Formanden. − (EN) Det næste punkt på dagsordenen er Rådets og Kommissionens redegørelser om stigende fødevarepriser.

  János Martonyi, formand for Rådet. − (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke Dem for at have inviteret det ungarske formandskab til at deltage i denne forhandling om de stigende fødevarepriser.

For anden gang på tre år er dette punkt på dagsordenen. Igen giver de stigende fødevarepriser anledning til social uro og politisk ustabilitet i adskillige lande. Familier i de fattigste egne af verden er i vanskeligheder. Desuden har Fødevare- og Landbrugsorganisationen fortalt os, at udsigterne ikke er gode, idet priserne vil stige yderligere i år som følge af negative klimaforhold. Det er et presserende problem. Det blev drøftet af landbrugsministrene og WTO's generaldirektør Lamy i Berlin den 22. januar 2011 og igen i Rådet (landbrug) den 24. januar i år.

Årsagerne til disse sidste prisstigninger er indviklede og en blanding af strukturelle og midlertidige faktorer. På efterspørgselssiden har vi flere munde at mætte end nogensinde før. På udbudssiden har tørker og oversvømmelser gjort deres til at ødelægge høsten, udgifterne til produktionsstoffer er steget, og alt dette er blevet forstærket af den finansielle spekulation på råvaremarkederne.

Hvad EU så gøre for at afhjælpe dette problem? Vi er nødt til at få vores interne politikker til at fungere, vi er nødt til at forbedre den globale styring inden for dette område, og vi er nødt til at give et reelt bidrag til de mest sårbare. Tiden er ikke inde til selvtilfredshed, men vi gjord nogle betydelige fremskridt inden for alle tre områder som følge af den seneste krise med hensyn til fødevarepriser. Rådet deltager sammen med Parlamentet i en intensiv drøftelse om den fremtidige udvikling af den fælles landbrugspolitik. Dette er yderst relevant med hensyn til den globale fødevaresikkerhed. I de seneste drøftelser i Rådet er fødevaresikkerhed blevet gjort til det centrale element i diskussionen ved at spørge, hvordan vi bedst sikrer, at landbrugsproduktionen i EU kan blive både økonomisk rentabel og miljømæssigt bæredygtigt i fremtiden.

Lad mig også sige, at vi med stor interesse har læst Parlamentets beslutning om anerkendelse af landbruget som en strategisk sektor i forbindelse med fødevaresikkerhed, som er baseret på betænkningen af Daciana Sârbu. Der er igangværende drøftelser i Rådet om Kommissionens meddelelse af 18. november 2010 om den fælles landbrugspolitiks fremtid og om det ungarske formandskabs planer om at vedtage Rådets konklusioner på Rådets møde den 17. marts.

Vi håber, at drøftelserne vedrørende de lovgivningsforslag, der er planlagt til at blive fremsat i andet halvår 2011, vil resultere i konkrete fremskridt. Vi har gjort et betydeligt fremskridt i retning mod en mere koordineret og langsigtet international indsats med hensyn til den globale fødevaresikkerhed. Vi har langt fra nået milleniumudviklingsmålet om at halvere antallet af sultne mennesker i verden inden 2015. Sult og fødevareusikkerhed er stadig virkeligheden for en milliard mennesker, men et af FN's seneste resultater, der er opnået som følge af en stor indsats fra EU's side, har været oprettelsen af det globale partnerskab for landbrug, fødevaresikkerhed og ernæring. Dette er ved at blive implementeret af FAO's udvalg om global fødevaresikkerhed, der har fået nyt liv.

EU har også gået i spidsen for fornyelsen og moderniseringen af konventionen om fødevarebistand for bedre at kunne bidrage til den globale fødevaresikkerhed og for at forbedre det internationale samfunds evne til at levere fødevarehjælp til de mest sårbare befolkningsgrupper. Dette er den rigtige vej at gå, hvis vi skal forbedre den globale styring inden for dette område.

Fra et fødevaresikkerhedsmæssigt perspektiv ønsker jeg at erindre om Kommissionens meddelelse om humanitær fødevarebistand, der blev vedtaget ultimo marts 2010, og Rådets efterfølgende konklusioner fra medio maj 2010, hvori der blev skitseret en ny politisk ramme for EU's humanitære indsats med henblik på at styrke bestræbelserne på at afhjælpe fødevareusikkerheden i humanitære kriser. I Kommissionens meddelelse om bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer, som ligeledes blev vedtaget sidste år, blev der samtidig opfordret til en ny, fælles ramme for fødevaresikkerhedspolitik, en yderligere styrkelse af EU's ledende rolle for så vidt angår den globale fødevaresikkerhedsdagsorden og forbedring af EU-bistandens effektivitet. Derfor er Kommissionen og medlemsstaterne i fællesskab i færd med at udarbejde en gennemførelsesplan for at omsætte denne politiske ramme i konkrete tiltag i praksis.

Lad mig også nævne EU's fødevarefacilitet på 1 mia. EUR, der blev vedtaget af Parlamentet og Rådet. Dette instrument har nu været tilgængeligt i tre år og bistår landbrugerne i udviklingslandene med at øge landbrugets produktionskapacitet. Dette er et håndgribeligt bevis på vores beslutsomhed med hensyn til at yde reel bistand til de mest sårbare.

Det er ved at være tid til at træffe beslutninger om de fremtidige retningslinjer for EU's udviklingspolitik, der bygger på grønbogen om EU's udviklingspolitik til støtte for inklusiv vækst og bæredygtig udvikling. Kommissionen tager med processen i forbindelse med grønbogen initiativet til at prioritere skabelse af økonomisk vækst, landbrug og fødevaresikkerhed i udviklingssamarbejde med henblik på at opnå en inklusiv og bæredygtig udvikling i udviklingslandene, som bygger på løsninger til fordel for de fattige. I lyset af de stigende fødevarepriser og den hurtige befolkningstilvækst er en forøgelse af udviklingslandenes egen fødevareproduktionskapacitet af afgørende betydning.

Vi glæder os også over, at G20-topmødet i Seoul har sat fornyet skub i WTO's Dohaudviklingsdagsorden. EU vil bakke fuldt op om en aftale, som indebærer et væsentligt bidrag til stabiliteten ved at fjerne eksporttilskud og nedlægge forbud mod eksportrestriktioner. Det sidstnævnte forværrer blot prisudsvingene og har nøjagtig den modsatte virkning af det, der ønskes opnået.

Lad mig nu vende tilbage til spørgsmålet om finansiel spekulation. Det er uklart i hvilket omfang finansiel spekulation bidrager til prisudsving, men der er en god grund til at øge gennemsigtigheden på råvaremarkederne. Det franske G20-formandskab har fastlagt dette som en prioritering for det kommende år. EU's ungarske formandskab er parat til at arbejde skulder mod skulder med det franske G20-formandskab for at opnå konkrete resultater. Det ungarske formandskab er fuldt ud indstillet på at samarbejde med Parlamentet om en aftale ved førstebehandlingen af Kommissionens forslag om OTC-derivater.

Verdens fattige og sultne fortjener en passende og varig løsning på deres bekymringer om de stigende fødevarepriser. EU er gået forrest med hensyn til at håndtere problemet, siden den første krise for tre år siden, men der er behov for at gøre mere. Rådet er fuldt ud indstillet på at finde en kollektiv og sammenhængende løsning både inden for EU og på internationalt plan. Jeg er sikker på, at vi kan regne med Parlamentets støtte til alle vores bestræbelser.

Mange tak for Deres opmærksomhed.

  Dacian Cioloş, medlem af Kommissionen. − (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Tak for muligheden for at fremsætte en erklæring på Kommissionens vegne om de stigende fødevarepriser. På min anmodning blev dette emne drøftet på Rådet (landbrug) den 24. januar. Jeg glæder mig derfor også over muligheden for en dialog med Parlamentet om et emne af så vital betydning.

I den forbindelse vil jeg tage to emner op, som efter min mening hænger sammen, og det første er situationen på verdens landbrugsmarkeder, hvor priserne er steget igennem flere uger, og det andet er G20-processen vedrørende spørgsmålene om fødevaresikkerhed og udsvingene i priserne på landbrugsprodukter.

Lad os starte med situationen på verdens landbrugsmarkeder. Forskellige rapporter, der er udarbejdet af adskillige internationale institutioner, herunder FN's FOA, om de stigende priser på landbrugsprodukter og fødevarer har igen sat verden i alarmberedskab. Skal vi til at opleve en gentagelse af den samme stigning i priserne som i 2007-2008? Selv om priserne, herunder især kornpriserne, er steget kraftigt siden i sommer og også i den senere tid, lader det ikke til, at vi er nået op på prisniveauet for 2008.

Situationen på verdensplan for så vidt angår almindelig hvede er anstrengt, men der er ikke et problem med markedsudbuddet. Den aktuelle høst på den sydlige halvkugle er bedre end forventet. For at lette afslutningen på produktionsårene for EU's marked overvejer vi ikke desto mindre at suspendere tolden på importvarer, der henhører under toldkontingenterne for almindelig hvede af lav og gennemsnitlig kvalitet, og for foderbyg i troen på, at dette er en af de foranstaltninger, der kan bidrage til at aflaste markedet en smule på europæisk plan. Det bør bemærkes, at prognoserne for lagrene af almindelig hvede på verdensplan ved udgangen af produktionsåret 2010-2011 er bedre end i 2007.

For så vidt angår sukker er priserne igen rekordhøje, og prisen på hvidt sukker lå i nærheden af 625 EUR pr. ton i medio januar. Prisstigningen kommer efter to år med et globalt underskud som følge af en ringe produktion. Produktionen i det indeværende produktionsår blev for nylig nedjusteret i visse lande, herunder Australien. I henhold til de seneste prognoser bør der være balance i verdens sukkerbalance i perioden 2010-2011.

Vi kan imidlertid tage ved lære af alt dette. Selv om markederne måtte befinde sig i en vanskelig situation, har der så afgjort været tale om en overreaktion med hensyn til prisniveauet på baggrund af det, som fremgår af de grundlæggende fysiske fakta. Fødevaresikkerheden og det grundlæggende problem med de svingende landbrugspriser er klart et globalt problem, som skal afhjælpes på globalt plan, og jeg glæder mig over, at spørgsmålet om fødevaresikkerhed og prisudsving er en af de prioriteringer, der blev fastlagt på G20-mødet i Seoul. Dette er en stor udfordring for Kommissionen som helhed.

Som kommissær for landbrug og udvikling af landdistrikter har jeg allerede gentagne gange givet udtryk for min forpligtelse inden for dette område, det være sig både i Berlin ved udgangen af januar for eksempel med mine kolleger i de forskellige lande, der deltager i G20, men også for nylig i FN med generalsekretær Ban Ki-moon under et nyligt besøg i New York.

Lad os også huske på, at spørgsmålet om fødevaresikkerhed tydeligt er anført som værende en af udfordringerne i den fælles landbrugspolitik i Kommissionens meddelelse om "Den fælles landbrugspolitik på vej mod 2020". Det er et emne af afgørende betydning for både EU og verdens fattigste lande, og derfor samarbejder jeg tæt med kommissær Piebalgs om disse emner for ligeledes bedre at kunne tilpasse EU's udviklingspolitik til dette problem med fødevaresikkerhed.

Jeg ønsker i dag at løfte sløret for mine overvejelser om disse emner, navnlig for så vidt angår fire områder, nemlig gennemsigtighed, lagre, alternativer med hensyn til forvaltning af prisudsving og handelens rolle. Vi får at vide, at prisudsving forværres af en manglende gennemsigtighed for både de fysiske markeder og for markederne for derivater. Med hensyn til landbrugsmarkederne er der kilder med oplysninger om produktion, forbrug, handel og lagre. Internationale organisationer, nationale tjenester og specialiserede organisationer, som f.eks. Det Internationale Kornråd, udarbejder detaljerede data om dette emne.

