Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling om den mundtlige forespørgsel til Kommissionen om nuklear sikkerhed 25 år efter Tjernobylkatastrofen af Bogusław Sonik for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (O-000109/2011 – B7-0312/2011).

  Bogusław Sonik, spørger. – (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne sige, hvor glad jeg er for, at vi ved dette møde i Parlamentet mindes dødsofrene og alle de tilskadekomne ved Tjernobylkatastrofen, der er den værste atomulykke i historien. Især på baggrund af de seneste begivenheder i Japan er denne årsdag blevet en tragisk anledning til at vurdere og gøre sig overvejelser omkring nuklear sikkerhed. Tragedien i Tjernobyl viste også, hvor magtesløse og tankeløse, de daværende kommunistiske myndigheder i Ukraine var, idet de forsøgte at skjule katastrofen og dens omfang for omverdenen.

Lad os holde fast i blot nogle få ting, der giver en vis fornemmelse af tragediens omfang og udbredelse. Eksplosionen i reaktoren i Tjernobylkraftværket medførte, at ca. 100 000 km2 land, hvoraf 70 % var i Hviderusland, blev forurenet. Radioaktive stoffer nåede også frem til Skandinavien og Centraleuropa, bl.a. Polen, samt Grækenland og Italien i Sydeuropa. Ca. 115 000 mennesker blev evakueret fra områderne i nærheden af reaktoren, og ca. 220 000 mennesker er blevet forflyttet fra Hviderusland, Den Russiske Føderation og Ukraine siden 1986.

Det er meget vanskeligt at bedømme de ødelæggelser, katastrofen anrettede, for så vidt angår både sundheden og miljøet. Specialisterne er endnu ikke i stand til at fastslå antallet af dødsfald som følge af katastrofen. Ifølge WHO kan antallet af kræftdødsfald som følge af forurening efter eksplosionen i kraftværket måske løbe op i 9 000. Andre kilder vurderer, at ca. 200 000 mennesker allerede er døde som følge af strålingsrelaterede sygdomme, og at yderligere 100 000 mennesker fremover kan dø af kræft som følge af Tjernobylkatastrofen. Ifølge nylige undersøgelser spiser beboerne i mindst to ukrainske distrikter fortsat forurenede fødevarer.

Vi må ikke glemme, at EU, der etablerede Tjernobylreaktorfonden, har bidraget finansielt til at afbøde konsekvenserne af Tjernobylkatastrofen. På 25-års-dagen for katastrofen meddelte Kommissionen, at der vil blive afsat 110 mio. EUR til at stabilisere situationen og beskytte miljøet omkring Tjernobylkraftværket.

I den forbindelse må vi huske på, at spørgsmålet om, hvordan man håndterer nuklear sikkerhed, er relevant på tværs af alle landegrænser i hele verden og derfor bør overvejes i en ånd præget af solidaritet og tværnationalt ansvar. Jeg vil derfor både anmode Kommissionen om og opfordre den til at foretage en langsigtet og omfattende undersøgelse af de sundhedsmæssige konsekvenser af Tjernobylkatastrofen. Er Kommissionen rede til at iværksætte og støtte en langsigtet undersøgelse (i et menneskes levetid) af Tjernobylkatastrofens konsekvenser for sundheden hos de europæiske borgere i alle de områder, som blev ramt af radioaktivt nedfald? Har Kommissionen nogen oplysninger om miljøforureningen i de værst ramte områder? Vil Kommissionen på baggrund af årsdagen for ulykken opfordre regeringerne til offentligt at indgå nye betalingsforpligtelser i kampen for at afbøde konsekvenserne af atomulykken?

I betragtning af antallet af atomkraftværker i EU og den nuværende grad af samordning i EU hvilke mulige scenarier kender Kommissionen så til med hensyn til konsekvenserne af en alvorlig atomulykke i et kraftværk for befolkningen i de enkelte medlemsstater? Har Kommissionen nogen planer om at koordinere de nationale synspunkter i tilfælde af, at der sker en atomulykke? Atomulykker kommer altid som en overraskelse og har altid internationale og globale konsekvenser. Det er derfor bedre at have udarbejdet en række nødvendige svar på forhånd, hvilket gør det muligt at minimere risikoen og afværge yderligere katastrofer.

  Günther Oettinger, medlem af Kommissionen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! I de 25 år, der er gået siden atomulykken i Tjernobyl, har Kommissionen spillet en betydelig rolle i den globale indsats for at afbøde konsekvenserne af tragedien. Opgavens omfang betød, at det var nødvendigt med en samlet indsats. Kommissionen samarbejdede derfor med partnere i medlemsstaterne, G7-landene og selve Ukraine for at sikre, at området kan blive stabiliseret på en ordentlig måde og sikret på en miljømæssig forsvarlig måde.

EU var aktiv med hensyn til at mobilisere flere midler fra verdenssamfundet, så man kunne blive færdig med det arbejde, der manglede at blive gjort på Tjernobylværket, og vi yder fortsat en indsats i den retning med vores eget bidrag. Kommissionen er den største bidragyder til Tjernobylreaktorfonden, og vi gav tilsagn om et yderligere beløb på 110 mio. EUR fra vores budget på donorkonferencen i Kiev i april måned, hvor der i alt blev givet tilsagn om yderligere 550 mio. EUR.

Vi har haft nok at se til på den diplomatiske front og har da også overtalt 32 lande, herunder 13 nye donorer, til at forpligte sig til at yde bidrag til fonden. Vi agter at fortsætte vores aktiviteter blandt andre donorer, herunder Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, så vi kan sikre, at der stadig er de finansielle midler, der skal til for at afslutte alle projekter senest i 2015. Vi samarbejder også med regeringen i Ukraine for at sikre, at planen om at konstruere et strålingsskjold over Tjernobylreaktorkernen kan føres ud i livet. Dette indebærer, at man indkapsler den beskadigede reaktorblok IV med en ny beskyttende kappe og iværksætter de nødvendige skridt for at lukke de øvrige reaktorblokke. Alt arbejde bør være afsluttet senest i 2015.

Dernæst går vi i gang med forskningsprojekterne inden for rammerne af Euratomrammeprogramet vedrørende ulykkens konsekvenser, og hvordan man kan håndtere dem. I øjeblikket er forskning i lave strålingsdoser genstand for et storstilet tiltag som led i et fælles program, der er planlagt via den europæiske Melodi-platform.

Som led i mekanismen for samarbejde vedrørende nuklear sikkerhed overvejer vi et projekt, der går ud på at hjælpe de værst ramte befolkningsgrupper omkring udelukkelseszonen i Tjernobyl. Det er vores hensigt at gå mere i dybden med hensyn til sammenkædningen mellem sundhed og ernæring. Hvis det viser sig nyttigt at gennemføre målrettede aktiviteter ved bedømmelse af konsekvenserne for menneskers sundhed i alle områder, der er ramt af radioaktivt nedfald fra Tjernobyl, er Kommissionen rede til at skride til handling og overdrage ansvaret for samordningen af de hensigtsmæssige foranstaltninger til Udvalget for Sundhedssikkerhed.

Et andet af Kommissionens ansvarsområder er bekæmpelse af miljøforurening. Efter ulykken bidrog vi sammen med Fællesskabet af Uafhængige Stater til at støtte indsamling af omfattende data og udarbejdelse af strategier for katastrofehåndtering i atomsektoren og i de relevante områder i Hviderusland, Rusland og Ukraine. Vi indsamlede data om frigivelse af radioaktivt cæsium i hele EU efter ulykken. Disse data blev i 1998 offentliggjort i form af et atlas, som blev udarbejdet i samarbejde med Ukraine, Rusland og Hviderusland.

