Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om situationen i Vestsahara.

Redegørelser fra Rådet og Kommissionen.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen, for næstformand i Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke Parlamentet for en meget relevant diskussion om Vestsahara. Jeg svarer på Catherine Ashtons vegne på den mundtlige forespørgsel fra Parlamentets medlemmer.

EU er bekymret over de begivenheder, der fandt sted i Laâyoune i begyndelsen af november, og beklager tabet af menneskeliv. Nu er roen vendt tilbage til Laâyoune, selv om de underliggende spændinger stadig findes. EU er bekymret for, at de voldsomme optøjer i Laâyoune kan hæmme FN's generalsekretærs forsøg på at finde frem til en løsning på konflikten i Vestsahara, der er acceptabel for alle parter.

Med hensyn til de bekymringer, vi taler om i dag, skal vi sørge for, at de bliver videreformidlet til de marokkanske myndigheder gennem de hensigtsmæssige kanaler. Spørgsmålet om Vestsahara er på dagsordenen for associeringsrådets næste møde i december. Det kan også tages op inden for Det Blandede Parlamentariske Udvalg mellem Europa-Parlamentet og Marokko.

EU samarbejder fortsat med Marokko om reformer inden for områder som god regeringsførelse, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettigheder. EU opretholder en god og åben politisk dialog med Marokko inden for de instanser, der er ansvarlige for opfølgningen af vores associeringsaftale. Inden for disse rammer har EU mindet vores partner om betydningen af, at landet overholder sine internationale forpligtelser vedrørende respekten for menneskerettigheder. Med hensyn til udnyttelsen af naturressourcerne i Vestsahara er det Marokkos ansvar at overholde sine forpligtelser i henhold til den internationale lovgivning, herunder vedrørende udnyttelsen af naturressourcerne i Vestsahara.

EU støtter FN's generalsekretærs bestræbelser på at nå frem til en retfærdig, varig og gensidigt acceptabel politisk løsning, der giver Vestsaharas befolkning selvbestemmelse i overensstemmelse med Sikkerhedsrådets resolutioner.

  Bernd Posselt (PPE). – (DE) Fru formand! Jeg har ventet i 70 minutter på, at spørgetiden skulle begynde, og nu vil jeg gerne høre, hvornår den rent faktisk vil blive gennemført. Normalt afbrydes forhandlingen af spørgetiden og fortsættes bagefter.

  Formanden. – Der bliver ingen spørgetid, fordi gruppeformændene på formandskonferencen besluttede, at den ikke skulle gennemføres. Derfor tror jeg ikke, at det giver mening, at De venter længere.

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, for PPE-Gruppen. – (ES) Fru formand! Man siger, at filosoffen Aristoteles gik rundt på sin berømte peripatetiske skole sammen med sine elever, da en af dem kom med en bemærkning, der gjorde hans lærer vred. For at undskylde sagde han: "Det var ikke min bemærkning, men den kommer fra Deres lærer, Platon". Så stoppede Aristoteles op og fremsagde en sætning, der er blevet gentaget utallige gange fra det 4. århundrede før Kristus og frem til i dag. Han sagde: "Platon er mig kær, men endnu kærere er sandheden".

Fru formand, Marokko er en positiv og aktiv partner for EU, og det er også en strategisk og grundlæggende allieret i kampen for at inddæmme den radikale islamiske fundamentalisme. Men som præsident Sarkozy sagde, da han holdt tale her, er Parlamentet EU's demokratiske hjerteslag og har et uigenkaldeligt og ufravigeligt engagement i spørgsmålet om menneskerettigheder. Så hvis disse rettigheder ikke anerkendes, kan Parlamentet ikke bare trække sig tilbage og kigge den anden vej. Det skal tale klart og tydeligt om de principper, der er vores drivkraft.

Fru formand, EU har været og vil altid være en loyal partner for Marokko, men dette partnerskab er baseret på principper og værdier, og vi skal påkalde os disse principper og værdier.

Jeg vil slutte nu, fru formand, med at sige, at beskedenhed i karakter og temperament altid er en dyd, men beskedenhed i forsvaret for menneskerettigheder og grundlæggende friheder, navnlig ytringsfrihed, er altid en synd, altid en svaghed og altid er kujonagtigt, og som repræsentanter for EU's befolkning må vi ikke tillade os selv at handle på den måde.

  Véronique De Keyser, for S&D-Gruppen. – (FR) Fru formand! Dette beslutningsforslag var vanskeligt at få forhandlet på plads, men vi er endelig nået frem til noget, som alle grupper vist kan være tilfredse med. Jeg vil gerne takke mine kolleger for deres indsats, for vi tør ikke tale mere om Sahara, fordi vi ved, hvor følsomt et emne det er. Derfor bliver der ikke nogen politisk stillingtagen i konflikten mellem Marokko og Sahara.

På den anden side fordømmer vi i det første punkt den vold, der blev anvendt under rydningen af lejren i nærheden af Laâyoune, og vores fordømmelse af volden er entydig, selv om vi i øjeblikket ikke er helt klar over, hvem der gjorde hvad.

Med hensyn til det andet punkt beklager vi – mildest talt – at der ikke hersker pressefrihed, og at humanitære organisationer og parlamentarikere ikke kan rejse til regionen. Det er uacceptabelt efter vores mening.

Det tredje punkt hænger tæt sammen med det andet. Vi bemærker, at Marokko vil indlede en undersøgelse, men vi mener og kræver, at der skal foretages en international undersøgelse for at kaste lys over begivenhederne.

Bortset fra det skal vi overlade den politiske konflikt til FN, og vi opfordrer begge parter til at genoptage forhandlingerne.

  Ivo Vajgl, for ALDE-Gruppen. – (SL) Fru formand, hr. kommissær! Denne forhandling og beslutningsforslaget, som vi skal stemme om i morgen, er blevet udløst af to begivenheder: den 14-årige dreng, som blev dræbt af en marokkansk politimands kugle, og få dage senere den voldsomme rydning af en protestlejr, der husede mere end 10 000 indbyggere fra Vestsahara, der med fredelige midler havde forsøgt at henlede verdens, og vores, opmærksomhed på deres uholdbare sociale, politiske og økonomiske situation.