Når dette er sagt, er der plads til forbedring af visse data, herunder især de data, der vedrører lagre, hvorom der mangler oplysninger om især fordelingen af lagre på verdensplan. G20-lederne anmodede ligeledes på deres møde i Seoul de kompetente internationale organisationer om at forbedre oplysningerne om lagre og produktionsprognoser. En forbedring af relevansen af disse data er en forudsætning for at forbedre markedernes gennemsigtighed. Vi bliver også nødt til at undersøge spørgsmålet om et diskussionsforum på globalt plan for de centrale aktører på markedet, herunder både eksportører og importører, således at kriserne ikke blot bemærkes, når de opstår. Derfor hænger disse tre spørgsmål sammen, fordi vi er nødt til først at have oplysningerne, og herefter skal vi behandle disse data og endelig have et forum på internationalt plan, hvor den situation, der er blevet bemærket, kan drøftes.

Kommissionen har offentliggjort adskillige meddelelser om prisen på landbrugsvarer og fødevarer. I den seneste meddelelse iværksatte Kommissionen tiltag med henblik på at forbedre gennemsigtigheden i hele fødevarekæden, og jeg samarbejder med Kommissionens næstformand, Antonio Tajani, om at komme videre med dette centrale spørgsmål.

Der er også blevet bebudet forslag med henblik på at øge gennemsigtigheden og overvågningen af produkter, der er afledt af landbrugsråvarer. I takt med de øgede prisudsving er det vigtigt, at markederne for futures fortsat udøver deres risikostyrende og prisdannende funktion. Vi har derfor brug for en afbalanceret og stram strategi, og jeg glæder mig over kommissær Barniers indsats inden for dette område, og jeg støtter fuldt ud hans arbejde, der også omfatter det konkrete spørgsmål om landbrugsråvarer.

Den 2. februar offentliggjorde Kommissionen en ny og mere global meddelelse om råvaremarkedet og de relaterede finansielle markeder. Denne meddelelse udgør et bidrag til de drøftelser, der er blevet afholdt inden for rammerne af G20, både for så vidt angår udsvingene i råvarepriserne og overvågningen af markederne for derivater. Vi ønsker i samarbejde med vores G20-partnere og mere bredt at bidrage til en mere effektiv regulering af markederne for derivater i såvel producenternes som brugernes interesse.

Jeg synes derfor, at vi i de kommende måneder og, tror jeg, indtil sommeren skal arbejde i prioriteret rækkefølge med de følgende emner: for det første, tilgængeligheden og gennemsigtigheden af oplysninger vedrørende private og offentlige lagre samt vedrørende produktion og forbrug, for det andet, indsamling, behandling og udbredelse af disse oplysninger, sikkerhedsmekanismen for lande, der står i en situation med fødevarespændinger, fødevarebistandens rolle og tilrettelæggelse på internationalt plan og i EU, forbedringen af den internationale styring gennem f.eks. mekanismer til en institutionel dialog mellem centrale lande, niveauet for investeringer i bæredygtig landbrugsproduktion og -forskning, ikke blot i EU, men også i de fattigste lande. Et af de spørgsmål, der også skal tages op, er prioriteringen af landbruget i udviklingspolitikkerne, især fordi Kommissionen er i færd med at forberede sig på en tilpasning og reform af udviklingspolitikken. Efter min mening bør EU i denne forbindelse være til stede i langt højere grad, og dette gælder ikke blot for så vidt angår fødevarebistand, men frem for alt ved at yde støtte til landene mod syd for at gøre det muligt for dem at udvikle deres egen lokale produktionskapacitet på en bæredygtig måde.

I EU er vi nødt til at beskæftige os mere seriøst med at kortlægge markedsmekanismer, som vil gøre det muligt for os at forebygge katastrofer inden for visse sektorer som følge af midlertidige stramninger i producenternes indtægtsniveauer og i udgifterne til produktionsstoffer, og det agter jeg at gøre. Jeg tænker især på kvægavl.

Lad mig afslutningsvis nævne handelens funktion. Det er vores opfattelse, at handel kan bidrage til global fødevaresikkerhed, da handel gør det muligt at fordele de fødevarer, der er til rådighed, over hele verden. Eksportrestriktionerne har blot styrket de hastige prisstigninger til skade for allerede skrøbelige lande. Handelspolitikken vedrørende fødevarer bør imidlertid knyttes til andre politikker, der vedrører fødevarer, på internationalt plan, hvis vi ønsker en sammenhængende strategi om dette emne.

Jeg kan afslutningsvis forsikre Dem om, at jeg nøje overvåger udviklingen i fødevarepriserne, og at jeg fremover ønsker at samarbejde med Parlamentet og med Rådet om dette emne med henblik på at fremlægge konkrete forslag om først og fremmest reformen af den fælles landbrugspolitik, men også om andre og mere specifikke instrumenter.

  Mairead McGuinness, for PPE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg takker både Rådet og Kommissionen for deres meget klare hensigtserklæringer vedrørende dette meget vigtige spørgsmål om de stigende fødevarepriser. De af os fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, der er til stede i dag, er mere vant til at drøfte landbrugsspørgsmål ved midnatstide. Jeg er glad for, at vi, når landbrug pludselig bliver til fødevarer, drøfter dette meget vigtige emne midt på dagen, hvor deltagerne kan høre. Jeg synes, at vi skal huske dette.

(Bifald)

Lad mig sige det meget klart, at den manglende forbindelse mellem landbrug og fødevarer er en del af det problem, som disse forhandlinger i dag drejer sig om. Virkeligheden for landbruget og de lave indtægter for landbrugere i både EU og i udviklingslandene er af afgørende betydning i disse forhandlinger, og, så vi ikke også glemmer det, er et af de afgørende problemer, som Kommissionen formulerede det i sit oplæg, at de stigende råvarepriser og stigende fødevarepriser ikke resulterer i højere indtægter for landbrugerne. Det reelle problem består i, at omkostningerne ved at producere fødevarer stiger hurtigere, og dette er en ond cirkel, som landbrugerne ikke kan fortsætte i.

Udfordringen for os som politikere er, hvordan fødevareproduktionen kan øges på en bæredygtig måde, hvordan der kan produceres mere af mindre, hvordan vores lagre kan forvaltes, og hvordan vi løser problemet med voldsomme udsving i lagerbeholdningerne, som kommissæren har identificeret. Globale lagre er ikke længere løsningen, for vi er nødt til at vide, hvor lagrene er, og indse, at de ikke kommer ud af Kina eller Indien.

Det, som vi er nødt til at gøre, er at rette fokus mod landbrug og fødevarer, og det tror jeg, er begyndt at ske siden min betænkning i løbet af forrige valgperiode.

Lad mig afslutningsvis sige, at vi er nødt til at være forsigtige med hensyn til, hvordan vi reformerer vores landbrugspolitik: Vi skal opretholde og øge fødevareproduktionen i EU som led i vores bidrag til den globale fødevaresikkerhed. Og ja, lad mig støtte Deres pointe om landbruget i udviklingslandene, nemlig at det er blevet overset alt for længe. Det er nu på høje tid, at vi bistår udviklingslandenes landbrug i kraft af vores politikker.

  Stéphane Le Foll, for S&D-Gruppen. – (FR) Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær! Jeg er helt enig i den bemærkning, som Mairead McGuinness lige har fremsat, om at der er en grundlæggende forbindelse mellem emnerne fødevarer og landbrug.

Det spørgsmål, som vi er i færd med at behandle, er de stigende fødevarepriser og de konsekvenser, som disse kan få for et vist antal befolkningsgrupper i hele verden samt i Europa.

Som det første ønsker jeg at komme med følgende betragtning. Udviklingen i retning af stadig højere priser på landbrugsvarer og råvarer er efter min mening en udvikling på lang sigt, der vil fortsætte af tre primære årsager, nemlig for det første, verdens demografiske udvikling og en stigning i verdens befolkning, for det andet, det forhold at vi i kraft af den globale opvarmning oplever problematiske vejrfænomener, som f.eks. tørke og oversvømmelser, og for det tredje, fordi verden også udvikler sig. De nye vækstøkonomier medfører et stigende forbrug. Den vanskelige situation på landbrugsmarkederne og med hensyn til landbrugsråvarerne er derfor en udvikling, der vinder frem. Den forværres af prisudsvingene, og disse prisudsving er en konsekvens af finansialiseringen af verdensøkonomien.

Det er det, vi bør tage hånd om, hvis vi ønsker at løse problemet i forhold til landbruget og fødevareproblemet. Det er i denne forbindelse vigtigt at gøre det, som kommissæren sagde, og der er to elementer, nemlig at der skal være gennemsigtighed med hensyn til lagrene, men vi har også brug for en offentlig politik om lagrene i Europa og lagerforvaltning på globalt plan, især inden for rammerne af FN.

For det andet er reguleringen af finansmarkederne og markedsspekulation af afgørende betydning, og det skal især sikres, at der ikke længere er nogen forbindelse mellem spekulationsmængden og de fysiske mængder, der udveksles på markederne. Med hensyn til fødevarerne er det uacceptabelt, at spekulanter spekulerer uden hensyntagen til de konsekvenser, som dette kan få for fødevaresituationen på verdensplan og menneskeheden.

Dette giver mig anledning til at drage to hovedkonklusioner. Vi har for det første brug for en stærk, europæisk politik og for på ny at forsikre strategisk om Europas forpligtelse til at være en global medspiller i fødevare- og landbrugssektoren. For det andet er vi nødt til at ændre vores udviklingspolitik for at sikre, at vi globalt, og Europa er en global medspiller, igen investerer i landbruget, fordi landbruget er nødvendigt for at mætte verdens munde.

[Bifald]

  George Lyon, for ALDE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Det er glædeligt, at vi rent faktisk diskuterer landbrugs- og fødevarespørgsmål midt på dagen en onsdag eftermiddag i stedet for ved midnatstid. Det er jeg meget glad for. En af grundene er, at de massive udsving, som vi er vidne til i fødevarepriserne i dag, endelig har vækket politikere over hele Europa.

I løbet af de seneste 30 år har vi simpelthen vænnet os til, at fødevarepriserne faldt år efter år efter år i faste priser. Fødevarer har aldrig været billigere end i de seneste par år. Vi forventer efterhånden, at hylderne i supermarkedet bugner af fødevarer 24 timer i døgnet. Man mente, at for mange fødevarer var problemet. Det dominerede debatten frem til 2007, snarere end at problemerne var for få.

Prisrekorderne for nylig er et vendepunkt, et tegn på, at overflødighedshornets dage er ved at være talte. Vores nuværende model for landbrugsproduktion har været baseret på billig energi, en overflod af jord og rigelige vandressourcer. Den model kan ikke løse de udfordringer, vi står over for i fremtiden. Et befolkningstal, der stiger til 9 mia., stigende efterspørgsel fra udviklingslandene og virkningerne af klimaændringerne. Som professor John Beddington, den britiske regerings videnskabelige chefrådgiver, forudsagde for nylig, at medmindre vi griber til handling, står vi over for en perfekt storm med knappe energiforsyninger, knaphed på vand og fødevaremangel.

Vi skal handle nu og opbygge en ny landbrugsmodel. Europa skal gå i spidsen, og reformen af den fælles landbrugspolitik giver os mulighed for at kortlægge et bæredygtigt fødevareproduktionssystem, der kan opfylde den kolossale efterspørgsel inden for verdens fødevareforsyning, der tegner sig for fremtiden.

  José Bové, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Fru formand, hr. kommissær! Som i 2008 stiger prisen på landbrugsråvarer på verdensmarkederne. Vi er kun 3 % fra 2008-niveauet. Den faldende produktion inden for visse traditionelle eksportområder på grund af klimaændringer, omdirigeringen af korn til fremstilling af biobrændsel og finansiel spekulation, der forværrer prisstigningerne, er ansvarlig for denne situation, hvilket også fremgår af rapporterne fra Den Internationale Valutafond (IMF) og de franske myndigheder, og som Kommissionen også har gjort opmærksom på.

