Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2010/2857(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

B7-0524/2010

Forhandlinger :

PV 22/09/2010 - 9
CRE 22/09/2010 - 9

Afstemninger :

PV 07/10/2010 - 9.3

Vedtagne tekster :

P7_TA(2010)0350

Forhandlinger
Onsdag den 22. september 2010 - Strasbourg EUT-udgave

9. Mangler i beskyttelsen af menneskerettigheder og retfærdighed i Den Demokratiske Republik Congo (forhandling)
Video af indlæg
PV
MPphoto
 

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelse om mangler i beskyttelsen af menneskerettigheder og retfærdighed i Den Demokratiske Republik Congo.

Som EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik er næstformand i Kommissionen, Lady Ashton, ansvarlig for denne sag.

Da hun ikke kan deltage i dagens møde, vil hr. Chastel tale på hendes vegne.

 
  
MPphoto
 

  Olivier Chastel, for Catherine Ashton (næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik). – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det er i høj grad på vegne af den højtstående repræsentant, Baroness Ashton, at jeg har æren for at tale til Dem.

Jeg vil straks – naturligvis på hendes vegne – forsikre Dem, at EU er bekymret over menneskerettighedssituationen i Den Demokratiske Republik Congo, ligesom EU fordømmer forværringen i situationen for landets menneskerettighedsaktivister, som ses af de nylige angreb mod og overfald på dem. I den sammenhæng antager problemet med seksuel vold et særlig alarmerende omfang.

Den Demokratiske Republik Congo har været på afgrundens rand og er stadig præget af konflikter, der – selv om de er blevet begrænset – er meget tragiske for befolkningen. Der skal ydes en betydelig indsats for at sikre en vellykket genopbygning af landet. Alle problemerne i dette land kan tydeligvis tilbageføres til deres vanskelige kontekst, men det er stadig umuligt at begrunde dem alle.

De syv uafhængige FN-eksperter fordømte således i deres rapport fra den 8. marts det manglende fremskridt med hensyn til menneskerettighedssituationen i landet og bemærkede mere specifikt, at regeringen skulle øge sin indsats. Beskyttelse af borgernes rettigheder og sikkerhed er i ordets bredeste betydning et lands kerneansvar. Det skal derfor være hovedprioriteten i indsatsen for at genopbygge og konsolidere retsstatsprincippet i Den Demokratiske Republik Congo.

For få uger siden var mennesker fra den nordlige Kivuprovins i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo i Luvungi igen vidner til eller ofre for afskyelige massevoldtægter, der blev begået over flere dage af kriminelle bander, FDLR (De Demokratiske Styrker til Befrielse af Rwanda) og deres lokale allierede, Mayi-Mayi'erne. De seneste tal, som vi har, og som er bekræftet af FN, viser, at der var mindst 500 ofre.

Denne tragedie, som desværre kun er én ud af mange, skal absolut få myndighederne til at intensivere indsatsen for at yde bedre beskyttelse til den civile befolkning, opnå politiske aftaler, der kan skabe stabilitet i området, og derved eliminere de skadelige elementer, der terroriserer Kivuprovinsen. Denne tragedie afslører også på den værst mulige måde omfanget af det arbejde, der skal ydes, inden der endelig gøres fremskridt på de basale områder, som f.eks. sikkerhedsreform, som er nødvendig for at konsolidere retsstatsprincippet.

Det er helt utænkeligt, at den congolesiske regering igen kan få kontrollen over sit territorium uden en hær, en politistyrke eller et retsvæsen, der er veluddannet, velreguleret og velaflønnet. Hvis Den Demokratiske Republik Congo skal påtage sig sit ansvar – på alle niveauer – skal det internationale samfund gøre det samme. FN's generalsekretær, hr. Ban Ki-moon, erkender dette fuldt ud, idet der er iværksæt en undersøgelse af, hvorfor MONUSCO undlod at handle, eftersom dets mandat er fokuseret på beskyttelse af befolkningen. Vi må håbe, at MONUSCO bliver stærkere som resultat af dette, fordi missionen har stadig en afgørende rolle at spille i landet.

Vi skal desuden stille følgende spørgsmål: Hvad kan de europæiske og internationale domstole gøre? Fru Wallström, FN-generalsekretærens særlige repræsentant for seksuel vold i konflikter, opfordrer til, at gerningsmændene retsforfølges. Vi støtter fuldt ud denne appel i overensstemmelse med fælleserklæringen fra den 27. august af den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, og kommissæren med ansvar for udvikling, Andris Piebalgs.

Men hvis der er ét generelt problem, som tragedien i Luvungi har rejst, så er det problemet med straffrihed. Oprørerne er jo ikke de eneste, der begår forbrydelser. Vi har kendskab til lige så uansvarlige handlinger begået af politimyndighederne. Den virkelige udfordring i Den Demokratiske Republik Congo er derfor domstolenes funktionsmåde. Det er indlysende, at indsatsen primært skal ydes inden for langsigtede rammer. Vi må dog ikke glemme, at det i kampen mod straffrihed som i alle andre tilfælde generelt forventes, at eksempler kommer fra toppen.

På det grundlag er – for blot at nævne et enkelt eksempel – den igangværende undersøgelse af mordet på menneskerettighedsaktivisten Floribert Chebeya Bahizire uden tvivl en testsag, fordi den er symbolsk for de interne modsætninger i Den Demokratiske Republik Congo.

Det siger sig selv, at EU følger denne sag meget nøje. Efter denne menneskerettighedsaktivists død opfordrede EU gennem den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, de congolesiske myndigheder til at undersøge, hvad der skete.

Til sidst vil jeg fremhæve, hvor meget EU støtter og fortsat vil støtte Den Demokratiske Republik Congo i denne kamp for retfærdighed og mod straffrihed. Til det formål er støtten fra det internationale samfund samt navnlig EU og dets medlemsstater særlig afgørende i valgprocessen, der finder sted mellem 2011 og 2013, hvis det skal lykkes at skabe et politisk miljø baseret på demokratiske principper og retsstatsprincippet.

Vi har endvidere i FN formelt støttet udnævnelsen af en uafhængig ekspert under FN's Menneskerettighedsråd, som skal støtte den congolesiske regerings indsats i den forbindelse. Vores indsats har desværre endnu ikke skabt resultater. Vi håber, vi kan fortsætte samtalerne med de congolesiske myndigheder for at opnå fremskridt på denne front.

EU vil navnlig fortsat deltage i samarbejdet på områderne for retsvæsen, politi, forsvar, menneskerettighed og naturligvis støtte til ofrene. EU er parat til at øge indsatsen inden for rammerne af en reel dialog med Den Demokratiske Republik Congo.

 
  
MPphoto
 

  Filip Kaczmarek, for PPE-Gruppen. – (PL) Hr. formand! En af de alvorligste humanitære kriser i nyere tid udspiller sig i Den Demokratiske Republik Congo. De voldtægter, der blev begået i slutningen af juli og begyndelsen af august, var blot – selv om de i sig selv var tragiske – endnu en episode i hel serie af tragiske begivenheder. Hver måned udsættes mere end 1 000 kvinder for voldtægt i Congo, og tusindvis af børn er soldater. Seksuel vold er en metode, der bruges til at terrorisere og straffe de mennesker i Congo, som ikke støtter den rigtige side af konflikten. Seksuel vold er så udbredt, at organisationen Læger uden Grænser siger, at 75 % af alle voldtægter i verden begås i det østlige Congo.

Problemet viser også, at den største fredsbevarende FN-styrke i verden – MONUSCO – gør meget lidt for at bekæmpe dette fænomen. Polemikken om, hvornår MONUSCO fik kendskab til disse nylige voldtægter – om det var fem dage, to uger eller en uge, efter de blev begået – er sørgelig. Der var en MONUSCO-base mindre end 20 km fra det sted, hvor voldtægterne blev begået. FN forsøger primært at forhindre seksuel vold ved at sætte opslag op på bygninger om, at voldtægt er umenneskelig. Vi kan ikke standse denne fremfærd på den måde. For at gøre tingene værre var FN-soldater selv involveret i en sexskandale for flere år siden og blev bl.a. beskyldt for at tvinge unge piger ud i prostitution. Måske problemet går endnu dybere, og måske har MONUSCO ikke viljen til at bekæmpe denne ødelæggende fremfærd.

EU skal stå fast i denne situation og koncentrere sig om at hjælpe ofrene. Det haster, fordi Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU i begyndelsen af december mødes i Kinshasa. Der skal sættes en stopper for denne mærkværdige kultur med straffrihed og hjælpeløshed – jeg er enig med det belgiske formandskab – fordi vi skal se hinanden i øjnene.

 
  
MPphoto
 

  Véronique De Keyser, for S&D-Gruppen. (FR) Hr. formand! Det er umuligt at tale her på vegne af de voldtægtsofre, der har mistet deres værdighed, de lemlæstede spædbørn, de gravide kvinder, der har fået maven skåret op, de ældre kvinder, der er blevet lemlæstet med bajonetter i skeden, og alle de kvinder, der til deres egen skam, men frem for alt vores skam, er blevet gjort til en ødelagt kampplads.

Det er umuligt at tale på vegne af de børn, der er blevet rekrutteret til militsen og tvunget til at slå voksne og børn som dem selv til døde med køller, og som også er blevet sande sexslaver. Det seksuelle folkemord, der stadig finder steg bag scenen i Congo med tusindvis af ofre hvert år, kan ikke længere beskrives med ord. Vi fattes ord.

Det står dog klart, at alle instrumenterne – lovgivningstekster, reformprojekter for de væbnede styrker, internationale missioner, finansiel støtte og mobiliseringen af hele Fællesskabet – er på plads. Og straffriheden fortsætter – en rystende straffrihed, når en forbryder, som f.eks. Bosco Ntaganda, langt fra straffes, men får en vigtig stilling i den congolesiske forvaltning. Vi kræver, at retfærdigheden sker fyldest. Denne straffrihedskultur kan ikke fortsætte blot for at udvise eftergivenhed.