Denne hændelse har kostet yderligere menneskeliv, hvilket vi beklager. De har betalt den højeste pris for det stadige problem, som vi alle kender. Vestsahara er det sidste eksempel i verden på en afkoloniseringsproces, der stadig ikke er afsluttet, hvor nabolandet har fordelene ved den ulovlige besættelse af fremmed territorium og afviser Sikkerhedsrådets resolutioner, gentagne gange ignorerer FN's krav om en folkeafstemning og Vestsaharas befolknings ret til selvbestemmelse og krænker menneskerettighederne og standarderne i den internationale lovgivning.

Vestsahara, et land bestående af sand og sted, som krydses af en skammens mur på mere end 1000 kilometer, er rigt nok til at vække appetit og forventninger hos Marokko og de lande, der aktivt eller passivt støtter landets uforsonlige holdning. Vi ved, hvem de er. Problemet i Vestsahara er et politisk problem, et problem med afkolonisering. Det kan kun løses på én måde, på samme måde, som lignende problemer er blevet løst andre steder, nemlig på grundlag af den internationale lovgivning, nationernes selvbestemmelse og aftaler. Vi skal styrke FN's rolle i Vestsahara, MINURSO's mandat er for snævert, fordi missionen kun går ud på at opretholde status quo, og den viser sig at være magtesløs og en ren formalitet.

Mange tak for Deres klare ord, hr. kommissær. På trods af nogle indflydelsesrige medlemsstaters forskellige interesser, eller måske netop på grund af disse, bør EU spille en mere aktiv rolle og bruge alle de midler, vi har til rådighed. Marokko, som nyder støtte og forståelse i mange kredse, bør også gøre en indsats for at finde en konstruktiv løsning på situationen.

  Raül Romeva i Rueda, for Verts/ALE-Gruppen. – (ES) Fru formand! Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg glæder mig over, at vi endelig har mulighed for at tale om Vestsahara og vedtage et beslutningsforslag. For en gangs skyld har vi ikke givet efter for pres fra Marokko, som det er sket ved andre lejligheder. Det er godt for Parlamentets troværdighed, men også for gennemsigtigheden af det, der sker i Vestsahara.

For det andet vil jeg gerne højt, klart og bestemt fordømme den uansvarlige og provokerende måde, som Gdaim Izyk-lejren blev ryddet på. Det er korrekt, at volden kom fra mange sider, men jeg mener ikke, at man på nogen måde kan forsvare at sidestille dem, der forsvarer sig imod et angreb, med dem, der undertrykker, forfølger og torterer dem.

Derfor kræver vi en uafhængig undersøgelse under ledelse af FN. Vi taler ikke om en konflikt mellem ligemænd. Ikke alle har samme grad af ansvar, og ikke alle i denne konflikt bruger de samme strategier eller de samme våben.

Vi skal virkelig bede alle parter forholde sig i ro, men vigtigst af alt skal vi kræve, at Kongeriget Marokko ophører med sin fjendtlige indstilling over for befolkningen i Sahara og holder op med at chikanere parlamentarikere, medier og menneskerettighedsaktivister.

EU kan ikke blive ved med at vende det blinde øje til, som om disse ting ikke finder sted. Her i EU har vi et stort historisk ansvar, især lande som Spanien og Frankrig.

Lad os handle fornuftigt, som ministeren, fru Jiménez, bad os om, men det rigtige lige nu er at sige "nu er det nok" til det marokkanske regime. Det er meget udmærket at ville have gode handelsforbindelser med Marokko. Det er nødvendigt og positivt, men ikke på bekostning af menneskerettigheder eller krænkelser af den internationale ret.

Fru Jiménez, Baroness Ashton, for at nå frem til en retfærdig, bæredygtig og gensidigt acceptabel løsning skal der gennemføres en folkeafstemning om selvbestemmelse. Lad os gøre det muligt.

  Charles Tannock, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! Den fastfrosne konflikt over Vestsahara destabiliserer dem omkringliggende region. Marokkos uforsonlige holdning betyder, at befolkningen i Vestsahara, der har ventet på en folkeafstemning om uafhængighed i de sidste 20 år, fortsat nægtes retfærdighed.

Selv om jeg accepterer, at Marokko er en vigtig allieret for Vesten i kampen mod terrorisme, er det dybt beklageligt, at Marokko ikke overholder sine erklærede forpligtelser i henhold til FN's plan for en løsning. Nu bør vi i lyset af rapporterne om vold imod Vestsaharas befolkning give FN-missionen der mandat til at overvåge sahrawi-befolkningens menneskerettigheder. Men forsøgene på at udnytte denne mulighed er desværre konsekvent blevet blokeret af Frankrig. Dette er næsten enestående blandt alle FN-missionerne, da den er den eneste uden et menneskerettighedsmandat. Marokko og Polisario skal begge forstå, hvilke standarder det internationale samfund forventer af dem. Vi har mange muligheder for at udøve pres over for Marokko her i EU, navnlig med hensyn til fiskerirettigheder og bistand.

Forhåbentlig vil den kommende folkeafstemning i Sydsudan, der vil føre til oprettelsen af en ny suveræn stat i den sydlige del af landet, skabe fornyet motivation for alle de involverede parter og få dem til at søge en endelig løsning på den langvarige strid om Vestsahara – et område, som efter min mening fortjener en fredelig og fremgangsrig fremtid.

  Willy Meyer, for GUE/NGL-Gruppen. – (ES) Fru formand! Jeg vil gerne starte med at slå det indlysende fast, nemlig at vi skal fortælle Kongeriget Marokko, at dette her ikke er dets Parlament. Dette Parlaments suverænitet stammer fra Europas borgere, og derfor fastlægger det sin egen dagsorden, spørgsmål og beslutninger, og Kongeriget Marokkos konstante indblanding i denne institution er uacceptabel.