Konsekvenserne af denne nye fødevarekrise medfører store problemer for de 1,2 mia. mennesker i verden, der lever for mindre end 1,50 USD om dagen. Siden oktober er der kommet 44 mio. flere mennesker til, der lever under fattigdomsgrænsen.

Her bare to dage inden G20-mødet, hvad venter Europa så på for at træffe foranstaltninger, der svarer til dem, USA har indført? Siden den 13. januar 2011 har den amerikanske administration krævet begrænsninger og gennemsigtighed for finansfondenes positioner på markedet for landbrugsprodukter. Dette er et første skridt i retning af at imødegå spekulanternes appetit.

Virkningen er også dramatisk for de europæiske landmænd. De kan ikke længere fodre deres dyr. Hundredvis af bedrifter er gået konkurs. For fem år siden kostede hvede 100 EUR pr. t. I dag handles den tæt på 300 EUR. Det er en helt ny situation.

Kommissionen kræver, at landmændene tilpasser sig markedets signaler. I dag burde den følge sit eget råd. I lyset af krisen kan EU ikke vente til 2014 med at finde løsninger. Krisen skal konfronteres, og jeg foreslår tre konkrete foranstaltninger.

For det første etablering af kornlagre i de relevante lande, der skal stilles til rådighed for landmændene til en subsidieret pris. For det andet indeksering af de kødpriser, der betales til landmændene, i forhold til foderpriserne. For det tredje skal der i 2011 indføres en mekanisme til overførsel af en del af støtten fra korn til kvægbrug.

  James Nicholson, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! Stigende fødevarepriser kan tvinge regeringer i knæ. Det har vi set i de seneste dage.

Jeg vil gerne gå lidt tilbage i tiden. Jeg har været medlem af Parlamentet siden 1989. Da jeg kom til Europa i 1989, havde vi ikke noget fødevareproblem. Vi havde kødbjerge, vi havde smørbjerge, vi havde mælkesøer, og vi havde kornbjerge. Nu er de alle væk, og vi producerer ikke nok fødevarer hurtigt nok til at brødføde os selv.

Så hvor er fødevarerne henne, og hvorfor har vi kun en begrænset forsyning? Når en tørke et eller andet sted i verden rent faktisk kan forårsage total forvirring på hele markedet for alle andre, kan vi ikke lade stå til.

Vi har en situation i EU, hvor landmænd forlader erhvervet over hals og hoved i alle medlemsstater. Vi tilskynder dem rent faktisk til at gøre det endnu hurtigere, og der er ingen unge landmænd på vej ind i erhvervet.

Vi skal handle, før det er for sent at vende udviklingen i de stigende globale fødevarepriser. Vi skal hellere handle før end siden for at lette det pres, der har ligget på almindelige mennesker.

Man kan give almindelige mennesker beskyttelse med en stærk fælles landbrugspolitik, der sikrer fødevarer af høj kvalitet til rimelige priser uden negative virkninger for miljøet. En stærk søjle af direkte betalinger er vigtigt for verden og for at opfylde fødevareefterspørgslen. Der kan tages yderligere skridt for at understøtte dette fremover, og der er hårdt brug for såvel investeringer som forskning og udvikling. Forhåbentlig kan vi finde en metode, så dette kan lade sig gøre.

Som jeg ser det, er problemet, at alle kommer her til disse forhandlinger og fremsætter alle de rigtige erklæringer, siger de rette almindeligheder, men de er ikke parate til at træffe de barske beslutninger, der er nødvendige for at hjælpe dem, der har mest behov.

Jeg må sige, at ord ikke længere er nok. Vi har brug for handling vedrørende globale lagre og udsving på markedet, og man kan ikke løse problemet, før man begynder at tage sig af den del af det.

  Gabriele Zimmer, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Fru formand! Som en politiker, der er engageret i udviklingspolitik, spørger jeg altid mig selv, hvorfor det er så vanskeligt at tage ved lære af tidligere kriser og katastrofer. For mig at se har dramaet med sultoptøjerne i 2008 stadig gjort et for lille indtryk på hjerte og hjerne hos de folk, der har politisk og økonomisk magt, og ligeledes hos dem, der skrupelløst spekulerer på markederne for landbrugsvarer. Antallet af sultende på verdensplan er igen steget til over en milliard, og det er de fattigste i verden, der rammes hårdest af prisstigningerne på fødevaremarkederne. De skal hver dag bruge mere end 80 % af deres penge på fødevarer.

Det globale løfte fra 2009 om at yde mere end 20 mia. USD i landbrugsstøtte til udviklingslandene, herunder 6 mia. USD via Verdensbanken, til kampen mod sult er ikke blevet honoreret. Hidtil er der kun udbetalt 925 mio. USD. Spekulation på markederne for landbrugsvarer drejer sig ikke længere om foder, men drejer sig nu næsten udelukkende om det finansielle marked og finansielle transaktioner, der har direkte indvirkning på fødevarepriserne. Derfor glæder det mig, at Kommissionen nu begynder at opgive sin tilbageholdenhed over for denne situation.

Men spekulationen i prisudviklingen er ikke blevet mere gennemsigtig og er heller ikke blevet kontrolleret eller begrænset. Men det er vigtigt, hvis vi skal kunne handle effektivt her og skabe forandringer. Derfor opfordrer jeg Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at prioritere kampen mod sult i alle politikker, dagsordener og strategier og ligeledes til at overveje nye metoder og nye fremgangsmåder som f.eks. fødevaresuverænitet, så de, der arbejder med jorden, i sidste ende får mere kreativ kraft og indflydelse over fødevareforsyningen til deres egen befolkning i deres regioner.

  John Stuart Agnew, for EFD-Gruppen. – (EN) Fru formand! Selv om fødevarepriserne utvivlsomt stiger, er situationen ved stalddøren meget anderledes. Britiske landmænd, der producerer oksekød, fårekød, svinekød og æg har rent faktisk oplevet et fald i værdien af deres produktion i løbet af det sidste år. Kyllingekød er uændret, og mælk ligger kun marginalt højere, mens sukkerroer vil falde næste år.

Disse brancher står selv over for kolossale omkostningsstigninger og kan ikke opretholde status quo i mere end nogle få måneder. Så vil de enten få held af at kræve højere priser fra detailhandelen eller ophøre med at producere. Uanset hvad, vil detailpriserne på fødevarer kun stige.

Hvad gør EU ved dette? Tja, EU gør det uforholdsmæssigt dyrt at importere sojabønner, der ikke er genmodificerede. Man pålægger landmændene en global opvarmningsafgift på deres elregninger, mens de samme landmænd har mistet tusinder af ton sukkerroer og kartofler i jorden på grund af det meget kolde vejr. EU ønsker at hæve de offentlige tilskud til økologisk landbrug i stedet for at lade denne sektor være forbrugerstyret. Enhver overgang fra konventionelle produktionssystemer til økologiske vil føre til faldende fødevareforsyning.

  Diane Dodds (NI). – (EN) Fru formand! De vigtigste årsager til fødevareinflation har været stigende globale råvarepriser, kraftigt stigende energipriser og udsving på markedet, og der er ingen tvivl om, at forbrugerne lider. Det er imidlertid landbruget, der har skullet håndtere dette i et stykke tid sammen med stigende foderpriser og stigende priser på gødning. Overskudsgraden er blevet begrænset, og mange landmænd, især inden for intensive sektorer, står over for økonomisk ruin.

Jeg vil gerne bede Parlamentet i dag overveje konsekvenserne, hvis vi ikke havde støtte til landmænd fra den fælles landbrugspolitik. Hvad ville vi betale for fødevarer i dette økonomiske klima? Jeg vil også opfordre Parlamentet til at overveje omfattende støtte til den fælles landbrugspolitik ved de kommende meget vigtige forhandlinger.

Det er vigtigt, at vi har en politik for støtte til landmændene, der sikrer en tilstrækkelig fødevareforsyning til en rimelig pris. Jeg vil også gerne sige, at det er helt centralt at være fair, og i den forbindelse har vi brug for gennemsigtighed i fødevareforsyningskæden. Dette får vi kun, især i Det Forenede Kongerige, hvis vi har en supermarkedsombudsmand.

  Jean-Paul Gauzès (PPE). – (FR) Fru formand, hr. formand, hr. Kommissær! Jeg vil gerne komme ind på et spørgsmål, der har været oppe ved flere lejligheder og ofte fremstilles som den eneste grund: spekulation.

Jeg mener, at der er behov for tilbageholdenhed i forbindelse med spekulation. Det er klart, at der findes en klar forbindelse mellem visse finansielle aktiviteter og stigende udsving og priser på råvarer. Men at kigge på hele spørgsmålet udelukkende med hensyn til finansiel spekulation vil bestemt være en fejl, eftersom en del af det, vi kalder spekulation, rent faktisk er hel legitim sikring af priser fra producenternes side, og vi er klar over, at producenterne ikke kan gøre dette uden denne mulighed for risikosikring.

Men vi skal undgå en situation, hvor direkte investeringer i råvarer har skadelige virkninger på prisvolatiliteten på grund af dens massive omfang eller dens rent spekulative karakter.

I den forbindelse skal forslaget fra kommissær Barnier om økonomiske anliggender, navnlig regulering af salg af udækkede optioner og derivater, og ligeledes revisionen, der vil ske med direktivet om markedet for finansielle instrumenter (MiFID), give Parlamentet mulighed for at tage højde for aspekter vedrørende råvarespekulation i forbindelse med finansiel regulering og tilsyn, som vil blive indført for at sikre, at disse markeder også reguleres på en effektiv, men alligevel pragmatisk måde.

Hr. kommissær, De sagde, at disse bestræbelser skulle fortsætte, og jeg mener, at Parlamentet, som under en finanskrise, har fulgt og undertiden foregrebet de ting, som Kommissionen har foreslået, vil leve op til sit ansvar.

Endelig glæder jeg mig over det ungarske formandskabs erklæring om, at Europa vil støtte det franske formandskab for G20, der har gjort regulering af råvaremarkederne til en af sine prioriteringer.

  Luis Manuel Capoulas Santos (S&D). – (PT) Fru formand! Det er altid bedre at forebygge end at helbrede, når det drejer sig om katastrofer. Der er reel risiko for en global fødevarekrise. Det er ikke noget, jeg har fundet på, men det kommer fra regeringen for en af EU's grundlæggende medlemsstater. Tegnene er bekymrende. Priserne på en række centrale fødevareprodukter som korn stiger konstant og nåede endda rekordniveauer i januar ifølge FN's Organisation for Ernæring og Landbrug. Problemet er helt klart ikke europæisk, og som vi tidligere har hørt her i dag, kender man langt fra de enkelte hypotetiske årsagers bidrag til forklaring af fænomenet.

Vi ved, at Kommissionen er opmærksom på dette spørgsmål, og dens meddelelse fra den 2. februar er et dokument, der fortjener at blive læst grundigt.

Ikke desto mindre fortjener landbrugsproduktionens specifikke karakter særlig opmærksomhed i forbindelse med den fælles landbrugspolitik, idet man bør anvende egentlige risikoanalyseinstrumenter på politikken for udviklingssamarbejde og støtte fødevareproduktion på bekostning af andre former for international bistand.

Jeg vil også gerne udtrykke tilfredshed med Frankrigs holdning i G20 her, idet man ønsker at påvirke reguleringen af finansmarkederne og bekæmpe prismanipulation samt indføre regler, der kan forhindre en pludselig afbrydelse af handelsstrømmene, hvilket f.eks. skete for Rusland for nylig.

  Alyn Smith (Verts/ALE). – (EN) Fru formand! At brødføde vores befolkning skal være en regerings fornemmeste pligt, og netop at brødføde vores befolkning er det primære mål med den fælles landbrugspolitik.

