Europa-parlamentet

Choisissez la langue de votre document :

FORSLAG TIL BESLUTNING
DOC 48k
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B5-0034/2002
31. januar 2002
PE 313.852
 
B5‑0043/2002
på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelse
jf. forretningsordenens artikel 37, stk. 2
af Anders Wijkman, John Corrie, Fernando Fernández Martin, Concepciò Ferrer og Mario Mantovani
for PPE-DE-Gruppen
om finansiering af udviklingsbistand

Europa-Parlamentets beslutning om finansiering af udviklingsbistand 
B5‑0043/2002

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets (Udvikling) konklusioner af 8. november 2001 med henblik på forberedelserne af FN's internationale konference om finansiering af udvikling (Monterrey (Mexico), den 18.-22. marts 2002),

–  der henviser til sin beslutning af 1. marts 2001 om Det Europæiske Fællesskabs udviklingspolitik,

–  der henviser til OECD's dokumenter om udviklingssamarbejdets rolle på tærsklen til det 21. århundrede, FN's millenium-erklæring, G8-rapporten om mindskelse af fattigdom og økonomisk udvikling samt de beslutninger, som blev vedtaget på politikernes og statsledernes jubelårssamling,

–  der henviser til København-erklæringen om social udvikling fra 1995, der blev vedtaget på FN's sociale topmøde i København i 1995, samt til resultaterne af FN's opfølgningskonference om social udvikling i Genève i 2000,

–  der henviser til Rio-konferencen i 1992 om miljø og udvikling, Wiener-konventionen fra 1993 om menneskerettigheder, Cairo-konferencen i 1994 om befolkning og udvikling og Beijing-konferencen om kvinder og udvikling,

–  der henviser til, at det længe har været FN's mål, at der skal afsættes 0,7% af BNP til offentlig udviklingsbistand som anbefalet i FN's resolution fra 1974 om den nye økonomiske verdensorden,

A.  der henviser til, at behovet for passende udviklingsbistand nu er mere påtrængende end nogensinde før, idet Kommissionen, Verdensbanken og FN skønner:

   at 1,2 mia. mennesker har under 1 US dollar at leve for om dagen;
   at 800 mio. mennesker lider af kronisk underernæring;
   at den gennemsnitlige forventede levealder i udviklingslandene er 62 år ( i de mindst udviklede lande: 51 år) i forhold til 74 år i industrilandene; at 40% af verdens befolkning er smittet med malaria, og at 2 mio. mennesker alene i Afrika dør af AIDS hvert år;
   at 20% af verdens befolkning tegner sig for over 80% af forbruget på verdensplan, og at de rigeste 20%'s indkomst, som i 1960 var 30 gange højere end de fattigste 20%, i 1995 var 82 gange højere;
   at verdens befolkning forventes at vokse med omkring 2,5 mia. i perioden 1990-2020, og at næsten 90% af denne vækst vil finde sted i udviklingslandene;
   at den tredjedel af verdens befolkning, der i 1997 levede i lande med mangel på vandressourcer i forhold til, hvad der var brug for, i 2025 vil kunne være vokset til to tredjedele med spændinger og eventuelle konflikter og krige til følge, hvilket vil gøre enhver udviklingsindsats i de pågældende regioner nytteløs; at 60% af de fattigste i de mindst udviklede lande lever i miljømæssigt truede områder;
   at 130 mio. børn aldrig har gået i skole, og at yderligere 150 mio. børn begynder i skolen men forlader den igen, før de har lært at læse eller skrive, og at der er 900 mio. analfabeter i udviklingslandene,

B.  der glæder sig over den fremragende præstation under forberedelserne til Monterrey-konferencen, idet der er blevet vedtaget et udkast til resolution uden forbehold af nogen art, hvilket betyder, at deltagerne i Monterrey-konferencen helt kan koncentrere sig om at skærpe forpligtelserne på de forskellige områder, idet resolutionsudkastet er af meget generel art,

C.  der konstaterer, at Verdensbanken har skønnet, at hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil antallet af mennesker i verden, der lever i absolut fattigdom, mere end fordobles over de næste tredive år, og at der vil blive tale om alvorligt destabiliserende virkninger både på lokalt og internationalt plan, hvis der ikke gøres en større indsats for at løse problemer som fattigdom, marginalisering, miljøødelæggelse, konflikter, epidemier og migration;