For det andet er det grundlæggende spørgsmål her, at vi taler om en besættelse udført af hæren, politiet og marokkanske bosættere, en ulovlig besættelse af et "ikke-selvstyrende område" som defineret i folkeretten. Marokko har ingen suverænitet over Vestsahara. Jeg gentager: ingen. Landet kan ikke anvende sine love og ikke anvende sin suverænitet, og derfor skal Parlamentet sende et meget klart budskab til det internationale samfund og til befolkningen i Vestsahara, fordi de skal træffe beslutning om deres fremtid gennem en folkeafstemning om selvbestemmelse, hvilket er det, man har vedtaget i FN's Sikkerhedsråd.

Alt det misbrug og den undertrykkelse, som den marokkanske regering står bag i Vestsahara, har kun ét formål, nemlig at sikre, at befolkningen der ikke kan udøve sin ret til selvbestemmelse. Derfor skal Europa-Parlamentet være mere klart i mælet, når vi forsvarer denne ret og støtter befolkningen i Vestsahara og fordømmer krænkelserne. Rydningen af Værdighedens Lejr skulle aldrig have haft lov at finde sted.

Jeg var der nogle få timer forinden. Jeg er folkevalgt, og jeg blev forhindret i at forlade et spansk fly for at være til stede ved det, der desværre skulle ske få timer senere, fordi de ikke ønsker nogen vidner. De har meget at skjule, og Parlamentet må ikke blive en medspiller, når Marokko systematisk forsøger at skjule alt det, som denne undertrykkelse fører med sig. Med hensyn til associeringsaftalen vil jeg gerne spørge Baroness Ashton – som desværre ikke er her – hvornår den vil blive fastfrosset. Hvornår vil vi sige, at denne kurs er uacceptabel? Jeg mener, at Parlamentet skal tale med klar røst.

  Jarosław Leszek Wałęsa (PPE). – (PL) Fru formand! Vestsahara står i dag ved en skillevej. Vi kan ikke se gennem fingre med seneste handlinger fra den marokkanske regering. Der er forskellige beretninger om, hvad der rent faktisk sket i lejren i udkanten af Laâyoune. Men vi kan ikke bare lade stå til, når 15 000 mennesker har mistet deres hjem og er blevet tvunget til at forlade de byer, hvor de boede, og det er blot ét eksempel på de menneskerettighedskrænkelser, der går tilbage til 1975. Som medlemmer af Europa-Parlamentet skal vi kigge nøje på regionens historie og den brutalitet, som sahrawierne er blevet udsat for, og vi skal styrke politikken med henblik på at løse konflikten og dette problem.

Nogle medlemsstater har forsøgt at løse disse problemer ved at samarbejde mere med FN, men deres anstrengelser har ikke båret frugt. Det har ikke været muligt at blive enige om de anbefalinger, der er nødvendige for at få Marokko til at makke ret. FN's sikkerhedsstyrker er blevet begrænset i deres aktiviteter i Vestsahara, hvor de burde kunne udøve fuldstændig kontrol og føre tilsyn med den humanitære bistand. Desuden har Marokko ikke ophævet blokeringen af den frie adgang til regionen for journalister og internationale observatører.

En FN-observatør har med rette erklæret, at opmærksomhed på denne region i Afrika kan redde liv og beskytte sahrawierne mod den marokkanske udryddelsespolitik. Amnesty International opfordrer til, at der gennemføres en uafhængig undersøgelse af volden. Det er en god idé. Den skal omfatte tre ting. I dag ved man ikke, hvor mange mennesker der er døde, er blevet alvorligt kvæstet eller simpelthen er forsvundet som følge af Marokkos handlinger.

Endelig vil jeg gerne opfordre til, at Parlamentet reagerer med fasthed for at sætte en stopper for det nuværende langsomme internationale diplomati og finde frem til en løsning, der kan beskytte sahrawierne mod yderligere overgreb.

  María Muñiz De Urquiza (S&D). – (ES) Fru formand! Volden, der har rystet Vestsahara, og som vi fordømmer på det kraftigste, ligesom vi beklager tabet af menneskeliv og kræver respekt for menneskerettighederne, må ikke bryde ud igen.

Der er behov for en permanent, retfærdig og gensidigt acceptabel løsning inden for rammerne af FN på en konflikt, der nu har varet mere end 30 år, og som henviser tusindvis af flygtninge fra Vestsahara til elendighed og ødelægger et naboområde, der er af grundlæggende betydning for EU som en garanti mod ustabilitet.

Derfor opfordrer vi Marokko, som er en fremtrædende og pålidelig partner for EU, og som vi deler vigtige interesser og planer med, til at intensivere bestræbelserne på at skabe en dialog, der kan føre til en forhandlingsløsning på konflikten. Vi opfordrer også til ro blandt befolkningen i Vestsahara og deres repræsentanter, som vi tilbyder vores solidaritet i deres situation. Vi opfordrer også til, at de opretholder dialogen med en åben og konstruktiv indstilling.

Vi beder EU tilslutte sig bestræbelserne hos gruppen, der er venner af Sahara, som omfatter mit hjemland, Spanien, med henblik på at fremme dialogen som en troværdig forhandler i regionen. Iværksættelsen af en parlamentarisk undersøgelse af begivenhederne Sahara fra marokkansk side og det forhold, at de marokkanske myndigheder er indstillet på at underrette Parlamentet om, hvad der er sket, er vigtigt tegn, som vi sætter pris på. Dette kan imidlertid ikke træde i stedet for en åbenhedspolitik, der sikrer, at alle medier kan være til stede i området.

Beslutningsforslaget, som vi vedtager i morgen, er resultatet af en kompleks aftale, der afspejler Parlamentets bekymring for stabilitet i Maghreb og for menneskerettighederne. Den er også et tegn på Parlamentets opbakning til en forhandlingsløsning på konflikten uden betingelser, men på grundlag af FN's Sikkerhedsråds resolutioner, hvori befolkningen i Vestsaharas ret til selvbestemmelse slås fast.

  Izaskun Bilbao Barandica (ALDE). – (ES) Fru formand! De marokkanske myndigheder fortjente, at vi fordømte dem for angrebet på Gdaim Izyk-lejren, hvorefter de alvorlige hændelser i Laâyoune fandt sted. De individuelle rettigheder for Vestsaharas befolkning, som fredeligt bad om bedre levevilkår, er blevet krænket. Desuden er presse- og informationsfriheden blevet indskrænket, og dusinvis af medlemmer af dette og andre parlamenter, herunder fra mit hjemland, det baskiske parlament, er blevet nægtet adgang til området.

