Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om de sydlige nabolande, navnlig Libyen, herunder de humanitære aspekter [2011/2616(RSP)].

Fru næstformand/højtstående repræsentant! Vi er overbevist om, at alle EU's aktiviteter i høj grad vil være til støtte for den sydlige del af vores kontinent og vores naboer på den anden side af Middelhavet.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik – (EN) Hr. formand, mine damer og herrer! Tak for denne lejlighed til at drøfte situationen i vores sydlige nabolande med Parlamentet, og naturligvis navnlig Libyen, som nævnt af formanden.

Jeg skal begynde med at understrege det, der er indlysende, nemlig at de sydlige nabolande ændrer sig hurtigt, og det sker i hele regionen. Folk kæmper for det centrale ønske, som alle mennesker har, om at kunne forme deres eget liv, økonomisk og politisk. De kræver politisk deltagelse med værdighed og ansvarlighed, de kræver retfærdighed, og de kræver arbejde. Jeg mener, at vi skal reagere på disse krav. Jeg mener, de er berettigede, og jeg mener, at vi skal sikre, at vi handler hurtigt.

Det er et afgørende aspekt i det, der foregår, at kravet kommer indefra. Under mine besøg i Tunesien og Egypten hørte jeg gang på gang folk sige: Det er vores land, det er vores revolution. Vi ønsker at gøre tingene på vores måde, men vi ønsker at samarbejde med jer, og vi har brug for jeres hjælp.

Jeg mener, at de principper, der skal ligge til grund for vores indsats, er, at overgangen til demokrati tilhører befolkningerne, den skal være hjemmelavet. Befolkningerne skal afgøre, hvad der efterfølgende skal ske. Men vi skal være parat til at tilbyde bistand, parat med kreativitet og beslutsomhed, og vi skal gøre det i et omfang, der svarer til disse forandringers historiske karakter.

I en flydende situation som denne skal vores indsats være rodfæstet i vores centrale værdier og vores centrale interesser. Vi har grund til at støtte de igangværende forandringer. Tunesere, egyptere, libyere og andre kræver respekt for disse værdier, som jo står i centrum af det europæiske ideal. Fremkomsten af demokratiske samfund vil være med til at underbygge sikkerheden og skabe fælles velstand i vores nabolande, og det er grunden til, at jeg og Kommissionen har taget skridt til at fremlægge et fælles forslag til Det Europæiske Råd, som mødes på fredag, med foranstaltninger, som vi håber vil kunne bidrage hertil, dvs. større finansiel EU-støtte fra institutionerne, men også ved at gøre brug af Den Europæiske Investeringsbank – og jeg vil takke Parlamentet for så hurtigt at have erkendt behovet for at bistå Investeringsbanken i dens mandat, således at denne bistand kunne nå ud til folk – og det har været en stor succes.

Vi har brug for Deres hjælp til at gøre mere for EIB og også for EBRD, som begge har talt med mig om deres muligheder for at ændre deres mandat og stille ny bistand til rådighed for disse nabolande – og jeg skal med det samme understrege, at det ikke skal ske på bekostning af deres nuværende arbejde, men det skal være en tilføjelse. Vi ved, at vi kan afsætte yderligere 1 mia. EUR fra Den Europæiske Investeringsbank. For at De kan forstå, hvad det beløb betyder, beløber Investeringsbankens nuværende arbejde i Egypten sig til 488 mio. EUR. Dette ville betyde, at banken mindst kan fordoble sine investeringer, og det ville medføre, at nogle af de store infrastrukturprojekter, som der klart er behov for, og som folk ønsker, kan iværksættes.

Vi ønsker også med dette forslag at få støtte til uddannelse og udveksling af studenter. Disse befolkninger er unge. En af de ting, de sydlige nabolande har til fælles, er, at de er unge samfund. Det er unge mennesker, hvoraf nogle er højtuddannede, og andre ønsker flere muligheder for uddannelse og faglig uddannelse, og vi bør også reagere på deres ønsker. Vi vil anmode medlemsstaterne om at overveje dette, og jeg opfordrer Parlamentet til at gøre det samme.

Hvad angår fremkomsten at et levende civilsamfund, skal jeg fremhæve, at jeg mødtes med civilsamfundet i Tunesien, jeg mødtes med folk, som aldrig før havde befundet sig i det samme rum, fordi det ikke var tilladt. Deres vilje til og ønske om at etablere sig i højere grad som ngo'er, som organisationer, der kan arbejde med spørgsmål, der er af betydning for deres samfund og samtidig stille deres regering til ansvar, er, som De ved, et meget vigtigt aspekt af udviklingen af dette samfund. Det er udgangspunktet for et mere inklusivt styre, dvs. at folk kan føle, at de har del i og noget at skulle have sagt i den måde, deres samfund styres på.

Der er naturligvis også spørgsmålet om fødevaresikkerhed, som er et stort og voksende problem i regionen, flere handelsåbninger, muligheden for at få større markedsadgang og mobilitetspartnerskaber. Det er alt sammen indeholdt i den samlede pakke, der vil blive forelagt Det Europæiske Råd. Jeg skal endnu en gang understrege, som jeg har gjort før, at dette skal opfattes om en incitamentsbaseret tilgang, som sætter folk i stand til at handle hurtigt, men også differentieret. Disse lande er alle forskellige, og de understreger kraftigt, at de ikke ønsker at blive sat i samme bås. De er forskellige, og de ønsker, at deres samfund kan udvikle sig lige så forskelligt som vores. Ja, der er lighedspunkter, men der er helt klare forskelle, som de ønsker, at vi respekterer og arbejder med. Vi ønsker at indtage en holdning, som går ud på, at vi giver mere for mere, at de partnere, hvis lande ønsker at gå videre og hurtigere i deres reformer, skal kunne regne med større støtte fra EU.

I de kommende dage og uger vil vi – som vi allerede har gjort – drøfte med vores internationale partnere, hvordan vi kan koordinere tingene, således at der ikke sker overlapninger, og således at vi kan reagere hurtigere. Jeg afholdt den 23. februar et møde med højtstående tjenestemænd fra institutionerne, Verdensbanken, Investeringsbanken, EBRD, IMF, men også højtstående embedsmænd fra Kina, Rusland, fra Australien, fra Korea, fra de 27 medlemsstater, fra USA og fra de arabiske lande. Formålet med mødet var ikke at drøfte, hvad vi ville gøre i forbindelse med disse lande, men at være parate til hurtigt at tilbyde hjælp.

De ved, at vi kan kritiseres for sommetider at være for længe om at handle. Jeg ønsker, at vi er parat, og mine drøftelser især med Den Arabiske Liga og med de berørte lande sigtede på at gøre det klart, at jeg agter at sikre, at vi er parat til at reagere, at vores indsats er koordineret og effektiv, og at vi bruger det bedste af det, vi råder over, ikke kun i Europa, men i hele verden.

Efter udenrigsministrenes møde i morgen, mødet i Det Europæiske Råd på fredag, NATO-mødet, jeg skal til i morgen, og det uformelle udenrigsministermøde i weekenden i Ungarn, flyver jeg til Cairo for at mødes med Amr Moussa, Den Arabiske Liga, og for at underrette dem alle om, hvad der er sket i vores drøftelser, og også for at møde den nye egyptiske udenrigsminister, som jeg allerede har talt med. Men jeg ved, at man især ønsker at drøfte Libyen, så efter at have givet denne gennemgang af vores arbejde vil jeg nu komme ind på de spørgsmål, som interesserer os alle i Libyen.

Jeg ser to umiddelbare prioriteter. For det første skal vi sætte ind, hvad angår den humanitære krise og hjælpe med evakueringen, og for det andet skal vi sikre, at volden ophører, og at de, der udøver denne vold, drages til ansvar.

Hvad angår det humanitære spørgsmål, har vi handlet hurtigt. Kommissionen har øget sin bistand til 30 mio. EUR. Min kollega, Kristalina Georgieva, tog til grænsen mellem Tunesien og Libyen i sidste uge for at se, hvad der skete, og for at sikre, at vores indsats fungerede godt. Vi har naturligvis også været i konstant kontakt med FN for at koordinere vores aktiviteter, og medlemsstaterne har afsat betydelige midler til håndteringen af den store udfordring, som den fortsatte strøm af mennesker udgør, herunder via FRONTEX.

Hvad angår evakueringen af EU-borgere, har Tjenesten for EU's Optræden Udadtil været medvirkende til at sikre en hurtig udveksling af informationer og den mest effektive udnyttelse af vores ressourcer. Jeg aktiverede sammen med formandskabet EU's civilbeskyttelsesmekanisme den 23. februar for at hjælpe med evakueringen af EU-borgere. At få aktuelle rettidige oplysninger er en udfordring, som De ved, men det var nødvendigt at træffe de rigtige valg, og Agostino Miozzo, direktøren for EEAS' kriseberedskab, rejste på min anmodning til Tripoli, hvor han var søndag og mandag, for at finde ud af, hvad der sker på stedet.

Han mødtes med embedsmænd, han mødtes med ambassadører i en situation, som han over for mig beskrev som rolig, men meget anspændt. Vores europæiske ambassadører var glade for muligheden for at drøfte situationen i detaljer og direkte forelægge deres analyse af, hvad der sker på stedet, til brug for vores arbejde, hvilket sammen med de kontakter, vi optager overalt, er med til, at vi kan danne os et klarere billede af situationen.

Vi koncentrerede naturligvis i første omgang vores bestræbelser om at evakuere de europæiske borgere, og vi skal udvise solidaritet med Tunesien, som bærer hovedbyrden af evakueringen af så mange mennesker, især egyptere, som dukker op ved den tunesiske grænse, og som skal bringes til Egypten. De ved, at der befinder sig ca. en million egyptere i Libyen og ca. halvanden til to millioner mennesker fra de afrikanske lande, der ligger op til Libyen, og vi ved fra det, vi hørte i Tripoli, at der er ca. to til tre tusinde afrikanere i lufthavnen, der venter på at se, hvordan de kan komme ud af landet.

Men vi skal være rede til at optrappe vores hjælp til det libyske folk. Som jeg sagde, er situationen meget flydende, og vi skal fortolke den meget omhyggeligt. Jeg har derfor bedt mine tjenestegrene om på et forsigtigt planlægningsgrundlag at se på muligheden for en FSFP-indsats. Denne indsats skal være at bistå med den aktuelle evakuering og det humanitære arbejde. Som altid når det drejer sig om FSFP, skal der foretages en meget omhyggelig analyse, og vi har brug for konkrete svar på spørgsmål som mandat, ressourcer og målsætninger. Det er et arbejde, der pågår denne uge.

Det er afgørende at håndtere den humanitære krise effektivt, og det er en forudsætning for alt andet at få sat en stopper for volden. Det glæder mig derfor, at hele det internationale samfund via FN's Sikkerhedsråd har gjort sin holdning klar, nemlig at vold ikke kan accepteres, den skal standses, og folk skal drages til ansvar.

Jeg er glad for, at der i New York blev opnået enighed om den europæiske anmodning om at medtage en henvisning til anklageren for Den Internationale Strafferetsdomstol. Det var et europæisk initiativ, og man har allerede påbegyndt foreløbige efterforskninger om påståede krigsforbrydelser.

Det er ikke overraskende, at vi har et tæt samarbejde med vores partnere, med FN, NATO, USA, Tyrkiet, Den Arabiske Liga og med mange flere lande, som vi er i daglig kontakt med. Vi taler med dem om alle spørgsmålene i de sydlige nabolande, men især for at sikre, at vi har et effektivt samarbejde vedrørende vores tilgang til de sydlige nabolande, og det omfatter alle vores partnere, som jeg har sagt. Vi har, som De forventer, at jeg siger, vores eget ansvar.

Vi afbrød øjeblikkeligt forhandlingerne om rammeaftalen mellem EU og Libyen og alt det samarbejde, der er af teknisk karakter.

(Bifald)

Vi har påbegyndt det forberedende arbejde med restriktive foranstaltninger forud for mødet i FN's Sikkerhedsråd. Ud over FN-sanktionerne vedtog vi den 28. februar yderligere restriktive foranstaltninger. Vi har en embargo på udstyr, der kan bruges til intern undertrykkelse og en autonom liste over personer, der er omfattet af rejseforbud og indefrysning af aktiver. Vi er nu i færd med at føje flere enheder, der kontrolleres af Gaddafi og hans nærmeste allierede, til denne liste.

Mine damer og herrer! Vi vil fortsat gå forrest i de internationale bestræbelser på at genindføre fred og stabilitet i Libyen. Når volden er stoppet, skal vi arbejde på at bistå med tilvejebringelsen af et nyt Libyen med demokratisk valgte ledere, og hvor folks rettigheder overholdes. På linje med det, jeg sagde til at begynde med, vil vi ikke diktere udfaldet, men vi vil støtte pluralisme, ansvarlighed, udstrakt demokrati og fælles velstand.