Hvad betyder det præcist at dømme disse forbrydelser? Det betyder at gennemføre undersøgelser, reformere retsvæsenet, betale soldaterne ordentligt og forfølge de skyldige, herunder dem, der har ansporet massakrerne, uanset hvor høj position de indtager. For vores egne lande betyder det også, at vi ikke forsyner oprørerne og deres lejesoldater med våben og ikke indgår tvivlsomme handler om illegale mineraler med dem. Derfor støtter vi fru Wallström og opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for vedtagelsen af en europæisk lov baseret på den nye amerikanske lov, "Congo Conflicts Mineral Act". Det betyder, at vi ikke længere skal finde os i, at vores mobiltelefoner, computere og i morgen hybridbiler fremstilles af mineraler, der sælges ulovligt og kommer fra konflikter. Disse mineraler er blodmineraler, ligesom der var bloddiamanter. Vores forbindelser med den congolesiske regering vil desuden afhænge af selve gennemførelsen af nultolerancepolitikken over for vold mod kvinder – en politik, som den congolesiske regering selv indførte, hvilket jeg tilføje.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Charles Goerens, for ALDE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Jeg er ked af at måtte sige, at vi i betragtning af det beskedne fremskridt, der er opnået i Den Demokratiske Republik Congo, må fordømme de alvorlige tilbageslag og fiaskoer. Alt eller næsten alt skal stadig gøres i dette land.

I stedet for at kunne garantere stabilitet i det forkrøblede land må FN's repræsentanter i Den Demokratiske Republik Congo berette om meget alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. I dette tilfælde drejer det sig ikke om få enkeltstående voldshandlinger begået af få enkeltstående personer, hvilket i sig selv ville være fuldstændig forkasteligt. Nej, det, der sker i Den Demokratiske Republik Congo kan ikke begrænses til få enkeltstående borgere, der uden forsvar udsættes for seksuelle voldsforbrydere. Jeg må desværre sige, at vi her taler om et fænomen, der rækker ud over enkeltpersoner.

De bekræftende informationer om de begivenheder, der fandt sted i Den Demokratiske Republik Congo mellem den 30. juli og den 4. august, sætter disse forbrydelser på en helt anden skala. Atul Khare, FN's undergeneralsekretær for fredsbevarende operationer, har bekræftet, at omkring 500 mennesker – kvinder, børn og spædbørn – blev udsat for voldtægt.

Vi kan ikke længere nøjes med at fordømme disse modbydelige forbrydelser. Vi skal gå videre og udpege de ansvarlige, retsforfølge dem og afskrække potentielle forbrydere, men vi skal også tage fat om de forhold, der kan danne baggrunden for mange flere af de hændelser, vi fordømmer.

Når vi tager fat om årsagerne, kan det under ingen omstændigheder udlægges som en formildende omstændighed for de seksuelle voldsforbrydere. Der er brug for en militær og politimæssig indsats for at håndtere alle disse problemer, i hvert fald på kort sigt, men der er også brug for en indsats på andre områder. Vi taler faktisk om en statskrise. Jeg vælger mine ord med omhu. Vi taler om en krise i et land, der ikke længere kan udøve sine suveræne funktioner, herunder især garantien for sikkerhed, som borgere i alle lande har ret til.

Reaktionen skal komme samtidig fra Den Demokratiske Republik Congo, Den Afrikanske Union, FN og det internationale samfund. Hvad angår alle de elementer, der kan løse den congolesiske befolknings problemer, er der intet, som kan erstatte de congolesiske myndigheders ansvar. Samtidig skal vi stå ved deres side og støtte dem.

 
  
MPphoto
 

  Isabelle Durant, for Verts/ALE-Gruppen. (FR) Hr. formand! Jeg kan kun tilslutte mig det, der allerede er blevet sagt, navnlig bemærkningerne fra fru De Keyser, der gav en meget skarp og rå beskrivelse af den vold, der begås mod kvinder. Det er sandt, at alle rapporterne siger det samme. De er alle frygtelige og utålelige, både enkeltvis og frem for alt samlet. Alle disse voldshandlinger har tydeligvis til formål at udrense, ydmyge og i sidste ende udslette en befolkning ved at fratage den sin værdighed og sin grund til at leve.

Af alle disse grunde skal vi handle med endnu mere kraft. Det er sandt, at situationen i Congo i dag er endnu vanskeligere på alle fronter, ikke kun med hensyn til volden mod kvinder, men også på alle andre fronter. Hr. Chastel talte om dagligdagen for utallige congolesere, om problemet med menneskerettigheder generelt, ikke kun kvinders rettigheder, og om menneskerettighedsforkæmpere. For mig er der tydeligvis en direkte forbindelse mellem denne vold mod kvinder og en række forbrydelser, der stadig forbliver ustraffede.

Plyndringen af naturressourcer sker oftest ustraffet. Der blev faktisk henvist til amerikansk lovgivning, der kan bruges som inspiration her i Europa. Jeg mener dog også, at spørgsmålet om straffrihed for plyndring af naturressourcer er absolut afgørende. Det er afgørende, fordi forbuddet, selv med løftet fra den congolesiske præsident, hr. Kabila, mod eksport af disse ressourcer i sidste ende er særdeles skadelig, især for de små gravere, som ikke har andre eksistensmuligheder. Det er skadeligt, fordi det ikke tjener noget formål. Det er snarere et røgslør, fordi vi alle ved, at de congolesiske væbnede styrker, eller i det mindste nogle af dem, ikke kun kan kædes sammen med voldtægten af kvinder, men også med plyndringen af ressourcer og korruptionen i den forbindelse.

Det, der betyder noget, er ikke kun en regerings love og beslutninger, men regeringens kapacitet til at anvende og gennemføre dem. Det er vigtigt, at en regering kan udøve sine beføjelser.

Endelig mener jeg – og mange af os vil snart være i Kinshasa for at mødes med AVS-landene – at vi skal udsende et dobbelt budskab for at hjælpe og støtte de nyttige og positive kræfter i Congo, uanset om de er regerings-, fællesskabs- eller menneskerettighedskræfter eller andre styrker: et budskab om støtte til dem, der ønsker at udvikle en kultur præget af retfærdighed, og om bekæmpelse af straffrihed, og et budskab vedrørende de politiske kræfter og deres kapacitet til at udstyre sig med midlerne til at sikre reel regeringsførelse i alle faser, dvs. ved at skabe sikkerhed, gennemføre love og beslutninger og ganske enkelt ved i sidste ende at sikre de folkevalgtes troværdighed. Fire år efter det valg, vi alle ønskede, finansierede og støttede, er der vigtigt, at vi ikke kun fordømmer, men også tilskynder enhver handling, der kan sikre reel, specifik udøvelse af regeringens beføjelser og demokrati generelt. Vold mod kvinder og mod menneskerettighedsforkæmpere er endvidere to meget vigtige aspekter.

Jeg vil til sidst sige, at retssagen mod de ansvarlige for hr. Chebeyas død i princippet gennemføres i september. Også i lyset af hans families lidelser skal vi efter min mening lægge stor vægt på at sikre, at denne retssag bliver et symbol på viljen til at løse dette problem.

 
  
MPphoto
 

  Charles Tannock, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Den Demokratiske Republik Congo er hverken særlig demokratisk, som vi forstår ordet her i EU, eller en effektivt fungerende republik. Dette skyldes delvist landets enorme størrelse, porøse grænser og dårlige infrastruktur, der gør demokratisk regeringsførelse til en alvorlig udfordring.

Men Den Demokratiske Republik Congos skrøbelighed som nationalstat skyldes også årtiers korruption, politisk undertrykkelse og sporadisk væbnet konflikt, både internt og med nabolande, hvor der er begået grusomme forbrydelser, som f.eks. massevoldtægter. Forværringen begyndte under præsident Mobutus kleptokratiske og morderiske regime og er fortsat indtil i dag. Præsident Kabila har i det mindste afholdt et valg for at give den øvrige verden det indtryk, at han vil skabe demokratisk reform, men i virkeligheden kontrollerer han alle dele af magtapparatet og navnlig adgangen til landets enorme naturressourcer.

Den øgede interesse fra visse lande, navnlig Kina, for at udnytte disse ressourcer har fået Kabilas regime til at forsømme sit ansvar, hvad angår menneskerettigheder og retsstatsprincippet. Kina har selv en sørgelig historie med hensyn til menneskerettigheder og forsvarer i FN faktisk handlinger, der begås af lande, som f.eks. Den Demokratiske Republik Congo, som Kina handler med. Det overrasker mig derfor ikke, at alle tre retssager, der er på vej ved Den Internationale Straffedomstol, involverer statsborgere fra Den Demokratiske Republik Congo.

Trods denne alarmerende situation afviser Den Afrikanske Union at fordømme eller lægge pres på præsident Kabila for at få ham til at leve op til sine forfatningsmæssige forpligtelser. EU har til dets fortjeneste ikke sådanne betænkeligheder, og jeg glæder mig over den hårde kurs, som den højtstående repræsentant, Baroness Ashton, har lagt.

Endelig vil jeg, som jeg tidligere har gjort det i Parlamentet, igen opfordre til, at Kimberleyprocessen udvides til at dække andre vigtige naturressourcer i Afrika. Menneskerettighedskrænkelser i Afrika, som desværre er alt for almindelige, er ofte kædet sammen med konkurrence om kontrollen med mineralressourcer. Kimberleyprocessen har haft stor succes med at begrænse handelen med konflikt- eller bloddiamanter, og vi bør nu overveje en tilsvarende fremgangsmåde for andre udvindingsindustrier.

 
  
MPphoto
 

  Marie-Christine Vergiat, for GUE/NGL-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Vi drøfter i Parlamentet igen den vanskelige situation i Den Demokratiske Republik Congo, som tilsyneladende hele tiden bliver værre og værre.

I juni vedtog vi en beslutning om at fordømme mordet på Floribert Chebeya og udtrykte bekymring over Fidèle Bazana Edadis forsvinden. Siden da er endnu en menneskerettighedsforkæmper, Salvator Muhindo Vunoka, blevet myrdet. De kan føje ham til Deres liste, hr. minister! I sommer krævede det en massevoldtægt af flere hundrede mennesker, inden FN besluttede at iværksætte foranstaltninger.

Det skal siges, at den fredsbevarende styrke MONUSCO, som er i Congo for at beskytte civile, humanitære medarbejdere og menneskerettighedsforkæmpere og for at hjælpe med at bekæmpe straffrihed, kun var få km væk fra gerningsstedet for disse voldtægter, og at den intet foretog sig.

Ban Ki-moon selv tog afstand fra MONUSCO-troppernes passivitet. FN-embedsmænd har endelig udfordret den congolesiske regering. En ny rapport skulle offentliggøres i begyndelsen af oktober om den begåede vold, men det er den vold, der blev begået mellem 1996 og 2003. Hvilket tidsspilde! Hvor mange flere ofre skal dræbes, voldtages og tortureres? Hvor mange flere børn skal tvangsindskrives, inden det internationale samfund bemærker situationen og handler i overensstemmelse dermed?