I øjeblikket støtter vi inden for rammerne af det 7. Euratomrammeprogram et ekspertisenet inden for strålingsøkologi for at finansiere integration, netværkssamarbejde og videnskabelig ekspertise med henblik på bedre strålingsbeskyttelse for mennesker og miljø.

For så vidt angår civilbeskyttelse, har vi i de seneste ni år fremmet samarbejdet mellem medlemsstaterne vedrørende civilbeskyttelsesøvelser. Disse øvelser involverer også deltagere fra tredjelande. Tre øvelser, der var samfinansieret med midler fra vores finansielle instrument for civilbeskyttelse, havde et strålingsrelateret element, nemlig Torch, der handlede om en ulykke, som medførte massedødsfald og simulering deraf, Cremex, der involverede en masseforurening i form af en såkaldt beskidt bombe, og Sismicaex, der blev gennemført for et år siden, og som drejede sig om en atomulykke som følge af et jordskælv.

I de kommende år skal vi fortsat yde støtte i en ånd præget af europæisk solidaritet, idet vi gør vores yderste for at reducere skaden og undgå yderligere skade som følge af Tjernobyl.

  Herbert Reul, for PPE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, hr. Oettinger, mine damer og herrer! Jeg mener altid, det er godt at gøre status over aktiviteterne, og jeg er derfor glad for, at Kommissionen så tydeligt har forklaret alt om, hvad Europa har gjort siden katastrofen, både umiddelbart, på mellemlang og lang sigt og lige op til dags dato.

Uanset hvordan vi vender og drejer problemet, er det værd at påpege, at disse skadebegrænsende foranstaltninger aldrig var blevet iværksat i den målestok uden EU's medvirken. Jeg finder det også meget nyttigt at vide, at Kommissionen ikke bare ydede øjeblikkelig direkte hjælp, men på Europas vegne som helhed også intenst har arbejdet med spørgsmålet om, hvilke konklusioner man kan drage af katastrofen med hensyn til civilbeskyttelsesforanstaltninger, informationsudvekslingssystemer samt forskning og dertil knyttede undersøgelser. Jeg er ikke fuldt ud overbevist om, at det er strengt nødvendigt med nye undersøgelser. Det kan være, at vi er nødt til at vurdere det allerede foreliggende materiale for at se, om det er tilstrækkeligt til vores brug. Det vil efter min mening vise sig i forbindelse med en nuanceret drøftelse. Nogle gange er det ingen garanti for, at der sker meningsfyldte fremskridt, at der er adgang til enorme informationsmængder.

Jeg vil gerne sige tak og nævne, at Kommissionen og EU som helhed kan være tilfredse med det, der er opnået i den foreliggende sag. Disse institutioner har vist, at de ikke bare er snakkeklubber, men også en kilde til praktisk støtte.

  Jo Leinen, for S&D-Gruppen. – (DE) Hr. formand, hr. Oettinger, mine damer og herrer! Jeg vil gerne sige tak til hr. Sonik for at have sat denne forhandling i gang og udarbejdet den mundtlige forespørgsel.

Jeg er enig i, at vi aldrig må glemme Tjernobylkatastrofen. Vi er godt klar over, at man 25 år senere stadig kan opleve langtidsfølgerne af katastrofen. Der er fortsat et stort ubeboeligt område, således at folk ikke længere kan vende tilbage til deres hjem. Og så er der langtidsvirkningen på sundheden. Vi har i fjernsynet set, at kvinderne stadig er udsat for spontane aborter 25 år efter katastrofen.

Europa har et medansvar, fordi spørgsmålet om nuklear sikkerhed ikke er et spørgsmål om national suverænitet, men snarere et spørgsmål om europæisk ansvar. På dette tætbefolkede kontinent har hvert kraftværk konsekvenser for nabolandene. Det er derfor, hr. Oettinger har et særligt ansvar for at sikre, at vi får styr på dette spørgsmål, navnlig på baggrund af det, der er sket i Fukushima. Senere kommer vi til at tale med ham om stresstest, dvs. sikkerhedsanalyser for de 143 kernekraftværker. Jeg vil opfordre ham til at holde fast i hans principper. Vi vil gerne have den højst mulige sikkerhedsstandard i Europa, ikke bare undersøgelser af naturkatastrofer. Vi skal derfor også undersøge andre risici som f.eks. flystyrt, terrorangreb, computerangreb, dvs. denne kombination af angreb på kernekraftværker. Og hvad mere er, må man sikre, at dette ikke bare bliver en tom gestus.

Der er stadig meget, som skal gøres i Tjernobyl. Sarkofagen er endnu ikke sikker, og der er derfor brug for nye finansielle midler for at rette op på det. Jeg har endnu ikke hørt nogen planer om, hvad man skal gøre ved det atomaffald, der ligger rundt omkring på stedet. Der er endnu ikke sikkerhed for, hvordan man bortskaffer dette materiale. Jeg mener derfor, hr. Reul, at det er nødvendigt med undersøgelser, fordi vi ikke har tilstrækkelig erfaring med strålingens langtidsvirkninger. Jeg vil opfordre Kommissionen til at iværksætte sådanne undersøgelser.

Når alt kommer til alt, er det den sikreste løsning at udfase atomenergien. Når vi fortsætter med at samarbejde med de berørte lande, er det mit største ønske, at vi etablerer workshopper for fremtidens teknologi dér og giver råd om, hvordan man kan spare energi og udvikle alternative energikilder. Det er præcis det, der er brug for 25 år efter Tjernobyl.

(Taleren indvilligede i, at der blev stillet et spørgsmål ifølge forretningsordenens artikel 149, stk. 8.)

  Paul Rübig (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne sige tak til hr. Leinen. Han omtalte stresstest. Jeg vil gerne vide, om resultatet af disse stresstest vil få konsekvenser. Er det efter hans mening muligt at etablere en permanent europæisk tilsynsmyndighed for dette område med ansvar for håndtering af disse spørgsmål og med mandat til at få farlige atomkraftværker fjernet fra nettet?

  Jo Leinen (S&D). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne sige tak til hr. Rübig for hans spørgsmål. Formålet skal være at opbygge en europæisk kompetence med hensyn til at overvåge atomkraftværker. Hvis der er noget, som har virkning ud over de nationale grænser, involverer dette en fællesskabsdimension, hvilket også kræver en europæisk kompetence. Vi har endnu ikke denne kompetence, men hr. Oettinger skal gøre sit yderste for at sikre, at vi får grundlaget for uafhængigt og objektivt at kunne overvåge kernekraftværker set ud fra en europæisk synsvinkel, således at vi kan få mulighed for at drage vores egne konklusioner, når der bliver lokaliseret nogle svagheder. Hvis en stresstest viser, at et kraftværk er usikkert, skal det efterfølgende lukkes eller, hvis det kan lade sig gøre, opgraderes.

  Antonyia Parvanova, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Mens spørgsmålet om, hvorvidt vi skal følge vores energistrategi med eller uden kernekraft, nu bliver drøftet i de pågældende medlemsstater, skal vi holde os for øje, at uanset hvilken beslutning der bliver truffet, vil nuklear sikkerhed i flere generationer endnu være en problemstilling. Vi skal selvsagt udvikle og håndhæve fælles standarder for nuklear sikkerhed på internationalt plan, da radioaktiv forurening ikke respekterer landegrænser, sådan som Tjernobylkatastrofen viste, og sådan som det bliver bekræftet af det, der foregår i Fukushima.

