skal være betinget af resultater og knyttet til strukturreformer i økonomien og en ansvarlig økonomisk politik.

Endelig omhandler min fjerde bemærkning behovet for et grænseoverskridende samarbejde mellem regionerne, særlig hvor det drejer sig om projekter i forbindelse med erhverv, industri og miljø. Der er f.eks. en god mulighed i forbindelse med makroregionerne Østersøen og Donau, der allerede er blevet nævnt tidligere i forhandlingerne her. Det er nødvendigt med samarbejde mellem EU's naboer, men i Østersøområdet er det f.eks. nødvendigt, at Rusland også deltager i det regionale samarbejde. Europas eneste indfødte befolkning...

(Formanden afbrød taleren)

  Jean-Pierre Audy (PPE). – (FR) Hr. formand! Som indbygger i Massif Central i Auvergne, Limousin, ønsker jeg at takke kommissæren for hans indsats i form af meddelelsen. Tak til alle de politiske grupper, der har støttet beslutningen, og som desuden har gjort det muligt at nedsætte den tværpolitiske gruppe om bjergregioner og øer. Tak til vores partnere, Euromontana, og sammenslutningen af folkevalgte i bjergområder.

Endelig anføres ordet "bjergområder" i en europæisk traktat i artikel 174. Vi skal få mest muligt ud af vores aktiver, nemlig landbruget, skovene, turismen og industrianlæggene. Jeg ønsker at lægge særlig vægt på landbruget, hr. kommissær. Vi har kvalitetsprodukter, der er fine og nyttige. De kan drøfte dem med Deres kollega, hr. Cioloş. Vi skal give lige muligheder med hensyn til alle former for infrastruktur, motorveje, højhastighedstog, energi, uddannelse, sundhed og digital teknologi.

Hr. formand! I krige har vi lige pligter. Som indbyggere i bjergområder tror vi også på lige rettigheder.

  Zigmantas Balčytis (S&D). – (EN) Hr. formand! EU's harmoniske udvikling er en forudsætning for dens bæredygtige vækst og sociale velstand. Princippet om territorial samhørighed forpligter EU til at fremlægge konkrete foranstaltninger til afhjælpning af eksisterende handicap og til udnyttelse af disse regioners potentiale.

Det ville være meget nyttigt med en ramme for EU's politikker, og denne ville tilføre merværdi på lang sigt for dårligt stillede regioner og bidrage til at forme og tilpasse enestående udviklingsmodeller, som ville gøre disse regioner mere konkurrencedygtige og sætte dem i stand til at håndtere udfordringer.

  Izaskun Bilbao Barandica (ALDE). – (ES) Hr. formand! Den bedste måde at sikre bevarelse af områder med lav befolkningstæthed er at fastholde befolkningen der. I strategien bliver ordet "udvikling" benyttet, men jeg ønsker at fremhæve tre principper.

For det første skal de forretningsmodeller, der skaber udvikling i disse områder, være målrettet rentabilitet og produktion af høj kvalitet, og de nye aktiviteter, der er forbundet med en økonomi med lav CO2-udledning, er måden, hvorpå disse skal fremmes.

For det andet er den sociale økonomi den bedste strategi til at forbinde disse befolkninger med fælles projekter, som vedrører deres velfærd.

For det tredje skal de borgere, der bor i disse områder, have et folkesundheds- og uddannelsesniveau samt en transportinfrastruktur, som svarer til det, resten af befolkningen har. Det er bedre at investere i dette end at investere i produktionstilskud.

Det er, hvad jeg ønsker for Euskadi, og det vil kun være muligt, hvis Europa regner med regionerne og lokalregeringerne, hvis EU fastlægger tydelige mål for midlerne, hvis EU vurderer virkningen heraf, og hvis EU tager højde for områdernes forskellige situation, hr. kommissær.

