Anneli Jäätteenmäki, forslagsstiller. − (EN) Hr. formand! Igen diskuterer vi den vanskelige situation i Zimbabwe.

I dag når inflationen op på hundreder af millioner procent, og arbejdsløsheden har betydet, at over 90 mio. mennesker i dette land ikke kan tjene til livets ophold. Der sker også rigtig mange overtrædelser af menneskerettighederne.

Parlamentet spørger, hvad der kan gøres. Vi har mange sagt mange gange, at vi ikke accepterer overtrædelser af menneskerettighederne. Vi har stillet krav til de afrikanske lande, men der er ikke sket noget.

Når vi i fremtiden giver humanitær bistand til afrikanske lande, skal vi gøre den betinget af overholdelse af menneskerettighederne. Vi har ikke været barske nok i nogle tilfælde, og i andre har vi kun dikteret, hvad der skal gøres.

Måske skulle vi have et tættere samarbejde med alle afrikanske lande og med Den Afrikanske Union og forsøge at få dem til at forstå situationen, så EU ikke bliver ved med at give penge, hvis menneskerettighederne fortsat overtrædes.

  Judith Sargentini, forslagsstiller. − (EN) Hr. formand! Første led i vores beslutning siger alt: "der henviser til sine mange tidligere beslutninger om Zimbabwe, senest beslutningen af 8. juli 2010". Dengang talte vi om overtrædelser af menneskerettighederne i Zimbabwes diamantfelter, og nu taler vi om tvangsudsættelser omkring Harare.

Mennesker tvangsudsættes nu, men det er de samme, som blev udsat allerede i 2005 i Operation Murambatsvina, som før øvrigt betyder "smid affaldet ud". De samme mennesker, som blev smidt ud som affald sidste gang, bliver det nu en gang til. Sidste gang var det Mugabes regering i dens kamp mod MDC. Denne gang er det Zanus enhedsregering og MDC. Jeg er dybt skuffet over, at denne enhedsregering stadig overtræder menneskerettighederne.

Jeg tror ikke, at dette bliver vores sidste beslutning om Zimbabwe. Jeg vil stå her igen næste gang og sige det samme en gang til.

  Véronique De Keyser, forslagsstiller. − (FR) Hr. formand! Denne presserende humanitære beslutning skal ses på baggrund af en politisk uenighed mellem Robert Mugabe og Morgan Tsvangirai, og denne uenighed er emnet for EU's anmodning om ikke at acceptere de nye ambassadører, som er ensidigt udnævnt af hr. Mugabe. Men denne presserende humanitære beslutning kan kædes sammen med valget og den politiske vinding, der kan opnås ved at drive befolkningerne ud af de townships, de bor i.

Lad os huske tilbage til juni 2005 og Operation Murambatsvina, som netop er blevet nævnt. Her blev et township udsat for et ødelæggende og rent politisk motiveret overgreb fra Robert Mugabe og hans bulldozere, og 700 000 mennesker mistede deres hjem. Det samme sker i dag. 20 000 af de fattigste mennesker i Zimbabwe, der bor i de såkaldte Hatcliffe Extension townships ikke langt fra Harare, trues nu med at blive udsat, bare fordi de ikke kan betale de hårrejsende høje huslejer, de bliver afkrævet. Det er en ret omfattende operation.

Lad os også huske, at den humanitære og økonomiske situation bliver endnu værre for millioner af zimbabwere, at forekomsten af aids i Zimbabwe er den fjerde højeste i verden, og at der hele tiden dør børn.

Der er mange grunde her og nu til at vedtage denne presserende beslutning og rette en stærk appel til hele det internationale samfund for at sikre, at denne genforening – jeg vil undlade at kalde det denne pseudo-genforening inden for Zimbabwes koalitionsregering, men ok, denne genforening ikke ødelægges i dag midt i alle de aggressive forberedelser til valget.

  Marie-Christine Vergiat, forslagsstiller. − (FR) Hr. formand! Desværre mener jeg egentlig ikke, at menneskerettighedssituationen i Zimbabwe er noget, vi normalt kan kalde en uopsættelighed her i salen.