25 år efter begivenhederne i Tjernobyl har vi stadig brug for yderligere evaluering og undersøgelse af de hidtidige og nuværende virkninger af forureningen for menneskers sundhed og miljøet. Vi skal tænke på nuklear sikkerhed, ikke som en beskyttelsesforanstaltning, men som en langsigtet og omfattende strategi. Vi skal også tage spørgsmålet om atomaffald op. Det, der er tilbage efter Tjernobyl, er affald, og det udgør et alvorligt og faretruende problem i regionen. Det bliver også en europæisk udfordring for kerneenergiens fremtid. Vi har brug for mere forskning på dette område, og vi er nødt til at garantere den langsigtede sikkerhed ved deponering eller bortskaffelse af disse materialer.

Uanset hvilken beslutning vi træffer nu, er det derfor nødvendigt, at man kan omgøre den og vende tilbage til sagen. Jeg ville sætte pris på en klar holdning fra Kommissionens side på dette område.

  Konrad Szymański, for ECR-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Tjernobyl har været et referencepunkt i europæisk politik i de 25 år, der er gået siden den tragiske katastrofe. Nogle gange er dette helt på sin plads, men andre gange giver det ingen som helst mening. I modsætning til Sovjetunionen for 30 år siden har vi i EU virkelig gode retsakter, hvormed vi kan håndhæve vores sikkerhedsstandarder. De rangerer blandt de højeste standarder i verden, og det er således misbrug af historien at udnytte Tjernobyl i dag til en kernekraftfjendtlig propaganda på baggrund af lutter fordomme. Der er et andet aspekt ved at stramme grebet om den europæiske kerneenergisektor, nemlig at det vil være med til at opretholde vores afhængighed af import af fossile brændstoffer fra tredjelande.

Man kan også drage nyttige konklusioner af Tjernobyl. Der er planer om en hel række russiske atomkraftværker langs vores grænse mod øst med henblik på eksport af elektricitet til EU's medlemsstater. De bliver opført uden hensyntagen til EU's sikkerhedsstandarder. Det kunne godt svare sig, hvis Kommissionen tog initiativ til at sikre, at standarderne ikke bare håndhæves i selve EU, men også uden for grænserne, da kraftværkerne i Kaliningrad oblast og i Hviderusland har det europæiske marked som mål. Det eneste spørgsmål er, om Kommissionen har magt og fantasi til med held at kunne være aktiv på dette område.

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, hr. Oettinger! Det er sandt, at EU allerede har gjort en masse vedrørende Tjernobyl og det efterfølgende forløb. Ikke desto mindre er det fortsat et spørgsmål, om vi har gjort nok, om vi nogensinde kan gøre nok, og om vi altid gør det rigtige.

Der er efter min mening stadig en hel del vigtige uafklarede punkter, der skal styr på af hensyn til de sundhedsmæssige følger af det radioaktive nedfald. Man skal finde hoved og hale i striden om de konstant forfalskede tal fra Den Internationale Atomenergiorganisation. Jeg mener, at EU, hvis territorium er ramt af det radioaktive nedfald fra katastrofen for omtrent halvdelens vedkommende – jeg bruger bevidst nutidsformen "er" – skal hytte sit eget skind her. Dette er særdeles vigtigt. De internationale konsekvenser, vi som verdenssamfund er udsat for, er på ingen måde begrænset til landområderne omfattende det tidligere Sovjetunionen, Hviderusland, Ukraine og Rusland, for mere end halvdelen af det radioaktive nedfald efter branden og eksplosionen ramte det europæiske kontinent. Så jeg vil opfordre til at undersøge behovet for en ny vurdering af episodens indvirkning på sundheden. Mange forhenværende ansatte i WHO ville glæde sig over at få deres arbejde vurderet i et andet lys.

Mit næste punkt vedrører det lokale oprydningsarbejde. Det store nye skjold bliver for øjeblikket drøftet meget intenst. Hvorfor har vi stadig ingen risikoanalyse for sarkofag I? Hvorfor kan vi ikke forstå det problem, der er der? Hvordan kan det være, at et projekt af den størrelsesorden håndteres uden nogen gennemsigtig risikoanalyse? Jeg spekulerer også over, hvordan det kan være, at vi stadig ingen forklaring har på, hvorfor man ikke har kunnet fjerne og deponere de brugte brændselsstave fra Tjernobyls reaktor II og III, som blev lukket ned korrekt? Det anser jeg for at være et enormt stort problem.

Mit tredje punkt er, at vi i EU hare været tæt på en kernenedsmeltning adskillige gange siden Tjernobyl og længe inden Fukushima. Forsmark er et godt eksempel på dette, og Paks er et andet eksempel, og det er kraftværket Brunsbüttel i Tyskland også. Med de stresstest, der nu foreslås, kan man ikke beskrive den risiko, vi løber med de eksisterende europæiske kernekraftværker. Jeg vil derfor vil bede hr. Oettinger om, ikke at forsøge på at stikke os blår i øjnene. Han lovede os skrappe sikkerhedstest. Det, der har været fremme indtil videre, kan ikke tages alvorligt.

  Sabine Wils, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Efter katastrofen i Tjernobyl for 25 år siden viser nye undersøgelser fra Selskabet for Strålingsbeskyttelse, at der til dato er 1,4 mio. dødsfald som følge af langtidsvirkningerne af kernenedsmeltningen. Selv i Tyskland frygtede vi for vores børns sikkerhed, da de blev udsat for regn fra radioaktive skyer og for forurenede levnedsmidler.

EU skal nu træffe de rigtige foranstaltninger som reaktion på katastroferne i Tjernobyl og Fukushima. Frygten for, at de lovede stresstest for alle kernekraftværker blot ville fungere som en undskyldning for fortsat at kunne have reaktorerne i drift, har desværre vist sig at være velbegrundet på baggrund af de bebudede stresskriterier. Andre atomare anlæg vil ikke blive undersøgt. Enhver form for trussel, der kunne komme til at koste kerneenergiindustrien alt for dyrt, som f.eks. menneskelige fejl eller flystyrt, ser man simpelthen bort fra, på trods af at disse faktorer er centrale ved en bedømmelse af sikkerheden for befolkningen.

Vi opfordrer til at indføre omfattende, bindende stresstest, som udføres af uafhængige eksperter. Men dette kan kun være det første skridt på vejen mod, at man i hele Europa udfaser kerneenergien.

  Nick Griffin (NI). – (EN) Hr. formand! Eksplosionen på Tjernobylværket var en katastrofe, men lad os ikke bringe tingene ud af perspektiv. Der var 64 mennesker, som i løbet af 23 år omkom som følge af stråling fra Tjernobylværket, og ulykken var skyld i en ukendt andel af 6 000 tilfælde af kræft i skjoldbruskkirtlen. Disse tal er tragiske, men de blegner totalt i forhold til antallet af trafikdræbte på vores veje. Og selv om ingen benytter antallet af trafikulykker til at føre kampagne for et forbud mod biler, benytter en lille flok venstreorienterede Tjernobyl til at presse på for en udfasning af kernekraften.

Jeg tvivler ikke på, at de er velmenende, men vejen til helvede er brolagt med gode hensigter. De samme mennesker mente det godt, da de var med til at skabe hastværket omkring biobrændstoffer, hvorved prisen på fødevarer blev presset op på et niveau, hvor de fattige i verden ikke kunne være med. I aften vil millioner af børn gå i seng, mens de langsomt dør af sult, fordi mennesker på den fløj i Parlamentet mente det godt. Det er, hvad man i den virkelige verden får ud af de vage idealer hos den virkelighedsfjerne venstrefløj.

