Efter at Hans-Gert Pöttering tiltrådte som Europa-Parlamentets formand i 2007, har to spørgsmål til stadighed været på hans, og dermed også Europa-Parlamentets, politiske dagsorden: Fred i Mellemøsten og interkulturel dialog. 2008 er det europæiske år for interkulturel dialog, og vi fik i den anledning en snak med parlamentsformanden om den rolle, som han mener, at Europa-Parlamentet kan spille for fred og forsoning i verden.

Baba Hardev Ji. Besøget er det første i en række af ligende møder forud det europæiske år for interkulturel dialog i 2008. Satguru Baba Ji er leder af Sant Nirankari Missionen, der er en åndelig bevægelse dedikeret til menneskeligt velvære og universelt broderskab.

I anledning af det europæiske år for interkulturel dialog var Stormuftien af Syrien Ahmad Badr Hassoun inviteret til at tale i Europa-Parlamentet tirsdag den 15. januar. Vi fik mulighed for at stille ham et par spørgsmål, før han forlod Strasbourg.

Du kan du sammensætte din filmkalender for de næste 4 uger. 14 forskellige film fra 14 forskellige EU-lande vil fra den 13. februar og frem blive vist i Europa-Parlamentet. Hovedtemaet for filmfestivalen er interkulturel dialog. Initiativtageren bag arrangementet er organisationen EUNIC, der er et netværk af nationale kulturinstitutter.

 

Europa-Parlamentet er i de næste uger vært for den interkulturelle filmfestival, der er organiseret i samarbejde med Parlamentets Generaldirektorat for Kommunikation. Arrangementet er åbent for gæster fra de nationale kulturinstitutter, ambassader samt alle der har et adgangskort til Parlamentet. Filmene bliver vist to til tre gange om måneden resten af året i Yehudi Menuhin- hallen i Parlamentets PHS- bygning.

 

LUX-prisen

 

Europa-Parlamentet valgte sidste år at indstifte en ny filmpris, LUX. Den blev uddelt for første gang sidste år, hvor formanden for Europa-Parlamentet, Hans-Gert Pöttering, kunne overrække prisen til den tyske skuespillerinde Hanna Schygulla for den tyske film "Auf der anderen Seite." I forbindelse med filmfestivalen vil filminstruktører og skuespillere blive inviteret til at deltage i en debat med tilskuerne.

 

Første forestilling

 

I forbindelse med det slovenske EU-formandskab har Parlamentet har besluttet at åbne filmfestivalen den 13. februar med den slovenske film "Express, express". Både Igor Stek, der har instrueret filmen, og Parlamentets formand Hans-Gert Pöttering vil være tilstede under visningen.

Filmen følger en mand, der efter sin fars død begiver sig ud på en endeløs togrejse med det formål at finde sig selv. Uden nogen bestemt destination rejser han fra station til station. Filmen beskriver hovedpersonens indre emotionelle rejse, som udvikler sig i takt med, at han møder nye mennesker.

Det belgiske band Vaya Con Dios var et stort navn tilbage i slutningen af firserne og starten af halvfemserne. "Just a friend of mine" fra 1986 blev en ørehænger over hele verden. Den 7. april lagde bandet vejen forbi Europa-Parlamentet i anledning af den internationale romadag. Vi fik en snak med forsangeren Dani Klein.

 

Unge afrikanere ønsker at bidrage til fred, frihed og menneskelig værdighed. De vil have mulighed for at være kreative. De ønsker, at de ikke længere behøver at bekymre sig om, hvordan de får noget at spise i morgen. De ønsker muligheden for at kunne bidrage til positiv forandring for deres samfund, for deres lande og for verden som helhed.

 

Hvad kan EU og Europa-Parlamentet gøre for at hjælpe unge afrikanere?

