FORSLAG TIL BESLUTNING
21.4.2008
jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2
af Michael Cramer
for Verts/ALE-Gruppen
om New Flames forlis og følgerne heraf for Algecirasbugten
B6‑0195/2008
Europa-Parlamentets beslutning om New Flames forlis og følgerne heraf for Algecirasbugten
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om ulykker til søs og havforurening samt om søfartspolitik og -strategi,
– der henviser til sine beslutninger om den tredje pakke om sikkerhed til søs,
– der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
A. der henviser til, at fragtskibet New Flame og olietankeren Torm Gertrud den 12. august 2007 kolliderede ud for Gibraltars kyst, hvilket medførte at New Flame sank,
B. der henviser til, at New Flame nu ligger på havbunden, og at det, i og med det havde en lastekapacitet på næsten 44 000 ton og indeholdt mindst 27 000 skrot, kan påvirke vandkvaliteten og øge koncentrationen af tungmetaller i området; og som endvidere henviser til, at manglen på offentlig viden om, hvad New Flame ellers fragtede, gør det vanskeligt at bedømme den totale miljøpåvirkning,
C. der henviser til, at otte måneder efter sit forlis er New Flame stadig en vedvarende trussel for miljøet, idet det kan blive kilde til udledning af olie i havet, og at der indtil videre allerede har været syv udslip med risiko for flere; og som endvidere henviser til, at udledes olie i havet, spredes den hurtigt og når ind til kysten, hvor den dækker lange strækninger,
D. der henviser til, at kystens befolkning og miljøet i området stadig i betragtelig grad er truet af skibstrafik og bunkringsaktiviteter samt andre forureningskilder i området omkring Algecirasbugten,
E. der henviser til, at knækker fartøjet i to, kommer det ikke alene til at forurene havbunden og havet, men også til at påføre de nærliggende fiskebanker og turismen på kysten skader,
F. der henviser til, at denne og andre ulykker på havet såsom dem, der involverede Erika og Prestige, samt forurening fra skibstrafik i det hele taget, skaber større opmærksomhed om den potentielle fare ved sådanne episoder,
G. der henviser til, at Europa-Parlamentet for lang tid siden vedtog sine ændringsforslag ved førstebehandlingen af den tredje pakke om sikkerhed til søs, der indeholdt ni forslag til lovgivning,
1. opfordrer indtrængende Spanien, Det Forenede Kongerige og Gibraltar til at forstærke og accelerere deres trilaterale kommunikation og samarbejde med henblik på at undgå yderligere potentiel forurening fra New Flame;
2. understreger behovet for, at Spanien, Det Forenede Kongerige og Gibraltar etablerer en fælles kontrolorganisme med henblik på bedre informationsudveksling, så lignende episoder kan undgås, og den tiltagende bunkringsaktivitet i Algecirasbugten kan underlægges en effektiv administration;
3. opmuntrer havnene i Algeciras og Gibraltar til at forbedre deres kommunikation og samarbejde samt deres havnestatskontrol;
4. opfordrer indtrængende til, at brændstoffet i skibets tanke fjernes under sikre forhold og skibet bjærges;
5. kræver en streng og gennemsigtig toksikologisk undersøgelse af metalskrottet;
6. opfordrer til, at der stilles krav om, at involverede parter har en gyldig tilladelse til at behandle byaffald;
7. støtter den andalusiske regering i dens krav om, at skibet fjernes straks, og at der udbetales kompensation fra ejerne af New Flame og skibets forsikringsselskab;
8. opfordrer Kommissionen og EMSA til at yde størst mulig støtte til det ovennævnte trilaterale samarbejde med henblik på at sikre, at miljøet i dette truede område beskyttes i henhold til de miljømål, der er fastlagt i EU's lovgivning samt i internationale instrumenter;
9. gentager sin opfordring til Rådet om at fremskynde beslutningsprocessen vedrørende et forslag til en fælles holdning om den tredje pakke om sikkerhed til søs og fremsende de fem lovgivningsmæssige punkter, der allerede er truffet afgørelse om, til Parlamentet i maj 2008 samt træffe en beslutning angående de sidste to punkter i september 2008;
10. opfordrer Kommissionen til at forelægge forslag til forbedringer af lovgivningen om beskyttelse af grænseoverskridende miljømæssigt følsomme havområder, herunder styrket (satellit)overvågning og kontrol af skibe, navnlig dem, der transporterer farligt eller forurenende gods;
11. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EMSA, medlemsstaternes parlamenter samt de berørte regionale myndigheder.