Menneskerettighederne overtrædes konstant i dette land, som det også fremgår af de mange beslutninger om dette emne, som vi har vedtaget. I den seneste tog vi, som det er blevet sagt, afstand fra anholdelsen den 22. juli af hr. Farai Muguwu, grundlæggeren af og direktøren i centret for forskning og udvikling, hvis forbrydelse bestod i at rapportere om de afskyeligheder, der blev begået i diamantfelterne af bl.a. de militære myndigheder.

I dag drøfter vi spørgsmålet om tvangsudsættelser. Dette er ikke noget nyt emne. Som fru De Keyser sagde, iværksatte myndighederne i Zimbabwe en lignende operation i 2005. Den blev kaldt operation "Murambatsvina", hvilket betyder genetablering af ro og orden. Det var et ret specielt program, det er jeg sikker på, at vi alle er enige om, og det viser klart, hvad myndighederne i dette land mener med ordene ro og orden. Syv hundred tusind mennesker blev ramt af denne operation dengang.

Det internationale samfund tog enstemmigt afstand fra de anvendte metoder. Hvordan er situationen i dag? Flertallet af de mennesker, der blev ramt, bor stadig i telte. Hvad værre er, satte væbnede politifolk, ja, jeg sagde faktisk politifolk, i august ild til nogle centre i udkanten af Harare hvor der boede 250 handicappede. Tyve tusind mennesker – det er også sagt før i dag – trues i dag med samme skæbne, fordi de ikke har betalt deres boligafgift, som de virkelig ikke har råd til at betale.

Disse mænd, kvinder og børn er nogle af landets fattigste indbyggere. Vil vi lade dette gå upåagtet hen? Vil vi endnu en gang minde myndighederne i Zimbabwe om deres internationale forpligtelser, som Baroness Ashton gjorde under det nylige topmøde mellem EU og Zimbabwe i juli?

Vi ved godt, at der er spændinger mellem præsident Mugabe og premierministeren efter den globale politiske aftale, der blev underskrevet den 15. september 2008, og udnævnelsen den 13. februar af den nationale enhedsregering.

Præsident Mugabe har for nylig truet med at opløse regeringen næsten her og nu, fordi den har vovet at minde ham om hans forpligtelser i henhold til forfatningen.

Tiden er inde til at reagere i Zimbabwe og i mange andre lande i hele verden for at få standset dialogen med diktatorer, som har taget magten gennem vold og svig, og hvis eneste mål er at plyndre deres land for dets ressourcer for personlig vindings skyld.

  Alain Cadec, forslagsstiller. − (FR) Hr. formand! Jeg vil forsøge at holde mig til det minut, jeg har fået.

Dette er mørke dage for Zimbabwe. Igen er vi nødt til at vedtage en presserende beslutning om dette afrikanske land. Denne beslutning er en fordømmelse af de overtrædelser af menneskerettighederne, som blev begået under Operation Murambatsvina, som vi netop har talt om. Operationen, der blev iværksat i 2005, betød ikke blot tvangsflytning af 700 000 mennesker, den ødelagde også deres hjem og levebrød. 20 000 af disse forflyttede mennesker tvinges til at leve i midlertidige hytter i ekstrem fattigdom, usikkerhed og promiskuitet.

Vi er bekymrede over denne uacceptable situation. Vi må opfordre Zimbabwes nationale enhedsregering, som vi har hørt, er det jo ikke reelt en enhedsregering, til at give dem det mindstemål, de har brug for til at overleve, og ophæve de boligskatter, der opkræves i Hatcliffe-området, som ligger i udkanten af Harare, og som kun kan beskrives som pengeafpresning. Denne situation må vi tage afstand fra under afstemningen.

Jeg opfordrer Sydafrika, der spiller en afgørende rolle i det sydlige Afrika, og EU til sammen at udvikle en dialog med myndighederne i Zimbabwe om de samfundsøkonomiske forhold, som landet lever under. På vores møde i næste uge med vores sydafrikanske kolleger håber jeg, at vi kan diskutere denne tragedie.