Det er sådan en ære, at Europa-Parlamentet arrangerer en international dag for Afrikas ungdom! Der er en enorm symbolværdi i erklæringen: "Vi kan give dig en stemme, vi kan give dig en mulighed". Vi håber, at EU og Europa-Parlamentet ikke vil se Afrika som en enhed, men derimod som et meget stort kontinent. Når du ser et enormt problem, bør du tage det efter salamimetoden: Løse problemerne et efter et.

Et af de problemer, som vi står overfor i mit land (Nigeria) er, at regeringens politikker ikke har været konsekvente nok. EU og Europa-Parlamentet kan hjælpe, da begge er politiske institutioner. Jeg foreslår, at EU tager sig tid til at besøge kontinentet én gang per kvartal - det vil kunne give følelsen af virkelighed.

 

Vores infrastruktur er fuldkommen utilstrækkelig. For eksempel har du en skole, der plejede at have 500 eller 600 elever - i dag er der flere end 1000, men faciliteterne er stadig de samme som før. Dette påvirker både lærernes og de studerendes moral. Et andet problem er udannelse af lærere. De skal være mere motiverede. EU kunne invitere afrikanske lærere, så de kunne få mulighed for at se hvordan klasselokaler, bøger og laboratorier er her... EU kan være det fyrtårn, der viser os vej.

Absolut! I har været igennem så meget. Den måde som I har overvundet problemerne på, samt jeres evne til at se fremad, er alle erfaringer, som vi kan lære af. Dette smukke Parlament er fascinerende. Hvordan kom I på den idé? Vi når nok ikke så langt, men måske vil den næste generation.

 
Hvad betød det for Nigeria, at du vandt Sakharov-prisen?

Det gjorde en stor, stor forskel. Det gav mig en kraftigere stemme, mere troværdighed og frem for alt en global scene samt anerkendelse. Da min personlige lidenskab er uddannelse, fik vi mulighed for at oprette velgørenhedsorganisationen "Foundation for Literacy" med de penge, som jeg modtog i forbindelse Sakharov-prisen. Siden er der kommet flere midler til, da andre har besluttet at støtte projektet. Vi sætter pengene i banken med en rente på 5 %. Med de 5 % er det muligt at sende 32 børn tilbage til skolen - både folkeskolen og universitetet. Der er her tale om børn, der ikke har råd til at gå i skole.

Hertil kommer, at mens jeg underviste i jura på Abuja Universitetet, bemærkede jeg, at der var omkring 3000 studerende, der tilsammen kun havde 200 brugbare jura- bøger. Det var omkring det tidspunkt, at jeg modtog Sakharov-prisen. Jeg var inviteret til Minnesota for at holde tale, og jeg fortalte dem om vores manglende bøger. De besluttede at give os 8000 nye bøger.

 
Hvad kan Europa gøre for at hjælpe Afrika?

 
Det er et spørgsmål om politik, og det er et spørgsmål om økonomi. Spørgsmålet om overholdelse af de grundlæggende menneskerettigheder må ligge et sted mellem de to. Hvis du tager til Afrika og tager noget, f.eks. fisk, hvad giver du dem så tilbage? Ønsker du at fiske alle deres fisk og efterlade dem intet? Er det dit endelige mål?

 

Jeg mener, at vi bør forene økonomi med menneskelighed. Vi bør forene globalisering med værdighed. Det vi ønsker, er en verden, der er sikker og fri for terrorisme. Vi ønsker ikke at skabe det modsatte gennem vores politikker. Uanset om vi taler om træ eller fisk, skal du huske på at forene global politik med menneskelighed, værdighed og respekt for andres liv.

Jeg mener ikke, at vi kun skal have en akademisk tilgang til det, men vi har behov for en aktivistisk linie. Interkulturel dialog handler om at være åben overfor forskellige synspunkter og måder at leve på. Det handler ikke kun om at tale, men også om interaktion; altså at skabe et miljø, hvor man som en naturlig ting interagerer med hinanden, snarere end en "ghettorisering" af mennesker.

