Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling om redegørelser fra Rådet og Kommissionen om De Forenede Nationers fjerde konference om de mindst udviklede lande.

  Zsolt Németh, formand for Rådet. – (EN) Hr. formand! EU er yderst engageret i den vellykkede gennemførelse af FN's fjerde konference om de mindst udviklede lande, som afholdes i Istanbul den 9.-13. maj 2011. Denne konference er en vigtig anledning til at forstærke støtten til de mindst udviklede lande (LDC-landene).

Rådet har netop vedtaget konklusioner, som EU's forhandlere skal bruge som retningslinjer i forbindelse med forberedelserne og på selve konferencen. Det er nødvendigt at prioritere LDC-landene i vores bestræbelser på at opfylde millenniumudviklingsmålene. Vi ønsker derfor stadig at støtte den inklusive og bæredygtige udvikling i alle LDC-landene, som repræsenterer den fattigste og svageste del af det internationale samfund, og som også er kendetegnet ved deres umiddelbare sårbarhed over for eksterne økonomiske chok, naturlige og menneskeskabte katastrofer og smitsomme sygdomme.

Vi støtter stærkt et resultat, der fokuserer på områder og foranstaltninger, der kan tilføje merværdi med hensyn til LDC-landenes særlige behov, og som afspejler erfaringerne fra Bruxelleshandlingsprogrammet ved at fastholde overensstemmelsen med millenniumudviklingsmålene og fastlægge specifikke mål for LDC-landene. En langsigtet forpligtelse gennem et fornyet partnerskab med LDC-landene, der omfatter passende foranstaltninger, er grundlæggende i en verden i rivende udvikling.

EU finder navnlig, at resultatet af Istanbulkonferencen skal omhandle tre hovedmål: for det første bekæmpelse af LDC-landenes sårbarhed og skrøbelighed og forbedring af deres modstandsdygtighed over for chok; for det andet tilvejebringelse af et miljø, der er gunstigt for LDC-landenes bæredygtige udvikling; og for det tredje inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst for LDC-landene. Disse mål er fortsat retningsgivende i EU's drøftelser med LDC-landene under forberedelserne og på selve konferencen.

EU har altid ført an i det internationale samfunds indsats for at støtte LDC-landene og er deres største donor. Det har været den mest vellykkede udviklingspartner med hensyn til at opfylde sine løfter, navnlig med hensyn til markedsadgang, oprindelsesregler og gældslettelse. EU har opnået betydeligt fremskridt, når det drejer sig om officiel udviklingsstøtte (ODA) og sammenhæng mellem udviklingspolitikkerne.

Nogle af LDC-landene har opnået god økonomisk vækst og udviklingsfremskridt i det seneste årti, men vi anerkender dog, at fremskridtet generelt har været ujævnt. Der er stadig meget, som skal gøres, navnlig i Afrika syd for Sahara og lande i konflikt og skrøbelige situationer. EU har derfor for nylig gentaget sit løfte om kollektivt at opfylde målet om at yde 0,15-0,20 % af BNP til LDC-landene inden for rammerne af den samlede ODA-forpligtelse.

De mindst udviklede lande bærer selv det primære ansvar for deres egen udvikling, og bistand fra donorsamfundet bør baseres på modtagerlandenes initiativ og fulde ejerskab. EU understreger også, at det generelle fremskridt i LDC-landene afhænger af forbedringer inden for god regeringsførelse, demokrati, menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene.

Endelig er vi samtidig overbeviste om, at alle lande er ansvarlige for at hjælpe udviklingslandene med at løfte sig ud af fattigdom og opnå fremskridt hen imod millenniumudviklingsmålene. Fremskridt i LDC-landene hænger sammen med kvaliteten af og sammenhængen i udviklingspartnernes politikker. En ihærdig indsats skal rettes mod forbedring af effektiviteten af støtteordninger og opfyldelse af eksisterende forpligtelser. Ved flere lejligheder har EU opfordret andre donorer til at opfylde disse forpligtelser. Vækstøkonomier bør også yde en retfærdig andel af bistanden til LDC-landene.