Af natur er kriser en test af vores politikker, vores ressourcer og vores evne til at reagere med det samme, og begivenhederne i de sydlige nabolande udgør en kæmpemæssig udfordring for EU. Som næstformand i Kommissionen mener jeg, at den måde, vi reagerer på, vil definere Kommissionen i de kommende år.

Så jeg regner med Parlamentet, og jeg har brug for Deres støtte, for det er kun ved en fælles indsats, at vi kan samle Europa og indtage en stærk holdning. Vi har ikke råd til at tænke småt, vi har ikke råd til at lade mangel på fleksibilitet stille sig i vejen for os. Vi kan og vi skal reagere strategisk og enigt. Men jeg mener, at hvis vi gør det, kan vi gøre en virkelig forskel, hjælpe befolkningerne i regionen, som beder om vores hjælp, men hjælpe dem med selv at skabe deres fremtid.

(Bifald)

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, for PPE-Gruppen. – (ES) Hr. formand! EU kæmper i den libyske krise med to frustrationer, som gør, at man er splittet mellem det, man ønsker, dvs. at man så hurtigt som muligt får afskaffet et kriminelt styre, og det, man kan opnå.

Hvis vi skal være ærlige, må vi indrømme, at EU til trods for alle sine anstrengelser ikke har levet op til offentlighedens forventninger. Fru Ashton! Det er ikke en kritik, men det er snarere et spørgsmål om beføjelser.

Vi har handlet hurtigt, og vi har handlet rigtigt inden for rammerne af vores beføjelser, og EU har fuldt ud bakket op om FN's Sikkerhedsråds resolution 1970. Men vi er ikke en militær union. Vi arbejder på at blive en politisk union, og vi er stadig kun en aktør i svøb på den internationale scene.

Og derfor dør folk stadig i Libyen, mens vi har denne forhandling, mens FN's Menneskerettighedsråd mødes i dag, og mens Rådet (forsvarsministrene), Rådet (udenrigsministrene) og Det Europæiske Råd mødes i morgen. Det er på den baggrund, at vi skal overveje, hvad vi kan gøre.

Kan vi lade stå til, mens uskyldige civile bliver myrdet? Kan vi forholde os passivt til "somaliseringen" af Libyen, mens FN's Sikkerhedsråd endnu en gang er længe om at nå frem til endnu en beslutning?

EU skal sende et højt og klart budskab, som indeholder en enkelt besked, nemlig at Gadaffi-styret skal afskaffes med det samme. Dette budskab skal ledsages af en række foranstaltninger, som øger presset. Det drejer sig først og fremmest om flyveforbudszonen, neutraliseringen af hr. Gadaffis kommunikation – og jeg mener, at vi bør takke Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa for at have bragt repræsentanter for den libyske opposition til Parlamentet – og naturligvis international koordinering, især med Den Afrikanske Union og også med Den Arabiske Liga.

Det er det, som offentligheden forventer af os. Fru Ashton! De har vores gruppes fulde støtte til at opnå det.

  Martin Schulz, for S&D-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke fru Ashton for hendes ord og den fremragende og suveræne måde, hun fremlagde sin holdning på, samt hendes analyse af situationen i vores sydlige nabolande og Libyen.

Vi står over for en enorm udfordring. Vi oplever en virkelig historisk ændring i den politiske balance i verden, især i vores nærmeste nabolande. Vi har at gøre med meget forskellige situationer. Vi kan ikke tale om en ensartet proces. Den ensartede proces er revolutionen, men den er meget specifik i hvert enkelt land og meget forskellig. Den er anderledes i Marokko end i Tunesien, i Algeriet end i Egypten, og Libyen er et særligt tilfælde, som vi drøfter indgående. Gaddafi er en forbryder. Han er en morder, der bør indbringes for en international strafferet. Vi er sandsynligvis alle enige om, at denne mand ikke kan undgå at blive straffet på den ene eller den anden måde. Det ville være bedst, hvis Libyens befolkning selv kunne og ville løse problemet.

Vi stor over for en stor udfordring, som kræver, at vi holder hovedet koldt. Vi skal træffe et valg, også hvad angår det, vi siger her. På den ene side fortæller vores følelser os, at denne forbryder skal stoppes, at brodermordet i hans eget land skal stoppes, og at vi til den ende ikke må udelukke nogen nødvendige foranstaltninger, dvs. heller ikke militære midler. Det fortæller vores samvittighed os. Men vi ved på den anden side alle sammen, hvordan international politik fungerer, og at en forkert beslutning på det område kan få vidtrækkende og langvarige konsekvenser.

Det er naturligvis let at sige, at vi vil intervenere hurtigt, men selv gennemførelsen af en flyveforbudszone kræver, at vi træffer beslutning om at sende kampfly i luften og ødelægge den libyske luftstyrke på jorden. Det er krigshandlinger, gennemført af NATO, som måske kunne løse et problem i Libyen for blot at give anledning til en række problemer i hele regionen.

Jeg opfordrer derfor indtrængende til, at alt det, vi gør, bliver gjort inden for folkerettens rammer og især på grundlag af en resolution fra FN's Sikkerhedsråd og – det er den vigtigste fællesnævner – med inddragelse af Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union. Det er med i beslutningsforslaget, og det er fornuftigt. Hvis vi ønsker at intervenere i Libyen, er den eneste fornuftige måde at gøre det på i henhold til en resolution fra FN's Sikkerhedsråd og med inddragelse af de arabiske stater. Derfor vil jeg gentage, at vi intet skal udelukke, men vi skal heller ikke forhastet give efter for vores følelser og fremsætte banaliteter, som umiddelbart føles rigtige, men som, og det vil jeg gerne endnu en gang understrege, kunne være farlige på lang sigt. Det ville være farligt.

Hr. Buzek! Jeg henvender mig nu til Dem, da De skal repræsentere Parlamentet i de kommende dage på mødet i Det Europæiske Råd, hvor man har rejst spørgsmålet om behovet for en Marshallplan for hele regionen. Jeg ville sige ja, vi har brug for en slags Marshallplan for hele regionen. Men jeg vil gerne minde alle om, hvad Marshallplanen betød for Europa. Den betød, at George Marshall foreslog USA, at en procentdel af USA's samlede økonomiske produktion blev stillet til rådighed for Europa. Resultatet er velkendt – det hedder i dag EU med et velstandsniveau, en demokratisk udvikling og en fredsdividende, som dette kontinent aldrig tidligere har oplevet.

Men jeg konstaterer samtidig, at de regeringer, der drøfter dette, vil mene, at selv 1 % af den samlede økonomiske produktion vil være en for høj pris at betale for EU. Man kan ikke stille disse banale krav og så intet gøre. Hvis vi ønsker stabilitet for vores sydlige nabolande, skal vi lægge mange penge på bordet. Det skyldes, at der er én ting, som folk dér har brug for, og det er udsigten til at kunne leve i fred, demokrati og velstand, dvs. udsigten til, at de kan få det samme, som vi har. Det skal være målet for alle vores bestræbelser i de kommende dage, uger og måneder, herunder også i Parlamentet. For når det kommer til stykket, giver alle vores fine ord og smukke beslutningsforslag, som vi sammen vedtager, absolut intet til befolkningerne i de sydlige nabolande – de har brug for konkrete handlinger. Derfor skal vores fælles mål være oprettelsen af en frihandelszone med sigte på økonomisk lighed mellem Nordafrika og EU.

  Guy Verhofstadt, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand, fru Ashton! Jeg tror, at det, vi nu har brug for, er et meget klart budskab og en klar redegørelse om Libyen fra Dem og Det Europæiske Råd. Dette budskab skal efter min opfattelse indeholde tre ting. Folk dræbes stadig, så det, vi siger, er ikke neutralt. Det, vi siger, kan hjælpe i landet.

For det første skal vi anerkende – eller i det mindste begynde anerkendelsesprocessen – af det Nationale Overgangsråd som repræsentant for det libyske folk. Jeg mener, at en person, der myrder sin egen befolkning i stort antal, har mistet sin legitimitet. Vi skal derfor starte anerkendelsesprocessen, for det kan hjælpe oppositionen med politisk at vinde denne kamp mod Gaddafi.

Det andet, vi skal gøre – og det andet budskab, De skal komme med – er, at vi skal optrappe alle former for hjælp. Oppositionen har brug for medicin, fødevarer, telefonlinjer, som alt sammen er noget, vi kan levere.

For det tredje skal vi så hurtigt som muligt lamme Gaddafis dræbermagt. Der er klar enighed i det libyske samfund om, at der ikke må ske nogen direkte militær intervention i Libyen. Det er en libysk revolution, og det skal den blive ved med at være. Det, de har brug for, er en flyveforbudszone. EU – Rådet og Dem – skal så hurtigt som muligt anmode FN om at vedtage en resolution om dette, dvs. oprette en flyveforbudszone og standse bombardementet af de byer, som er i oppositionens hænder.

Det er de tre klare budskaber, vi har brug for, og vi har brug for dem nu. Vi har ikke brug for dem om en uge eller to, vi har brug for dem i dag, i morgen og helt sikkert på fredag, hvor Det Europæiske Råd fremsætter sin første politiske erklæring om dette spørgsmål. Det er de tre nøgleelementer, der er brug for i dag.

(FR) Hr. formand! Jeg vil benytte mig af denne lejlighed til at fremlægge et lidt bredere synspunkt, for det, der sker, er naturligvis historisk, og jeg mener, at det er meget vigtigt.

Jeg er fast overbevist om, at det, der i dag sker i Libyen, Tunesien og Egypten, udgør en hidtil uset lejlighed til at skabe de nødvendige forudsætninger for en fredelig løsning på den konflikt, der nu har varet i årtier mellem Israel og Palæstina.

Jeg opfordrer Israel til i dag at udvise det nødvendige mod til at tage politiske skridt til hurtigt at starte en fredsproces med den palæstinensiske stat. Man skal gribe denne lejlighed med begge hænder til at vise, at den demokratiske proces, der er i gang i regionen, er en gave fra historien, der kan befri regionen og verden for en konflikt, der har givet anledning til så megen smerte, så mange misforståelser og så mange tragedier. Det budskab skal sendes til regionen i dag.

  Daniel Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, fru Ashton! De sagde for et øjeblik siden, at vi skal respektere befolkningerne og deres ønske om frihed.

Lad os være ærlige. Vi har ikke respekteret dem i årevis. Vi var diktaturernes medskyldige – vi, EU og alle medlemsstaterne. De forhandler nu ikke længere med oberst Gaddafi? Mazel tov! Siger De det i fuldt alvor? Mener De virkelig, at De kunne have fortsat? I årevis forhandlede dette EU, disse medlemsstater og hr. Berlusconi f.eks. om flygtningenes tilbagevenden til Libyen. Var ingen interesseret i, hvordan disse flygtninge blev behandlet af oberst Gaddafi?

(Bifald)

Vi bør virkelig udøve lidt selvkritik i denne historie.

I dag har et folk gjort oprør. Det har repræsentanter. Da befolkningen i Polen gjorde oprør, spurgte ingen, om Solidarność var demokratisk valgt. Solidarność blev anerkendt med det samme, det fik hjælp. Jeg opfordrer Dem til at anerkende denne interimsregering, for det er den eneste kraft, der kan få demokratiet indført. Hr. Schulz! Ja, vi skal holde hovedet koldt, men vi skal også vælge side.

Der er brug for to ting.

For det første må oberst Gaddafi ikke vinde, for hvis han vinder, vil det ødelægge håbet om demokrati i mange regioner, og det vil være en sejr for diktatorerne. Derfor skal vores politik gå ud på at sige, at oberst Gaddafi skal tabe, og libyerne skal fremstå som sejrherrer over oberst Gaddafi.

For det andet er det rigtigt, at libyerne ikke ønsker en militærintervention. Men de siger, at de ønsker en flyveforbudszone. Den Afrikanske Union taler om en flyveforbudszone. Den Arabiske Liga taler om en flyveforbudszone. Det er derfor ikke NATO.

Enigheden om en flyveforbudszone skal først og fremmest skabe en ny magtbalance rent politisk, isolere Gaddafi i FN, dvs. at man enten vil gå via Sikkerhedsrådet eller Generalforsamlingen, som enstemmigt stemte for at udelukke Libyen fra Menneskerettighedsrådet. Det betyder, at oberst Gaddafi er fuldstændig isoleret. Det fortæller ham, at han ingen fremtid har, ingen muligheder.