  Rareş-Lucian Niculescu (PPE). – (RO) Hr. formand! En række medlemmer har allerede nævnt nødvendigheden af at have en god overensstemmelse mellem samhørighedspolitikken og den fælles landbrugspolitik. Jeg ønsker også at understrege dette forhold samt den væsentlige rolle, som EU's midler til udvikling af landdistrikterne spiller i den økonomiske og sociale udvikling af bjergregionerne. De igangværende forhandlinger omhandler fremtiden for den fælles landbrugspolitik. Vi skal huske, at denne reform skal gennemføres på en måde, som vil medføre, at bjergregionernes udviklingspotentiale udnyttes og sågar, at disse regioners bidrag til den økonomiske vækst optimeres.

Mangfoldigheden af lokale produkter og turistaktiviteter kunne f.eks. være en kilde til velstand for mange regioner. For at udmønte dette i praksis skal de pågældende regioner have adgang til offentlige tjenesteydelser, infrastruktur og transport. Der bør i kraft af den fælles landbrugspolitiks anden søjle fortsat sikres adgang til disse tjenesteydelser, og samtidig skal betingelserne ...

(Formanden afbrød taleren)

  Ricardo Cortés Lastra (S&D). – (ES) Hr. formand, hr. kommissær! Emner såsom arbejdsløshed, udvikling af landdistrikter, landbrug, fiskeri, transport, fremme af vedvarende energiformer og miljøbeskyttelse er af afgørende betydning for vores øer, bjergområder og områder med lav befolkningstæthed.

Vi har behov for en integreret og samordnet strategi for at yde et vedvarende bidrag til deres udvikling. Disse områder har et enormt potentiale med hensyn til økonomisk og social udvikling, som vi ikke kan lade gå tabt.

For at gøre dette muligt skal vi samtidig kompensere for de ulemper, der følger af deres særlige geografiske eller demografiske situation. I denne forbindelse er en fjernelse af nogle af begrænsningerne på deltagelsen i grænseoverskridende samarbejdsprogrammer, som f.eks. kravet om, at der højst må være en afstand på 150 km mellem grænseregioner, hvilket er en hindring for et øget samarbejde mellem øregioner og tilgrænsende regioner ved havet, en foranstaltning, som er nødvendig i regionalpolitisk henseende.

  Gabriel Mato Adrover (PPE). – (ES) Hr. formand, hr. kommissær! Når man taler om territorial samhørighed, skal man også tale om øer, bjergregioner og ligeledes de afsidesliggende områder. Det indebærer, at vi skal tale om deres problemer og vanskeligheder, deres naturlige ulemper og deres strukturelle handicap. Grundlæggende indebærer det imidlertid også, at vi skal tale om, hvordan vi kan fjerne de hindringer, der ligger i vejen for deres udvikling. Det betyder, at vi skal tale om strategier for at vende disse ulemper til muligheder. En forbedring af forbindelsesmulighederne, en passende naboskabspolitik og stabilitet i politikkerne og i strukturfondene er emner, som vi er nødt til at håndtere omgående på grundlag af to gennemgående principper, nemlig territorial samhørighed og solidaritetsprincippet.

Der findes mennesker, der ikke tror på strategier. Jeg tror på dem, og denne beslutning skal være et synligt bevis på Parlamentets engagement i disse regioner og på dets krav til Kommissionen om at træffe politiske beslutninger, hvori der tages højde for behovene i disse sårbare områder, hvis problemer i høj grad bliver endnu tydeligere i økonomiske krisetider som dem, vi oplever for øjeblikket.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Hr. formand! Selv om klokken er 23.30, taler vi stadig om dette interessante og vigtige emne, da bjergområderne stadig halter bagud og får for lidt opmærksomhed på trods af deres tydelige potentiale i form af naturressourcer og enestående dyre- og planteliv.

I disse regioner er der behov for særlige foranstaltninger og særligt tilpassede udviklingsstrategier, som kan gøre det muligt for dem at afhjælpe vedvarende ulemper og udnytte deres naturlige potentiale, mens en færdiggørelse af vej- og jernbaneinfrastrukturen er et spørgsmål om overlevelse og velstand for dem. På denne baggrund støtter jeg fuldt ud oprettelsen af en særlig, europæisk integreret ramme for løsning af bjergregioners problemer i overensstemmelse med princippet om territorial samhørighed, som er en af EU's hovedmålsætninger, men jeg ønsker imidlertid at fremhæve behovet for at supplere den politiske ramme med en konkret juridisk dimension, som er forbundet med frigørelsen ...