Fødevaresikkerhed er vores Nordstjerne, og det er en EU-succeshistorie. Det er værd at huske, at der har været fødevareoptøjer på alle kontinenter undtagen vores i de senere år, og vi ser nærmest regeringer falde dagligt rundt om i verden, mens vi i det mindste hidtil har formået at give vores borgere en sikker havn.

Så fødevaresikkerhed er vores prioritering. Det skulle man ikke tro, når man lytter til nogle af de ngo'er og lobbyister og endda nogle af de politikere, der har deltaget i debatten om reformen af den fælles landbrugspolitik for de kommende år.

Fødevaresikkerhed skal være vores fokus og skal være vores prioritering, og jeg er uenig med kollegerne på et punkt. Jeg mener ikke, at frihandel er løsningen. Jeg mener ikke, at global fødevaresikkerhed er noget, vi kan opnå eller bør stræbe efter. Eksportforbud i lande, der forsøger at brødføde sig selv, er ikke som sådan urimelige, og jeg vil citere formanden for de engelske landbrugsorganisationer, hvis jeg må: "Hvis vi taler om moral, er et land, der forsøger at brødføde sig selv, intet i sammenligning med rige lande, der lader deres landbrug forfalde og derefter forventer, at resten af verden vil brødføde dem. Vi har et ansvar for at føre verden i retning at større og ikke mindre produktion".

  Hynek Fajmon (ECR). – (CS) Fru formand! Hvis vi skal have en virkeligt seriøs diskussion om stigende fødevarepriser, undgår vi ikke spørgsmålet om, hvordan EU selv bidrager til denne uheldige tendens, uanset hvor lidt nogle måtte ønske det. Alle analytikere på varemarkedet er enige om, at der findes to hovedfaktorer bag de stigende fødevarepriser.

Den første er den omfattende trykning af nye pengesedler i USA og EU i de seneste måneder. Denne tilgang af nye penge på markederne presser prisen på fødevarer og andre varer opad. Det er ikke spekulanters skyld, som det hævdes i den foreliggende betænkning, men snarere forfejlede politikker fra amerikanske, europæiske og andre centralbanker.

Den anden faktor, der presser fødevarepriserne opad, er EU's og USA's politik med at tvinge forbrugerne til i endnu højere grad at benytte biobrændsel. De forpligtelser som EU og USA har påtaget sig på dette område har ført til en skarp stigning i mængden af afgrøder, der ikke er beregnet til fødevarer, som dyrkes på landbrugsjord. Resultatet er, at mindre og mindre landbrugsjord bruges til fødevareproduktion, og det er derfor kun logisk, at fødevarepriserne stiger. Hvis vi ønsker at få held af at sænke de globale fødevarepriser, må vi opgive denne absurde politik for biobrændsel.

  Patrick Le Hyaric (GUE/NGL). – (FR) Fru formand, hr. minister, hr. kommissær! Alle de sultne mennesker i verden, alle dem, der skal betale mere for at brødføde sig selv eller få tøj på kroppen, forventer, at vi reagerer mere energisk på den største katastrofe, der har ramt vores planet i dag, nemlig den katastrofe, der er frembragt af pengegriske fødevarespekulanter. Det er dem, der presser fødevarepriserne op til skade for landmænd og forbrugere.

Jeg lyttede nøje til den passionerede appel fra Jean-Paul Gauzès, men han ved sikkert, at kornet i hans region fra den næste høst er blevet købt i år, allerede inden det er sået. Det betyder, at vi virkelig taler om spekulation. Den eneste udvej er, at EU skrider til handling på forskellige områder.

For det første skal vi gribe ind for at stoppe disse finansielle spekulanter ved at oprette en global landbrugs- og fødevarefond, opbygge nødlagre, indføre mekanismer til stabilisering af den konkrete og ikke en virtuel produktion i faste priser under FN. Vores fælles landbrugspolitik skal også vende tilbage til et system ...

(Formanden afbrød taleren)

FORSÆDE: Silvana KOCH-MEHRIN
Næstformand

  Krisztina Morvai (NI). – (HU) Fru formand! I dag drøfter vi her i Europa-Parlamentet problemet med stigende fødevarepriser. Dette fænomen med stigende fødevarepriser mærkes af forbrugerne i Ungarn og andre europæiske lande. De, der ikke mærker det, er landmænd og især småbrugere. Hvordan er det muligt? Hvad bruges pengene til? Denne gåde, dette mysterium løses bl.a. gennem punkt (d) i det fremragende beslutningsforslag fra Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance, men hele beslutningsforslaget er i sig selv fremragende, og jeg vil gerne lykønske dem med det. Det indeholder også detaljerede svar og løsninger. I punkt (d) henledes opmærksomheden på fænomenet med spekulation. Der står, at der er sket en stigning i spekulationen fra rent finansielle institutioners side, det vil sige spekulation på råvaremarkedet med kapital, hvilket forårsager en kunstig inflation i råvarepriserne. Derfor har vi til dels løsningen. Pengene går til spekulanterne og til de indkøbere og grossister, hvis profithunger ofte er helt uhæmmet.

Hvor stolt ville den ungarske befolkning ikke blive, hvis det ungarske formandskab behandlede beslutningsforslaget om dette spørgsmål, det om fødevarespekulation, som en prioritering. Jeg vil høre den tilstedeværende repræsentant for det ungarske formandskab, om vi på nogen måde kan regne med dette, og jeg vil høre hr. Cioloş, EU-kommissæren for landbrug, hvilken løsning han forestiller sig på den fødevarerelaterede spekulation.

  Gay Mitchell (PPE). – (EN) Fru formand! I udviklede lande bruger den gennemsnitlige husholdning 10 % til 20 % af sin indkomst på fødevarer, mens tallet i udviklingslandene normalt ligger helt oppe på 80 %. Dette understreger de forfærdelige konsekvenser for disse stakkels lande. Vi skal reagere, og vi skal blive ved med at reagere, indtil de kan stå på egne ben.

I december 2008 vedtog Parlamentet med overvældende flertal min betænkning om en fødevarefacilitet på 1 mia. EUR for at yde økonomisk bistand til udviklingslandene i lyset af de kraftigt stigende fødevarepriser på det tidspunkt. Formålet med denne facilitet var at reagere på disse kraftige prisstigninger, der hovedsagelig, men ikke udelukkende, skyldtes tørke i kornproducerende lande og stigende oliepriser. Situationen er stadig utroligt svingende og påvirker producenter og forbrugere i både EU og udviklingslandene.

Vi skal finde ud af at samarbejde med andre lande som Thailand. I regionen er Thailand en stor fødevareproducent, men da nogle af landets naboer som Burma og Vietnam levede i fattigdom og var ved at løbe tør for fødevarer, accepterede vi ikke Thailands tilbud om at samarbejde med os og optræde som vores agent i regionen. Vi skal lære, hvordan vi kan gøre dette. Vi skal sikre en hurtig overgang til stabilitet i Nordafrika. Vi skal sikre, at der ydes hjælp til regioner, der rammes af uforudsete naturkatastrofer som Haiti og Pakistan, og i den forbindelse skal vi fortsat mobilisere reserven til nødhjælp, der giver EU mulighed for at reagere hurtigt på specifikke bistandsbehov, der opstår som følge af sådanne begivenheder.

  Kader Arif (S&D). – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne have lov til at udtrykke beklagelse over, at der skulle en krise i Europa til for at udløse den forhandling, vi har i dag, og beslutningsforslaget, som vi skal stemme om i morgen.

Så sent som sidste år, da der var såkaldte "fødevareoptøjer" i udviklingslandene, foreslog Europa simpelthen nødhjælp som reaktion, dvs. at sende kimplanter og gødning, som om problemet var cyklisk, når vi længe har advaret om strukturelle problemer. Vi har en fælles landbrugspolitik, der savner effektive reguleringsmekanismer, fordi det liberale flertal stadig mener, at ingenting må begrænse markedet. Der foregår udbredt, økonomisk destabiliserende og moralsk uacceptabel spekulation i landbrugsprodukter fra udviklingslande, der er fanget i en monokultur som eksportvare, med et Europa, der ikke støtter dem og kun afsætter 4 % af sin udviklingsbistand til landbrugssektoren.

Med dette beslutningsforslag erkender Parlamentet som helhed endelig, at retten til fødevarer er en grundlæggende menneskeret, at det er uacceptabelt, at nogles sult udnyttes af andre, at det er nødvendigt med regulering for at sikre prisstabilitet, og at handelsaftaler skal bevare små familiebrug og retten til fødevarer.

I dag udsender Parlamentet et klart budskab. Det er op til Kommissionen og Rådet at oversætte det.

  Nirj Deva (ECR). – (EN)Fru formand! Når jeg sætter mig igen, vil 16 mennesker være døde af sult. Det svarer til den del af salen derovre. Hver dag dør 36 000 mennesker af sult rundt om i verden, fordi de ikke har mad nok at spise.

EU var selvforsynende med fødevarer indtil for nylig. Nu importerer vi fødevarer. Vi tager rent faktisk fødevarer ud af munden på de fattigste. Jeg har hørt, at EU importerer så store mængder fødevarer fra resten af verden, at det kræver omkring 35 mio. ha at dyrke dem. Vi burde være selvforsynende med fødevarer, og vi burde hjælpe udviklingslandene med at blive selvforsynende med fødevarer.

Der findes et svar på alt dette. I 1960'ernes Indien skete der en revolution inden for grønt landbrug under professor Borlaug. Folk sagde, at Indien ville sulte. Indien sultede ikke. Brasilien er nu selvforsynende med fødevarer. Vi kan gøre det, hvis vi har viljen til det.

  João Ferreira (GUE/NGL). – (PT) Fru formand! Tre år efter krisen i 2008 står verden på randen af endnu en fødevarekrise. For at forhindre dette er vi nødt til at kigge på årsagerne og afhjælpe dem.

Vi skal kigge på landbrugs- og handelspolitikkerne, der ødelægger små og mellemstore landbrug, som fremmer intensive produktionsmodeller med henblik på eksport, og som på denne måde truer fødevaresikkerheden og suveræniteten, således som det er tilfældet med fælles landbrugspolitik. Vi skal kigge på tendensen i retning af stigende oliepriser og på landmændenes store afhængighed af denne råvare. Denne afhængighed skal reduceres. Vi skal kigge på den magt, der ligger hos multinationale landbrugsfødevarekoncerner, der har monopol på de centrale produktionsfaktorer, på den stigende anvendelse af agerjord til andre formål end fødevareproduktion, og på fratagelsen af jord fra de lokalsamfund, der bor og arbejder på den.

Frem for alt skal vi kigge på og angribe det irrationelle i et umenneskeligt system, der tillader spekulation i fødevarer. Vi skal øjeblikkelig sætte en stopper for de finansielle instrumenter, der giver mulighed for spekulation. EU skal acceptere dette eller pådrage sig et medansvar – hvilket vi allerede gør – for konsekvenserne.

  Peter Jahr (PPE). – (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! At spise og drikke – det er noget af det mest almindelige og selvindlysende for os. Men det, vi tager for givet, er for mange mennesker ved at blive en alvorlig udfordring, som de knap nok kan klare. Fødevarepriserne er nu steget kraftigt, hvilket har forværret situationen for mange mennesker.

Der er behov for en pakke af foranstaltninger for at løse de mange forskellige årsager til prisstigningerne. I den forbindelse er det vigtigt at forhindre prisspekulation og at opbygge lagre. I samme forbindelse skal den dominerende markedsposition, som nogle fødevarekoncerner og butikskæder har, også undersøges. Udviklingslandene har også brug for større støtte fra os for at udvikle deres landbrug. Kun på den måde vil det lykkes os at sikre fødevarer til de fattigste og forbedre deres økonomiske situation.

