Europa-Parlamentet,

–  der henviser til New York-erklæringen om en indsats imod sult og fattigdom,

–  der henviser til den internationale kampagne "Global Call to Action Against Poverty" lanceret af en omfattende alliance af personer, organisationer samt nationale og internationale netværk, som har engageret sig i udryddelse af fattigdommen, og som påpeger, at Nelson Mandela støtter dette initiativ,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 108, stk. 5,

A.  der henviser til, at over en milliard mennesker lever i ekstrem fattigdom, og at der i landene syd for Sahara er ca. 300 millioner, som lever i absolut fattigdom, og flere millioner, der hvert år dør som følge af mangelfuld sundhedspleje og mangel på rent vand, menneskeværdige boliger og ordentlig ernæring,

B.  der henviser til, at kampagnens mål bl.a. er at eftergive gæld, i betydelig grad at øge udviklingsbistandens kvantitet og kvalitet og at sætte en stopper for urimelige verdenshandelsregler,

C.  der henviser til, at de afrikanske lande syd for Sahara i 2003 havde en udlandsgæld på 231 mia. USD, hvoraf 69 mia. USD var gæld til multilaterale långivere,

D.  der påpeger, at ca. 60% (15 ud af 24) af verdens økosystemer, herunder frisk vand og fiskebestande, i henhold til konklusionerne i den foruroligende "Millennium Ecosystem Assessment"-rapport" er ved at blive ødelagt og udnyttes på en ikke-bæredygtig måde, og at de fattigste blandt verdens befolkning er dem, der lider mest herunder,

E.  der henviser til, at antallet af fattige i de afrikanske lande syd for Sahara i henhold til samme rapport forventes at stige fra 315 mio. i 1999 til 404 mio., hvis de nuværende tendenser fortsætter,

F.  der henviser til, at forpligtelsen i henhold til FN's millenniumudviklingsmål til at halvere fattigdommen og hungersnøden inden 2015, sikre uddannelse til alle, forbedre sundhedsniveauet, bremse udbredelsen af de alvorligste sygdomme og tackle problemerne i forbindelse med miljøødelæggelser i alvorlig grad er blevet sat på spil på grund af, at verdens ledere reelt set ikke har engageret sig i bekæmpelsen af fattigdommens årsager,

G.  der henviser til, at fattigdom ikke er skæbnebestemt, men snarere et resultat af de politiske og økonomiske valg, der træffes på landsplan samt på regionalt og internationalt plan, og at kampen mod fattigdom først og fremmest forudsætter en radikal ændring af industri- og udviklingslandenes politik med henblik på at afhjælpe fattigdommens strukturelle årsager, herunder urimelige verdenshandelsregler, umulige betingelser for tilbagebetalingen af udviklingslandenes gæld til internationale finansieringsinstitutioner og den urimelige fordeling af verdens rigdomme,

H.  der henviser til, at de foranstaltninger såsom strukturtilpasningsprogrammer, privatisering af offentlige virksomheder og liberalisering af markeder, som de rige lande og internationale finansieringsinstitutioner hidtil har foreslået med henblik på at bekæmpe fattigdommen, i stedet har forværret udviklingslandenes problemer,

1.  mener, at en virkelig kamp mod fattigdommen kræver, at der lanceres en omfattende bæredygtig udviklingspolitik, således at der kan opbygges produktionskapacitet og interne markeder i udviklingslandene, uden at deres økonomier sættes på spil som følge af billig import;

2.  er af den opfattelse, at bekæmpelse af fattigdom skal være baseret på anerkendelse af et lands eller en regions ret til på demokratisk vis at definere sine egne politikker, prioriteringer og strategier med henblik på at beskytte den respektive befolknings levevilkår samt sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder, og at disse principper bør gå forud for handelsliberalisering, deregulering og privatisering;

3.  bekræfter endnu en gang, at adgang til sundhedspleje indgår i verdenserklæringen om menneskerettigheder, der bør overholdes, og opfordrer EU til at sikre tilstrækkelige midler til bekæmpelse af oversete sygdomme, som især rammer udviklingslande;