 
Hvad kan institutioner som EU og FN gøre for at udvide kendskabet til interkulturel dialog?

Når folk føler, at de ikke bliver hørt eller forstået, har de en tendens til at gribe til vold. På den måde bidrager interaktion til at forebygge vold. Europa, såvel som det globale samfund, bør sende et meget klart budskab om, at vold ikke kan tolereres - især i forhold til de regeringer, der er tilbøjelige til at give straffrihed til vold begået i "religionens navn". Europa har en ledende rolle at spille, da det (stort set) er en demokratisk region. Europa kan derfor vise os, hvordan man på ægte pluralistisk vis uddyber demokratiet.

De er alle lige vigtige. Medierne har spillet en meget vigtig rolle. Kultur er en anden måde at fremme den interkulturelle dialog på. Film i Indien har også bidraget positivt til offentlige uddannelser og kommunal harmoni. Uddannelse er meget vigtigt, for det er gennem uddannelsen, at folk danner deres personligheder. Familien spiller også en vigtig rolle.  Det er ikke kun et spørgsmål om opdragelse, men også om at forhindre familier og det omkringliggende samfund i at lægge for mange restriktioner ud. For eksempel eksisterer arrangerede ægteskaber stadig, og det er ofte et tabu - selv i mange af de såkaldte civiliserede samfund.

 

Det er vigtigt, at politikerne er åbne og tør tale åbent om tingene. Den menneskelige værdighed skal altid være i centrum, uanset om vi taler om religion, ytringsfrihed eller friheden til ikke at blive udnyttet.

Jeg arbejdede tidligere med en af samfundets mest underprivilegerede grupper, og for dem er deres værdighed lige så vigtig som for alle andre. Hvis man ydmyger en person, skaber man den samme følelse hos personen, uanset hvilken hudfarve eller religion, der er tale om.  Så på den måde er vi alle ens. Men vi kan have forskellige trosopfattelser, åndelige idéer og tilgange til livet.

Europa er en meget privilegeret region, og dets borgerne har en masse færdigheder. Det er de almindelige borgere, der skal vise os vejen. Vise os de rigtige rollemodeller, også når det drejer sig om upolære standpunkter. Her har borgerne i Europa bedre muligheder end andre steder i verden.

Medierne giver folk, hvad de ønsker. Hvis der eksisterer en konflikt i en dialog, vil medierne tage det op. Hvis der er en kedelig dialog, vil medierne sandsynligvis ikke tage det op. Hvis folk har gjort en kreativ indsats, vil medierne generelt være mere interesseret...

 

Jeg er optimistisk, fordi jeg har været, hvor jeg har været, og jeg har set, hvad jeg har set: Langt de fleste mennesker er villige til at leve i mangfoldighed. Det er ofte en minoritet, der tager alle andre som gidsler. Derfor mener jeg, at når regeringer og offentlige beslutningstagere udfærdiger politiske strategier, bør de lytte til det flertal, der er imod vold, diskrimination og religiøs forfølgelse.

Den afrikanske uge i Europa-Parlamentet bød på store mængder af både politik og kultur. En række seminarer, parlamentariske debatter, workshops og udstillinger skulle bidrage til at kaste lys over nogle af de problemstillinger, som afrikanerne møder i hverdagen. MEP´erne drøftede blandt andet den globale fødevarekrise, immigration og klimaændringer.

Dalai Lama talte torsdag til medlemmerne af Europa-Parlamentet om betydningen af lykke og universelle værdier. Den åndelige buddhistiske leder kom også ind på situationen i Tibet.

 

Som led i det europæiske år for interkulturel dialog besøgte Dalai Lama den 4. december Parlamentet, hvor han holdte en tale, hvori han lagde stor vægt på ønsket om fredelig sameksistens og frihed.

 
Se billederne fra den højtidelige ceremoni og se hele Dalai Lama´s tale.