  Štefan Füle, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Kommissionen nærer et stærkt ønske om, at FN's fjerde konference om de mindst udviklede lande (LDC-landene) gennemføres på en vellykket måde i Istanbul, så der skabes et fornyet politisk momentum for inklusiv vækst, bæredygtig udvikling og mindskelse af fattigdommen i LDC-landene. Denne overbevisning og dette engagement fra EU's side er udtrykt i Rådets konklusioner, som blev vedtaget i sidste uge den 31. marts vedrørende retningslinjer for EU's deltagelse i den kommende konference om de mindst udviklede lande. Det glæder mig også, at Parlamentet er stærkt repræsenteret i den delegation, der deltager i konferencen.

Mange af LDC-landene har gjort fremskridt i deres udvikling, men det har været ujævnt, og der er stadig meget at gøre. For få af LDC-landene kommer ud af kategorien, og de fleste er bagefter med hensyn til opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene. Vi, både donorerne og LDC-landene, skal drage vigtige konklusioner af de vellykkede resultater i nogle af LDC-landene og af gennemførelsen af Bruxelleshandlingsprogrammet.

Globalt partnerskab og gensidigt ansvar er afgørende for konferencens succes. Udvikling er en fælles udfordring. Udviklingslandene bærer selv hovedansvaret for deres udvikling ved at udforme og gennemføre relevante politikker og skabe god regeringsførelse.

Hvad angår LDC-landene, har EU været den mest vellykkede udviklingspartner med hensyn til at opfylde sine løfter, navnlig i forbindelse med markedsadgang, oprindelsesregler og gældslettelse. EU er den største donor til LDC-landene. EU har opnået betydeligt fremskridt i forbindelse med den officielle udviklingsbistand og har tredoblet sin støtte til disse lande i løbet af det seneste årti.

I Istanbul vil EU opfordre andre donorer og udviklingspartnere til at matche EU's forpligtelser og ambitioner. De udviklede lande har et ansvar for at hjælpe udviklingslandene med at løfte sig ud af fattigdom. Inden for denne ramme af globalt partnerskab skal vækstøkonomierne også yde deres del.

Bæredygtig udvikling og langsigtet retfærdig og inklusiv vækst er afgørende for hvert af disse lande. Den private sektor spiller en afgørende rolle i denne henseende og kan have en enorm indvirkning på befolkningernes tilværelse ved at skabe velstand og beskæftigelse.

Handel rummer et betydeligt potentiale som drivkraft bag vækst og beskæftigelse. Alligevel ønsker EU at understrege, at fremskridt i LDC-landene hænger sammen med menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene, demokrati, god regeringsførelse, fred og sikkerhed.

Fremskridt i LDC-landene hænger sammen med retfærdigheden af og sammenhængen i udviklingspartnernes politikker. En ihærdig indsats skal rettes mod forbedring af effektiviteten af støtteordninger og sammenhæng mellem udviklingspolitikkerne.

Formandskabet har allerede anført tre prioriterede områder, så jeg vil blot tilføje, at konferencen også skal omhandle spørgsmålet om at komme ud af LDC-kategorien. EU vil opfordre til indførelsen af en mere systematisk ordning for tidsbestemt koncession og støtte lande, der kommer ud af LDC-kategorien. Kommissionen er overbevist om, at dette nye momentum vil føre til en betydelig stigning i antallet af lande, der kommer ud af LDC-kategorien i løbet af det kommende årti.

FORSÆDE: Stavros LAMBRINIDIS
Næstformand

  Eleni Theocharous, for PPE-Gruppen. – (EL) Hr. formand, hr. minister, hr. kommissær! Som De helt rigtigt sagde, hr. Németh, skal Rådets konklusioner og de forpligtelser, EU påtager sig, ledsages af effektive foranstaltninger, der kan støtte den overordnede indsats. Parlamentets repræsentation på FN's konference om de mindst udviklede lande i Istanbul vil naturligvis være "bevæbnet" med en god beslutning, som udtrykker tilfredsstillende holdninger. Der er dog et problem med repræsentationens status, fordi medlemmerne som observatører ikke kan deltage direkte, og jeg tror, at Kommissionen og formand Barroso kunne yde en vigtig indsats, hvis denne situation blev ændret. Vækst og sikkerhed i EU og kontrol med migrationsstrømmene kan ikke opnås, når omkring 1 mia. mennesker lever i elendighed og fattigdom.