For at der ikke skal herske nogen misforståelser om dette, er det ikke hensigtsmæssige priser på landbrugsvarer, der er problemet. De er tværtimod løsningen på problemet. Hensigtsmæssige priser på landbrugsvarer – for mig betyder hensigtsmæssige fri for spekulation – er efter min mening en vigtig forudsætning for at kunne indføre landbrug i udviklingslandene.

Tilstrækkelige fødevarer er en menneskeret, og sult er en forbrydelse mod menneskeheden. At sikre befolkningen fødevarer af høj kvalitet til en rimelig pris inden for EU, men også i resten af verden skal derfor være et centralt mål for europæisk landbrugspolitik.

  Richard Ashworth (ECR). – (EN) Fru formand! I de seneste 30 år har fødevarepriserne har været både lave og stabile. Nu har FAO advaret om, at stigende energiomkostninger, et stigende befolkningstal i verden, større rigdom og klimaændringer vil medføre kolossale udfordringer for verdens fødevaresystem og for priserne på fødevarer.

Dette vil få store konsekvenser for de europæiske regeringer. For det første vil de stigende priser på fødevarer og energi ramme de allerfattigste familier hårdest. For det andet vil stigende fødevarepriser på et tidspunkt, hvor europæerne mest af alt har brug for en periode med prisstabilitet, mens økonomien kommer på fode igen, skabe grobund for inflation. På kort sigt vil man være fristet til at importere billigere fødevarer og forvente, at fødevare- og landbrugsbranchen vil absorbere de stigende omkostninger.

Ingen af disse løsninger vil være kloge. En overdreven afhængighed af importerede fødevarer vil udsætte forbrugerne for en farlig prisvolatilitet, og et for stærkt pres på landbrugssektoren, som allerede står over for kraftige omkostningsstigninger og pressede margener, vil bringe produktionskapaciteten i fare.

Vi skal investere i den fælles landbrugspolitik. Teknologi bliver nøglen, og nu er tiden inde til at gøre det.

  Sergio Paolo Francesco Silvestris (PPE). – (IT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! De stigende fødevarepriser kræver to typer af svar. Det første drejer sig om behovet for at planlægge foranstaltninger på mellemlang og lang sigt. I den forstand skal svaret komme fra den nye fælles landbrugspolitik, der skal garantere fødevaresikkerhed for de europæiske borgere, sikre forbrugerne fødevarer til rimelige priser og beskytte landmændenes indkomst. Med den nye fælles landbrugspolitik skal vi yde – og det gør vi rent faktisk også – stærk støtte til landbrugsindkomsterne under den første søjle og støtte foranstaltninger til udvikling af landdistrikter samt øge investeringerne i landbrug og fødevaresikkerhed.

Det andet svar er behovet for at intervenere med nødforanstaltninger for at beskytte det svageste led i kæden, for når fødevarepriserne svinger, er virkningerne rent faktisk underlige: Når priserne stiger, får producenter og landmænd ikke nogen fordel af det, men når priserne falder, ser producenterne deres overskud og deres allerede beskedne indtjening falde. Det er klart, at der er problemer i forsyningskæden og manglende gennemsigtighed.

Hr. kommissær, disse alvorlige problemer i forsyningskæden omfatter f.eks. misbrug af dominerende indkøbskraft, urimelig aftalepraksis – inklusive sene betalinger – ensidige ændringer af kontrakter, forskudsbetalinger for adgang til forhandlinger og ujævn fordeling af overskudsmargener i fødevareforsyningskæden.

Kommissionen skal foreslå foranstaltninger …

(Formanden afbrød taleren)

  Paolo De Castro (S&D). – (IT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Sociale spændinger som for nylig i Nordafrika udløses næsten altid af stigende fødevarepriser. De rekordstore prisstigninger på korn, sukker og vegetabilske olier er et klart tegn på den stigende ubalance mellem det globale udbud og den globale efterspørgsel.

En yderligere prisstigning – og det er desværre en mulighed – vil få dramatiske konsekvenser navnlig for de dele af verden, hvor fødevareudgifterne tegner sig for mere end 40 % per capita-indtægten. Det indebærer også en reel risiko for at skabe spændinger verden over i en verdensøkonomi præget af stadig større gensidig afhængighed. Derfor skal EU være helt klar over, at landbrugspolitikker – den fælles landbrugspolitik for EU og Farm Bill for USA – skal spille en rolle af ekstraordinær og strategisk betydning for verdensordenen, en rolle, der går langt ud over den legitime beskyttelse af landmændenes indkomster.

Vi har behov for en ny global fødevarepolitik, der kan sikre koordinering af landbrugspolitikkerne på internationalt plan. Personligt håber jeg, at det kommende G20-topmøde vil give mulighed for rent faktisk at begive sig ned ad denne nye vej.

  Struan Stevenson (ECR). – (EN) Fru formand! De ubønhørlige prisstigninger på olie og det deraf følgende opadgående pres på gødningspriserne skaber sammen med kraftige prisstigninger på hvede, majs og andre kornsorter en krise i vores landbrugssektor og en voksende global krise.

Det er værd at huske, at opstanden i Tunesien, der satte gang i en dominoeffekt i hele Mellemøsten, begyndte med, at en fattig gadehandler, der solgte mad, satte ild til sig selv.

Europas landmænd kan yde et positivt bidrag til at løse denne krise, hvis de får de hensigtsmæssige redskaber. Tiden er inde til, at vi udnytter mulighederne ved bioteknologi til at hjælpe os med at opfylde den stigende efterspørgsel på fødevareprodukter af høj kvalitet.

Mere end 125 mio. ha med genmodificerede afgrøder dyrkes på verdensplan af mere end 13 mio. landmænd, og alligevel nævner vi ikke bioteknologi i dette beslutningsforslag.

Vågn op og duft kaffen, Europa, før vi får fødevareoptøjer på vores gader!

  Georgios Papastamkos (PPE). – (EL) Fru formand! Der er adskillige grunde til den udbredte volatilitet i fødevarepriserne: ekstreme vejrforhold, begrænsede natur- og energiressourcer og det stigende befolkningstal i verden. Man bør også fremhæve en anden årsag, nemlig koncentrationer, hvormed jeg mener de multinationales oligopol i fødevareforsyningskæden, manglende gennemsigtighed og spekulation på råvaremarkederne.

I kølvandet på dereguleringen af de finansielle markeder, gik handel med futures på råvarebørserne fra at være et beskyttelsesredskab til et redskab til spekulation. De vigtigste børser ligger uden for Europa.

Efter finanskrisen vendte forskellige hedgefonde sig mod råvarebørserne, hvor de finansielle reserver nu er 15 gange større end lagrene af landbrugsprodukter, for at hente deres tab ind igen. Derfor har vi brug for institutionelle rammer, der kan begrænse deres investeringer på derivat-landbrugsmarkeder, der hænger direkte sammen med fødevaresektoren.

Jeg glæder mig over initiativerne fra det franske G20-formandskab, og jeg tror fuldt og fast på, at hvis vi skal opretholde en stærk europæisk landbrugssektor for at opnå fødevaresikkerhed, skal vi sikre en rimelig indtægt for landmændene og træffe effektive foranstaltninger for at regulere markedet inden for rammerne af den nye fælles landbrugspolitik.

  Michael Cashman (S&D). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne slå det helt fast, at jeg taler på vegne af befolkningen i udviklingslandene og ikke som fortaler for den fælles landbrugspolitik.

Ifølge Verdensbanken er mere end 44 mio. mennesker blevet kastet ud i stor fattigdom som følge af stigende fødevarepriser. Der findes myriader af årsagsfaktorer – færre små bedrifter, skovfældning, ørkendannelse, manglende adgang til vand og klimaændringer.

Derfor har vi brug for en holistisk fremgangsmåde for at sikre, at vi tilskynder befolkningen til at tage sig af deres egne udviklingsbehov og garantere fødevaresikkerheden på lokalt plan. Vi skal reformere den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik, så der ikke kommer nogen direkte eller indirekte negative virkninger på udviklingslandene og de udviklede lande.

Vi skal fremme det lokale ejerskab til jorden, og endelig skal vi afskaffe den obskøne praksis med ekspropriering af jorden, hvor udenlandske investeringsselskaber og udenlandske virksomheder opkøber jorden og bruger den til deres egne behov. Der findes ikke noget undskyldning for denne obskøne praksis.

  Czesław Adam Siekierski (PPE). – (PL) Fru formand! Både forbrugerne og landmændene har al mulig ret til at spørge os politikere, hvad der foregår. Hvorfor befinder fødevaremarkedet sig i den nuværende situation? Landmændene ved, hvor store overskud de har, hvor meget de sælger deres produkter for, og de ved, hvor meget de og andre forbrugerne betaler for fødevarerne. Hvad kan vi sige til dem i dag? Lad os huske på 2008 og den situation, fødevaremarkedet befandt sig i. Lærte vi noget af det? Det mener jeg ikke, at vi gjorde.

Vi begrænser stadig produktionen. Hvad værre er, vi betaler for at begrænse produktionen, mens vi tidligere betalte for at øge den. Parlamentet har hørt andre bemærkninger vedrørende landbrug. Måske skulle vores kolleger komme her i dag og lytte. Måske kunne de lære noget om fødevaresikkerhed.

Der foregår en løbende diskussion om fremtiden for den fælles landbrugspolitik efter 2013, og endnu en gang ønsker alle at nedsætte udgifterne til den fælles landbrugspolitik. Den nuværende situation, denne krise, er opstået for at advare os mod en katastrofal politisk beslutning. Vi har en chance for at rette op på vores fejl. Vi taler om stabilitet. Vi spørger, hvorfor der ikke er nogen reserver, men vi begrænser tendenserne inden for landbruget. Hvor skal disse reserver komme fra? Hvem vil betale for dem?

Hr. kommissær, denne situation, denne krise, giver Dem nogle usædvanlig stærke argumenter. Vi skal overbevise de tilstedeværende om situationens alvor og Parlamentets ansvar for den fælles landbrugspolitiks fremtid og for at brødføde vores samfund. Problemet med fødevaresikkerhed er ved at blive et globalt problem. Det er udmærket, at ...

(Formanden afbrød taleren)

  Daciana Octavia Sârbu (S&D). – (RO) Fru formand! Stigende fødevarepriser ramte de mest sårbare befolkningsgrupper. I en situation, hvor antallet af underernærede i verden nåede 925 mio. i 2010, skal det at sikre fødevaresikkerhed være en prioritering for EU. Ekstreme naturfænomener er ikke den eneste årsag til de stigende fødevarepriser, men volatiliteten på markederne og støtten til biogasproduktion spiller også en rolle.

Jeg opfordrer Kommissionen til at skabe instrumenter, der kan bekæmpe prisvolatilitet og uforholdsmæssig spekulation, hvilket igen kan bidrage til at afhjælpe den globale fødevarekrise. Jeg vil også understrege, at de stigende fødevarepriser i de fleste tilfælde ikke medfører stigende indtægter til landmændene. Tværtimod er betalingerne til landmændene på grund af funktionsproblemerne i forsyningskæden langt fra rimelige. Jeg mener, at problemet med stigende priser bidrager til at stække argumenterne mod at bevare en stærk fælles landbrugspolitik.

  Herbert Dorfmann (PPE). – (DE) Fru formand! For få dage siden bragte en af de største tyske aviser et billede på forsiden af et rundstykke med pigtråd omkring. Artiklen handlede om kampen for brød. Jeg mener ikke, at andre emner vil komme til at optage os lige så meget i løbet af dette og de kommende årtier som spørgsmålet om adgangen til fødevarer. Derfor er det udmærket, at vi taler om det, for årsagen – stigende efterspørgsel – vil ikke forsvinde, og derfor vil priserne også fortsætte med at stige. Nu skal vi fra politisk hold være opmærksomme på hele denne situation. Vi skal overveje, hvordan vi kan producere fødevarer og gøre dem tilgængelige for befolkningen. Hr. kommissær, tanken om at foreslå yderligere udtagning af landbrugsjord inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik ved hjælp af screening er forkert. Vi skal gøre den jord, vi har, mere produktiv.

