Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning (Α7-0050/2011) af Ivan for Budgetkontroludvalget om beskyttelse af EU's finansielle interesser – Bekæmpelse af svig – Årsberetning for 2009 [COM(2010)0382 – 2010/2247(INI)].
Cătălin Sorin Ivan, ordfører. – (RO) Fru formand! Denne betænkning om beskyttelse af EU's finansielle interesser er baseret på Kommissionens beretning, jf. artikel 325 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. I denne artikel henviser man klart og tydeligt til bekæmpelse af svig, mens Kommissionens beretning ikke giver nogen klar indikation på, hvor stor en procentdel af uregelmæssighederne, der skyldes svig, og hvor stor en procentdel der blot er fejl.
Det er af kolossal betydning, at vi meget klart definerer, hvad vi forstår ved svig, for når man bruger dette udtryk, henviser man til en bevidst ulovlig handling. Vi taler om korruption i ordets egentlige forstand, mens fejl er utilsigtede. Mens vi kan blive enige om at tolerere fejl, kan vi på ingen måde tolerere nogen form for svig. Der skal være nultolerance over for svig i forbindelse med europæiske midler og EU's budget.
Et andet vigtigt problem drejer sig om indsamling af data og information. Vi skal have en meget alvorlig diskussion om, hvordan medlemsstaterne videresender information om, hvordan EU-midlerne anvendes, til EU eller nærmere bestemt til Kommissionen. Efter min mening vil indholdet af de nationale forvaltningserklæringer være at højere kvalitet, når de indebærer et langt større politisk ansvar på nationalt plan. Jeg vil endnu en gang bede Kommissionen sikre, at disse nationale forvaltningserklæringer underskrives af den relevante minister eller en minister fra nationalregeringen.
I en anden sammenhæng er de 16,7 mia. EUR på EU-budgettet egne indtægter og især indtægter fra told. 70 % af importen kommer via den forenklede procedure. Jeg vil gerne citere følgende fra særberetning nr. 1/2010 fra EU's Revisionsret, hvori man påpeger følgende: "kontrollen af disse forenklede procedurer er meget begrænset, mens Retten har kunnet konstatere et alarmerende antal fejl". Det er af kolossal betydning, at Kommissionen i dette tilfælde vurderer de økonomiske konsekvenser af disse uregelmæssigheder.
Jeg vil gerne lykønske OLAF med Diablo II-operationen, der ikke bare sigtede mod at beskytte EU's finansielle interesser, men samtidig at bekæmpe forfalskede produkter. Ud over den skadelige virkning, som disse forfalskede produkter har på EU's finanspolitiske rammer og budget, er der også risiko for europæiske borgeres sikkerhed og negative virkninger for EU's økonomi.
Jeg vil gerne igen henvise til de omkostninger, der er tale om, og på den ene side nævne brugen af europæiske midler og på den anden inddrivelse af midler, der er blevet udbetalt ubegrundet. Med hensyn til anvendelse af europæiske midler skal vi nævne det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, der er et fremragende system, men det skaber kolossale problemer, når det anvendes, fordi det er baseret på forkerte databaser og ligeledes hæmmes på grund af identifikationen af de pakker, der skal bruges.
Desuden kan jeg kun sige en ting med hensyn til inddrivelse af europæiske midler, nemlig, at jeg finder det bekymrende, at 42 % af landbrugsmidlerne inddrives og kun 50 % af samhørighedsfondene. Det er kolossalt alarmerende tal, og vi skal holde meget nøje øje med inddrivelsen af midler.
Algirdas Šemeta, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Ivan, for hans konstruktive betænkning. Jeg vil koncentrere mine bemærkninger om seks meget vigtige aspekter af den.
For det første spørgsmålet om information i beretningen om beskyttelse af finansielle interesser. 2009-beretningen indeholder allerede nye detaljerede oplysninger om graden af svig og uregelmæssigheder og angiver den forventede procentdel for svig pr. medlemsstat for samhørighedsprogrammerne for 2000-2006. Det er altid muligt at foretage yderligere forbedringer, og jeg vil tage skyldigt hensyn til Deres forslag.
For det andet om spørgsmålet om konventionen om beskyttelse af finansielle interesser, hvor jeg er i færd med at udarbejde en meddelelse, sammen med Kommissionens næstformand, fru Reding, som offentliggøres til maj. Den vil indeholde en strategi for beskyttelse af EU's offentlige midler mod alle former for ulovlig adfærd, inklusive svig, og vil kigge nærmere på procedurer, den materielle strafferet og de institutionelle rammer.
For det tredje vedrørende egne indtægter begyndte Kommissionen i 2010 at besøge alle medlemsstater for at undersøge de forenklede toldprocedurer i forbindelse med import. Den vil aflægge beretning til Parlamentet, så snart der er indsamlet oplysninger til en meningsfuld analyse af deres gennemførelse og resultater.
For det fjerde vedrørende cigaretsmugling har man nu indgået aftaler med fire tobaksproducenter. Vi vil fortsat presse på for en protokol om afskaffelse af ulovlig handel med tobaksprodukter under WHO's konvention om tobakskontrol.
For det femte er jeg helt enig i, at fejlagtig anvendelse af regler for offentlige indkøb er en vigtig kilde til fejl og svig. Kommissionen anvender aktivt finansielle korrektioner med satser på op til 100 % af den tildelte finansiering afhængigt af uregelmæssighedernes alvor. Vi foreslår en forenkling og præcisering af EU's indkøbsdirektiver inden 2012 i overensstemmelse med grønbogen, der blev offentliggjort tidligere på året.
Endelig er jeg enig i, at inddrivelsen af uberettiget udbetalte midler er et centralt aspekt i beskyttelsen af EU's finansielle interesser. Med hensyn til de flerårige samhørighedsprogrammer gør Kommissionen i vid udstrækning brug af afbrydelse og suspendering af betalinger og undgår udbetalinger til medlemsstater, hvor forvaltnings- og kontrolsystemerne ikke er effektive. I 2010 blev udbetalinger på mere end 2,4 mia. EUR under regional- og socialfondene afbrudt forebyggende. Kommissionen vil fortsat presse medlemsstaterne i retning af en effektiv forvaltning af inddrivelsen fra de endelige modtagere.
Situationen bliver bedre. Inden for landbrugssektoren er inddrivelsesprocenten ved udgangen af 2010 f.eks. steget til 53 % for nye 2007-sager sammenholdt med 10 % for sager fra før 2006. Jeg vil imidlertid gerne understrege, at for flerårige programmer kan man først se det fulde billede, når programmerne er afsluttet, når medlemsstaterne har løst eventuelle uregelmæssigheder på tilfredsstillende vis.
Afslutningsvis vil Kommissionen bestræbe sig på aktivt at følge op på de foranstaltninger, som Parlamentet har foreslået.
Monica Luisa Macovei, for PPE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg mener, at vi skal tale om, hvad der skal rettes, så jeg vil henvise til de kritiske spørgsmål. Det første er, at Kommissionens beretning ikke indeholdt oplysninger om det skønnede omfang af uregelmæssigheder og svig i de enkelte medlemsstater. Derfor mangler vi et klart billede af problemet på medlemsstatsniveau. Desuden beskæftiger Kommissionen sig overordnet med uregelmæssigheder, men kigger ikke detaljeret på svig. Vi forventer, at det ændrer sig i næste års beretning.
Det andet spørgsmål drejer sig om offentlige indkøb, hvilket, som vi alle ved, er et område med stor risiko for svig og korruption. I denne betænkning opfordrer vi Kommissionen til at fokusere på regulering af offentlige indkøb: at indføre ensartede indkøbssystemer, at definere og anvende klare betingelser for deltagelse i offentlige indkøb, at anvende kriterier for beslutningstagning om offentlige indkøb og at sikre gennemsigtighed i disse beslutninger og ligeledes at revidere offentlige indkøbsbeslutninger og sikre gennemsigtighed og ansvarlighed i de offentlige finanser. Vi forventer, at Kommissionen og Rådet færdiggør vedtagelsen af reformen af offentlige indkøb og rådfører sig med os om dette.
Den tredje ting drejer sig om gennemsigtighed i finansiering til støttemodtagerne. Der findes en side på Kommissionens websted, hvor vi kan se nogle af modtagerne af europæiske midler i medlemsstaterne. Men det skal forbedres kraftigt. Vi har brug gennemsigtighed og etstedsbetjening. Vi har brug for et enkelt websted, der offentliggør alle støttemodtagerne for EU-midler på grundlag af standardkategorier for de informationer, som alle medlemsstater skal indsende, på mindst ét af EU's arbejdssprog. Ellers farer vi vild i en masse forskellige informationer, der ikke giver noget samlet billede og ikke skaber gennemsigtighed.
Som kommissæren sagde, er der altid plads til forbedringer, og jeg håber at se forbedringer på de områder, jeg har nævnt.
Jens Geier, for S&D-Gruppen. – (DE) Fru formand, mine damer og herrer, kommissær Šemeta! Vi ved, at 80 % af EU-budgettet administreres under en fælles forvaltningsordning, hvilket betyder, at pengene administreres og bruges i medlemsstaterne, og det er netop her, der opstår fejl, uregelmæssigheder og svig.
Den årlige betænkning om beskyttelse af EU's finansielle interesser svarer lidt til en liste over medlemsstaternes synder, og derfor vil jeg gerne takke Cătălin Sorin og skyggeordførerne fra de andre grupper for deres hårde arbejde. Jeg mener, at Kommissionens beretning om beskyttelse EU's finansielle interesser indeholder en bemærkelsesværdig sætning – på side 11 i den tyske udgave. Der står: "Med hensyn til mål 2-programmerne kan de meget høje grader af uregelmæssighed i Det Forenede Kongerige og Nederlandene, der er blandt hovedmodtagerne af denne støtte, have påvirket den samlede sats."
Det Forenede Kongerige og Nederlandene er to af de lande, der har foreslået nedskæringer af EU-budgettet. Set fra min side kan jeg kun opfordre dem til at sørge for, at de europæiske skatteyderes penge bruges korrekt og til at bekæmpe omfanget af uregelmæssigheder i deres lande. Jeg vil meget gerne høre, om De har noget at tilføje til dette, hr. Kommissær.
Bart Staes, for Verts/ALE-Gruppen. – (NL) Fru formand! Indberetning af svig og uregelmæssigheder er meget vigtigt for lovgiveren, eftersom det giver os et indblik i, hvordan ressourcerne anvendes. Det giver os et indblik i, hvad der er ved at gå galt. Det giver os et indblik i, hvad der kan forbedres. I den forbindelse er denne betænkning virkelig meget vigtig.
Jeg mener, at vi efter diskussionerne i Parlamentets udvalg om bekæmpelse af svig kan drage følgende konklusioner.
Først og fremmest skal beretningerne være mere præcise. De skal give et virkeligt indblik i det faktiske omfang af uregelmæssigheder og svig.
For det andet skal medlemsstaterne forbedre deres rapportering. Den er ikke optimal i øjeblikket, og det er endda pænt sagt. Derfor skal vi lægge pres på medlemsstaterne for at få dem til at forbedre dette og indføre sanktioner, hvis det bliver nødvendigt.
For det tredje skal de ressourcer, der bruges forkert, rent faktisk inddrives, og Kommissionen skal tage de nødvendige skridt for at sikre, at dette sker. Vi bør også diskutere dette, når vi skal diskutere decharge i Strasbourg i næste måned. Her er Italien et problembarn.
For det fjerde skal vi blive bedre til at overvåge den obligatoriske anmeldelse af uregelmæssigheder fra medlemsstaterne. De manglende rapporter fra Spanien og Frankrig er særlig besynderlige i den forbindelse.
Jeg er stående ordfører for egne indtægter, og derfor vil jeg også gerne sige tak til og lykønske Kommissionen og især Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og dets afdeling for bekæmpelse af svig med cigaretter og tobak, hvis resultater har været ret forbløffende og meget imponerende. Operation Diabolo II siges at have været et skoleeksempel på operationelt samarbejde, og aftalerne med British American Tobacco og Imperial Tobacco var ligeledes enestående. De vil sikre os 500 mio. EUR.
Der er bare en ting – det er vigtigt, at disse penge ikke bare forsvinder ned i medlemsstaternes nationale finansministerier. Disse penge skal rent faktisk bruges – af Kommissionen, ja, men hovedsagelig af medlemsstaterne – til at styrke foranstaltninger til bekæmpelse af svig i medlemsstaterne. Dette er virkelig et meget vigtigt punkt. De penge, der kommer ud af denne aftale, skal bruges i bekæmpelsen af svig.
Andrea Češková, for ECR-Gruppen. – (CS) Fru formand! Jeg glæder mig over denne betænkning, hvori man søger at skabe større gennemsigtighed inden for bekæmpelse af korruption, og som fortjener støtte. Sidste efterår ved præsentationen fra Revisionsretten diskuterede vi allerede medlemsstaternes ansvar for overvågningen af den overordnede udbetaling af EU-midler.
Efter min mening er det kun ret og rimeligt, at alle medlemsstater bør beskytte EU's finansielle interesser ved at sikre pålidelige kontroller på nationalt plan med henblik på at identificere uregelmæssigheder og svig. I denne forbindelse er der også behov for, at medlemsstaterne og Kommissionen samarbejder om at levere forståelige og pålidelige oplysninger. Den obligatoriske erklæring i en beretning på nationalt plan skal kontrolleres behørigt af det nationale tilsynsorgan. Konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser er helt sikkert et hensigtsmæssigt støtteinstrument.
Men Den Tjekkiske Republik, som står nævnt i betænkningen, har endnu ikke ratificeret konventionen, fordi den kræver, at der indføres strafferetligt ansvar for juridiske personer. Den Tjekkiske Republiks lovgivning er traditionelt baseret på, at kun fysiske personer kan være strafferetligt ansvarlige. Dette spørgsmål diskuteres imidlertid nu i det tjekkiske parlament.
Marta Andreasen, for EFD-Gruppen. – (EN) Fru formand! EU har tendens til at betegne det, der i mange tilfælde er svig og korruption, som fejl. Værre endnu. Kommissionen har besluttet at gå fra nultolerance til tolerabel risiko. For at føje spot til skade udhuler de seneste afsløringer af medlemmer her fra Parlamentet, som har indvilliget i at ændre eller udforme politikker mod betaling, Parlamentets troværdighed yderligere, navnlig i bestræbelserne på at bekæmpe svig og korruption.
Kun to af de fire, hvis navne blev afsløret, er rent faktisk trådt tilbage. Vil Parlamentet revidere de politikker, som disse fire medlemmer har arbejdet på? Et medlem af Parlamentet er endda gået så vidt som til at stille spørgsmålstegn ved OLAF's beføjelser til at undersøge disse sager og har utroligt nok erklæret, at i nogle lande vil en sådan handling ikke blive anset for ulovlig og ikke blive efterforsket.
Denne betænkning bør anspore den britiske regering til at tilbageholde alle betalinger til EU, indtil denne svig – for at bruge dets rette navn – er blevet afhjulpet af Parlamentet på en meningsfuld måde.
Csanád Szegedi (NI). – (HU) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne især komme ind på politisk svig og politisk korruption i løbet af den tid, jeg har til rådighed. Jeg beklager i høj grad, at vi først behandler denne betænkning på et tidspunkt, hvor tre medlemmer af Parlamentet er blevet afsløret og mistænkt for korruption på et velfunderet grundlag. Man tør ikke tænke på, om de afslørede medlemmer kun er toppen af isbjerget her i Parlamentet. Det betyder, at ifølge nogle beregninger bliver omkring 50 % af EU's udbud og offentlige indkøb, som er blevet nævnt ofte her, svindlet, udsat for svig og går tabt i korruption og havner i lommerne på bestemte politikere. Det er simpelthen utåleligt.
Desuden er de mere økonomiske aspekter af dette sekundære, fordi samfundet vender sig bort fra politik. Hvis befolkningen vender sig bort fra politik, vil en stemning af resignation være fremherskende, og den vil ikke kunne forhindre skolelukninger, stigende fødevarepriser og tab af arbejdspladser. Derfor skal Parlamentet foregå med et godt eksempel, og vi skal give afkald på vores juridiske immunitet. Desuden anbefaler Jobbik, at straffene skal fordobles for politikere.
Ingeborg Gräßle (PPE). – (DE) Fru formand, hr. Šemeta, mine damer og herrer! Kommissionens beretning om beskyttelse af EU's finansielle interesser – Bekæmpelse af svig – Årsberetning for 2009 indeholder adskillige nye bestemmelser. For det første forsøger Kommissionen at afgøre omfanget af uregelmæssigheder og svig. Desværre gør man i beretningen også indlysende forsøg på at bruge statistikker til at underspille problemet med uregelmæssigheder og svig ved enhver lejlighed. Hr. kommissær, jeg var slet ikke tilfreds, da jeg læste dette.