Jeg har lyst til at spørge, hvad Europa gør? Der er investeret enorme summer i Congo. EUSEC- og EUPOL-missionerne er i landet. Ud over humanitær støtte er en af EU's vigtigste målsætninger – på papiret – at uddanne landets sikkerhedsstyrker og hjælpe med at reformere landets sikkerhed.

Hvad er resultaterne af disse politikker? Den Demokratiske Republik Congo er et stort land. Det er befolkningsmæssigt Afrikas tredjestørste land. Det er et land med et enormt potentiale for velstand, men 80 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Endnu værre er det, at det bliver stadig fattigere på grund af omfattende korruption.

Jeg har et enkelt spørgsmål til Dem: Hvor længe vil vi tillade, at denne situation med fuldstændig straffrihed fortsætter? Som De sagde, hr. minister, så ved vi, at sikkerhedsstyrkerne også er involveret i de voldelige handlinger. Mener De ikke, at tiden er inde til at skifte holdning?

Jeg kan forestille mig, at tingene ikke er så ligetil i Ministerrådet, hvor få store europæiske lande, eller i det mindste deres politiske repræsentanter, hvis forpligtelse over for menneskerettighederne vi alle kender, reelt ikke er åbne for egentlige indgreb, fordi de kan rulle den røde løber ud for hr. Kabila.

De kan derfor regne med at Parlamentet vil træffe de nødvendige forholdsregler, og hold så venligst op med at tillade, at fåtallets økonomiske interesser varetages uden hensyn til den civile befolkning, der ikke kan klare mere.

 
  
MPphoto
 

  Bastiaan Belder, for EFD-Gruppen. – (NL) Hr. formand! I 2010 har Den Demokratiske Republik Congo været uafhængig i 50 år. Når vi ser tilbage, kan vi se, at disse 50 år har på uværdig vis har været sværtet til med blod helt indtil i dag.

De frygtelige begivenheder i den nordlige Kivuregion i sommer underbygger dette. Når vi læser, at 25 soldater fra FN-missionen burde have forhindret det, rejser det også et spørgsmål om logistik. Der kræves 20 000 FN-soldater, og nogle eksperter siger mindst 60 000, for at opretholde en form for orden. Sikken et problem!

Jeg har følgende spørgsmål til Rådet og Kommissionen. Hvad har EUSEC- og EUPOL-missionerne i Nord- og Sydkivu konkret gjort for at forbedre sikkerheden for den lokale befolkning og for at retsforfølge gerningsmændene bag sommerens grusomheder?

Urolighederne foregår på netop det sted, hvor Den Demokratiske Republik Congos rigeste ressourcer findes. De congolesiske miner rummer et potentiale svarende til 24 mia. USD ifølge nylige kilder. I henhold til en pressemeddelelse fra den congolesiske regering i begyndelsen af september er minedriften i Kivu midlertidigt blevet lukket, fordi væbnede grupper havde drevet ulovlig minedrift, nogle gange med støtte fra officielle myndigheder. På overfladen er dette en god start, men hvordan håndhæves det? Det rygtes også, at den congolesiske regering eksproprierer udenlandske investorers mineprojekter for blot at sælge dem til sine egne udenlandske forretningspartnere.

Jeg har følgende spørgsmål til Rådet. Hvilken indflydelse kan EU's missioner i marken udøve for at bremse den ulovlige minedrift? Kan De endvidere bekræfte, at den ulovlige minedrift er blevet standset, og hvordan kan dette håndhæves, evt. med hjælp fra EU's missioner i marken? Jeg håber inderligt, at EU vil arbejde for den afgørende styrkelse af FN-missionen i landet, da der er et omgående behov for det. Hvis jeg ikke tager fejl og ifølge rapporter i medierne, forsøger den congolesiske regering i øjeblikket at standse dette, hvilket vil have dramatiske konsekvenser for landet.

 
  
MPphoto
 

  Andrew Henry William Brons (NI). – (EN) Hr. formand! I denne forhandling antydes det, at menneskerettighedskrænkelser i Congo er et nyt fænomen, eller at det er en usædvanlig situation i Afrika. Ingen af delene er tilfældet. Hvis bare det var det.

Jeg kan huske, da det belgiske Congo blev uafhængigt i 1960, mens jeg stadig gik i skole. Jeg kan huske kidnapningen og arrestationen af Patrice Lumumba få måneder efter uafhængigheden. Jeg kan stadig levende huske beretningerne om, hvordan han blev smidt op på laddet af en lastvogn for aldrig at blive set igen. Årtiers broderkrig, diktatur og borgerkrig fulgte efter.

Congo er ikke et særtilfælde i Afrika. Det ville være vanskeligere at finde et fredeligt demokrati. Hvis jeg skulle følge den præskriptive forklaring om opfostring, skulle jeg sige, at der må være noget i vandet. Der er dog en anden forklaring.

I Afrika generelt, hvis ikke i Congo i særdeleshed, ignorerede kolonisterne forskellene mellem stammer og folk, da de trak lige linjer på Afrikas landkort. Hvert land rummede ved dets uafhængighed enorme vertikale etniske, sproglige eller religiøse grundlæggende opdelinger, hvilket altid skaber politisk ustabilitet.

Dette gælder i lige så høj grad for Belgien som for det tidligere belgiske Congo. Den eneste forskel er, at Belgien har undgået politisk vold. Det samme kan desværre ikke siges om Bosnien og Kroatien, hvor der er begået lige så mange drab, hvis ikke den samme ubegrundede sadisme.

Hvis vertikale opdelinger i politiske stater fører til ustabilitet og nogle gange til vold, hvorfor skaber vi så de samme vertikale opdelinger i Europa ved at tillade ukontrolleret indvandring fra den tredje verden generelt og Afrika i særdeleshed? Vi er ikke tilfredse med at overlade ubrugelige politiske samfund til Afrika. Vi har travlt med at skabe de samme problemer i selve Europa.

 
  
MPphoto
 

  Andrzej Grzyb (PPE). – (PL) Hr. formand! Vi afholder endnu en forhandling om situationen i Den Demokratiske Republik Congo – en republik, der, som det er blevet sagt, i vid udstrækning kun er demokratisk af navn – hvor menneskerettighederne krænkes hver dag. Vi taler i dag om vold mod de svageste, navnlig mod kvinder, der voldtages, og mod børn, der bl.a. tvinges ind i hæren – en illegal hær. Vi taler om voldtægt, tortur og mord. Vi taler om vold, hvis gerningsmænd – værst af alt – forbliver ustraffede, og vi taler om vold, der er blevet så almindelig, at det er vanskeligt at tale om nogen form for kulturelt eller andet samtykke. Vi taler om voldtægter, der begås af partisaner, men også af soldater i hæren og af civile. Vi taler om kvinder, der ikke har nogen til at forsvare sig.

Vi må ikke glemme, at vi paradoksalt nok drøfter en region, der er en af de dårligst stillede, men også en af de rigeste med hensyn til naturressourcer i Afrika og verden. Disse ressourcer burde være mere end nok til at dække behovene for alle de mennesker, der lever i landet. Vi må ikke glemme, at dette er endnu en fase i de ulykkelige omstændigheder, der angiveligt har kostet titusindvis af menneskeliv i de sidste 10 år og også har involveret omkring 200 000 tilfælde af voldtægt. Vi kan kun gætte, hvor mange voldtægter der ikke er blevet rapporteret.

Situationen giver anledning til dyb bekymring, ikke kun på møderne i Parlamentets Underudvalg om Menneskerettigheder. Der sættes spørgsmålstegn ved effektiviteten af FN's arbejde og ved den måde, disse forbrydelser, der begås af både partisaner og andre, forbliver ustraffede – forbrydelser, der burde bringes for en domstol. Retssystemet skal handle. Jeg tror, at mødet mellem AVS og Parlamentet er den perfekte anledning til at sætte en stopper for denne umenneskelige situation. Vi taler om en krise i staten Congo, og derfor skal det internationale samfund tage initiativet. Det er også vores rolle – Parlamentets rolle – at tale om dette.

 
  
MPphoto
 

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Hr. formand! Jeg vil gerne takke repræsentanterne for Kommissionen og Rådet for deres udtalelser om manglerne i beskyttelsen af menneskerettigheder og retfærdighed i Den Demokratiske Republik Congo.

Situation er bestemt dramatisk og drastisk, og den blev beskrevet særdeles godt af min kollega, Véronique De Keyser, i hendes indlæg. Jeg vil dog også i den sammenhæng henlede opmærksomheden på de meget alarmerende rapporter fra internationale ngo'er. De taler faktisk om systematiske og organiserede angreb mod lokalsamfund under ledelse af væbnede enheder med henblik på at voldtage lokale kvinder. For lidt over en måned siden blev 150 civile kvinder voldtaget i 13 landsbyer. Alt dette foregik kun få måneder, efter at FN's Sikkerhedsråd havde fornyet mandatet for sin mission i Congo med det formål at hjælpe regeringen med at beskytte civile mod krænkelser af menneskerettighederne.

Et andet paradoks ved denne situation er, at seksuel vold begås af alle sider i konflikten, herunder af regeringsstyrker. Det er fuldstændig uacceptabelt, og jeg vil derfor anmode repræsentanterne for de europæiske institutioner igen at udøve ethvert muligt pres – diplomatisk og andet, herunder pres via FN og missionen i Congo – for at sætte en stopper for denne fremfærd. De bør ikke tvivle på, at De har Parlamentets fulde støtte til det.

 
  
MPphoto
 

  Alexander Graf Lambsdorff (ALDE). – (DE) Hr. formand! Situationen i Den Demokratiske Republik Congo er stadig meget bekymrende. Det er især alarmerende, at vold og paratheden til at ty til vold stadig stiger trods EU's og FN's tilstedeværelse. Vi har deltaget i forskellige missioner i Congo i mange år. Vi bærer derfor også en del af ansvaret, navnlig i tilfælde af handlinger, der er begået af, eller som tolereres af grupper, som vi formelt støtter. Der er et congolesisk ordsprog, der siger, at en kat kan gå i kloster, men det er stadig en kat. Overført til sikkerhedsapparatet betyder det, at man kan give forbrydere en uniform på, men det betyder ikke, at de ikke vil begå flere forbrydelser – faktisk langt fra. Det er netop vores problem. Vi skal gøre det helt klart for den congolesiske regering, at vi ikke vil tolerere disse handlinger og tilsløringen af sådanne handlinger.