Men vi skal ikke anskue alt dette i et alt for negativt lys. I årevis har vi klaget over, at fødevarepriserne var for lave. Hvis vi f.eks. mener, at 100 EUR for et t hvede virkelig er en hensigtsmæssig pris, må vi sige, at det er det måske ikke. Hvis vi ser på, hvilken andel af slutproduktets pris, f.eks. brød, der udgøres af prisen på råvaren, mener jeg ikke, at de stigende råvarepriser er den eneste grund til de stigende fødevarepriser. Der er også andre faktorer involveret. Derfor er hele dette spørgsmål også en mulighed for, at landbruget kan bringe sig i en bedre position for fremtiden.

  Ulrike Rodust (S&D). – (DE) Fru formand! Fødevarepriserne har nået nye rekordhøjder. Volatiliteten inden for fødevarepriserne er blevet større i de senere år af en række forskellige årsager. Derfor er der virkelig grund til bekymring. Klimaændringer skaber ekstreme vejrforhold, og i nogle lande er hele afgrøder blevet ødelagt. Desuden finder der stadig mere spekulation sted i fødevarer, og risikoen ved dette kan ikke overvurderes – man behøver blot at kigge på finanskrisen. Desuden opstår der stadig oftere konkurrence mellem at levere fødevarer til de fattige og brændstof til de riges biler.

Vi skal finde løsninger, så landmændene har tilstrækkelige incitamenter til at producere fødevarer, så det kun er områder, der ikke bruges til fødevareproduktion, der anvendes til produktion af f.eks. biobrændsel.

For mig som socialdemokrat er det vigtigt, at alle har adgang til sunde fødevarer til rimelige priser, og samtidig at landmændene kan få en rimelig indtægt for deres arbejde.

  Janusz Wojciechowski (ECR). – (PL) Fru formand! Lad os bare sige det ligeud, at der findes mægtige handelslobbyer i EU, der har interesse i at svække det europæiske landbrug, så de kan tjene større overskud ved at importere fødevarer fra hele verden. Vi har hørt det mange gange her i Parlamentet, at markederne skulle åbnes for at forhindre prisstigninger. Vi reformerede sukkerproduktionen, åbnede markederne, begrænsede sukkerproduktionen i Europa og afskaffede eksportsubsidierne. Hvad var resultatet? Resultatet var, at sukkerpriserne ikke faldt, de steg simpelthen. Dette burde være en lektion for os alle. Det er ikke vejen frem. Jeg er enig med hr. Smith, som sagde, at markedet ikke er svaret. Vi skal virkelig ikke bøje os for handelslobbyisterne, men sørge for at garantere rimelige fødevarepriser ved at beskytte vores landbrug, dets produktionspotentiale og fødevaresikkerheden bedre. Først da vil vi få fornuftige priser.

  Giovanni La Via (PPE). – (IT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg deler bekymringen over de stigende fødevarepriser, og jeg kan næsten ikke andet, idet dette hænger meget tæt sammen med hverdagen for de europæiske borgere og navnlig for de mindre velhavende. Disse stigninger betyder manglende evne til at opfylde de grundlæggende fødevarebehov hos befolkningerne i alle udviklingslandene. Over for dette scenario kan de udviklede lande, herunder EU's medlemsstater, ikke bare være ligeglade.

I den nye fælles landbrugspolitik skal vi derfor stille instrumenter til rådighed, der kan begrænse prisvolatiliteten, begrænse spekulation i landbrugsråvarer og sikre en hensigtsmæssig produktionsplan inden for EU. Derfor vil jeg understrege, at vi ikke kan lade jorden ligge ubenyttet hen, indtil et tidspunkt, hvor verdens befolkning vokser og gør det nødvendigt at øge fødevareforsyningen.

  Marc Tarabella (S&D). – (FR) Fru formand, hr. kommissær, hr. minister! Jeg vil gerne fremlægge en statistik, en bemærkning og tre løsningsmodeller. Statistikken er, at når fødevarepriserne stiger med 1 %, kastes 16 mio. mennesker rundt om i verden ud i alvorlig fattigdom. Bemærkningen er, at det er umuligt at forhindre volatilitet, navnlig på landbrugsmarkederne, ekstrem volatilitet er ikke uundgåeligt og kan bekæmpes, uanset hvor vanskeligt dette måtte være.

De tre løsningsmodeller, som allerede har været nævnt, er for det første inden for udviklingspolitik at prioritere selvforsyningslandbrug og regionale fødevaremarkeder, for det andet behovet for en offentlig reguleringspolitik, inklusive oplagring og forvaltning af lagre, for det tredje et decideret forbud mod spekulation i basisfødevareprodukter.

Europa skal være der, i spidsen, navnlig inden for G20. Det, jeg har hørt fra János Martonyi, kommissær Cioloş og andre steder fra kommissær Barnier, må vi hilse velkommen. Præsident Sarkozy var meget klar i mælet, og vi har store forhåbninger til, at det franske formandskab vil være en drivkraft på dette område inden for G20.

  Britta Reimers (ALDE). – (DE) Fru formand! Udsving på markederne er vigtigt, hvis de skal fungere korrekt og skabe incitamenter til at købe og sælge varer. For os landmænd er handel med råvarefutures en grundlæggende bestanddel i køb og salg af høstede afgrøder. Det betyder en vigtig mulighed for at opnå sikkerhed i planlægningen gennem tidlig fastsættelse af priser og mængder.

I modsætning til situationen i vores velstående industrinationer er stigende fødevarepriser et særligt problem i de fattige egne af verden, hvor folk skal bruge en stor del af deres indkomst på fødevarer.

Vi skal ikke intervenere på markederne, hver gang priserne ændrer sig, i et forsøg på at bekæmpe de naturlige udsving. Men uden en internationalt gældende rammelovgivning for de finansielle markeder, må vi ikke en gang begynde at overveje at regulere råvaremarkederne, for hvis der er for mange penge på det finansielle marked, vil de finde egnede ækvivalenter, og råvarer er meget populære i øjeblikket. Derfor skal vi ikke blive overraskede, når landbrugsråvarer nu også er en efterstræbt handelsvare.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Fru formand! Fødevarekriserne, der skyldtes den usædvanligt dårlige høst sidste år, har vist os manglerne ved vores landbrugs- og fødevarepolitik. De aktuelle stigninger i fødevarepriserne kan til dels skyldes den dårlige høst. Hvis der er mangel på noget, stiger prisen på den pågældende vare helt naturligt på markedet.

Men problemet er, at manglen på en række landbrugsprodukter i vid udstrækning kan tilskrives en forfejlet landbrugspolitik fra Kommissionens side, hvor man længe har diskrimineret de nye medlemsstater og deres landbrugere gennem sin støttepolitik. De skal ikke være overrasket, hr. kommissær, hvis landmænd, der ikke kan få en pris for deres produkter, der mindst vil dække produktionsomkostninger, ganske enkelt ikke sår afgrøderne eller sætter deres husdyr ud. De venter tålmodigt, indtil sultne og med rette irriterede borgere retter deres vrede mod de tjenestemænd i Bruxelles, der længe har undladt at løse landbrugets overordnede og bredt anerkendte problemer.

De ved, hr. kommissær, at manglen på landbrugsprodukter i de nye medlemsstater ikke skyldes dårlig høst, men at det ikke længere kan betale sig for vores landmænd at producere under Deres støtte- og prispolitik. Men de venter. Når de får de samme tilskud som deres kolleger i Frankrig, vil de helt sikkert begynde at så afgrøder.

  Angelika Werthmann (NI). – (DE) Fru formand! Leveringen af daglige fornødenheder og især landbrugsvarer må ikke overlades til spekulanter, der udelukkende går efter at maksimere deres kortsigtede profitter. De projekter, som Kommissionen har annonceret inden for den nye strategi for varer og råvarer, og som sigter mod at skabe gennemsigtighed og stabilitet på råvaremarkederne, er derfor velkomne. I lyset af prognoserne om, at fødevareproduktionen skal øges med 70 % i 2050 for at opfylde efterspørgslen, bør man især være særlig opmærksom på søjle 3 – genbrug og fremme af ressourceeffektiviteten – og der bør snart fremsættes forslag.

Inden for råvarediplomati forventer jeg, at EU leverer ekspertise til udviklingslandene for at give dem mulighed for bæredygtig og miljømæssigt forsvarlig udvinding af råvarer.

  Dacian Cioloş, medlem af Kommissionen. − (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Det har været en intens forhandling om et spørgsmål, der helt klart bekymrer os, og som fremhæves, når situationen kræver det. Det er imidlertid noget, som Kommissionen og de europæiske institutioner konstant er opmærksomme på, eftersom vi er så heldige at have en fælles landbrugspolitik, der skal tilpasses, men som er et vigtigt værktøj, der kan give os mulighed for at håndtere disse spørgsmål.

Men jeg mener, at denne forhandling også har vist os, at vores stabilitet nu i stigende grad afhænger af internationale balancer og stabilitet i verden. Det skal vi have med, også når vi taler om vores fælles landbrugspolitik.

Jeg mener, at det også er klart, at stigende fødevarepriser er en bekymrende tendens, som ud over spørgsmålet om volatilitet og de betydelige prisvariationer forværrer det problem, som vi skal løse.

Det er klart, at hvis der er behov for øget produktion på markedet, er der behov for at investere i landbruget. Men hvis landmændene skal kunne investere, skal de frem for alt have stabile indkomster, så de får modet til at tage dette skridt.

Derfor skal vores fælles landbrugspolitik på mellemlang og lang sigt udformes med dette for øje. Den skal som minimum tilbyde stabilitet og tilskynde til investeringer, så vores landmænd kan producere og levere til vores markeder.

I løbet af forhandlingen har det også vist sig, at det er nødvendigt at sørge for, at vores fælles landbrugspolitik og landbrugspolitikkerne i de udviklede lande også er i trit med landbrugets udvikling i de sydlige lande, og at vores politik med at støtte samarbejde med og udvikling i de sydlige lande er i trit med den fælles landbrugspolitik.

Samtidig skal vores fælles landbrugspolitik sikre en bæredygtig udvikling af landbruget. Det kan være nødvendigt at revidere de instrumenter, vi har til rådighed til at forvalte disse ekstreme markedssituationer, idet markedet får lov til at spille sin rolle, dog uden at vi frasiger os de nødvendige instrumenter, der giver os mulighed for at handle og for at undgå at blive fanget på det forkerte ben i krisesituationer. I den fælles landbrugspolitik skal vi arbejde videre med dette i de kommende måneder og år.

Spørgsmålet om spekulation og dermed om volatilitet skal løses, og det er ikke en eufemisme. Kommissionen har allerede fremsat forslag, som den har til hensigt at følge op, for at finde en løsning på denne situation. Derfor taler vi i denne forbindelse ikke kun om ønsker, men om konkrete forslag.

Vi skal også overveje EU's rolle på den internationale scene med hensyn til fødevareproblemet. Dette område kan ikke stabiliseres i EU, hvis det ikke er stabilt på internationalt plan.

Det kan også være nødvendigt at revidere vores rolle i landbrugspolitikken og i udviklingspolitikken og se på, hvordan vi løser fødevareproblemerne gennem forskellige politikker som handelspolitik, udviklingspolitik og finansiel politik. Måske har vi også her behov for en koordineret indsats.

Jeg har også taget hensyn til behovet for at handle på kort sigt inden for visse sektorer, og jeg tænker navnlig på den animalske sektor, som jo helt klart gennemgår en vanskelig periode som følge af stærkt pres fra alle sider, lave priser til producenterne, som ikke får gavn af de stigende priser, og ligeledes høje priser på inputs. Jeg har noteret mig dette problem.

