Europa-Parlamentet,

- der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 24. november 2009 om høring om fremtidens "EU 2020"-strategi (KOM(2009)0647),

- der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 2. februar 2010 om evaluering af Lissabonstrategien (SEK(2010)0114),

- der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 "Europa 2020: en strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (KOM(2010)2020),

- der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds forårstopmøde den 26. marts 2010 om Europa 2020 og økonomisk styring,

- der henviser til erklæringen fra stats- og regeringscheferne i euroområdet af 7. maj 2010,

- der henviser til konklusionerne fra det ekstraordinære møde i Rådet (økonomi og finans) den 9.-10. maj 2010,

- der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A. der henviser til, at den stigende ulighed i fordelingen af indkomst og velstand (stigende fortjenester og rigdom, markant fald i arbejdets del af nationalindkomsten) i de seneste årtier op til 2007/08 har været den vigtigste drivkraft bag den enorme vækst i investeringerne på finansmarkederne og oprettelsen af spekulative bobler (den internetbaserede "nye økonomi", fast ejendom osv.),

B. der henviser til, at EU's politik i almindelighed og Lissabonstrategien i særdeleshed har forværret disse tendenser med deres fokus på "konkurrenceevnen", nedskæringer, afviklingen af velfærdsstaten, stadig mere fleksible arbejdsmarkeder, liberalisering af markederne i almindelighed og deregulering af finansmarkederne i særdeleshed,

C. der henviser til, at EU's politikker i almindelighed og navnlig Lissabonstrategien således har givet næring til en "beggar thy neighbour"-politik, hvor medlemsstaterne udkonkurrerer hinanden, og har banet vejen for et uholdbart gældsdrevet "bubblenomics"-opsving i mange EU-lande, hvilket har medført stigende underskud på betalingsbalancens løbende poster på den ene side og en lige så uholdbar konkurrencedrevet vækst i nogle få andre EU-lande på den anden side; sidstnævnte har skabt store betalingsbalanceoverskud gennem en politik med løndeflation, men faldende indenlandsk efterspørgsel,

D. der henviser til, at EU-institutionerne og medlemsstaternes regeringer ignorerede de voksende økonomiske forskelle, der opstod som følge af denne konkurrence inden for euro-zonen og EU-27, på grund af deres faste, men fejlagtige, tro på, at økonomisk ustabilitet kun kan skyldes inflation eller skattepolitisk uansvarlighed,

E. der henviser til, at Lissabonstrategien og EU-projektets monetaristiske arkitektur derfor har et stort medansvar for at løse den finansielle og økonomiske krise og den omstændighed, at de ikke har nået deres egne Lissabonmål, idet de banede vejen for smitte med "giftige aktiver" via dereguleringen af finansmarkederne og fremme af spekulationsbobler også i den 'virkelige økonomi"; der henviser til, at det er ikke overbevisende, at fiaskoen med Lissabonstrategien kun tilskrives medlemsstaternes utilstrækkelige gennemførelse af den, manglende kontrol og lignende,

F. der henviser til, at EU's ledere, på trods af al deres sædvanlige snak om kollektiv europæisk indsats og solidaritet, igangsatte en "beggar thy neighbour"-politik med konkurrerende nationale ordninger for at redde finanssektoren og give finanspolitiske incitamenter til økonomisk genopretning; der henviser til, at den europæiske økonomiske genopretningsplan, der blev vedtaget af Rådet i december 2008 aldrig førte til en mere koordineret EU-reaktion på krisen; der henviser til, at de incitamenter og foranstaltninger til at redde bankerne, der hidtil er gennemført, har socialiseret finanssektorens og erhvervslivets tab og bremset den økonomiske afmatning, men har ikke skabt et opsving,

G. der henviser til, at disse genopretningsplaner er blevet udformet uden hensyn til et kønsperspektiv, og at kvinder er og har været stort set udelukket fra beslutningstagningen vedrørende økonomiske og finansielle genrejsningsforanstaltninger; der henviser til, at forskellige stimulerende foranstaltninger skaber forskellige resultater for kvinder og mænd; og der henviser til, at om end det i krisens første fase var mandsdominerede sektorer af økonomien, der blev særlig hårdt ramt (såsom bilindustrien, bygge- og anlægssektoren osv.), er det klart, at følgerne af statens øgede gældsætning på mellemlang og lang sigt vil have en meget alvorlig indvirkning på sektorer, hvor kvinder hovedsageligt arbejder, især den offentlige sektor og offentligt organiserede og/eller offentligt støttede arbejdspladser på det sociale område samt sundheds- og plejeområdet,

H. der henviser til, at bruttonationalproduktet i EU faldt med 4,1 % i 2009; der henviser til, at nogle medlemsstater stadig har en negativ økonomisk vækst i år, og perspektiverne i EU for 2010 i bedste fald fremviser en skrøbelig og træg vækstrate på 0,7 % for EU-27 samtidig med en tocifret gennemsnitlig ledighedsprocent, stagnerende lønninger og igangværende afmatning af den private sektors høje gæld i EU-27; der henviser til, at den private sektor stadig ikke er i stand til at generere nye investeringer på grund af lav kapacitetsudnyttelse, dystre økonomiske udsigter og vedholdende problemer vedrørende virksomhedernes adgang til kredit,