Der findes ingen pålidelige oplysninger, så derfor beder vi FN gennemføre en officiel undersøgelse af, hvad der skete. Vi ved imidlertid, at der var omkomne og kvæstede, og at hundreder af mennesker blev tilbageholdt. Vi beklager alle de omkomne ved denne hændelse, fordi dette for dem alle – både de marokkanske politikfolk og aktivisterne fra Vestsahara – er uopretteligt. Jeg vil gerne udtrykke min solidaritet med alle deres familier.

Lejren blev angrebet samme dag, hvor den tredje runde af uformelle møder om situationen i Vestsahara skulle begynde i New York. Dette angreb fremmer ikke dialog, aftaler eller fred, men er tværtimod en hindring for en fredelig og retfærdig løsning på besættelsen af Vestsahara.

Jeg vil anmode alle parter om at bevare roen. En løsning på dette problem kræver en permanent dialog mellem Marokko og Vestsaharas befolkning baseret på gensidig respekt og med henblik på overholdelse af FN's resolutioner, hvilket også indebærer, at Vestsaharas befolkning får mulighed for at udøve deres ret til selvbestemmelse.

Jeg vil slutte med lidt selvkritik: Vi skal altid kritisere krænkelser af menneskerettighederne. Det spiller ingen rolle, hvem, hvor, hvordan eller hvorfor de begås, for demokratiske principper og værdier skal altid komme før særinteresser. Derfor beder jeg EU udvise større engagement.

  João Ferreira (GUE/NGL). – (PT) Fru formand! Begivenhederne i de seneste uger i Vestsahara var ikke et isoleret tilfælde. De er en del af en lang historie med tre et halvt årtier med undertrykkelse, vold og overgreb mod en befolkning. Vestsaharas historie er fyldt af marokkanernes konstante forsøg på at blokere forhandlingerne om gennemførelsen af sahrawi-folkets umistelige ret til selvbestemmelse.

Derfor er tiden inde til endnu en gang at fordømme de marokkanske myndigheders brutale undertrykkelse af alle i de besatte områder, der modsætter sig kolonisering og kæmper for deres folks legitime ret til selvbestemmelse. Tiden er også inde til at afsløre den virkelige humanitære tragedie, som sahrawi-befolkningen påføres, idet de tvinges til at leve fjernt fra deres hjemland i flygtningelejre, og til at opfordre til en hurtig styrkelse af den internationale humanitære bistand. Der skal også fremsættes krav om håndhævelse af folkeretten og FN-resolutionerne samt nødvendigheden af en folkeafstemning.

EU og medlemsstaterne har et stort ansvar i denne forbindelse, som de ikke kan undslå sig uden at blive medskyldige, eftersom Marokko er et land, der nyder særstatus som følge af de mange aftaler, landet har med EU.

  Santiago Fisas Ayxela (PPE). – (ES) Fru formand! Tusindvis af saharanere forlod deres byer og oprettede Gdaim Izyk-lejren med fredelige midler for at kræve bedre levevilkår. De marokkanske sikkerhedsstyrker ryddede lejren med vold, og derfor udbrød der alvorlige optøjer i Al Aaiún. De marokkanske væbnede styrker dræbte en ung saharaner, og en spansk statsborger døde under uafklarede omstændigheder.

I øjeblikket findes der ingen pålidelige tal om antallet af omkomne, kvæstede, forsvundne eller arrestationer under disse optøjer. Desuden har mange medlemmer af Europa-Parlamentet fået forbud mod at rejse ind i Sahara sammen med journalister, der stadig har store problemer med at udføre deres arbejde.

Marokko er Europas ven og strategiske allierede, og det er ikke godt, når der findes tvivl eller misforståelser mellem venner. Hvis Marokko ikke har noget at skjule, skal landet give mulighed for at få afklaret, hvad der skete. Så selv om det marokkanske parlament har nedsat et undersøgelsesudvalg, mener jeg, at det er vigtigt at nedsætte en international kommission, at europæere og politikere og journalister har fri adgang til området, og at FN-missionen for folkeafstemningen i Vestsahara får udvidet sit mandat til beskyttelse af menneskerettigheder, både i det område, der kontrolleres af Marokko, og det område, der kontrolleres af Polisario.

Kommissionen og de europæiske regeringer, mindst af alle den spanske regering, kan ikke bare se den anden vej som reaktion på denne situation. Realpolitik må ikke blive en undskyldning for at vende det blinde øje til. De skal kræve en afklaring af disse alvorlige begivenheder og bede Marokko og Polisario om at genoptage drøftelserne hurtigst mulig for at nå frem til en fredelig aftale på grundlag af FN-resolutionerne.

  Pier Antonio Panzeri (S&D). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne sige til hr. Salafranca Sánchez-Neyra, at inden vi løste konflikten mellem Platon og sandheden, havde vi måske behov for lidt mere tid, før vi nåede frem til dette beslutningsforslag af mindst to grunde.

Før det første kan vi få indsamlet alle de oplysninger, der kan hjælpe med til at sikre, at Parlamentet kan indtage en mere fast holdning, og for det andet var en række møder og høringer gået i gang i de relevante udvalg, hvor Parlamentet traf den legitime beslutning om at gå videre med det samme, men under alle omstændigheder mindsker det ikke behovet for disse høringer og behovet for at holde forhandlingerne med Marokko åbne.

Derfor mener jeg, at det efter afstemningen er en god idé, at vores indsats går i specifikke retninger: indførelse af en ny førerrolle for Europa med vores diplomati og naboskabspolitikkens bidrag til et positivt resultat af de forhandlinger, som FN har indledt, og endelig at bruge alle parlamentariske instrumenter – startende med Udvalget om Udenrigsanliggender og Det Blandede Udvalg – for at sikre, at møderne finder sted og bidrager til at finde løsninger. Jeg mener, at det vil være nyttigt at arbejde målrettet i retning af disse specifikke mål.