 

 

Jonathan Sacks, der er Overrabbiner for De Forenede Jødiske Menigheder i Commonwealth, besøgte Europa-Parlamentet som led i Det Europæiske År for interkulturel dialog. Efter hans tale til MEP´erne fik vi mulighed for at stille et par spørgsmål.

 

Amerikanerne har altid været nødt til at integrere nyankomne, så begrebet "convenant", har altid været en del af den politiske kultur i USA. Men begrebet kom fra den politiske kultur i Europa efter Reformationen, der blandt andet var inspireret af den hebraiske bibel. Jeg foreslår, at Europa går tilbage til dette begreb, som har magt til at forene forskellige grupper på tværs af kulturelle skel: "Vi mennesker står sammen" - det er en meget inkluderende form for politisk identitet. Hvis du ønsker at opbygge et samfund, skal du inddrage alle. Hvis du bidrager til noget, er du knyttet til det, som du bidrager til.

Så USA fik denne idé fra Europa. De lånte idéen og forsatte med at bruge idéen, mens Europa glemte alt om den. Idéen blev født i det 17. århundrede, da europæiske nationer var nødt til at finde en måde at forene sig på. Men romantismen i det 19. århundrede skabte nationalstater baseret på etnisk oprindelse. Hvis du baserer din nation på race eller religion, har du en eksklusiv nation. Vi ved, hvad det førte til: to verdenskrige og holocaust. Derfor kan vi kan aldrig gå den vej igen.

 

Betingelsen for at kunne tale med nogen er, at de anerkender din ret til at tale; altså at du er en partner i dialogen. En der fornægter din eksistens, din identitet, eller din ret til at have basale rettigheder kan ikke være en partner i dialogen. Så det er ikke et spørgsmål om at tale med ekstremister. Vi skal derimod tale med de moderate. På den måde kan vi isolere ekstremisterne.

Europa skal styrke de moderate kræfter, således at vi kan marginalisere ekstremisterne. Det er desværre en politisk udfordring, da medierne fokuserer meget på ekstremister. Hvis du kaprer et tankskib eller dræber nogle mennesker, får du masser af medieomtale. På den måde præsenterer medierne indirekte ekstremisterne som en rollemodel for utilfredse unge mennesker. De bliver pludselig til helte. De unge siger: "Åh, jeg ønsker også at være sådan". Medmindre der er en modvægt til dette fænomen, er vi alle i knibe."

Religion er ligesom vejret. Nogle gange er det solrigt, og du elsker vejret, mens det andre gange er koldt og vådt, og du kan ikke fordrage det. Der findes både gode og dårlige elementer ved religion. I tider med hurtige forandringer, destabilisering, usikkerhed og frygt henvender folk sig til typisk til dem, der kan give dem sikkerhed, og det er altid ekstremisterne!

 

For ekstremisterne er verden meget enkel: Vi har ret, og de tager fejl. I tider med politisk turbulens og religiøs ekstremisme, er de virkelige helte dem, der tager afstand fra ekstremisterne indenfor deres religion. Nogle gør det med livet som indsats. Man har brug for mod for at stå op mod ekstremisterne. Men hvis man kan gøre det på en humoristisk måde, der fanger folk, så kan man bekæmpe dem.

 

Folk forveksler ofte optimisme og håb. Optimisme er troen på, at alt vil blive bedre. Håb er troen på, at hvis vi arbejder hårdt nok, kan vi bidrage til gøre tingene bedre. Optimisme er en passiv kraft, mens håb er en aktiv kraft. Det kræver ikke noget mod at være en optimist. Til gengæld kræver det stort mod at have et håb om fremtiden.