I. der henviser til, at Det Europæiske Råd ved udgangen af 2009 nåede til enighed om en "exitstrategi" og indledte underskudsprocedurer mod 20 medlemsstater med krav om, at de skulle reducere deres budgetunderskud til under 3 % af BNP i 2013/14 eller tidligere; der henviser til, at mange medlemsstater allerede har iværksat angreb på lønninger og gennemført alvorlige nedskæringer i de offentlige udgifter, presset offentlige lønninger og pensioner i bund, reduceret og privatiseret de offentlige tjenester samt truffet foranstaltninger til at øge momssatsen, de sociale sikringsbidrag og den lovbestemte pensionsalder,

J. der henviser til, at EU's "exitstrategi" og finanssektorens adfærd afslører en dybtliggende kynisme: Underskuddene er høje, og den offentlige gæld er kraftigt stigende, hovedsagelig fordi regeringerne reddede finanssektoren fra følgerne af dens egen spekulation og de skader, den påførte økonomien; der henviser til, at finansmarkederne nu vender sig mod de selvsamme regeringer, der reddede dem i første omgang, og regeringerne lægger byrden for at tilbagebetale den offentlige gæld til de samme kreditorer i finanssektoren på den almindelige befolkning bestående af arbejdstagere, pensionister mv., hvis job, løn, sociale ydelser og rettigheder er under angreb,

K. der henviser til, at Kommissionen i sin vurdering af 24 EU-medlemsstaters stabilitets- og konvergensprogrammer den 17. og 24. marts 2010 og den 14. april 2010 opfordrede de fleste af dem til at gennemføre skrappere offentlige besparelser og flere "strukturreformer"; der henviser til, at Kommissionen foreslår at etablere mekanismer i forbindelse med underskud med henblik på endnu strammere tilsyn med medlemsstaternes mellemfristede budgetplanlægning; der henviser til, at konklusionerne fra Det Europæiske Råds forårsmøde om "økonomisk styring" også støtter brugen af artikel 136 i traktaten (TEUF) som et instrument til at sikre skrappere budgetovervågning og at fokusere på de "presserende problemer for konkurrenceevnen og udviklingen på betalingsbalancen",

L. der henviser til, at sådanne finanspolitiske nedskæringer, som Kommissionen og Rådet anbefaler, og som de fleste medlemsstater forfølger, øger deflationspresset på en stadig skrøbelig og stagnerende økonomi, afvikler de "automatiske stabilisatorer", såsom social beskyttelse og offentlige investeringer, der har vist sig effektive til at modstå afmatning og risikoen for at skubbe økonomien tilbage i recession, og også knuser alt håb om, at den offentlige gæld vil blive reduceret, og en finanspolitisk konsolidering opnået,

M. der henviser til, at Europa-Kommissionen på denne baggrund foreslog fem mål for den nye EU 2020-strategi som en demonstration af dens formodede "realisme"; der henviser til, at disse mål i vidt omfang er baseret på tidligere mål fra Lissabonstrategien; der henviser til, at Det Europæiske Råds forårstopmøde ikke nåede til enighed om de mål om kortuddannede og de videregående uddannelser og om at reducere fattigdom og social udstødelse; der henviser til, at sidstnævnte er bemærkelsesværdigt i lyset af den brændende retorik fra medlemsstaternes regeringer og Rådet om behovet for at investere i mennesker og kvalifikationer og om at gøre noget alvorligt for at afhjælpe fattigdom i det europæiske år mod fattigdom i 2010,

N. der henviser til, at det i vid udstrækning er mislykket for EU's politikker, Lissabonstrategien og navnlig EU 2020-strategien at løse problemet med demografiske forandringer og spørgsmålet om samtidigt forekommende overgange på det rumlige plan i forbindelse hermed (karakteriseret ved hurtige urbaniseringsmønstre samt ved, at nationale demografiske tendenser projiceres på byerne),

Generelle bemærkninger om Europa 2020 og EU's økonomiske styring

1. understreger, at EU's sado-monetaristiske exitstrategi ikke vil give medlemsstaterne mulighed for at opnå finanspolitisk konsolidering, da de automatiske stabilisatorer, såsom social beskyttelse og offentlige investeringer, vil blive svækket af den og lønningerne presset, medens den interne efterspørgsel og skatteindtægterne til gengæld vil blive mindsket; påpeger, at "EU's økonomiske styring", som foreslået af Rådet efter disse retningslinjer, vil føre til social tilbagegang, en yderligere svækket økonomi samt destabilisering af europæisk integration og demokrati;

2. påpeger, at det ikke ved at indføre sådanne tunge finanspolitiske nedskæringer vil være muligt at generere tilstrækkelige investeringer til en grønnere økonomi, skabe ny beskæftigelse, forbedre uddannelse, færdigheder og kompetencer samt bekæmpe fattigdom og social udstødelse for at opfylde EU 2020-målene, uanset hvor ambitiøst disse mål vil blive endeligt udformet af Rådet i juni 2010; mener derfor, at EU 2020-strategien fra starten er baseret på hule løfter, og at den årlige gennemgang af "nationale reformprogrammer" måske ikke er umagen værd;

