Formanden. − Næste punkt på dagsordenen er forhandling om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer; proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud; krav til medlemsstaternes budgetmæssige rammer; budgetovervågning i euroområdet; overvågning af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker samt gennemførelsesforanstaltninger for at korrigere uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer i euroområdet.

  Antolín Sánchez Presedo (S&D). – (ES) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vores borgere ønsker et stærkt og effektivt EU. Sløvhed, utilstrækkelighed og et rent mellemstatsligt syn på sagen forværrer følgerne af krisen og svækker det europæiske projekts troværdighed.

Vi står ikke over for problemer, som udelukkende er af national karakter, eller en krise, som udelukkende er af økonomisk karakter. Vi står over for en politisk krise, der kræver en hurtig, gennemført og Europaorienteret reaktion.

Den grundlæggende opfattelse af begreberne "økonomi" og "union" skal styrkes i den økonomiske og monetære union. Og hvis vi vil opnå det, skal det forslag om økonomisk styring, der er blevet præsenteret i dag, forbedres betydeligt.

Vi går ind for at skabe nationale budgetrammer, der garanterer gennemsigtighed, økonomisk samordning og kontrol med, at de europæiske forpligtelser bliver opfyldt.

Vi mener, at det er nødvendigt at korrigere makroøkonomiske ubalancer og gå i retning af konvergens, og efter vores mening gøres der med Ferreira-betænkningen store fremskridt på dette punkt.

Imidlertid er forslagene om reform af stabilitets- og vækstpagten ufuldstændige. Her forveksler man stabilitet med tilpasning, og vækstpolitikker bliver overladt til markedet og det nationale område. Det kan ikke accepteres, at man går uden om Europas forpligtelser i forbindelse med investering og beskæftigelse.

Vi kan ikke være medskyldige i dette forsøg på at få Europa til at vende ryggen til sine borgere og sine egne interesser. Vi vil ikke affinde os med passivt at spekulere over, hvordan det kan være, at vores problemer bliver værre, og vi vil ikke acceptere dobbeltmoral. Vi har brug for enstemmighed, når det handler om at finde ressourcer, og for kvalificerede flertalsbeslutninger, når det handler om at undgå bøder.

Vi må fastslå vores engagement over for Europa og gøre det hurtigt. Parlamentet bør i høj grad bestræbe sig på at komme med en ambitiøs, europæisksindet reaktion, der er vores borgere værdig.

Vi har brug for at gå fremad, ikke baglæns ligesom krabber. Europa må ikke gemme sig nu, hvor der er allermest brug for det.

  Ashley Fox (ECR). - (EN) Hr. formand! Skønt Det Forenede Kongerige ikke er medlem af euroen – og forhåbentlig aldrig bliver det – har vi en hævdvunden interesse i dens succes. Jeg ønsker kun godt for eurozonen, og jeg beklager, at jeg ikke kan støtte de forslag om økonomisk styring, vi drøfter her i aften.

De forslag, vi har foran os her, giver Kommissionen omfattende nye beføjelser. Hvis disse beføjelser havde været begrænset til udelukkende at gælde for landene i eurozonen, ville jeg ikke have protesteret, men i stedet ser vi Kommissionen og mange medlemmer her i Parlamentet – heriblandt fru Wortmann-Kool, som jeg nærer stor respekt for – benytte krisen i eurozonen som en undskyldning for at udvide EU's beføjelser til at omfatte økonomisk styring af Det Forenede Kongerige og andre lande, som ikke bruger euroen. Jeg er ikke blevet valgt for at give EU yderligere beføjelser over, hvordan Det Forenede Kongerige skal styres, og derfor stemmer jeg imod disse forslag.

  Werner Langen (PPE). – (DE) Hr. formand! Høringen afspejler de uløste problemer i den økonomiske politik i Europa. Medens vi har en central monetær politik, er der lokalt ansvar for budget- og finanspolitikkerne. Nogle af de græske parlamentsmedlemmers forsøg på at lægge ansvaret for Grækenlands interne politiske kompetence over på Europa, eller til tredjeparter, til kapitalistiske banker, eller hvem det nu er, må simpelthen være en fejl.

(Tilråb)

Det var de græske kommunister.

Heldigvis er euroen stabil både indadtil og udadtil. Det, vi har med at gøre her, er ikke en krise i euroen, men snarere en statslig gældskrise. Det er her, vi skal begynde. Det giver ingen mening – selv en stat kan ikke leve over evne i det uendelige. Det giver ingen mening, at føje yderligere gæld til allerede eksisterende gæld uden at acceptere konsekvenserne af nødvendige reformer. Det er grunden til, at jeg siger, at det er på tide at tage affære. Parlamentet har længe krævet, at der blev truffet visse foranstaltninger. Kommissionen har nu foreslået, at stabilitets- og vækstpagten strammes op. Det ungarske formandskab har ført gode forhandlinger, ligesom vi har gjort det. Jeg synes virkelig, at det er en skam, hr. Bullmann – for på mange områder inden for regulering af de finansielle markeder er vi meget enige – at socialisterne stadig ønsker at skelne mellem god og dårlig gæld. Det er den forkerte vej at gå. Hvis vi opstiller en balance for at se, hvilke lande i Europa der har problemer, er der ingen grund til at smæde nogen. Det er nemt at se. Der var socialistiske regeringer alle steder, hvor disse budgetmæssige og finansielle problemer er opstået. Ungarn, Letland, Rumænien uden for euroområdet, og Irland, Spanien, Portugal, Det Forenede Kongerige samt Grækenland, bortset fra en pause på fire år, hvor det var vores folk, der sad der. Med andre ord virker Deres økonomiske model ikke.

(Tilråb)

Helt ærligt, hr. Bütikofer, De burde vide bedre nu. Vi kan ikke fritage grækerne for ansvar her, og jeg vil sige ligeud, at grækerne ikke var de første, der brød reglerne i stabilitets- og vækstpagten. Det var faktisk de to store, Tyskland og Frankrig. Vi protesterede også imod det og ændrede det. De sad i regeringen den gang, hr. Bütikofer. De gravede graven – det var deres parti, der gravede stabilitets- og vækstpagtens grav, ikke grækerne. Nu skal grækerne imidlertid …

(Formanden afbrød taleren)

(Taleren accepterede to spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Udo Bullmann (S&D). – (DE) Hr. formand, hr. Langen! Jeg vil bare sikre mig, at De er bekendt med vores idéer. Derfor spørger jeg Dem, om De er bekendt med det, vi foreslog Deres kollega, fru Wortmann-Kool, som for det første var, at vi skulle styrke pagten ved at indføre strengere kontrol med udvalgte mål, som blev foreslået af hr. Rehn, fra Europa 2020-pakken, såsom forskning og udvikling og fattigdomsbekæmpelse. Dette skulle også omfatte investering i modernisering af energiforsyningssystemer.

  Marc Tarabella (S&D). – (FR) Hr. formand! Jeg har to punkter.

Det første handler om Grækenland. Lad os nu ikke skrive historien om. Det var en højreregering, der i to perioder skjulte tallene med hjælp fra Goldman Sachs Bank. I dag forsøger en venstrefløjsregering at få tingene rettet op. Er det folket, der skal betale for de fejl, der skete som følge af de store bankers rådgivning?

Det andet eksempel stammer fra mit hjemland, Belgien, hvor vi under en regering med deltagelse fra venstrefløjen under ledelse af vores kollega, hr. Dehaene, i løbet af 12 år nedbragte vores gæld fra 130 % til 80 % af BNP. Bankernes fejl, og navnlig Fortis', betød, at vi var nødt til at hjælpe bankerne for at forhindre, at systemet…

(Formanden afbrød taleren)

  Werner Langen (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg er bekendt med de forslag, der er fremsat af hr. Bullmann og Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet. Det eneste problem ved dem er, at de primært kræver flere penge. Problemet løses ikke ved, at man kaster flere penge efter det. Som hr. Tarabella netop har bekræftet, er det også muligt at nedbringe gælden, selv når der er socialister involveret. Jeg vil gerne sige helt klart, at de reformer, der er blevet gennemført i Grækenland, ikke har gjort noget for reelt for at få de store græske private formuer til at dele omkostningsbyrden med staten. Tværtimod. Siden 1. januar har græske borgere trukket 59 mia. euro ud af græske banker, og siden 1. januar er der blevet solgt for 12 mia. euro græske statsobligationer. Jeg kræver, at de mange velhavende parter i Grækenland deltager aktivt, og det skal reguleres fra politisk side. Hvis de kan acceptere ansvar, vil de kunne få gavn af vores solidaritet.

  Saïd El Khadraoui (S&D). – (NL) Hr. formand, mine damer og herrer! Lad mig først hylde alle dem, der har arbejdet hårdt i forbindelse med denne seneste pakke, men jeg vil også støtte de forrige talere fra min gruppe. Efter vores mening er denne pakke ikke tilstrækkelig og ikke afbalanceret. Det handler ikke så meget om tekniske detaljer, men om essensen. Hvad er det, vi lægger vægt på? Hvad skal målene være for en mere integreret økonomisk politik? Det betyder ikke, at vi ikke ønsker europæisk økonomisk styring, men vi må spørge os selv om, hvordan vi bør definere den, hvad der er essensen af europæisk økonomisk styring. Den nuværende krise har tydeligt vist, at en monetær union også kræver økonomisk samarbejde. Det lader til, at der er krøbet en form for designfejl ind i vores finansielle plan, og den skal vi have rettet.