Alle i Parlamentet er enige om, at situationen i Congo bliver værre og værre. Jeg vil påpege, at vi gennemførte en valgobservationsmission i landet i 2006. Siden da er der knap opnået fremskridt i landets demokratiseringsproces. Rådet og Kommissionen bør nøje overveje, om vi skal sende en ny fuld mission til landet og overvåge valgprocessen på en anden måde denne gang. Forudsætningerne for en fuld valgobservationsmission er efter min mening alt andet end gunstige. Det ville også være det forkerte signal at sende til en regering, der systematisk tilsidesætter reglerne og henstillingerne fra EU.

 
  
MPphoto
 

  Judith Sargentini (Verts/ALE). – (NL) Hr. formand! Som europæere er vi til dels selv skyld i den elendighed, vi er vidne til i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo. At oprørerne stadig kan tjene rigtig mange penge ved at sælge ædelmetaller, som f.eks. coltan til telefon- og computerindustrien, skyldes, at vi fortsat køber dem kritikløst.

Lande i Europa har aldrig haft behov for eller forudset anvendelsesområdet for en lov, der sætter spørgsmålstegn ved forsyningskædens ansvar. Det er også bemærkelsesværdigt, at USA endelig har gjort netop det. Vi har ikke gjort noget, simpelthen fordi vi var bange for konkurrencen fra Kina og USA. Og hvad så vi sidste sommer? En amerikansk lov, der opfordrer til gennemsigtighed, og som kræver, at virksomheder oplyser om brugen af ædelmetaller fra Den Demokratiske Republik Congo og nabolandene. Alle Hewlett-Packard- og IBM-virksomheder i verden skal tilpasse sig dette. Vi bør følge USA's eksempel og indføre vores egen version af denne lov.

 
  
MPphoto
 

  Jan Zahradil (ECR). – (CS) Hr. formand! Dette år er Afrika-året, og vi mindes her en række lande, der for 50 år siden opnåede uafhængighed fra de tidligere kolonimagter. Når vi ser tilbage på udviklingen i nogle af landene lande efter disse 50 år, er der desværre ikke megen grund til optimisme. Det gælder for Den Demokratiske Republik Congo. Hvis den ønsker at være EU's partner 50 år efter sin uafhængighed fra den tidligere belgiske kolonimagt og at blive et fuldgyldigt medlem af det internationale samfund, skal den aktivt forpligte sig til at forhindre de grusomme forbrydelser, der er begået i de seneste uger. Den skal overholde menneskerettighederne og indføre retsstatsprincippet i hele sit territorium.

I samarbejde med FN og Den Afrikanske Union bør EU vise sin respekt for voldsofrene i Congo. Det skal vi gøre ved bl.a. at bidrage til afvæbningen af militære grupper, der gennemfører angreb på den congolesiske befolkning fra nabolande, fra Rwanda, det sydlige Sudan og Uganda. Vi skal også vise, at vi kan handle, og her opfordrer jeg den højtstående repræsentant, Baroness Ashton, til at fremlægge en konkret EU-handlingsplan i kampen for at sikre menneskerettighederne i Den Demokratiske Republik Congo, når Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU i december mødes i Kinshasa.

 
  
MPphoto
 

  Kinga Gál (PPE). – (EN) Hr. formand! Som medlem af Underudvalget om Menneskerettigheder fordømmer jeg på det kraftigste de seneste måneders begivenheder i Congo.

I det 21. århundrede er det en utilstedelig kendsgerning, at mord, voldtægt og misbrug af børn ofte anvendes som krigsvåben, mens FN-styrker er til stede i området. I de sidste fem år er antallet af blot dokumenterede tilfælde steget 20 gange i Congo. Kvinders og børns liv er i fare. Deres menneskerettigheder ignoreres fuldstændigt, og de berøves deres menneskeværdighed. De kan desuden ikke længere leve i deres traditionelle samfund, hvilket også ødelægger den sociale infrastruktur.

Det internationale samfund skal officielt anerkende, at massevoldtægt i Congo er en forbrydelse mod menneskeheden. Vi skal reagere samlet for at fastholde presset på gerningsmændene bag disse voldtægter og retsforfølge dem lokalt eller ved Den Internationale Straffedomstol. Det glæder mig, at EUSEC RDC netop er blevet forlænget indtil den 30. september 2012, og forhåbentlig vil EUPOL RDC også blive forlænget.

Specialuddannet personale skal udpeges til at overdrage strafferetlig undersøgelse. Yderligere støtte skal sikres af det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder. Der skal iværksættes yderligere foranstaltninger, f.eks. forsyning af de fredsbevarende styrker med mobiltelefoner, forbedring af kommunikationen mellem den fredsbevarende MONUSCO-styrke og den lokale befolkning og en styrkelse af forpligtelsen til at bekæmpe oprørsgrupper. Humanitære organisationer skal støttes, så de kan nå ud til civile, der har brug for hjælp.

Samtidig skal regeringen gennemføre den nultolerancepolitik, den annoncerede for nylig, og oprette den nationale komité for menneskerettigheder, som er fastlagt i forfatningen. Samlet set skal beskyttelsen af kvinder og børn prioriteres.

 
  
MPphoto
 

  Richard Howitt (S&D). – (EN) Hr. formand! Tidligere i år fortalte Denis Mukwege, en gynækolog fra Panzi i Den Demokratiske Republik Congo, os her i Parlamentet, at de mindst 200 000 voldtægter, der er begået i hans land i de sidste 15 år, er for brutale til at blive betegnet som sådan og i stedet bør betegnes som en seksuel massakre, og at sex bruges som en terrorhandling.

Vi kunne ikke vide, at byen Luvungi ikke langt fra en international fredsbevarende styrke få uger siden ville blive belejret, og at omkring 500 kvinder og børn ville blive udsat for gentagen og grusom seksuel vold.

I Parlamentet, hvor vi har fordømt den manglende beskyttelse af ofre i Rwanda og Srebrenica, kan og må vi ikke forblive tavse. Vi bør rose FN's undergeneralsekretær for at have erkendt, at FN havde svigtet og bærer en del af ansvaret. Men vi skal også få FN til at undersøge, hvorfor lokale forhåndsadvarsler fra taxichauffører på motorcykel ikke blev hørt, hvorfor FN-basen ikke havde adgang til tolkning på det lokale sprog, og hvordan reglerne for operationer stadig hindrer effektiviteten af FN's fredsbevarende styrke.

Jeg vil direkte spørge alle FN's medlemslande og alle EU's medlemsstater, hvad der er sket med de fine ord, vi alle stemte om, med hensyn til FN's ansvar for at beskytte. Jeg sætter pris på det, hr. Chastel sagde om at bringe de skyldige for en domstol, men i den rapport, der snart udarbejdes af FN selv, har vi brug for et ordentligt retssystem for et årti med forbrydelser begået i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo.

Jeg er enig med de øvrige i denne forhandling, som har fordømt den ødelæggende korruption, der omgiver plyndringen af de rige mineralressourcer i Den Demokratiske Republik Congo. I denne forhandling skal vi dog først og fremmest sige, at der ikke er nogen forklaring, nogen undskyldning eller nogen formildende omstændigheder, der på nogen måde kan begrunde seksuel vold som et krigsvåben, og at vi først og fremmest tænker på de 500 kvindelige ofre, som det ikke lykkedes for os at beskytte. Vores forpligtelse bør være at sikre, at det aldrig sker igen.

 
  
MPphoto
 

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). – (EN) Hr. formand! EU skal holde sig selv ansvarlig for at se til, mens forsvarsløse kvinder og børn fortsat lider for hånden af væbnede oprørere og soldater.

Det er på tide, at vi kommer med andet end retorik. Vi skal træffe konkrete foranstaltninger for at yde praktisk støtte til sikkerhedsstyrkerne i Den Demokratiske Republik Congo sammen med andre internationale missioner. Vi skal aktivt engagere os i og om nødvendigt lægge pres på regeringen for at få den til at beskytte sin befolkning. Vi skal også tale med én stærk og direkte stemme og sige, at regeringen skal standse krænkelserne af menneskerettighederne. Den Demokratiske Republik Congo – landet – har enorme ressourcer. Vi ønsker også at høre gode nyheder fra Afrika.

 
  
MPphoto
 

  Barbara Lochbihler (Verts/ALE). – (DE) Hr. formand! Jeg kan kun tilslutte mig kritikken og fordømmelsen af denne brutale massakre og kritikken af FN-missionen, der undlod at gøre alt, hvad den kunne for at forhindre denne massakre. Det er alligevel glædeligt, at det nyoprettede embede som FN's særlige repræsentant for seksuel vold i konflikter, der varetages af fru Wallström, allerede har tilkendegivet dette ansvar, og vi kan stadig håbe, at forbrydelserne vil blive endegyldigt opklaret.

Jeg vil minde Dem om, at vi i februar i år havde en udstilling i Parlamentet, som blev præsenteret af Medica Mondiale, der driver et netværk af gynækologiske klinikker i det østlige Congo. Vi havde besøg af en kvinde fra det østlige Congo, der havde oplevet mange frygtelige ting, men som alligevel havde fundet styrke til at organisere kvinderne der. Hun opfordrede senere den lokale EU-ambassade til også at rejse til det østlige Congo, til at den skulle samarbejde med ngo'erne og kvinderne i området omkring vidnebeskyttelsesprogrammer, og til at forbrydelserne skulle bringes for en domstol. Hun fortalte os, at de desperat har brug for støtte i forbindelse med indkomstprojekter, lægehjælp og hjælp til traumeofre. Hun opfordrede også EU til at hjælpe med at bygge fængsler, fordi det ikke er muligt at fængsle gerningsmænd, når de er blevet arresteret.

 
  
MPphoto
 

  Paweł Robert Kowal (ECR). – (PL) Hr. formand! Vi taler om dette, fordi vi er alarmeret over situationen i Congo, og fordi menneskerne i det land ikke har nogen garanti for de grundlæggende menneskerettigheder. Vi er derfor forfærdede over, at rapporterne fra organisationer, der holder høje med menneskerettighederne, er særlig alarmerende i Congos tilfælde. Nu hvor Lissabontraktaten er trådt i kraft, skal vores forhandlinger rettes mod én særlig gruppe. Jeg tænker på dem, der er ansvarlig for EU's udenrigspolitik.