  Frédérique Ries (ALDE). – (FR) Fru formand! Jeg vil gerne takke kommissæren, som her i aften helt klart har vist, at han er tilhænger af en fredelig løsning. Ja, vi var nødt til at fordømme volden på begge sider. Ja, vi var nødt til at kræve en varig løsning på denne konflikt, der nu har varet i mere end 30 år. Og ja, vi var naturligvis nødt til at understege betydningen af pressefrihed, hjørnestenen i ethvert demokratisk land.

Når det er sagt, beklager jeg den manglende balance visse steder i teksten. Jeg ville f.eks. gerne have nævnt den skæbne, der tilfaldt Mustapha Salma, afhopperen fra Polisario Front, som blev bortført, fordi han vovede at opfordre til dialog. Menneskerettighederne står naturligvis nævnt, men ikke for alle, hvilket er beklageligt. I denne konflikt er der er ikke kun tale om, at de uskyldige befinder sig på den ene side og de skyldige på den anden. Ansvaret er, ganske vist ulige, fordelt på begge sider af denne konflikt, der har varet i mere end 30 år.

Frem for alt er det vigtigt, at alle partner nu deles om ansvaret for at finde en retfærdig, realistisk og bæredygtig løsning, og når jeg siger alle parter, mener jeg Marokko, jeg mener Polisario Front og ligeledes Algeriet, en central og symbolsk aktør, der kun står nævnt i de afsluttende bemærkninger i vores beslutningsforslag.

Her til sidst vil jeg gerne sige, at jeg fuldt ud støtter forslaget om at fortsætte denne konstruktive dialog, der blev fremsat af hr. Panzeri.

  Marco Scurria (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Mellem venner kan man tale frit og sige tingene, som de er. Derfor siger vi til Marokko, at landet skal gøre mere for at finde løsninger på situationen i Vestsahara.

EU må og kan ikke fortsætte med at lade, som om det ikke gør noget, for vi risikerer at begå en alvorlig fejl. Vi risikerer at sige til dem, der har valgt freden, som sahrawi-folket gjorde gennem Polisario Front, at de har valgt forkert.

De sender ikke selvmordsbombere, de udfører ikke angreb, de har kun tillid til internationale organisationer, og de kommer ikke i nyhederne. De forskellige magter i verden bakker ikke op om disse mennesker. Det er ikke i orden, fru formand, for sahrawierne er et modigt folk, der er mildt af sind, de lever med deres religion på den rigtige måde, og deres kvinder spiller en vigtig rolle i samfundet. Sahrawi-folket kæmper for deres land, som de elsker lige så ubetinget som deres ørken, og de kæmper for deres identitet, og det er ikke i orden, at de bare overlades til deres egen skæbne.

Den afstemning, som vi har kæmpet for at få gennemført i morgen under denne mødeperiode, er et vigtigt tegn på, at EU arbejder på at komme til at spille en afgørende rolle for dette landområdes skæbne.

  Norbert Neuser (S&D). – (DE) Fru formand, hr. kommissær! Jeg glæder mig over de klare udtalelser fra hr. Piebalgs. Det er vigtigt for Europa-Parlamentet klart at vise, hvor det står, og fordømme den brutalitet, der har fundet sted her. Det har taget os lang tid at sætte forhandlingen om Vestsahara på Europa-Parlamentets dagsorden, og jeg mener, at vi har været for tøvende, og at vi først skrider til handling, efter at folk er blevet dræbt der.

Det glæder mig, at vi vil kunne vedtage et beslutningsforslag i morgen med alle grupperne, som måske ikke vil være så vidtgående, som en eller flere af de andre grupper måtte ønske, men det er udtryk for bred enighed og er et klart signal til Marokko og til befolkningen i Vestsahara om, at Europa-Parlamentet står ved sine grundlæggende værdier.

Som formand for intergruppen vil jeg gerne rette en varm tak til alle medlemmerne, som har sikret, at Vestsahara står på dagsordenen i dag og fortsat vil gøre det. Jeg er sikker på, at vi sammen med hr. Piebalgs og Baroness Ashton fortsat vil engagere os i Vestsahara.

  Ana Gomes (S&D). – (PT) Fru formand! Det brutale angreb på den fredelige protest i sahrawi-lejren har været et alvorligt slag mod forhandlingerne under FN's ledelse. Det mindede mig om de værste tidspunkter i Østtimor, hvor man førte samtaler inden for FN, mens befolkningen blev angrebet for at knægte dem. Spanien kan fungere som fortaler for den tidligere koloni, landet forlod, ligesom Portugal var det for selvbestemmelse i Østtimor, men det gør man ikke, fordi man ikke ønsker at kompromittere sine handelsmæssige og andre interesser i Marokko.

Man ved nu, at Madrid og FN blev advaret om angrebene. Der er kun et lille skridt fra efterladenhed til medskyldighed. Frankrig bærer et særligt ansvar for at tilskynde Marokko til at fortsætte med besættelsen. Hvad EU angår, talte EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik først om angrebet flere uger efter, at det fandt sted, og det skete i en utrolig kort og irrelevant erklæring. I dette beslutningsforslag opfordrer Parlamentet EU til at kræve en uafhængig, international undersøgelse af begivenhederne og til, at de dræbte, de savnede og fangerne identificeres, idet man kræver uhindret adgang for den internationale presse, humanitære organisationer og observatører, kræver, at FN overvåger menneskerettighederne i Vestsahara og kræver den øjeblikkelige løsladelse af alle sahrawier, der tilbageholdes i Marokko eller i det besatte område i Vestsahara.

  Guido Milana (S&D). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Der er kun én ting, jeg beklager her i salen i aften, og det er, at vi kun diskuterer sahrawi-befolkningen, fordi marokkanerne har invaderet lejren uden for Laâyoune, og det er skammeligt for demokratiet her i Parlamentet.

Parlamentet burde have fundet viljen til at diskutere dette spørgsmål af egen drift, fordi det har ligget og rådnet på de internationale forhandlingsborde i 30 år. Det er det vigtigste politiske faktum. Vi blev tvunget ind i det på grund af voldshandlinger, ikke fordi vi selv besluttede at sikre menneskerettighederne. Hvad er det forhold, at der bør afholdes en folkeafstemning om selvbestemmelse i området, om ikke et spørgsmål om respekt for menneskerettigheder?