Flyveforbudszonen er først og fremmest en politisk handling. Hvordan kan det gøres? Der er utallige idéer. Der er naturligvis ingen, der vil bombe Libyen, men et fly, der går i luften, kunne f.eks. skydes ned. Man skal vise oberst Gaddafi, at han ikke vil få lov til at bombe libyske byer. Der er muligheder. Det er en politisk handling, vi skal gennemføre.

(Bifald)

Jeg tror virkelig, at vi, hvis vi tager tyren ved hornene og anerkender denne interimsregering, vil få sat skub i EU, FN og Den Arabiske Liga. Lad os fremskynde isoleringen af oberst Gaddafi, så mener jeg, at hans dage som diktator i Libyen vil være talte.

Men der er også spørgsmålet om humanitær bistand. Der er brug for læger, og der skal findes en udvej til at transportere de sårede ud af Libyen. Nogle havne er åbne, og al humanitær bistand skal komme ind via den østlige del af Libyen. Og endelig er der også brug for fødevarehjælp og militær hjælp. Vi står over for følgende valg: Hvis oberst Gaddafi skal tabe, skal de andre vinde.

Vi skal sikre, at der ikke sker en gentagelse af det, der skete i Bosnien. Man pålagde bosnierne og serberne en embargo. Alle var enige. Nej, det er den ene side mod den anden her. Vi ønsker en militær embargo, en våbenembargo mod oberst Gaddafi. Vi ønsker at give Libyens befolkning mulighed for at gøre sig fri med våben, for det er situationen – det er det, som oberst Gaddafi ville.

Jeg vil gerne slutte med spørgsmålet om flygtninge og humanitær bistand. Vi skal bruge alle de instrumenter, vi råder over i EU, til midlertidigt at modtage flygtningene og sikre, at de anerkendes af FN's Menneskerettighedsråd. Der er tusindvis af flygtninge i lejrene, som er anerkendt af UNCHR. Vi bør lade dem komme til Europa. Hvis vi gør det, vil det være en stærk humanitær og politisk gestus, og vi vil handle på en måde, der vil sikre, at Europa endelig bliver anerkendt, at Europas værdier bliver anerkendt, fordi vi handler til forsvar for disse værdier og for at sikre frihed i Libyen, Tunesien og Egypten.

(Bifald)

  Charles Tannock, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Det her er en usædvanlig forhandling. Jeg er enig i næsten alt det, Daniel Cohn-Bendit har sagt i dag, og det bekymrer mig en smule. Som jeg altid har sagt, er Gaddafi Afrikas Fidel Castro, skønt selv ikke Castro ville have gjort sig skyldig i en så brutal vold, som vi for nylig har set begået af Gaddafis styre og hans psykopatiske sønner mod civile demonstranter.

I januar henledte jeg opmærksomheden på, at Gaddafi tidligere var en stor sponsor af terrorisme. Nu anklages han naturligvis for at terrorisere sit eget folk. Gaddafi brugte megen tid og mange penge på at kurtisere Vesten for at forsøge at få os til at tro, at han havde ændret sig. Det var naturligvis ikke tilfældet. Med sine enorme olieindtægter kunne han udvise generøsitet til gengæld for politisk accept i Europa og Afrika, ikke mindst i mit eget land, Storbritannien, især under den tidligere regering.

Vi skal nu først og fremmest hjælpe til at få bragt den meningsløse vold i Libyen til ophør. Jeg var en af de første i Parlamentet, der opfordrede til at oprette en flyveforbudszone. Jeg takker Frankrig og Storbritannien for kraftigt at have sat ind i hele landet for at standse Gadaffis bombning af sit eget folk, og at han flyver lejesoldater ind, navnlig fra Algeriet og Afrika syd for Sahara. Jeg mener, at Sikkerhedsrådet – især når der kan være tale om et russisk og kinesisk veto – måske ikke vil sanktionere dette spørgsmål om en flyveforbudszone.

Vi bør nu alvorligt overveje at anerkende det Nationale Overgangsråd i Benghazi som Libyens legitime regering, således at de kan anmode om militær hjælp, uden at det er nødvendigt at have en FN-resolution. Det ville forhindre yderligere massakrer på civile og give de prodemokratiske oprørere en reel chance.

Heldigvis blev de fleste EU-borgere i Libyen evakueret på sikker vis – og det blev gjort effektivt – men det stod mig klart, at de fleste EU-medlemsstater kun var interesseret i at hjælpe deres egne statsborgere. Maastrichttraktatens bestemmelser om, at EU-borgere i nødsituationer, ligegyldigt hvor de befinder sig, kan søge konsulær beskyttelse hos alle medlemsstater, syntes at være blevet fuldstændig glemt under evakueringsprocessen.

  Miguel Portas, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Hr. formand! Vi kan ikke forstå oprøret i Libyen uden at forstå revolutionerne i Tunesien og Egypten, for dette oprør i Libyen er en del af en historisk revolution og en folkelig proces, som vil indføre demokrati i den sydlige Middelhavsregion og i hele den arabiske verden, og Europas holdning og ændringerne i denne holdning vedrørende den måde, man har handlet i Libyen på, er af allerstørste betydning.

Gaddafistyrets dage er talte, fordi det er et diktatur, og fordi folk ikke længere er bange for det. Det kan ikke overleve, når nabolandene er i færd med at gå over til demokrati, og også fordi Libyen står isoleret i det internationale samfund.

Men det er imidlertid nødvendigt, at der i forbindelse med denne ændring i den europæiske holdning, siges noget om fortiden, da EU var en af det gamle styres støtter. Der står ikke noget om det i beslutningsforslaget, men de våben, som bruges til at undertrykke det libyske folk, er i vid udstrækning europæiske våben og bomber.

Jeg ønsker derfor at udtrykke mig helt klart. Venstrefløjen går ind for indefrysningen af aktiver, våbenembargoen, at etablere forbindelser til oprøret og for alle humanitære bistandsforanstaltninger, men jeg vil også gerne gøre det klart, at vi er imod enhver form for militær intervention, herunder de foranstaltninger, der kan åbne døren for en sådan intervention, dvs. flyveforbudszonen.

Det har man klart talt om her. Vi har mange erfaringer fra tidligere. Vi ved, hvordan militærinterventioner starter, og vi ved, at de aldrig ender.

  Bastiaan Belder, for EFD-Gruppen. – (NL) Hr. formand! Det er et ægte libysk drama, der udspiller sig for Europas øjne ved vores sydlige grænse, da Gaddafis terrorstyre ikke blot holder stand, men tværtimod er gået til angreb på frafaldende regioner i landet. I mellemtiden er mord en daglig foreteelse i hovedstaden Tripoli, og utallige libyske borgere forsvinder sporløst. Det er en tragisk situation, som befæster en erfaren Libyenrejsende i hans mening om, at det eneste effektive middel sandsynligvis er væbnet intervention.

Jeg forstår imidlertid udmærket, at Vesten tøver med at bruge dette sidste middel. Men jeg har betydelig mindre forståelse for forsinkelserne og forhalingerne med hensyn til at få oprettet en flyveforbudszone over Libyen. Der skal jo betales en høj pris for ikke at gøre noget i den forbindelse, i og med at det forlænger det libyske folks lidelser. EU kan og skal hjælpe med til at lægge grundstenen for Libyen efter Gaddafi og for bedre udsigter for denne stammestats fremtid. Men først skal vi knække Gaddafis luftstyrke og sørge for at lamme "broderlederen", som han kalder sig.

  Bruno Gollnisch (NI). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg mener, at den passive holdning, vi har indtaget i nu meget lang tid, og den magtesløshed, vi har udvist, ikke bør efterfølges af et ønske om en kaotisk intervention, hvis negative konsekvenser ville kunne ses med det samme.

For en gangs skyld kan jeg sige, at jeg i det store og hele bifalder hr. Schulz 's forsigtige tale. Jeg mener faktisk, at Parlamentets mange gode hensigter, ønsket om at gribe ind på det humanitære plan og indblandingen i andre landes anliggender har helt klare negative konsekvenser. De ønsker, at diktatorerne forlader deres lande, og De har ret. Men hvis De virkelig ønsker deres afgang, skal De give dem en vej ud. De kan ikke begynde med at nægte dem et visum til at forlade deres eget land, og De kan heller ikke love dem et liv i fængsel som deres eneste fremtidsudsigt. Hvis og når De gør det – og det er et faktum, hr. Cohn-Bendit – giver De dem ikke andre muligheder end at kæmpe, indtil den sidste blodsdråbe er udgydt af deres befolkning. Det er et faktum. Den traditionelle folkeret har derfor en fordel i forhold til det, vi hører i dag, og det er virkelig en skam, at den er blevet glemt, og at den er blevet glemt af de mennesker, som for ikke så længe siden roste disse diktatorer. Det var ikke mig, der inviterede hr. Ben Ali til Parlamentet, og som med respekt lyttede til hans tale. Det var Dem, mine damer og herrer, og vi hørte meget få protester dengang.

  Ioannis Kasoulides (PPE). – (EN) Hr. formand! Oprøret i Libyen havde i begyndelsen det samme udgangspunkt og de samme karakteristika, som begivenhederne i Tunesien og Egypten. Gadaffistyret iværksatte en uhørt dødbringende undertrykkelse gennem brug af luftstyrker, kamphelikoptere og skånselsløse lejetropper, der skyder for at dræbe ubevæbnede civile. Folk i Benghazi tog våben fra den deserterende hær, og oprøret er nu en væbnet konflikt med et ulige styrkeforhold.

Gaddafi har mistet enhver legitimitet som leder, da han har begået forbrydelser mod menneskeheden, forbrydelser mod sit eget folk. Den langtrukne konflikt medfører en stor humanitær krise i Libyen og langs landets grænser. Den risikerer at skabe immigrationsstrømme i retning af EU, især de sydlige medlemsstater. Den betyder også, at verdenspriserne på olie stiger til farlige højder for verdensøkonomien.

Det er derfor absolut nødvendigt, at konflikten standses øjeblikkeligt, men Gadaffi må ikke vinde. Det haster med at få gennemført flyveforbudszonen, og vi skal bruge alle til rådighed værende midler til at hjælpe de prodemokratiske libyere med at besejre de kræfter, som gennem bestikkelse, intimidering og stammemanipulation stadig støtter Gaddafi.

Vi kan forestille os, hvad det betyder, hvis Gaddafi vinder. Vi vil blive vidne til en situation, der er værre end den, vi oplevede i Rwanda, og det ville være til skam for hele menneskeheden. Der er brug for resolut handling nu.

  Ana Gomes (S&D). – (EN) Hr. formand! Parlamentet støtter FN i deres enstemmige budskab til den libyske diktator om, at han skal træde tilbage, standse blodsudgydelserne og stå til ansvar.

EU skal over for Gaddafis repressalier mod sit eget folk udøve sit ansvar for at beskytte ved at bistå i håndhævelsen af en flyveforbudszone, således som det er fremført af Den Arabiske Liga, OIC og Den Afrikanske Union, og i de andre foranstaltninger, der er blevet besluttet af FN's Sikkerhedsråd, og det skal gøres med alle til rådighed stående midler, herunder FSFP-aktiver – fru Ashton, noter Dem det venligst – for at håndhæve våbenembargoen.

EU skal gøre mere for at hjælpe alle dem, der forsøger at flygte, eller som er strandet i Libyen ved at støtte UNCHR og de humanitære organisationer på stedet og ved at hjælpe med at genbosætte flygtninge, som ikke kan vende hjem, som f.eks. folk fra Somalia, Eritrea og Etiopien. En fælles handlingsplan til genbosættelse af flygtninge, hvor man deler byrderne, et fælles asylsystem, midlertidige beskyttelsesforanstaltninger – det er alt sammen noget, der skal gennemføres af EU i overensstemmelse med solidaritetsklausulen og princippet om non-refoulement, og det skal være en del af en sammenhængende og langsigtet strategi til håndtering af konsekvenserne af politiske forandringer i det nordlige Afrika med sigte på at gøre noget ved de grundlæggende årsager til migrationen.

EU skal revidere ENP for naboerne i syd, skal prioritere hjælpen til kapacitets- og institutionsopbygning til støtte for retsstaten, menneskerettighederne, herunder kvindernes rettigheder og forberedelsen af rigtige valg. EU skal straks oprette forbindelser til de nye politiske kræfter i Libyen, nemlig det Nationale Overgangsråd, for at fremme overgangen til demokrati og sikre, at demokratiet fører til den frihed, udvikling og værdighed, som det libyske folk viser os, at de ønsker.

  Alexander Graf Lambsdorff (ALDE). – (DE) Hr. formand! Forhandlingen her i Parlamentet gør én ting helt klart, nemlig at vi ikke er neutrale i denne konflikt. Vi står på den demokratiske revolutions side. Gaddafi skal fjernes, og Europa skal spille en aktiv rolle i den forbindelse.

