Forslag til beslutning - B6-0100/2009Forslag til beslutning
B6-0100/2009

FORSLAG TIL BESLUTNING

11.2.2009

på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2,af
om humanitær bistand til Gazastriben

Procedure : 2009/2533(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B6-0100/2009

B6‑0100/2009

Europa-Parlamentets beslutning om humanitær bistand til Gazastriben

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger, særlig beslutningerne af 16. november 2006 om situationen i Gaza, af 11. oktober 2007 om den humanitære situation i Gazaområdet, af 21. februar 2008 om situationen i Gaza og af 15. januar 2009 om situationen i Gaza,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 242 (1967), 338 (1973) og 1860 af 8. januar 2009,

–  der henviser til den fjerde Genèvekonvention (1949),

–  der henviser til UNRWA's nødhjælpsplan for genetablering af livsvigtige serviceydelser til flygtninge i Gaza (januar - september 2009),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,

A.  der understreger, at konflikten i Gazastriben har forværret den humanitære krise i området yderligere, således at der nu er tale om en umenneskelig situation, og tilføjer, at 88 % af befolkningen i Gaza er afhængig af fødevarehjælp,

B.  der minder om, at grænseovergangene ind og ud af Gazastriben har været lukket i 18 måneder, at embargoen af person- og varebevægelser lægger hindringer i vejen for leveringen af humanitær hjælp til befolkningen, og at den varemængde, som får lov til at komme ind i Gazastriben, er utilstrækkelig til at opfylde de grundlæggende humanitære behov,

C.  der fastslår, at der er alvorlig mangel på vigtige offentlige serviceydelser i Gazastriben, fordi de grundmaterialer og det basisudstyr, som er en forudsætning herfor, ikke forefindes, og tilføjer, at manglen på lægemidler og brændstof i hospitalerne fortsætter med at bringe palæstinensiske liv i fare,

D.  der fremhæver, at UNRWA og Verdensfødevareprogrammet spiller en meget vigtig rolle i indsatsen for at skaffe befolkningen i Gazastriben basale varer, hvilket har det internationale samfunds fulde støtte; der konstaterer, at en del af den humanitære bistand til forbedring af levevilkårene i området er gået til spilde som følge af hindringer for leveringskæden; der fastslår, at Hamas den 3. og 5. februar konfiskerede i hundredvis af fødevarepakker og i tusindvis af tæpper, der var bestemt til civile i Gaza, og at disse leverancer blev returneret efter beslutningen om at afbryde al UNWRA-nødhjælp til Gazastriben,

E.  der anfører, at EU's betydelige økonomiske støtte til palæstinenserne har spillet en vigtig rolle i bestræbelserne på at undgå en humanitær katastrofe i Gazastriben, og minder om, at EU trods alle hindringer fortsætter med at yde humanitær bistand,

F.  der gør opmærksom på, at der den 2. marts 2009 i Kairo vil blive afholdt en international donorkonference om genopbygning af Gazastriben,

1.  anerkender den palæstinensiske befolknings lidelser i Gazastriben og kræver, at befolkningen omgående får øget og uhindret humanitær bistand, som det er en moralsk forpligtelse at yde, og som skal udleveres uden nogen betingelser og restriktioner; opfordrer de israelske myndigheder til at tillade en løbende og tilstrækkelig strøm af humanitær bistand til opfyldelse af befolkningens behov, herunder alt materiale og udstyr, der er nødvendigt for, at UNRWA og andre FN-agenturer kan udføre deres opgaver;

2.  kræver endnu en gang, at blokaden af Gazastriben ophører i overensstemmelse med aftalen fra november 2005 om bevægelse og adgang hen over grænserne, at overgangsstederne genåbnes øjeblikkeligt og varigt, og at der sættes en stopper for indsmugling af og ulovlig handel med våben og ammunition;

3.  kræver, at der foretages en detaljeret vurdering af ødelæggelserne i Gazastriben og en grundig evaluering af Gazabefolkningens behov, som kan tjene som grundlag for genopbygningsplaner;

4.  kræver, finansiel, økonomisk og social rehabilitering af Gazastriben, hvilket er en afgørende faktor til at skabe sikkerhed i regionen; minder om, at bistanden i tråd med det internationale samfunds og EU's forpligtelser bør indbefatte kontante betalinger til lønninger, pensioner og ydelser til de mest udsatte personer og familier;

5.  mener - også i lyset af den internationale donorkonference den 2. marts i Kairo - at enhver bæredygtig genopbygnings- og udviklingspolitik i Gazastriben forudsætter en varig våbenhvile, der støttes af en genoptagelse af seriøse fredsforhandlinger mellem israelerne og palæstinenserne sammen med en palæstinensisk national forsoningsproces;

6.  understreger igen, at EU's finansielle støtte til palæstinenserne ikke bør undergraves af fortsatte ødelæggelser, der mindsker støtten til genopbygningsprojekter i den europæiske offentlighed;

7.  anmoder Kommissionen om at foretage en omfattende gennemgang og evaluering af perspektiverne på mellemlang og lang sigt for genopbygningsprojekter i Gazastriben, der finansieres af EU inden for rammerne af PEGASE og ECHO, og samtidig redegøre for de budgetmæssige virkninger;

8.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, kvartettens udsending til Mellemøsten, præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed, Det Palæstinensiske Lovgivende Råd, Israels regering og Knesset.