3. mener, at EU 2020-strategien mangler ambitioner selv i sammenligning med den mislykkede Lissabonstrategi; kritiserer stærkt, at EU 2020 slet ikke har taget spørgsmålet om ligestilling for kvinder op; påpeger, at strategien på baggrund af stigende arbejdsløshed ikke klart fokuserer på, hvordan man effektivt reducerer den via økonomi- og beskæftigelsespolitiske instrumenter for bæredygtig udvikling og fuld beskæftigelse;

4. fremhæver, at det med Lissabonstrategien ikke var resultater i forbindelse med at nå dens mål, der talte mest, men derimod lydighed over for det neoliberale dogme: de nordiske lande og Nederlandene klarede sig bedre end USA med hensyn til jobskabelse og var på toppen i EU, for så vidt angår beskæftigelsesprocenten (generelt, for kvinder, for ældre arbejdstagere osv.), samtidig med at de var i top på den globale rangliste for "konkurrenceevne", miljømæssig bæredygtighed og lave fattigdomstal; mener, at det ville have været logisk at fremme de mere egalitære, sociale og økologiske værdier, politikker og instrumenter, der stadig var nedfældet i "den nordiske model" som et benchmark for Den Europæiske Union, men Kommissionen og Rådet insisterede i stedet på, at disse lande skulle øge fleksibiliteten på arbejdsmarkederne og fremme neoliberale "strukturreformer", på trods af at de pågældende lande havde opnået de bedste resultater;

5. påpeger, at på trods af nogle overfladiske slagord om "grønnere økonomi" og social samhørighed er den neoliberale ånd og de politiske retningslinjer i EU 2020 fortsat mere eller mindre den samme som Lissabonstrategiens: fokus på "konkurrenceevnen", større liberalisering på det indre marked, fremme af yderligere privatisering via offentlig-private partnerskaber, genoplivelse af iværksætterånden – som om alle disse politikker ikke havde bidraget til den økonomiske krise (f.eks. den rolle misforstået iværksætteri har haft i udviklingen af den ”nye økonomi” og finansielle innovationsbobler, der efterfølgende brast);

Effektiv koordineret indsats inden for de næste 3 - 5 år er afgørende for at overvinde stagnation, fremme en bæredygtig udvikling og bekæmpe arbejdsløshed

6. fastholder, at yderligere finanspolitiske incitamenter er nødvendige i de næste tre til fem år for at bekæmpe økonomisk stagnation og udvikle en strategi for ny beskæftigelse: en ny, stærkere og mere målrettet EU-genopretningsplan, som også inddrager hensynet til ligestilling i alle dets bestanddele, mobilisering af én procent af EU's BNP hvert år for at investere i miljømæssigt, socialt og økonomisk bæredygtig udvikling, fremme af lige muligheder, fuld beskæftigelse med "godt arbejde", grønnere økonomi, social velfærd, udryddelse af fattigdom og social udstødelse og skabelse af bedre social og territorial samhørighed i hele EU; fremhæver, at dette skal ledsages af tilsvarende foranstaltninger på medlemsstatsniveau, som skal koordineres sammenhængende mellem dem og indsatsen på EU-plan;

7. påpeger, at kun en stærk genopretning af økonomien og en kvalitativ stigning i anstændig beskæftigelse af høj standard kan sikre, at de offentlige underskud og den offentlige gæld kan reduceres på mellemlang sigt; fremhæver, at stabilitets- og vækstpagten de facto ikke blev anvendt i 2008 og 2009 med henblik på at give medlemsstaterne mulighed for at iværksætte genopretningsprogrammer; insisterer på, at stabilitets- og vækstpagten ikke anvendes;

8. foreslår, at de investeringer, der foretages via EU's nye genopretningsplan og medlemsstaternes genopretningsinitiativer, bør rettes hen imod bæredygtig udvikling, som f.eks. energibesparelser og vedvarende energikilder, ren produktion og affaldsforebyggelse, bæredygtig udvikling af bymiljøet og boliger, økologisk landbrug, bæredygtigt fiskeri og bevarelse af økosystemer, forbedret vand- og ressourceeffektivitet, omstrukturering af våbenindustrien, udvidelse og forbedring af offentlige tjenester, uddannelse, sundhedspleje, langtidspleje, sociale ydelser og den sociale økonomi, støtte til offentligt boligbyggeri, pleje- og uddannelsessektorer, bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse med henblik på at fremme skabelse af bæredygtige "grønne" og "regulære" registrerede arbejdspladser,

9. understreger, at lige adgang til pleje er en hjørnesten i en velfærdssamfundsmodel, som bygger på solidaritet og lighed, og at fremtiden for EU's økonomier og vores velfærdsstater i vidt omfang vil være afhængig af, hvordan det stigende behov for pleje vil blive organiseret; understreger, at plejearbejdet i vores samfund i dag er en vigtig del af både den officielle og uformelle økonomi, hvor flertallet af arbejdstagerne er kvinder, mange gange uden ordentlige arbejdsforhold og/eller sikkerhed; opfordrer til, at 2020-strategien bruges til håndtering af plejeøkonomien med henblik på at forbedre arbejdsvilkårene og styrke det offentliges plejeydelser og lige adgang til pleje for alle;