Vi har en arbejdsfordeling på internationalt niveau. Vi drøfter en flyveforbudszone, hvortil der – som hr. Schulz ganske rigtigt har sagt – kræves en opbakning fra FN's Sikkerhedsråd. Hvad gør vi, hvis Moskva og Beijing ikke går med? Ja, så må vi lukke dette hul i folkeretten. Så skal vi desuagtet påtage os ansvaret for at beskytte den ubevæbnede befolkning med hjælp fra Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union, men EU skal også spille en aktiv rolle. Den militære indsats skulle så være NATO's og dets partneres ansvar, men EU ville fortsat spille en vigtig rolle politisk og økonomisk, længe efter at NATO og FN ikke længere i et sådant scenarie spiller nogen stor rolle.

Der er en ting, som jeg gerne vil sige ganske klart, nemlig at det glædede mig meget at høre hr. Schulz sige, at vi behøver en frihandelszone. Det skyldes, at disse folk, hvis vi ikke lader deres produkter komme ind i EU, fortsat vil krydse Middelhavet i massevis i deres små både og oversvømme Lampedusa. Det ønsker vi bestemt ikke. Lad os derfor oprette en frihandelszone, lad os tillade deres produkter at komme ind i EU, således af folk dér også har en økonomisk fremtid i deres demokratiske lande.

  Mirosław Piotrowski (ECR). – (PL) Hr. formand! Begivenhederne i Libyen er de seneste i rækken af begivenheder i Nordafrika og Mellemøsten. Bestemmelserne i Lissabontraktaten gør det muligt for EU at bruge Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, men indtil nu har Tjenesten været længe om at gøre noget i regionen. Jeg har to gange opfordret til, at man i det mindste sender en mission af sted. Det skal hilses velkommen, at man i tilfældet med Libyen har sendt en sådan mission af sted. Den har til formål at vurdere den humanitære indsats, men det er også nødvendigt, at der handles politisk. I henhold til FN er 1 000 mennesker allerede døde i Libyen, og i henhold til menneskerettighedsorganisationerne er tallet måske endog 6 000. Uroen i området kommer til udtryk i en stigning i råoliepriserne på verdensmarkederne, og det kan alle, der bor i EU, se. Det er afgørende for os, at EU på sit næste topmøde vedtager en endelig holdning og afstemmer sin indsats med det amerikanske diplomati.

  Gerard Batten (EFD). – (EN) Hr. formand! De meget vigtige begivenheder i Nordafrika kan få grundlæggende følger på godt og ondt for de vestlige civilisationers fred og velstand i fremtiden, men vi ser resultatet af en proces, der begyndte for 40 år siden. Vesten er blevet holdt som gidsel af de olieproducerende lande, og vi har overført milliarder og atter milliarder af dollars til korrupte og despotiske styrer. Uden olie ville Gaddafi kun have været en lokal lilleputdiktator.

Vi må håbe, at lande som Libyen kan frembringe demokratiske og liberale styrer – for deres skyld og for vores egen – men det kan vi ikke regne med. Det, de vestlige lande skal gøre, er at koncentrere midler og videnskabelig forskning om at finde alternativer til olie. Hvis der er en lære, vi først og fremmest skal drage af denne krise, er det, at de vestlige civilisationer ikke må være afhængige af andre, når det gælder deres vitale energiforsyninger.

FORSÆDE: Gianni PITTELLA
Næstformand

  Elmar Brok (PPE). – (DE) Hr. formand, Baroness Ashton, mine damer og herrer! Jeg vil gerne oprigtigt takke den højtstående repræsentant for hendes redegørelse og for hendes indsats i de seneste uger, som kunne sætte Europa bare lidt på kortet, hvis vi fortsat håndterer dette spørgsmål med det nødvendige mod, og hvis vi tager de nødvendige skridt.

Begivenhederne i Nordafrika kan – selv om de er anderledes – i vid udstrækning sammenlignes med det, der skete i 1989. Folk kræver frihed og bedre levevilkår. Ud over den humanitære bistand, som vi skal give, skal vi tilbyde befolkningerne i Nordafrika vores hjælp, hvis de ønsker den, til at udvikle demokratiet i landene. Men demokratiet vil kun kunne overleve, hvis disse mennesker samtidig får hjælp til at opnå bedre levevilkår. Vi har i den forbindelse hørt tale om en Marshallplan og en frihandelszone, hvilket alt sammen er nødvendigt, da det kunne være positivt for os i en meget dramatisk og historisk forstand, hvis demokrati, frihed og bedre levevilkår kan gennemføres i disse lande. Vi må derfor ikke behandle dette som rutine, og vi skal handle hurtigt.

For at forhindre morderen Gaddafi i igen at sætte sig igennem, skal vi opmuntre folk og vise dem, at vi er på deres side. Det er derfor vigtigt, at der optages forbindelser til Overgangsrådet. Vi skal optræde som samtalepartnere for på denne måde at gøre det klart, at vi sætter andre ting i gang. Vi skal være med til totalt at isolere Gaddafi, således at han bliver skilt fra sit eget folk, således at der ingen fremtid er med Gaddafi, og således at folk tager afstand fra ham. Det betyder også, at vi skal forhindre Gaddafi i at bombe sit eget folk. Derfor er en flyveforbudszone nødvendig – eller hvad det ellers kunne være – for at beskytte og opmuntre, således at man kan sikre, at de mennesker, der kæmper for deres frihed, ikke demoraliseres. Og da vi kan gøre det sammen med Den Arabiske Liga i anerkendelse af FN's charter, vil det ikke være nødvendigt med en FN-resolution, hvis Rusland er med. Vi skal så hjælpe folk, så de kan kæmpe sig vej til frihed i denne konflikt, og således at vi ikke får en langvarig borgerkrig med denne morder.

(Taleren indvilgede i at besvare et spørgsmål under proceduren med det blå kort i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8).

  Miguel Portas (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! Jeg ville blot høre, om jeg forstod hr. Brok rigtigt. Sagde han, at en militær løsning eller en beslutning af militær karakter efter hans opfattelse ikke kræver en beslutning fra FN? Hvis det faktisk er, hvad han sagde, må jeg sige, at jeg er fuldstændig uenig med ham.

  Elmar Brok (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg sagde udtrykkeligt, at det skulle gøres i samarbejde med Den Arabiske Liga og de arabiske lande.

For det andet er det ønskværdigt, at det bliver legitimeret af en FN-beslutning. Men hvis et af de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet nedlægger veto, er der mange eksempler på, at man kan bruge FN's charter. Vi kan ikke lade et veto fra et af de permanente medlemmer afholde os fra at forhindre Gaddafi i at myrde sit eget folk.

  Adrian Severin (S&D). – (EN) Hr. formand! De seneste historiske begivenheder i vores sydlige nabolande kræver, at vi reviderer vores politik for regionen, men vi skal begynde med den lære, vi kan drage.

For det første skal vi lære, at det er forkert at stole på autoritære ledere eller påtvinge vores model. Vi skal lade disse mennesker opbygge deres demokrati på deres egen måde og på deres egne betingelser.

For det andet skal vi forstå, at den nationale opsplittelse af vores hjælp til udvikling-politik, som sommetider giver mulighed for at fremme nationale geopolitiske dagsordener, fratager os og landene i området fordelene ved sikkerhed gennem udvikling.

For det tredje fører vores manglende visioner og manglende politiske vilje til at få gjort noget ved de regionale sikkerhedsudfordringer, først og fremmest det israelsk-palæstinensiske spørgsmål, til stadig alvorligere kriser.

Når det drejer sig om bl.a. Libyen, skal vi huske på, at ikke alle dem, der bekæmper en diktator, er demokrater, og at forandring i sig selv ikke altid er til det bedre.

Vi kan derfor tale om dialog, indsats, humanitær bistand, men det er måske for tidligt at tale om anerkendelse, og man skal udelukke militær intervention, eller en sådan intervention skal under alle omstændigheder betinges af godkendelse i FN og samarbejde med Den Arabiske Liga. Ellers kunne vi blive bragt i en farlig situation, hvis konsekvenser det kunne blive svært at overskue.

  Marielle De Sarnez (ALDE). – (FR) Hr. formand, Baroness Ashton! Denne gang skal Europa manifestere sig. På topmødet på fredag skal man utvetydigt og uden forbehold anerkende det Nationale Overgangsråd, hvis krav er enkle. Først den humanitære nødsituation. Der foregår en borgerkrig i Libyen. Vi skal mangedoble forsendelsen af fødevarer, medicin og læger, og vi skal tilbyde vores hjælp til de tusindvis af flygtninge, der oversvømmer Tunesien og Egypten. Men Europa kan ikke kun nøjes med en humanitær indsats. Det Europæiske Råd skal se sit ansvar i øjnene og skal som et led i en FN-beslutning, der involverer Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union, gå videre med forslaget om at indføre en flyveforbudszone for at forhindre oberst Gaddafis luftstyrker i at nedslagte sin befolkning.

Til sidst vil jeg gerne sige noget til de ledere, der spiller på al denne frygt. De mennesker, der flygter fra Libyen, ønsker blot én ting, nemlig at vende tilbage til deres land. De mennesker, der i dag risikerer deres liv for frihed og demokrati, ønsker at leve og arbejde i et frit land, som de kan være stolte af, så når tiden kommer til at genopbygge, er det deres økonomiske udvikling, som EU skal arbejde for med beslutsomhed og mod.

  Derk Jan Eppink (ECR). – (EN) Hr. formand! Vi er alle enige om, at hr. Gaddafi var en morder, og jeg er enig med hr. Schulz. Jeg spekulerer bare på, hvorfor vores ledere i årenes løb har prøvet på at charmere ham.

Jeg har her et billede af hr. Van Rompuy, som lige er tiltrådt, og som allerede befinder sig i det forkerte selskab, og her har vi hr. Verhofstadt, der modtager diktatoren med militærhonnør, som han jo så godt kan lide. Hr. Cohn-Bendit! Her har vi hr. Berlusconi. Vi ved, at hr. Berlusconi kan lide at kysse, men han kysser den helt forkerte person. Fru Ashton! Jeg har også her Tony Blair, Deres tidligere chef, der kysser diktatoren.

Det, jeg gerne vil sige er, at jeg ved, at man er nødt til at møde folk, som er værre end en selv, man behøver ikke kysse dem. Man behøver ikke omfavne dem. Man behøver ikke charmere dem.

De har fodret det uhyre, som folk nu bekæmper, og det er derfor de bliver dræbt. Så jeg siger til alle de EU-ledere, der har kysset og krammet Gaddafi: Skam Dem.

  Mario Mauro (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Han var den rette mand på det rette tidspunkt. Hr. Cohn-Bendit kaldte hr. Gaddafi en forbryder. Han indgik aftaler med hr. Berlusconi.

Jeg siger, at hr. Gaddafi er en forbryder. Han indgik aftaler med Kommissionen, ledet af hr. Prodi, med den italienske regering under D’Alema, med hr. Blairs Labourregering og hundreder af andre regeringer. Hr. Gaddafi er en forbyder, som i mere end 20 år har ledet en stat, som stadig er af strategisk og afgørende betydning for den halve verdens interesser. Det skal vi være realistiske nok til at indrømme, for hvordan skulle vi ellers kunne gennemføre den Marshallplan, som hr. Schulz nævnte?

Vi havde Marshallplanen. Amerikanerne gav os penge, men samtidig krævede de, at de europæiske regeringer drev kommunisterne ud af politikken i deres lande. De dikterede os deres betingelser. Hvilke betingelser agter vi at diktere landene ved Middelhavets sydlige kyster, før vi forpligter os til en Marshallplan? Er det vores hensigt at skifte de seneste års diktatorer ud med andre diktatorer for at pleje vores egne interesser, eller er hensigten med vores Marshallplan at fostre udviklingen af stærke, solide institutioner, som afspejler den ånd, der lever i civilsamfundet, og som vi har set blive bragt til live i de seneste dage i disse lande?

Det er det virkelige spørgsmål, som vi skal stille os selv, og de forslag, vi skal forelægge Rådet, herunder flyveforbudszonen og patruljering af den libyske kyst, og det er europæiske skibe, der skal gøre det i Sidrabugten, ikke amerikanske. Det skal være det svar, Europa skal komme med på dette tidspunkt.

  Juan Fernando López Aguilar (S&D). – (ES) Hr. formand, Baroness Ashton! Jeg tror, at denne forhandling gør det helt klart, at hele Parlamentet nu er klar over, at denne forandringens krise i Nordafrika ikke længere er en test af Europas udenrigspolitik, men at det nu er en afprøvning af, om det i det hele taget er muligt for Europa at have en udenrigspolitik. Derfor er det ganske afgørende, at EU henvender sig til det internationale samfund med ét enkelt og tydeligt budskab.