  Nirj Deva, forslagsstiller. − Hr. formand! Igen og igen har Parlamentet vedtaget beslutninger, der fordømmer Zimbabwe som den tragedie, dette land er. Igen og igen har hr. Mugabe ignoreret os og fortsat, som om vi ikke eksisterer, og vores meninger ikke har nogen betydning.

Der ér noget, vi kan gøre her og nu, nemlig at fortælle hr. Mugabe, at vores meninger faktisk har betydning. Dvs. at vi ikke bør godkende Margaret Muchada, som er udnævnt ensidigt af hr. Mugabe i direkte strid med forfatningen i Zimbabwe som Zimbabwes ambassadør i EU.

Min kollega, Geoffrey Van Orden, har skrevet til hr. Barroso og hr. Van Rompuy om denne sag. Hvis vi overhovedet har nogle tænder, skal vi vise hr. Mugabe, som har hundset med os, at vi har noget at skulle have sagt og kræver, at denne kvinde, hans ambassadør, rejser hjem igen.

  Filip Kaczmarek, for PPE-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Udsættelserne i Zimbabwe er en skammelig tilsidesættelse af internationalt anerkendte menneskerettigheder. Tvangsudsættelser uden erstatning eller alternativ indkvartering er helt og aldeles i strid med international lov. Regeringen i Zimbabwe begår ekstreme overtrædelser af de civile, politiske, økonomiske og sociale rettigheder, der er sikret i det afrikanske charter om menneske- og borgerrettigheder. Disse fortsatte tvangsudsættelser udsætter et stigende antal mennesker for uværdige forhold og hjemløshed.

Vi opfordrer regeringen i Zimbabwe til at ophøre med denne praksis og standse tvangsudsættelserne. Mennesker, der allerede er blevet udsat, bør have retlig beskyttelse, og det bør deres ejendom også, og ofrene bør have erstatning og klagemuligheder, men først og fremmest bør alle sikres ly og adgang til fødevarer og vand.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, for S&D-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Vi behøver bare lave en liste over overskrifterne i aviserne om Zimbabwe fra de sidste fem år for at få et indtryk af, hvordan vilkårene er i det land, der i tre årtier har været styret af præsident Robert Mugabe. Overskrifter som "Zimbabwe – politiet tæver oppositionen" eller "Mugabe har ødelagt Afrika" er blandt de mildeste udsagn, og myndighederne i det afrikanske regime er under konstant pres fra den internationale offentlige opinion. Ekstrem fattigdom og manglende adgang til grundlæggende medicinske ydelser, gigantisk arbejdsløshed på helt op mod 90 % samt kort forventet levetid, i dag på bare 44 år, er Zimbabwes sande ansigt.

Under disse forhold er det vanskeligt at forstå, hvorfor regeringen finder det vigtigt at udsætte 20 000 borgere fra forstæderne til hovedstaden Harare og tvinge dem til at forlade deres ydmyge ejendele. Jeg tilslutter mig appellen fra internationale organisationer som Amnesty International til regeringen i Zimbabwe om at indstille undertrykkelsen af landets egne borgere og koncentrere sig om at give dem reel hjælp i skoler, hospitaler og på arbejdsmarkedet. Zimbabwe, der er et fattigt land, har ikke råd til at spilde tid og penge med at investere i andre områder.

  Marietje Schaake, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! På EU-Afrika-topmødet i Libyen til november bør vi have forhandlinger om, hvordan Mugabe og hans tætte tilhængere stadig er en hindring i den politiske og økonomiske genopbygning og forening i Zimbabwe. De udplyndrer de økonomiske ressourcer til egen fordel, og de giver ikke deres medborgere grundlæggende rettigheder.

Omkring 20 000 mennesker, der bor i udkanten af Harare, er blevet truet med tvangsudsættelse. Regeringen kræver en afgift for at forlænge deres lejemål på helt op til 140 UDS, men i et land, hvor indtægten pr. indbygger er under 100 USD, er dette fysisk umuligt, og dette krav er i praksis ensbetydende med en tilladelse til misbrug. I 2005 blev 70 000 mennesker udsat, og disse mennesker bor stadig under kummerlige forhold.