Der er ikke uenighed om udenrigspolitikken over for Afrika. Det er derfor nemmere – forekommer det – for os at formulere principper for en fælles indsats. Vi skal derfor i dag se på årsagerne til begivenhederne i Congo. Vi må ikke standse den humanitære støtte. Vi skal involvere os i uddannelsesprojekter og projekter til udvikling af infrastrukturen, og vi skal involvere os i projekter, der kan hjælpe med at opbygge en moderne stat i Congo. Vi forventer faktisk sådan et program.

 
  
MPphoto
 

  Peter Šťastný (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg tilslutter mig den lange række, som skarpt fordømmer de grufulde forbrydelser, der blev begået i begyndelsen af august i år i Den Demokratiske Republik Congo. Ethvert samfund beskytter de svageste og mest sårbare, så det må være frygteligt for alle anstændige mennesker at høre så frygtelige nyheder. Voldtægten af mindst 179 kvinder og børn er i sandhed en omfattende forbrydelse og må aldrig blive gentaget – slet ikke som et krigsvåben, som det var tilfældet i Den Demokratiske Republik Congo.

EU skal hjælpe med at retsforfølge alle gerningsmændene. Nyheder om alvorlige straffe skal nå ud til alle dele af landet og ud over dets grænser. Sådanne nyheder skal udbredes globalt, så disse frygtelige handlinger, hvor massevoldtægt bruges som et krigsvåben, kan udryddes fuldstændigt.

Vi ved, at der er færre forbrydelser i udviklede lande, og at visse afskyelige forbrydelser simpelthen ikke findes i dem. EU kan kun hjælpe gennem velfungerende økonomiske partnerskabsaftaler i regionen. Disse skal hjælpe hele Afrika med at få en rimelig andel af den globale handel. Samtidig vil intensiveret udvikling indlede processen med at bekæmpe fattigdom og bestemte forbrydelser af den type, der blev begået mod mindst 179 forsvarsløse ofre i begyndelsen af august i Den Demokratiske Republik Congo.

 
  
MPphoto
 

  Thijs Berman (S&D). – (NL) Hr. formand! Voldtægt er blevet et almindeligt krigsvåben i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo med tusindvis af ofre hvert år. Det faktiske tal er højere, end vi ved, fordi kvinder ikke kan udøve deres rettigheder og derfor ofte ikke rapporterer det, der er sket.

Voldtægt er en alvorlig traumatiserede forbrydelse, der forårsager dyb psykologisk og ofte fysisk skade. Hvis voldtægt forbliver ustraffet, bliver det en almindelig del af en voldelig dagligdag i et samfund, også i efterkrigstider. De massevoldtægter, der fandt sted mellem den 30. juli og den 4. august 2010 i Nordkivu viser, at udviklingen i Den Demokratiske Republik Congo står for lavt på det internationale samfunds dagsorden. Disse forbrydelser må dog ikke forblive ustraffede. Det skylder vi ofrene og fremtiden for Den Demokratiske Republik Congo som helhed. Den congolesiske regering skal på enhver mulig måde søge at retsforfølge gerningsmændene, og en vis mængde tvivl vil ikke være malplaceret. Straffrihed må dog ikke blive reglen.

Dette drama viser også med smertelig tydelighed, at forholdet mellem FN-missionen og den lokale befolkning lader meget tilbage at ønske. Det er vigtigt, at tilstedeværelsen af MONUSCO i området evalueres. Den forholdt sig passiv i dette drama. Der kræves nu en uafhængig undersøgelse for at undersøge kendsgerningerne i forbindelse med disse massevoldtægter. Missionens tilstedeværelse er og bliver nødvendig, men det er afgørende, at MONUSCO udfylder hele sit mandat og giver den lokale befolkning den beskyttelse, den så desperat har brug for.

 
  
MPphoto
 

  Fiona Hall (ALDE). – (EN) Hr. formand! Dagens forhandling fokuserer på de frygtelige begivenheder, der har fundet sted i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, men medlemsstaterne fastholder, at det er sikkert for asylansøgere at vende tilbage til Kinshasa, fordi hovedstaden ligger langt fra de usikre områder mod øst.

Kendsgerningerne viser desværre noget andet. Af de ni mennesker, der er blevet udvist fra Teeside i det nordøstlige England og ført til Kinshasa siden 2007, rapporterer syv, at de er blevet forhørt, fængslet, misbrugt seksuelt eller tortureret. De er enten flygtet fra landet igen eller lever i skjul.

Siden valget i 2006 har EU ydet betydelig støtte til god regeringsførelse i Den Demokratiske Republik Congo. Det er ubelejligt at skulle indrømme, at vold stadig finder sted i Kinshasa, men jeg anmoder Rådet og Kommissionen om at erkende denne kendsgerning og reagere derefter.

 
  
MPphoto
 

  Tomasz Piotr Poręba (ECR). – (PL) Hr. formand! 50 år efter Congo fik sin uafhængighed, er landet stadig præget af krig og usvækket konflikt, og det er et land, der i dag har fået den makabre betegnelse som verdens voldtægtshovedstad. De chokerende begivenheder gennem de sidste to måneder og voldtægten af hundredvis af kvinder og børn – både piger og drenge – viser, at Kinshasa ikke kan håndtere de systematiske og organiserede aggressioner fra oprørerne. Voldtægt er blevet et almindeligt krigsvåben i Congo. De nylige voldtægter blev begået af soldater ikke langt fra de internationale FN-styrker, som er udstationeret i området, og som i virkeligheden er den eneste stabiliserende styrke i landet.

Kinshasa skal sætte en stopper for den udbredte straffrihed og skal garantere den civile befolknings sikkerhed, iværksætte en effektiv kamp mod den voksende korruption og endelig oprette en egentlig hær med korrekt uddannede soldater. Congo er rigt på mineralressourcer, men er desværre blevet offer for sin egen rigdom. I dette land med 10 mio. indbyggere, tjener tre fjerdedele af befolkningen under 1 USD om dagen, mens landet er blevet en del af Afrika, som udplyndres for naturrigdomme. Den illegale kamp om naturressourcerne driver Congo ud i fattigdom, kaos og humanitær katastrofe. Det internationale samfund skal sætte en afgørende stopper for konflikten, og internationale koncerner skal garantere, at de naturressourcer, de bruger, kommer fra legale kilder. Kun et stabilt Congo kan garantere fred i regionen.

 
  
MPphoto
 

  Barbara Matera (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! I Den Demokratiske Republik Congo hersker der stadig en situation med væbnet konflikt, udenretslige henrettelser, vold mod kvinder, fuldstændig krænkelse af børns rettigheder, indrullering, mishandling, vold mod mindreårige, massefordrivelser, våben handel og udnyttelse af enorme naturressourcer, tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling, anvendelse af dødsstraf, undertrykkelse af ytringsfrihed og menneskerettighedsforkæmpere og sidst, men ikke mindst, straffrihed.

Alle disse kritikpunkter kendes af det internationale samfund, som via FN's Sikkerhedsråd og Generalforsamling allerede har tilkendegivet sin dybe bekymring ved flere lejligheder. FN har ligesom hele det internationale samfund et ansvar, og det er unægteligt. Det er velbegrundet at evaluere betingelserne for MONUSCO samt for EUPOL- og EUSEC-missionerne som ved alle humanitære interventioner.

Vi har pligt til at støtte landene i Den Afrikanske Union i deres indsats for at opnå fuld og effektiv overensstemmelse med de internationale aftaler om beskyttelse af menneskerettigheder. Dette landområde, som paradoksalt nok er offer for enorme økonomiske interesser, må ikke blive et ingenmandsland, der ligger under for udnyttelse, men skal i stedet kunne frigøre sig ved at indføre og være underlagt et respekteret og garanteret retssystem.

Congo er et land, hvor mænd, som f.eks. Floribert Chebeya Bahizire, dør under ukendte omstændigheder. EU har derfor en moralsk pligt til at sikre gyldig, afgørende politisk indgriben, så der opnås overensstemmelse med de internationale regler om menneskerettigheder.

 
  
MPphoto
 

  Ana Gomes (S&D). – (PT) Hr. formand! I april 2008 udstedte Den Internationale Straffedomstol en arrestordre mod militslederen Bosco Ntaganda for krigsforbrydelser, som f.eks. indrullering af børnesoldater og massemord på civile. I stedet for at udlevere ham til domstolen forfremmede Kabila-regeringen ham til en ledende position i den congolesiske hær.

En sådan handlemåde fra de congolesiske myndigheders side, som tilsidesætter deres forpligtelser som underskrivere af Cotonouaftalen, fremmer en forståelse af straffrihed og forklarer de uhyrligheder, der stadig finder sted i Den Demokratiske Republik Congo. Det omfatter massevoldtægten af 500 kvinder og børn, herunder spædbørn, i minedistriktet Nordkivu i august i år, hvor MONUSCO, FN's stabiliserende mission i Den Demokratiske Republik Congo, på skamfuld vis undlod at gribe ind, hvilket Atul Khare, FN's undergeneralsekretær for fredsbevarende operationer, har bekræftet.

Korruptionen og straffriheden i Den Demokratiske Republik Congo er baggrunden for de afskyelige handlinger, der begås af oprørerne – som tjener nabolandenes regeringer – samt de officielle myndigheder og FN-styrkerne. Vi kan ikke effektivt bekæmpe korruption og straffrihed i Den Demokratiske Republik Congo, medmindre vi direkte tager fat om problemet med illegal mineraludvinding og -handel, som finansierer væbnede grupper og giver næring til konflikten og krænkelser af menneskerettighederne, som vi så det ved mordet på Floribert Chebeya.

EU og FN's Sikkerhedsråd skal omgående vedtage foranstaltninger svarende til dem, der foreslås i den nylige amerikanske lov om konfliktmineraler, der udpeger congolesiske, europæiske, amerikanske, kinesiske og transnationale selskaber, som opnår fortjeneste gennem udnyttelsen af oprørskontrollerede miner og dem, der er forladt af regeringen.

Det er dog ikke nok at udpege og pege fingre. Det er vigtigt, at vi forbyder og slår hårdt ned på markedsføringen og brugen af disse mineraler i teknisk udstyr, smykker og andre produkter, der anvendes i hele verden.