Jeg vil gerne benytte mig af mit minut til at føje min stemme til dem, der har understreget betydningen af den humanitære dimension af denne forandringens krise. Derved vil Europa kunne være med til at afbøde virkningerne på den humanitære front, først og fremmest hvad angår de fordrevne personer, eventuelle asylansøgere og flygtninge, der flygter fra konfliktområderne til den nærmeste grænse, som er grænsen til EU.

Det er grunden til, at jeg understreger det presserende behov for, at EU fuldfører sin endnu ikke færdigbehandlede asylpakke, for at man reviderer direktiv 2001/55/EF om foranstaltninger til beskyttelse af fordrevne personer i humanitære nødsituationer og håndterer de uforudsete massetilstrømninger af immigranter, prioriterer Det Europæiske Agentur for Forvaltning af Det Operative Samarbejde ved de Ydre Grænser i EU's medlemsstater og Det Europæiske Asylstøttekontor, som er de redskaber, der er til rådighed, og først og fremmest giver menneskerettighedsklausulen i sin udenrigspolitik en virkelig mening, således det ikke bare er en klausul med mange ord, men en betingelse for selve eksistensen af en udenrigspolitik i EU.

  Kristiina Ojuland (ALDE). – (EN) Hr. formand! I går mødte mange medlemmer af Parlamentet repræsentanter for Libyens Overgangsråd, hvis budskab var helt klart. De har brug for international støtte og hjælp, og de har brug for det hurtigt.

Som mange kolleger allerede har sagt, skal det første, vi gør, derfor være at etablere forbindelser til Overgangsrådet for at legitimere deres arbejde. Vi skal anerkende dem.

For det andet ved vi alle, og det har mange kolleger også sagt, at folk stadig myrdes hvert eneste minut i Libyen af Gaddafis luftstyrker, og EU skal derfor være parat til at handle hurtigt sammen med FN og Den Arabiske Liga for at få oprettet en flyveforbudszone.

Mit sidste punkt vedrører de humanitære spørgsmål. Disse mennesker har brug for helt elementære ting som fødevarer, vand og medicinske forsyninger, og de har også brug for teknisk støtte. Selv militæret, der støtter oppositionen, har brug for teknisk støtte, således at de kan kontakte hinanden online.

  Paweł Robert Kowal (ECR). – (PL) Hr. formand! Det er heldigvis ikke rigtigt, at hele Europa og hele verdens politikere har kysset hr. Gaddafi, som hr. Eppink siger. Allerede for 25 år siden havde Ronald Reagan ingen tvivl om Gaddafi. Det tog os 25 år at nå til den samme konklusion i dag. Disse kys var naturligvis ikke helt uden et vist grundlag. De blev begrundet med ordet stabilitet. Vi skal i dag skrive demokrati i stedet for stabilitet. Dette er en lejlighed, som vi skal benytte os af, og vi skal gøre det nu. Der skal afholdes topmøde om et par dage. Vi forventer resultater. Vi har ikke råd til at spilde yderligere 25 år. Vores problem er ikke, at vi ikke forstår tiderne. Vi siger ofte det rigtige her. Vores problem er, at det tager os lang tid at handle. Vores problem er, at det, vi gør, ikke er effektivt. Dette tidspunkt er måske vores bedste lejlighed til at handle vedrørende alle vores naboer, herunder Lukashenko. Det er vigtigt, at vi handler i tide, ellers vil vi igen om 25 år se billeder af kys.

  Michael Gahler (PPE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi ønsker alle at hjælpe befolkningerne i Nordafrika med at nå deres legitime mål. Folk på stedet skal vælge vejen frem, men hvis de beder os om hjælp, skal vi være parat til at levere øjeblikkelig humanitær bistand. Det er derfor godt, at ECHO, Kommissionens afdeling for humanitær bistand, allerede befinder sig i Tunesien og Egypten.

Men vi oplever allerede en virkelig stresstest af EU's og medlemsstaternes kapacitet og formåen, da vi skal gøre alt på samme tid, dvs. flyve vores borgere ud, forsyne flygtningene fra nabolandene med deres grundlæggende fornødenheder og transportere dem hjem, tage os af de flygtninge, der kommer til EU ad søvejen og modarbejde en diktators illegitime krav på magten.

Hvilke konkrete skridt er der brug for for at fjerne Gaddafis legitimitet?

For det første skal vi i fællesskab kalde vores ambassadører hjem fra Tripoli.

For det andet skal vi anerkende det Nationale Overgangsråd som legitim samtalepartner i Libyen og nå til enighed med det om leveringen af humanitær bistand.

For det tredje skal EU-medlemsstaterne og Sikkerhedsrådet i fællesskab indgive et forslag om at oprette en flyveforbudszone, som kan blive vedtaget inden for et kort tidsrum.

For det fjerde skal vi, hvis Sikkerhedsrådet bliver blokeret af et veto, støtte, at der udvikles en regional folkeret. Det betyder med andre ord, at hvis Den Afrikanske Union, Den Arabiske Liga og EU alle er enige, skal vi i fællesskab sammen med regionen finde ud af, hvordan vi på anden måde kan gennemføre en flyveforbudszone

På mellemlang sigt skal vi naturligvis drøfte, hvorledes vi kan skabe de nødvendige forudsætninger for udvikling i disse lande, f.eks. gennem en frihandelszone, således at folk kan få en fremtid i deres eget land.

  Sylvie Guillaume (S&D). – (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne give min støtte til det beslutningsforslag om situationen i Libyen, som Parlamentet har fremlagt. Det giver stof til eftertanke for de europæiske institutioner. I beslutningsforslaget forklares det klart og beslutsomt, hvordan vi kan hjælpe med at overvinde vanskelighederne på et tidspunkt, hvor situationen i Libyen bliver værre dag for dag.

Jeg vil for mit vedkommende gerne understrege to ting. For det første er det naturligvis på kort sigt vores førsteprioritet at beskytte civilbefolkningen, enten det drejer sig om fordrevne personer, der flygter fra kamphandlingerne, eller libyere, der er fanget i ilden fra oberst Gaddafis angreb på sin egen befolkning. Alle ressourcer skal investeres i humanitær nødhjælp, ikke mindst for at hjælpe de nabolande, som står i forreste linje til at modtage flygtninge, dvs. Tunesien, Egypten og Niger.

For det andet har vi et ansvar på mellemlang og lang sigt. Vi skal gribe denne historiske lejlighed, som vi har fået, til at hjælpe disse oprør, til at støtte overgangen til demokrati, og vi skal se yderligere frem og reformere vores fælles europæiske asyl- og immigrationspolitikker på grundlag af et virkeligt afbalanceret partnerskab, så der endelig kan blive sat en stopper for, at vi bruger landene i Middelhavsområdet som Europas politi.

  Edward McMillan-Scott (ALDE). – (EN) Hr. formand! Lige siden jeg blev udnævnt til næstformand for demokrati og menneskerettigheder, har jeg forsøgt at bruge min stemme til at tale for dem, som ikke kan tale. Nu har vi i dag i Parlamentet gæster fra det Nationale Overgangsråd i Libyen, som mødtes med den højtstående repræsentant i går aftes, men som ikke kan deltage i forhandlingen. Efter min opfattelse, og, tror jeg, efter mange medlemmers opfattelse, skal EU anerkende Libyens Nationale Overgangsråd før weekenden, ud over hvad man ellers gør, og jeg har set nogle af de idéer, som fru Ashton vil fremlægge.

At besejre Gaddafi er ikke blot afgørende for Libyen. Det er afgørende for de millioner af arabere andre steder i den arabiske verden, der kæmper for frihed. Hvis vi officielt anerkender Overgangsrådet, kan humanitær og anden hjælp samt det, der strategisk er nødvendigt, gå til dette Overgangsråd. EU skal uforbeholdent støtte demokratiet alle steder, hvor det begynder at blomstre.

  Tokia Saïfi (PPE). – (FR) Hr. formand, Baroness Ashton! I disse dramatiske timer, hvor Libyens fremtid står på spil, er humanitær bistand vigtig, men det er ikke nok. EU skal indtage en klar holdning vedrørende en flyveforbudszone for at sætte en stopper for den voldsomme undertrykkelse af befolkningen. Vi forstår risiciene, og at man tøver, men dette spørgsmål drejer sig ikke kun om Libyen. Det vedrører hele regionens politiske fremtid og Europas politiske fremtid.

Det er også nødvendigt, at EU straks anerkender det Nationale Overgangsråd som den legitime myndighed i Libyen. Vi har her en lejlighed til at sende et stærkt budskab til alle de mennesker, der kæmper for deres frihed, og sige til dem, at Europa står bag dem, fordi deres kamp også er vores kamp.

Naboskabspolitikken skal også reorganiseres i retning af at fremme overgang til demokrati, støtte økonomien og styrke forbindelserne til andre lande og organisationer i regionen.

Endelig skal vi hurtigt hjælpe disse lande med at forvalte migrationsstrømmene. De billeder, vi ser af folk, der flygter, er bevis på, at dette i lige så høj grad er et Syd-Syd-spørgsmål som et Nord-Syd-spørgsmål.

Tiden er nu inde til at vælge. Enten sender Europa et klart budskab om støtte og ønske om at hjælpe disse mennesker, eller også bygger Europa en mur og omdanner således sig selv til en illusorisk, selvisk fæstning.

  Pier Antonio Panzeri (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, fru Ashton! Denne forhandlings karakter tillader mig at minde Dem om, at Unionen for Middelhavets Parlamentariske Forsamling afsluttede sit møde i Rom i sidste uge. Der blev udstukket flere veje, som Kommissionen ville gøre klogt i at vende tilbage til, især når det gælder forslagene om, hvordan man kan støtte de igangværende demokratiske overgangsprocesser.

Derfor opfordrer jeg Dem, og jeg opfordrer Kommissionen til nøje at følge udviklingen i Tunesien. Objektivt set er det land en drivkraft for demokrati, og det er en model for hele regionen

Hvad angår Libyen, skal vi være helt klar over, at det, efter at man har erklæret dette land for en del af det internationale samfund, vil have konsekvenser at afbryde forbindelserne til hr. Gadaffis styre, især i lyset af at styret i Libyen viser større modstand end hr. Ben Alis og hr. Mubaraks.

Det betyder, at vi nu skal handle på fire fronter – og i politik er tiden afgørende – med troværdighed, oprigtighed og konsekvens. Vi skal fremlægge en passende europæisk finansiel plan. Jeg forstår godt, at man bruger betegnelser, der vækker minder, men vi har snarere brug for en Ashtonplan end en Marshallplan. Vi har også brug for en europæisk immigrations- og asylpolitik, en afskrækkelsespolitik med lukning af luftrummet og fuld støtte til modstanderne af Gaddafis styre.

Baroness Ashton! Det er op til Dem og Deres udenrigspolitiske bånd til Rådet at sikre, at disse punkter tæller de kommende dage, men man skal også undgå, at de begivenheder, der ændrer Middelhavet, endnu en gang kommer bag på den europæiske udenrigspolitik.

  Cristian Dan Preda (PPE). – (RO) Hr. formand! For nogle få dage siden sendte Gaddafistyret et brev til FN's Sikkerhedsråd, hvori man gav udtryk for sin overraskelse over de sanktioner, der blev vedtaget den 26. februar, og hvori man hævdede – med Gaddafis ord – at der kun blev brugt "moderat magt" mod visse "undergravende handlinger". Det er et klart tegn på en diktator, der ved, at han har tabt spillet, og som ikke længere er i stand til at se, hvor alvorlige hans handlinger er. Det nedtoner på utrolig kynisk måde den brutalitet, som vi har set i Libyen i de sidste tre uger.

På den anden side viser Gaddafistyrets reaktion klart, at det slet ikke er uanfægtet af de sanktioner, der indtil videre er blevet vedtaget. Derfor mener jeg, at vi skal gennemføre de hårdest mulige sanktioner, men naturligvis under et FN-mandat. Jeg mener imidlertid ikke, at vi kan nøjes med en flyveforbudszone, men skal give støtte til dem, der skal besejre Gaddafi, samtidig med at vi udviser solidaritet med vores sydlige medlemsstater, som vil modtage en bølge af flygtninge. Det vil naturligvis også ske.

  Simon Busuttil (PPE). – (MT) Hr. formand! De begivenheder, der finder sted i den arabiske verden, og i alle landene i den arabiske verden, er en smuk drøm, som er ved at gå i opfyldelse. Men for at forhindre at denne drøm bliver et mareridt, skal vi spille vores rolle og sikre, at disse mennesker ikke blot skaffer sig af med deres diktatorer, men også udrydder diktaturet. Det betyder, at de skal gennem en overgangsfase, som kræver massiv støtte fra os.