Indsatsen for at udvikle de mindst udviklede lande skal øjensynligt revideres, fordi de mekanismer, der bruges til at bryde den onde fattigdomscirkel tilsyneladende ikke virker, selv om de mindst udviklede lande også selv bærer en del af skylden.

Jeg er overbevist om, at de underudviklede landes rigdomme udnyttes af eksterne parter, og demokratisk underskud, korruption og manglende sikkerhed er det gennemgående kendetegn for disse lande. Alt dette resulterer i mangel på grundlæggende infrastrukturer inden for uddannelse, sundhed, transport, kommunikation, primær produktion, landbruget, banksektoren og den offentlige forvaltning. Mekanismer kan efter min mening vedtages, så vi forbedrer tilgangen til fattigdomsproblemet.

  Thijs Berman, for S&D-Gruppen. – (NL) Hr. formand! Økonomisk vækst på 7 %, en stor stigning i antallet af børn i grundskole, flere lande, hvis befolkning kræver demokrati – i de mindst udviklede lande i Afrika er der opnået betydelige fremskridt i de sidste 10 år. Disse lande har arbejdet for bedre regeringsførelse og har mobiliseret deres egne finansielle ressourcer. De rige landes særlige bidrag har været gældslettelse og sikring af adgang til vacciner. Vi har dog ikke nået målet endnu, fordi hurtig økonomisk vækst i de fattigste lande ikke er blevet ledsaget af en tilsvarende formindskelse af fattigdommen.

Listen over de fattigste lande har praktisk talt ikke ændret sig i årtier. Antallet af mennesker, der lever for under 1 USD om dagen, er faldet, men antallet af mennesker, der lever for under 2 USD om dagen, er uændret. De rige lande har fastholdt de korrupte regimer i stedet for at sikre en retfærdig deling af ressourcerne. Det er derfor absurd og kynisk at sige, at udvikling ikke fungerer. Vi har ikke givet den en tilstrækkelig chance.

På FN's konference i Istanbul skal der drages konklusioner af dette. Der skal lægges betydelig større vægt på retfærdig fordeling af velstand mellem de fattigste lande selv. Det vil sikre stabilitet og en retfærdig fordeling. Dette vil eliminere spændinger og skabe fred. Social retfærdighed kan også meget bedre skabe økonomisk udvikling end ulighederne under diktaturer, der regeres af en lille klike i toppen. Demokratiske lande opnår meget hurtigere en retfærdig fordeling end diktaturer. God regeringsførelse vil bringe os tættere på opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene.

Vi skal også gøre mere for folkesundheden. For en familie i et fattigt land er sygdom en økonomisk katastrofe. Sygdom er en luksus, ingen har råd til. Vi skal derfor arbejde hen imod finansiering af sundhedspleje via sygesikring, så der ikke kun er adgang til vacciner, men også til gode hospitaler og klinikker.

  Charles Goerens, for ALDE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! I perioden 1980-2011 steg det globale BNP med 19 000 mia. USD. Denne stigning burde betyde, at vi har tilstrækkelige midler til at udrydde ekstrem fattigdom. Så meget for beregninger.

Hvad angår politik, er forbedring af de fattigstes skæbne ikke så let. Vi skal derfor træffe klare valg. Vi skal for det første målrette mod de fattigste lande i vores samarbejdsprogrammer.

For det andet, og det er en naturlig følge af det første punkt, skal vi gradvist trække os ud af vækstlandene. Kina, USA's hovedkreditor, råder over tilstrækkelige midler til at håndtere fattigdommen inden for landets egne grænser.

For det tredje har vi brug for stærke partnerskaber med de mindst udviklede lande. De skal gøre størstedelen af arbejdet. Vi kan kun hjælpe dem med vores knowhow, ekspertise og politiske vilje. Vi kan ikke gøre mere eller mindre end det.

