Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2010/2998(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : B7-0225/2011

Indgivne tekster :

B7-0225/2011

Forhandlinger :

PV 06/04/2011 - 16
CRE 06/04/2011 - 16

Afstemninger :

PV 07/04/2011 - 6.6
CRE 07/04/2011 - 6.6
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2011)0151

Forhandlinger
Meddelelse
Onsdag den 6. april 2011 - Strasbourg EUT-udgave

16. Statusrapport for 2010 om Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien
Video af indlæg
PV
MPphoto
 
 

  Formanden. – Det næste punkt er Rådets og Kommissionens redegørelser om statusrapporten for 2010 om Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien.

 
  
MPphoto
 

  Enikő Győri, formand for Rådet.(HU) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! I morgen vil De vedtage beslutningen om statusrapporten for 2010 om Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Som De ved, genbekræftede Rådet i sin konklusion den 14. december 2010, at det er enstemmigt forpligtet i forhold til EU-perspektivet for landene i det vestlige Balkan. Slutmålet for dette perspektiv er, at disse lande bliver medlem af EU.

Jeg lykønsker Dem med de afbalancerede resultater i beslutningsforslaget. Teksten afspejler objektivt den aktuelle situation og indeholder værdifulde anbefalinger. Det er beklageligt, at Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien trods resultaterne og udviklingen endnu ikke har fået tilladelse til at indlede tiltrædelsesforhandlinger. Jeg mener, at det er et tab, ikke blot for kandidaten, men også for EU. Jeg er glad for, at kernebudskabet i Parlamentets beslutningsforslag stemmer overens med et af formandskabets grundlæggende principper. En individuel indsats skal altid anerkendes af EU.

Hvad angår detaljerne, bifalder vi, at landet har gjort betydelige fremskridt på så væsentlige reformområder som politi og retssystem. Gennemførelse af Ohrid-rammeaftalen er fortsat en grundlæggende faktor i landet i henseende til demokrati og retsstatsprincippet. Også her kan der meldes om nogen succes, f.eks. med hensyn til gennemførelse af loven om sprog. Ikke desto mindre er det af afgørende betydning, at landet snarest muligt skaber yderligere fremgang på områder såsom dialog mellem politiske aktører, reform af retssystemet og den offentlige forvaltning, bekæmpelse af korruption, ytringsfrihed og forbedring af forretningsmiljøet. I den beslutning, De vedtager, er de pågældende områder også behandlet detaljeret, og de skal også fortsat prioriteres af regeringen i Skopje.

Rådet anerkendte, at Kommissionen gentog sin anbefaling af, at der skulle indledes tiltrædelsesforhandlinger med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. I sin konklusion i december 2010 meddelte Rådet, at det var parat til at tage fat på dette spørgsmål igen under det ungarske formandskab, men da der ikke er sket nogen nye relevante fremskridt, har formandskabet desværre endnu ikke været i stand til at gå i gang med sagen.

På dette tidspunkt skal jeg understrege, at gode naborelationer fortsat er af afgørende betydning. Det skal betragtes som en kendsgerning, at en udvikling i almindelighed, og navnlig skridt hen imod europæisk integration, kun kan blive vellykket, hvis der er politisk engagement på alle niveauer i samfundet. Ikke desto mindre har de politiske aktører i et demokratisk samfund et særligt og ekstraordinært ansvar for bl.a. at bilægge uoverensstemmelser på demokratisk vis, nemlig via dialog og kompromiser. Vi opfordrer derfor de politiske aktører i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien til at genoptage dialogen, ikke blot for at fremskynde reformprocesserne, men også for at sikre en fuld udvikling af de demokratiske institutioner i deres land.

Udsigten til et snarligt valg kræver særlig opmærksomhed. Den nuværende koalition er bemærkelsesværdigt stabil trods problemerne. Det ville give anledning til bekymring, hvis det næste valg skaber brudlinjer i den politiske palet. For at nedbringe denne risiko ville det være vigtigt at bekendtgøre et snarligt valg på baggrund af den brede enighed, der er opnået i parlamentet. Mens jeg på den ene side gerne vil tilskynde Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, dens politiske ledere og institutioner til at intensivere deres indsats for at indfri deres borgeres forventninger, vil jeg på den anden side opfordre Kommissionen og Parlamentet indtrængende til fortsat at vie kandidaten og regionen passende opmærksomhed. Vi har ingen andre incitamenter til at sikre stabilitet og fremgang på Balkan, der er lige så effektive som et europæisk perspektiv og fremme af tiltrædelsesprocessen. Jeg sætter min lid til, at der under det ungarske formandskab kommer et håndgribeligt bevis over for Balkan på, at udvidelsesprocessen bliver holdt i gang, og dette bevis kunne være den afgørende begivenhed i Kroatiens tiltrædelse, dvs. afslutningen på dets tiltrædelsesforhandlinger. Jeg er overbevist om, at det ville fungere som en magnet på alle lande i Balkan, herunder Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien.

 
  
MPphoto
 

  Štefan Füle, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg er taknemmelig for at kunne drøfte den aktuelle status for tiltrædelsesprocessen med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Jeg takker også hr. Vigenin for at gå videre med denne rapport på baggrund af hr. Thalers grundige forberedelser. Rapporten er omfattende og præcis og beskriver de udfordringer, der ligger forude.

Igennem de sidste 20 år har landet gjort betydelige fremskridt af to grunde. For det første skulle der gøres en stor indsats for at overvinde vanskelige problemer, ja, selv konflikter. For det andet har det europæiske perspektiv været et stort incitament for udviklingen. Udfordringen i dag er at anvende de selv samme formler, dvs. en stor indsats kombineret med et europæisk incitament, til at føre landet videre.