D.  der beklager, at de 21 rigeste lande siden 1992 har nedskåret deres bistand til udviklingslandene med 24% og, at den offentlige udviklingsbistand fra industrilandene er faldet til et hidtil uset lavt niveau på 0,22% af deres BNP, hvilket er langt under det mål på 0,7%, der anbefales i FN's resolution fra 1974 om den nye økonomiske verdensorden,

E.  der konstaterer, at Verdensbanken, for så vidt angår bistandens omfang, har skønnet, at det er nødvendigt med mindst en fordobling af midlerne, hvis millenium-udviklingsmålene skal opfyldes,

F.  der henviser til, at Den Europæiske Union tillægger det stor betydning, at den internationale konference om finansiering af udvikling (marts 2002, Monterrey, Mexico) og verdenstopmødet om bæredygtig udvikling (Johannesburg, september 2002) bliver en succes, og som navnlig betoner nødvendigheden af at fremhæve den vigtige forbindelse, der er mellem de to konferencer, samt af, at de seks hovedområder for konferencen om finansiering af udvikling mere klart kobles sammen med målene for bæredygtig udvikling,

G.  der minder om, at solidaritet med de mindst udviklede lande udgør et af de prioriterede mål for EU's politik for udviklingssamarbejde,

H.  der henviser til, at Den Europæiske Union både som en vigtig donor, og fordi den er bevidst om udviklingslandenes forhåbninger, i kraft af de positive initiativer, som den kan tage, både i forbindelse med forberedelserne til konferencen og på selve konferencen, har gode chancer for at yde et vigtigt bidrag til, at konferencen om finansiering af udvikling bliver en succes,

I.  der henviser til, at officiel udviklingsbistand og gældseftergivelse er ressourcer, der komplementerer hinanden, og at det er på høje tide, at der indrømmes gældseftergivelse og ydes supplerende finansiel støtte til de stærkt gældstyngede fattige lande og andre fattige gældstyngede lande på grundlag af det eksisterende HIPC-initiativ,

J.  der henviser til, at det kun vil lykkes at udrydde fattigdom, hvis det gøres til et prioriteret mål, ikke alene for donorsamfundet i form af øget bistand, men også i de pågældende udviklingslandes interne politikker; der desuden henviser til, at inddragelse af civilsamfundet samt den private sektor i programmeringen og gennemførelsen som ligeberettigede og vigtige partnere er en afgørende faktor for, at udviklingsstrategierne kan lykkes,

K.  der konstaterer, at det er af afgørende betydning, at der skabes en indbyrdes sammenhæng mellem programmerne for handel, investeringer, finansiering og bæredygtig udvikling for at sikre en retfærdig og bæredygtig fremtid,

L.  der henviser til, at EU's udviklingspolitik i øjeblikket finansieres gennem to særskilte instrumenter - Den Europæiske Udviklingsfond og EU-budgettet - hvilket, kombineret med den dårlige rapportering om EU's virksomhed inden for udviklingssamarbejdet og manglende samordning mellem EU's medlemsstaternes udviklingspolitikker, gør det meget vanskeligt at skabe et klart billede af EU's samlede udviklingsindsats samt at udøve demokratisk kontrol,

1.  bekræfter igen sin forpligtelse til at udrydde fattigdom, opnå bæredygtig udvikling og opfylde de udviklingsmål, der er fastsat på FN's millenium-topmøde og andre vigtige FN-konferencer;

2.  opfordrer Rådet til omgående efter aftale med medlemsstaterne og under det spanske EU-formandskab at fastsætte en bindende tidsplan for en forhøjelse af alle medlemsstaters offentlige bidrag til udviklingspolitikken til 0,7% af deres BNP;

3.  opfordrer alle de medlemsstater, som endnu ikke har gjort det, til at opfylde den bindende forpligtelse til at nå målet på 0,7% af BNP så hurtigt som muligt og at gennemføre konkrete fremskridt på dette område inden verdenstopmødet om bæredygtig udvikling;