10. foreslår, at en del af genopretningsplanens investeringsprogrammer især bør fokusere på dele af erhvervslivet, der er mest ramt af krisen, med henblik på at efterkomme behovet for at opnå fuld og anstændig beskæftigelse: omstrukturering af bilindustrien i retning af bæredygtig transport, udvidelse af jernbanenet og levering af rumligt integrerende og omfattende regionale togtjenester (programmet Rail Europe 2025), fremme af "grøn" skibsbygning og stabilisering af stålindustrien i denne forbindelse; fastholder, at EU og medlemsstaterne bør ledsage denne omstrukturering med foranstaltninger med henblik på fastholdelse af job, uddannelse, omskoling og udvikling af færdigheder, og sikre beskæftigelsesovergange for arbejdstagere i de berørte brancher;

11. påpeger, at EU og medlemsstaterne bør iværksætte mekanismer for en målrettet og demokratisk kontrolleret offentlig styring af investeringer fra den nye genopretningsplan til de sektorer af økonomien, der er hårdest ramt af krisen, til nye bæredygtige industrier og tjenester og til ugunstigt stillede regioner; insisterer på aktiv inddragelse og deltagelse af dem, som er omfattet af disse investeringer; understreger, at når medlemsstaterne yder bistand, rekapitalisering og finansielle garantier til virksomheder i vanskeligheder, bør dette derfor omsættes i øget offentlig indflydelse med hensyn til stemmeret og fremtidige overskud og anvendes til at påvirke virksomheders investeringsstrategier; påpeger, at medlemsstaterne bør gennemføre foranstaltninger til at øge det økonomiske demokrati, ændre styringen af virksomhederne med henblik på at styrke situationen for arbejdstagerne, fagforeningerne og forbrugerne samt den sociale og miljømæssige dimension i forbindelse med virksomheders og offentlige tjenesters strategiske valg;

12. foreslår, at de EU 2020-flagskibsinitiativer, som Kommissionen har foreslået, til en dagsorden for nye færdigheder og job, et ressourceeffektivt Europa, en innovativ Union og en industripolitik bør være tæt knyttet til EU's nye genopretningsplan, omformet og strømlinet til at støtte en bæredygtig udvikling;

13. understreger, at foranstaltninger, der støttes via sociale sikringssystemer, til kortere arbejdstid, i nogle medlemsstater i løbet af 2009-2010 har vist sig at være effektive til at begrænse arbejdsløshed og holde arbejdstagere i lønnet beskæftigelse; opfordrer EU og medlemsstaterne til at fremme nedsættelse af arbejdstiden over hele linjen uden tab af løn for arbejdstagere og skabelse af nye arbejdspladser for at undgå en øget arbejdsbyrde; mener, at dette eventuelt kan understøttes med formindsket bistand til erhvervslivet i en overgangsperiode i forbindelse med en økonomisk stagnation;

14. opfordrer EU og medlemsstaterne til at fremme en bedre balance mellem arbejde og privatliv, der bedst kan opnås ved at forny modellen for normal beskæftigelse: permanente kontrakter med kortere fuldtidsbeskæftigelse som den generelle standard samt etablering af standarder for deltidsbeskæftigelse, således at der udelukkende tilbydes dokumenteret deltidsarbejde med social beskyttelse (15-25 timer om ugen) til personer, som ønsker deltidsarbejde; understreger behovet for at give lige vilkår for fuldtids- og deltidsarbejde, hvad angår timeløn, berettigelse til uddannelse og livslang læring, karrieremuligheder og social beskyttelse;

15. understreger, at den europæiske beskæftigelsesstrategi (EBS) og retningslinjerne for beskæftigelsen for den næste cyklus fra 2010 til 2013 ikke må være baseret på flexicurity, men i stedet tage udgangspunkt i begrebet "godt arbejde" som dens centrale referencepunkt med et stærkt fokus på fremme af kvalitet i arbejdet, forbedret social sikring og social integration, forbedring af eksisterende rettigheder og indførelse af nye arbejdstagerrettigheder, fremme af sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, bedre social risikostyring og balance mellem arbejde og privatliv; insisterer på, at medlemsstaterne bør træffe effektive foranstaltninger til at udfase usikre og atypiske ansættelsesforhold;

16. fastholder, at Rådet og Kommissionen skal fremlægge en europæisk ungdomsgaranti for at sikre, at alle unge i EU sikres retten til at få tilbudt et egnet vellønnet job i overensstemmelse med deres kvalifikationer og færdigheder, en læreplads, supplerende uddannelse eller kombineret arbejde og uddannelse umiddelbart, når de rammes af arbejdsløshed;