Jeg er taknemmelig for Parlamentets støtte til Kommissionens anbefaling om at indlede tiltrædelsesforhandlinger. Vi mener, at landet er parat til at engagere sig i at blive mere integreret i Europa. Faktisk er tiltrædelsesforhandlinger vores mest kraftfulde instrument til understøttelse af reformer.

Dog må jeg dele min bekymring over den seneste udvikling med Dem. I vores anbefaling bekræftede vi, at landet i tilstrækkelig grad har indfriet de politiske kriterier, men vi understregede, at der er brug for en yderligere indsats på de fleste områder. Udviklingen indtil nu i år har ikke vist den ventede fremgang.

Kommissionen har regelmæssigt anmodet om politisk dialog, reform af retsvæsenet og den offentlige forvaltning, bekæmpelse af korruption, ytringsfrihed og gennemførelse af Ohrid-rammeaftalen.

Jeg havde et rigtig godt møde med premierminister Gruevski i Bruxelles den 24. marts. Vi blev enige om at optrappe vores indsats for igen at få sat EU-dagsordenen øverst på landets prioriteringsliste. Kommissionen vil støtte og overvåge processen, bl.a. via en regelmæssig tiltrædelsesdialog mellem Kommissionen og regeringen.

Hvad angår valg, forventer vi, at lederne vil anstrenge sig til det yderste for at sikre, at valget bliver fuldstændig gennemsigtigt og afholdes efter de bedste internationale standarder. Tidspunktet er helt op til dem.

Jeg understreger fortsat, at ytringsfrihed er grundlæggende, og at journalister skal kunne udtrykke deres synspunkter frit. Kommissionen forventer en retfærdig procedure og en ikke-selektiv anvendelse af lovgivningen.

Korruption skal også fortsat bekæmpes med stor energi. Jeg er helt enig i den vægt, der lægges på dette emne i Parlamentets beslutning, og jeg bifalder Deres forslag om en styrkelse af overvågningen på dette område.

For mig er 10-årsdagen for Ohrid-rammeaftalen til sommer en anledning til at vurdere gennemførelsen, til at samle alle befolkningsgrupperne i landet og til at forny forpligtelsen til at tackle de løbende udfordringer.

Endelig har vi, hvad angår efterkontrol af visumliberaliseringen, brug for en gennemgang af de foranstaltninger, der er truffet for at forhindre misbrug af visumordningen. De lande, der nyder godt af visumfri adgang til EU, skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at begrænse uberettigede asylansøgninger.

2011 er et vigtigt år for hele regionen. Formand Barroso og jeg besøger regionen sammen. Vi begynder i morgen og slutter i Ohrid på lørdag. Vi vil vise vores engagement over for landene i regionen og samtidig understrege, at de bør gøre deres yderste for at skabe positiv fremdrift i udvidelsesprocessen. Det er vigtigt, at Skopje spiller en aktiv rolle. Derfor er det altafgørende, at navnespørgsmålet bliver løst. Begge parter har gentaget deres forpligtelse til at finde en løsning. Jeg havde håbet, at dette havde afspejlet sig i højere grad under den nylige forhandlingsrunde i New York.

Jeg har regelmæssigt bragt spørgsmålet på bane og tilskyndet begge parter til at bevare deres fulde engagement. Og jeg ved, at de to premierministre i deres direkte kontakter allerede har gjort en betydelig indsats for at nå frem til en gensidigt acceptabel aftale. Jeg håber, at de kan drage fordel af denne indsats i år. En løsning ville være et væsentligt gennembrud med hensyn til at gøre 2011 til et lovende år for udvidelsesprocessen.

Tak også for Deres kommentarer og anmodninger i forbindelse med IPA-programmet. IPA er et konkret bevis på, at vi ikke kun vurderer og kritiserer lande, men at vi faktisk støtter dem meget i praksis i deres bestræbelser. Derfor er jeg helt enig med Dem i, at dette instrument bør anvendes så effektivt som muligt.

Jeg tager Deres anmodninger om yderligere finansiering på områderne arbejdsløshed, transport og miljø ad notam som tilføjelse til vores igangværende indsats.

Hvad angår de fleste dele under IPA, er det de nationale myndigheders ansvar at vælge projekter. Det er meget vigtigt for landets ejerskab. Desuden indfører vi, sammen med landets myndigheder, en sektorbaseret tilgang i perioden 2011-2013. Det betyder, at vi vil fokusere på sektorer, hvor der er mest brug for hjælp, og planlægge adskillige år frem. I den sammenhæng er Deres forslag et meget værdifuldt bidrag til vores igangværende programdialog.

Afslutningsvis mener jeg, at Kommissionen og Parlamentet er meget enige om de resultater, landet har opnået, og de udfordringer, der resterer. Jeg håber meget, at navnespørgsmålet faktisk bliver løst i nærmeste fremtid og før Den Internationale Domstols afgørelse, som forventes at foreligge til efteråret. Vi er alle helt bevidst om, at EU har sin rolle at spille med hensyn til at sørge for de rigtige incitamenter. Vi befinder os på et afgørende tidspunkt i forhold til landet. Det kan enten vælge vejen mod Europa, til gavn for os begge, eller se til, mens resten af regionen bevæger sig fremad. Det er et tidspunkt, hvor vi alle skal leve op til vores ansvar og forpligtelser.

 
  
MPphoto
 

  Kristian Vigenin, for S&D-Gruppen.(BG) Hr. formand, repræsentanter for Kommissionen og Rådet, mine damer og herrer! Jeg påtog mig ansvaret for at fremlægge Parlamentets beslutning om statusrapporten for 2010 om Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Jeg vil gerne understrege, at den tidligere ordfører, Zoran Thaler, gjorde et strålende arbejde. Foran os har vi en objektiv rapport, som jeg håber vil få bred støtte under afstemningen i morgen.