Netop fordi Marokko er vores ven, fordi Marokko er den stærke part i forholdet, skal vi kraftigt anmode om, at det ikke længere må være muligt at udskyde dette ønske og følge det op med alle konsekvente handlinger. Vi skal forsøge at skabe forudsætninger, så målet for FN-missionen for folkeafstemningen i Vestsahara (MINURSO) kun skal være at skabe betingelserne for en folkeafstemning, der konstant udskydes. Vi skal forsøge at bruge alle de midler, EU har til rådighed, for at få dette gennemført og sikre, at folkeafstemningen yder retfærdighed til en befolkning, der har lidt gennem 30 år.

  Gilles Pargneaux (S&D). – (FR) Fru formand, hr. kommissær! Bortset fra eftermiddagens forhandling og beslutningsforslaget, som vi skal behandle i morgen, bør vi vende tilbage til det centrale spørgsmål, som jeg ikke hørte nævnt under forhandlingen lige nu.

En virkelig national sag for Marokko, lad os ikke glemme, at dette vigtige politiske spørgsmål er en diplomatisk udfordring for Marokkos relationer med landene i Afrika og Maghreb, navnlig Algeriet.

For det andet er det en økonomisk udfordring, fordi dette problem står i vejen for skabelsen af et fremgangsrigt og stabilt Maghreb. Det er også en sikkerhedsmæssig udfordring på grund af terrororganisationen Al-Qaedas aktiviteter i det islamiske Maghreb, og efterfølgende er det en humanitær udfordring for sahrawi-befolkningen, navnlig dem i Tindouf-lejrene, der ikke kan slippe ud.

Vi skal vende tilbage til det vigtige. Det vigtige er resolution 1920, som FN vedtog enstemmigt, hvori man kræver, at vi lægger spørgsmålet om selvstyre som foreslået af Marokko på bordet, og hvori man også kræver familiebesøg mellem Vestsahara og Tindouf-lejrene.

Så det er i bund og grund udfordringer, som vi anser for vigtige. Som vores kollega, hr. Panzeri, foreslog, bør dialogen genåbnes med alle parter, og navnlig med de marokkanske myndigheder i de kommende uger, og det vil selvfølgelig også ske, fordi der er planer om, at udenrigsministeren skal besøge os den 1. december.

  Antonio Masip Hidalgo (S&D). – (ES) Fru formand! Den 18. november understregede ministeren, fru Jiménez, i det spanske parlament, at holdningen hos Den Internationale Domstol i den Haag var, at afkoloniseringen ikke var fundet sted endnu, og at Vestsahara ikke kan assimileres i Marokko. Der er gået 35 år med lidelser og ulovlig besættelse. Lejren er toppunktet af afstanden mellem Marokko og Vestsaharas befolkning, uanset hvor mange bosættere og soldater de har sendt i det område, hvorfra de har udvist tusinder af retmæssige beboere.

Marokko undertrykker hadefuldt det, landet ved er en anderledes befolkning. Snart vil der komme koloniretssager som den, der fandt sted den 5. november i Casablanca, hvor udenlandske og europæiske observatører blev slået. Lad os forhindre ødelæggelsen af et ædelt og heroisk folk, der er Europas venner.

  Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! En så alvorlig begivenhed som den, der har fundet sted i de seneste uger på bekostning af sahrawi-folket, må ikke forblive ustraffet, og derfor har Europa-Parlamentet pligt til at gribe ind.

På den anden side hersker der ingen tvivl om – som hr. Salafranca Sanchéz-Neyra helt rigtigt sagde – at med tiden har Marokkos befolkning ydet en række vigtige bidrag til Afrika, hvilket betyder, at vi ikke kun må betragte dem som venner, men også som nogen, der ligger meget på linje med EU's egne holdninger.

Uden at foregribe straffen, som vi er forpligtet til at iværksætte, og som er særdeles vigtig, bør vi indlede en ny forhandlingsrunde i forbindelse med dette. Den er allerede gået i gang i det blandede udvalg, som virkelig giver mulighed for at beskytte de grundlæggende rettigheder, for de må ikke fortsat blive krænket som hidtil, inden FN kaster fuldt lys over krænkelserne af de grundlæggende rettigheder, som virkelig bør straffes.

  Metin Kazak (ALDE). – (BG) Fru formand! Jeg vil også gerne lykønske kommissær Piebalgs for den fantastisk afbalancerede fremlæggelse af Kommissionens holdning til begivenhederne i Vestsahara. Jeg mener, at vi risikerer at gøre mere skade end gavn med dette beslutningsforslag, fordi man ikke er opmærksom på Marokkos bestræbelser på at opnå en varig og retfærdig løsning på konflikten i Vestsahara.

Jeg vil gerne sige, at mange internationale organisationer stadig er på stedet og gennemfører deres undersøgelser af, hvad der skete. Jeg mener, at det bedste forum for en dialog med Marokko er Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Marokko. Jeg mener, at vi bør støtte forsøgene på at nå frem til en gensidigt acceptabel løsning under ledelse af FN i stedet for at fremsætte forudindtagede erklæringer.

  Janusz Władysław Zemke (S&D). – (PL) Fru formand! Jeg kan ikke fremhæve nok, at situationen i Vestsahara med rette giver anledning til bekymring. Her i salen ved vi meget vel, at konflikten, der har varet i mange år, kan få følger i områder meget længere væk. Der findes mennesker, der ikke har noget håb, som både undertrykkes og ydmyges. I en sådan situation kan en befolkning, som er blevet ydmyget ofte komme til at udgøre et naturligt grundlag for terroraktiviteter. De kan være modtagelige for terroristers indoktrinering, og Vestsahara kan blive et sted, hvorfra terrorismen eksporteres. Derfor bør EU fordømme alle krænkelser af lovgivningen, men jeg mener, at man bør gøre en større indsats for at hjælpe FN-styrkerne, så de kan blive endnu mere effektive til at garantere sikkerheden i området.