17. mener, at udøvelse af lønpres og tvang over for de europæiske arbejdstagere til at underbyde hinandens lønninger vil udløse deflation, reducere købekraften og den interne efterspørgsel og øge risikoen for, at økonomien vil falde tilbage i recession; fastholder behovet for at etablere effektive løngrænser på bunden af arbejdsmarkedet (mindsteløn, desuden begrebet en løn, man kan leve af), og også øverst på arbejdsmarkedet (maksimale lønlofter svarende til f.eks. 20 gange den gennemsnitlige løn), gennemførelse af princippet om lige behandling og lige løn for lige arbejde eller arbejde af samme værdi på samme arbejdsplads og give mulighed for opadgående lønudvikling for at kompensere for inflation, højere produktivitet og at anvende dem som en stærk omfordelingskomponent;

18. mener, at uligevægten i betalingsbalancens løbende poster i EU-27 – lande med store underskud på betalingsbalancens løbende poster i det sydlige og østlige Europa og lande med høje betalingsbalanceoverskud som Tyskland, Østrig og Nederlandene – skal behandles grundigt ved hjælp af EU's økonomiske styring; fremhæver, at overskudslande skal omlægge deres økonomiske udvikling for at styrke den interne efterspørgsel og deres indenlandske økonomi; foreslår, at der etableres en "clearingunion"-mekanisme inden for EU-27, som forpligter overskudslande til at betale positive renter til underskudslande, således at de gives mulighed for at investere i modernisering af produktionen, tjenesteydelser og infrastruktur, øge produktiviteten og nedbringe underskuddet på betalingsbalancens løbende poster;

19. understreger Kommissionens vurdering gående ud på, at EU-27’s offentlige gæld i gennemsnit vil stige til 84 % eller mere i 2011, til trods for medlemsstaternes bestræbelser på finanspolitisk konsolidering; påpeger, at den seneste udvikling i forbindelse med, at det eventuelt ikke lykkes for Grækenland at undgå bankerot, kan udløse "det værst tænkelige scenarie" med flere medlemsstater, der bukker under for deres gæld, hvorved euroområdet bliver splittet i stykker; mener, at der er akut behov for at udvikle en "plan B" for at modvirke et sådant scenarie baseret på en kombination af forskellige politiske foranstaltninger, såsom forhandling om ophævelse og omlægning af offentlig gæld med banker og finansielle institutioner samt dristige skridt i retning af ukonventionelle foranstaltninger fra ECB’s side med henblik på udvidelse af dens regnskaber og monetisering af gælden gennem opkøb af statsobligationer ved brug af de instrumenter, den har til rådighed i form af strukturinterventioner, for at undgå et økonomisk sammenbrud;

Nye finansieringskilder og en ny ordning for holdbar genopretning

20. opfordrer Rådet til at udvide Den Europæiske Investeringsbanks (EIB) og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling’s (EBRD) mandat, så deres udlånspolitik kan dække hele spektret af den nye europæiske genoprettelsesplan (såsom f.eks. den bæredygtige industripolitik m.m.);

21. opfordrer Rådet til at oprette en fælles EU-obligation udstedt af Den Europæiske Investeringsbank, som EU-27's regeringer kollektivt kautionerer for, og som understøttes af nationale skatteindtægter samt likviditetsstøtte fra Den Europæiske Centralbank til en rente på 1 %; påpeger, at en sådan fælles EU-obligation ikke alene bør bruges til at bekæmpe finansiel spekulation og udrydde den nuværende overrente på de enkelte landes statsgæld, men især til finansiering af EU's genoprettelsesplan; påpeger, at ikke kun eurozonelandene men alle medlemsstater bør nyde godt af kreditskabelsen via den fælles EU-obligation; mener, at EU og medlemsstaterne ved at finansiere investeringer via EIB i stedet for at optage lån på de private kapitalmarkeder ville spare penge, som de vil kunne bruge på yderligere investeringsincitamenter;

22. understreger, at der for sådanne offentlige investeringer ledet af EIB kan opnås en beskæftigelses- og indkomstmultiplikator på mellem halvanden og to, hvilket giver udsigt til, at foranstaltninger truffet under EU’s genoprettelsesplan i vid udstrækning vil kunne være selvfinansierende;

23. understreger, at al finansiel støtte til medlemsstaterne via EU-obligationer skal knyttes til overholdelse af principperne for den europæiske sociale model, konsekvent styre udenom nedskæringer i den offentlige sektor, deflationære fastfrysninger af lønninger etc. og tidsmæssigt være afstemt på en sådan måde, at man undgår procykliske finanspolitiske besparelsespolitikker; opfordrer Rådet til at tilbagekalde sit krav til Grækenland om opfyldelse af konditionalitetsbestemmelserne samt de krav, der er stillet til Letland, Rumænien og Ungarn i forbindelse med EU's og IMF's nødhjælp;

24. opfordrer Rådet til at oprette en generel afgift på finanstransaktioner på EU-plan for at dæmme op for spekulation og sikre, at den finansielle sektor bidrager rimeligt til den økonomiske genopretning og genfinansiering af omkostningerne ved de offentlige redningsaktioner; understreger, at en generel afgift på finansielle transaktioner på 0,1 % ifølge nylige undersøgelser ville kunne øge de årlige indtægter i Europa til 2,1 % af BNP (omkring 262 mia. EUR); foreslår, at indtægterne fra en generel afgift på finanstransaktioner bør bruges til udviklingshjælp, antikriseforanstaltninger og til at fremme en bæredygtig udvikling;