Jeg har også noteret mig de forskellige forslag, som De har fremsat. Med hensyn til balancen i støtten til den vegetabilske og den animalske sektor har medlemsstaterne f.eks. allerede mulighed for at handle ud fra de beslutninger, der blev truffet i 2008 i forbindelse med sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik.

Vi skal analysere og revidere spørgsmålet om lagre endnu en gang, for med de høje priser er det nu umuligt at tale om interventionslagre. Men det kan blive nødvendigt at beslutte, hvilken rolle sådanne lagre kan spille, og hvordan de kan påvirke markedernes korrekte funktion. Jeg mener, at vi skal stille os selv disse spørgsmål, før vi igen fremsætter forslag til dette.

Endelig vil jeg gerne sige til Jaroslav Paška, at forskellene i betaling mellem medlemsstaterne ikke nødvendigvis skyldes Kommissionen. Det er en beslutning truffet af Rådet og af landbrugsministrene. Den endelige beslutning udspringer altid af en forordning, som foreslås af Kommissionen, men der er tale om Rådets og nu Rådets og Parlamentets forordninger.

Jeg vil også gerne slå fast, at der ikke ydes tilskud til landbrugsproduktion af biobrændsel i EU. Derfor er det ikke den fælles landbrugspolitik, der stimulerer produktionen af biobrændsel. Kommissionen har heller ikke til hensigt at udtage landbrugsjord. Der er forskellige ting involveret, men under alle omstændigheder vil vi ikke tage jord ud i en situation, hvor vi rent faktisk er nødt til at producere.

Det var, hvad jeg gerne ville tilføje som svar på det, talerne har været inde på. Jeg vil også gerne takke Dem for denne frugtbare diskussion, og jeg håber, at dagens forhandling stadig vil stå klart i folks erindring om et par måneder, når vi skal diskutere ressourcetildeling til den fælles landbrugspolitik, en politik, der er et grundlæggende instrument for fødevaresikkerheden.

  János Martonyi, formand for Rådet. − (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke alle medlemmerne for denne konstruktive debat. Jeg mener, at den store politiske opmærksomhed, som Parlamentet giver dette spørgsmål, virkelig kan hjælpe formandskabet med at gennemføre sin dagsorden vedrørende de stigende fødevarepriser.

Som man også har fremhævet under forhandlingen, kræver spørgsmålets omfang og dybde et mangesidet samarbejde og komplekse løsninger inden for forskellige områder som landbrug, regulering af finansielle produkter og tjenesteydelser samt udviklingspolitik.

Med hensyn til produktion af biobrændsel vil jeg gerne gentage, at EU er fuldt ud klar over, at en ikkebæredygtig produktion af biobrændsel kan have negative følger, navnlig massiv skovfældning og fødevaremangel. Derfor lægger EU vægt på at intensivere udviklingen af andengenerations biobrændsel fremstillet af afgrøder, der ikke anvendes til fødevareproduktion. EU har også afskaffet de forfejlede økonomiske incitamenter til biobrændselproduktion på bekostning af fødevareproduktion.

I lyset af problemets dybe strukturelle rødder skal Europa spille en førerrolle med hensyn til at finde løsninger for fødevarepriser og fødevaresikkerhed på global plan. Dette sker allerede gennem en række internationale organisationer og programmer som FAO og Verdensfødevareprogrammet samt i mere overordnede fora som G20.

Jeg vil blot tilføje for egen regning, at denne forhandling har styrket min tidligere overbevisning om, at hvis man vil løse de globale udfordringer som f.eks. sulten i verden, volatilitet i fødevare- og råvarepriser, turbulens på finansmarkederne samt regulering af finansielle produkter og tjenester, er der behov for langt mere global styring og flere regler på globalt plan.

Baseret på sin enestående erfaring med forvaltning og regelfastsættelse har Europa en ganske særlig mission og et ganske særligt ansvar her. Derfor mener vi, at Europa og EU skal tage en førerrolle i løsningen af alle disse udfordringer.

Det ungarske formandskab glæder sig over at kunne notere, at det kan regne med, at Parlamentet vil videreføre det arbejde, som EU udfører, både med hensyn til politikken og indsatsen på internationalt plan.

  Formanden. − Jeg har modtaget(1) seks beslutningsforslag, jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 17. februar 2011.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Michèle Striffler (PPE), skriftlig. – (FR) Global fødevaresikkerhed er et vigtigt spørgsmål for EU. Der skal handles øjeblikkeligt og vedvarende for at garantere fødevaresikkerheden for EU's borgere og for planeten som helhed. Det er vigtigt at udvikle bæredygtigt landbrug i udviklingslandene og afsætte en passende del af EU's udviklingsbistand til landbrugssektoren. Den iøjnefaldende reduktion i udviklingsbistanden til landbruget siden 1980'erne er beklagelig, og man må håbe, at en erkendelse af dette behov kan vende denne tendens. Kommissionen skal virkelig prioritere landbruget i sin udviklingsbistand, navnlig bistand for at sikre landmænd adgang til markederne og støtte til små og mellemstore familiebrug. Humanitær fødevarebistand skal være vores reaktion på udviklingslandenes behov, udfordringer og strukturelle begrænsninger, idet man tager hensyn til produktion, distribution og lokal transport samt disse landes handelskapacitet for at bidrage til at skabe fundamentet for deres langsigtede fødevaresikkerhed.

  Liam Aylward (ALDE), skriftlig. – (GA) Forsyningssikkerhed med fødevarer er et vigtigt spørgsmål i dag. 79 mio. mennesker i EU lever under fattigdomsgrænsen, og sidste vinter gav man fødevarehjælp til 16 mio. mennesker i EU.

Da priserne på fødevarer er steget til nye højder for syvende måned i træk, og eftersom prisvolatilitet skaber alvorlige problemer i fødevarekæden, vil flere mennesker få problemer med at finde sunde fødevarer til en rimelig pris. Programmerne under den fælles landbrugspolitik som programmet for ugunstigt stillede har stor betydning for leveringen af fødevarer. Programmer af denne art skal støttes og gennemføres hurtigt, og der skal indføres langsigtede foranstaltninger for at garantere fødevaresikkerheden i EU og i hele verden.

I øjeblikket går 30 % af de fødevarer, der fremstilles i verden, til spilde. Det er et uacceptabelt, umoralsk spild, og det skal bekæmpes. En stærk landbrugsbranche, en stærk fælles landbrugspolitik og en fødevareforsyningskæde, hvor man gør alt for at bekæmpe fødevarespild, er vigtigt for at løse udfordringen med fødevareforsyningen.

  Janusz Władysław Zemke (S&D), skriftlig – (PL) Jeg anerkender, at Europa-Parlamentet har fokuseret på stigende fødevarepriser. Desværre er disse prisstigninger ikke et kortvarigt fænomen, men synes at udvikle sig til en langsigtet tendens. Den forstærkes af en voksende efterspørgsel på fødevarer, især korn, dårlig høst i de seneste år og små lagre og desværre også finansielle transaktioner og en svækket dollar. Alt dette skaber kaos på markederne. Vi mener, at de sociale konsekvenser er af endnu større betydning. Befolkningerne i mange lande vokser eksponentielt, og de er konstant underernærede og sultne. Deres desperation er en kilde til stigende politiske spændinger.

Vi kan ikke bare se passivt til, mens dette sker. Vi har behov for et internationalt samarbejde under FN's og EU's kontrol. Lande, der er medlemmer af G20, skal aktivt modarbejde spekulation i landbrugsprodukter. Vi skal igen kigge på regulering af landbrugsmarkeder i Europa, så vi ikke kunstigt begrænser den potentielle vækst. Der må ikke forekomme spekulation i global sult, da følgerne af denne spekulation vil være, at mange uskyldige mennesker vil dø af sult, især i de fattigste nationer.

  Tunne Kelam (PPE), skriftlig. – (ET) I andet halvår af 2010 steg engrospriserne på landbrugsprodukter med 32 %. Verdens kornforbrug steg til 41 mio. t mellem 2005 og 2010 sammenholdt med 21 mio. t mellem 1990 og 2004. Ifølge forskellige analytikere er en omfattende fødevarekrise i 2011 en realitet. Det kræver bare, at en enkelt høst slår fejl. De største eksportlande Rusland, Ukraine, Kina og Mexico har allerede været tvunget til at importere for at sikre sig forsyninger. Årsagerne til de stigende priser er uklare, og man kan ikke længere tale om tendenser på markedet for landbrugsprodukter. De seneste prisstigninger har været dramatiske og uforudsigelige som følge af forskellige former for spekulation. Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på, at den stigende brug af biobrændsel reducerer andelen af korn til dyrefoder og konsum mere og mere. Dette har forårsaget en meget spændt situation hvor vi må erkende, at stigende fødevarepriser fører til stigende inflation, giver næring til protektionisme og forårsager uro, hvilket alt sammen kan føre til social, økonomisk og politisk ustabilitet i Europa og i resten af verden. Som en af de største importører af fødevareprodukter har Europa stor indflydelse på de globale fødevarepriser, men det gør os også sårbare over for forskellige prischok. Jeg støtter Kommissionens bestræbelser på at få vedtaget en ny lovgivningspakke i foråret 2011, som vil give Kommissionen øgede beføjelser til at regulere markederne og forhindre spekulation. EU skal finde metoder til at sikre bæredygtige priser og en bæredygtig økonomi. Vi skal finde en balance mellem sikkerhed og åbenhed og udvikling. Vi skal være klar til at møde en potentiel krise.

  Spyros Danellis (S&D), skriftlig. – (EL) De nuværende høje priser er udmærket for nogle mennesker og dårligt for andre. De er f.eks. gavnlige for hvedebønderne i EU, men ikke for animalsk baserede fødevareproducenter. De gavner lande, der har korn nok til at eksportere, men de skaber en gabestok og sult for befolkningen i udviklingslandene, der er afhængige af kornimport for at få mad. Slutresultatet er naturligvis forskelligt fra område til område og/eller fra den ene producent til den anden. Det skyldes, at der bag alle grupper af vindere og tabere er problemer i agrofødevarekæden i EU, truslen mod fødevaresikkerhed som følge af klimaændringer og blindgyder, der opstår som følge af overfladiske og inkonsekvente valg i forbindelse med produktion, handel og udvikling. EU skal finde realistiske og afbalancerede løsninger ved at evaluere situationen roligt og seriøst med en fornemmelse for sin rolle på de internationale markeder. Reformen af den fælles landbrugspolitik skal være et bidrag i denne retning.

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D), skriftlig. – (HU) Den kraftige stigning i fødevarepriserne skyldes samvirken mellem tre samtidige faktorer, nemlig tabt produktion på grund af naturkatastrofer, den stigende efterspørgsel på fødevarer, navnlig fra Kina og Indien, og aktiviteter på råvarebørser, dvs. prisspekulation. Den franske præsident Nicolas Sarkozy tog et meget relevant spørgsmål op for et par uger siden, nemlig hvorfor råvaremarkeder ikke er reguleret, når pengemarkederne er det. Vi skal gribe langt mere effektivt ind over for spekulation både inden for EU og på globalt plan. Den vigtigste årsag til fødevareprischokket har været de kolossale udsving i udbuddet. Kun 10-20 % af kornet skifter hænder på det globale marked, og alligevel kan et fald i produktionen skabe panik. Med udgangspunkt i prognoser om faldende leverancer presser importørerne priserne op.