Jeg har et sidste punkt. Eftersom vi er den største donor, er det også op til os, EU, at påtage os en ledende rolle på denne konference.

  Nirj Deva, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg ønsker at takke fru Theocharous for at have rejst spørgsmålet om Parlamentets status på internationale konferencer. Vi er en af de tre EU-institutioner, og vi skal behandle dette spørgsmål meget hurtigt, ellers vil der opstå problemer. EU er den største donor til de mindst udviklede lande i verden. Vi har tredoblet støtten i de sidste par år, men fattigdommen er steget, ikke faldet.

For omkring 10 år siden præsenterede Pascal Lamy og Udviklingsudvalget "Alt undtagen våben". Parlamentet fik gradvist lavet det om til "Alt undtagen landbrug". Nu har de mindst udviklede lande i verden ikke industriel kapacitet, de har landbrugsmæssig kapacitet. Hvis vi virkelig ønsker at bekæmpe fattigdommen og hjælpe landene, er vi nødt til at opbygge deres kapacitet for handel. Det er ikke bistand, men handel, som vil medvirke til at bekæmpe fattigdommen. Men for at bekæmpe fattigdom og fremme handel, skal vi opbygge deres eksportkapacitet, som er landbrugsvarer, fiskerivarer osv. Men det gør vi ikke.

Vi har fastsat strenge standarder, som er meget vigtige for den europæiske forbrugers sundhed, men vi hjælper ikke med at opbygge kapaciteten i de mindst udviklede lande. Derfor er det kun tre ud af 51 lande, som har hævet sig op over kategorien for de mindst udviklede lande. Vi skal yde en større indsats, eller snyder vi os selv og de pågældende lande.

  Gabriele Zimmer, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg ønsker at spørge repræsentanterne for Rådet og Kommissionen, hvorfor de mener, at det er nødvendigt at tale uden om dette emne. Jeg mener ikke, at vi hjælper nogen ved ikke at gøre det helt klart, at medlemsstaterne og EU i opløbet til konferencen i Istanbul skal opfylde deres forpligtelser fuldt ud, og at vi ikke kan tolerere, at medlemsstaterne fortsat ignorerer deres ansvar.

Det er uacceptabelt, at en milliard mennesker sulter, de fleste af dem i de mindst udviklede lande, med andre ord i de fattigste lande i verden. Det er endvidere uacceptabelt, at størstedelen af vores udviklingsbistand ikke går til støtte og udvikling af landbruget. Den andel, der anvendes til dette formål, er faldet voldsomt i de senere år, selv om der er en milliard mennesker, som sulter. Jeg begynder at tro, at det er en kynisk tilgang at erklære, at vi håber, at de mindst udviklede lande bliver mere modstandsdygtige over for chok.

Jeg opfordrer Dem til at træffe specifikke foranstaltninger for at løse problemerne og indgå konkrete forpligtelser for at yde reel bistand til de mindst udviklede lande.

  Philip Claeys (NI) . – (NL) Hr. formand! Det kommende FN-topmøde om de mindst udviklede lande er en god lejlighed til at drøfte, om det er hensigtsmæssigt eller uhensigtsmæssigt at yde udviklingsbistand. Argumentet om bistandens størrelse – dvs. hypotesen om, at jo mere bistand, jo større økonomisk udvikling – kan afvises.

Jeg vil udnytte min taletid til at gengive udtalelsen fra den kenyanske økonom, James Shikwati, som den 7. april 2005 udtalte til Der Spiegel online, atudviklingsbistand tjener til at fastholde gigantiske bureaukratier, fremmer korruption og selvtilfredshed og opfordrer afrikanerne til at være tiggere frem for at være uafhængige.

Derudover svækker udviklingsbistanden den lokale handel og den iværksætterånd, som vi har så hårdt brug for. Selv om det lyder absurd, er udviklingsbistanden en af årsagerne til Afrikas problemer. Hvis den vestlige verden stopper disse udbetalinger, vil de almindelige afrikanske borgere ikke lægge mærke til det. Det er kun regeringen, der vil blive hårdt ramt. Det, der er brug for i stedet for tildeling af flere midler, er mindre korruption, mere iværksætterånd og mere selvtillid.