Betænkningen indeholder også vigtigere nyheder, nemlig gennemførelsen af rapporteringssystemet for uregelmæssigheder, der kaldes for IMS. Nu kan der indlæses data på 800 kontorer over hele Europa i stedet for 50 kontorer som tidligere. Derfor steg andelen af uregelmæssigheder inden for landbrugssektoren med 43 % og inden for strukturelle midler med 23 %, mens det samlede tal for området strukturelle midler rent faktisk steg med 109 %.
Dette system skal forbedres yderligere. Det er smerteligt at se, at Kommissionen stadig udviser stor tålmodighed med gennemførelsen i medlemsstaterne, der stadig foregår i sneglefart. Det fremgår også tydeligt af betænkningen. Deraf vores opfordring til den fuldstændige gennemførelse af IMS. Vi får først troværdige data, når systemet kører korrekt, således at vi kan håndtere uregelmæssigheder og svig med kvoter.
Vi er meget utilfredse med situationen i Italien. Dette land er langt foran resten med hensyn til svig. EU-regnskaberne frem til 2004 er blevet revideret, og 60 % af de formodede tilfælde af svig blev tillagt Italien. Derfor vil det give mening at hjælpe dette land med en handlingsplan og en række særforanstaltninger.
Jeg vil gerne udtrykke min dybtfølte tak til OLAF og dets medarbejdere for det vigtige arbejde, de har udført. De har vores opbakning, og derfor kræver vi, at Kommissionen yder større opbakning til Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig. Hvorfor er der problemer med adgang til databaser, hvis Kommissionen hævder, at den støtter OLAF's arbejde og anser det for lige så vigtigt, som vi gør? Hr. kommissær, vi vil være taknemmelige for nogle svar og for at se hensigtsmæssige ændringer i de politikker, som Kommissionen indfører.
Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Fru formand! Jeg vil gerne udtrykke min støtte til ordføreren i hans fuldt berettigede kritik af Kommissionens årsberetning. Kommissionen har kun formelt fokuseret på de ting, som medlemsstaterne har gjort opmærksom på.
Hr. kommissær, De skal kigge dybere med hjælp fra de specialiserede organer. De skal simpelthen yde en større indsats, og De skal forsøge at anvende de nyeste metodologier til at måle omfanget af uregelmæssigheder og svig. Hvis vi fortsætter med den metodologi, der anvendes i Kommissionens årsberetning for 2009, vil vi kun have skøn for mange af de mistænkelige punkter. F.eks. melder nogle større stater, der modtager meget finansiering, om meget lave niveauer for uregelmæssigheder og svig. Er situationen i disse lande virkelig så positiv, eller er den nationale metodologi til identificering af disse fejl simpelthen for løs?
Jeg er helt enig med ordføreren i, at Kommissionen lægger en uforholdsmæssig masse kræfter i at overbevise os i Parlamentet om behovet for at indføre en tolerabel fejlrisiko i stedet for at forsøge at overbevise medlemsstaterne om behovet for obligatoriske nationale forvaltningserklæringer.
Janusz Wojciechowski (ECR). – (PL) Fru formand! Jeg er enig med ordføreren i, at vi ikke bør blande alvorlig svig sammen med uheldige fejl, for hvis vi gør det, vil de uheldige fejl aflede opmærksomheden fra de mest alvorlige ting. Jeg er også enig i kritikken af Kommissionens beretning, som er for vag, og som indeholder for få oplysninger om specifikke tilfælde af svig og misbrug. Vores forhandling om dette spørgsmål ville blive langt mere relevant, hvis vi havde mere specifikke oplysninger.
Vi bekæmper korruption. Vi bør starte med selv at bekæmpe korruption, og når vi så skal vedtage de forskellige retsakter her i salen, skal vi sikre os, at de altid er gennemsigtige, at der findes klare kriterier for at træffe beslutninger, og at man undgår interessekonflikter for at sikre maksimal gennemsigtighed i EU's udgifter samt sikre systematiske og løbende kontroller. Det er de grundlæggende værktøjer, som vi bør bruge til at bekæmpe korruption.
Lucas Hartong (NI). – (NL) Fru formand! Jeg glæder mig over denne betænkning. Årsagen til dette er imidlertid ret trist, fordi det skyldes, at der begås omfattende svig inden for EU.
Jeg citerer: Kommissionens beretning (…) behandler (ikke) svig i enkeltheder og behandler uregelmæssigheder meget generelt. En stor andel af EU-midlerne (…) udbetales (fortsat) uretmæssigt. Der forekommer uforholdsmæssigt mange uregelmæssigheder i Polen, Rumænien og Bulgarien. Spanien og Italien står for det største antal uregelmæssigheder. I de senere år er 10 % af de midler, der retmæssigt kunne inddrives, rent faktisk blevet det. Endelig begår Bulgarien mest svig i forbindelse med det særlige tiltrædelsesprogram for landbrug og udvikling af landdistrikter (SAPARD).
Det var blot et par oplysninger fra betænkningen. Det er godt, at disse forhold er blevet bemærket, men hvad vil EU gøre ved det? Hvor meget længere vil man blive ved med at tolerere svig, og hvor meget længere vil borgerne skulle betale regningen?
(Taleren accepterede et spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)
Bart Staes (Verts/ALE). – (NL) Fru formand! Jeg lyttede opmærksomt til hr. Hartongs tale, men jeg lyttede også til hr. Geier, og på et tidspunkt sagde han, at to nettobidragydere, Det Forenede Kongerige og Nederlandene, også begår alvorlige fejl. Efter at De har fordømt en hel gruppe andre medlemsstater, hvad vil De da gøre i Deres eget land for at sikre, at Nederlandene ikke også begår fejl.
Lucas Hartong (NI). – (NL) Fru formand! Jeg takker hr. Staes for spørgsmålet. Hvis De har læst betænkningen grundigt, vil De også have bemærket, at Nederlandene – jeg kan ikke tale for Det Forenede Kongerige, men jeg taler nu for Nederlandene – er et af de lande, hvor procentdelen af svig er lavest, og man understreger også, at når der forekommer svig, slår man meget hårdt ned på den. Jeg vil gerne helt klart sige, at jeg er en varm tilhænger af dette.
Erminia Mazzoni (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg beundrer det arbejde, som ordføreren, hr. Ivan, har udført. Jeg må sige, at denne betænkning desværre afslører en vis manglende opmærksomhed fra Kommissionens side i dens forhold til Parlamentet, som allerede sidste år gjorde Kommissionen opmærksom på adskillige specifikke foranstaltninger, som burde gennemføres for at nå det mål, vi har opstillet for os selv om at beskytte EU's finansielle interesser og skatteydernes interesser i bekæmpelse svig og ulovligheder.
Hr. Ivan har rent faktisk gjort det klart, at bekymringerne over uretmæssig brug af EU-midler ikke er blevet mindre, og at procentdelen af uregelmæssigheder og forekomsten af mistanke om svig stadig ligger meget højt. Så hvis målet med vores kontroller er at sikre inddrivelsen af ressourcer, er vi nødt til at acceptere, at vi har lidt nederlag, når vi ser disse tal.
Som vi allerede sagde i forbindelse med betænkningen sidste år, bør Kommissionen tage ansvaret for at gribe ind i tilfælde, der vækker alvorlig bekymring, som jeg vil opdele i tre kategorier, som kollegerne før mig også har været inde på. I første omgang skal medlemsstaterne påtage sig ansvaret for især at arbejde med detekterings- og rapporteringsmekanismer. For det andet forordningernes klarhed. Det er vigtigt, at vi når frem til en enkelt og klar definition af svig, uregelmæssigheder og fejl. Endelig gennemsigtighed, som ikke bare betyder, at man skal sikre en pålidelig identifikation, som man kan bruge til at drage konklusioner af, men også at man går videre med offentliggørelsen af disse data på et websted, hvor man i stedet oplever noget af en opbremsning.
Med hensyn til det første punkt, især det med at give medlemsstaterne et større ansvar, vil jeg også gerne henlede opmærksomheden på den manglende harmonisering mellem nationale systemer, som skaber betydelige forskelle med hensyn til, hvor lang tid der skal bruges til at kontrollere tilfælde af svig og uregelmæssigheder.
Italien har ofte været nævnt i forbindelse med dette emne. Italien er også nævnt i hr. Ivans dokument. Vi har bestemt uacceptabelt lange kontrolperioder, og vi forsøger at arbejde med fristerne inden for de juridiske procedurer og retsvæsenet. Jeg må imidlertid sige, at hvis der ikke findes noget ensartet kriterium for definitionen af svig og uregelmæssigheder, er det klart, at man i lande som Italien vil bruge uforholdsmæssigt lang tid på at inddrive tabene.
Edit Herczog (S&D). – (HU) Fru formand! Jeg vil også gerne lykønske ordføreren. Jeg mener, at det arbejde, der udføres af Parlamentet, Revisionsretten og de nationale revisionskontorer i de enkelte medlemsstater er særdeles vigtigt. Det er utrolig vigtigt, at vi udfører vores arbejde gennemsigtigt og om muligt, uden at man kan sætte en finger på det. Den vigtigste faktor for Parlamentets troværdighed er naturligvis, at vi ikke selv kan udsættes for kritik. Med hensyn til Parlamentet selv skal vi bestemt indføre regler, som er bedre og mere effektive end i øjeblikket. Samtidig vil jeg gerne understrege, at det er meget vigtigt at skelne mellem uregelmæssigheder og svig, for uregelmæssigheder er ikke det samme som svig. Svindlere skal straffes. Ved uregelmæssigheder må man anvende en anden metode. Målet er, at alle organisationer i alle medlemsstater, der giver penge ud, kender reglerne præcist for at sikre, at der begås så få fejl som muligt. Det er ikke noget tilfælde, at vi i de nye medlemsstater, hvor diskussionen nu er gået i gang, og brugen af midler er begyndt, kan se, at manglende erfaring er en af faktorerne.
Mairead McGuinness (PPE). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne lykønske ordføreren og hendes skyggeordfører, min kollega, Monica Macovei, med deres arbejde med denne betænkning. Det er en vigtig betænkning, fordi skatteyderne ønsker at vide, at deres penge bruges rigtigt.
Jeg mener, at det er vigtigt at understrege, som den seneste taler også gjorde, forskellen mellem uregelmæssigheder og svig. For befolkningen udføres svig med forbryderisk sigte, men mange folk begår fejl, der kan klassificeres som fejl, eller begår større eller mindre brud på EU's regler, og de bør ikke alle sammen slås sammen. Der er en meget klar forskel.
Med hensyn til landbruget, som nogle kolleger var inde på, er det vigtigt, at der er fuld gennemsigtighed med betalinger inden for landbrugssektoren. Der er sket kolossale forbedringer på dette område. Men det er vigtigt, at vi, mens vi bevæger os i retning af en reform af den fælles landbrugspolitik, fortsætter med at foretage disse forbedringer. Jeg henviser navnlig til punkt 24, hvor man taler om kontrolsystemer. Jeg ved, at landmændene i den medlemsstat, jeg repræsenterer, får nye kort ud og skal ansøge igen. Der bruges store mængder tålmodighed og opmærksomhed på dette spørgsmål, og det er helt i sin orden.
Jeg vil slutte med at sige, at enkeltpersoner undertiden bliver fanget i systemet, mens store aktører og andre, som måske er mere skyldige i svig, måske ikke så ofte bliver fanget. Det er noget, vi skal være opmærksomme på. Vi må ikke terrorisere den enkelte.
Zigmantas Balčytis (S&D). – (LT) Fru formand! Jeg vil gerne takke min kollega, Cătălin Ivan, for hans fremragende arbejde med denne vigtige betænkning. De europæiske skatteyderes penge skal bruges hensigtsmæssigt og effektivt. I den forbindelse skal vi sørge for, at medlemsstaterne har effektive kontrolmekanismer og evne til at konstatere svig. Det er vigtigt, at Kommissionen og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) får præcise, troværdige og sammenlignelige data af høj kvalitet om uregelmæssigheder og svig. Den nuværende inddrivelsesprocent er meget lav og uacceptabel. Derfor er det nødvendigt at gribe ind for at inddrive alle de EU-midler, der er blevet misbrugt. I denne kamp er det vigtigt, at Rådet og medlemsstaterne er opmærksomme på de oplysninger, der fremlægges i Parlamentets betænkning og Kommissionens årsberetninger om beskyttelse af EU's finansielle interesser, og at OLAF er i stand til at tage alle de nødvendige skridt for at styrke foranstaltningerne til bekæmpelse af svig på dette område.
Iliana Ivanova (PPE). – (BG) Fru formand, mine damer og herrer! Desværre indeholder denne betænkning stadig bekymrende oplysninger om den høje andel af ressourcer, der bliver brugt forkert, og de stærkt forsinkede foranstaltninger, der tages for at inddrive dem. Ikke desto mindre er Kommissionens data heller ikke helt præcise til brug for indførelse af foranstaltninger, der skal bruges til at disciplinere de medlemsstater, der har den højeste andel af uregelmæssigheder og svig.
De fleste kolleger har allerede nævnt forskellen på svig og uregelmæssigheder, som ikke fremhæves klart, fordi man i betænkningen ikke behandler svig i detaljer, hvilket er en bevidst fejl, mens man anlægger en meget generel fremgangsmåde med hensyn til uregelmæssigheder, som ikke giver os mulighed for at fremsætte nogen effektive henstillinger om dette.
Det glæder mig, at Kommissionen er nået til den konklusion, at overholdelsen af rapporteringskravene i landbrugssektoren allerede har nået 95 %. Samtidig kan jeg konstatere, at tallene for svig og uregelmæssigheder er lave eller nul i nogle medlemsstater, hvilket jeg finder mistænkeligt, og hvilket kan betyde, at deres kontrol- og identifikationssystemer for svig ikke fungerer korrekt.
Jeg mener, at kontrollen med brugen af EU-midler ville blive forbedret betydeligt, hvis der var specifikke data og metoder til rådighed til at vurdere de anvendte forvaltnings- og kontrolsystemer i medlemsstaterne, hvor de nationale myndigheders effektivitet er indlysende. Derfor er det også helt plausibelt, at lande med en uregelmæssighedsprocent på nul simpelthen har et dårligt kontrolsystem, der ikke giver dem mulighed for at identificere problemer, mens lande med effektive nationale myndigheder kan opdage mere svig og flere uregelmæssigheder, således at niveauerne for disse lande ligger betydelig højere.
Ifølge data fra EU's Revisionsret kunne mindst 30 % af fejlene have været opdaget og afhjulpet af de nationale myndigheder, inden de blev meddelt til Kommissionen. Jeg håber, at alle medlemsstater vil gøre en indsats for at forbedre deres mekanismer til identificering og korrektion af fejl.
Jeg vil gerne opfordre Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at garantere tilstrækkelige oplysninger om medlemsstaternes kontrol- og forvaltningssystemer og for at sikre hensigtsmæssige foranstaltninger, der hurtigt kan fjerne eventuelle mangler, hvor kontrolsystemerne anvendes.
Inés Ayala Sender (S&D). – (ES) Fru formand! Jeg vil også gerne lykønske min kollega, hr. Ivan, med hans konsekvente tilgang til et spørgsmål, der er så kontroversielt og vanskeligt som konstatering af svig og beskyttelse af finansielle interesser.
Jeg vil gerne takke ham for hans interesse for at identificere definitionerne af svig, for generelt blander man ofte mistanke om svig og uregelmæssigheder eller fejl sammen, hvilket fører til tal, der kan skabe opstandelse, selv om de ikke er korrekte.
Jeg vil også gerne fremhæve hans interesse for at tage spørgsmålet om frister op. Navnlig de forsinkelser mellem konstatering og rapportering, som medlemsstaterne forårsager, og som fører til vanskelige situationer.
Man bør huske på, at det endelig tal fremkommer, når en cyklus er afsluttet, og i øjeblikket blev den sidste fuldstændige cyklus afsluttet i. I den nye cyklus – 2000-2006 – er vi kun nået til udgangen af 2004. Derfor kan man kun tage stilling til de endelige tal for denne cyklus.
Jeg vil naturligvis gerne støtte Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svigs midler til konstatering af svig i forbindelse med Kina og de asiatiske lande inden for moralkodeksen.
Andrea Cozzolino (S&D). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil også gerne takke ordføreren, hr. Ivan. I betænkningen nævner man de nyskabelser, der er indført i kontrol- og rapporteringssystemerne. De giver et meget varieret billede, navnlig med hensyn til medlemsstaternes indberetning af uregelmæssigheder og svig.
I betænkningen fremhæver man gentagne gange de usædvanlig lave niveauer for svig og uregelmæssigheder, som indberettes fra forskellige lande med hensyn til landbrugsudgifter, strukturmidler og førtiltrædelsesmidler. Her har vi virkeligt brug for præciseringer af de statistikker, der er blevet indsendt. Sammenhængen bliver endnu mere kompliceret som følge af den uløste ineffektivitet med hensyn til inddrivelse af tab.