I 2011 får udvidelsesprocessen i hele regionen i det vestlige Balkan måske et nyt skub fremad. Kroatien afslutter snart sine forhandlinger om medlemskab. Serbien er på vej til at blive godkendt af Kommissionen til at indlede sådanne forhandlinger. Makedonien skal gøre alt, hvad det kan, for ikke at komme yderligere bagefter i denne proces.

Hovedproblemet er at få løst navnestriden med Grækenland. Det snarlige valg giver den nye regering, der vil blive dannet, mulighed for at bruge vælgernes tillid til at træffe en endelig afgørelse i dette spørgsmål. Man skal være klar over, at en udsættelse af processen indebærer en stadigt større omkostning for Makedoniens indbyggere. Vi håber, at landets ledere vil være dristige og fremsynede. Der kan også søges mægling via Kommissionen, således at vejen til et EU-medlemskab endelig kan blive åbnet for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien.

Vi håber, at Rådet vil tage Parlamentets holdning i betragtning, og at forhandlingerne om medlemskab vil begynde hurtigst muligt. Landet skal dog ikke blot vente, men udføre alle nødvendige reformer i mellemtiden. Det vil betyde, at forhandlingerne kan afsluttes meget hurtigere senere hen.

Opbygningen af et stabilt politisk system skal fortsættes, og et hovedelement heri er at forbedre valgreglerne. Der er brug for flere og mere effektive foranstaltninger og lovregler til at modvirke korruption såvel som reformer i retsvæsenet og den offentlige forvaltning. Vi forventer en seriøs indsats med hensyn til at garantere mediernes frihed og uafhængighed.

De interetniske relationer vækker bekymring. 10-årsdagen for Ohrid-rammeaftalen giver anledning til at foretage en gennemgang af de resultater, der er opnået, og skitsere fremtidige målsætninger med deltagelse af alle etniske grupper.

Jeg håber, at europæisk integration og de nødvendige reformer i landet vil være hovedbudskaber til alle de ledende politiske kræfter, og at disse også vil erklære sig generelt enige efter valget.

Jeg vil gerne slutte med at sige, at Parlamentet snart udpeger en fast ordfører, som vi forventer vil blive mødt med behørig respekt og tillid.

(Taleren indvilgede i at besvare et blåt kort-spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

 
  
MPphoto
 

  Bernd Posselt (PPE).(DE) Hr. formand! De har talt her som ordfører og ikke som almindelig taler, hr. Vigenin. Er De klar over, at landet har indført reformer i stor stil og gjort enorme fremskridt? Ustabiliteten skyldes EU's handlinger. EU og Rådet blev forhindret i at handle på grund af Grækenlands afpresningstaktik, som det ungarske formandskab temmelig klart har taget op. Vidste De det, eller tror De virkelig på det, De sagde?

 
  
MPphoto
 

  Kristian Vigenin (S&D).(BG) Hr. formand! Jeg ved ikke, hvad De ikke forstod i min tale, hr. Posselt, og hvad der er en modsigelse af den foreliggende rapport og det synspunkt, som Udenrigsudvalget var enigt om. Jeg synes ikke, vi på unødvendig vis skal give myndighederne i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien anledning til at bruge udtalelser som Deres til at forsøge at give Kommissionen og Parlamentet skylden for, at reformer ikke er blevet gennemført, og at målsætninger ikke er nået.

Jeg mener, at man i rapporten tilskynder til reformer, men også kræver endnu flere foranstaltninger, hvilket er naturligt, når vi ser, at der er reelle problemer i et land, som muligvis bliver medlem af EU.

 
  
MPphoto
 

  Eduard Kukan, for PPE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Vi har foran os en ganske afbalanceret og objektiv rapport, og jeg vil gerne takke alle de kolleger, der har bidraget til den. Rapporten er af stor betydning for landets fremtid og dets EU-integrationsproces.

Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien har været kandidatland siden 2005, og Kommissionen har nu for anden gang anbefalet, at der indledes forhandlinger. Vi støtter denne anbefaling, og i rapporten opfordres Rådet igen til straks at indlede forhandlingerne. Jeg mener, det er en betimelig opfordring. Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien har brug for en europæisk dagsorden som incitament til positive ændringer fremover.

Når det er sagt, bør vi ikke give Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien indrømmelser, men vi skal motivere dets politikere til at skabe fremgang og arbejde på den europæiske dagsorden. Landet har for nylig været igennem en politisk krise, hvor en del af oppositionen boykottede parlamentet. Sådan bør man ikke føre en politisk diskurs. Politiske modsætninger skal tackles gennem dialog i de demokratiske institutioner, der er oprettet til dette formål. Derfor håber jeg, at det snarlige valg i juni 2011 vil bidrage til at løse denne situation. Valget bør være gennemsigtigt, frit og retfærdigt og bør forløbe i overensstemmelse med alle relevante internationale standarder og under deltagelse af alle de politiske partier.

Spørgsmålet om regionalt samarbejde og naboforbindelser er særlig vigtigt for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og dens naboer. Jeg håber, at det hovedspørgsmål, som har holdt landet tilbage fra at indlede forhandlinger, snart vil blive løst. Lad mig afslutningsvis sige, at vi som politikere skal give regionen flere visioner og et bredere perspektiv. Det er vores pligt og ansvar at anspore til positive ændringer i dette land.

 
  
MPphoto
 

  Norica Nicolai, for ALDE-Gruppen.(RO) Hr. formand! I overensstemmelse med visionen om udvidelse støtter Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa en øjeblikkelig igangsætning af forhandlinger. Jeg ønsker ikke, at Makedonien går sammen med Tyrkiet som én af de stater, der, som Talleyrand siger det, danser snarere end kommer deres europæiske ambitioner nærmere.

Selv om det i denne rapport konkluderes – og jeg skal takke den tidligere ordfører, hr. Thaler, for hans ligevægt og objektivitet i udarbejdelsen af den – at situationen i Makedonien er blevet bedre på en række områder, mener jeg, at det at indlede forhandlinger vil være en løsning, der kan bidrage til at fremskynde reformerne samt skabe demokratiske rammer og en reel mulighed for, at dette land kan blive en EU-medlemsstat.