25. påpeger, at banker fortsat har en implicit, men stærk garanti for en redningspakke for den offentlige sektor, selv efter redningsoperationerne og regeringsgarantierne (der i Europa beløber sig til 3 billioner EUR), men at de samtidig ikke skal betale noget gebyr for dette; opfordrer Rådet til at vedtage en ordning for indførelse af formueafgifter på bankers passiver (med undtagelse af indskud); gør opmærksom på, at regeringerne ved at tilpasse afgiftsraten efter formuens størrelse vil kunne øge afgiften på de store banker og derved bekæmpe problemet med banker, der bliver "for store til at gå ned";

26. opfordrer medlemsstaterne til at forhøje afgiften på bankers og manageres bonus, på kapitalindkomster (dividender, renter), kapitalgevinster og store formuer og arveindtægter og bruge de derved indtjente midler til at øge den offentlige sektors investeringer; påpeger, at efterspørgselsdynamikken på denne måde kan styrkes og indføjes i en strategi for en miljøvenlig og socialt bæredygtig udvikling med udsigt til at mindske underskuddet på mellemlang sigt; understreger, at medlemsstaterne bør foretage nedskæringer i militærudgifterne og i støtte til projekter, der er skadelige for miljøet, for at understøtte den finanspolitiske konsolidering;

27. understreger, at yderligere midler til den nye europæiske genoprettelsesplan bør mobiliseres gennem nedskæringer i EU-budgetterne, hvad angår f.eks. udgifter til militær og forsvar, kernekraft og nuklear fusion, strukturfondsprojekter og TEN-projekter, der er skadelige for miljøet; finder det også nødvendigt at fastsætte budgetstøtteforanstaltninger til fordel for lande i en mere alvorlig krisesituation, især i form af tildeling af EU-midler uden krav om tilsvarende nationale midler; opfordrer Kommissionen og Rådet til at opretholde den nylige lempelse af reglerne om statsstøtte, i det mindste så længe der hersker stagnation og høj arbejdsløshed;

28. mener, at den finansielle sektor først og fremmest skal arbejde i offentlighedens interesse, acceptere lavere overskud og være orienteret i retning af at undgå risici og i retning af langsigtede mål i stedet for kortsigtet profit; mener, at en socialisering af banksektoren og skabelse af en offentligt ejet ”finanspol” (nationaliserede banker, lokale og regionale sparekasser, kooperativbanker) er yderst påkrævet for at styre kreditten ind på socialt og miljømæssigt nyttige investeringer, der skaber beskæftigelse af god kvalitet med arbejdstagerrettigheder; mener, at beslutningstagningen vedrørende finanssektorens kreditpolitikker skal bringes under demokratisk, offentlig kontrol med demokratisk deltagelse af både medarbejdere og forbrugere;

29. kræver drastiske foranstaltninger til at dæmme op for spekulation på finansmarkedet; understreger, at omgående hasteforanstaltninger er nødvendige for at forhindre blankosalg uden dækning og handel med ”credit default swaps” og for at oprette et offentligt europæisk ratingagentur; påpeger, at hedgefonde og private kapitalfonde bør forbydes i EU eller i det mindste pålægges alvorlige restriktioner, offshore-finanscentre bør lukkes, og også investeringer fra pensionsfonde bør nøje begrænses til europæiske statsobligationer, idet ingen investeringer i hedgefonde eller private kapitalfonde, udenlandsk valuta, derivater og egenkapital må tillades; opfordrer Kommissionen og Rådet til yderligere at fremskynde en strammere regulering af tilsynet med finanssektoren;

Yderligere bemærkninger om Europa 2020-målene og politikområder

30. støtter det spanske formandskabs forslag om at opstille et overordnet ligestillingsmål for EU 2020-strategien; insisterer på, at der indføjes et specifikt kapitel om ligestilling mellem kønnene i strategien, som understøtter princippet om inddragelse af ligestillingsaspektet; understreger, at et sådant specifikt kapitel bør tage fat på alle emner omfattet af 2020-strategien, som specifikt tager sigte på at bidrage til større ligestilling mellem kvinder og mænd, såsom revision af de sociale beskyttelsessystemer med henblik på at afskaffe elementer, der skaber uligheder mellem kønnene, idet der sikres bedre arbejdsvilkår i sektorer, hvor kvinder arbejder, og man søger at reducere ufrivillig deltidsarbejdsløshed og sikrer ligestilling inden for faglig og almen uddannelse etc.;

31. opfordrer til, at der opstilles et mål for at reducere lønforskellen mellem kønnene til 0-5 % inden 2020 og mål om øget tilrådighedsstillelse af tilgængelige, prisoverkommelige, fleksible pasningsfaciliteter af høj kvalitet for alle, især adgang til børnepasningsfaciliteter ved, at man tilstræber at sikre 70 % af den pasningskapacitet, der er nødvendig for børn i alderen 0-3 år og 100 % af den pasningskapacitet, der er nødvendig for børn i alderen 3-6 år; insisterer på, at der i løbet af perioden for EU 2020-strategien opstilles specifikke mål for pasning af andre plejeafhængige, herunder de ældre, på grundlag af en løbende vurdering af nuværende og potentielle plejebehov;