Virkningen af et forbud mod kernekraft ville være endnu værre, fordi alternativet til kernekraft ikke er vindmølleparker og solfangere. I vores energiknappe verden, hvor olien som energikilde har toppet, er alternativet til reaktorer massehungersnød.

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE). – (LT) Hr. formand! Årsagerne til Tjernobylkatastrofen var bl.a. fejl ved projekteringen og manglende test af reaktoren under ekstreme omstændigheder. Den tragedie, der udspandt sig i Japan 25 år senere, har tvunget os til at kontrollere sikkerheden på de eksisterende kernekraftværker ved hjælp af stresstest. Jeg er ikke i tvivl om, at kernekraftværkerne i EU vil bestå disse test, eller at man i det mindste vil foretage dem.

Men når der sker ulykker på sådanne kraftværker, stopper skaden på miljøet og menneskers sundhed ikke ved landegrænsen. Den lektie lærte hele Europa virkelig for 25 år siden. Der skal derfor foretages stresstest – og ikke bare på kernekraftværker i selve EU. Der er på nuværende tidspunkt planer om at opføre to kraftværker tæt på EU's grænser – i Hviderusland og i Kaliningrad oblast. Desværre er det i disse tilfælde tilsyneladende for tidligt at tale om nogen form for stresstest. Der har ikke været nogen passende vurdering af indvirkningen på miljøet i disse tilfælde, ikke alle spørgsmål er blevet besvaret, og man mangler at udarbejde et system til afhjælpning af miljøødelæggelser. Desuden skal det hviderussiske kraftværk bygges på et sted, hvor der har været et jordskælv, som målte 7 på Richterskalaen, dvs. det største i Hvideruslands historie.

Hele EU, både Kommissionen og medlemsstaterne, bør derfor være solidariske og sikre, at de kernekraftværker, der er planer om i EU's nabolande, underkastes de samme stresstest, som kraftværker i EU gør. Man skal også sikre, at projektudviklerne giver de internationale mæglingsorganisationer, IAEA og Espookonventionens sekretariat, klare og velbegrundede svar med hensyn til valg af opførelsessteder, miljøpåvirkning, erstatninger og evakueringsplaner. Først da kan vi være sikre på, at vi ikke bliver nødt til at evakuere 100 000 mennesker, denne gang inden for selve EU.

  Zigmantas Balčytis (S&D). – (LT) Hr. formand! Denne drøftelse er særdeles vigtig, men burde efter min mening have fundet sted for længst. Atomulykken i Tjernobyl har stadig katastrofale konsekvenser for befolkningen i både Ukraine og nabolandene. Befolkningen i Litauen betaler den dag i dag for denne ulykke i form af sundhedsmæssige problemer, og konsekvenserne vil også kunne mærkes af de kommende generationer. Desværre har ulykken i Fukushima vist, at verden som følge af de markante fordele absolut intet har gjort i de 25 år for at forsøge at foretage en objektiv vurdering af truslerne ved kernekraft. I mange år fik vi at vide, at kernekraft er den reneste og sikreste form for energi, men som vi kan se, når der sker en ulykke, er konsekvenserne deraf katastrofale. De vil kunne mærkes i mange generationer, og udgifterne til disse konsekvenser er uoverskuelige. Spørgsmålet om nuklear sikkerhed skal revurderes totalt. Det glæder mig, at Kommissionen har taget initiativ til at indføre stresstest på kernekraftværkerne i EU, men en sådan kontrol skal være systematisk og kontinuerlig, ikke på stikprøvebasis, for at reducere chancen for ulykker mest muligt. Ud fra vores erfaringer med bankkrisen har vi lært, at ikke én institution eller sektor kan garantere effektiv selvregulering eller selvkontrol. Jeg fornemmer derfor, at kommissæren vil være enig i, at det er nødvendigt at indføre en nuklear sikkerhedspolitik hurtigst muligt og at overvåge gennemførelsen deraf.

Vi skal have en EU-holdning over for tredjelande, der har til hensigt at bygge kernekraftværker klos op ad EU's ydre grænser. Vi må vide, hvilke tiltag, der bliver iværksat, hvis kernekraftværker ikke lever op til kravene i en stresstest, og der er også mange andre spørgsmål.

  Lena Ek (ALDE). – (SV) Hr. formand! Mennesker og redningsfolk i og omkring Tjernobyl blev rigtig hårdt ramt af katastrofen, men man kom også til at mærke konsekvenserne i områder, der lå meget længere væk. I dag, 25 år efter Tjernobylkatastrofen, skal dyr, der går ude i visse områder af Sverige, stadig testes og have alternativt foder, inden de slagtes. Dette har især ramt den samiske befolkning.

Efter katastrofen i Fukushima er mange mennesker i Europa nu endnu en gang urolige over kernekraften. Det er derfor særdeles vigtigt, at kontrollen med og vurderingen af de europæiske reaktorer ikke bliver til en papirtiger, men at der virkelig er tale om en ordentlig vurdering.

Åbenhed betyder alt, og jeg er derfor meget bekymret over at høre, at Det Forenede Kongerige ikke ønsker at indberette resultaterne af deres stresstest, og at Frankrig ikke er interesseret i ambitiøse stresstest. Kommissæren må ud over teknologi og geografi også sikre, at sikkerhedskulturen og strukturen på sikkerhedsreglerne indgår i stresstesten, når forslaget kommer.

  Zbigniew Ziobro (ECR). – (PL) Hr. formand! 25 år efter atomulykken i Tjernobyl bliver vi mere og mere bevidste om de tragiske konsekvenser af katastrofer på atomkraftværker – for menneskers sundhed og selve livet og for miljøet som helhed. Vi er også blevet mere bevidste om dette efter de seneste begivenheder i Fukushima. Vi ved helt sikkert, at en af de primære grunde til Tjernobylulykken var den fejlagtige udformning af reaktoren. Dette får os til at spørge, om EU kontrollerer det, der sker med de andre reaktorer fra sovjettiden. Hvilke tiltag iværksættes der for at sørge for, at de er sikre?

Der er i øjeblikket over 140 atomkraftværker i drift i selve EU, og der er over 190 på det europæiske kontinent. Jeg støtter derfor beslutningen om at gennemføre stresstest af atomkraftværkerne i selve EU. Disse test vil dog ikke være obligatoriske, og det vil ikke få nogen konsekvenser for dem, der undlader at deltage. Hvad vil resultatet være for de atomkraftværker, som ikke består testen, eller dem, der ikke vil deltage? Der kan ikke herske tvivl om, at vi er nødt til at fastsætte høje standarder for atomkraftværker for at sikre, at de kan opnå større offentlig accept end hidtil, da de så absolut udgør en vigtig energikilde for Europa. Vi skal også udvikle andre mulige energikilder som f.eks. skifergas, der giver mange muligheder for at få adgang til energi uden at udvide kerneenergisektoren unødigt.

  Jean-Pierre Audy (PPE). – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil begynde med at rose det udspil min kollega og ven Bogusław Sonik er kommet med i form at denne mundtlige forespørgsel om nuklear sikkerhed 25 år efter Tjernobylkatastrofen.

Tjernobyl er fortsat den værste civile atomulykke i historien. Det er af afgørende betydning, at vi tager ved lære af de efterfølgende katastrofer med kernekraft. Lad mig nævne fire punkter.

For det første skal vi skal garantere maksimale grænseværdier for borgernes sikkerhed. EU skal have de højeste standarder i verden og skal øve indflydelse på de internationale myndigheder, således at mennesker på hele jordkloden inden for rammerne af den styring af det internationale samfund, som er begyndt at vise sig, kan være sikre på, at der anvendes de strengest mulige kriterier, efterhånden som videnskaben udvikler sig. Al markedsføring af superbillige kernekraftværker skal også ophøre.