Generelt bliver den humanitære, politiske og økonomiske situation i Zimbabwe værre og værre, og millioner af mennesker lever konstant i risiko for hungersnød. Dette land har verdens fjerde højeste forekomst af hiv og en høj børnedødelighed. Borgerne har ikke mange chancer for at vokse op i velfærd og fremgang, og hvis de har, så har de til gengæld ikke de grundlæggende friheder som ytringsfrihed.

Zimbabwe kommer ind på en 123. plads med hensyn til pressefrihed. At der nu igen findes uafhængige aviser, er et fremskridt for offentlighedens adgang til information, men situationen er stadig meget ustabil. Jeg vil gerne især gøre opmærksom på situationen for LGBTI i Zimbabwe. Mennesker skal have ubegrænset adgang til hjælp, humanitær adgang og støtte, så Zimbabwe kan komme i gang med at nå årtusindudviklingsmålene. Dette er meget nødvendigt.

  Timo Soini, for EFD-Gruppen. – (FI) Hr. formand! Den triste situation i Zimbabwe og det diktatur, der har hersket der i over 30 år, er en skamplet for både det internationale samfund og for Zimbabwe selv.

Et diktatur, der undertrykker sit eget folk, er fuldstændig uacceptabelt. Mugabes kohorter mæsker sig, lever et liv i luksus og svømmer i penge, og samtidig bor andre i gaderne eller i hytter, hvorfra de nu udsættes.

Vi er nødt til at sige, at et eller andet sted skal der være en grænse for, hvad det internationale samfund og EU vil acceptere. Dette er en på alle måder skammelig situation, og det internationale samfund bør støtte en fuldstændig boykot af dette land. Vi skal ikke sende flere penge til dem. Tiden er inde til en gang for alle at få afsat denne diktator, som undertrykker sit eget folk. For hver dag, denne bande er ved magten, er et bevis på vores magtesløshed og på, at det internationale samfund ikke har kræfter til at styre denne undertrykker.

Bortset fra alt andet forfølger han også forskellige mindretal systematisk. Det være sig racemæssige mindretal, seksuelle mindretal og alle andre mindretal, og det i deres eget land. Det er simpelthen uacceptabelt, og jeg er ubetinget tilhænger af at få væltet denne diktator. Derfor skal vi vedtage denne meget klare og barske betænkning, og det har vi også i sinde.

  Cristian Dan Preda (PPE). – (RO) Hr. formand! For at tilslutte mig, hvad mine kolleger har sagt, står vi i en meget barsk situation, fordi de 20 000 indbyggere i Hatcliffe Extension trues med at blive smidt ud. Som De ved, tilhører de den mest sårbare del af befolkningen i Zimbabwe, et land, der har alvorlige politiske problemer, ud over den ekstremt vanskelige økonomiske situation.

Siden sin etablering i februar 2009 har Zimbabwes enhedsregering ikke gjort ret meget for at forbedre borgernes situation, især ikke for dem, der blev udsat i 2005. Jeg synes, at vores svar eller reaktion på denne situation er meget klar. Regeringen i Zimbabwe skal gøre noget for at overholde sine internationale løfter. Det betyder at standse og/eller forhindre tvangsudsættelser. På den anden side ønsker vi helt klart alle at få genindført demokratiet i Zimbabwe. Det, vi er vidner til her, kunne ikke være længere væk fra demokrati.

  Corina Creţu (S&D). – (RO) Hr. formand! Som allerede sagt her i salen er Zimbabwe et af de lande, hvor sulten når katastrofale højder ifølge en rapport fra International Food Policy Research Institute, der blev offentliggjort i sidste uge. Fejlernæring i befolkningen, antal undervægtige børn og børnedødelighedens omfang er de tre indikatorer, som dramatisk understreger den kroniske situation i henseende til fødevaremangel, som rammer millioner af mennesker.