4.  glæder sig over Rådets anmodning til Kommissionen om at forelægge en interimsrapport som bidrag til den kommende drøftelse om retningslinjerne i Rådet (Almindelige anliggender) for Den Europæiske Unions foranstaltninger over for tredjelande og som led i forberedelserne til Monterrey-konferencen og Johannesburg-mødet, som bør kædes sammen med en generel strategi til opnåelse af sammenhæng i den globale udviklingsindsats; anmoder om at blive snævert inddraget i disse forberedelser;

5.  bekræfter igen, at udviklingspolitikken sammen med handelspolitikken og den politiske dimension er et vigtigt element i EU's foranstaltninger over for tredjelande;

6.  anerkender de resultater, der blev opnået på ministermødet i Doha, og understreger, hvor vigtigt det er, at den næste WTO-runde gøres til en reel udviklingsrunde, hvor der primært fokuseres på at øge udviklingslandenes, navnlig de mindst udvikledes, markedsadgang, samt på nødvendigheden af at yde udviklingsbistand til kapacitetsbygning med henblik på at tackle forsyningsbegrænsninger, infrastrukturbehov, institutionsopbygning, etc.;

7.  betoner, at der med en liberalisering af handelen ikke alene skal opnås økonomisk vækst, men at en sådan liberalisering også skal medvirke til at skabe større lighed mellem og internt i landene, og skal føre til bæredygtig brug af miljøet og dets ressourcer;

8.  mener, at EU's udviklingsbistand i princippet bør være åben for alle udviklingslande, men at opmærksomheden især skal fokuseres på de fattigste og mindst udviklede lande ved at sikre, at 70% af EU's budget for udviklingssamarbejde afsættes til støtte for de fattigste og mindst udviklede lande;

9.  opfordrer industrilandene til at overveje nye og innovative metoder til fremme af det teknologiske samarbejde med og teknologioverførsel til udviklingslandene, navnlig de mindst udviklede af dem, for at bygge bro over den digitale kløft og lette teknologiske "kvantespring" inden for f.eks. energi, transport, affalds- og vandforvaltning, handel, landbrug og sanitære standarder;

10.  understreger, at de initiativer, der blev truffet på topmødet i Køln i 1999 med henblik på at eftergive de fattige stærkt gældstyngede landes (HIPC-landenes) gæld, er begrænsede, men dog er et første skridt, som imidlertid gennemføres for langsomt og kun omfatter et mindretal af lande; opfordrer Kommissionen til at udarbejde et forslag om konvertering af gæld, der bl.a. indbefatter kontraktuelle aftaler om fremme af nyttige og verificerbare investeringer, som vil gavne befolkningen;

11.  henleder navnlig opmærksomheden på nødvendigheden af at tackle problemer vedrørende fødevaresikkerheden i verdens fattige regioner, hvilket indebærer særlig bistand til smålandbrug i form af kreditter, passende teknologi, forbedrede tjenester for bedriftsudvidelser, etc;

12.  beklager, at der i udkastet til resolution ikke udtrykkeligt henvises til, hvor vigtigt det er at mobilisere yderligere ressourcer til øget tilvejebringelse af globale offentlige goder, og heller ikke til bekæmpelse af fattigdomsrelaterede sygdomme - navnlig HIV/AIDS, malaria og TB -, miljø- og klimabeskyttelse, forebyggelse af international kriminalitet, etc.; opfordrer derfor kraftigt Den Europæiske Union til i Monterrey at sætte alle kræfter ind på at få dette emne placeret højt oppe på dagsordenen;

13.  insisterer på, at udviklingslande, der modtager støtte fra EU, skal prioritere vedtagne udviklingsmål samt foranstaltninger til fremme af god regeringsførelse, respekt for menneskerettighederne, demokrati og åbenhed; genbekræfter EU's forpligtelse til som mål at tilstræbe, at 35% af EU's udviklingsbudget for 2002 skal bruges til uddannelse og sundhed som grundlæggende faktorer i arbejdet med at udrydde fattigdom;

14.  opfordrer Rådet til at godkende, at Den Europæiske Udviklingsfond integreres i EU-budgettet med henblik på at skabe en transparent samlet finansiel ramme for EU's udviklingsbistand;

15.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne.

Seneste opdatering: 7. april 2004Juridisk meddelelse