32. mener, at det overordnede mål for EU 2020-strategien med hensyn til den generelle beskæftigelsesfrekvens (75 %) også bør fastsættes for kvinders beskæftigelsesfrekvens, og at begge bør udregnes på grundlag af fuldtidsækvivalenter; foreslår et yderligere mål med at halvere arbejdsløsheden inden 2015;

33. efterlyser mere ambitiøse overordnede mål på klima- og energiområdet: reduktion af CO2-emissioner med 40 % inden 2020 og med 80 % inden 2050 i forhold til 1990 og forøgelse af andelen af vedvarende energikilder i strømforsyningen til 35 % inden 2020; foreslår, at der fastsættes specifikke reduktionsmål for transportsektoren, herunder luftfart og skibsfart; opfordrer til, at der fastsættes yderligere mål for nedbringelse af ressourceforbruget og affaldsforebyggelse; insisterer i denne forbindelse på nødvendigheden af at indlede en redningsstrategi for den biologiske mangfoldighed for at genopbygge økosystemer og på, at der føres kontrol med miljøvenligheden af de sektorspecifikke politikker såsom landbrugs-, transport- og energipolitikken samt politikken for fysisk planlægning; slår til lyd for en gennemgribende revision af den fælles landbrugspolitik for at fremme de enkelte landes fødevareuafhængighed, nedbringe fødevareimporten og opprioritere den lokale produktion og det lokale forbrug som redskaber til at bekæmpe klimaændring;

34. beklager det faktum, at Kommissionen fuldstændigt kæder bevarelse af energi, naturressourcer og råmaterialer sammen med ”vores industris og vore økonomiers fremtidige konkurrenceevne” og derved gør disse mål totalt afhængige af erhvervsmæssige interesser, der vil insistere på, at kun de foranstaltninger, der giver omgående overskud, er acceptable; opfordrer til en revision af mekanismen for bæredygtig udvikling og ordningen for handel med emissioner, der faktisk i alvorlig grad undergraver målsætningen om at nedbringe CO2-emissionerne i EU og på verdensplan;

35. opfordrer indtrængende Rådet til at vedtage et overordnet mål om at halvere fattigdommen inden 2015; beklager dybt, at Kommissionen svækker sit tidligere forslag om en europæisk platform til at bekæmpe fattigdommen, et flagskibsinitiativ, der nu bør sikre, at udbyttet af vækst og arbejdspladser fordeles så bredt, at mennesker, der lever i fattigdom, vil blive sat i stand til at tage aktivt del i samfundet; fastholder, at EU stadig må stræbe efter at udrydde fattigdom og social udelukkelse og ikke kun gøre fattige mennesker i stand til at affinde sig med deres desperate situation gennem bedre adgang til serviceydelser;

36. fastholder sine krav om en målrettet strategi for bekæmpelse af fattigdom og social udelukkelse, især et overordnet mål om at reducere børnefattigdom med 50 % inden 2012, et mål om at sætte en stopper for gadehjemløshed inden 2015, et EU-mål om minimumslønninger (vedtægtsmæssige, kollektive overenskomster på nationalt, regionalt eller sektorspecifikt plan), og for at sikre lønninger på mindst 60 % af den respektive (nationale, sektorspecifikke etc.) gennemsnitsløn, et EU-mål for mindstelønsordninger bidragspligtige indkomsterstatningsordninger, der indebærer udbetaling af indkomststøtte på mindst 60 % af den nationale medianindkomst, samt en tidsplan for, hvornår dette mål skal være nået i samtlige medlemsstater; understreger, at manglen på ordentlige boliger skal afhjælpes på EU-plan og på medlemsstatsplan for at udrydde hjemløshed;

37. tager til efterretning, at Det Europæiske Råd på forårstopmødet enedes om at tage fat på "flaskehalse", der hæmmede væksten, som led i EU 2020, blandt andet ved yderligere at udbygge det indre marked; tager til efterretning, at Kommissionen har planer om en længere række initiativer i dette øjemed inden 2012; kritiserer kraftigt, at Kommissionens og Rådets strategi for det indre marked ønsker at styrke liberaliserings- og privatiseringsdagsordenen; insisterer på en gennemgribende revision af strategien for det indre marked, hvis centrale punkt bør være borgerne og ikke de store virksomheder, idet der etableres en stærk social og miljømæssig dimension baseret på specifikke og håndgribelige mål, der afspejler arbejdstagernes, forbrugernes og SMV'ernes interesser;