(Formanden afbrød taleren)

  Bogusław Sonik (PPE). – (PL) Hr. formand! Konkurrenceevne og velstand afhænger af borgernes evne i et bestemt område og dette områdes virksomheders evne til at udnytte områdets ressourcer fuldt ud. EU's politikker burde stimulere aktiviteter af denne art, idet der burde lægges særlig vægt på at mindske misforholdet mellem udviklingsniveauerne i regioner med særlige naturlige og geografiske forhold. Hensigten med støtte til en harmonisk udvikling er at styrke EU's økonomiske, sociale og territoriale samhørighed.

Indsatsen bør målrettes udviklingen af styrker og undersøgelsen af potentielle områder med konkurrencemæssige fordele i bjergregioner og på øer. Dette er en særlig form for brobygning mellem økologisk stabilitet, økonomisk effektivitet og social samhørighed, som har til formål at sikre udviklingsmuligheder for alle i disse vanskeligt stillede regioner. Med Lissabontraktatens ikrafttræden er EU forpligtet til at finde sådanne løsninger.

  Johannes Hahn, medlem af Kommissionen. – (DE) Hr. formand! Jeg ønsker også at sige tak, og jeg ønsker ligeledes at takke medlemmerne. Der har været 47 indlæg, for jeg har talt dem, som både vidner om Parlamentets vitalitet og om dette emnes betydning. Jeg glæder mig særlig over, at kun en enkelt af disse 47 indlæg var negativ, og det omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet giver mening at have en samhørighedspolitik. Dette bør bestyrke os i, at det er et meget væsentligt politikområde og et område, som Europas borgere kan føle er relevant, og som kan gøre EU synlig, selv, og måske især, i de regioner, som dagens drøftelser og forhandlinger omhandler. Da det endnu ikke er blevet nævnt, ønsker jeg at påpege, at vi i denne nye periode nu har mulighed for at anvende en modulopbygget samfinansieringsordning for at skabe balance inden for regionerne. Med hensyn til det, som hr. Zeller og andre har sagt, har vi skabt mulighed for på lokalt plan og i høj grad i overensstemmelse med nærhedsprincippet at håndtere særlige behov baseret på de ansvarliges viden. Vi har også en række meget forskellige muligheder på området for statstilskud, f.eks. på området for konkurrencepolitik, og vi bør benytte os af disse muligheder i de pågældende borgeres interesse.

Mange af indlæggene vedrørte spørgsmålet om indikatorer, der er noget, vi ofte støder på i forhandlingerne om regionalpolitik. Jeg er enig med hr. Deutsch og andre, der mener, at BNP fortsat skal anvendes som en central indikator. Jeg er imidlertid helt indforstået med, at der er et behov for og et ønske om at anvende supplerende indikatorer. Der findes allerede flere projekter, f.eks. inden for rammerne af ESPON. Et af disse projekter er EUROISLANDS, som handler om at definere supplerende indikatorer, der hovedsagelig og særlig er udformet med henblik på at gøre det muligt for os at udarbejde bedre politikker i disse regioner i samarbejde med dem, der bærer det primære ansvar. Disse hverken bør eller kan anvendes hovedsagelig til at udvikle nye finansielle indikatorer, men har til formål at gøre det muligt for os at skræddersy vores politikker i disse regioner mere præcist og mere nøjagtigt efter borgernes behov.

Jeg ønsker navnlig at takke de talere, som nævnte regionernes skjulte potentiale, og det, der stadig kan gøres inden for områder som forskning og udvikling. Vi har nogle regioner, der har en helt usædvanlig geografisk placering, og hvor der gennemføres meget konkrete forskningsaktiviteter. Tænk eksempelvis på De Kanariske Øer og deres observatorier, for den forskning, der udføres der, kan ikke udføres noget andet sted, fordi ingen andre steder har netop disse geografiske, topografiske og klimatiske betingelser. Vi skal blive bedre til at udnytte disse faktorer, herunder på området for vedvarende energi. Jeg vil også tilslutte mig det kor, der konkret har nævnt internetadgang. Dette er bestemt noget, som vi skal være særlig opmærksomme på fremover, fordi det skal anerkendes, at der stadig er et stort uudnyttet potentiale i denne henseende.