Det er rigtigt, at vi alle har etableret forbindelser til disse lande og deres styrer. Men da vi så den chokerende vold, der blev begået, fordømte vi alle med én stemme volden og det styre, der begår den. Det næste skridt er at kvæle denne vold ikke bare med ord, men også med handling. Hver eneste dag, der går, og som bringer volden med sig, er endnu en dag, hvor vi har tilladt, at der begås mord og udgydes blod.

Vi skal styrke EU's humanitære tilstedeværelse. Det er man allerede i færd med at gøre, og Cathy Ashton gør et godt stykke arbejde, men vi skal øge vores humanitære bistand både til det libyske folk og til dem, der flygter fra styret til Tunesien og Egypten. Hvis denne flygtningestrøm finder vej til Europa, skal vi desuden være parate. Det er da udmærket at sige, at vi skal åbne vores døre for libyske flygtninge, men tilbage står så at se, om vi alle vil påtage os ansvaret, hvis situationen opstår.

  Ernst Strasser (PPE). – (DE) Hr. formand, fru Ashton! De har gentagne gange måttet lægge øre til kritiske kommentarer herfra. Jeg ønsker under dagens forhandling at benytte lejligheden til klart og tydeligt at understrege, at EU og navnlig De og Deres personale har handlet hurtigt, hensigtsmæssigt og effektivt i denne krise. Det har også medført, at Europa har taget endnu et skridt i retning af den rolle, som vi forestiller os, at vi skal spille som medgrundlæggere af en global verden.

Det er rigtigt og vigtigt at bemærke, at der er forskellige forhold i alle lande, navnlig i Libyen. For Libyens vedkommende har EU indtaget en fornuftig politisk holdning med fordømmelse af folkedrab og beskyttelse af det civile samfund. Det er korrekt, at presset på Gaddafis regime er eskaleret i forhold til NATO, FN og andre organisationer. Militære aktioner kan naturligvis heller ikke udelukkes inden for rammerne af konventionerne i den internationale ret. Derudover skal der ydes humanitær bistand – dvs. fødevarer, medicinsk udstyr, tag over hovedet – til de personer, som har været tvunget til at flygte fra krigszonen.

Vi skal dog også overveje, hvad der vil ske på den første dag efter æraen med Gaddafi som leder. Jeg vil i denne sammenhæng endnu en gang henvise til mødet mellem EU og Unionen for Middelhavsområdet i Rom, hvor der blev fremsat vigtige forslag om forskellige skridt, for det første med hensyn til personlig sikkerhed for borgerne og for det andet politisk sikkerhed – som omfatter et tæt samarbejde med den midlertidige regering – og for det tredje økonomisk sikkerhed.

Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at økonomien i disse lande genoprettes, og at borgerne kan finde arbejde.

  Krzysztof Lisek (PPE). – (PL) Hr. formand, fru Ashton! Vi skal efter min opfattelse også se på begivenhederne i Nordafrika og Libyen som led i en form for historisk proces. For ikke så længe siden var vi alle vidner til mordene i Balkan – og desværre deltog vi også i et vist omfang – og en situation, hvor borgerne i Europa dræbte hinanden. Nu må vi gøre alt, hvad der står i vores magt, for at undgå en gentagelse af denne situation. Jeg håber derfor, at vi på det kommende EU-topmøde vil udvise den standhaftighed, der er nødvendig for at reagere hurtigt, og jeg mener, at aktioner som et flyveforbud eller en reel afbrydelse af de diplomatiske forbindelser med Gaddafis regime og Gaddafi selv – som forbryder – er af afgørende betydning.

Men vi skal også tænke på det, der skete i 1989 i Polen og andre lande. Der er en mulighed nu, fordi de unge, som i dag demonstrerer i Libyens gader og i andre afrikanske lande, virkelig ønsker demokrati. Og det skal vi hjælpe dem med at opnå.

  Tunne Kelam (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg blev inspireret af fru Ashtons redegørelse, især da hun nævnte, at vores aktioner skal være baseret på EU's grundlæggende værdier, idet de spontane protester i Nordafrika har vist, at udemokratiske ledere ikke kan skabe reel stabilitet. Vi skal erkende, at forsøgene på at tæmme brutale diktatorer som Gaddafi er slået fejl og har skabt mange pinagtige situationer. Befolkningen i Libyen kæmper for de samme værdier som Europa, og vi skal med al tydelighed vise, at vi er på deres side.

Den samme værdibaserede tilgang gælder for vores fremtidige politikker i forhold til stater som Iran, Belarus, Cuba, Kina og Rusland.

Det, vi skal gøre om ca. to dage, er at bakke op om et flyveforbud, anerkende det midlertidige nationale råd og se nærmere på de sociale og økonomiske årsager til disse revolutioner.

Men det kan ikke lade sig gøre uden en langsigtet form for Marshallplan.

  Nadezhda Neynsky (PPE). – (BG) Hr. formand, fru Ashton! I 1999 havde Gaddafi for at undgå uro i oppositionens rækker i Benghazi brug for syndebukke, som han kunne give skylden for, at der var børn, som var smittet med aids som følge af det dårlige libyske sundhedssystem. Han fandt seks bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge til dette formål, som tilbragte lange og frygtelige år i libyske fængsler.

Gaddafis manipulering af situationen virkede end ikke i hans eget land, da det var i Benghazi, at revolutionen rent faktisk startede. De sygeplejersker, der var ofre for Gaddafis diktatur, er blevet et klart symbol på europæisk solidaritet. Libyens borgere og de unge mennesker i Libyen forventer denne europæiske solidaritet. Det forventes af de personer, der ikke kan acceptere, at den arabiske verden står over for et dilemma med enten diktatur eller islamisme, og som hver dag beviser, herunder med deres eget blod, at der også er plads til demokrati i denne del af verden.

Det er derfor, at vi europæere i dag, når vi drøfter Libyens fremtid, skal være upartiske i vores vurderinger, målrettede i vores aktioner og vigtigst af alt enige i vores beslutninger. Vi skal give vores støtte til principper, frihed og demokrati i denne del af verden.

  Agustín Díaz de Mera García Consuegra (PPE). – (ES) Hr. formand! Der er mange tusinde flygtninge og mange tusinde fordrevne mennesker. Løsningen på denne nødsituation er evakuering. Der er brug for transport. Som hr. Guterres sagde, ønsker disse mennesker ikke at komme til EU, de ønsker at vende hjem.

Der er to millioner indvandrere, en million borgere fra Egypten og 80 000 borgere fra Bangladesh. Vi skal fokusere på de svageste af de svage: borgere fra Eritrea, Somalia og landene syd for Sahara, som forveksles med lejemordere, og borgere fra Palæstina. De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) udtaler, at det har brug for 160 mio. EUR i løbet af tre måneder til vand, medicin, fødevarer og transport.

Vi forventer en målrettet reaktion fra EU på fredag. Gaddafi kan ikke undgå at blive stillet til regnskab i international retlig sammenhæng. Masseangreb på Libyens befolkning er forbrydelser imod menneskeheden. Anklageren, Luis Moreno-Ocampo, har allerede truffet foranstaltninger.

Parlamentet skal være involveret, hr. formand! Vi er endvidere et demokratisk instrument, der kan lægge pres på og informere den frie verden. Vi har brug for et mandat fra Parlamentet til at etablere en delegation af parlamentsmedlemmer i flygtningelejrene under UNHCR, Røde Kors og Red Crescent.

  Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det evigt voksende oprør, som vi oplever i øjeblikket i Middelhavet, viser helt klart et stærkt ønske om demokratisk deltagelse, navnlig fra unge mennesker, der gennem Facebook og Twitter har fået øjnene op for en anden verden, som er mere lydhør over for deres håb og drømme.

De regioner, der har udsigt til Middelhavet, repræsenterer ikke desto mindre meget forskellige verdener og lider nu mere end nogensinde på grund af den blodige vold under diktatorer, som alle verdens ledere rent faktisk på et eller andet tidspunkt har haft forbindelser med.

Der er et par punkter, som jeg ønsker at nævne: en humanitær nødsituation, hvor flygtningenes værdighed skal beskyttes, og hvor man samtidig skal huske, at denne krise hurtigt kan udvikle sig til en offentlig sundhedskrise; alt for store koncentrationer af fordrevne personer uden tilstrækkelig lægehjælp; udryddelse af volden; afgørelse af hypotesen om et flyveforbud; en ny og anden form for solidaritet – hr. formand og fru Ashton – en middelhavspolitik, som yder reel beskyttelse af den store gruppe mennesker, der standhaftigt bliver tilbage i Middelhavsområdet; ændringer af Frontex og – hvorfor ikke – lad os minde Rådet (som ikke er til stede i dag) om, at der er to direktiver til beskyttelse af sæsonarbejdere og virksomhedsinternt udstationerede personer fra tredjelande, som også kunne have en betydning – herunder i beskæftigelsesmæssig sammenhæng – for disse exceptionelle krav, som vi er nødt til at tackle mere effektivt.

  Formanden. – Catch-the-eye-proceduren starter nu. Jeg ønsker med det samme at advare om, at jeg har 19 anmodninger om taletid, og at jeg ikke kan imødekomme alle anmodninger. Jeg kan kun acceptere fem eller seks anmodninger. Jeg beklager over for de øvrige medlemmer, men forhandlingen var langvarig, vi havde en meget udførlig indledende redegørelse fra fru Ashton, og det skal ikke gå ud over den næste forhandling. Jeg beklager derfor. Jeg vil give ordet til de personer, der kom først, naturligvis med en retfærdig repræsentation af alle grupper.

  Arnaud Danjean (PPE). – (FR) Hr. formand, fru Ashton! De understregede det presserende behov – som vi alle er klar over – for at handle i forhold til den libyske krise. De pointerede helt korrekt, hvad EU har gjort og gjort godt i forhold til den humanitære situation og evakueringen af europæiske borgere.

Jeg mener rent faktisk, at EU ville have draget fordel af at offentliggøre og synliggøre disse aktioner, da borgerne alt for ofte har det indtryk, at det alene er medlemsstaterne, som gennemfører disse aktioner, hvorimod det, som De har understreget, er europæiske mekanismer, der har fungeret i denne sammenhæng.

På det politiske og militære plan ønsker jeg at minde om, at et flyveforbud er meget nødvendigt, ikke blot af politiske hensyn, men også af militære hensyn. Det vil imidlertid kræve mere end dette, da – og det må vi ikke glemme – et flyveforbud ikke forhindrede alle uhyrlighederne på landjorden i Bosnien og Kosovo, selv med et strengt håndhævet flyveforbud.

Mens vi venter på afgørelserne fra FN's Sikkerhedsråd, har vi fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitiske instrumenter, som vi kan benytte os af. Vi kan implementere disse instrumenter med henblik på maritim overvågning, overvågning af embargo og ydelse af humanitær bistand. Europa skal vise sit værd, og EU har de instrumenter, der er nødvendige med henblik på handling.

  Richard Howitt (S&D). – (EN) Hr. formand! Jeg er enig med alle dem, der under denne drøftelse har opfordret til, at EU engagerer sig, reagerer og påtager sig sit ansvar for beskyttelse. Jeg bifalder også den højtstående repræsentant Cathrine Ashtons udsendelse af en mission til Libyen med færre hændelser end f.eks. en af vores medlemsstater.

Men talte alle dem, der puster sig op under disse drøftelser, også i hårde vendinger under de 42 år med brutalt militært diktatur? Protesterede de, da 1 200 fanger blev myrdet med koldt blod for over ti år siden? Eller imod Gaddafis historiske torturregime, tvungne forsvindinger og udenretslige henrettelser?

Klagede de, da Kommissionen indledte forhandlinger om en rammeaftale med Libyen, som var på vej til at blive indgået i år? Strenge sanktioner mod afgående diktatorer i en krisetid ser godt ud for den europæiske offentlighed, men strenge standarder inden krisetider ser endnu bedre ud for de mennesker, som vi påstår, at vi forsøger at hjælpe.

  Sonia Alfano (ALDE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Som nogle har sagt, har Baroness Ashton udvist stort mod ved at tage tyren ved hornene i denne sag, men jeg mener, at vi må tage en række grundlæggende skridt.

Medlemmerne har talt om at sikre, at de skyldige retsforfølges. Lad os være præcise. Vi skal sikre, at hr. Gaddafi retsforfølges. Medlemmerne har også talt om vold. I stedet mener jeg, at vi med rette kan sige, at der på ny er tale om folkedrab i disse områder.

