på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2
af Hans-Gert Poettering, José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, Elmar Brok, Charles Tannock, Ioannis Kasoulides og Tokia Saïfi
for PPE-DE-Gruppen
om situationen i Gaza
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Gaza
B6‑0592/2006
Europa-Parlamentet,
–
der henviser til sine tidligere beslutninger om Mellemøsten, særlig beslutningerne af 27. januar 2005(1), 2. februar 2006 og 7. september 2006(2),
–
der henviser til resolution 242, 338, 1373 og 1397 fra FN's Sikkerhedsråd,
–
der henviser til Kvartettens "køreplan for fred" af 30. april 2003,
–
der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
A.
der henviser til, at Israel i de seneste måneder har gennemført et af de største angreb i Gazastriben, som har medført drab på civile, herunder det seneste bombeangreb i Beit Hanun, som dræbte 19 uskyldige civile, herunder otte børn,
B.
der henviser til, at premierminister Olmert og udenrigsminister Livni i deres udtalelser udtrykte dybfølt sorg over ofrene og forklarede, at angrebet i Beit Hanun skyldtes en teknisk fejl, og der henviser til, at forsvarsministeren havde givet ordre til en undersøgelse af sagen, der henviser til, at premierminister Olmerts tilbud om at indlede nye drøftelser med præsident Abbas er et skridt i den rigtige retning,
C.
der henviser til, at fredsprocessen i Mellemøsten befinder sig i et fuldstændig politisk og diplomatisk dødvande, selv om en retfærdig og varig løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt er afgørende for at opnå fred og sikkerhed i hele regionen,
D.
der henviser til, at Den Europæiske Union som medlem af Kvartetten har en særligt ansvar for fred og sikkerhed i Mellemøsten, der også er en af EU's naboer, og at instrumenterne og metoderne for koordinering af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) derfor bør forbedres, bl.a. gennem vedtagelse af en fælles holdning inden for rammerne for FUSP og på grundlag af artikel 15 og 16 i TEU,
E.
understreger, at den humanitære krise i de besatte områder forværres til trods for, at det internationale samfund har etableret en midlertidig international mekanisme (TIM) for fortsat at yde bistand til den palæstinensiske befolkning,
F.
understreger betydningen af fuldstændig gennemførelse af aftalen om mobilitet og adgang,
1.
udtrykker sin dybeste medfølelse og sympati med de pårørende til ofrene for den seneste bombning i Beit Hanun og alle andre uskyldige ofre for den seneste tids vold i Gaza;
2.
erklærer på ny, at en løsning af konflikten i Mellemøsten på nuværende tidspunkt kun vil være mulig via indgåelse af en fast og endelig fredsaftale som beskrevet i køreplanen, uden forhåndsbetingelser og baseret på eksistensen af to demokratiske, suveræne og levedygtige stater, der lever fredeligt side om side inden for sikre og internationalt anerkendte grænser; erklærer desuden, at de fortsatte drab af civile er uacceptable;
3.
forkaster den israelske hærs anvendelse af uforholdsmæssigt stor styrke, når der er klare beviser herfor, og anerkender ganske vist Israels ret til at forsvare sig, men opfordrer indtrængende Israel til at udvise den allerstørste tilbageholdenhed for at undgå tabet af uskyldige civile liv, hvilket intensiverer gengældelses- og voldsspiralen og forårsager yderligere unødig og udbredt lidelse;
4.
erklærer, at retfærdig og lovlig bekæmpelse af terrorisme skal udføres inden for rammerne af retsstaten og respekten for proportionalitetsprincippet, gennem internationalt samarbejde og under behørig hensyntagen til den humanitære ret;
5.
opfordrer den palæstinensiske ledelse til at standse vilkårlige affyringer af raketter mod Israels territorium, som med overlæg rettes mod civile; opfordrer ligeledes alle palæstinensiske væbnede grupper til at overholde våbenhvilen og afstå fra yderligere eskalering, hvilket er en afgørende forudsætning for etableringen af en virkelig dialog;
6.
opfordrer til omgående og betingelsesløs løsladelse af den kidnappede israelske soldat i Gaza, og opfordrer Israel til omgående at løslade de palæstinensiske ministre og lovgivere, der tilbageholdes af Israel;
7.
opfordrer indtrængende Israel til at gøre det lettere at yde humanitær bistand, navnlig i Gaza, og sikre genåbningen af Rafah- og Karni-grænseovergangene, da lukningen af dem udgør en anden form for kollektiv afstraffelse, der påvirker hele den civile befolkning;
8.
støtter EU's formandskab, der i sin udtalelse indtrængende opfordrede den israelske regering til at indstille alle provokerende handlinger i de palæstinensiske territorier, herunder etableringen af bosættelser, vilkårlige militære operationer og ødelæggelsen af palæstinensiske hjem;
9.
opfordrer Rådet og Kommissionen til sammen med det internationale samfund at fortsætte med at sikre den palæstinensiske befolkning basal humanitær bistand; opfordrer til, at TIM styrkes og udvides, både hvad angår varighed og ressourcer; opfordrer den israelske regering til omgående at genoptage overførslen af tilbageholdte palæstinensiske told- og afgiftsindtægter; opfordrer Israel til at tillade menneskers mobilitet og efterleve aftalen om mobilitet og adgang i Rafah og ved andre grænseovergange i Gaza;
10.
opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at yde ekstra lægehjælp til de palæstinensiske hospitaler, navnlig i Gaza;
11.
pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Palæstinensiske Myndighed og Det Palæstinensiske Lovgivende Råd, den israelske regering og Knesset, den amerikanske regering, Den Russiske Føderations regering, FN’s generalsekretær og generalsekretæren for Den Arabiske Liga.