(Taleren indvilgede i at besvare et blåt kort-spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Thijs Berman (S&D). – (NL) Hr. formand! Jeg vil gerne spørge Hr. Claeys, om han er enig med mig i, at de udenrigspolitiske interesser i de rige vesteuropæiske lande og USA har resulteret i, at diktatorer har kunnet bevare magten, hvorved udviklingsbistanden ofte ikke har hjulpet, fordi midlerne er havnet i de forkerte lommer, og fordi vi aldrig har forsøgt at løse problemerne i forsøget på at opretholde en "stabilitet", som rent faktisk ikke har været til stede, som det tydeligt ses i Nordafrika og Mellemøsten? Kampen for demokrati betyder, at man skal kæmpe for demokraterne i udviklingslandene og fjerne diktatorerne, samtidig med at der ydes udviklingsbistand.

  Philip Claeys (NI) . – (NL) Hr. formand! Jeg er delvist enig med hr. Berman. Det er utvivlsomt vores skyld, at nogle diktatorer har kunnet beholde magten. Jeg tænker f.eks. på den europæiske politik i forhold til Cuba, hvor vi oplevede, at Fidel Castro blev opfattet som en partner, som vi kunne forhandle med. Dette bør ikke kunne ske igen, og vi bør kun indlede dialoger med personer, der er demokratisk valgt, og som også har beføjelser til at opnå demokrati i deres egne lande.

  Filip Kaczmarek (PPE). – (PL) Hr. formand! Formuleringen "de mindst udviklede lande" opstod for 40 år siden for at hjælpe de udviklede lande og andre donorer med at identificere de samfund i verden, der har mest brug for støtte. Definitionen "mindst udviklede land", som benyttes af FN, er ikke udelukkende baseret på indkomst pr. indbygger, men også på menneskelig kapital og problemer med den økonomiske udvikling. Den geografiske fordeling af disse lande er meget tydelig, da størstedelen ligger i Afrika. EU gør derfor det rette ved at fokusere på dette kontinent.

Det er et grundlæggende problem, at antallet af lande, der er identificeret som de mindst udviklede lande, er stigende, hvorimod antallet af lande, som har udviklet sig tilstrækkeligt til at komme ud af gruppen, kun omfatter tre lande. Det er derfor, at man på FN-konferencen skal overveje seriøst, hvordan man skal udarbejde effektive og målbare strategier, der er lette at overvåge, for at løfte landene op over kategorien for de mindst udviklede lande. Det glæder mig, at Kommissionen og Rådet har udarbejdet forslag til at fremme denne proces. Et af disse forslag er at fremme den inklusive vækst. Jeg ved, at nogle af medlemmerne er bekymret over denne formulering, idet de ikke er sikre på, at væksten reelt vil være inklusiv. På den anden side vil vi ikke kunne opbygge udviklingslandenes økonomiske potentiale uden vækst.

  Kriton Arsenis (S&D). – (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Vi har brug for et håndgribeligt mål, som kan vedtages på konferencen i Istanbul, og dette mål skal være at nedbringe antallet af de mindst udviklede lande til halvt så mange som i dag. Det er naturligvis indlysende, men i løbet af de sidste 30 år er der kun tre lande, som er nået op over kategorien for de mindst udviklede lande.

For at nå dette mål skal vi opfylde vores forpligtelser og bidrage med 0,15-0,20 % af vores årlige bruttonationalprodukt i udviklingsbistand til de pågældende lande. Det er ligeledes vigtigt at sikre, at der er politisk sammenhæng i forhold til udvikling. Vi kan ikke på den ene side yde støtte til disse lande og på den anden side grundlæggende stjæle fra dem gennem illoyale handelsaftaler mellem landene og EU. Vi skal betale vores monetære gæld, og det indebærer også, at vi skal investere i disse lande, både for at tilpasse dem og bekæmpe klimaændringer og betale vores gæld, som er vokset på grund af vores urimelige fælles landbrugspolitik. For at opnå dette skal vi fremme fødevaresuveræniteten i disse lande ved at støtte traditionelle landbrugspolitikker, lokale ressourcer, lokale afgrøder og lokale markeder og forhindre spekulation, opkøb af jord og såsædsmonopoler, som er en trussel for os alle og navnlig for de svage lande.