Samtidig er hundredtusindvis af de fattigste mennesker i Zimbabwe blevet udsat fra deres hjem som led i en barbarisk udsættelsesoperation, hvis brutale navn direkte oversat betyder "Ud med affaldet". Disse mennesker har ikke blot mistet deres hjem, men også deres job, hvilket øger arbejdsløsheden til 90 %. Dette sker, samtidig med at diktatoren Mugabe har erklæret, at befolkningen er yderst lykkelig. Denne kyniske holdning kommer fra en mand, som vil gå over i historien som den mest brutale, længst siddende diktator i verden.

Det er tvingende nødvendigt, at vi kræver, at regimet i Zimbabwe indstiller tvangsudsættelser her og nu, standser de alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne og forfølgelsen af aktivister fra civilsamfundet, samt at de afholder sig fra de voldelige handlinger, hvis omfang stiger med alarmerende hast.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Hr. formand! Zimbabwe er et land, hvis magtfulde ledere længe har ringeagtet deres egen befolkning, hvilket vi kan konstatere med al ønskelig tydelighed.

Naturligvis kan vi protestere og sige, at man ikke kan behandle hjælpeløse mennesker som kvæg, at man ikke bare kan drive dem ud af deres hjem uden nogen fornuftig grund og så lade dem stå tilbage uden hjælp. Tvangsudsættelserne af de fattige i Harare er blot et lille eksempel på Robert Mugabe og hans sammensvornes styre. De sidder fast på landets mineralske rigdomme, udnytter andre og beriger sig selv med disse ressourcer, samtidig med at de lader borgerne i landet dø af sult. Det er måske naivt at tro, at vi opnår noget med overtalelse og kritik. Vores foranstaltninger bør være kraftigere. Folk som Mugabe lytter kun til finansielle konsekvenser eller brutal kraft. Jeg synes, at vi har nogle finansielle foranstaltninger til rådighed. Vi skal se på den finansielle og materielle støtte til regimer, der handler som Mugabe, og simpelthen finde andre metoder, herunder sanktioner, som kan tvinge disse diktatorer til at overholde grundlæggende, og jeg understreger grundlæggende, menneskerettigheder.

  Eija-Riitta Korhola (PPE). – (FI) Hr. formand! Der er ikke noget at sige til, at vores kolleger er så rasende på Mugabe. Han har gjort sit land, Afrikas frugtbare kornkammer, til et samlebånd med dårlige nyheder.

Den alternative indkvartering, som regeringen har stillet til rådighed, har vist sig at være fuldkommen utilstrækkelig og har forværret levevilkårene, som i forvejen var elendige. En af de officielle grunde til hele denne operation var, at de forsøgte at hindre spredning af sygdom, men sandheden, nemlig at der ikke var nogen behandling tilgængelig efter udsættelserne, sår alvorlig tvivl om regeringens motiver.

Alle kender til situationen i Zimbabwe. Den korrupte regering og det generelle rod i både økonomi og samfund skaber en situation, hvor der ganske enkelt ikke findes noget eksistensgrundlag. Derfor må vi forvente, at Zimbabwe sender et klart signal om, at det kan og er rede til at sikre en levestandard for deres statsborgere.

Selv hvis der er gode grunde til, at et stort antal mennesker skal gøre plads for store projekter, må et afgørende udgangspunkt også være ordentlige vilkår for den udsatte befolkning. Det er noget, som Zimbabwe helt klart ikke har gjort, uanset om de grunde, de har anført, er acceptable eller ikke.

  Monica Luisa Macovei (PPE). – (EN) Hr. formand! Den nuværende situation i Zimbabwe er forfærdende og uacceptabel. Næsten 700 000 mennesker var ofre for Operation Murambatsvina-tvangsudsættelserne i 2005. Nu står 20 000 borgere over for at blive tvangsudsat fra Hatcliffe Extension i nærheden af Harare.

Regeringen har indført en uoverkommelig lejestigning for de personer, der blev udsat, og har ikke hørt borgerne eller informeret dem om de kommende ændringer. Operation Garikai skulle hjælpe dem, som blev ramt af udsættelserne i 2005, men det er blot en fortsættelse af de samme menneskerettighedsovertrædelser.

