på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
af Francis Wurtz
for GUE/NGL-Gruppen
om øget racistisk vold i Europa
Europa-Parlamentets beslutning om øget racistisk vold i Europa
B6‑0330/2006
Europa-Parlamentet,
der henviser til artikel 2, 6, 7 og 29 i EU-traktaten og til artikel 13 i EF-traktaten, der forpligter medlemsstaterne til at opretholde de højeste standarder for menneskerettigheder og ikke-diskrimination, og der henviser til det europæiske charter om grundlæggende rettigheder,
der henviser til sine beslutninger af 27. oktober 1994, 27. april 1995, 26. oktober 1995, 30. januar 1997, 16. marts 2000 og 27. januar 2005 om racisme, fremmedhad og antisemitisme,
der henviser til Amnesty Internationals rapport "Russian Federation: Violent racism out of control" af 4. maj 2006,
der henviser til sine tidligere skriftlige erklæringer om racisme i fodbold,
der henviser til Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (direktivet om etnisk ligebehandling),
der henviser til Det Europæiske Observationscenter for Racisme og Fremmedhads årsberetninger og temarapporter og navnlig til dets årsberetning for 2005,
der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
A.
der henviser til, at seksuel, racistisk, fremmedfjendtlig, etnisk, religiøs, antisemitisk og antiislamisk vold og forskelsbehandling er øget i EU i de senere år på trods af de væsentlige foranstaltninger, som EU har vedtaget i medfør af artikel 13 i EF-traktaten,
B.
der henviser til, at det ofte er nynazister og andre højreorienterede militante, fremmedfjendtlige grupper og deres medlemmer, der tilskynder til og begår racistiske overfald,
C.
der henviser til, at der har været alvorlige racistiske episoder ved fodboldkampe overalt i Europa,
D.
der henviser til, at der er en forbindelse mellem den stigende forekomst af racisme og fremmedhad og de forværrede økonomiske og sociale forhold,
E.
der henviser til, at der har været en stigning i antallet af racistisk motiverede drab i nogle medlemsstater, f.eks. mordet på en kvinde fra Mali i Belgien, torturen af og mordet på Ilan Halimi og det sekteriske mord på den 15-årige Michael McIlveen i Nordirland den 7. maj,
F.
der henviser til, at årsberetningerne fra Det Europæiske Observationscenter for Racisme og Fremmedhad (EUMC) og forskellige andre rapporter om racisme i Europa udarbejdet af nationale medier, officielle myndigheder eller ngo'er afslører, at intet land i EU er fri for fænomenet racistisk, fremmedfjendsk, etnisk, religiøs, antisemitisk og antiislamisk vold og forskelsbehandling,
G.
der henviser til, at der har været en stigning i de homofobiske holdninger i flere medlemsstater, hvilket f.eks. har givet sig udslag i forbud mod afholdelse af gay pride-optog eller ligeberettigelsesdemonstrationer, anvendelse af truende sprogbrug eller hadefuld tale hos førende politikere og religiøse ledere, mangel på passende politibeskyttelse eller endog politiets afbrydelse af fredelige demonstrationer, homofobiske gruppers voldelige demonstrationer og forfatningsændringer med det eksplicitte formål at forbyde partnerskaber mellem personer af samme køn,
H.
der henviser til, at artikel 13 i EF-traktaten forbyder alle former for forskelsbehandling, navnlig forskelsbehandling på grund af "race" eller "etnisk oprindelse", religion, tro eller seksuel orientering,
I.
der henviser til, at racisme, antisemitisme og fremmedhad udgør en direkte krænkelse af principperne om frihed og demokrati og EU-medlemsstaternes fælles grundlæggende værdier, som nedfældet i artikel 6 i EU-traktaten og i charteret om grundlæggende rettigheder,
J.
der henviser til, at manglen på succes med medlemsstaternes politikker for integration af indvandrere forøger de racistiske og fremmedfjendske holdninger i værtssamfundene,
K.