Under alle omstændigheder synes et tal at ligge fast og bekræfte en langvarig tendens. I kampen for lovlighed og gennemsigtighed i brugen af europæiske ressourcer sammenlignet med skatteunddragelse og skattesnyd kan man endnu ikke regne med medlemsstaternes og regeringernes fulde samarbejde med de europæiske institutioner.
I lyset af dette lader det til, at kravene om en reform af EU's offentlige indkøbsregler og behovet for det, jeg ville kalde et offentligt europæisk register for modtagerne af EU-midler, er helt på sin plads.
Georgios Stavrakakis (S&D). – (EL) Fru formand! Jeg vil også gerne lykønske ordføreren med hans enestående arbejde med den årlige betænkning om beskyttelse af EU's finansielle interesser og om bekæmpelse af svig. Betænkningen dækker detaljeret alle områder, hvor medlemsstaterne gennemfører budgettet, såsom landbrug, samhørighed, førtiltrædelsesmidler og opkrævning af EU's egne indtægter via told.
Jeg er helt enig i, at vi skal forbedre tilsynet med førtiltrædelsesmidler i lyset af erfaringerne i 2009, og at vi konstant skal overvåge OLAF's arbejde, ikke kun når vi diskuterer årsberetningen.
Endelig vil jeg gerne understrege, at vores betænkning indeholder vigtige fakta, som vi kan bruge i de forhandlinger, som vi har indledt både om revisionen af budgetforordningen og om planlægning af den politiske samhørighed efter 2013.
Ivailo Kalfin (S&D). – (BG) Fru formand! Jeg vil gerne lykønske ordføreren med hans kolossalt relevante arbejde med denne betænkning. Vi har ved adskillige lejligheder bevist, at Parlamentet er en institution, der lægger særlig vægt på, hvordan de europæiske skatteyderes penge bruges.
Mange kolleger har taget dette spørgsmål op. Jeg vil også gerne slutte mig til dem, der insisterer på, at Kommissionen skal vedtage langt klarere regler om den metodologi, som medlemsstaterne skal benytte, for hvis man blander begreber som "misbrug", "fejl" og endda "mistanke om misbrug", som også forekommer, får man statistikker, der ikke kan bruges til at træffe tydelige beslutninger i Parlamentet.
Jeg støtter også de afsnit i betænkningen, hvor Kommissionen opfordres til at indføre langt klarere regler om, at det nationale ansvar også skal omfatte de krævede korrekt reviderede nationale erklæringer fra medlemsstaterne. Disse skal automatisk indføre foranstaltninger for at udrydde disse fejl.
Elena Băsescu (PPE). – (RO) Fru formand! Omfanget af økonomisk og finansiel kriminalitet skal nedbringes i alle medlemsstater. Store beløb fra EU-midlerne bruges til andre formål, mens der forekommer stadig mere svig i forbindelse med inddrivelse af moms. Jeg har nævnt det før og gør det igen: En effektiv metode til at udrydde korruption i forbindelse med offentlige indkøb er at indføre et onlineudbudssystem.
Som et land, der ligger ved EU's ydre grænse, har Rumænien et større ansvar for at afbøde følgerne af ulovlige aktiviteter. I den forbindelse har landets myndigheder gennemført større aktioner i løbet af de seneste par måneder, der har til formål at udrydde korruption på toldområdet.
Samarbejdet og erfaringsudvekslingen med Vestbalkan skal intensiveres for at sikre en mere effektiv beskyttelse af EU's finansielle interesser. Jeg henviser f.eks. til cigaretsmugling, som udgør en stor og direkte belastning for EU's budget.
Franz Obermayr (NI). – (DE) Fru formand! Der begås fejl som følge af sjusk eller uvidenhed. Men svig er ikke noget, der bare sker, det kræver en høj grad af kriminel aktivitet. De, der søger at opnå økonomiske gevinster fra mastodonten i Bruxelles ved at fremføre uberettigede krav, opfattes undertiden som en moderne Robin Hood snarere end kriminelle. Dette skader imidlertid ikke bare EU, men fører også til misbrug af de skattepenge, som vores borgere har indbetalt.
Vi skal styrke de svage mekanismer til bekæmpelse af svig. Jeg tænker på betydelige økonomiske straffe samt udelukkelse fra støtteordningerne som en konsekvens af dette. I sidste ende har vi behov for større gennemsigtighed og klare ansvarsområder, når der er grund til at nære mistanke om svig og forsømmelighed. Vi kan ikke tillade, at institutionerne, navnlig Parlamentet og OLAF, generer hinandens undersøgelser.
Endelig en bemærkning om vores vigtige problemer, nemlig samhørighedspolitik, førtiltrædelsesstøtte og agenturer. Vi er nødt til at genoverveje vores strategi her og handle beslutsomt for at genoprette tingenes orden.
Markus Pieper (PPE). – (DE) Fru formand! Jeg vil gerne starte med at sige, at svig med støtte og misbrug af finansiel bistand er problemer, der er faldet voldsomt i de senere år. Trods alle fremskridtene med gennemsigtighed og kontrol er offentlighedens holdning fortsat kritisk. Denne kritiske holdning er begrundet, når vi ser på, hvordan nogle medlemsstater har håndteret uberettiget udbetalte midler. Det forhold, at kun en brøkdel af disse penge er kommet tilbage til det europæiske budget, er et slag mod alle skatteydere.
Kommissionen skal inddrive disse penge med det samme. En endnu bedre løsning ville være at udbetale tilsvarende lave støttebeløb til de pågældende medlemsstater i næste finansår og fortsætte med dette, indtil de uberettiget udbetalte midler er blevet tilbagebetalt til Bruxelles. Men vi er lige så urolige, når der rapporteres om meget få uregelmæssigheder, ud fra princippet om, at hvis jeg ikke indberetter noget, skal jeg ikke bekymre mig om inddrivelse, og så bliver pengene i mit land.