(Taleren indvilgede i at besvare et blåt kort-spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Nirj Deva (ECR). – (EN) Hr. formand! Jeg spekulerer på, om hr. Arsenis – som brugte et meget stærkt ord, nemlig "stjæle" – vil være enig med mig i, at vi stjæler fra udviklingslandene. Et eksempel på dette kan være, at vi giver 2 mio. EUR til en lille ø ud for Atlanterhavskysten til fiskeri, til 7 000 t tun, som vi sælger for 235 mio. EUR på Europas markeder. Vi konverterer således 2 mio. EUR til 235 mio. EUR. Sådan fungerer vores fiskeripolitik.

  Kriton Arsenis (S&D). – (EL) Hr. formand! Hr. Deva har ret. Fiskeriaftaler mellem EU og tredjelande er i høj grad et spørgsmål, der skal tages op til grundig revurdering. Aftaler er nødvendige, men når EU indgår sådanne fiskeriaftaler med de pågældende lande, skal det gøres på en bæredygtig måde. Vi skal endvidere sikre, at vi betaler tilstrækkeligt for fiskeriet, og – hvis pengene anvendes som udviklingsbistand – at det er tilstrækkeligt til i sidste ende at styrke disse lande, således at de kan hæve sig op over kategorien som de mindst udviklede lande.

  Marek Henryk Migalski (ECR). – (PL) Hr. formand! Hr. Németh har ikke ret i sin optimistiske holdning til landenes mulighed for at komme af med deres status som de mindst udviklede lande, hvorimod hr. Deva, hr. Kaczmarek og hr. Arsenis har ret, når de udtaler, at der kun er tre lande – Botswana, Kap Verde og Maldiverne – som i løbet af de sidste 10 år er kommet af med denne status. Det betyder, at hovedårsagen til fattigdom faktisk er politisk, idet der er meget rige lande, som ikke har naturressourcer, f.eks. Schweiz og Japan, og der er ligeledes lande, som har mange naturressourcer, men som ikke desto mindre er fattige. Og det betyder også, at årsagen til fattigdom er politisk og ikke omvendt. Ud over støtte til og handel med de mindst udviklede lande skal EU derfor også yde politisk støtte med det formål at opnå stabilisering og demokrati i de pågældende lande. Det er det, vi skal gøre.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Hr. formand! Den fjerde FN-konference om de mindst udviklede lande er en god lejlighed til at gennemgå den internationale politik for handelsrelateret bistand. Denne gruppe lande står over for økonomiske vanskeligheder i forhold til de globale økonomiske ændringer efter finanskrisen. Den vedvarende stigning i fødevarepriser er et akut problem, som ikke kan ignoreres.

Hovedformålet med handelsrelateret bistand er at fremme de 48 staters nationale og internationale konkurrenceevne. Jeg ønsker i denne sammenhæng at understrege betydningen af at bekæmpe fattigdommen og udnytte den ydede finansielle bistand effektivt som led i opnåelsen af Millenniumudviklingsmålene. Jeg tror, at det vil være en fordel at involvere udviklingslandene i processen med den erfaring, som de har opnået på området for reform af handelsordninger.

  Mariya Nedelcheva (PPE). – (FR) Hr. formand! Fremskridt i de mindst udviklede lande afspejler vores og det internationale samfunds udviklingspolitikker. Stigningen i antallet af lande med betegnelsen mindst udviklede lande viser med al tydelighed, at det er på tide at gennemgå vores politikker, instrumenter og ressourcer. De fattigste lande er meget følsomme over for krige, kriser og omfattende fattigdom. Det er derfor af afgørende betydning, at vi fortsat yder en indsats for at opnå fred, stabilitet, demokrati og respekt for menneskerettigheder.