Det er ironisk, at befolkningen i dette land, til forskel fra den islandske, er motiveret til at tage de europæiske værdier til sig. I det sidstnævnte tilfælde er det et meget lille antal mennesker, der er interesseret i at dele vores værdier. På den anden side er vurderingen af de politiske lederes præstation i Makedonien ikke positiv. Jeg mener ikke, at denne vurdering skal have forrang.

 
  
MPphoto
 

  Marije Cornelissen, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Udenrigsudvalget har leveret en god og afbalanceret statusrapport for Makedonien, og som Grønne bakker vi med glæde op om den. På den ene side er den kritisk over for myndighederne i Makedonien, endda mere end sidste år. De skal arbejde med den politiske stabilitet, de skal holde op med at provokere etniske mindretal og naboer, og de skal garantere mediefrihed og ytringsfrihed. På den anden side opfordres der i rapporten utvetydigt til at åbne forhandlinger. Landet opfylder kriterierne og fortjener det.

Jeg ville ønske, at Grækenland ville respektere rådet fra Kommissionen og Parlamentet og ophøre med at blokere tiltrædelsesprocessen. Det kan altid bremse den endelige beslutning, hvis det virkelig vil. Jeg håber meget, at Makedonien fortsat vil arbejde henimod at blive et fuldt udviklet europæisk demokrati, uanset hvad Grækenland gør. Tiltrædelsesdialogen, som kommissær Füle lige nævnede, lyder lovende i så henseende. Under alle omstændigheder er reformer en god ting.

 
  
MPphoto
 

  Charles Tannock, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! I år fejrer vi, at det er 30 år siden, Deres land, Grækenland, blev medlem af EU. Som inkarneret filhellener mener jeg, at Grækenland har bidraget massivt til vores Union. Det har også vundet en hel del, så hvorfor Grækenland vedvarende nægter sin nabo, Makedonien, de samme fordele, blot på grund af dets navn, fatter jeg og mange fra mit land ganske enkelt ikke.

Det er på tide, at andre medlemsstater indtager en meget fastere holdning over for Grækenland i denne sag. Grækenland har modtaget en enorm pakke fra EU til refinansiering af gæld for at forhindre en kollaps i sin eurobaserede økonomi, så landet har strengt taget ikke en position, der gør, at det kan tage hele udvidelsesprocessen med sin nabo som gidsel. Makedonien har som kandidat ventet længe og tålmodigt på, at tiltrædelsesforhandlingerne skulle begynde. Det ville være katastrofalt, hvis fortsatte forsinkelser bevirker, at Makedonien vender sig indad og opgiver sine ambitioner om at blive medlem af EU og NATO.

Denne risiko er reel, når man tager Makedoniens egen politiske skrøbelighed og dets snarlige valg i betragtning. Vi skal sende et stærkt signal om støtte til de kræfter, der virker for reformer og fremskridt i Makedonien. Gør vi ikke det, giver det negativ genlyd i hele det vestlige Balkan, en region, hvor udsigterne til EU-medlemskab er den lim, der binder disse genstridige lande sammen.

 
  
MPphoto
 

  Nikolaos Chountis, for GUE/NGL-Gruppen.(EL) Hr. formand! Vi går ind for at udvide EU med alle Balkan-landene, hvis de ønsker det. Dog vil jeg gerne påpege, på baggrund af udviklingen med hensyn til udvidelse indtil nu, at et samarbejde med disse lande og tiltrædelsesproceduren, navnlig i tider med økonomisk krise, bør bidrage til bæredygtig udvikling og økonomisk og social fremgang i udvidelseslandene, i Unionen og hos deres borgere og ikke til påtvingelse af økonomiske politikker, der kaster disse lande ud i en lavkonjunktur, øger arbejdsløsheden og skærer ned på de sociale rettigheder. Jeg mener også, at tiltrædelsesproceduren bør foregå med respekt for folkeretten og internationale procedurer, i dette tilfælde med respekt for og opbakning til den procedure, der skal til for at finde en almindeligt acceptabel løsning på navnespørgsmålet, under ledelse af FN, hr. kommissær.

Dette er et vigtigt problem, som bør løses, før tiltrædelsesforhandlingerne begynder. De politiske kræfter i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien bør træffe de nødvendige foranstaltninger og undgå fremgangsmåder og retorik, der forværrer problemet. Deres politiske vilje, med hensyn til om de ønsker en tiltrædelsesprocedure eller ej, vil blive bedømt på dette punkt og ikke på militærlignende missioner som f.eks. Afghanistan, hvilket i rapporten igen betragtes som en bedrift i dette land.

 
  
MPphoto
 

  Nikolaos Salavrakos, for EFD-Gruppen.(EL) Hr. formand! Zoran Thaler, der var ordfører vedrørende Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, er her ikke længere som følge af de alvorlige klager, vi alle har læst om i Sunday Times. Efter min mening er der grund til at formode, at han er uskyldig. I lyset af anklagerne mod ham kan man imidlertid ikke tillægge den aktuelle rapport om Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien troværdighed. I mit brev til Parlamentets formand den 22. marts bad jeg om, at rapporten ikke blev sat til afstemning, før resultatet af undersøgelsen af den omtalte transaktion er offentliggjort.

Jeg opfordrer derfor alle medlemmer til at undlade at stemme i denne afstemning, således at Parlamentets integritet og troværdighed opretholdes. Det vil jeg personligt gøre. Ikke desto mindre vil jeg bemærke, at jeg under alle omstændigheder ikke er enig i fru Győris holdning, men jeg finder, at hr. Füles og den stedfortrædende ordførers synspunkter er realistiske.