Med vores over 3000 år lange historie findes der ingen jøde, med kendskab til den jødiske historie, der kan kalde sig selv for optimist. Men ingen jøde vil opgive håbet. Israels nationalsang handler om "håb". Vores opgave, som religiøse ledere, er at være agenter for håb i en verden præget af fortvivlelse. Det kræver vedholdenhed og mod at holde håbet oppe, men alternativet er udelukket. Fortvivlelsens politik har altid været en farlig vej i politik.

Absolut! Humor er er håbets bedste ven. Jeg foreslog faktisk Pöttering, at lancere et Europæisk År for Humor efter Det Europæiske År for Interkulturel Dialog. Men det var ment som en vittighed!

Europa skal der være plads til alle, mener patriarken af Konstantinopel Bartholomæus I, der ser sameksistensen mellem kristendommen og andre religioner som en "gensidig berigelse". Vi fik mulighed for at interviewe patriarken efter hans besøg i Europa-Parlamentet onsdag den 24. september.

 

 Hvordan ser de sammenhængen mellem religion og europæisk politik?

Religion og politik eksisterer side om side, fordi begge fænomener er til for mennesket. En politiker kan ikke skjule sin tro og sin religiøse overbevisning, da det er en del af hans personlighed og politiske gerning. Den europæiske kultur er baseret på den kristne tro og læren om Gospelen - men dette er ikke ensbetydende med, at vi skal udstøde dem, der ikke er kristne.

De har gjort dialog mellem religioner til deres hovedprioritet. Hvordan vil de beskrive de nuværende forbindelser mellem kristne og muslimer i Europa?

Eksistensen af adskillige millioner muslimer i Europa er i dag en realitet. Vi kristne, som udgør flertallet i Europa, skal bestræbe os på at leve i harmoni med mindretallet… Hverken muslimer eller andre mindretal skal leve i ghettoer. De skal integreres i de samfund, som tog imod dem.
 
 Det europæiske samfund er åbent, og vi har set, hvordan moskeer er blevet grundlagt i mange europæiske byer (f. eks i Rom og Köln), og vi betragter dette som en meget naturlig ting.  Men det skal naturligvis gå begge veje. Det er urimeligt, at det for eksempel ikke er tilladt at have en kristen kirke i Saudi-Arabien. I Konstantinopel er vi et meget lille kristnet mindretal - men vi er tyrkiske statsborgere, og som minoritet lever vi op til vores forpligtelser over for staten. Men vi behandles ikke altid ligeværdigt med muslimerne. Vi føler os som andenrangsborgere, og det er vi kede af.
 
Nogle har betegnet dem som "den grønne patriark" på grund af deres engagement i miljøspørgsmål.  Hvorfor dette engagement?

Jeg har arvet interessen for økologi fra min forgænger (den nu afdøde patriark, Dimitrios), som udnævnte den 1. september til dagen for beskyttelse af miljøet. Beskyttelse af miljøet er en presserende og vigtig udfordring overalt på kloden. Kirken har en pligt til at deltage. Kirken skal bestræbe sig på at højne befolkningens bevidsthed, og især de unges bevidsthed, da de sidder med nøglen til planetens fremtid. Miljøspørgsmålet er noget, der berører os alle - kristne som ikke-kristne.
 
Vi vil organisere symposier hvert andet år, hvor folk fra andre religioner eller med andre specialer vil blive inviteret (f.eks. biologer, miljøforskere, gejstlige osv.). Sammen forsøger vi at skabe en dialog mellem videnskab og religion.
 
De har meget klare holdninger til både den interreligiøse dialog og forholdet mellem Tyrkiet og dets naboer. Tror de, at det vil komme til at påvirke de igangværende EU-optagelsesforhandlinger med Tyrkiet?

Tyrkiet har gode relationer til alle sine naboer, herunder de tre ortodokse lande Grækenland, Bulgarien og Rumænien. Disse relationer vil hjælpe Tyrkiet i tiltrædelsesforhandlingerne, men de vil også bidrage til det gode af naboskab mellem folkene, der i stedet for at dræbe hinanden og bruge millioner på våben vil være i stand til at skabe et fredeligt og kreativt samarbejde.
 