I EU skal vi også styrke Den Europæiske Unions rådgivnings- og bistandsmission vedrørende reform af sikkerhedssektoren (EUSEC) og Den Europæiske Unions politimission (EUPOL) i Den Demokratiske Republik Congo og give dem midlerne til at gøre en reel forskel på sikkerhedsområdet. For at opnå det skal ligestillingsperspektivet prioriteres i forbindelse med uddannelse og foranstaltninger gennem inddragelse af kvindelige medlemmer af det congolesiske parlament og congolesiske kvindeorganisationer, ikke kun i beskyttelse af og hjælp til ofre, men også som vigtige aktører i fredsopbygning, fremme af respekt for loven og bekæmpelse af korruption og krænkelser af menneskerettighederne.

 
  
MPphoto
 

  Marietje Schaake (ALDE). – (EN) Hr. formand! Det er ubeskriveligt trist, at de alvorligste forbrydelser mod menneskeheden fandt sted for øjnene af det internationale samfund og FN. Vi skal i EU intensivere vores indsats og samarbejde mere effektivt for at sikre, at FN handler i overensstemmelse med de grundlæggende værdier, vi kender her i EU. Vi skal tænke mere strategisk.

Uanset hvor ubeskriveligt triste disse forbrydelser er, kan vi ikke reagere med tavshed. Vi skal øge vores eget ansvar og vores egen indsats for at sikre, at der ikke bliver flere ofre at sørge over. Vi skal hjælpe de afrikanske institutioner med at finde deres egne løsninger og tage ansvaret for at bekæmpe korruption og sætte en stopper for straffrihed. Til det formål har vi redskaber, der er blevet nævnt, nemlig Cotonouaftalen og Den Internationale Straffedomstol.

Handelen med bloddiamanter og -mineraler skal stoppes. Den nærer den utrolige vold, der begås af forskellige militser i afrikanske lande. Voldtægt som en krigsforbrydelse er kun én af de frygtelige forbrydelser, der begås.

Vi skal reagere ved at handle målrettet og sikre, at vi ikke forbliver tavse over for disse grusomme forbrydelser.

 
  
MPphoto
 

  Mariya Nedelcheva (PPE). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Alle væbnede konflikter har katastrofale konsekvenser. En konflikt, der har varet så længe som konflikten i Congo, en hær, der til dels består af børn, og brugen af voldtægt som et af de vigtigste krigsvåben viser alt sammen, at vi står over for en direkte fornægtelse af retsstatsprincippet. Det seneste eksempel er fra den 28. juli, hvor bandevoldtægter blev begået i Nordkivu.

I årevis har den psykologiske, fysiske og sociale ødelæggelse af kvinder været en del af dagligdagen for tusindvis af congolesere. Det er på tide, at vi slår alarm, fordi voldtægt af civile uden for konfliktområderne bliver mere og mere udbredt og er ved at blive normen. Bekæmpelse af straffrihedskulturen skal prioriteres. På lokalt og nationalt plan skal kommunikationen med befolkningen forbedres, fordi de beslutninger og foranstaltninger, der iværksættes, vil blive mødt med mistillid af befolkningen, hvis vi ikke opnår civilsamfundets reelle deltagelse. Congoleserne skal for enhver pris føle, at de er medvirkende til forandring.

Samtidig skal det sikres, at de tidligere gerningsmænd ikke bliver de nye dommere i sikkerhedsstyrkerne og de statslige institutioner. De næste valg i 2011 er en anledning til at lancere nye projekter. Nedsættelse af en parlamentskommission vedrørende menneskerettigheder, fortsættelse af reformen af retsvæsenet ved at lægge særlig vægt på beskyttelse af ofre og bekæmpelse af korruption og fokusering på den profit, der opnås ved udvinding af og handel med mineraler, er vigtige udfordringer.

På europæisk og internationalt plan skal der – også i lyset af de nylige begivenheder – ske en fornyet vurdering og undersøgelse af de menneskelige, tekniske og finansielle ressourcer, der anvendes inden for rammerne af EUSEC- og EUPOL-missionerne. En dybdegående gennemgang af instrumenterne til støtte for omstruktureringen af de institutionelle, retlige og økonomiske systemer samt forbedret koordinering med FN's instrumenter vil hjælpe med at stabilisere landet på lang sigt. Uden forsvaret af menneskerettigheder og retsstatsprincippet har en republik intet demokrati. Vi skal sikre, at denne situation ikke varer ved, fordi det i sidste ende er selve demokratiet, der er under angreb.

 
  
MPphoto
 

  Corina Creţu (S&D). – (RO) Hr. formand! Parlamentet vedtager for tredje år i træk en beslutning om krænkelse af menneskerettigheder i Den Demokratiske Republik Congo. Det er et tegn på alvorlig bekymring over dette problem, men også manglende effektivitet, må vi indrømme. Vi fordømte tilbage i 2008 brugen af voldtægt som et krigsvåben. Nu anslår FN, at der i gennemsnit blev rapporteret 14 voldtægter om dagen i det første kvartal af 2010. Ved udgangen af juli og i begyndelsen af august blev over 500 kvinder på kun fem dage føjet til denne dystre opgørelse som ofre for massevoldtægt.

Den kendsgerning, at FN-tropper fra den dyreste fredsbevarende styrke i verden først opdagede det to uger, efter at uhyrlighederne blev begået, selv om der er en militærbase kun 30 km væk, er meget kendetegnende for FN-missionens fiasko, hvad angår standsningen af denne voldelige konflikt, der har enorme regionale følger.

Denne forværring af uhyrligheder skete ved skæbnens ironi umiddelbart før rapporten fra FN's Menneskerettighedskontor. Siden da er millioner af congolesere dog blevet ofre for grove krænkelser af deres grundlæggende menneskerettigheder, mens gerningsmændenes straffrihed generelt er usvækket.

Der er behov for en omfattende undersøgelse, som kan fastlægge ansvaret for masseforbrydelserne, herunder dem, der begås af nabolande, som er involveret i konflikten, navnlig Rwanda. Et folkedrab blev begået i De Store Søers Område i 1994, og nogle af gerningsmændene stilles til ansvar for deres handlinger ved Den Internationale Straffedomstol for Rwanda. Indførelse af retskraft er efter min mening en af de centrale forudsætninger, hvis vi skal standse konflikterne og massakrerne. Fred er ikke mulig uden retfærdighed. Det ses også af erfaringerne fra det tidligere Jugoslavien, Sierra Leone og Cambodja. Derfor skal FN-rapporten efter min mening være springbrættet til oprettelsen af en international straffedomstol for Den Demokratiske Republik Congo.

 
  
MPphoto
 

  Antonyia Parvanova (ALDE). – (EN) Hr. formand! Vi kan i dag ikke undgå at fokusere på situationen for kvinderne i Congo. Vi ved alle, at kvinder og børn er de mest udsatte befolkningsgrupper i konfliktområder, og at kvinder er dem, der lider mest under de ødelæggende konsekvenser af de aktuelle begivenheder.

Voldtægt er, som min kollega har sagt, ved at blive ukontrolleret i Congo. Det bruges som en krigsvåben til at terrorisere, angribe, ødelægge og ydmyge den civile befolkning. Det ville simpelthen være uacceptabelt, et moralsk svigt fra vores side, hvis vi lukkede øjnene og ignorerede situationen. Vi har talt for længe uden effektiv handling.

Jeg håber inderligt, at EU og medlemsstaterne specifikt vil taget fat om dette problem, når de i fremtiden gennemfører foranstaltninger vedrørende situationen i Congo. Vi skal prioritere hjælpe- og støttetjenester på lokalt plan gennem EU's humanitære indsats og udviklingsstøtte. Brugen af voldtægt som et krigsvåben er en skamfuld forbrydelse, der ikke kun begås i Congo. Jeg mener, at bekæmpelse af seksuel vold mod kvinder og piger i konfliktområder skal have øverste prioritet i EU's politik for eksterne og humanitære anliggender.

 
  
MPphoto
 

  Anne Delvaux (PPE). – (FR) Hr. formand! Hvis sandheden skal frem, fik jeg den tanke, da jeg fik ordet, at min forrige tale om emnet for næsten et år siden stadig er relevant. Jeg talte om problemets meget hastende karakter, bekæmpelse af straffrihed og evaluering af MONUSCO-missionen. De samme bemærkninger fremsættes og gentages ligesom opfordringerne til det internationale samfund og de congolesiske myndigheder om at handle. I mellemtiden er intet ændret. Volden bliver på tragisk vis værre.

Er vi opmærksomme på rapporterne om hundredvis af uskyldige, der ofres, ydmyges, overfaldes og nogle gange endda lemlæstes? Situationen bliver værre og værre, og de mange svigt vokser: svigt fra en stat, hvis primære ansvar er at beskytte sin befolkning, svigt fra MONUC og nu MONUSCO, som tilsyneladende ikke har gennemført forebyggende foranstaltninger eller reageret på de massevoldtægter, der blev begået denne sommer i Nord- og Sydkivu.

Hvor meget længere vil det internationale samfund tillade, at dette sker? De handlinger, der begås i dag, er resultatet af en krig, som har varet alt for længe. Det er sandt, at den næste kortlægningsrapport fra FN's Højkommissær for Menneskerettigheder for perioden 1993-2003 vil bekræfte, hvad vi ved, nemlig det enorme omfang af forbrydelser, der tidligere er begået i Den Demokratiske Republik Congo. Det vigtige i dag er dog nutiden. Det er på høje tid, at der redegøres for alle de forbrydelser, som er begået i Den Demokratiske Republik Congo, herunder seksuel vold, der også er blevet begået i et historisk omfang. Den nultolerance, som Joseph Kabila har lovet, skal ledsages af "nulstraffrihed". Alle de ansvarlige for krænkelserne af menneskerettigheder skal stilles til ansvar og i visse tilfælde bringes for Den Internationale Straffedomstol. Hvad angår tidligere begivenheder, opfordrer jeg, ligesom fru Creţu, igen indtrængende til, at der oprettes en international straffedomstol for Den Demokratiske Republik Congo. Vi og det internationale samfund er ansvarlige for at sikre, at der opnås retfærdighed for de tusindvis af ofre, tidligere og nuværende, uanset hvem de er, som gennem så mange år er faldet i dette hårdt prøvede land.