De har påpeget, at dette land er plaget af korruption, uden planer i horisonten, og at forholdet mellem de forskellige etniske grupper og striden med Grækenland om navnespørgsmålet er uændret. Man bør derfor tage alvorligt hensyn til dette punkt i rapporten.

 
  
MPphoto
 

  Dimitar Stoyanov (NI).(BG) Hr. formand! Jeg kan til en vis grad erklære mig enig i, hvad kommissær Füle sagde, nemlig at vi faktisk kan se en håndgribelig fremgang i Makedoniens udvikling i landets kurs mod Den Europæiske Union. Imidlertid er der også stadig mange uløste problemer.

F.eks. er der sagen vedrørende registreringen af den bulgarske ngo, RADKO. Denne sag har i årevis været under behandling for højesteret i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. På grund af denne registrering, eller rettere afvisningen af den, vandt RADKO en sag over Makedonien her i Menneskerettighedsdomstolens bygning, meget tæt på vores Parlament.

Folk, der betegner sig selv som bulgarere, og som jeg for nemheds skyld vil omtale som en bulgarsk etnisk gruppe, selv om det ikke er nogen præcis definition, er stadig den eneste etniske gruppe i Makedonien uden et registreret politisk parti. Det skyldes den undertrykkelse, som nu har fundet sted i 20 år mod enhver, der erklærer sig selv som bulgarer. Det er nået så vidt, at disse mennesker ikke længere ønsker at danne et politisk parti, sådan som alle de andre etniske grupper i Makedonien gør.

Jeg mener, at disse problemer er af afgørende betydning og skal løses, idet de udgør en del af de politiske kriterier, som Makedonien efter min mening ikke har opfyldt. På dét punkt er jeg uenig med kommissæren. Før disse problemer er løst, er det umuligt at indlede nogen som helst ny fase i forhandlingerne om Makedoniens tiltrædelse af EU.

 
  
MPphoto
 

  Marietta Giannakou (PPE).(EL) Hr. formand! Jeg har lyttet til Kommissionen. Kommissionens rapport er denne gang meget mere kritisk end sidst, og vi ved alle, hvad der sker i landet. Ikke desto mindre har jeg lyttet til kolleger, som har fremsat uhørte teorier. Teorier som f.eks. at Grækenland, fordi det er i en økonomisk krise, bør sige ja til hvad som helst, alle andre ønsker. Jeg vil gerne påpege over for mine kolleger, at så længe Grækenland er i økonomisk krise, er der ingen regering, der vil gå med til at indlede forhandlinger i Rådet, og Grækenlands gode vilje blev bevist, da det sagde ja til dette lands kandidatur.

Navnespørgsmålet, der bruges som dække over propaganda og bestræbelser på at lade den aktuelle politiske situation komme i første række, skal følgelig løses, ellers vil der ikke blive indledt forhandlinger, og det vil ingen græsk regering gå med til. Jeg vil også gerne sige til mine kolleger, at der er utallige lande, der i lange perioder har forhindret andre lande i at komme med i Unionen. Grækenland kan derfor ikke fordømmes for at udøve sin absolutte traktatmæssige ret i Rådet.

 
  
MPphoto
 

  Hannes Swoboda (S&D).(DE) Hr. formand, fru Győri og hr. Füle! Jeg var en af de første eller måske den første ordfører om Makedonien her i Parlamentet, og jeg ser med beklagelse, hvordan situationen har og ikke har udviklet sig. Herefter blev jeg ordfører om Kroatien, og dér kan man se tydelig forskel. Kroatien havde problemer med sine naboer, herunder Slovenien, men Kroatien arbejdede på at løse problemerne. Hvis Makedonien ikke gør en tilstrækkelig indsats for at løse sine problemer, om end jeg ikke ønsker at give kun den ene part skylden, så er det i det mindste Makedoniens problem. Lad os være ærlige. Man kan ikke give lande en større identitetsfølelse ved at rejse en statue af Alexander den Store på hvert eneste torv eller opkalde lufthavnen efter Alexander den Store. Man skal have en interesse i at løse problemerne.

Hvorfor er det vigtigt med denne interesse? Hr. Füle refererede til Ohrid-rammeaftalen, som var et væsentligt fremskridt. Men jo mindre landet og regeringen gør for at gennemføre reformer i landet og finde frem til en løsning sammen med Grækenland, jo mere vil den albanske befolkning i landet spørge sig selv, hvad den gør i landet, når den faktisk ikke har mulighed for at komme med i EU. Derfor er det så presserende for Makedonien at samarbejde med Grækenland om at løse problemet.

 
  
MPphoto
 

  Andrey Kovatchev (PPE).(BG) Hr. formand, fru Győri, hr. kommissær! Også jeg vil gerne takke hr. Vigenin for den fine fremlæggelse af denne rapport. Det er EU's politiske vilje, at alle landene i det vestlige Balkan bliver hurtigt og vellykket integreret i EU og fuldgyldige medlemmer af den europæiske familie.

Problemerne har akkumuleret igennem historien, navnlig i Balkan, og de kan kun overvindes gennem en europæisk integration. Det ville medføre, at grænserne i denne del af Europa kunne gå fra at være et tegn på opsplitning til at være et tegn på enhed, som det f.eks. er tilfældet her mellem Frankrig og Tyskland.

I beslutningen tager man højde for og bifalder den udvikling, landet har skabt, navnlig i den økonomiske sektor. Dog understreges det i den, at landet skal fuldføre den resterende del af vejen mod et fuldt medlemskab.

I beslutningen nævnes også problemområderne politiske og interetniske relationer, gode naboforbindelser, mediernes frihed og rettigheder for alle borgere, uanset deres erklærede etniske oprindelse. Især dem, der åbent erklærer deres etnisk bulgarske oprindelse, er undertiden udsat for forskelsbehandling.