38. kritiserer skarpt Kommissionens og Rådets planer om at videreføre deres dagsorden med ”bedre regulering”, som for nylig er blevet døbt ”smart regulering” i forbindelse med EU 2020, som tager sigte på at begrænse de offentlige myndigheders reguleringskapacitet; understreger, at ikke kun de sørgelige resultater af finanskrisen har vist det akutte behov for en grundlæggende styrkelse af den offentlige regulering; understreger nødvendigheden af at styrke den obligatoriske bæredygtighedsvurdering med hensyn til miljø samt sociale og køns- og ligestillingsmæssige mål og vurdering af omkostningerne ved foranstaltninger eller mangel på samme; understreger, at medlemsstaterne skal have ret til at indføre priskontrol med henblik på at tilpasse prisstigninger på basisvarer;

39. noterer sig Det Europæiske Råds konklusion fra forårstopmødet om at oprette en ”ekstern dimension” af EU 2020 for at "fremme vore interesser og holdninger på den globale scene gennem deltagelse i åbne og fair markeder verden over"; advarer imod en mere aggressiv EU-handelspolitik og gentager nødvendigheden af, at handelspolitikken opfylder sociale standarder samt miljø- og menneskerettighedsstandarder for at opnå udryddelse af fattigdom og skabe bæredygtighed og udvikling samt fair og loyal handel mellem EU og udviklingslande;

EU's økonomiske styring, den europæisk finansielle stabiliseringsmekanisme og Rådets drøftelse om ændring af traktaten

40. kritiserer forslagene fra taskforcen under ledelse af formanden for Det Europæiske Råd og Økofin-Rådet til strengere finanspolitisk overvågning og "strukturelle reformforanstaltninger" for at løse problemet med konkurrenceevne og udviklingen på betalingsbalancen i euroområdet;

41. bemærker Økofin-Rådets beslutning om at oprette en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme med en samlet volumen på 500 mia. EUR, der er baseret på traktatens artikel 122, stk. 2, og en mellemstatslig aftale med euroområdets medlemsstater med henblik på at yde finansiel støtte til medlemsstater i vanskeligheder; er enig i, at en stabiliseringsmekanisme er nødvendig for at imødegå faren for en dominoeffekt af mulige statsbankerotter blandt medlemsstaterne i euroområdet; er imidlertid stærk modstander af, at aktivering af og bistand fra stabiliseringsmekanismen er underlagt kraftige betingelser i lighed med retningslinjerne i den nylige støtte fra EU og IMF, og at IMF skal deltage i dens finansiering;

42. er stærkt modstander af Kommissionens og Rådets hensigt om at skabe en ramme for en endnu mere fremskyndet finanspolitisk konsolidering af medlemsstaternes politikker, om at forlange yderligere konsolideringsforanstaltninger af Portugal og Spanien i 2010 og 2011 og om at indføre strengere regler og procedurer for overvågning af euroområdets medlemsstater og "mere effektive" sanktioner end dem, som på nuværende tidspunkt foreskrives i stabilitets- og vækstpagten; mener, at disse politikker kun vil føre til en deflationær uddybning af krisen og tvinge medlemsstater, der er i økonomiske vanskeligheder, til at føre procykliske og antisociale politikker;

43. bemærker, at Økofin-Rådet understregede behovet for at gøre hurtige fremskridt inden for regulering af og tilsyn med de finansielle markeder, navnlig med hensyn til markeder for derivater og den rolle, som kreditvurderingsbureauer spiller, og også med hensyn til et væsentligt bidrag fra den finansielle sektor til dækning af krisens udgifter; opfordrer Kommissionen og Rådet til at fremskynde udarbejdelse af effektive forslag om dette;

44. glæder sig over den seneste nytænkning af makroøkonomiske politikker i IMF, hvilket taler for at opgive konditionalitet i forbindelse med alt for betydelige finanspolitiske nedskæringer, liberalisering, privatisering og dereguleringspolitikker, hvilket giver mulighed for kontrol af kapitalbevægelser og også for et inflationsmål på 4 %; foreslår, at EU bør engagere sig i en lignende proces med nytænkning af sit makroøkonomiske policy-mix og sin økonomiske styring;

45. mener, at enhver meningsfuld debat om at ændre EU-traktaten i lyset af kriserne først og fremmest skal fokusere på at opgive den monetaristiske arkitektur forankret i traktaten: afskaffe de dysfunktionelle Maastricht-kriterier for Den Europæiske Monetære Union, opstille kriterier for "reel konvergens" og støttemekanismer for medlemsstaterne til at opnå dette, ophæve stabilitets- og vækstpagten og erstatte den med en pagt om beskæftigelse og bæredygtig udvikling, ændre statutten for Den Europæiske Centralbank med henblik på at gøre den demokratisk ansvarlig og opgive dens "absolutte uafhængighed", at omdefinere dens mission for at støtte en bæredygtig, afbalanceret økonomisk udvikling, fuld beskæftigelse, finansiel stabilitet og pris- og valutakursstabilitet, for blot at nævne nogle af de vigtigste ændringer af traktaten, der skal behandles;

46. fastholder i lyset af debatten om det indre marked en indførelse af en klausul vedrørende social fremgang i EU's primære lovgivning, der fastsætter, at de grundlæggende rettigheder i almindelighed og retten til at strejke og gennemføre faglige aktioner, til kollektive overenskomster osv. altid har forrang frem for det indre markeds "grundlæggende friheder";

47. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og de nationale parlamenter.