For os drejer det sig om meget mere end om blot at blive enige om nedskæringer og nå budgetmålsætninger. Ja, hr. Langen, vi går helt afgjort ind for sunde offentlige finanser, men det vigtigste for os er, hvordan vi alle kan bevæge os fremad sammen, hvordan vi kan kravle ud af det her morads. Hvordan vi kan forberede os på fremtiden og følgelig, hvordan vi kan skabe vækst og beskæftigelse ved hjælp af en fælles økonomisk politik. Med andre ord ved at integrere en ambitiøs investeringsstrategi i systemet, skabe en forbindelse med 2020-målene eller, for at sige det på en anden måde, skabe fælles retningslinjer f.eks. til forbedring af vores uddannelsessystem, fattigdomsbekæmpelse og blive mere konkurrencedygtige og tage konkurrencen op med tredjelande gennem investering i forskning og udvikling.

I øvrigt forbavser det mig, at nogle medlemmer, som hr. Verhofstadt gjorde det i går, taler for en investeringsstrategi, men samtidig er tilfredse med denne pakke. Jeg personligt synes ikke, det hænger sammen. Vi mener derfor, at man med den såkaldte "six-pack" går glip af en chance for at få skabt ægte økonomisk styring.

  Marianne Thyssen (PPE). - (NL) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi er i dyb krise og ikke blot en krise, vi skal forsøge at slippe ud af, men også en krise vi skal undgå at havne i igen nogensinde. Og det er netop derfor, har vi brug for en stærk lovgivningsmæssig ramme, og netop derfor, at vi som medlovgiver, som Parlament, også skal bære et ansvar. Vi er, når det kommer til stykket, den generation, der lige nu afgør vores børns fremtid.

Vi i Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) har modet til at gennemføre et sådant regelsæt. Vi skal nu have modet til at beslutte hvilke tiltag, der er nødvendige. Vi skal ligeledes have modet til at gennemføre sådanne beslutninger og sikre, at de bliver overholdt, selv om det betyder, at vi skal svømme mod strømmen. Vi forstår godt, at folk går på gaden for at protestere, og hvad mere er, så udgør det, vi gør nu, et præcist strukturelt svar på disse menneskers bekymringer, nemlig gode job, bæredygtig vækst og plads i fremtiden til en hensigtsmæssig socialpolitik. Hvis vi ønsker fortsat at være en relevant aktør inden for den globale økonomi, bliver vi nødt til at sikre større samordning mellem de økonomiske politikker og budgetpolitikker såvel som større samordning mellem den økonomiske politik og politikken for medlemsstaternes konkurrenceevne. Til det formål har vi tydeligt nok brug for investering i økonomien, men det, vi først og fremmest har brug for, er at sikre, at ingen får lov til at bryde aftalte regler uden gyldig grund, da det kunne betyde, at de risikerer at trække andre med ned i dyndet.

Den pakke, der til sidst kom ud af forhandlingerne, er et kraftigt svar på disse krav og ligeledes et svar på fortidens fejltagelser. Det vigtigste – og dette er foranlediget af den måde, vi har opført os på tidligere – er, at vi i højere grad skal styrke det præventive aspekt i stabilitetspagten, for hvis en medlemsstat tager den forkerte vej, kan vi ikke tillade, at den bliver genstand for politisk forhandling i Rådet, hvilket i sidste instans er det, der vil være svaret fra Europas side.

Derfor håber jeg, at vi her vil stemme for og støtte denne pakke, men ligeledes at vi vil give os selv mulighed for at indlede en sidste forhandlingsrunde med Rådet for yderligere at kunne styrke denne pakke.

  Leonardo Domenici (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Efter min mening er vi vidner til et paradoks. Den pakke, der skulle korrigere og forebygge ubalancer og asymmetrier, er baseret på en ubalance og en mangel på symmetri. Den er ligesom en krop, der står på to ben, men det ene ben er meget længere og mere udviklet end det andet. Det ben, der kontrollerer finanspolitik, er muskuløst og velformet, mens det, der kontrollerer udviklingspolitik, og som skulle sørge for incitament og drivkraft på lang sigt, viser sig at være tyndt og kraftløst.

Jeg mener, at dette uharmoniske resultat i pakkens endelige struktur skyldes forskel i opfattelsen af årsagerne til krisens og dens natur. Nemlig forskellen mellem dem der mener, at uorden og ubalancer i de offentlige finanser er den egentlige årsag til krisen, og dem der mener, at det egentlige problem i stedet har at gøre med manglende regler og gennemsigtighed på markederne, økonomiske og handelsmæssige ubalancer og social ulighed. Vi risikerer at forveksle årsag og virkning. Vi ønsker alle en ansvarlig kontrol af de offentlige finanser, men målet om at nedbringe gæld er ikke tilstrækkeligt til at kickstarte vækst og konkurrenceevne. Disse foranstaltninger lægger hovedvægten på procedurer og sanktioner. Der er blevet lagt langt mindre vægt – alt for lidt – på investering og strategi for bæredygtig vækst, hvilket er det, Europa bør fremme og implementere.

Vi ved, at vores handlinger kan føre til vidt forskellige resultater, selv uden at vi vil det, og endog kan få den modsatte effekt i forhold til den, vi søger at opnå. Det er hensigtens heterogenese. Jeg frygter, at dette problem er kernen i denne pakke.

  José Manuel García-Margallo y Marfil (PPE). – (ES) Hr. formand! Vi befinder os helt klart i en vanskelig situation, som kræver, at vi alle er ansvarlige. Alle inklusive Rådet. Det, der i dag adskiller os fra Rådet, er spørgsmålet om omvendt beslutningstagning med kvalificeret flertal.

Vi ved alle, at stabilitets- og vækstpagten ikke har fungeret, fordi medlemsstaterne har besluttet ikke at straffe hinanden for brud på budgetdisciplinen. Det skyldes måske, at de har læst det citat fra evangeliet, der lyder således: "Lad den, der er uden skyld, kaste den første sten".

Det, Parlamentet ønsker – og det er det, der adskiller det fra Rådet – er at sætte en stopper for dette glade kammerateri mellem regeringerne og erstatte en forudindtaget dommer med en, der er upartisk.

Det er en god pakke, som fortjener at blive vedtaget. Når tiderne er vanskelige, er der ingen, der nogensinde vil sige, at vi skal forbruge mere. Det, vi gør nu, er at genoprette budgetdisciplin.

Når noget er godt, er det imidlertid ikke nødvendigvis nok. De indlæg, vi har hørt i dag, har vist os flere ting. Vi ved alle, at eurozonen ikke var et optimalt valutaområde. Alle troede, at de nuværende institutionelle rammer – en centraliseret monetær politik, en stabilitets- og vækstpagt og samordningen af de øvrige økonomiske politikker – ville gøre det muligt at overvinde modsætningerne mellem medlemsstaterne, eller i det mindste gøre dem mindre. Det har ikke været tilfældet. Da tiderne var gode, blev forskellene blot større. Da tiderne blev dårlige, styrtede de søjler, den monetære union var bygget på, sammen. Principperne om "ingen hæftelse", om "ingen misligholdelse" og nu princippet om "ingen exit" er muligvis også røget ud af vinduet.

Vi befinder os nu i Lenins "hvad må der gøres?"-situation. Den eneste løsning er at gå videre med spørgsmålet om den politiske union.

Jeg bifalder udstedelsen af euroobligationer. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men der skal gøres mere. Hvis oprettelse af en politisk union kræver en reform af traktaterne ved at indkalde et konvent, så må det være sådan. Der findes et græsk ordsprog, der siger, at "regler er til for mennesket, mennesket er ikke til for reglerne".

Det handler ikke om at fortsætte trepartsmøderne indtil klokken tre om morgenen eller afholde ministermøder klokken seks om morgenen. Lad os fra nu af tænke på, hvad vi kan gøre for at rette op på denne situation.

Det første skridt bliver imidlertid at stemme for denne pakke, som er et skridt i den rigtige retning. Ellers vil vores anstrengelser være forgæves, og som Ortega y Gasset med rette sagde, så fører nyttesløs anstrengelse til melankoli og – inden for politik – til modstand.

  Formanden. − Det fører ligeledes til melankoli at tale længere, udelukkende på grund af formandens overbærenhed, end den tid man har fået tildelt, hr. García-Margallo y Marfil.

  Alfredo Pallone (PPE). – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Denne høring giver mulighed for at tage fat på spørgsmålet om en ny aftale om styring i EU, med henblik på at sende et stærkt fælles budskab og for at fjerne spekulation.

Det er et faktum, at vi i årenes løb har svækket stabilitets- og vækstpagten. Det er et lige så indiskutabelt faktum, at det var en fejl, og at vi nu betaler prisen. Vi skal tilbage til regler om finanspolitisk disciplin, og det er, hvad det egentlige spørgsmål og den egentlige drøftelse her imellem os drejer sig om. Procedurerne bør være automatiske, således at der ikke sker det samme som med den gamle stabilitets- og vækstpagt. Efter min mening er der kun én måde at komme ud af krisen på, og der er ingen genveje. Svaret ligger i de nationale politikker, i at leve op til de planlagte og aftalte forpligtelser. Solidaritet mellem EU's medlemsstater skal ledsages af ansvarsbevidsthed og skal respektere de regler, medlemsstaterne ikke bevidst skal eller må bryde.