I beslutningen nævnes også vigtigheden af at bevare den kulturelle og historiske arv, som er en vigtig europæisk værdi. Det er godt, at man i denne beslutning specifikt nævner situationen angående de etnisk bulgarske kulturmonumenter i Makedonien. Tillid bygges på respekt for historiske kendsgerninger og ikke på en provokerende og unødvendig manipulering og forvrængning af sandheden.

Jeg ønsker oprigtigt, at Makedoniens borgere hurtigt overvinder fortidens problemer, så vi kan byde dem velkomne som flyvefærdige borgere i EU. At overvinde problemerne sker imidlertid ved, at man har den politiske vilje til at bryde båndene med folk, som gjorde tjeneste i den kommunistiske efterretningstjeneste i det tidligere Jugoslavien og infiltrerede og provokerede det makedonske samfund politisk, økonomisk og mediemæssigt, sådan som det jo også skete i andre østeuropæiske lande.

 
  
MPphoto
 

  Maria Eleni Koppa (S&D).(EL) Hr. formand! Hr. Gruevskis regering udskrev valg for et par dage siden. Midt under ramaskriget over krænkelser af pressens uafhængighed, domstolenes uafhængighed og byudviklingsplanen Skopje 2014, på et tidspunkt, hvor der er grundlag for at standse den politiske dialog, forsøger hr. Gruevski sig med et tidligt tilbagetog.

Hvis der ud over det uløste navnespørgsmål oven i købet er et sådant uheldigt miljø på de indre linjer, vil det sætte dette lands europæiske udsigter på en alvorlig prøve. Den græske regering har gentagne gange bevist, at den ønsker at lukke dette kapitel én gang for alle ved at øge de bilaterale kontakter på premierministerniveau. Desværre er der endnu ikke kommet noget positivt ud af det, og det er ikke Grækenlands skyld.

Inden for disse rammer spiller hr. Gruevski spil før valget, og han prøver at overbevise den internationale offentlige opinion om, at det er Grækenland, der trækker nye kaniner op af hatten, hvad angår navnespørgsmålet, og derved konstant forhindrer enhver løsning på striden. Ansvaret for dette lands europæiske fremtid ligger i dets egne hænder, og det opfordres til at påtage sig sit ansvar.

 
  
MPphoto
 

  Anna Ibrisagic (PPE).(SV) Hr. formand! Da jeg kun har ét minut, vil jeg blot nævne et enkelt punkt. Det, vi indtil nu har lært i forbindelse med udvidelserne, er, at de egentlige reformer først begynder, når forhandlingerne indledes. Det forholder sig ikke sådan, at så snart vi i morgen indleder forhandlingerne med Makedonien, afslutter vi også denne proces. Dette er kun begyndelsen.

Der vil blive tale om adskillige lejligheder, hvor Grækenland kan blokere for landet, hvis det ønsker det, men at blokere for landet nu i denne situation, og landets særlige geografiske beliggenhed taget i betragtning, er fuldstændig uansvarligt. Makedonien befinder sig i en meget følsom situation. Man ville sende forkerte signaler ved at lade landet vente endnu længere. Det ville kun bidrage til at øge nationalismen og styrke de meget negative kræfter, som vi ønsker at bekæmpe gennem en udvidelse.

 
  
MPphoto
 

  Anna Záborská (PPE). (SK) Hr. formand! Under rejsen fra Strasbourg til Bruxelles krydser vi Luxembourg to gange. Først via den selvstændige stat Luxembourg og så via den belgiske region af samme navn. Hvis belgierne havde fulgt grækernes logik, da EU blev grundlagt, ville den ikke eksistere i dag.

Makedonien er parat til at indlede forhandlinger om en tiltrædelse af EU. Hvis det skal fortsætte ad den demokratiske vej, har det imidlertid brug for vores hjælp og solidaritet, ligesom Grækenland havde brug for det for nylig. Jeg respekterer helt og fuldt alle medlemsstaters vetoret, hvad angår accept af nye medlemmer. Dog vil jeg gerne appellere til de græske medlemmer om at vise velvilje og støtte ikke blot denne rapport, men også ændringsforslaget, hvor man i teksten igen har anført makedonsk som et af de officielle sprog.

 
  
MPphoto
 

  László Tőkés (PPE).(HU) Hr. formand! Allerede i rapporten for landet i februar sidste år satte man stor pris på de resultater, Makedonien har opnået med hensyn til europæisk integration. Med Parlamentets relevante beslutning tilskyndede man endnu en gang til at få afgjort navnedebatten og straks at indlede tiltrædelsesforhandlinger. Jeg finder det uacceptabelt og faktisk rent ud sagt skandaløst, at der heller ikke det seneste år er sket nogen særlig udvikling i denne henseende. Det undergraver selve EU's troværdighed. For EU såvel som for det ungarske formandskab er tiltrædelse for Balkanlandene, herunder Kroatien og den makedonske stat, et prioriteringsområde. Jeg beder Parlamentet, Rådet og Kommissionen om at bakke op om, at Makedoniens tiltrædelsesforhandlinger indledes snarest muligt, uanset landets navn.

 
  
MPphoto
 

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D).(HU) Hr. formand! Jeg er enig med dem, som påpeger, at ansvaret er fælles. EU, dvs. Rådet, er ansvarligt for vedblivende at smøle med tiltrædelsesforhandlingerne og dermed berøve sig selv et af sine vigtigste værktøjer, nemlig en stabilisering af regionen, og tilsvarende er de makedonske ledere ansvarlige for at mene, at hvis der ikke indledes tiltrædelsesforhandlinger, behøver de ikke fortsætte de reformer, som minister Győri og kommissær Füle omtalte. Og hvad navnet angår, må jeg sige, at som centraleuropæer, som ungarer, finder jeg denne strid mellem Grækenland og Makedonien overordentlig absurd. Jeg finder den manglende fleksibilitet fra begge parters side uacceptabel. Jeg gad vide, hvordan EU ville have reageret, hvis Ungarn f.eks. havde protesteret mod Rumæniens tiltrædelse i 2007. Der var ikke den mindste risiko for, at det kunne ske i Ungarn, og jeg beder derfor begge parter om at udvise en rimelig selvbeherskelse.