Der skal tages hensyn til tre andre elementer. Vi har for det første brug for at revurdere de interne faktorer som f.eks. korruption, mangel på demokratiske sikkerhedsforanstaltninger og huller i forbindelse med ejendomsrettigheder, som er med til at fastholde de pågældende lande som udviklingslande.

Vi skal for det andet styrke vores økonomiske tilgang ved at yde større støtte til landmænd og SMV'er og gennem hensigtsmæssig anvendelse af offentlige midler med henblik på at oprette nye instrumenter.

Endelig skal vi målrette vores instrumenter i højere grad og sikre, at de er i overensstemmelse med Millenniumudviklingsmålene. Hvis vi skal tilpasse den globale udviklingspolitik til de reelle behov i hvert enkelt land og opnå større deltagelse fra den private og sektor og civilsamfundet, vil vi lettere kunne tackle udfordringerne i de næste 10 år.

  Ricardo Cortés Lastra (S&D). – (ES) Hr. formand! For 10 år siden i Bruxelles vedtog donorlandene et handlingsprogram for de mindst udviklede lande. Vi fastsatte mål for udryddelse af den ekstreme fattigdom i de pågældende lande.

Det er klart, at de mindst udviklede lande lider mest på grund af virkningerne af den globale krise, uanset om det er i økonomisk, finansiel eller miljømæssig sammenhæng eller på grund af stigende fødevarepriser.

10 år senere har vi imidlertid stadig ikke nået de mål, vi fastsatte, og kun to ud af de 48 lande, som indgik i kategorien for de mindst udviklede lande, har løftet sig op over kategorien.

Det er et afgørende øjeblik. På den kommende fjerde FN-konference i Istanbul vil det arbejde, der er udført indtil nu, blive gennemgået, og der vil blive fastlagt et nyt handlingsprogram.

Vi skal forny vores forpligtelse over for de mindst udviklede lande og vise, at vi om 10 år har lært af erfaringerne fra den tidligere periode og er i stand til at yde effektiv kvalitetsstøtte, som vil gøre det muligt at nå vores mål, ikke i 2021, men i 2015, ved at nå Millenniumudviklingsmålene.

  Catherine Stihler (S&D) . (EN) – Hr. formand! De tre vigtigste områder – de mindst udviklede landes sårbarhed, bæredygtig udvikling og fremme af økonomisk vækst – hilses alle velkommen. Jeg vil dog gerne vide, om fødevaresikkerhed vil indgå i forhandlingen.

Landene i Afrika syd for Sahara blev nævnt. I øjeblikket er 80 % af landmændene i landene i Afrika syd for Sahara kvinder. Hvis vi kan støtte udviklingen af bedre landbrugsmetoder og investere i de befolkningsgrupper i verden, der er mest sårbare, og hjælpe dem med at føde sig selv, kan vi yde et meget stort bidrag til sundheden og velfærdet for de fattigste mennesker i verden.

Jeg ønsker Parlamentets delegation held og lykke med konferencen, men jeg ser også frem til en tilbagemelding fra alle konferencens deltagere.

  Norica Nicolai (ALDE). – (RO) Hr. formand! Jeg er helt sikker på, at Parlamentet tager ansvar for EU's resultater som led i projektet til fremme af global solidaritet i kampen mod fattigdom. Samtidig er det min faste overbevisning, at vi er et parlament, som tager ansvaret for at bruge de europæiske skatteyderes penge alvorligt. Jeg bifalder idéen om, at konferencen, også i forbindelse med Parlamentet, vil være en god lejlighed til at vurdere den solidaritetsmodel, som vi har været fortalere for. Årsagen hertil er, at vi, når vi ser på de lande, vi kalder de mindre udviklede lande, oplever, at de fattige lande fortsat er fattige, hvorimod de rige lande opretholder en vis levestandard.

Vi skal revurdere den model, som vi anvender til at fastsætte bidrag, og den støtte, som vi yder, da der er risiko for, at denne støtte gør mere skade end gavn i modtagerlandene.