Som det kræves i betænkningen, opfordrer jeg også Spanien, Frankrig og andre lande til at lægge kortene på bordet, og samtidig opfordrer jeg Kommissionen til at styrke sine kontroller yderligere.
Algirdas Šemeta, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! Jeg vil gerne endnu en gang takke hr. Ivan for en meget konstruktiv og god betænkning og ligeledes alle medlemmer for deres bidrag i løbet af denne forhandling, som Kommissionen bestemt vil tage i betragtning, når den skal udarbejde beretningen for 2010.
Kommissionen vil forbedre formatet og indholdet af årsberetningen om beskyttelse af de finansielle interesser i henhold til artikel 325 yderligere og vil tage højde for de forslag, der er blevet fremsat i løbet af debatten. Som nævnt har vi allerede forbedret statistikkerne, men der er naturligvis stadig plads til yderligere forbedringer.
Vi beder medlemsstaterne fremlægge flere oplysninger og foretage en bedre sondring mellem svig og uregelmæssigheder for at kunne fremlægge klare oplysninger om både svig og uregelmæssigheder.
Jeg er helt enig med fru Grässle om, at vi kan foretage forbedringer af forvaltningssystemet for uregelmæssigheder, og vi arbejder meget seriøst med dette. Spørgsmålet om gennemsigtighed for støttemodtagerne blev også taget op. Vi forbedrer dette, og de idéer, der blev præsenteret her, vil også blive analyseret af Kommissionen.
Kommissionen er også enig i, at selv om medlemsstaterne har truffet foranstaltninger for at gøre kontrolsystemerne til bekæmpelse af svig og korruption mere effektive, er der stadig plads til yderligere forbedringer. Med hensyn til det, hr. Geier var inde på, kender svig ingen landegrænser. Det er ikke bare et problem for adskillige medlemsstater eller nye medlemsstater, men også for de medlemsstater, De nævnte i Deres indlæg.
Naturligvis skal vi tage dette problem alvorligt over hele EU, og jeg planlægger virkelig at forbedre indholdet af beretningen for 2010. Jeg selv og mine tjenestegrene har arbejdet seriøst med det, og jeg tror, at beretningen for 2010 bliver af den bedst mulige kvalitet.
Cătălin Sorin Ivan, ordfører. – (RO) Fru formand! Også jeg vil gerne takke kommissæren og alle mine kolleger, som har bidraget til denne betænkning i dag under forhandlingen eller gennem deres ændringsforslag. Jeg vil også gerne takke skyggeordførerne, som jeg har haft glimrende forbindelser til. Denne betænkning er resultatet af det glimrende samarbejde og det medspil, jeg har fået.
Jeg vil gerne gentage, at forskellen mellem uregelmæssigheder og svig skal defineres klart. Selv om vi nok er enige om at tolerere fejl og uregelmæssigheder, skal der være nul tolerance over for svig. For det andet skal de nationale forvaltningserklæringer underskrives af den nationale politiker, der er ansvarlig herfor, f.eks. den relevante minister.
For det tredje afventer vi med stor interesse den kontrol, som Kommissionen er i færd med at foretage af den forenklede procedure, fordi det har afgørende betydning, at EU's traditionelle egne indtægter opkræves så effektivt som muligt, og at budgettet konsolideres så godt som muligt.
For det fjerde bliver vi med hensyn til loven om offentlige indkøb og bureaukratiet omkring anvendelsen af EU-midler på nationalt plan nødt til at komme det overdrevne bureaukrati i mange medlemsstater til livs. Det er ganske vist beregnet til at bekæmpe svig, men skaber samtidig mulighed for korruption og svigagtig udnyttelse af EU-midler. Da disse midler er stærkt politiserede, vil de ellers gå til politiske støttemodtagere.
Sidst, men ikke mindst og som sidste punkt i mit indlæg vil jeg gerne bifalde det forslag, som min kollega Jens Geier har fremsat om indførelse af et system til automatisk suspendering af EU-midler, når der opstår mistanke om svig. Jeg tror, det vil kunne sikre, at også medlemsstaterne reagerer meget hurtigere, når vi ringer med alarmklokkerne.
Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen om hr. Cătălin Sorin Ivans betænkning (A7-0050/2011) finder sted i morgen kl. 12.00.
Skriftlige erklæringer (artikel 149)
Zuzana Brzobohatá (S&D), skriftlig. – (CS) Jeg har allerede støttet den forelagte betænkning i Budgetkontroludvalget, men jeg vil stadig gerne påpege en række vigtige punkter i betænkningen. Først vil jeg gerne fremhæve betænkningens opfordring til de lande, der endnu ikke har ratificeret konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, med andre ord Malta, Estland og Tjekkiet. Desværre har den nuværende tjekkiske regering ikke gjort noget for at intensivere kampen mod svig og korruption. På den anden side vil jeg gerne rose betænkningens bemærkning om, at Tjekkiet sammen med Estland, Letland og Slovenien havde en grad af svig på nul for førtiltrædelsesmidlerne fra SAPARD. Jeg er dybt foruroliget over, at Revisionsretten har konstateret, at mindst 30 % af de fejl, som Retten har påvist i 2009-stikprøven, kunne have været opdaget og korrigeret af medlemsstaterne inden certificeringen af udgifter over for Kommissionen på grundlag af de oplysninger, de havde til rådighed. Jeg er enig i den indtrængende opfordring til OLAF om – i overensstemmelse med anmodningen i sidste års beretning om beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser – i sin næste årsberetning at forelægge en detaljeret analyse af de strategier og foranstaltninger, som hver medlemsstat har indført i bekæmpelsen af svig og for at forebygge og konstatere uregelmæssigheder ved anvendelsen af EU-midler, herunder når de er genstand for korruption.