 
  
MPphoto
 

  Katarína Neveďalová (S&D). (SK) Hr. formand! Det kan ikke nægtes, at Makedonien har gjort betydelige fremskridt det seneste år, men der er dog stadig plads til forbedringer på væsentlige områder. Efter min opfattelse er de vigtigste krav en sikring af domstolenes uafhængighed, mediernes ytringsfrihed, et stærkere civilsamfund og en bedre politisk dialog.

Ombudsmandsinstitutionen har haft betydelig mere arbejde det seneste år, men antallet af dens anbefalinger, som er accepteret af den offentlige forvaltning, er faldet. Jeg er derfor enig med Kommissionen i, at ombudsmandens position skal styrkes.

Jeg bifalder imidlertid, at det er lykkedes at forbedre beskyttelsen af mindretal og kulturelle rettigheder. Makedonien har nedbragt antallet af romaer uden personlige papirer betydeligt. Desværre er deres levevilkår stadig elendige, og de bliver stadig forskelsbehandlet. Som vi alle ved, er det et problem, der ikke kun gælder for Makedonien. Romaernes situation er så meget mere en bekræftelse for os på, at dette er et paneuropæisk problem.

Trods problemerne er Makedonien stadig et stabilt land i regionen med gode forbindelser til sine nabostater, og jeg tror, det er godt på vej mod EU.

 
  
MPphoto
 

  Jaroslav Paška (EFD). (SK) Hr. formand! Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien har længe været interesseret i at komme med i EU. Efter forlydende er landet nu parat til at indlede tiltrædelsesforhandlinger, idet man i tilstrækkelig grad har opfyldt de nødvendige politiske kriterier ved at opnå fremskridt med hensyn til reform af den offentlige forvaltning, domstolene og politiet. Det politiske system ser ud til at være stabilt, de politiske partier kommunikerer med hinanden, og mindretallenes stilling er også forbedret. Der kan dog stadig være visse forbehold, hvad angår domstolenes uafhængighed, korruptionsbekæmpelse og mediernes ytringsfrihed, hvilket alt sammen har en negativ indvirkning på forretningslivet og tilførslen af udenlandsk kapital.

Der er imidlertid sket fremskridt, hvad angår harmonisering af love og politikker, navnlig med hensyn til varers frie bevægelighed og lovgivning for handelsselskaber og finansielle ydelser samt retfærdighed, frihed og sikkerhed. Jeg er derfor sikker på, at borgerne i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien nu helt med rette forventer, at det frie Europa vil tilbyde dem venskab. Lad os have den fornødne tillid, så vi kan åbne EU's døre for dem.

 
  
MPphoto
 

  Georgios Koumoutsakos (PPE).(EL) Hr. formand! Her i Parlamentet støtter vi alle de europæiske udsigter for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Vi, og navnlig de græske parlamentsmedlemmer, ønsker også at løse det årelange spørgsmål om navnet på dette land.

Disse to mål er som udgangspunkt tæt forbundne, men vejen hen imod dem forløber ikke parallelt, hr. kommissær. Tror De, at man vil nå disse to forbundne mål, hvis vi støtter en øjeblikkelig indledning af tiltrædelsesforhandlinger mellem dette land og EU i morgen? Jeg kan forsikre Dem om, at det vil få den absolut modsatte effekt, idet vi så tilskynder Gruevski-regeringen til endnu større uforsonlighed og derved forlænger dødvandet i forhandlingerne om navnet og følgelig yderligere fastfryser landets tiltrædelsesmuligheder.

Hvis vi vedtager denne rapport i morgen, vil det således være et forkert budskab, en forkert politik og en forkert manøvre, og derfor stemmer jeg imod rapporten i morgen.

 
  
MPphoto
 

  Bernd Posselt (PPE).(DE) Hr. formand! I lighed med hr. Swoboda vil jeg gerne sammenligne Kroatien og Makedonien. Begge lande har et eksemplarisk omdømme, hvad mindretal angår. Mindretallene i begge lande er alle repræsenteret i regeringen, hvilket ikke er tilfældet i de fleste EU-medlemsstater. Dog er der én forskel. I Kroatien har oppositionen i det store og hele indtaget en konstruktiv holdning. I Makedonien har den socialistiske opposition anvendt brutale blokeringstaktikker. Jeg beklager, at nogle medlemmer i Parlamentet i dag har gjort sig selv til redskaber for den socialistiske opposition under valgkampen.

 
  
MPphoto
 

  Štefan Füle, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Som det er anerkendt i det udkast til beslutning, vi drøfter i dag, og i Kommissionens statusrapport fra november 2010, har landet i tilstrækkelig grad opfyldt de politiske kriterier. Der er dog behov for, at det opretholder fremdriften i reformprocessen på alle områder. Det er afgjort et vitalt spørgsmål. Som forhandlingen har vist, er vi alle enige i dette vigtige punkt.

Som jeg allerede har sagt, befinder vi os på et afgørende tidspunkt i forhold til landet. Det skal fortsætte sin vej mod Europa, idet resten af regionen bevæger sig fremad. Landets ledere skal fokusere på fremtiden til gavn for dets borgere. Vi vil støtte dem alt, hvad vi kan, i disse bestræbelser.

Lad mig komme med endnu en enkelt bemærkning, som jeg mener er vigtig for det land, vi drøfter, og for hele regionen. Det er ikke første gang, vi har set et parti, der er repræsenteret i et parlament, udvandre og boykotte parlamentets arbejde. Min personlige holdning er, at det er uacceptabelt. Jeg mener, at man i alle lande, som aspirerer til medlemskab, og i alle kandidatlande, skal bruge de demokratiske institutioner til at styrke og ikke undergrave landene. De skal lære, at demokrati skal udøves inden for de demokratiske institutioner og ikke uden for.