Mange hævder, at Tyrkiet udelukkende er et muslimsk land, og at det derfor ingen plads har i Europa. Vi mener derimod ikke, at religionsforskelle skal være en hindring. Hvis Tyrkiet opfylder alle de kriterier, som pålægges et kandidatland, bør de optages i EU, selvom landets befolkning består af muslimer. Det er en anden verden, men det er en verden som kan eksistere side om side med den kristne verden. I Europa er der plads til alle, så længe vi formår at tilpasse os.

Under den arabiske uge i Europa-Parlamentet, som finder sted fra den 3. - 7. november, vil der blive fokuseret på politik, kultur og mangfoldighed i den arabiske verden. Arrangementet indgår som led i det europæiske år for interkulturel dialog, og gæster vil kunne opleve mange forskellige aspekter af arabisk kultur.

 

"Den arabiske verden er ikke blot en nær nabo til Europa, men også tilstede gennem de arabiske samfund i EU's medlemsstater og på den måde en del af nutidens europæiske samfund", sagde Europa-Parlamentets formand, Hans-Gert Pöttering.

 

Den arabiske uge vil byde på et væld af forskellige aktiviteter, herunder flere politiske debatter:

 

 

Blandt kulturarrangementer kan nævnes:

 

 

African week has brought many prominent people to the European Parliament this week. One of them is Wole Soyinka, a Nigerian writer, poet, playwright and the first African winner of the Nobel prize for literature in 1986. On Thursday, in talks with MEPs, he spoke passionately about the need for human rights violators to face justice. Whilst at the EP we caught up with him and asked him his views on cooperation between cultures.

 

Wole Soyinka has been imprisoned several times in Nigeria for his mediation during the civil war and later criticism of the military and government. All his poetry and plays seem to deal with corruption, tyranny and the cult of personality in African dictatorships.

 

 

"For me it's a human phenomenon - what we're talking about is how to practicalise and enhance this kind of dialogue. The international community has reached the level now that the notion of a hierarchy of cultures has been eroded. Nowadays the recognition of cultures that are unknown or strange is far more advanced and there is far more dissemination of cultural phenomena. So what it means is that the mechanisms of cultural exchange need to be enhanced".

 

"Again we come to this cultural interaction and obviously every culture has its priorities. I have always taken the position that somehow political concerns have a way of occupying the proper space within cultural programmes. People constantly ask the question "what is the place of the individual in the community". I believe that the socio-political element of culture, whether it is the poetry of the African continent or the Soviet Union, finds its own way. It's like water - it finds its own level".

 

 

"To give you examples, the British Council and the Alliance Française from time to time send theatre groups to Africa for performances and workshop - to Nigeria for example. Then Nigerian groups can go abroad and introduce to the audiences theatrical idioms that they have never encountered before. One only has to be part of this to see how much enriching it is that they spread their horizons".

 

The other example is the phenomenon of the internationalisation of local festivals. One example is the festival at my University which is called "Masks, Masquerades and Marionettes". It was an opportunity to introduce Nigerians to the mask traditions of the rest of the world. We invited Japan, China, and the Scandinavian countries. Many Nigerians do not know that so called "masking" is a tradition of these countries - they always thought it was from Africa.

 

It was doubly useful for Nigerians because there is this religious fundamentalism which is warping the cultural understanding and the horizons of people. Many Christians and Muslims (in Nigeria) still believe that masks are a sign of fetishism, paganism, barbarism - including students.

 

 

How do I feel? This is my old stomping ground! When we were in trouble I used to visit MEPs and talk to them. When things seem to be stabilised in our country and I received an invitation, it was an opportunity to come here and say thanks for your assistance during the last dictatorship. I'm usually invited during crises for Nigeria - and we're hoping never to have to come back under those circumstances. I'm quite happy to pass through...