Nu må vi helt klart i alt dette ikke glemme betydningen af vækst, som er det, der giver skatteindtægter, samt strukturelle reformer, der skal få de lande, der kæmper, på fode igen. Strukturelle reformer, der er rettet mod at fremme økonomiernes konkurrenceevne og vækstpotentialet, skal være en prioritet i den politiske dagsorden.

Jeg er uenig med dem, der påstår, at den nye stabilitets- og vækstpagt vil forhindre staterne i at udvikle sig. Den vil snarere anspore dem til at fjerne alt det overflødige, til at modernisere, til at indføre de strukturelle reformer, der kan udløse en kickstart af økonomien. Ved hjælp af disse og en nøje overholdelse af reglerne i den nye stabilitets- og vækstpagt er jeg sikker på, at EU's position vil blive styrket, og at det vil blive i stand til at møde nye udfordringer uden hjælpepolitikker og uden forældede slagord, hvilket er endnu værre, og som ikke fører til noget og kun gør skade især blandt de svageste grupper i samfundet.

  Astrid Lulling (PPE). – (FR) Hr. formand! Jo mere Parlamentet praler af de store fremskridt, der er sket med hensyn til økonomisk styring, jo mere har jeg lyst til at bede mine kolleger om at udvise ydmyghed, eftersom vi balancerer på kanten af afgrunden. Der er to ting, vi bør åbne øjnene for. Den første handler om, at Parlamentet har mistet mælet under den græske krise. Vi plejer ellers at reagere hurtigt på alle slags begivenheder rundt om i hele verden, med den ene beslutning efter den anden, og alligevel lader det til, at denne grundlæggende krise har berøvet os talens brug. Det er dybt sørgeligt, at vi har været ude af stand til at sende et kraftigt, enkelt, praktisk signal til det græske folk, til medlemsstaternes regeringer og til Europas borgere.

Det andet spørgsmål drejer sig om rækkevidden af denne pakke. Når vi stemmer ja til disse seks direktiver og/eller forordninger, hvilket jeg håber, vi gør, kommer eurozonen virkelig et skridt videre, og jeg mener ét skridt, ikke mere, mod den disciplin, der i den grad har manglet, og hvor meget det kommer til at betyde, vil vise sig i fremtiden. Vi behøver imidlertid blot se på den ophedede debat om den omvendte beslutningstagning med kvalificeret flertal for at se, hvor lang vej, vi stadig har tilbage, når det er regler og automatiske sanktioner, vi burde tale om. Nogle ser stadig den omvendte beslutningstagning med kvalificeret flertal som noget, man skal være bange for. Vi må imidlertid stå fast på dette princip.

Ud fra et rent politisk synspunkt skuffer det mig, at medlemmerne fra venstrefløjen fortsat afviser princippet om god budgetforvaltning til trods for, at alt taler for det. Underskud og bæredygtig vækst følges ikke ad. Stater skal forvalte deres budgetter i overensstemmelse med reglerne for forsvarlig økonomisk forvaltning, ikke gennem en genoplivning af de offentlige udgifter, hvilket kun vil have en kortvarig effekt, men aldrig være en varig løsning.

Som vi nu nærmer os de næste afgørende uger, er det nu vores opgave at opbygge en økonomisk union …

(Formanden afbrød fru Lulling)

(Fru Lulling indvilligede i at acceptere et spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Werner Langen (PPE). – (DE) Hr. formand! Eftersom jeg ikke har mere taletid tilbage, vil jeg stille fru Lulling følgende spørgsmål. Vil De, fru Lulling, på mine vegne fortælle Parlamentet, at jeg ikke mente alle de græske medlemmer lige før, men kun de to kommunistiske medlemmer, som talte umiddelbart før mig, hr. Chountis og hr. Toussas? Vil De bekræfte dette over for Parlamentet?

  Astrid Lulling (PPE). – (DE) Hr. formand! Det vil jeg selvfølgelig gerne give videre og bekræfte. Jeg vil ligeledes sige, at også vi henvender os til grækerne. I Grækenland er der kun 10 skatteflygtninge, som siger, at de tjener mere end 1 mio. euro om året. Jeg taler også til dem, ligesom hr. Langen talte til kommunisterne.

  Othmar Karas (PPE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Tiden er ved at løbe ud. Derfor vil jeg anmode om, at man holder inde med alle de smukke taler, med alle anklager og partipolitisk spilfægteri, uanset hvor det finder sted. Vi er nødt til at gøre arbejdet ordentligt og reagere på krisen hen ad vejen.

Hvad er årsagen til krisen? Vi har hele tiden understreget, at årsagen blandt andet er den manglende overholdelse af reglerne, blokeringen af sanktioner og manglende fremgang i processen med at føre den monetære union til næste fase. Med disse planer for økonomisk styring opfordrer vi nu til, at stabilitets- og vækstpagten styrkes, og det gælder både de forebyggende og de korrigerende foranstaltninger, at der skabes flertal for gennemførelse af sanktioner, og at Kommissionen får beføjelse til at gribe ind, når det er nødvendigt, således at Europas borgere kan stole på, at reglerne bliver fulgt.

Mit andet punkt handler om, at vi ønsker at føre den monetære union videre til næste fase. Det betyder, at vi opretter en økonomisk union uden at tabe målet om en politisk union af syne.

Jeg må sige, at jeg er meget skuffet over resultaterne af trepartsmøderne. De fungerer ikke ordentligt på nuværende tidspunkt. Det faktum, at Rådet ikke er enig med os i dialogen om den økonomiske politik, og at Parlamentet og arbejdsmarkedets parter er involveret i dette, mindsker imidlertid vores mulighed for at blive mere integreret. Vi ønsker at hæve vores integrationsniveau. Fordi Rådet ikke er i stand til at afhjælpe den nuværende ubalance i vores samfund og give Parlamentet mulighed for at gøre medlemsstaternes ministre direkte ansvarlige over for os, bliver resultaterne fra trepartsmøderne svækket. Vi står ved disse resultater. Vi ønsker at løse de åbne spørgsmål og gennemføre integrationen. Hvis vi tillader, at vores position bliver svækket på grund af Rådets svaghed, har vi ikke lært noget af krisen.

(Taleren indvilligede i at acceptere et spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne stille hr. Karas et spørgsmål. Vi er midt i en krise i den fælles valuta. Vi har fundet ud af, at vi har fundamentale problemer, såsom at vi mangler en fælles finans- og økonomipolitik. Disse erklæringer fra økonomer og akademikere er ret overraskende for mig. Tror De virkelig, hr. Karas, at ingen, før indførelsen af den fælles valuta, var klar over den banale kendsgerning, at der også er brug for fælles styring og en politisk union? Måske var der ingen, der var modig eller ærlig nok til at fortælle det til Europas borgere.

  Othmar Karas (PPE). – (DE) Hr. formand! Selvfølgelig var det noget, alle vidste, og det blev også sagt. Der blev sagt, at den monetære union var et politisk projekt, at integrationen i forbindelse med den monetære union er uafvendelig, og at den monetære union skal følges op af det næste skridt hen imod integration. Vi har været stærkt engageret i dette i årevis. Politiske grupper som Deres har skabt modstand mod EU, har sagt meget lidt om valutaens betydning og om den mulighed vi her har, den politiske vilje …

(Formanden afbrød taleren)

  Theodor Dumitru Stolojan (PPE) . – (RO) Hr. formand! Jeg vil stemme i morgen om lovgivningspakken om europæisk økonomisk styring. Jeg vil gerne takke i særdeleshed ordførerne, det ungarske formandskab og Kommissionen for deres virkelig enestående anstrengelser, som kulminerede i en afklaring af lovgivningspakken.

Denne pakke om europæisk økonomisk styring skal ses i forbindelse med de øvrige lovgivningspakker om den finansielle sektor, herunder Europas finansielle tilsynsstruktur, som allerede er blevet vedtaget. Jeg er overbevist om, at den effektive gennemførelse af denne lovgivning vil sikre, at ingen medlemsstat nogensinde igen vil blive hængt ud, hvis det står over for en krise i fremtiden. Vi vil være i stand til at forebygge og korrigere finansielle og økonomiske ubalancer, hvilket er en af de bedste garantier for vækst og arbejdspladser.

Jeg må imidlertid give udtryk for min bekymring over, at europæiske institutioner er uvillige til at erkende den økonomiske virkelighed, vi står over for på nuværende tidspunkt. Med det mener jeg, at en medlemsstat, der har en gæld, den ikke længere kan betale, ikke kan få hjælp, og at man derved føjer ny gæld til den allerede eksisterende med højere omkostninger til følge. Vi har lært af erfaringen og af den sunde fornuft, at løsningen ligger i, at skyldnerlandet får bragt orden i sit hus, hvor kreditorerne skal indse, at den gæld, der skyldes, skal tilpasses det pågældende lands reelle evne til at betale. Hvis vi ikke gør tingene på den måde, vil vi spilde tid, i stedet for at spare tid, og problemet vil blive værre.