Vi kan ikke blive ved med at begrave vores hoveder i sandet. Jeg mener, at det første, vi må gøre, er at anerkende Det Nationale Libyske Råd som overgangsråd. Vi har brug for en samtalepartner. Vi kan ikke blive ved med blot at tale om væsentlig nedsat humanitær bistand.

Der er ingen tvivl om, at vi alle skal gøre os til fortalere for en flyveforbudszone. Vi kan ikke blive ved med at acceptere Kinas og Ruslands vetoer. Det drejer sig om lande, der ledes af diktatorer. Kina censurerer internettet, mens Rusland dræber journalister som Anna Politkovskaja. Jeg mener, at det første, vi bør gøre lige nu, er at bringe vores henholdelsestaktik til ophør og anerkende Det Nationale Libyske Råd.

  Franziska Katharina Brantner (Verts/ALE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil blot kort på ny nævne spørgsmålet om den sydlige naboskabspolitik

og de forslag, som Kommissionen og fru Ashton stillede i går. Jeg mener, at vi mangler en erkendelse af, hvad der foregår, f.eks. i forbindelse med vores relationer med Saudi-Arabien og forhandlingerne med Syrien. Hvordan vil Kommissionen og fru Ashton ændre dem? Hvordan vil de blive ændret? Vil de opretholde status quo i forhandlingerne med Syrien, og hvad vil de gøre med Saudi-Arabien? Hvordan skal vi interagere med disse lande?

Det, der mangler i udkastet – der efter min mening overordnet er godt – er en proces for, hvordan vi fastlægger kriterier for opgradering af forbindelserne. Hvordan skal "vi vil betale mere"-delen foregå? På grundlag af hvilke kriterier og under hvis kontrol? Jeg mener, at vi har brug for en proces som udvidelsesprocessen, hvor Kommissionen fastlægger kriterierne og kontrollerer dem.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! Vi er solidariske med det arabiske folk i dets kamp for frihed, demokrati og sociale fremskridt i Tunesien, Egypten og Libyen under hensyntagen til de specifikke omstændigheder i hvert af disse lande. Vi må imidlertid ikke glemme den støtte, som EU-regeringer og -ledere gav til diktatorerne, da de solgte dem våben, der nu bruges til at dræbe deres befolkninger.

Ligeledes kan vi ikke acceptere udenlandske militære indgreb i de kampe, som disse landes befolkninger kæmper. Vi ved, hvordan udenlandske indgreb begynder, men vi ved aldrig, hvordan de ender, hvilket eksemplerne fra Irak, Afghanistan og så mange andre steder har vist. De politiske, økonomiske og sociale valg, som befolkningerne i disse lande træffer i den nærmeste fremtid, skal respekteres, og de skal sikres al den humanitære bistand, som de har brug for, uden forbehold eller indgreb.

  Mario Borghezio (EFD). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi skal naturligvis erkende, at Vesten har begået alvorlige fejl. I Italien har vi begået den fejl, at vi har opfattet hr. Gaddafi som vores "son of a bitch", som præsident Roosevelt ville have sagt, hvorimod han blot var en af mange "sons of …", der regerer deres folk og nu endda skyder mod dem eller får andre til at skyde mod dem.

Hvordan kan det være, at ingen i Parlamentet har nævnt det ansvar, der ligger hos de afrikanske regerings- eller statsoverhoveder, der indtil i går morges opfattede ham som en broder, forkælede ham og sendte ham til FN som repræsentant for forsvaret af menneskerettighederne, hvilket endda fik ham til at erklære sig kongen over konger blandt de afrikanske lande – eller har jeg fat i den forkerte person?

Europa er nu i færd med at begå endnu en fejl ved at ignorere en åbenlys fare, efterhånden som en voldsom strøm af somaliere, eritreere og andre flygter over Libyens grænser. Vi skal håndtere dette problem med stort engagement. Vi bør anvende en Marshall Plan, der involverer netværket af små og mellemstore virksomheder, for at hjælpe disse mennesker, ikke sende våben.

***

  Formanden. – Inden jeg giver ordet til Baroness Ashton, så hun kan svare, vil jeg oplyse medlemmerne om, at to repræsentanter fra Det Nationale Libyske Råd er til stede på tilhørerpladserne, nemlig Dr. El-Welfali og Dr. Al-Eisawi, som jeg gerne vil byde velkomne.

Bifaldets styrke afspejler Parlamentets opbakning og solidaritet og den stærke støtte, der fremgik af drøftelserne, til frihed og demokrati i Libyen. Jeg vil gerne sige tak og held og lykke. Vi står bag jer.

***

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke Parlamentet for en efter min mening meget vigtig drøftelse.

Det fælles tema er naturligvis ønsket om at se forandringer i Libyen, som sætter befolkningen forrest i EU's og det internationale samfunds bestræbelser.

Jeg mener, at hr. Schulz sagde det først, men det er blevet gentaget adskillige gange. Vi skal være meget bevidste om, hvad vi gør, og meget beslutsomme, når det gælder det, vi bør gøre. Vi skal først og fremmest sikre, at den humanitære bistand og støtte kommer ind i landet og når frem til de rigtige steder. Vi har kontakt med Médecins Sans Frontières og IRKK hele vejen gennem landet fra Benghazi til Tripoli. Jeg ved imidlertid fra mine drøftelser, at der er områder, hvor det er ekstremt vanskeligt at få bistand og lægemidler ind i landet som følge af de igangværende kampe, og fordi folk ikke kan komme igennem hertil.

Det er noget, som fru Georgieva, som kommissær med ansvar for humanitær bistand, arbejder på, og fru Amos i FN koordinerer også indsatsen derfra. De gode nyheder er, at vi i visse områder får besked om, at de klarer sig godt, og at støtten når frem, men der er selvfølgelig meget at gøre.

Jeg har også lyttet til, hvad medlemmerne har sagt om flygtningespørgsmålet. Vi har arbejdet hårdt sammen med medlemsstaterne for at forsøge at få folk hjem og støtte dem. Mange af de flygtninge, der ankom til den tunesiske grænse, var bosiddende i Egypten, og visse medlemsstater har arbejdet tæt sammen med tuneserne for at stille transport via båd eller fly til rådighed for at få folk hjem og endvidere overvåge dem, der rejser tilbage til Afrika.

Men der skal gøres meget mere. Min overbevisning er, at hvis vi kan gøre landet mere stabilt, kan folk blive hjemme – og det er der, de ønsker at være. En af udfordringerne for EU – og det er jeg meget åben omkring – er således, at vi ved at sikre stabilitet i vores sydlige nabolande kan gøre det muligt for folk at blive der, hvor de ønsker at være, med økonomisk fremgang og demokrati, frem for at de føler, at de er nødt til at flygte som følge af vold, manglende muligheder eller andre problemer.

Dernæst er der hele spørgsmålet om en flyveforbudszone og den rolle, som militære løsninger skal spille. Jeg nævnte arbejdet med det, vi beskrev som forsigtig planlægning, i Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (COPS), som fortsatte i går aftes. Der henvises til disse drøftelser i vores igangværende drøftelser med FN, som jeg også har nævnt, og i NATO, hvor jeg vil deltage i et møde i morgen. De finder naturligvis sted i samarbejde med vores partnere. Den Arabiske Liga vil drøfte en flyveforbudszone på lørdag.

Jeg er imidlertid også meget bevidst om noget, som generalsekretæren for Den Arabiske Liga sagde til min delegation, der besøgte ham i går. Vi skal klarlægge, hvad vi har brug for, da en flyveforbudszone pr. definition indebærer forskellige ting for forskellige personer. Jeg tror, at Parlamentet vil være meget interesseret i at sikre, at det, der skal gøres, bliver gjort på en hensigtsmæssig måde. Vi skal være sikre på, at uanset hvilke foranstaltninger vi træffer, træffes de med fuld viden om, hvad vi gør, og med støtte fra de mennesker, der vil blive påvirket heraf. I den sammenhæng henviser jeg på ny til behovet for fortsatte drøftelser og fortsat dialog med Den Afrikanske Union og Den Arabiske Liga.

Vi kunne have en omfattende drøftelse – og det burde vi måske – om et emne, som jeg er begyndt at skrive om i pressen, nemlig isolationisme versus engagement. Det er en reel udfordring, og det, jeg vil sige til den herre, der holdt billederne op, er, at når man er formand for Det Europæiske Råd og som formand har deltaget i topmødet mellem Afrika og EU, som blev afholdt i Libyen, vil der naturligvis være et billede af formanden sammen med Gaddafi. Det giver sig selv. Der er billeder af mange personer. Der var et billede i samme gruppe af formanden for ALDE-Gruppen. Der er tale om billeder, som man kan tage ved mange lejligheder, hvor de af os, der bestrider ansvarsfulde hverv, skal indgå i relationer med personer, som vi sandsynligvis ikke ønsker at indgå i relationer med.

Jeg mener derfor ikke, at det er rimeligt at vise et billede af Herman Van Rompuy, der varetager sine ansvarsområder som formand for Det Europæiske Råd på vores alles vegne i værtslandet sammen med den person, som var vært for begivenheden. Om vi ville have foretrukket, at Den Afrikanske Union havde holdt mødet et andet sted, er et andet spørgsmål; vi har da også gentagne gange bemærket over for dem, at de måske skulle have gjort det. I sidste ende møder vi dog som hovedregel Den Afrikanske Union der, hvor Den Afrikanske Union foreslår det. Det kan vi måske ikke lide, og det er en reel debat. Jeg mener, at vi bør drøfte det på et tidspunkt, da jeg som hovedregel mener, at engagement er bedre end isolation. Isolation virker under visse omstændigheder, men engagement er bedre.

Når det nu er sagt, har vi, som jeg også har gjort det klart, måske fået Gaddafi ind i varmen. Det er nu på tide at sende ham tilbage ud i kulden – helt og aldeles. Det er også meget vigtigt med en vurdering af, hvori vores engagement består, og hvordan vi engagerer os, og at vi er klar til at revidere vores engagement og rejse os og sige, at vi har gjort det af en række årsager, som efter vores mening er de rigtige, uanset hvilket land det drejer sig om; at vi tror på, at engagement er bedre under disse omstændigheder, men at der findes omstændigheder, hvor det ikke er hensigtsmæssigt, og omstændigheder, hvor det, selv om det har været vores tilgang hidtil, ikke længere er hensigtsmæssigt.

Men lad os være ærlige, lad os ikke udfordre hinanden med billeder eller andre beskyldninger. Folk gør overvejende deres bedste under meget vanskelige omstændigheder, og jeg mener, at vi bør være stolte af, at formanden for Rådet forsøger at repræsentere medlemsstaterne.

Jeg vil også blot sige noget om betegnelser. Vi hører meget om en Marshallplan. Nogle kaldte det endda en Ashton-plan. Nej, lad os tale om en libysk plan eller en egyptisk plan eller en tunesisk plan, som ejes af befolkningen i de lande, som vi engagerer os i og tilbyder vores støtte.

Jeg ønsker ikke en plan, som vi når frem til, og hvor vi til de pågældende lande siger, at vi har planen for deres land. Det må vi ikke gøre. Vi skal være dem, der tilbyder den støtte, som skal sikre, at deres plan kan blive alt det, vi ønsker, for at støtte demokratiet.

Der er folk i Parlamentet med flere års erfaring, som er kommet gennem revolutioner og forandringer, og som har så meget at tilbyde. Jeg håber virkelig – og det har jeg sagt i disse lande – at de (hvis de føler, at det kan nytte) vil gøre brug af de personer, som har oplevet det, og som ikke blot ved, hvad der virkede, men som også kan fortælle dem, hvad der ikke virkede. Måske kan de ting, der skal undgås, være lige så vigtige som de ting, der skal gøres.

Jeg er enig i, at vi skal gennemgå det, som EU gør, hvilke redskaber vi har til rådighed, om vi har nok, og om vi skal genoverveje, hvad vi kan gøre. Medlemmerne har nemlig ret i, at jeg opererer inden for et mandat, som jeg er blevet tildelt, og jeg kan kun operere inden for dette mandat. Det giver mig mulighed for at gøre visse ting, men det kræver hovedsagelig, at jeg samler institutionerne og de 27 medlemsstater i en samordnet og fælles indsats.

