på baggrund af forespørgsler til mundtlig besvarelse B6-0162/2008 og B6-0163/2008
jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5,
af Seán Ó Neachtain
for UEN-Gruppen
om krisen i fiskerisektoren som følge af de stigende brændstofpriser
Europa-Parlamentets beslutning om krisen i fiskerisektoren som følge af de stigende brændstofpriser
B6‑0312/2008
Europa-Parlamentet,
A.
der henviser til, at den krise, Fællesskabets fiskerisektor for tiden står over for, skyldes den vedvarende stigning i brændstofpriserne, der i de seneste fem år er steget med mere end 300 % og med mere end 40 % siden januar 2008,
B.
der henviser til, at priserne på fiskerivarer er omtrent de samme som for 20 år siden, og at der for visse arter har været tale om en betydelig nedgang på op til 25 % siden årets begyndelse som følge af en kraftig import fra ulovligt fiskeri,
C.
der henviser til, at prisen på brændstof i fiskerisektoren – til forskel fra andre økonomiske sektorer – ikke kan påvirke prisen ved det første salg af fiskerivarer, eftersom fiskerne i den nuværende situation ikke kan fastsætte priserne,
D.
der henviser til, at mange virksomheder er blevet gjort økonomisk urentable som følge af den stadige forværring af krisen på trods af de igangværende omstruktureringsplaner og gentagne tilpasninger til markedet, og at andre fiskerivirksomheder er blevet stillet i højrisikosituationer, hvilket har givet anledning til et stort antal protestdemonstrationer i mange medlemsstater,
E.
der henviser til, at de tre europæiske organisationer, der repræsenterer fangstsektoren (Europêche, AEOP og Cogeca) den 28. maj 2008 afholdt et møde med fiskerikommissæren, hvor de forelagde sektorens krav,
F.
der henviser til, at der kun kan findes en løsning på problemet, hvis der træffes gennemgribende foranstaltninger på lang, mellemlang og lang sigt,
G.
der henviser til, at EU-fiskernes indtægter er faldet i år på trods af, at fiskernes omkostninger har været stigende,
opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at vedtage en forordning, som gør det muligt for medlemsstaterne at indtage en fleksibel holdning til virksomheders udgifter og arbejdstagere via bl.a. statsindgreb, nedskæringer i de sociale sikringsbidrag fra arbejdsgiverne og arbejdstagerne på fiskefartøjer såvel som fra de operatører på land, der er direkte involveret i fiskefangstaktiviteter;
1.
I forbindelse med fællesskabsbestemmelserne om statsstøtte:
a)
opfordrer medlemsstaterne til hurtigst muligt at foretage udbetaling af de minimis-støtten indtil et maksimumbeløb på 30 000 euro pr. virksomhed som fastlagt i den relevante fællesskabsforordning til alle virksomheder, der anmoder herom eller allerede har anmodet herom;
b)
opfordrer Kommissionen til at ændre denne forordning og forhøje støtten til 100 000 euro pr. fartøj i stedet for pr. virksomhed, således at støtteniveauet bringes tættere på støtteniveauet inden for andre økonomiske sektorer;
c)
henleder medlemsstaternes opmærksomhed på det nye fællesskabsdirektiv om statsstøtte inden for fiskerisektoren og akvakultur, som giver mulighed for skattelettelser og -nedskæringer i forbindelse med lønudgifter for fællesskabsfartøjer, som fisker uden for fællesskabsfarvande, og anmoder om, at disse foranstaltninger finder anvendelse for de fartøjer, som anmoder herom;
2.
minder om, at en af de påstande, der fremføres mest af de europæiske fiskere i forbindelse med nedgangen i prisen på deres varer, sammen med de stigende oliepriser, vedrører den kraftige import af fiskerivarer til lave priser fra ulovligt fiskeri, og kræver derfor, at;
a)
kontrollen af import fra ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU) forstærkes og forbedres, og at det derfor er af afgørende betydning, at de fremtidige direktiver, der går imod IUU-fiskeri, og som for tiden drøftes i Rådet og er blevet godkendt af Parlamentet, træder i kraft;
b)
kontrollen af fiskerivarer fra tredjelande forstærkes og forbedres for at sikre, at de samme standarder anvendes for både importvarer og fællesskabsvarer;
c)
direktivet om den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter ændres på en sådan måde, at fiskerne kan spille en vigtigere rolle ved prisfastsættelsen og i forbindelse med deres produkters merværdi, og at hele eller i det mindste en del af stigningen i oliepriserne kan afspejle sig i prisen på fisk ved første salg;
d)
oplysningerne om fiskerivarers oprindelse forbedres og forøges, men frem for alt at den obligatoriske anvendelse af en varedeklaration sikres og kontrolleres i alle tilfælde, samt at tilfælde af bedrageri i forbindelse med varedeklarationer retsforfølges;
3.
anmoder om, at planerne for justering af fiskeriflåden gennemføres i alle medlemsstater, og at der stilles de finansielle midler til rådighed, som en frivillig omstrukturering af flåderne kræver, og:
a)
opfordrer Kommissionen til at opstille kriterier, der prioriterer de dele af flåden, der er blevet hårdest ramt af krisen;
b)
mener, at det er væsentligt, at Den Europæiske Fiskerifonds nationale operationelle programmer omprogrammeres;
4.
opfordrer Kommissionen og Rådet til at undersøge årsagerne til, at fiskernes indtægter er faldet i år, og at tage fat på årsagerne hertil på hensigtsmæssig vis;
5.
opfordrer indtrængende Kommissionen til at forelægge specifikke forslag med henblik på at lette situationen i de områder, der er mest afhængige af fiskeri;
6.
kræver, at dette spørgsmål prioriteres under den næste samling i Rådet (fiskeri), som vil finde sted den 28. juni 2008, og at der træffes de nødvendige foranstaltninger til at finde en løsning på denne krise;
7.
pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og medlemsstaterne samt til repræsentanterne for de europæiske fiskeriorganisationer.