  Sławomir Witold Nitras (PPE). – (PL) Hr. formand! Efter at have lyttet opmærksomt til dagens debat, vil jeg gerne komme med nogle få kommentarer. For det første er det flere gange blevet sagt, at økonomien kan stimuleres gennem øget offentligt forbrug. Jeg tror, at de pågældende medlemmer glemmer, at der er lande i EU – og ikke kun et par stykker, og ikke kun Grækenland – som har indenlandsk gæld på over 100 %, der udelukkende skyldes stimulering af økonomien. Vi har således opnået en vis økonomisk vækst om end en kunstig vækst, men nu mangler vi blot at betale regningerne, og de skal betales nu.

Der blev talt om restriktive løsninger til begrænsning af underskuddet. Alligevel anføres det i de foreslåede løsninger, at hvert land skal nedbringe gælden til 60 % inden for de næste 20 år. Hvis en halvering af gælden i løbet af 20 år er det langsigtede perspektiv, hvad er så perspektivet på kort sigt? Jeg kan ikke forestille mig et længere perspektiv i denne situation.

Er det muligt at opgive sanktioner, eller er sanktionssystemet et restriktivt system? For 15 år siden, da jeg var studerende, lærte jeg om konvergenskriterierne, og at de var obligatoriske. Alligevel var de kun obligatoriske på papiret. Hvis de var obligatoriske, var det i så fald kun for dem, der ønskede at være med i euroområdet, og ikke for dem, der allerede var i euroområdet. I lyset af dette kan et sådan system ikke indføres uden sanktionsmuligheder og uden mulighed for at pålægge restriktive sanktioner, som nogen sagde. Disse sanktioner eksisterede på papiret, men som vi husker og ved, har der indtil dato ikke været nogen egentlige sanktioner.

Min sidste kommentar drejer sig om, at medlemmer fra Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet udtalte, at vi skulle gennemføre 2020-strategien og ikke kun skære i udgifterne. Dog omtales i netop disse dokumenter blandt andet et europæisk halvår. Her indføres ligeledes en ny procedure for uforholdsmæssigt store ubalancer. Et af elementerne i dette instrument er, at det giver Kommissionen indflydelse på, hvorvidt medlemsstaterne gennemfører 2020-strategien eller ikke, og det kan således betale sig at sige sandheden. Jeg vil på det kraftigste opfordre Dem til at vedtage denne pakke, for manglende enighed mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet i dette spørgsmål vil ...

(Formanden afbrød taleren)

  Sirpa Pietikäinen (PPE). - (EN) Hr. formand! Det er klogt at indgå kompromis. Parlamentet er helt sikkert i forhandlingerne gået mere end det halve af vejen hen imod et kompromis, men nu tror jeg, vi har nået grænsen. Det løser ikke problemet at udsætte afgørelsen om pakken. Problemet forsvinder ikke bare. Vi vil stå over for det samme problem igen, og det vil true selve fremtiden for euroen og for EU, hvis vi ikke sørger for bedre samordning og mere fællesskabsmetode.

I det lange løb er EU en økonomisk union. Vi skal ind til de fundamentale årsager til problemerne. Vi er kommet nærmere med denne pakke, men vi er stadig ikke tæt nok. Jeg mener, at den omvendte beslutningstagning med kvalificeret flertal er et af de fundamentale spørgsmål i forbindelse med problemet.

Dette er ikke tiden til populisme eller kortsigtede politiske løsninger, hvilket efter min mening er det, Rådet til en vis grad af og til har praktiseret. Rådet har ligesom Parlamentet ansvar for europæerne. Jeg håber at Rådet sammen med Kommissionen og Parlamentet vil tage del i ansvaret og tage de nødvendige skridt i forbindelse med denne pakke om økonomisk styring og fremtidige aktioner. Hvis brikkerne ikke er de rigtige og bliver lagt på den rigtige plads, er planer for fremtiden og Europa 2020 blot nytteløse og pæne ord, som vi i virkeligheden ikke kan bygge vores fremtid på.

  Thomas Mann (PPE). – (DE) Hr. formand! Pakken om europæisk økonomisk styring sender et klart budskab om, at vi så vidt muligt skal undgå gældskriser i fremtiden. Vi skal træffe effektive foranstaltninger til at forhindre, at euroen bliver ustabil. Det er det grundlæggende budskab i denne udmærkede betænkning fra fru Wortmann-Kool. For at kunne opnå dette, har vi brug for større politisk samordning mellem medlemsstaterne og et stærkt tilsyn på EU-plan. Dette tilsyn er et afgørende element i Europa 2020-strategien.

Vi må nu endelig konsekvent begynde at anvende stabilitets- og vækstpagten, som udgør grundlaget for en stærk euro, for at vise de medlemsstater, der har de største underskud, hvor grænsen går. Det er dette, Europas borgere med rette opfordrer til og ikke kun i de lande, der formodes at vise solidaritet i form af stadigt større redningspakker. Vi skal ikke længere godtage undskyldninger eller usikre løfter, når medlemsstaterne skjuler deres konvergensprogrammer og budgetpolitikker for hinanden. Borgerne vil kun være parate til at acceptere smertefulde reformer, hvis de får et klart billede af situationen, således at de kan give deres støtte til de nødvendige foranstaltninger.

I modsætning til den udbredte opfattelse inden for nationalismen, har vi ikke brug for mindre Europa, men mere Europa. F.eks. bør vi styrke vores fællesskabsmetoder, som er baseret på Lissabontraktaten. Kommissionen skal og vil acceptere sit ansvar, identificere tendenser på det finans- og økonomipolitiske område på et tidligt stadie og sikre, at dialogen mellem de finansielle institutioner og politikerne er meget mere effektiv, end den hidtil har været.

  Seán Kelly (PPE). - (EN) Hr. formand! De foranstaltninger, vi debatterer her i aften, skal hilses velkommen. Jeg mener, de viser, at EU har kapaciteten, viljen og evnen til at træffe foranstaltninger baseret på det, vi har lært af den økonomiske krise.

Og så tror jeg, der var nogen, der sagde, at dette er en overførsel af beføjelser fra medlemsstaterne til EU. Det er den gamle traver, der altid bliver trukket frem, når der skal protesteres mod et forslag. Hvis man er en del af EU, er man nødt til at give det beføjelser, og lige nu sender vi faktisk et signal til markederne og borgerne om, at vi kan klare alvorlige spørgsmål, når de dukker op.

Faktisk er jeg helt enig i det, vi er i færd med at gøre, og det vil glæde mig rigtig meget, hvis vi vedtager automatiske bindende sanktioner samt omvendt beslutningstagning med kvalificeret flertal. Det vil sikre os mod kriser i fremtiden. Forebyggelse er bedre end helbredelse, og dette handler udelukkende om forebyggelse. Om at tage ved lære af vores erfaringer.

  Marc Tarabella (S&D). – (FR) Hr. formand! Vi skal indføre økonomisk styring for at få EU ud af den fortsatte krise. Vi skal samordne vores politikker, vi skal have gennemsigtighed i forvaltningen af de nationale budgetter, og vi skal frem for alt nedbringe vores underskud.

Men tror De nu virkelig, at De er på rette spor? Den europæiske højrefløj er helt enkelt ved at gøre sig klar til at ophæve målene i Europa 2020-strategien. Den nægter at indføre euroobligationerne og skat på finansielle transaktioner, og dens øjne er rettet mod kreditvurderingsbureauerne, som ikke så denne krise med lav kreditværdighed komme, hvilket viser, lige nøjagtigt hvor pålidelige de er.

Lad os sige det klart. Vi befinder os i en krise, der opstod på grund af neoliberalisme, og fordi regeringerne og EU stolede blindt på deregulerede markeder. Og hvordan har vi nu tænkt os at komme ud af den krise? Ved hjælp af mere neoliberalisme og spareforanstaltninger. Vi har brug for vækst, vi har brug for at fremme efterspørgslen, og det opnår vi ikke ved at tvinge vores medborgere i knæ. Man er slået ind på en forkert kurs.

  Nikolaos Salavrakos (EFD). – (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne som græker takke alle de kolleger, der har talt positivt om Grækenland, og understrege, at en stats overlevelse efter min mening overskygger politiske opdelinger og holdninger. Vi taler om fremtidens Europa. Vi har stadig ikke forstået, men prøver dog stadig på at forstå fortidens Europa, prøver at forstå, hvordan vi er kommet dertil, hvor vi er i dag. Jeg beklager at måtte sige, at visse mennesker har udvist en meningsløs grådighed, især i Grækenland. Mange andre har imidlertid udvist så stor grådighed, at det må fordømmes.

Vi mener, at private investeringer er løsningen på problemet. De private investorer er gået et andet sted hen. Det er vi tilbøjelige til at glemme. De er gået andre steder hen på kloden. Der er ingen konkurrenceevne tilbage i Europa, Europa er ved at blive gammel, det er ikke længere konkurrencedygtigt og har intet at tilbyde. Det vi …

(Formanden afbrød taleren)

  Ildikó Gáll-Pelcz (PPE). – (HU) Hr. formand! Jeg glæder mig over det fortræffelige arbejde, der er udført af ordførerne, rådgiverne, det ungarske formandskab og alle, der gjorde det muligt for os at fremlægge den såkaldte "six-pack" om økonomisk styring i dens nuværende form her i dag. Det ville være rart, hvis denne pakke ikke længere var nødvendig, og Europas økonomiske problemer var løst i løbet af natten. Det er desværre ikke tilfældet. Europa har ikke overstået krisen endnu, og hvis vi ikke handler ansvarligt, vil vi komme til at stå over for yderligere kriser i fremtiden. Jeg er enig med de ansvarsfulde fornuftige mennesker, der siger, at vi er nødt til at vedtage et strammere budget og styrke stabilitets- og vækstpagten. Vi er nødt til at sige det højt, at EU hidtil har taget det alt for afslappet, det havde ikke de nødvendige mekanismer til at reagere på krisesituationer og var derfor ude af stand til at reagere hensigtsmæssigt på de alvorlige følger af krisen, som skabte økonomisk, finansiel og social uro. Vi må ikke lade det ske igen, og samtidig skal vi tage ved lære af fortidens fejltagelser.