Også jeg insisterer på, at Zimbabwe skal indstille udsættelsen af borgere i Harare-regionen. Jeg opfordrer regeringen i Zimbabwe til øjeblikkeligt at sikre, at Operation Garikai overholder alle forpligtelser i henhold til internationale love og menneskerettighedslove.

Jeg beder Kommissionen rejse sagen som en uopsættelighed over for regeringen i Zimbabwe.

  Charles Tannock (ECR). – (EN) Hr. formand! Jeg skulle ikke have ordet, men desværre kan min kollega, Geoffrey Van Orden, ikke være til stede i denne uge. Han har ved mange lejligheder kritiseret præsident Robert Mugabes onde, brutale regime. Trist nok er den eneste måde, Zanu-PF Mugabe-diktaturet kan blive afsluttet, at han bliver båret ud i en kiste.

Jeg havde håbet, at der var en chance for genforening og fred og en overgang til ægte demokrati for et par år siden, da Morgan Tsvangirai blev premierminister efter aftale om at dele magten, men det ser ud til, at det er lykkedes for Mugabe at genvinde hele magten og vende tilbage til den adfærd, som han kun er alt for kendt for, nemlig vold, udsættelser og undertrykkelse. I sidste instans er det de fattige i Zimbabwe, som lider i denne nu næsten helt ødelagte økonomi. Hvis det ikke var for den livline, som Zimbabwe har fået som følge af regeringer i f.eks. Kina, der giver dem nogle smuler, og penge fra Libyen, ville landet ikke overleve.

For nylig blev jeg skuffet over præsident Zuma, da han besøgte Parlamentet. Han kom for at bede EU ophæve vores sanktioner over for Zimbabwe på grund af flygtningestrømmene til Sydafrika. Jeg er bange for, at vi er nødt til at sige til hr. Zuma, at det ganske enkelt ikke er en mulighed. Vi skal sende et stærkt signal om misbilligelse af den måde, som Mugabe behandler sine egne medborgere på. Jeg tilslutter mig bemærkningerne fra min kollega, Nirj Deva, som sagde, at en gestus ville være at nægte at akkreditere Zimbabwes nyudnævnte ambassadør i EU.

  Máire Geoghegan-Quinn, medlem af Kommissionen. – (GA) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg er utrolig taknemmelig over for de medlemmer, der har taget ordet i denne forhandling.

medlem af Kommissionen. – (EN) EU følger denne sag meget nøje, især i lyset af "oprydningsoperationen" i 2005, som havde katastrofale følger for 700 000 zimbabweres levevilkår.

EU's kontor for humanitær bistand, ECHO, ydede i 2005 3,25 mio. EUR. i støtte til fødevaresikkerhed og landbrugsaktiviteter samt uddeling af fødevarerationer til sårbare personer.

Den nuværende situation er ikke en gentagelse af begivenhederne i Zimbabwe i 2005. Kommissionen noterer sig Parlamentets beslutning og dens anbefalinger. Til dato har vi ikke modtaget nogen klar indikation fra vores partnere, som bekræfter en gentagelse af begivenhederne i 2005.

Vi følger situation tæt gennem vores EU-delegation og vores lokale ECHO-kontor. Vi er i konstant kontakt med Den Internationale Organisation for Migration og lokale menneskerettighedsorganisationer, der er involveret i sagen.

Denne gang er en meddelelse om lejeforhøjelse, som er gyldig i fem år, blevet sendt til befolkningen. Lejere, som ikke kunne finde de nødvendige midler, blev bedt om at forelægge deres sag for ministeriet for lokale myndigheder og fik støtte fra en lokal NGO, der arbejder med hjemløse.

Takket være støtten fra en lokal menneskerettigheds-ngo, nemlig Zimbabwe Lawyers for Human Rights, vil deres sager blive behandlet i retten i løbet af denne uge.

EU støtter denne menneskerettigheds-ngo, som repræsenterer fattige, der ikke kan betale de krævede penge og dermed kan miste deres jord.

Men jeg kan forsikre Dem om, at EU fortsat vil følge situationen tæt og mobilisere hjælp, hvis og når det er nødvendigt.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted efter forhandlingerne.