For det andet skal offentligheden og nærmere bestemt EU og medlemsstaterne samt kerneenergiindustriens aktører indføre en etisk adfærdskodes om total åbenhed i forhold til kernekraftaktiviteter. Borgerne accepterer i en vis udstrækning en videnskabelig risiko, men kun hvis den kan måles. Kun etiske regler om åbenhed – og med strenge sanktioner, hvis reglerne bliver overtrådt – kan mane disse bekymringer i jorden.

For det tredje bør alle sikkerhedsrelaterede omkostninger være indregnet i energiproduktionsomkostningerne, og hvis vi skal afsætte penge for at dække alle omkostningerne, dvs. hvis vi skal gøre det obligatorisk at afsætte disse penge, skal vi efterfølgende indføre lovgivning om fastsættelse af en obligatorisk kapitalgrad.

For det fjerde skal vi overvåge oplæringen af kernekraftingeniører og sætte skub i videnskabelige forskningsprogrammer, og i forlængelse heraf vil jeg gerne give udtryk for, at jeg er godt tilfreds med, at det syvende rammeprogram for Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) er blevet forlænget til 2012 og 2013.

  Daciana Octavia Sârbu (S&D). – (RO) Hr. formand! Jeg kommer fra Rumænien, der er et land, som fremstiller kerneenergi, og hvis befolkning selv nu er bange og stiller spørgsmål, som fortsat er ubesvarede, omkring de langsigtede konsekvenser af Tjernobylulykken. Jeg glæder mig over denne vigtige drøftelse med Kommissionen. Det er efter min mening vores pligt at give udtryk for vores betænkeligheder, især med hensyn til spørgsmålet om at måle kernekraftulykkers virkning på menneskers sundhed.

En ekspertgruppe, der er finansieret af Kommissionen, anbefalede, at der skulle foretages en international undersøgelse, hvor man ville undersøge alle de virkninger, som Tjernobylkatastrofen har haft på menneskers sundhed. WHO ville sædvanligvis være den mest egnede kandidat til at foretage denne undersøgelse. Men der er faktisk en konflikt mellem WHO og Den Internationale Atomenergiorganisation, hvor kerneenergiindustriens interesser tilsyneladende prioriteres højere end menneskers sundhed. En aftale, der blev indgået mellem disse organisationer for over 50 år siden, tyder på, at Atomenergiorganisationen kan hindre WHO i at få adgang til informationer, der betragtes som fortrolige, også selv om disse informationer kan være meget vigtige af hensyn til overvågning og forståelse af kernekraftulykkers virkninger på menneskers sundhed. Dvs. at en organisation, der arbejder med at fremme atomteknologi, forbyder WHO at få adgang til oplysninger om virkningen af denne teknologi på menneskers sundhed.

  Jacek Olgierd Kurski (ECR). – (PL) Hr. formand! For to uger siden markerede vi, at der var gået 25 år siden den eksplosion i Tjernobyl, der jo fik nogle tragiske konsekvenser. Jeg husker meget tydeligt dagene umiddelbart efter tragedien, da kommunistregimet i mit hjemland, Polen, skjulte sandheden om selve katastrofen og derefter om dens omfang, og tusindvis af mennesker blev tvunget til at deltage i 1. maj-paraderne uden nogen hensyntagen til deres sundhed og blot fem dage efter eksplosionen, hvor en radioaktiv sky dækkede en stor del af Europa, herunder det nordøstlige område af Polen, der er den valgkreds, jeg har den ære at repræsentere her i Parlamentet.

Man har fortsat ikke fået løst problemet med hensyn til hensigtsmæssig sikring af eksplosionsstedet. Arbejdet med en ny kappe blev indstillet på grund af manglende midler, og støtte fra EU er dermed helt afgørende med henblik på at få arbejdet gjort færdigt. Men lad os nu ikke løbe skrigende bort fra atomenergi, der er et ideelt redskab til at gøre Europa uafhængig på energiområdet. Man kan derfor ikke undgå en yderligere udbygning i den retning, sådan som det fremgår af planer om at opføre yderligere kraftværker i Polen, Litauen og Slovakiet, og jeg går derfor ind for, at der indføres stresstest og sikkerhedsvurderinger for atomkraftværker. Disse test skal være obligatoriske og foretages med jævne mellemrum. Vi bør også aktivt støtte det internationale samarbejde om forbedring af den nukleare sikkerhed, og derfor bør der foretages tilsvarende stresstest på atomkraftværkerne i Ukraine, i det russiske område og i de tidligere sovjetrepublikker.

  Elmar Brok (PPE). – (DE) Hr. formand, hr. Oettinger! Ligesom Fukushima viste Tjernobyl, at man trods alle de regler, vi måtte opstille, er nødt til at måle den tilbageværende risiko som følge af menneskelige fejl, og at vi i den sammenhæng mere tydeligt skal klarlægge, hvor grænserne ved kerneenergi ligger, for selv de strengeste bestemmelser kan selvsagt ikke eliminere denne tilbageværende risiko som følge af menneskelige fejl.

Mit andet punkt vedrører de manglende informationer fra det daværende sovjetiske styres side. Dette socialistiske styre er årsagen til de forkerte og manglende oplysninger dengang samt de sparsomme oplysninger, vi har adgang til i dag. Den sovjetiske centralistiske model bærer i vid udstrækning ansvaret for disse forkerte oplysninger. Denne energikilde og den dermed forbundne tilbageværende risiko er kun acceptabel – selv midlertidigt – hvis der også er den fornødne grad af åbenhed.

For det tredje må vi anerkende, at mange mennesker – herunder nogle fra min egen valgkreds – stadig hjælper med at afbøde konsekvenserne af katastrofen ved bl.a. at invitere børn hjem til sig. Konsekvenserne af denne katastrofe kan stadig ses hos en generation, der end ikke var tænkt på dengang. Vi kan derfor kun i begrænset omfang tage højde for denne tilbageværende risiko og må forstå, at kerneenergi kun kan være en overgangsteknologi.

Afslutningsvis vil jeg gerne opmuntre kommissæren i forbindelse med disse stresstest. Vi skal have europæiske kriterier og inspektionsstandarder, så det ikke udelukkende er overladt til de enkelte staters forgodtbefindende at udarbejde dem. Disse stresstest skal skabe forudsætninger for, at der ikke kan gives oplysninger, som ikke efterfølgende kan kontrolleres. Jeg vil derfor kraftigt opfordre kommisæren til ikke at lade sig føre bag lyset af medlemmerne i Ministerrådet, men snarere fastlægge klare, fælles, kontrollerbare standarder, således at disse stresstest opfylder deres formål.

FORSÆDE: Edward McMILLAN-SCOTT
Næstformand

  Krišjānis Kariņš (PPE). – (LV) Hr. formand, hr. kommissær! Hvis man bor ved en vej, hvor der er for meget støj, kan man altid flytte noget længere væk – måske bare nogle få hundrede meter væk. Som ulykken i Tjernobyl for 25 år siden og ulykken i Fukushima for et par uger siden understreger, har man desværre, for så vidt angår ulykker på kernekraftværker, ikke denne mulighed for bare at flytte nogle hundrede meter længere væk. Nuklear sikkerhed er ikke en lokal problemstilling. Det er faktisk en global problemstilling.