  Frédéric Daerden (S&D). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, fru ordfører! Selvfølgelig er der brug for god økonomisk styring i Europa, det er klart. Hvis vi imidlertid stemmer for disse seks tekster, vil medlemsstaterne ikke frit kunne føre investeringspolitikker til stimulering af væksten.

På et tidspunkt, hvor borgerne i stadig stigende grad mister troen på EU, hvor Grækenland er tvunget i knæ, og hvor kreditvurderingsinstitutterne dikterer, hvad staterne skal gøre, burde Parlamentet holde op med dogmatisk at insistere på spareforanstaltninger for enhver pris.

Unionen vil nu reagere på en krise i den neoliberalistiske model med neoliberalistiske formler og systematiske nedskæringer, navnlig i de sociale budgetter, selv om sådanne udgifter normalt beskytter mod økonomisk krise.

Hvis ikke de elementer, der er foreslået af de progressive grupper i Parlamentet, bliver tilføjet, kan jeg ikke se, hvordan vi skal kunne stemme for disse tekster. Vi skaber således faktisk et paradoks, idet vi har vedtaget beslutninger om gennemførelse af Europa 2020-strategien og er ved at udarbejde betænkninger, hvilket jeg er i færd med, om gennemførelse af en platform for bekæmpelse af fattigdom. Den økonomiske styring, der bliver foreslået …

(Formanden afbrød taleren)

  Bastiaan Belder (EFD). – (NL) Hr. formand! Det haster med en stramning af stabilitets- og vækstpagten. Det har erfaringerne fra de seneste år klart vist. Jeg glæder mig også over, at forhandlingsresultatet er et skridt i den rigtige retning. Ministre vil ikke igen kunne bruge hinanden som rygdækning, når en medlemsstat lader sine offentlige finanser køre af sporet. Det vil derfor være godt, hvis vi bliver bedre til at forebygge omfattende underskud ved at flytte beslutningsprocessen længere væk fra politik. Derfor har ordføreren, fru Wortmann-Kool, ret, når hun insisterer på, at ministre kun skal kunne blokere afgørelser gennem kvalificeret flertal.

Et afgørende punkt for mig er imidlertid kommissær Rehns redegørelse i forbindelse med denne lovgivningspakke. Dette er et skridt hen imod indførelse af euroobligationer. Formanden for ECB har givet udtryk for, at det ikke vil være ønskeligt at introducere euroobligationer i en situation, hvor der mangler budgetdisciplin. En introduktion af en ny mulighed for gældsstiftelse vil forværre det europæiske gældsproblem. Endvidere ønsker Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet og Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance at offentlige investeringer undtages fra bestemmelserne om et maksimum …

(Formanden afbrød taleren)

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Hr. formand! Pakken med foranstaltninger vedrørende økonomisk styring er en saglig reaktion på de åbenlyse problemer af økonomisk og finansiel karakter, der længe har plaget EU.

Den økonomiske krise har medført alvorlige gældsproblemer for mange eurolande, og det står klart, at reglerne i stabilitetspagten ikke kunne beskytte valutaunionen mod følgerne af en amatøragtig og uansvarlig forvaltning fra regeringernes side i visse lande. Selv om jeg ikke mener, at Kommissionen burde tildeles flere beføjelser, end den allerede havde, er jeg enig i, at den europæiske valutaunion skal oprette en mere præcis fælles kontrolmekanisme for budgetpolitikker. Nogle medlemmer af valutaunionen betaler nu for andres uansvarlighed og eventyrlyst, og derfor er det yderst vigtigt at øge gennemsigtigheden og indføre mere klare budgetregler for således at undgå langsigtede problemer i vores lande. Det er imidlertid også vigtigt, at vi sikrer en ensartet anvendelse af de regler, vi vedtager, og ikke laver en hel masse undtagelser (Formanden afbrød taleren)

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Hr. formand! Det er nødvendigt at udforme en ensartet strategi på EU-plan for at sikre en stærk konkurrenceevne, bæredygtig økonomisk vækst og jobskabelse. En stærk og effektiv stabilitets- og vækstpagt er hovedinstrumentet her. Der bør afgjort gøres en større indsats for at forhindre vedtagelse af uholdbare budgetpolitikker.

De styrkede rammer for økonomisk styring skal understøttes af forskellige politikker, der er forbundet med dette. Denne forslagspakke vil medvirke til at tilskynde medlemsstaterne til at føre en fornuftig budgetpolitik og om nødvendigt vedtage korrigerende foranstaltninger i god tid for at begrænse risikoen for, at der pålægges bøder. Det er nemmere at forebygge end at helbrede.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Hr. formand! Regeringerne i EU's toneangivende medlemsstater og Den Europæisk Centralbank lægger nu en klar linje. Der bliver oprettet nye redningspakker for Grækenland, og milliarder af euro af skatteydernes penge sættes på spil, og der udarbejdes planer for økonomisk styring af hele Europa, sådan som vi lige har hørt. Hovedformålet med Kommissions forslag er at stramme reglerne i stabilitets- og vækstpagten. Fremover vil opfyldelse af Maastricht-kriterierne blive håndhævet gennem meget strengere straffe. Denne pagt har imidlertid ikke fungeret tidligere, og jeg formoder, at den heller ikke vil gøre det fremover. Samtidig oprettes den ene mekanisme efter den anden til støtte for lande med budgetunderskud, hvor skatteydernes penge endnu en gang involveres. Vi behandler symptomerne i stedet for at fjerne årsagerne. Denne højrisikostrategi vil blive ved med at forfølge Europa på kort eller lang sigt. Det er urealistisk at forvente, at de samme hårdtarbejdende lande altid vil betale for de andres fejltagelser.

  Olli Rehn, næstformand i Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Jeg er ikke sikker på, at jeg kan svare alle medlemmerne. Det har vi ikke tilstrækkelig tid til, men jeg vil forsøge at bidrage med lidt indsigt i forbindelse med de kommentarer, vi har hørt her i aften.

Først og fremmest vil jeg takke alle for en meget væsentlig og indholdsmæssigt vigtig forhandling, som afspejler et generelt ansvar for Europas økonomiske fremtid, for vækst og stabilitet og for borgernes velfærd.

Jeg tror, at vi alle stort set er enige om, at afbalancerede og sunde offentlige finanser er en forudsætning for bæredygtig vækst og øget beskæftigelse, hvilket er denne lovpakkes målsætning. Derfor bør vi støtte den. Som mange her har fremhævet, udgør den en meget vigtig byggesten i vores omfattende politiske svar på den stadig igangværende finansielle og nationale krise.

Hvorfor er det så vigtigt at vedtage denne pakke på nuværende tidspunkt? Fordi vi skal kunne vise vores borgere, de økonomiske aktører og vores internationale partnere, at EU i fremtiden virkelig vil kunne forhindre en finanspolitisk krise som den, vi har oplevet for nylig f.eks. i Grækenland.

Aldrig mere. Det er den første byggesten i denne lovgivningspakke. Derfor har vi brug for forebyggende budgetovervågning og en effektiv håndhævelse, således som det foreslås i pakken og ligeledes af Parlamentets ordførere og Udvalget. Der er ligeledes derfor, vi har brug for en reelt og effektivt fungerende mekanisme til at forebygge den form for krise, vi har set f.eks. i Irland eller det kreditopsving, vi har set i Spanien.

Det er derfor, vi har brug for den anden byggesten i denne pakke, nemlig en effektiv mekanisme til at fastslå og imødegå makroøkonomiske ubalancer.

Nogle af Dem, som Udo Bullmann, Sven Giegold og Philippe Lamberts, har spurgt, om vi anser spørgsmålet om symmetri/asymmetri for afgjort. Jeg kan give Dem min udlægning og Kommissionens udlægning af dette spørgsmål, der, hvis De læser i teksterne, faktisk er særdeles kompliceret. Jeg håber ikke, at nogen vil blokere pakken på grund af dette, da det simpelthen vil være umuligt at forklare det til vores borgere.

Både Rådets og Parlamentets forslag omfatter såvel lande med underskud som lande med overskud. Det står meget klart. Forskellene i forslagene vil ikke have nogen væsentlig indvirkning på rækkevidden af eller på den vægt, der lægges på den økonomiske styring, der skal finde sted. Jeg håber, at Parlamentet og Rådet kan arbejde sammen og finde frem til en afgørelse, der er baseret på indholdet og ikke på semantikken.

Der er praktisk talt ingen forskel, så lad os krydse det punkt af og afslutte det vigtige spørgsmål om symmetri/asymmetri, således at vi kan påbegynde arbejdet med at påvise og ligeledes korrigere de makroøkonomiske ubalancer og forskellene i konkurrenceevnen.