4.  opfordrer de rige lande til at tackle de strukturelle årsager til fattigdommen i udviklingslandene og slår følgelig til lyd for, at der indføres fair og rimelige handelsregler og sættes en stopper for alle former for eksportstøtte, som f.eks. eksporttilskud, eksportkreditter og kommerciel udnyttelse af fødevarehjælp;

5.  glæder sig over, at G7 for nylig har eftergivet 18 lande deres gæld, og betragter dette træk som et første skridt i den rigtige retning, selv om det langt fra er nok i indsatsen for at gøre fattigdom til et historisk fænomen;

6.  påpeger, at G7 nåede til enighed om en samlet gældseftergivelse på 40 mia. USD, medens den samlede udlandsgæld i landene syd for Sahara i 2003 androg 231 mia. USD, og 62 lande ifølge visse ikke-statslige organisationer har behov for at få eftergivet deres gæld 100%, hvis de skal kunne opfylde millenniumudviklingsmålene;

7.  beklager, at de 18 lande, der skal nyde godt af G7's afgørelse, skal opfylde IMF's og Verdensbankens betingelsesklausul under det nuværende HIPC-initiativ og skal iværksætte foranstaltninger såsom liberalisering af markeder og privatisering af de forskellige økonomiske sektorer;

8.  opfordrer EU's medlemsstater til at offentliggøre de aktiviteter, der udfoldes i deres eksportkreditinstitutter af hensyn til gennemskueligheden og den demokratiske kontrol, da disse institutter har bidraget til udviklingslandenes gældsbyrde;

9.  opfordrer donorlandene til at bringe den bundne bistand, herunder fødevarehjælp og faglig bistand, til ophør, idet den tvinger udviklingslandene til at indkøbe varer og tjenester fra donorlandene;

10.  opfordrer EU til at gøre en konkret indsats for at bekæmpe fattigdommen ved at føre en konsekvent handels- og udviklingssamarbejdspolitik samt fælles landbrugspolitik og ved at ophøre med at dumpe subsidierede landbrugsprodukter på de fattige landes markeder;

11.  opfordrer EU og andre industrialiserede lande til at tage fat på problemerne i forbindelse med urimelige handelsvilkår og udsvingene i råvarepriserne, der siden 1996 har ført til et fald på 60% i verdensmarkedspriserne på de vigtigste landbrugsprodukter såsom majs, hvede, soja, bomuld og ris og til en alvorlig forværring af situationen i visse LDC-lande, hvoraf de fleste er afrikanske lande; henviser til, at også priserne på kaffe, kakao, sukker og palmeolie er faldet med over 60%;

12.  anmoder om, at der foretages en evaluering af de erfaringer, der er gjort, med ordningerne for stabilisering af råvarepriserne og forvaltning af forsyningssiden, således at der kan fastlægges mekanismer og politikker med det primære sigte at sikre stabile priser for det sortiment af råvarer, de afrikanske lande er afhængige af;

13.  opfordrer de internationale finansieringsinstitutioner som f.eks. Verdensbanken og IMF til at holde op med at stille privatisering og liberalisering af forskellige vigtige økonomiske sektorer i udviklingslandene som betingelse for tilskud og lån, og henstiller indtrængende til Kommissionen og medlemsstaterne at gøre deres indflydelse gældende med henblik herpå;

14.  opfordrer EU og andre industrialiserede lande til ikke at tvinge udviklingslandene til at liberalisere eller privatisere grundlæggende tjenester, som er afgørende for udryddelsen af fattigdom såsom uddannelse, sundhed og adgang til rent vand;

15.  slår til lyd for en demokratisering af internationale finansieringsinstitutioner med hensyn til gennemskuelighed og nationale og regionale parlamenters deltagelse, og mener, at afstemningsreglerne bør være baseret på lige rettigheder og ikke på medlemmernes økonomiske bidrag;

16.  anmoder om, at der foretages en omfattende vurdering af den nuværende handelsliberaliseringspolitiks konsekvenser for sult og fattigdom i udviklingslandene, og om at resultaterne af denne vurdering bruges til at udarbejde klare retningslinjer for udviklingssamarbejdet;

17.  tilslutter sig helhjertet konklusionerne i "Millennium Ecosystem Assessment"-rapporten, ifølge hvilken en vedvarende ødelæggelse af verdens økosystem vil komme til at stå i vejen for opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene;

18.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne.