Pressemeddelelse
Parlamentets program til at bekæmpe vold mod børn, unge og kvinder
Institutioner - 22-05-2007 - 12:20
EP Samling
EP Samling
Parlamentet vedtog tirsdag programmet Daphne III, som er EU's særlige program til at bekæmpe vold mod børn, unge og kvinder. Rådet har accepteret mange af Parlamentets ændringer fra førstebehandlingen, og Parlamentet kunne derfor give sin fulde støtte til Rådets fælles holdning.
Den tredje fase af Daphne-programmet dækker perioden 2007-2013 og har et budget på 116,85 millioner Euro.
Daphne er et EU-program, som har til formål at forebygge og bekæmpe alle former for vold mod børn, unge og kvinder og at beskytte ofre og folk i risikogruppen. Programmets definition af ofre omfatter også børn, unge eller kvinder som har været vidne til overfald på nær familie.
Kommissionen havde oprindeligt foreslået et program, der både skulle dække "Daphne"- aktiviteterne og "Narkotika og Forebyggelse og Information", men efter protester fra Parlamentet blev dette delt i to selvstændige programmer. Ordføreren Lissi Gröner (PSE, DE) mente, at det var den eneste måde, man kunne sikre, at Daphne-programmet var synligt nok.
Og Rådet har i høj grad lyttet til Parlamentet ved at tage mange af Parlamentets ændringsforslag fra førstebehandlingen med i den fælles holdning:
Det gælder for eksempel de ændringsforslag, der skulle sikre mere gennemsigtighed i forhold til programmet, og mindre bureaukrati, og på den måde lette NGO'ernes adgang til programmet ved at hjælpe i forhold til udformningen af projektforslag. Kvindeudvalget fik også sikret, at den meget vellykkede helpdesk-tjeneste vil fortsætte, og at der vil blive oprettet en tænketank, som kan yde ekspertbistand. Som en del af kompromiset vil Parlamentet og Rådet bede Kommissionen om at overveje at tage initiativ til et europæisk år til bekæmpelse af vold mod børn, unge og kvinder.
Daphne III er den tredje fase af Daphne-programmet og vil bygge på de politikker og målsætninger, der var bygget op i Daphne I (2000-2003; 20 millioner euro) og Daphne II; 50 millioner euro). Programmet er åbent for alle medlemsstater og kandidatlande, EFTA-lande og landene i Vestbalkan.
Ref.: 20070516IPR06755