Så alt i alt vil afstemningen i morgen være meget vigtig, meget afgørende for EU og dets evne til at overbevise offentligheden, de økonomiske aktører og vores internationale partnere om, at vi kan overvinde krisen og bane vejen for bæredygtig vækst.

Derfor vil afstemningen i morgen være en storslået mulighed for at nå en historisk milepæl ved at supplere den monetære union med en ægte og reelt fungerende økonomisk union – som vi helt afgjort har brug for – og således gøre det muligt for EU at komme ud af den nuværende krise, en erfaring rigere og forhåbentlig stærkere og rustet til fremtiden og under alle omstændigheder med nye passende redskaber til at sikre bæredygtig vækst, beskæftigelse og til gavn for vores borgere.

  András Kármán, formand for Rådet. − (EN) Hr. formand! Jeg er mest glad for de indlæg, der tilkendegiver, at den opgave, vi var blevet pålagt – og med "vi" mener jeg Parlamentet og Rådet – nemlig at blive enige om en meget ambitiøs pakke om økonomisk styring, er 99 % afsluttet.

Jeg er også enig med mange af medlemmerne i, at vi efter det hårde arbejde med forhandlingerne er nødt til at få aftalen i hus. Jeg er optimistisk, da jeg her i Parlamentet fornemmer virkeligt engagement og ægte ansvarsfølelse over for Europas fremtid.

Lad mig komme med nogle få bemærkninger om det særlige spørgsmål – som stadig står åbent – om udvidelsen af den omvendte beslutningstagning med kvalificeret flertal. I de seneste seks syv uger har Rådet drøftet Parlamentets forslag mindst én gang om ugen. I de sidste fire uger har de 27 medlemsstaters finansministre drøftet pakken tre gange, og hver gang gav de store indrømmelser til Parlamentet på forskellige punkter i teksten for at bane vejen for en rettidig aftale.

Vi drøftede alle aspekter i alle forslag på forskellige planer. De foreslog oprindeligt, at omvendt beslutningstagning med kvalificeret flertal skulle anvendes i mere end 15 tilfælde. I nogle tilfælde var en anvendelse ikke lovmæssigt mulig, og det fandt vi ret hurtigt ud af. Nogle af de andre tilfælde var allerede indeholdt i Rådets generelle holdning til afgørelsen om at pålægge finansielle sanktioner.

I maj måned godkendte Rådet, at omvendt beslutningstagning med kvalificeret flertal bliver anvendt på yderligere to områder foruden dem, der var nævnt i den generelle holdning. I mandags kom Rådet med store indrømmelser, i dette sidste tilfælde omkring pagtens forebyggende del, herunder en klausul om revision efter tre år og princippet om at "efterkomme eller redegøre", som blev styrket i forhold til den tidligere aftale, som Økofinrådet indgik i marts.

Disse beskyttelsesforanstaltninger kan give Parlamentet den nødvendige forsikring om, at afvigelser fra Kommissionens forslag og henstillinger vil blive holdt på et minimum, og at sager om manglende overholdelse af reglerne, og dermed nødvendigheden af forklaringer, vil være meget sjældne undtagelser.

Det er helt klart på tide, at Parlamentet genovervejer sin oprindelige holdning og kommer Rådet i møde. Markederne og investorerne er på vagt nu, og de ønsker at se, om vi kan indgå en aftale i løbet af de kommende dage eller ej. Efter min mening er det af afgørende betydning, at det lykkes. Desuden vil denne pakke kunne vise, at de europæiske institutioner er i stand til at arbejde ansvarsfuldt, effektivt og konstruktivt sammen på et så vigtigt område. Jeg har adskillige gange under trepartsmøderne hørt parlamentsmedlemmer give udtryk for alvorlig kritik af de mellemstatslige procedurer. En hurtig og rettidig vedtagelse af denne pakke vil kunne vise, at fællesskabsmetoden er den rette tilgang at bruge, hvis vi skal gå fremad.

  Elisa Ferreira, ordfører. – (PT) Hr. formand! Jeg takker alle for deres bidrag til denne høring og især for resuméerne fra kommissær Rehn og Rådets næstformand, András Kármán. Jeg vil lige fremhæve ét punkt. Der er blevet givet indrømmelser fra begge sider, og jeg mener, at vi er tæt på en afgørelse, men jeg ønsker ikke, at man undlader at nævne, at spørgsmålet om symmetri og asymmetri er et vigtigt spørgsmål, der bør tages op. Dette og den omvendte beslutningstagning med kvalificeret flertal er punkter, hvor der fortsat sker tilpasninger, og de er endnu ikke afsluttet. Jeg vil især takke kommissær Rehn for hans positive bidrag, men hvis der skal opnås enighed, skal den baseres på lovteksten – på artikeldelen – herunder selvfølgelig artikel 32, artikel 42 og betragtning 11 a, som der har været omfattende debat om. Det vil derfor glæde mig, hvis De vil inddrage dette spørgsmål, eftersom det er et spørgsmål, der går på tværs af adskillige parlamentsmedlemmers og adskillige politiske gruppers interesser, som De har set.

Når det er sagt, tror jeg, at den nye faktor i analysen af makroøkonomiske ubalancer kan blive nyttig. Jeg undskylder, hr. kommissær, ikke kun for at påvise problemer med bobler på ejendomsmarkederne eller de finansielle markeder, men også for at pege på betydningen af Europas store problem, nemlig de spændinger, der er skabt på grund af, at de økonomier, der udgør euroområdet, udvikler sig fuldstændig forskelligt. Her og nu udgør disse spændinger en alvorlig trussel mod selve eksistensen af en fælles valuta med et ikke-optimalt monetært område, således som det blev vældig godt belyst af hr. García-Margallo y Marfil i dag.

Faktum er, at EU ikke er perfekt og desuden ufuldstændigt. Det, vi gør nu, er ikke tilstrækkeligt til at opveje de fejl, den europæiske økonomi døjer med for tiden, og jeg mener, at det fordrejede billede, hvor man skyder skylden for det hele på dem, der lyver, og dem, der gør tingene forkert – sammenlignet med de dydige, som ikke har nogen problemer – er et yderst farligt fordrejet billede af sandheden, som vi alle skal undgå. Når alt kommer til alt, har Europas historie vist, at enkle forklaringer på komplekse problemer aldrig giver gode resultater. Det er den appel, jeg kommer med her.

  Diogo Feio, ordfører. – (PT) Hr. formand! Jeg vil gerne takke for alle bidrag til denne høring og rette en særlig tak – da jeg ikke gjorde det lige før – til fru Bowles, formanden for Økonomi- og Valutaudvalget, for den afgørende rolle, hun har spillet i hele denne proces.

Jeg vil gerne understrege, at denne pakke om økonomisk styring giver institutionerne større gennemsigtighed og Parlamentet en større rolle. Pakken er ligeledes et led i vores forsvar af euroen. Enhver, der tror, at de bedste løsninger for vækst ikke findes heri, må dog indrømme, at de ikke kender til noget land, der ikke har vækst, hvis de offentlige finanser er i orden. Lande med budgetdisciplin er lande med voksende økonomier, og der må vi ikke glemme. Det er det, vi skal vise her. Og det er det, vi går efter lige nu, f.eks. i mit hjemland.

Jeg vil også gerne stille alle Parlamentets medlemmer et spørgsmål. Kan De sige, at denne pakke om økonomisk styring er dårligere i dag, end da den først kom på bordet? Kan De sige, at Parlamentet ikke har tilført den forbedringer? Det kan De ikke, fordi det ikke er sandt. Den økonomiske styringspakke er i dag bedre end Kommissionens oprindelige forslag, og den er bedre på grund af de mange bidrag fra medlemmerne her i Parlamentet. Derfor skal vi give vores borgere et meget klart svar. Vi ønsker en europæisk økonomi i vækst. Vi ønsker stabilitet. Vi ønsker helt afgjort gennemsigtighed. Men for at opnå alt dette er vi imidlertid nødt til at udvise ansvarsfølelse ved afstemningen i morgen. Det er nødvendigt, at vi stemmer ansvarligt og vælger vores partnere med omhu.

For mit vedkommende er valget meget klart. Jeg vil stemme for et bedre Europa og en bedre europæisk økonomi.

FORSÆDE: RODI KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

  Sylvie Goulard, ordfører. – (FR) Fru formand! Jeg vil gerne sige tak til alle for denne høring, samt til kommissæren og til ministeren, hr. Kármán.

Først vil jeg sige til ministeren, at jeg mener, at vi allerede har bevist, at fællesskabsmetoden fungerer godt. Som Diogo Feio lige sagde, mener jeg, at teksten faktisk er blevet forbedret, og når der foregår en offentlig debat, er det udtryk for, at vi udfører vores arbejde, samt at borgerne bliver informeret om, hvad der foregår i Bruxelles, som man siger.

Hvorfor taler vi så stadigvæk om den omvendte beslutningstagning med kvalificeret flertal? Her vil jeg gerne komme med en bemærkning. Her i Parlamentet er der lande med f.eks. et større antal indbyggere, som har flere medlemmer. Når det handler om stemmer, har hvert land det antal, der svarer til dets størrelse. Men hvad er det for et demokratisk system, der, når det handler om anvendelse af regler, behandler de mennesker, der er omfattet af disse regler, forskelligt?

Når vi skal anvende regler, vi er blevet enige om i fællesskab, kan vi ikke begynde at lave undtagelser. Borgerne forventer, at loven gælder i lige høj grad for alle. Og på europæisk plan bør alle medlemsstater, små som store, ligeledes være i samme båd.