Det er ikke rimeligt over for hverken producenter eller forbrugere, at de indenlandske priser også bestemmes af eksportpriserne, idet mindst 80 % af produktionen bruges der, hvor den fremstilles. Rusland har tidligere været eksportør og er i øjeblikket importør og har haft en grundlæggende indflydelse på det europæiske marked for korn og oliefrø. Udbudschokket forstærkes yderligere gennem spekulation på futures-markederne, der resulterer i et fødevareprischok. Det største problem skyldes derfor ikke fysisk mangel på fødevarer, men fødevarepriser, som de fattige ikke længere har råd til at betale. Det betyder, at foder bliver liggende på lagre, i stedet for at blive solgt til rimelige priser. Høje priser rammer forbrugerne meget hårdt, navnlig i samfundets fattigste lag.

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Vi diskuterer et problem, der frem for alt af et politisk spørgsmål, der kræver en vision for fremtiden. Men i langt højere grad end kortsigtede løsninger er der behov for mod til at indføre en ny arkitektur, der kombinerer behovet for at øge fødevareproduktionen med 70 % i de kommende 40 år med de stadig mere begrænsede naturressourcer. Derfor påvirkes alle af det, der gøres eller ikke gøres i Afrika, i Asien, i Amerika eller i Europa, overalt med konsekvenser for tilgængelighed, adgang og fødevarepriser. Det påvirker de fattige kraftigt, og det samme gælder producenter af kød og mælk. Derfor skal svaret være globalt og være langt mere vidtgående end blot landbrugspolitik. Det er vigtigt at inddrage en række andre politikker, uden hvilke vi ikke vil kunne gennemføre de nødvendige løsninger. På globalt plan omfatter disse løsninger, at fødevarer gøres til en ret, at man støtter landenes evne til at brødføde sig selv, støtter landmændene og sikrer deres adgang til værdi i fødevarekæden, begrænser finansiel spekulation, beskytter adgangen til jord og opbygger fødevarereserver.

  Sirpa Pietikäinen (PPE), skriftlig. – (FI) Menneskers ret til tilstrækkelig ernæring er en menneskeret, der har været anerkendt i FN's verdenserklæring om menneskerettigheder siden 1948. Derfor skal vi huske, at når vi diskuterer prisen på fødevarer, taler vi rent faktisk om grundlæggende menneskerettigheder.

Reformen af EU's fælles landbrugspolitik sker samtidig med en stigning i verdensmarkedsprisen på fødevarer. Hvis vi skal reagere på disse ændringer på en bæredygtig måde med udgangspunkt i menneskerettighederne, har vi brug for et omfattende udsyn og politik. Prisen på fødevarer og pristendenserne for fødevarer påvirkes af adskillige kritiske faktorer i verdens landbrug, såsom klimaændringer, energipolitik og tilgængeligheden af naturressourcer, samt hvor effektivt disse udnyttes. EU burde være pioner for en ny tænkemåde vedrørende landbruget. Vi har brug for en fødevarepolitik, hvor alle elementer i hele fødevareproduktionskæden vurderes kritisk, og hvor man inddrager dens virkninger på sundhed og miljø. En mere naturlig og ressourceeffektiv fødevarepolitik skal understøttes og styres gennem både økonomiske og politiske foranstaltninger.

Spekulation i fødevarepriser bør desuden begrænses. Michel Barnier, kommissær for det Indre Marked og Tjenesteydelser, har foreslået nye foranstaltninger til bekæmpelse af spekulation i basisvarer på markedet for derivater. Barnier tænker rigtigt. De dramatiske udsving i prisen på fødevarer skader landmændene, forbrugerne og endda hele nationaløkonomier. Engagementer på markedet for derivater skal gøres mere gennemsigtige og underkastes øget tilsyn, og om nødvendigt bør der indføres handelsrestriktioner ved hjælp af fødevarepriserne. Indførelsen af en bæredygtig fødevarepolitik er et at de vigtigste spørgsmål for EU i øjeblikket.

  Pavel Poc (S&D), skriftlig. – (CS) Ifølge en udtalelse fra Verdensbanken er fødevarepriserne steget med over 15 % siden oktober 2010, og kornprisen er f.eks. steget med 39 % om året ifølge FAO. Stigende fødevarepriser truer ikke bare lavindkomstgrupperne, men afslører også langt dybere og mere alvorlige problemer, der fremover kommer til at udgøre en stor trussel. Den globale fødevareproduktion trues af en række faktorer som skadedyr, sygdomme og naturkatastrofer. Disse faktorer forværres i øjeblikket af ekstreme vejrforhold, der formentlig skyldes klimaændringer. Et godt eksempel på dette kunne værre tørken og brandene i Rusland i 2010 eller oversvømmelserne i Pakistan og for nylig i Australien. Vi kan forvente, at problemet med stigende fødevarepriser bliver værre i fremtiden. Det er nyttesløst at diskutere årsagerne til klimaændringerne her, fordi risikoen er reel, og det er uacceptabelt hasardspil at tvivle på dem. Men fødevarepriserne påvirkes også af økonomiske faktorer, navnlig misbrug af markedssystemet gennem statslig manipulation af kursen på amerikanske dollars samt uansvarlig spekulation i råvarehandel. Europa skal erkende, at de beslutninger, der træffes nu, vil påvirke fremtiden for hele fødevaresystemet. På kort sigt kan vi fokusere på at minimere spild af fødevarer, reducere vores afhængighed af import, reducere eller stabilisere efterspørgslen og indføre reguleringsmekanismer på markedet for at forhindre spekulation.

  Elisabeth Köstinger (PPE), skriftlig. – (DE) I lyset af de aktuelle politiske konflikter er det forhold, at fødevarepriserne ligger på det højeste niveau, siden man begyndte at registrere dem, et mere presserende problem end nogensinde. I sidste ende er dette et spørgsmål om fødevareforsyning, og i udviklingslandene er det et spørgsmål om de grundlæggende leverancer af basisfødevarer. EU opfordres til at fremskynde den globale kamp mod fattigdom og sult – omkring 1,4 mia. mennesker lider under ekstrem fattigdom. Fattigdom er også et problem inden for EU's grænser. Den eneste mulighed for at garantere fødevareforsyningen i Europa er gennem EU's fælles landbrugspolitik. Landbruget står over for kolossale udfordringer, og de skubber i retning af tendensen med at producere "mere med mindre". Højere fødevarepriser vil ikke automatisk give sig udslag i højere indkomster til landmændene. Kløften mellem producent- og forbrugerpriser bliver større. Virkeligheden bag prisforvaltning er kompleks: knappe råvarer, højere produktionsomkostninger, højere brændstofpriser, afhængighed af høsten, eksport og verdensmarkedet – et net af årsager, der skal pilles op ved hjælp af målrettede foranstaltninger. For at finde løsninger på disse årsager er der hårdt brug for foranstaltninger og enighed inden for alle politikområder. Jeg opfordrer Kommissionen til at gøre grundlæggende fremskridt med hensyn til at styrke landbrugsproduktion i Europa og i udviklingslandene. Spekulation i vores mest vitale varer er umoralsk, og vi skal gribe kraftigere ind over for dette.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Fødevarepriserne er steget betydeligt i de senere år, ikke så meget på grund af loven om udbud og efterspørgsel, men især på grund af spekulation. Faktum er, at disse stigninger især påvirker fattige mennesker, der er nødt til at bruge mere end halvdelen af deres indkomst på fødevarer. Det er uacceptabelt, at nogle skal tjene på andres sult, hvad enten det er i Europa eller i udviklingslandene.

Borgerne har ret til fødevaresikkerhed, og en forudsætning for dette er adgang til sunde fødevarer for alle. Fødevaremangel har en række forskellige årsager, bl.a. fejlslagen fysisk planlægning og landbrugsstøttepolitikker samt klimaændringer. Derfor er det vigtigt, at EU støtter landmændenes dyrkning af deres jord og fremstillingen af nødvendige fødevarer. Det er uacceptabelt, at forbrugerne skal betale meget og producenterne tjene lidt, mens spekulanter høster fortjenesten. Klimaændringer skal også være en prioritering for EU af hensyn til fødevaresikkerheden.

  Sandra Kalniete (PPE) , skriftlig. – (LV) De seneste måneder har vi oplevet en kraftig stigning i fødevarepriserne, og dette har medført, at antallet af mennesker, der lever på fattigdomsgrænsen, er steget kraftigt. Situationen i Europa er ikke så kritisk, fordi vores borgeres indkomster uden sammenligning er højere end i udviklingslandene. Ikke desto mindre er vores vælgere også ved at blive opmærksomme på stigende fødevarepriser. Ifølge statistikker fra Verdensbanken er omkring 44 mio. mennesker i udviklingslandene havnet i fattigdom siden juni sidste år, idet fødevarepriserne i begyndelsen af 2011 nåede 2008-niveauet, hvor stigende fødevare- og oliepriser havde betydelige negative følger for fattigdommen rundt om i verden. Naturligvis har verdensmarkedsprisen på olie indvirkning på fødevarepriserne, men vi skal stadig huske på, at olien i sommeren 2008 lå på omkring 140 USD pr. tønde, mens den i dag koster omkring 100 USD, hvilket betyder, at prisstigningerne til dels skyldes spekulation. For at undgå sådanne situationer i fremtiden skal G20-landene udvikle en mekanisme for at forhindre sådanne prisstigninger og spekulation i fødevarer. For at opnå dette skal vi samarbejde på internationalt plan. Problemet med variable fødevarepriser er yderligere et bevis på, at vi har behov for en stærk fælles landbrugspolitik, der er retfærdig, og som skaber ensartede vilkår for alle europæiske landmænd, så vores befolkning kan få kvalitetsfødevarer til acceptable priser.

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE), skriftlig. – (LT) I forbindelse med fødevarepriserne vil jeg gerne henlede opmærksomheden på to områder. For det første viser de seneste erfaringer fra mit land, at man ved at manipulere den offentlige opinion en smule meget let kan skabe stigende fødevarepriser. På grund af mellemmænd steg prisen på sukker med mere end 10 % på én dag i hele Litauen. Derfor kan vi ikke overlade hverdagsfødevarer til selvregulering. De kan betragtes som en investering, og forvaltningen af denne kræver specifik viden, som producenterne af landbrugsprodukter (landmændene) ikke besidder. Selv om varernes fri bevægelighed er et af grundprincipperne for, at EU's frie marked kan fungere, er det nødvendigt at træffe mere stringente foranstaltninger både i medlemsstaterne og inden for EU for at begrænse spekulation i fødevarer og forsvare de svage befolkningsgruppers rettigheder – forbrugerne, landmænd med små bedrifter og handlende – over for store forædlingskoncerner og butikscentre. Den anden dimension er den tætte sammenhæng mellem fødevareprodukter og energikilder og den indbyrdes sammenhæng mellem priserne på disse. På den ene side fremmer vi brugen af biobrændsel (og vi har oven i købet fastsat obligatoriske kvoter for anvendelsen) for at bekæmpe gasemissioner, der kan forårsage klimaændringer. På den anden side er dyrkning af planter til biobrændsel på landbrugsjord i stedet for produkter beregnet til fødevarer netop det, der presser fødevarepriserne i vejret. Så selv om bekæmpelsen af klimaændringer er et af vores prioriterede mål, skal vi finde ud af, hvordan vi undgår at påvirke priserne på fødevarer, f.eks. ved at det kun er jord, der aldrig vil blive egnet til dyrkning af landbrugsprodukter, der må anvendes til biobrændsel.

  Véronique Mathieu (PPE), skriftlig. – (FR) Beslutningsforslaget om stigende fødevarepriser drejer sig om det forhold, at fødevarepriserne stiger støt. Det er på grund af denne stigning, at vi opfordrer til øjeblikkelig indførelse af foranstaltninger til bekæmpelse af prismanipulation. Klimafænomener er en bemærkelsesværdig årsag til denne stigning, så der er med andre ord behov for en bedre forvaltning af vand og jord. Den direkte følge for verdens befolkning af stigende fødevarepriser, der kan forårsage optøjer og uro, bør også tilskynde G20-lederne til at nå til enighed om en aftale om markedsforanstaltninger til bekæmpelse af spekulation.