  Nicole Kiil-Nielsen (Verts/ALE). – (FR) Fru formand! Den 8. november anvendte de marokkanske myndigheder vold ved rydningen af lejren i nærheden af Laâyoune i Vestsahara, hvilket resulterede i dræbte og talrige kvæstede.

Jeg er stærkt forarget over, at en medlemsstat, i dette tilfælde Frankrig, modsætter sig kravet om, at en FN-undersøgelsesmission skal kigge nærmere på disse begivenheder. Ugandas forslag i FN's Sikkerhedsråd på mødet den 16. november var imidlertid både legitimt og ønskværdigt. Det er udmærket, at Frankrig skjuler sig bag de manglende beslutninger fra Sikkerhedsrådets side, når landet har misbrugt sin vetoret til at forhindre, at der kastes lys over disse hændelser. Vil det være så svært at se sandheden i øjnene?

Europa, som gerne ser sig selv som eksemplarisk, når det drejer sig om at beskytte menneskerettighederne, skal kræve en uafhængig og gennemsigtig undersøgelsesmission under ledelse af FN og en udvidelse af mandatet for FN-missionen for folkeafstemningen i Vestsahara (MINURSO). Mere overordnet stoler vi på, at Baroness Ashton vil finde en retfærdig og varig løsning på denne uacceptable situation for sahrawi-befolkningen.

  Dominique Vlasto (PPE). – (FR) Fru formand! Som mine kolleger beklager jeg tabet af menneskeliv i denne konflikt. Men jeg vil gerne sige, at den foreslåede tekst ikke er afbalanceret, og jeg beklager, at afstemningen om dette beslutningsforslag er blevet hastet igennem. Det havde været bedre at afvente resultaterne af undersøgelserne, så man kunne få en god diskussion på et solidt grundlag, således at kollegerne kunne få en idé om, hvad der rent faktisk sker. Dette kan opfattes som et forsøg på at påvirke forhandlingerne i FN om Vestsaharas fremtid. Jeg vil gerne sige, at dette bekymrer mig på et tidspunkt, hvor EU's politik for Middelhavsområdet skal relanceres. Det vil tage tid at få fakta på plads og finde ud af, hvem der er ansvarlig for hvad. Som jeg ser det, er dette vigtigt for stabiliteten i denne yderst følsomme region og for befolkningens velfærd.

  John Bufton (EFD). – (EN) Fru formand! Jeg vil også gerne tale om den foruroligende udvikling i Vestsahara.

Som vi har læst i vores aviser, har der været voldelige sammenstød i flygtningelejrene, hvor størstedelen af Vestsaharas befolkning har været indespærret siden den marokkanske invasion i 1970'erne. At invadere deres land er én ting, men at spærre en stor del af befolkningen inde i flygtningelejre er noget andet.

Mennesker fra Vestsahara, der lever i eksil, har modigt gjort verden opmærksom på denne situation. FN's Sikkerhedsråd har undersøgt den seneste voldsepisode, men bad ikke om en uafhængig undersøgelse.

Det er helt sikkert, at de marokkanske myndigheder vil være alt andet end upartiske, hvis de skal stå for undersøgelsen. De marokkanske myndigheder kan ikke en gang beslutte sig til, hvor mange mennesker der blev dræbt i lejren i Laâyoune. Fordi Vestsahara ligger så tæt på Europa og den potentielle destabilisering af den følsomme nordafrikanske region, kan tingene eskalere, hvis der ikke sker noget snart.

Jeg tror virkelig på, at der bør gennemføres en uafhængig undersøgelse, og jeg opfordrer FN's Sikkerhedsråd til at iværksætte en sådan.

  Bernadette Vergnaud (S&D). – (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne starte med at påpege, at jeg ikke mener, at vi gør ret i at fremsætte vores holdning så tidligt med en afstemning om begivenhederne, der fandt sted i Laâyoune den. 8. november, når vi ikke har adgang til alle oplysningerne, således at vi kan opnå den nødvendige baggrund og objektivitet.

Men i lyset af denne situation er jeg lettet over at se, at vi er nået frem til en forholdsvis afbalanceret og afmålt fælles beslutning, hvor vi tager hensyn til menneskerettighedsbegrebet, og hvor vi ikke fordømmer nogen af parterne unødigt, selv om visse punkter er tvivlsomme. Under alle omstændigheder er det vigtigste efter min mening, at vi ikke bærer yderligere ved til bålet, således at undersøgelser og forhandlinger kan foregå i en rolig atmosfære, og derfor mener jeg, at vi gør klogt i ikke lade os trække ind i at udfordre et nabolands privilegerede status på grundlag af partiske og ofte modstridende rapporter.

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Fru formand! Marokkos ønske om at undertrykke rapporter om hændelserne i Vestsahara stiller ikke landet i et godt lys. Da bistandsflotillen til Gaza blev angrebet, kom der øjeblikkelig internationale fordømmelser. Men da en protestlejr blev ryddet i det besatte Vestsahara, og mennesker blev dræbt under operationen, og den pågældende by blev lukket af, selv for journalister, kom der ingen kombineret dynamisk reaktion fra det internationale samfund.

Det var naturligvis at forvente, at frihedsbevægelsen i lyset af den uholdbare situation på et eller andet tidspunkt ikke længere ville føle sig bundet af våbenhvilen. Det hang også sammen med en folkeafstemning om Vestsahara – en folkeafstemning, som man aldrig rigtigt kan blive enige om deltagerne i. I mellemtiden bosætter flere og flere marokkanere sig der. Efter min mening bør disse hændelser undersøges fuldt ud. EU bør handle som en neutral mellemmand og forsøge at bringe begge parter i striden tilbage til forhandlingsbordet.