Det er derfor vi slås. Det er ikke en ideologisk kamp, det er en sag af almen interesse.

Min bemærkning handler om symmetri, og jeg henvender mig især til fru Ferreira. Det er et vigtigt spørgsmål, eftersom det er en del af aftalen. Vi skal være klar over, at det har været meget dyrt for nogle af os, og for at sikre at de kommer med hele vejen, har vi brug for så bred enighed som muligt her i Parlamentet omkring alle aspekter i denne aftale. Vi skal stå sammen. Som kommissæren sagde, mener jeg, at der ikke findes nogen punkter, hvor vi er så forskellige, at vi ikke kan overvinde det. Derfor vil jeg appellere til, at vi står sammen. Vi kan ikke bede om støtte og samtidig efterlade andre i en vanskelig situation.

Med min sidste bemærkning vil jeg gerne rette en særlig tak til hr. Kármán for den lille bemærkning om udtrykket "overhold reglerne eller begrund". Jeg har spurgt Dem så mange gange under vores drøftelser, om hvad det betyder, udtrykket "overhold reglerne eller begrund", og begrund til hvem? De har været en god advokat, De har fået Rådet med på vognen. Rådet er nu klar til at træde offentligt frem, og er ved at planlægge en økonomisk dialog. Tak for det. Bed dem om at gå en lille smule længere, det er det eneste, vi beder om. De har været meget dygtig, så jeg er sikker på, at vi nok skal nå målet.

  Corien Wortmann-Kool, ordfører. − (NL) Fru formand! Jeg vil også gerne takke alle dem, der har deltaget i forhandlingen, og alle dem, der har støttet os med så klare argumenter.

Jeg vil ligeledes takke Sharon Bowles, formand for Økonomi- og Valutaudvalget, fordi situationen var meget kompliceret, og det vil helt sikkert skyldes hende, hvis vi får et positivt resultat af afstemningen i morgen.

Vi har haft en ret så ideologisk forhandling her i dag, og det er tydeligt, at alle i Parlamentet ønsker bæredygtige offentlige finanser og budgetdisciplin, men historien fortæller os, at det ikke kan opnås blot ved at bruge flere penge.

Vi har nu en pakke. Vi har opnået meget. Kommissær Rehn har 15 punkter på sin liste, og det kan være, at der er nogle medlemmer, der har problemer med detaljer i pakken, men hvis man ser på det alternativ, venstrefløjen tilbyder, så ville vi komme i en endnu værre situation. Jeg håber derfor, at medlemmerne i morgen vil være parate til at påtage sig ansvaret for denne meget vigtige lovgivningspakke for Parlamentet, som for første gang i sin historie udøver sine medlovgivningsbeføjelser lige som Rådet.

Vi skal klare endnu nogle forhindringer næste uge, men forhåbentlig får vi et positivt resultat af afstemningen i morgen. Vi har derfor endnu en uge tilbage, og jeg håber, at vi i sidste ende vil kunne træffe en afgørelse i førstebehandlingen i juli, for vi er for 98 % vedkommende ved vejs ende.

På vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) vil jeg også gerne understrege det, fru Goulard sagde om symmetri og asymmetri. Der eksisterer ganske rigtigt et "noget for noget"-princip i Parlamentet, og alle har deres prioriteter. Men dette princip med "noget for noget" skal også gælde her, således at Parlamentet langt om længe også set i symmetriens lys kan vedtage en holdning til denne pakke.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 23. juni 2011.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  George Sabin Cutaş (S&D), skriftlig. – (RO) På et tidspunkt, hvor man kraftigt mærker følgerne af den økonomiske afmatning og den offentlige gældskrise, har vi brug for stærk økonomisk styring. Men lovgivningspakken om økonomisk styring vil ikke i sin nuværende form bidrage til et genopsving i den europæiske økonomi, men vil derimod føre til en situation, hvor høj arbejdsløshed og fattigdom bider sig fast.

Jeg mener ikke, at forslagene i denne pakke er tilstrækkeligt ambitiøse, da de kun er rettet mod besparelser og indskrænkning af borgernes sociale rettigheder. Der nævnes intet om elementer, der kunne danne grundlaget for et europæisk økonomisk genopsving, f.eks. investeringer i nøgleområder som infrastruktur, uddannelse, forskning og innovation.

Vi kan foreslå et alternativ til denne stramme økonomiske model, der, som vi kan se det med Grækenland, viser sig at være meget begrænset. Oprettelse af et system med fælles udstedelse af obligationer for en del af Europas offentlige gæld ville automatisk begrænse finansieringsomkostningerne i EU og ville føre til en genoptagelse af investeringerne. Løsningen på den nuværende økonomiske krise, hvis vi følger den amerikanske "New Deal"-model, består i at genoprette den økonomiske vækst baseret på investeringer og skabelse af nye arbejdspladser.

  Monika Flašíková Beňová (S&D), skriftlig. – (SK) Det er vigtigt, at EU ikke reagerer på krisen ved blot at løse de mest akutte problemer, men at man derimod samtidig foretager en mere gennemgribende reform af økonomisk styring. Mange punkter i de foreliggende betænkninger går i den rigtige retning, men samtidig er der en række mangler. Forslagene omhandler strengere sanktioner, bøder for ikke at opfylde henstillingerne, og det hedder, at disse skal anvendes automatisk, for at der ikke tyes til politisk studehandel. Det er da udmærket. Jeg kan ikke slippe for følelsen af, at sanktionerne er skræddersyet til de stater, som for øjeblikket befinder sig i en vanskelig situation. Det forekommer, at sanktionerne er baseret på den antagelse, at disse lande selv kan klare den vanskelige situation, og at de selv kan forbedre deres situation ved en "disciplineret" tilgang. Men det er en fejltagelse. Selv før krisen havde der udviklet sig en dynamik i Europa, hvorved de stærke lande i euroområdet cementerede deres konkurrencemæssige forspring. Takket være bl.a. løndumping i Tyskland f.eks. forstærkede kernelandene deres eksportposition, og de perifere lande blev ikkekonkurrencedygtige markeder for deres produkter og kapital. For disse lande blev krisen det sidste søm i kisten. Man kan ikke komme ud af denne situation ved viljekraft alene eller via ens egne beslutninger. Situationen vedrørende de makroøkonomiske ubalancer, især i lande med den fælles valuta, kan kun løses ved hjælp af en fælles revurdering af den nuværende model for økonomisk udvikling. Det er ikke kun nedskæringer og budgetdisciplin, der vil føre til en løsning, men en politik med målrettet udvikling af og støtte til konkurrenceevnen i den europæiske periferi.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. – (FR) Under påskud af at løse problemer, som De selv har forvoldt, pålægger De os som sædvanlig mere Europa og mere magt til Kommissionen, denne Kommission, som ikke er ret meget andet end en håndfuld tjenestemænd, der er udpeget uden demokratisk kontrol, men som er blevet gjort til censor og slavedriver, der har ret til at pålægge medlemsstaterne sanktioner. Deres pseudoøkonomiske styring går langt ud over budgettilsyn. Det er ganske enkelt et påtvunget opsyn med vores befolkninger og nationer. Det er anvendelsen af den doktrin om begrænset suverænitet, som lå den store demokrat Brezhnev så stærkt på sinde, bortset fra at tankvognene er blevet erstattet af finansielle sanktioner. Jeg overdriver ikke. I en af disse betænkninger mener man, at det er nødvendigt at sige, at i tilfælde af at der sker en ændring i flertallet efter et valg, skal den nye regering opnå tilladelse, før den ændrer sin forgængers budgetprioriteter, og selv da kan den kun gøre det marginalt. Prioriteterne er de prioriteter, som EU har pålagt, dvs. tilbagebetaling til private kreditorer, beroligelse af markederne, afvikling af den sociale sikring og fremskyndelse af liberaliseringen ved enhver lejlighed på linje med Europa 2020-strategien. Det handler ikke om at rette fejl, forbedre den offentlige forvaltning og forhindre endnu en græsk situation. Det er demokratiet, der har fået sat pistolen for panden.

  Jiří Havel (S&D), skriftlig. – (CS) Krisen kan give os en lejlighed til at ændre vores regler og institutioner eller til at skabe nye. Økonomen Joseph Schumpeter talte om "kreativ ødelæggelse". EU har derfor i dag en enestående lejlighed til at oprette en ny mekanisme, der burde føre til større makroøkonomisk og finanspolitisk stabilitet samt valutastabilitet i medlemsstaterne på lang sigt og bidrage til at øge deres konkurrencedygtighed. Den erfaring, vi har fået, med den måde, den Økonomiske og Monetære Union hidtil har virket på, har vist os, at sådanne bestemmelser skal forankres i lovgivning, og at vi ikke kan lade os nøje med de enkelte medlemsstaters gode vilje. Af denne grund er den forelagte lovgivningspakke, der indeholder seks forslag til udarbejdelse af en forbedret ramme for økonomisk styring, et skridt i den rigtige retning. Fire forslag drejer sig om finanspolitiske spørgsmål, herunder en reform af stabilitets- og vækstpagten, mens de to nye forordninger forsøger at identificere og løse de makroøkonomiske ubalancer, vi ser dukke op i EU og i euroområdet. Men for at disse nye bestemmelser kan håndhæves effektivt, er det og vil det fortsat være tilrådeligt, at både de nationale parlamenter og Parlamentet inddrages tættere og tidligere i hele processen.

I det store og hele mener jeg, at den forelagte lovgivningspakke er et rigtigt svar på den globale krise og EU's aktuelle økonomiske situation, da den bygger på den relevante lovgivning og overholder Europa 2020-strategien og andre strategiske EU-dokumenter, og jeg anbefaler derfor at vedtage den i den ændrede udgave.

  Iliana Ivanova (PPE), skriftlig. – (BG) Manglen på egnede instrumenter til at diagnosticere offentlige finansielle problemer på et tidligt tidspunkt samt stabilitets- og vækstpagtens dårligt fungerende mekanismer er blandt de grundlæggende årsager til den langvarige krise, som EU og euroområdet oplever. Med denne lovgivningspakke kan vi træffe de nødvendige foranstaltninger til at rette op på ubalancerne, før de får negative konsekvenser for de offentlige finanser. Den vil give Kommissionen mulighed for kontinuerligt at overvåge medlemsstaternes makroøkonomiske udvikling, og hvis det er nødvendigt, vil der blive gennemført en grundig undersøgelse af de nationale økonomier. Det er grunden til, at indikatorerne til kontrol med den makroøkonomiske udvikling og deres tærskler ikke må vedtages automatisk af Kommissionen, men skal analyseres ud fra et økonomisk perspektiv. Når resultattavlen fremlægges, er det vigtigt, at der tages højde for medlemsstaternes forskellige oprindelige positioner og for de makroøkonomiske karakteristika, der er anderledes i landene i euroområdet end i de andre lande i EU. Når man analyserer indikatorernes tærskler, skal der tages hensyn til, at de nye medlemsstater befinder sig i en indhentningsproces. Det er den eneste måde, hvorpå det kan sikres, at der gennemføres en korrekt analyse af deres makroøkonomiske situation.

  Kristiina Ojuland (ALDE), skriftlig. – (EN) EU's økonomiske integration og især euroen er nået til et afgørende øjeblik, hvor man ikke længere kan overse de helt utvetydige fravigelser fra de kriterier, der er fastlagt for at sikre den økonomiske stabilitet i EU. Jeg vil derfor opfordre til, at Kommissionens rolle forstærkes, når det gælder økonomisk styring i EU. I sidste instans bør der oprettes automatiske mekanismer, der skal gennemføres, når visse medlemsstater konstant overtræder stabilitets- og vækstpagten. Den økonomiske krise har afsløret flere regeringers uansvarlige finansielle og økonomiske beslutninger, men det er de samvittighedsfulde medlemsstater, der betaler prisen. Krisen har givet os en smertelig, men så meget desto mere værdifuld lære for fremtiden. Kommissionen bør have mandat til at gribe fordomsfrit ind, når den modtager alarmerende signaler fra en medlemsstat, og Rådet bør ikke støtte de skyldige. Den meget omtalte solidaritet vil ikke vare evigt, og medmindre vi går i rette med synderne, vil borgerne i lande som Estland tabe tålmodigheden.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Vedtagelsen af den økonomiske styringspakke beviser endnu en gang, at det europæiske projekt stadig lever, og at det er på grundlag af forlig mellem de 27, at medlemsstaterne kan overvinde deres vanskeligheder og samtidig tage fremtidens udfordringer op. Statsgældskrisen viser, at de nuværende tilsyns- og hjælpemekanismer er utilstrækkelige. De foranstaltninger, der skal stemmes om i dag, er et forsøg på at styrke de instrumenter, der ikke fungerer, og det er derfor afgørende, at de bliver ført ud i livet. Gældskriteriet, som godkendt i Maastrichttraktaten, bliver endelig gjort operationelt i denne nye pakke, og det vil nu faktisk blive anvendt. Institutionaliseringen af det europæiske halvår, styrkelsen af dialogen mellem de europæiske institutioner og de nationale organer, Parlamentets og Kommissionens rolle under hele overvågningsprocessen samt større og mere effektivt tilsyn er alt sammen med til, at der kan opnås en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i Europa. Men jeg skal understrege, at Europas økonomiske politiks succes også afhænger af, at der indføres andre supplerende foranstaltninger til støtte for investeringer og vækst i medlemsstaterne. Europa skal fokusere på en fælles strategi, men de enkelte landes særlige kendetegn må ikke glemmes.

  Rafał Trzaskowski (PPE), skriftlig. – (PL) Som vi har set i det sidste år, har den såkaldte stabilitets- og vækstpagt, som skulle være et effektivt værn mod overtrædelse af euroområdets makroøkonomiske principper, ikke været særlig effektiv, for at sige det mildt. Det skyldes i vid udstrækning, at medlemsstaterne troede, at de kunne handle ustraffet, da systemets sanktioner ikke var automatiske. Vi er enige, hvad angår den form for sanktioner, der kan pålægges lande i euroområdet, som har overskredet den tilladte tærskel for underskud og offentlig gæld. Men det er imidlertid lige så vigtigt at træffe forebyggende foranstaltninger, og vi går derfor i Parlamentet ind for også at indføre en automatisk mekanisme i den forebyggende del af pagten. Der er ligeledes brug for større gennemsigtighed i hele processen, og det kan kun sikres ved i højere grad at inddrage Parlamentet og de nationale parlamenter.

  Jarosław Leszek Wałęsa (PPE), skriftlig. – (PL) I marts og juni 2010 vedtog Det Europæiske Råd Europa 2020-strategien, hvis hovedprioritet er øget koordinering af medlemsstaternes økonomiske politiske strategier, og hvor det langsigtede mål er bæredygtig og inklusiv vækst og bæredygtig beskæftigelse. Da man i forbindelse med økonomisk styring opfatter offentlig gæld som lig med underskud, skal vi gøre, hvad vi kan for at sikre, at den mellemfristede budgetramme, der indføres, bidrager til at mindske byrden for de fremtidige generationer. Her skal vi bruge erfaringerne fra Den Økonomiske og Monetære Unions første 10 år. Det er nødvendigt hurtigt at standardisere kravene vedrørende de bestemmelser og procedurer, der udgør budgetrammen, for at sikre ensartede socialsikringsydelser og for at bekæmpe social udstødelse.

I lyset af den store gensidige afhængighed mellem medlemsstaternes budgetter og EU-budgettet, skal budgetoverslagene på begge niveauer kendetegnes af samme grad af gennemsigtighed. Derfor er det så vigtigt, at vi får en aftale på plads mellem Kommissionen og de enkelte medlemsstater vedrørende overslagenes omfang og de metoder, der bruges til at udarbejde overslagene. Et sådant samarbejde betyder, at man kan undgå modstridende makrobudgetscenarier, og at man kan øge tiltroen til de prognoser, der bruges til planlægning.

  Iuliu Winkler (PPE), skriftlig. – (RO) Den økonomiske krise og dens følgevirkninger har vist os, at EU's fremtid skal bygge på europæiske og ikke nationale løsninger. At finde en holdbar løsning på statsgældskrisen og behovet for at styrke euroen, vende tilbage til en bæredygtig vækst og skabe nye arbejdspladser afhænger af en effektiv koordination mellem medlemsstaterne og en styrkelse af stabilitets- og vækstpagten. I en nøddeskal betyder det, at der er brug for et stærkt Europa, som er et mål, der ligeledes er udtrykt i det ungarske formandskabs motto.

Med pakken om europæisk økonomisk styring, som står på Parlamentets dagsorden, kan man skabe de mekanismer, Europa har brug for i fremtiden, sådan som arkitekten bag den forestillede sig. Vedtagelsen af pakken om økonomisk styring vil medføre tæt koordinering, finanspolitisk disciplin, økonomisk overvågning, effektive bestemmelser om beslutningstagning, stærke europæiske institutioner, og det vil underbygge EU's genopsving.

Den økonomiske krise har uigenkaldeligt ændret verden, og det er tydeligt, at der er et presserende behov for en ny finansiel struktur i EU. Vi står ved et vendepunkt. Hvis medlemsstaterne slækker på deres ambitioner om at gennemføre de reformer, der blev sat i gang under krisens pres, er alt for eftergivende, har for mange undtagelser fra de i fællesskab vedtagne bestemmelser og går tilbage til en ny runde med intern protektionisme, vil det være dødsstødet.

  Anna Záborská (PPE), skriftlig. – (SK) Jeg tror ikke, at regeringer og embedsmænd kan styre økonomien. Samtidig forstår jeg, at vi skal forsøge at finde årsagerne til de finansielle problemer i Grækenland og andre EU-lande og finde ud af, hvordan disse kan undgås i fremtiden. Men i mellemtiden hænger demokratiet i en tynd tråd, da vi begrænser borgernes ret til at træffe afgørelse om deres eget lands budget og dermed den nationale politiks prioriteter. Solidaritet er imidlertid mulig, men kun hvis ansvarlig styring gælder for alle. Vi nærmer os altså en skillevej. Den ene vej fører til en svækkelse af den europæiske integration og muligvis en opløsning. Den anden vej fører til skatteharmonisering, afslutningen på nationale budgetter og en føderal superstat. Men i det tilfælde taler vi også om et fælles system med sygeforsikringsbidrag, socialsikring og pensioner i hele EU. Det er disse argumenter, og ikke tomme ord om enhed, der udgør debatten om et føderalt Europa.