(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)
– Før afstemningen:
Sajjad Karim (ECR). – (EN) Hr. formand! Avisen "Le Figaro" rapporterer her til morgen, at en journalist i sidste uge ikke blot trængte ind i Europa-Parlamentet med en attrappistol, men også var i stand til at komme ekstremt tæt på prins Charles, det kommende britiske statsoverhoved.
Kan De i lyset af de aktuelle bekymringer over sikkerheden her i Parlamentet forsikre os om, at De tager disse problemer alvorligt, og at den såkaldte revision, som Parlamentets Præsidium hemmeligt gennemfører, ikke blot bliver en gang klamphuggeri, men en gennemgribende sikkerhedsreform?
Formanden. – Hr. Karim! Jeg kan forsikre Dem om, at dette problem bliver taget meget alvorligt. Ifølge mine oplysninger drøftes det i Formandskonferencen, så De kan være forsikret om, at Parlamentet er meget opmærksomt på dette problem. Det er en meget alvorlig sag.
Formanden. – I lyset af den seneste udvikling skal teksten om medieloven i Ungarn, som vi efter planen skulle have stemt om i dag, revideres. Jeg foreslår derfor, at afstemningen udsættes i henhold til forretningsordenens artikel 177, stk. 4. Beslutningen om de videre skridt i sagen og om de nødvendige nye frister vil blive truffet på Formandskonferencens møde torsdag, den 3. marts 2011.
Hvem ønsker at tale for? Hvem ønsker at tale imod?
Renate Weber, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Efter den seneste udvikling, der ligger på Kommissionens, men ikke på Parlamentets bord, mener jeg, vi er nødt til at udsætte afstemningen om forordningen, da den skal tilpasses, så den passer til denne nye udvikling.
Formanden. – Det var forslaget for? Hvem ønsker at tale imod? Ingen? Så går vi over til afstemningen. Hvem er for udsættelsen? Imod? Hverken/eller? Forslaget er vedtaget. Afstemningen om dette punkt udsættes.