 
  
MPphoto
 

  Izaskun Bilbao Barandica (ALDE). – (ES) Hr. formand! I henhold til FN's undergeneralsekretær for fredsbevarende operationer begås der hvert år 15 000 voldtægter i Congo, og flertallet af dem bruges som krigsvåben mod kvinder og piger. Siden juli i år er der registreret mere end 500 voldtægter, og FN har ikke iværksat tilstrækkelige foranstaltninger. Organisationen har påtaget sig en del af ansvaret for den manglende beskyttelse af befolkningen.

Som De i dag har bekræftet fungerer MONUSCO-operationen ikke. Jeg vil spørge Dem, om vi har oplysninger, der forklarer, hvorfor den ikke fungerer. Vi skal anmode om, at der tages et ansvar for dette, og at der iværksættes nye foranstaltninger.

Europa skal gennem samarbejde og internationalt pres arbejde for at sikre, at der ikke findes straffrihed i Den Demokratiske Republik Congo, og at landet handler målrettet mod sådanne barbariske handlinger.

Jeg ville være taknemmelig hvis De ville besvare mit spørgsmål. Ved vi, hvorfor FN's operationer ikke fungerer? Hvad vil vi gøre nu?

 
  
MPphoto
 

  Licia Ronzulli (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Den Demokratiske Republik Congo er et land, der har gennemgået årtiers udnyttelse og vold, som det allerede er blevet sagt mange gange, men som det også er værd at gentage: vold, som i øjeblikket rammer kvinder og navnlig desværre også børn, og som bekræftes af adskillige rapporter fra internationale organisationer.

Seksuel vold mod kvinder bruges ofte som et krigsvåben og skåner ingen. Tallene er alarmerende. Der registreres omkring 1 100 voldtægter hver måned. Vi er netop blevet mindet om, at 500 kvinder blev voldtaget i juli og august. Det bekræfter, at indsatsen fra FN's fredsbevarende styrke er utilstrækkelig, som min kollega, fru Matera, påpegede for lidt siden.

Dette skal standses. Antallet af ofre stiger dag for dag. Straffrihedskulturen og det frygtelig svage – hvis ikke ikkeeksisterende – retlige system er baggrunden for den begrænsede betydning, som regeringen tillægger problemet med seksuel vold.

Vi ved, at der er flere tavse ofre end dem, der har modet til at fortælle om kendsgerningerne. De ugerninger, der ledsager seksuel vold, sætter ofrene ude af stand til at gennemføre deres daglige aktiviteter, og der mangler stadig redskaber til social integration.

Denne voldsspiral skal standses, og vi skal gøre alt for at sikre det. Endelig vil jeg minde om et udtryk: Hvis det er sandt, at vi ved at uddanne en kvinde uddanner en hel nation, så er det også sandt, at man ved at voldtage en kvinde destabiliserer en hel nation.

 
  
MPphoto
 

  Joanna Katarzyna Skrzydlewska (PPE). – (PL) Hr. formand! Dagens forhandling om Den Demokratiske Republik Congo viser unægtelig det enorme omfang af menneskerettighedsproblemet i dette land. I mange år har verdens medier konstant rapporteret om de forbrydelser, som begås der. Den Demokratiske Republik Congo er skueplads for de værste forbrydelser mod de grundlæggende menneskerettigheder. Det anslås, at omkring 4 mio. mennesker har mistet livet under konflikterne i Congo. Omkring 3,5 mio. er blevet fordrevet fra deres hjem.

Mord, voldtægt og kidnapning af børn, som derefter tvinges ind i væbnede grupper, er den skræmmende dagligdag for Congos befolkning. Det internationale samfund og navnlig EU har derfor pligt til at kæmpe for at få de congolesiske myndigheder til at iværksætte effektive foranstaltninger, så myrderierne og forfølgelserne omgående standses. Vi må ikke svigte ofrene. Det er på høje tid, at Europa vågner og begynder at handle.

 
  
MPphoto
 

  Alf Svensson (PPE). – (SV) Hr. formand! Vi behøver ikke blive ved med at opremse de grusomheder, som den congolesiske befolkning har været udsat for, og som den stadig udsættes for, eller at det er en skændsel, at det internationale samfund ikke har været i stand til at sætte en stopper for det. Denne skændsel gælder også EU, Parlamentet og medlemsstaterne – et Europa, der har haft og stadig har så mange forbindelser med Afrika.

Vi har nu en særlig tjeneste for eksterne anliggender, som vi vigter os af. Nu skal vi se denne tjeneste håndtere netop denne situation i Congo, og det er bestemt noget, vi har ret til at forvente. Når vi taler om, hvad vores udenrigstjeneste står for, dukker ordet "indsats" op, og derfor er det navnlig denne indsats, vi ønsker at se, så der skabes fred og forsoning i Congo. Det er efter min mening også indlysende, at vi skal undersøge og kortlægge, hvem der står bag disse grusomheder, så de kan blive stillet til skue for hele verden. Det er efter min mening ikke sket endnu.

 
  
MPphoto
 

  Anna Záborská (PPE). – (SK) Hr. formand! Vi har talt mange gange i Parlamentets udvalg og på plenarmødet her i Strasbourg om det, der sker i Congo, og når vi beskriver situationen, har jeg svært ved at forlige mig med navnet på landet, nemlig Den Demokratiske Republik Congo.

Voldtægten af kvinder og børn er en forbrydelse mod menneskeheden, især fordi voldtægt bruges som et krigsvåben. Situationen i Congo går dog endnu videre, fordi også mænd voldtages. Det handler ikke kun om at angribe den menneskelige værdighed. Det handler også om at ødelægge de sociale relationer i Congo. Disse mænd kan ikke længere deltage i samfundslivet, men må drage bort og leve isoleret. Jeg vil anmode Kommissionen om indledningsvis at analysere de foranstaltninger, vi har iværksat, og efter behov spørge FN om disse foranstaltninger er effektive, og om vores procedurer skal ændres.

 
  
MPphoto
 

  Marc Tarabella (S&D). – (FR) Hr. formand! Den dag angreb soldaterne den landsby, hvor Nadine og hendes familie boede. De beordrede hendes bror til at voldtage hende foran hele landsbyen. Da han nægtede, dræbte de ham. Derefter tvang soldaterne hende til at drikke sin egen urin, inden de dræbte hendes børn på fire, to og et år. De voldtog hende på skift, så membranen mellem hendes skede og anus revnede. Til sidst dræbte de en gravid kvinde, kogte fostret, og tvang landsbyens beboere til at spise det. Nadine flygtede og fik behandling. Men hvor mange unge kvinder som Nadine klarede ikke at flygte?

Dette er ikke en myte. Det er virkeligheden i et land, der er gennemsyret af rædsler. Det er, hvad der har foregået i Congo i 10 år nu. Vi har allerede vedtaget beslutninger om dette problem, og jeg talte om det tilbage i december, men situationen er ikke ændret, og straffrihed er stadig reglen. Jeg opfordrer FN's Sikkerhedsråd til at handle mere effektivt og MONUSCO til faktisk at beskytte den civile befolkning. Som hr. Chastel nævnte, vil jeg ligesom min kollega, fru De Keyser, opfordre EU til at vedtage en lov svarende til den, der netop er vedtaget i USA, om forbud mod import af varer fremstillet af smuglede mineraler med det formål at stoppe finansieringen af oprørsgrupper.

 
  
MPphoto
 

  Cristian Dan Preda (PPE). – (RO) Hr. formand! Margot Wallström, FN's særlige repræsentant for seksuel vold i konflikter, har betegnet Den Demokratiske Republik Congo som "verdens voldtægtshovedstad". Det er sandt, at vi kun ser barbari, rædsler og utålelige lidelser, når vi ser på tallene fra forskellige organisationer. 14 kvinder blev voldtaget hver dag i det første kvartal, flere hundrede kvinder og børn blev underkastet tortur mellem den 30. juli og den 2. august, og 200 000 har været ofre for seksuel vold fra 1996 indtil i dag.

Som jeg sagde, ligger der utålelige lidelser bag alle disse tal – også fordi det nu er 10 år siden, Sikkerhedsrådets resolution 1325 blev vedtaget. Vi skal overveje at indføre sanktioner mod lederne af De Demokratiske Styrker til Befrielse af Rwanda.

 
  
MPphoto
 

  Maroš Šefčovič, næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil også takke medlemmerne for deres bemærkninger, nye idéer og nye forslag. Jeg vil også gerne takke dem for at have beskrevet situationen i Congo i så konkrete vendinger, fordi vi skal minde os selv om, hvor vanskelig situationen i landet stadig er.

Der er sendt et meget klart budskab til Kommissionen om, at stabilisering, konsolidering, yderligere styrkelse af retsstatsprincippet og håndtering af menneskerettighedssituationen i Den Demokratiske Republik Congo skal forblive en prioritet på højeste niveau for EU, den højtstående repræsentant og Kommissionen.

Kommissionen vil fortsat støtte de congolesiske myndigheder og den congolesiske befolkning via de forskellige instrumenter, vi råder over, herunder udviklingssamarbejde og det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder, for blot at nævne to.

I den henseende vil Kommissionen fortsætte sine foranstaltninger inden for strukturel reform af retsvæsenet, som allerede har fået tildelt 40 mio. EUR, og som vi har arbejdet på siden 2003. Der udvikles også en række andre programmer, som har til formål at styrke retsvæsenets kapacitet til at skabe et stærkt og ansvarligt retssystem, der kan medvirke til at sætte en stopper for straffrihed, som i vores alles øjne er fuldstændig uacceptabelt i fremtiden.


Kommissionen følger og vil fortsat nøje følge situationen for landets menneskerettighedsforkæmpere via vores eksperter i landet. Vi støtter også forskellige organisationer i civilsamfundet, som arbejder med dette. Vi har derfor udnævnt en særlig forbindelsesofficer i Kinshasa, som skal følge op på gennemførelsen af EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere.

Hvad angår de frygtelige forbrydelser og seksuel vold, vil Kommissionen fortsætte sin indsats for at bekæmpe denne vold og globalt støtte gennemførelsen af den congolesiske nationale strategi mod seksuel vold. Jeg er helt enig med Dem i, at vi skal undersøge, om denne strategi virker, og hvordan vi kan forpligte vores internationale partnere til at opnå bedre resultater i fremtiden.