der henviser til, at der er blevet indgivet klage til De Europæiske Fællesskabers Domstol over fire medlemsstater - Tyskland, Luxembourg, Østrig og Finland - for ikke at opfylde kravene i direktiv 2000/43/EF om etnisk ligebehandling,
L.
der henviser til, at offentligt tilgængelige officielle data og statistikker om episoder med racistisk vold og racistiske forbrydelser er af væsentlig betydning for at kunne bekæmpe racistisk forskelsbehandling, men at der i EU15 ikke findes nogen offentligt tilgængelige data om episoder med racistisk vold og racistiske forbrydelser i Grækenland, Spanien, Italien og Portugal, og at det blandt de nye medlemsstater kun er Den Tjekkiske Republik, Ungarn, Polen og Slovakiet, der indsamler officielle data om racistisk vold og racistiske forbrydelser,
M.
der henviser til, at voldelige og aggressive handlinger mod etniske mindretalsgrupper, religiøse og udenlandske grupper somme tider endog begås af offentlige embedsmænd, nemlig politiet og immigrationsmyndigheder,
1.
gentager sin fordømmelse af alle former for fremmedfjendtlig, racistisk og sekterisk vold eller forskelsbehandling;
2.
udtrykker kraftig fordømmelse af især det overlagte racistiske mord i Belgien på Oulemata Niangadou fra Mali og det belgiske barn, som hun var barnepige for, der blev begået af en ung mand fra det ekstreme højre, som nogle få øjeblikke forinden havde såret en kvinde af tyrkisk oprindelse alvorligt i et forsøg på at myrde hende; er yderst chokeret over torturen af og mordet på Ilan Halimi i Frankrig i februar 2006 og er bekymret over den antisemitiske dimension ved sådanne forbrydelser;
3.
fordømmer kraftigt alle former for racisme under fodboldkampe, både på og uden for banen, og opfordrer indtrængende de tyske myndigheder og FIFA til at bekæmpe racisme ved det kommende fodboldverdensmesterskab og til at udnytte verdensmesterskabets popularitet til at modvirke racisme;
4.
opfordrer EU's institutioner, medlemsstaterne og alle politiske partier i Europa til at fordømme og bekæmpe al intolerance, tilskyndelse til fjendtlighed, chikane eller vold og til uden forbehold at fordømme enhver form for racisme, antisemitisme, islamofobi og fremmedhad;
5.
opfordrer medlemsstaterne til at styrke iværksættelsen af praktiske foranstaltninger til bekæmpelse af racisme, såsom nøje gennemførelse og konstant forbedring af antiracistiske love, oplysnings- og bevidstgørelseskampagner i medierne og på læreanstalter, retsforfølgning af partier eller grupper, der fremmer racisme, og fremme af omfattende og regelmæssig uddannelse af politiet i effektiv behandling af racistiske forbrydelser, baseret på "god praksis"
6.
opfordrer medlemsstaterne til at indsamle og offentliggøre detaljerede statistikker om racistiske forbrydelser og til at udarbejde oversigter over forbrydelser og ofre, der giver mulighed for kvantitativ og sammenlignelig indsamling af data om ofre for racistiske forbrydelser;
7.
opfordrer indtrængende Rådet til omgående at vedtage forslaget til Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad (KOM(2001)0664);
8.
opfordrer indtrængende alle medlemsstater til effektiv gennemførelse af direktivet om etnisk ligebehandling (2000/43/EF);
9.
opfordrer Kommissionen til at indlede en gennemgang af anvendelsen af direktivet om etnisk ligebehandling (2000/43/EF) med henblik på at styrke EU's foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling;
10.
opfordrer opinionsledere og beslutningstagere til, med overlæg eller på anden måde, ved deres holdning eller tale at forværre et klima af racisme, latent fremmedhad, antisemitisme, islamofobi, sekterisme og homofobi, navnlig for så vidt angår indvandrings- og asylpolitikken; opfordrer til almindelig accept af ny lovgivning, der indfører nøje kontrol og overvågning i overensstemmelse med antiterrorlove;
11.
pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og til regeringer og parlamenter i medlemsstaterne og kandidatlandene.