Lige uden for Europa ligger Rusland og Hviderusland, der på nuværende tidspunkt ikke har de samme høje sikkerhedsstandarder, som vi har i EU. Men her i Europa har vi ikke nogen steder at flytte hen, hvis vi vil væk fra vores naboer. Vi skal sikre, at vores sikkerhedsstandarder finder anvendelse ikke bare i Europa, men også hos Europas naboer og sådan set i hele verden. Jeg opfordrer derfor kommissæren til ikke bare at gennemføre disse stresstest i Europa (og de skal foretages, og det skal ske til punkt og prikke), men også arbejde på at sikre, at de europæiske standarder og europæiske stresstest ligeledes finder anvendelse hos vores naboer og i hele verden. Europa har i den forbindelse mulighed for at øve indflydelse på vores allernærmeste naboer og sammenkæde indkøb af energi med spørgsmålet om nuklear sikkerhed.

  Thomas Mann (PPE). – (DE) Hr. formand!

(Hr. Mann begynder at tale uden mikofon.)

… 1986 og kernenedsmeltningen i et utidssvarende kraftværk. I frygt for strålingsfaren blev vi i flere uger i træk hjemme mest muligt og vovede os kun udenfor, når det var strengt nødvendigt.

Den 11. marts i år blev der i kernekraftværket i Fukushima slået atomalarm. Selv i et højteknologisk land som Japan kunne man ikke tilnærmelsesvis overholde de lovede sikkerhedsniveauer. De ansvarlige politikere er nødt til ikke at forfalde til forhastede løsninger. Bæredygtighed indebærer obligatoriske strenge stresstest, hvor man undersøger, hvordan naturkatastrofer samt ulykker, terrorangreb og menneskelige fejl påvirker kernekraftværker.

Mit hjemland bliver beskyldt for at udvise en særlig tysk angst – ganske uberettiget i det aktuelle tilfælde. Vi er nødt til at tage frygten hos vores medborgere alvorligt. Alt skal frem, lige fra forskellige tidsplaner og afviklingsscenarier til kvalificerede moratorier – uden falsk tidspres, polemik eller ideologi. Arbejdet i den tyske Kommission for Etik burde være et lysende eksempel for Europa.

Arbejdstagerne på kernekraftværkerne har brug for særlig beskyttelse. Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender ønsker at udvide retsgrundlaget for bortskaffelsesdirektivet til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Dette ville også omfatte de arbejdstagere, der håndterer radioaktivt affald og brugte brændselsstave. Der skal gælde strenge kriterier med hensyn til uddannelse og arbejdssikkerhed, og der er behov for grundige undersøgelser.

Og afslutningsvis vil jeg gerne sige, at man aldrig må gå på kompromis vedrørende sikkerhedsspørgsmål. Dette gælder for EU og for vores naboer, der skal overbevises om, hvor vigtigt det er, at der træffes fælles beslutninger.

  Lena Kolarska-Bobińska (PPE). – (PL) Hr. formand, hr. kommissær! Samtidig med at vi mindes ofrene for Tjernobylkatastrofen i dag, er vores tanker også hos ofrene for ulykken i Fukushima, og vi gør os også overvejelser om sikkerheden for vores medborgere i Europa. Det et det, vores forhandling drejer sig om. Offentlighedens frygt for kerneenergi er på det seneste blevet markant større i Europa, hvilket fremgår af alle de meningsmålinger, der foretages i samtlige EU-medlemsstater, bl.a. i mit hjemland, Polen, hvor opbakningen til at opføre atomkraftværker er faldet med 10-15 %. Det er derfor særdeles vigtigt, at kriterierne i de seks-punkts-test, der blev offentliggjort i Budapest, bliver opfyldt, da folk dermed vil føle sig sikrere. Kommissæren må ikke give efter over for de medlemsstater, som kræver, at kriterierne bliver lempet. Dette er i øjeblikket et stridspunkt, og vi vil på det kraftigste insistere på, at man ikke skal indgå aftale om halve løsninger og slækkede krav – hverken med hensyn til kriser eller normale menneskelige fejl. Dette gør sig så meget desto mere gældende, når resultaterne af de pågældende test skal udgøre grundlaget for at udarbejde retningslinjer for de medlemsstater, som så småt er i gang med at udvikle deres kernekraftprogram.

Vi har talt om EU's nabolande, som har kernekraftprogrammer. Disse spørgsmål bør efter min mening tages med i meddelelsen fra Kommissionen om udenrigsdimensionen af EU's energipolitik. Vi taler om energi, der leveres til Europa, og som bør være omfattet af EU-politik på samme måde som gas eller andre energikilder. Samtidig skal vi også arbejde på at få energipolitikken europæiseret.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Hr. formand! Vi kan alle fortsat tydeligt huske den forfærdelige katastrofe på kernekraftværket i Tjernobyl for 25 år siden.

Hundredtusindvis af mennesker mistede livet, og mange mærker den dag i dag konsekvenserne af strålingen i form af sygdom og død på grund af kræft. Det glæder mig, at Parlamentet tager fat på spørgsmålet om nuklear sikkerhed i dag, og at dette er et centralt punkt, men det er et andet centralt punkt, at vi desværre slet ikke kan klare os uden kerneenergi. Dette gælder i Europa, i USA og i Kina, men i Kina, USA og Indien projekterer man jo nye kernekraftværker, og jeg mener, det er en overreaktion at udelukke brugen af kernekraft i Europa fremover. Folkesundhed og sikkerhed er naturligvis et andet centralt punkt, og det glæder mig, at de planlagte stresstest både i EU og som tidligere nævnt her også i Hviderusland og fremover i Ukraine og Rusland skal være af en sådan karakter, at de gør befolkningen i EU sikker.

  Edit Herczog (S&D). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne tale om én eneste ting. 25 år efter Tjernobyl er der behov for at genopbygge sarkofagen, men vi ser, hvor svært det er at skaffe de finansielle midler – hvor svært det er at få de finansielle midler fra disse europæiske medlemsstater, som samtidig bekymrer sig rigtig meget om nuklear sikkerhed.

Vi skal drage omsorg for, at den langsigtede forpligtelse er der, lige så længe som den langsigtede risiko ved kernekraftværket i Tjernobyl fortsat er der. Offentlighedens engagement skal ikke kun være i ord, men også af finansiel karakter. Og der er også brug for menneskelige ressourcer med hensyn til at bibringe de færdigheder, der er nødvendige på lang sigt, dvs. lige så længe Tjernobyl fortsat er et problem. Vi forstår måske på nuværende tidspunkt ikke rigtig, hvad der er brug for med hensyn til finansielle midler fra medlemsstaterne, men indtil vi forstår problemet, vil vi primært fortsætte med vores tomme ord om, at man skal gøre noget ved det.

  Michael Theurer (ALDE). – (DE) Hr. formand, hr. Oettinger, mine damer og herrer! Selv 25 år senere volder Tjernobyl fortsat bekymring. Fukushima vil også give anledning til ængstelse i flere år fremover. Forhandlingen omkring disse store ulykker er et tegn på, at atomteknologien i sig selv indebærer nogle risici, som det måske ikke kan lade sig gøre at kontrollere. Dette fører til, at man må nytænke energipolitikken. Det er dog også indlysende, at ensidige tiltag fra enkeltlandes side er en fejl. Vi skal have internationale strategier eller i hvert fald strategier på EU-plan, for så vidt angår sikkerhed. Jeg støtter derfor fuldt ud energikommissæren, der i den henseende har fremsat en række vigtige forslag. Jeg opfordrer alle her til at samarbejde om at udarbejde nogle fælles principper, således at de eksisterende kernekraftreaktorer virkelig er sikre, således at der ikke sker strømafbrydelser, og således at der foretages en risikovurdering af bl.a. jordskælvssikkerhed. Vi skal derefter handle proaktivt med hensyn til at gøre de internationale organer opmærksom på disse principper.

  Satu Hassi (Verts/ALE). – (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er gået 25 år siden Tjernobylkatastrofen, men vi har ikke haft nogen omfattende systematisk undersøgelse af katastrofens indvirkning på sundheden. Der findes blot separate, ukoordinerede undersøgelser, f.eks. vedrørende den øgede forekomst af kræft i skjoldbruskkirtlen i Ukraine og Hviderusland. Denne mangel på omfattende, opfølgende undersøgelser er en skandale, og jeg vil bede Kommissionen om klart at give tilsagn om foranstaltninger med henblik på at foretage en omfattende, international undersøgelse af den type.

Det er i forbindelse med denne forhandling blevet hævdet, at Tjernobyl måske kun betød, at der omkom et meget begrænset antal mennesker. I den anden ende af skalaen løber skønnet over antallet af omkomne op i millioner. Denne slags forvirring skyldes muligvis netop, at der mangler en omfattende undersøgelse. Denne type undersøgelser vil også forbedre det kendskab, som mennesket har om strålingens virkninger på sundheden.

  Miloslav Ransdorf (GUE/NGL). – (CS) Hr. formand! I forbindelse med 25-års-dagen for Tjernobylkatastrofen bør man efter min mening udtrykke taknemmelighed over for to lande, som Parlamentet ikke bryder sig så meget om. For det første Hviderusland, der oplevede de samme konsekvenser af katastrofen, som Ukraine gjorde, og som tålmodigt og uden at stille sig an har finansieret genopretningen i kølvandet på katastrofen. Der er blevet gjort meget, uden at EU's myndigheder har lagt så meget mærke til det. For det andet skylder man en tak til regeringen og folket i Republikken Cuba, som har givet mange børn, hvis forældre døde ved Tjernobylkatastrofen, behandling i Cuba. De har fået den bedst mulige behandling og den bedst mulige pleje i en tid, hvor Republikken Cuba befandt sig i en særdeles vanskelig økonomisk situation.

  Angelika Werthmann (NI). – (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi er alle helt på det rene med den direkte indflydelse, Tjernobyl har. Jeg har et spørgsmål, fordi vores medborgere immervæk forventer af os, at vi tager ved lære af sådanne begivenheder. Der hersker ringe tvivl om, at Kommissionen er klar over konsekvenserne af Tjernobyl og nu Fukushima for befolkningen i Europa, det være sig i form af sundhedsrisici eller de finansielle følger. Hvilke foranstaltninger iværksættes for at beskytte befolkningen i Europa i tilfælde af en ny ulykke? Der findes trods alt unægtelig også risici her i Europa – f.eks. i forbindelse med Isar I-kraftværket, der er af samme type som Fukushima, og som ligger på flyveruten til München lufthavn, eller Krško, der ligger i et jordskælvsområde.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Hr. formand! På mit halve minut vil jer gerne sige to-tre ting. For det første er ofrene for Tjernobylulykken gudskelov ikke gået i glemmebogen. I mit hjemland har en fantastisk kvinde ved navn Adi Roche og hendes organisation ydet enorm stor støtte og vil gøre det i lang tid fremover, fordi konsekvenserne af Tjernobylulykken fortsat vil være mærkbare. For det andet er Kommissionens rolle som fremhævet af kommissæren prisværdig, og for det tredje lyder det, Paul Rübig sagde om, at en ny tilsynsmyndighed bør have ansvaret for de pågældende stresstest og eventuelle kommende kraftværker, som måtte blive bygget, meget fornuftigt.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Hr. formand! Tjernobylkatastrofen viste, hvor vigtigt det er at have et højtudviklet informationssystem. Vi ved, at de sovjetiske ledere skjulte konsekvenserne af skaderne på atomreaktoren i meget lang tid, og dette havde alvorlige følger for indbyggerne i de nærliggende lande. Vi bør også være forberedt på den mulighed, at dem, der driver værket i Fukushima, præcis som i Tjernobyl har forsøgt at skjule skaderne og har forsøgt at udvande oplysningerne om disse problemstillinger. I betragtning af ønsket om at yde beskyttelse, når der sker en atomulykke, er det derfor særdeles vigtigt at sikre, at disse oplysninger formidles meget hurtigt og effektivt, både til offentligheden og til eksperterne, og at de er korrekte. Ulykken i Tjernobyl skyldtes menneskelige fejl, mens det i Fukushima skyldtes naturkræfter. Vi ved, hvordan man kan forhindre menneskelige fejl, vi ved, hvordan man uddanner arbejdstagerne, og vi ved, hvordan man yder god automatisk beskyttelse, og vi skal bestræbe os på at sikre, at vi tilvejebringer disse mekanismer fremover.

  Günther Oettinger, medlem af Kommissionen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! For så vidt angår Tjernobyl, kan jeg med glæde love, at Parlamentets forslag og krav vedrørende bl.a. undersøgelser vil blive gennemgået af os og indarbejdet i de næste foranstaltninger. Ligeledes vil vi gøre vores yderste for fuldt ud at finansiere de nødvendige tekniske foranstaltninger i verdenssamfundet med EU's medvirken.

Jeg vil gerne generelt sige tak for en meget konstruktiv drøftelse, der bl.a. har handlet om, hvad der følger i kølvandet på Fukushima. Efter dette møde skal vi efter planen mødes med koordinatorerne for de ansvarlige parlamentsudvalg, hvor jeg vil forklare, hvordan tingene her og nu forholder sig.

For det første vil jeg gerne påpege, at stresstesten er ukendt område for os. Det er jo ingen hemmelighed. Der har aldrig været et inspektionsforløb for kernekraftværker på EU-plan. Alene dette er efter min mening væsentligt og med til at vise vejen fremad.

Mit andet punkt er, at hvis man læser Lissabontraktaten, som alle her i Parlamentet jo var med til at udarbejde, er det indlysende, at beslutningen om, hvilket energimix man skal have, var og fortsat er op til medlemsstaterne, dvs. parlamentsmedlemmernes respektive hjemlande. Derfor er det i vid udstrækning op til medlemsstaterne selv at beslutte sig for kul, kerneenergi, gas eller vedvarende energi. Med kravet om en andel på 20 % fra vedvarende energi er det første gang, vi har haft en europæisk proces, der påvirker beslutningen vedrørende energimix, som ellers træffes af medlemsstaterne selv. Vi har 14 medlemsstater, hvor der er kernekraftværker i drift, og 13 medlemsstater, hvor det ikke er tilfældet. I Polen, der er et meget europæisk land, er man netop ved at træffe beslutning om to kernekraftværker. I Italien har man sat processen med at finde egnede steder i bero.

Det blev foreslået, at jeg skulle få etableret en europæisk tilsynsmyndighed. Hvis det er det, Parlamentet gerne vil have, så giv mig det juridiske grundlag for, at jeg kan gøre det, og godkend det relevante antal stillinger. Jeg vil tage imod alt det, jeg får tilbudt. Men jeg er bundet af loven og lovgivningen. Vi har på nuværende tidspunkt ikke noget europæisk kontrolorgan, for så vidt angår kernekraft. Der er ingen bestemmelser om et sådant organ hverken i Lissabontraktaten, Euratomtraktaten eller i stillingsfortegnelsen for Kommissionen. Det ved Parlamentet jo lige så godt, som jeg gør.