En sidste ting om offentliggørelser og om at lytte. Jeg tror, at jeg har gjort mere i pressen end nogen anden i verden inden for dette emne. Jeg har optrådt overalt i medierne. Vi var først ude, da Mubarak trak sig tilbage, og jeg har i høj grad været til stede i pressen. Men jeg har også gjort meget mere uden pressen her i Parlamentet. Det er igen det, jeg opfatter som vigtigt, da vi mere end noget andet har brug for at lytte. Vi besøger alle disse lande, og de får så mange besøgende fra hele verden, hvilket er godt – selv om jeg nogle gange tror, at vi er nødt til at give dem plads og tid til at arbejde sammen om planlægge og efterfølgende indgå i en mere kvalificeret dialog med os. Men vi skal også lytte, og hvis der er noget, som jeg indtrængende vil opfordre os alle til at gøre, er det at tage os tid til virkelig at lytte – og det vil jeg også sige til medlemsstaterne – til, hvad folket siger, at besøge Tahrir Square, som jeg gjorde det, for at tale med de unge i Egypten, at tale med civilsamfundet i Tunesien og tage kontakt til befolkningen i Libyen, når vi kan, for at drøfte det, de ønsker for deres fremtid, og gøre alt, hvad der står i vores magt, for at bakke dem op.

  Edward McMillan-Scott (ALDE). – (EN) Hr. formand! Måske kan Baroness Ashton kommentere følgende. Der har stort set været enstemmighed i Parlamentet om, at EU's anerkendelse af Libyens nationale overgangsråd, som på nuværende tidspunkt har base i Benghazi, ville være et ekstremt vigtigt politisk signal, som ville gøre det muligt at få humanitær og anden strategisk bistand ind i landet. Hun har ikke besvaret dette spørgsmål. Mange talere har rejst det. Måske kan hun blot fortælle os, hvad hendes holdninger er, og om hun vil overbringe budskabet til Rådet på fredag.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Hr. formand! Jeg besvarede ikke spørgsmålet. Jeg hørte det, og jeg er fuldt ud bevidst om det. Der er to årsager til, at jeg ikke svarede. Den ene er, at jeg gik ud fra, at Parlamentets formand, som vil tale på Det Europæiske Råds møde – som han altid gør – vil overbringe Parlamentets kommentarer og det, det er nået til enighed om i sine beslutninger. Jeg mener, at det er den rigtige metode til at sikre, at Parlamentet bliver repræsenteret. Det andet er, at det vil være medlemsstaternes beslutning. Der var således ikke tale om manglende anerkendelse fra min side. Jeg mødtes da også med en herre i går aftes. Jeg forsøgte blot at respektere Parlamentet ved at anerkende formandens rolle.

  Mario Mauro (PPE). – (IT) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! I lyset af hvad hr. McMillan-Scott har sagt, kan jeg ikke finde ud af, om forslaget om at anerkende Det Nationale Libyske Råd vil være blandt de forslag, som kommissæren og Kommissionen vil stille over for Rådet.

Jeg kan regne ud, at hun har det fint med, at Parlamentet drøfter det, men vil Kommissionen og Baroness Ashton stille forslag herom på Rådets møde den 11. sammen med sine forslag eller initiativforslag? Det er vores spørgsmål.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Hr. formand! Jeg kan kun gøre det, som mit mandat tillader mig at gøre. Mine personlige holdninger tæller ikke. Det må medlemmerne forstå.

Jeg har mødtes med Rådet, og jeg har hørt, hvad Parlamentet har sagt. Parlamentets formand vil redegøre herfor. Som hr. Cohn-Bendit siger, er det meget vigtigt, men jeg kan ikke stå her i dag og sige, at jeg derfor vil anbefale det. Vi må gå videre med det, som Parlamentet når til enighed om, når det vedtager sin beslutning, og jeg har set, hvad det foreslår. Efterfølgende redegør vi herfor over for formanden for Det Europæiske Råd i forbindelse med Det Europæiske Råds konklusioner – som er i hans hænder – som Rådet (udenrigsanliggender) skal mødes og drøfte, og som Parlamentet skal forelægge gennem sin formand. Derefter vil Det Europæiske Råd træffe sin afgørelse.

Jeg forsøger ikke at undgå emnet. Jeg siger blot, at medlemmerne skal samle alle disse aspekter og derefter træffe en afgørelse. Det er ikke et udtryk for manglende respekt for overgangsrådet, men igen er vi nødt til at gøre det ordentligt og sikre, at vi gør det, som vi har det godt med at gøre.

  Formanden. – Jeg giver ordet til hr. Cohn-Bendit i et sidste indlæg, hvorefter vi afslutter drøftelsen. Jeg vil blot minde Baroness Ashton om – selv om jeg er sikker på, at hun ved det – at hun også får sit mandat fra Parlamentet i hendes egenskab af næstformand for Kommissionen og således ikke blot fra Rådet.

  Daniel Cohn-Bendit (Verts/ALE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne sige til Baroness Ashton – og jeg kan sige det på engelsk – at hendes mandat også indebærer, at hun skal stille forslag over for medlemsstaterne. Det ligger i hendes mandat, og vi vil gerne have hende til at tage sit mandat alvorligt. Efter en drøftelse i Parlamentet og efter en beslutning, som Baroness Ashton vil læse, vil hun vide, at der vil være overvældende flertal for at tage dette alvorligt at stille forslag herom over for Rådet. Hvis ikke har vi en stor krise mellem Baroness Ashton og Parlamentet.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Hr. formand! Jeg kan ikke acceptere denne tanke om en alvorlig krise. Jeg har gjort det meget klart over for hr. Cohn-Bendit, hvad mit mandat præcist indebærer. Anerkendelsen af en regering er den anerkendelse, som Det Europæiske Råd giver. Den højtstående repræsentants mandat er at fremlægge de idéer, som hun forelægges, at drøfte dem med institutionerne på forhånd og på fredag forelægge disse synspunkter for Det Europæiske Råd. Det er op til medlemsstaterne at træffe afgørelsen.

Jeg vil gå herfra til en drøftelse med formanden for Det Europæiske Råd – hvis repræsentant er til stede her – og jeg vil drøfte det med kommissionsformanden. Vi vil også have institutionernes holdninger klar til fredag og mødet i Rådet (udenrigsanliggender) i morgen. Jeg forsøger ikke at krybe udenom, men det er helt korrekt, at medlemsstaterne træffer afgørelse om anerkendelse af en regering. Jeg hører højt og tydeligt, hvad Parlamentet siger.

Lad os ikke gøre en krise ud af det. Jeg forsøger ikke at undgå noget. Jeg fortæller blot Parlamentet, at vi skal gøre det ordentligt til gavn for disse befolkninger og den libyske befolkning.

  Formanden. – Jeg har modtaget seks beslutningsforslag(1), jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 10. marts 2011.

  Louis Grech (S&D), skriftlig. – (EN) Det er beklageligt, at Europa ikke har lært meget af sin fortid. Unionens forsinkede reaktion på situationen i Libyen beviser, at Europa stadig har en usammenhængende og fragmenteret tilgang til det sydlige Middelhavsområde. Hvis Europa holder fast i denne tankegang, er der en mulighed for, at en humanitær krise af samme omfang vil finde sted igen. Europa skal reagere på to fronter.

1) Politisk og humanitær reaktion. Vi skal sikre, at det libyske folks legitime forhåbninger indfris gennem lokalt opnået demokrati, som indebærer, at regimet træder til side for at gøre det muligt for befolkningen i regionen aktivt at sikre landets overgang til demokratiet;

2) Migrationsstrømme. På nuværende tidspunkt er muligheden for voldsomme migrationsstrømme fra regionen et sekundært spørgsmål, men det skal håndteres. Unionen har hidtil anerkendt det, men har ikke formået at iværksætte en samordnet og samlet plan. Derfor opfordrer jeg til iværksættelsen af en slags Marshall Plan, som skal omfatte en integreret indvandringspolitik, der er baseret på principperne om solidaritet og byrdefordeling, og hvor alle medlemsstater erkender, at et land alene ikke vil kunne håndtere de store og komplekse vanskeligheder som følge af store migrationsstrømme, særlig når det gælder de små medlemsstater.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Opstandene i Maghreb har allerede haft konsekvenser for Europa – i form af både proppet med flygtninge, faldende aktiepriser og prischok på tankstationer, hvor EU naivt højst havde forudset sidstnævnte. Når man kombinerer de højere priser for råolie med en stærk euro og Den Europæiske Centralbanks rentestigning, er der ikke meget håb om, at priserne på brændselsolie falder. Det viser os igen, hvor afhængige vi er af forsyninger af råolie, og at vi skal sikre alternativer.

Oprørernes opfordring til en flyveforbudszone er et dilemma. Det kræver, at FN sanktionerer denne direkte indgriben i en stats suverænitet og dermed ødelæggelsen af dens luftværnskapacitet – som eksperterne advarer om. EU-medlemsstaterne skal ikke blot overveje dette, men også konsekvenserne af en åben borgerkrig. Hvad ville EU's holdning desuden være, hvis Gaddafi skifter retning? Det er klart, at en diktator ikke kan kues af aggressive holdninger alene. Gaddafi har vist, hvordan det er muligt at træde på Vesten, og resten af diktatorerne ser på med interesse. EU skal nu spille med sine udenrigspolitiske muskler og træffe klare foranstaltninger mod en nedtrapning af konflikten og demokratisering af Libyen.

  Mariya Nedelcheva (PPE), skriftlig. – (FR) Muammar Gaddafis afgang er et hastespørgsmål i dag. Men der er også alt det andet, og det, der tæller, er befolkningen. Vi fokuserer på diktatorerne, men vi overser ofte befolkningen, som er det første offer. Processen med at befri det libyske folk kan ikke foregå uden en reel politisk overgang i landet. En overgang til demokrati vil imidlertid aldrig lykkes uden reelle oppositionsledere. På nuværende tidspunkt er oppositionen meget svag. Større synlighed til oppositionen er et første nødvendigt skridt imod fremgang. På den anden side er der også brug for en stærk regional strategi. Alene i forbindelse med flygtningespørgsmålet er nabolandene ikke i stand til indgå en aftale, der skal forhindre strømmen af flygtninge i at blive holdt tilbage ved grænserne. Resultatet er, at de sundhedsmæssige forhold forværres, hvilket skaber spændinger mellem samfundene. Hvis denne humanitære krise ikke håndteres, risikerer vi at stå over for en situation, der hurtigt kommer ud af kontrol.

  Edward Scicluna (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg vil gerne lykønske min kollega, Ana Gomes, for hendes beslutning. Jeg er imidlertid skuffet over manglen på støtte fra PPE til en aftale, der tilskynder EU til at udarbejde en plan og ruste sig til at håndtere eftervirkningerne af Libyen-krisen, særlig når det gælder migrationspolitik og videresendelse. Vi har ingen plan A og da slet ikke en plan B.

Hidtil har en lille ø-medlemsstat tæt på Libyen, nemlig Malta, hjulpet, så godt den kunne. 13 000 personer med 89 forskellige nationaliteter blev evakueret med Maltas egne skibe og luftfartsselskaber, hvilket har bragt begge i stor fare. Malteserne gjorde det ikke på grund af EU-lovgivning og bestemt ikke på grund af Frontex. I stedet reagerede de af humanitære årsager og gav fritagelse for visumkrav. Det var et spørgsmål om solidaritet. Om vi står over for en immigrationsstrøm af bibelske dimensioner, kan vi ikke afgøre. Den vil helt sikker blive stor og meget voldsom for Malta. Malteserne beder ikke om anvendelse af Dublin II- eller Frontex-forordningerne. De beder om solidaritet og en videresendelsespolitik, der er baseret på princippet om byrdefordeling. Det er meget skuffende og uforståeligt at se PPE løbe fra dette ansvar.

  Traian Ungureanu (PPE), skriftlig. – (EN) Begivenhederne i Libyen og i EU's sydlige nabolande er en tilbagevisning af tidligere politikker og en prøve på kommende politikker. Status quo-tilgangen var det almindelige valg i næsten 40 år. Denne politik gav Europa fordelene ved stabilitet og sikker adgang til energi. Men den ignorerede samfundene i Nordafrika og den arabiske verden. Det ved vi, fordi disse samfund dukkede op igen og overraskede alle. Der er brug for en større politisk ændring hen imod aktiv støtte til de nye civilsamfund i de arabiske lande. Det må imidlertid ikke blive en undskyldning for beslutninger, der træffes for hurtigt, og som ville ødelægge vores naboskabspolitik.

Den europæiske naboskabspolitik bør forblive på plads som en politik. Den bør ikke erstattes af ukoordinerede foranstaltninger. Tanken blev luftet om, at der skulle tages finansielle midler fra de europæiske programmer for det østlige partnerskab og omfordeles til det sydlige. Det ville sende et negativt budskab til samfundene i vores østlige nabolande. Denne omfordeling har endvidere intet rationelt grundlag. Udgifterne pr. indbygger i de sydlige og østlige nabolande er ikke uafbalancerede. De er nogenlunde de samme. Problemet er ikke, hvor meget vi bruger, men hvordan vi bruger det.