Jeg håber meget, at De sammen med mig vil sende et kraftfuldt budskab til landene i regionen om, at de politiske partier, hvad enten de hører til på højrefløjen eller på venstrefløjen, bør udnytte det inkluderende i processen til at samarbejde om den europæiske dagsorden og ikke holde deres diskussioner på gadeplan.

 
  
MPphoto
 

  Enikő Győri, formand for Rådet.(HU) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne svare på et enkelt forhold, nemlig spørgsmålet om landets navn, og lad mig begynde med at sige, at jeg er fuldstændig enig i medlemmernes utilfredshed og endog vrede over denne sag. Der er ikke noget værre end en situation, hvor vi går i stå på grund af et problem og ikke kan anerkende landet, selv hvis det leverer, hvad angår opnåede resultater. Jeg må sige, at jeg betragter det som afgørende vigtigt at bevare gode naboforbindelser, og en udvidelse er kun mulig under den forudsætning. Det bør bl.a. indebære, at parterne skal finde en forhandlingsløsning, der er acceptabel for begge parter, under FN's auspicier.

Rådet bifalder den igangværende dialog på højt niveau og ser frem til, at den giver resultater. Aktuelt er al opmærksomhed rettet mod den sag, der verserer for Den Internationale Domstol, hvor de mundtlige bevisgrunde blev fremført fra 21. til 30. marts. Den endelige afgørelse ventes at foreligge i september 2011. At navnestriden fortsat er uløst, og at de hidtil mislykkede forhandlinger trækkes i langdrag, må ikke bruges som begrundelse for at slække på tempoet i reformerne i landet. Det ungarske formandskab førte indgående, bilaterale forhandlinger med de berørte parter inden begyndelsen på sin formandskabsperiode og tilskyndede dem til at finde en løsning. Det er dem, der skal finde denne løsning. Alle andre er velkomne til at hjælpe, men i sidste ende afhænger det af dem.

Vi tilskynder således fortfarende til, at man opretholder denne dialog og denne søgen efter en løsning. Jeg ville beklage det meget, hvis det ikke lykkes os at skabe fremskridt i denne sag under det ungarske formandskab. Som nævnt er grunden hertil ikke kun Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, men hele regionen, EU's gårdsplads, og tiden er nu inde til, at regionen ikke længere forbliver en gårdsplads, men bliver en integreret del af EU. Det burde være vigtigt for os endelig at kunne skabe fremskridt.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Jeg har modtaget et beslutningsforslag(1), der er stillet i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 110, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen vil finde sted i morgen kl. 12.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

 
  
MPphoto
 
 

  George Becali (NI), skriftlig.(RO) Jeg er både glad og bedrøvet over, at vi har denne forhandling i dag. Jeg er bedrøvet, fordi der allerede er gået seks år, siden Rådet bevilgede Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien status som kandidatland, uden at der er fastsat nogen dato for indledning af forhandlinger trods de fremskridt, der er gjort.

Når jeg læser hr. Vigenins rapport, genkender jeg mange af de krav, der blev stillet til mit land, Rumænien, under førtiltrædelsesperioden. Imidlertid bemærker jeg, at på trods af Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedoniens omgående og specifikke reaktion på disse krav har vi ikke gjort nogen som helst fremskridt med hensyn til at indlede forhandlinger. Jeg synes, at Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedoniens rejse mod et EU-medlemskab varer alt for længe, og vi ønsker ikke, at landets borgere på et tidspunkt mister deres optimisme og håb.

Jeg er enig med vores ordfører, som opfordrer Kommissionen, Rådet og den højtstående repræsentant til at begynde at udvikle en generelt anvendelig voldgiftsmekanisme, som har til formål at løse bilaterale problemer, herunder konflikten med Grækenland om landets navn. Det er en vigtig prøve ikke kun for den fælles udenrigspolitik efter Lissabontraktaten, men også for Unionens evne til at løse konflikter ved dens grænser.

 
  
MPphoto
 
 

  Jiří Havel (S&D), skriftlig. (CS) Den seneste statusrapport for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien er hverken værre eller bedre end de tidligere. Vi ved imidlertid alle, at indholdet af disse rapporter ikke er den væsentligste hindring for at indlede tiltrædelsesforhandlinger. Hindringen er konflikten med Grækenland angående navne. Uden denne ville forhandlingerne formentlig allerede være i gang. EU bør derfor påtage sig en mere målrettet rolle for at løse den, måske endda en afgørende rolle. Efter næsten 20 år, hvor man forgæves har søgt at finde en udvej, er det nu helt og aldeles relevant at drøfte de næste skridt, herunder en mulig ændring af forhandlingsmekanismen. Kommissionen bør fremlægge relevante alternative forslag hertil. På grund af vores langvarige passivitet har vi alle bidraget til hele landets usikre skæbne, og alligevel er det et land, som stadig rapporterer til EU, selv efter så mange år. I både Parlamentet, Kommissionen og Rådet bør vi også ophøre med at smøle med at indlede tiltrædelsesforhandlingerne. Ingen tager den døve-dialog, der foregår mellem Parlamentet og Kommissionen på den ene side og Rådet på den anden side, alvorligt. Det skyldes, at den undergraver EU's troværdighed som helhed. Vi må ikke narre os selv – der er stadig stor opbakning til tiltrædelse af EU i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Men den er faldet betragteligt i tidens løb. Der er grænser for tålmodigheden hos befolkningen i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, både makedonerne og albanerne, selv om de hver især har deres grunde til dette.

 
  

(1)Se protokollen

Seneste opdatering: 29. august 2011Juridisk meddelelse