  João Ferreira (GUE/NGL) . – (PT) Hr. formand! Vi har under forhandlingen drøftet de fattigste og svageste lande i verden. Disse lande omfatter næsten 50 lande, der lider under konsekvenserne af den fortsat manglende gennemførelse af henstillingerne fra flere FN-konferencer. Fattigdommen i de pågældende lande er ikke skæbnebestemt og skyldes heller ikke uundgåelige naturlige begrænsninger eller hindringer. Tværtimod er flere af landene meget rige på naturressourcer.

Det er snarere den uretfærdighed og umenneskelighed, der er forbundet med ordningen, som er den globale dominerende model for økonomisk og social forvaltning, og som opretholdes på grund af asymmetriske forhold, der skaber og genskaber uligheder. Det er resultatet af fri handel, finansiel deregulering, ulovlig, men accepteret overførsel af kapital til skattely, og krige og konflikter, som trækker ud på grund af disputter om naturressourcer. Muligheden for disse borgeres frigørelse og deres landes udvikling skabes ved at bryde med grundlaget for denne ordning og med en reel solidaritetsbaseret samarbejdspolitik og udviklingsbistand.

  Štefan Füle, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Denne interessante forhandling viser efter min opfattelse, at vi alle er enige om de mål, der skal nås. Det afspejles også i det fælles beslutningsforslag fra de politiske grupper. Jeg ønsker især at nævne følgende mål, som vi alle er enige om. Konferencen skal først og fremmest være resultatorienteret, og EU skal opfylde sine forpligtelser.

Formålet er at støtte landene, så de kan løfte sig selv ud af kategorien som de mindst udviklede lande. Vi har indgået forpligtelser med hensyn til markedsadgang og gældslempelse samt afsættelse af en andel af den officielle udviklingsbistand til de mindst udviklede lande. Der skal helt klart være politisk sammenhæng i forbindelse med udvikling, som skal omfatte alle politiske områder for at støtte de mindst udviklede landes kamp imod fattigdom, og som fru Stihler helt korrekt fremhævede, skal der fokuseres på fødevaresikkerhed, landbrug og infrastruktur. Og som hr. Deva understregede, spiller handel en meget vigtig rolle.

Vi har alle anerkendt, at de mindst udviklede lande primært har ansvaret for deres egen udvikling, og det er derfor, at der er behov for et mere effektivt skattesystem og god regeringsførelse i skatteanliggender for at fremme deres nationale ressourcer.

Endelig er det de mindst udviklede lande, selv om de stort set ikke selv bærer noget ansvar for klimaændringerne, som vil blive hårdest ramt af disse ændringer, og vi har en forpligtelse til at hjælpe dem med at tilpasse sig disse ændringer.

Afslutningsvis ønsker jeg at understrege, at Parlamentet altid har ydet stor støtte til de mindst udviklede lande, og jeg er sikker på, at det også vil være tilfældet i fremtiden.

  Zsolt Németh, formand for Rådet. – (EN) Hr. formand! Med hensyn til det samlede beløb for ODA ønsker jeg at understrege, at Rådet siden 2002 med indgåelsen af sine forpligtelser på Montereykonferencen gentagne gange har understreget, at der er behov for at mobilisere alle andre tilgængelige kilder til finansiering af udvikling – primært nationale ressourcer suppleret med bæredygtige innovative finansieringsmekanismer – med støtte fra de udviklede lande, den private sektor og vækstøkonomierne.

I Rådets seneste konklusioner fra april 2011 fastslog Rådet, at EU seriøst overvejer forslag om innovative finansieringsmekanismer med mulighed for betydelig generering af indtægter med henblik på at sikre finansiering af udvikling, navnlig for de fattigste og mest sårbare lande. Jeg er enig i kommissær Füles synspunkt om, at det er vigtigt at opfylde vores forpligtelser i EU, samt hans kommentarer om betydningen af at fremme muligheden for handel mellem de mindst udviklede lande og EU.

  Formanden. – Jeg har modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾ fremlagt i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 110, stk. 2.

Forhandlingen afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 7. april 2011 kl. 12.00.