  Ulrike Rodust (S&D). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg støtter det kompromis, man er nået frem til om beslutningsforslaget. Som koordinator for Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet i Fiskeriudvalget er jeg også interesseret i fiskeriaftalen med Marokko. Det er udmærket, at vi i beslutningsforslaget kræver, at den internationale lovgivning respekteres i forbindelse med udnyttelsen af ressourcer i Vestsahara. Desværre er de fleste medlemmer her i Parlamentet ikke klar over, at der foreligger en udtalelse fra Parlamentets juridiske tjeneste, hvori det hedder, at den nugældende fiskeriaftale med Marokko er i strid med den internationale lovgivning, hvis det ikke påvises, at befolkningen i Vestsahara kan nyde godt af aftalen. I øjeblikket er der ikke nogen tegn på dette, og Kommissionen har derfor sat forhandlingerne om en fornyelse af aftalen i stå. Jeg håber virkelig, at der kan findes en diplomatisk løsning her. Men vi skal være klar over, at vi ikke kan se stort på den internationale lovgivning til fordel for økonomiske interesser.

  Ulrike Lunacek (Verts/ALE). – (DE) Fru formand! Jeg er også meget glad for, at vi endelig får et beslutningsforslag om konflikten i Vestsahara her i Parlamentet. Jeg mener, at dette skulle være sket langt tidligere af andre grunde, ikke først efter de grusomme hændelser i Gdaim Izyk-lejren.

Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor Marokko ikke er indstillet på at give tilladelse til en uafhængig undersøgelse. Hvis landet ikke har noget at skjule, bør undersøgelsen gennemføres. Så hvorfor sker det ikke? Jeg håber virkelig, at dette beslutningsforslag vil blive vedtaget i Parlamentet i morgen – det betyder naturligvis ikke, at vi ikke skal indgå i en dialog med Marokko. I næste uge er den marokkanske og algeriske udenrigsminister samt Polisario Front indbudt til et møde i Udvalget om Udenrigsanliggender. Jeg håber, at de vil møde op og indgå i en diskussion med os.

Men jeg mener ikke, at forslaget om at udsætte beslutningsforslaget er fornuftigt, for som Europa-Parlament er det vigtigt for os at respektere og støtte princippet om overholdelse af menneskerettighederne samt princippet om befolkningers ret til selvbestemmelse – i dette tilfælde sahrawierne. Jeg besøgte lejrene i nærheden af Tindouf for første gang for 23 år siden. Siden da har dette folk kæmpet for at få mulighed for at overholde sin egen lovgivning og afholde en folkeafstemning, der er retfærdig. Derfor glæder det mig, at dette beslutningsforslag nu er blevet fremsat, og at det forhåbentlig vil blive vedtaget i morgen.

  Cristian Dan Preda (PPE). – (FR) Fru formand! Først og fremmest vil jeg gerne sige, at det er korrekt, at vi kunne have diskuteret længere og være nået frem til en anderledes tekst. Samtidig fik teksten mere eller mindre lige så lang tid, som vi normalt bruger på beslutningsforslag om uopsætteligheder. Vores marokkanske partnere bør derfor have at vide, at dette rent faktisk er det, som de forskellige politiske grupper er nået frem til.

Jeg mener, at dette er en fase i denne dialog. Formentlig støtter jeg for første gang forslaget fra hr. Panzeri om fortsat dialog inden for det parlamentariske udvalg om visse spørgsmål, der knytter os sammen med vores marokkanske kolleger. Det er et udvalg, der blev nedsat for nylig, som jo kan støttes af en gruppe venner af Marokko, for dem er der mange af her. Jeg ser også i høj grad frem til en dialog med den marokkanske udenrigsminister. Han har meddelt, at han vil tale i Udvalget om Udenrigsanliggender i næste uge. Dette bliver endnu en mulighed for at fortsætte denne dialog.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Efter at have fulgt forhandlingen meget opmærksomt vil jeg gerne holde mig til mine indledende bemærkninger. Jeg mener, at de er meget velafbalancerede og korrekte.

Jeg vil blot gerne gentage den sidste sætning. FN's generalsekretær har EU's støtte til at sikre en retfærdig, varig politisk løsning, der er acceptabel for begge parter, og som vil give selvbestemmelse til befolkningen i Vestsahara, i overensstemmelse med Sikkerhedsrådets resolutioner. Jeg vil helt klart opfordre begge sider til at støtte FN's indsats.

  Formanden. – Jeg har modtaget syv beslutningsforslag(1). Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

(Mødet udsat kl.20.00 og genoptaget kl. 21.00)

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Dominique Baudis (PPE), skriftlig. – (FR) Når man kigger grundigt på de billeder, der ligger på internettet, får man et indtryk af den vold, der udøves over for de retshåndhævende myndigheder i Marokko. De scener, som man var vidne til i både Gdaim Izyk-lejren og på vejen til Laâyoune, er bevis for de dødsensfarlige voldshandlinger over for de marokkanske sikkerhedstjenester. Ikke en gang udrykningskøretøjerne blev skånet. Virkeligheden ligger meget langt fra det, propagandaen vil have os til at tro. Derfor skal Parlamentet udvise tilbageholdenhed og diskretion i stedet for uberettiget at skyde skylden på de marokkanske myndigheder og give dem det fulde ansvar for denne situation.

  Debora Serracchiani (S&D), skriftlig. – (IT) De seneste voldsomme begivenheder i forbindelse med tvisten mellem Marokko og Polisario Front om Vestsahara kræver større opmærksomhed på grund af deres negative indvirkning på stabiliteten i regionen. Rydningen af lejren i Laâyoune synes at have medført et dusin dræbte, mere end 700 kvæstede, 150 savnede og 160, som blev anholdt af de marokkanske myndigheder, og en spansk statsborger af sahrawi-oprindelse, Baby Hamday Buyema, menes at være blevet dræbt. Vi må ikke overlade sahrawi-folket til sig selv, men vi skal afslutte forhandlingerne i FN-regi i henhold til bestemmelserne i den universelle menneskerettighedserklæring, navnlig artikel 2. EU skal intervenere og kraftigt opfordre den marokkanske regering til at undgå yderligere blodsudgydelser og løslade de sahrawier, der tilbageholdes ulovligt. Genoptagelsen af uformelle samtaler mellem parterne, der fandt sted den 7. og 8. november 2010, skal være det første tegn på, at parterne er indstillet på at acceptere en fredelig og retfærdig løsning.

FORSÆDE: Rainer WIELAND
Næstformand