Stresstesten er efter min mening vigtig. Den er en følge af en instruks fra Rådet, og det er hensigten, at man skal fastsætte de højeste sikkerhedsstandarder som pejlemærke. Det centrale møde mellem de europæiske tilsynsmyndigheder, ENSREG og Kommissionen bliver afholdt på torsdag. Der er på nuværende tidspunkt ingen testkriterier, selv om der allerede er fældet dom – dom om, at de pågældende stresstest er alt for blødsødne, skuffende eller utilstrækkelige. Der er ikke foretaget nogen stresstest endnu. Testkriterierne vil blive udarbejdet på torsdag.

Det, vi har, er et forslag fra et organ, som Kommissionen ikke er medlem af. I april offentliggjorde De Vesteuropæiske Nukleare Tilsynsmyndigheders Sammenslutning sit indledende arbejde, hvilket man var fuldt ud berettiget til at gøre. Det er op til os at træffe afgørelse om, hvad vi skal stille op med dette. Uden nogen medvirken fra Kommissionens side anvendte WENRA sin ekspertise og nåede efter en cirkulationsprocedure frem til den beslutning, at menneskelige fejl og menneskelige grunde ikke bør tages med. Jeg mener ikke, at dette er fyldestgørende.

Jeg vil derfor i morgen aften på grundlag af et grundigt forarbejde fremlægge min holdning på Kommissionens vegne over for alle 27 kernekraftstilsynsmyndigheder, idet jeg fortæller dem, at vi er nødt til at tage samtlige risici i betragtning, uanset deres oprindelse. Dette gælder ligeledes naturbetingede årsager som f.eks. jordskælv, oversvømmelser eller ekstreme temperaturudsving og menneskelige årsager som f.eks. fejl, ulykker, forsæt eller kriminalitet. Dette omfatter efter min opfattelse også terrortrusler, cyberangreb og flystyrt.

Dette er efter min mening i befolkningens interesse i Europa. Forhandlingen i dag viste, at der er bred interesse blandt alle partier i Parlamentet i denne test og i de testkriterier, der skal omfatte den menneskelige faktor. Jeg er taknemmelig for denne positive indstilling. I øvrigt er det ikke altid så nemt at skelne klart. Skyldtes ulykken i Fukushima naturkræfter eller den menneskelige faktor? Jeg vil hævde, at det i starten var en naturkatastrofe – jordskælv og oversvømmelse – men menneskelige stærke og svage sider kom ind i billedet, for så vidt angår risikostyring og skadereduktion og -afværgelse. Menneskelige svage sider har indtil i dag fortsat spillet en rolle i Japan.

Efter på torsdag vil jeg med største fornøjelse aflægge beretning om, hvad der dernæst kommer til at ske. Men man skal vide, at jeg har brug for samtykke fra Kommissionen – hvilket jeg allerede har – og fra de nationale tilsynsmyndigheder – hvilket jeg agter at få. Jeg er nødt til at have samtykke med hensyn til testkriterierne for de pågældende stresstest fra hver enkelt national tilsynsmyndighed, herunder vores meget kompetente kolleger i Paris, London, Madrid og Bruxelles, hvor holdningerne stadig står hen i det uvisse, selv om der hersker en opfattelse af, at der ikke er den store gevinst ved at bringe spørgsmålene op på europæisk plan.

Jeg lover åbenhed i denne sag. Vi skal tage ved lære af Tjernobyl og sørge for fuldstændig åbenhed. Jeg lover åbenhed med hensyn til, hvordan forhandlingerne forløber i Bruxelles onsdag aften og på torsdag, og hvad resultatet er. Jeg vil også fortælle det, hvis vi ikke kan nå frem til en aftale mellem Kommissionen og ENSREG, og i så fald giver vi måske mandatet tilbage til Rådet. Man vil ikke finde min underskrift på en udvandet udgave af stresstesten.

(Bifald)

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Liam Aylward (ALDE). – (GA) Tjernobylulykkens virkninger på verden og de nuværende begivenheder i Fukushima er et klart vidnesbyrd om den ødelæggelse, som uheld med kernekraft har på lokalsamfund.

Da der er et betydeligt antal kernekraftværker i Europa, og da disse kraftværker ofte ligger tæt på landegrænserne, skal der vedtages en tværnational tilgang vedrørende nuklear sikkerhed, som er samordnet på EU-plan. Medlemsstaterne skal hurtigt og løbende udveksle oplysninger om sikkerhedsspørgsmål, potentielle trusler og civilbeskyttelseskoordinering med deres naboer og med kernekraftværker.

Der er en betydelig atomrisiko i Irland på grund af kernekraftværkerne på vestkysten i Storbritannien. Sellafield er det mest kendte værk. Fem mænd blev den 2. maj anholdt uden for kernekraftværket Sellafield i henhold til terrorloven, og den irske regering har endnu ikke tilkendegivet, om den britiske regering videregav alle sikkerhedsoplysninger om episoden til Irland.

Det irske folk skal være overbevist om, at deres regering er fuldt ud informeret om eventuelle trusler i nabolandene og om, hvad der gøres for at bekæmpe disse sikkerhedstrusler.

  Véronique Mathieu (PPE), skriftlig. – (FR) Situationen i Japan og på kraftværket Fukushima Daiichi efter jordskælvet og tsunamien den 11. marts 2011 giver fortsat anledning til bekymring. Dette er sammenholdt med 25-års-dagen for atomulykken i Tjernobyl, der ramte Ukraine den 26. april 1986, en påmindelse til de europæiske ledere om deres ansvar med hensyn til nuklear sikkerhed i Europa. Medlemsstaterne skal derfor træffe alle de fornødne foranstaltninger for at sikre og opretholde den højst mulige grad af sikkerhed på de europæiske kraftværker og den højst mulige grad af beskyttelse for borgerne. Ikke desto mindre er det vigtigt holde hovedet koldt, når man tager fat på de nuværende og fremtidige energimæssige udfordringer. Derfor kan man ikke se bort fra kerneenergi, som er en teknologi med lav CO2-udledning. Udfordringen ligger i at opnå en balance mellem udviklingen af kerneenergi og udviklingen af redskaber, der hindrer de risici, som er forbundet med fremstillingen deraf og bekæmpe konsekvenserne af ulykker på kernekraftværker.

  Jarosław Leszek Wałęsa (PPE), skriftlig. – (PL) I år er det 25 år siden, at der skete en atomulykke i den ukrainske by Tjernobyl. Den 26. april 1986 beskadigede en pludselig effektstigning i reaktoren under en systemtest reaktortanken, hvilket medførte en række eksplosioner. Ifølge FN's oplysninger blev områder i en radius af 500 km fra kraftværket forurenet. Ca. 115 000 mennesker blev evakueret fra områderne i nærheden af reaktoren, og siden 1986 er ca. 220 000 mennesker blevet forflyttet fra Hviderusland, Den Russiske Føderation og Ukraine.

Ulykker på kernekraftværker sker uden varsel og uventet. Ulykken i Tjernobyl skete for 25 år siden, men for ganske nylig, nemlig i marts i år, var der en ulykke i Fukushima. Det skal bemærkes, at årsagen til katastrofen var, at kølesystemet brød sammen på grund af strømsvigt, og strømafbrydelser er hyppigt forekommende i medlemsstaterne. Der kan ikke herske tvivl om, at vi bør tage ved lære af historien, men vi skal ikke blive hysteriske på baggrund af katastrofen i Japan. Denne ulykke har givet anledning til alvorlige bekymringer vedrørende sikkerheden ved kerneenergi rundt om i verden. Alt peger i retning af, at kerneenergi vil blive en vigtig energikilde i den nærmeste fremtid, og det er derfor absolut nødvendigt at sikre, at man opnår det højst mulige sikkerhedsniveau i energisektoren.