Dagens forhandling har vist, at den frygtelige vold i Den Demokratiske Republik Congo fortsætter trods den enorme indsats fra EU's side, og at vi alle er klar over, at problemet er enormt. Vi skal derfor arbejde mere effektivt i fremtiden. Vi skal finde frem til, hvordan vi bedre kan få vores afrikanske og internationale partnere til at fokusere på dette problem, så vi i fremtiden ikke skal opleve en gentagelse af denne særdeles triste forhandling.

 
  
MPphoto
 

  Olivier Chastel, for Catherine Ashton (næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik). – (FR) Hr. formand, hr. minister! Jeg har tre yderligere punkter som svar.

For det første har mange af Dem henvist til MONUSCO's rolle eller snarere missionens passivitet. Vi har ved flere lejligheder advaret mod utidig tilbagetrækning af MONUSCO for at undgå et vakuum og risikoen for endnu kraftigere forværring af sikkerheden i de konfliktramte områder. Hvis vi bevæger os ud over grusomhederne, kan vi generelt kun glæde os over FN's håndtering af spørgsmålet om at forlænge FN-missionens mandat i Den Demokratiske Republik Congo. Som bekendt insisterede den congolesiske regering på en delvis tilbagetrækning, mens det nye mandat blev forhandlet i FN. Sikkerhedsrådet accepterede derfor at reducere missionen med 2 000 FN-soldater den 30. juni 2010, hvilket reducerede antallet af soldater i marken fra 21 500 til 19 500, men modstod presset fra Kinshasa for at forpligte sig til en yderligere reduktion.

I forbindelse med dagens forhandling skal ansvarsområderne lægges fast, og det glæder os, at FN undersøger sine egne mangler grundigt og kritisk. Vi skal dog forstå den vanskelige sammenhæng, som MONUSCO arbejder i, og vil sandsynligvis opfordre til bedre koordinering mellem de congolesiske myndigheder og FN. Tilbagetrækningen af MONUSCO på dette tidspunkt vil efter vores mening alvorligt forværre situationen for befolkningen og vil bringe stabiliseringsprocessen i regionen i fare.

Det andet punkt vedrører det, som EU i sidste ende gør for at støtte reform af retsvæsenet samt kampen mod straffrihed og navnlig sexforbrydelser. Kommissær Šefčovič talte om dette for et øjeblik siden. Det er korrekt, at EU yder en indsats på flere niveauer, herunder gennem EUPOL og EUSEC. Jeg har en tilføjelse, fordi de midler, vores institutioner har udviklet, er efter min mening hverken magre eller minimale, men det er muligvis relevant at vurdere, hvordan de anvendes. I den forbindelse vil Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité, som er under forsæde af den belgiske ambassadør, Walter Stevens, rejse til Den Demokratiske Republik Congo i de kommende uger med henblik på at evaluere disse to missioner.

Mit tredje og sidste punkt er, at hr. Tarabella og andre medlemmer med rette har understreget, at vi skal bekæmpe den illegale udnyttelse af naturressourcer i Den Demokratiske Republik Congo, fordi denne handel hænger sammen med volden i landet og hjælper med at finansiere oprørsbevægelserne. Dette er et problem, som EU overvåger nøje. Som flere medlemmer har foreslået, vil vi endvidere analysere den lovgivning, der netop er vedtaget om dette problem i USA, og som er blevet nævnt flere gange i forhandlingen.

Det er stadig lidt for tidligt at analysere præsident Kabilas beslutning om at stoppe navnlig udnyttelsen af mineralressourcerne i Kivu. Det eneste, der kan siges på nuværende tidspunkt, er, at lukningen af disse miner skal hilses velkommen, da det viser, at de øverste myndigheder i Den Demokratiske Republik Congo rent faktisk ønsker at bekæmpe illegal udnyttelse af landets naturressourcer. Det er dog klart, at denne foranstaltning kun kan analyseres i lyset af den indvirkning, den vil have på finansieringen af oprørsstyrkerne, men også på myndighedernes muligheder for at genvinde effektiv kontrol og på befolkningens socioøkonomiske velfærd.

 
  
  

FORSÆDE: Gianni PITTELLA
Næstformand

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. – Jeg har modtaget seks beslutningsforslag(1), jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted på det første møde i oktober.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

 
  
MPphoto
 
 

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D), skriftlig. – (LT) I Rådets konklusioner, som blev vedtaget den 16. september, anføres det, at det er meget vigtigt, at EU er parat til at styrke samarbejdet med Afrika og bestræber sig på at bekæmpe krænkelserne af den internationale menneskerettighedsret og humanitære ret. Hvad angår krænkelser af menneskerettighederne, skal vi især rette fokus mod Den Demokratiske Republik Congo. Soldaterne i den congolesiske hær kædes sammen med mange civile dødsfald, og deres voldelige handlinger og seksuelle vold mod kvinder og børn bruges til at skabe frygt i samfundet, og voldtægt bruges som et krigsvåben. Parlamentet forsøger derfor med sit beslutningsforslag om beskyttelsen af menneskerettighederne og retsstatsprincipperne i Den Demokratiske Republik Congo at iværksætte alle mulige koordinerede foranstaltninger med henblik på at stoppe disse frygtelige forbrydelser. Det er vigtigt, at vi fremmer fred og stabilitet i området, og at vi samarbejder tæt og regelmæssigt med medierne og samfundet på nationalt plan, når omfanget af forbrydelser kan begrænses, og yderligere forbrydelser kan blive trukket frem i lyset. Jeg vil understrege, at vi skal bekæmpe straffrihed og sikre beskyttelsen af civile, navnlig kvinder og børn, mod krænkelser af den internationale menneskerettighedsret og humanitære ret, herunder alle former for seksuel og kønsbaseret vold. Ligestillingsaspektet skal også integreres på alle niveauer af samarbejdet mellem EU og partnerlandene.

 
  
MPphoto
 
 

  Joanna Senyszyn (S&D), skriftlig. – (PL) De kommende topmøder mellem EU og Sydafrika og mellem EU og Afrika skal blive vendepunkter i indsatsen for at bringe volden i Den Demokratiske Republik Congo til ophør. Hurtig gennemførelse af internationale foranstaltninger mod krænkelserne af menneskerettighederne er afgørende. Denne region har oplevet blodbad, voldtægt og myrderier i årevis. Kampene mellem stammerne bliver værre. I øjeblikket kæmper alle mod alle.

Den højeste pris betales som sædvanligt af den civile befolkning, herunder millioner af børn. I Congo dør der ét barn hvert minut. De fleste børn dør af sygdom eller fejlernæring. Vi kender alle problemet og behovet for at sende hjælp til de mennesker, som bor der. Men vi udviser også en forbløffende hjælpeløshed og uduelighed. I Polen deltog over 650 skoler i 2008 i kampagnen "Red børnene i Congo". Det lykkedes dem at indsamle 470 000 PLN, som blev sendt til trængende børn i Den Demokratiske Republik Congo.

En Eurobarometerundersøgelse, der blev offentliggjort den 13. september, viser, at 89 % af europæerne mener, at vi bestemt skal yde støtte til udviklingslandene. Trods indsatsen fra enkelte lande og verdensorganisationer forbedres situationen ikke. Vores beslutning må ikke kun blive endnu et udtryk for gode ønsker, men skal være en klar plan over vigtige og hastende foranstaltninger, som EU vil gennemføre for at sikre menneskerettighederne og retfærdighed, og som vil bringe os tættere på opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene.

 
  
MPphoto
 
 

  Jarosław Leszek Wałęsa (PPE), skriftlig. – (PL) Vi taler i dag om manglen på respekt for de grundlæggende standarder i den internationale humanitære ret i Den Demokratiske Republik Congo, et land, der tilsyneladende kun er demokratisk af navn. Jeg fordømmer på det kraftigste de nylige massevoldtægter af kvinder og børn og alle andre former for vold mod de mange uskyldige civile i det østlige Congo. De 15 000 voldtægter, der blev registreret i 2008 og 2009, og alle dem, der blev begået i slutningen af juli og begyndelsen af august i år, vidner om den følelse af straffrihed for forbrydelser af denne art, der er så dybt forankret i dette lands kultur. Seksuel vold bruges som et krigsvåben og skal som følge heraf straffes som en krigsforbrydelse og en forbrydelse mod menneskeheden. Jeg opfordrer alle parter i konflikten til at sætte en stopper for alle former for seksuel vold og andre krænkelser af menneskerettighederne og også til at give de humanitære organisationer adgang til alle civile, der har brug for hjælp. Jeg kræver, at regeringen i Den Demokratiske Republik Congo i samarbejde med de internationale institutioner fortsætter indsatsen for at bekæmpe straffrihed, og at den omgående undersøger de nylige angreb og sikrer, at gerningsmændene retsforfølges.

 
  
MPphoto
 
 

  Zbigniew Ziobro (ECR), skriftlig. – (PL) Konflikten i Den Demokratiske Republik Congo er uden tvivl en af de grusomste i det sidste årti. Trods omfattende pres fra det internationale samfund er situationen ikke blevet forbedret det mindste. Det bevidnes af de fortsatte rapporter om brutale krænkelser af de grundlæggende menneskerettigheder fra alle sider i konflikten. Mord, tortur, seksuel vold og undertrykkelse af oppositionen og menneskerettighedsforkæmpere hører sammen med adskillige arrestationer, forfølgelse og grusom tortur stadig til dagens orden. Ikke engang børnesoldater, som i hobetal tvinges ind i de stridende grupper, skånes. Frygtelig og brutal seksuel vold, der begås vilkårligt mod små piger, ældre mennesker og mænd, er i vid udstrækning blevet en integreret del af kamptaktikken. Det internationale samfund, herunder både FN og EU, har endnu ikke formået at få kontrol over situationen og standse massakrerne i Congo. En situation som denne er absolut uacceptabel. Der skal træffes målrettede foranstaltninger for effektivt at påvirke de congolesiske myndigheder. Den congolesiske regering skal sikre domfældelse af gerningsmænd. Den skal sikre, at gerningsmændene stilles til ansvar for deres handlinger, og skal garantere passende sikkerhedsforanstaltninger til borgerne. De mennesker, der allerede er blevet ofre, skal have hjælp og genopretning af orden. God lægehjælp er afgørende. Der vil gå mange år, inden de kommer sig over de grusomheder, de er blevet påført, og nogle af dem vil for altid være udelukket fra det normale samfundsliv. Deres velfærd skal prioriteres både af de congolesiske myndigheder og af det internationale samfund.

 
  

(1)Se protokollen.

Seneste opdatering: 26. januar 2011Juridisk meddelelse