Endnu en gang vil jeg sige tak for alle bidragene til forhandlingerne. På regionalpolitisk plan ligger der et meget stort stykke arbejde forude, og det består ikke blot i at skabe balance i regionernes forskelle, men ligeledes at opfylde det behov, som vi ved, at otte ud af 10 personer har for at have udsigt til at få arbejde i den region, hvor de er født, og overordnet set at blive gammel der. Vi bør og skal derfor føre en politik, hvori netop disse behov tages i betragtning, og det er det, vi gør. Vores politik tager udgangspunkt i borgerne og deres behov, og vi håber at nå ud til dem på denne måde. Det er en endeløs opgave, som kræver nye impulser igen og igen. I denne forbindelse udgør dagens forhandlinger og frem for alt denne betænkning et væsentligt bidrag til vores beslutningsgrundlag. Jeg kan forsikre Parlamentet om, at vi i Kommissionen ikke blot anser det for at være en pligt og et ansvar at arbejde ihærdigt med disse spørgsmål, men derimod også en fornøjelse.

(Bifald)

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

  Formanden. Jeg har modtaget seks forslag til beslutning, som er fremsat i henhold til forretningsordenens artikel 110, stk. 2(1).

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen, onsdag den 22. september kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Marie-Thérèse Sanchez-Schmid (PPE), skriftlig. – (FR) Dette forslag til beslutning, som bliver sat til afstemning i Parlamentet i morgen, bidrager til at gøre institutionelle aktører opmærksomme på disse regioners vanskeligheder, og det glæder jeg mig over. Jeg vil fremhæve tre væsentlige aspekter af denne betænkning, som er min væsentligste bekymring, og som i sig selv er en begrundelse for, at jeg støtter betænkningen. Da jeg kommer fra en bjergrig region, Pyrenæerne, er jeg opmærksom på de problemer, der er i disse former for områder. I kraft af deres geografiske og demografiske begrænsninger forudsætter bjergområderne "særlige regionaludviklingsprogrammer", og jeg håber, at der vil blive taget højde herfor i samhørighedspolitikken efter 2013. Forsvaret for og fremme af Den Europæiske Gruppe for Territorialt Samarbejde (EGTC) er centralt for min politiske kamp. Jeg håber, at EGTC's succes i min region, der vedrører Puigcerdá-hospitalet, kan fungere som et incitament for andre projekter af samme art i Europa. Endelig er opgivelsen af 150 km-kravet for øer et væsentligt forslag, som mange lokale interesserede parter har anmodet om. Det forholder sig faktisk sådan, at nogle øer stadig ikke kan drage fordel af grænseoverskridende programmer, fordi de er afsidesliggende. De er derfor ramt af en endnu mere åbenlys form for isolation, og det skal vi afhjælpe.

  Edward Scicluna (S&D), skriftlig. – (EN) Det glæder mig at se, at Parlamentet og Kommissionen forhandler om spørgsmålet vedrørende bjergregioner og øer. Da jeg er fra Malta og repræsenterer to øer, dvs. Malta og Gozo, som hver har færre end 500 000 indbyggere, ligger dette emne mig naturligvis meget på sinde. Der kan ikke herske tvivl om, at øer og små regioner fortjener at blive behandlet på EU-plan i henhold til deres særlige behov. Der er f.eks. væsentlige økonomiske forskelle mellem øen Gozo og resten af Malta, idet Maltas nationale statistikkontor har anført, at Gozos BNP pr. indbygger nu ligger under 75 % af Maltas. I disse tilfælde bør Kommissionen give Gozo særlig anerkendelse og indrømme støtteberettigelse vedrørende aspekter af EU's regionalpolitik, ud over midler, der endnu ikke er blevet udbetalt. Naturligvis har bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed i EU fællesnævnere, der adskiller dem fra andre regioner. De har tendens til at lide under ringe transportforbindelser, hvilket resulterer i manglende beskæftigelsesmuligheder og tilgængelighed. Statistisk set har de også større risiko for at blive fattigere end resten af den medlemsstat, de hører under. Vi har ikke råd til at se bort fra dem.